Prædiken til fjerde søndag efter trinitatis

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til fjerde søndag efter trinitatis"

Christoffer Frank
8 år siden
Visninger:

1 Prædiken til fjerde søndag efter trinitatis Salmer: Indgangssalme: DDS 612: Den store mester kommer Salme mellem læsninger: DDS 302: Gud Helligånd! o kom Salme før prædikenen: DDS 276: Dommer over levende og døde (mel.: Pedersen) Salme efter prædikenen: DDS 248: Med thomaskravet står vi her Nadversalme: DDS 428: Fader, tak for liv og ånde Udgangssalme: DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde:»vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«han fortalte dem også en lignelse:»kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«luk 6,36-42 Amen! Herre. Skænk os i din evige nåde at se dig og høre dit ord. Amen. Hér forleden afleverede jeg min søn lidt sent i børnehaven. Det er jo et af de privilegier man har, når man er statsansat akademiker med flydende og særdeles skæve arbejdstider, at man en gang imellem kan hygge sig lidt med børnene på tidspunkter, hvor andre ellers for længst er hastet ud af døren. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

: Pedersen) Salme efter prædikenen: DDS 248: Med thomaskravet står vi her Nadversalme: DDS 428: Fader, tak for liv og ånde Udgangssalme: DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs Dette hellige evangelium

2 Nå, men klokken var vel sådan hen ad 10 i tirsdags, da Jonas og jeg åbnede lågen og gik ind på legepladsen. De andre børn var nemlig allerede ude, og hurtigt fandt Jonas da også den flok, han plejer, om man så må sige, at hænge ud med. De er sådan en fire-fem stykker, der leger sammen og virker nærmest uadskillelige. Fire drenge og så en pige, der naturligvis, som den slags jo er, når det kommer til stykket bestemmer det hele. Flokken var i gang med at rive et legehus ned. Det må retfærdigvis siges, at det foregik med plastikskovle og ditto river, så formodentligt fik de ikke den dag has på det ganske solide træhus. Da de får øje på Jonas udbryder en af dem ganske informativt. Jonas, vi river huset ned. En anden supplerer: Og så bygger vi et nyt. Et stort ét. Og en tredje fortsætter: Ja, helt op til månen. Og Jonas siger så. Ja, eller op til Gud. Dér kunne jeg faktisk ikke undgå at føle et lille stik i hjertet af faderlig stolthed, for det var da en vidunderlig umiddelbarhed og ligefremhed. Et lille kik ind i et 4-årigt barns forestillingsverden og samtidig, i al sin enkelthed, en elementær genspejling af forestillingsverdenen i en af de mest elskede bibelske fortællinger historien om babelstårnet. Selvsagt rummer sådan en forestilling også sine udfordringer. Hvor mange gange kan vi f.eks. tage ham med op at flyve, før han opdager, at Gud faktisk ikke sidder oppe på skyerne og hvad vil det så gøre ved hans barnetro og hans gudsbillede. Eller i en anden retning. Hvad med de andre. Forstod de, hvad han sagde, eller er den lille episode også en fortælling om sekularisering, senmodernisme og tab af den kristne grundfortælling hos mange mennesker. Sådan en lille episode kan således give anledning til mange forskelligartede overvejelser, men det er nu ikke en af de nævnte, som vi skal forfølge i dag. Grunden til, at vi et øjeblik har dvælet ved den, er en anden. Det er nemlig en af den slags små fortællinger, der printer sig ind på nethinden. Et kort ordskifte eller en lille fortælling, som man kan huske og, måske, også om mange år kan genkalde sig. Vi kender det godt. Der er noget, som børnene har sagt, der selv mange år efter står lysende klart. Der er samtaler og øjeblikke, som vi altid vil huske stemningen, duften, hvor vi stod, hvad der blev sagt. Noget, der er så rammende, at vi aldrig glemmer det. Noget, der er så væsentligt, at det selv mange år senere står langt mere tydeligt for os, end hvad der skete i går. Eller for et øjeblik siden. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

De er sådan en fire-fem stykker, der leger sammen og virker nærmest uadskillelige. Fire drenge og så en pige, der naturligvis, som den slags jo er, når det kommer til stykket bestemmer det hele.

3 Sådan tror jeg, at de gamle har haft det dem, der oplevede alt det, der skete, da Gud selv viste sig for os. Ikke i almagt og vælde, men i afkald og afmagt. Som det ene menneske, i hvem vi alene kender Guds kærlige ansigt. Disse gamle, som vi jo også kender som de første kristne, har holdt fast ved bestemte ord, særlige episoder og særegne begivenheder. Alt det, der i særlig grad gjorde indtryk og satte sig fast i hukommelsen. Noget er sikkert gledet ud i årenes løb, andet er ganske givet blevet lagt til eller, da de fire evangelister satte sig for at få det ned på papir, eller rettere pergament, blevet ændret i ønsket om at få det hele til at passe sammen i en litterær helhed. Men kernen at Gud i dette menneske er kommet os nær, og at den almægtige Gud hér døde for vores skyld som et afmægtigt menneske, er blevet fastholdt. Og derfor har man også selv over mange år formået at holde fast i en lang række oprindelige udsagn, konkrete episoder og autentiske fortællinger. I dagens evangelium står vi, tror jeg, med en række af sådanne. Småfortællinger, billeder, fyndord, der i hvert fald i deres kerne går helt tilbage. Med sirlig pen af den gode Lukas føjet ind i en sammenhæng, hvor de ikke nødvendigvis oprindeligt har hørt til. Det er stærke og fængslende billeder: Dom og barmhjertighed. Tilgivelsens mulighed og forudsætning. Det topfyldte målebæger. Den blinde, der leder den blinde. Sammenhængen mellem mesteren og disciplen. For da ikke at nævne billedet af synet for splinten i den andens øje, men blindheden for bjælken i ens eget. Hver for sig er de en prædiken hver og hver for sig er de fængslende og fascinerende som udtryk for ord, der meget vel kan gå helt tilbage til tiden før evangelierne og dermed de udtryk for en bevidst og, hver for sig, teologisk stringent udlægning af, Jesus som Kristus. Vi står altså med, tør vi formode, flere autentiske udsagn, der går helt tilbage til den historiske Jesus, i hænderne. Og hvad fortæller de så? Disse fascinerende udsagn, der er blevet anbragt netop hér af Lukas, måske fordi han har fundet en tematisk sammenhæng; måske fordi han ikke vidste, hvor de ellers skulle stå, men heller ikke i lyset af deres rammende indhold kunne lade være med at tage dem med? 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

Alt det, der i særlig grad gjorde indtryk og satte sig fast i hukommelsen.

4 Set i et perspektiv fortæller de jo noget om os mennesker. Om hvordan vi sådan går og indretter os. Om vores retfærdighedssans og forestilling om, hvordan verden hænger sammen, og hvordan vi kan få det hele til at gå op. Samtidig og i samme nu er det en total afklædning af os; en demaskering af alt det, vi selv står for, og i os selv er. Vi dømmer ikke retfærdigt, for vi er ikke i os selv som Gud vil have, at vi er. Vi leder hinanden som blinde og det går selvsagt galt. Vi giver ikke, men tager. Vi måler ikke med overskuddets bæger, men med smålighedens. Vi ser ikke vores egne fejl. Det udstiller os med alt det, vi selv gør galt eller, hvilket måske er endnu værre, undlader at gøre det, vi godt véd, at vi burde have gjort. Sat over for denne evangeliets afslørende tale kan det være svært at vide, hvad vi skal gøre. Det udstiller os mennesker i vores uformåenhed; i vores, som man jo kalder den slags, grundlæggende syndighed forstået som på den ene side adskillelse fra Gud og på den anden side afstandtagen fra vores næste. Samtidig siger ordene også noget andet. For véd at udstille det, der er vores, siger de også noget om det, der ikke er vores egen virkelighed. De fortæller os, at i Guds rige er det anderledes. Dér hersker vores retfærdighed ikke. I Gudsriget er målet anderledes. Dér måles man ikke med menneskers bæger. Hér dømmes vi nok, men fordømmes ikke. Hér gives der tilgivelse og mulighed for at se igen på trods af bjælken i øjet. I Guds virkelighed får og får og får vi uden først at skulle give noget til gengæld. Det er hverken retfærdigt eller rimeligt. Det er sådan set alt andet end det, men det er det i en positiv forstand. Gudsriget er overskuddet, der sprudler, løber ud over kanten af målebægeret og vender op og ned på det, vi synes er ret og rimeligt. Det er den positive uretfærdighed, der vrider verden rundt, ryster os i vores grundvold og gør alting nyt. Evangeliet er ikke, at synden er væk. Men det er, at Kristus har brudt syndens og dødens magt ved selv at gå i vort sted. Vi mennesker kan ikke selv fortjene vores egen frelse, ligegyldigt hvor meget vi så gør os umage. Men Gud har i sin nåde valgt at se igennem fingre med vores utilstrækkelighed, vores splinter og bjælker. Derfor sendte han sin søn til verden for at frelse enhver, som tror på ham. 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

Samtidig og i samme nu er det en total afklædning af os; en demaskering af alt det, vi selv står for, og i os selv er. Vi dømmer ikke retfærdigt, for vi er ikke i os selv som Gud vil have, at vi er.

5 Og vi: Ja, vi kan kun holde ud at se os selv ærligt og klart i spejlet med alle de bjælker, fejl, svigt og forbudte tanker, vi nu rummer, hvis vi ved, at vi har syndernes forladelse at holde os til. I denne åbning viser evangeliet os hen imod nye muligheder og giver os chancen for at se liv, mening og betydning, hvor vi ikke af os selv ville have fundet det. Ikke i form af utopiske alternativer eller verdensfjerne drømmesyner, som det har været på mode i den netop overståede valgkamp. Men som nyt håb og nye livsmuligheder lige midt i det levede liv; lige dér, hvor vi står ikke alene, men overfor den næste, som Gud i sin evige nåde altid anbringer os overfor. Amen! /Søren Peter Villadsen 28/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

Ikke i form af utopiske alternativer eller verdensfjerne drømmesyner, som det har været på mode i den netop overståede valgkamp.

Relaterede dokumenter

Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis

Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis Salmer: Indgangssalme: DDS 754: Se, nu stiger solen Salme mellem læsninger: DDS 617: Nu bør ej synden mere Salme før prædikenen: DDS 695: Nåden hun er af kongeblod