Mikkels oceanblå t-shirt klæber sig til hans ryg i den hede pickup, der bumler forbi sudanesere med kalashnikov og macheter.

Transkript

1 Den ukendte, verdenskendte dansker Han har gjort det til en god forretning at redde verden. Og han har høstet nogle af verdens fornemmeste priser for det. Mikkel Vestergaard Frandsen er kendt af amerikanske eks-præsidenter, på CNN og i NASA. Den 38-årige koldingensers kanonkarriere er skubbet frem fra de to steder, der er hans hjem: I Schweiz og på de støvede veje i den tredje verden. Alle har våben her. Mikkels oceanblå t-shirt klæber sig til hans ryg i den hede pickup, der bumler forbi sudanesere med kalashnikov og macheter. For en stund er direktørskjorterne skiftet ud, og han er tilbage, hvor det startede. Vejen over savannen er æltet af regntiden og skærer ud mod de to valgsteder, hvor partiobservatører blev taget væk af efterretningstjenesten. Det fortæller guiden i hvert fald, der har sat sig ind på forsædet ved siden af chaufføren. I vejsiden hænger to horn fra vandbøfler, der er malet røde for at markere territoriet. Dette er Mardiområde. Stammeland. Rygterne om valgsvindel har længe hængt i den støvede luft. Nu er han taget med Jenni, den smilende, tætbyggede kvinde, for at afvise rygterne. Eller bevise dem. Der, afbryder guiden og peger. Et hul i buskene afslører sig. Hjulsporene skrumper ind til en sti, der til sidst forsvinder. Pludselig rammer de varme dæk hjulspor igen, og et rødt flag afslører sig. Det blafrer ved fire anoreksiramte træer i vejsiden. Jenni åbner pickuppens dør og træder hastigt væk fra solen. Under træerne sidder sudaneserne i orange veste henslængt og venter på vælgere. Mens de andre sudanesere betragter hende, trækker Mikkel stammes høvding væk fra skyggen, så de kan være alene. Høvdingen snakker ikke engelsk, så guiden oversætter for Mikkel. Har der været nogle partiobservatører, der blev taget. Høvdingen nikker. Ja, de blev taget, oversætter guiden. Mikkel noterer det på sin blok. Høvdingens senede krop støtter sig til hans stok. Beboerne i landsbyen træder tættere sammen om dem. Mikkel ignorerer flokken. Hvem tog partiobservatørerne?

2 Høvdingen mumler en kort sætning, læner sig over sin stok og ryster på hovedet. Der var ingen, der blev taget, oversætter guiden. Mikkel kigger overrasket op fra sin blok. Og ser op på mændene, der har omringet dem. Er han blevet bange? Mikkel behøver ikke at spørge. Han havde været tæt på. Guiden nikker. Skrivebordet er en tempeldør. Fra et eventyr i Indien. Fra den kan Mikkel Vestergaard Frandsen se ud på den schweiziske sø, hvor alpetågen kun afslører omridset af de franske bjerge på den anden side. Mikkels høje silhuet rejser sig. Hans hvide skjorte er overtrukket af en sort knælang jakke, der knytter sig til ham som et flag på en vindstille flagstang, mens han vandrer mellem franskmænd, schweizere og danskere. Det er kun helt tæt på, at den 38-årige koldingensers begyndende grå lokker afslører sig. På et skrivebord er en forside af The Economist indrammet. Mikkels hoved er tegnet på. Forsiden blev lavet, da han fik bladets økonomiske og sociale pris, som året før gik til Bill Gates. På en væg i kælderen hænger et billede af CNNs reportere, da de fulgte i hælene på Mikkel i Kenya. Der er ikke mange, der høster så meget international omtale med mindre, man skriver en sang, der hedder Barbiegirl eller kører et miljøtopmøde i sænk, smiler Mikkel. Hans underspillede jyske humor bryder frem engang imellem. Det samme gør engelske udtryk, der ofte ligger længere ude på tungen end de danske. Han er på toppen af sin karriere, hvorfra han kan se ned på mange andre driftige forretningsmænd. Virksomheden, der startede som en tekstilfabrik i Kolding for et 800 dollars Marshall-lån i 1957 er i dag flyttet til Schweiz og er blevet verdensomspændende med myggenettet Permanet. Og det prisvindende Lifestraw-sugerør med vandfilter, som blev født for at alle mennesker kunne drikke rent vand. Men det er ikke for sin evne til at tjene penge, at Mikkel har vundet adskillige priser. Det er måden at tjene pengene på, som er unik i verden. Mens Mikkel går gennem virksomheden peger han op på væggen mod afrikanere, som er ramt af AIDS, som står i kø for at få foretaget test, men også som smiler. Jeg er stolt af virksomheden. Vi kan gøre en kæmpe forskel, og den kæmpe forskel bærer et enormt ansvar. Det er for mig at se ikke nogen brat opvågning eller født på ny kristen eller noget som helst med det der. Det er at være vokset ind i et ansvar, som man er blevet bevidst, og man tager seriøst. Mikkel tager briller af og gnider sine øjne for at tørre sveden væk.

3 Muddervæggene sprækker under Sudans sol. Derinde i skyggen står de fyldte stemmeboksene. På overfladen ser alt fint ud. Rummet er låst, og vagten har nøglen. Dette er stedet? Den sudanesiske guide nikker til Mikkel. Stedet, hvor partiobservatørerne blev taget med af efterretningstjenesten. Det sidste sted, de kan nå ud til, inden aftenen tvinger dem hjemad. Sidste chance for at finde beviser. De har allerede fundet ud af, at valget ikke er demokratisk i hele Sudan. Ved et valgsted stemte flere, end der var vælgere. Jenni gennemgår sin checkliste med høvdingen, som bærer en t-shirt med regeringspartiets logo på sin udbulende mave. Stammens mænd står tæt om hende, så hun begynder at få det dårligt. Mikkel træder frem og prikker til høvdingens mave A lot of food, smiler han. Andre beboere begynder at grine, men høvdingen siger intet. Han kigger stift på Mikkel. I det samme vakler en senet mand op til Mikkel. Hans tænder er skæve, men det er ikke det, der får Mikkels opmærksomhed. For første gang nogen sinde ser han en guinea-orm i live. På mandens lår er en hvid plet og antydningen af den frygtede orm, som stikker ud. Den orm, som han i morges donerede en million dollars til eks-præsident Jimmy Carter for at bekæmpe. Den anden sygdom i verdenshistorien, der er ved at blive udryddet. Der er væk i stort set alle lande. Med Sudan som en markant undtagelse. Prøv og se her, Jenni, siger han og peger. Manden viser sit ben. I ll send you a doctor, forklarer Mikkel ham. P Po manden hæver sin pegefinger, mens han prøver at fremstamme et ord på engelsk. Pou.. pound Så går det op for Mikkel, hvad manden vil. No money. Only democracy. Han vender sig mod bilen. I ll send you a doctor. Flokken af mænd, der er samlet, griner af den gamle mand og de hvides reaktion. Let s go, lyder Mikkels stemme. Han vil hjem, inden det bliver mørkt. Inden militærets checkpoints bliver svære at komme igennem. Idet Mikkel går hen til bilen, opdager han støvskyen, der driver tættere på. Silhuetterne af to biler vokser foran skyen. Pludselig bliver landsbyens mænd stille. Smilene forsvinder i støvskyen.

4 Den nøgne kvinde var egentlig et fejlkøb. Den ægte Edward Munch hænger i Mikkels hjem i Lausanne. Lige midt imellem den hvidlædret sofa på kontoret og den barokke i gangen. Begge står tomme, mens hans kæreste er i New York for at besøge sine forældre. De har ingen børn sammen. Men Mikkel har en datter, der går på gymnasium i Kolding. Foreløbig er familieplanerne forsvundet bag forretningsplanerne. Han rejser 200 dage om året og sover trefire timer hverdagsnætterne. Jeg arbejder meget. Og kommer ikke i seng til tiden. Og jeg får ikke set familien så meget, som jeg ville, erkender han. Lausanne er langt fra Mikkels mange eventyr. Fra Egypten, som han efter gymnasiet tomlede ned til. Fra Nigeria, hvor han som 19-årig åbnede sin første forretning i Nigeria, der måtte lukkes efter et år, fordi politi og militæret sloges i gaderne. Fra Sudan, hvor han som 22-årig tog på en actionferie. På patrulje med oprørsbevægelsen SPLA. Eventyret har altid været til stede. Den er i hvert fald present. Der skal prøves noget nyt hver dag. Der skal sættes spørgsmålstegn ved det kendte. Og sker det ikke hele tiden, så er der noget galt. Sådan noget følger jo med en hele tiden. I dag er Mikkel vokset sammen med virksomheden. Men han har taget eventyret med sig. Derfor er den tredje verden blevet hans marked. Men det handler ikke kun om at tjene penge. Det ændrede episoder som den i Niger. Vestergaard-Frandsen fik en ordre af FN på at bringe to millioner myggenet ud på 14 dage i det afrikanske land. Den opgave blev løst via kanoer og kamelrygge. Og da opgaven var færdig, viste beregninger, at operationen ville redde børns liv. Som forretningsmand er man stolt over at vinde en kontrakt på 10 millioner dollars. Men når man så ser dataerne komme ind, så er man godt klar over, at det er mere end bare forretningsmæssige ansvar, man sidder med her. Og det er oplevelser som det, der har ændret min tankegang. Selvom Mikkel i dag giver fire-fem millioner dollars om året til gode formål, er han ikke kun filantrop. Han gør det som en del af en strategi. Hans mål som direktør er at tjene penge. Men mens hans bankrådgiver smiler, redder myggenet og sugerør liv. Og det er den symbiose - at tjene penge og at redde liv - han har fået priser for. Og grunden til, at han for nyligt stod på en scene kun sammen med Bill Clinton og fortalte verdens 750 førende iværksættere om deres ansvar. Mikkel, Mikkel, prøv og se! Det er Jennis stemme. Mikkel har allerede opdaget bilerne, som nærmer sig valgstedet, de netop har inspiceret for at lede efter beviser på valgsvindel.

5 Hvad laver de her? Det er jo dem alle sammen. Geværløbene glimter i den sene eftermiddagssol. I det samme, som bilen stopper foran den lille samling hytter, hopper soldaterne ned. Landsbybeboerne står alle stille. Kun bilernes motorer brummer. Den anden bil glider ind foran dem og fem mænd, mørke i huden, træder ud. Så får de øje på de to hvide valgobservatører. Endelig træder Mikkel tavs og koncentreret over mod dem, begynder at smile og giver hånd, som de tøvende tager imod. Jenni spiller med. Giver dem hånd og smiler. Can I? spørger hun og tager sit kamera op. Som en benovet skolepige foran et rockband. Hun har brugt den taktik før, så ingen aner uråd, mens hun samler beviser. De smiler nikkende og griner. De fem mænd bliver foreviget. Der bliver atter givet hånd, nikket og smilet. Så kigger Jenni og Mikkel på hinanden, enige om, at det er tid til at tage videre. Væk fra de fem mænd. I bilen er stemningen ekstatisk. Rygterne talte sandt. Mændene var politikere, soldater og valgtilforordnede. I en uskøn blanding, Dem der vil vælges, dem der passer på valget. Og dem der sikre valgets demokratiske fane. I en bil på tour til valgsteder. Jenni og Mikkel lader deres chauffør køre dem tilbage, mens mørket glider over savannen. Mikkel skal næste dag rejse fra Sudan for at lave flere forretninger. Og Jenni skal hjem og være med til at lave valgrapporten for hele Sudan. Et par dage efter gik den verden rundt: Kandidater eller partiobservatører blev arresteret, truet eller slået i Central Equatoria Men for et par timer er Mikkel færdig med arbejdet. Han er uden for ens og mobilens rækkevidde. Han kan kun sidde og se landskabet glide forbi, hvor hans sidste Sudan-eventyr fandt sted, da han var 22 år. Inden han blev en del af familievirksomheden. Mikkel sidder i underetagen i Vestergaard-Frandsen, som er en bunker for forretningsmænd. Det schweiziske mødelokale er betonfarvet, men plettet af billeder, der viser firmaets stolthed: Turen til Kenya, hvor kenyanerne fik myggenet, sugerørene med vandfiltre og kondomer, hvis de lod sig teste for HIV og AIDS. Knap kenyanere dukkede op. Vi er inde og pille ved et område, hvor den private sektor ikke har været tidligere. Og det er absolut uncharted territory. Selv for os, som normalt er meget fremme i skoene med at prøve noget nyt, siger han og trækker vejret langsomt. Han er nået frem til, hvad hans mål er. Hvad hans drømme er.

6 Idéen er kort sagt, at hvis du sikrer, at børnene i ulandene ikke dør, vil forældrene ikke føde så mange børn, og dermed stopper du den befolkningsudvikling. Det er der, du begynder at vende miljøet. Det er der, hvor du tager fat om roden på de her nye krasbørstige viraer, som kommer med en hastighed af en ny ukendt om året. Svaret ligger deri til alt, hvad vi beskæftiger os med i dag. Alt hvad vi har problemer med i dag, det ligger der. Den fremtid vil være en del af Mikkel. For historien om Vestergaard-Frandsen kan ikke fortælles uden historien om Mikkel. Selv ved den 38-årige jyde godt, at han ikke selv stopper. Ambitionerne vil aldrig forsvinde; det er bedre at dø kæmpende end at opgive. Jeg vil aldrig have fået nok succes. Jeg skal bæres ud af kontoret en dag. Jeg er godt klar over, at jeg kommer i Valhalla.