Indhold: Leder. 1. maj-tale fra Aarhus. Krisens bagmænd PET. Villys slagsang. En arbejderpiges fortælling. Hadets natur. Mindeord.

Transkript

1 Indhold: Leder 1. maj-tale fra Aarhus Krisens bagmænd PET Villys slagsang En arbejderpiges fortælling Hadets natur Mindeord Nordkorea Korsriddere anno 2012 Rusland Rød sommerlejr Søllerødgade plakat Bagside Maj 2012

2 Ekstremisme i kontrolstaten. Kort efter den 11. september 2001 udstedte den daværende amerikanske præsident, George Bush, dekret nr , som omhandlede terrorfinansiering. En del af den såkaldte Patriot Act. The patriot Act og dekretet blev inkorporeret i de ny såkaldte terrorlove som på amerikansk krav indførtes i alle USA s vasalstater inklusive Danmark. Dets første offer her til lands var den humanitære tamilske organisation, Tamils Rehabilitation Organisation (TRO), som fik sine sparsomme midler beregnet til ofrene for tsunamien beslaglagt i henhold til ovenstående dekretet. Terroristen i Det hvide Hus erklærede krig mod terror the never ending war, som hans krigsminister Rumsfeldt udtrykte det. Eller som daværende udenrigsminister, Per Stig Møller irriteret svarede en journalist: Hvor længe varede 30-årskrigen? Arrogant og dum som sædvanlig. Følgen var, at demokratiet først blev sat under pres. Senere i demokratiets hellige navn blev sat ud af kraft. Kontrol- og politistaten var en realitet. Man siger at øjnene er sjælens spegl! På den baggrund fulgte en række retssager mod mennesker og organisationer, som ikke ville bøje sig for Mr. Bushs dekreter, og den danske regerings næsegruse beundring for krigsmageren over there. Modstandere af Danmarks deltagelse i USA s krige i Irak og Afghanistan mennesker, som anså det for deres pligt som mennesker, at støtte andre mennesker, som kæmper for deres frihed mod undertrykkelse og en besættelsesmagt blev slæbt i retten og dømt for støtte til terrorisme.. Der vil stadig være nogen, som husker sagen mod Fighters & Lovers, Foreningen Oprør, Tømrernes faglige Klub og Horserød Stutthof Foreningen, De blev alle dømt efter terrorloven 114 i det store hele en afskrift af de amerikanske terrorlove. Den daværende såvel som den nuværende regering nægter at ændre så meget som et komma i den eksisterende lovgivning. Den fungerer perfekt, siger de. Og set fra deres synspunkt, har de sikkert ret. Men set fra et demokratisk synspunkt bryder de med den retsstat, som man eller bryster sig af at være talsmænd for. Ret er blevet til uret og de ved det. Men det blæser de på. Målet helliger midlet! Så derfor fremturer de. Kontrol- og overvågningssamfundet udbygges. PET er blevet en stat i staten. Anført af chefen, Jacob Scharf som med solid politisk rygdækning fra skiftende justitsministre mener, at det er vigtigt at samarbejde med torturstater. De PET - afslører med mellemrum terroristiske anslag. De har som oftest ikke meget at have deres anklager i, og må frafalde de fleste sager på grund af mangel på beviser. Men det stopper dem ikke. Gryden skal holdes i kog. De er politisk dækket ind! Så de gør, hvad der passer dem. Loven har ingen gyldighed for Dem! Men tryk avler som bekendt modtryk! Den 16. marts 20 år efter bomben i Søllerød gade, gik flere end 5000 i protest-demonstration med krav om, at den stadig uafklarede terrorattentat, som dræbte den 29-årige medlem af Internationale Socialister, Henrik Christiansen, bliver genoptaget. Den 31. marts gik flere end 5000 i protestdemonstration i Århus. Protesten rettede sig mod det nazistisk inspirerede Defence League, som havde indkaldt til møde for deres nazistiske trosfæller fra 14 europæiske lande. Målet var, at oprette en europæisk Defence League. En fascistisk organisation på tværs af grænserne. Maksimalt mønstrede de skalklippede voldmænd højst 300, mens den århusianske befolkning enigt og værdigt vendte dem ryggen. Men tag ikke fejl. Politiet og myndighederne er fortsat på fascisternes side.

3 Et eksempel: Den 27. april blev nazisten, Lars Agerbak, som var sigtet af politiet for fremstilling af bomber hjemme i kælderen i Ubberød i Rudersdal frikendt: Eller rettere man frafaldt sagen: Dommen lød på 30 dages fængsel for tyveri, overtrædelse af fyrværkeriloven og ulovlig våbenbesiddelse. Der var lige pludselig ikke tale om noget, der ligner bomber, men kun effekter som afgiver lys og røg. sagde dommeren. Han var herefter fri, og kunne tage tilbage til Rusland, hvor han har bosat sig, og træner våbenbrug sammen med russiske fascister, og ellers ernærer sig ved, at lave guidede ture for turister til de gamle slagmarker på Østfronten. Men det slutter ikke her. For nylig udkom to reporter udarbejdet af socialministeriet: Politisk ekstremisme i Danmark en forundersøgelse til kortlægning af højre- og venstreradikalisme og Antidemokratiske og voldsfremmende miljøer i Danmark. Man nævner som eksempel på den påståede farlige Radikalisering f. eks,: en ung, der er med i en gruppe, som bruger slagord vendt mod besættelsen af Afghanistan og Palæstina. Man nævner i forbifarten Utøya, men forsætter: Det gælder også bevægelser på venstrefløjen, eksempelvis voldelige antifascister, betror EU s justitsminister Cecilia Malmstrøm Dagbladet Arbejderen. Især antifascister, klimaaktivister og unge fra miljøet omkring Ungdomshuset er i søgelyset. Det samme er de kommunistiske partier. Rapporten understreger, at de kommunistiske partier ikke anvender ekstreme eller udemokratiske metoder i deres politiske virke. Men ingen ved, hvad fremtiden vil bringe? Nej det ved vi ikke, Men vi ved, at kampen mod fascisme, undertrykkelse, politistat og krig ikke stopper. Kulturpolitisk Tidsskrift Udgives af Foreningen Antifascistisk Forum. Ledelse: Formand og politisk redaktør: Anton Nielsen. Kasserer: Dennie Ditzel. Medlemmer af redaktionen: Ansvarshavende redaktør: Flemming Hybert. (fhybert@gmail.com) - Henning Jakobsen, Lilli Rodeck, Tonny Warming, Tue Magnusson. ISSN nr Medlemskab/abonnement: 200 kr. pr. år (4 nr.) Netadresse: Henvendelse til Antifascistisk Forum: Anton Nielsen Møllevej Ølstykke. Mail: nielsenanton2@gmail.com Dennie Ditzel: Ibsvej Bagsværd. Mail: dd@nana-ditzel-design.dk

4 Anton Nielsen. Ved LO-Århus 1. maj demonstration, talte mere end deltagere. Blandt talerne var Horserød-Stutthof-foreningens formand, Anton Nielsen. Vi bringer talen i sin fulde ordlyd nedenfor. Historien gentager sig ikke, siger man. Det er også rigtigt et langt stykke af vejen. Men der unægtelig mange lighedspunkter mellem situationen i 30-erne, og det vi oplever nu i de første år af det nye årtusind. Den kapitalistiske krise hærger dengang som nu med arbejdsløshed og fattigdom til følge. De rige går fri eller rettere de bliver præmieret for deres spekulationer og svindelnumre. Banker og monopoler får hjælp i milliardklassen de skal polstres, som det hedder nu om stunder. Imens udhules arbejdsløsheds-understøttelsen og perioden er nedsat til to år - derefter kontanthjælp, som ingen kan leve af. Nu taler man om halvering af kontanthjælpen til de unge, mens pensionsalderen sættes op for de gamle. Vi skal lære, at spise Nådsens Brød. Fattigdommen breder sig som en pest også i vort land. EU og IMF (den internationale monetære fond) udsender ordre på stribe, som indebærer hidtil usete nedskæringer og forringelser af de sociale forhold Århus: 1. Maj 2012 i Europa til følge. Det er ikke henstillinger men ordre! Og skiftende danske regeringer smækker lydigt hælene sammen og parerer ordre. De holder udsalg på vor nationale suverænitet og på vor politiske, sociale, faglige og økonomiske selvbestemmelsesret. Grækenland er allerede sat under administration og er nu reelt et protektorat under EU og IMF. Med tyske skatteopkrævere og en regeringschef indsat af EU. Man må håbe, at det græske folk gør op med disse lejesvende ved valget om få dage. Spanien, Portugal, Italien og Irland er de næste på listen. Hele folkeslag sendes på monopolernes og EU s ordre ned i den sociale massegrav, mens de sidste rester af det borgerlige demokrati sættes ud af spillet. Tilbage er et skindemokrati! Det irske folk får dog chancen til, at sige NEJ til Merkels finanspagt ved en kommende folkeafstemning. Den mulighed får det danske folk ikke, står det til regeringen og folketingsflertallet. Statsministeren har på trods af at vi ikke er med i Euroen besluttet, at vi bøjer os for Frau Merkels diktat hvilket bl.a. indebærer, at den danske finanslov først skal til gennemsyn og godkendelse i Brüssel, før den forelægges folketinget.

5 Efter 10 års borgerlig regimente med nedskæringer, privatiseringer, med Farum-modellen, med en racistisk flygtninge-og udlændingepolitik, Med en statsminister som sendte Danmark i krig på en løgn NATO-politikerne har blod på hænderne. Dertil terrorlove efter amerikansk forbillede. Kriminalisering af solidaritet. Et overvågningssamfund med hemmelige dommere og hemmelige retssager. Med lømmelpakke og klimafængsel. Med fodlænker og fængsel til børn osv.. Samfundet trækkes mod højre i Danmark som i resten af Europa. Fascismen er igen på spil og viser sig i mange forklædninger. Fra de bonede gulve i NATO og EU til Christiansborgs gemakker.. Nutidens fascister går sjældent i lange støvler og uniform og råber heil Hitler. De foretager humanitær intervention - som i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og Irak og senest Libyen. Man bruger sult, fragmentationsbomber og beskidt uran i kampen om resurserne, kamufleret som en kamp for demokrati og menneskerettigheder. Gamle løfter som f.eks. dansk anerkendelse af den palæstinensiske stat er opgivet. Det er ikke det rette tidspunkt, siger man. For hvem, spørger jeg? For palæstinenserne eller for USA og Israel? Alt er ved det gamle: Når overhunden bjæffer i Washington, så logrer de små danske køtere med halen. En fair løsning sagde man før valget. Sammen skal vi ud af krisen. Det lød godt og rigtigt. Vor plan går ud på at bevare efterlønnen. Man lovede guld og grønne skove. Alt ville blive bedre. For børnefamilierne, for de studerende, for de arbejdsløse. Vi vil skabe flere jobs her og nu. Alt vil lykkes, bare vi arbejder 12 minutter mere om dagen. På den måde kan vi undgå at lave forringelser af skolerne, ældreplejen og velfærden i det hele taget, skrev man op til valget. Men som bekendt er forventningens glæde tit den største. Ofte skuffes man, når sandhedens time er inde, og det kommer til realiteterne. Således desværre også denne gang. Det lovede opgør med VKO perioden er i det store hele løbet ud i sandet. Vi var mange der håbede på et kursskifte ikke bare nye ansigter på taburetterne. En rød regering. Det lød godt, og lugtede af forandring. Det gav håb! Håbet om noget nyt og bedre. Men hvad har vi fået? Mange spørger sig selv: Hvad er forskellen på den tidligere borgerlige regering og vor nuværende? Er det en rød regering eller en blåmileret regering? Eller er det blot en spejlvendt udgave af VKO? Eller er det fordi, vi alle er blevet farveblinde, at vi ikke kan se den store forskel? Nej det er det desværre ikke! Den nuværende regering har ikke levet op til forventningerne tværtimod. Mange føler sig snydt og bedraget og med god grund. At vælgerne flygter fra de nuværende regeringspartier, kan ikke undre. Med en enkelt undtagelse de radikale som har fået det, som de ville. Og lidt til. Men kan kursen ikke ændres? Selvfølgelig kan den det. Det er vel stadig ikke for sent, at leve op til sine valgløfter hvis man vil. Men vil man? Flot fremmøde i Aarhus! Det forudsætter, at fagbevægelsen herunder ikke mindst LO og forbundene som netop nu har indgået de ringeste overenskomster i mands minde en overenskomst som betyder reallønsfald vender skuden 180 grader. Et eksempel: I stedet for længere arbejdstid en time mere om ugen - som alene er til glæde for arbejdsgiverne skal det gamle krav om 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation på dagsordenen. I stedet for EU s krisepolitik hvor det er arbejderne, som er udset til at betale gildet skal fagbevægelsen tage opgøret med monopolerne og bankkapitalen. Det er socialistisk politik. I modsætning til SF s formand, som mener at:... Moderne socialisme er faste budgetter med en meget begrænset udgiftsvækst, som garanterer ikke at lade den offentlige sektor fylde en større del af samfundskagen i det kommende årti. Det er politik på kapitalens betingelser. Så i stedet for at hænge i skørterne på en principløs og populistisk statsminister og hendes regering

6 som laver det ene forlig efter det andet med VKO skal LO og dansk fagbevægelse rejse det demokratiske krav om en folkeafstemning vedrørende ja eller nej til finanspagten. Kræv at folket bliver hørt! Det er jeres demokratiske pligt! Svigter I endnu engang, vil flugten fra fagforeningerne fortsætte, til skade for os alle. Husk det når I går ind til de såkaldte trepartsforhandlinger. I føler jer fortsat sikre i sadlen men hvor længe tror I egentlig, det kan fortsætte på den måde? Har I tænkt over det? Så mobiliser fagbevægelsens medlemmer til kamp for egne rettigheder, det er vejen frem. Sæt hele arbejderbevægelsens organiserede magt ind i kampen mod storkapitalen. Det er klassekamp og det er I trætte af at høre om i fagbevægelsens top det ved jeg udmærket. I har jo aflyst klassekampen mange gange den er umoderne, påstår I - men den er ikke desto mindre fortsat en levende realitet i krisens Danmark. Der er to klasser: Vi der arbejder og dem som lever af os! De udbyttede og udbytterne! Mellem dem bliver der aldrig fred. Det er kampens betingelser! I går, i dag og i morgen! Så ikke flere sene nattemøder med arbejdsgiverne om værdiløse overenskomster for vores skyld. Det er bluf og det er vi rigtig mange, der er meget trætte af. I 1913 skrev Socialdemokratiet i sit program: Denne samfundstilstand kapitalismen umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte, fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde, skaber kriser og arbejdsløshed, splitter samfundet i stadig heftigere interesse-krige og spalter det sluttelig i to modsatte lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst, indbyrdes klassekamp. Socialdemokratiet kræver derfor: Produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom: Socialisme!! Det var dengang - siden har ingen hørt et eneste ord om socialisme fra den kant. Så det er på tide, at vi igen sætter socialismen på den danske arbejderbevægelses dagsorden. Det eneste virkelige alternativ til det kapitalistiske samfund og de evigt tilbagevendende kriser. Lad mig afslutningsvis citere en rigtig radikaler Viggo Hørup som i 1885 viste vejen i kampen mod Estrups provisoriske regering, som dengang havde sat demokratiet effektivt ud af spillet som EU og dens proselytter i dagens Danmark 2012: Viggo Hørup var medstifter af Politikken! Stol ikke på folketinget, for folketinget kan ingen ting. Stol ikke på de parlamentariske midler, for der er ingen. Stol på Dem selv. I sidste instans appellerer vi til folket, og vi er nået til sidste instans. Vi står hverken på grundlovens grund eller lovens grund eller noget af den slags. Vi står på bar bund. Danmark er ude af de frie staters række. Vi har ingen bevillingsret længer, og en fri forfatning uden bevillingsret, det er som en sky uden regn, der driver over landet som et bedrøveligt vejr, men der er ingen grøde i den. Så derfor husk: Man kan ikke presse varige løsninger ned fra oven. Alt hvad der har haft varig betydning for udviklingen i vort land er skabt fra bunden. Af almindelige mennesker som solidarisk har besluttet at kæmpe for deres rettigheder på trods af magthavernes magtmisbrug og trusler. Vi har gjort det før vi kan gøre det igen!!

7 Goldman Sachs krisens bagmænd ved magten. Gratisavisen Metro Xpress bragte den 22. april en yderst interessant oversigt over nogle af krisens bagmænd fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Antifascistisk Forum haster med at give disse oplysninger videre til sine læsere. Af Anton Nielsen. Hvad har den nye italienske premierminister og direktøren for Den Europæiske Centralbank til fælles? De har begge enorm indflydelse på den økonomiske politik i Europa og dermed også på Danmarks og så kan de begge skrive den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs på CVét. Den skæbne deler de med en række andre embedsmænd og politikere på højeste niveauu i Europa, og det er dybt kritisabelt, siger SFs medlem af Europa-parlamentet, Emilie Turunen til avisen. Nuværende og tidligere magtfigurer i EU med tilknytning til Goldman Sachs. Irland: Peter Sutherland: Den tidligere statsanklager i Irland Peter Sutherland spillede en fremtrædende rolle i redningsplanen over for irsk økonomi. Han er i dag non-executive administrerende direktør for Goldman Sachs International. Belgien. Karel van Miert: Den nu afdøde Karel van Miert var EU-konkurrencekommissær fra 1993 til 1999 og tidligere international rådgiver hos Goldman Sachs. Frankrig. Antonio Borges: Indtil november 2011 var Antonio Borges leder af den europæiske afdeling af IMF (The International Monetary Fund). Før dette har han bl.a. været viceformand for Goldman Sachs International. Tyskland. Otmar Issing: Otmar Issing, som var en af de drivende kræfter bag Euroen, var fra 1990 til 1998 bestyrelsesmedlem i Deutsche Bundesbank og indgik fra 1998 til 2006 i bestyrelsen for den Europæiske Centralbank. I dag er Issing rådgiver for Goldman Sachs. Tyskland. Mario Draghi: Mario Draghi, italiensk økonom og bankmand, som nu er direktør for den Europæiske Centralbank, var tidligere administrerende direktør i Goldman Sachs. Grækenland. Kucas Papademos. 2 Grækenlands nye premierminister (ikke valgt men indsat af EU A.N.) stod i spidsen for Bank of Greece, mens Grækenland via kontroversielle gældsoblikations-aftaler med Goldman Sachs skjulte sit budgetunderskud og derved kom med i Ømueen. Han har også været direktør for Den Europæiske Centalbank fra 2002 til Grækenland. Petros Christodoulou: Lederen af agenturet for græsk gældsforvaltning. Petros Christodoulou indledte sin kariere i Goldman Sachs, hvor han siddet i flere forskellige stillinger. Italien: Mario Monti: Italiens nye premierminister Mario Monti (ikke valgt men indsat af EU. A.N.) har tidligere fungeret som rådgiver for Goldman Sachs.

8 Sagen mod Roj TV er et af mange eksempler på misbrug af terrorlovgivningen Intet er nyt intet er forandret! Lad os først slå en ting fast. Efterretningstjenesten er undtagelsen, der bekræfter reglen. En instans, som har lov til at bryde helt fundamentale retsprincipper for at forsvare demokratiet og retsstaten. Sådan er det, og sådan skal det være. For en effektiv efterretningstjeneste er en helt nødvendig forudsætning for dansk sikkerhed. Det er ikke forsvaret men derimod efterretningstjenesten, der forhindrer, at der springer en bombe på Nørreport station en tidlig tirsdag morgen. (Zenia Stampe, radikalt folketingsmedlem) Af Anton Nielsen. I første omgang udtrykte en række forsvarsadvokater og andre såkaldte specialister glæde ved forslaget til den nye PET-lov. Siden er man blevet mere betænkelig og med god grund. Forslaget ændrer intet. PET kan med den nye lov i hånd fortsætte sin samfunds-nedbrydende virksomhed. De kan som Zenia Stampe skriver fortsat bryde helt fundamentale retsprincipper for at forsvare demokratiet og retsstaten... og dermed forhindre, at der springer en bombe på Nørreport station en tidlig tirsdag morgen. Hvad med bomben i Søllerødgade, som dræbte en antifascist og som nu 20 år senere fortsat er uopklaret? Den glemte hun. Og hvad gjorde PET for at få opklaret dette terrormord? De lukkede sagen Om årsagen kan man kun gætte. Måske var det en af PET s venner, som stod bag? Hvem ved. Man kan nu med den nye lov, fortsætte sin overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed. Det der tidligere var en ulovlig handling, vil med den nye lov blive lovliggjort! Under dække af, at forsvare demokratiet, sættes demokratiet ud af kraft. Forfølgelsen af politiske modstandere kan fortsætte uhindret. De lovede ændringer og den af PET s chef, Jakob Scharf, lovede gennemsigtighed er et farligt bedrag, som har til formål at sløre PET s virkelige hensigter og metoder. Det var den samme Jakob Scharf, der i 2008, sagde: Alle oplysninger, som kan føre til afsløring af terroristisk virksomhed også selv om de er opnået ved tortur er af værdi for PET. Det er vigtigt, at samarbejde med torturstater. (Pol. 24.jan. 08)

9 Alt ved det gamle. Alt er ved det gamle og dog. Siden PETkommissionen blev nedsat for 14 år siden, har man indført en stribe terrorlove, som i mange forhold sætter grundloven ud af kraft. De har sammen med de såkaldte terrorlister været udgangspunktet for en stribe retssager i de sidste år. I øjeblikket kører sagen mod ROJ-tv, som PET og anklagemyndigheden på tyrkisk ordre og i ytringsfrihedens misbrugte navn vil lukke munden på. Der er intet nyt under solen. Kartotekerne er stadig hermetisk lukkede. Ingen kan få at vide, hvem og hvor mange, der er registrerede og hvorfor. Samtidig har skiftende regeringer oprustet PET i en hidtil ukendt grad. Millionerne ruller i en lind strøm ned i PET s kasse, agenternes antal er mere end fordoblet på få år. De formerer sig som rotter. Og de får endnu mere at gøre, når den nye PET-lov vedtages: Wendler Pedersen-udvalget slår døren op på vid gab for PET s lyssky aktiviteter: Et absolut forbud for PET mod at behandle oplysninger om udøvelse af lovlig politisk virksomhed ville være for vidtgående og gå videre, end hvad der følger af den gældende retstilstand. Efter regeringserklæringen (VKR-regeringens erklæring af sep. 1968) må registrering af danske statsborgere ikke finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Erklæringen... er forstået således (af PET. AN.), at registreringen af lovlig politisk virksomhed kan ske, hvis personregistreringen som følge af andet end denne virksomhed har et retsmæssigt, sagligt og relevant grundlag henset til de opgaver, som PET varetager. Forbuddet vil få samme udstrækning. Og man fortsætter: Forbuddet afskærer i øvrigt ikke PET fra at behandle oplysninger om politisk virksomhed med henblik på at erklære, om virksomheden er lovlig. Og Endelig kan PET ved behandlingen af oplysninger om politiske foreninger og organisationer medtage oplysninger om, hvem der udgør ledelse. Konklusion. Politistaten konsoliderer sig demokratiet sættes ud af spillet! Faktaboks; For første gang skal der laves en egentlig Lov om Politiets Efterretningstjeneste. I loven skal det for første gang skrives ind i dansk lov, at PET ikke må overvåge og registrere danskere alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. PET skal fortsat kunne overvåge og registrere politiske partier og organisationer med henblik på at afklare om virksomheden er lovlig. PET skal fortsat kunne overvåge og registrere ledelsen i politiske foreninger og organisationer. Det nuværende kontrolorgan, Wambergudvalget, nedlægges. I stedet oprettes et nyt PETtilsyn, der skal kikke PET over skulderen. Det nye tilsyn skal ikke (modsat det tidligere Wamberg-udvalg) godkende PET s overvågning og registrering af borgere, partier og organisationer. Fremover kan PET altså bare iværksætte overvågningen. Det nye udvalg kan først efterfølgende konstatere, om overvågningen er lovlig. Det nye tilsyn skal have adgang til PETs arkiver, registre, lokaler, installationer og anlæg af enhver art. Det nye tilsyn må ikke afhøre PET-ansatte. Det nye tilsyn skal ikke kunne pålægge PET nogen sanktioner eller komme med påbud om at ændre praksis, hvis PET overtræder sine beføjelser. Wendler Pedersen udvalget. Det nye forslag til fremtidig kontrol med Politiets efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er udarbejdet af Wendler Pedersen-udvalget Udvalget blev nedsat i 1998 efter at TV2 afslørede at PET i flere tilfælde ulovligt havde overvåget og registreret lovlig politisk virksomhed. Wenddler Pedersen betænkningen fylder 625 sider og kan hentes på Justitsministeriets hjemmeside. (Kilde: Dagbladet Arbejderen 28. februar 2012)

10 Villys slagsang. Højre om nu, kammerater! Højre om nu alle mand! Thi som gode landsoldater vi forsvare vores land. Hvad er Riget uden penge? Hvad er Danmark? Ingenting. Vi har ligget alt for længe i et farligt venstresving. Marx nu ligger strakt til valen sammen med det ander ros. Er det godt for kapitalen, er det også godt for os. Karl er blot en stakkels tosse, Danmarks er til storhed skabt. Og hvad gør det så, om osse et par stykker bliver tabt? Nogen må betale prisen, det er noget alle ved. Højre om, det er devisen. Det er Danmarks salighed! Af Erwin Neutzsky-Wulff.

11 - Om at være født og opvokset i en arbejderfamilie, hvor moren var fabriksarbejder og faren metalarbejder og tidligere kz-fange. Datter af Erik Sø så bli r du til en and sagde han spøgefuldt, når jeg spurgte om hvorfor jeg ikke var døbt, som de andre af Ester Christiansen, marts Absalonsgade i Århus ligger tæt op ad jernbanearealet. Vi plejede at krybe igennem et hul i hegnet og legede på skråningerne ned mod skinnerne. Hvis vi da ikke lige legede krig på gadens asfalt. Tre skridt og en spytklat, og så stå på et ben og slå en streg med et stykke kridt, mens man annekterede sit landeområde. Alle ville gerne være England og Amerika, og måske også Rusland, men INGEN ville være Tyskland! Jeg blev født den 2. marts 1949 og voksede op i den lille 2-værelses lejlighed på 38 m2 på Frederiksbjerg. Lejligheden lå oppe under taget, så der var skrå vægge. En lillebitte entre, en stue, et soveværelse og et lillebitte køkken med kun et lille skråt vindue, der kunne åbnes på en hasp. WC et lå ude på bagtrappen og skulle deles med naboen. Og de gamle lokummer stod stadig nede i gården med deres rillede døre. Der var intet badeværelse og igennem hele førskolealderen blev jeg vasket på køkkenbordet med rumpen i vejret. Når det skulle være rigtig grundigt blev zinkbaljen sat ind i stuen ved siden af kakkelovnen, og så kom jeg i bad der! Først i løbet af 60 erne blev der bygget et lille brusebad i kælderen til fælles brug for beboerne i alle 8 lejligheder. På grund af krigen blev der meget stor aldersforskel mellem min søster og mig. Hun blev født i november 1940 og allerede året efter måtte min far gå under jorden og blive illegal. Så der skulle gå hele 8 år mere før familien var blevet samlet, og han var blevet rask nok til at kunne skabe et barn mere! Set i bakspejlet har krigen og min fars skæbne haft langt større betydning for mig end jeg egentlig forstod det som barn. Det er gået op for mig, at der midt i elendigheden - er en hel række af heldige omstændigheder, - som tilsammen har givet mig det liv, man kan kalde MIT LIV, altså forstået på den måde, at det er et under, at jeg i det hele taget er blevet født. Jeg blev ikke døbt, for min far og mor var ikke medlemmer af Folkekirken. Jeg døber dig i vand, børn. Til gengæld fik jeg mit navn efter en kvinde, der smuglede brød ind i barakken til de mandlige fanger i kz-lejren Neuengamme, hvor min far havde været interneret, og dermed hjalp dem til at overleve. Så han kunne komme hjem, blive rask og lave mig! Det var ligeledes kun få timer, der adskilte ham fra døden, da den svenske Grev Folke Bernadottes hvide busser kørte ind på appelpladsen i Neuengamme, for at hente de skandinaviske fanger hjem. På det tidspunkt stod fangerne og altså også min far opmarcheret på pladsen og afventede kommandoen til marchen over mod Lübeck hvor nazisterne fyldte krigsskibene med fanger fra kz-lejrene. Mange tusinde kz-fanger mistede her livet efter engelske bombardementer af skibene. Men min far var altså heldig at være blandt dem, der i tide blev hentet af de hvide busser. Dermed reddede han livet, og jeg kunne blive født! Allerede da jeg var helt lille skabtes der et stærkt tilhørsforhold mellem min far og mig. Kønsrollefordelingen mellem min mor og far var helt efter bogen. Når jeg var blevet vasket og kommet i nattøjet kom jeg over til min far, som legede lidt med mig, lod mig ride på sin fod eller danse med fødderne ovenpå hans. Om søndagen når han skulle sove til middag sad jeg i smørhullet ved hans bøjede ben og hyggede mig med glansbilleder, påklædningsdukker eller hvad jeg nu havde at lege med. Jeg tror han nød at få lov til at være sammen med mig, også på baggrund af at han jo havde måttet undvære samværet med sit første barn min storesøster Kirsten i årene under krigen. Jeg husker min opvækst som tryg og god. Vi var en arbejderfamilie, og vi havde aldrig ret

12 mange penge, men min mor var god til at få pengene til at strække. Hun var dygtig til håndarbejde og kunne frem for alt sy tøj om. Så alt mit tøj var omsyet fra min søster. Jeg husker tydeligt glæden ved at få en rigtig købejakke, da jeg endelig fik det som stor pige! I det hele taget måtte jeg jo i modsætning til de fleste af mine kammerater døje med at mine forældre var lidt ældre og lidt mere gammeldags. Men det betød til gengæld også at der var meget ro og tryghed i min opvækst. Jeg var altid sikker på opbakning, og der blev talt sammen i min familie. Vi havde tid til at snakke med hinanden især over middagsbordet. Og vi lyttede til hinanden. Min mor var den ældste af 7 børn, og hun havde været vant til at passe alle sine søskende, mens hun stadig boede hjemme hos mormor og bedstefar. Mormor var næsten blind, hun havde glasøje i det ene øje og meget ringe syn på det andet, så hun havde stort behov for hjælp med at passe alle børnene. Og det blev så min mors lod. Hun fortalte ofte, at det var som at komme i himmelen, da hun blev gift og flyttede sammen med min far, for så havde hun kun ham at tage sig af. Min far havde også en hård opvækst. Han egen far døde, da han var helt lille, og hans mor døde, da han var 14 år. Han var lillebror til en flok storesøstre, som tog sig af ham en tid, men slog hånden af ham, da han som ung lærling blev for rød til dem. Så han blev vant til at klare sig selv. Begge mine forældre var kommunister. Min far var blevet medlem af DKP i november Han havde et stærkt socialt engagement og var altid den man kunne komme til, hvis man havde brug for hjælp. Han lagde øre til, hvis man var blevet fyret og havde brug for at snakke om det, han trak tegnebogen frem, hvis man havde brug for et lille lån og et skulderklap. Det er ikke få gange han har stillet op som kautionist for folk der havde brug for et banklån. Det var også ham, der gik med den enlige mor på socialkontoret, hvis hun havde problemer med at få hjælp og støtte derfra. I partiet blev han hurtigt en af dem, der tog det lange, seje træk. Han var ikke den store taler, men han var altid den, der sørgede for at besøge medlemmerne, at kræve kontingentet op, at samle penge ind til avisen. Efter at Danmark var blevet besat af tyskerne den 9. april 1940 begyndte DKP at forberede sig på illegaliteten, som man godt vidste, ville komme på et tidspunkt. Det skete så, da tyskerne overfaldt Sovjetunionen den 22. juni 1941, hvor det danske politi efter ordre fra tyskerne arresterede flere hundrede danske kommunister. Min far var blandt dem, der undgik at blive arresteret, men han var klar over, at han måtte væk fra adressen i Absalonsgade, så han tog orlov fra sit arbejde, gik under jorden og boede hos forskellige venner i flere år i sin illegalitet. Det var selvfølgelig hårdt at skulle undvære sin kone og sin lille datter på kun et halvt år. Kort tid efter at han var gået under jorden, var han da også hjemme på besøg, og der var det også lige ved at gå galt. Endnu før han havde nået at få overfrakken af, ringede det på døren, og udenfor stod to Gestapo-folk, som masede sig forbi mor og ind i lejligheden. De ransagede huset, lukkede skuffer og skabe op i håb om at finde noget håndgribeligt, så de kunne arrestere far. Han blev rigtig bange, for i frakkens inderlomme lå nogle illegale blade, som ville fælde ham, hvis de blev opdaget. Da Gestapo-folkene havde fået hevet indholdet ud af skabe og skuffer, kom turen til far og de begyndte at kropsvisitere ham. En af dem stak hånden ind i den ene inderlomme, og da han ikke fandt noget der, slog han sig til tåls med det. Derefter forlod de lejligheden og lod mor og far rydde op i alt rodet. Og min far kunne så ånde lettet op over at han tilfældigvis var den lykkelige ejermand af en overfrakke med to inderlommer. Normalt havde en overfrakke nemlig kun en inderlomme! Nu begyndte han at blive mere forsigtig med at dukke op derhjemme. Mor og far aftalte et bestemt signal, som kunne vise ham, at der var fare på færde, og at han skulle holde sig væk: Hvis det øverste lille stuevindue var lukket, var det tegn på at der

13 var fare på færde, og så skulle han ikke komme op i lejligheden. Hvis det var åbent var der fri bane. Der fulgte nu en periode, hvor mor tog sig af hjemmet og passede min søster, mens far boede hos forskellige venner og bekendte, der havde plads til at huse ham uden at det så alt for iøjnefaldende ud. Modstanden mod tyskerne var i de første år begrænset til illegalt bladarbejde og enkelte sabotageaktioner. Men også da sabotageaktionerne senere tog til i antal, var min fars største indsats koncentreret om det organisatoriske arbejde og bladarbejdet. Så vidt jeg husker, fortalte han, at han var blevet leder af partiafdelingen på Frederiksbjerg. Jeg mener ikke at han var med i byledelsen i Århus på dette tidspunkt. Jeg har et sæt notater, som han har lavet i forbindelse med et oplæg om hans indsats under besættelsen. Heri fortæller han om starten på det illegale bladarbejde: Det første blad, jeg fik, var kun i 1 eksemplar. Jeg skulle så skrive 10 eksemplarer med blokbogstaver og fordele dem med besked om, at de også skulle skrive 10 eksemplarer og fordele dem. På hvert blad var der en opfordring om at skrive 10 eksemplarer og fordele dem. Hvor mange det blev til er aldrig konstateret. Om arbejdet som formand for Frederiksbjerg distrikt skriver han: Området, der bestod af ca. 50 medlemmer, var delt op i afdelinger med indtil 10 i hver. Der var mange opgaver, der skulle løses: Der skulle skaffes logi til illegale, der skulle skaffes steder til trykning af blade, og andre steder til opbevaring af forskelligt. I de første år var det meget vanskeligt, ja langt ind i egne rækker var der stor angst for at huse en kammerat, der var eftersøgt. Kun en enkelt gang var han med til en sabotageaktion, hos Ford i Århus, hvor han selv var ansat på det tidspunkt. Og han blev vist aldrig den store sabotør, for han beskriver det således: Jeg havde fået udleveret 4 magnetiske bomber med tændrør, og da jeg ikke havde fået skaffet en til at Resultat ef en sabotageaktion! udføre sabotagen, måtte jeg jo gøre det selv. Der var dengang 150 mennesker i arbejde hos Ford, et mylder af mennesker, men da klokken var fik jeg bomberne gjort klar og tændrørene anbragt og så gemte jeg dem i lommerne på mit arbejdstøj. Først kl fik jeg den sidste anbragt. Og klokken sprang den første 2 timer før den skulle. Min far er blevet interviewet af Hans Kirchhoff i forbindelse med dennes doktordisputats om Augustoprøret Af interviewet fremgår det, at han spillede en aktiv rolle i forhold til at få strejken til at sprede sig. Han syntes de var lidt for træge hos Ford, så han forlod arbejdspladsen og gik rundt til andre arbejdspladser og spredte rygtet, om at folk var begyndt at nedlægge arbejdet. Så vendte han tilbage til sin egen arbejdsplads og fortalte som sandt var at nu havde de nedlagt arbejdet der og der. Hvorefter Ford også strejkede. I efteråret 1944 blev den århusianske partiledelse og bladredaktion arresteret. Det skete fandt man senere ud af efter at storstikkersken Grethe Bartram havde udleveret en lang række af navne til Gestapo. David Heigaard, som var leder af DKP s modstandsbevægelse i Midtjylland, var også blevet arresteret, og min far fik derfor til opgave at forsøge at samle de illegale kræfter igen og overtage ledelsen af partiet. Der blev lavet en aftale med partiets leder i Aalborg, Johannes Poulsen om at Aalborgafdelingen skulle producere illegale eksemplarer af det lokale Folkets Kamp, og bringe dem til Århus, hvor de skulle afleveres til min far, der så skulle fordele dem rundt i byen. Min far har fortalt, at han mødtes på banegårdens herretoilet med Johannes, fik bladene udleveret og begav sig ud af banegårdens forhal med bladene i en mappe. På vejen ud fra Banegården får han øje på Grethe Bartram, som han kendte ret godt fra modstandsarbejdet i DKP. De registrerer hinanden men undgik for en sikkerheds skyld at hilse på hinanden. De kunne jo være de blev iagttaget af Gestapo. Først lang tid senere, mens han var i tysk fangenskab, stod det klart for ham, at det var netop ved den begivenhed, at stikkeriet måtte have fundet sted. Set med eftertidens øjne forekommer det logisk, at sådan må det have været, men sådan var det ikke, når man stod midt i begivenhederne. For alle troede fuldt og fast på at Grethe Bartram var en skattet og troværdig kammerat, som oven i købet var opvokset i en kommunistisk familie, og som var meget aktiv i det lokale modstandsarbejde. Da min far havde hentet de illegale blade fra Aalborg den dag på banegården, var det hans opgave at aflevere dem på et snedkerværksted i Århus,

14 hvorfra de skulle fordeles videre ud i byen. Ved ankomsten til snedkerværkstedet løb han lige ind i armene på Gestapo. Snedkeren stod bagved sin høvlebænk og arbejdede, og Gestapo-folkene gik rundt i værkstedet og ventede. Det var nemlig lykkedes for snedkeren at få Gestapo til at tro på at det ikke var ham, de skulle have fat i, men derimod hans bror. Og da min far så ankom til værkstedet, så troede de faktisk i første omgang at han var bror til snedkeren, og derfor blev han lagt i håndjern og gjort klar til at blive kørt til forhør på Århus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet sig i kælderen med forhørslokaler og fangerum. Og midt i al virakken i snedkerværkstedet, var snedkeren pludselig forsvundet igennem en lem i gulvet bag høvlebænken, som var fremstillet til samme formål. Gestapo-folkene blev rasende, da de opdagede, at snedkeren var væk, og på en temmelig hårdhændet måde blev den mand, som de trods alt havde fået som bytte ved aktionen nemlig min far - losset ud i bilen og kørt af sted.nu fulgte så nogle dage og nætter i universitetets kælder inden han blev overført til Århus Arrest i Vestre Alle. Jeg har fået fortalt en hel del detaljer om opholdet i arresten, og bygningen stod under hele min opvækst som en uhyggelig borg, men tremmer for vinduerne, for der havde min far altså siddet spærret inde! Det må i løbet af hans første periode som fange være gået op for Gestapo, at det var Jens Erik Sørensen, de havde fået fat i. Og han var ganske rigtigt blevet stukket af Grethe Bartram, hvilket fremgår af retsprotokollen fra retssagen mod Grethe Bartram efter krigen. Min far var indkaldt som vidne og fortæller under retssagen at han i en længere periode mødtes dagligt med Grethe Bartram på Klostertorvet i Århus. Han var blevet indsat som leder af partiet i Århus efter at byledelsen under ledelse af David Hejgaard var blevet arresteret. Under forhørene skulle han opgive navne på de kammerater, han havde arbejdet sammen i den kommunistiske modstandsbevægelse. De sagde til ham, at andre havde sladret, og at de kendte navnene i forvejen, så han skulle bare bekræfte, at den og den havde været med. Den Gestapo-bøddel, der ledte forhøret sagde: Nu nævner jeg navnene et efter et, og hvis du ikke indrømmer, at du kender vedkommende, så kommer du til at mærke det på dine rygstykker. Men jeg kunne jo ikke vide, om de kun kendte navnene på nogle af kammeraterne, og ikke på dem alle, forklarede han mig. Så derfor valgte han helt at tie stille, så kunne han da ikke komme galt af sted. Men straffen var altså at han ved forhørets afslutning havde fået slået ryggen til blods af de mange piskeslag. Mens jeg skriver disse ord kan jeg igen fornemme den følelse af vrede, frustration og afmagt, som tog plads i min krop, da jeg som stor pige hørte disse fortællinger første gang. Jeg havde selv opfordret min far til at fortælle og da først jeg havde hørt lidt, betød det, at jeg under hele min ungdom med jævne mellemrum fik min far til at vende tilbage til fortællingerne, for jeg måtte simpelthen høre det hele, hvis jeg skulle forstå, hvad det var han havde været igennem under besættelsen. Og faktisk forstod jeg mindre og mindre, jo mere jeg fik at vide, og det er mig stadig en gåde at mennesker kan være så onde og bestialske overfor andre mennesker, som nazisterne var overfor deres ofre. Og jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål, om jeg egentlig selv ville have været i stand til at stå imod det pres, han blev udsat for? Perioden i arresthuset i Århus trak ud og min far var ved at blive vanvittig af at sidde indespærret i sin celle. Men så fandt han en tysk avis ude på toilettet. Den sad fastklemt bagved cisternen og han fik den smuglet med ind i cellen. Så gav han sig til at læse den tyske avis. Han forstod ikke tysk, da han gik i gang med avisen, men han lærte sig en hel del tyske ord udenad. Dem skulle han senere få rigtig meget brug for, viste det sig. Da han ikke kunne få mere ud af at læse avisen, gav han sig til at rive den i ganske smalle strimler. Og strimlerne rev han i ganske små stykker. Da hele avisen var blevet forvandlet til aviskonfetti, skovlede han konfettien op i sine hænder og kastede dem op i luften. De små avisstykker bredte sig i hele cellen, og derefter gik han så i gang med at samle dem op et lille stykke ad gangen! En vanvittig beskæftigelse, kan man sige, men formålet var netop at undgå at blive vanvittig. I løbet af efteråret 1944 blev de århusianske fanger og altså også min far - deporteret til Frøslevlejren ved Padborg. Han har beskrevet for mig, at opholdet i Frøslev var noget mere humant end det han senere måtte igennem i den tyske kz-lejr. Der var tilstrækkeligt med mad og drikke. Jeg fik et indtryk af, at det var sådan lidt lejrskoleagtigt. Men dertil skal selvfølgelig lægges, at man var spærret inde. Min far har også berettet om at han er blevet brugt

15 som gidsel i tyske toge, hvor man anvendte den taktik, at fanger blev anbragt forrest i toget, for at undgå at det blev saboteret af modstandsbevægelsen. Men jeg er ikke klar over på hvilket tidspunkt af hans fangenskab dette fandt sted. Når jeg nævner det, så skyldes det, at jeg mener det er med til at forklare, hvorfor min far blev så syg, efterhånden som han blev ældre. Siden fulgte så beretningerne om deportationen til Neuengamme ved Hamburg. Jeg husker at han fortalte, at de efter ankomsten blev kommanderet ind i et rum, hvor de skulle tage alt deres tøj af og aflevere det. Derefter fik de udleveret nogle tynde, lasede fangedragter, håret blev klippet af dem og de skulle ligge flere mand sammen på en briks. Min far var politisk fange og fik fangenummeret: 67105, et lille metalskilt, som blev påsyet fangedragten. Når jeg har hørt eller læst om nynazisternes forsøg på at argumentere med at kz-lejrene ikke har eksisteret, har jeg tit tænkt på dette lille fangenummer, som var det eneste håndgribelige, jeg var i besiddelse af, som dokumenterer at min far har været interneret i en tysk koncentrationslejr. Siden har jeg fået bekræftet hans fangenskab i Neuengamme af KZ-Gedenkstätte Neuengamme, som nu rummer et stort arkiv med oplysninger om de internerede fanger. Efter ankomsten til lejren var hans første arbejdsopgave at flytte en bunke af menneskelig fra et sted til et andet. For derefter at flytte alle ligene tilbage igen. Også beretningerne om timelange opstillinger på appelpladsen i frostvejr i de tynde og lasede fangedragter prentede sig ind i mit sind. Det gøs inden i mig, når jeg hørte denne del af beretningen. Men jeg var lutter øre til al denne elendighed. Og i mine tidlige teenageår læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat i, som handlede om kz-lejre. Mens pigerne i min klasse var meget optaget af at læse romanblade, ja, så var jeg mere interesseret i at læse om kampen for at overleve i kz-lejrene, - og alle mulige andre romaner, som omhandlede 2. verdenskrig. Det lyder måske mærkeligt, men det er mit indtryk, at min far også fik noget positivt med sig fra opholdet i Neuengamme: For det første lærte han sig mere tysk, og det kom til at få stor betydning for mig, for under min opvækst blev jeg vænnet til bestemte tyske udtryk. Min far fortalte f.eks. at når han ikke kunne få sig til at spise den ubestemmelige grå kålrabisuppe, som de fik hældt op i deres metalskål næsten hver dag, så blev han passet op af en tysk medfange, som konstant kommenterede på hans afvisning af suppen med et: Essen, Erik, immer essen! Underforstået: Du skal holde fordøjelsen i gang, Erik, ellers går det helt galt. Så jeg har ofte fået den samme kommentar fra min far, når aftensmaden ikke lige faldt i min smag: Essen, Ester, immer essen, sagt med et smil på læben og et glimt i øjet. Positivt var også sammenholdet med kammeraterne i lejren. Jeg tror faktisk at han igennem hele fangenskabet fastholdt en tro på at det her, det var kun et spørgsmål om tid, så ville de komme hjem igen. Måske var det også nødvendigt at have sådan en tro at støtte sig til, hvis man ikke moralsk skulle gå helt i opløsning under de umenneskelige forhold.. I hvert fald er det meget karakteristisk for min far, at sammenhold og solidaritet var alfa og omega under de vanskelige forhold. Og sammenholdet gik på tværs af nationaliteterne. Min far havde stor sympati for de russiske fanger i lejren, fordi de blev behandlet allermest usselt. Juleaften 1944 gav anledning til en særlig erindring, som også tæller til den positive side. Alle fangerne stod opmarcheret til appel. Det var bidende koldt, men alligevel syntes lejrens ledelse at selve juleaften skulle fejres med ekstra udmattelse af de i forvejen udhungrede fanger. Så vidt jeg husker, var der også en, der var blevet hængt. Men pludselig var der en af fangerne, der med klar stemme begyndte at synge Stille Nacht, Heilige Nacht.. hvorefter alle fangerne stemte i på alle mulige sprog. En helt speciel oplevelse, som blev forklaringen på, hvorfor min far altid syntes at vi skulle synge Glade jul, dejlige jul hjemme hos os juleaften, når vi nu ellers ikke var sådan en særlig salmesyngende familie! Som tidligere omtalt var min far blandt de heldige, der blev hentet af de hvide busser i sidste øjeblik inden tilintetgørelsen. Busserne førte de fleste af fangerne til Sverige, hvorfra han kom hjem til Århus den 17.maj Så hvert år den 17. maj under hele min opvækst er det blevet konstateret at Norges nationaldag også er den dag hvor din far kom hjem fra Neuengamme. Umiddelbart efter hans hjemkomst, hvor han var helt afmagret og syg af tyfus, blev han sendt på rekreation hos sin moster Emilie i Aidt ved Thorsø, i øvrigt næsten den eneste af min fars familie, som jeg har mødt. På landet hos moster Emilie blev han så fodret med stegt flæsk, frikadeller og opbagt sovs, og så blev han endnu mere syg. For det var skånekost, han havde brug for. Men de fandt ud af det efterhånden, og efter en længere periode kom han hjem igen. Min mor har fortalt, at der ikke gik ret lang tid, før han genoptog sit politiske virke. Jeg husker fra min barndom, at min far forlod hjemmet hver aften

16 ved halv otte tiden. Så skulle han ud og besøge medlemmerne, og avisens abonnenter. Og det var ikke kun et par gange om ugen, men HVER aften. Jeg kan huske at jeg som teenager tænkte, at selvom jeg var ret enig med ham rent politisk, så ville jeg aldrig byde mine kommende børn dette, at de måtte undvære deres far, hver aften barndommen igennem. Min søster udviklede en følelse af svigt, der var til at få øje på. Hun følte sig svigtet til fordel for vores fars politiske engagement. Selv fik jeg da også at mærke at min far havde en anden politisk overbevisning end flertallet. I 1956, da den antikommunistiske bølge omkring russernes invasion i Ungarn, var på sit højeste, fik jeg min første erfaring med at være barn af en kommunist. Vi skulle have lidt penge med i skole til støtte for Ungarnsindsamlingen. Og da jeg nævnte det derhjemme jeg gik i 2. klasse så blev den gamle ret ophidset. Så vidt jeg husker tog han også konfrontationen med skoleinspektøren, og i hvert fald fik jeg ingen penge med. På den måde blev det jo kendt blandt mine klassekammerater, at min far var kommunist. Og så skulle jeg have tæsk. Nogle af drengene ventede udenfor skoleporten efter skoletiden. Det resulterede i at jeg fandt en anden udvej en bagvej ud fra skolen, så jeg kunne komme hjem uden at der skete noget. Jeg følte mig ikke svigtet af min far, måske fordi jeg havde et tættere forhold til ham, på grund af omstændighederne. Mine snakker med ham om krigen udviklede jo en politisk interesse hos mig, og betød at han og jeg i højere grad kom til at følges ad i livet. Jeg husker for eksempel mange søndage, hvor vi sammen tog ned i DKP s lokaler i Mejlgade 80, for at være med til at samle penge ind til avisen Land og Folk. Jeg har også frivilligt -været med rundt på hans opkrævningsture hos forskellige partimedlemmer i Frederiksbjergområdet. Og overalt hvor han kom frem blev der talt om besættelsestiden. Og mine ører blafrede! Ofte vendte han og de andre gamle modstandsfolk tilbage til snakken om, at de ikke kunne forstå de ikke havde haft mistanke til Grethe Bartram og hendes stikkerier. På den måde har navnet Grethe Bartram altid været til stede i vores familie. Det er markant og grænseoverskridende at blive stukket af en af sine egne. Det gør noget ved en persons selvværd, at man ikke har kunnet gennemskue, at man har haft en forræder så tæt på sig. Først i forbindelse med netværket af kz-fangers børn er det faktisk gået op for mig, hvor tæt han var på denne stikkerkvinde. Han mødtes over en længere periode dagligt med hende på Klostertorvet i Århus, hvor de sammen drøftede det illegale arbejde, hvem der deltog, hvilke aktioner der skulle gennemføres, hvor de illegale kammerater kunne bo og så videre. Hvorefter Grethe Bartram så mødtes med Gestapolederen Rothenberg i Marselisborg Skov og videregav de oplysninger, hun havde fået af min far og andre. Der er eksempler på, at hun efter at have forrådt en illegal kammerat kontaktede samme kammerats familie med advarsel om at han var i fare. Nydeligt tilrettelagt så denne advarsel først blev afleveret, når det var for sent. I årevis var jeg hver søndag avisbud for Land og Folk, som ellers kom med posten. Om søndagen blev der ikke delt post rundt, så der gik partimedlemmernes børn med avisen. Aviserne skulle hentes hos Erik Pedersen på Marselis Boulevard. Og han var også gammel modstandsmand og havde været med i et af forsøgene på at likvidere Grethe Bartram. Den historie elskede vi at få fortalt, når vi samledes hos Erik P. søndag formiddag. En bestemt begivenhed fortæller en del far og mig: I 1960 fik min mor og far mulighed for at komme med på en 4 ugers delegationsrejse til Sovjetunionen. Jeg var 11 år og skulle passes hos min moster i Falstersgade mens mine forældre var af sted. Derfra tog jeg så bussen i skole hver dag. En dag var jeg hjemme i vores egen lejlighed for at hente noget tøj. Ved et tilfælde fandt jeg 2 hundredekronesedler i vores telefontavle. Jeg ringede til min søster, som var 19 år på det tidspunkt og derfor havde fået lov til at bo alene hjemme i lejligheden. Hun forklarede mig at det var penge hun havde sparet op til sin forestående rejse til London, hvor hun skulle arbejde som au pair. Jeg lagde pænt pengene tilbage i telefontavlen, men undlod ikke at fortælle om mit fund til en legekammerat i opgangen og to af mine

17 kusiner. Næste dag ventede min søster, min mormor og hele mosters familie på mig, da jeg kom hjem fra skole. Pengene var væk og det måtte jo være mig der havde stjålet dem. Så blev jeg ellers sat i forhør, og aftvunget svar på hvad jeg havde brugt dem til. Og de blev ved. Og ved. Og ved. Så mit første forsøg på at sige sandheden, druknede i deres angreb på mig, så jeg endte med at komme med alle mulige forslag til hvordan jeg havde brugt pengene! Jeg husker at jeg sagde jeg havde købt is for pengene, ja, endda at jeg havde købt en cykel. Det endte med at jeg brød sammen og blev sendt i seng. Der græd jeg mig i søvn, og den sidste tanke jeg tænkte inden søvnen overmandede mig var: Bare far og mor snart kommer hjem! Senere på aftenen vågnede jeg ved at jeg hørte kendte stemmer inde fra stuen: Min mor og far var kommet hjem. Jeg hørte min far sagde:. Ja, og nu vil jeg gerne høre Esters forklaring. Siddende i sengen fortalte jeg så, at jeg jo netop havde lagt de to pengesedler pænt tilbage og lukket telefontavlen, hvortil min far konkluderede: Når Ester siger, at hun ikke har taget de penge, så passer det! Og nu skal vi vist hjem. Saml dine ting sammen, Ester, så tager vi hjem. Hvor har jeg mange gange siden tænkt med taknemlighed på hans reaktion. Oplevelsen dukker op i min erindring, hver gang jeg oplever, at et menneske bliver uretfærdigt behandlet. Jeg kan ikke ha det! Det blev i øvrigt aldrig opklaret, hvem der havde taget pengene. De traumatiske oplevelser under krigen blev mere og mere synlige jo ældre min far blev. Han fik stadig flere mareridt om aftenen. På et tidspunkt rykkede han ud af soveværelset og ind i stuen, fordi han ofte vågnede om natten, mens hans råbte og skreg. En gang forklarede han mig, hvad det var han drømte, når han havde mareridt. Han sagde: Jeg står der, og pludselig ser jeg Gestapo komme imod mig, så vender jeg mig om for at slippe væk, men der kommer de også. Så prøver jeg at slippe væk mod venstre og siden mod højre, men Gestapo omringer mig fra alle 4 verdenshjørner, og lige før de overfalder mig, vågner jeg. Og jeg, hans datter, vågnede også i min seng inde i soveværelset, når jeg hørte råbene inde fra min far i stuen. Jeg husker at både min mor og jeg gik ind til ham, for at berolige ham. Der lå han så på den gamle plyssofa i stuen. Han var badet i sved og kunne ikke lige lægge sig til at sove igen. Jeg har en klar fornemmelse af at jeg nogle gange har været den indirekte årsag til mareridtet. For jeg ville altid gerne have ham til at fortælle om krigens tid. Det lykkedes bedst, hvis vi havde haft gæster til frokost og han havde fået en dram eller to. Nogle gange brugte jeg det påskud at jeg skulle skrive stil om emnet. Hvilken far kan modstå sådan et ønske fra sin yngste datter? Resultatet var så, at han fik mareridt om natten. Jeg husker også den periode i 60 erne, hvor han startede med at søge erstatning for tabt arbejdsevne på grund af opholdet i tysk fangenskab. Den periode blev særlig grufuld, fordi der skulle rippes op i alle oplevelserne fra krigens tid. Det var virkelig hårdt for de tidligere kz-fanger at skulle igennem disse ansøgningsperioder. For at få anerkendt deres tab af arbejdsevne måtte de igennem adskillige psykologsamtaler i København og andre steder. Jeg husker disse perioder med særlig gru, fordi mareridtene så tog til i antal. Med jævne mellemrum gentog processen sig så, når der opstod mulighed for at søge om at få forhøjet erstatningssummen på baggrund af en højere procentsats for tab af arbejdsevne. Men vi, deres pårørende, blev ved med at opfordre dem til at søge forhøjelsen, fordi vi mente, at de om nogen havde fortjent den. Og hvis ikke de reelle kz-fanger søgte erstatningen, så ville der bare være en masse 4-maj-kæmpere, altså folk, hvis status som modstandsfolk var stærkt overdrevet, der ville søge og få de penge, der fra statens side var sat af til formålet. Men hårdt var det for de arme mennesker. Måske var det med tanke på min fars mange mareridt, at min mor på et tidspunkt spurgte sin arbejdsgiver til råds, for at finde et værelse, hvor jeg kunne bo. Jeg var begyndt i 1.g på Århus Katedralskole, og da vores lejlighed var så lille havde jeg jo ikke mulighed for at have venner på besøg, i hvert fald ikke hvis vi gerne ville have lidt privatliv, for man skulle igennem både stuen og soveværelset for at komme ud til wc et på bagtrappen. En dag kom min mor så hjem og fortalte at hvis jeg havde lyst, så kunne jeg få et værelse på Århus Friskole. Hun havde i mange år arbejdet som fabriksarbejderske. Men da hun blev lidt ældre blev det for hårdt for hende og i stedet begyndte hun at gøre rent. På dette tidspunkt havde hun fået noget rengøringsarbejde på Århus Friskole, som lå på Marselisvej ude bagved sporvognsremisen. Lederen af friskolen, Kamma Klitgaard, var en af fars gamle kammerater fra modstandsbevægelsen. Hun havde et værelse til leje på skolens 1. sal ved siden af, hvor hun også selv boede. Kammas søn Steen (Klitgaard Povlsen) boede oppe på kvisten med sin kone og deres lille søn. I netværket af kz-fangers børn har jeg mødt Steen igen, og det har haft stor betydning for mig at have fundet én, som har kendt mange af de

18 samme modstandsfolk, som jeg selv har. I årene lige efter krigen var min far kommet meget hos Kamma sammen med de andre tidligere modstandsfolk og kz-fanger. Hun åbnede sit hjem for dem, og der tilbragte de mange timer med hinanden, mens de drøftede alt det de havde været igennem. I det hele taget slap min far aldrig kontakten til kammeraterne fra den illegale periode. Og fra min tid som helt ung i Århus var jeg så heldig også at lære mange af dem at kende. Jeg har min fars og hans kammeraters beretninger med mig i rygsækken. Og da jeg i 1969 besluttede at flytte til Aalborg, skabte min far også kontakt til sin gamle ven, Johannes Poulsen, som faktisk hjalp mig med at finde arbejde der. Min far fik en hjerneblødning i 1974, så de sidste 6 år var han lammet og sad i kørestol. Mor passede og plejede ham næsten til det sidste, men da det blev for hårdt for hende, måtte han på plejehjem. Det blev et kort besøg, for et par uger efter at han var flyttet ind blev han sat til at vaske sig selv på en 3-benet skammel på grund af for lav bemanding på plejehjemmet. Han væltede og brækkede det lamme ben, blev indlagt med benet i gips, som ikke blev tjekket, så efter et par uger var der 11 liggesår under gipsen. Det førte til infektion, som blev efterfulgt af lungebetændelse, og 8 uger efter han var kommet på plejehjem, døde han. Bisættelsen foregik uden præst, for min far var ikke medlem af Folkekirken. Det store kapel på Vestre Kirkegaard i Århus var fyldt af folk, og der var mange røde faner tilstede. Tidligere folketingsmedlem for DKP, Alfred Jensen holdt tale, og det samme gjorde jeg. Jeg har nok aldrig stået overfor en større opgave end at holde netop den tale. Men jeg vidste bare, at jeg måtte holde den: Vi er samlet her for at tage afsked med en god ven og kammerat. I den seneste tid har vi i vores familie måttet forberede os på den sorg, som vi skulle bære. Den varme sympati og medfølelse, som er strømmet os i møde fra familien, fra kammerater og venner, har styrket os enormt. Den største byrde måtte mor bære, både igennem de 5 år, hvor far havde brug for omhyggelig pasning og pleje, men ikke mindst gennem de sidste ugers svære sygdom. Alle ved vi, hvor stort et arbejde det har været. Når man mister en af sine nærmeste, som vi nu har mistet den ven, som vi nok har lært allermest af her i livet, ja, så er der mange følelser, som strides i én: Sorg over at have mistet den far, som altid kunne lytte til sine børn og give gode råd på en kærlig og beskeden måde. Sorg over, at han nu bare ikke er her mere. Harme over den umenneskelige behandling, som dette menneske sammen med mange andre, har været udsat for gennem tiden. Lige fra han mistede sine forældre allerede som barn, gennem Nazi- Tysklands tyranni og frem til de danske magthaveres forsøg på at forfølge far på grund af hans politiske overbevisning Stolthed over at have haft en far, som alligevel ikke kunne kues. En far, som man uden vaklen kan omtale som sin bedste kammerat, og for hvem den konsekvente kamp for et bedre samfund forblev en hjertesag. Socialismen, det var ikke for far bare en smuk og en fjern drøm. Han så den virkeliggjort i Sovjetunionen, i DDR, overalt, hvor arbejderklassen tog magten. Men han forbandt også socialismen med det daglige slid, den daglige kamp for arbejdernes og alle almindelige menneskers vilkår. Og alle disse følelser kan for mig kun munde ud trods alt i en følelse af optimisme. Optimisme i bevidstheden om at tabet af en god far og kammerat ikke kan standse historiens hjul. At for hver kammerat der falder, kommer der nye til.. Og i den ånd vil jeg gerne bede jer om at rejse jer op og sammen med os at mindes far. (folk rejser sig) TAK.

19 For os, som er tilbage, er opgaven så at fortsætte kampen, hvor far måtte slippe den Som en sidste hilsen til far vil jeg gerne bede jer om at synge med på Når jeg ser et rødt flag smælde, det var den sang, som far han holdt allermest af. Organisten i kapellet kunne ikke spille den sang, så jeg måtte selv synge for. Så jeg gik ned og stillede mig ved siden af min fars kiste og begyndte at synge. Og dér var det nær gået galt, for pludselig var jeg jo ganske tæt på alle de gamle kammerater, fra modstandsbevægelsen, fra fagforeningen, fra partiet. Dér stod de, - og de græd på stribe! Men jeg kom igennem det, og det har betydet meget for mig, at jeg magtede at udføre den opgave. I dag virker talen måske patetisk, men på det tidspunkt var jeg fyldt til bristepunktet af de tanker der lå bag. Og i hvert fald er der ingen tvivl om, at det er min fars baggrund der har været afgørende for min fortsatte kamp imod fascisme og højredrejning. Og for min interesse for historien, ikke mindst omkring besættelsestiden. Jeg vil gerne være med til at sørge for, at hans kamp ikke har været forgæves. Ester Christiansen, april 2012

20 Af Lilli Rodeck Der findes overordnet 2 typer had, det personlige og gruppehad. Det er gruppehadet eller det kollektive had, jeg vil prøve at give en analyse på. Oldtid Før indførelsen af landbrug, levede mennesket som nomader. Menneskene fulgte byttedyrene. På deres vej har de mødt andre grupper af mennesker, som levede på samme måde. På det tidspunkt har gruppehadet nok ikke eksisteret, da det biologisk ville være uklogt at fjerne mulighed for nye gener i gruppen. Mønsteret kunne ses hos inuit, som levede af fangst alene. De mødte altid udefra kommende mennesker med venlighed og lidt konebytning. Nye gener er vigtige for små grupper af mennesker for at undgå degeneration på grund af indgifte! Alt dette ændrede sig ved indførelse af landbruget. Menneskene blev fastboende og opbyggede en følelse af ejendomsret til et givent område. De små samfund havde handelsforbindelser med andre Hadets natur! lignende samfund. Men for at beskytte samfundets adkomst til dyrkbar jord opbyggedes en frygt og et had overfor fremmede. Man kunne jo ikke vide, om de ville stjæle! Del og hersk Gennem historien har magthaverne flittigt brugt frygten for at miste og menneskers evne for abstrakt had! Eksempler er der nok af. Korstogene, hvor hadet mod saracenerne blev prædiket i hver en kirke ud over det katolske Europa. Så selv den armeste bonde i Skandinavien hadede saracenere, selvom de aldrig havde mødt en sådan. Kirken brugte dette kollektive had til at befæste egen magt! I nyere historie er det værste eksempel på kollektiv had, tyskernes jødeforfølgelser. Også her var der mange eksempler på mennesker, som hadede jøder, selvom de aldrig havde kendt en jøde. Politisk betød det en forening af ariske tyskere under hagekorsets flag.

21 Gennem Den kolde Krig blev det kollektive had brugt mod Sovjet Unionen og kommunister. Der gik mange vandrehistorier rundt om de grusomme kommunister, som spiste små børn osv. Hadet mod kommunister blev brugt af politikere, også i Danmark, til at skabe en fællesfølelse og dæmpe kritikken! Men især i denne tid var kommunisterne stærke, og ironisk nok også den gruppe, som mest ihærdigt kæmpede for de borgerlige rettigheder. Hvem er nu fjenden Men Den kolde Krig sluttede med kontrarevolutionen i Rusland. Og til stor bestyrtelse for politikere verden over stod man nu uden fjendebillede som kunne bruges til at vække det kollektive had. Men til held for USA og den vestlige verden, holdt Israel en konflikt gående med palæstinenserne. Den politiske kunst handlede om at få befolkningerne til at ophøre med at have sympati med palæstinenserne. Problemet blev løst af en organisation kaldet Al Qaeda. Denne organisation blev skabt for at gøre modstand mod kongehuset i Saudi-Arabien. Organisationen samarbejdede med muhajedinerne, den af USA støttede modstandsbevægelse mod Sovjet Unionens støtte til den daværende præsident i Afghanistan. Al Qaeda gennemførte flere mindre angreb mod især amerikanske interesser. Men det, som fik skabt Vestens nye fjendebille og hadeobjekt, var Al Qaeda s angreb mod flere mål i USA, bl.a. mod World Trade Center 11. september Nu blev kampen mod terrorismen politikernes fornemmeste redskab til manipulation af befolkningerne. Flere krige blev resultatet af 11. september, bl.a. krigene mod Irak og Afghanistan. Og lige som Hitler Tysklands jødeforfølgelser, startede nu en retorik mod muslimer, både de, som boede i Vesten og dem i de arabiske lande. Israels eksport af had For USA og Vesten kom Gazas oprør mod PLO som en gave. Og da Hamas fik flertal ved et valg 2006 blev dette flittigt brugt af Israel til at fastslå, at Israel var truet af palæstinenserne. Valget 2006 i Gaza var demokratisk og gav Hamas et stort flertal i Gazastriben. Verden valgte med USA i spidsen, at underkende det palæstinensiske befolknings valg i Gaza. Hamas var jo en terrororganisation! DF s dårlige indflydelse Gennem 00 erne har vi i Danmark oplevet et hadefuldt sprog vendt mod muslimer og Islam. Og som før kunne man opleve, at mennesker gav udtryk for had og frygt for en befolkningsgruppe, de aldrig havde mødt. De forskellige regeringer i den såkaldte frie verden fik travlt med at lave love til at beskytte den skræmte befolkning. I Danmark fik vi de berygtede terrorlove, som ensidigt går efter muslimske terrorgrupper og danskere, som vælger at yde humanitær støtte til de grupper, som jo oftest er enten modstandsbevægelser eller er tvungne ud i en lang og opslidende krig. Her tænkes på FARC, PFLP og PKK. Højreradikalisme Men nu er der også andre grupper i vore samfund, som ønsker at destabilisere statsmagterne. Disse grupper eller enkeltpersoner er ofte tilhængere af antimuslimske partier og/eller racistiske. Det kan gøre det ganske vanskeligt for regeringerne at fastholde illusionen om de terroristiske muslimer. Det så vi i Norge, hvor en bombe sprang i Oslo d. 22. juni Borgernes første reaktion i Oslo var at se skævt til de muslimer, de tilfældigt mødte enten på gaden eller i en butik. Mange muslimer udtalte senere, at de kunne føle nordmændenes had. Nu var det så et angreb af en højreradikal person, som havde været medlem af Norges Fremskridtsparti, og som frygtede en muslimsk overtagelse af det norske samfund. Det kollektive had og frygt havde fået en ung mand til at dræbe 77 mennesker. Meget få af dem var for øvrigt muslimer. Giftens effekt Det kollektive had er et farligt våben og en gift, som trænger ind i alle kroge i et samfund. Og det er vigtigt at vide, at selv bevidste og intelligente mennesker kan rammes af denne gift. Et eksempel er, at en person, som er kendt for sin kritiske sans, sagtens kunne forstå borgerne i Oslo og deres had overfor muslimer, før de fik at vide, at terroristen var en lyshåret, blåøjet nordmand, som kalder sig kristen. Selv forstår jeg ikke, at fordi nogle mennesker i en gruppe begår ubehagelige forbrydelser, skal alle i denne gruppe lægges for had. Når stater begår statsterrorisme, som f.eks. USA, betyder det da ikke, at alle borgere i USA er terrorister!

22 Mogens Japsen (billedet er lånt fra Arbejderen) Mindeord. Den 23. april døde Mogens Japsen efter lang tids sygdom. Med Mogens død har vi og mange med os mistet en inspirerende og vidende kammerat. En utrættelig slider. Et varmt og uegennyttigt menneske. En rigtig kommunist med sine meningers mod. Få kunne som Mogens klart og forståelig for enhver forklare og afdække selv de vanskeligste problemer og vise vejen frem. Han stod fast på sin ungdoms idealer, når andre sveg. Mogens var stifter af og mangeårig redaktør for tidsskriftet Ret og Vrang. Så det var for ham en naturlig ting, da han stoppede som redaktør på Ret og Vrang, at indgå i arbejdet med oprettelsen af Antifascistisk Forum i Det antifascistiske arbejde og afdækningen af besættelsestidens historie var en af hans vigtigste prioriteter. Han var med fra første færd i opbyggelsen af Antifascistisk Forum. Som medlem af redaktionen og som en altid oplagt og klog bidragyder til tidsskriftets spalter, indtil sygdommen satte en endelig stopper herfor. I denne svære tid går vore tanker til Birte, som utrættelig stod ved sin mands side under den lange og svære sygdom. Samtidig sender en sidste hilsen og en dybfølt tak for din indsats kære Mogens. Vi vil savne dig ven. Men vi fortsætter i din ånd. Kampen går videre. På redaktionens vegne Anton Nielsen.

23 Til international festival i Nordkorea Kampen for fred i Korea, en uafhængig genforening af det delte land og for den universelle ret til selvbestemmelse - uden imperialismens indblanding - stod helt i internationalismens ånd i centrum for en international festival i april i Nordkorea. delegations ankomst til Pyongyang sent på dagen, tirsdag den 10. april, gik festivalens politiske program i gang onsdag formiddag med et besøg ved Kim Il Sungs fødested, Mangyongdae, i Pyongyang, hvor festivaldeltagere fra alle verdensdele deltog i en symbolsk internationalistisk træplantning. Af Henning Jakobsen I dagene april var Den Demokratiske Folkerepublik Korea (i denne artikel benævnt Nordkorea) vært for en international festival i anledning af afdøde Præsident Kim Il Sungs 100- års fødselsdag den 15. april Kim Il Sung var bl.a. en ledende figur i kampen mod den brutale japanske besættelse af Korea, senere i kampen mod USA-imperialismen under Koreakrigen, i genopbygningen af den sønderbombede republik i nord og langt senere i genrejsningen af den internationale kommunistiske bevægelse efter den europæiske kontrarevolution, hvor Pyongyangerklæringen fra 1992 i dag er underskrevet af mere end 250 kommunistiske- og arbejderpartier. På den baggrund skal delegationer fra 75 landes deltagelse i festivalens politiske og kulturelle program ses. Et land i fremgang Denne artikels forfatter, som deltog i en 30-personers dansk venskabsdelegation i festivalen, har to gange tidligere i 2006 og 2008 deltaget i delegationsbesøg i Nordkorea og kunne derfor denne gang glæde sig over betydelig materiel fremgang i forhold til de tidligere besøg i det fjerne land, som imperialismen har søgt at isolere, hvilket i særdeleshed i 90 erne, sammen med omfattende naturkatastrofer, resulterede i fødevaremangel og faldende levealder. Siden er ikke bare fødevaresituationen forbedret noget, men nu ses også stadig flere traktorer i drift på markerne, mere lys i bygninger og efterhånden også i lyskryds og i vejtunneler, ingen (eller meget få) strømafbrydelser og langt mere trafik, hvilket som noget nyt endda har resulteret i bygningen af en cykelsti langs med vejen fra Pyongyang til lufthavnen. Efter den danske Kim ll Jungs fødested i Pyongyang. Ét Korea Senere samme dag deltog festivaldeltagerne i besøg ved to andre historiske monumenter. Først på Ssukøen i Taedong-floden i Pyongyang, hvor en række partier fra nord og syd i april-maj 1948 havde holdt møde for at danne en forenet front for at samle Korea og kræve alle fremmede tropper ud af Korea. Som bekendt ville USA-imperialismen det dog anderledes. Siden besøgte delegationen et monument for den forhåbentlig kommende genforening i Korea, opført i 2001, ét år efter nord/syd-fællesaftalen fra 15. juni 2000, hvor Nord- og Sydkorea for første gang siden Koreas deling enedes om at arbejde for fred og genforening i Korea, et fremskridt, som yderligere blev beseglet med endnu en fælles aftale fra Desværre betød den ultrakonservative sejr ved præsidentvalget i Sydkorea senere samme år et midlertidigt stop for denne proces. Forhåbentligt vil det kommende valg i Sydkorea senere i år kunne være med til at genstarte processen mod fred, genforening og reel selvbestemmelse i hele Korea. Dagen afsluttedes med en international konference for genforening af Korea, holdt på Yanggakdohotellet i Pyongyang, hvor 150 delegerede fra 75

24 lande deltog og vedtog en resolution, som havde fem hovedpunkter: Lanceringen af en bred solidaritetsbevægelse til støtte for Koreas genforening; støtte til implementeringen af nord/sydfælleserklæringerne fra 2000 og 2007; fordømmelse af den krigeriske amerikanske politik, som forhindrer fred og genforening; krav om, at USA foretager en troppetilbagetrækning fra Sydkorea og går i gang med at forhandle en fredsaftale med Nordkorea og endelig igangsættelsen af en international kampagne for fred og genforening i Korea. Besøg i partisanlejren Torsdag den 12. april fløj to fly med flere hundrede internationale gæster fra Pyongyang til byen Samjiyon i det nordligste Korea. Målet var en hemmelig partisanlejr fra modstandskampen mod japanerne på det legendariske bjerg, Paektusan, Koreas højeste punkt, som rejser sig mere end 2,7 kilometer over havets overflade og som nær toppen huser Chonji, en 400 meter dyb vulkansø, som samtidig ligger lige på grænsen til Kina. På busturen fra Samjiyon mod Paektusan kom delegationen forbi det store monument ved Samjiyon, som markerer et af de store slag mod den japanske besættelsesmagt i Videre af de snedækkede bjergveje gik turen mod Paektusan, hvor målet var dén hemmelige partisanlejr, hvor nu afdøde Generalsekretær Kim Jong Il, ifølge nordkoreanske kilder, blev født den 16. februar Her blev hans 70 års fødselsdag markeret med en times taler fra flere af festivaldeltagerne, bl.a. lederen af den danske delegation, formanden for Venskabsforeningen Danmark DDF Korea, Anders Kristensen. Flere af talerne kom ind på de hårde år i 90 erne og den efterfølgende spirende proces for fred og genforening i Korea, som noget af det mest karakteristiske for Kim Jong Ils regeringsår. På trods af det meget idylliske, men lidt kølige snevejr, som gav busserne en del udfordringer på de stejle stigninger, lykkedes det med sædvanlig koreansk flid og kollektivitet at bringe de internationale gæster tilbage til Samjiyon og med det nordkoreanske flyselskab Air Koryos solide sovjetiskbyggede fly sikkert videre til Pyongyang hen under aftenen. På TV Om morgenen fredag den 13. april forsøgte DDF Korea for tredje gang at opsende en satellit. Denne gang nåede den ikke sin bane på grund af en teknisk fejl, blev det oplyst. FN s Sikkerhedråd fordømte denne opsendelse. Få dage senere afprøvede Indien i øvrigt et langtrækkende missil, men som China Daily nok meget præcist skrev den 20. april, skyldes den manglende globale fordømmelse af denne affyring, at nogle vestlige lande har opmuntret Indien til at inddæmme Kina gennem sådanne handlinger. Fredag morgen deltog den danske delegation i et besøg i et kunststudie og senere på en fabrik i Pyongyang, hvor der samles DVD-afspillere. Senere samme dag overværede delegationen i et stort kunstnerisk og politisk program i anledning af Kim Il Sungs 100-årsdag med talere og optrædende fra en række lande på en indendørs scene. Det store program, der blev optaget på nordkoreansk TV, blev indledt af et mongolsk kvindekor og blev i den mere politiske ende bl.a. gæstet af vietnamesiske og cubanske talere, som begge fortalte om den gensidige solidaritet landene imellem, bl.a. konkretiseret ved de 200 nordkoreanske piloter, som deltog i forsvaret af Hanoi mod de amerikanske luftangreb i Hen på eftermiddagen deltog de udenlandske gæster sammen med nogle hundredetusinde koreanere i en indvielse af en statue af den i december afdøde Generalsekretær Kim Jong Il. Den nye Førstesekretær, Kim Jong Un, gæstede også indvielsen. Formanden for Den Øverste Folkeforsamling, Kim Yong Nam, holdt tale og lovede at kampen under Koreas Arbejderpartis ledelse fortsætter for opbygning af en velstående, stærk og genforenet socialistisk nation. 100-årsdagen Lørdag formiddag var delegationen på besøg udenfor Pyongyang ved en mange århundreder gammel kongegrav, som er på UNESCO s liste over verdens kulturarv. Eftermiddagen gik med besøg på en udstilling af koreansk kunsthåndværk og dernæst en blomsterudstilling, bl.a. smukt arrangeret omkring omhyggeligt udførte miniatureudgaver af nogle af Pyongyangs mange historiske monumenter. På selve 100-årsdagen, søndag den 15. april, overværede de udenlandske gæster en stor militær og civil

25 parade på Kim Il Sung-pladsen i det centrale Pyongyang. Her talte Førstesekretær Kim Jong Un for første gang til offentligheden og erklærede bl.a., at partiet og regeringen har viljen til at samarbejde med alle, som ansvarligt og tålmodigt arbejder for Koreas genforening, fred og velstand. Senere på dagen deltog delegationen i en relativ kort indendørs ceremoni med taler og musik i anledning af 100-årsdagen, afsluttende med afspilningen af Internationale. Dagen sluttede med overværelsen af et stort festfyrværkeri ved Taedong-floden i Pyongyang, et arrangement, som også blev gæstet af Førstesekretæren. Venskab med Koreas folk Mandag morgen startede med overrækkelse af medaljer og enkelte ordener i parlamentet, Den Øverste Folkeforsamling, til nogle af de internationale festivaldeltagere, som har gjort en særlig indsats for venskabet og solidariteten med Koreas folk. Herefter fortsatte festivalens officielle program med et ret uformelt arrangement på Kim Il Sung-universitetet i Pyongyang, hvor eleverne spillede musik og bagefter inviterede gæsterne med til venskabeligt boldleg og fællesdans. Efter frokost var delegationen igen tilbage på Kim Il Sung-pladsen for at overvære Koreas Arbejderpartis ungdomsforbund, KISSYL, optræde i anledning at 100-året. Dans, musik, akrobatik, fyrværkeri, hundredevis af røde faner og titusinder af unge mennesker fyldte Kim Il Sung-pladsen i mere end en time. Tirsdag den 17. april sluttede det officielle program og de fleste delegationer rejste tilbage til hjemlandene. Men den danske delegation havde sit eget program og fortsatte med en tur til Taekamlandbrugskooperativet nord for Pyongyang og børnehaven i byen. Til kooperativet var der blevet indkøbt mangelvarer for dét beløb, som den danske Nordkorea-indsamling var nået op på i år. LEGO havde endvidere sponsoreret en større mængde legetøj, som delegationen medbragte til børnehaven. Dagen sluttede med overnatning på et hotel i byen Huichon i den nordlige Jagang-provins. Besøg på den 38. breddegrad Onsdag startede med besøg på den nærtliggende venskabsudstilling i Myohang-bjergene, hvor gaver fra udlandet til republikkens ledere gennem tiden er blevet udstillet. Med gaver fra partier, organisationer og enkeltpersoner fra alverdens lande er det en tankevækkende påmindelse om den støtte og solidaritet, som Nordkorea trods alle imperialismens isolationsforsøg møder. Herefter var delegationen på skov- og vandretur i bjergene, før turen gik tilbage til Pyongyang. Torsdag besøgte delegationen demarkationslinjen ved Panmunjon, som fortsat deler Korea, og gæstede de berømte blå barakker, hvor den danske statsminister få uger forinden havde udspredt sin antikommunistiske propaganda. Delegationen spiste frokost i Kaesong, den eneste større by i Nordkorea, der ikke blev jævnet med jorden under de amerikanske luftangreb under Koreakrigen, hvor der blev smidt flere tons bomber end under hele anden verdenskrig. Dels overlevede byen nogenlunde intakt fordi den blev erobret af Nordkorea ret sent i krigen, dels fordi våbenhvileforhandlingerne foregik på den egn mellem 1951 og Dagligdag i Pyongyang I løbet af de sidste to dage var der naturligvis lejlighed til at besøge nogle af Pyongyangs mange historiske monumenter. Men også indbyggernes dagligdag blev der tid til at kigge lidt nærmere på efter de overståede festligheder. Fredag den 20. april besøgte delegationen det moderne Taedonggang Bryggeri i Pyongyang, som er bygget i Ganske som i kooperativbruget er ledelsen valgt af arbejderne, blev det oplyst. Med 45 timers arbejdsuge er EU s arbejdstidsdirektiv også så rigeligt overholdt, hvis dét er sammenligningsgrundlaget. Efter besøget var der mulighed for at smage på varerne, hvilket ingen i delegationen klagede over. Dernæst gik turen ud på et broderiinstitut i Pyongyang, hvor 300 kunstnere laver de flotteste broderier, som tænkes kan. Undertiden på bestilling fra udlandet, fremgik det. Også en stor udstillingshal med nogle af de producerede broderier var der tid til at komme forbi. Efter frokost besøgte delegationen et hospital, før der var lejlighed til at tage en lille tur i byens undergrundsbane (metro). Typisk vestlig propaganda om at der kun findes to stationer, at der kun køres for turisters skyld osv. var åbenbart kommet værterne fra den Koreanske Komité for Kulturelle Forbindelser med Udlandet for øre, så denne gang blev vi kørt 5 stationer, så vi altså så i alt 6 stationer og flere hundrede passagerer i flere metro-tog. På samme tid blev der i øvrigt afholdt et massemøde på Kim Il Sung-pladsen, hvor hundredetusinder af nordkoreanere protesterede mod sydkoreanske provokationer mod Nordkorea i forbindelse med 100-årsdagen. Alt i alt var det et folk, som er parat til at kæmpe for retten til at vælge sin egen vej fremad, som denne artikels forfatter sagde farvel og på forhåbentligt snarligt gensyn til, lørdag morgen den 21. april i lufthavnen ved Pyongyang.

26 Korsriddere anno En gennemgang af organisationer på den ekstreme højrefløj i Danmark. Om personer, partiers og organisationers tværgående forbindelser. Om den skingre retoriks konsekvenser for den voldelige adfærd, som eksempelvis Breivik i Norge er et aktuelt og grusomt eksempel på. Annelie Egernberg Til Ungdommen: Kringsat av fiender, gå ind i din tid. Under en en blodig storm, vi deg til strid. Kanske du spør i angst - udekket, åpen: Hva skal jeg kæmpe med, hva er mit våben? Her er dit vern mot vold, her er dit sverd: Troen på livet vårt, menneskets verd. For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det, dø om du må, men øk det og styrk det. ( Nordahl Grieg ) Dansk Folkeparti har i ti år haft en talerstol som ikke er et humanistisk og demokratisk samfund værdigt. I tv, aviser og på nettet fører de sig frem som stuerene og som et parti der skal samle de rigtige danskere gennem sloganet: Dit land- dit valg og som har en partipolitik som er, at værne om vort nationale og varme sindelag og som er stolte af Danmark og vil værne om landet, folket og den nationale arv. De sidste ti år har stort set samtlige medier givet dem uhørt meget taletid om muslimer og den danske arv -og gerne med Pia Kjærsgård i sin stue eller have og altid placeret, så vi kan se et Dannebrog i baggrunden. Hun og hendes partifæller har fået reklametid i diverse underholdningssprogrammer, hvor hun agerer den søde danske bedstemor, der besøger den danske folkeskole eller deltager i holdsport med andre kendte eller madgrupper og diverse andre ligegyldigheder. Dansk Folkeparti har oppisket en massiv negativ stemning og med mediernes støtte, mod alt som ikke er dansk.. Det har resulteret i et voldsomt fremmedhad der gør sig bemærket i diverse grupper og forgreninger af meget ekstremistiske højreorienterede, hvor Dansk Folkeparti er dem, som efter Glistrup hiver stemmer hjem på fremmedhad og har givet grobund for et hadefuldt og ekstremistisk miljø. Siden midtfirserne er unge blevet fyldt med tonerne af fremmehadske og racistiske melodier fra Krarup, og det forgange Fremskridtsparti og de sidste ti år har Dansk folkeparti og Pia Kjærsgård haft den Husk storskræld i morgen! største rolle. Danmarks ungdom blevet fodret med hendes og partifællernes ord om muslimer og den farlige islamisme. Kritik om alt fra muslimske skoler til at indvandrere spiser alle citronmånerne på sygehusene og konstante misvisende informationer om hvad de fremmede koster i kroner og ører, men ingen historier om de mange skattekroner de betaler. Hun tager afstand fra Breivik, Dansk Folkeparti og deres meningsfæller og andre med en lignende retorik i Danmark, Norge og hele Europa har skabt Breivik og hvad han står for: HAD! Breiviks barbariske myrderier får en mindre rolle hos de ekstreme grupper, fordi fokus hos mange af højreekstremisterne er at omtale og se ham som en frihedskæmper, som kæmper mod sharia (muslimsk lov) og et multikulturelt samfund. Mange grupperinger har udspring i disse tanker, som Breivik også står for: Den Danske Forening, Dansk front, Vederfølner, Danmarks nationale front, Facebookgruppen: Nej til moskeer i Danmark (som er en gruppe under samfund/kultur som har sympatisører og bliver overstrømmet med fremmedfjendske indlæg dagligt), White Pride, Trykkefrihedsselskabet, Frit Danmark, SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), D.D.L. (Danish

27 Defence League) og ORG. Samtlige grupper er racistiske og deres præsentation af sig selv er alt lige fra at kalde sig en menneskerettighedsorganisation, frihedskæmpere, forening af bekymrede danskere til folkebevægelser. Diverse hjemmesider og f.eks. Facebookgrupper bruger næsten alle link til hvad Fremskridtspartiet har udtalt sig om i medierne, så længe det er fremmedfjendsk og mange andre billeder/links er gruppernes talerør: F.eks. en video med muslimske mænd som slagter en ko (det ser meget tilforladeligt ud!) eller Dansk julehjælp går til muslimsk fest i Lalandia eller indlæg såsom: Man skal ikke mange kilometer syd for den dansk-tyske grænse, før muslimske bønnekald, har resulteret i at flere har måtte fraflytte deres hjem...alle disse grupper har hjemmesider - og Facebooksider, hvor den danske racismeparagraf kunne tages i brug så mange gange at det ville ende op i at Danmark skulle oprette en racismedomstol, hvis alle skulle tiltales. Fremmedhad sat i system DDL (Danish Defence League). Den gruppe som sidst har været omtalt i medierne var Danish Defence League, som havde inviteret ligestillede meningsfæller fra Norden og England til møde i Århus d. 31. marts, hvortil Århus by svarede igen ved at holde en antifacistisk demonstration som de kaldte for Århus for mangfoldighed. Demonstrationen var vellykket og med 5000 deltagere fra hele Danmark. Netop derfor var det meget ærgeligt at en lille flok på 50 personer valgte at udøve vold og stenkast mod Danish Defence League, for det betød at samtlige store medier valgte de at fokusere på det lille optrin og fravalgte de mange tusinder som fredeligt gik gennem byen mod racisme og fascisme. Stephen Lennon, som er leder af English Defence League - fik betalt sin flyrejse af BBC, fordi han skulle deltage i The Big Questions med vært Nicky Cambell søndag morgen. I den udsendelse fortalte han hvordan han havde måtte flygte fra Århus uden sine ejendele og at det havde været et stort mobiliseringsmøde - ca. 100 deltagere (!...er det stort?) og milevidt fra de mange hundrede som Danish Defence League havde inviteret. Stephen Lennon fik også lejligheden til at ytre sig om at næste gang skulle han deltage i en demonstration i Sverige, hvor muslimske mænds ideologi er at voldtage svenske piger! Malmø er nu centret for voldtægter i Europa og det er svenske piger som bliver voldtaget af muslimske mænd, var en af de mange uhyrligheder han fik lov til at servere i BBC s seermagnet søndag morgen. English Defence League er kendt for mange og ofte voldelige overfald på indvandrere og ved flere lejligheder har de hærget og ødelagt hele bydele i stort omfang når de demonstrerer. Hvis vi ser lidt på vores egen lille andedam blev Danish Defence League stiftet d. 28. august 2010 og den danske afdeling er en underafdeling af English Defence League. De gjorde sig for alvor kendt i medierne da formanden Bo Vildbrandt og et andet medlem af DDL blev anholdt og sigtet efter racismeparagraffen. Hætteklædte og i nattens muld og mørke, hængte de et banner op på Baitul Hamd Moskeen i Nakskov med ordlyden: For Danmarks frihed og satte klistermærker op med Kurt Vestergårds Muhammedtegning op. I november 2011 begravede de et svin, på den grund hvor der skal bygges en moske på Amager. De filmer deres aktioner og lægger dem ud på YouTube og misbruger danske musikeres melodier/tekster som underlægningsmusik. B.la. Nephew blev afspillet på videoen med aktionen gris på moskegrunden, hvilket forsangeren Simon Kvam modsvarede var at donere alle pengene sangen indtjente til Århus for mangfoldighed. Siden da har gruppen skiftet leder til 26. årig Kasper Mortensen, som opgiver sin adresse på nettet som værende i Portsmount/ Åbenrå. På gruppens vegne udtaler han sig d : Kamp mod islamister, de er en gruppe barbariske voldtægtsforbrydere og børnemishandlere. Han hævder, at han ikke går ind for vold - på trods af tre grove voldsdomme og han giver udtryk for at det var tragisk hvad som skete i Oslo og på Utøya, men...kasper Mortensen er 100% enig med Breiviks synspunkter og i bund og grund har Breivik jo ret i det han siger. Formanden for Danish Defence League var ikke at