Sille og Sigurd. får besøg fra Uganda. Maj 2014

Transkript

1 Sille og Sigurd Lederhæfte får besøg fra Uganda Maj 2014

2 2

3 Kære Leder Selv om man er lille, kan man godt udrette noget stort. Det lærer Sille og Sigurd af deres venner Rebecca og David, der er på besøg fra Uganda. Sille og Sigurd er trætte af, at folk smider affald i deres skov, men Rebecca og David får deres øjne op for, hvad de er gode til, og hvordan de kan bruge det til at ændre verden. Dette er et hæfte til dig, der er puslinge- eller tumlingeleder. Her funder du en lang udgave af Sille og Sigurd får besøg fra Uganda. Den lange historie er inddelt i tre kapitler, og egner sig til at blive læse højt over tre FDF-møder. I den lille bog findes en letlæselig version af den samme historie, som børnene kan tage med hjem. Bagerst i dette hæfte finder du tre andagter, der tager udgangspunkt i historien. Du finder også tre mødeforslag. Aktiviteterne er konkrete mødeideer, men er tænkt som inspiration. Hvor meget I bruger fra materialet, og hvor mange mødeaftner, I fordeler det over, bestemmer I selvfølgelig selv. God fornøjelse Christina Gro Hansen REDAKTØR: Christina Gro Hansen - REDAKTION: Lene Thanild Schøler, Maria Krogsøe Mienert, Bettina Alveen, Rasmus Frydensbjerg, Jasmin Sørensen, Diana Hansen - TEGNINGER: Jakob Kramer Layouter Morten Haake- TRYK: Scanprint A/S OPLAG: ISSN: UDGIVET AF: Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF - Rysensteensgade København - KONTAKT TIL REDAKTIONEN: Silleogsigurd@FDF.dk 3

4 Her er Sille og her er Sigurd og her er historien om dengang, de fik besøg fra Uganda Kapitel 1: Et glædeligt gensyn Iiih, hvor er der meget affald, sagde Sille og kiggede på Sigurd, der samlede endnu en slikpose op fra skovbunden og lagde den i sin affaldspose. Ja, det er helt vildt, sagde Sigurd. Man skulle tro, at alle er ligeglade med skoven. Jeg er så træt af dem, sagde Sille vredt. Man burde kunne melde dem alle sammen til politiet, og så kunne de komme i fængsel. Sille og Sigurd tog næsten altid en skraldepose med, når de gik igennem skoven. På den måde kunne de rydde op efter alle dem, der smed affald. Vi skal hjem nu, sagde Sigurd. Vi skal jo nå i lufthavnen. Silles vrede ansigt lyste straks op i et kæmpe smil. Ja, vi skal hente David og Rebecca. Det bliver skønt at se dem igen! udbrød hun. David og Rebecca boede i Uganda. Sille og Sigurd havde besøgt dem sidste år, og nu var det endelig blevet tid til at se dem igen. Skovbørnene glædede sig. Fly 217 fra Uganda lander om får minutter! Lød det over højtalerne. Skovbørnene var lige kommet ind ad indgangen til lufthavnen. Det er det fly, David og Rebecca kommer med! sagde Sille. Hvor mon de kommer ud henne? sagde Sigurd og kiggede sig omkring. Der var en pølsebod, hvor folk stod og spiste. Der var også en masse mennesker, der stod i kø ved nogle boder med deres kufferter, og et stort område, hvor folk stod og kiggede på en dør. Flere af dem havde flag i hånden. Mon der er nogen, der har fødselsdag? udbrød Sigurd. Han pegede over på de mange mennesker med flagene. Sille fniste, og kiggede opgivende på Sigurd. Nej, Sigurd, sagde hun. Kan du ikke huske, at Kalle stod med flag, da vi kom hjem sidste år fra Uganda? HISTORIE AF: Bettina Alveen og Line Maria Bram Pedersen 4

5 5

6 6

7 Øh nej, det kan jeg ikke helt, sagde Sigurd flovt, og fulgte efter Sille, der var begyndt at gå over mod de ventende mennesker. Der var faktisk rigtig mange mennesker foran døren, så det var temmelig svært for de små skovbørn at mase sig imellem dem og komme så tæt på, at de kunne se, hvad der skete. Undskyld, av, må vi lige komme forbi? forsøgte Sille sig. Puha, Sille! Det er da godt nok ikke nemt at komme frem, hva? stønnede Sigurd. Nej det må du nok sige måske vi kan kravle frem? foreslog Sille, og så lagde skovbørnene sig ned på alle fire og kravlede imellem to ældre damer, der snakkede løs. Så igennem en håndværkers ben, ind mellem en familie, og endelig var de fremme og kunne se døren. Lige i tide til at se den gå op. David! Rebecca! Vi er herovre, råbte Sille og Sigurd i munden på hinanden, så snart de to børn fra Uganda kom til syne i deres smukke dragter. De løb straks hinanden i møde, og gav hinanden et stort kram, som man gør i Danmark. Så satte de sig på hug og gav hånd, som man gør i Uganda. Ej hvor er det godt at se jer! sagde David I lige måde, sagde Sigurd, som straks hjalp David med de to små tasker, han og Rebecca havde med. Hvor er det bare en flot dragt, du har på, sagde Sille til Rebecca. Hun kiggede beundrende på det pinkfarvede tørklæde om Rebeccas mave og på dragtens ærmer, der ligesom gik op i en puf. Du ligner en hel prinsesse! Resten af vejen hen mod udgangen havde David og Rebecca travlt med at fortælle om rejsen til Danmark. Men da de nåede udenfor, standsede de brat op. Uhhh, udbrød Rebecca, og kiggede forskrækket fra Sille til Sigurd og tilbage igen. Hvor er her koldt! Jeg synes, I skrev, det ville være sommer? Sille og Sigurd kiggede forundret på hinanden. Solen stod højt på himlen. Det var en dejlig varm dag, og de have begge sommertøj på. Jamen det er da sommer, sagde Sille og smilede. Pludselig kom Sigurd i tanke om noget: Åh ja, det havde vi måske glemt at skrive. I Danmark er der koldere, end det er i Uganda, hvor I jo har det rigtig varmt næsten hele året. Sille nikkede, og forsikrede Rebecca om, at de kunne finde noget mere tøj, så snart de kom hjem til skovhytten. Det blev Rebecca glad for, og så begav de sig glade hjem mod Sille og Sigurds hjem i skoven. Wow, hvor er her lækkert! sagde David og kiggede sig omkring i den lysning, hvor Sille og Sigurds hytte lå. Og grønt, tilføjede Rebecca. Jeg er vild med alle de træer, græs og blomster, I har her i skoven. Sille og Sigurd kiggede glade på hinanden, for de var også ret stolte over deres skov. Tørrer jeres skov aldrig ud eller bliver oversvømmet? spurgte David interesseret. Næ, ikke rigtigt, sagde Sille. Tørke har vi nærmest aldrig, for vi har en del regn hele året. Det er der- 7

8 for, blomsterne og træerne og græsset gror så godt. Ej, det lyder dejligt, sagde Rebecca. Jeg elsker regn! Sigurd kiggede lidt uforstående på hende. Han kunne jo selvfølgelig godt lide at hoppe i vandpytter, men han syntes, det var mærkeligt ligefrem at elske regnvejr. Regn er meget vigtig, forklarede Rebecca. I Uganda lever mange jo af mad, de selv dyrker i jorden. Hvis der ingen regn kommer, så kan majsene og tomaterne og agurkerne ikke gro, og så er der jo ikke nok mad til alle. Åh, sagde Sigurd. Det kan jeg godt se. Aij, altså - se nu dér, Sigurd! sagde Sille pludselig surt, og pegede på nogle kapsler, der lå i skovbunden. Det er virkelig for galt, vi har jo lige ryddet op. Hvorfor bliver folk ved med at smide skrald? Det er da perfekt, så kan vi jo lave smykker i aften, sagde Rebecca glad, og samlede kapslerne op fra jorden. Skovbørnene kiggede måbende på hende. Hvad mente hun med smykker? Laver I aldrig ting ud af de ting, I finder? spurgte hun. Det måtte skovbørnene indrømme, at de ikke gjorde. Da vi boede på lossepladsen, lavede vi altid ting ud af det affald, vi fandt, sagde Rebecca. Så kunne vi sælge det på markedet, og få penge til mad. Sille og Sigurd huskede godt, hvordan de sidste år havde fundet David og Rebecca i nærheden af lossepladsen og hjulpet dem til et rigtig hjem. Det er smart, at bruge affald til at lave nye ting af, sagde Sille. Gid folk tænkte mere over det. Her i Danmark smider folk hele tiden ting i naturen. Det ser ikke særlig pænt ud, og det er heller ikke godt for naturen. Jamen hvis I ikke vil have affald her, hvorfor siger I det så ikke bare til folk? spurgte Rebecca ivrigt. Jeg er helt sikker på, at I sagtens kan ændre det. Sille og Sigurd kiggede opgivende på hinanden. Jamen hvordan skulle to små skovbørn som os dog kunne gøre det? sukkede Sigurd. Vi kan alle sammen ændre ting i verden, blev Rebecca ved. David nikkede. Hjemme i Uganda har vi været på et særligt kursus. Det var noget som Folkekirkens Nødhjælp lavede, forklarede han. De voksne hjalp os med at finde ud af, hvad vi var gode til hver især, så vi kan bruge det til at ændre de ting, vi gerne ville lave om. Det kan vi også hjælpe jer med. Det synes Sille og Sigurd lød spændende, så de aftalte de ville prøve det den næste dag. Kapitel 2: Vi kan ændre verden Næste morgen blev børnene vækket tidligt af solens stråler. De lavede morgenmad, og gik ud i det gode vejr. Hvad skal vi lave, sagde Sigurd og kiggede rundt på de andre. Jeg synes, det kunne sjovt at finde en måde at stoppe at alt det affald bliver smidt her i skoven, sagde Sille. Den var de alle med på. 8

9 Først skal vi finde ud af, hvad vi hver især er gode til. Bagefter skal vi finde ud af, hvad problemet er, og så skal vi ændre det, sagde David. Han fandt noget papir fra sin kuffert, og Sille hentede nogle tuscher. Nu skal vi hver især tegne, hvad vi er gode til, sagde David, mens han delte papir ud. Åh, jeg ved da ikke, hvad jeg er god til, sagde Sigurd usikkert. Jo, sagde Sille. Du er jo god til at finde bær i skoven, og til at være FDFer, og til en helt masse andet. Sigurd blev helt flov, da han hørte de søde ting, hun sagde. De fire børn satte sig i mosset imellem træerne. Sille og Sigurd tænkte, så deres hjerner knagede. Det var slet ikke så let at skulle finde ud af, hvad man var god til. At spille bold, nej, det jeg ikke god til.. At snitte Nej, det er Viktor bedre til end mig Åh, hvad er jeg egentlig god til, tænkte Sigurd. Efter lidt tid sagde David, at nu skulle de fortælle, hvad de havde tænkt. Der var ikke meget, Sigurd syntes, han var godt til, men han var kommet frem til én ting, som han faktisk syntes, han var ret god til. Jeg er ret god til at lege gemmeleg jeg finder tit gode steder, sagde han, mens hans kinder blev lidt røde. Rigtig godt, sagde David og tegnede det på et papir med Sigurds navn på. Hvad ellers? Æhh hm tja, jeg synes, det er lidt svært at sige, for er det så ikke at prale? spurgte Sigurd, men David svarede: Nej, man må gerne sige, hvad man er god til, så længe man ikke siger, andre er dårlige til det. Ah, okay, sagde både Sille og Sigurd. Men jeg synes, det er svært at finde på mere, sagde Sigurd. Okay, så hjælper vi dig, afgjorde David. Det næste stykke tid fortalte David, Sille og Rebecca Sigurd, alle de ting han var god til. Derefter var det Silles tur, så Rebeccas og til sidst David. Da de var færdige, havde de alle et papir fyldt med alle de ting, de var gode til. Nøj, hvor er det en dejlig følelse, sådan at få at vide, som man er god til, sagde Sille med et stort smil på læben. Ja, det må du nok sige, sagde Sigurd, der havde en rigtig god følelse i maven. Efter at være blevet rost sådan, følte han sig som en hel supermand. De andre havde sagt, at han var god til at få alle med i legen, at han let kunne tale med fremmede, og at han var god til at få ideer. Sille havde også sommerfugle i maven, og følte hun 9

10 kunne klare alt. De andre havde sagt, hun var god til at få andre med på ideer, at hun var sjov at være sammen med, og en masse andre ting. David var god til at forklare ting, og vidste meget om skrald og sortering. Rebecca var rigtig kreativ altså god til at finde på ting at lave af affald, og så var hun god til at lave mad. Wow, nu jeg bare SÅ klar til at gøre noget ved det her skraldeproblem i skoven, sagde Sigurd. Ja, sagde David. Nu skal vi bare finde ud af, hvad problemet egentlig er. Det er nemt at sige, hvad problemet er, sagde Sille. Folk smider deres affald, fordi de er dumme. Hun så på David, som om det var åbenlyst. Jamen vi skal finde ud af, hvorfor folk smider affald, sagde David. De gør det sikkert ikke for at være dumme. Jamen hvordan finder vi ud af det? spurgte Sigurd. Måske vi kan spørge nogle af dem? sagde Rebecca. Det synes de alle, var en god ide, så de gik ud for at finde folk, der smed skrald i skoven. Vi må hellere gemme os lidt, for det er ikke så tit, folk smider noget, når man ser det, sagde Sille, da de havde gået et stykke tid. Det er jeg god til, sagde Sigurd, og så delte de sig op. Sille og Rebecca stillede sig helt synlige i et område af skoven, og Sigurd og David gik lidt væk for at gemme sig et andet sted. De fandt et væltet træ i udkanten af en lysning med en lille sø. Her var folk tit var på skovtur, og det varede heller ikke længe, før der kom en familie med to børn. David og Sigurd pressede sig helt ned bag ved træet, så familien ikke opdagede dem. De ventede, mens familien pakkede deres madpakker ud og spiste dem. Da familien var færdig med at spise, rejste de sig fra madpakkepapiret og sodavandsflaskerne, og gik ned til søen. Da rejste David og Sigurd sig fra deres skjul. Det var nu, at Sigurd skulle udnytte, at han var god til at tale med fremmede, og spørge, hvorfor de efterlod skraldet. Det krævede alt hans mod. Øh, undskyld, må jeg spørge jer om noget? Fik han fremstammet. Familien soppede, og kiggede på børnene. Ja, selvfølgelig må du det, sagde de. Jo, det er bare fordi, jeg bor herude i skoven, og det er rigtig tit, at folk efterlader ting, som ikke hører til her, og naturen har ikke så godt af det. Så vi vil gerne ændre på det, og derfor vil jeg spørge, hvorfor I egentlig lader jeres skrald 10

11 ligge? Ordene væltede ud af Sigurd. Da han var færdig kiggede pigen på ham og sagde: Kan du ikke gætte det? Det er da fordi, vi ikke længere kan bruge flaskerne eller madpapiret og posen til noget. Vi har jo spist maden. Det er bare ikke så godt at efterlade ting i naturen, der ikke hører til der. For det første er det grimt, men det skader også planterne, og dyrene har ikke godt af det, begyndte Sigurd at forklare familien. Tænk nu hvis en hjort spiser en sodavandskapsel så kan den jo ikke få den op igen. Åh nej, det er da synd for dyrene, sagde pigen. De kunne alle godt se, at det ikke var så godt, at de smed deres affald. Nu var hun helt flov over det. Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe jer? David og Sigurd kiggede på familien. Hmm, I kunne jo samle jeres affald sammen og putte det i en affaldsspand, sagde Sigurd. Og så vil det være godt, hvis I passer på med at smide affald en anden gang, og hvis I ser noget, andre har smidt, så kan I jo tage det med, og smide det ud. Det, syntes familien, var en god ide. De gik straks tilbage til affaldet og begyndte at rydde op. Da David og Sigurd senere mødtes med Sille og Rebecca, kunne pigerne fortælle, at de havde mødt et kærestepar, to ældre damer og en ung mand. Alle havde smidt noget i skoven, som ikke hørte til der. Heldigvis kunne de alle godt forstå børnenes mission, og ville gerne hjælpe med at holde skoven ren. Det er fedt, at alle gerne vil hjælpe, konstaterede Sille. Pludselig begyndte det at regne, så Sille, Sigurd, David og Rebecca skyndte sig i læ under et af de nærmeste træer. Øv, sagde Sille. Nu bliver vi helt våde! Sigurd kiggede på hende. Måske kan vi løbe over til Viktor. Han bor jo lige i nærheden, og vi må helt sikkert gerne være dér, til regnen stopper, sagde han. God idé, sagde Sille med et smil, og David og Rebecca nikkede. Selv om Rebecca godt kunne lide regn, syntes hun også, det var lidt koldt. Børnene løb gennem skoven og den silende regn over til Viktor. Våde og kolde hamrede de på døren. Det var Viktor, der åbnede døren. 11

12 12

13 Hej Sille og Sigurd, sagde han glad, og så spørgende på David og Rebecca. Hej Viktor, sagde Sille. Det her er vores to venner fra Uganda. De hedder David og Rebecca. Viktor smilede. Han syntes David og Rebecca så ret mærkelige ud. De var jo nærmest helt sorte, og før han tænkte sig om røg det ud af ham: Hvorfor er I helt sorte i huden? Han blev straks helt flov, for måtte man egentlig spørge folk om sådan noget? Men David, Rebecca smilede bare, og sagde: Jamen det er fordi, vi bor i Uganda. Det ligger i Afrika, og der skinner solen mega meget. Vores hud beskytter os faktisk mod dens stråler. Ah, det var da smart, sagde Viktor, og så kom han pludselig i tanke om, at hans mor plejede at sige, at man skulle være høflig, og invitere folk indenfor. Har I ikke lyst til at komme indenfor? skyndte han sig lidt flov at sige. Det ville børnene rigtig gerne og skyndt sig ind i tørvejr. Wow, sagde Rebecca og kiggede rundt med store øjne. Hvor bor I flot! David kiggede også nysgerrigt rundt i Viktors hus. De to børn var meget overrasket over, hvordan Viktor boede. Der var så meget plads, så mange værelser og så mange ting, og mange af dem var langt flottere, end noget de nogensinde havde set. Viktor tog dem med ovenpå, hvor de gik forbi et stort soveværelse og gennem en gang inden de kom ind på hans værelse. Jeg har aldrig set så meget legetøj! sagde David med begejstring. Ej, hvor er det vildt, sagde Rebecca og straks gik de to i gang med at udforske alle Viktors ting. På væggene var der store plakater og billeder af tegneserier og kendte mennesker. På gulvet havde Viktor samlet en stor togbane med et elektrisk tog, og overalt på hylderne stod actionmænd, sovedyr, spil og meget andet. Hvad er det her, spurgte David og pegede på en maskine under fladskærmen. Viktor grinede. Det er da en Xbox, kender du ikke dem? Det gjorde David og Rebecca ikke, og de rystede på hovederne. Det er en maskine, man kan spille på, sagde Sille ivrigt, og da David og Rebecca stadig lignede to spørgsmålstegn, tændte Sigurd for Xboxen. Han kunne godt lide at vise, hvordan teknik virkede, og med stolthed i stemmen, forklarede han børnene, hvordan man spiller. Ej det er godt nok sjovt, sagde David med store øjne. Det har vi ikke i Uganda. Rebecca gik hen i hjørnet, hvor der stod en stor kasse. Øverst lå den sødeste dukke ved siden af en legetøjsbil. Nej, hvor er den fin, sagde hun med store øjne. Åh, den der, sagde Viktor, da hun så, hvad hun tog op. Den er der ingenting ved. Den er gået i stykker, og skal smides ud. Det er derfor, den ligger i udsmidningskassen. Rebecca blev helt forfærdet. Vil du smide den ud! Jamen hvad er der galt med den? udbrød hun. Kjolen er flænset helt i stykker, og bilen der har mistet hjulene, forklarede Viktor. Rebecca kiggede bedrøvet på legetøjet i udsmidningskassen. Hun kunne ikke holde ud, at to så fine stykker 13

14 legetøj skulle smides ud. Hjemme i Uganda var mange børn fattige, og nogle havde mistet deres forældre, ligesom hende selv. Hvis de var heldige, kom de ind i nye familier, ellers boede de på gaden. Derfor havde de ikke noget nyt legetøj. De legede med ting, der var i stykker, eller lavede selv noget legetøj. Hun ville elske at hjælpe andre, ligesom hun selv var blevet hjulpet til at få en ny familie af Sille og Sigurd. Jeg har en idé, sagde hun så. Kan vi ikke bare reparere tingene? De andre kiggede spørgende på hende. Reparere legetøjet i udsmidningskassen - hvordan vil du gøre det? sagde Sigurd og Viktor i kor, men de blev afbrudt af David. Det er en god idé, Rebecca, sagde han begejstret. Vi kan bruge nogle af de sodavandsskruelåg, folk smed i skoven til hjul på bilen! Det er sødt af jer, men jeg har faktisk så mange ting, at jeg ikke rigtig behøver den, sagde Viktor. Min mor køber tit nyt til mig. David og Rebecca kiggede forundret på Viktor. De var ikke vant til, at man smed ting væk, og slet ikke at man nemt kunne få noget nyt. Vil du virkelig bare smide den ud? sagde David med vantro i stemmen. Sille vidste godt, at mange børn i Uganda ikke havde legetøj, og derfor fik hun nu en idé. Hey hvis du ikke har brug for bilen og dukken, kunne vi så ikke lave dem, og sende dem til Uganda? Der er der jo mange, der ikke har noget legetøj, og så kunne vi hjælpe dem? Det, synes de faktisk alle, var en god idé. Jeg har en hel masse legetøj, der er gået i stykker, og hvis nogle andre vil have det, må de gerne få det hele! sagde Viktor glad. Han kunne godt lide at hjælpe andre, og det var jo ret synd for David og Rebecca, hvis deres mor ikke havde råd til at give dem legetøj. Åh, er det rigtigt! jublede David og Rebecca, og så begyndte de at kigge på alle de andre ting, der lå i kassen til udsmidning. Der var rigtig mange forskellige ting: Spil, actionmænd, flere små biler, nogle sjove dyr og meget mere. Det fyldte hele gulvet. Nøj, der er mange ting, sagde Rebecca, da de havde fået det hele bredt ud. Sigurd så pludselig ikke så glad ud. Hvad er der galt Sigurd, spurgte Viktor. Jamen, I har jo kun to små tasker med. Hvordan skal I få alle de her ting med hjem til Uganda? sagde han tænksomt. Det var der ingen af de andre, der havde tænkt på. Måske vi kunne mase tingene rigtig godt sammen, sagde Rebecca. Eller købe en større kuffert, sagde Viktor. Men det var Sigurd, der fik den bedste idé. Han havde hørt, at FDFere nogle gange holdt loppemarkeder for at samle penge ind, og det kunne de jo også gøre. Vi kunne tage alle de ødelagte ting, gøre dem brugbare igen og så holde et loppemarked, hvor vi sælger dem og så kan I tage alle pengene med til børnene og købe legetøj og andre ting til dem i Uganda? foreslog han. Da lyste alle børnenes øjne op. Det var da en god idé. Ja, og vi kan måske gå på jagt efter skrald, vi kan bruge som reparationsdele? sagde Rebecca. Ja, det er smart, så får vi både ryddet op i skoven, brugt Viktors legetøj, OG samlet penge ind 14

15 15

16 16

17 samtidig. Det er altså en god plan, sagde Sille henrykt. Ja, og måske kan vi tale med nogle af de folk, der er i skoven, og få dem til at hjælpe, så vi kan få endnu mere legetøj, og brugt endnu mere skrald! Resten af eftermiddagen brugte børnene på at lægge en plan. Den kom til at hedde Mission brug affaldet, og skaf penge til Ugandas børn. De skulle alle sammen bruge det, de var gode til, for at få planen til at lykkedes. Sille du kan lave en plan for loppemarkedet, sagde Sigurd. Jeg kan tale med de folk, vi mødte i skoven, og Rebecca og David, I kan lave et legetøjsværksted, hvor vi gør gamle ting brugbare igen. Hvad med mig? udbrød Viktor. Orv ja, dig havde jeg nær glemt, sagde Sigurd. Du kan ringe på husene på din vej, og spørge om de har noget legetøj, de kan undvære, eller noget der er gået i stykker, som de gerne vil give væk. Måske kan du også ringe til de andre FDFere, sagde Sille. Resten af dagen legede de tagfat, og legede med Viktors legetøj. I morgen skulle planen sættes i værk, men i dag ville de hygge sig. Kapitel 3: Mission loppemarked Jubii! Godmorgen alle sammen. Det er morgen, og vi skal i gang med vores mission! sagde Sille glad, idet hun satte sig op i sengen og strakte sig. Hun var altid frisk om morgenen. De andre vågnede lidt efter lidt, spiste morgenmad og skyndte sig i gang med dagens planer. Sigurd gik ud i skoven på jagt efter folk, der var på skovtur. Vil I hjælpe os med at gøre skoven pæn, og samle penge ind til Uganda, spurgte han begejstret, hver gang han mødte nogen, og alle syntes, det lød som en super god idé at bruge affald til at reparere legetøj med, og de ville gerne hjælpe. Sigurd havde lært, at man skulle bruge folks styrker, altså det de var gode til. Derfor spurgte han alle, hvad de var gode til, og gav dem opgaver efter det. Nogle hjalp til i legetøjsværkstedet, hvor David og Rebecca havde fundet de første ting, der manglede hjul, og var gået i gang med at reparere dem. En familie hjalp Sille med at planlægge loppemarkedet. De gik rundt i området, og spurgte andre, om de ville være med. En anden familie gik ud i skoven og samlede skrald sammen med Sigurd. Viktor var ansvarlig for at finde mere legetøj, og det må man sige, at han gjorde. Der viste sig at rigtig mange familier gerne ville hjælpe, og der var mange børn, der kunne undvære noget af det, de havde for meget af. I legetøjsværktøjet var David og Rebecca i fuld gang. De fik hele tiden nyt legetøj ind. Ih altså, hvor har vi fået meget legetøj, sagde Rebecca til Viktor, en af de gange han var forbi for at læsse af. Hun kiggede ud over haven, hvor der stod store og små kasser, der alle bug- 17

18 nede med alt fra gamle bolde, til stylter, løbehjul, dukker og bamser. Ved et bord sad to ældre damer. De var i gang med at sy hullerne i nogle af de gamle sovedyr, og lave kjoler til dukkerne. Et andet sted stod en ung mand og fixede hjulene på flere biler med sodavandsskrugelåg. Hvor er det skønt, at de her biler kan få nyt liv så nemt, sagde han glad. Der kom hele tiden familier til med nyt legetøj, og nogle af dem slog sig ned, og hjalp med at få legetøjet til at virke. Sille havde fundet ud af, hvor loppemarkedet kunne holdes, og hun havde samlet folk, der kunne hjælpe med at sætte borde op. Puha, hvor er det tungt, stønnede hun, og stillede et bord fra sig. Men det bliver rigtig godt, sagde Gry, der netop kom gående. Gry var også FDFer, og Viktor havde bedt hende om hjælp. Hun var god til sådan noget med tal, og kunne derfor være den, der tog imod penge. Da de sidste borde var sat op, hjalp Sille og Gry hinanden med at sætte alle legetøjet flot op. Om eftermiddagen ville de være klar til at åbne loppemarkedet. Hvad skal det koste at komme ind? spurgte Gry. Det havde Sille ikke tænkt på. Hm, to kroner, sagde hun da hun havde tænkt sig lidt om. Okay, sagde Gry, og så gik de i gang med at lave skilte, der fortalte om loppemarkedet. Jubii, nu skal vi i gang, sagde Sille, da alt var parat, og de var klar til at åbne. Så klippede hun snoren rundt om loppemarkedet over. Rigtig mange i byen havde hørt om markedet, og det var faktisk blevet rigtig godt, tænkte Sille stolt. David og Rebecca havde arbejdet på højtryk, og fået lavet nogle virkelig fine ting ud af skrald fra skoven og folks gamle ting. For eksempel var der biler, der var lavet af sodavandsflasker, dukker med kjoler lavet af plastikposer og en masse andet godt. Sille ville faktisk gerne selv have nogle af tingene, men hun vidste også, at der var mange i Uganda, der kunne bruge pengene. Pladsen var fyldt med folk, og Gry og familien, der havde hjulpet Sigurd, forhandlede med folk om priserne. Overalt gik snakken, og folk stillede spørgsmål, som: Hvad koster denne her? Man hørte kommentarer som: Wow, kan man virkelig bruge affald til at lave nye ting det er da smart! eller: Hvordan laver man denne her? og Hvordan er der I Uganda? Folk var nysgerrige efter, hvordan de kunne hjælpe David og Rebecca, der ivrigt fortalte om genbrug, og om hvordan alle i Uganda prøver at skabe en bedre hverdag for sig selv. Sigurd kom hen til Sille, og sammen gik de hen til David og Rebecca. Wow, hvor er det sejt, det vi har lavet! Jeg troede virkelig ikke, at sådan nogle små børn som os kunne gøre en forskel! sagde Sille. Ja, det er dejligt, at vi faktisk alle kan gøre noget, og det kan vi, hvis bare vi bruger vores fantasi, og tror på os selv, sagde David, der var rigtig glad for at have hjulpet Sille og Sigurd med 18

19 at tro på sig selv, og samtidig samle en masse penge ind til børnene i Uganda. Da det blev aften var næsten alle tingene solgt, og familierne syntes, det havde været sådan en god dag, så de hentede grill og madkurve, og der blev lavet lækker grillmad til alle. Sille, Sigurd, Viktor, Rebecca og David sad sammen ved et bord og mæskede sig i pøler med brød og noget lækker salat. Ej, gid I kunne blive her for evigt, sagde Sille, der syntes, det havde været en af de bedste dage i hendes liv. Ja det kunne bare være SÅ hyggeligt, sagde Sigurd, og smilede til Rebecca og David. Ja, det er ærgerligt, vi allerede skal hjem i morgen men så må vi bare sørge for at få en super aften! sagde David. I det samme kom Gry over til dem. Hun smilede helt op til begge ører. Det er helt vildt! råbte hun. Vi har indsamlet over kroner! Folk klappede, og hyldede børnene for deres store arbejde, og både David og Rebecca blev virkelig glade, for nu kunne de for alvor hjælpe andre børn med at få en bedre hverdag og ikke mindst med at få mad hver aften. Da børnene senere tænkte tilbage på den aften, var det med en rigtig god følelse af at have udrettet noget stort, og fejre det med søde mennesker, musik og stopdans under stjernehimlen. Næste morgen tog alle med i lufthavnen og sagde farvel med flag og højt humør. Hav det nu rigtig, rigtig godt og pas på jer selv! råbte de, og Sille og Sigurd gav Rebecca og David et kæmpe knus hver. I er bare for dejlige! sagde Sille. Det er I også, og tusind tak fordi I ville hjælpe os. Nu kan rigtig mange børn få penge til mad og hjælp til at finde familier, der kan give dem kærlighed og mad, ligesom vi får! sagde David. Så vinkede David og Rebecca farvel, og gik hånd i hånd ud til deres fly. Sille og Sigurd vinkede alt, hvad de kunne, og da de ikke kunne se dem mere, gik de hjemad. De glædede sig begge til at komme hjem i en skov helt uden skrald. 19

20 Andagter Mad nok til alle Tema for andagten Hjemme hos Viktor, finder David et stykke legetøj, der er gået i stykker. Viktor synes, ikke at det var noget værd længere, fordi det var gået i stykker, men David kunne reparere det, og så kan det lige pludselig bruges igen. Man kan godt kalde det for et lille mirakel. Jesus kunne udføre rigtige mirakler. Når nogen havde brug for hans hjælp, kunne han hjælpe, og nogle gange hjalp han helt uden, at folk bad om det. Fortællingen om de fem brød og to fisk Dengang Jesus levede, rejste han rundt med sine disciple og fortalte sine historier, og snakkede med en masse mennesker om alt muligt forskellige mellem himmel og jord. Der var altid rigtig mange mennesker, der gerne ville møde ham, og høre ham fortælle, eller blive helbredt af ham. Derfor var han og hans disciple næsten aldrig alene. Engang var de sejlet over på den anden side af en sø, fordi de havde været sammen med så mange mennesker i rigtigt mange dage, og havde brug for en pause. Da de så kom i land på den anden side af søen, opdagede de, at alle de mennesker, der havde været på den side af søen, hvor de kom fra, var gået rundt om søen for at være sammen med Jesus. Disciplene blev sure, de ville gerne have lidt ro, men Jesus smilede og sagde til dem, at de skulle tage godt i mod alle menneskene, da de jo ikke var kommet for at gøre dem ondt, men tværtimod, fordi de havde brug for ham. Og hele dagen fortalte han så om Guds rige, og hjalp dem med problemer, og svarede på deres spørgsmål. Da det blev aften, var alle blevet sultne. Først ville disciplene sende folk hjem uden mad, men så sagde Jesus, at de skulle sørge for, at alle fik mad. Disciplene blev sure, for de havde slet ikke råd til at købe så meget mad. Der var mindst 5000 mennesker, Jesus måtte ikke være rigtig klog, hvis han troede, at de havde råd til mad til så mange. Men så gjorde Jesus noget utroligt. Der var en lille dreng, som havde taget en madpakke med, med fem små brød og to fisk i. Den velsignede Jesus, og så bad han disciplene om at brække brødene i stykker og dele maden ud til alle menneskerne. Disciplene gjorde som han bad om, og delte brødene og fiskene ud. Da Rækkefølge Sang: March og lejr nr. 25 Menneske din egen magt. Fortællingen om mad til 5000 mennesker. Under fortællingen kan børnene farvelægge den vedlagte tegning. Bøn og Fadervor. ANDAGTER AF: Christiane Lyng Rosenkjær 20