Kapitel 1: Problemfelt Indledning Problemformulering Arbejdsspørgsmål Opbygning/struktur...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Problemfelt Indledning Problemformulering Arbejdsspørgsmål Opbygning/struktur Historisk overblik... 7 Kapitel 2: Barnet som socialt væsen med behov for omsorg : Objekt-relationsteoriens betydning for moderne psykoanalyse Gensidig social og følelsesmæssig forståelse fra en psykoanalytisk vinkel Brodén om Winnicott Identifikation Smilet Holding Overgangsfænomener og - objekter Den dialektiske model Selvrefleksivitet Intersubjektivitet... Fejl! Bogmærke er ikke defineret Affektiv afstemning Mestrings- og overlevelsesstrategier Selvafgrænsning

2 2.5 Transaktionsanalysen Tryg tilknytning/ Fonagy om Bowlby og Ainsworth Bowlby og tilknytningsteori Redefinering af tilknytningsteori Winnicotts syn på barnets udvikling Fonagy og barnets evne til mentalisering Fonagy om affekter, mentalisering og udvikling af selvet : Diskussion og sammenfatning om omsorg Kapitel 3: Forældre- og opdragelsestyper Forældre- og opdragelsestyper Forældretyper Opdragelsestyper Den gode nok mor / Winnicott Diskussion og sammenfatning om forældre- og opdragelsestype Kapitel 4: Omsorgssvigt Forskellige former for omsorgssvigt Mislykket affektiv afstemning Fonagy om omsorgssvigt Resiliens/modstandsdygtighed Fonagy om Ainsworth Det sande og det falske selv Fonagy om barnets sociale reaktioner ved omsorgssvigt

3 4.8 Diskussion og sammenfatning om omsorgssvigt Kapitel 5: Afslutning og Perspektivering Litteraturliste... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.55 Internetsider... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.56 Artikler... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.56 4

4 Kapitel 1: Problemfelt 1.1 Indledning Omsorgssvigt er alles ansvar, siger man. Det er vi helt enige i og det er en af grundene til, at vi har valgt at fordybe os i emnet. Det sunde barns udvikling har også vores interesse og er et fokuspunkt i opgaven. For at kunne genkende det barn der ikke trives, må man nødvendigvis kunne genkende et barn der trives, for dermed at kunne skelne. Vi må, som forældre, voksne og som psykologistuderende, sætte os ind i hvordan børn reagerer, hvis de lider af omsorgssvigt, og hvordan omsorg eller mangel på omsorg kan påvirke barnet resten af livet. Det er, efter vores mening, vigtigt at fagpersoner der arbejder med børn, tilegner sig viden og får tilstrækkelig med oplysninger, så de formår at genkende symptomerne for omsorgssvigt. På den måde kan de opdage børnene der er ramt heraf, på et tidligt tidspunkt. Lærere, pædagoger og sundhedspersonale støder i deres virke på disse børn, når de har kontakt med dem i bl.a. institutioner og skole. Vi vil gerne studere; hvordan omsorg og relationer spiller en signifikant rolle i barnets livslange udviklingsproces og hvad det er der sker når omsorgen og relationerne svigter. Vores fokus er rettet mod børn fra fødslen til førskolealderen. Især børns første leveår, hvor der konstant sker forandringer og hvor udviklingen sker hurtigt, har vores interesse. Omsorgssvigt har altid fundet sted, men har ikke altid eksisteret som term eller været i fokus. I de senere år er der kommet meget større fokus på problemer med omsorgssvigt og forskellige former for svigt. TV2 viste i dokumentaren Er du mors lille dreng der fulgte spædbarnet Jørn og hans forældre, som selv var omsorgssvigtede og var mærket deraf. Det forholder sig oftest sådan; at voksne der selv har været ofre for omsorgssvigt, selv omsorgssvigter når de får børn. På den måde giver de problemerne videre til generationerne efter dem.(killén, 2000; 9ff) Der er jævnligt skandaler i medierne, hvor forskellige kommuner, -med Brønderslev kommune som seneste markante eksempel 2 - kommer i mediernes søgelys i forbindelse med omsorgssvigt. Sager hvor alvorligt dysfunktionelle familier undgår kommunens opmærksomhed og dermed slipper af sted med groft omsorgssvigt, mishandling, seksuelt misbrug og vanrøgt af børn maj maj

5 Vi er interesserede i at undersøge, hvordan omsorgssvigt påvirker børns psykiske udvikling og vi vil derfor se på relationer, tilknytning og gensidig forståelse mellem omsorgsperson og barn, både i den harmoniske og den dysfunktionelle familie. 1.2 Problemformulering Hvilke psykiske processer gør sig gældende, når vi taler om omsorg og omsorgssvigt? 1.3 Arbejdsspørgsmål Er mennesket født til at være social? Hvad er omsorg? Hvad er omsorgssvigt? 1.4 Opbygning/struktur Vi har valgt at dele opgaven op i 3 dele. Vi starter med et omfattende kapitel, om barnet som et socialt væsen og diskuterer og analyserer de behov for omsorg, et barn har ud fra forskellige psykologiske teorier. I dette kapitel diskuterer vi bl.a. begreber og teorier som affektiv afstemning, tilknytning og mentalisering. Det har vi gjort for at belyse emnet omsorg fra flere forskellige relevante vinkler, for derigennem at kunne diskutere ud fra en helhedsforståelse af hvad omsorg indebærer. Vi har fundet hele dette grundarbejde nødvendigt, for i det hele taget at kunne diskutere begrebet omsorgssvigt. Efter kapitlet om barnet og dets behov for omsorg har vi et kort kapitel, hvor vi inddrager forældrene og familiernes roller. Vi fordyber os ikke nærmere i dette, men finder det dog relevant at medtage, da det bidrager til at give et mere fyldestgørende billede af virkeligheden. Vi har i opgaven fokus på udviklingspsykolgiens syn på barnets indre verden, men finder det relevant at medinddrage socialpsykologiske teorier om opdragelse og familie. Vi vil altså gøre det klart, at vi hovedsageligt i opgaven fokuserer på hvad der sker inde i barnet i forbindelse med omsorgssvigt. 6

6 Vi har også fundet det nødvendigt, at komme med en meget kort redegørelse af barnets praktiske sociale virkelighed, familien. Dernæst har vi endnu et omfattende kapitel omhandlende omsorgssvigt. Her analyserer og diskutere vi hvad der sker, når børn ikke får den omsorg, vi i foregående kapitel har fastlagt de har behov for. Vi undersøger hvilke konsekvenser det har for barnet, og hvilke mekanismer der indtræder når barnets behov for omsorg ikke dækkes tilstrækkeligt. I vores arbejde med begreberne har det overrasket os, hvor stort et grundarbejde det har været at diskutere omsorg. Trods den store mængde forskning indenfor udviklingspsykologi har vi fundet, at dette begreb som helhed ikke har været tilstrækkeligt belyst. Det er derfor vi har prioriteret diskussionen af omsorg så højt, i forhold til de relativt begrænsede rammer der er opsat for opgaven. Vi vil derfor lægge stor vægt på diskussionen og sammenfatningen, da vi her er i stand til at bringe teorierne i spil. 1.5 Historisk overblik Opfattelsen af spædbørn har ændret sig drastisk de sidste 70 år. Indtil midten af det tyvende århundrede betragtede psykologiske teorier spædbarnet som et passivt, asocialt væsen; en [ ] socialt isoleret organisme, der fungerede på et rent reflektorisk niveau. (Brodén, 1989; 47) I dag opfattes spædbarnet som et psykisk veludrustet individ, der [ ] er i stand til at indgå i et samspil med andre individer. (Brodén, 1989; 73) I psykoanalytisk driftsteori, som havde en stærk indflydelse på opfattelsen af det spæde barn fra ca. 1940, opfattede man barnet som et driftsstyret og asocialt væsen. Det var opfattet som afskærmet fra dets omverden og indesluttet i en autistisk skal, ude af stand til at tage dets omgivelser til sig. Ifølge dette syn på barnet, er det også kun modvilligt at det lille barn overhovedet opgiver sin lukkede verden, hvori det føler sig omnipotent, for at blive socialiseret. Drifter og fysiologiske behov havde altså hovedvægten i barnets bevidsthed og barnet ansås for at være en passiv modtager af omsorg. (Brodén, 1989; 49) Man indordnede barnets to første år, efter de orale og de anale drifter og de deraf afledte indre problematikker vedrørende spisning og afføring. I dag er man gået væk fra dette syn på børn, da det ikke er genkendeligt for dem, der har med børn at gøre. (Koester, 2005; 211) I det hele taget er det heller ikke længere nogle problemstillinger der fylder i moderne 7

7 menneskers liv. I dag udgør [ ]ensomhed, forbundethed, frihed og mening i tilværelsen snarere de centrale problemstillinger og livstemaer. Når psykologien overhovedet involverer barnet i den slags voksne problemstillinger, er det fordi den, og især psykoanalysen, har tendens til at [ ]genfinde voksenlivets problemstillinger når man beskæftiger sig med barnets tidlige udvikling. (Koester, 2005; 211) 8

8 Kapitel 2: Barnet som socialt væsen med behov for omsorg I dette kapitel vil vi diskutere noget af den forskning, der har været vedrørende spædbørns sociale liv. Vi vil især beskæftige os med forskning og teorier om det spæde barns behov. I den forbindelse vil vi bl.a. diskutere relationer, selvafgrænsning, empati, barnets sensoriske udvikling og sansernes betydning for tilknytning. Ligeledes vil vi fordybe os i betydningen af affektiv afstemning som social kommunikation, mestringsstrategier, tilknytning, overgangsobjekter, mentalisering og driftstilfredsstillelse ligesom vi kort kommer ind på Winnicotts begreb den gode nok moder, holding, de to mødre (objekt- og omgivelsesmoderen) og smilets betydning m.v. 2.1: Objekt-relationsteoriens betydning for moderne psykoanalyse Før objektrelationsteorien blev introduceret af Melanie Klein og Donald W. Winnicott, og støttet af forskning fra Anna Freud, var den herskende forståelse af det spæde barns verdensopfattelse, Sigmund Freuds. Freuds forskning havde ikke børn som hovedfokus, men han grundlagde opfattelsen af, at den voksnes psykiske problemer skyldtes fejl i opvæksten. Freuds psykoanalytiske fokus, var på barnets driftsorientering. Kleins og Anna Freuds spædbarnsforskning revolutionerede opfattelsen af barnets [ ]perceptuelle, motoriske og interaktive evner. (Karpatschof, 2007; 136) De var hermed med til at danne en ny opfattelse af barnets tidlige interaktionsmotiver, som senere med Winnicott blev kaldet for objektrelationsteori. Margaret Mahlers opfattelse af barnet, (opnået gennem observation af leg) gik væk fra at være driftsorienteret, til en forståelse af barnets fantasier som grundlæggende strukturer for det tidlige liv. Hun fokuserede på henholdsvis det paranoideskizoide og det depressive fantasiunivers, altså fokus væk fra empirisk observerede baserede forståelser af barnet, til en forståelse bygget på de ubevidste fantasier altså [ ] en indre psykisk dimension (Karpatschof, 2007; 137). Daniel Stern overbyggede forståelsen, ved at understrege at udviklingen fra kerneselvet til det verbale selv kom gradvist og som en lineær proces imod større psykisk omgivelsesforståelse. Trods Mahlers nye fokus kan hun ikke betegnes som skaber af objektrelationsteorien, da hun opfattede barnet som værende rettet imod et indre objekt i form af ubevidste fantasier. Hvorimod den moderne objektrelationsteori fokuserer på et ydre faktisk eksisterende objekt. Den vigtige ændring fra Freuds traditionelle opfattelse til f.eks. Ronald Fairbairns er hermed det nye fokus. Man fokuserede ikke længere på barnet som et selvudviklende 9

9 solipsistisk 3 væsen, nu fremhævede man nødvendigheden af udvikling ved hjælp af et ydre objekt eller en andenhed. Barnet ses nu som rettet imod social orientering. Han udtrykker det selv Det er ikke lystfølelsen, barnet søger, men den der giver lystfølelser (Brodén, 1995, 58). Der understreges hermed, at barnet er afhængig af det ydre/andenheden til at bringe det videre i det sociale liv. Barnet opfattes som et helt menneske allerede fra fødslen. Der er hermed sket et alvorligt brud fra Freuds traditionelle psykoanalyse, som ikke havde taget højde for barnets evne til at tilpasse sig. Det nye fokus på barnet som socialt væsen, understreges i den nye opfattelse af f.eks. gråden. Gråden bliver her opfattet, som et socialt bevidst signal fra barnets side og er dermed med til at understrege barnet som selvbevidst. Vrede fortolkes nu ikke længere som udtryk for ubevidst seksuel frustration, men som udtryk for irritation over visse forhindringer. Denne nyfortolkning fordrer også, at moderens samspil med barnet kommer i fornyet fokus og hendes rolle får fornyet betydning for barnets velbefindende. Hendes mangler som moder, vil kunne ses afspejlet i barnets udvikling. Man mener at barnet identificerer sig med moderen og at det prøver at finde og forstå betydninger i omgivelserne. 2.2 Gensidig social og følelsesmæssig forståelse fra en psykoanalytisk vinkel Indføling, der er det danske begreb for empati, er et centralt begreb i den moderne psykoanalytiske forståelse af menneskets sociale kvaliteter. Mennesker er fra starten af livet ikke kun socialt orienteret, men også rettet imod at forstå mening. Det vil sige at menneskers opmærksomhed er rettet imod, hvad hensigten med en handling er og derfor ikke imod handlingens motoriske enkeltdele. Denne søgen efter mening kalder Franz From 4 for sens 5. Det betyder hermed ikke, at man er i stand til at sense betydningerne af alle menneskers handlinger altid. Folk er i stand til at skjule eller forvrænge de signaler de udsender, hvormed de bliver sværere at genkende. I de felter hvor man er trænet i at forstå sammenhænge, vil man have lettere ved at konkludere rigtigt og mere nuanceret. En mor vil f.eks. oftest have lettere ved at forstå børns signaler og deres betydning end en kvinde uden børn. Denne søgen efter sens er uundværlig, når barnet skal lære indføling. Barnet vil lede efter sammenhænge og mening i sine forældres handlinger og derigennem lære at sætte sig 3 En anskuelse af selvet, som værende det eneste eksisterende selv. 4 Franz From ( ) var en dansk psykolog og professor i psykologi som udviklede en beskrivende fænomenologisk psykologisk teori om menneskers oplevelser. ( maj 2010) 5 Sens er iflg. Froms egen beskrivelse en sammenblanding af begreberne [ ]hensigt, mening og formål[ ] (Gammelgaard, 2000, s.30) 10

10 ind i forældrenes følelser. Derfor betyder indføling [ ] den helt almene menneskelige evne til at opleve andre mennesker og ting med sjælelige aspekter. (Gammelgaard, 2000, 30). Indføling indlæres gradvist med tiltagende kompleksitet. Det spæde barn lever ikke [ ] i en udifferentieret symbiose med moderen [ ] (Gammelgaard, 2000, s.83), men fødes derimod med en evne til at observere, registre, skelne og til at skabe relationer. Fornemmelsen af et gryende selv / kerneselvet (Stern) vil dukke frem, når barnet bliver i stand til indføling. Indføling eller empati indtræder først i barnets 2. leveår og udvikles når barnet er i stand til at forstå at andre kan have følelser lignende barnets. Barnet vil starte med en primitiv følelsessmitte af dets omgivelser og vil derfor bare kopiere de følelser det ser. Barnet vil dernæst identificere at følelsen til ikke at tilhører det selv. Det er først når denne realisation har fundet sted, at det vil kunne indføle sig i andre mennesker. Gennem denne proces lærer barnet at forstå andre og derigennem at opdage sin egen refleksion, dvs. det udvikler en selvforståelse. Det er altså først når barnet bliver i stand til at reflektere over sig selv, at det udvikler en følelse af et kerneselv. Denne realisation kan også komme, ved pludseligt at se sig selv som andre opfatter en. Det er altså selvrefleksion, opfattelsen af sig selv som objektet, der er hele kernen i at være sig bevidst, eller i det hele taget at være et selv. Winnicott identificerer objekt-moderen og omgivelses-moderen som barnets to forskellige opfattelser af moderen. Moderen kan enten være den som barnets drifter er rettet imod med hensyn til primære behov som mad, renlighed og seksualitet. Hun kan også være den omsorgsgivende og modtagende figur, som skaber en kontinuitet og en tryghed. Barnet vil reagere forskelligt på objekt- og omgivelses- moderen, den første vil blive mødt med frustrationer og aggressioner mens omgivelses-moderen vil blive mødt af barnets glæde og taknemmelighed. I den første rolle er det vigtigt for moderens og barnets forhold, at moderen kan magte barnets frustrationer og kan håndtere den aggression som barnet udviser, i forbindelse med drifttilfredsstillelsen. I objektidentifikationen er der plads til at moderen er sig selv og viser forståelse og empati. Ved en velfungerende omsorg vil barnet lære med tiden at kunne forene sit splittede billede af moderen, og dermed kunne få en helhedsforståelse af moderen. Moderen bliver nu opfattet som indeholdende det gode og det onde, drifttilfredstillelse og skuffelse. Der er selvfølgelig ikke tale om, at der kræves en super mor, men idealet er den gode-nok-mor som formår at give sit barn omsorg i form af kærlighed og driftstilfredsstillelse. Men også en som, lige så vigtigt, magter at håndtere barnets frustrationer. Barnet vil herigennem også lære at kontrollere sin egen angst og aggression og vil lære at [ ] udvikle teknikker til at afbalancere og integrere disse modstridende følelser og 11

11 tendenser (Gammelgaard, 2000; 99). Barnet lærer at skabe en balance mellem aggressionen og angsten. Skabe en ro i sine ødelæggende ønsker, sin skam og skyldfølelse og dermed rumme kærlighed og omsorg for moderen. Barnets angst for sine egne aggressioner vil falde, når det oplever at det er i stand til at vise omsorg for moderen og dermed udbedre situationen. Hermed lærer moderen barnet, at have tillid til sin evne til at dæmpe sine aggressioner og samtidig skabe en tilfredsstillelse ved at kunne vise omsorg. Herigennem skabes fundamentet for barnet som socialt væsen, med ansvar for sine egne seksuelle og aggressive drifter og med evnen til at kunne vise omsorg. Barnet vil herefter også kunne lære, at være alene med sin frustration i længere og længere tid, da det er i stand at mentalisere (Schibbye, 2005; 95) (Se afsnit 2.10; Fonagy om barnets evne til mentalisering ) moderen og den omsorg og forståelse af barnets angst som hun har videregivet. Evnen til at vise omsorg er dog ikke fastlagt for resten af livet. Mennesket oplever igennem livet en revurdering og tilpasning af de tidligt lærte færdigheder og kan, som på så mange andre områder, have perioder hvor dette forekommer sværere eller lettere. Tilfælde hvor barnet ikke udvikler omsorgen for andre kan skyldes at moderen ikke magter barnets driftsstyrede natur og møder barnet med lignende aggression og frustration. Det kan også skyldes at moderen ikke er nærværende nok. Barnet vil i begge tilfælde blive påvirket med en følelse af usikkerhed og utryghed. Winnicott snakker om moderen, men man ville i dag kunne benytte samme teori andre primære omsorgsgivere f.eks. en fader. Når barnet har lært at skelne mellem selv og ikke selv, vil det udvikle en ny glæde ved at undersøge sig selv. Det vil få en nyfunden glæde ved at fantasere og kunne trække sig ind i sig selv eller være alene med os selv (Gammelgaard, 2000; 100). Denne evne er kun blevet mulig for barnet, da det har lært at følelser, sanseoplevelser og fantasier er noget der tilhører det selv. 2.3 Brodén om Winnicott Winnicott understreger vigtigheden af barnets relationer for en sund udvikling, bl.a. med hans berømte sætning Der eksisterer ikke sådan noget som et spædbarn, kun et spædbarn og dets mor (Brodén,1989; 59). Han karakteriserer barnets første udviklingsperiode som værende præget af total afhængighed. Med det mener han, at barnet fra det bliver født har en potentiel personlighed bestående af nedarvede egenskaber kombineret med en drift mod udvikling. Men uden moderens omsorg, og barnets mulighed for blot at eksistere uden at blive tvunget til at reagere, kommer barnet 12

12 ikke ind i virkeligheden mener han. (Brodén, 1989; 59) Barnet er altså et socialt væsen, der ikke er i stand til at udvikle sig optimalt uden at indgå i en nær relation fra det bliver født Identifikation Moderens identifikation med barnet består bl.a. i, at hun i starten dvs. lige efter fødslen, lever sig fuldstændigt ind i barnets behov og møder det, endnu før det er udtrykt af spædbarnet. På den måde giver hun barnet det, det har brug for og barnet får på den måde mulighed for at danne sig sit eget indtryk af sine behov. Når moderen kontinuerligt drager denne omsorg for barnet, er hun med til at lade barnet opbygge en illusion om, at det selv har skabt sin virkelighed. Dette kalder Winnicott The primary illusion. Ifølge Winnicott er denne periode af uforstyrret og kontinuerlig væren [ ] væsentlig for udviklingen af jeg et og [ ] den kommer til at danne basis for barnets grundlæggende tillid ( basic trust ). (Brodén, 1989; 60). Denne totale identifikation med barnet aftager efter nogle uger. Barnet må nu selv give tegn, når det vil have opfyldt et behov. Dette er nødvendigt for at barnet kan opnå en begyndende selvstændighed. Hvis hun tværtimod fortsætter med, at imødekomme barnets behov før de er blevet udtrykt af barnet, hæmmer det barnets udvikling af et selvstændigt jeg. (Brodén, 1989; 60) Winnicotts betegner det næste udviklingstrin som relativ afhængighed. Barnet begynder nu at differentiere mellem jeg og ikke jeg. Det er her, når barnet er omkring 1 år, det begynder at reagere på moderen som et separat objekt og det er nu nødvendigt at moderen indfører kontraster i barnets liv (Brodén, 1989; 61). Dette kan hun f.eks. gøre, ved indimellem at være utilgængelig og dermed frustrere barnet en smule af gangen, for herved at tvinge [ ] barnet til at mobilisere [ ] egne kræfter (Brodén, 1989; 61). I takt med at man har udviklet nye kreative metoder til at måle spædbarnets kompetencer, har man fundet ud af at spædbarnets, bl.a. sensoriske og følelsesmæssige, opfattelsesevne er langt mere veludviklet end man før i tiden har antaget. Man har gennem mange forskelligartede forsøg, konstateret at spædbørn f.eks. foretrækker at betragte det menneskelige ansigt frem for døde genstande. Ligesom man gentagne gange har bevist, at spædbørn kan genkende deres primære omsorgspersoner på forskellige parametre som lugt, lyd og udseende.(brodén, 1989; 74ff) Barnet er i det hele taget indstillet på social kontakt, og reagerer lige fra fødslen forskelligt på ting og 13

13 mennesker. Thomas Berry Brazelton 6 (1982) beskriver en karakteristisk hilseadfærd ved kontakt med et andet menneske, som består i bl.a. øjenkontakt, bestemte bevægemønstre af arme og ben samt mundbevægelser og forsøg på at lave lyde. Denne adfærd kommer udelukkende til udtryk over for andre mennesker og ikke når barnet konfronteres med nye ting. Det siger noget om at barnet oplever mennesker anderledes end objekter.(brodén, 1989; 79) Smilet Barnets smil har en vigtig funktion: Sammen med øjenkontakten er smilet det spæde barns vigtigste middel til at udløse omsorg, engagement og positive følelser fra sine omgivelser. (Brodén, 1989; 80) Barnet smiler rent reflektorisk allerede før det bliver født. Det såkaldte endogene smil, hænger sammen med barnets forskellige bevidsthedsniveauer og med REM-søvnen. Disse tidlige smil fremkommer altså under uregelmæssig søvn men kan også fremkaldes af f.eks. menneskestemmer. Smilet når, til at begynde med, ikke øjnene men omfatter kun mund og kinder. Over de første uger af barnets liv, breder smilet sig også til øjnene og optræder i flere og flere situationer, især i forbindelse med stemmer. Når barnet er omkring en måned gammel (der er dog store variationer) bliver smilet mere og mere socialt betinget og dukker op spontant, i situationer med kontakt og fællesskab. I begyndelsen kan enhver voksen fremkalde det sociale smil hos barnet ved at bevæge sig lidt og sige pludrelyde i en afstand af cm fra barnets ansigt. (Paulsen, 2008; 26) Når barnet er 5-6 uger gammelt [ ] er det sociale smil veletableret og udløses, når barnet ser et menneskeligt ansigt (Bower, 1981). (Brodén, 1989; 81) Holding En af Winnicotts helt centrale begreber kalder han for holding som [ ] betegner ikke bare det fysiske at barnet bliver holdt i forældrenes arme, men [ ] hele det støttende og omsluttende miljø i den fase af barnets liv, hvor det behøver det. (Jørgensen, 2003;19) Det er vigtigt, at holding er 6 Brazelton (1918- ) er en anerkendt amerikansk pædiater og forfatter til over 20 bøger om bl.a. spædbørns udvikling. Han er især kendt for at have udviklet til at måle det nyfødte barns styrker og svagheder i forhold til tilpasning, den såkaldte Neonatal Behavioral Assessment Scale (NBAS) og for sine programmer på Kabel TV: What Every Baby Knows. ( maj 2010) 14

14 stabil og pålidelig, at barnet kan tage det for givet, så det ikke selv må tage ansvar for sin egen omsorg. Holding har to funktioner; det er ikke kun en nødvendig forudsætning for udviklingen af barnets grundlæggende tillid og sundhed eller dets [ ]begyndende evne til at skabe mening ud af sansemæssige påvirkninger, som det modtager (Jørgensen, 2003; 19). Det hjælper også moderen til lettere at identificere sig med og indleve sig i barnet. (Jørgensen, 2003; 19) Overgangsfænomener og - objekter Teorien om overgangsfænomener og -objekter er dannet af Winnicott i Han tager udgangspunkt i sine egne undersøgelser om små og større børn. Winnicott har brugt de to begreber for at [ ]beskæftige sig med det mellemliggende rum, hvor barnets indre verden og den ydre verden samspiller, og hvor der ikke er nogen klar afgrænsning mellem de to sfærer.( Jørgensen, 2003; 18) De to begreber tilhører illusionens verden, som kun kan eksistere, hvis moderen eller omsorgspersonen kan tilfredsstille barnets behov. Winnicott fremhæver vigtigheden af den første særlige ejendel som barnet er opmærksomt på ikke er en del af sig selv. Denne ejendel har en stor betydning for barnet og det er vigtigt at forældrene anerkender dette. Et overgangsobjekt kan være f.eks. en sutteklud, et tæppe, en bamse, eller andre objekter. Disse objekter frigører barnet fra moderen og gør det mere selvstændigt. Et sådan objekt kan være et sanseligt udtryk, for den tryghed og omsorg barnet får fra omsorgspersonen. Winnicott kalder alle disse ting for overgangsfænomener, fordi han mener, at fantasi og tænkning kan kobles sammen med disse oplevelser. Overgangsobjekter er vigtige for mange børn inden de falder i søvn, det beskytter dem mod angst og trøster i vanskelige situationer. Overgangsobjekt kan bruges som behandling eller trygt redskab for barnet i et utrygt miljø. Det hjælper barnet til at opleve kontinuitet. Hos børn kan overgangsobjektets lugt have stor værdi, derfor skal man være forsigtig med f.eks. at vaske objekterne, da de kan have en duft der ikke kan komme igen. Derfor ville vaskningen af overgangsobjektet kunne risikere at ødelægge den magiske position den har for barnet. Denne position består i at være en mellemting mellem noget konkret, sjæleløst og forskelligt fra barnet, og noget metafysisk fungerende, sjæleligt og som en integreret del af barnet. Dukken kan f.eks. både være en død ting og barnets bedste ven. (Thormann, 2009; 111ff) 15

15 2.4 Den dialektiske model Anne Lise Løvlie Schibbye er påvirket af Hegel 7 som mener, at vi [ ] for at blive et selvstændigt selv har brug for den anden. Vi må altså [ ] nødvendigvis være afhængige for at være uafhængige. (Schibbye, 2005; 54) Schibbye mener, at der er dialektiske forhold mellem mor og barn. For at der skal være en mor, må der være et barn. De to skaber i sammenspil hinandens forudsætninger (Schibbye, 2005; 55). Der er to retninger i relationelle processer for selvet; de indre og de ydre relationelle processer. De indre relationelle processer består af individets dialoger med sig selv. De ydre er, dialoger med andre. De to relationelle processer hænger sammen i et dialektisk forhold. Mange forskere mener, at basale udviklingsprincipper gør sig gældende hele individets livsforløb. Peter Fonagy mener også, at metoder og handlingsmønstre der opstår i samspil mellem barnet og dets omsorgsperson, organiserer senere adfærdsmønstre.(schibbye, 2005; 62ff) Den nye viden og de nye teorier fokuserer i dag på relationer hvori barnet er relationelt orienteret og socialt. Barnet er ikke kun et objekt som påvirkes af dets moder, men hun påvirkes også af barnets reaktioner på hende. I samspillet er morens opgave, at forme omsorgen så den passer med barnet behov. Barnets udløser, ved hjælp af følelsesudtryk f.eks. gråd, omsorgsreaktioner hos moren og på den måde deltager det i udformningen af kontakten mellem dem. Gensidigheden kommer til udtryk ved, at begge indgår i en relation, hvor de skiftes til at udtrykke deres følelser og behov for og til hinanden. Moderen udtrykker sin følelse gennem sin mimik eller samtaler med barnet. Barnet svarer moren på forskellig vis; bl.a. ved at åbne og lukke hænderne, eller ved at få øjenkontakt mens det hele tiden bevæger tungen og forsøger at vokalisere sine behov. Interaktionsformen vil ændres og udvikles og vil derfor aldrig kunne fastholdes som ét fastlåst udtryk. I forbindelse med samspillet mellem omsorgsperson og barn påpeger Stern og andre forskere at moderens affektive tilstand påvirker barnets følelsesmæssige oplevelser og udtryk. (Schibbye, 2005; 68) Fonagy mener i den forbindelse, at barnet som helt lille ikke har en tydelig forståelse af 7 Hegel, George Wilhelm Friedrich ( ) [ ] satte dialektikken i system og foreslog den som en drivende kraft i både den logiske og historiske udvikling. ( maj 2010) 16

16 sine følelser og mentale tilstande. Det er omsorgspersonen der tolker barnets adfærd, hvorigennem barnet er [ ] motiveret af forskellige ønsker, fantasier og følelser. (Schibbye, 2005; 68) Selvrefleksivitet Den dialektiske model beskriver også begrebet selvrefleksivitet, at kunne observere sig selv og være objektiv overfor sig selv. Med andre ord at kunne være uden for sig selv. Schibbye er enig med Fonagy, idet han mener at refleksivitet handler om, [ ] at have fleksibel adgang til indre oplevelser og erfaringer. (Schibbye, 2005; 92). Det betyder at man kan se forskel på sine indre og ydre oplevelse og også mellem andres indre og ydre oplevelser. Det kan sammenlignes med Fonagys begreb mentalisering som i Schibbyes tolkning [ ] henviser til refleksive funktioner, til individets evne til at forstå egne og andres indre mentale tilstande som f.eks følelser, opfattelser, intentioner og ønsker. Det er denne egenskab som Fonagy og andre kalder evnen til at læse bevidstheder. (Schibbye, 2005; 95) Hvis omsorgspersonens handlinger er meningsfulde, kan selvrefleksivitet udvikle sig. Der opstår et problem i og med at barnet ikke kan forstå at de andre ikke har den samme forståelse af virkeligheden som det har. Omsorgspersonen har andre oplysninger om omverdenen hvilket kan det være svært for barnet at forstå. Barnets selvrefleksivitetsudvikling kan ses via visse færdigheders fremkommen, bl.a. helt konkret når barnet ser sig i spejlet og her opfatter sig selv som et objekt, eller når det lærer at bruge ordet jeg. Udvikling af selvet kan også ses, når barnet er i stand til at fornemme kønsforskelle. Det kan også ses når moren står foran barnet og kigger på noget bag ved barnet. Barnet vil her vende sig for at se, hvad moderen kigger efter. Den endelige udvikling af selvforståelsen kan ses når barnet viser empati Intersubjektivitet I følge Stern begynder barnet i den intersubjektive periode 8 at opleve sig som et psykisk adskilt selv. Det kan fornemme, at det har sine egne følelser og andre har deres som er adskilte fra barnets egne. Barnet oplever at jeg er adskilt fra dig. Det kan dele oplevelser med andre ved hjælp af 8 Intersubjektivitet hører under det Stern kalder det nonverbale udviklingsområde som især strækker sig over barnets 7/9 15/18 måneders alder. 17

17 ord, mimik og lyde. Barnet fornemmer også, hvordan omsorgsgiveren har det følelsesmæssigt. Det lille barn træder nu ind i det intersubjektive univers, stadig uden at kunne formulere sig fuldstændigt klart. Det er her muligt at udveksle, dele og formidle følelsesmæssige tilstande mellem barnet og den primære omsorgsgiver. Der har været forskellige opfattelser af intersubjektivitet og af hvornår der er tale om intersubjektivitet. Stern erklærede sig, i forordet til sin bog Barnets interpersonelle verden fra 2000, enig med Colwyn Trevarthen i at det er [ ]en proces, der begynder inden barnet er i stand til at opfatte den anden som et individ der har sit eget subjektive oplevelsescenter.. Tidligere havde Stern ellers holdt på at [ ]begrebet er mest velegnet når barnet opdager at andre har subjektive oplevelser der svarer til barnets egne, og at de indre subjektive oplevelser kan deles. Man er altså nu generelt enige om, at man kan tale om intersubjektivitet allerede inden nimåneders-alderen. (Schibbye, 2005; 72) Når man taler om intersubjektiv deling, drejer det sig altså om to mennesker; to subjekter, der deler en oplevelse. Der er altså ikke tale om at et subjekt forholder sig til et objekt. Moderen er altså, i intersubjektivitets-forståelsen, ikke et objekt for barnets behov. (Schibbye, 2005; 75) Affektiv afstemning Affektiv afstemning drejer sig om; hvordan vi kan komme indenfor i hinandens oplevelsesverdener. Affektiv afstemning er særlig udviklingsstøttende og hjælper barnet til at udvikle selvregulering og impulskontrol. Herigennem får barnet en oplevelse af, at følelser kan udtrykkes og deles på forskellige måder. Stern introducerede foruden de såkaldte kategoriaffekter (f.eks. sorg, glæde, vrede og interesse), også begrebet vitalitetsaffekter : Vitalitetsaffekter er knyttet til det at være i live, at være i sin krop og fornemme at følelser vælder op og aftager. Barnet mærker sit åndedræt, sin sult, falder i søvn, bliver løftet, får skiftet ble osv. At føle sig levende, faldende, flydende, synkende er typiske vitalitetsaffekter. Hver oplevelse får dermed sin egen følelseskvalitet. (Schibbye, 2002; 71). Under udviklingsprocessen kan vitalitetsaffekten hæmmes eller stimuleres. Hæmning kan medføre at personer, bl.a. depression. Den kan skyldes at der ikke er adgang til de vitale affektive processer. (Schibbye, 2002; 71) 18

18 Stern mener, at begrebet spejling både har noget tilfælles med og er forskellig fra, afstemning. Modsat afstemning, indebærer spejling at moren lægger noget ind i barnet. Fonagy [ ] mener at netop ved at give noget mere tilbage, hjælper moderen barnet med at regulere effekter og organisere mentale processer. (Schibbye, 2002; 74). Spejling kan derimod ifølge Schibbye, ændre barnets mentale tilstand, mens afstemningen ikke nødvendigvis vil ændrer barnets oplevelser. Derfor mener Schibbye at vi mangler et begreb for den proces; hvor moren stemmer sig ind på følelsesmæssige oplevelser, uden at ændre på barnets følelser. (Schibbye, 2002; 74) Affektiv afstemning er en forudsætning for intersubjektivitet, moderen afstemmer sig barnets følelsesmæssige oplevelser og barnet giver moderen mulighed for at slippe indenfor i sin bevidsthed. Via afstemning kan man danne en bro mellem parternes indre verden Affektiv afstemning / Judy Affektiv afstemning er den primære omsorgsgivers modificerede respons på barnet. Når barnet pludrer, vil den primære omsorgsgiver ubevidst reagere med at kopiere barnets lyde, herigennem skabes der en primitiv dialog. Gennem denne dialog vil den primære omsorgsgiver, igen ubevidst, enten forstærke eller formindske barnets lyde, hvori der bliver udtrykt om det er en adfærd den primære omsorgsgiver kan acceptere og forstå eller ikke. Dermed skabes den første spæde sociale kommunikation, hvori den primære omsorgsgiver har mulighed for at korrigere barnets adfærd. I tilfælde med omsorgssvigt vil forældrene måske ikke være i stand til at forstå barnets tidlige signaler og vil derigennem ikke føle trang til at pludre eller interagere med barnet. Dette vil kunne resultere i at barnet ikke bliver læst rigtigt, hvilket igen vil resultere i at det kun er den synlige omsorg der bliver givet til barnet. (Hansen, 1998, 94). Affektiv afstemning er ikke empati, men kan siges at være dets grundstamme. Da empati kræver mere end blot resonans dvs. en genkendelse af følelsen, men et udviklet selv der kan forstå den. For at barnet kan udvikle følelsesmæssig modtagelighed og resonans må moderen være følelsesmæssig åben og tilgængelig for barnet bl.a. gennem den affektive afstemning (Gammelgaard, 2000, 87). Barnet skal dernæst lære selvrefleksion, altså en dialektisk forståelse af det objektive- og subjektive selv. Vores evne til empati er betinget af barnets tidlige relation til omsorgspersonerne og individets ønske om at forstå omgivelserne. Stern ser barnets udvikling som en evolutionær dyadisk proces 19

19 mellem den primære omsorgsgiver og barnet. Hvor barnet og f.eks. moderen i samspil, gennem deres dialektiske forståelse af hinanden, udvikler barnet både socialt og emotionelt. Empati har som forudsætning, at vi som mennesker fødes ind i et interpersonelt univers, hvilket betyder, at vores selvoplevelse som forudsætning har oplevelsen af den anden (Gammelgaard, 2000, 55) Empati og sympati Empati og sympati er ikke det samme. Empati er et nødvendigt redskab i psykoanalysen, både i terapiforløb med børn og voksne. Det er vigtigt for psykologen at kunne identificere sig med barnet for at kunne forstå dets livsperspektiv. Uden det rette perspektiv vil psykologen ikke kunne forstå barnets tanker og handlinger og vil derfor ikke være i stand til at kunne forholde sig til hvilke løsningsmodeller der skal bruges. Sympati kan derimod virke hæmmende, da man herigennem ikke kun viser forståelse men også en accept af de måske skadelige tanker og handlinger. Det er vigtigt at psykologen ikke føler som barnet, men føler med det, da løsninger og kritik ikke vil kunne være mulig foruden. I barnets opvækst er både sympati og empati vigtig, men i konflikten er det vigtigt at den primære omsorgsgiver ikke føler som barnet, men med barnet. Ellers vil den primære omsorgsgiver ikke være i stand til at kunne rumme, de frustrationer som barnet har. I empatien føler jeg mig ind i den anden, i sympatien føler jeg med den anden. (Gammelgaard, 2000, 51). Under den tidlige tilknytning til barnet er det nødvendigt med sympati, da det er her barnet og den primære omsorgsgiver starter kommunikationen og følelsessmitten. Kohut 9 forklarer empati som vikarierende introspektion. Altså; vi forstår først os selv, når vi ser os selv som fremmed fra den anden, vi sætter os ind i den andens følelser og er dermed i stand til at identificere vores egne Mestrings- og overlevelsesstrategier Affektiv afstemning har stor betydning for hvordan barnet mestrer sine følelser og problemer. Hvis barnet ikke er i stand til denne mestring og ubehaget bliver for voldsomt kan barnet udvikle 9 Heinz Kohut ( ) var en amerikansk psykoanalytiker der opbyggede en teori kaldet selvpsykologi som danner grundlag for mange af nutidens psykoanalytikeres terapeutiske indfaldsvinke. ( maj 2010) 20

20 overlevelsesstrategier. Barnets følelser separeres fra dets handling og det holder op med at mærke sig selv, sine grænser og følelser. I mestringsstrategierne forsøger det sunde barn at finde redskaber, og udvikler forskellige måder at løse problemer på, for at fjerne en ubehagelig følelse eller også vil barnet forsøge at udholde følelsen. Hvis det udsatte eller omsorgssvigtede barn ikke er i stand til, at implementere mestringsstrategierne og ubehaget bliver for voldsomt, kan barnet udvikle overlevelsesstrategier, som beskytter imod angst og smerte i livet. Barnet føler sig afmægtig og ikke i stand til at handle. Følelse og handling adskilles. Barnet kan ikke mærke sig selv, egne grænser og følelse. Et trygt barn tør mere og får flere muligheder for at udvikle sine erfaringer, med at bruge strategier til at tackle problemer. Gennem observation af barnets reaktioner er det tydeligt, at dem der har udviklet overlevelsesstrategier reagerer aggressivt og voldsomt på problemer. Derfor er det vigtigt at voksne omkring dem, hjælper dem med at forstærke deres mestrings- og reducere deres overlevelsesstrategier ved at skabe tryghed og vise tillid til dem.(sørensen, 2007; 60ff) Selvafgrænsning Begrebet dækker over, at individet er i stand til at skelne mellem egne og andres oplevelser, følelser, meninger, ønsker og repræsentationer Barnet afgrænser gennem modsætninger, især mellem forskelle og ligheder. (Schibbye, 2002, 89) Når en mor tager sit barn og rører det, registrerer barnet kun sensorisk, men når barnet rører sig selv og mærker sin egen krop, kan det registrere både proprioceptive signaler, og sensoriske tilbagemeldinger. Det giver altså barnet en forståelse af sig selv som noget afgrænset og en forståelse af at dets krop tilhører barnet selv. Stern mener, at barnet i en tidlig alder har evnen til at se ligheder og forskelle i forskellige episoder. Det kan f.eks. se at omsorgspersonen er den samme men omgivelserne er nye. I forbindelse med udviklingen af refleksivitet/afgrænsning er det vigtigt at moderen er fysisk og emotionelt tilgængelig for barnet. Det er også vigtigt at barnet er trygt tilknyttet, for at det kan udvikle en positiv selvrefleksivitet. Gennem samtaler og moderens udtryk af sine følelser, viser hun barnet, at hun er der for at trøste og berolige. Efterhånden bliver barnet i stand til at trøste sig selv og udsætte sin behovstilfredsstillelse.(schibbye, 2005; 102) 21

21 2.5 Transaktionsanalysen Transaktionsanalysen kan bidrage til, forståelsen af omsorgssvigtede børn ved at fokusere på balancen mellem forskellige egotilstande vi alle, ifølge teorien, har i os. Transaktionsanalysen tager udgangspunkt i gestaltterapien, som er blevet udviklet af Eric Berne ( ) (Thormann, 2009; 91). I følge Berne er der forskellige selver i en person, når man er i transaktion, eller samspil, med andre. Transaktionsanalysen er en, ofte analytisk, tankeproces som kan hjælpe mennesker til følelsesmæssig såvel som intellektuel indsigt, ved at tage udgangspunkt i at vi som mennesker har tre forskellige egotilstande. Disse egotilstande er ifølge teorien, kilder og fundament til vores adfærd. De tre tilstande er: 1: Barne-egotilstanden indebærer alle spædbarnets naturlige impulser og dets grundholdninger over for sig selv og andre. Når en person handler og føler sig som et barn, er personen i sin barneegotilstand. (Thormann, 2009; 94) Denne del af personligheden træder i kraft næsten med det sammen efter fødslen. Når det spæde barn vil opnå omsorg som skal tilpasse dets behov. Omsorgssvigtede børn kan ikke få den nødvendige omsorg, derfor kan deres personligheds - barnedel ikke udvikle sig som det skal, den vil blive altid mangelfuld og lille. 2: Voksen egotilstand indeholder alle de objektive oplysninger som man beskæftiger sig med i den aktuelle virkelighed. Denne del i personligheden udvikler sig når barnet selv prøver at forstå sin verden og er i stand til at beherske situationerne, uden brug for andres hjælp. Her vil man prøve at gøre alting selv f.eks. vil de sørge for mad. 3: Forældre- egotilstand indebærer alle de følelser, holdninger, tanker og adfærdsmønstre, som man lærer af forældrene eller fra andre autoriteter. I forældre - egotilstanden kan man opføre og udtrykke sig som en normal voksen som er fuld af omsorg og kritik for andre. Denne del af personligheden udvikler sig kun via samspillet mellem barnet og dets omsorgsperson. Uden omsorg er der ingen udvikling i forældre - egotilstanden af personlighed. De naturlige mennesker, både børn og voksen, som har haft tilfredsstillende omsorg, har adgang til alle tre egotilstande, som i enhver situation kan aktivere bestemte egotilstande. Men hos omsorgssvigtede børn kan det ofte ske, at egotilstandene kæmper mod hinanden i personen, for at få kontrol over situationen. 22

22 Via Transaktionsanalysen kan man fokusere på sin personlighedsstruktur og dermed arbejde med uhensigtsmæssige sider af sig selv ved at styrke de sider af ens personlighed som er svage og svække de sider som har en uheldig eller for stor indflydelse på en. Meningen med Transaktionsanalysen er at hjælpe individet til at være i stand til at bruge sine følelser og sit intellekt på lige fod med andre. Der er mange slags analyser som Transaktionsanalysen beskæftiger sig med, hovedsageligt med fokus på ego tilstand som her kan bruges til at analysere omsorgssvigtede børns problemer. Hos de omsorgsgivende forældre, fylder egotilstande meget. Omsorgspersonerne kan spille store roller i udviklingen af nogle processer, hvori barnet danner og udvikler sin forældredel, de kaldes Imitation og identifikation. Disse to processer trives, når der er respekt og kærlighed til stede. De to vigtige ting er får omsorgssvigtede børn sjældent, derfor bruger de en masse energi på at gøre deres voksendel stærkere og bliver dermed selvstyrende. Omsorgssvigtede børns barnedel og forældredel kan få næring og bliver større ved hjælp af andre voksne som passer på dem f.eks. pædagogerne. Hvis børnene er følelsesmæssigt tilgængelige kan deres voksendel formindskes. (Thormann, 2009; s.91ff) 2.6 Tryg tilknytning/ Fonagy om Bowlby og Ainsworth Fonagy koncentrere sig om hvilke determinanter der er for tryg tilknytning. Fonagy deler, ved at referere til John Bowlby og Mary Ainsworth, tilknytning ind i to influerende faktorer; proksimale og distale. De proksimale faktorer påvirker relationen direkte og er f.eks. typisk moderens engagement og barnets temperament. De distale faktorer påvirker de proksimale, det kunne f.eks. være moderen og barnets økonomi, sociale situation etc. Fonagy mener at den stærkeste proksimale faktor er moderens engagement og uddyber det videre. Moderens sensitivitet, reaktion på, at barnet er ked af det, moderat og adækvat stimulering, synkronisme og varme i samspillet, engagement og lydhørhed har [..] vist sig at være faktorer, der forudsiger tilknytningstryghed[ ] (Fonagy, 2001, 35). Han deler dernæst utryg tilknytning ind i to kategorier; undgående og ambivalent tilknytning. Hvis moderen er undgående, vil barnets tilknytning til primære omsorgsgiver præges af primære omsorgsgivers kontrollerende og dominerende adfærd og ønske om voldsom stimulering af barnet. Mens den ambivalente tilknytning er determineret af manglende 23

23 respekt, engagement og lydhørhed. Forsimplet kan man sige at hvis faktorerne for tryg tilknytning ikke finder sted, vil det resultere i utryg tilknytning, med forskellige udmøntningsmuligheder alt efter hvad den primære omsorgspersons mangler. Fonagy påpeger endvidere at mødre med tryg tilknytning, - ikke nødvendigvis til deres egne mødre men i deres tilværelse generelt -, viser større evne til at forklare sammenhænge til deres børn. De er også bedre til at forstå børnenes intention og følelser, selv inden de er fuldstændigt tydeliggjorte for barnet selv. Nyere forskning (Fonagy, 2001; 39) har også vist at folk der er selvbevidste omkring deres følelser og sociale sammenhænge, med større sandsynlighed ville få trygt tilknyttede børn. Man kan sammenfattende sige at der er større sandsynlighed for tryg tilknytning hvis: den primære omsorgsgivers proksimale faktorer som f.eks. hendes nærhed, følsomhed, forståelse, respekt og lydhørhed, er fremtrædende. De distale faktorer som f.eks. egen opvækst, sociale position, psykiske stabilitet, stress-niveau og økonomiske situation påvirker alle hendes evne til at give barnet tryg tilknytning. Lidt simplificeret kan man sige at den primære omsorgsgivers psykiske, personhistoriske, sociale og fysiske situation påvirker evnen til at videregive tryg tilknytning. Det er umiddelbart ikke så overraskende, men har vist sig som overraskende virksomt i forhold til tidligere antaget. 2.7 Bowlby og tilknytningsteori Tilknytning er [ ]barnets tilbøjelighed til at søge nærhed, omsorg og beskyttelse hos en bestemt person, når det er bange eller ked af det eller lider fysisk nød. (Koester, 2005; 222) Ifølge Bowlby, er barnet fra det øjeblik det er født, dybt afhængig af en nær tilknytning til et andet menneske. I familier hvor der både er en far og en mor, er det oftest moderen, der har den tætteste relation til barnet i det første leveår. Arne Paulsen mener, at det er vigtigt at man skelner mellem utryg tilknytning; barnet forsøger at bruge sin mor som sikker base og på den anden side, tryg tilknytning hvor barnet er i stand til at bruge hende som sikker base, når det er bange. Morens tilknytning til barnet er en rettethed mod barnet. Barnets trygge tilknytning er ikke primært en rettethed mod moren, men en brug af moren som sikker base i sin rettethed mod det fremmede. Det er derfor en stor misforståelse, hvis moren opfatter tilknytningen som en kærlighedsrelation mellem de to parter. Morens tilknytning er en kærlighedsrelation, men barnets trygge tilknytning består i, at barnet tager moren for givet som en sikker base i sit tilværelsesprojekt. Det er først, når barnet 24

24 af en eller anden grund får behov for sin mor, at tilknytningen til mor bliver en rettethed mod mor. (Paulsen, 2008; 24ff) Barnets tilknytning er dannet ved syvmåneders-alderen. Barnets primære omsorgspersoner kan være andre end barnets biologiske forældre. Tryg og utryg tilknytning er afhængig af tilknytningskvaliteten, og den kvalitet måles med tre forskellige undersøgelsesmetoder, som vi ikke vil fordybe os i. En af dem er fremmedsituationstesten som blev udviklet af Ainsworth. Hun opstiller, ud fra resultaterne af denne test, forskellige tilknytningsmønstre: Tryg-sikker tilknytning, utryg-undgående tilknytning, utryg-modstræbende tilknytning og utryg-desorganiseret tilknytning. Tryg-sikker tilknytning ser man hos de fleste børn. Børnene udviser her tillid til deres forældre og nysgerrighed til omgivelsen. De børn ved, at de kan søge hjælp, hvis de bliver usikre. Den betydningsfulde voksne er aldrig langt væk. Utryg-undgående tilknytning : Barnet er optaget af tingenes verden og undgår følelsespræget kontakt f.eks. øjnekontakt. Barnet har svært ved at sætte ord på dets følelser og de sociale og følelsesmæssige kompetencer er svækket. Barnet har opgivet troen på tilgængelighed fra betydningsfulde voksne og er emotionel selvtilstrækkelig i sin adfærd. Utryg-modstræbende tilknytning : Barnet bruger al sin energi på at få etableret en sikker base og har således svært ved at være udforskende. Barnet har et stort behov for opmærksomhed eller virker trist og indadvendt. Utryg desorganiseret tilknytning : barnet har en uforudsigelig adfærd, der skyldes et indre kaos. Barnet pendler mellem de forskellige tilknytningsmønstre. Barnets indre arbejdsmodeller kan ikke fungere som navigation for barnets ageren. Barnet har været udsat for alvorlig omsorgssvigt. (Paulsen, 2008; 25ff) Paulsen peger på at barnet temperamentsmæssigt kan deles op i tre forskellige grupper; børn med nemt temperament, børn med vanskeligt temperament og børn der er langsomme til at varme om Barnets temperament har, iflg. undersøgelser som Paulsen refererer til, betydning for utryg tilknytning. Børn med vanskeligt temperament kan blive modstræbende, mens børn der er langsomme til at varme op kan reagere undgående tilknyttet. (Paulsen, 2008; 35) 25