Gaius Julius Cæsar borgerkrigen OVErsaT af hans bæk hansen historiens VErdEN det historiske akademi

Transkript

1 Gaius Julius Cæsar borgerkrigen oversat AF hans BÆK HANSEN Historiens Verden Det historiske akademi

2 Gaius Julius Cæsar Borgerkrigen Oversat af Hans Bæk Hansen Det Historiske Akademi

3 Gaius Julius Cæsar - Borgerkrigen Oversat af: Hans Bæk Hansen En del af temaserien Historiens Verden, der redigeres af Hans Bæk Hansen og Jan Brix Det Historiske Akademi Udgives af : Det Historiske Akademi Historie, Kultur & Samfund Undervisningsportal: Kontakt: info@historisk-akademi.dk Forlagsredaktion: Hans Bæk Hansen Rasmus Kjærbye Petersen Jan Brix Grafisk medarbejder: Ida Bolwig Mose Tryk: Formula Tryxager A/S ISBN: Om forfatteren Hans Bæk Hansen er født i 1979, og i 2003 blev han uddannet cand. mag. i klassisk filologi fra Syddansk Universitet. Han har siden sin studietid beskæftiget sig med formidling indenfor historie, kultur, kunst, litteratur og religion med særlig fokus på antikkens Grækenland og Rom. Hans Bæk Hansen har siden 2009 været tilknyttet Det Historiske Akademi, hvor han er redaktør på undervisningsportalen Siden sin tilknytning til Det Historiske Akademi har han udover antikken også fokuseret på Det byzantinske Rige, vesteuropæisk middelalder samt renæssancen. Forord Hensigten med denne oversættelse er at give læseren et kort indblik i romersk historie, borgerkrigstiden f.v.t., hvor de to magtfulde og spændende mænd Cæsar og Pompeius var hovedpersonerne. Det hele bærer præg af, at den oprindelige beskrivelse er Cæsars egne erindringer om perioden. Cæsars beskrivelse, der er skrevet på hans modersmål latin, indeholdt ingen overskrifter på kapitlerne. Jeg har indsat disse af hensyn til forståelsen og overskueligheden. Yderligere er der indsat noter og tekstbokse for at give en bedre baggrundsforståelse. Min egen interesse for græsk og romersk historie og sprog blev allerede vakt i de gode år på Middelfart Gymnasium og fortsatte i mine lige så gode studieår ved Syddansk Universitet, hvor jeg studerede klassisk filologi. Jeg håber at vække den samme interesse hos læseren. Jeg sender en stor tak til Det Historiske Akademi og akademileder Jan Brix, som har gjort denne bog mulig, samt til min kollega ved Det Historiske Akademi Rasmus Kjærbye Petersen for mange gode samtaler. Omslagsbilleder: Forsidefoto: Jan Brix Buste af Gaius Julius Cæsar den grønne Cæsar fra Altes Museum i Berlin.

4 Indholdsfortegnelse Historisk introduktion....side 4 Bog I....side 6 Bog II... s.ide 34 Bog III....side 51 4 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k rgai i g e n u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

5 historisk Introduktion Borgerkrigen af Gaius Julius Cæsar omhandler konflikten mellem Cæsar og popularerne (latin: populares) på den ene side og Pompeius og optimaterne (latin: optimates) på den anden side. I 60 f.v.t. stiftede Pompeius, Crassus og Cæsar triumviratet. Alliancen blev konsolideret af Pompeius ægteskab med Julia, Julius Cæsars datter, i 59 f.v.t. Samme år blev Cæsar udnævnt til konsul, hvorefter han fik tildelt statholderskabet over Gallia Cisalpina i det nordlige Italien, hvorefter han påbegyndte erobringen af Gallien. I mellemtiden var der uroligheder i Rom forårsaget af en vis Publius Clodius Pulcher. Det lykkedes Pompeius at genoprette ro og orden i byen og stabilisere Roms kornforsyninger. Dette førte til øgede spændinger i triumviratet, hvilket blev udnyttet af en fraktion kaldet optimates anført af personer som Cicero og Cato. De forsøgte at få Cæsar, der ikke havde fuldendt erobringen af Gallien, kaldt tilbage for at han kunne blive retsforfulgt for sit år som konsul. Cæsar fik indkaldt til møde i 56 f.v.t., hvor det lykkedes ham at få forlænget sin kommando i yderligere fem år. For at opveje dette fik Pompeius og Crassus tildelt kommandoen over henholdsvis Spanien og Syrien i en periode på fem år. Det efterfølgende år blev Crassus og Pompeius valgt til konsuler, men de efterfølgende år førte en række begivenheder til triumviratets opløsning. I 54 f.v.t. døde Julia, hvilket afbrød det familiære bånd mellem Cæsar og Pompeius. Samme år angreb Crassus Partherriget, hvilket førte til nederlag ved Carrhæ og hans død, hvorefter Pompeius og Cæsar var alene med magten. I 52 f.v.t. erklærede et senatsdekret, at Pompeius skulle være enekonsul, mens Cæsar blev udråbt til folkets forsvarer. Senatet frygtede Cæsars voksende magt, hvilket fik dem til at beordre ham til at nedlægge sine våben og sende hæren hjem. I december år 50 f.v.t. skrev Cæsar til senatet med sit sidste tilbud. Han ville nedlægge sine våben, hvis Pompeius gjorde det samme. I senatet stemte 370, mens 22 stemte imod. Optimaterne var blevet udspillet, men de fik Pompeius til at mobilisere sine legioner og redde republikken. Som svar på dette flyttede Cæsar sine legioner tættere på Italien, og den 10. januar 49 f.v.t. krydsede han Rubicon, der markerede grænsen mellem Italien og hans provins. Marchen mod Rom og de spanske felttog Cæsar marcherede mod Rom, hvilket fik senatet til at støtte Pompeius. Han mente ikke, at Rom kunne forsvares, hvorfor han flygtede til Capua. Pompeius var bevæbnet med to legioner samt nogle italienske tropper under ledelse af Lucius Domitius Ahenobarbus. I takt med at Cæsar trængte ned i Italien, trak Pompeius sig længere og længere sydpå mod Brundisium. Samtidig beordrede han Domitius til at blive og kæmpe mod Cæsar, der uden besvær besejrede Domitius hær. I mellemtiden lykkedes det Pompeius at undslippe til Brundisium, hvor han ventede på skibe, der kunne transportere ham over til Epirus. Han fik støtte af optimaterne Metellus Scipio og Cato den Yngre, der sluttede sig til Pompeius. Cæsar fulgte efter Pompeius til Brundisium og foreslog gentagne gange, at de skulle nedlægge våbnene og indgå en fred. Pompeius afviste ved at henvise til, at Cæsar juridisk og politisk set var underkastet Pompeius magt. I marts 49 f.v.t. lykkedes det Pompeius at undslippe Cæsar og flygte til Epirus i Grækenland. Den 9. marts besluttede Cæsar, at foretage en march gennem Italien og ind i Spanien, der var kontrolleret af Pompeius. Undervejs belejrede han i april Massilia, der blev styret af Lucius Domitius Ahenobarbus. I juni ankom Cæsar til Hispania, hvor han besejrede Pompeius støtter, Lucius Afranius og Marcus Petreius. Den 30. juli omringede Cæsar Afranius og Petreius hær i Ilerda og i begyndelsen af august (2. august) 5 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

6 overgav Pompeius støtter sig til Cæsar. I august blev Cæsars general Gaius Scribonius Curio besejret i Nordafrika af pompeianerne Attius Varus og kong Juba 1. af Numidien. Under sit tilbagetog blev Cæsars støtte Decimus Brutus besejret af en pompeiansk-massiliansk flåde i slaget ved Massilia. På trods af nederlaget blev Massilia indtaget af Cæsar den 6. september 49 f.v.t. Den efterfølgende måned blev Cæsar valgt til diktator i 11 dage, hvorefter han blev valgt til konsul. Herefter genoptog han sin forfølgelse af Pompeius, der på daværende tidspunkt befandt sig i Grækenland Cæsars sejr Ved Brundisium fik Cæsar samlet en hær på omkring soldater, hvorefter han krydsede havet til Epirus. Cæsar ankom i januar 48 f.v.t. til Dyrrhacium (Durazzo), hvor han med nød og næppe undgik et katastrofalt nederlag til Pompeius den 10. juli 48 f.v.t. Han trak sig herefter sydpå til Thessalien, hvor han den 9. august blev angrebet af Pompeius ved Pharsalus. Pompeius nederlag ved Pharsalus fik ham til at flygte til Ægypten, hvorefter Cæsar blev udnævnt til konsul for en periode på fem år. I Ægypten var Ptolemæus 13.s støtter udmærket klar over konflikten mellem Cæsar og Pompeius, og da de frygtede Cæsar, fik de Pompeius myrdet. Han forfulgte den pompeianske hær til Alexandria, hvor de blev involveret i den alexandrinske borgerkrig mellem Ptolemæus og hans søster Kleopatra, hvor Cæsars beskrivelse af Borgerkrigen slutter. af Jan Brix Den romerske hær Den romerske hær var opdelt i en række enheder, hvoraf den største var legionen. En romersk legion bestod i Den romerske Republik normalt af ca legionærer, men kunne være helt op til 6000 mand afhængigt af perioden. Hver legion var inddelt i 10 kohorter, og hver kohorte var inddelt i seks centurier. Et centurie bestod af ca. 100 mand. Udover legionærerne havde den romerske hær tilknyttet et rytteri samt letbevæbnede hjælpetropper. En romersk legionær på Cæsars tid kæmpede iført ringbrynje og hjelm og havde et aflangt skjold til at beskytte sig med. Legionærens våben var et kort sværd (gladius) og et tungt kastespyd (pilum). Selvom legionærerne var dygtige til at kæmpe på slagmarken, så kæmpede de også ofte i belejringskrig, hvilket flere gange er tilfældet i Borgerkrigen, og under sådanne forhold var de romerske soldater ikke bange for at give sig af med både at grave og bygge. Overalt, hvor de kom frem, anlagde legionærerne en fast lejr (castra). Legionens felttegn bestod af en figur af en ørn, der blev båret af en ørnebærer. Kommandanten for en legion blev nogle gange kaldt en legat. Romerske skibe Den romerske flåde bestod af galejer. Galejer var skibe, som blev roet frem, men nogle kunne også hejse sejl. Forrest i stævnen havde de romerske galejer en såkaldt skibssnabel, som de brugte til at vædre andre skibe med. De forskellige typer galejer blev benævnt efter måden deres årer sad i lag på. En trirem var således en treradåret galej. Skibstyper Trirem Treradåret galej Quadrirem Fireradåret galej Quinquerem Femradåret galej Jolle (scapha) Lille båd Liburne Lille krigsskib 6 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

7 Bog I Bogen Borgerkrigen er Cæsars egen beretning om den borgerkrig, som bragte ham til magten i Den romerske Republik. Bogen består af tre bøger. Den første handler kort fortalt om stridighederne og kampene, der brød ud i januar 49 f.v.t., da Cæsar invaderede Italien med sin hær, efter at der var blevet stillet forskellige fordringer til ham fra Rom, som han ikke kunne acceptere. Hans modstandere forlod Italien og gjorde sig kampklare. Hans hovedmodstander var Pompeius. Cæsar overtog Italien og kæmpede mod Pompeius folk i Spanien og besejrede dem samme år. 1. Senatet ophidses mod Cæsar Efter at Cæsars brev var blevet overrakt konsulerne, lykkedes det kun med stort besvær folketribunerne at overtale dem til at lade det læse op i senatet. Men det lykkedes ikke at få en drøftelse sat på senatets dagsorden. I stedet redegjorde konsulerne for statens tilstand. Konsulen Lucius Lentulus ophidsede senatet mod Cæsar og lovede, at han, Lentulus, ikke ville svigte republikken, hvis blot senatorerne ville udtrykke deres holdninger dristigt og kraftfuldt; men hvis senatorerne imødekom Cæsar og søgte hans gunst som ved tidligere lejligheder, da ville han træffe sine egne forholdsregler udenom senatet: Han ville nemlig også kunne falde tilbage på Cæsars nåde og venskab. Scipio gav udtryk for den samme holdning: Pompeius havde ikke i sinde at svigte staten, hvis senatet fulgte Pompeius; men hvis senatet tøvede og handlede svagt, da ville det senere, dersom det måtte få brug for den, bønfalde Pompeius forgæves om hans hjælp. 2. Taler i senatet Denne tale, som Scipio holdt, forekom at strømme fra Pompeius egen mund, fordi senatsmødet blev afholdt i Rom og Pompeius befandt sig lige i nærheden. Andre talere havde i forsamlingen givet udtryk for en mindre hård holdning end Scipios. Til at begynde med Marcus Marcellus som i en tale lagde den holdning for dagen, at man ikke burde drøfte sagen i senatet, førend der var mobiliseret i hele Italien og udskrevet hære, så senatet under disses beskyttelse frit og uden for fare turde træffe de beslutninger, som det ønskede at træffe. Det samme sagde Marcus Calidius, som mente, at Pompeius burde drage til sine provinser, så årsagen til et væbnet sammenstød forsvandt: Cæsar frygtede nemlig det faktum, at Pompeius syntes at tilbageholde to legioner, som netop var blevet Cæsar berøvet af Pompeius, nær Rom og holde dem i beredskab for senere at bruge dem imod ham; Marcus Rufus ligeså, idet han med nogle få afvigelser i sit ordvalg delte Calidius synspunkt. Alle disse talere blev ofre for konsulen Lucius Lentulus hån. Lentulus nægtede pure at fremsætte Calidius forslag. Skræmt af skældsordene fraveg Gaius Julius Cæsar Cajus Julius Cæsar er forfatter til Borgerkrigen og dens forløber Gallerkrigen. Cæsar var romersk feltherre og statsmand. Han blev født i Rom 13. juli år 100 f.v.t. Som ung opnåede han at blive guvernør i Spanien. Senere blev han pontifex maximus (ypperstepræst i Rom). Cæsar indgik i 60 f.v.t. en alliance med to andre magtfulde romere, nemlig Gnæus Pompeius, hans senere fjende i Borgerkrigen, og den rige Marcus Crassus. Cæsar blev konsul, og efter sit konsulat fik han guvernørposten i den romerske del af Gallien i 58 f.v.t. Gennem en årrække erobrede han hele Gallien i en række krige, som er beskrevet i bogen Gallerkrigen. Efter at have erobret Gallien ville Cæsar stille op som konsul i Rom uden at forlade sin provins eller nedlægge sin hær. Det ville hans fjender ikke godtage, så de mobiliserede. Cæsar invaderede efterfølgende Italien, hvilket udløste Borgerkrigen mellem Cæsar og Pompeius. Denne krig er beskrevet i bogen Borgerkrigen. Cæsar vandt Borgerkrigen og endte med at blive diktator på livstid. Han blev myrdet af en sammensværgelse af senatorer i senatet i Rom 15. marts år 44 f.v.t. Marcellus sit synspunkt. Således stemte det tvungne, uvillige og skræmte flertal for Scipios forslag, 7 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

8 fordi de blev drevet dertil pga. truslerne fra Pompeius politiske forbundsfæller, konsulernes råben og deres egen frygt for Pompeius hær, som befandt sig i nærheden. Nemlig: At Cæsar inden en fastlagt dato skulle afmønstre sin hær; hvis han ikke gjorde dette, ville han blive betragtet som handlende imod statens interesser. Folketribunerne Marcus Antonius og Quintus Cassius nedlagde veto. Tribunernes veto diskuteredes omgående. Alvorlige ytringer kom på bane; jo bitrere og ondere en eller anden talte, desto større ros modtog han af Cæsars fjender. 3. Pompeius sammenkalder senatorerne Gnæus Pompeius Gnæus Pompeius med tilnavnet den Store var en romersk feltherre og statsmand. Han blev født i 106 f.v.t. og deltog som ung på Sullas side i borgerkrigen mellem Sulla og Marius. Pompeius gjorde sig efterfølgende bemærket som feltherre, bl.a. ved at besejre Sertorius i Spanien. Pompeius havde senere en tæt tilknytning til de spanske områder, hvor hans legater senere udkæmpede en del af borgerkrigen mod Cæsar. I år 70 f.v.t. trådte Pompeius ind på den politiske scene i Rom, da han sammen med Crassus blev valgt til konsul for det år. Efterfølgende var Pompeius atter aktiv som feltherre og bekæmpede sørøvere i Middelhavet, besejrede kong Mithridates af Pontos og gjorde Syrien til en romersk provins. I år 60 f.v.t. indgik Pompeius sammen med Cæsar og Crassus den uformelle politiske alliance triumviratet, og Pompeius blev gift med Cæsars datter. Cæsars datter døde imidlertid nogle år senere, og alliancen mellem Cæsar og Pompeius varede ikke ved. I 49 f.v.t. udbrød Borgerkrigen mellem Cæsar og Pompeius, efter at Cæsar i det forgangne tiår havde opbygget et militært ry og en slagkraftig hær ved at erobre Gallien. Pompeius led et endegyldigt nederlag til Cæsar i slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. og flygtede efterfølgende til Ægypten, hvor han blev myrdet ved sin ankomst. Da senatsmødet blev hævet hen under aften, kaldte Pompeius alle senatorer til sig. Pompeius roste de hurtige og opmuntrede dem, hvad fremtiden angik; de langsommere revsede han og søgte at motivere. Fra alle sider tilkaldtes veteraner fra Pompeius gamle hære med håb om belønning og forfremmelse. Mange soldater fra de to legioner, som var blevet overdraget af Cæsar, udkommanderedes. Byen og selveste comitium 1 fyldtes med militærtribuner, centurioner og reserver. Alle de, som var venner af konsulerne, tilhængere af Pompeius og gamle fjender af Cæsar, samledes i senatet; deres råben og sammenstimlen skræmte dem, som var vaklende i deres loyalitet, og motiverede de tvivlende, mens flertallet blev berøvet dets ret til frit at træffe beslutninger. Censoren Lucius Piso lovede at rejse til Cæsar for at informere ham om tingenes tilstand, og det samme gjorde prætoren Lucius Roscius: Til denne mission forlangte de seks dage. Ikke få ytrede ønske om, at gesandter blev sendt til Cæsar for at forklare ham senatets ønsker. 4. Cæsars fjender Alle disse mødte modstand og blev angrebet i taler af konsulen, Scipio og Cato. Cato motiveredes af sit gamle fjendskab til Cæsar og ærgrelse over sit valgnederlag. Lentulus blev drevet af stor gæld og håbet om en hær, provinser og bestikkelser fra mænd, der ønskede at kalde sig konger, og han pralede over for sine venner med at ville være en anden Sulla og regnede med at få overkommandoen. Scipio fyldtes af de samme håb om provinser og hære, som han regnede med at skulle dele med sin svigersøn Pompeius, og motiveredes yderligere af frygt for retsforfølgelse, samt af selvdyrkelse og smiger fra folk, som dengang havde stor indflydelse i det offentlige liv og ved domstolene. Pompeius selv havde opfordret dertil af Cæsars fjender og sit eget ønske om, at ingen skulle nyde samme anseelse som han selv, helt vendt sin alliance med Cæsar ryggen og forsonet sig med deres fælles fjender, af hvilke han selv engang som svigersøn havde påtvunget Cæsar de fleste. Han var også dybt berørt af det dårlige 8 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

9 rygte, som han havde pådraget sig ved at vende Cæsars to legioner fra deres asiatiske og syriske mål for at højne sin egen indflydelse og styrke sit eget eneherredømme. Af disse grunde ønskede han at bringe sagen til afgørelse ved våben. 5. Flugten fra Rom Derfor skete alt i hast og forvirring. Cæsars venner og slægtninge fik ikke tid til at informere ham om, hvad der foregik, eller folketribunerne lejlighed til at afværge den fare, de udsættes for, og ikke engang til at udøve denne den yderste ret til at nedlægge veto, som selv Lucius Sulla havde ladet deres embede beholde. De blev derimod efter kun syv dage i embedet tvunget til at betænke deres personlige sikkerhed, hvor det tidligere var normalt, at selv de mest revolutionære tribuner kunne regne med en embedsperiode på mindst otte måneder at handle i. Senatorerne greb til den ekstreme og yderste senatsbeslutning, som man tidligere omtrent kun havde gjort brug af, når selve Rom var truet af ildspåsættelse, eller når alles liv var bragt i fare af forbryderes vovemod2: Alle konsuler, prætorer, folketribuner og de prokonsuler, som måtte befinde sig i nærheden af Rom skal tage skridt til, at staten ikke lider skade. Dette førtes i henhold til senatsbeslutning til protokols den 8. januar. Således gennemførtes på de første fem dage, hvor det var muligt at afholde senatsmøder, dvs. fra den dag hvor Lentulus tiltrådte sit konsulat på nær to valgdage, de alvorligste og hårdeste resolutioner mod både Cæsars kommando 3 og mod disse de betydeligste mænd, folkets tribuner. Folketribunerne flygtede straks fra Rom og begav sig til Cæsar. Han var på dette tidspunkt i Ravenna, hvor han afventede svar på sine allermildeste krav i håbet om, at sagen som følge af almindelig rimelighed kunne bringes til en fredelig afslutning. 6. Ti legioner klar De næste dage mødtes senatet udenfor byen 4. Pompeius gav udtryk for de samme ting, som han havde tilkendegivet gennem Scipio: Han roste senatets mod og standhaftighed; han redegjorde for sin militære styrke; han havde ti legioner klar; han var i øvrigt bekendt med og fuldstændig sikker på, at Cæsar ikke havde sine soldaters opbakning, og at de ikke ville kunne overtales til at forsvare eller følge Cæsar. De øvrige sager blev straks fremlagt for senatet: Der burde gennemføres en generel mobilisering i hele Italien; Faustus Sulla burde omgående sendes til Mauritanien; penge burde hæves fra statskassen til brug for Pompeius. Der stilledes også forslag om, at kong Juba af Numidien skulle tituleres forbundsfælle og ven; Marcellus nægtede umiddelbart at støtte forslaget. Folketribunen Philippus nedlagde veto angående Faustus. Om det resterende førtes senatsbeslutninger til protokols. Provinserne, hvoraf de to var konsulære, resten prætoriske, blev tildelt private. Syrien tilfaldt Scipio, Gallien Lucius Domitius, mens Philippus og Cotta blev forbigået ved private rænker, og deres lodder indgik endog slet ikke i lodtrækningen. Til de resterende provinser sendtes prætorer. De ventede ikke, til deres embeder havde været forelagt folket, som det de foregående år havde været skik og brug, men drog efter have aflagt ed bort iført purpurfarvede feltherrekapper. Konsulerne forlod begge byen, noget som aldrig tidligere var hændt 5 ; private gik omkring i byen og på Kapitol ledsaget af liktorer, noget som stred imod enhver tradition. Der blev rejst tropper og udskrevet våben over hele Italien; municipierne afkrævedes penge, og skatte fjernedes fra helligdommene: Enhver guddommelig og menneskelig lov blev overtrådt. 7. Cæsars tale til soldaterne Da Cæsar erfarede tingenes tilstand, talte han til soldaterne. Han genkaldte sig alle de gange, hvor hans fjender havde begået uret mod ham; han beklagede, at Pompeius var blevet forledt og forført af disse fjender pga. jalousi og æresmisundelse, skønt Cæsar altid selv havde befordret Pompeius ære og stået sammen med ham. Han beklagede det nye eksempel, der var blevet sat i staten, i og med at tribunernes vetoret, der tidligere var blevet fastslået ved våben, nu blev fordømt og undertrykt ved våben. Sulla havde, skønt han havde 9 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

10 afklædt tribunembedet næsten enhver beføjelse, dog efterladt det dets vetoret. Pompeius, som kunne forekomme at have genskabt det tabte, havde i virkeligheden berøvet dem de gaver, de havde før. Tidligere tog man kun det dekret i anvendelse, som bød regeringen at skride til handling, for at staten ikke skulle lide skade (den senatsbeslutning som kalder det romerske folk til våben), i tilfælde af skadelig lovgivning, tribuners embedsmisbrug og folkeopstandes besættelse af templer og strategiske punkter: På dette havde man fra tidligere tid Saturninus og Gracchernes eksempler, og hvordan det gik dém, til vores belæring; på denne tid var noget sådant aldrig sket, endsige tænkt. Han erindrede dem om, at de i ni år under hans lederskab havde kæmpet Roms kampe på heldigste vis, sejret i utallige slag og pacificeret hele Gallien og Germanien, og opfordrede dem til at forsvare deres feltherres anseelse og ære mod hans fjender. Soldaterne fra den 8. Legion, som var den eneste, der var tilstede, da han havde udkommanderet denne ved urolighedernes begyndelse, og resten endnu ikke var nået frem, erklærede sig højlydt parate til at hævne den uret, som var begået imod deres feltherre og folketribunerne. 8. Et budskab fra Pompeius Da han havde erfaret soldaternes sindelag, drog han med denne legion til Ariminum og mødte dér Romerske embedsmænd Den romerske Republik havde følgende embedsmænd, som optræder i Cæsars tekst om Borgerkrigen: Konsuler: Den romerske republiks to øverste embedsmænd var konsulerne (latin: consules). De blev valgt for et år ad gangen og fungerede som statsministre med lige meget magt. Hensigten var at hindre, at en enkeltperson blev for magtfuld. Tribuner: Tribun var en romersk titel. Der fandtes både militærtribuner, som var officerer, og folketribuner, som var valgte embedsmænd. Folketribunerne varetog folkets rettigheder og kunne nedlægge veto. Liktorer: En liktor (latin: lictor) var en romersk vagt udstyret med fasces, der var et risknippe, hvori der til tider sad en økse. Høje embedsmænd var ledsaget af liktorer. Embedsmandens rang afgjorde antallet af liktorer. Prætorer: Prætorer var romerske embedsmænd, som dels havde at gøre med jura, dels fungerede som provinsguvernører. I republikkens tidlige tid havde man formentlig prætorer i stedet for konsuler som statens øverste embedsmænd. Diktator: Diktator (latin: dictator) var oprindeligt et embede i den romerske republik. Man udnævnte kun en diktator i nødstilfælde, og embedet var tidsbegrænset. Cæsar endte dog med at blive diktator på livstid. Diktatoren havde ubegrænset magt. Kvæstor: En kvæstor (latin: quaestor) var den laveste embedsmand i Rom. At blive valgt til kvæstor var det første trin på den politiske rangstige i den romerske republik. Kvæstorernes antal varierede op gennem historien, og det samme gjorde deres opgaver. Ofte havde en kvæstor dog at gøre med finanser. Censor: I den romerske republik blev der hvert femte år valgt to censorer. Det var en meget ærefuld post, og censorerne skulle bl.a. beslutte, hvem der var værdige til at sidde i senatet. Censorerne skulle også lave en opgørelse over befolkningen, undersøge formueforhold og tage vare på moralen i samfundet. Pontifex Maximus: Pontifex maximus var titlen på ypperstepræsten i det gamle Rom. En mulig oversættelse af titlen er øverste brobygger. Titlen pontifex maximus blev senere overtaget af paven. 10 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

11 folketribunerne, som var flygtet til ham; de resterende legioner kaldte han ud af deres vinterlejre og befalede dem at følge efter. Den unge Lucius Cæsar, hvis fader var en af Cæsars legater, stødte til. Da de indledende hilsner var overstået, forklarede ynglingen årsagen til, at han var kommet, nemlig at han kom fra Pompeius til Cæsar med et privat budskab: Pompeius ønskede at meddele Cæsar, at han havde rene hænder, for at Cæsar ikke skulle laste privatpersonen Pompeius for, hvad politikeren Pompeius havde gjort for staten. Pompeius havde altid sat hensynet til staten over private bånd. Cæsar burde også af hensyn til sin værdighed opgive sin kampiver og sin hidsighed for statens skyld og ikke i dén grad vredes på sine fjender, at han i håbet om at skade dem kom til at skade staten. Lucius tilføjede noget mere af samme art samtidig med, at han kom med undskyldninger for Pompeius. Prætoren Roscius fremførte ligeledes de samme ting med de samme ord for Cæsar og gjorde det klart, at de var ham indprentet af Pompeius. 9. Cæsars krav Alt dette syntes ikke at gøre noget til at lette den begåede uret, men siden Cæsar nu havde mænd af passende stand hos sig, gennem hvilke han kunne meddele sine krav til Pompeius, så bad han hver enkelt om, siden de nu havde overbragt ham, hvad de var blevet pålagt af Pompeius, ikke at afvise også at overbringe hans krav til Pompeius og dérved uden større besvær undgå konflikt og befri Italien for frygt. Cæsar sagde, at han for sit vedkommende altid havde regnet statens værdighed som det første, ja som vigtigere end selve hans eget liv. Det havde smertet ham, at han, fordi han ved sine fjenders bagvaskelse var blevet fravristet et velvilligt privilegium givet ham af det romerske folk, var blevet berøvet de sidste seks måneder af sin kommando for at blive trukket tilbage til Rom, når folket havde besluttet, at han skulle have lov til at føre sit kandidatur 6 in absentia. Denne æreskrænkelse havde han dog båret over med for statens skyld. Da han havde sendt brev til senatet med forslag om gensidig afrustning, havde han ikke engang opnået dette. Man havde mobiliseret i hele Italien, to legioner, som var blevet ham frataget under påskud af, at skulle føre krig mod partherne, blev holdt tilbage fra ham; staten stod under våben. Skulle mon ikke alt dette være rettet imod ham? Og dog var han rede til at nedlade sig til hvad som helst og lide enhver tort for statens skyld. Blot skulle Pompeius drage til sine provinser og opløse sin hær, alle i Italien nedlægge våbnene, enhver grund til frygt fjernes fra borgerne, og styret af staten og valghandlingerne atter overlades til senatet og det romerske folk. For at dette lettere kunne finde sted og på sikre betingelser bekræftes ved ed, kunne enten Pompeius komme til Cæsar eller Cæsar til Pompeius. Således ville alle stridigheder kunne bilægges gennem samtale. 10. Svaret på kravet Efter at have modtaget disse budskaber drog Roscius sammen med Lucius Cæsar til Capua, hvor de mødtes med konsulerne og Pompeius; de overbragte Cæsars krav. Konsulerne og Pompeius skrev efter at have overvejet sagen et brev til Cæsar med deres svar og sendte budbringerne tilbage til ham med et budskab, hvoraf summen var følgende: Cæsar skulle vende tilbage til Gallien, forlade Ariminum og opløse sin hær; hvis han gjorde det, ville Pompeius rejse til Spanien. I mellemtiden, indtil løfter var afgivet om, at Cæsar ville gøre, som han havde lovet, ville konsulerne og Pompeius ikke hæve mobiliseringen. 11. Freden i fare Det var på ulige betingelser at kræve, at Cæsar skulle forlade Ariminum og vende tilbage til sin provins, mens Pompeius selv fik lov at beholde både sine egne provinser og legioner, som ikke var hans egne; han ønskede, at Cæsars hær skulle opløses, men mobiliserede selv; Pompeius lovede at ville rejse til sin provins, men sagde ikke noget om hvornår, således at han, hvis han ikke var rejst, når Cæsars embede var til ende, ikke ville kunne pådrage sig religiøs besmittelse ved at forbryde sig mod sin ed; og det, at han ikke ville afsætte tid til et møde og ikke ville nærme sig Cæsar, satte i sandhed freden i en tilstand af dyb desperation. Cæsar sendte da Marcus Antonius fra Ariminum 11 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r g e r k r i g e n

12 Verdenshistorien på nettet HISTORIENSVERDEN.DK er den første komplette danske verdenshistorie på nettet. Det er en anderledes verdenshistorie med en lettilgængelig kronologisk opbygning. Portalen er konstant under udbygning med nye verdenshistoriske tekster, biografier, leksikonartikler og kilder. Som abonnent på historiensverden.dk får du adgang til et væld af tekster til verdenshistorien fra den nærorientalske oldtid og frem til det 21. århundrede. Verdenshistorisk temaserie Det Historiske Akademi har lanceret den verdenshistoriske temaserie Historiens Verden, der har til formål at supplere vores undervisningsportal med interessante og uddybende aspekter af verdenshistorien. Temaserien Historiens Verden har til hensigt at behandle emner indenfor de store historiske epoker, historiske personligheder og imperier samt krige, opdagelser og erobringer. Denne verdenshistorie kan ikke sammenlignes med noget andet verdenshistorisk samleværk, da denne temaserie på utraditionel vis sigter på at tage fat på både det kendte og ukendte. De 3 første bøger i temaserien Historiens Verden er indenfor oldtiden: Isis og Serapis. Ægyptiske kulter i Rom og Romerriget Dareios den Store. Storkongen og Perserkrigene Gaius Julius Cæsar: Borgerkrigen Kommende bøger i temaserien dækker middelalderen, renæssancen og nyere tid: Reformationen i Europa Den amerikanske Borgerkrig Det byzantinske Rige Renæssancen i Italien Det Historiske Akademi En formidlings- og forlagsvirksomhed, der udgiver undervisningsmateriale, bøger, arrangerer foredrag og seminarer samt kulturhistoriske- og historisk-arkæologiske rejser med et højt fagligt indhold:

13 Det berømte citat Terningen er kastet stammer fra den 10. januar 49 f.v.t., da erobreren af Gallien, Gaius Julius Cæsar, krydsede floden Rubicon og erklærede senatet krig. Julius Cæsar var kort forinden af det romerske senat blevet afkrævet, at han skulle nedlægge sine våben og overlade sine veltrænede og kamperfarne tropper til en ny statholder. Senatets ultimatum stillede Cæsar overfor et dilemma: han kunne enten vælge at opgive sine legioner og dermed sin politiske karriere, eller han kunne vælge at gøre oprør. Cæsar valgte sidstnævnte, og citerede angiveligt digteren Menander, da han sagde de berømte ord alea iacta est ( Terningen er kastet ), hvorefter han krydsede Rubicon og invaderede Italien. Pompeius besluttede at kæmpe for senatet, men han blev hurtigt tvunget til at trække sig ud af Italien og flygte til Grækenland. Cæsar fulgte ikke øjeblikkeligt efter, da han først tog til Spanien for at nedkæmpe Pompeius allierede. Først i januar 48 f.v.t. krydsede han Adriaterhavet og landede i det nuværende Albanien for at tage kampen op mod Pompeius... Læs Cæsars egne ord, når han beretter om Borgerkrigen, som gjorde Cæsar til diktator og dermed ændrede Roms historie. ISBN