DOMSTOLENS DOM 18. december 1997 *

Transkript

1 INTER ENVIRONNEMENT WALLONIE DOMSTOLENS DOM 18. december 1997 * I sag C-129/96, angående en anmodning, som Belgiens Conseil d'état i medfør af EF-traktatens artikel 171 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Inter-Environnement Wallonie ASBL mod Région wallonne, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 5 og 189 samt artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32), har DOMSTOLEN sammensat af præsidenten, G. C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C. Gulmann, H. Ragnemalm og R. Schintgen samt dommerne G. F. Mancini, J. C. Moitinho de Almeida, P. J. G. Kapteyn, J. L. Murray, D. A. O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón (refererende dommer), * Processprog: fransk. I

2 DOM AF SAG C-129/96 generaladvokat: F. G. Jacobs justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: Inter-Environnement Wallonie ASBL ved advokat Jacques Sambon, Bruxelles den belgiske regering ved kommitteret Jan Devadder, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmægtiget den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roder og ekspeditionssekretær Bernd Kloke, begge Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtigede den franske regering ved kontorchef Jean-François Dobelle og sekretær Romain Nadal, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede den nederlandske regering ved kommitteret Adriaan Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget Det Forenede Kongeriges regering ved Assistant Treasury Solicitor John E. Collins, som befuldmægtiget, bistået af Derrick Wyatt, QC Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Maria Condou Durande, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, I

3 på grundlag af retsmøderapporten, INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE efter at der er afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 5. februar 1997 af Inter- Environnement Wallonie ASBL ved advokat Jacques Sambon, af den franske regering ved Jean-François Dobelle og Romain Nadal, af den nederlandske regering ved konsulent Johannes Steven van den Oosterkamp, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved Derrick Wyatt, QC, og af Kommissionen ved Maria Condou Durande, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 24. april 1997, afsagt følgende Dom 1 Ved dom af 29. marts 1996, indgået til Domstolen den 23. april 1996, har Belgiens Conseil d'état i medfør af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 5 og 189 samt artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32). 2 Spørgsmålene er rejst under et annullationssøgsmål, som Inter-Environnement Wallonie der er en såkaldt»association sans but lucratif«(sammenslutning, der virker uden fortjeneste for øje) har indgivet til prøvelse af bekendtgørelse af 9. april 1992 om giftigt eller farligt affald, som er udstedt af exécutif regional wallon (det udøvende organ for regionen Vallonien) (herefter»bekendtgørelsen«). I

4 DOM AF SAG C-129/96 Fællesskabsbestemmelser 3 Med direktiv 75/442 tilstræbes der en harmonisering af de nationale lovgivninger om bortskaffelse af affald. Direktivet er ændret ved direktiv 91/ I artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156, er begrebet affald defineret på følgende måde:»i dette direktiv forstås ved: a) 'affald': ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med Kommissionen skal senest den 1. april 1993 efter fremgangsmåden i artikel 18 have udarbejdet en liste over affald, som tilhører kategorierne i bilag I. Denne liste skal gennemgås regelmæssigt og revideres efter behov efter samme fremgangsmåde.«5 Den i bestemmelsen nævnte liste blev vedtaget ved Kommissionens beslutning 94/3/EF af 20. december 1993 om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF (EFT 1994 L 5, s. 15). I punkt 3 i den indledende note til denne liste anføres det dels, at listen ikke er udtømmende, dels at den omstændighed, at et materiale er optaget på listen, kun er relevant, hvis materialet opfylder definitionen på affald. I

5 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE 6 Artikel 9, stk. 1, og artikel 10 i direktiv 75/442, med senere ændringer, bestemmer, at ethvert anlæg eller enhver virksomhed, som varetager bortskaffelse af affald som nævnt i bilag II A eller bilag II B, skal indhente en tilladelse fra den kompetente myndighed. Bilag II A vedrører bortskaffelsesformerne, mens bilag II B opregner de bortskaffelsesformer, der indebærer mulighed for nyttiggørelse. 7 Artikel 11 i direktiv 75/442, med senere ændringer, indeholder nedenstående undtagelse fra forpligtelsen til indhentning af tilladelse:»1. Følgende kan fritages for kravet om de i artikel 9 og 10 omhandlede tilladelser, jf. dog bestemmelserne i Rådets direktiv 78/319/EØF af 20. marts 1978 om farligt affald [EFT L 84, s. 43], senest ændret ved akten vedrørende Spaniens og Portugals tiltrædelse: a) anlæg eller virksomheder, der selv varetager bortskaffelsen af deres eget affald på produktionsstedet og b) anlæg eller virksomheder, der nyttiggør affaldet. Denne fritagelse finder kun anvendelse: hvis de kompetente myndigheder har vedtaget almindelige regler for de forskellige former for aktivitet med angivelse af arten og mængden af affaldet samt betingelserne for, at den pågældende aktivitet kan fritages for tilladelse og hvis arten eller mængden af affaldet og metoderne til bortskaffelse eller nyttiggørelse sikrer, at betingelserne i artikel 4 overholdes. I

6 DOM AF SAG C-129/96 2. De i stk. 1 nævnte anlæg eller virksomheder skal registreres hos de kompetente myndigheder....«8 Artikel 4 i direktiv 75/442, med senere ændringer, bestemmer således:»medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, som vil kunne skade miljøet, navnlig må der ikke skabes risiko for hverken vand, luft eller jord, eller for fauna eller flora forårsages gener ved støj eller lugt påføres landskaber eller områder af særlig interesse skade....«9 Ifølge artikel 2, stk. 1, første afsnit, i direktiv 91/156 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette I

7 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE direktiv senest den 1. april 1993 og straks underrette Kommissionen herom. I stk. 1, andet afsnit, bestemmes:»når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, henvises der deri til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.«10 Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (EFT L 377, s. 20) henviser i artikel 1, stk. 3, til den definition af affald, som er indeholdt i direktiv 75/442, og fastlægger i artikel 1, stk. 4, definitionen af farligt affald. 11 Artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 91/689 bestemmer således:»1. Den undtagelse fra kravet om tilladelse for anlæg eller virksomheder, der selv varetager bortskaffelsen af deres eget affald, jf. artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF, gælder ikke for farligt affald, der er omfattet af nærværende direktiv. 2. I henhold til artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 75/442/EØF kan en medlemsstat fravige artikel 10 i samme direktiv i forbindelse med anlæg eller virksomheder, der nyttiggør affald, som nærværende direktiv finder anvendelse på: hvis medlemsstaten vedtager generelle regler, hvori opregnes arten og mængden af det pågældende affald og fastlægges de særlige betingelser (grænseværdier for indholdet af farlige stoffer i affaldet, grænseværdier for emission [og] aktivitetstype) samt de øvrige krav, der skal overholdes i forbindelse med forskellige former for nyttiggørelse, og I

8 DOM AF SAG C-129/96 hvis arten eller mængden af affaldet og metoderne til nyttiggørelse sikrer, at betingelserne i artikel 4 i direktiv 75/442/EØF overholdes.«12 Ved artikel 11 i direktiv 91/689 blev Rådets direktiv 78/319/EØF af 20. marts 1978 om giftigt og farligt affald (EFT L 84, s. 43) ophævet med virkning fra den 12. december Ved artikel 1 i Rådets direktiv 94/31/EF af 27. juni 1994 om ændring af direktiv 91/689 (EFT L 168, s. 28) blev ophævelsen af direktiv 78/319 dog udsat til den 27. juni Nationale retsforskrifter 13 Dekret af 5. juli 1985 om affald, som er udstedt af Conseil régional wallon (Rådet for Regionen Vallonien), og som er ændret ved dekret af 25. juli 1991 (herefter»dekretet«), definerer i artikel 3, nr. 1, affald på følgende måde:»1 o affald: Ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.«14 Den bekendtgørelse, som er nævnt ovenfor i præmis 2, bestemmer således i artikel 5, stk. 1:»Der kræves tilladelse til etablering og drift af et særligt anlæg til omsortcring, forbehandling, bortskaffelse eller nyttiggørelse af giftigt eller farligt affald, der ikke er integreret i en industriel produktionsproces...«i

9 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE 15 I betragtningerne henviser bekendtgørelsen bl.a. til dekretet, til direktiv 75/442, med senere ændringer, og til direktiv 78/319 og 91/689. Ifølge bekendtgørelsens artikel 86 træder denne i kraft på datoen for dens offentliggørelse i Moniteur belge. Offentliggørelsen fandt sted den 23. juni De faktiske omstændigheder i hovedsagen 16 Ved stævning indleveret den 21. august 1992 anlagde Inter-Environnement Wallonie sag ved Belgiens Conseil d'état, hvorunder denne sammenslutning principalt nedlagde påstand om annullation af samtlige bestemmelser i bekendtgørelsen, subsidiært om annullation af enkelte bestemmelser heri. 17 Det fremgår af forelæggelsesdommen, at Conseil d'état allerede har truffet afgørelse vedrørende fem af de seks anbringender, som er fremført af Inter- Environnement Wallonie, og at Conseil d'état har annulleret visse af bestemmelserne i bekendtgørelsen. 18 Inter-Environnement Wallonie's sidste anbringende er, at bekendtgørelsens artikel 5, stk. 1, navnlig strider mod artikel 11 i direktiv 75/442, med senere ændringer, og mod artikel 3 i direktiv 91/689, fordi etablering og drift af særlige anlæg til omsortering, forbehandling, bortskaffelse eller nyttiggørelse af giftigt eller farligt affald er fritaget fra godkendelseskravet, når anlægget»er integreret i en industriel produktionsproces«. 19 Det første led af Inter-Environnement Wallonie's anbringende er, at artikel 11 i direktiv 75/442, med senere ændringer, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 91/689, udelukkende giver hjemmel til at fritage de virksomheder, som varetager I

10 DOM AF SAG C-129/96 nyttiggørelsen af affald, fra godkendelseskravet på de betingelser, som er fastsat i disse bestemmelser, og såfremt virksomhederne er registreret hos de kompetente myndigheder. 20 Hvad angår dette led af anbringendet finder Conseil d'état, at bekendtgørelsens artikel 5, stk. 1, strider mod artikel 11 i direktiv 75/442, med senere ændringer, sammenholdt med artikel 3 i direktiv 91/ Da bekendtgørelsen imidlertid blev vedtaget på et tidspunkt, da fristen for direktivets gennemførelse endnu ikke var udløbet, er Conseil d'état i tvivl om, hvorvidt en medlemsstat inden for denne periode kan træffe foranstaltninger, som strider mod direktivet. Conseil d'état tilføjer, at Inter-Environnement Wallonie's afvisning af, at medlemsstaten kan handle på denne måde, strider mod princippet om, at en retsakts lovlighed skal vurderes på tidspunktet for dens vedtagelse. 22 Det andet led af Inter-Environnement Wallonie's anbringende er, at undtagelsen i henhold til bekendtgørelsens artikel 5, stk. 1, strider mod dekretet, som efter sammenslutningens opfattelse ikke indeholder nogen undtagelse for virksomhed, som er integreret i en industriel produktionsproces. 23 I så henseende har Conseil d'état fastslået, at der med dekretets artikel 3, nr. 1, og det bilag, som denne bestemmelse henviser til, tilstræbes en loyal gennemførelse af direktiv 75/442 med senere ændringer. Conseil d'état tilføjer, at det ganske vist fremgår af Domstolens praksis, at stoffer og genstande, som indehaveren skiller sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med uden at han derved agter at udelukke andres økonomiske genbrug er affald i fællesskabsrettens forstand, men at det ikke fremgår Domstolens praksis, om et stof eller en genstand, som er omfattet af artikel 1 i direktiv 75/442, med senere ændringer, og som direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, udgør affald i dette direktivs artikel 1, litra a)'s forstand. I

11 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE 24 Dette er baggrunden for, at Conseil d'état har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Er EØF-traktatens artikel 5 og 189 til hinder for, at medlemsstaterne vedtager en bestemmelse, der er i strid med direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, inden for den periode, hvor fristen for direktivets gennemførelse løber? Er de samme traktatbestemmelser til hinder for, at medlemsstaterne vedtager og sætter en retsforskrift i kraft, der fremtræder som gennemførelsesbestemmelser til direktivet, men hvis regler tilsyneladende strider mod direktivets forskrifter? 2) Er et stof, der er omhandlet i bilag I til Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om affald, og som direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, affald i dette direktivs artikel 1, litra a)'s forstand?«andet spørgsmål 25 Med det andet spørgsmål, som skal undersøges først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed alene, at et stof direkte eller indirekte er integreret i en industriel produktionsproces, udelukker, at det kan betragtes som affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere ændringer. I

12 DOM AF SAG C-129/96 26 Herom bemærkes for det første, at det fremgår af ordlyden af artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere ændringer, at anvendelsesområdet for begrebet affald afhænger af, hvorledes udtrykket»skille sig af med«skal forstås. 27 Det fremgår endvidere af bestemmelserne i direktiv 75/442, med senere ændringer, navnlig af direktivets artikel 4, 8-12 samt af dets bilag II A og II B, at dette udtryk omfatter såvel bortskaffelse som nyttiggørelse af et stof eller en genstand. 28 Som generaladvokaten har fremhævet i punkt i sit forslag til afgørelse, fremgår det af listen over kategorier af affald i bilag I til direktiv 75/442, med senere ændringer, og af de bortskaffelses-samt nyttiggørelsesformer, som er opregnet i samme direktivs bilag II A og II B, at ingen type af industrielle reststoffer og biprodukter eller andre stoffer, der fremkommer som et resultat af en produktionsproces, principielt er undtaget fra begrebet affald. Denne konklusion støttes i øvrigt af den liste over affald, der er udfærdiget af Kommissionen og indeholdt i beslutning 94/3. 29 I den forbindelse skal for det første bemærkes, som det navnlig fremgår af artikel 9, 10 og 11 i direktiv 75/442, med senere ændringer, at direktivet ikke blot omfatter den bortskaffelse og nyttiggørelse af affald, som foretages af de virksomheder, der er specialiseret på dette område, men også den bortskaffelse og nyttiggørelse af affald, som foretages på produktionsstedet af den virksomhed, som har frembragt affaldet. 30 For det andet bemærkes, at affald ganske vist ifølge artikel 4 i direktiv 75/442, med senere ændringer, skal nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, som vil kunne skade miljøet, men direktivet indeholder ikke nogen angivelse af, at det ikke omfatter bortskaffelses- eller nyttiggørelsesformer, der udgør et led i en industriel produktionsproces, såfremt disse bortskaffelses- eller nyttiggørelsesformer ikke fremgår at udgøre nogen fare for menneskets sundhed eller for miljøet. I

13 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE 31 Endelig bemærkes, at Domstolen allerede tidligere har fastslået, at begrebet affald i artikel 1 i direktiv 75/442, med senere ændringer, ikke skal fortolkes således, at stoffer og genstande, som kan genbruges økonomisk, er udelukket fra direktivets anvendelsesområde (dom af , sag C-359/88, Zanetti m.fl., Sml. I, s. 1509, præmis 12 og 13, af , sag C-422/92, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 1097, præmis 22 og 23, og af , forenede sager C-304/94, C-330/94, C-342/94 og C-224/95, Tombesi m.fl., Sml. I, s. 3561, præmis 47 og 48). 32 Det følger i det hele af det anførte, at stoffer, som indgår i en produktionsproces, kan udgøre affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere ændringer. 33 Denne konklusion ændrer ikke ved det forhold, at der, som det med rette er gjort gældende af den belgiske, den tyske og den nederlandske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering, skal sondres mellem nyttiggørelsen af affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i direktiv 75/442, med senere ændringer og den normale industrielle behandling af produkter, som ikke er affald, uanset hvilke vanskeligheder der i øvrigt er forbundet med denne sondring. 34 Det andet spørgsmål skal derfor besvares med, at den omstændighed alene, at et stof er direkte eller indirekte integreret i en industriel produktionsproces, ikke udelukker, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, med senere ændringer. Første spørgsmål 35 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EØF-traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at medlemsstaterne inden for den periode, hvor fristen for gennemførelsen af direktiv 91/156 løber, træffer foranstaltninger, som er i strid med direktivet. I

14 DOM AF SAG C-129/96 36 Inter-Environncmcnt Wallonie har gjort gældende, at det følger af fællesskabsrettens forrang og af traktatens artikel 5, at gennemførelsen af et fællesskabsdirektiv skal være i overensstemmelse med direktivet, selv i det tilfælde, hvor en medlemsstat beslutter at gennemføre direktivet, før den heri fastsatte frist er udløbet. Følgelig burde regionen Vallonien have efterkommet direktiv 91/156 på det tidspunkt, da den besluttede at gennemføre direktivet ved bekendtgørelsen af 9. april Kommissionen har tilsluttet sig denne opfattelse og gjort gældende, at traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at medlemsstaterne inden for den periode, hvor fristen for gennemførelsen af direktiv 91/156 løber, indfører en bestemmelse, som er i strid med direktivet. Ifølge Kommissionen er det i denne forbindelse irrelevant, om en bestemt foranstaltning særligt har til formål at gennemføre direktivet. 38 Den belgiske og den franske regering samt Det Forenede Kongeriges regering har heroverfor gjort gældende, at så længe fristen for gennemførelsen af et direktiv ikke er udløbet, står det medlemsstaterne frit for at vedtage regler, som ikke er i overensstemmelse med direktivet. Det Forenede Kongeriges regering tilføjer dog, at traktatens artikel 5 og 189 er til hinder for, at en medlemsstat vedtager foranstaltninger, som gør det umuligt eller meget vanskeligt for den at gennemføre direktivet korrekt. 39 Den nederlandske regering har gjort gældende, at vedtagelsen af et direktiv indebærer, at medlemsstaterne ikke længere kan træffe foranstaltninger, som kan gøre det vanskeligere at nå det i direktivet foreskrevne resultat. Den finder dog, at en medlemsstat ikke kan antages at have overtrådt traktatens artikel 5 og 189, når det ikke er sikkert hvilket det ikke er i denne sag at de nationale bestemmelser strider mod direktivet. 40 Det bemærkes indledningsvis, at forpligtelsen for en medlemsstat til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at nå det ved et direktiv forskrevne resultat er en bindende forpligtelse, som følger af traktatens artikel 189, stk. 3, og af direktivet selv (jf. dom af , sag 51/76, Verbond van Nederlandse Ondernemingen, Smi. s. 113, præmis 22, af , sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, præmis 48, I

15 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE og af , sag C-72/95, Kraaijeveld m.fl., Sml. I, s. 5403, præmis 55). Denne forpligtelse til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger påhviler alle medlemsstaternes myndigheder, herunder også domstolene inden for deres kompetence (jf. dom af , sag C-106/89, Marleasing, Sml. I, s. 4135, præmis 8, og Kraaijeveld-dommen, a.st., præmis 55). 41 Endvidere bemærkes, at EØF-traktatens artikel 191, stk. 2, i den version, som gjaldt på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemte således:»direktiver og beslutninger meddeles dem, de retter sig til, og får virkning ved denne meddelelse.«det følger af denne bestemmelse, at et direktiv har retsvirkning for den medlemsstat, det retter sig til, fra tidspunktet for dets meddelelse. 42 I den foreliggende sag og i overensstemmelse med fast praksis fastsætter direktiv 91/156 selv den frist, inden for hvilken de love og administrative bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme direktivet, skal være trådt i kraft i medlemsstaterne. 43 Da denne frist navnlig er fastsat under hensyn til, at medlemsstaterne skal have den nødvendige tid til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, kan medlemsstaterne ikke kritiseres for, at de ikke har gennemført direktivet i national ret, før fristen er udløbet. 44 Det påhviler dog ikke desto mindre medlemsstaterne i løbet af perioden forud for gennemførelsesfristens udløb at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at det i direktivet foreskrevne resultat nås ved fristens udløb. 45 Herved er medlemsstaterne ganske vist ikke forpligtet til at vedtage sådanne foranstaltninger før gennemførelsesfristens udløb, men det følger af traktatens artikel 5, stk. 2, sammenholdt med artikel 189, stk. 3, samt af selve direktivet, at medlemsstaterne, mens fristen løber, skal afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. I

16 DOM AF SAG C-129/96 46 Det tilkommer den nationale ret at vurdere, om dette er tilfældet med de nationale retsforskrifter, hvis lovlighed den skal bedømme. 47 I forbindelse med denne vurdering bør den nationale ret navnlig undersøge dels, om de pågældende bestemmelser fremtræder som en fuldstændig gennemførelse af direktivet, dels undersøge de konkrete virkninger af, at de direktivstridige bestemmelser anvendes, og virkningerne af deres tidsmæssige varighed. 48 Hvis de pågældende bestemmelser f.eks. fremtræder som en endelig og fuldstændig gennemførelse af direktivet, vil den omstændighed, at de ikke er i overensstemmelse med direktivet, kunne give grundlag for en formodning om, at det i direktivet foreskrevne resultat ikke vil blive nået, såfremt det er umuligt at ændre dem rettidigt. 49 Omvendt vil den nationale ret kunne tage hensyn til, at en medlemsstat er beføjet til at vedtage midlertidige bestemmelser eller til at gennemføre direktivet gradvist. I sådanne tilfælde vil den omstændighed, at overgangsbestemmelser i national ret ikke er i overensstemmelse med direktivet, eller at nogle bestemmelser i direktivet ikke er gennemført, ikke nødvendigvis bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i fare. 50 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at det følger af EØF-traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189, stk. 3, såvel som af direktiv 91/156, at den medlems- I

17 INTER-ENVIRONNEMENT WALLONIE stat, som direktivet retter sig til, inden for den periode, som er fastsat i direktivet for dets gennemførelse, ikke må træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. Sagens omkostninger 51 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, den tyske, den franske og den nederlandske regering samt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Belgiens Conseil d'état ved dom af 29. marts 1996, for ret: 1) Den omstændighed alene, at et stof er direkte eller indirekte integreret i en industriel produktionsproces, udelukker ikke, at det omfattes af begrebet affald i den betydning, hvori dette begreb er anvendt i artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts I

18 DOM AF SAG C-129/96 2) Det følger af EØF-traktatens artikel 5, stk. 2, og artikel 189, stk. 3, såvel som af direktiv 91/156, at den medlemsstat, som direktivet retter sig til, inden for den periode, som er fastsat i direktivet for dets gennemførelse, ikke må træffe foranstaltninger, som kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare. Rodríguez Iglesias Gulmann Ragnemalm Schintgen Mancini Moitinho de Almeida Kapteyn Murray Edward Puissochet Hirsch Jann Sevón Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. december R. Grass Justitssekretær G. C. Rodríguez Iglesias Præsident I