Af Charlotte Blay Foto: Jørgen Schytte. Illustrationer: Ursula Seeberg og Ib-K

Transkript

1 Børnenes U-landskalender 2012 Elevbog 1 Af Charlotte Blay Foto: Jørgen Schytte. Illustrationer: Ursula Seeberg og Ib-K

2 Ghana

3 af Charlotte Blay

4 4 Kapitel 1

5 5 Det er ikke så længe siden, de fik en skole i Tachipe. Før børnene kom i skole, fjollede de rundt mellem lerhytterne i landsbyen. Når de da ikke arbejdede for deres mor eller far. Eller onkel eller tante. Men skolen er nok ikke lige sådan en skole, som du kender. Skolen i Tachipe er et stort træ. Et mangotræ, der kaster en dejlig skygge, når solen bager. Og træets krone danner paraply, når det regner. Men når det blæser, hvirvler det røde støv ind under træet og gør det svært at se den sorte tavle. Det hele begyndte med, at der kom en ung lærer til Tachipe for at bo hos sin bror. Han opdagede, at mange af børnene bare løb rundt og lavede ballade. Så var det, at læreren fandt på at starte en skole. For selv om børnenes forældre og onkler og tanter kan lære dem mange vigtige ting, så kan læreren noget, som ingen andre i landsbyen kan. Han kan læse og skrive og regne. Og han kan snakke engelsk. - Tænk engang, hvis vores børn kan lære at læse og regne og snakke engelsk, siger de voksne. - Vi skal hjælpe Hr. Lærer med at lave bænke af træstammer til skolen, bestemte høvdingen. Han er nemlig en klog gammel mand, der ved, hvad det betyder at have en god lærer. Det var også høvdingen, der bestemte, at alle i Tachipe skulle hjælpes ad med at samle penge ind til den store tavle, der står under træet.

6 6 De fem drenge her kan ikke sidde stille på bænken. Og det er svært at skrive i hæftet, når man ikke har et bord. Deres lærer siger, de har termitter i bukserne.

7 7 Hver dag strømmer børnene nu til skolen under mangotræet, ivrige efter at lære noget nyt. De små rollinger vil også være med. De lærer at synge og sige remser på engelsk, og Hr. Lærer trøster dem, der græder. Han har nok at gøre, den lærer. Og han elsker at undervise i alt det, han selv har lært i den store skole inde i Salaga. Hr. Lærer har startet skolen under træet. Han kan regne og stave og tale engelsk. Børnene synes, han er en super god lærer. Men se nu de fem fyre her på forreste række. De kan ikke sidde stille. Du kender dem ikke endnu, men det kommer du til. - I har vist termitter i bukserne, drenge, siger læreren til dem. - Godt det ikke er elefanter, griner en af dem. - Måske skulle I hellere gå på jagt efter termitter til mine høns og kyllinger, foreslår læreren. Det er svært at sidde stille på sådan en træstammebænk i lang tid. Men drengene bliver i skolen. De vil rigtig gerne lære at regne og læse og snakke engelsk, så de sidder og vrider sig på bænken, indtil skolen er slut. Mangotræ Et mangotræ kan blive kæmpestort. Det skygger godt for den brændende afrikanske sol. En moden mangofrugt er gul og sød og saftig. Den kaldes for frugternes konge.

8 8 Salam er 10 år. Hans far har to koner, og han har også mange køer. Salam er storebror til Zakarias Rasak er 9 år. Han er fuld af historier om elefanter. Hans far passer nemlig elefanterne i dyreparken.

9 9 Ali er 10 år. Hans far laver mursten. Ali drømmer om at få sin egen cykel og en mobil. Wumbi er 11 år. Hans bedstefar er medicinmand. Det vil Wumbi også være en dag. Eller osse læge. Zakarias er 8 år og bror til Salam. Men de har ikke samme mor. Hans mor hiver ham i ørerne, når han lyver.

10 10 Mursten Ali er skrap til at lave mursten. Han tramper i vådt ler med bare tæer og presser leret ned i formene af træ. Så vender han de våde mursten ud på jorden, så de kan tørre i solen. Der skal omkring 1000 mursten til at bygge et hus. Kapitel 2

11 11 De fem fyre fra den forreste bænk følges ad hjem fra skole. De er venner og har holdt sammen i lang tid. Nu aftaler de at mødes senere og finde på noget sjovt. Men først skal de lige hjem at spise. Og hjælpe til, hvis der er noget, de skal hjælpe med og det er der næsten altid. Alis far laver mursten. Da han får øje på sønnen, råber han efter ham. Ali skal hjælpe med at hakke det våde ler op. Det er Ali for resten ret dygtig til. Og han viser sine venner, hvordan man presser det våde ler til flotte mursten. - Der skal altså bruges mange kræfter, stønner Ali. Her sidder Wumbi og surmuler mellem kvinderne. Han sier de knuste kasava-rødder, men han vil meget hellere ud at samle urter til bedstefar. Kassava-rødder De store, tykke rødder fra kassava er giftige. De skal først ligge i vand, for at giften forsvinder. Så bliver de tørret og knust og siet til mel. Nu kan der bages brød og koges grød. En kvinde kalder ude fra den store plads i landsbyen. - Wumbi! Kom her og hjælp til, Wumbi! Det er Wumbis mor, der vil have hjælp til at si mel fra kassava-rødderne. Wumbi synes, det er kvindearbejde. Og det er ikke spor sjovt at høre på al den snakken, når kvinderne arbejder. Heldigvis sidder han der ikke ret længe, for nu kalder hans bedstefar. Og han bestemmer det meste i familien. Det er meget sjovere at hjælpe bedstefar med at samle urter. Eller lave værktøj til at hakke rødder op af jorden med. Wumbis bedstefar

12 12 Wumbi ved alt om planter og træer. Han fortæller, at de røde kvaster er blomster fra dawa-dawa-træet. De grønne er frugterne, men de er ikke modne. - Øv, siger Zakarias.

13 13 Drengenes far er en god læremester. Han har fundet en krum gren, der er fin til at lave en hakke af. - Om lidt skal I selv prøve, siger han. Hakke Hakken får en flad spids af jern henne fra smeden. Den bruges både til at arbejde i jorden med og som våben, når man går på jagt eller i krig. er medicinmand. Han kan kurere alle mulige sygdomme med sine urter og rødder. Han kunne bare ikke hjælpe Wumbis far, da han huggede sig slemt i benet med den lange machete-kniv. Han døde af blodforgiftning. Wumbi vil også en dag være medicinmand. Eller måske læge. Salam og Zakarias er brødre. Deres far vinker de to drenge hen til sig for at vise dem, hvordan han gør den nye hakke færdig. Den gamle brækkede ude i yams-marken. Drengene har den samme far, men hver sin mor. Farens koner og deres børn bor i to huse lige ved siden af hinanden. Så kan han nemt skifte mellem at spise og sove hos dem.

14 14 Rasak synes det er kvindearbejde, når han er med til at stampe kogte yams-rødder i den store morter af træ. Han at hader det. Men han elsker at spise den lækre mos bagefter.

15 15 Somme tider kommer Salam og Zakarias op at slås om, hvis mor der er sødest. - Min mor er den sødeste, råber Salam. - Nej, din mor er dum, og min mor er sød, råber Zakarias. Men Zakarias ved godt, at hans mor er den skrappeste. Hun river ham i ørerne, bare han gør det mindste forkert. Så snart Rasak når hjem, bliver han sat til at hjælpe sin mor og mormor. Han skal hente yams-knolde ude i marken. Og cykle efter vand i dunkene. Og så skal han hugge brænde til ildstedet med den lange machete-kniv. Hårdt mandearbejde for en lille fyr. Men han gør ikke vrøvl. Først da hans mor sætter ham til at stampe fufu-mos af den kogte yams, fnyser han. Sådan noget kvindearbejde. Hvis bare hans far var her. Men Rasaks far arbejder som skytte i den store dyrepark helt oppe i Mole. Der passer han på elefanterne. Krybskytterne er nemlig ude efter elefanternes stødtænder. Hvis skytten opdager tyvene, skræmmer han dem langt væk med sit gevær. Engang levede der elefanter her på stedet. De gamle mænd fortæller, at de store dyr trampede planterne ned. Alligevel tænker Rasak, at det ville være fedt, hvis elefanterne var her nu. Zakarias har tit svært ved at huske, hvad hans mor har sagt. Han skulle jo hente brænde. Nu bliver han trukket hjem ved øret. Yams-knolde De er som kæmpestore kartofler, der skal skrælles og skæres i stykker og koges i gryden på bålet. Bagefter bliver det stampet til fufu-mos i en morter af træ. Det smager som kartoffelmos.

16 16 Rasak savner sin far og sin bror Isif. Bare det dog var ham, der boede sammen med far oppe hos elefanterne. Måske fik han så lov til at prøve fars store gevær. Det må Isif ikke.

17 17 Rasaks far har også to koner. Den ene kone bor hos ham i et flot hus i Mole med lillebror Isif og tv. Rasak ville ønske, at det var ham og hans mor, der boede i dyreparken. Så ville hans far tage ham med ud at se elefanterne. Nu er det kun Isif, der kommer med far. Rasaks mor vil helst bo her i Tachipe. Det er bare øv. Så må Rasak nøjes med at gå og drømme om elefanterne. Han har kun været oppe at se dem hos sin far to gange. Men han tænker hele tiden på de elefanter. En gang imellem kommer hans far på motorcykel og besøger sin familie i Tachipe. Sidst han var her fik Rasak lov til at skyde til måls efter en yamsknold med sin fars busk-bøsse. Han tør vædde på, at bror Isif aldrig får lov til at prøve deres fars store gevær oppe i Mole. Så er der forresten også hans lillesøster Mimi. Hun er bare en rigtig drilletøs. - Hvor skal du hen, Rasak? råber hun, da han lister af sted for at møde sine venner. - Det kommer ikke dig ved, din lille termit, siger han. Drengenes mødested er det store dawa-dawa-træ i udkanten af Tachipe. Frugterne er snart modne, og drengene glæder sig til at spise dem. - Hvad skal vi finde på nu? siger Zakarias. Hans ører er røde, fordi han sagde til sin mor, at han havde hentet vand. Men så var dunken tom. Busk-bøsse En busk-bøsse er et lille, let hagl-gevær. Mændene bruger det, når de går på jagt efter busk-mad. Rotter, harer og store firben. De bruger også slangebøsser, hakker og lange knive som våben.

18 18 - Vi kunne lave et cykelræs, foreslår Salam. - Min far bliver tosset, hvis vi bruger vores cykel til ræs, siger Ali. - Du kan da bare sige, at du skal hente brænde eller vand, foreslår Zakarias. - Jeg tør i hvert fald ikke tage min bedstefars cykel, siger Wumbi. Her i Tachipe er det ikke sådan, at alle og enhver har en cykel, som hjemme hos dig. Næh, her er der kun én cykel i hver familie. Nogle familier har slet ingen cykel. Drengene snakker om cyklerne. Alis bedstemor blev kørt helt ind til lægen i Salaga bag på deres cykel, da hun blev syg. Medicinmanden i Tachipe kunne ikke hjælpe hende. Men det kunne lægen heller ikke, så hun døde. - Vil I høre en elefanthistorie? kommer det fra Rasak. - Kun hvis den er ny, siger de andre. De gider ikke høre på alle hans gamle elefanthistorier. - Den er ny. Rasak begynder at grine, før han kommer i gang med historien. Der var en elefant, som trampede forbi et stort termitslot hver eneste dag. Den lavede dybe spor i den røde jord. Det blev termitterne sure over, så de sendte en hel hær ud af tuen, da elefanten kom forbi næste dag. Termitterne kravlede op på kæmpen og gik til angreb. Bed og tissede på den. Men elefanten rystede dem bare af sig. Kun en lille termit blev hængende. - Tag kvælertag på ham, Abdulla! peb de andre termitter. Drengene griner, så træet ryster. Så siger Ali pludselig: - Jeg ved det! Vi går på termitjagt og fanger mad til Hr. Lærers høns og kyllinger. Det er de andre med på. Cykler i Afrika I landsbyen er der kun én cykel til hver familie. Cyklen betyder meget, når man skal ud i marken og hente afgrøder. Eller til markedet. Eller hvis en bliver syg og skal køres til medicinmanden.

19 Vennernes mødested er her i dawa-dawa-træet. Det er deres træ. Ingen andre må kravle herop. Når de sidder her, er der ingen, som kan høre, hvad de finder på af spilopper. 19

20 20 Kapitel 3 Et termitbo er hårdt som beton. Ali må hakke af alle kræfter. Wumbi står parat med grene, der skal dække de livlige små insekter, når drengene bærer dem hjem i en plasticbøtte.

21 21 Drengene går af sted for at finde et rigtig stort termitbo, så de kan fylde bøtten med de lækre insekter. - Hvor bliver Hr. Lærer glad, når vi kommer og fodrer hans høns, siger Zakarias. - Ja, så gør det ikke så meget, at vi har termitter i bukserne henne i skolen, griner Rasak. Ude ved den store vej møder drengene onkel Osman, der kommer cyklende. - Har du set, hvor der bor nogle termitter, onkel? råber Ali og svinger med hakken. Onkel Osman stopper op og fortæller, at der står et flot termitslot ude i hans yams-mark. Men der er jo lang vej derud, når man ikke har en cykel. Termitter Termitterne er i familie med kakerlakker. Deres stenhårde bo kan være syv meter højt. De bygger termitboet af jord, som de blander med spyt og tis. Onkel Osman har kurven fuld af yams-knolde. Nu skal han hjem med dem, så hans kone kan lave dejlig fufu-mos.

22 22 Drengene beslutter sig alligevel for termitterne i onkel Osmans mark. Der er godt nok langt at gå derud. Solen bager, og den røde jord brænder de bare fødder. Men sikken et flot termitslot. Salam stikker en kæp ind i et hul i termitboet. Han vrider og vrikker, så store stykker af boet brækker af. Men der kommer ingen termitter ud. - Lad mig komme til! Ali hakker et dybt hul ind i tuen. Så graver han termitter og grus ud af hullet med hænderne. De små dyr vrimler ud. Og hold da op, hvor de bider og tisser på ham, de termitter. - Av, av. Jeg har fået termitter i bukserne, hyler han. - Tag kvælertag på dem, Ali! råber Rasak. Og så griner de alle sammen, så de trimler om på den røde jord mellem alle termitterne. Drengene konkurrerer om, hvem der kan få flest termitter ud af boet med de bare hænder. Og mens de graver og bliver bidt, fortæller Rasak historien om elefanten og vortesvinet, der prøver at hugge termitternes mad. Den dreng er fuld af elefanthistorier, som hans far har fortalt ham. Wumbi plukker grønne kviste, som han lægger oven på plasticbøtten. Det holder de fleste termitter dernede på den lange tur hjem. Læreren bliver rigtig, rigtig glad, da drengene kommer med termitmad til hans høns. - I får en belønning, drenge, siger han. - Jeg skal lige tænke over, hvad det skal være. Drengene er yderst tilfredse med sig selv efter termitjagten. Og de er spændte på, hvad de får i belønning. - Åh nej, jeg synes det klør i mine bukser, siger Zakarias. - Det er en termit, griner Ali. - Lad os finde på noget sjovt igen, foreslår Salam. Rasaks søster Mimi har ikke noget legetøj. Men pyt med det. Hun elsker de små dyr.

23 Termitterne kribler og krabler i den jord, som drengene smider ud. Det er lækkert guf for Hr. Lærers høns og kyllinger. 23

24 24 Det brænde er vel nok tungt. Tænk, at kvinderne henter det langt borte og bærer det hjem på hovedet i den bagende sol, så alle i landsbyen kan bruge af det til deres bål.

25 25 Brænde Der er ikke elektricitet i landsbyen. Derfor er brænde vigtigt, når der skal laves mad. Der skal bæres mange tykke grene hjem. Og de skal hugges i mindre stykker, før de kan bruges til bålet. De kommer forbi den store brændestabel, der venter på at blive hugget op til ildstederne. Og nu tager Salam en ordentlig bunke af grene og løfter dem. - Nå, hvem kan så bære mest brænde? siger han. De andre prøver også. Wumbi og Rasak kan ikke løfte nær så meget. Men Ali tager en kæmpe favnfuld grene og løfter dem. Han kan næsten ikke stå på benene. - Jeg ved bare, at jeg er den stærkeste, stønner han. - Ja, Ali er stærkest! hviner Mimi, der er kommet løbende. Men så vakler Ali og taber alle grenene. - Øv, altså! gisper han. - Nu er det min tur! råber Zakarias. Han har været ude at finde sig et tov, som han binder om en kæmpestor bunke grene. Og en-to-tre, så svinger han det hele op på hovedet. Han går endda rundt med bunken uden at tabe grenene. - Snyd! Det er snyd, Zakarias, råber Ali. - Man må ikke bruge snor. - Det er Salam, der har vundet, siger Wumbi. Og så er det afgjort. - Hurra, Salam har vundet, råber Mimi. Og så vil hun også prøve at gå med brændet på hovedet. Drengene griner af hende, for hun kan kun bære to grene. Men så ser de en af tanterne, der kommer hjem med et nyt bundt brænde. De må hellere stikke af, før hun opdager, at de har spredt bunken.

26 26 Den første elefantfabel: Elefanten og vortesvinet

27 27 Om hvordan vortesvinet mistede sin snabel. Engang for længe siden var der frygtelig tørt i Afrika. Ingenting ville gro, så dyrene sultede. En dag mødte elefanten et vortesvin. - Skal vi ikke hjælpes ad med at finde noget mad? sagde svinet. - Det kan vi godt, sagde elefanten. Og så fulgtes de ad, mens de svingede med deres snabler. Dengang havde vortesvinet nemlig også en snabel. En fin og tynd snabel, der kunne hente frugter og blade i træerne. Men nu var der ikke noget at hente nogen steder. På et tidspunkt kom de to sultne dyr forbi et stort termitslot. De snusede med snablerne. - Her lugter af mad. Herlig honning og søde sager, gryntede svinet. - Lad os få termitterne til at komme ud med noget til os. - Kom ud, og giv os noget af jeres mad! råbte elefanten. Men der kom ikke nogen. Så gravede elefanten et hul ind i slottet. Den stak snablen ind og truttede højt. Men der skete ikke noget. Kun duften af dejlig mad sivede ud til dem. Elefanten prøvede at mase sig gennem hullet, men den var alt for stor. - Prøv du, sagde den til svinet. - Du er mindre end mig. - Så må du skubbe bag på mig, sagde svinet. Den masede sig ind i elefantens hul og strakte sin tynde snabel ud efter den dejlige mad. Inde i tuen havde termitterne hørt alt, hvad der blev sagt. Og da svinets snabel prøvede at få fat i deres mad, var de parat. Tusind termitter kastede sig over snablen og åd et stykke af den. - Hjælp! skreg svinet. - Så hjælp mig dog, elefant! Elefanten troede, at svinet ville længere ind for at få fat i termitternes mad, så den skubbede af alle kræfter. Svinet kom endnu længere ind, og termitterne åd et nyt stykke af snablen. - Hjælp! Jeg bliver ædt! skreg svinet. - Hjælp! Hjælp! Endelig forstod elefanten, at den skulle trække svinet ud. Men sikken et syn. Svinet havde ingen snabel, og den blødte noget så forfærdeligt. Sådan mistede vortesvinet sin fine snabel. Den kan ikke længere hente sin mad i træerne, men må nøjes med at rode i jorden med sin korte tryne.

28 28 Kapitel 4 Drengene på gale veje. Det gælder om at komme af sted, før det blive opdaget at de laver ræs på cyklerne.

29 29 En af onklerne i Tachipe har en sej motorcykel. Den kan drengene godt lide at kigge på. Og pille lidt ved. - Min far har også en motorcykel, siger Rasak. - Det ved vi godt, siger de andre. - Min far kommer snart på sin motorcykel og besøger min mor og min søster og mig, siger Rasak. - Det er godt nok meget længe siden, din far var her sidst, siger Ali. - Ja, men det kan også være, at min mor tager os med bussen op at besøge min far og de store elefanter, forsikrer Rasak. - Jeg tror, jeg kan ræse lige så hurtigt som en motorcykel, hvis jeg kørte på cykel, praler Ali. Drengene studerer cyklerne i Tachipe. Det kribler i dem for at lave et væddeløb, så de kan se, hvem der er hurtigst. Mange cykler er i brug. Men de finder et par gode ræsere, som de låner. Alis far har travlt med murstenene, så hans cykel står bare og glor. - Der er ingen, der opdager noget, siger Zakarias. - Vi sætter dem jo på plads bagefter. Så kører de ud af byen til det åbne stykke ved vejen. Vennerne laver en målstreg i den røde jord. Så stiller de sig op på række i den anden ende af pladsen. - Klar! Parat! Ræs! Cyklerne drøner af sted. Suser over stok og sten. Støvet står om ørerne på drengene. Tænk hvis man bare kunne drøne hen ad de røde jordveje på en motorcykel. Ali lægger sig lynhurtigt i spidsen på sin fars cykel. Rasak kan ikke rigtig nå pedalerne på den store cykel, han har, så han sakker helt bagud. Drengene tramper af alle kræfter i pedalerne. Og pludselig rammer Alis cykel en sten. Han slingrer og vælter. Ruller rundt på jorden. Heldigvis får han kun et par skrabede knæ. Han samler cyklen op og børster bukserne. Imens suser Salam først over målstregen. - Jubiii, råber han og er mægtig stolt. - Øv, det er altid dig, der vinder, mukker Ali. Da drengene lister tilbage til lerhytterne og sætter cyklerne på plads, opdager de noget skrækkeligt. Cyklen, Ali kørte på, er punkteret. Hans families dyrebare cykel.

30 30 Men det er ikke det værste. Det kommer nu: Alis far er kommet til skade med sin fod. Det ser rigtig væmmeligt ud. - Der var en slange eller noget andet, der bed mig ude ved murstenene, siger han. - Gør det meget ondt, far? spør Ali. - Meget. Og hvis det ikke er blevet bedre i morgen, må du køre mig over til medicinmanden på cyklen. Hvad skal Ali nu gøre? Han tør ikke fortælle sin far, at cyklen er punkteret. Og der er alt for langt at gå over til Wumbis bedstefar på den dårlige fod. Bare hans far dog er rask i morgen. Da Ali kommer i seng, kan han ikke sove. Han ligger mellem sine søskende og vender og drejer sig i mørket. Og det er meget mørkt om natten, for der er ingen elektricitet i Tachipe. Kun stjernerne, der blinker ned til ham, giver lidt lys. Og månen, der ligger som et lille, tyndt smil mellem stjernerne. Ali synes bestemt ikke, der er noget at smile ad. - Kære Allah, hjælp mig og min far, beder han. Medicinmanden Han bruger urter til at helbrede med. Han kan også mane det onde bort med knogler og fjer. I landsbyerne går de fleste til medicinmanden, når de bliver syge. Der er for langt til en læge. Slange Man kan dø, hvis man bliver bidt af en giftslange. Den store, sorte mamba og den grønne mamba, der lever i træerne er de giftigste slanger. Medicinmanden har noget modgift, der af og til virker. Og Ali får hjælp. Han står rigtig tidligt op næste morgen. Før solen begynder at varme. Og før alle de andre i hytten vågner. Ganske stille trækker han cyklen over til cykelsmeden. - Kan du hjælpe mig, siger han. - Jeg har ingen penge, men jeg kan gøre alt muligt. - Jeg vil lære dig at lappe en cykel, så kan du hjælpe mig, når jeg har travlt, siger cykelsmeden. - Og så kan du for resten hente vand til min kone det næste stykke tid. Ali nikker og ser godt efter, hvordan cykelslangen bliver lappet. Han når lige at komme tilbage med cyklen, da hans familie står op. Fars fod er blevet meget øm og tyk, så han skal køres hen til medicinmanden med det samme. - Det gør jeg, far! siger Ali højt. Men inden i sig selv hvisker han: - Tak, Allah. Tak.

31 Ali er glad for, at cykelsmeden lærer ham at lappe en cykelslange. Så kan han selv gøre det, hvis han en dag er så heldig at få sin egen cykel. 31

32 32 Kapitel 5 Wumbi og Ali ser, hvordan medicinmanden behandler den dårlige fod. Bare det nu ikke er et slangebid. Wumbi er allerede oppe. Han hjælper med at hakke rødder og samle urter, før han skal hen i skolen under træet. Hans bedstefar har lært ham at finde lige de ting, der skal bruges til hans medicin og balsam. - Pist, hvisker Wumbi, da Ali kommer trækkende med sin far på cyklen. - Jeg skal lige snakke med dig. Den gamle medicinmand renser såret på den dårlige fod med afkog fra urter og rødder. - Du skulle være kommet i går, siger han. Ali er glad for, at hans far ikke ville af sted i går. Så var det med cyklen blevet opdaget. Bare foden nu bliver rask. Wumbi står og vinker inde bag lermuren. Ali går over til ham. Han kan se på Wumbi, at der er noget helt galt. - Hvad er der? - En af tanterne har sladret til onklerne. Både om brændebunken, der var spredt, og det med cyklerne, hvisker Wumbi. - Hun kom med en stok og sagde, vi skulle have nogle klø. Rasaks lillesøster Mimi hørte det selv. - Ups, siger Ali. - Jeg troede lige, at ulykkerne var overstået. - Jeg ofrer en kylling, siger Wumbi. - Så vil ånderne måske hjælpe os. Han henter en kniv. Så fanger han en af kyllingerne og presser den ned mod en sten, der er plettet af blod og fjer. Ali genkender medicinmandens offersten. Med rystende stemme mumler Wumbi en lang række mystiske ord. Så skærer han hovedet af kyllingen. Den gav et lille, forbavset pip - så var den død. Ofre en kylling I Afrika tror mange på ånder i naturen. Ånder, der bor i træer, sten eller floder. Man kan give offergaver, så ånderne bliver glade. Som regel slagter man en kylling på en offersten.

33 Når Wumbi er bange eller ked af det, ofrer han til ånderne. Han kan også finde på at ofre, hvis han vil takke ånderne for noget godt. 33

34 34 Da Ali skal bære vand på hovedet griner nogle af de andre. - Nu gør han ligesom tøserne. Ali kommer selv til at grine så meget, at han spilder vand ned over sig.

35 35 Måske har guderne en finger med i spillet. Men det er Hr. Lærer, der redder drengene fra at få klø. Han foreslår, at man sætter dem i arbejde, i stedet for at de får slag med kæppen. Det vil de lære mere ved, mener han. Og lærerens mening bliver der lyttet til i Tachipe. Hr. Lærer tager drengene med hen til sin brors hus og taler alvorligt med dem. - Lad mig nu se, hvor dygtige I kan være, siger han. - Jeg skylder jer en belønning for at fodre mine høns med termitter. Måske bliver belønningen større, hvis I arbejder godt efter skoletid i det næste stykke tid. - Nå da, da, siger brorens kone. - Der slap I for klø. I kan jo starte med at hente vand til hele landsbyen. Og jeg kan godt bruge et par fade vand mere. - Ingen får mig til at hente vand i fade, siger Ali. - Det er kun tanter og tøser, der går med fade. - Så få fat i nogle dunke, siger skolelæreren. - Jeg låner fars cykel, siger Zakarias. - Nej, det gør jeg altså, råber hans bror. Og så kommer de op at slås. De tumler rundt i støvet, og mens Zakarias ligger og klynker, er det Salam, der henter cyklen. - Du har altså brækket min arm, Salam, jamrer Zakarias. Rasak har også fået lov til at låne familiens cykel, så de to heldige kan hente mange dunke vand ude ved pumpen. Frem og tilbage. Frem og tilbage. De andre drenge må bære vandet på hovedet. Dunkene er tunge, og vejen er lang. Og Ali har særlig travlt, for han skal hente ekstra vand til cykelsmedens kone. Og har man ingen cykel, må man bruge sine ben. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Vand Før i tiden gik kvinderne i flere timer for at bære vand hjem fra floden. Nu har de heldigvis fået en pumpe, der ikke er så langt fra landsbyen. Rasak aser af sted med de tunge vanddunke. Godt han ikke skal bære dem.

36 36 Drengene pumper også vand for tanterne. Hold da op, hvor de pumper. De kappes om, hvem der kan få mest vand ud af pumpens tud. Ali har flest kræfter. Men Salam har en teknik med at hoppe op og lægge vægten på håndtaget, så han pumper mest vand. Ind imellem passer drengene på babyerne, så tanterne kan vaske tøj. De synes, at små børn er så sjove. - Skal jeg fortælle jer historien om elefanten og de små mus? siger Rasak. - Den har vi altså hørt, siger Zakarias. - Den gider vi ikke høre igen og igen. - De små kender da ikke den om musene, siger Wumbi. - Så hør her, siger Rasak og fortæller historien om, hvordan elefanten blev overvundet af de små mus. Mimi hjælper med at vaske tøj og hænge det til tørre på buskene. Hun kan vældig godt lide at vaske tøj. Og hun synes selv, hun skal hjælpe rigtig meget. Hun var jo med til at lave ballade, selv om hun kun bar to stykker brænde på hovedet. Men hun synes også, at drengene skal hjælpe med at vaske, så hun kalder på dem. - Kom og vask tøj. Kom og hæng tøj på buskene, kalder hun. Men drengene griner bare. - Tror du, vi vil lave sådan noget tøsearbejde, råber Rasak til sin søster. Små børn er så sjove. Drengene kan godt lide at passe dem og lege med dem. Men de gider ikke hjælpe med at vaske tøj. De er alle sammen godt trætte, da de går hjem om aftenen. Mimi bærer et fad vand på hovedet. Helt uden at spilde. Drengene bærer vandet i dunke. - Jeg har kørt ti gange med to dunke vand, siger Rasak og prøver at regne ud, hvor mange dunke det bliver til. - Jeg har gået med vand på hovedet tyve gange, tror jeg nok, siger Ali. Han kan ikke helt tælle til tyve endnu. - Nå, men jeg har pumpet lige så mange gange, som der er stjerner på himlen og mere end det, siger Zakarias. - Hvad så med din brækkede arm? siger Salam. - Den er blevet rask, siger hans bror.

37 Mimi er sur over, at drengene ikke hjælper med at vaske tøj. Men hun kan godt lide at sidde på hug og høre på alt det, som kvinderne fortæller. 37

38 38 Den anden elefant-fabel: Elefanten og musen Om hvordan elefanten fik respekt for den lille mus. En dag for længe siden mødte elefanten en mus. - Af vejen, din lille spirrevip, buldrede den. Og så fejede den musen ind i buskene med sin snabel. Musen blev rasende. Den stampede med sin lille fod og råbte: - Nok er du det største dyr på jorden. Men jeg kan overgå dig. Elefanten brølede af latter. - Overgå mig! Ingen kan overgå mig! - Jeg tør vædde med, at jeg kan æde flere jordnødder end dig, dit store elefantdyr, peb musen. Elefanten brølede af grin: - Det er det mest latterlige, jeg har hørt. - Så lad os æde om kap, hvinede musen. Det gik elefanten med til. Begge dyrene samlede en stor bunke jordnødder. Elefanten hjalp endda musen, så bunkerne blev lige store. Den mus skulle ikke tro, at den kom nemt til noget. Næste morgen, da solen stod op, begyndte de at æde om kap. Elefanten havde ikke spist aftensmad, så den skovlede sultent nødder i sig med snablen. Musen sprang ind i sin bunke nødder og åd, så den var ved at sprænges. Så smuttede den stille væk og lod en fætter, der ventede i buskene, få sin plads. Elefanten var så optaget af at æde, at den ikke opdagede noget. Musens fætre, kusiner, brødre og søstre, onkler og tanter, ja den ene sultne mus efter den anden tog en tørn ved bunken. Først ved middagstid så elefanten op. Og den blev højst forbavset, da den opdagede, at det svandt lige så hurtigt i musens bunke, som i dens egen. - Nå mus, har du snart fået nok? - Slet ikke, peb musen og åd endnu hurtigere. Da solen var ved at gå ned, kunne elefanten næsten ikke stå på sine ben, så mæt var den. Der var ikke plads til en eneste nød mere i dens mave. Og musen, den åd stadigvæk på livet løs. Det var den første lille mus igen. Den havde sovet i buskene dagen lang. Nu var den igen sulten. Elefanten stønnede. - Du er virkelig en fantastisk mus. Jeg kan ikke mere. Jeg er nødt til at indrømme, at du har vundet. Musen hoppede og hvinede af fryd, da elefanten hilste høfligt med snablen og gik sin vej. Og lige fra den dag har elefanten vist musen stor respekt.

39 39

40 40 Kohyrden og hans familie passer alle køerne fra landsbyen. Nogle af køerne er vilde og vil ikke malkes.

41 41 Kapitel 6 til taget, siger Rasak. - Men jeg kommer, når vi er færdige. Han er ikke så vild med køer. Da drengene kommer fra skole næste dag, er der vand nok i alle hytterne i Tachipe. Men der er meget andet arbejde end at hente vand. - Køerne! Vi kan gå ud og hjælpe kohyrden med køerne, foreslår Salam. - Ja, siger Zakarias ivrigt. - Vores far ejer næsten alle køerne. - Det er nu kun nogle af dem, der er fars, siger hans bror. - Jeg skal hjælpe min onkel med at bundte strå Kohyrden passer alle landsbyens køer. Salams og Zakarias far har mest kvæg i flokken. Ni køer og seks kalve. Derfor har han råd til to koner. Rasaks far har ingen køer. Men han tjener jo penge ved at passe på elefanterne oppe i dyreparken. Derfor har han også råd til to koner. En af køerne er meget vild. Kohyrdens smukke kone og hans dreng må binde dens bagben sammen, når den skal malkes. - Jeg skal nok hjælpe med at malke den, siger Salam. Det er nemlig en af hans fars køer. Zakarias jager kalven væk, fordi den hele tiden vil sutte hos koen. De familier, som har køer, kan hente mælk hos kohyrden. Rasaks mor bytter yams-knolde til mælk, for Mimi elsker mælk. Men Rasak er ligeglad med mælk. Hyrdedrengen lærer Salam at malke en af hans egen fars køer. Den varme mælk strinter ned i spanden, når de hiver i patterne. Kohyrdens kone har et lille lam. Moren er død, så det får komælk at drikke i stedet for fåremælk. Drengene går rundt og undersøger køerne. - Vores far har de flotteste køer, siger Zakarias. Og Salam nikker. - Han har i hvert fald den vildeste ko, siger Wumbi. - Nå, men min fars køer har i hvert fald de længste horn, kommer det fra Ali. Nu dukker Rasak op, og de andre siger, at han må afgøre, hvis far der har den flotteste ko.