CPH:DOX* 2018 FACES PLACES

Transkript

1 Velkommen på CPH:DOX! CPH:DOX er Danmarks internationale dokumentarfilmfestival, der hvert år afholdes i Danmark. Som en del af festivalen laver vi med skoleprogrammet UNG:DOX filmvisninger for elever på ungdomsuddannelser over hele landet. Med udgangspunkt i verdens bedste dokumentarfilm er det vores ambition at bidrage til en spændende, relevant og alsidig undervisning, der ikke altid behøver at finde sted i klasselokalet. I skal se den franske film Faces Places instrueret af den 89-årige filmskaber Agnès Varda, som sammen med fotografen JR, tager på roadtrip rundt i Frankrig i en af årets mest elskede og fantasifulde film. 1

2 OM FILMEN: Hvis der fandtes en Nobelpris for nice-ness ville den gå til Agnès Varda - men en æres-oscar kan også gøre det. Den dybt charmerende 89-årige filmskaber har både fantasien og overskuddet i behold, og i sin nyeste film har hun allieret sig med den unge fotograf JR. Sammen tager de på et roadtrip rundt i Frankrig for at møde folk, fotografere dem og klistre portrætterne op i kæmpeformat på husfacaderne, hvor folk bor. Et socialt eksperiment og et generøst projekt, som i en tid præget af splittelse og krise samler folk og giver håb. Faces Places har været en af årets mest elskede film siden premieren i Cannes i sommers, og slutter sig smukt til Vardas rige og omfattende livsværk - et værk, der ganske svimlende startede helt tilbage i 1954, hvor hun lavede den første franske nybølgefilm, og som siden har formet sig som et langt, cinematisk eventyr mellem fiktion, dokumentar og filmiske essays. Alt sammen drevet af Vardas umættelige nysgerrighed efter at forstå verden omkring sig - og af et feministisk engagement, der i sig selv vil sikre hende en førsteplads i filmhistorien. 2

3 DEFINITIONSSPØRGSMÅLET HVAD ER EN DOKUMENTARFILM? En dokumentarfilm kan betegnes som en instruktørs fortolkning af virkeligheden. Da der er tale om film, kan det dog ikke sammenlignes med, hvad vi ser i TV Avisen, Nyhederne eller i en aktuel TV- reportage. I dag vises flere og flere dokumentarfilm i biografen, da de i underholdningsværdi er kommet på linje med spillefilm, og derfor sælger billetter til et langt større publikum end før set. Dokumentarfilm er film, som umiddelbart kan se meget forskellige ud, men fælles for dem er, at de har et tæt forhold til virkeligheden. Dokumentarfilm beskrives i visse sammenhænge som det modsatte af fiktion, men i filmteorien behandles de ikke som sådan. Det siges derimod at fiktion skaber en verden for sin historie, hvorimod dokumentarfilm finder sin historie i den verden, som vi lever i. En dokumentarfilm er ikke en spillefilm og heller ikke en reportagefilm, det er virkeligheden oplevet gennem et temperament. Det kan være en forfatter, en instruktør eller en fotograf. Theodor Christensen, som regnes for den danske dokumentarfilms far, har defineret dokumentarfilmen på følgende måde: Dokumentarfilm er ikke virkelighed. Det er ikke billeder af en handling, men handling i billeder. Dokumentarfilm kan altså defineres som film, der henter deres stof fra virkeligheden, og foretager en kreativ bearbejdning af denne, der præsenterer det ud fra en personlig holdning eller synsvinkel. Dokumentarfilm kan altså også være en kunstart og ikke blot et medie, der skal registrere sandheden om virkeligheden. Dokumentarfilm kan fremvise autentiske personer, miljøer og hændelser. Dokumentarfilmen fremstiller dog ikke virkeligheden uformidlet. Genren defineres således i den britiske filmproducent og filmteoretiker, John Griersons, klassiske definition som creative treatment of reality. Dokumentarer kan anskues i forhold til publikums forventninger, og den kontrakt der indgås idet man tænker en film som dokumentarisk. Ved dokumentarfilm forventer publikum en slags redigeret virkelighed, hvor de i mødet med fiktionsfilm ikke nødvendigvis forventer en direkte relation til virkeligheden. Flere nye produktioner leger dog med disse forventninger - fakta- overfor fitionskoder, og blander fortælleformer fra fiktionsfilm og dokumentarer. Disse produktioner kaldes hybridfilm. Hybridgenrer kan gøre det mere kompliceret for tilskueren at gennemskue, hvorvidt en given film er fiktion eller fakta, og dermed præge vurderingen af filmens budskab. Det kan således være svært formelt at afgrænse dokumentarfilm. Visse bruger iscenesættelser, rekonstruktioner, eller greb hvor de medvirkende spiller eller performer en udgave af sig selv. På dokumentarfilm festivalen CPH:DOX lægges programmet ud fra en meget bred definition af dokumentarfilm, og festivalen viser produktioner der ikke kun kan anskues som rene dokumentarformater. 3

4 FØR VI SER FILMEN Still fra dokudramet Jane B. par Agnès V. Agnès Vardas er kendt for sin eksperimenterende måde at lave film på, og hendes stil er svær at sætte i en enkelt kasse. Hun er en historiefortæller, der ikke er bundet af de regler mange andre dokumentarister følger. Alligevel fletter hendes værker sig ind og ud imellem de almindeligt brugte fortælleformer; enten i deres rene form eller i en kombination med de andre. Sæt dig ind i de 6 forskellige dokumentariske fortælleformer, man normalt bruger og hold øje med hvilke greb Faces Places benytter sig af: DOKUMENTARISKE FORTÆLLEFORMER - Den forklarende dokumentar: Henvender sig autoritativt direkte til tilskueren gennem et kommenterende lydspor, enten som Voice of God, hvor den talende ikke er til stede i billedet, eller som Voice of authority, hvor den, som taler, også er til stede i billedet. Denne type dokumentarfilm har et stort fokus på information og overtalelse, gennem velbegrundet argumentation. - Den observerende dokumentar: Denne stil kaldes ofte fluen-på-væggen dokumentarer. Udtrykket henviser til at filmens medvirkende ofte ikke lader til at redistrerer, eller ikke forholder sig til, at der er et kamera tilstede. Denne fortælleform er ofte blevet betragtet som en mest objektive, fordi instruktøren ikke griber så meget ind i det der sker foran kameraet. Det er en meget åben form, hvor tilskueren gives lov til at konkludere selv. 4

5 - Den poetiske dokumentar: Her betones det æstetiske og/eller formmæssige stil, mens det retoriske element (overtalelsen) nedtones. Filmene spiller på det følelsesmæssige gennem rytme og form, og fokus er ikke at give en præcis fremstilling virkeligheden, men at beskrive filmskaberens forestilling om en virkelighed. Denne fremstillingsform har ikke nødvendigvis en decideret historie at fortælle, men fokus er på de sanselige og poetiske sider af virkeligheden. - Den interaktive dokumentar Den interaktive dokumentar er en mere deltagende stil, der ikke skjuler filmens medie eller instruktør. Hvor den observerende dokumentar forsøger at give indtryk af, hvordan det er at være i en given situation, forsøger den interaktive dokumentar at beskrive, hvordan det er at være filmskaber i en given situation - og i høj grad, hvordan kameraet tilstedeværelse påvirker den enkelte situation. - Den refleksive dokumentar Den refleksive dokumentar forholder sig først og fremmest refleksivt til selve dokumentargenren. Stilen fokuserer på hvordan og hvad, der kommer ud af processen når man laver en dokumentarfilm. Denne fortælleform sætter dokumentarfilmens grundvilkår under lup. Således forsøger denne form ikke at bidrage med nye informationer til tilskueren, men derimod gør den tilskueren opmærksom på de informationer og måden, de præsenteres på i mødet med medierne. - Den performative dokumentar Den performative dokumentar skaber selv en stor del af handlingen i filmen ved intervention eller planlagte events. Den performative dokumentarist forsøger hele tiden at minde os om, at verden er mere end de visuelle indtryk, som tilskueren ser og fortolker. Denne form forsøger ikke at overtale tilskueren, men henvender sig i stedet emotionelt og ekspressivt. Benyttelse af en speaker kan bruges til at sætte publikum ind i filmens emnefelter, men samtidig kan mere poetiske virkemidler samtidig benyttes til at give seeren et mere oplevelsesorienteret indtryk. FOR FRANSK: Læs anmeldelsen af filmen fra den franske avis Les Inrockuptibles. 5

6 UNDER FILMEN: - Er filmens fortælling meget eller lidt forklarende? - Hvordan er filmen filmet? Skifter den vinkler og type af kameraer ofte eller lidt? - Er filmens handling planlagt eller tilfældig? EFTER FILMEN: - Tal i klassen om hvilke fortælleformer I syntes filmen brugte. Kan I blive enige om én bestemt - eller er den en blanding af mange? - Hvordan påvirkede det folk, at deres portrætter blev printet ud i så store størrelser og hængt op? - Hvilke tanker og følelser tror du det sætter i gang hos mennesker, når de pludselig får den opmærksomhed? 6

7 DISKUTÉR OG ANALYSER Tal i klassen om: - Hvad vil dokumentaren gerne fortælle os? - Hvorfor vil den gerne tale om netop det? - Hvordan gør den det? - Hvis du måtte stille ét spørgsmål til JR eller Agnès Vardas, hvad ville du så gerne spørge om? - Hvordan tror I, at det påvirker unge mennesker i dag at være så betaget af deres eget billede, og hvordan hænger det sammen med filmens budskab? Sæt jer sammen i par og tal om: - Hvad det betyder for filmens historie, at intet er forudbestemt af instruktørene? - Hvad ville have været anderledes, hvis tingene var planlagt? - Ville det have været bedre eller dårligere? - Hvorfor? 7

8 PRAKTISK ØVELSE: Tag et billede af et eller flere mennesker, som du møder tilfældigt eller find en person, som du synes er spændende at portrættere. Få inspiration fra Faces Places og i Agnès Vardas og JR s andre værker. La Pointe Courte, Agnès Varda Wrinkles of the City, JR Præsenter det færdige værk i klassen og forklar, hvorfor du valgte netop det motiv og stilen du har valgt at fotografere i. 8