REGIONALE SIKKERHEDSPOLITISKE KONSEKVENSER AF IRAK-KRIGEN. Mellemøstlige staters udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd som følge af Irakkrigen.

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET April 2005 VUT II/L-STK, 2004/2005 Kaptajnløjtnant Bjarne Breschel REGIONALE SIKKERHEDSPOLITISKE KONSEKVENSER AF IRAK-KRIGEN Mellemøstlige staters udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd som følge af Irakkrigen. Med udgangspunkt i Irak-krigen gennemføres en redegørelse og analyse af de udenrigs- og sikkerhedspolitiske reaktioner hos udvalgte stater 1 i Mellemøsten med henblik på at undersøger, om staterne i regionen har ændret deres udenrigs- og sikkerhedspolitik og i givet fald i hvorfor. Denne opgave skal således ses som et bidrag i den aktuelle debat om udviklingen i Mellemøsten Speciale 1 Iran, Saudi-Arabien, Syrien.

2 INDHOLDSFORTEGNELSE Resume 3 1. Indledning Problem Afgrænsning Kildevalg Definition af centrale begreber Specialets struktur Teoriapparatet Valg af teori Teoriapparatet Geopolitikken Adaptionsteorier Metode Redegørelse Analyse Perspektivering Irak-krigen - en stimuli Udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd Indledning Irans udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd Forhold til USA Masseødelæggelsesvåben (WMD) Terrorisme Den mellemøstlige fredsproces Analyse - Iran som aktør Delkonklusion Iran Saudi-Arabiens udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd Forhold til USA Masseødelæggelsesvåben (WMD) Terrorisme Den mellemøstlige fredsproces Analyse - Saudi-Arabien som aktør Delkonklusion - Saudi-Arabien Syriens udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd Forhold til USA Masseødelæggelsesvåben (WMD) 46 1

3 Terrorisme Den mellemøstlige fredsproces Analyse - Syrien som aktør Delkonklusion - Syrien komparativ analyse af landenes udenrigspolitiske adfærd Kortlægning af staternes kapabiliteter Niveau for Irans indflydelse og stressmodtagelighed efter Niveau for Saudi-Arabiens indflydelse og stressmodtagelighed efter Niveau for Syriens indflydelse og stressmodtagelighed efter Forklaringsniveauer Konklusion i henhold til specialets problemformulering Perspektivering i forhold til specialets hovedproblemstilling. 59 2

4 RESUME Mellemøsten har siden den amerikanske invasion af Irak i 2003 været udsat for et massivt internt og eksternt pres. Den store satan, USA, er kommet ildevarslende tæt på. Der ledes efter masseødelæggelsesvåben, ryddes op i terrornetværk og tales om demokrati og frihed. En mægtig statsleder er blevet jagtet, taget til fange og ydmyget, og det første frie valg er blevet netop blevet afholdt i Irak. Hvordan har Iraks nabolande reageret på alt dette? Har de overhovedet reageret? I nærværende speciale er redegjort for tre udvalgte staters udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd i perioden fra umiddelbart før Irak-krigens begyndelse i 2003 til afholdelsen af det første demokratiske valg i februar De tre stater er Iran, Saudi-Arabien og Syrien, og specialet har valgt at måle på fire forhold: Staternes forhold til USA, holdningen til masseødelæggelsesvåben, terrorisme og den mellemøstlige fredsproces. Analysen af de tre staters udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd i den behandlede periode fører os måske en smule overraskende til konklusionen, at: Der er ikke set nogen nævneværdige ændringer i staternes adfærd. Dette forhold kan umiddelbart undre. For man forestiller sig vel næppe, at stærkt muslimske lande, der flere gange har været på kollisionskurs med USA og det internationale samfund, blot kan vandre videre med en sten i skoen, når stenen hedder USA? Men ved brug af Kenneth Waltz s neo-realistiske teori om international politik, Hans Mouritzens geopolitiske teori og Nikolaj Petersens adaptionsteorier som forklaringsmodeller arbejder dette speciale sig frem til, at hverken Iran, Syrien eller Saudi-Arabien i princippet er født til at reagere nævneværdigt på en stimuli som Irak-krigen. Det hænger bl.a. sammen med landendes kapabiliteter i forhold til f.eks. befolkning, territorium, militære styrker, økonomi og politiske forhold. Disse forhold er med til at afgøre, hvor stor indflydelse en stat kan udøve i forhold til sine omgivelser, og hvor følsom staten er over for stress-påvirkning udefra. Iran, Saudi-Arabien og Syrien har hver især egenskaber, der får dem til at søge henholdsvis isolation, balance og tilpasning i forhold til omgivelsernes pres, og med disse former for ageren (eller ikke-ageren) må det være logisk, at der ikke ses nogen direkte og voldsom reaktion på en stimuli som Irak-krigen. Men en art drilsk reaktion kan det vel være ikke at reagere. At lytte men lade som ingenting har været opskirften i Mellemøsten. Verdens eneste tilbageværende supermagt, USA, har hverken haft magt til at vække Iran fra drømmen om at udbrede den shia-muslimske tro til alverdens befolkninger, vende pengestrømmen fra saudi-arabiske rigmænd til palæstinensiske terrororganisationer eller at få de syriske grænsevagter til for alvor at smække porten i for muslimske oprørere, som vil fra Syrien til Irak for at kæmpe mod den amerikanske besættelsesmagt. Med tilfangetagelsen af Saddam Hussein og en relativt succesfuld afholdelse af det første frie valg i Irak, må tilfredsheden hos USA være stor. Men når man samtidig har den målsætning 3

5 at udbrede demokrati til verdens diktaturer og udrydde muslimsk terrorisme, må de manglende sidegenvinster - i form af ændret adfærd hos Iraks naboer - være en streg i regningen. Irak-krigen har ikke haft nogen afgørende afskrækkende effekt på de mellemøstlige stater. Og der er ikke ligefrem kø til skranken med gode råd om afholdelse af valg. Hvad betyder det for en stat som USA, at det ikke fyger med gnister og aske, når man sætter sig for at rode op i terrorismens arnested? Umiddelbart må det være skuffende, at det militære virkemiddel tilsyneladende ikke har den effekt, som man vel havde kalkuleret med i Washington. Hvis soldater i midten af Mellemøsten ikke kan få Syrien til at patruljere grænsen til Irak effektivt, hvordan har man så tænkt at påvirke Iran eller Nordkorea til en adfærd, der kan gøre verden mere sikker? Erfaringen fra Irak-krigen må være, at man ved lignende internationale operationer i fremtiden kun kan forvente en markant ændring af adfærden i det land, man invaderer. I hvert fald på kort sigt. Det betyder dog ikke, at USA ikke også i fremtiden vil finde det værd at gennemføre operationer på egen hånd eller med ganske få betydende alliance-partnere. Eksemplet Irak har vist, at der trods supermagtens overlegne magtdemonstration ikke kan skabes uro i en region som Mellemøsten. Selv her gælder de internationale spilleregler og særlige mekanismer landene i mellem, der gør, at alting ikke bare ender i krig og kaos. I forhold til specialets overordnede emne, Regionale konsekvenser af Irak-krigen, ses der følgende perspektiv: Mellemøstens interne dynamikker og landenes indbyrdes handlemønstre gør, at regionen på trods af de betydelige spændinger fastholdes i en stabil situation. Den enkelte stats overordnede udenrigs- og sikkerhedspolitiske målsætning ændres ikke pludseligt, og de andre lande ved, hvilke handlinger der kan forventes. 4

6 1. INDLEDNING Et stabilt Mellemøsten har siden Anden Verdenskrig været en garanti for den vestlige verdens frie adgang til olie til pålidelige og moderate priser. Vestlige stormagter - først Storbritannien og efter 1971 USA - har været garanter for dette ved en konsekvent anvendelse af magtbalancepolitik i Mellemøsten. Under den kolde krig lykkedes det USA på samme tid at holde Sovjetunionen ude af regionen og at afbalancere de tre regionale stormagter Saudi-Arabien, Iran og Irak med den såkaldte Carter Doktrin 2. Dette blev gjort uden skelen til de mellemøstlige landenes indenrigspolitiske forhold. Sikring af olieforsyningerne havde absolut prioritet 3. Afslutningen på den kolde krig, den første Irak-krig, tiltagende problemer med en militant islamisme og ikke mindst terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 førte til erkendelsen af, at magtbalancepolitikken ikke kunne garantere den ønskede stabilitet i Mellemøsten 4. For USA drejede det sig i ikke længere alene om håndtering af en mere ustabil region men i høj grad også om et nyt trusselsbillede, som udfordrede amerikanerne. Et trusselsbillede centreret om islamistisk fundamentalistisk baseret terrorisme, som først og fremmest har sit udspring og arnested i Mellemøsten. Den første amerikanske reaktion på det nye trusselbillede var krigen i Afghanistan, hvor Taleban blev omstyrtet og erstattet med et venligtsindet styre, samtidig med at Al Qaida blev fordrevet fra landet. Efter operationen i Afghanistan rettede amerikanerne blikket mod Irak og Saddam Hussein, som i årevis havde modarbejdet FN og angiveligt havde kontakter med Al Qaida-netværket 5. USA forsøgte først via FN at få støtte til en krig mod Irak. USA s hovedargumentet var, at Irak i en årrække havde undladt at efterleve FN-resolutionerne om masseødelæggelsesvåben (WMD), der krævede landets fuldstændige afvæbning. Hertil kom den amerikanske opfattelse af, at Irak var en trussel mod både den regionale og den globale sikkerhed 6 på grund af landets WMD-program og den latente risiko for spredning af disse våben til andre stater og terrorister. Da det stod klart, at FN s sikkerhedsråd ikke ville følge op på rådets resolution nr og derved bemyndige en krig mod Saddam Husseins regime med afsæt i resolutionen, forbe- 2 Præsident Jimmy Carter (1980), State of the Union, 23. januar 1980, Carter Doktrinen blev defineret ved denne lejlighed som en reaktion på den netop gennemførte sovjetiske invasion af Afghanistan. Præsidenten udtalte: Ethvert forsøg fra en udefra kommende magt på at opnå kontrol med området ved den Persiske Bugt vil blive betragtet som et angreb på USA s vitale interesser, og et sådant angreb vil blive imødegået med alle nødvendige midler herunder militær magt. 3 Erslev Andersen, Lars (2005), Demokrati med måde, Jyllands-Posten, tirsdag 8. marts Bush, Præsident G.W. (2003), Tale i White Hall for Royal United Services Institute, London, 19. november Dickey, Christopher (2005), An Arabian Spring, Newsweek, 14 marts Dassa Kaye, Dalia (2004), Mind the Gap: The United States, Europe and the Middle East, The Clingendael Institute, juli SR resolution nr blev vedtaget den 8. november Resolutionen truede med alvorlige konsekvenser, hvis Irak ikke efterkom afrustningskravet [vedr. WMD]. 5

7 holdt USA sig retten til at handle uden om FN. Resultatet blev som bekendt, at USA gennemførte krigen mod Irak med en Coallition of the Willing og afsatte Hussein. USA har efterfølgende opgivet at finde WMD i Irak 8. Men ifølge USA og Storbritannien var Irak-krigen ikke kun et spørgsmål om Saddams mulige besiddelse af WMD. Allerede i Præsident Bush tale til kongressen i januar 2002 talte han om ondskabens akse, Præsident henviste også til hvad han kaldte den fremskudte frihedsstrategi, som skulle fratage terrorister og deres organisationer deres tilfulgtssteder. Præsidenten sagde USA vil står på samme side som de modige mænd og kvinder som taler for disse værdier rundt om på jorden, herunder også i den islamiske verden, fordi vi har et større mål end bare at fjerne trussler og inddæmme utilfredshed. Vi ønsker en retfærdig og fredfyldt verden efter krigen mod terror 9. I relation til Mellemøsten kan den amerikanske invasion af Irak og den efterfølgende tvangsdemokratisering af landet ses som en del af den samlede amerikanske strategi for regionen, nemlig udbredelse af demokrati og eliminering af terrortruslen 10. Strategien har samtidig skabt et politisk pres på de øvrige lande i Mellemøsten, både lande, som traditionelt har været i opposition til USA, såsom Iran og Syrien, men også de lande, som amerikanerne traditionelt har haft tætte bånd til, blandt andet monarkierne omkring den Persiske Bugt og ikke mindst Saudi-Arabien og Egypten. Hvad er konsekvensen af Irak-krigens massive politiske og militære pres på Mellemøsten? Hvordan reagerede Mellemøsten på en udefra kommende påvirkning af denne karakter?. 8 Duelfer, Charles (2004), Duelfer rapport, 6. oktober Præsident G.W. Bush (2002), State of the Union Address, januar Dickey, Christopher (2005), An Arabian Spring, Newsweek, 14. marts

8 1.1. Problem. Specialets sigte er gennem en analyse af tre udvalgte stater i Mellemøsten, nemlig Syrien, Iran og Saudi-Arabien, at undersøge reaktioner på Irak-krigens påvirkninger med henblik på at klarlægge, hvorledes de pågældende lande har søgt at varetage deres interesser inden for det brede sikkerhedspolitiske aspekt Afgrænsning. Når specialet beskæftiger sig med de regionale konsekvenser af Irak-krigen, er der implicit et behov for at afgrænse opgavens omfang. En samlet behandling af hver enkelt stat i Mellemøsten ligger uden for dette speciales ambitioner. Der er i stedet valgt en kvalitativ tilgang, hvor der fokuseres på et mindre antal nøglestater. Staterne er primært valgt ud fra følgende to væsentlighedskriterier: Geografisk placering som nabostater til Irak, idet en stimuli virker kraftigst på nært hold 11. En totalitær styreform idet stater med denne styreform forventes at ville reagere kraftigst på det af USA erklærede mål om at skabe demokrati i Mellemøsten. Et antal Mellemøstlige lande lever op til første krav nemlig: Iran, Kuwait, Saudi-Arabien, Jordan og Syrien. På baggrund af det andet krav kan Kuwait og Jordan 12 fravælges, hvilket lader Saudi-Arabien, Syrien og Iran tilbage. Disse tre lande ses ligeledes som regionens nøglestater vis á vis USA: Saudi-Arabien er alene i kraft af sin olie en nøglestat. Landet producerer ca. 10 mio. tønder råolie om dagen svarende til ca. 1/8 af verdens samlede forbrug. Herudover har landet verdens største kendte oliereserve på ca. 260 mia. tønder olie svarende til 25 % af verdens samlede kendte oliereserver 13. Landets politiske tilstand er således særdeles vigtig for muligheden for af at opretholde en stabil olieforsyning og de heraf følgende moderate priser. Syrien og Iran er begge de to eneste lande i Mellemøsten, der fortsat har et særdeles anstrengt forhold til USA. USA beskylder både Iran og Syrien for at stå bag statsfinansieret terrorisme 14. Landene vurderes således at være mål for amerikansk politisk, om ikke militært, pres for at ændre deres adfærd. Begge lande ses på den baggrund at være særdeles interessante at medtage i undersøgelsen. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er uløseligt forbundet med den overordnede situation i Mellemøsten. De fleste af regionens problemstillinger kan på den ene eller anden måde kobles til denne konflikt. Der er da næppe heller nogen tvivl om, at amerikanernes nuværende engagement i Irak vil få betydning for den israelsk-palæstinensiske konflikt. 11 Mouritzen, Hans (1999), At forklare international politik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s Ingen forfatter (2005), Freedom in the World 2005, Freedom House, I henhold til denne rapport betegnes disse lande som delvis frie hvilket er ensbetydende med at der gives nogle muligheder for at stemme ved valg og ytre sig offentligt. 13 Ingen forfatter (2005), Big oil s biggest monster. The Economist, 6. januar 2005, 14 Præsident G.W. Bush (2005), State of the Union Address 2005, 2. februar

9 En samlet pakkeløsning for et fredeligt Mellemøsten involverer mange parametre. Det vurderes dog som afgørende for løsningen af den israelsk-palæstinensiske konflikt, at der oprettes en reel palæstinensisk stat. Udsigterne for dette er stadig betydeligt usikre, og en nærmere undersøgelse af denne problemstilling ligger uden for denne opgaves sigte. I henhold til formalia, må dette speciale udgøre mellem og tegn uden mellemrum og eksklusiv resume, indholdsfortegnelse, noteapparatet, bibliografien og tillæg/bilag som dog ikke må overstige 15 normalsider Kildevalg. Det overordnede emne Regionale sikkerhedspolitiske konsekvenser af Irak-krigen er mindst lige så relevant nu, som det var umiddelbart efter invasionen af Irak i marts Iraks fremtid og landets udviklingstendenser er fortsat højaktuelle både i vores bevidsthed og i mediebilledet. Emnets aktualitet har afspejlet sig i den store mængde af især engelsksprogede kilder der har været til rådighed for specialet. De mange kilder har dog grundet deres aktualitet primært været tilgængelige i internationale tidsskrifter og på diverse tænketankes hjemmesider på Internettet. Mens større behandlinger af det specifikke emne kun i begrænset omfang har været tilgængeligt. Specialet har kun i mindre omfang haft adgang til primære kilder fra Iran, Syrien og Saudi- Arabien, idet disse i overvejende grad kun har været tilgængelige på arabisk. Der har dog været anvendt officielle hjemmesider fra de pågældende landes administrationer i deres engelsksprogede versioner. Specialet har derfor i en vis udstrækning været nødsaget til at anvende sekundære kilder typisk med udgangspunkt uden for Mellemøsten. Samtidig er det klart, at den nuværende udvikling i Mellemøsten foregår med en sådan hastighed, at specialets analyser og konklusioner ikke nødvendigvis vil besidde den store robusthed. I et forsøg på at imødekomme dette har jeg stort set indhentet kilder og materiale helt frem til afleveringstidspunktet den 8. april Den overordnede kildeindhentning er dog afsluttet medio marts Med hensyn til bibliografi, kilder og kildekritik, henvises til bilag Institut for Strategi, vejledningssamling, kapitel 4 af august

10 1.4. Definition af centrale begreber. Formålet med dette afsnit er at opstille og definere de vigtigste begreber, der er anvendt i specialet. Dette sker af hensyn til entydigheden og forståelsen. Det internationale system. Det internationale system udgøres af det systemiske niveau 16 og er det højeste niveau af det politiske samspil; samspillet mellem staterne i verden. Men der er også andre spillere, der deltager i dette spil, fx internationale organisationer. Dog udgør staterne de vigtigste spillere. Samspillet foregår uden nogen overordnet myndighed og uden noget voldsmonopol. Udenrigspolitik. En stats målrettede ageren over for de internationale omgivelser, såsom stater, alliancer og internationale organisationer på baggrund af position og kapabiliteter. Udenrigspolitikken omfatter planer, strategier og policy making og baseres på statens historiske erfaringer og strategiske omgivelser, hvilket giver sig til udtryk i form af politik og konkret handlen 17. Det er et middel til at sikre opfyldelsen af statens basale værdier som autonomi, kontrol over eget territorium herunder befolkning og materielle værdier, samt sikre opfyldelsen af sine identitetsværdier såsom islamiske værdier, demokrati og menneskerettigheder. Sikkerhedspolitik. Sikkerhedspolitik er et nyere politisk begreb, som først rigtigt kom i anvendelse efter Den nationale sikkerhedspolitik er et underområde af udenrigspolitikken og overliggende i forhold til forsvarspolitik. Sikkerhedspolitik omfatter faktorer fra såvel de fysiske og menneskeskabte faktorer til de indenrigs- og udenrigspolitiske forhold, der styrer landes interesser og målsætninger. Den nationale sikkerhedspolitik er således en sammenfattende betegnelse for en stats politisk styrede aktiviteter, der har til formål at realisere statens målsætninger (interesser) også i situationer, hvor den stilles over for trusler fra andre aktører, særligt fra andre stater i det internationale system 19. Sikkerhedsbegrebet. Mange forhold kan være en trussel mod en stat. Statens vurdering af denne trussel afgør, om det skønnes nødvendigt direkte at formulere en strategi imod denne. Overordnet kan disse trusler kategoriseres under det brede sikkerhedsbegreb, hvilket omfatter både de hårde sikkerhedstrusler i form af militære trusler og de bløde trusler i form af bl.a. trusler mod en stats økonomiske overlevelse og handlemuligheder, miljøtrusler, nationale trusler/trusler mod identitet, grænseoverskridende kriminalitet, flygtningestrømme, terrorisme osv Det systemiske niveau er lig det internationale niveau, dvs. det globale og regionale. Det regionale kan endvidere beskrives som det subsystemiske niveau. Men det vigtige er her, at man i begge tilfælde kikker på staterne i fugleperspektiv. Derved er der i egentlig forstand ikke tale om forskellige niveauer, snarere at det regionale er en underinddeling i det globale. 17 Heurlin, Bertel (1996), Verden 2000 Teorier og tendenser i International Politik, Gyldendal Undervisning, s Heurlin, Bertel (2001), Danish Security Policy over the last 50 Years, s Andrén, Nils (1996), Säkethetspolitik - analyser och tillämninger 20 Buzan, Barry (1990), The European Security Order Scenarios for the Post Cold War Era. 9

11 I det brede sikkerhedspolitiske begreb henhører ligeledes statens hårde og bløde virkemidler, i form af eget militær og økonomiske, politiske og samfundsmæssige midler. Modsat kan der arbejdes med det snævre sikkerhedsbegreb, der kun vedrører militære trusler og militære sikkerhedspolitiske midler. I vurderingen af hvorvidt disse trusler er reelle eller ej, indgår parametre beskrivende sandsynligheden, konsekvenserne og den geografiske og tidsmæssige afstand. Hvilket bevirker at trusselsvurderingerne i sikkerhedspolitikken normalt er præget af stor usikkerhed og nødvendiggør brugen af worst case scenarier. Reaktion. En reaktion er et udslag som følge af en påvirkning (aktion). Dvs. tilbagevirkende kraft. Stabilitet. Sikkerhedspolitisk stabilitet kan defineres med udgangspunkt i begrebet sikkerhedsrisiko som er en trussel mod overlevelsen af et "referenceobjekt", her en stat. Referenceobjektet hævdes at have ret til at overleve. Her vælges det at se den legale, internationalt anerkendte, eksisterende statsmagt som dette referenceobjekt. Trusler mod statsmagtens overlevelse, det være sig interne som eksterne, vil således udgøre en trussel mod stabiliteten af staten. På det intra-statslige niveau vil stabilitet således være kendetegnet ved, at risikoen for interne magtkampe er lille, ligesom stabilitet på det regionale niveau vil være kendetegnet ved, at risikoen for konflikter mellem stater er lille. Mellemøsten. Mellemøsten som betegnelse er ikke et helt entydigt begreb. Det anvendes normalt til at beskrive et generelt område, som ikke har nogen helt præcis ustrækning. Området omfatter i de fleste tilfælde landene langs den Arabiske Bugt samt landene langs den østlige del af Middelhavet 21, men kan også indeholde de nordafrikanske lande fra Marokko til Egypten. I dette speciale fortolkes Mellemøsten-begrebet i en lidt mere snæver forstand og omfatter således følgende lande: Bahrain, Egypten, Forende Arabiske Emirater, Israel, Irak, Iran, Kuwait, Libanon, Oman, De palæstinensiske selvstyre-områder, Qatar, Saudi-Arabien, Syrien, Yemen. Hele regionen som sådan bliver ikke behandlet i specialet. Væsentlige omgivelser - nære omgivelser Ubevægelighed betyder, at hver stat står over for relativt stabile omgivelser, der er specielle for staten selv (dens væsentlige omgivelser). Den står ikke over for det internationale system som helhed. Eftersom det ydermere er sådan, at magt og tilskyndelse til at handle virker stærkest på nært hold (man kan lettest påvirke nogen tæt på en selv, og har også størst interesse i det nære), følger det, at hver stats nære omgivelser vil have meget stor betydning for dens adfærd (udenrigspolitik). Er disse nære problemer tilfredsstillende løst, kan staten have overskud til at øge sin aktionsradius. Men det nære vil fortsat være det grundlæggende. Væsentlige omgivelser og nære omgivelser er altså ikke det samme: En fjerntliggende supermagt med betydelig indflydelsesmæssig aktionsradius kan være en del af vor stats væ- 21 Ingen Forfatter (2004), The Free Dictionary. 10

12 sentligste omgivelser. Men den er selvsagt ikke en del af naboskabet, de nære omgivelser. Væsentlige omgivelser signalerer, at enhver stat har ret så specifikke omgivelser. Den står ikke bare over for det samlede internationale system Specialets struktur. Med henblik på at kunne besvare de opstillede hypoteser og problemformuleringen er specialet opbygget på følgende måde: Kapitel 1: Indledning. Kapitel 2: Specialets teori apperat. Kapitel 3: Irak-krigen og det efterfølgende forløb. Kapitel 4: Udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd, Iran, Saudi-Arabien og Syrien herunder analyser/delkonklusioner. Kapitel 5: Kortlægning af staternes kapabiliteter. Kapitel 6: Forklaringsniveauer. Kapitel 7: Konklusion i henhold til specialets problemformulering. Kapitel 8: Perspektivering i forhold til specialets hovedproblemstilling. 11

13 2. TEORIAPPARAT 2.1. Valg af teori. Denne opgave går ud på at analysere flere staters sikkerhedspolitiske/udenrigspolitiske adfærd, hvilket umiddelbart tilsiger en realistisk tilgang. Formålet virker da også kanaliserende på teorivalget, i det den skal kunne anerkende staten som primær aktør, altså et neorealistisk grundperspektiv, især mht. polaritet og magtbetragtning. Neorealisme beskæftiger sig primært med stormagters vilkår, og da aktørerne i Mellemøsten ikke kan betragtes som stormagter på det globale plan betyder det, at teorivalget nødvendigvis må indeholde neorealistiske betragtninger vedrørende mindre stater. Valget står således mellem geopolitik ved omgivelsespolaritet eller komparativ udenrigspolitik. Imidlertid er den komparative udenrigspolitik omfattende i sine forklaringer. Den medtager et stort antal faktorer, med risiko for at sige lidt om alting, i stedet for meget om få. Geopolitikken findes derimod velegnet til netop at forklare staternes forskelligartede adfærd, alt efter beliggenhed og orientering. Til supplement for denne teori medinddrages adaptionsteorien for at kunne kategorisere de enkelte staters overordnede udenrigspolitiske tilgang. Dette speciale behandler, hvordan tre lande, Iran, Saudi-Arabien og Syrien, som ligger i samme region af verden og har været udsat for den samme stimuli i form Irak-krigen, har reageret på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område Teoriapparatet. Det internationale system er karakteriseret ved to fundamentale egenskaber: Det har ingen regering, og dets vigtigste aktører (staterne) er fysisk ubevægelige i forhold til hinanden. Samspillet mellem staterne udgør det højeste niveau for politik i verden. Samspillet foregår som sagt uden en overordnet autoritet, der kan håndhæve international ret og opretholde orden, hvorfor systemet af sin natur er et såkaldt anarkisk system. Det teoretiske udgangspunkt for specialet er Kenneth Waltz s neo-realistiske teori 22 om international politik. Teorien er en fuldt udviklet teori for forklaring af international politik. Ifølge Waltz selv er teoriens forklaringsobjekt behaviour and outcome, det vil sige både staternes adfærd (udenrigspolitik), og hvad resultatet af staternes samspil er i international politik, typisk krig/fred eller stabilitet/ustabilitet. Waltz understeger dog selv, at hans teori alene gælder international politik. Hvilket dog i henhold til Hans Mouritzen 23 er for begrænsende, idet han netop påpeger, at en god teori om international politik naturligvis er nødt til også at omfatte de vigtigste aktørers handlinger (dvs. staternes udenrigspolitik). Hvis en teori ikke har greb om staternes adfærd, har den det heller ikke om resultaterne af deres samspil. Waltz forklarer international politik ud fra det internationale systems struktur. Teoriens eneste variable element er magtfordelingen mellem staterne i praksis antallet af stormagter/ supermagter vurderet ud fra deres kapabiliteter på følgende fem områder: Størrelse af befolkning, territorium, militære styrker samt den økonomiske og ressourcemæssige kapacitet, hertil graden af politisk stabilitet og kompetence. 22 Waltz, Kenneth (1979), Theory of International Politics, Random House. 23 Mouritzen, Hans (1999), At forklare international politik, Jurist- og økonomforbundets Forlag, s

14 På det systemiske niveau klarlægges dette fra et fugleperspektiv; et fotografi tages fra oven for at kunne belyse baggrunden for statsadfærd og international politik. Strukturen kan således være bipolær, tripolær, multipolær osv. Polaritet registreres ved at tælle, hvor mange supermagter, der er i verden. Man kan ligeledes stille skarpt på en bestemt region i såkaldte sub-systemiske analyser. Strukturen af det internationale system er således med til at forme staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik 24. Uafhængigt af dette anvender Waltz en art tyngdelov for international politik med udgangspunkt i, at stater magtbalancerer. I et anarkisk system, hvis staterne ønsker at overleve og overleve så godt som muligt, vil de søge at balancere imod (afbalancere) en vinder/aggressor, snarere end at støtte eller slutte sig til den (anti-balancere). Dette er sjældent for at skabe en magtbalance i systemet, men snarere noget staterne gør af ren egoisme: For at forhindre dannelsen af en hegemon, eller fordi det er farligt at slutte sig til en aggressor. Det internationale system ses derfor som et selvhjælpssystem, hvor overlevelse og sikring af statens sikkerhed er hovedmålet. Staternes kapabiliteter er således afgørende for deres mulighed for indflydelse i et stærkt konkurrerende system. For Waltz gælder princippet om afbalancering også for mindre stater. Afbalancering møntes ifølge Waltz på/mod den stærkeste magt i systemet og forekommer i alle slags internationale systemer. Måden at balancere på skifter dog fra struktur til struktur Geopolitikken. Den geopolitiske teori, i form af Mouritzens Omgivelsesniveau 25 bygger på en række af de samme forudsætninger, som ligger til grund for Waltz s teori, men bryder på nogle punkter afgørende med denne. Mouritzen ser på begrebet polaritet på samme måde som Waltz men understreger, at der er flere forklaringsniveauer. Ligeledes ser begge staten som den vigtigste, rationelt handlende aktør. Begge er de enige om balanceringsbegrebets vigtighed som forklaringsparameter. Udenrigspolitik er indholdet af en stats adfærd udadtil. Stater er jf. ovenstående de vigtigste aktører i international politik, og eftersom en stats adfærd kun kan forstås i et samspil med andre stater, giver det efter Mouritzen ingen mening at udskille udenrigspolitik fra den internationale politik. Mouritzen anfører som kritik af Waltz, at det ikke altid er givet, at den stærkeste stat i systemet også er den stærkeste stat i bestemte omgivelser. Det rumlige aspekt indgår således ikke som en del af Waltz teori. Mouritzen argumenterer netop for, at magt aftager med afstand 26, herunder at dette er af afgørende betydning for staternes adfærd. Det forklares ved, at en øget afstand betyder længere kommunikationslinier og dermed en begrænsende faktor for indsættelse af militære styrker. 24 Lamy, Steven L. (2001), Neorealism, Staterne skal have militær magt/beskyttelse for at kunne overleve, s Mouritzen, Hans (1999), At forklare International Politik, Jurist- og økonomforbundets Forlag. s Mouritzen, Hans (1999), At forklare International Politik, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 13

15 Denne styrketabsgradient er vist ved nedenstående figur. Magt Magtpolens D s indflydelsessfære Figur 1 Afstand A og D: Magtpoler. Bipolariteten A er en typisk landmagt og D en typisk sømagt. B: Svag magt, symmetrisk placering i bipolariteten. C: Svag magt, asymmetrisk placering i bipolariteten. Det ses af figur 1, at udstrækningen af en stats indflydelsessfære er direkte afhængig af statens muligheder for indsættelse af militær magt. Således er den svage magt C omfattet af stormagten D s indflydelsessfære. Den svage magt B er omgivet af to magtpoler, A og D. Disse to magtpoler har omtrent samme evne til at projicere magt i B s område. Magtpolen A s gradient hælder mere end D s gør, idet figuren illustrerer A som en landmagt, hvor betydelig magt kun kan udøves inden for dets kampvogne og flys rækkevidde. D er derimod en sømagt, hvis magt kan projiceres over længere afstande ved brug af søbårne enheder. Mouritzen anerkender, at udenrigspolitik/international politik kan forklares ud fra faktorer på et eller flere niveauer: Det systemiske niveau, omgivelsesniveauet, det indenrigspolitiske niveau og beslutningstagerniveauet. Det, der adskiller de fire forklaringsniveauer, er hvor mange forenklede forudsætninger man har antaget. Når man bevæger sig nedad igennem forklaringsniveauerne, ophæves samtidig hver gang en forudsætning: På omgivelsesniveauet opgiver vi forudsætningen på systemniveauet om, at alle stater står over for en og samme omgivelse, nemlig systemets. Forklaringerne bliver således mere detaljerede og udførlige, jo længere man bevæger sig ned i forklaringsniveauerne. En beslutningstager-forklaring er således den mest detaljerede. Heraf følger ikke automatisk, at det så også er den bedste forklaring. På omgivelsesniveauet, som er teoriens fokus, anskues verden fra den stats perspektiv, hvis adfærd vi vil forklare. Verdens ses altså fra et frøperspektiv svarende til, at fotografiapparatet er blevet sænket til det aktuelle hovedstadsniveau og vendt opad. Man ser derved kun et udsnit af verden. Det drejer sig altså om en objektiv fastlægning af en stats væsentligste omgivelser. Omgivelsespolaritet kan måske ses som en selvmodsigelse, fordi vi er vant til at tænke polari- 14

16 tet fra et systemisk perspektiv. Mens polariteten for systemet som helhed er unipolær i dag, fordi der kun er en supermagt (USA), kan eksempelvis stat X s omgivelser godt samtidig være præget af en anden polaritet, fordi der udover den globale supermagt er to lokale stormagter med nogenlunde samme evne til at projicere magt i forhold til X s territorium. X s omgivelsespolaritet vil da være en tripolær polaritet. Hvis aktørerne tillige er indbyrdes ubevægelige, vil hver enhed have et stabilt naboskab, der består af nogle få geografisk nærliggende enheder og deres indbyrdes relationer. De væsentligste træk ved et sådant naboskab holder sig typisk konstant i længere perioder - en æra kun afbrudt af nabo-aktørens opløsning eller tilsvarende usædvanlige/dramatiske begivenheder (f.eks. kan Irak-krigen ses som en sådan markant ændring i naboskabet). Ubevægeligheden betyder samtidig, at nogle aktører har en farlig placering som nabo til en truende stormagt, mens andre nyder en fredeligere beliggenhed. Hvad enten det er en farefuld eller fredelig beliggenhed så er den højst sandsynlig stabil og ret nem at forstå. Aktøren er henvist til disse væsentlige omgivelser, hvad enten man kan lide det eller ej: Det er ikke muligt at bevæge sig bort for at lære nye omgivelser at kende. Udfordringerne, som aktørerne bliver stillet overfor, kommer højst sandsynligt fra disse omgivelser, eftersom magt og tilskyndelse til at handle alt andet lige virker stærkest på nært hold. De afgørende faktorer, der skaber forklaringerne på en aktørs adfærd, skal derfor i langt højere grad findes i omgivelserne end i det samlede system. Det generelle billede er, at væsentlige omgivelser og derved udenrigspolitisk orientering, holder sig ret så stabile i lange perioder. De er stabile men forskellige fra aktør til aktør. Når man således udsætter ens aktører for ens påvirkninger, vil det føre til forskellige reaktioner, fordi staterne har så forskellige omgivelser. Eksempelvis kan man ved at se på de førte sikkerhedspolitikker i Nordeuropa under den kolde krig konstatere, at disse i hele perioden var præget af stor stabilitet: Finland (Sovjetafhængig neutralitet), Sverige (neutralitet), Danmark og Norge (lavt profileret NATOmedlemskab), Holland (NATO-medlemskab). Forskellen mellem disse politikker kan næppe forklares systemisk. Alle de listede stater befandt sig i et bipolært system, og de var alle mere eller mindre småstater. Forskellen kan heller ikke forklares ud fra forskelle i staternes indenrigspolitik eller beslutningsprocesser, da der er tale om ret ens samfund og ret så ens beslutningsprocesser. Sagen er den, at staterne simpelt hen havde forskellige omgivelser, idet de havde forskellige geografiske beliggenheder i den bipolære struktur. Groft sagt var afstanden til den Røde Hær afgørende for den førte sikkerhedspolitik. Jo kortere afstand, desto mere forsigtig profil blev der opretholdt. Det ses heraf, at hvis en stat har en stormagt eller supermagt som nabo, vil det have indflydelse på statens sikkerhedspolitik, uagtet denne under fx en bipolar magtstruktur jfr. Waltz bekender sig til den modsatte pol. Selvom den polære tilstand i det internationale system skifter, ligger staters geografiske placering fast og vil derfor altid søge at signalere imødekommenhed i forhold til dominerende naboer og indgå i stabile regionale sammenhænge med dem. Det må således konstateres, at den geografiske beliggenhed i forhold til magtfulde nabostater i omgivelserne indvirker på statens handlinger og generelle adfærd. 15

17 Derfor er det vigtigt i en analyse af Mellemøsten at se på de omgivende staters styrke og kapabiliteter for derved at fastlægge den herskende omgivelsespolaritet. Det er således ikke nok at se på en pols samlede kapabiliteter til at påvirke omgivelserne, men også selve magtprojektionen over for mindre stater, her i form af positive og negative sanktioner. Magtfulde naboer er af stor betydning, idet magtprojiceringsevnen som vist ovenfor aftager med afstanden. Det vil sige, at selvom systemet er bipolært, kan det godt for en stat være en unipolær tilstand, hvis den har en geopolitisk placering, der giver en unipolær omgivelsespolaritet. Disse geopolitiske mekanismer 27 bevirker, at ikke-polmagter vil tage stilling på basis af deres egne nære interesser. De vil sætte deres ressourcer ind dér, hvor det bedst kan betale sig. I deres nærområde kan de imidlertid med sikkerhed gøre en forskel. Indflydelsessfæren påvirkes også af omgivelsespolariteten, der kan udtrykkes som antal af magtpoler i statens omgivelser. Se figur 2. Fig. 2 System- og omgivelsespolaritet i et internationalt system. Figuren skal forstås således, at systemisk uni-, bi-, eller tripolaritet indebærer henholdsvis en-, to eller tre magtpoler. Magtpolerne kan i større eller mindre grad projicere positive eller negative sanktioner i forhold til andre stater. Af figuren fremgår det endvidere, at stater kan være omgivet af forskellige former for polaritet, som nævnt i rammen. Således kan en verdenssystemisk bipolaritet have regionale unipoler. En stats omgivelsespolaritet kan til en vis grad modificeres af staten selv. Staten kan vælge at tilslutte sig en alliance med en magtpol, at stå udenfor eller at blive medlem på visse betingelser. En stat, som er underkastet symmetrisk polaritet og indgår i alliance med én af polerne, 27 Mouritzen, Hans og Riis Hedegaard, Anna (2004), Indre mod Ydre Europa, DIIS, s

18 ændrer sin polaritet til at være asymmetrisk. Når en stat allierer sig med én magtpol, vil den blive en del af polariteten. I den sammenhæng skal staternes magtbalancering nævnes. Denne fungerer således, at stater balancerer imod den stærkeste magtpol i omgivelserne. I meget afspændte perioder, typisk lige efter en krigsafslutning, vil omgivelsespolariteten være utydelig. Således er det vanskeligt at afgøre hvilke poler, der kan projicere magt i forhold til en given stat. Indflydelsessfærerne bliver herved ikke tydeligt markerede. Det skal først og fremmest bemærkes, at modellen for indflydelsessfære baserer sig på udstrækningen af militær magt og således retter sig imod det magtorienterede perspektiv. En magtpols indflydelses- og interessesfære vil oftest være sammenfaldende, om end der kan forekomme situationer, hvor dette ikke er tilfældet. Er interessesfæren mindre end indflydelsessfæren, vil der blot være en ikke-udnyttet kapacitet. Er det modsatte tilfældet, vil magtpolen søge at opnå sammenfald mellem de to sfærer ved at udbygge egen militær magt eller ved at indgå alliancer til opnåelse af samme Adaptionsteorier. Med udgangspunkt i Nikolaj Petersens adaptionsteorier ses muligheden for at generalisere og kategorisere en stats udenrigspolitik 28. Denne teori anvender to parametre: Statens muligheder for indflydelse og statens stressmodtagelighed. På baggrund af disse har man mulighed for at kategorisere en stat i en ud af fire udenrigspolitiske hovedtyper. Denne indplacering giver en indikation af, hvordan en stat agerer/vil agere i det internationale samfund. kan sige noget centralt om en stats udenrigspolitik på baggrund af dets kapabiliteter, men naturligvis er det kun i grove træk. I denne opgave anvendes analyseskemaet primært til at identificere de målbare dimensioner, som anvendes ved klarlæggelse af omgivelsespolariteten, sekundært til at kategorisere de enkelte staters udenrigspolitiske hovedtyper. 28 Heulin, Bertel (1996), Verden 2000, Teorier og tendenser i International Politik. Gyldendal Undervisning. 17

19 Analyseskemaet: Indflydelseskapaciteter Store DOMINANSPOLITIK Den dominerende politik har karakter af at være "absolut" - "autistisk", dvs. der ikke tages hensyn til andre aktører. Der ageres primært unilateralt, og ikke nødvendigvis i det aktionsreaktionsmønster, som stater i mange tilfælde deltager i. Lav ISOLATIONSPOLITIK Isolationspolitikken forsøger at holde sig mest muligt udenfor det centrale spil i det internationale system. Småstater der er placeret i periferien, eller større småstater, som har mulighed for at isolere sig for dermed at undgå en uønsket indvolvering, fører denne politik Små BALANCEPOLITIK Den pågældende stat tager hensyn til de øvrige aktører og deres placering. Den balancerende politik føres af stater, der er på vej, eller pønser på at blive stormagter (i forhold til omgivelserne) Høj Stressfølsomhed TILPASNINGSPOLITIK Den tilpassende politik, eller den accepterende politik tager hensyn til de store magters placering og søger at klare sig så godt som muligt ved at tilpasse sin politik til de eksisterende politiske og geostategiske omgivelser. 18

20 2.5. Metode. Det er normalt hensigtsmæssigt at opdele forklaringen af international politik i forskellige niveauer. Denne opgave arbejder fortrinsvis med omgivelsesniveauet suppleret med det systemiske niveau. Det betyder således, at det indenrigspolitiske niveau og beslutningstagerniveauet er nedprioriteret jfr. teorivalget. Selve analysemodellen 29 er en tredeling af de forskellige faktorer, der normalt er relevante i en analyse af international politik: Aktører, strukturer og processer. Idet analysemodellen er en generel forklaringsmodel og derfor bred i sin udformning vil problemstillingen i sammenhæng med teorivalget afgøre og udvælge de relevante underpunkter i de tre dele. Således er analysemodellen tilpasset ud fra, hvad det i opgaven valgte teoriapparat Mouritzen, Den naturlige forklaringsmåde 30 vurderer som de primære faktorer. Som supplement til dette teoriapparat anvendes Petersens adaptionsteorier for derved at kunne kortlægge staternes kapabiliteter. Punkter i aktører og strukturer er prioriteret på bekostning af punkter i processer. Udenrigs- og sikkerhedspolitik er en aktørs en stats politik i relation til tilsvarende, formelt ligestillede, suveræne aktører. Politikken føres på baggrund af aktørens kapabiliteter. Dette speciale ser på udenrigspolitik på to niveauer: Plan-niveauet som omfatter planer, strategier og doktriner, og adfærds-niveauet. Kapabilitet, polaritet og position (geopolitik) har fået en helt central placering i analysen, jfr. teoriapparatet. Teorivalget vil ifølge andre teoretikere formentlig medføre mangel på nogle facetter i diskussionen af landenes udenrigs- og sikkerhedspolitiske institutionelle adfærd og valg, herunder den indenrigspolitiske parlamentariske situation og den udenrigspolitiske beslutningsproces. Men det er ikke hensigten med specialet at forklare udenrigs- og sikkerhedspolitik på den mest omfangsrige måde, men primært ved hjælp af en teori at analysere og - med så få faktorer som muligt - at forklare ændringer og årsagssammenhænge i forhold til specialets samlede målsætning. Specialet anvender en komparativ metode, hvor der gennemføres en systematisk sammenligning af de forskellige cases, i dette tilfælde Iran, Saudi-Arabien og Syrien. De valgte teorier testes eller evalueres ikke i opgaven, men strukturerer denne og hjælper i udvælgelsen af de interessante parametre, samtidig med at den identificerer variabler og konstanter i analysen. Problemstillingen afgør, styrer og systematiserer kildevalget. Specialet tager udgangspunkt i en redegørelse, der danner grundlag for den efterfølgende analyse af, hvorvidt Iran, Saudi-Arabien og Syrien har ændret deres udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Irak-krigen. De identificerede forskelle, ligheder og eventuelle tendenser/handle mønstre sammenfattes afslutningsvis. Herefter gennemføres en redegørelse og analyse af landenes kapabiliteter med henblik på at fastlægge staternes indflydelse og staternes stressmodtagelighed. Disse to dimensioner ska- 29 Heurlin, Bertel (1996), Verden 2000 Teorier og tendenser i International politik, Gyldendal Undervisning, s Mouritzen, Hans (1999), At forklare International Politik, Jurist- og økonomforbundets Forlag. s

21 ber grundlaget for kortlægning af den givne omgivelsespolaritet. Omgivelsespolariteten er afgørende for at kunne give en forklaring på, hvorfor staterne har handlet, som de har. Dette efterfølges af en konklusion med en samlet besvarelse af problemstillingen. Der afsluttes med en perspektivering i forhold til det overordnede emne - regionale konsekvenser af Irak-krigen på kort og langt sigt Redegørelse. Der indledes med en kort overordnet redegørelse for de stimuli/input, som den amerikansk ledede invasion og besættelse af Irak repræsenterer. Herefter gennemføres der en redegørelse for staternes udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd, staternes policy om man vil, før og efter Der redegøres for landenes kapabiliteter både før og efter Irak-krigen i Der vil være dele af redegørelsen, som ikke anvendes direkte i analysen men som danner det empiriske grundlag for at forstå analysen og dens konklusioner Analyse. Med baggrund i de ovenstående redegørelser analyseres, i hvilket omfang Iran, Saudi- Arabien og Syrien har ændret deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd. I denne første del af analysen besvares følgende underspørgsmål: Har Iran ændret udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd efter Irak-krigen? Har Saudi-Arabien ændret udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd efter Irak-krigen? Har Syrien ændret udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd efter Irak-krigen? Efterfølgende gennemføres en komparativ analyse med henblik på at identificere de forskelle, ligheder og eventuelle mønstre i landenes udenrigs- og sikkerhedspolitisk adfærd, som afslutningsvis sammenfattes. Herefter gennemføres en analyse af de tre landes kapabiliteter med henblik på at klarlægge den givne omgivelsespolaritet. Indledningsvis besvares følgende underspørgsmål: Niveauet for Irans indflydelse og stressmodtagelighed. Niveauet for Saudi-Arabiens indflydelse og stressmodtagelighed. Niveauet for Syriens indflydelse og stressmodtagelighed. På baggrund at dette kan omgivelsespolariteten klarlægges, hvorved det bliver muligt at forklare, hvorfor staterne har handlet, som de har. Hovedspørgsmålet besvares med en opsamlende konklusion Perspektivering. På baggrund af redegørelsen og analysen foretages en perspektivering af, hvorledes de regionale konsekvenser af Irak-krigen ses - på kort og langt sigt. 20

22 3. IRAK-KRIGEN EN STIMULI Da opgavens udgangspunkt tager sigte på at skabe en forklaring på forskellene i den måde, hvorpå landene i regionen har reageret på den samme stimuli, falder det naturligt at omtale denne stimuli overordnet en gang for alle. Det er ikke hensigten at beskrive stimuli, Irak-krigen og perioden efter, i nogen større detaljerigdom, idet det givne datagrundlag ikke understøtter en segmenteret undersøgelse af, hvilke dele af stimuli, som har haft større og mindre effekt på de enkelte lande. Irak-krigen og den efterfølgende periode vil derfor i denne opgave nærmest blive betragtet som en sort boks af stimuli. Hvorvidt der så for det enkelte land har været en større effekt ved den hurtige amerikanske militære sejr, eller om det var Saddams tilfangetagelse eller måske afholdelsen af et relativt succesfuldt demokratisk valg, som har været den eller de faktorer, der har påvirket landene mest, er som sådan af mindre betydning for denne opgaves sigte. Det skal sluttelig understreges, at den stimuli, den sorte boks med påvirkning, som her søges afkodet indeholder følgende hovedpunkter: USA's invasion 19. marts til 1. maj Saddams tilfangetagelse 13. december Stabiliseringsfasen - besættelsen 1. maj juni Magtoverdragelsen 28. juni Det første frie valg i Irak 30. januar Disse punkter eller faser vil altså ikke generelt blive gjort til genstand for en nærmere evaluering. 21

23 4. UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITISK ADFÆRD 4.1. Indledning. Dette kapitel har til hensigt at redegøre og analysere Iran, Saudi-Arabien og Syriens udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd med henblik på at vurdere, hvorvidt der er sket en ændring fra 2003 til Redegørelsen indeholder en sammenhængende beskrivelse af de elementer, der i perioden fra umiddelbart op til Irak-krigen (februar 2003) til og med det frie valg i Irak (februar 2005), har været de mest markante i forhold til landenes udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd. Det er ikke hensigten at redegøre for alle detaljer eller områder på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Der vil indledningsvis blive redegjort for staternes overordnede mål, som de er formuleret i strategier, doktriner eller lignende. Herefter vil der med udgangspunkt i Iran-USA-forholdets såkaldte red buttons 31 blive lagt vægt på fire signifikante målepunkter, som vil være styrende for kapitlets gennemgang af de tre staters udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd, nemlig: Forholdet mellem staten og USA WMD Terrorisme Holdningen til den mellemøstlige fredsproces. Denne tilgang sikrer, at både staternes planer og deres reelle handlinger bliver genstand for undersøgelsen Irans udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd. Iran har ikke en officielt formuleret national strategi eller doktrin for deres udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den iranske forfatning definerer derimod i afsnit 10 vedrørende udenrigspolitik, artikel nogle generelle mål for staten. Det fremgår af artikel 152, at grundlaget for udenrigspolitikken er; afvisning af alle former for pres, såvel udøvelse af som eftergivelse for pres, at bevare statens uafhængighed på alle områder, at sikre landets territorium, at forsvare alle muslimers rettigheder, at være uafhængig af supermagter og at opretholde gensidige fredelige relationer med ikke aggressive stater 32. I tillæg til forfatningen skal man medtage de retningslinier, som de religiøse ledere, afdøde Khomeini og den nuværende religiøse leder Ayatollah Ali Khamenei, har udsendt. I henhold til det iranske udenrigsministeriums talsmand styres den iranske udenrigspolitik kort sagt af de tre principper ære, visdom og interesser. Udenrigspolitikken er beregnet til at beskytte Irans nationale interesser på det politiske, økonomiske, kulturelle og teoretiske område. Den nuværende politik har fokus på afskrækkelse 31 Kemp, Geoffrey (1998), America and Iran: Road Maps and Realism, The Nixon Center, Kemp's seks "red button" emner omfatter: Gensidige historisk funderet uoverensstemmelser, terrorisme, den amerikanske militære tilstedeværelse i den persiske bugt, Irans våbenprogrammer, Irans modstand mod Israel og fredsprocessen, økonomiske forhold særligt sanktioner og rørledningspolitikker. 32 Ingen forfatter (1979), Den iranske forfatning, marts 1979, 22