NORDEN HAR NOE Å BIDRA MED

Transkript

1

2

3 NORDEN HAR NOE Å BIDRA MED

4 Norden har noe å bidra med Nord 2004:3 ISBN Nordisk Ministerråd, København Grafisk projektledelse og design: Kjell Olsson NMR/PUB Foto: Beate Nøsterud Oversættere: Erik Skyum Nielsen og Camilla Frostell Repro og tryk: Akaprint A/S, Århus 2004 Oplag: Papir: Miljøvenligt papir som opfylder kravene i den nordiske miljøsvanemærkeordning. Printed in Denmark Redaktion: Gunvor Mikkelsen, lektor på Tårnby Gymnasium, Danmark og Torkil Sørensen, Informationsafdelingen i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd I redaktionsgruppen, der har bidraget til de faktuelle afsnit: Erik Geber, undervisningsråd, Utbildningsstyrelsen, Finland, Gu laug Gu mundsdóttir, lærer i ungdomsuddannelserne, Island, Ingrid Yrvin, redaktør, Læringssenteret, Norge og Jan Wickléus, lektor i samhällskunskap, Torsbergsgymnasiet i Bollnäs, Sverige samt Klaus Munch Haagensen, Sofia Pitt Boserup og Sigrún Stefánsdóttir, Informationsafdelingen Redaktionen er afsluttet april 2004 Norden har noe å bidra med er også udkommet i en finsk og en islandsk udgave: Nord 2003:4 Pohjolalla on paljon annettavaa ISBN Nord 2003:5 Nor urlönd hafa µmislegt fram a færa ISBN Publikationer fra Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd kan bestilles fra vores salgsagenter Tryksag Flere publikationer på

5 INNEHÅLL Forord 7 I NORDISK IDENTITET OG RESTEN AF VERDEN 10 II AKTUEL NORDISK LITTERATUR 18 Jan Kjærstad: Umuligheten av å være tilskuer 20 Henrik Nordbrandt: Vanetænkning og utopi 25 Einar Már Gu mundsson: Midten befinder sig under dine fodsåler 32 Eva Ström: Fyra dikter 41 Kari Hotakainen: Ur Löpgravsvägen 44 III SAMARBEJDE I DET NORDLIGE EUROPA 52 Norden och det utvidgade EU 55 Fyra perspektiv på Nordens närområden i öst 59 At overkomme det umulige 63 Reis i Norden! 66 Norden i tal 67 Få mere at vide om Norden 68

6

7 7 FORORD Inden for det nordiske samarbejde er det til debat hvordan Norden som helhed inklusive Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd skal forholde sig til de forandringer der finder sted i Europa. Europakortet har forandret sig. Det gjorde det faktisk allerede umiddelbart efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud. Først nu er Europa for alvor ved at finde sig til rette under de nye forhold. I 2004 blev 10 ud af 13 ansøgerlande optaget som nye medlemmer af EU. Det politiske Europakort er ændret, og stormagten Rusland er blevet ny nabo til EU. Udsigterne til et mere forenet Europa har sat skub i diskussionen hos såvel tilhængere som modstandere af EU om skabelsen af en eventuel ny europæisk identitet. Det må vi alt sammen forholde os til. Hvad betyder forandringerne i verden, og især i Europa, for Norden og for det nordiske samarbejde? Og hvordan kan den nordiske dagsorden bidrage til den europæiske dagsorden? Findes der en nordisk identitet? Og i givet fald, hvordan er den forenelig med en måske kommende europæisk identitet? Tanken med denne bog er at skabe et udgangspunkt for diskussion i undervisningen i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser om de udfordringer som det nye Europa betyder for Norden og det nordiske samarbejde. De nordiske lande har samarbejdet officielt i over 50 år. Det har blandt andet banet vejen for et fælles nordisk arbejdsmarked, en fælles pasunion og en række fælles sociale ordninger med formål at sikre nordiske medborgere som opholder sig i et andet nordisk land, samme rettigheder som de har i deres eget land. Beskyttelse af miljøet har været en anden vigtig nordisk mærkesag og er det fortsat. For eksempel har de nordiske forbrugere kunnet støtte sig til»den grønne svane«som garantimærke for miljøvenlige produkter. Derudover er samarbejdet en naturlig ramme for en udveksling af erfaringer på næsten alle tænkelige områder. Norden har noe å bidra med er ligeså meget et spørgsmål som et ønske om at de fælles værdier vi har kæmpet for i Norden såsom velfærd, tryghed og ligestilling, ikke skal gå tabt i en større europæisk integration og udvikling. Det overordnede formål med bogen er at inddrage unge i diskussionerne om Norden og forholdet til Europa. Det er nutidens unge der i fremtiden skal føre det internationale samarbejde videre. Hensigten med den måde bogen er bygget op er dels historisk at belyse hvorfor der overhovedet findes noget der hedder Norden, dels at pege frem og undersøge betingelserne for fremtidens nordiske samarbejde. Identitet er et nøgleord for bogens litterære bidrag. Den første del af Norden har noe å bidra med gør læseren bekendt med»den nordiske model«og problematiserer statistiske oplysninger om de nordiske samfund, befolkninger og sprog.

8 8 Anden del består af skønlitterære tekster af forfattere fra Norge, Island, Danmark, Sverige og Finland fem vindere af Nordisk Råds Litteraturpris. Forfatterne bidrager med tekster som belyser deres egne personlige oplevelser af identitet i hver deres hjemland, i Norden, i Europa. De meninger som i den forbindelse kommer til udtryk er forfatternes helt egne. Forfatternes bidrag er altså ikke udtryk for en officiel nordisk holdning eller stillingtagen til de emner som tages op her i bogen, men skal læses som anledning til debat. Tredje del af Norden har noe å bidra med giver faktuelle oplysninger om Norden i det nye Europa. Teksterne er produceret i et tæt sam- arbejde mellem folk indenfor det nordiske samarbejde og folk med kontakt til elever og undervisere på gymnasier og videregående uddannelser. Bogen i undervisningen På et praktisk plan kan materialet anvendes både i modersmålsundervisning og i samfundskundskab, men også til projektarbejde og tværfagligt samarbejde. Bogen kan også være relevant i fag som historie og geografi. Inden for det nordiske samarbejde betragtes norsk, dansk og svensk som ligestillede sprog. Det vil sige at vi i det nordiske samarbejde ikke

9 oversætter mellem disse sprog. Vi har anvendt samme model i bogen, som desuden udkommer på islandsk og finsk i sin helhed. Til allersidst har vi indsat nogle tips om hvor man kan hente flere oplysninger om Norden og samarbejdet i det nordlige Europa. I tilknytning til bogen findes en sektion på vores hjemmeside med flere links og tips til underviseren om hvordan materialet kan bruges i undervisningen. Billederne i bogen er taget af den norske fotograf Karin Beate Nøsterud og blev oprindeligt taget til brug i Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds årsberetning i Men en del af billederne blev slet ikke brugt til formålet. Da billederne skildrer mennesker og steder i de nordiske lande og de alle fortæller en historie eller måske får én til at trække på smilebåndene, så synes vi, at de skulle bruges her. Rigtig god læselyst! 9

10 i nordisk identitet og resten af verden Hvorfor findes der noget der hedder Norden? Har vi en nordisk identitet? Hvis vi har en fælles nordisk identitet og hvis vi gerne vil fortsætte med at samarbejde fremover, hvad er det så for nogle odds vi er oppe mod? Det er nogle af de spørgsmål vi gerne vil lægge op til diskussion af. De nordiske lande har meget til fælles, og gennem århundreder er de nordiske samfund langsomt blevet bygget op så de ligner hinanden og på mange måder adskiller sig fra de øvrige lande i Europa og resten af verden i øvrigt. Man bruger ofte begrebet»den nordiske model«som betegnelse for det samfundssystem der findes i de nordiske lande. Den fælles historie, sprogfællesskabet og den fælles kulturarv er også en del af fundamentet for den nordiske identitet og dermed det nordiske samarbejde. Samarbejdet mellem de nordiske lande er formaliseret gennem Helsingforsaftalen og de strukturer og institutioner man har bygget op til at håndtere samarbejdet. Undersøgelser foretaget i begyndelsen af 1990 erne har vist at nordboerne, i hvert fald dengang, opfattede det»nordiske«som noget positivt og gerne ville have et dybere samarbejde både når det gælder arbejdet indenfor Norden men også i relationerne til resten af verden. Samarbejdet har altså en folkelig forankring. Nordisk identitet og nordisk samarbejde har nogle helt andre betingelser både for at bestå og for at udvikle sig nu end da det formelle samarbejde blev igangsat tilbage i 1952 med

11 dannelsen af Nordisk Råd. Den øgede globalisering har en betydelig indflydelse på livsmønstre, kultur og den måde vi opfører os på. Globaliseringen betyder en meget tættere kontakt mellem lande og mennesker. Det bunder i en hurtigt voksende international handel, integrationen i Europa, store fremskridt indenfor højteknologien især kommunikationsteknologien og en øget, både frivillig og ufrivillig, trafik af mennesker over landegrænser. Denne udvikling gælder selvfølgelig ikke kun de nordiske lande, men også resten af jordkloden. Fokus på den nordiske identitet eller samhørighed giver grundlag for en diskussion af hvordan forudsætningerne og betingelserne for de nordiske velfærdsstater og det nordiske samarbejde ændrer sig netop i disse år. Hvordan har det nordiske samarbejde udviklet sig over tiden? Hvad er den»nordiske model«? Hvordan går det med de nordiske sprog? Og hvordan indgår Norden i internationalt samarbejde. Den nordiske model Fællestrækkene imellem de nordiske lande afspejler sig ikke mindst i måden vi har valgt at indrette vores samfund på. Generelt dækker benævnelsen den nordiske model over de stats- og samfundsformer der er skabt i de nordiske lande gennem de sidste lidt over 100 år. Kendetegnene er: rodfæstede, parlamentariske demokratier højt udviklede velfærdsstater stor økonomisk, politisk og kulturel åbenhed over for omverdenen et betydeligt samarbejde en demokratisk udvikling baseret på en omfattende folkelig deltagelse både lokalt og nationalt med stærke bonde- og arbejderbevægelser en politisk kultur præget af fredelig konfliktløsning. Ofte benyttes termen den nordiske model om selve velfærdsstatens udformning hvor hovedprincipperne er at alle borgere, uanset hvilken social status de har, har ret til at modtage velfærdsydelser. Ydelserne finansieres hovedsageligt over skatten og landene har en stor offentlig sektor når man sammenligner med andre lande i Europa. De nordiske lande er derudover kendetegnet ved at kvinderne har en meget høj erhvervsfrekvens cirka 8 ud af 10 kvinder i Norden er på arbejdsmarkedet. Drivkraften i udviklingen af de nordiske landes velfærdsstater forbindes ofte med de stærke arbejderbevægelser, men der har samtidig været en bred enighed mellem de store politiske partier om centrale politiske reformer. Det er et faktum at de nordiske lande, som for øvrigt store dele af Europa, i de kommende årtier vil opleve en demografisk udvikling hvor 11 NORDISK SAMARBEJDE GENNEM TIDEN Historisk har Norden samarbejdet i mange århundreder og det er ganske vanskeligt at fastslå, hvornår det nordiske samarbejde egentlig begyndte Kalmarunionen de nordiske lande samles af Dronning Margrethe I i en union Efter Kalmarunionens sammenbrud følger mange krige mellem på den ene side det vestnordiske monarki, med dansk monark, som bestod af Danmark og Norge (med herredømme over Island, Færøerne og Grønland) og på den anden side det østnordiske monarki med svensk monark dækkende Sverige og Finland Finland underlægges Rusland Union mellem Norge og Sverige Nordisk postunion og møntunion 1905 Norge bliver selvstændigt 1917 Finland bliver selvstændigt 1944 Island bliver selvstændigt 1952 Nordisk Råd grundlægges 1954 Nordisk pasunion 1962 Helsingforsaftalen om styrkelse af det nordiske samarbejde indgås 1971 Nordisk Ministerråd grundlægges

12 12 færre skal forsørge flere. Det er derfor et udbredt synspunkt at selve grundlaget for de nordiske velfærdsstater er truet. Ikke blot vil skattegrundlaget mindskes hvis der er færre i arbejde, der vil også være færre til at tage sig af de ældre og syge og i øvrigt servicere dem der er i arbejde, for eksempel med daginstitutionspladser. Der er forskellige løsningsmodeller til det ovenstående scenario. I første omgang kan der gøres en indsats for at udnytte al den arbejdskraft man har mere effektivt. For det andet kan man tænke sig at alle må arbejde længere tid. Her tænkes både på flere arbejdstimer i løbet af ugen, men også på en udskydelse af det tidspunkt hvor man går på pension. For det tredje kan man tænke sig en aktiv indsats for at øge indvandringen af arbejdskraft. Måske skal alle løsningsmodeller i brug for at vi kan beholde det samfund vi har i dag? Andre kulturers påvirkning Som tidligere nævnt betyder globaliseringen en øget kommunikation mellem lande og mennesker. Det er ikke blot os der påvirkes når vi rejser ud enten som turister eller i kraft af vores arbejde, men der kommer også folk til de nor- diske lande fra hele verden og påvirker os. Nogle kommer frivilligt for at finde arbejde, andre mere nødtvungent som flygtninge. Alle de nordiske lande har gennem de seneste år oplevet øget indvandring om end i forskellig grad. Der er nemlig store forskelle på indvandrings- og integrationspolitikken i Norden, uanset at behovet for arbejdskraft blandt andet gennem immigration synes aktuelt i alle de nordiske lande. Nettoindvandringen, det vil sige indvandringen minus udvandringen, er nu den faktor der bidrager mest til at befolkningen stadig øges i de nordiske lande. Den naturlige befolkningsforøgelse som groft sagt består i at der fødes flere end der dør, er mindsket betragteligt op gennem 1990 erne. En stor del af indvandringen til de nordiske lande består af nordboer der vender hjem fra et andet nordisk land, hvor de har været bosat i kortere eller længere tid takket være det frie nordiske arbejdsmarked og de liberale regler. Indvandringen består også af udlændinge der i kortere eller længere tid tager ophold i et af de nordiske lande. Disse udlændinge kan igen deles op i dem der kommer fra resten af Europa, USA, Canada og andre udviklede lande som vi ynder at sammenligne os med, og de som kommer fra mindre udviklede lande. Figur 1. Befolkningsforandringer i de nordiske lande Kilde: Nordisk statistisk årsbok Naturlig befolkningstilvækst Nettoindvandring Befolkningstilvækst

13 Det beror således på hvad det er vi vil måle, når vi ser på statistikken over indvandringen. Vil vi bare måle hvor mange udlændinge der rejser ind i de nordiske lande? Eller er det snarere hvor mange indvandrere der kommer fra de mindre udviklede lande? Eller noget helt tredje? Hvis man vil se på hvor mange udlændinge der er i de nordiske lande, begynder vanskelighederne straks at melde sig. Hvad med dem der har fået et nordisk statsborgerskab, er de stadig udlændinge? Hvis de er udlændinge, hvor mange generationer tilbage er man så udlænding eller indvandrer? Første generation, anden generation, tredje generation? Og igen har det måske noget at gøre med hvem man egentlig betragter som udlænding når man skal se på hvor mange der egentlig er. Hvis vi går ud fra at de der ikke har et nordisk statsborgerskab, i hvert fald må betragtes som udlændinge, så ser billedet ud som følger. Finland har med cirka 2,0 procent ikke-statsborgere den laveste andel, mens Sverige ligger i toppen af de nordiske lande med 5,3 procent ikke-statsborgere. Danmark følger lige efter med 4,9 procent ikke-statsborgere. De fleste nordiske lande har også oplevet en øget udvandring gennem de seneste år, men der er som tidligere nævnt totalt set overskud på migrationskontoen. Cirka 35 procent af udvandringen går til et andet nordisk land. Sprogfællesskab ideal eller virkelighed Findes der et nordisk sprogfællesskab? I givet fald er det så en del af den nordiske identitet? Er det en vigtig del? Er engelsk ved at få overtaget? Det der kaldes det nordiske sprogfællesskab eller nabosprogsforståelsen i Norden er noget ret specielt. Det betyder nemlig at man kan tale enten dansk, norsk eller svensk og blive forstået af de der taler de to andre sprog. Dermed kan mere end trefjerdedele af den nordiske befolkning faktisk tale deres modersmål når de er sammen og regne med at blive forstået. Men virkeligheden er, når det kommer til stykket, ikke helt så fuldkommen som idealet. Der er forskellige forhold man bør være opmærksom på når man taler om den indbyrdes forståelse af de nordiske sprog. Tæt ved en fjerdedel af den nordiske befolkning har et andet modersmål end dansk, norsk eller svensk. Mange finner forstår ikke svensk til trods for at svensk er et officielt sprog i Finland, og endnu mindre dansk og norsk. I en undersøgelse af sprogforståelsen ved nordiske møder 13 Figur 2. Aldersstrukturen i de nordiske lande i 2010 og Kilde: Nordisk statistisk årsbok

14 14 angav kun fem procent af de adspurgte finner at de forstod talt dansk godt, hvorimod 84 procent sagde at de forstod dansk dårligt. For færinger, grønlændere og islændinge er dansk ofte det sprog der giver adgang til resten af Norden, men det betyder ikke at de så automatisk også forstår norsk og svensk. Og til trods for at dansk indgår i den islandske undervisning, er der mange islændinge der har vanskeligt ved at forstå talt dansk. Mellem danskere, nordmænd og svenskere kan det være vanskeligt at forstå dialekter på et andet sprog end sit modersmål. Nordisk Kulturfond startede i 2001 et forskningsprojekt som undersøger hvor godt årige skandinaver forstår hinandens sprog. De første resultater er indløbet, og de viser at nordmænd generelt er bedst til at forstå deres nabosprog mens danskerne er dårligst. Nordmændene forstår talt svensk bedre end dansk, og svenskerne forstår norsk bedre end dansk. Det gør altså det talte dansk til det sprog der volder de største forståelsesvanskeligheder i Norden. Når det nu i praksis er så vanskeligt at forstå hinanden her i Norden, hvorfor så ikke bare bruge engelsk? Hvorfor skal man overhovedet Figur 3. Indvandring til de nordiske lande 2002 (Norge: 2001) 100 % 90 % 80 % 70 % 60 % 50 % 40 % 30 % 20 % 10 % Kilde: Nordisk statistisk årsbok % Danmark Finland Island Norge Sverige Fra andre nordiske lande Fra Europa, USA og Canada Fra andre lande Figur 4. Ikke-statsborgere i de nordiske lande % 90 % 80 % 70 % 60 % 50 % 40 % 30 % 20 % 10 % 0 % Danmark Finland Island Norge Sverige Kilde: Nordisk statistisk årsbok 2003 Andre nordiske statsborgere Statsborgere fra Europa, USA og Canada Statsborgere fra andre lande

15 DE NORDISKE SPROG De tre skandinaviske sprog dansk, norsk (bokmål) og svensk er nært beslægtede sprog, og de som taler et af dem forstår i en vis udstrækning de andre. Men alle de tre sprog har i tillæg mange dialekter, som kan være vanskelige at forstå selv for indbyggerne indenfor landenes egne grænser. Færøsk og islandsk er også beslægtede med de tre skandinaviske sprog og de der taler færøsk og islandsk, forstår delvist hinanden. Færøsk, islandsk og middelalder norsk tilhører de såkaldte vestskandinaviske sprog, mens dansk og svensk tilhører de østskandinaviske sprog. Svensk tales foruden i Sverige også på Åland og langs nogle kystregioner i Finland. Både dansk og færøsk er begge officielle sprog på Færøerne og det samme gør sig gældende på Grønland for dansk og grønlandsk eller rettere inuit. Inuit (grønlandsk) er et sprog helt anderledes end de øvrige nordiske sprog og nærmere beslægtet med de sprog, der tales i det nordøstlige Canada, end med de andre nordiske sprog. Finsk tilhører også en helt anden sprogfamilie end de andre nordiske sprog nemlig den finsk-ugriske sprogstamme den sprogstamme som estisk og ungarsk også tilhører. Samerne, der bor i både Finland, Norge, Sverige og Rusland, har deres helt eget sprog, som tales af cirka ⅔ af de tilsammen omtrent samer. Visse forskere anser samisk, der for øvrigt består af en række forskellige sproggrupper, for at være beslægtet med finsk. Personer, der taler finsk, forstår dog ikke umiddelbart samisk. 15 forsøge at forstå skandinavisk? Det er slet ikke så usædvanligt at nordboer fra forskellige lande der taler sammen, giver op og vælger at slå over i engelsk. Men der findes grunde til at man bør overveje at holde sig til skandinavisk. Nordisk Sprogråd nævner i deres skrift Att förstå varandra i Norden følgende grunde: Kun få nordboer behersker engelsk så godt at de kan udtrykke sig frit og utvunget selvom de måske selv tror noget andet. Man behøver langt færre kundskaber for at forstå et beslægtet nabosprog end man behøver for at tale et helt fremmed sprog. De nordiske sprog er stadig de mest velegnede til at beskrive nordiske forhold. De nordiske sprogfællesskab er et stærkt symbol for nordisk samhørighed, især når man bevæger sig udenfor Norden. Spørgsmålet er om engelsk er en reel trussel mod det nordiske sprogfællesskab eller ej? Vil man fremover fortsat kunne tale sit skandinaviske modersmål og forvente at blive forstået i Norden? Mange sprogforskere er overbeviste om, at der fortsat vil blive kommunikeret på»nordisk«i Norden, fordi»den sproglige produktionsside«så at sige er gratis. Det vil sige at det er omkostningsfrit for afsenderen at tale sit eget sprog. Det er således kun modtageren der skal»have antennerne ude«. Norden og internationalt samarbejde Både af historiske og geopolitiske årsager har de nordiske lande valgt at samarbejde med resten af verden på forskellige måder både politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Fremover vil den politiske dagsorden i de nordiske lande og især samarbejdet med nabolandene omkring Østersøen bære præg af EU-udvidelsen i 2004 hvor de baltiske lande og Polen blev optaget i det formelle europæiske samarbejde. De nordiske landes forhold til EU er ret forskelligt. Danmark, Finland og Sverige er medlemmer af EU, mens både Island og Norge har valgt at deltage i EU s indre marked gennem EØS-aftalen. Færøerne og Grønland har valgt at stå helt uden for EU, men har fået særlige ordninger der giver dem adgang til EU s marked samt visse EU-programmer. Endast Finland har inført Euron. Åland er med i EU, men dets stilling reguleres i en protokol i tilslutning til

16 16 EU-medlemmer fra 2004 markeret med gult. I mørkegrå nye kandidatlande. Rumænien og Bulgarien kommer nok først med Tyrkiets medlemskab er usikkert. European Community, 2004 Finlands aftale med EU. Åland er for eksempel ikke med i den europæiske toldunion. Sikkerhedspolitisk er der også stor variation i deltagelsen i det internationale samarbejde. Danmark, Norge og Island er medlemmer af NATO, mens både Sverige og Finland har valgt at holde sig ude af militære alliancer. Samtidig deltager disse to lande dog fuldt ud i EU s fredsbevarende militære samarbejde, mens Danmark på grund af et forbehold overfor EU s forsvarssamarbejde står udenfor. Åland er gennem internationale traktater både demilitariseret og neutralt. Trods de forskellige allianceforhold er de nordiske lande ofte ret enige om sikkerhedsog udenrigspolitik. De nordiske lande lægger stor vægt på det internationale samarbejde ikke mindst samarbejde om udviklingsbistand samt forebyggende indsatser og bekæmpelse af krisesituationer rundt omkring i verden. Her finder der et omfattende uformelt samarbejde sted. Med knap en procent af bruttonationalindkomsten (BNI) ligger de nordiske lande helt i top når det gælder om at yde ulandsbistand. De nordiske lande er nu begyndt at koordinere udviklingsbistanden til Afrika. Zambia bliver det første afrikanske land hvor de nordiske lande under dansk ledelse vil samordne indsatsen. Det formelle nordiske samarbejde Tanken om et nært politisk samarbejde mellem de nordiske lande dukkede for alvor op efter anden verdenskrig. I 1952 startede det formaliserede samarbejde mellem de nordiske parlamentarikere med Nordisk Råds oprettelse. I 1962 underskrev de nordiske lande Helsingforsaftalen der er den grundlæggende ramme for samarbejdet mellem de nordiske regeringer. I 1971 oprettede man Nordisk Ministerråd som er det formelle forum for samarbejdet mellem de nordiske regeringer. I årene som fulgte efter at det formaliserede samarbejde var kommet i stand, gennemførte

17 NORDISK RÅD Består af 87 medlemmer fordelt med 20 medlemmer fra hvert af parlamenterne i Danmark, Finland, Norge og Sverige og 7 fra Island. I de 20 i den danske delegation er inkluderet 2 medlemmer fra Færøerne og 2 medlemmer fra Grønland. I de 20 fra den finske delegation er på samme måde inkluderet 2 medlemmer fra Åland. Den politiske sammensætning af Rådet skal i videst mulig omfang afspejle den politiske sammensætning, der er i de enkelte landes parlamenter. Men i selve Rådet arbejder medlemmerne i partigrupper på tværs af landegrænserne. Nordisk Råds opgave er at tage initiativer og rådgive de nordiske ministre og at kontrollere om de nordiske regeringer lever op til beslutningerne om nordisk samarbejde. Nordisk Råd har en såkaldt session én gang om året hvor medlemmerne af Rådet mødes. Resten af året foregår arbejdet i forskellige udvalg meget lig det arbejde der foregår i de enkelte nordiske parlamenter. Præsidiet er Nordisk Råds ledelse, og det består af en præsident og tolv øvrige medlemmer. Præsidenten vælges for et år ad gangen og posten roterer mellem landene. 17 NORDISK MINISTERRÅD Er egentlig ikke ét ministerråd men mange forskellige ministerråd, idet der findes ét ministerråd for hvert af de fagområder, hvor regeringerne samarbejder. I alt findes der cirka 20 forskellige ministerråd. Der findes også ministerråd der går på tværs af de nationale ministerier. For eksempel findes der et ministerråd for ministre med ansvar for forbrugerspørgsmål udover mere traditionelle ministerområder som kultur, uddannelse & forskning og miljø. Nordisk Ministerråd har til opgave at varetage samarbejdet mellem de nordiske regeringer og de styrende organer i de selvstyrende områder. Det er statsministrene der har det overordnede ansvar for Nordisk Ministerråd, men i praksis er ansvaret uddelegeret til de nordiske samarbejdsministre og den nordiske samarbejdskomité (NSK), som bistår samarbejdsministrene i deres arbejde. Formandskabet, som løber i et år ad gangen, roterer mellem de fem nordiske lande. En række fællesnordiske institutioner er en central del af det nordiske samarbejde. de nordiske politikere en række reformer. Det gælder ophævelsen af paskontrollen ved de internordiske grænser i 1954, oprettelsen af det fælles nordiske arbejdsmarked i 1954 og i 1981 retten til at modtage samme sociale sikring som borgerne i det nordiske land man arbejder eller opholder sig. I de seneste år er der yderligere kommet aftaler på forskellige områder som pensionsordninger og beskatning. I 1992 blev der indgået en aftale om at man har ret til at søge optagelse på gymnasiale uddannelser i andre nordiske lande på samme vilkår som landenes egne borgere. Samarbejdet dækker mange områder hvor der ikke nødvendigvis underskrives formelle aftaler, men som alligevel giver synlige resultater. Det gælder for eksempel de nordiske landes fælles officielle miljømærke den grønne svane. I de seneste år har samarbejdet især fokuseret på miljø og bæredygtig udvikling, migration, integration, fjernelse af grænsehindringer i Norden, teknologisk udvikling og forskning. Det nordiske samarbejde finansierer også omkring 30 institutioner. De udfører opgaver som fra et praktisk og økonomisk perspektiv gøres bedre nordisk end hvis hvert land skulle gøre det hver for sig. For eksempel Nordisk Genbank som bevarer og dokumenterer den genetiske variation i nordiske plantearter. Derudover finansierer det nordiske samarbejde cirka større eller mindre projekter med vægt på miljø, uddannelse og forskning. De nordiske lande har i de senere år også haft et intensivt samarbejde med nabolande og andre organisationer i regionen. I dag er en stor del af aktiviteterne således rettet mod naboerne i de baltiske lande, Nordvestrusland, de arktiske regioner og EU. Det aktive samspil der finder sted mellem parlamentarikerne i Nordisk Råd og regeringerne i Nordisk Ministerråd, er unikt indenfor internationalt samarbejde.

18 iı aktuel nordisk litteratur I det følgende præsenterer Norden har noe at bidra med aktuel nordisk litteratur: en norsk, en dansk, en islandsk, en svensk og en finsk forfatter der på forskellig vis skriver om at leve i Norden. Forfatterne er anerkendte kunstnere i deres hjemlande. Desuden er de alle modtagere af Nordisk Råds Litteraturpris. Fire af bidragene er nyskrevne til Norden har noe å bidra med. Kari Hotakainens tekst er et uddrag af romanen Juoksuhaudantie (Löpgravsvägen) for hvilken han er blevet tildelt Nordisk Råds Litteraturpris Jan Kjærstad, Henrik Nordbrandt og Einar Már Gu mundsson har skrevet essays, Eva Ström digte. Teksterne giver læserne mulighed for at opleve nordisk sprog formuleret af nogle af Nordens fremmeste sprogbrugere her medregnes også oversættere. Teksterne kaster blandt andet lys over en række af de problemstillinger som Norden har noe å bidra med diskuterer for eksempel Nordens rolle i det nye Europa og om måden vi har indrettet de nordiske velfærdsstater på. Læs og tag stilling!

19 19

20 20 JAN KJÆRSTAD Umuligheten av å være tilskuer Om å være norsk i Norden, i Europa, i verden For en tid tilbake bodde jeg noen år i et afrikansk land. På grunn av distansen hjem så jeg plutselig en del betenkelige trekk ved min egen nasjon, trekk jeg før hadde vært blind for. Fra en stol under et jacarandatre i et krigsherjet og sulterammet Afrika ble jeg tvunget til å innse hvor lite vi brydde oss om andre; at Norges problem i forhold til verden, til Europa, til Norden, var illusjonen om at det gikk an å isolere seg. Som Peer Gynt har Norge altfor lenge levd etter mottoet «å være seg selv nok». Fra min stol under jacarandatreet i et lutfattig afrikansk land kunne jeg ikke lenger lukke øynene for at jeg hadde vokst opp i kanskje det mest privilegerte og beskyttede hjørnet på Jorden. Som liten besøkte jeg ofte Norsk Folkemuseum i Oslo, og jeg husker hvordan jeg undret meg over disse små tømmerhusene med gress på taket og åpne ildsteder i stuen. Jeg fikk ikke inn i hodet at de fleste nordmenn bodde slik for 150 år siden. I historiens regatta lå Norge ved 1900-tallets begynnelse håpløst akterutseilt, som en råtten fembøring med møllspiste seil, men ved årtusenbøyen rundet vi plutselig i teten, som en luksusyacht i særklasse, med full tank og struttende av elektronikk. Det er naturligvis flere årsaker til den raske veksten, men ingen kan benekte at vi også har hatt flaks, at vi har dratt nytte av en form for Golfstrøm-faktor. Goder flyter til oss selv langt oppe i nord, og nettopp fordi vi ligger så perifert til, har vi kunnet ta del i den mer eller mindre åpne ressurstappingen av andre verdensdeler, så å si uten å skitne til fingrene. Vi kan selvsagt trekke frem skipsredere og industrigründere, men vi vet at velstanden primært har forutsetninger som ligger utenfor Norges grenser. På mange måter kan Norge lignes med en blindtarm, et uviktig vedheng som får sin næring fra kroppen, uten selv å bidra nevneverdig til helheten. Eller ta dette med oljen, hovedårsaken til vår velfylte statskasse. Hvordan fikk vi tak i den? Norges egne eksperter sa så sent som i 50- årene at man kunne se bort fra muligheten for å finne olje på vår kon-