INDLÆG TIL. FAGBEVÆGELSEN MOD UNIONENs KONFERENCE DEN VED HANS JENSEN, FORMAND LO ***********************************

Transkript

1 Den 29. november 2000 INDLÆG TIL FAGBEVÆGELSEN MOD UNIONENs KONFERENCE DEN VED HANS JENSEN, FORMAND LO *********************************** I LO s love har vi en formålsparagraf. Den siger bl.a., at vores opgave er, at varetage lønmodtagernes interesser over for modstående arbejdsgiverorganisationer og offentlige myndigheder. Den siger også, at det skal vi f.eks. gøre i samarbejde med beslægtede organisationer i udlandet. Hvis vi tager udgangspunkt i det formål, som jeg tror vi kan være enige om, så er vores opgave naturligvis at beskrive, hvordan vi bedst gør det. Og her må vi nok erkende, at når det kommer til det internationale og europæiske, så skiller vandene. I mener åbenbart, at det europæiske samarbejde, sådan som det ser ud i dag, er en trussel mod lønmodtagernes interesser. Mens et flertal i LO-familien mener det modsatte. For mig at se, er jeres vej til at forbedre lønmodtagernes vilkår i en globaliseret verden en illusion. Modsat er vores holdning et udtryk for en vision om, hvordan vi fortsat både kan sikre fremgang og forbedringer for lønmodtagerne, selvom verden forandrer sig. På den måde synes jeg sådan set, at jeres overskrift på dagens konference er ganske rammende og præcis. ****************************** Jeg synes egentlig ikke, der er den store grund til i dag, at vende tilbage til folkeafstemningen om den fælles valuta. Men jeg vil alligevel gerne knytte en enkelt bemærkning. Det er klart, at der er en vis bekymring i befolkningen over for den fagre nye verden. Vi er alle sammen en smule konservative, når vi ikke helt kan overskue konsekvenserne af forskellige forandringer. Det gælder alle livets forhold. Der er da også mange i fagbevægelsen der f.eks. tidligere var forbeholdende over for f.eks. ny teknologi, fordi man mente, at det førte til massearbejdsløshed. Mange var også modstandere af, at vi i slutningen af firserne ændrede strategi i forhold til lønudviklingen.

2 Set i bakspejlet har både den ny teknologi og den ændret lønstrategi været en gevinst for lønmodtagerne. Ja faktisk kan man vel tillade sig at konstatere, at langt de fleste forandringer, som fagbevægelsen har været med til at bære igennem, har skabt bedre vilkår for lønmodtagerne. Det jeg var mest ærgerlig over i folkeafstemningen var, at bl.a. I medvirkede til, at pirke stærkt til den bekymring i befolkningen. Ja faktisk vil jeg vove den påstand, at I bevidst brugte den som et led i jeres kampagne. Det irriterede mig derfor også, at når LO og jeg selv forsøgte at lægge op til en mere nuanceret debat, så blev vi straks misbrugt i det ny notats arbejdspladsnummer. Hvis vi overhoved skal nå et konstruktivt stykke længere i EU-diskussionen, så er det nødvendigt, at vi tager en ærlig og ligefrem debat. Selvfølgelig skal der være plads til nogle godmodige drillerier, men vi må ikke tage befolkningen eller lønmodtagerne som gidsel. Jeg tror, os der er tilstede her i dag kan være enige om, at det er ubehageligt, når det samme sker på flygtningeområdet. Så skulle vi ikke give hinanden håndslag på, at det ikke gentager sig mere på EU-området. **************************** Det vi grundlæggende har behov for at erkende i fagbevægelsens EU-debat er, at lønmodtagere i andre lande ikke er vores fjender, men derimod vores allierede i kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Vi skal for det første holde op med at frygte, at de andre kun tager initiativer for at skade os. For det andet, og det er nok så vigtigt, så skal vi holde op med at tro, at vi kan bestemme det hele, og at det ikke har nogen konsekvenser at gå med i et tæt samarbejde. Selvfølgelig sker der forandringer som følge af EU-samarbejdet - også med den danske model. Det kan ikke undgås. Men jeg synes, det er værd at understrege, at den danske model uden nævneværdige problemer kan leve godt side om side med EU-regulering. Men forudsætningen er, at vi som fagbevægelse fortsat forstår, både at forny os og arbejde intensivt med at overenskomstdække virksomheder i Danmark. Og det andet er selvfølgelig, at arbejdsgiverne vil være med til at værne om det danske aftalesystem. ********************** Der har altid været en frygt for eller en nervøsitet omkring, at EUs fokusering på de individuelle rettigheder var uforeneligt med det danske system. 2

3 Jeg må indrømme, at jeg aldrig helt har været overbevist om dette synspunkt lige så lidt, som jeg har været bekymret for, at de kollektive aftaler langsomt ville forsvinde efterhånden, som vi bevægede os over i den ny økonomi. I LO har vi just lavet en undersøgelse om udbredelsen af ansættelsesbeviser og kollektive overenskomster. Den er interessant her, fordi mange jo har ment, at disse EU-bestemte beviser ville føre til en styrkelse af de individuelle aftalte arbejdsvilkår på bekostning af de kollektive. Men undersøgelsen viser, at der i stedet for et enten eller faktisk er tale om et både og. Resultatet er nemlig, at antallet af lønmodtagere, der hverken har en overenskomst eller et ansættelsesbevis er faldet fra 1994 til i dag. Samtidig er antallet af lønmodtagere, som enten kun har en kollektiv overenskomst eller både et ansættelsesbevis og en overenskomst steget. Andelen, der kun har et ansættelsesbevis er stort set konstant. Det viser to ting. For det første, at flere nu får aftalte arbejdsvilkår og for det andet, at flere får dem aftalt på baggrund af kollektive aftaler. Jeg synes, den undersøgelse med al tydelighed viser, at EU-regler ikke automatisk fører til forringelser af det danske aftalesystem. En anden diskussion, som måske er værd at nævne - og som jo også spiller en rolle i forhold til Nice-forhandlingerne er reglerne for vandrende arbejdstager. Jeg mener, at vi som fagbevægelse har en grundlæggende interesse i, at vores medlemmer ikke bliver stillet ringere, blot fordi de tager over Øresund, og arbejder der. Reglerne om vandrearbejdstager skal netop være med til at sikre det. Men hvis man ser på den danske debat udefra, så ser det nærmest ud som om, at vi for at beskytte vores eget ikke ønsker, at andre EU-borgere skal have rettigheder, når de kommer her til landet for at arbejde. Og jeg synes, det er er skyde gråspurve med kanoner, når man hævder, at en yderligere regulering på det her område vil føre til en undergravning, af det danske velfærdssystem. Det er jo ikke sådan, at reglerne hverken nu eller i fremtiden vil åbne en ladeport for at kunne få del i det danske velfærdssamfunds ydelser. For det første så omhandler reglerne kun arbejdstagere og selvstændige og deres familie. For det andet er det altså ikke sådan, at man f.eks. får ret til fuld folkepension, når man har arbejdet i Danmark. Forudsætningen for at få den fulde folkepension er, at man skal have været i Danmark i 40 år. Hvis ikke man har det, så optjener man en lille bid for hvert år, man har arbejdet her. 3

4 Og er det ikke fuldt ud rimeligt, at hvis man kommer her til landet og bidrager med en indsats, at man så også på lige fod med danskerne har ret til at få del i ydelserne. Jeg synes i hvert fald, at det må være vanskeligt at argumentere for det modsatte. Endelig så synes jeg også, at man retfærdigvis skal fremhæve, at de ydelser som indgår i reglerne i dag primært omfatter dem, som knytter sig til arbejdet. Det vil f.eks. sige understøttelse, ydelser ved graviditet, sygdom og fødsel samt ydelser, hvis man kommer ud for en arbejdsulykke. Er det dét som nogen mener vælter det danske velfærdsbudget? - jeg tror det næppe. ************************ På Nice-topmødet ser det ud til, at der nu indføres flertalsafgørelser på en del af dette område. Jeg ved godt, at mange danskere er skeptiske overfor at opgive vetoretten i EU, fordi vi dermed mister garantien for at kunne blokere for beslutning, som går os imod. Men vetoretten virker begge veje, og er derfor også en hindring for at opnå fremskridt på områder, som Danmark og fagbevægelsen prioriterer højt. Det kan derfor være fornuftigt, at tage en pragmatisk i stedet for en ideologisk indgangsvinkel til spørgsmålet om vetoretten. Netop når det handler om vandrende arbejdstagere, er der faktisk god grund til at støtte brug af flertalsafgørelser. Det er der fordi, vi med flertalsafgørelser på den del af området, der handler om at tilpasse allerede omfattede ydelser, får skabt bedre muligheder for hurtigt at ændre reglerne, så lønmodtageren ikke bliver snydt. Men enstemmigheden opretholdes, når der skal træffes beslutning om hvorvidt f.eks. efterlønnen skal med ind. Den opdeling synes jeg lever helt op til formålet for LO og fagbevægelsens arbejde. *********************** Man kunne finde på mange flere eksempler, hvor lønmodtagerne i Europa samlet set får forbedret deres vilkår uden, at det går udover hverken det danske velfærdssamfund eller det danske aftalesystem. Det gælder også i forhold til implementering af direktiver enten via lovgivning eller via kollektive aftaler. 4

5 Langt de fleste direktiver, som er vedtaget indtil dato i EU, handler om forhold, som også i Danmark er reguleret ved lov. Det gælder f.eks. i forhold til arbejdsmiljøet og ligebehandling. Og på de områder, hvor vi skal gennemføre EU-direktiver via aftaler, ja der er i de fleste tilfælde tale om minimumsdirektiver, som ikke har voldsomme konsekvenser for reguleringen af det danske arbejdsmarked. **************** Men i stedet for at drukne os selv i konkrete eksempler i dag, så er der også behov for, at vi hæver os lidt op og forsøger at skabe et bredere udsyn. Det, der efter min mening er den største udfordring for danske lønmodtagere, er globaliseringen. Globaliseringen er ikke et skrækscenarie. Det rummer faktisk også en masse fordele. Men der er nogle ulemper, og det er ikke mindst dem, vi skal have inddæmmet. Når man f.eks. via internettet kan få udført almindeligt kontorarbejde på kryds og tværs i Europa, så viser det vist udemærket, at danske lønmodtagere har et skæbne fællesskab med lønmodtagerne i andre europæiske lande. Jeg ved godt, at internettet rækker længere end blot Europa. og at man også kan få udført tilsvarende arbejde i Indien, hvor lønninger og arbejdsvilkår er endnu ringere. Jeg er da også enig i, at vi også har et skæbnefællesskab med dem. Derfor kan det også virke sympatisk, når nogen foreslår, at globale problemer skal løses globalt. Men uanset hvor sympatisk arbejdet i FN, ILO, OSCE og Europarådet kan virke, ja så må man altså erkende, at disse organisationer ikke grundlæggende kan løse problemerne for lønmodtagerne. Og grunden er den simple, at beslutninger og vedtagelser i disse organisationer ganske enkelt ikke er forpligtende nok. Det er de derimod i EU, hvor der er et juridisk system, som sikrer, at reglerne rent faktisk overholdes. Så når vi beslutter os for f.eks. at sikre vandrende arbejdstagere nogle rettigheder, ja, så er det også en garanti for, at de kan håndhæves. Men, at vi arbejder i EU betyder ikke, at vi glemmer dem, som ikke er med i fællesskabet. Faktisk mener jeg, at et stærkt EU er forudsætningen for, at vi kan arbejde videre globalt. Og hvorfor mener jeg så det? 5

6 Egentlig så ligger det snublende nært. Men vi har i vores iver for at fremhæve det særlige danske skygget for at se på, at der faktisk er mere, der binder os sammen i Europa, end der skiller os. Jeg er klar over, at vi har indrettet vores velfærdssystemer og vores arbejdsmarkeder lidt forskelligt. Men i bund og grund har vi de samme grundlæggende værdier om et ordentligt velfærdssamfund og et reguleret arbejdsmarked. Og hvis man sammenligner med resten af kloden, så er det i høj grad de værdier, som adskiller os fra resten af verden. Et stærkt EU-samarbejde er derfor også muligheden for at danne modvægt til, at globaliseringen fører til amerikanske tilstande på det danske arbejdsmarked. For hvis det sker, så er de små justeringer som følger af EU-samarbejdet det rene vand. *************************** Jeg ved godt, at EU-samarbejdet i dag ikke er den rene idyl. Og jeg vil gerne medgi, at der er mange ting i EU, som vi kunne gøre bedre. Men jeg tror, det er meget vigtigt, at vi ikke lader drømmen om det perfekte blive det godes værste fjende. Mange også i fagbevægelsen mod unionen bekymrer sig om demokratiet i EU. Og jeg deler sådan set den bekymring en del af vejen. Men hvad er alternativet? Det er for mig at se ikke et valg mellem demokrati på dansk eller demokrati på europæisk, vi står over for. Valget står mere om, hvorvidt det er den politiske lov eller jungleloven, der skal være den fremherskende. Lad mig komme med et eksempel. Hvad hjælper det, at vi har den suveræne ret til demokratisk at vedtage niveauet for selskabskatten i Danmark, hvis konsekvensen er, at vores selskabskat er så meget højere end de andres, at virksomhederne flytter ud af landet. Eller hvad er perspektivet i, at sikre gode arbejdsvilkår for danske lønmodtagere, hvis konsekvensen er, at der ikke er noget arbejde at få. Så derfor er det altså ikke et enten eller. Det handler om, at være med i samarbejdet og påvirke det inde fra både i forhold til demokratiet og i forhold til at sikre solide regler, der er til gavn for lønmodtagerne. Alt andet vil efter min mening være at svigte lønmodtagernes interesser. 6

7 Jeg synes faktisk, at vi med vores 30 års erfaring har fået bevist, at vi sagtens kan være med i EU, få stor indflydelse og samtidig opretholde vores danske særpræg. Ja jeg har endda svært ved bare at finde 3 områder, hvor reglerne på europæisk niveau har ført til forringelser i Danmark. Og så synes jeg, der i forhold til en demokratisk diskussion faktisk er grund til at fremhæve, at vi som noget enestående i et internationalt samarbejde, faktisk som parter på arbejdsmarkedet, har mulighed for at stoppe politikkerne og selv forhandle aftaler hjem. Den mulighed har vi jo ikke engang i Danmark. Det er da egentlig meget interessant og tankevækkende. ************************** Jeg tror godt, at vi i dag kan blive enige om, at hvis vi skal varetage lønmodtagernes interesser i den moderne verden, så er vi også nødt til at samarbejde på tværs af grænser og være enige om, at alt andet vil være en illusion Jeg er knap så overbevist om, at vi kan blive enige om, at det nuværende EUsamarbejde er den rigtige vision. Jeg har ikke sagt ja til at komme her i dag for at forstætte skænderierne. Men, jeg har sagt ja til det, fordi vi har behov for at finde en fælles vej for bedst at sikre og varetage lønmodtagernes interesser. Og jeg er faktisk af den overbevisning, at med den skrantende opbakning til de politiske partier og den mere og mere overfladiske debat i medierne, så er nøglen til en fælles forståelse for Danmarks placering i Europa, at vi får en ordentlig debat i Danmarks største forening - fagbevægelsen. Vi har i LO s hovedbestyrelse lagt op til at diskutere, hvordan vi kan få igangsat en debat om fremtidens europæiske samarbejde med de danske lønmodtagere. Og jeg vil gerne her opfordre jer til at deltage i den diskussion. For det rykker altså ikke en pind, hvis I alene diskuterer i jeres menighed, og vi diskuterer i vores. Vi er forpligtet til at komme ud blandt lønmodtagerne, og få vendt og drejet synspunkterne på en måde, så det kan forstås, og så det er til at forholde sig til. **************************** Lad mig slutte af med i overskrifter at pege på, hvordan jeg ser en vision for fremtidens samarbejde i Europa. 7

8 Vi skal fortsat have et stærkt europæisk samarbejde, hvor der på de grundlæggende områder vedtages fælles og forpligtende regler. De regler skal ikke føre til, at vi alle skal ligne hinanden, og at vores samfund skal være kopier hverken af det ene eller det andet. Vi skal fortsat have hver vores særpræg. Der skal efter min menig være så meget luft i reglerne, at de kan tillempes til de enkelte landes forhold. Vi skal så vidt muligt have mindsteregler eller bruge den såkaldte åbne koordinationsmetode, som vi bl.a bruger i forhold til beskæftigelsespolitikken. Men kravet om fleksibilitet i reglerne, må ikke ske på bekostning af beskyttelsens af lønmodtagerne og velfærdssamfundet. Det er også min vision, at EU-samarbejdet om få år består af alle de lande, som i dag ønsker optagelse, og som lever op til både regler og værdier i det europæiske samarbejde. Det europæiske samarbejde skal været det forum, som for alvor sætter dagsordenen i den globale kamp for velfærd og retfærdighed. Det har vi styrken til, og det mener jeg at vi som land og som faglig organisationer skal bidrage til. På det økonomiske område er det også EU, der skal være garanten for, at vi ikke i endeløs kappestrid er med til at save den gren over, vi selv sidder på. Jeg ser det arbejde, som der nu lægges op til både om sociale problemer, pension og værdien af en stærk offentlig sektor er grundlaget for, at vi kan udvikle vores velfærd i en stærk globalisere verden. Jeg mener ikke, at vi skal have Europas forende stater, men jeg vil på den anden side ikke lade mit arbejde med og holdning til EU blokeres af, at andre taler om en europæisk forfatning. Og jeg vil heller ikke give nogen garanti for, at Europa om hundrede år ikke er en forbundsstat. Det ville da også være uklogt, hvis man tænker tilbage på den udvikling, vi har været igennem i de sidste hundrede år. Endelig så vil jeg heller ikke sætte nogen skråsikker og ideologisk grænse for, hvor udviklingen i det europæiske samarbejde ender. Det ville være lige så uklogt, som at spå om, hvor grænsen går for det danske velfærdssamfund. Men jeg mener, at det vi skal koncentrere os om, er de problemer og udfordringer, som vi ikke hver især kan løse nationalt. 8

9 Det vigtigste og det vi hele tiden skal have for øje er, at vi skal være med der, hvor det er til gavn for dem, vi repræsenterer. Og som jeg sagde i min indledning, så gælder det altså ikke kun de danske lønmodtagere. Jeg er helt enig med jer i, at vi nu skal flytte os fra destruktive forbehold til konstruktive krav. Og hvis I er lige så åbne i dialogen, som I er i jeres invitation, så tror jeg trods alt, at der en mulighed. 9