Kapitel 4. Sundhed og helbredsrelateret livskvalitet

Transkript

1 Kapitel 4 Sundhed og helbredsrelateret livskvalitet

2 Kapitel Sundhed og helbredsrelateret livskvalitet I dette kapitel sættes der fokus på den subjektive, oplevelsesmæssige dimension af sundhed og helbred. Det handler om, hvorledes befolkningen oplever egen sundhed og helbred. Det er ofte hævdet, at subjektivitet og subjektive beskrivelser og observationer er fejlkilder i videnskabelige undersøgelser. Her er der imidlertid tale om en anderledes problemstilling, idet det netop er svarpersonernes subjektivitet, deres oplevelse og vurdering af deres sundheds- og helbredstilstand, der er genstandsfeltet. Det er svarpersonerne, og kun dem, der kan rapportere om, hvordan de oplever og føler deres sundhedstilstand. Sundhed er kun en blandt mange forskellige livsværdier, der er af betydning for vores samlede livskvalitet. Og ikke nødvendigvis den vigtigste. I tråd hermed kan man betragte sundhed som én ud af mange forskellige former for ressourcer eller livsværdier, der skal til for at kunne få eller opretholde en høj livskvalitet (Aggernæs 1998). Blandt otte forskellige livsværdier, herunder både fysisk og psykisk helbred, prioriterede 81% af danskerne i 1991 gode familieforhold højest, efterfulgt af godt fysisk helbred (54%), god kontakt til venner og bekendte (38%) og godt psykisk helbred (37%). Lavest prioritet blev givet til megen fritid (5%) og gode boligforhold (17%) (Kjøller et al 1993). Også i år 2000 rangerer gode familieforhold som en af de vigtigste livsværdier (Gundelach 2002). I Folkesundhedsprogrammet sættes der i forbindelse med det overordnede mål om forøgelse af danskernes middellevetid også fokus på livskvalitet og forøgelsen af antallet af gode leveår (Sundhedsministeriet 1999). Ved gode leveår forstås antallet af år en person ved en given alder kan forventes at leve med et godt helbred eller anden helbredstilstand (f.eks. med oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til eller uden kronisk sygdom). Eksempelvis kan en 20-årig mand forvente en restlevetid på 54,8 år - og heraf vil 78,2% være leveår med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred. Den forventede restlevetid med selvvurderet dårligt helbred vil være 12,0 år - altså 12 tabte gode leveår. For en 20-årig kvinde er restlevetiden 59,4 år, hvoraf 74,2% vil være med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred, svarende til 15,4 tabte gode leveår (Iburg et al 2001). Figur Andel forventede gode leveår med og uden langvarig sygdom og godt selvvurderet helbred. Kilde: Iburg et al

3 Kapitel 4. Figur illustrerer et samlet mål for dødelighed og sygelighed eller sygdomsbelastning eller reduktion af livskvalitet. Befolkningens dødelighed er illustreret med en overlevelseskurve, der viser hvor stor en del af en fødselsårgang, der er tilbage med stigende alder i kohorten, når det antages, at kohorten dør ud svarende til det dødelighedsmønster, der gælder i øjeblikket. Arealet under kurven angiver det totale antal år, som kohorten tilsammen opnår at leve. Det antal år, som leves uden forskellige helbredsproblemer eller begrænsninger i sundhed, er illustreret ved arealet under de underliggende kurver. Der er dels indtegnet det antal år, der leves uden langvarig sygdom, og dels det antal år, der leves med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred. Det ses, at der leves flere år med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred end uden langvarig sygdom. Det fremgår endvidere, at arealet eller årene uden langvarig sygdom henholdsvis med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred stort set er identisk for mænd og kvinder, hvilket vil sige, at kvinderne ikke får fuldt udbytte af den længere forventede levetid sammenlignet med mændene. Eller sagt på en anden måde: nok lever kvinder længere end mænd, men samtidig må de forvente at deres helbredsrelaterede livskvalitet i de ekstra år er forringet. Kapitlets indhold Kapitlet omhandler forskellige indikatorer for sundhed og helbredsrelateret livskvalitet. I afsnittet om helbredsrelateret livskvalitet fokuseres der på indikatorerne selvvurderet helbred, oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til, og oplevelsen af stress. Afsnittet om psykisk funktion og velbefindende er baseret på udvalgte mål fra SF-36 spørgeskemaet. Det fysiske funktionsniveau blandt 60-årige eller derover beskrives i et særskilt afsnit og omhandler indikatorer vedrørende fysisk mobilitet og kommunikationsfærdigheder. Det sidste afsnit i kapitlet handler om tandstatus. 57

4 Kapitel Helbredsrelateret livskvalitet Afsnittet omfatter tre forskellige mål for, hvorledes en person oplever og vurderer eget helbred og helbredsrelateret livskvalitet, nemlig selvvurderet helbred, oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til, og oplevelsen af stress. For alle tre indikatorers vedkommende fokuseres der på den positive ende af skalaen. Selvvurderet helbred Det er velkendt, at en persons vurdering af eget helbred er en endog særdeles god prædiktiv faktor for dødelighed og sygelighed. Det er vist i adskillige studier, at jo dårligere en person vurderer sit eget helbred, desto større er risikoen for død og for sygelighed i en given opfølgningsperiode (Idler & Kasl 1991, Idler & Benyamini 1997, Kristensen et al 1998). Idler & Benyamini (1997) fremhæver flere forskellige typer af forklaring på denne sammenhæng. For det første, at der er tale om en helhedsorienteret vurdering, hvor svarpersonen bruger en række forskellige kilder i sin vurdering, dvs. ikke blot den aktuelle helbredssituation men også udviklingen heri gennem hele livsforløbet, kendskabet til sygelighed og dødelighed i sin familie, sin viden og vurdering af egen helbredssituation i forhold til andre jævnaldrendes mv. For det andet, at vurderingen af eget helbred kan influere på, hvorledes man reagerer på egen sygdom (f.eks. grad af compliance over for behandling) og egen sundhedsfremmende eller forebyggende adfærd. Alt sammen faktorer der i sig selv er af betydning for sygelighed og dødelighed. For det tredje, at vurderingen af eget helbred afspejler indre og ydre ressourcer, der kan trækkes på i tilfælde af sygdom (f.eks. oplevelsen af indre kontrol eller ekstern social støtte). To danske undersøgelser påpeger sammenhængen mellem arbejdsmiljø og selvvurderet helbred. På basis af sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 1994 er der vist sammenhæng mellem forekomsten af fysisk belastende arbejdsmiljø og dårligt selvvurderet helbred (Thoning 2000). I undersøgelsen af Tabel Selvvurderet helbred blandt mænd og kvinder i forskellige aldersgrupper. Procent. Mænd år år år år 80+ år I alt Virkelig godt 49,9 41,5 33,2 21,9 21,5 36,8 Godt 40,9 44,8 41,7 42,8 37,3 42,7 Nogenlunde 7,8 11,1 18,3 23,9 25,1 15,1 Dårligt 1,2 1,9 4,6 8,4 11,8 3,8 Meget dårligt 0,1 0,7 2,2 2,9 4,1 1,5 Uoplyst/ved ikke 0,1 0,0 0,1 0,1 0,3 0,1 I alt 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 Antal svarpersoner - uvægtet Kvinder år år år år 80+ år I alt Virkelig godt 43,7 41,1 31,1 19,6 11,5 33,9 Godt 44,1 43,7 42,3 39,8 37,4 42,5 Nogenlunde 10,8 11,4 17,8 27,6 37,1 16,9 Dårligt 1,4 2,9 6,4 9,9 9,5 5,1 Meget dårligt - 0,9 2,3 2,9 4,3 1,7 Uoplyst/ved ikke - - 0,2 0,1 0,1 0,1 I alt 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 100,0 Antal svarpersoner - uvægtet

5 Kapitel 4.1 danske lønmodtagere er det påvist, at arbejdsmiljøforhold er en væsentlig forklaringsfaktor for forringelse i selvvurderet helbred over tid en forringelse som i sig selv er mest udtalt i de laveste sociale grupper (Borg & Kristensen 2000) Sammenhængen mellem selvvurderet helbred og henholdsvis dødelighed og sygelighed genfindes uanset, hvorledes selve spørgsmålet er formuleret (Idler & Benyamini 1997, Gudex 1999). Studier har endvidere vist, at spørgsmålet om selvvurderet helbred har en høj reliabilitet Lundberg & Manderbacka 1996, Martikainen 1999). Endelig viser europæiske studier, at der er store nationale og kulturelle forskelle i, hvorledes eget helbred vurderes (Eurostat 1997, WHO 1996). I sundheds- og sygelighedsundersøgelsen anvendes følgende formulering: Hvordan vil De vurdere Deres nuværende helbredstilstand i almindelighed? Svarfordelingen fremgår af tabel I alt 77,9% af befolkningen vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt, 16,0% vurderer eget helbred som værende nogenlunde, mens 6,1% vurderer eget helbred som værende dårligt eller meget dårligt. Lidt større andele blandt mænd end kvinder vurderer eget helbred som værende virkelig godt, mens lidt større andele blandt kvinder end mænd vurderer eget helbred som værende nogenlunde eller dårligt. Figur viser andelen i forskellige fødselskohorter, der vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt. I 1987 vurderede 89% af de årige (fødselsårgangene ) at have et virkelig godt eller godt selvvurderet helbred. I 1994 er årgangen blevet år, og nu vurderer 83% at have virkelig godt eller godt selvvurderet helbred. I 2000, hvor årgangen er blevet år, er det kun 77%, der vurderer eget helbred som godt. Det generelle billede er, at andelen med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred er nogenlunde konstant i de ældste aldre men aftagende med stigende alder i de yngste. I Sverige angav ca. ¾ af årige i 1998/99 at have godt selvvurderet helbred. I perioden 1980/ /99 er andelen med godt selvvurderet helbred øget betydeligt blandt de 45-årige eller derover, men nærmest forringet blandt de årige (Socialstyrelsen 2001). I Norge ses i perioden 1985 til 1998 en stigning i forekomsten af meget godt eller godt selv- Figur Forekomst af virkelig godt og godt selvvurderet helbred i forskellige kohorter. 59

6 Kapitel 4.1 vurderet helbred fra 77% til 80% (Statistisk Sentralbyrå 2001). Også i Finland er forekomsten af selvvurderet godt helbred steget i perioden 1987 til 1995/96. Stigningen er størst blandt de årige og blandt de årige kvinder (Arinen et al 1998). At være frisk nok Et andet mål for helbredsrelateret livskvalitet er oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til. I alt 80,8% af svarpersonerne vurderer, at de for det meste føler sig friske nok til at gennemføre det, som de har lyst til, mens 7,9% vurderer, at de ikke (næsten aldrig) kan det. Med stigende alder aftager andelen, der for det meste føler sig frisk nok til at gennemføre, hvad de har lyst til, mens andelen, der ikke kan gennemføre, hvad de har lyst til, stiger. Figur viser sammenhængen mellem selvvurderet helbred og oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til. I alt 72,2% af befolkningen vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt samtidig med, at de også føler sig friske nok til at gøre, hvad de har lyst til, mens 13,5% vurderer, at de har dårligt helbred og sjældent eller aldrig er friske nok til at gøre, hvad de har lyst til. For den resterende del af befolkningens vedkommende (14,1%), er der ikke overensstemmelse mellem deres vurdering af eget helbred på de to mål for helbredsrelateret livskvalitet. Hermed understreges det, at mange forskellige dimensioner indgår i vurdering af den helbredsrelaterede livskvalitet, og at det ikke nødvendigvis er de samme dimensioner, der indgår i de to mål. Mens der f.eks. er klar sammenhæng mellem forekomst af langvarig sygdom og dårligt selvvurderet helbred henholdsvis ikke at føle sig frisk nok, viser det sig, at forskellige dimensioner i arbejdsmiljøet er af betydning for, hvorledes man vurderer eget helbred, respektivt om man føler sig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til. Jo mere fysisk belastende arbejdet er, desto dårligere vurderer man sit eget helbred. Jo mindre man har kontrol over sin egen arbejdssituation, desto mere tilbøjelig er man til ikke at føle sig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til (Thoning 2000). Stress Det tredje og sidste mål i dette afsnit vedrører oplevelsen af stress. I daglig tale bruges begrebet stress om en eller anden form for fysisk eller psykisk uligevægt på grund af problemer i omgivelserne, som man enten overvældes af eller ikke kan overkomme (Elsass 1992). Stress er en følelse af uoverkommelighed, mangel på kontrol, en følelsesmæssig spændingstilstand som både kan forbindes med ulyst og ubehag eller med spænding og udfordringer (Mirdal 1991). I en professionel forståelsesramme sondres der mellem selve påvirkningen (stressoren) og det fysiologiske og/eller psykologiske reaktionsmønster (stressreaktionen) (Elsass 1992). Figur Sammenhæng mellem selvvurderet helbred og at føle sig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til. virkelig godt eller godt selvvurderet helbred føler sig altid frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til 72,2% 8,5% 5,6% 13,5% nogenlunde, dårligt eller meget dårligt selvvurderet helbred føler sig af og til eller aldrig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til 60

7 Kapitel 4.1 Stress medfører en række fysiologiske reaktioner, der har til hensigt at frigøre energi, at gøre individet kampklar. Fortsætter belastningstilstanden gennem længere tid, uden at der er mulighed for afslappende perioder ind imellem, kan den vedvarende energimobilisering virke sygdomsfremkaldende, fordi der sker en nedbrydning af vævet, og dermed øges sårbarheden over for sygdom (Netterstrøm 1997). Det psykologiske reaktionsmønster kan både være rettet direkte mod den oprindelige stressor og være rettet mod at reducere den fysiologiske eller psykologiske stressreaktion. Her er coping-begrebet centralt altså individets måde at håndtere og mestre belastningerne ikke mindst for forståelsen af, hvorfor stress kan resultere i udvikling af sygdom hos nogle mennesker og ikke hos andre. Karakteristiske, fysiske kendetegn på stress er bl.a. hjertebanken, hovedpine, mavesmerter, appetitløshed, indre uro mv. Til de psykiske kendetegn hører træthed, ulyst, rastløshed, hukommelses- og koncentrationsbesvær og evt. depression. Sammenhængen mellem stress og sygdom kan tænkes at foregå på 3 forskellige måder (Holstein et al 1997). For det første via de Procent ovenfor nævnte fysiologiske processer. For det andet kan stress føre til uhensigtsmæssig adfærd, f.eks. brug af alkohol eller stoffer, der i sig selv øger sygdomsrisikoen. For det tredje kan stress føre til emotionelle konflikter og belastninger, der i sig selv er med til at vedligeholde eller forstærke stressniveauet og dermed øge risikoen for udvikling af psykosomatiske sygdomme. Besvarelsen på spørgsmålet om man føler sig stresset i dagligdagen viser, at i alt 8% ofte føler sig stresset, 35,6% føler sig af og til stresset, mens 56,0% aldrig føler sig stresset. Figur viser andelen, der ikke oplever stress i dagligdagen, i forskellige fødselskohorter. Figuren viser et meget karakteristisk mønster for oplevelsen af stress eller mere korrekt oplevelsen af ikke at være stresset i dagligdagen. Der er tale om en u-formet kurve, hvor andelen uden stress i dagligdagen er højest i de ældste årgange og også relativt høj i de yngste årgange. I de midterste årgange, der aldersmæssigt er i 30 erne og 40 erne og dermed typisk er børnefamilier, er andelen uden stress lavest. Endvidere viser figuren, at andelen uden stress generelt er faldet fra 1987 til 1994 se også vedrørende stress (standardtabellen). Figur Andel der ikke oplever stress i dagligdagen i forskellige kohorter

8 Kapitel 4.1 Andel med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred Percentage who rate their present state of health as really good or good 62

9 Kapitel 4.1 Virkelig godt eller godt selvvurderet helbred 77,9% af befolkningen vurderer, at de har et virkelig godt eller godt helbred. Blandt mænd er det 79,5% og blandt kvinder 76,3%. Fra 1987 til 2000 er andelen, der vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt, steget i de ældste aldersgrupper men svagt faldende i de yngste. værende virkelig godt eller godt. Kun en tredjedel af førtidspensionister synes, at de har et virkelig godt eller godt helbred. Hvorledes vurderer De Deres nuværende helbredstilstand i almindelighed? Virkelig god 35,3% God 42,6% Nogenlunde 16,0% Dårlig 4,5% Meget dårlig 1,6% Uoplyst/ved ikke 0,1% I alt 100,0% Køn og alder: Andelen, der vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt, aftager med stigende alder. I alle aldersgrupper vurderer en større andel af mænd end kvinder, at deres helbred er virkelig godt eller godt. Uddannelse: Jo højere uddannelsesniveau desto større forekomst af virkelig godt eller godt selvvurderet helbred. Socioøkonomisk gruppe: Forekomsten af virkelig godt eller godt selvvurderet helbred er højest blandt funktionærer i gruppe I og II og lavest blandt ikke-faglærte arbejdere. Også blandt arbejdsløse er der en lav forekomst af personer, der vurderer deres helbred som Samlivsstatus: Gifte vurderer eget helbred som værende bedre end samlevende og alle tre grupper af enlige. Amt: Andelen, der vurderer eget helbred som virkelig godt eller godt, er højere end landsgennemsnittet i Københavns og Århus amter og lavere end gennemsnittet i Nordjyllands Amt. Udvikling: Andelen i befolkningen, der vurderer eget helbred som værende virkelig godt eller godt, steg fra 78,1% i 1987 til 79,1% i 1994, men er i 2000 atter på niveau med Udviklingen er imidlertid forskellig i de forskellige aldersgrupper. Således er der i perioden sket en lille stigning i andelen med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred i de to ældste aldersgrupper, mens der i de to yngste aldersgrupper er sket et svagt fald. Andel med virkelig godt eller godt selvvurderet helbred i 1987, 1994,

10 Kapitel 4.1 Andel, der for det meste føler sig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til Percentage, who most of the time, feel well enough to do what they want to do 64

11 Kapitel 4.1 Frisk nok til at gøre hvad man har lyst til 80,8% lidt flere mænd end kvinder - føler sig for det meste friske nok til at gøre, hvad de har lyst til. Fra 1987 til 2000 er andelen, der føler sig frisk nok til at gøre, hvad de har lyst til, steget svagt i de mellemste aldersgrupper, men er konstant i den yngste og den ældste aldersgruppe. Føler De Dem frisk nok til at gøre det, som De har lyst til at gøre? Ja, for det meste 80,8% Ja, af og til 11,2% Nej (næsten aldrig) 7,9% Uoplyst/ved ikke 0,1% I alt 100,0% Køn og alder: Andelen, der for det meste føler sig frisk nok til at gøre, hvad de har lyst til, aftager med stigende alder fra ca. 90% i den yngste aldersgruppe til mellem halvdelen og en tredjedel i den ældste aldersgruppe. I alle aldersgrupper er andelen, der føler sig frisk nok, højere blandt mænd end blandt kvinder. Uddannelse: Der er en klar sammenhæng mellem uddannelsesniveau og oplevelsen af at være frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til. Således stiger forekomsten af personer, der for det meste føler sig friske, med stigende antal års kombineret skole- og erhvervsuddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Relativt flest blandt funktionærer i gruppe I og II føler sig for det meste friske nok til at gøre, hvad de har lyst til. Andelen, der føler sig frisk nok, er ligeledes lav blandt arbejdsløse og endog særdeles lav blandt førtidspensionister. Samlivsstatus: Forekomsten af personer, der føler sig friske nok, er lavere blandt samlevende og enlige (skilte/separerede, enker/ enkemænd samt ugifte) end blandt gifte. Amt: Der er ikke systematiske forskelle mellem amterne i forekomsten af personer, der føler sig friske nok til at gøre, hvad de har lyst til. Men forekomsten er højere end landsgennemsnittet i Københavns Amt og i Århus Amt. Udvikling: Totalt set er forekomsten af personer, der føler sig friske nok til at gøre, hvad de har lyst til, steget fra 78,2% i 1987 til 81,0% i 1994 og er dernæst konstant frem til 2000 (80,8%). Samme mønster ses for aldersgrupperne år og år, hvorimod forekomsten er konstant i den yngste og den ældste aldersgruppe. Andel, der for det meste føler sig frisk nok til at gøre, hvad man har lyst til i 1987, 1994,

12 Kapitel 4.1 Andel, der ikke føler sig stresset i dagligdagen Percentage who do not suffer from stress in every day life 66

13 Kapitel 4.1 Stress i dagligdagen I alt 56,0% oplever ikke hverdagen som stressende det er større andele blandt mænd end blandt kvinder. Andelen uden stress i hverdagen er lavest blandt de årige. Andelen, der oplever en ustresset hverdag, er faldet fra 64,5% i 1987 til 56,0% i Faldet er sket i alle aldersgrupper med undtagelse af den ældste. og ikke-faglærte arbejdere oplever hverdagen som ustresset. Også blandt arbejdsløse er der en høj andel, der vurderer dagligdagen som værende ustresset. Blandt førtidspensionister er der ligeledes en relativt høj andel, der ikke oplever dagligdagen stressende. Samlivsstatus: Enker og enkemænd oplever i størst omfang at være ustresset i hverdagen. Føler De Dem stresset i Deres dagligdag? Ja, ofte 8,0% Ja, af og til 35,6% Nej (næsten aldrig) 56,0% Uoplyst/ved ikke 0,4% I alt 100,0% Køn og alder: I alle aldersgrupper er der større andele blandt mænd end blandt kvinder, der ikke føler sig stresset i dagligdagen. De årige, der typisk er børnefamilier, har den laveste andel, der ikke føler sig stresset i hverdagen. Uddannelse: Andelen uden stress i dagligdagen er højest blandt personer med mindre end 10 års uddannelse og falder dernæst med stigende antal års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Oplevelsen af stress/ikke stress i hverdagen er meget forskellig blandt de beskæftigede. Relativt færrest blandt selvstændige med ansatte og funktionærer i gruppe I og II og relativt flest blandt selvstændige uden ansatte, faglærte Amt: I forhold til landsgennemsnittet forekommer oplevelsen af ikke at være stresset i hverdagen hyppigere i Sønderjyllands og Nordjyllands amter og sjældnere i Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns og Roskilde amter. Udvikling: Andelen, der ikke oplever hverdagen stressende, er faldet fra 64,5% i 1987 til 56,0% i Faldet ses i alle aldersgrupper med undtagelse af de 67+ årige, hvor andelen, der oplever hverdagen som ustresset, er uændret i perioden. Faldet er større blandt kvinder end blandt mænd år år år 67+ år % år år år 67+ år Andel, der ikke føler sig stresset i dagligdagen i 1987, 1994, Mænd Kvinder 67

14 Kapitel Psykisk funktion og velbefindende Forrige afsnit handlede om de helbredsmæssige aspekter af livskvalitet. Dette afsnit fokuserer på de psykiske aspekter af sundhed og livskvalitet, der beskrives ved en række spørgsmål om psykisk funktion og velbefindende i dagligdagen. Forekomsten af psykiske sygdomme, lidelser og gener indgår i beskrivelsen af sygelighedstilstanden i kapitel 5. I undersøgelsen anvendes standardspørgeskemaet SF-36 til at beskrive helbredsrelateret livskvalitet. SF-36 (Short Form) er udviklet på grundlag af et langt mere omfattende spørgsmålsbatteri (Stewart & Ware 1992). I SF-36 indgår i alt otte forskellige helbredsområder, som antages at være universelle og repræsentere basal menneskelig funktion og velbefindende (Ware et al 1993, Ware & Gandek 1998). Der er således tale om et generisk spørgsmålsbatteri, der måler sundhedsstatus generelt, uafhængigt af fx alder, sygdom eller behandling. De otte forskellige helbredsområder (skalaer) er: fysisk funktion, fysisk betingede begrænsninger, fysisk smerte, alment helbred, vitalitet, social funktion, psykisk betingede begrænsninger og psykisk velbefindende. SF-36 indgik også i sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 1994 og er efterfølgende blevet brugt som dansk normmateriale (Bjørner et al 1997) og i internationale sammenligninger (Ware et al 1998). Der er udarbejdet en dansk manual (Bjørner et al 1997). SF-36 er udviklet som et selvadministreret spørgeskema og indgik også i indeværende undersøgelse i det selvadministrerede spørgeskema, der blev udleveret til svarpersoner udtrukket til geninterviewstikprøven og den supplerende stikprøve (se afsnit 3.2). Svarprocenten ved det selvadministrerede spørgeskema var 63,5% - altså noget lavere end ved det personlige interview. Tre af de otte skalaer vedrører psykisk funktion og velbefindende og omtales i dette afsnit. Resultaterne præsenteres imidlertid ikke som beregnede skalaværdier. Derimod vises indledningsvis svarfordelingerne på hvert enkelt spørgsmål i skalaerne, og i de efterfølgende statistiske tabeller bruges et simpelt summationsmål, der viser andelen i befolkningen, der scorer i de bedste svarkategorier, i alle delspørgsmålene. Tabel Fordelingen af svar på spørgsmålene om psykisk velbefindende og energi inden for en 4-ugers periode. Procent. Hele tiden Det meste af tiden En del af tiden Noget af tiden Lidt af tiden Psykisk velbefindende: Har været meget nervøs 0,5 0,8 2,3 5,3 24,1 64,1 3,0 100,0 Har været så langt nede, at intet kunne opmuntre 0,3 0,5 1,4 3,1 8,9 83,1 2,8 100,0 Har følt sig trist til mode 0,5 1,3 3,4 8,9 34,2 49,0 2,7 100,0 Har følt sig rolig og afslappet 18,6 44,1 15,1 11,3 5,3 3,3 2,5 100,0 Har været glad og tilfreds 16,2 49,6 13,5 10,1 5,6 2,6 2,5 100,0 Vitalitet: Har følt sig veloplagt og fuld af liv 10,6 45,1 18,6 13,4 6,8 3,0 2,6 100,0 Har været fuld af energi 7,3 36,5 23,1 16,0 8,9 5,7 2,6 100,0 Har følt sig træt 2,3 4,3 9,6 19,8 45,4 16,5 2,1 100,0 Har følt sig udslidt 1,3 2,3 5,0 10,8 30,6 47,0 3,1 100,0 På intet tidspunkt Uoplyst I alt 68

15 Kapitel 4.2 Spørgsmålene vedrørende psykisk velbefindende og vitalitet er vist i tabel Det ses, at inden for en 4-ugers periode har 62,7% hele tiden eller det meste af tiden følt sig rolig og afslappet, 65,8% har hele tiden eller det meste af tiden været glad og tilfreds, og 88,2% har på intet tidspunkt eller kun lidt af tiden været meget nervøs. Modsat svarer 0,8%, at de hele tiden eller det meste af tiden har været så langt nede, at intet kunne opmuntre, 1,8% har hele tiden eller det meste af tiden følt sig trist til mode, og 8,6% har på intet tidspunkt eller kun lidt af tiden følt sig rolig og afslappet. I tabellen henviser forekomster markeret med fed skrift til, hvorledes de efterfølgende to standardtabeller er dannet. Personer med godt psykisk velbefindende skal på alle fem delspørgsmål have afgivet svar i de pågældende kategorier. Tilsvarende skal personer med høj vitalitet på hvert af de fire delspørgsl have afgivet svar i de markerede svarkategorier. I alt angiver 51,6% udelukkende positive vurderinger af deres psykiske velbefindende inden for de seneste 4 uger, mens 2,9% ikke vurderer nogen af de fem delspørgsmål positivt. Med hensyn til vitalitet giver 35,1% udelukkende positive vurderinger, mens 14,7% slet ikke giver positive svar vedrørende deres vitalitet. Det tredje element i beskrivelsen af psykisk funktion og velbefindende vedrører psykisk betingede aktivitetsbegrænsninger. Heri indgår 3 delspørgsmål, der belyser, om svarpersonerne på grund af følelsesmæssige problemer har været begrænset i deres arbejde eller daglige aktiviteter. Delspørgsmålene skulle besvares med ja eller nej (tabel 4.2.2). Mellem 77,7% og 86,9% har inden for en 4- ugers periode slet ikke følt sig begrænset pga. følelsesmæssige problemer. Den efterfølgende standardtabel viser andelen af svarpersonerne, der ikke har følt sig begrænset på nogen af de tre delspørgsmål. Har De pga. følelsesmæssige problemer Ja Nej Uoplyst - skåret ned på tid De bruger til arbejde eller andre aktiviteter 9,4 86,9 3,7 100,0 - nået mindre end De gerne ville 19,0 77,7 3,4 100,0 - udført Deres arbejde eller andre aktiviteter mindre omhyggeligt end De plejer 9,2 86,9 3,9 100,0 I alt Tabel Fordelingen af svar vedrørende psykisk betingede aktivitetsbegrænsninger inden for en 4- ugers periode. Procent. 69

16 Kapitel 4.2 Andel med godt psykisk velbefindende Percentage with good mental health (SF-36) 70

17 Kapitel 4.2 Godt psykisk velbefindende 51,6% af den voksne befolkning oplyser, at de inden for de seneste 4 uger inden interviewet havde haft godt psykisk velbefindende. Det drejer sig om 55,4% blandt mænd og 48,2% blandt kvinder. Forekomsten af godt psykisk velbefindende er uændret fra 1994 til Antal positive besvarelser vedr. psykisk velbefindende. Ingen positive besvarelser 2,9% 1-2 positive besvarelser 11,9% 3-4 positive besvarelser 32,2% Positivt svar på alle spørgsmål 51,6% Uoplyst/ved ikke 1,4% I alt 100,0% Køn og alder: Godt psykisk velbefindende ses hyppigst blandt de årige og relativt sjældnest blandt de helt unge og de helt gamle. Større andele blandt mænd end blandt kvinder vurderer, at deres psykiske velbefindende er godt. Uddannelse: Forekomsten af godt psykisk velbefindende er lavest i gruppen af personer med mindre end 10 års uddannelse og stiger frem til gruppen med års kombineret skole- og erhvervsuddannelse for dernæst at være konstant. Socioøkonomisk gruppe: Der er ikke systematiske forskelle i forekomsten blandt de socioøkonomiske grupper i beskæftigelse. Forekomsten er lav blandt arbejdsløse og også blandt førtidspensionister. Derimod er andelen med godt psykisk velbefindende særdeles høj blandt efterlønsmodtagere. Samlivsstatus: Større andele blandt gifte end blandt samlevende og enlige vurderer, at de har haft godt psykisk velbefindende de seneste 4 uger. Amt: Der er ikke systematiske forskelle mellem amterne i forekomsten af psykisk velbefindende. I Københavns og Frederiksberg Kommuner er andelen med godt psykisk velbefindende lavere end landsgennemsnittet. Udvikling: Andelen af personer i den voksne befolkning, der rapporterer om godt psykisk velbefindende, er uændret fra 1994 (49,6%) til 2000 (51,6%). Andel med godt psykisk velbefindende i 1994,

18 Kapitel 4.2 Andel med høj vitalitet Percentage with high vitality (SF-36) 72

19 Kapitel 4.2 Høj vitalitet I alt 35,2% vurderer at have haft høj vitalitet i de seneste 4 uger, inden de blev interviewet. Vitalitetsniveauet er højest blandt de årige. Fra 1994 til 2000 er forekomsten af høj vitalitet faldet blandt de årige men steget blandt de årige og de 67+ årige. Antal positive besvarelser vedr. vitalitet Ingen positive besvarelser 14,7% 1 positive besvarelse 15,3% 2 positive besvarelser 17,6% 3 positive besvarelser 15,7% Positivt svar på alle spørgsmål 35,2% Uoplyst/ved ikke 1,4% I alt 100,0% Køn og alder: Større andele blandt mænd (39,2%) end blandt kvinder (31,6%) vurderer, at de inden for de seneste 4 uger har haft et højt vitalitetsniveau. Høj vitalitet ses hyppigst hos de årige (44,8% blandt mænd og 38,1% blandt kvinder) og relativt sjældnest i den ældste aldersgruppe (18,1% blandt mænd og 14,7% blandt kvinder). Uddannelse: Andelen med højt vitalitetsniveau er stigende med stigende antal års uddannelse. Dog er forekomsten ens blandt personer med års uddannelse og blandt personer med 15 eller flere års uddannelse. Mønstret ligner mønstret for godt psykisk velbefindende. Socioøkonomisk gruppe: Blandt de beskæftigede melder størst andele af selvstændige med ansatte, at de har oplevet høj grad af vitalitet inden for de seneste 4 uger. Andelen er lav blandt arbejdsløse (30,0%) og særdeles lav blandt førtidspensionister (15,2%). Derimod vurderer næsten halvdelen af efterlønsmodtagere, at de har høj vitalitet. Samlivsstatus: Mønstret svarer til forekomsten af godt psykisk velbefindende, dvs. forekomsten af høj vitalitet er højest blandt gifte. Amt: Andelen, der inden for en 4-ugers periode vurderer at have haft et højt vitalitetsniveau, er lavest i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Udvikling: Andelen med høj vitalitet er faldet blandt de årige men steget blandt de årige og blandt de 67+ årige. Den samlede stigning er lille (fra 34,2% i 1994 til 35,2% i 2000). Andel med høj vitalitet i 1994,

20 Kapitel 4.2 Andel, der ikke har haft aktivitetsbegrænsninger pga. følelsesmæssige problemer Percentage with no activity limitations due to emotional problems (SF-36) 74

21 Kapitel 4.2 Aktivitetsbegrænsning pga. følelsesmæssige problemer 75,3% af befolkningen har ikke oplevet aktivitetsbegrænsninger som følge af følelsesmæssige problemer inden for de seneste 4 uger. Det er hyppigst de yngste aldersgrupper, der ikke har følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger. Andelen uden følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger er steget fra 73,0% i 1994 til 75,3% i Køn og alder: Blandt mænd er andelen, der ikke har oplevet følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger inden for de seneste 4 uger, højest blandt de yngste og aftager derefter jævnt med stigende alder. Blandt kvinder er andelen uden følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger højere blandt de årige end blandt de helt unge, men aftager også med stigende alder. Socioøkonomisk gruppe: Blandt de beskæftigede er størst andel blandt funktionærer i gruppe I uden følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger. Andelen er relativt lav blandt arbejdsløse og blandt førtidspensionister. Samlivsstatus: Gifte har i større omfang end samlevende og enlige været uden følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger inden for de seneste 4 uger. Amt: Der er ikke systematiske forskelle mellem amterne med hensyn til andelen, der ikke har oplevet aktivitetsbegrænsninger forårsaget af følelsesmæssige problemer. Udvikling: Andelen uden aktivitetsbegrænsninger betinget af følelsesmæssige problemer inden for de seneste 4 uger er steget fra 73,0% i 1994 til 75,3% i Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Uddannelse: Andelen uden følelsesmæssigt betingede aktivitetsbegrænsninger er højest blandt personer med længerevarende uddannelse og aftager jævnt med aftagende antal års uddannelse. Andel, der ikke har haft aktivitetsbegrænsninger pga. følelsesmæssige problemer i 1994 og

22 Kapitel Funktionsniveau blandt 60-årige eller derover Både andelen og antallet af ældre her afgrænset til personer på 60 år eller derover er stigende. I henhold til Danmarks Statistiks befolkningsprognose forventes andelen af ældre på 60 år eller derover at stige fra 19,7% af hele befolkningen i 2000 til 23,2% i 2012 og 24,8% i I absolutte tal drejer det sig om en stigning fra1,05 mill. i 2000 til 1,42 mill. i Med denne udvikling i befolkningssammensætningen forventes der en tilsvarende stigning i den såkaldte ældreforsørgerbyrde, som bl.a. inkluderer stigende udgifter til pleje og serviceydelser til ældre samt øgede udgifter til de ældres brug af sundhedsvæsenet. Med stigende alder følger der ofte en øget sygdomsbelastning hos den enkelte som følge af nedsat modstandskraft mod sygdom, nedsat fysisk og sansemæssig funktionsniveau mv. (Kirk 1995). De skavanker, der især præger de længerelevende gamle, er nedsat førlighed, faldtendens, demens og inkontinens (Schroll 1992). Ud over de aldersbetingede tab af funktionsevne har den enkeltes levevilkår og livsstil igennem et langt liv også stor betydning for, hvordan og med hvilken hastighed den enkelte oplever et tab af sin fysiske formåen. At blive ældre medfører derfor ofte at komme til at leve med et tab af sin fysiske funktionsevne og dermed leve med et vist tab af livskvalitet. I Folkesundhedsprogrammet fra 1999 er et af de højest prioriterede mål en øgning af middellevetiden - vel at mærke samtidig med at der også skal ske en forbedring i befolkningens fysiske funktionsniveau og livskvalitet (Sundhedsministeriet 1999). Tabte gode leveår er et mål for, hvor mange år en person ved en given alder forventes at skulle leve med nedsat funktion eller anden form for reduceret helbredsrelateret livskvalitet. Resultatet af beregningerne af antal af tabte gode leveår afhænger af, hvilken indikator, der bruges. Oftest anvendes antal tabte gode leveår med langvarig sygdom eller med selvvurderet dårligt helbred (Brønnum-Hansen 1990). I figur er fysisk funktionsniveau brugt som indikator. Figuren, der alene omfatter personer på 60 år eller derover, viser, at antallet af tabte gode leveår er faldet fra 1987 til I 1987 kunne en 60-årig mand f.eks. forvente at skulle leve 5,3 år med nedsat fysisk funktion, mens en 60-årig mand i 2000 kan forvente alt leve 4,1 år med nedsat funktion. Faldet er lidt større for mænds vedkommende (1,2 år) end for kvinders vedkommende (0,7 år). Fysisk funktionsniveau måles ofte på to dimensioner: PADL Physical Activities of Daily Living - der omfatter basale gøremål, som er nødvendige at udføre for alle mennesker, uan- Figur Antal tabte gode leveår blandt mænd og kvinder på 60 år eller derover i 1987, 1994 og Procent. Kilde: Iburg KM. SIF

23 Kapitel 4.3 set køn, bolig, kultur mv. Typiske aktiviteter er badning, påklædning og toiletbesøg. IADL Instrumental Activities of Daily Living omfatter mere komplekse og udadvendte aktiviteter, f.eks. rejser, indkøb, husarbejde mv. Helt centralt i målingen af fysisk funktionsniveau er sondringen mellem, hvad en person gør, og hvad en person kan gøre. Derfor er det nødvendigt, at de former for aktivitet, der inddrages især i IADL målene er relevante for de befolkningsgrupper, der skal undersøges (Avlund 1995). I denne undersøgelse måles fysisk funktionsniveau ved seks forskellige spørgsmål, der efterfølgende opgøres som to indeks henholdsvis for fysisk mobilitet og for kommunikationsfærdigheder. Fysisk mobilitet omfatter følgende tre elementer: - at kunne gå 400 meter uden at hvile under vejs - at kunne gå op og ned ad trapper uden hvile - at kunne bære 5 kg., f.eks. en indkøbspose. Kommunikationsfærdigheder omfatter: - at kunne læse en avistekst (med briller eller kontaktlinser hvis det benyttes normalt) - at kunne høre en samtale mellem flere personer (med høreapparat hvis det normalt benyttes) - interviewerens vurdering af svarpersonens tale. På hvert af spørgsmålene blev svarpersonerne bedt om at vurdere deres funktionsniveau på en skala fra uden besvær over med lidt besvær, med noget besvær og til slet ikke. Det fremgår af tabel 4.3.1, at med stigende alder falder andelen, der oplyser, at de uden besvær kan gøre de pågældende ting. I alle aldersgrupper kan en mindre andel af kvinder end af mænd uden besvær gå 400 meter, gå op og ned ad trapper og bære 5 kg. Omvendt kan større andele af kvinder end af mænd uden besvær læse en avistekst, høre en normal samtale og tale uden besvær. I de efterfølgende standardtabeller er god fysisk mobilitet defineret som uden besvær at kunne udføre alle tre delelementer, der indgår i mobilitetsindekset og gode kommunikationsfærdigheder. Mænd år år 80+år I alt Kan uden besvær gå 400 meter 87,0 80,0 61,1 79,8 Kan uden besvær gå og og ned ad trapper 88,4 78,6 57,0 79,1 Kan uden besvær bære 5 kg. 92,6 85,4 68,4 85,6 Kan uden besvær læse en avistekst 94,8 91,3 78,9 90,8 Kan uden besvær høre en normal samtale 80,2 71,2 47,2 71,0 Kan tale uden besvær 95,2 94,4 84,0 93,1 Antal svarpersoner - uvægtet Kvinder år år 80+år I alt Kan uden besvær gå 400 meter 86,8 74,7 41,8 71,4 Kan uden besvær gå og og ned ad trapper 84,3 72,3 37,6 68,6 Kan uden besvær bære 5 kg. 78,6 65,1 32,0 62,2 Kan uden besvær læse en avistekst 95,1 89,4 69,2 86,8 Kan uden besvær høre en normal samtale 87,4 79,8 50,0 75,8 Kan tale uden besvær 96,2 95,1 87,5 93,8 Antal svarpersoner - uvægtet Tabel Andel af mænd og kvinder på 60 år eller derover, der uden besvær kan udføre en række dagligdags funktioner. Procent. 77

24 Kapitel 4.3 Andel med god fysisk mobilitet blandt 60-årige eller derover Percentage of those 60-year-olds or older with good physical mobility 78

25 Kapitel 4.3 God fysisk mobilitet blandt 60-årige eller derover 64,3% af den voksne befolkning på 60 år eller ældre har god fysisk mobilitet - 74,5% blandt mænd og 55,5% blandt kvinder. Samlivsstatus: Større andele blandt gifte end blandt de øvrige samlivsstatusgrupper oplyser at have god mobilitet. Andelen med god fysisk mobilitet aftager med alderen. Der er markant større andel med god mobilitet i 2000 end i 1994 og i Køn og alder: Der er en markant højere andel blandt mænd end blandt kvinder, der har god mobilitet. Med stigende alder aftager andelen med god mobilitet. Således rapporterer kun 52,0% af de 80+ årige mænd og 23,2% af de 80+ årige kvinder om god mobilitet. Uddannelse: Med stigende antal års uddannelse stiger andelen med god mobilitet. Blandt personer med mindre end 10 års uddannelse rapporterer 54,4% at have god mobilitet sammenholdt med 78,7% af personer med 15 eller flere års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Da mobilitetsniveauet kun er beskrevet for personer på 60 år eller derover, er det ikke relevant at analysere sammenhængen mellem socioøkonomisk gruppering og mobilitet. Amt: Københavns Amt ligger lidt over landsgennemsnittet mht. andelen af personer på 60 år eller derover, der har god mobilitet. Udvikling: Der ses en markant stigning i andelen af personer på 60 år eller derover med god mobilitet - fra 52,5% i 1987 til 55,6% i 1994 og 64,3% i Stigningen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper over 60 år. Andel med god fysisk mobilitet blandt 60-årige eller derover i 1987, 1994,

26 Kapitel 4.3 Andel med gode kommunikationsfærdigheder blandt 60-årige eller derover Percentage of those 60-year-olds or older with good communications skills 80

27 Kapitel 4.3 Gode kommunikationsfærdigheder blandt 60-årige eller derover 67,1% i den voksne befolkning på 60 år eller ældre har gode kommunikationsfærdigheder - 65,7% blandt mænd og 68,3% blandt kvinder. Andelen med gode kommunikationsfærdigheder aftager med alderen. Der er lidt større andel med gode kommunikative færdigheder i 2000 end i 1994 og i Køn og alder: Der er en lidt højere andel blandt kvinder end blandt mænd, der har gode kommunikationsfærdigheder. Andelen med gode kommunikationsfærdigheder aftager med stigende alder. Blandt de 80-årige eller derover er det således kun ca. 40%, der rapporterer, at de hverken har problemer med at læse, høre eller tale. Uddannelse: Forekomsten af personer med gode kommunikationsfærdigheder er lavere blandt personer med 12 eller færre antal års uddannelse sammenholdt med personer med 13 eller flere års uddannelse. Socioøkonomisk gruppe: Da kommunikationsfærdighederne kun er beskrevet for personer på 60 år eller derover, er det ikke relevant af analysere sammenhængen mellem socioøkonomisk gruppering og kommunikationsfærdigheder. Samlivsstatus: Kun gruppen af personer i enkestand adskiller sig fra de øvrige samlivsgrupper ved at have en lav andel, der ikke har problemer med at tale, høre og læse. Amt: Sammenlignet med landsgennemsnittet har Københavns Amt en lidt højere forekomst af personer på 60 år eller derover, der hverken har problemer med at læse, høre eller tale. Udvikling: Andelen med gode kommunikationsfærdigheder er steget fra 64,4% i 1987 til 67,1% i Stigningen er sket blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupperne over 60 år. Andel med gode kommunikationsfærdigheder blandt 60-årige eller derover i 1987, 1994,

28 Kapitel Tandstatus Tandsundheden i Danmark er forbedret meget i løbet af de sidste årtier. Væsentlige faktorer i denne udvikling har været indførelsen af regelmæssig, forebyggende børnetandpleje, der stort set dækker målgruppen 100% tillige med den sundhedspædagogiske indsats, der har styrket daglig tandbørstning og daglig anvendelse af fluortandpasta. Undersøgelser viser, at gode mundhygiejnevaner i barnealderen bibeholdes i voksenalderen (Lissau et al 1990). Siden 1988 har individuel forebyggelse af tandsygdomme over for voksne med høj sygdomsrisiko været inkluderet i sygesikringsoverenskomsten om tandpleje. Den gunstige udvikling fremgår af tabel 4.4.1, hvor det ses, at andelen, der har alle tænder tilbage, er steget fra 29,5% i 1987 til 46,9% i Andelen af tandløse er halveret i perioden. Der er ca tandløse i Danmark. I Sverige og Finland ses tilsvarende positiv udvikling. I Sverige er andelen blandt årige, der kun har egne tænder tilbage, steget fra 73,6% i til 85,5% i , og andelen uden egne tænder er faldet fra 14,5% til 5,4% (Statistiska Centralbyrån 2001). I Finland faldt andelen af tandløse blandt 15-årige eller derover fra 18,7% i 1976 til 13,6% i 1995 (Arinen et al 1998). I alle tre lande gælder det, at tandstatus er bedre blandt kvinder end blandt mænd. Et mere detaljeret billede af udviklingen i tandstatus fås ved at se på andelen i forskellige aldersgrupper, der har mindst 20 egne tænder tilbage. Figur viser for det første den klare sammenhæng mellem alder og tandstatus. Frem til 40-års alderen har stort set alle voksne mindst 20 tænder tilbage, dernæst aftager andelen og ved 80-års alderen har kun ca. 15% mindst 20 egne tænder tilbage. For det andet viser figuren den betragtelige forbedring i tandstatus fra 1987 til I 1987 havde eksempelvis 42% af de årige 20 eller flere tænder tilbage, i 1994 var det 54% og i %. Med undtagelse af de helt unge er der sket markante forbedringer i alle aldersgrupper. Tabel Udviklingen i tandstatus. Procent Antal i befolkningen i 1000 Tandløs 16,5 11,8 8, tænder tilbage 6,8 5,2 4, tænder tilbage 9,3 6,8 7, eller flere tænder tilbage 38,0 35,0 33, Alle tænder tilbage 29,5 41,4 46, Uoplyst - - 0,2 9 I alt 100,0 100,0 100,0 Antal svarpersoner

29 Kapitel 4.4 Der er flere årsager til, at voksne mennesker får trukket blivende tænder ud. De rent sygdomsmæssige årsager er først og fremmest huller i tænderne samt parodontale lidelser. Men tandudtrækning kan også ske i forbindelse med tandregulering eller behandling med tandprotese. Tandsundheden i en befolkning kan dels måles ved selvrapportering som det er tilfældet i denne undersøgelse dels ved kliniske undersøgelser. De kliniske undersøgelser er foretaget på større befolkningsgrupper (Petersen 1981, Kirkegaard et al 1986) og på vanskeligt stillede grupper såsom plejehjemsbeboere, alderspensionister, bistandsklienter m.fl. (Petersen & Antoft 1994, Petersen & Alstrup 1997). Beskrivelsen af tandstatus er indgået i alle sundheds- og sygelighedsundersøgelserne, og i samarbejde med Tandlægeskolen er der foretaget uddybende analyser af udviklingen af tandstatus i befolkningen (Christensen et al 1996). Der er anvendt et enkelt spørgsmål, hvor svarpersonerne skal oplyse, hvor mange af deres egne tænder, de har tilbage. Den efterfølgende standardtabel viser andelen i befolkningen med 20 eller flere egne tænder. I afsnittet om forebyggende ordninger vises en standardtabel vedrørende befolkningens regelmæssige brug af tandlæge. Figur Andelen med 20 eller flere egne tænder i 1987, 1994 og Opgjort på 5-års aldersgrupper. 83

30 Kapitel 4.4 Andel, der har 20 eller flere egne tænder tilbage Percentage who has maintained 20 or more teeth 84

31 Kapitel 4.4 Tandstatus I alt 80,1% af voksne danskere oplyser, at de har mindst 20 tænder tilbage. Med stigende antal års uddannelse stiger andelen med mindst 20 tænder. Tandstatus er forbedret, idet andelen med mindst 20 tænder er steget fra 67,3% i 1987 til 80,1% i Socioøkonomisk gruppe: De uddannelsesmæssige forskelle genfindes blandt de erhvervsaktive. Jo højere socioøkonomisk placering desto større andele har mindst 20 tænder. Blandt funktionærer i gruppe I er det 97,6%, mens det er 87,9% blandt ikke-faglærte arbejdere. Tilsvarende ses en relativt lav andel med mindst 20 tænder blandt arbejdsløse (85,8%). Andelen med 20 eller flere tænder er endnu lavere blandt førtidspensionister (59,8%). Samlivsstatus: Forekomsten af personer med mindst 20 tilbageblevne tænder er lavere blandt enker/enkemænd og blandt separerede og skilte end blandt gifte. Køn og alder: Blandt de årige har over 98% mindst 20 tænder tilbage. Blandt de ældre på 67 år og derover er der markant færre med mindst 20 tænder tilbage. Således har cirka hver tredje i års alderen mindst 20 tænder tilbage, mens det kun er hver syvende af de 80-årige og derover. Uddannelse: Jo længere uddannelse des højere er andelen med mindst 20 tænder. Således har kun 45,3% af personer med mindre end 10 års uddannelse mindst 20 tænder tilbage, mens det i gruppen med 15 eller flere års uddannelse drejer sig om 93,5%. Amt: Der er store forskelle mellem amterne. I forhold til landsgennemsnittet er der en lavere forekomst i alle jydske amter på nær Århus Amt og højere forekomst af personer med mindst 20 tænder i Østdanmark. Udvikling: Tandstatus målt som andelen med mindst 20 tænder er forbedret i perioden 1987 til Forbedringen ses blandt mænd og kvinder i alle aldersgrupper. Andel der har 20 eller flere egne tænder tilbage i 1987, 1994,