Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 1

Transkript

1 Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Da Vest Stadil Fjords omtumlede skæbne tog sin begyndelse i 1844, så det vestjyske landskab meget anderledes ud end i dag. Sommerhuse var der overhovedet ingen af, ej heller tyske turister, og så var der mange flere fisk, fugle og får. Fremfor alt var der langt færre mennesker og mere vand. Faktisk var der rigtig meget mere vand. På de gamle kort fra 1800-tallet og tidligere er der ikke noget, der hedder»vest Stadil Fjord«. Det hele var et stort sammenhængende fjordområde ud til den smalle klitbræmme mod Vesterhavet og med åbne forbindelser i både øst og vest ned til Ringkøbing fjord. Også på selve Holmsland var der udstrakte vådområder med lavvandede søer og fugtige enge, der hyppigt blev oversvømmet. Dengang strakte den mægtige Stadil Fjord sig som tolv kilometer sumpland, helt oppe fra Vedersø sogn og Vest Stadil Fjord Tidligere en del af Stadil Fjord, otte kilometer nordvest for Ringkøbing, men inddæmmet som Vest Stadil Fjord på 2000 hektar fra Heraf er 640 hektar atter sat under vand i Deles i Nordre Dyb, Mellem Dyb og Søndre Dyb. Kun Søndre Dyb har aldrig været helt tørlagt. Højt klassificeret Natura 2000-område med meget rigt fugleliv. Udpeget som del af EU-habitatområde nr. 59. Naturfredet siden Vildtreservat. Ejes af Miljøministeriet. Kortene er fra 1803, 1872 og Ringkøbing-Skjern kommune. Koordinater: , Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 1

2 Den hovedrige generalkonsul og bankier Hendrik Pontoppidan ( ) var bosat i Hamborg, men spillede en afgørende rolle for landbrugets udvikling, især i Vestjylland, som grå eminence bag Hedeselskabet. Foto: Privateje. ned gennem Hovvig til Sandene i det nordvestlige hjørne af Ringkøbing Fjord. Midt i fjorden, i en bugt, lå øerne Stadel, Næs og Lamtang, og længere mod øst lå Hind Ø, den eneste af de gamle øer, der eksisterer i dag. De øvrige blev opslugt af landvindingen. Også Hovvig eller Sandene, det brede sund ned til Ringkøbing Fjord, er tørlagt. Her spilles der i dag golf og fiskes i put-and-take vandhuller. Helt frem til midten af det 20. århundrede udgjorde egnen et eventyrligt vildnis af mægtige rørskove, udstrakte vandflader og store, fugtige engstrækninger. Den mislykkede inddæmning af den vestlige fjordarm i 1866, som blev navngivet Vest Stadil Fjord, havde kun bidraget til at højne naturværdien. Den fineste kender af naturen i de vestjyske fjorde, overjægermester Jens Bjerg-Thomsen ( ), skrev i 1933 denne dybfølte kærlighedserklæring til den sidste store vildmark i Danmark:»Ned langs klitten strækker sig det gamle fjordområde milelangt. Tusinder hektarer af rør kædet sammen med andre tusinder, og midt i det hele dybene det, der blev tilbage af fjorden, da denne for et par menneskealdre siden blev udtørret. Fra dybenes sider breder sig ufremkommelige sumpe og lave, dyndede partier langt ind i de tætte rørskove. Her er et eldorado et af de få, der er tilbage for den fauna, der ikke kan trives på de små, firkantede parceller, vi snart har landet inddelt i, og hvor kulturens uro larmer. Herude hersker freden og stilheden. Den smule færdsel, her er, foregår på den store dæmning, der mod øst danner grænsen for fjordområdet. Rørskoven ligger stille og ubefærdet hen; på store strækninger uhøstet år efter år. Og når jægernes skarer ved efterår gør det øvrige land usikkert aftramper hvert skifte i marken, endevender hver tørvegrav i mosen så»drukner«de her i disse mægtige bevoksninger af rør«. Lokale bønder kom først Indtil begyndelsen af 1840 erne var Stadil Fjord allemandsland, eller måske rettere sagt et ingenmandsland, hvor folk i århundreder havde kunnet færdes frit. Men fra året 1844 var det slut med freden i det vestjyske paradis. To gårdejere oppe i Stadil, Johannes Jensen og Jacob Jensen, har kastet deres øjne på en bid af fjorden, som de nu gerne vil have ejendomsretten til. De agter at landvinde ud for deres lodder ved at plante tagrør. Tilgroede opgrødearealer tilfaldt normalt nærmeste grundejer. Sagen kommer for en landvæsenkommission, der i fordelte fjordarealerne mellem de tilstødende grundejere. Ordningen blev stadfæstet ved kongelig resolution af 20. juni 1850, og gav 20 års skattefrihed for udnyttelse af de indvundne arealer, forudsat at arbejdet blev fuldført inden Men hvad magtede nogle lokale bønder? Kun helt ubetydelige arealer var det blevet til, da premierløjtnant Halvor Christian Bagge inde fra Ringkøbing i 1862 indgav sit andragende om bevilling til at inddæmme og udtørre hele den vestlige del af Stadil Fjord. Bagges projekt skulle dog også godkendes af en landvæsenkommission, og dens kendelse forelå 29. juni Af betingelserne fremgik det, at lodsejerne skulle have en strimmel jord fjorden rundt og gratis afvanding til den pumpestation, som Bagge vil opføre. Ordret hed det i kendelsen:»arbejdet skal påbegyndes i sommeren 1864 inden 1. juli, og Bagge erholder kun ejendomsret over arealet, forsåvidt det lykkes ham at lægge bunden tør eller udtage vandet, da i modsat fald lodsejerne skulle have ret til fremdeles som hidtil at beplante fjorden med rør«. Denne betingelse blev omdrejningspunktet for kampen om Vest Stadil Fjord gennem de næste hundrede år. På den ene side stod lodsejerne omkring fjorden og krævede tørlægning af fjorden, så de kunne få gratis dræning af deres jorder. På den anden side stod ejerne, som skulle betale gildet, uanset hvad de ville få ud af det. I mangt og meget mindede konflikten om den tilsvarende kamp i Thy om Vejlernes vandstand. Men premierløjtnant H.C. Bagge var optimist. På samme tid havde han projekter i gang med en inddæmning af Sandene ved Søndervig, udtørring af både Husby Sø og Nørre Sø oppe ved Vedersø, og ovre ved Fredericia havde han sat sig på koncessionen til Rands fjord. I 1866 kulminerede hans virkelyst, da han opnåede koncession på at inddæmme Saltbækvig i Vestsjælland, et meget ambitiøst projekt på 2700 hektar, som han dog ikke magtede at gennemføre. Bortset fra Rands fjord-inddæmningen lykkedes ingen af disse projekter, og i dag huskes H.C. Bagge kun for den totalt mislykkede inddæmning af Sandene i Ringkøbing Fjord. Resterne af dæmningen bærer stadig navnet Bagges dæmning. Englænderne tager over Måske var der i virkeligheden tale om regulær spekulation i handel med koncessioner? Eller også var Bagge så finansielt presset, at han måtte sælge ud af sine aktiver, før han kunne inkassere den store gevinst. Allerede under forhandlingerne om koncessionen på Stadil-udtørringen overdrog han, dvs. solgte, sine ret- 2 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

3 »Fugle fra fjorden«udkom i 1933 på Gyldendal og havde som undertitel»en bog for naturvenner og jægere«. På forsiden havde den et af forfatterens egne fotografier af en rørdrum. I forordet skrev Bjerg-Thomsen bl.a.»jeg sender denne lille bog ud til jægerfolket og til hver og een, der holder en smule af dansk natur og dansk fauna, i håbet om, at også den må yde et ringe bidrag til at skabe mere forståelse og derigennem forøget kærlighed, så at vi på dette område kan gå en lysere fremtid i møde«. Teksten var et nødråb om at skåne en sidste rest af landets oprindelige fauna. Bogen var gennemillustreret med Bjerg-Thomsens egne fotografier. Foto: Fra bogen»fugle fra fjorden«. tigheder til et aktieselskab, der var registreret i England. Det blev derfor»the Stadil Fjord Reclamation Company Ltd.«, der fik den kongelige bevilling 13. april 1864 til at inddæmme og tørlægge den vestlige del af Stadil Fjord, men på visse betingelser. Med premierløjtnant Bagge som leder skulle der opføres fire dæmninger: fra Halkær til Næsø, fra Næsø til Stadilø, fra Stadilø til Holmsland og fra Holmsland og over til Klitten. De elendige jordbundsforhold havde ingen gjort sig klart. Englænderne opførte dæmningerne og begyndte at pumpe med en stor vindmotor med dobbelt vindrose, der trak to hollandske vandsnegle, men fik intet ud af det. De små arealer, der blev tørlagt, bestod af det rene havsand. Allerede i 1871 var pumpekapaciteten øget med en kulfyret dampmaskine, men heller ikke det var nok, selvom vandstanden blev pumpet ned til 0,4 meter under havoverfladen. I året 1873 løb det engelske kompagnis udgifter op i rigsdaler (1,8 mio. kr.), mens indtægterne kun udgjorde 2000 rigsdaler; altså et underskud på rigsdaler (1,6 mio. kr.). Året forud var det gået næsten lige så ringe, med et underskud på rigsdaler. Det næste, man hører til landvindingsprojektet, er fra ingen ringere end ingeniørkaptajn Enrico Mylius Dalgas. På vegne af hans nyoprettede Det Danske Hedeselskab besøgte direktør Dalgas Vest Stadil-inddæmningen i Selskabets økonomiske velgører og grå mæcen, bankier og generalkonsul Hendrik Pontoppidan, havde selv aktier i det engelske selskab, og det har sikkert været på Pontoppidans opfordring, at Dalgas blev sendt på besigtigelse. I sin rapport beskriver Dalgas, hvordan vandstanden i sommermånederne holdes ca. fire fod (1,26 meter) under vandstanden i selve Stadil Fjord, som vandet pumpes over i. Det foregik ved hjælp af en dampmaskine på 75 h k, som drev to centrifugalpumper på 42 tommer (1,1 meter) i diameter, samt en vindmølle med et 36 alen (22,6 meter) stort dobbelt vindfang, der drev to mindre centrifugalpumper på 12 og 15 tommer (31,3 39,2 cm) i diameter. Videre konstaterede Dalgas, at fjorden i det store og hele ikke kunne anvendes til høslæt, men derimod var bedre egnet til græssende kreaturer. Som tekniker kunne han ikke nære sig for at forslå forbedringer. Ved at sænke vandstanden yderligere med to fod (0,63 meter) ville større dele af arealet kunne inddrages og udnyttes af kompagniet. Det var der stort behov for, fordi økonomien i landvindingsprojektet fortsat var elendig. Men de engelske investorer havde tabt modet. I 1877 solgte de bevillingen til at tørlægge fjorden til en sjællænder, men heller ikke han havde heldet med sig. Ejendommen blev handlet flere gange i de følgende 100 år, men ingen kunne få A/S Vest Stadil Fjord til at give overskud. For flere ejere betalte arealerne ikke engang udgifterne til at pumpe vandet ud. Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 3

4 Jens Bjerg-Thomsen ( ) havde sin egen jagthytte ude ved Klitten og herfra strejfede den senere overjægermester året rundt omkring med bøsse og hund i Vest Stadil Fjord. På gavlen hænger udbyttet fra tre og en halv dags jagt i oktober 1945, i alt 111 ænder og vadefugle. På det øverste foto ses Bjerg-Thomsen selv med en odder, han havde nedlagt. Fotos: Jens Bjerg- Thomsen, oktober Nissum Fjord-kommission, der var nedsat for at skabe ordnede afløbsforhold i fjorden nord for Vest Stadil Fjord. Den medtog et særligt afsnit i sin beretning, der udkom i Resultatet blev en knusende dom: kommissionen fandt forholdene»ganske uforsvarlige i landøkonomisk henseende«, og man anbefalede landbrugsministeriet at pålægge koncessionshaverne uopholdeligt at bringe vandstanden ned til mindst 0,5 meter under kote nul. Ministeriet fulgte opfordringen, men uden held; henstillingen lød for døve øren, også selvom den blev gentaget flere gange i de kommende år. Tilbage i 1921 ønskede Hendrik Pontoppidans søn, Alfred, at sælge Vest Stadil Fjord. Først tilbød han inddæmningen til en kreds af lodsejere, men de var betænkelige ved de store økonomiske forpligtelser og takkede nej. Så overtog den lokale entreprenør Augustinus Nielsen aktieselskabet for en pris af kr. (3,2 mio. kr. i 2009-værdi). Utilfredsstillende forhold I 1890 anlagde Hendrik Pontoppidan en sag ved landvæsenkommissionen for at få tilkendt hele ejendomsretten til den inddæmmede fjord. Allerede i 1864 havde Pontoppidan købt aktier i det engelske selskab, og i 1889 overtog han alle rettigheder fra Fr. Horsens Block fra Kokkedal. Block havde købt ejendommen af englænderne i 1877, men var aldrig kommet i gang med kultiveringen. Nu havde Pontoppidan bevillingen, men han ville også have jorden eller rettere fjorden. Både de private lodsejere såvel som det offentlige protesterede mod at forære de ca hektar fjordbund væk. Landmændene hævdede, at betingelserne i den oprindelige bevilling aldrig var blevet opfyldt, f.eks. var deres enge ned til fjorden stadig alt for våde, fordi der ikke blev pumpet nok, så derfor havde de førsteret til fjorden. Landvæsenkommissionen nåede frem til, at efter dens skøn var foretagendet i det store og hele lykkedes. Alligevel blev generalkonsulens sag afvist, men det gjorde klagernes også. Senere blev det inddæmmede areal dog både matrikuleret og sat i ejendomsskyld. Men der blev stadig ikke pumpet tilstrækkelig meget vand ud, og i 1911 gik det for alvor galt. På grund af vind og vejr steg vandet i Stadil Fjord til 30 centimeter over dæmningerne, så det fossede over i den inddæmmede Vest Stadil Fjord. Snart var hele området løbet fuld af vand, og da Pontoppidan som hovedaktionær ikke gjorde noget for at få det ud igen, gik afgrøderne tabt, og markerne led skade. Meget bedre blev det ikke i de efterfølgende år, og i 1918 forlangte lodsejerne, at en særlig kommission skulle gå ind i sagen og undersøge de utilfredsstillende forhold. Hverken amtet eller landbrugsministeriet var dog parat til så drastisk et skridt. Klagerne blev i første omgang henvist til en almindelig landvæsenkommission. Allerede året efter blev sagen imidlertid overdraget til den særlige Det rene sandjord Under stormfloden i december 1923 skete der igen et dæmningsbrud. Det blev den nye ejers held, fordi der nu blev tilbudt statsstøtte til at udbedre skaderne. Stormflodskommissionen krævede dog, at erstatningen blev gjort I de sidste år af den tyske besættelse i perioden var vejen fra Stadil og ud til Klitten den nuværende Skelmosevej hyppigt oversvømmet, fordi der ikke blev pumpet. Brændstoffet var simpelthen for dyrt eller umuligt at skaffe. Foto: Jens Bjerg-Thomsen, juli DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

5 betinget af, at den fremtidige vedligeholdelse blev overført fra aktieselskabet til et fælles pumpelag for alle ejendomme. Entreprenør Augustinus Nielsen ville ikke længere stå alene med regningen for at pumpe med de to nye centrifugalpumper med tilhørende dieselmotor, som blev installeret i Resultatet blev pumpelaget Vest Stadil Fjord, men langt de fleste lodsejere protesterede mod denne afgørelse, fordi erstatningen blev brugt til at tvinge dem ind i pumpelaget. To år tidligere havde de jo sagt nej til at overtage de økonomiske forpligtelser, da Alfred Pontoppidan ville sælge til dem. Nu stod de så alligevel med ansvaret, men uden at have fået jorden. En klage til landbrugsministeriet blev afvist, da sagen var besluttet af en landvæsenkommission, så eneste ankemulighed var at indbringe afgørelsen for en overlandvæsenkommission. Her blev sagen afgjort ved et forlig, der dannede grundlag for pumpelagets vedtægter. Men der var ingen vej udenom: fremover skulle lodsejerne betale et årligt bidrag til udpumpningen af vandet. Det løste ikke problemerne. Situationen var den paradoksale, at selvom A/S Vest Stadil Fjord ejede de vanddækkede arealer, havde de skiftende ejere ingen interesse i at tørlægge fjorden. Bunden bestod af ufrugtbar sandjord, der ikke kunne give rimelige afgrøder. Alligevel skulle der pumpes af hensyn til de øvrige lodsejere, og aktieselskabet skulle betale 4/5 af udgifterne, mens de øvrige lodsejere kunne nøjes med 1/5. Sådan var fordelingen ifølge pumpelagets vedtægter, og dem kunne der ikke rokkes ved. Aktieselskabet ejede 1425 hektar vand og rørskær, mens de øvrige lodsejere ejede 190 hektar agerjord, 550 hektar enge og 135 hektar vand og rørskær. Og der skulle betales efter hektar, vand som land. I praksis kom vandstanden aldrig til at modsvare bestemmelserne i pumpelagets vedtægter. Især om foråret gik det galt. Det tekniske anlæg magtede simpelthen ikke opgaven. Den jagtglade direktør Da entreprenør Augustinus Nielsen i 1927 kom ud i økonomiske vanskeligheder, måtte han overdrage ejendommen til Ringkjøbing Landbobank som ufyldestgjort pant for en pris af bare kr. (1,63 mio. kr. i 2009-værdi). Banken beholdt fjorden i en årrække, hvor man opnåede en udmærket indtjening ved at bortauktionere rørskæret, men da køberne fandt ud af at aftale priserne på forhånd, blev den forretning ødelagt. I 1938 solgte banken A/S Vest Stadil Fjord til direktør Hans Houmann i Vejle for kr. (1,8 mio. kr. i 2009-værdi). Houmann, der var direktør i De Danske Bomuldspinderier og hovedaktionær i Jysk Telefon, var ivrig jæger, og han erhvervede fjorden som jagtejendom. To år senere købte Houmann også herregården Lønborggård ved Tarm, og han blev hurtigt en populær skikkelse på egnen. Når han afholdt jagter på Lønborggaard, blev de lokale jægere inviteret med, både til jagten og jagtmiddagen. Under middagen rejste Houman sig op for at berette om dagen, og han sluttede altid med: Når jeg dør, vil jeg begraves på Lønborg Kirkegård, og jeg vil have to jagthunde med i graven, mit gevær og 200 patroner. Det blev også den populære Houmann, der organiserede pct. af lodsejerne ved Skjern Å i en protest mod de første planer om regulering af åen i 1940 erne. Den radikale landbrugsminister Karl Skytte ( ) greb personligt ind til fordel for de fynske ejere af Vest Stadil Fjord ved at sikre dem en millionbevilling fra Statens Landvindingsudvalg i december Trods statsstøtten gik de to brødre alligevel konkurs 12 måneder senere. Foto: Hedeselskabet. Gaven til Zoologisk Museum Fra 1939 eksploderede udgifterne til petroleum til pumpemotoren på grund af den tyske besættelse. Det fik direktør Houmann til at sige stop, og i de sidste år af besættelsen kørte pumperne overhovedet ikke. Houmann fandt det»umiddelbart idiotisk«at købe petroleum for kr. om året ( kr. i 2009-værdi) i fremmed valuta for at pumpe vandet væk fra nogle»hundrede tdr. land af Danmarks dårligste jord«. Så hellere forære ejendommen væk. I en skriftlig fremstilling af konflikten, som direktøren fremsendte i efteråret 1945 for at få Statens Landvindingsudvalgs økonomiske hjælp, skrev han:»jeg har for nogen tid siden på A/S Vest Stadil Fjord s vegne tilbudt Zoologisk Museum at overdrage fjorden til museet testamentarisk mod at man fra statens side ordnede vandforholdene på en fornuftig måde. Dette har jeg i dag ændret til, at fjorden kan overdrages til museet som ejendom, så snart vandforholdene er tilfredsstillende ordnet. Driften af fjorden skulle foretages af mig, og museet skulle ikke have nogen udgifter til opsyn eller lignende, ligesom der vil være bolig til rådighed for videnskabsmænd, der ønsker at studere dyrelivet. Driften af fjorden er forbeholdt mig og min arving i første led, hvorefter den overgår til museet. Jeg har forbeholdt mig at gå på jagt der efter nærmere specificerede regler. Der foreligger et udkast fra Hedeselskabets side til en ordning af vandforholdene, og såfremt dette udkast kan gennemføres under landvindingsloven, vil udgiften for aktieselskabet andrage ca kr. [ kr. i 2009-værdi] om året, som skal afholdes af fjordens drift, således at staten ikke får nogen udgift.«hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 5

6 Det blev dog aldrig til noget med gaven til Zoologisk Museum. Hvorfor vides ikke. Den løsning kunne ellers have sparet samfundet for mange trakasserier og millioner af kroner i de følgende årtier. Hedeselskabets forslag blev delvist realiseret nogle år senere, og det blev indledningen til et af de første større sammenstød mellem selskabets direktør og naturens venner. Stop pumperne Forholdet mellem Hedeselskabet, personificeret ved dets direktør Niels Basse, og ejeren af A/S Vest Stadil Fjord har næppe været særlig hjerteligt på dette tidspunkt. Direktør Houmann ejede som tidligere nævnt herregården Lønborggård med udstrakte engarealer nede ved Skjern Å. I januar 1943 havde Houmann sat sig i spidsen for en protestskrivelse til Statens Landvindingsudvalg, hvor et overvældende flertal af områdets lodsejere, angiveligt pct., havde skrevet under på en protest mod regulering af åen, fordi de frygtede, det ville blive alt for dyrt. Enkelte lodsejere, som f.eks. Houmann selv, var imod, fordi de stod til at miste deres gode jagt. Houmann mente, at projektet ville ødelægge den fine bekkasinjagt på Lønborggårds enge. Statens Landvindingsudvalg og Hedeselskabet var dog alligevel ikke til sinds at se Vest Stadil Fjord falde i hænderne på Zoologisk Museum. Det blev besluttet at hjælpe direktør Houmann ud af kniben, selvom man ikke på nogen måde betragtede Vest Stadil Fjord som et egnet emne for landvinding. Det havde først Statens Landvindingsudvalg i 1941 og dernæst Hedeselskabet selv fastslået i 1944.»Vest Stadil Fjord inddæmningen burde aldrig være gennemført, og gennemførelsen har vist, at en teknisk uheldig løsning af et afvandingsproblem kan give anledning til store økonomiske ofre og mangfoldige vanskeligheder, når fejlen skal søges rettet. Den teknisk set forsvarligste løsning af vanskelighederne må antages at være en ophævelse af pumpelaget Vest Stadil Fjord. Herimod taler hensynet til de ganske vist få lodsejere, som ophævelsen berører, medens det forholdsvis ubetydelige areal, som skades ved ophævelsen, taler for at gennemføre den radikale ændring.«sådan lød konklusionen på en 10 siders faglig udredning om de stærkt Hedeselskabets kontorleder i Ringkøbing benægtede hårdnakket problemet med sandflugt efter udtørringen af Vest Stadil Fjord, som enhver ellers kunne se med egne øjne. Her er hvad O. Kirk Jacobsen skrev i sin rapport fra maj 1962:»Og der har da heller ikke ikke været sandflugt fra de dyrkede arealer jeg tror ikke der er røget een skovlfuld sand fra disse men i det mellemste fjorddyb tørlagdes nogle få hektar, hvorpå var afsat et fint lerslam, og det giver jordfygning ved enhver lejlighed, ligesom den i samme dyb værende kanal fyldes med sand fra de opgravede volde, dels ved udskylning, når der er højvande og strøm i dybet, dels ved sandflugt, når voldene ligger tørre og bare. Men det er bagateller, som løses den dag dybet afvandes og pløjes, og man får klæg og dynd op«. Fotos: Hardy Knudsen 1958 (øverst), C.A. Jørgensen 1961 (nederst). 6 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

7 Oprindeligt var det løjtnant Bagges og de engelske investorers hensigt at bruge den udtørrede fjordbund til græsning og høslet, men da det ikke kunne realiseres, blev fjorden tilplantet med tagrør. Imidlertid fik tagrørerne det for tørt om sommeren, når kravet om et lavt vandspejl blev efterlevet. Derfor anlagde man allerede i det engelske selskabs tid et omfattende system af vandingsgrøfter. I en lang årrække var»sandjordsrør«fra Vest Stadil Fjord en efterspurgt vare, men da næringsindholdet i fjordbunden var ringe, aftog høsten fra år til år. utilfredsstillende afvandingsforhold i Vest Stadil Fjord, og denne bombastiske»stop pumperne«-konklusion var skrevet i 1944 af Hedeselskabets afdelingsleder, Jens Parbo. Inddæmningen burde aldrig have været gennemført, fordi fjordbundens bonitet var så ringe, at den ikke ville kunne finansiere udgifterne. Sådan stod der på selskabets eget brevpapir. Nationaløkonomisk dyrt Ifølge Hedeselskabets redegørelse var det reelt kun ejerne af de 190 hektar agerjord vest for fjorden, der havde nogen glæde af udpumpningen. Alligevel hjalp ingen kære mor; det gamle regulativ for pumpelaget dikterede, at der skulle pumpes, og uanset omkostningerne var det A/S Vest Stadil Fjord, der skulle udrede broderparten. Ved direktør Basses mellemkomst blev der dog indgået et forlig mellem aktieselskabet og de omgivende lodsejere. Det gik ud på at modernisere pumpestationen, men stadig med den tungeste økonomiske byrde på aktieselskabet. Af brevvekslingen mellem Houmann og Basse fremgår det, at Basse var enig i, at»det nationaløkonomisk set er uhensigtsmæssigt og altfor dyrt at gennemføre pumpningen inden for pumpelaget Vest Stadil Fjord,«men»lodsejerne [har] nu engang krav på, at pumpelagsvedtægten overholdes«. Pumpen blev besluttet elektrificeret i 1947, og man enedes om at holde vandstanden nede i -0,4 meter året rundt. Prisen var kr. (1,9 mio. kr. i 2009-værdi), som blev delt i forholdet 4:1 mellem aktieselskabet og de øvrige lodsejere. Lokalt havde man dog fuldstændig opgivet troen på det store afvandingsprojekt. Det gav sig udtryk i, at ingen bank i Ringkøbing ville udlåne penge til pumpelaget i forbindelse med moderniseringen. Til trods for at den særdeles velhavende direktør Houmann tilbød at stille personlig kaution, måtte pumpelaget helt ind til Herning for at oprette en bankkonto. Men freden varede kun kort. Direktør Hans Houmann døde allerede i Han blev begravet på Lønborg Kirkegård som ønsket, og fik også jagtgevær og patroner med i kisten, men hundene, de blev gravet ned uden for kirkegårdsdiget. Det ville menighedsrådet alligevel ikke være med til. Nu skal der afvandes Den nye ejer på fjorden var ikke tilfreds med at gå på jagt og så ellers bare betale for pumpningen. Nu skulle der ske noget. I lighed med den mislykkede tørlægning af Bygholm Vejle i Thy havde 1800-tallets fejlslagne projekt i Vest Stadil Fjord udviklet sig til»et af Danmarks bedste og berømteste områder i ornithologisk henseende«. Sådan hed det i en udtalelse fra Danmarks Naturfredningsforenings naturvidenskabelige udvalg. Med noget der i dag ligner sovjetrussisk maner satte E.W. Grevenkop-Castenskiold en hel hær af mejetærskere ind på Vest Stadil Fjord, når høsten skulle i hus. Maskinerne blev sendt over til Vestjylland med jernbane fra godsejerens sjællandske besiddelse. Foto: Hedeselskabet. Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 7

8 »På vejen ad klitterne til Husby kan man besøge Stadil Ø, før en ensom lille ø i fjorden med et par gårde, nu ved dæmninger gjort landfast. Her arbejder daglig en dampmaskine på at holde den inddæmmede, over 3000 tdr. land store Vest Stadil Fjord tør.«sådan stod der skrevet i datidens første turistguide fra Dampmaskinen har stået samme sted som det nuværende pumpehus, der løfter vandet fra Søndre Dyb op i Stadil Fjord. Kullene til dampmaskinen blev sejlet op gennem Vonåen og tværs over Stadil Fjord til pumpehuset. Rørdrum, sorthalset lappedykker, rørhøg, hedehøg, dværgmåge, stor kobbersneppe, brushane, engryle og en stor koloni sortterner var nogle af de sjældne arter, der dengang levede ved fjorden. Hele denne naturidyl satte den nye ejer sig for at få noget produktivt ud af, dvs. et økonomisk afkast. Ejeren hed Svend Hansen, var københavner med stort K og direktør for selskabet Olympia Kontormaskiner A/S med adresse på Vesterbrogade helt oppe ved Rådhuspladsen. Han var også en regulær spekulant. Svend Hansen havde ikke investeret kr. (2,8 mio. kr. i 2009-værdi) i 1425 hektar blankt vand og rørskær for at gå på bekkasinjagt eller nyde naturen. Pengene var investeret for at opnå en optimal forrentning. Først skulle der være ålefarm i de lavvandede dyb, men det blev ingen succes. Så ville direktør Hansen tjene flere penge på rørskæret. Han forsøgte sig også med pilekultur i større stil. Som den energiske forretningsmand, han tydeligvis var, varede det ikke længe, før alle landets blade og enkelte udenlandske med bragte artikler om de enorme muligheder, som Svend Hansen kunne se i området. Men efter et par år var A/S Vest Stadil Fjord alligevel ikke blevet den store guldmine. Direktør Hansen besluttede derfor at satse på en tørlægning af hele den nordlige del af fjorden med henblik på kornavl og græsning med kreaturer. Den opgave kunne han dog ikke løfte alene. Han skulle have de andre lodsejere ved fjorden med, og han skulle frem for alt have økonomisk tilskud fra staten. På pumpelagets generalforsamling 19. september 1953 lykkedes det Hansen at få nedsat et 5-mands udvalg til at arbejde videre med sagen. Allerede 4. november fandt det afgørende møde sted hos en af gårdejerne i Stadil. Hedeselskabet var inviteret og mødte op med tre mand under forsæde af selskabets dygtigste projektmager, afdelingsleder Frode Ebert. Han skulle nogle år senere blive hovedarkitekt på den store regulering af Skjern Å. På mødet blev det besluttet at bede Hedeselskabet udarbejde et projekt til at sænke vandspejlet med en meter. Et nyt, elektrisk pumpeanlæg skulle opstilles, og så skulle der graves en hovedafvandingskanal oppe fra det nordlige dyb til pumpestationen i syd. Svend Hansen var parat til at betale 50 pct. af anlægsudgifterne. Til gengæld krævede han aktieselskabets bidrag til pumpedriften sat ned fra 80 til 60 pct. Elendige jordbundsforhold Et halvt år senere, i marts 1954, var Hedeselskabet klar med sit projektforslag. Pris: kr. (3,5 mio. kr. i 2009-værdi). Projektet ville tørlægge hele den nordlige del med de to gamle dyb, hvorimod Søndre Dyb stadig ville eksistere med et areal på 585 hektar. Hedeselskabets 10-siders»burde aldrig være gennemført«-rapport fra 1944 nævnes ikke med et ord. Direktør Basses 1945-bemærkning om at det»nationaløkonomisk set er uhensigtsmæssigt og altfor dyrt at gennemføre pumpningen inden for pumpelaget Vest Stadil Fjord«er også gået i glemmebogen. Dog blev det nævnt, at»jordens bonitet ikke er den bedste«, ja faktisk bestod fjordbunden overalt af havsand, men det mente man nok at kunne leve med, når bare statsstøtten blev bevilget.»man«, det var lodsejerne med Svend Hansen i spidsen. Bønderne havde vurderet, at det nok kunne gå med hvidkløver på de sandede arealer, hvis arbejdet blev udført med tilskud fra landvindingsloven. Lodsejerne sagde altså ja. Derfor nærede direktør Basse og Hedeselskabet ingen betænkeligheder ved at indstille projektet til godkendelse og millionstøtte fra staten. Det var der imidlertid andre i landvindingsudvalget, der gjorde. Store fejltagelser Vandbygningsvæsenets repræsentant, Arne Leh nfelt, lød helt forbitret i sin kommentar:»hvis det er tilstrækkelig grund til godkendelse af en landvindingssag, at lodsejerne ønsker den gennemført, ville landvindingsudvalget vel være overflødigt (hvilket forskellige projekterende vist også mener).«fiskeriministeriets repræsentant, Åge Vedel Tåning, var heller ikke begejstret for projektet: 8 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

9 »Imidlertid synes det mig meget betænkeligt at anvende betydelige offentlige midler til gennemførelse af denne vandstandssænkning i et område, hvor det indvundne land utvivlsomt for størstepartens vedkommende vil blive af meget ringe kvalitet. Det er gang på gang blevet fremhævet, at man på grund af de moderne undersøgelsesmetoder ikke mere vil blive skyld i de store fejltagelser, som udtørringsselskaberne i forrige århundrede kom ud for; man bør derfor fra Landvindingsudvalgets side være særlig påpasselig med hensyn til at undgå, at sådanne fejltagelser ikke mere sker nogen steder, hvor der tilskydes meget betydelige offentlige midler, og jeg finder derfor, at en jordbundsundersøgelse bør foretages.«af Hedeselskabets projektforslag fremgik det, at»jordens bonitet ikke er den bedste. Ifølge Nissumfjord kommissionens betænkning af 24/ består jordbunden overalt af havsand dækket med et klæget mere eller mindre humusrigt lag på 5 til 10 cm s tykkelse«. Der forelå ikke andre jordbundsundersøgelser end denne, som ifølge Hedeselskabet dog næppe var retvisende. Man mente at vide, at der var arealer med klæg både mod vest og syd, omend man måtte medgive, at»hovedparten af arealerne må betegnes som udprægede sandarealer, hvor sandet ligger i større tykkelse på klægundergrund.«formanden, departementschef Stahlschmidt, forsøgte at skære igennem med et forslag om at godkende sagen, hvis Naturfredningsrådet og Reservatrådet ikke»kommer [med] aldeles afgørende indvendinger.«men så nemt gik det ikke. Flere medlemmer fastholdt, at der forinden burde foretages en ny jordbundsundersøgelse. Den ville koste omkring 5000 kr. ( kr. i 2009-værdi) og kunne udføres af Hedeselskabet. Sådan blev det besluttet. Der skulle»snarest muligt«sættes en jordbundsundersøgelse i gang. Telefonplager nummer et Hvad angik betalingen for undersøgelsen, opstod der et prekært problem. Normalt skulle en sådan udgift afholdes af lodsejerne selv som et kontant udtryk for deres interesse i en sag, men klitbønderne blev karakteriseret som så»overordentlig fattige«, at de ikke kunne belastes med selv en beskeden udgift. Og direktør Svend Hansen, der havde tegnet sig for halvdelen af anlægsudgifterne, ville ikke betale. Han mente, at»jordbundsundersøgelserne er inderlig overflødige. Vi ved, at klitboernes Sandene udgjorde i 1800-tallet et sund mellem sydenden af Vest Stadil Fjord og nordenden af Ringkøbing Fjord. I dag driver»holmsland Klit Golf«en seks hullers bane i det tidligere vådområde. For børnene er her også minigolf og put-and-take fiskeri. I nedbørsrige efterår er der imidlertid også masser af vand på de nyanlagte greens som et minde om Sandenes tidligere tilværelse som vådområde. Billedet er taget fra nord mod syd og med Vesterhavet ude til højre. Foto: PT Luftfoto. jord er god, og når jeg betaler 50 % af min anlægsudgift kontant, kan St.L. [Statens Landvindingsudvalg, forf.] bare lade mig om, om jorden er god nok eller ej.«ekspeditionssekretæren i Landbrugsministeriet, der havde forhandlet sagen med Svend Hansen, skrev i et notat på sagen:»jeg har imødegået ham med, at han dog også får de andre 50 % forærende, og at vi ikke kan bruge landvindingsmidlerne ud i den blå luft, men sådan noget trænger ikke rigtig ind hos ham. Imidlertid har han lagt sig uhjælpelig fast på dette synspunkt, så vi får ingen jordbundsundersøgelse, hvis vi vil kræve garanti for hans andel, og det kan vi dog ikke lade sagen strande på.«af hensyn til sagen blev det besluttet at gøre en undtagelse. Lodsejerne slap, og direktør Hansen slap, mens Statens Landvindingsudvalg påtog sig garantien for hele beløbet overfor Hedeselskabet. Regningen endte med at blive på 5493 kr. ( kr. i 2009-værdi). Allerede i sommeren 1954 var forholdet mellem direktør Svend Hansen og embedsmændene begyndt at blive noget anstrengt. Hansen optrådte meget emsigt, ringede og rykkede en til to gange månedligt for sit projekt, holdt selv møder med Naturfredningsrådet alt i alt skabte han en stressende atmosfære, der fik embedsmændene til at udnævne ham som deres»allerhyppigste telefonplager«. Store naturværdier vil gå tabt I begyndelsen af december 1954 afleverede Naturfredningsrådet sin indstilling til projektet. Den var ikke god for»sagen«. Rådet henviste til de store naturværdier, der ville gå tabt til fordel for jord af ringe bonitet, og advarede mod risikoen for sandflugt. Der efterlystes igen grundige jordbundsanalyser, og endelig foreslog man en mellemløsning, hvor hensynet til de fattige klitboere kunne varetages ved, at kun deres arealer ville blive afvandet. Henover vinteren knoklede Hedeselskabets folk med at indsamle og analysere jordbundsprøverne fra Vest Stadil Fjord. I april 1955 var rappor- Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 9

10 ten klar, men da den viste sig at være negativ, tillagde man den ingen større vægt. Selvom jordbundsanalyserne faktisk bekræftede de ringe boniteter i området, gav det ikke anledning til, at Jyllands-udvalget eller Hedeselskabets direktør Basse, der var formand for underudvalget ændrede indstilling. Uddrag af rapporten blev dog fremsendt til Naturfredningsrådet og Reservatrådet med anmodning om en fornyet udtalelse. 20. maj svarede Naturfredningsrådet, at på»det foreliggende grundlag må rådet endnu bestemtere [ ] fraråde, at sagen nyder fremme«. Reservatrådet afgav sit svar tre dage senere. Dette råd fandt heller ingen anledning til at ændre sin»protest«mod projektets gennemførelse. Tværtimod. Reservatrådets formand, Otto Fabricius, skrev med et næsten profetisk klarsyn, at:»når Hedeselskabets undersøgelser ikke kan udvise en bedre prognose end den anførte, kan man næppe bortse fra, at slutresultatet kan blive endnu ringere, således at de ved projektets gennemførelse indvundne værdier slet ikke vil stå i rimeligt forhold til de investerede beløb og til de tab, natur og dyreliv vil lide«. Også i dag er der vådt langs Skelmosevej, når efteråret sætter ind. Trods den elendige jordbonitet og de fugtige forhold dyrkes hver en kvadratmeter stadig lige op til det naturfredede område. De fattige klitboere føres frem Men Hedeselskabets direktør Basse gav sig ikke. Sidst i maj kommenterede han Naturfredningsrådets forslag om en mindre mellemløsning, der kunne skåne naturforholdene. Den afviste direktøren med den kontante konstatering, at»muligheden for en sådan ordning, hvorved man alene afvander klitboernes arealer ned imod Vest Stadil Fjord, tidligere er blevet nøje gennemprøvet, uden at det har været muligt at finde frem til en sådan løsning«. Basse skriver ikke noget om, hvad det er for en gennemprøvning, han henviser til. I sagens akter findes der kun én vurdering af en»sådan ordning«, og den er beskrevet i Hedeselskabets redegørelse for afvandingsforholdene i Det var den redegørelse, der konkluderede, at afvandingen aldrig burde være gennemført. Som en af tre tekniske muligheder for at løse problemerne i området gennemgik 1944-redegørelsen et scenario, hvor det store fælles pumpelag ophæves, og der oprettes mindre pumpelag for bl.a. arealerne vest for fjorden. Herom hed det i redegørelsen:»ejeren af A/S Vest Stadil Fjord har tilbudt at overlade sin del af fjorden som reservat, såfremt pumpelaget nedlægges, og den naturligste løsning af vanskelighederne synes derfor at være, at det offentlige eksproprierede ejendommene langs klitten måske også de øvrige lodsejeres arealer i Vest Stadil Fjord med henblik på at skabe et fuglereservat beliggende i storstilede naturomgivelser. Såfremt det offentlige overtager ejendommene, vil det sikkert i længden vise sig at være en rentabel forretning, idet arealerne bag klitterne formentlig vil kunne sælges til sommerhuse o.l. Ved denne ordning vil opnås en fuldstændig løsning af Vest Stadil Fjord problemerne.«1944-redegørelsen var udarbejdet af den kulturtekniske afdeling i Viborg og signeret af Jens Parbo og Arne Fredborg. Hedeselskabets 1954-forslag til afvandingsprojekt var signeret af Arne Fredborg og H. Høst-Madsen. Som det fremgår af ovenstående uddrag, betragtedes det i 1944 som en realistisk mulighed at gennemføre en løsning, der skånede naturforholdene. Ifølge redegørelsen ville der kun opstå problemer med 60 hektar klitjord. Ti år senere var dette løsningsforslag imidlertid ikke til debat. Landvindingsudvalgets medlemmer måtte blankt acceptere Basses påstand om, at der ikke fandtes andre løsninger for de 60 hektar klitjord end det totale afvandingsprojekt for i alt 2300 hektar, hvis de»fattige klitboere«skulle kunne overleve på deres små ejendomme. Naturfredningsrådets mellemløsning var effektivt lagt død. Nu skulle man se fremad mod den store løsning. Ikke råd til reservater I lyset af de stærkt negative udtalelser fra Naturfredningsrådet og Reservatrådet og den interne uro i landvindingsudvalget, var det ikke overraskende, at udvalget besluttede sidst i maj 1955, at landbrugsministeren skulle drages ind i sagen. Nu måtte han træde til for at skære igennem; det var jo under alle omstændigheder ministeren, der skulle bære ansvaret. Henover sommeren forsøgtes en besigtigelse arrangeret, og i begyndelsen af august lykkedes det. Ved pumpestationen på Stadilø mødtes den socialdemokratiske landbrugsminister Jens Smørum 5. august 1955, kl. 15, med direktør Svend Hansen og repræsentanter for de»fattige klitboere«. Desuden deltog Hedeselskabets projekterende ingeniør, amtsvandinspektøren samt landvindingsudvalgets medlemmer. Et par embedsmænd fra landbrugsministeriet var også til stede. En hel kortege af alvorlige mænd kørte derefter rundt og besigtigede de våde områder. Om aftenen blev der holdt lukket møde kl. 20 på Søndervig Badehotel, kun for ministeren med embedsmænd og landvindingsudvalgets medlemmer. Her skulle sagen afgøres. Takket være arkiverne ved vi alligevel i dag, hvad der blev sagt på det møde, endda ganske detaljeret. 10 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

11 Fuglelivet er blomstret vældigt op efter genopretningsprojektet i Især vådområdefugle som fiskehejren har stor fornøjelse af de mange flere frøer, der trives i området. Den hvide stork, der tidligere spankulerede omkring ved fjorden, er dog ikke vendt tilbage. Foto: Mogens Hansen. Landvindingsudvalgets formand, departementschef Paul Stahlschmidt, lagde ud med at erklære, at han ikke længere nærede nogen betænkeligheder ved at følge Jyllands-udvalgets anbefaling af projektet. Så var tonen slået an. Udvalgets ingeniørsagkyndige sekretær, Erik Steenstrup, fastholdt imidlertid sin bekymring for den ringe landbrugsmæssige værdi og fremhævede, at det drejede sig om det største sammenhængende rørskovsareal i hele landet. Direktør Basse var ikke så»pessimistisk«. Svend Hansen ville få en god græsning, og for klitboerne var det helt afgørende at få deres arealer suppleret med virkelig god jord. Venstremanden, gårdejer Olav Øllgaard fandt sagen»fantastisk billig«og frygtede ikke sandflugt. Der ville hurtigt vokse græs op til at holde på sandet, forsikrede han. Vandbygningsvæsenets medlem af udvalget, Arne Leh nfeldt, kunne derimod stadig ikke forstå, hvorfor man ikke kunne hjælpe de fattige klitboere for sig selv, og fiskeriministeriets mand, Åge Vedel Tåning, tilsluttede sig Leh nfelts og Steenstrups synspunkter. Ingeniørforeningens medlem af udvalget, Kristian Tylvad, kunne dog afvise dem alle med en oplysning om, at»det ville blive ganske urimelig dyrt at gennemføre sagen alene for klitboernes arealer.«direktør Basse supplerede så med at oplyse, at man ikke kunne tillægge protesterne fra Naturfredningsrådet og Reservatrådet nogen betydning. De to råd havde jo udtalt sig om spørgsmål, der lå udenfor deres kompetence. Formanden, departementschef Paul Stahlschmidt, samlede til slut op på debatten:»man gavner en kreds af mennesker i høj grad, ændrer et stykke natur uden at ødelægge det, og en dygtig forretningsmand mener at kunne få noget ud af det i en sådan grad, at han er villig til at betale sin lodsejerandel kontant. Alt dette taler i høj grad for hele sagens gennemførelse«. Først nu tog landbrugsminister Smørum ordet, men han satte trumf på:»vi har ikke råd til at lade være med denne sag ikke råd til fredning og reservater. Afgørende er de 125 klitboere, så selvom Sv. Hansen ikke ville med, synes jeg sagen skal gennemføres«. Dermed var fjordens skæbne beseglet. Kun seks dage tog det, før bevillingskrivelsen var udarbejdet for 50 pct. i støtte af det samlede anlægsbudget på kr. (3,4 mio. kr. i 2009-priser). Den lå klar 11. august Otte dage senere underskrev Smørum bevillingen. DN vil ikke rejse fredningssag Danmarks Naturfredningsforening havde hverken deltaget i høringer eller debatten om Vest Stadil Fjords fremtid, før det var for sent. En måned efter vedtagelsen af projektet skrev foreningen til landbrugsministeriet for at forklare, hvorfor man ikke havde rejst fredningssag. Der blev vedlagt en udtalelse fra foreningens naturvidenskabelige udvalg, der udnævnte området til»et af Danmarks bedste og berømteste områder i ornithologisk henseende«. Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 11

12 I dag kan man bese Bjerg-Thomsens gennemrestaurerede jagthytte med det originale inventar og med en ophængning af de legendariske fotografier fra overjægerens bøger. Hytten har stået flere steder i tidens løb, og angiveligt også her på P-pladsen ved Riskjær Bro. Alligevel gav naturfredningsvennerne grønt lys for tørlægningen. Hvad tanken egentlig var med denne henvendelse, fortaber sig i det dunkle. Måske var foreningen bare kommet for sent i gang? Måske orkede man ikke slagsmålet? Eller prøvede man på at opnå en smule goodwill for god opførsel? Læs selv den tvetydige udmelding fra foreningen: «Om end ikke uden betydelig tvivl har Danmarks Naturfredningsforening imidlertid ment på det af Hedeselskabet og landvindingsudvalget tilvejebragte grundlag at måtte forudsætte, at der til projektets gennemførelse er knyttet så overvejende økonomiske interesser, at en fredningssag ikke har burdet rejses fra foreningens side.«man beder derefter om at vandstanden må blive sænket gradvis over en årrække, så rørskoven vil kunne nå at»regenerere«og brede sig ud i de tre dyb. Derved kan man muligvis bevare en del af fjordens særegenhed, så den ikke skal»helt miste dens store ry som en af Danmarks berømteste vandfuglelokaliteter.«men det kan naturfredningsfolkene godt glemme. De får hverken flag eller guldstjerner til karakterbogen. Direktør Basse meddeler ganske kort, at Jyllands-udvalget ikke finder det»hensigtsmæssigt«, at det opstillede pumpeanlæg ikke skal udnyttes optimalt fra starten. De fynske tvillinger Hedeselskabets projekt var beregnet til udførelse på 12 måneder, og det kom stort set til at holde stik. 1. juli 1957 var vandstanden sænket til 1,4 meter under havets niveau, og i store områder kunne der nu dyrkes korn. De samlede anlægsomkostninger kunne gøres op, og med en lille forhøjelse undervejs var udgiften blevet kr. og 15 øre (3,2 mio. kr. i 2009-værdi). Først i marts 1960 er det endelige regnskab godkendt, så lodsejernes andele kan opkræves. Yderligere to mindre projekter var da gennemført, som supplement til Svend Hansens hovedprojekt. I årene blev der bevilget statstøtte til at uddybe og udvide det 5,4 kilometer lange vandløb, Kompagnigrøften, der skulle skabe en forbedret afvanding at de tidligere omtalte 190 hektar klitkær. Kompagnigrøften, eller Hovedkanalen, forbandt det nordlige dyb med Søndre Dyb. Der blev givet et tilskud på 50 pct. af i alt kr. ( kr. i 2009-værdi), som de samlede udgifter løb op i. Nede i sydenden blev der i samme periode bevilget 50 pct. af kr. ( kr. i 2009-værdi) til forbedret afvanding af Hovvig Enge. Desuden gennemførtes der omfattende statsstøttede afvandings- og dræningsarbejder i 1950 erne i Halkjær-Fuglbjerg enge, Dob enge, Agersbæk enge og i Vollerum enge, som alle bidrog til at udtørre egnen øst for selve fjorden. Og så var der ændringerne i ejendomsforholdene. Allerede i 1957 havde direktør Svend Hansen frasolgt en pæn bid af Vest Stadil Fjord til to apotekerbrødre fra Svendborg, Aksel og Erik Juul, der gerne ville være proprietærer. For ca kr. (7,5 mio. kr. i 2009-værdi) erhvervede brødrene Juul, der var tvillinger, ca. 600 hektar af den nordligste del af fjorden. For direktør Svend Hansen var der tale om en pæn forrentning af den investerede kapital. Han havde givet kr. (2,6 mio. kr. i 2009-værdi) for samtlige 1425 hektar i De nye ejere bad straks Hedeselskabet udarbejde et projektforslag til afvanding og kultivering af 370 hektar, men da forslaget forelå i sommeren 1958, var de allerede selv gået i gang med arbejdet. Landvindingsudvalgets ingeniørkontor kom derfor noget i tvivl om, hvad der skulle foretages i sagen. Det var jo praksis, at arbejder, der iværksattes før ansøgningen var godkendt, skulle afslås. Landbrugsministeren blander sig I landbrugsministeriet var man ikke begejstret for de to brødres henvendelse. Af kontorchefens notat fra 10. juli 1958 til departementschefen fremgår det bl.a., at sagen»forekommer mig noget uklar. Der er intet andragende og ingen opgørelse over, hvad der er udført og bekostet, og hvad evt. restarbejder vil beløbe sig til. Det synes betænkeligt at overtage et delvis udført arbejde. Jeg synes, at man i hvert fald må have de i forrige stk. nævnte oplysninger, før det kan overvejes, om der trods pengemangel kan gøres noget ved sagen overhovedet. Også de tekniske oplysninger er [ ] højst ufuldstændige.«men kontorchefen og ingeniørkontoret kunne godt glemme deres principielle bekymringer. Selveste ministeren ønskede mu- 12 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

13 lighederne for sagens gennemførelse nærmere undersøgt. Sådan lød tilbagemeldingen fire dage senere. Det blev de samme trylleord, der lukkede munden på landvindingsudvalgets kritiske medlemmer, da forslaget blev behandlet på det 54. plenarmøde den 5. september Formanden, departementschef Stahlschmidt, introducerede sagen uden at lægge skjul på, hvad der skulle ske:»to brødre Juhl har købt den nordlige del af Vest Stadil fjord, ca. 370 ha, og herpå delvis udført opdyrkningsarbejder, men nu er [de] kommet i likviditetsvanskeligheder. Landbrugsministeren ønsker undersøgt, om der er mulighed for at hjælpe dem i henhold til landvindingsloven.«basse fulgte straks op ved at bekræfte, at en del af opdyrkningsarbejdet allerede var udført,»men hvis der er hjemmel til at støtte dem, bør de have støtte.«hverken i landvindingsloven eller i landvindingsudvalgets snart tyve års praksis var der nogen hjemmel til at støtte landmænd, fordi de havde fået rod i økonomien. Overhovedet ikke. Principielt gav man heller aldrig tilskud til arbejder, der var udført, omend det dog havde fundet sted tidligere. Men der var slet ingen hjemmel til at yde tilskud eller lån til pløjning, grundgødskning og mergling, som udgjorde en stor del af udgifterne i brødrenes»andragende«, hvor der også var medtaget refusion af nogle udgifter, der var afholdt af direktør Svend Hansen, før han solgte arealerne til de to brødre. langt fra Svendborg, hvor tvillingebrødrene Juul oprindeligt havde haft en gård. Skytte var heller ikke bange for at blande sig i landvindingsudvalgets prioriteringer; han havde tidligere klart tilkendegivet, at han forbeholdt sig at kunne»trække enkelte sager frem eller skyde enkelte ud.«er hjemstavnspatriotisme hos den radikale minister hele forklaringen? Eller var det Hedeselskabet og direktør Basse, der ingen trang følte til at se det omdiskuterede landvindingsprojekt kuldsejle totalt. En ting var bøvlet, der havde været med den entreprenante direktør Svend Hansen man behøvede ikke en konkurs oven i direktørens spekulationsskandale. Mødet 5. september 1958 fortsatte med, at ingeniør Steenstrup beskrev den tidligere statsstøtte til arealerne omkring Vest Stadil Fjord og herunder opremsede de mange gode grunde til at sige nej til brødrenes andragende. Men forgæves. Departementschefen tog atter ordet og erklærede, at han syntes, det var en glimrende sag. Derefter koncentrerede mødet sig om hjælpeaktionen. Til slut blev det vedtaget at anmode Jyllands-udvalget om en indstilling. Den forelå allerede i begyndelsen af oktober, og 12. december 1958 modtog de to brødre landbrugsministeriets julegave i form af godken- Både rørdrum og rørhøg (billedet viser to udfløjne unger) har i dag stærke bestande i Vest Stadil Fjord-området, hvorimod hedehøgen aldrig er vendt tilbage. I området fra Søndervig til Husby ynglede der 8 10 par hedehøge før afvandingen. Foto: Mogens Hansen. En glimrende sag Hvad handlede denne hjælpeaktion om? Hvem ønskede så brændende at hjælpe de uheldige brødre og hvorfor? Landbrugsministeren var klart nok involveret, da det var ham, der havde givet besked om at fremme sagen. Men hvorfor? Karl Skytte hed den radikale landbrugsminister, der havde afløst socialdemokraten Smørum, og Karl Skytte var gårdejer fra Sallinge på Fyn ikke Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 13

14 Trods de omfattende udtørringer er der stadig store vådområder i landskabet mellem Holmsland og Nissum Fjord. I bunden af billedet fører Sandene fra Søndervig op til Søndre Dyb, videre over det genskabte Mellemdyb og Nordre Dyb til Husby-Nørre Sø, før Nissum Fjord fortoner sig i den blå horisont. Til højre ses selve Stadil Fjord med Hindø som den eneste ø, der ikke blev landvundet. Foto: Hunderup Luftfoto, 25. juli delsen af et projekt med en overslagssum på kr. (2,8 mio. kr. i 2009-værdi). Hovedparten af de allerede afholdte udgifter var trukket ud af projektet. Desuden ville der kun blive givet et statstilskud på 40 pct. til afvandingen. Til gengæld kunne pløjning, fræsning, knivharvning og grundgødskning blive dækket af et 20-årigt statsgaranteret lån i henhold til landvindingsloven. Trods gode viljer gik det galt 7. juni 1959 kunne provinsens største aftenavis, Aarhuus Stiftstidende, fortælle sine læsere, at det tegnede rigtig godt i Vest Stadil Fjord. Avisens historie stammede fra Ringkøbing, og kilden, der blev opgivet som»special«, kunne berette, at afvandingen var»100 pct. vellykket«. Videre forlød det ifølge den anonyme meddeler, at»afgrøderne står så godt i år, at de tåler sammenligning med afgrøder på de bedste jorder i Østjylland, og der er udsigt til, at de millionbeløb, der til dato er vovet i det eksperiment, som mange landmænd fandt for dristigt, vil komme igen med godt udbytte. Det danske Hedeselskab tror på de planer, tvillingbrødrene fremsatte, og Hedeselskabet har derfor ydet dem støtte på enhver tænkelig måde.«men trods fin avisomtale og alle de gode viljer, gik det alligevel galt. Den tørlagte jordbund var for ringe, den økonomiske hjælp for karrig, og den kom for sent. Brødrene Juul klarede ikke skærene. Tre dage før juleaften 1959 opgav de kampen mod kreditorerne, der havde indstævnet dem for fogedretten i Ringkøbing. Det var direktør Svend Hansen, der havde begæret tvangsauktionen. Også Ringkøbing Bank, Det Danske Gødningskompagni og kornhandler Martinsen i Tarm havde betydelige beløb i klemme. På tvangsauktionen overtog direktør Svend Hansen atter de nordlige arealer, men nu med brødrene Juuls landvindingsgæld på kr. (1,9 mio. kr. i 2009-værdi) oven i handelen. Gælden slap han dog heldigt af med allerede i 1960, da Hansen endegyldigt afhændede hele A/S Vest Stadil Fjord for 1,5 mio. kr. (17,8 mio. kr. i 2009-værdi) minus et lån til det gamle pumpelag på ca kr. samt gælden fra brødrenes landvindingssag på kr. Nettofortjenesten ved salget løb trods alt op i 1,28 mio. kr. (15,2 mio. kr. i 2009-værdi), så Hansen kom ud af sit vestjyske eventyr med skindet på næsen. Salget skete ved auktion på Hotel Vedersø Klit, hvor aktieselskabet gik til den højestbydende. Den dramatiske afvikling af landvindingsprojektet vakte opmærksomhed i medierne.»thisted Social-Demokrat«citerede 26. september 1961 den københavnske journalist Knud Bidstrup på dagbladet Information for denne svada, der giver et godt resume af landvindingssagen, set fra København:»Et særlig grelt eksempel på en urimelig foræring fra statskassen er udtørringen af Vest Stadil Fjord. Her ejedes halvdelen af arealerne af en københavnsk grosserer og en fhv. cykelrytter, og det var dem, der tog initiativet og fik de øvrige lodsejere med 14 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

15 på foretagendet. Grossereren havde givet kr. for sine arealer. Efter at staten havde skudt en kvart million i landvindingsarbejdet, solgte han til to brødre, som imidlertid gik fallit, men ved tvangsauktion købte grossereren arealerne tilbage og har nu solgt dem til en sjællandsk godsejer for vistnok halvanden million kroner.«reelt havde staten pumpet endnu flere penge i fjorden, end Bidstrup havde fået talt sammen. Fra tilskuddet til Houmanns renoverede pumpeanlæg sidst i 1940 erne og frem til konkurssalget i 1960 havde Statens Landvindingsudvalg ydet direkte kontant støtte for kr. (8,7 mio. kr. i 2009-værdi). Dertil skal lægges et ukendt millionbeløb til detaildræning m.v. som statsstøtte efter grundforbedringsloven. Nazigreven rykker ind Den nye ejer var den sjællandske godsejer Erik Wilhelm Grevenkop- Castenskiold ( ). Han var berygtet for sine stærkt højreorienterede synspunkter. Op til besættelsen havde han været aktivt medlem af og områdefører for DNSAP, og han lod afholde nazistiske arrangementer på sit sjællandske gods, Store Frederikslund, i lighed med flere andre adelige godsejere. Grevenkop-Castenskiold var også med i Lensgrevernes Faggruppe, der bl.a. havde den erklærede nazist F. M. Knuth fra godset Knuthenborg i bestyrelsen. Efter befrielsen var Grevenkop-Castenskiold blandt de tilbageholdte nazister. Han blev i 1946 idømt fængsel i 15 måneder for nazistisk agitation og ulovlig våbenbesiddelse. Men alt det var fortid. Grevenkop-Castenskiold var kendt i nutiden som en initiativrig igangsætter, der bl.a. i en periode drev en stor pelsdyrfarm inde ved Videbæk og industrikoncernen Vølund i Esbjerg. Penge manglede han ikke. Alligevel skulle han 10 år senere blive den af alle Vest Stadil Fjords ejere gennem tiderne, der kom til at koste de danske skatteydere flest millioner. I midten af 1960 erne besluttede Et voldsomt grillanlæg er i dag placeret som en rekreativ mulighed ved Riskær Bro mellem Søndre og Mellem Dyb. Klods op ad den genetablerede natur ligger også»vester Nygård«, som rummer en ganske voldsom svinefabrik. Når vinden er i øst, sender fabrikken en stank af svin ind over grillpladsen og gør det til en blandet fornøjelse at sidde der og spise grillmad. Fra pladsen leder en gangbro 50 meter ud til observationsskjulet i kanten af rørskoven, hvorfra man med lidt held kan se rørdrummen traske tyst omkring. Danmarks Naturfredningsforening at rejse fredningssag på området, men godsejer Grevenkop-Castenskiold var ikke interesseret. Tværtimod under sagen meddelte han, at han havde tænkt sig at afvande de sidste 400 hektar i Søndre Dyb! Og han satte trumf på ved at bestille Hedeselskabet til at udarbejde et afvandingsprojekt. Med det i hånden gjorde han krav på en erstatning på 22 mio. kr. (189 mio. kr. i 2009-værdi) for at lade være! Kun de færreste tog greven alvorligt, men der var ingen vej uden om en erstatning, hvis samfundet ønskede at fratage ham retten til at kultivere den sidste stump natur ved fjorden. Fredningsnævnet mente, at 1,8 mio. kroner måtte være passende, men Grevenkop-Castenskiold replicerede omgående ved at anke sagen til Overfredningsnævnet. Dog modererede han senere sit erstatningskrav til 9,3 mio. kr. Ved et forlig gik han med til to mio. kr. (9,4 mio. kr. i 2009-værdi) for at afstå fra at gennemføre Hedeselskabets projekt. Eller som man sagde vestjyde og vestjyde imellem: to mio. kroner for at undlade at gøre noget, han aldrig havde tænkt sig at føre ud i livet. Til grillparty ved den genskabte fjord Vest Stadil Fjord-fredningen udløste dengang Danmarkshistoriens hidtil største enkelterstatning for at frede natur. Vestjyderne havde en anden målestok for dette glade vanvid. De kaldte sagen for det største spil poker, der nogen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 15

16 Vest Stadil Fjords ejere gennem tiden Premierløjtnant H.C. Bagge The Stadil Fjord Reclamation Company Ltd Aktieselskabet for Kultivering af den inddæmmede Stadil Fjord Generalkonsul Hendrik Pontoppidan, Hamborg Entreprenør Augustinus Nielsen, Stadilø A/S Ringkjøbing Landbobank Direktør Hans Houmann, Lønborggård Direktør Svend Hansen, København Proprietærerne Aksel og Erik Juul, Svendborg Godsejer E.W. Grevenkop-Castenskiold, St. Frederikslund Skov- og Naturstyrelsen, Miljøministeriet i dag sinde er blevet spillet i Vestjylland. Men slutspillet blev mange gange dyrere. Omkring 1990 kom Grevenkop-Castenskiold ud i alvorlige økonomiske problemer, som nogle år senere endte med konkurs. Forinden søgte han desperat at skaffe penge ved at sælge ud af alle sine ejendomme. Vest Stadil Fjord blev også sat til salg, bl.a. i det store tyske jagtmagasin»wild und Hund«. Massive protester fra den lokale befolkning, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og de danske jagtforeningers fællesudvalg gjorde denne gang indtryk på embedsmænd og politikere i København. Holdningen var klar. Ingen ønskede at se Vest Stadil på udenlandske hænder, men hvor skulle pengene komme fra? Miljøministeriet meddelte i sommeren 1991, at man ikke havde»mulighed for at finde de fornødne midler til at erhverve Vest Stadil Fjord, hvor gerne vi end ville«. Ganske retfærdigt blev det derfor Landbrugsministeriet, som måtte finde de nødvendige millioner. I 1955 havde landbrugsminister Jens Smørum vendt det døve øre til de naturkyndiges advarsler og givet grønt lys for afvandingsprojektet. Nu blev det samme ministerium, der gennem opkøb og en jordfordelingssag måtte betale for at genoprette naturen i Vest Stadil Fjord. I 1994 købte Skov- og Naturstyrelsen halvdelen af området af landbrugsministeriet. Derefter satte man ind med et målrettet, men ganske kostbart naturgenopretningsprojekt, som varede de følgende fem år. Ved den officielle indvielse i juni 1999 kunne den samlede pris gøres op til ca. 30 mio. kr. (37 mio. kr. i 2009-værdi). Heraf bidrog EU med ca. 6,6 mio. kr. (8,1 mio. kr. i 2009-værdi). Resten kom fra de danske skatteydere. For disse mange penge er der nu genskabt en kopi af den natur, der fandtes i det meste af området før 1954-afvandingen. Vandstanden er hævet på 680 hektar fra -1,4 til -0,5 meter under havets niveau. Der foretages altså stadig en afvanding, hvor der pumpes vand ud af området. Projektet sigtede ikke mod at genskabe den oprindelige naturtilstand med en stor samlet vandflade. Den nye ejer, Skov- og Naturstyrelsen, havde besluttet, at området skulle bestå af rørskove og større søer omkranset af våde enge, som giver de bedste muligheder for fuglelivet. Der yngler atter rørdrum og rørhøg i den restaurerede fjord, men specielle arter som hedehøg, sortterne, stor kobbersneppe, brushøne og ryle er ikke vendt tilbage trods de målrettede bestræbelser. Grillplads i gyllelugt Som det sker ved mange af statens andre ejendomme i disse år, er der også her ved Vest Stadil Fjord anlagt cykelstier, der skærer sig gennem det gamle fjordkompleks med rastepladser, udsigtstårne og små interaktive miniudstillinger. En gennemrestaureret udgave af overjægermester Jens Bjerg-Thomsens beskedne jagthytte ude fra Klitten er opstillet til turisternes beskuelse på P-pladsen ved Riskjær bro. At den samtidig er blevet levested for undslupne mink hører næppe med i den planlagte formidling. Nyt er også de robuste grillanlæg i rustfrit stål, der er bygget på bombastiske granitsokler i det genskabte naturområde. Takket være disse faciliteter kan man i dag både grille pølser og drikke øl, mens man nyder det genskabte fugleliv med bl.a. den sjældne rørdrum, der tyst lister rundt i sjapvandet, få hundrede meter fra grillpladsen. Når vinden er i øst krydres oplevelsen dog med et strejf af griselugt fra Vester Nygård. Det er en ganske voldsom svinefabrik, der har fået lov at etablere sig klods op ad den genetablerede natur. Vest Stadil Fjord af i dag bør besøges, når vinden er i vest. kilder Betænkning angående ordning af afløbsforholdene ved Vest Stadil Fjord. Landbrugsministeriet, 24. marts København. Bjerg-Thomsen, Jens: Fugle fra fjorden. Gyldendal Degn, H.J.: Fuglelivet i Vest Stadil Fjord før afvandingen i Fredningsafdelingen, Ringkjøbing Amtskommune, marts sider. Forfatterens besøg på lokaliteten, 11. sept. 2005, 11. aug. og 8. okt Grove, P.V. (red.): Jylland. Illustreret Reisehaandbog. 2. udgave. Foreningen»Fremtiden«. I kommission hos O.H. Delbanco. København Hansen, Kjeld: Det tabte land. Gads Forlag Jacobsen, O. Kirk: Vest Stadil Fjord, Husby, Vedersø, Stadil og Ny Sogne, Ringkøbing amt. Det danske Hedeselskab. Notat på seks sider, dateret 25. maj I forfatterens arkiv. Nielsen, P.K.: Afvandingen af Holmsland. (I: Rasmussen, A. Hjorth (red.): Holmslands og Klittens historie II). Udgivet af Holmsland Kommune Statens Landvindingsudvalg, j. nr Rigsarkivet. Tougaard, Svend & Horst Meesenburg: Den jyske vestkyst i flyfotos og kort. Karton. Forlaget Bygd Uhd Jepsen, Palle: Ved de vestjyske fjorde. Forlaget BYGD DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Hundrede års pokerspil om Vest Stadil Fjord er slut

17 Fuglelivet i dag Med tilladelse fra Dansk Ornitologisk Forening bringes her et uddrag af DOF-basen, der rummer et meget stort antal fugleobservationer fra alle betydningsfulde fuglelokaliteter i landet. Ønskes der en detaljeret og aktuel status for fuglelivet ved Vest Stadil Fjord, så brug dette link: Herunder ses en oversigt over de 285 fuglearter (og racer), som er registreret fra Vest Stadil Fjord, pr. 20. oktober I parentes ses antallet af observationer og individer i alt. Rødstrubet Lom (9/22) Sortstrubet Lom (2/2) Lille Lappedykker (415/3513) Toppet Lappedykker Gråstrubet Lappedykker Nordisk Lappedykker Sorthalset Lappedykker (528/5363) (390/1040) (18/18) (403/3300) Mallemuk (2/3) Sule (7/44) Skarv (104/1823) Skarv, Mellemskarv (3/64) Rørdrum (796/1410) Kohejre (4/4) Silkehejre (48/55) Sølvhejre (88/98) Fiskehejre (468/2955) Sort Stork (27/29) Skestork (122/456) Chileflamingo (1/3) Knopsvane (577/12346) Sortsvane (3/3) Pibesvane (173/20072) Sangsvane (343/23550) Sædgås (84/210) Sædgås sp. (2/15) Sædgås, Tajgasædgås Sædgås, Tundrasædgås (101/304) (85/228) Kortnæbbet Gås (1386/ ) Blisgås (473/6496) Blisgås (4/74) Blisgås, Grønlandsk (19/40) Dværggås (28/28) Grågås (969/321071) Indisk Gås (96/175) Snegås (657/1401) Snegås, Blå Snegås (2/6) Canadagås (138/2970) Dværgcanadagås (3/6) Bramgås (968/ ) Knortegås (10/1538) Knortegås, Lysbuget Knortegås, Mørkbuget (21/325) (38/552) Rødhalset Gås (70/70) Magellangås (4/4) Nilgås (50/90) Rustand (1/1) Gravand (237/2624) Pibeand (533/99256) Amerikansk Pibeand (1/1) Knarand (670/12814) Krikand (518/300328) Amerikansk Krikand (8/8) Gråand (315/51970) Spidsand (286/17948) Atlingand (433/1931) Skeand (547/9711) Rødhovedet And (48/55) Taffeland (316/14003) Troldand (508/54046) Bjergand (40/103) Ederfugl (3/14) Havlit (3/4) Sortand (11/409) Hvinand (155/950) Lille Skallesluger (283/908) Toppet Skallesluger (6/10) Stor Skallesluger (141/2819) Amerikansk Skarveand (6/6) Hvepsevåge (13/26) Sort Glente (3/3) Rød Glente (16/18) Havørn (201/225) Rørhøg (1418/3434) Blå Kærhøg (994/1779) Steppehøg (3/3) Hedehøg (41/40) Duehøg (130/134) Spurvehøg (215/281) Musvåge (776/2793) Fjeldvåge (233/329) Fiskeørn (191/279) Tårnfalk (335/583) Aftenfalk (14/18) Dværgfalk (350/394) Lærkefalk (20/20) Jagtfalk (37/37) Vandrefalk (488/547) Agerhøne (76/501) Vagtel (38/41) Fasan (11/26) Vandrikse (178/410) Plettet Rørvagtel (31/75) Grønbenet Rørhøne (21/26) Blishøne (288/47248) Trane (114/244) Strandskade (236/762) Stylteløber (39/50) Klyde (133/1259) Orientbraksvale (17/17) Lille Præstekrave (31/40) Stor Præstekrave (319/7652) Stor Præstekrave, Nordlig Hvidbrystet Præstekrave (1/50) (4/10) Pomeransfugl (359/6744) Amerikansk Hjejle (10/10) Hjejle (843/711630) Strandhjejle (86/499) Vibe (776/180533) Islandsk Ryle (123/786) Sandløber (6/19) Dværgryle (132/583) Temmincksryle (135/1046) Stribet Ryle (24/23) Krumnæbbet Ryle (91/345) Sortgrå Ryle (2/2) Almindelig Ryle (353/16521) Almindelig Ryle, Nordlig (2/2) Kærløber (11/12) Prærieløber (4/4) Brushane (678/35457) Enkeltbekkasin (22/36) Dobbeltbekkasin (364/5051) Tredækker (2/2) Langnæbbet Sneppeklire (1/1) Skovsneppe (19/28) Stor Kobbersneppe Stor Kobbersneppe, Islandsk Lille Kobbersneppe (89/258) (11/21) (87/798) Småspove (187/2195) Storspove (374/29545) Sortklire (170/621) Rødben (211/2082) Rødben, Almindelig (1/5) Damklire (2/2) Hvidklire (316/1911) Svaleklire (96/186) Tinksmed (231/1857) Mudderklire (137/461) Stenvender (82/369) Amerikansk Svømmesneppe (4/4) Odinshane (30/43) Thorshane (5/5) Almindelig Kjove (15/30) Fuglelivet i dag Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 17

18 Lille Kjove (2/2) Isfugl (45/46) Blåhals, Sydlig (17/17) Halemejse (2/14) Storkjove (2/2) Biæder (1/1) Husrødstjert (18/24) Topmejse (8/13) Sorthovedet Måge (11/11) Dværgmåge (350/3395) Hættemåge (88/16159) Stormmåge (38/5509) Sildemåge (65/3593) Sildemåge, Nordsøsildemåge (3/19) Sølvmåge (41/2324) Kaspisk Måge (1/1) Hvidvinget Måge (1/1) Gråmåge (8/8) Svartbag (83/1472) Ride (4/5) Sandterne (25/40) Rovterne (37/43) Splitterne (51/473) Fjordterne (129/1440) Havterne (21/699) Dværgterne (88/236) Hvidskægget Terne (8/8) Sortterne (489/2502) Hvidvinget Terne (53/55) Lomvie (2/2) Søkonge (4/12) Huldue (198/553) Ringdue (46/2811) Tyrkerdue (1/1) Turteldue (8/12) Gøg (77/117) Slørugle (1/1) Sneugle (14/14) Kirkeugle (1/1) Mosehornugle (52/66) Natravn (1/1) Mursejler (45/456) Vendehals (3/3) Grønspætte (1/1) Stor Flagspætte (4/6) Hedelærke (6/7) Sanglærke (204/6592) Bjerglærke (197/3375) Digesvale (76/17170) Landsvale (196/111295) Rødrygget Svale (17/17) Bysvale (54/2363) Storpiber (18/18) Markpiber (1/1) Skovpiber (10/14) Engpiber (155/3818) Rødstrubet Piber (1/1) Skærpiber (19/100) Bjergpiber (20/37) Gul Vipstjert (132/446) Gul Vipstjert, Almindelig Gul Vipstjert, Gulhovedet Gul Vipstjert, Nordlig (31/97) (3/3) (15/65) Bjergvipstjert (16/20) Hvid Vipstjert (188/981) Hvid Vipstjert, Almindelig Hvid Vipstjert, Sortrygget (4/14) (27/28) Silkehale (4/4) Vandstær (3/3) Gærdesmutte (24/43) Jernspurv (2/2) Rødhals (16/58) Nattergal (5/6) Blåhals (7/7) Blåhals, Nordlig (4/4) Rødstjert (27/90) Bynkefugl (52/129) Sortstrubet Bynkefugl (111/157) Stenpikker (298/1276) Stenpikker, Almindelig (3/10) Ørkenstenpikker (28/28) Ringdrossel (51/87) Solsort (24/207) Sjagger (58/4128) Sangdrossel (16/117) Vindrossel (49/1895) Misteldrossel (23/42) Græshoppesanger (18/21) Savisanger (15/18) Sivsanger (25/57) Kærsanger (18/27) Rørsanger (71/123) Drosselrørsanger (14/14) Gulbug (7/7) Gærdesanger (19/29) Tornsanger (33/58) Havesanger (9/9) Munk (8/8) Skovsanger (2/2) Gransanger (47/138) Løvsanger (56/114) Fuglekonge (26/146) Rødtoppet Fuglekonge (1/1) Grå Fluesnapper (15/26) Lille Fluesnapper (4/4) Hvidhalset Fluesnapper Broget Fluesnapper (1/1) (18/29) Skægmejse (252/1198) Sortmejse (1/1) Blåmejse (16/164) Musvit (9/35) Pungmejse (7/15) Rødrygget Tornskade (7/9) Stor Tornskade (38/38) Skovskade (10/107) Husskade (14/49) Nøddekrige (6/7) Allike (11/3460) Råge (2/11) Sortkrage (52/100) Gråkrage (102/2429) Ravn (26/33) Stær (323/526426) Gråspurv (5/159) Skovspurv (7/100) Bogfinke (29/162) Kvækerfinke (18/46243) Grønirisk (19/960) Stillits (25/165) Grønsisken (6/93) Tornirisk (121/8097) Bjergirisk (163/14119) Stor Gråsisken (5/17) Lille Gråsisken (1/12) Lille Korsnæb (6/47) Karmindompap (3/3) Dompap (4/8) Lapværling (87/480) Snespurv (107/3288) Gulspurv (84/911) Rørspurv (158/627) Bomlærke (151/3983) 18 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Fuglelivet i dag

19 Herunder ses en oversigt over de 28 andre dyr og insekter, som er registreret fra Vest Stadil Fjord, pr. 20. oktober I parentes ses antallet af observationer og individer i alt. Skrubtudse (3/5) Dagpåfugleøje (3/4) Lille Ildfugl (2/3) Ilder (2/2) Strandtudse (10/58) Tidselsommerfugl (2/11) Almindelig Blåfugl (2/9) Mink (5/5) Butsnudet Frø (1/30) Nældens Takvinge (1/1) Vandspidsmus (1/2) Odder (17/17) Butsnudet/Spidssnudet/Springfrø sp. (1/1) Stor Kålsommerfugl (3/8) Grønåret Kålsommerfugl (1/1) Citronsommerfugl (1/1) Storplettet Perlemorsommerfugl (1/1) Græsrandøje (1/3) Okkergul Randøje (1/1) Grøn Busksommerfugl (1/2) Hare (10/14) Mosegris (1/1) Markmus sp. (2/2) Ræv (26/33) Grævling (1/1) Krondyr (4/5) Rådyr (39/140) Hugorm (5/8) Fuglelivet i dag Kjeld Hansen DET TABTE LAND midtjylland 19

20 Plantelivet omkring og i Vest Stadil Fjord TBU 17/7 2: Vest Stadil Fjord Lokaliteten er skilt fra Vesterhavet af klittangen Husby Klit. Tangen er fredet med 559 ha og er i dag et af de få større klitområder i Vestjylland, hvor der næsten ingen sommerhusbebyggelse er. Ringkjøbing Amtskommune har i 1987 og 1988 foretaget grundige undersøgelser af fjordens vegetation, som foruden en beskrivelse af fjordens bundvegetation omfatter floralister fra rørsumpen og områdets randarealer (Gyrsting, 1988, 1989). Desuden foreligger der en tidligere floraliste fra 1980 fra rørsumpen og engarealer på fjordens nordside øst for Storebro (Gravesen, 1980). Fra Vest Stadil Fjord kendes storblomstret vandranunkel, langbladet ranunkel, stilk-mælde, eng-viol, tranebær, pengebladet fredløs, kragefod, hestehale, høst-rødtop, gul okseøje, kødfarvet gøgeurt, tråd-vandaks, hoved-frytle, klit-siv og starene grøn, dværg- og høst-star. Desuden kan nævnes en række arter, der er mere karakteristiske for østdanske forhold og derfor ikke almindelige i Vestjylland, således svine-mælde, kær-svovlrod, pastinak, vand-mynte, sværtevæld, hvid snerre, gul iris, kruset vandaks, spidskapslet star og toradet star. Randarealerne langs Vest Stadil Fjord består overvejende af rørsump, men også mindre engarealer, fattigkær med overgang til mere hede- og overdrevsagtige arealer forekommer. De væsentligste botaniske interesser i området er knyttet til de ca pct. af arealerne, der består af hede, fattigkær og dele af engarealerne. Vegetationen på de åbne vandarealer, hovedsageligt i nord- og vestenden, bestod i 1987 væsentligst af en kransnålealge (Chara aspera), liden siv, hjertebladet vandaks, børstebladet vandaks og aks-tusindblad. Rørsumpen er domineret af tagrør, men har pletvis dominans af strand-kogleaks, blågrøn kogleaks, smalbladet dunhammer og enkelte steder bredbladet dunhammer. Vegetationen på de mere tørre arealer har gennemgående engkarakter med dominans af almindelige engplanter som krybhvene, eng-rørhvene, rød svingel, lyse- og knop-siv og starer som almindelig star, toradet star og grå star. Mod mere tørre og udvaskede områder går både rørskoven og fattigkærsvegetationen over i en mere hede- og overdrevsagtig vegetation. Hedevegetationen findes på tydeligt udvaskede sandpletter antagelig flyvesand og består af revling, hedelyng, art af rensdyrlav, bølget bunke, mangeblomstret frytle, håret høgeurt, hårspidset jomfruhår (mos), hunde-viol og enkelte andre arter. På de knapt så udvaskede arealer findes en mere tør eng- eller overdrevsagtig vegetation med rød svingel, fløjlsgræs, almindelig og nyse-røllike, tormentil, mose-bunke, almindelig hvene, eng-rapgræs, vellugtende gulaks, almindelig syre, krybendeog gåse-potentil, almindelig gyldenris, fliget brøndsel med flere. Eng- og overdrevsarealerne er i en tydelig tilgroningstilstand, da høje urter har afløst tidligere laverevoksende vegetation, ligesom der er en udbredt forekomst og spredning af især øret og krybende pil, men også i mindre områder dun-birk. Vegetationstyper: sø, rørsump, fattigkær, eng, (hede-overdrev) Alger: Blågrønalger: Aphanothece sp., Lyngbya contorta, Aphanothece clathrata/ad Microcystis incerta, Anabaena flos aquae, Chroococcus limneticus, Gomphospaeria pusilla, Lyngbya limnetica, Oscillatoria planctonica, Aphanizomenon flosaquae, Gomphosphaeria rosea, Microcystis sp. cfr. Aphanizomenon elenkinii, Microcystis wesenbergii, Cyanonephron styloides. Rekylalger: Cryptomonas ovata, Rhodomonas lacustris, Cryptomonas sp., Katablepharis ovalis. Furealger: Gymnodinium sp., Peridinium aciculiferum, Diplopsalis acuta. Prymnesiophyceae: Chrysochromulina parva. Gulalger: Dinobryon sertularia, Chrysolykos planctonicus, Ochromonas sp., Pseudokephyrion cfr. entzii, Pseudokephyrion cylindrium, Uroglena sp., cfr. Chrysococcus. Kiselalger: Cyclotella comta, Rhizosolenia eriensis, Diatoma elongatum/vulgare, Synedra affinis, Nitzschia sp, Campylodiscus noricus, Nitzschia sigmoidea, Fragilaria construens. Højere planter: Korsandemad, stor andemad, liden andemad, angelik, hyldebladet baldrian, dun-birk, eng-brandbæger, brudelys, fliget brøndsel, nikkende brøndsel, bølget bunke, mose-bunke, bævreasp, mosebølle, Chara aspera, kær-dueurt, ris-dueurt, bredbladet dunhammer, smalbladet dunhammer, tidlig dværgbunke, almindelig engelsød (bregne), rank evighedsblomst, sump-evighedsblomst, kær-fladstjerne, stor fladstjerne, fløjlsgræs, sump-forglemmigej, almindelig fredløs, pengebladet fredløs, hoved-frytle, håret frytle, mangeblomstret frytle, mark-frytle, almindelig bjerg-fyr, følfod, kær-galtetand, gederams, eng-gedeskæg, småkronet gedeskæg, hvid-gran, gråris, vellugtende gulaks, kærguldkarse, almindelig gyldenris, kødfarvet gøgeurt, hvidmelet gåsefod, almindelig havre, dunet havre, eng-havre, hedelyng, almindelig hvene, kryb-hvene, håret høgeurt, almindelig hønsetarm, gul iris, almindelig jomfruhår (mos), hårspidset jomfruhår (mos), lugtløs kamille, skivekamille, engkarse, sumpkarse, kattehale, klokkelyng, hvid-kløver, rød-kløver, blågrøn kogleaks, strand-kogleaks, almindelig kongepen, kragefod, kransnålealge, almindelig kællingetand, sump-kællingetand, smalbladet kæruld, almindelig mangeløv (bregne), bredbladet mangeløv (bregne), vand-mynte, spyd-mælde, stilk-mælde, svine-mælde, art af mælkebøtte, bredbladet mærke, bittersød natskygge, sort natskygge, stor nælde, gul okseøje, ager-padderok, pastinak, grå-pil, krybende pil, øret pil, bleg pileurt, ferskenpileurt, gåse-potentil, krybende potentil, almindelig rajgræs, italiensk rajgræs, bidende ranunkel, langbladet ranunkel, lav ranunkel, nedbøjet ranunkel, tigger-ranunkel, eng-rapgræs, enårig rapgræs, raps, rejnfan, art af rensdyrlav, revling, knæbøjet rævehale, rødknæ, høst-rødtop, mark-rødtop, almindelig røllike, nyse-røllike, almindelig røn, rørgræs, eng-rørhvene, sideskærm, glanskapslet siv, klit-siv, knop-siv, lyse-siv, sand-siv, trådsiv, tudse-siv, vejbredskeblad, almindelig skjolddrager, liden (sommer-)skjaller, stor (eng-) skjaller, hvid snerre, kær-snerre, almindelig spergel, almindelig star, dværg-star, grøn star, grå star, høst-star, sand-star, spidskapslet star, toradet star, agerstedmoderblomst, almindelig stedmoderblomst, almindelig sumpstrå, enskællet sumpstrå, ager-svinemælk, almindelig svinemælk, art af svinemælk, rød svingel, kær-svovlrod, sværtevæld, almindelig syre, høj sødgræs, manna-sødgræs, tagrør, horse-tidsel, kruset tidsel, kærtidsel, tormentil, almindelig torskemund, tranebær, kær-trehage, trævlekrone, aks-tusindblad, art af tørvemos, aflangbladet vandaks, brodbladet/ butbladet vandaks, børstebladet vandaks, hjertebladet vandaks, svømmende vandaks, trådvandaks, vandnavle, vandpest, storblomstret vandranunkel, vandspir, art af vandstjerne, lancet-vejbred, muse-vikke, tofrøet vikke, engviol, hunde-viol, læge-øjentrøst Vandplanter i selve fjorden: kransnålealge (Chara aspera), hjertebladet vandaks, liden siv, børstebladet vandaks, trådvandaks, vandkrans, ålegræs, akstusindblad og vandpest Lav kogleaks og nålesumpstrå. 20 DET TABTE LAND midtjylland Kjeld Hansen Plantelivet omkring og i Vest Stadil Fjord