Grindsted Kirke. Søndag d. 24. november 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 24. november 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, Matt. 25, tekstrække. Salmer. DDS 430 Lov og tak og evig ære. Dåb: DDS 450,1-2 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 450,3 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 501 Herre, jeg har handlet ilde DDS 276 Dommer over levende og døde. Altergang: DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed. DDS 431 Herre Kristus, dig til ære. Tekstlæsninger. Es. 65,17-19; 2. Thess. 2,13-17; Matt. 25,31-46.

2 2 Prædiken. Modsat kalenderårets nytår, der fejres natten mellem d. 31. december og 1. januar, fejres kirkens nytår 1. søndag i advent; altså om præcis en uge. Det betyder med andre ord, at kirkeåret afsluttes i dag, som helt logisk har fået navnet Sidste søndag i kirkeåret. Hvad angår kalenderåret, afsluttes det med fest og fyrværkeri. Kirkeårets afslutning fejres også med et drøn men vel at mærke med et lidt anderledes et af slagsen. Der er nemlig bulder og brag over den tekst, jeg lige læste højt. Men det er ikke den flotte, festlige og farverige form for brag. Det minder mere om tordenens truende buldren, for det er et voldsomt budskab, der gives udtryk for: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. Dette budskab er rettet mod dem, der ikke har behandlet deres medmennesker ordentligt. Et er, at de måske bevidst har trådt på nogle, noget andet, at de ubevidst har overset andre. Begge dele er forkert, hvilket Jesus slår fast med syvtommersøm i sin tale. Den manglende forståelse for andre medfører altså, at dem, der har været selvoptagede dømmes til evig fortabelse. Dagens evangelietekst har været en af de helt centrale, når man har villet argumentere for den såkaldte dobbelte udgang, altså at nogle mennesker bliver frelst, mens andre går fortabt. Frelse kan betegnes som en bekymringsløs og evig tilstand, der leves i Guds nærhed, mens fortabelsen er en Gud- og meningsløs situation, der måske ikke kun medfører sjælelig, men også fysisk smerte. Også fortabelsen lader til at være evig. Problemet med en sådan forståelse af teksten er imidlertid, at man begrænser frelsen til at være afhængig af menneskers gode gerninger. Det er jo, fordi dem, der forbandes, ikke har handlet godt, at de kastes i den evige ild. At begrænse frelsen til at være afhængig af gode gerninger, stiller os skidt, for selv det bedste menneske prioriterer den hjælp, han eller hun vil yde. Ingen er perfekt. Hvor mange af os, der er til stede her i dag, har for eksempel ydet hjælp til

3 3 ofrene for tyfonen i Filippinerne eller borgerkrigen i Syrien? Det er måske en hel del, der har indbetalt et beløb til en nødhjælpsorganisation, der opererer i de to lande. Men hvor mange af os har samtidig lagt tid og kræfter i at forbedre hjemløses vilkår her til lands som i resten af verden? Hvor mange af os har oven i dette påtaget sig opgaven som frivillig besøgsven? Hvor mange af os har desuden brugt tid på at samle ind til godgørende formål? Hvor mange af os har ydermere brugt tid på at lytte til en, der plages af sorgen over et mistet familiemedlem? Sådan kunne jeg fortsætte med at opremse gode gerninger, for der er ingen ende på mulighederne. Men der er en ende på vores kræfter og det er vi klar over i en sådan grad, at vi ofte trækker den selvbeskyttende grænse for tidligt end for sent. Lille jeg kan jo ikke frelse hele verden!, siger vi undskyldende, men samtidig i et lidt aggressivt tonefald, så ingen vover at indvende, at hele verden unægtelig er en stor mundfuld, men at mindre også kan gøre det, og at vi måske kunne yde lidt mere, end vi hidtil har gjort. Derfor er ingen af os perfekte nok til at fortjene Guds frelse. Det er altså et idealbillede på godgørende mennesker, Jesus beskriver, når han siger, at dem, han lige har velsignet, gav den sultne mad, den tørstige vand, den fremmede husly, den nøgne tøj, den syge pleje, og tilmed besøgte den fængslede. Sådan er der ingen mennesker, der er. Derfor er det et urealistisk billede, evangelieteksten giver udtryk for. Var frelsen afhængig af gode gerninger, ville Kristus være ene om at bebo Himmeriget, mens Helvede ville være propfyldt. At gøre frelsen afhængig af gode gerninger hænger heller ikke særlig godt sammen med et andet centralt budskab i kristendommen; nemlig at troen kan frelse en fra fortabelsen. Tror man, at Gud lod sig føde og siden henrette for at tage den straf på sig, som han ellers ville have idømt alle os, der ofte lukker øjnene for andre menneskers behov tror man, at Jesus på den måde tog vores straf på sig, så undgår man fortabelsen. Frelsen afhænger altså ikke af gerninger, men af tro. Samtidig skal man passe på ikke at gøre troen til en gerning. Hvis man gerne vil tro, men ikke kan, risikerer man at bilde sig ind, at det er et spørgsmål om vilje; at man

4 4 bare skal anstrenge sig nok for at tro, så skal det nok lykkes. Men det er ikke korrekt. Troen er ikke en gerning. Den er snarere en tilstand, men vel at mærke en tilstand man kan glide ud og ind af. Nogle gange er troen stærk i én, andre gange svag. Til tider er den måske slet ikke til stede. Derfor er det ret begrænset, hvad man selv kan gøre for at komme til tro ud over, naturligvis, at sætte sig ind i, hvad kristendommen forkynder. Gør man det, lader den næppe én fuldstændig uberørt. Med mindre man allerede fra starten har besluttet sig for, at kristendom er noget ævl fra ende til anden, vil ens livtag med dens indhold i det mindste efterlade en større eller mindre tvivl. Men tvivlen findes kun, hvis den har noget at tvivle på, nemlig troen. Er der tvivl, findes troen altså også om den end kan være nok så lille. På den måde bliver troen ikke en gerning, men snarere en gave, selvom det ofte vil være en gave, man må kæmpe med. Men hvis det er troen og ikke gerningerne, der kan sikre, at vi ikke går fortabt, hvorfor taler Jesus så om frelse og fortabelse i forbindelse med dem, der udøver henholdsvis gode og dårlige gerninger overfor deres medmennesker? Hvorfor siger han, at dem, der handler godt, frelses, mens dem, der ikke handler godt, fortabes? Det gør han velsagtens, fordi tro og gerninger hænger sammen. At tro på, at Jesus døde for at tage straffen for vore synder på sig, forpligter. Når en anden med dødsforagt springer ind foran én og tager den straf, der ellers havde slået en selv ihjel, skylder man sin redningsmand livet. Derfor ligger der også en forpligtelse i troen; en forpligtelse til at behandle alle de andre mennesker, som Jesus også ofrede sig for, på værdig måde. Dem, Jesus ofrede sig for, var ikke kun de troende, men alle og enhver uden undtagelse. Intet menneske kan nemlig sige sig fri for skyld. Vi har alle behov for, at en anden tager de hug, vi gør os fortjent til. Idet vi tror, bliver vi altså gjort opmærksomme på, at vi skylder Gud selve livet, og at enhver andens liv er lige så værdifuldt som vort eget. Troen fordrer derfor, at vi behandler hinanden godt, hvilket skal forstås radikalt. Det er nemlig ikke nok, at vi behandler hinanden anstændigt. Vi skal derimod elske vor næste som os selv, som Jesus er så kendt for at sige. Ethvert

5 5 medmenneskes velbefindende skal med andre ord ligge os lige så meget på sinde som vort eget. Med dette krav støder vi igen mod en mur, for ingen af os er perfekte nok til konsekvent at kunne sætte vore egne interesser til side. Gjorde vi det, ville tage livet af os selv. Jeg ved ikke, om I har bemærket det, men vi bevæger os i ring. Først slog jeg fast, at vi ikke kan frelses ved at gøre gode gerninger. Så greb jeg fat i troen som det, man frelses ved. Men troen kan let blive noget, man tror, at man skal yde altså en gerning. Men jeg begyndte jo med at sige, at vi ikke kan frelses ved at gøre gode gerninger. På den måde er vi låst inde i en cirkel, der holder os fast mellem kravet om gode gerninger og kravet om tro. Det er ikke nødvendigvis så slemt, som det lyder. Vi kunne være spændt fast mellem langt værre ting. Alligevel må vi prøve at bevæge os udenfor cirklen. Det får vi hjælp til af Gud. Det sker oven i købet meget tidligere, end vi normalt er opmærksomme på, nemlig ved dåben. Elisa og Selma er lige blevet døbt. De har fået Guds løfte om, at han vil være med dem hele det evige liv, som de hver især har påbegyndt for få måneder siden, og som vil fortsætte, når de - om forhåbentlig først rigtig mange år - dør. Gud har altså givet dem del i sin kærlighed uden at kende dem. Dog er han skarpsindig nok til at vide, at heller ikke disse to små guldklumper vil undlade at begå fejl. Hvor søde og kærlige mennesker de end måtte blive, vil ingen af dem konsekvent sætte sig selv til side for medmenneskets skyld. Både Elisa og Selma vil komme til at ligne alle os andre af den simple grund, at de er mennesker som os; og mennesker er nu engang ikke perfekte. På trods heraf giver Gud dem del i sin kærlighed. Med den ubetingede kærlighed, der kendetegner Gud, følger tilgivelsen, når man gør noget galt. I dåben lover han os på forhånd at ville tilgive vore synder. Det kan synes enormt naivt, men Gud ved, hvad han gør! Han kender os godt nok til at vide, at løftet om hans tilgivelse ikke forpligter os nok til, at vi bliver perfekte mennesker; men med sit løfte om, at han vil blive ved med at holde af os, insisterer han på at elske kærligheden frem i os.

6 6 Det er ikke kun kærligheden til ham, men i mindst lige så høj grad næstekærligheden, han vil lokke frem med det løfte, vi hver især fik i dåben. Lykkes det, vil vi ligne dem, der i evangelieteksten hører hans ros og forundret udbryder: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Hertil vil Gud svare, som han gør det i teksten: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Dette er idealet! Men virkeligheden er desværre en anden; for vi er ikke meget for at indse vores begrænsninger og fejl, og bliver nogle af dem for tydelige, kan vi finde på at give andre skylden for dem. Vi hører derfor i langt højere grad hjemme blandt dem, der fortørnet siger: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?. Hertil vil Gud også svare: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Derfor er det godt, at det ikke er gerninger, der frelser, men troen på, at Guds kærlighed også kan rumme os med al den synd, vi hver især lader forme os. Guds kærlighed bliver ekstra tydelig i begyndelsen af kirkeåret, hvor vi fejrer, at han gav afkald på sin almagt og lod sig føde som et skrøbeligt menneske, for at vise, at han vil følge os i tykt og tyndt, i liv og i død. På den baggrund har vi god grund til at tro, at Helvede vil stå tomt, når Kristus har fældet sin nådige dom. Amen.