Opsamlende analyse 2015

Transkript

1 Opsamlende analyse 2015 ANALYSERAPPORT VEJE TIL VIDEN OM FREMTIDENS KOMPETENCEBEHOV EN KORTLÆGNING OG ANALYSE AF UDDANNELSESINSTITUTIONERNES INDSAMLING OG ANVENDELSE AF VIDEN TIL AT SIKRE DERES UDDANNELSERS FREMTIDIGE RELEVANS

2 Danmarks Akkrediteringsinstitution Citat tilladt ved kildeangivelse Sprog: dansk Tryk: Rosendahls-Schultz Grafisk Rapporten kan downloades via hjemmesiden Analyserapporten er udarbejdet af Ditte Strandbygaard (projektleder), Mia Holm Andreasen, David Metz og Nicki Brøchner Nielsen fra Danmarks Akkrediteringsinstitution. Sekretariatschef Rune Heiberg Hansen har været projektejer.

3 Indholdsfortegnelse Forord Resumé Indledning Uddannelsespolitisk forpligtelse til at arbejde med relevans Lovgrundlag for uddannelses-institutionernes sikring af uddannelsernes relevans Relevansbegrebet i akkreditering Kompetencebegreber Analyserapportens opbygning Udviklingspotentiale med hensyn til kvalitetssikring og akkreditering Styrke kontakt til vigtige kilder Kobling mellem uddannelsernes videngrundlag og relevans Eksternt produceret viden Kortlægning af uddannelsesinstitutionernes videnkilder Producenter af viden Niveauer i institutionernes relevansarbejde De mest anvendte videnkilder Opsamling af kapitlet Analyse af uddannelsesinstitutionernes kvalitetssikring af relevans i praksis Nye uddannelser og udbud Eksisterende uddannelser Inddragelse af aftagere Aftagernes perspektiv Udvalgte fremskrivningsmetoder Oversigt over analyseformer Analyseformer: makroøkonomiske fremskrivninger Analyseformer: fremsyn og scenarier Analyseformer: surveys og kvalitative analyser Analyseformer: sektoranalyser, brancheanalyser og regionale analyser Analyseformer: datadrevne analyser Opsamling af kapitlet Appendiks I Makroøkonomiske fremskrivninger Fremsyn og scenarier Surveys og kvalitative analyser Sektoranalyser, brancheanalyser og regionale analyser... 69

4 Appendiks II Datadrevet analyse af arbejdsmarkedets efterspørgsel efter kompetencer Hvad er en jobopslagsanalyse? Jobopslagsanalyse som supplement til eksisterende metoder Tre eksempler på jobopslagsanalyser, som kan belyse kompetencebehov Case 1. Laborant Case 2. Sygeplejerske Case 3. Statskundskab Appendiks III: Casebeskrivelser, der er anvendt i rapportens analyse Bacheloruddannelsen i international shipping og handel/ha i shipping og handel på CBS Bacheloruddannelsen i international virksomhedskommunikation i engelsk og kommunikation på SDU i Slagelse Erhvervsakademiuddannelsen i byggeri og business (byggekoordinator) på KEA Erhvervsakademiuddannelsen inden for logistik og transport (logistikøkonom AK) på EA Dania i Hobro Erhvervsakademiuddannelsen inden for international handel og markedsføring (markedsføringsøkonom AK) Erhvervsakademiuddannelsen inden for ernærings-, fødevare-, mejeri- og procesteknologi på EA Lillebælt i Odense Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse Kandidatuddannelsen i immunologi og inflammation på KU Kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje på SDU i Odense Professionsbacheloruddannelsen som diplomingeniør i forsyningsteknik for vand, spildevand og fjernvarme på VIA i Horsens Uddannelsen til professionsbachelor som pædagog Professionsbacheloruddannelsen i tekstildesign, -håndværk og formidling udbudt af VIA

5 5

6 Forord Når en nyuddannet forlader en videregående uddannelsesinstitution i Danmark, er det ikke alene vigtigt, at vedkommende har taget en uddannelse af høj kvalitet med et solidt fagligt indhold. Uddannelsen skal også kunne bruges til noget. Ikke kun i dag, ikke kun de næste par år, men gennem hele arbejdslivet. Det er derfor væsentligt at se nærmere på, hvordan uddannelserne søger at blive klogere på både de aktuelle og de mere langsigtede tendenser i arbejdsmarkedets udvikling og behov. Det emne afsøges med denne publikation. Danmarks Akkrediteringsinstitution har også tidligere sat fokus på uddannelsesinstitutionernes arbejde med at sikre, at de udbyder relevante uddannelser. Relevans er bestemt ikke alt, men i det danske kvalitetssikringssystem spiller det nu engang en væsentlig rolle, at der arbejdes kvalificeret med at sikre overensstemmelse mellem de nyuddannedes kompetencer og det, som arbejdsmarkedet efterspørger. Denne gang belyser vi relevanssikring med særligt fokus på de kilder, institutionerne inddrager for at sikre sig viden om fremtidens behov for kompetencer og hvordan institutionerne konkret anvender denne viden i forhold til at udvikle og styrke uddannelsernes arbejdsmarkedsrelevans. Vi finder en masse interessant viden om dette tema i de mange akkrediteringsrapporter, vi har udarbejdet gennem årene. Den viden samler vi nu op på. Vi kigger på tværs af data og erfaringer og stiller kortlægningen og analysen til rådighed for uddannelsesinstitutioner og den uddannelsespolitiske debat. Gennem en række cases viser analyserapporten velfungerende eksempler fra uddannelser landet over. Det fremgår af analysearbejdet, at institutionerne bruger mange forskelligartede kilder til at sikre sig viden om uddannelsernes relevans også en række innovative og mindre formelle videnkilder. På trods af institutionernes omfattende indsats for at sikre uddannelsernes relevans ligger der dog en generel udviklingsmulighed i forhold til at etablere og indarbejde de mere langsigtede perspektiver på uddannelsernes fremtidige relevans. Analyserapporten peger også på en række mulige tiltag, som ifølge aftagerne vil kunne styrke det fremadrettede samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedets repræsentanter. For Akkrediteringsinstitutionen har rapporten også haft et motiverende indadrettet perspektiv: Vi vil gerne hele tiden søge dialogen, lære nyt og blive klogere på, hvordan virkeligheden ser ud på uddannelsesinstitutionerne. I denne sammenhæng har vi særligt været nysgerrige med hensyn til, hvordan institutionerne forstår relevansbegrebet, og om nogle af deres nuværende måder at arbejde med det på falder uden for det, vi afdækker og vurderer i forbindelse med akkrediteringsarbejdet. Den viden vil være et godt afsæt for fremadrettet udvikling af akkrediteringsarbejdet. 6

7 Vi håber, at analyserapporten kan bidrage med overblik samt inspirere og kvalificere det videre arbejde med et vigtigt og komplekst tema. Anette Dørge Direktør, Danmarks Akkrediteringsinstitution 7

8 8

9 1. Resumé Denne analyse gør status over uddannelsesinstitutionernes arbejde med at sikre relevante uddannelser. Det sker med udgangspunkt i viden fra akkrediteringsprocesserne suppleret med interviews med udvalgte informanter fra sektoren og dens interessenter. Uddannelsesinstitutionernes arbejde med at sikre uddannelsernes relevans bliver belyst ud fra flere perspektiver og eksemplificeret i casebeskrivelser, der er udvalgt for at illustrere velfungerende aspekter i et bredt spektrum af videregående uddannelser rundt om i landet. Der er især fokus på, hvilke kilder til viden institutionerne har i forbindelse med dette arbejde. I forbindelse med arbejdet med analyserapporten er det blevet tydeligt, at institutionerne bruger en række innovative og mindre formelle videnkilder til at udvikle uddannelsernes kompetenceprofiler, som institutionerne selv finder værdifulde med hensyn til at sikre uddannelsernes relevans. Institutionerne vælger selv, hvilke metoder der passer bedst givet deres og enkelte uddannelses unikke omstændigheder. Analyserapporten søger at understøtte disse processer ved at beskrive og inspirere til lokale løsninger på lokale problemstillinger. Denne tilgang stemmer også overens med institutionsakkrediteringernes intention om, at kvalitetsarbejdet på institutionerne skal tage udgangspunkt i de vilkår og udfordringer, der er med hensyn til den enkelte uddannelse. Analyserapporten tilbyder uddannelsesinstitutionerne og andre interessenter et overblik over og inspiration til, hvor man kan finde relevant viden, eller hvordan man kan producere den, for at fastholde eller fremme matchet mellem dimittendernes kompetencer og fremtidens arbejdsmarked. Ud over en kortlægning af praksis giver analysen et indblik i alternative relevante kilder til viden. Der ligger et særligt udviklingspotentiale i i højere grad at inddrage viden om udviklingstendenser og de mere langsigtede perspektiver i arbejdet med at sikre uddannelsernes relevans. Denne viden er nødvendig for at justere eksisterende uddannelser eller udvikle nye, så de studerende, der gennemfører uddannelserne, bliver klædt på til at imødekomme forventninger fra arbejdsmarkedet nu og i fremtiden. Analysen viser, at der på trods af uddannelsesinstitutionernes varierende og omfattende arbejde med at sikre uddannelsernes relevans er potentiale for at forbedre matchet mellem dimittenderne kompetencer og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Analyserapporten identificerer flere mulige udviklingsperspektiver på det område ved at pege på behov for at udvide med hensyn til, både hvilke kilder der inddrages, og måden, den producerede viden anvendes på. Der er yderligere et udviklingsperspektiv med fokus på akkreditering og på, hvordan akkreditering som ekstern kvalitetssikring kan understøtte institutionernes måde at arbejde med relevans på, så kvalitetsarbejdet giver mest mulig mening på de enkelte institutioner og uddannelser. For at styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og aftagere præsenterer vi også tilbagemeldinger fra en række aftagerrepræsentanter. De giver et indblik, der kan indgå i den gensidige forventningsafstemning, som den slags samarbejde kan styrkes af. Baggrunden er, at samarbejdet i dag ikke alle steder forløber optimalt, set fra såvel parternes som akkrediteringernes synspunkt. Aftagerne giver bl.a. udtryk for, 9

10 at de gerne ser en endnu større inddragelse og indflydelse på uddannelsernes udvikling, end tilfældet er på nogle institutioner er i dag. De understreger også vigtigheden af, at de oplever, at deres bidrag gør nytte og reelt anvendes til at udvikle kvaliteten af uddannelserne. Samtidig betones det fra aftagerne, at de ønsker at blive inddraget i processen så tidligt som muligt, når en ny uddannelse skal udvikles, eller en eksisterende skal gennemgå en omlægning. Analyserapporten datagrundlag er akkrediteringsvurderinger af over 200 udbud af videregående uddannelser fra årene samt casebeskrivelser, der bygger på interviews med 13 uddannelses- og studieledere. 10

11 2. Indledning Det er svært at spå om fremtiden, men det er nødvendigt at prøve, når man skal sikre uddannelser, der er relevante både i morgen og om fem år. I den uddannelsespolitiske debat har der været stort fokus på relevansbegrebet og på beskæftigelse. Selvom debatten ofte har drejet sig om bestemte fagretninger eller uddannelsesområder, er der også blevet rettet en generel opmærksomhed mod at øge uddannelsernes arbejdsmarkedsrelevans. Samtidig sker der i disse år store ændringer på arbejdsmarkedet, og derfor efterspørges nye kompetencer. Der er også stort fokus på, hvordan man gennem uddannelsespolitikken aktivt kan sikre et tilstrækkeligt udbud af de rette kompetencer til at matche den lokale og nationale efterspørgsel på både kort og længere sigt. Denne opmærksomhed eksisterer både blandt politikere og på uddannelsesinstitutionerne. I 2013 nedsatte regeringen et udvalg for kvalitet og relevans, der fik til opgave at komme med bud på en række identificerede problemstillinger med de videregående uddannelser, bl.a. at der er stor variation på tværs af uddannelser med hensyn til, hvor hurtigt de nyuddannede kommer i beskæftigelse. Regeringen ønskede, at udvalget skulle komme med anbefalinger til, hvordan man kan styrke dimittendernes kompetencer til gavn for samfundet og den enkelte. I Udvalg for Kvalitet og Relevans i de Videregående Uddannelsers (Kvalitetsudvalgets) anden rapport, Høje mål fremragende undervisning i de videregående uddannelser, bliver kvalitet og relevans defineret således: Kvalitetsudvalgets definition af kvalitet og relevans Den enkelte uddannelse Kvalitet og relevans i den enkelte uddannelse handler om både omfanget og indholdet af de studerendes læring. Det vil sige både, om de studerende lærer tilstrækkeligt meget på et tilstrækkeligt højt fagligt niveau, og om karakteren af det lærte matcher den kombination af viden og kompetencer, som sikrer uddannelsens anvendelighed. Uddannelsessystemet Kvalitet og relevans af det videregående uddannelsessystem handler både om dets evne til at uddanne dimittender inden for alle fagområder på et højt fagligt niveau, der kan måle sig internationalt med de bedste, og om dets evne til at forsyne samfundet med en fordeling af kompetencer på forskellige fagområder og uddannelsesniveauer, som matcher erhvervs- og beskæftigelsesmulighederne i samfundet. Kilde: Kvalitetsudvalget, anden delrapport, 2014, Høje mål fremragende undervisning i de videregående uddannelser 1 I Kvalitetsudvalgets definition af kvalitet og relevans skelnes der mellem relevans på den enkelte uddannelse og i uddannelsessystemet generelt. I denne analyserapport er der fokus på kvalitetsarbejdet på den enkelte uddannelse. Når uddannelsesinstitutioner arbejder med kvalitet og relevans, har de fokus på at udvikle uddannelser og udbud i forhold til arbejdsmarkedets efterspørgsel. Det kan fx dreje sig om, hvilke kompetencer fremtidens velfærdsmedarbejdere skal have, og hvilke udfordringer fremtidens medarbejde- 1 Kvalitetsudvalget (2014): 11

12 re i de private virksomheder skal kunne håndtere. Til det arbejde har uddannelsesinstitutionerne brug for input og erfaringer fra arbejdsgivere og andre relevante aktører med viden om udviklingen på det danske (og internationale) arbejdsmarked overordnet og i de enkelte brancher. Når man skal undersøge, om en uddannelse matcher efterspørgslen på arbejdsmarkedet, kan man tage udgangspunkt i uddannelsens samlede mål for læringsudbytte, dvs. de kompetencer, de studerende skal opnå i løbet af uddannelsen. Disse mål kan man så sammenholde med, hvilke kompetencer der efterspørges. Akkrediteringssystemet stiller krav om, at uddannelsesinstitutionerne arbejder med relevansen af uddannelsens samlede mål, fx gennem dialog med aftagerpaneler og uddannelsesudvalg. De videregående uddannelsesinstitutioner anvender en række forskellige kilder til at producere viden om uddannelsernes relevans. Det fremgår af de uddannelsesakkrediteringer, som Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) har gennemført gennem årene. Der er flere forskellige metoder til at indhente viden om fremtidens kompetencebehov, og i denne analyserapport beskriver vi, hvilke videnkilder institutionerne bruger, og hvordan de bliver anvendt i forbindelse med udvikling og tilrettelæggelse af de videregående uddannelser. Analyserapportens mål er at give overblik og inspirere uddannelsesinstitutioner og andre interessenter til at finde relevant viden, der kan anvendes til at fastholde eller fremme matchet mellem dimittendernes kompetencer og fremtidens arbejdsmarked. Idéen med rapporten er at inspirere på tværs af grænser mellem institutioner og uddannelser, så alle, der bidrager til at udvikle uddannelserne, får mulighed for at lære af hinanden. Midlet er at beskrive, hvad forskellige institutioner gør, og hvad de selv lægger vægt på. Beskrivelsen af uddannelsesinstitutionernes praksis giver analysen et dobbelt udviklingsperspektiv: Der er fokus både på institutionernes eget kvalitetsarbejde og på uddannelses- og institutionsakkreditering, hvor kortlægningen og analysen kan understøtte udviklingsarbejdet med akkrediteringsmetoden. Analysen fokuserer på de største videregående uddannelsessektorer og deres institutioner i Danmark. Det følgende skema giver et overblik over, hvilke former for institutioner der er tale om, og hvilke typer af Erhvervsakademier Professionshøjskoler Universiteter Grunduddannelser Grunduddannelser Grunduddannelser Erhvervsakademiuddannelser Erhvervsakademiuddannelser Professionsbacheloruddannelser Professionsbachelor uddannelser Professionsbacheloruddannelser Bacheloruddannelser - - Kandidatuddannelser - - Ph.d.-uddannelser Efter- og videreuddannelser Efter- og videreuddannelser Efter- og videreuddannelser Akademiuddannelser Akademiuddannelser Diplomuddannelser Diplomuddannelser Diplomuddannelser Masteruddannelser 12

13 uddannelser de udbyder. Uddannelsespolitisk forpligtelse til at arbejde med relevans Hvert tredje år indgår uddannelsesinstitutionerne en aftale med uddannelses- og forskningsministeren. Udviklingskontrakten indeholder en række mål, som den enkelte institution skal nå inden for kontraktperioden. Formålet med udviklingskontrakten er at fremme institutionens strategiske udvikling og at skabe synlighed med hensyn til institutionens arbejde med at håndtere samfundsmæssige udfordringer. Udviklingskontrakten er dermed et centralt led i institutionens kvalitets- og udviklingsarbejde. Institutionernes udviklingskontrakt med uddannelsesministeren indeholder bl.a. et pligtmål (mål 2) om større relevans og gennemsigtighed: Uddannelsesinstitutionernes bidrag til viden og vækst skal styrkes og synliggøres. Det er vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne i stigende grad åbner sig mod samfundet og deltager i løsningen af samfundets udfordringer Ekspansionen i optaget til de videregående uddannelser betyder, at flere af de videregående uddannelser skal tilpasses, så de i højere grad end i dag kan levere dimittender med kompetencer, som er relevante for virksomheder i den private sektor, herunder mindre virksomheder og brancher, som ikke traditionelt har haft medarbejdere med videregående uddannelser beskæftiget. Øget relevans og gennemsigtighed betyder, at uddannelsesinstitutionerne fremover skal have et øget fokus på det arbejdsmarked dimittenderne finder beskæftigelse inden for og på om dimittenderne opnår de kvalifikationer, som er efterspurgte af arbejdsmarkedet. Det er både værdifuldt for samfundet og for den enkelte, og kan bl.a. aflæses i andel af dimittender, der er ledige i forhold til det samlede antal dimittender. 2 På tværs af sektorerne, institutionerne og uddannelserne er der altså også i udviklingskontrakterne krav om, at uddannelserne i de kommende år beskæftiger sig med relevans. Af det nye regeringsgrundlag fremgår det desuden, at beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked skal øges, og at dette bl.a. skal ske gennem uddannelse 3. Lovgrundlag for uddannelsesinstitutionernes sikring af uddannelsernes relevans Det fremgår af det lovgrundlag, som institutionerne og uddannelserne er underlagt, at de skal uddanne til relevans og fremme samfundets udvikling gennem uddannelse. Formålet med uddannelserne er på universitetsområdet bl.a. at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet, sådan som det fremgår af universitetsloven 4. De erhvervsrettede videregående uddannelser skal ifølge lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser imødekomme behovet for kvalificeret arbejdskraft i den private og offentlige sektor 5. Universiteterne skal nedsætte et eller flere paneler bestående af repræsentanter for de aftagere, som uddannelserne typisk uddanner til. Formålet med aftagerpanelerne er at sikre en dialog mellem panelerne og universiteterne for at sikre uddannelsernes relevans og kvalitet. Aftagerpanelerne skal indgå i udviklingen af nye og eksiste- 2 Brev fra uddannelsesministeren til bestyrelsesformændene for de videregående uddannelser d. 20. juni 2014, 3 Regeringsgrundlag (2015), s LBK nr. 960 af , 2, stk LBK nr af , 1, stk

14 rende uddannelser samt ved udvikling af nye undervisnings- og prøveformer. Repræsentanterne i aftagerpanelerne skal have indsigt i og erfaring med uddannelsesområdet og det arbejdsmarked, som uddannelserne uddanner til. Bestyrelserne på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne skal efter indstilling fra rektor nedsætte et uddannelsesudvalg for hvert uddannelsesområde. Alle grunduddannelser samt efter- og videreuddannelsesudbud skal være tilknyttet et uddannelsesudvalg 6. Uddannelsesudvalgene skal have erfaring med og indsigt i uddannelsesområdet og de ansættelsesområder, som uddannelserne giver adgang til, og udvalgene skal høres med hensyn til de institutionsspecifikke dele af studieordningerne. Uddannelsesudvalget afgiver indstillinger til bestyrelsens eller rektors godkendelse, jf. 12, stk. 5, om de dele af studieordninger inden for udvalgets områder, der er institutionsspecifikke. 7 Når institutionerne reviderer en fælles del af studieordningen for en akademi- eller diplomuddannelse, skal de inddrage aftagerne og centrale interessenter på området med henblik på en afdækning af uddannelsernes relevans og sammenhæng med behovene på arbejdsmarkedet, ligesom der indhentes en udtalelse fra censorformandskabet 8. Relevansbegrebet i akkreditering Af akkrediteringsloven fremgår det, at alle uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsmisteriet samt de maritime og de kunstneriske uddannelser skal 6 LOV nr af , LOV nr af , 12, stk AU-bekendtgørelsen, nr. 776, 2014, 19. akkrediteres. Ved akkreditering er det et krav, at institutionerne sikrer relevansen af deres uddannelser. Det gælder både ved akkreditering af enkelte uddannelser og ved akkreditering af hele uddannelsesinstitutioner. Kravet om relevans er fastsat i akkrediteringsbekendtgørelsen. For institutionsakkreditering bliver det udmøntet i kriterium V, og for eksisterende uddannelser og udbud bliver det udmøntet i kriterium I, der omhandler kvalitetssikringsarbejdet vedrørende relevans. Bekendtgørelsen blev revideret i juni 2013, hvilket medførte, at kravet om relevans for nye uddannelser nu vurderes i en prækvalificering, hvor uddannelsesministeren træffer afgørelse, og derfor indgår kriteriet ikke længere som en del af akkrediteringsvurderingen af nye uddannelser. Indstillingen om, hvilke nye uddannelser der skal udbydes, er i dag placeret hos Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU), som skal vurdere relevansen af ansøgte nye uddannelser og nye udbud af eksisterende uddannelser i forbindelse med prækvalificering. Konkret skal udvalget forholde sig til, om en ny uddannelse eller et nyt udbud er hensigtsmæssigt set i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv. De ansøgende institutioner skal med andre ord kunne dokumentere et behov for den nye uddannelse eller det nye udbud også i forhold til eksisterende uddannelser. Før juni 2013 indgik vurderingen som en del af akkrediteringen af nye uddannelser, hvor uddannelserne ved hjælp af forskellige metoder og dialog skulle dokumentere, at man havde talt med relevante aftagere, og at disse aftagere tilkendegav, at der var et behov for uddannelsen. Som et led i institutionsakkrediteringerne skal uddannelsesinstitutionerne kunne do- 14

15 kumentere og vise i praksis, at der er procedurer for, at centrale eksterne interessenter, herunder aftagere og eventuelle autorisationsgivende myndigheder mv., inddrages i udvikling og vurdering af nye uddannelsesforslag (kriterium V). Institutionen skal beskrive en praksis, der sikrer, at uddannelserne afspejler og løbende tilpasses den samfundsmæssige udvikling. Her skal politikker og procedurer for kvalitetssikringen belyses, og det skal fremgå, hvordan dimittendernes beskæftigelsessituation monitoreres, og hvordan aftagere og andre interessenter løbende inddrages i udviklingen af uddannelserne. Hvis der på tværs af institutionen er forskel på, hvordan der kvalitetssikres, skal de måder, kvalitetssikringsarbejdet udføres på, også beskrives. Ved uddannelsesakkreditering af eksisterende uddannelser har kriterium I til formål at sikre, at uddannelsen er relevant i forhold til arbejdsmarkedets behov. Kriteriet forholder sig overordnet til to forhold, først og fremmest dimittendernes beskæftigelsessituation. Institutionen skal levere en opgørelse over ledighedstal for uddannelsens dimittender samt over, hvor stor en andel af dem der finder relevant beskæftigelse. Derudover foretages vurderingen af kvalitetsarbejdet med hensyn til at sikre relevans på baggrund af institutionens beskrivelse af den løbende dialog med aftagere og andre relevante interessenter. Aftagere forstås som de organisationer og virksomheder, der potentielt skal ansætte dimittenderne. Dialogen kan bestå i organiseret mødeaktivitet med eksempelvis aftagerpaneler, uddannelsesudvalg eller øvrige netværk. Dialogen kan også finde sted via undervisernes og ledelsens kontakt, formel såvel som uformel, med dimittendnetværk, alumner, faglige organisationer, praktiksteder mv. Institutionen kan benytte kvalitative eller kvantitative dimittend- og aftagerundersøgelser. Vurderingen af kriterium I er derfor dels en vurdering af, om dimittenderne finder relevant beskæftigelse, dels en vurdering af, hvem institutionen inddrager i kvalitetssikringen af uddannelsens relevans, og typen af den løbende kontakt. Derudover lægges der vægt på, at resultaterne af dialogen anvendes til at udvikle uddannelsen, så den bedst matcher arbejdsmarkedet behov. Generelt for relevansvurderinger i akkreditering gælder det, at den beskrevne praksis tæller. Det betyder, at en vurdering i akkrediteringssammenhæng lægger vægt på, hvordan uddannelsesinstitutionen konkret arbejder med at sikre uddannelsernes relevans. Institutionerne skal derfor bl.a. beskrive de videnkilder, de anvender i forbindelse med kvalitetssikringsarbejdet for at sikre uddannelsernes relevans for arbejdsmarkedet. Herunder er der særskilt fokus på, om dialogen med eksterne interessenter, fx i form af direkte aftagere eller aftagerorganisationer og -institutioner, fører til, at uddannelsens indhold og tilrettelæggelse sikrer, at de studerende opnår brugbare kompetencer i løbet af uddannelsen. I denne rapport har vi ønsket at udfordre relevansbegrebet, sådan som det forstås i akkrediteringssammenhæng. Sigtet er, at vi med en mere eksplorativ tilgang kan få viden om, hvordan uddannelserne forstår relevansbegrebet, og hvilke videnkilder de anser for at være værdifulde med hensyn til at sikre et match mellem de studerendes kompetencer og fremtidens kompetencebehov på arbejdsmarkedet. Den anden vigtige faktor for relevans i akkrediteringssammenhæng er dimittendernes beskæftigelse, nemlig i hvilken grad de er i arbejde, og hvilken form for arbejde der er tale om. 15

16 Kompetencebegreber Når uddannelsesinstitutionerne arbejder med sikring af uddannelsernes relevans, drejer det sig grundlæggende om, at de studerende i løbet af uddannelsen skal opnå kompetencer, der gør dem i stand til at imødekomme arbejdsmarkedets krav og behov. Som en forudsætning for dette skal de studerende opnå viden og kompetencer på et tilstrækkeligt højt niveau, som er praktisk anvendelige i samfundet, specielt på arbejdsmarkedet. I denne rapport bliver begrebet kompetence brugt om det, som man har lært og efterfølgende kan bruge i konkrete sammenhænge. I den danske kvalifikationsramme for videregående uddannelse, der beskriver uddannelsesniveauerne, betragtes viden og færdigheder som noget andet end kompetence, mens vi i denne rapport betragter viden og færdigheder som en del af kompetencebegrebet. Det samme gør Teknologisk Institut i rapporten Fremtidens Medarbejder, der giver følgende definition: Kompetencer forstås her som viden, færdigheder og adfærd, som tilsammen gør det muligt at løse opgaver. Kompetencer kan beskrives som at kunne (noget) 9. Kompetencer inddeles ofte i typer, der relaterer sig til forskellige specifikke eller generelle anvendelsesområder. Fx inddeles kompetencer (for akademikere) ofte i 1) generelle akademiske kompetencer, 2) fagspecifikke kompetencer, 3) personlige kompetencer og 4) relationelle kompetencer 10. Ligeledes har DAMVAD Analytics i en analyse af de pædagogiske uddannelser på det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet (2009) anvendt en kompetencemodel med i alt 16 underordnede typer af kompetence, fordelt på fire overordnede kompetencer: Typer af kompetencer Generiske kompetencer: generelle akademiske kompetencer til eksempelvis at analysere problemstillinger og gennemføre undersøgelser. Fagspecifikke kompetencer: specialiserede kompetencer, fx inden for pædagogik, didaktik og uddannelsesvidenskab. Relationelle kompetencer: kompetencer til at indgå i eller facilitere sociale relationer samt kommunikations- og formidlingskompetencer. Personlige kompetencer: personlige egenskaber, der bringes i spil i en arbejdssituation, fx personlig integritet, selvledelseskompetence og evne til løbende at udvikle sin faglighed. Kilde: Damvad, 2009, Arbejdsmarkedsanalyse for DPU's uddannelser 11 I analysen af casebeskrivelserne i rapportens kapitel 4 har vi beskrevet, hvordan forskellige videnkilder kan bidrage med viden om de forskellige kompetencer, og at uddannelsesinstitutionerne arbejder med at indhente viden om fremtidens kompetencer inden for flere forskellige kompetencer. Analyserapportens opbygning Rapporten er opdelt i syv kapitler. I de indledende kapitler, kapitel 1 og 2, opsummeres indhold og centrale perspektiver fra rapportens kortlægning og analyse, lige- 9 Teknologisk Institut (2014), s. 127: dens-medarbejder.pdf 10 Se fx DI (2012): 0går%20til%20fremtidens%20erhvervsliv_WEB_op slag.pdf?productid=9333&downloadtype=produkt 11 Damvad (2009): aktaomuddannelserne/uddannelse_fakta-om- uddannelser_ _dpu-rapport--- arbejdsmarkedsanalyse-hovedrapport---opdateretog-endelig_04maj2010.pdf 16

17 som rapportens formål og rammesætning, bl.a. med hensyn til uddannelsernes og akkrediteringens lovmæssige rammer, præsenteres. Rapportens kortlægning og analyse giver anledning til at drøfte udviklingsperspektiverne både i institutionernes arbejde med relevans og i akkrediteringsmetodens praksis. Disse udviklingsperspektiver præsenterer vi i næste kapitel, kapitel 3. I kapitel 4 bliver institutionernes arbejde med relevans kortlagt ud fra en kategorisering af niveauer i den viden og de videnkilder, som institutionerne producerer og anvender i forbindelse med kvalitetssikring af uddannelsernes relevans. Kapitlet indeholder desuden en generel beskrivelse af de forskellige aktiviteter og kilder, der indgår i institutionernes arbejde. Ud fra en kvantitativ opgørelse af de akkrediteringsrapporter, hvor der er truffet afgørelse i , præsenteres desuden de tre mest anvendte videnkilder. Vi har udarbejdet en række casebeskrivelser på baggrund af interviews med uddannelses- og studieledere på udvalgte uddannelser, og disse beskrivelser danner grundlag for kapitel 5. I dette kapitel eksemplificeres uddannelsernes arbejde med at sikre uddannelsernes relevans i praksis. Kapitlet er opdelt i to afsnit om henholdsvis nye og eksisterende uddannelser. Med udgangspunkt i casebeskrivelserne analyserer vi, hvordan institutionerne anvender de forskellige videnkilder og aktiviteter til at sikre uddannelsernes relevans. Derudover bliver institutionernes egne vurderinger af videnkilder præsenteret, dvs. hvilke videnkilder institutionerne selv vurderer som værdifulde i arbejdet med at fremtidssikre uddannelserne. I kapitel 6 fremlægger vi en række anbefalinger og gode råd fra aftagerrepræsentanter med hensyn til uddannelsernes kvalitetsarbejde. Anbefalingerne er opdelt i fire kategorier: inddragelse, orientering, dialog og opfølgning. Anbefalingerne går særligt på institutionernes formelle inddragelse af aftagerrepræsentanter gennem aftagerpanel, uddannelsesudvalg m.m. og er tænkt som inspiration til og grundlag for refleksion for institutionerne i forbindelse med deres organisering og brug af disse. I kapitel 7 fremlægges en række analyseformer, der på forskellig vis giver deres bud på den fremtidige udvikling samt på, hvordan udviklingen forventes at påvirke udbud af og efterspørgsel efter uddannelser og kompetencer. Formålet med kapitlet er at give et overblik over forskellige metoder i en række analyser, der på forskellig vis beskæftiger sig med fremtidens kompetencebehov. Kapitlet præsenterer et idékatalog over foreliggende analyser, som uddannelsesinstitutionerne kan anvende i forbindelse med deres arbejde med at sikre et match mellem de nyuddannedes kompetencer og arbejdsmarkedets efterspørgsel. En del af kapitel 7 er udarbejdet i samarbejde med DAMVAD Analytics og præsenterer en ny mulighed for ved hjælp af big data at analysere, hvilke af de beskrevne kompetencer der bliver efterspurgt af konkrete arbejdsgivere. 17

18 18

19 3. Udviklingspotentiale med hensyn til kvalitetssikring og akkreditering Analyserapporten belyser, hvilke videnkilder uddannelsesinstitutionerne anvender i deres arbejde med at sikre relevans. Rapportens kortlægning og analyse viser, at der er forskel på niveauerne i institutionernes videnkilder og omfanget af videnkilder på de forskellige niveauer. Samtidig viser det sig, at institutionerne anvender viden, 1) som er produceret af dem selv, 2) som er produceret i dialog og samarbejde med eksterne aktører, eller 3) der er produceret eksternt uden institutionernes deltagelse. Institutionerne selv vurderer overordnet set, at de forskellige kilder bidrager med forskelligartet viden, som de kan anvende i forbindelse med forskellige dele af arbejdet med at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans. Kortlægningen og analysen viser samtidig, at der, trods uddannelsesinstitutionernes varierende og omfattende arbejde med at sikre uddannelsernes relevans, er potentiale for at forbedre matchet mellem de nyuddannedes kompetencer og arbejdsmarkedets efterspørgsel. Allerhelst skal institutionerne ikke blot uddanne arbejdskraft, der matcher arbejdsmarkedets behov her og nu, men også uddanne arbejdskraft, der kan drive samfundet fremad, ligesom de skal sørge for, at de nyuddannede har kompetencer, der gør, at de fortsat opfylder samfundets behov om år. Som det fremgår særligt af uddannelsesinstitutionernes vurderinger af deres eget arbejde med at sikre relevans, er der aktiviteter, som akkrediteringsmetoderne kunne blive bedre til at vurdere som relevante. Ud fra en fit-for-purpose-tilgang har AI det som mål kontinuerligt at udvikle akkreditering som en relevant kvalitetssikringsmetode, der understøtter det kvalitetsarbejde, som institutionerne selv vurderer som relevant. Nærværende analyse er også et led i AI s udvikling af akkrediteringsmetoderne. I de følgende afsnit fremhæver vi på baggrund af analyserapportens kortlægning og analyse en række udviklingsperspektiver på dels kvalitetsudvikling og kvalitetsarbejde på institutionerne og dels udvikling af akkreditering som metode og i praksis. Styrke kontakt til vigtige kilder Af akkrediteringsrapporter og interviews med repræsentanter på uddannelsesinstitutionerne fremgår det, at det kan være en udfordring for institutionerne at samle op på og styrke den mere uformelle kontakt med aftagere, der ofte er personbåren og foregår ad hoc. Det kan betyde, at nyttige oplysninger ikke kommer til at indgå i drøftelserne i de organer, der fastlægger tilrettelæggelse og opbygning af uddannelserne, ligesom kontakt til vigtige kilder til viden om udviklingen på arbejdsmarkedet kan gå tabt, hvis den person, der har kontakten, holder op med at arbejde på institutionen. Institutionerne anser selv den viden, de får ad denne vej, som værdifuld, men for at den kan understøtte et kontinuerligt kvalitetsarbejde, kan det være nødvendigt at finde en metode til at sikre løbende kontakt og videndeling mellem de relevante medarbejdere og til at sikre strategisk opfølgning på udbyttet af kontakten. For at udbyttet fra de mindre formelle videnkilder kan blive vægtet som et væsentligt bidrag til systematisk sikring af uddannelsernes kvalitet og relevans, skal det først og fremmest kunne dokumenteres, at det indgår som et stabilt element. Positiv akkreditering forudsætter og udtrykker en 19

20 tillid til, at et system vil fungere stabilt og formålstjenligt i en periode fremover; derfor er stabilitet en forudsætning. Tilsvarende er det derfor vigtigt, at viden og netværk kan overdrages til andre personer i organisationen, når en studieleder eller uddannelsesleder fratræder sin stilling. Videndeling mellem øverste ledelse, daglig ledelse og undervisere er vigtigt for at sikre en systematiseret opsamling af viden fra forskellige kilder. De aftagere, som vi har interviewet, har givet udtryk for, at de gerne ser en endnu større inddragelse og indflydelse på uddannelsernes udvikling, end tilfældet er på nogle uddannelsesinstitutioner i dag. Aftagerne peger på, at deres viden med fordel kan komme i spil i de systematiske og formelle fora, som uddannelsesudvalg og advisory boards udgør, for dermed at skabe en systematik med hensyn til tilbagemeldingerne fra de eksterne videnkilder og med hensyn til at forankre den efterfølgende opfølgning og eventuelle ændring af uddannelserne. Der kan således være et udviklingspotentiale for nogle institutioner i at anvende uddannelsesudvalgene eller aftagerpanelerne på en anden måde, end tilfældet er i dag, og tage bestik af, at nogle aftagere ønsker mere inddragelse. Tilbagemeldingerne fra aftagere i kapitel 6 kunne også tyde på, at der kan være et udviklingspotentiale i at afklare organiseringen af og formålet med aftagernes bidrag og involvering i uddannelsernes kvalitetsarbejde. Samtidig skal AI se på, om vi sammen med akkrediteringspanelerne i højere grad skal og kan vurdere de videnkilder, som institutionen vurderer som værdifulde, men som de i dag oplever, er svære at få anerkendelse for i akkrediteringsøjemed. Aftagerpaneler og uddannelsesudvalg er historisk set blevet vægtet i akkrediteringspanelernes vurdering af uddannelsernes procedurer til at sikre relevans. Sammenholdt med institutionernes egne vurderinger af, hvilke kilder der er værdifulde med hensyn til at give dem viden om uddannelsernes relevans, er der et muligt udviklingspotentiale for både uddannelsesinstitutionerne og AI. Kobling mellem uddannelsernes videngrundlag og relevans Uddannelsesinstitutionerne kan styrke deres arbejde med relevans ved at tydeliggøre koblingen mellem uddannelsernes (faglige) videngrundlag og viden om relevans. Mange af de interviewede studie- og uddannelsesledere forklarer, at deres viden om relevans ofte stammer fra udviklings- og forskningsviden. I forbindelse med akkreditering kan koblingen tydeliggøres, så det fx fremgår, hvordan internationale forskningsresultater eller institutionelle udviklingsprojekter i samarbejde med kommuner bidrager til at sikre uddannelsens indhold og tilrettelæggelse. Ikke mindst fordi den slags viden kan være med til at forudse forandringer med hensyn til behov for kompetencer i fremtiden, fx på grund af tekniske eller demografiske udviklingspotentialer og -tendenser. Viden fra forskning og udvikling bør indgå i arbejdet med relevans på systematisk vis og operationaliseres, fx gennem strategiske mål for undervisernes deltagelse i aktiviteter samt mål for og overvejelser om de enkelte uddannelsers indhold. Det sker allerede mange steder, men det er ikke altid tydeligt i forbindelse med akkreditering, muligvis fordi institutionerne ikke oplever, at der i akkrediteringsprocesserne bliver lagt vægt på viden om relevans, der stammer fra uddannelses- og forskningsverdenen. AI skal derfor se nærmere på, hvordan viden om relevans fra forskning, udviklingsarbejde og uddannelse kan indgå i vurderingen af uddannelsernes og institutionernes rele- 20

21 vanssikring med en vægt, der modsvarer værdien. Eksternt produceret viden Som nævnt er det nødvendigt, at de nyuddannedes kompetencer rækker ud over det, arbejdsmarkedet har brug for lige nu og her. Uddannelsesinstitutionerne kan benytte sig af foreliggende, eksterne analyser og videnkilder til at sikre et mere fremadrettet strategisk perspektiv på fremtidens kompetencebehov. Det gør de i dag i ret begrænset omfang. Pointen ligger i forlængelse af den foregående, idet en uddannelse kan uddanne til et felt, som er under forandring, fx på grund af udvikling af teknik eller demografi, selvom det (fx for en humanistisk uddannelse) ligger uden for den enkelte uddannelses videngrundlag. Det handler altså om at lære af andres forskning og analyser. Det kan også være et spørgsmål om at inddrage internationale erfaringer, der kan inddrages ikke mindst i afdækningen af behovet for en ny uddannelse. Der er behov for, at både uddannelsesinstitutionerne og arbejdsgiverne tager hensyn til, hvordan samfundet udvikler sig, og at der er dialog mellem uddannelsesinstitutioner og eksterne parter om, hvordan uddannelser bedst uddanner i overensstemmelse hermed. En sådan analyse og dialog bør gennemføres på hver enkelt uddannelse, men også nationalt. petencer i mindre grad end tidligere vil være eftertragtede og efterspurgte på fremtidens arbejdsmarked. Det mener udvalget på baggrund af en bred analyse, som bl.a. viser stigende kompleksitet og diversitet i opgaveporteføljen i både den offentlige og den private sektor, samtidig med at arbejdsmarkedet vil forandre sig stadig mere hastigt med forandrede jobmuligheder og kompetencekrav. Betydelige ændringer i de jobmuligheder og opgaver, som de færdiguddannede vil møde, stiller således betydelige krav til udvikling af uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse. Kvalitetsudvalget vurderer, at den grundlæggende faglighed ikke længere er tilstrækkelig til at sikre uddannelsernes relevans. I stedet peger udvalget på, at en række generelle kompetencer, i kombination med faglig viden og faglige kompetencer, skal sikre matchet mellem uddannelsernes indhold, dimittendernes kompetencer og arbejdsmarkedets behov. Kvalitetsudvalget fremhæver følgende generelle kompetencer som nødvendige på fremtidens arbejdsmarked for personer med videregående uddannelse: Et eksempel på en ekstern part kunne være Kvalitetsudvalget, der fx i sin analyse i anden delrapport, Høje mål fremragende undervisning i de videregående uddannelser 12, peger på, at specifikke, faglige kom- 12 Kvalitetsudvalget (2014): 21

22 Kvalitetsudvalget - generelle kompetencer Komplementære kompetencer: eksempelvis formidlingsevner og kritisk tænkning, der er uafhængige af et bestemt fag, men som understøtter den enkeltes akademiske læring. Disse kompetencer kan tilegnes gennem fag, der ligger uden for ens specifikke fagområde. Transformerende kompetencer: interagerer med en faglighed og gør den studerende i stand til at omsætte og anvende det lærte i nye kontekster. Disse kompetencer er derfor forskellige på forskellige uddannelser, da de er afhængige af den specifikke faglighed og udvikles i regi af fagspecifikke kurser. Muliggørende kompetencer: bygger på selve kernen i fagets faglighed og skaber udgangspunkt for at forme den studerendes egne holdninger og evnen til at udvikle faget og samtidig gå ud over fagets grænser. Her grundlægges de nødvendige kompetencer for livslang læring. Kilde: Kvalitetsudvalget, anden delrapport, 2014, Høje mål fremragende undervisning i de videregående uddannelser 13, Det er fx pointer som disse fra eksterne analyser, som flere uddannelser kan tage bestik af, ligesom de kan overveje, om pointerne bør have konsekvenser for deres arbejde. 13 Kvalitetsudvalget (2014): 22

23 4. Kortlægning af uddannelsesinstitutionernes videnkilder I dette kapitel præsenteres en kortlægning af, hvilke videnkilder uddannelsesinstitutionerne anvender i forbindelse med tilrettelæggelse og udvikling af både nye og eksisterende uddannelser og udbud. Institutionerne benytter forskellige videnkilder, der kan belyse, hvilke kompetencer der er relevante for det omgivende samfund. Denne viden kan institutionerne anvende til at sikre, at deres uddannelser bliver eller forbliver relevante. I forbindelse med både uddannelses- og institutionsakkreditering bliver institutionerne vurderet på, om de gør det godt nok. Akkrediteringspanelerne skal vurdere, hvordan de enkelte uddannelser og institutioner arbejder med at sikre, at eksterne interessenter kommer med input, og at de bliver anvendt i det løbende kvalitetsarbejde. I dette kapitel præsenterer AI en kortlægning af kilder på forskellige niveauer, som institutionerne bruger, samt en oversigt over de mest benyttede videnkilder fordelt på sektorniveau. Datagrundlaget for kapitlet er akkrediteringsrapporter med afgørelser truffet i de seneste to år, , og prækvalificeringsansøgninger fra Prækvalificeringsansøgningerne indgår som en del af datagrundlaget, da vurderingen af nye uddannelsers og nye udbuds relevans overgik til Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RU- VU) i 2014 og derfor ikke indgår i akkrediteringsrapporterne fra Akkrediteringsrapporterne er blevet anvendt til at kortlægge institutionernes videnkilder kvantitativt, men også med det formål at undersøge, hvilke niveauer institutionerne indhenter viden fra, og i hvor høj grad de anvender foreliggende viden og analyser eller selv producerer den viden, de anvender i arbejdet med at sikre uddannelsernes relevans. Producenter af viden Dette afsnit har til formål at beskrive, hvilke kilder uddannelsesinstitutionerne inddrager, og i hvilken relation viden produceres. Overordnet er der tre forskellige idealtyper af relation mellem institution og omverden, hvor viden om relevans bliver til. Der er viden, som institutionerne selv producerer uden at være i kontakt med andre interessenter, fx egne analyser af samfundsforandringer, der kan spille en rolle for efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft. Dernæst er der viden, som institutionerne producerer i samarbejde med andre interessenter, fx behovsanalyser udarbejdet af et eksternt konsulentfirma på bestilling eller i form af dialog med et uddannelsesudvalg. Endelig er der viden, som er produceret 23

24 uden institutionernes medvirken, men som de kan vælge at inddrage. Det kan eksempelvis være nationale vækstplaner eller beskæftigelsesrapporter. Alle tre typer af viden benyttes, men efter en gennemgang af de 213 rapporter og prækvalificeringsansøgninger fremgår det, at institutionerne i overvejende grad anvender viden, der er produceret af dem selv eller i samarbejde med eksterne. De anvender tilsyneladende kun i mindre grad viden, der er produceret uden deres medvirken. Niveauer i institutionernes relevansarbejde Uddannelsesinstitutionerne har en række aktiviteter og dialogfora med eksterne aftagere af varierende karakter i omfang og niveau. Skemaet på næste side indeholder en oversigt over niveauerne for de forskellige videnkilder, som bliver anvendt i de forskellige sektorer til at sikre et match mellem uddannelserne og kompetencebehovene på arbejdsmarkedet nu og i fremtiden. Symbolerne i skemaet angiver, på hvilket niveau den konkrete vidensudveksling eller aktivitet finder sted. Eksempelvis kan uddannelsesudvalget på den enkelte professionshøjskole dække flere uddannelser og være nedsat på institutionsniveau. Beskæftigelsesrapporter brugt af erhvervsakademierne vil typisk være udarbejdet nationalt. På de enkelte institutioner kan der dog være undtagelser med hensyn til niveauerne for aktiviteterne, fx vil forskningsarbejdet på universiteterne kunne finde sted både nationalt og internationalt. Ansvaret for aktiviteterne og initiativerne dertil kan være forankret hos ledelsen eller underviserne. Kategoriseringen er med andre ord ikke entydig, men skal give et generelt overblik. Med udgangspunkt i skemaet er aktiviteterne på de forskellige niveauer i det følgende beskrevet med eksemplificeringer fra praksis (fra akkrediteringsrapporterne og de gennemførte interviews). Beskrivelserne giver dermed en kort introduktion til de forskellige aktiviteter og videnkilder på de forskellige niveauer. Internationalt niveau Institutionerne inddrager viden fra forsknings-, udviklings- eller forsøgsarbejde til at sikre, at videngrundlaget er aktuelt og dermed ajour med det, dimittenderne møder på arbejdsmarkedet. For universiteterne gælder det oftest, at forskning er international, hvorimod professionshøjskolerne og erhvervsakademierne i højere grad indhenter nationale resultater og viden fra nationale undersøgelser. Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne inddrager og skaber viden gennem forsøgsprojekter og udviklings- og forskningsprojekter i samarbejde med praksis, og universiteterne har forpligtelse til at udføre både grundforskning og forskning i samarbejde med praksis. Den viden, der skabes i forbindelse med de forskellige projekter og samarbejder med andre (internationale) videnproducenter, bliver anvendt til at kvalificere uddannelsens faglige indhold, ved at det bliver baseret på nyeste viden. Samtidig kan viden fra international forskning og erfaringer fra det globale arbejdsmarked være med til at give uddannelserne en fornemmelse af den samfundsmæssige udvikling, fx med hensyn til nye typer af kræftbehandling eller nye materialer til at bygge boreplatforme med, som nyuddannede har brug for at kende til for at kunne arbejde i de relevante brancher. Uddannelserne kan altså bruge denne viden til at styre uddannelsen i den rigtige retning, så den bliver mest muligt relevant for aftagerne. 24

25 25

26 Nationalt niveau Institutionerne kan eksempelvis begrunde en ny uddannelse med et behov, som kan fremgå af nationale vækstplaner, behovsanalyser eller beskæftigelsesrapporter eller nationalt udarbejdede udviklings- og forskningsprojekter. Institutionerne kan også inddrage nøgletal for beskæftigelsessituationen inden for et konkret fagfelt, hvis tallene indikerer, at der er plads til flere dimittender eller måske ligefrem mangler dimittender inden for et fagfelt. Desuden kan institutionerne inddrage viden fra censorrapporterne enten de enkelte censorrapporter eller årsberetningen, idet de bl.a. kan indeholde censorernes vurdering af de studerendes niveau i forhold til fagenes læringsmål og fagenes tyngde i forhold til hinanden, sådan som institutionerne har valgt at strukturere uddannelserne. Institutionsniveau Eksisterende uddannelser Universiteterne er ved lov pålagt, at deres uddannelser er tilknyttet et aftagerpanel. Professionshøjskolerne og erhvervsakademierne er tilsvarende pålagt, at deres uddannelser er tilknyttet et uddannelsesudvalg. De fleste aftagerpaneler på universitetsområdet dækker flere fagligt beslægtede uddannelser på samme tid, fx på institutniveau. Repræsentanterne i panelerne er aftagerrepræsentanter fra relevante virksomheder og indimellem repræsentanter for forskellige interesse- og arbejdsgiverorganisationer. For uddannelserne på professionshøjskolerne fremgår det af størstedelen af akkrediteringsrapporterne, at der er nedsat et uddannelsesudvalg for den enkelte uddannelse på institutionen. Dvs. at der fx er nedsat et udvalg for pædagoguddannelsen på hver professionshøjskole, mens hver professionshøjskole kan udbyde uddannelsen på flere forskellige adresser (udbudssteder). Modsat de fleste universiteter og flere professionshøjskoler er der på flere erhvervsakademier nedsat uddannelsesudvalg for enkelte udbud af uddannelserne. Andre erhvervsakademier har valgt at nedsætte udvalg for fagligt beslægtede uddannelser. Det gælder oftest, hvis der er beslægtede uddannelser, der bliver udbudt på samme institution og ofte med samme udbudsadresse. På enkelte uddannelser på erhvervsakademierne har man i stedet for uddannelsesudvalgene, eller som supplement til dem, valgt at nedsætte et advisory board, der dækker den enkelte uddannelse. Det er forskelligt, hvordan de enkelte uddannelser bruger aftagerpanelerne og uddannelsesudvalgene, men i rapporterne er der eksempler på, at udvalgene har drøftet uddannelsernes indhold, profil, kvalitet og relevans. Der er også eksempler på, at udvalgene og panelerne fungerer som et indblik i de lokale virksomheders og institutioners hverdag og giver viden om centrale tendenser inden for de pågældende arbejdsområder. Sluttelig er der eksempler på, hvordan uddannelsesudvalgene faciliteter dialog mellem repræsentanter fra uddannelsen og repræsentanter fra arbejdsmarkedet med hensyn til efter- og videreuddannelsesmuligheder. Nye uddannelser Institutionerne foretager selv surveys blandt aftagere for at få viden til uddannelserne om, hvilke kompetencer arbejdsmarkedet efterspørger. Resultater fra denne type undersøgelser bliver ofte samlet i en såkaldt behovsanalyse. Det er hovedsageligt i forbindelse med oprettelse af en ny uddannelse eller et nyt udbud, at institutionerne får udarbejdet en behovsanalyse, som de i forbindelse med prækvalifikation 26