Jeg hedder Lisbeth Lintz, er formand for Foreningen af Speciallæger og for

Transkript

1 Det talte ord gælder Tilhørerkreds: KØF er konferencen for borgmestre og medlemmer af kommunernes økonomiudvalg, kommunaldirektører og økonomidirektører ca deltagere Anledning: KL s kommunaløkonomiske forum (KØF) d januar 2019 Taletid: minutter + spørgsmål Tid og sted: 10. januar 2019 kl , Aalborg Kongres & Kultur Center Allerførst tak for invitationen til at komme i dag. Jeg hedder Lisbeth Lintz, er formand for Foreningen af Speciallæger og for Overlægeforeningen. Til daglig arbejder jeg som overlæge i geriatri altså ældre og gamle menneskers sygdomme på Holbæk Sygehus. Jeg har glædet mig til at tale om kvalitet i den kommunale sundhedsindsats tale om hvordan vi sammen kan gøre det bedste for borgerne. Mange af Overlægeforeningens medlemmer oplever i deres arbejde, at der er for stor variation i kvaliteten i kommunernes tilbud til patienterne. Nogle kommuner gør en flot indsats, andre gør ikke. Derfor har vi kritiseret den alt for store variation i kvaliteten af de kommunale sundhedstilbud. Og derfor har vi opfordret regeringen til at indføre klare og bindende regler for kommunernes

2 sundhedsindsats. Vores ønske er ganske enkelt: Borgerne skal kunne være sikre på at få gode sammenhængende behandlingsforløb, uanset hvor de bor. Det siger vi ikke for at genere kommunerne. Vi gør det, fordi vi ser den alt for store variation som et af de allerstørste problemer, når vi taler om behovet for et sammenhængende sundhedsvæsen. Fra mit kliniske arbejde som overlæge kender jeg de samme problemer, som andre overlæger beretter om. For sagen er jo desværre, at behandlingsforløbene ikke altid hænger sammen. For mange patienter bliver tabt på gulvet, når de udskrives. Og det gælder ikke kun for de gamle mennesker i geriatrien, men også kræft- og hjertepatienter, psykisk syge og mange andre. Som I nok fornemmer, så taler jeg i høj grad ud fra et lægefagligt perspektiv. Det giver sig selv. Jeg anerkender, at det perspektiv ikke kan stå alene, og det vil jeg gerne vende tilbage til. Men først vil det måske være godt for dialogen og forståelsen, hvis jeg prøver at tage udgangspunkt i et eksempel fra min hverdag. En 93-årig kvinde vi kan kalde hende fru Hansen er indlagt hos os, fordi hun har en svær lungebetændelse. Hun er i forvejen kendt med flere kroniske lidelser som hjertesvigt, DM2, KOL og blodprop i hjernen. Hun er i risiko for at udvikle delir altså en tilstand hvor hun er urolig, desorienteret og forvirret. Delir er en forbigående tilstand, men den kan være livsfarlig, hvis den ikke opdages og

3 behandles. Delir opstår som hjernens reaktion på en legemlig, fysisk overbelastning, og er ikke en psykologisk reaktion. Den geriatriske behandling, som Fru Hansen tilbydes på sygehuset, vil tage udgangspunkt i to spor dels medicinsk behandling, men også genoptræning for at mindske de funktionstab, som næsten altid følger, når gamle er syge. Heldigvis får Fru Hansen det bedre, og hun er nu klar til at komme på en rehabiliteringsplads i kommunen, inden hun skal hjem. Hun bor i Roskilde Kommune og det er godt for fru Hansen! Det er det fordi, vores geriatriske afdeling har et velfungerende samarbejde med Roskilde Kommune. Hvorfor fungerer det så så godt? Det tror jeg, der er flere grunde til. For det første, så kender vi hinanden. Personalet på sygehuset ved simpelthen helt lavpraktisk hvem de skal kontakte i kommunen vedrørende den her problemstilling. Vi kender kommunens tilbud og kvaliteten af den. Og ikke mindst har vi tillid til, at de aftaler, vi indgår med kommunens personale, kan vi og fru Hansen og hendes pårørende regne med! Det betyder f.eks. at sygehusets personale om onsdagen aftaler med kommunens personale, at fru Hansen har brug for en rehabiliteringsplads om fredagen. Fredag morgen ringer kommunens personale og bekræfter, at pladsen er klar. Er det her så bare udtryk for en heldig dag i Roskilde kommune? Nej. Det er et udtryk for, at vi fra begge sider både kommunen og sygehuset prioriterer samarbejdet, og at vi har en god fælles forståelse af, hvad der er brug for. Vi er

4 ganske enkelt enige om, at her er der tale om en fælles opgaveløsning, der skal komme borgeren til gavn, så borgeren får det for hende bedste forløb. Skyldes det gode samarbejde så, at vi ingen personaleomsætning har? Nej, det gode samarbejde fortsætter på trods af udskiftning af personalet. Det gør det, fordi vi formår at være kulturbærere for den her måde at hjælpe borgeren på. Vi er fælles om at tage ansvar for at borgeren får et ordentligt forløb. Jeg har tillid til kommunen, og jeg oplever, at kommunen har tillid til mig og mine kolleger. Når vi f.eks. foreslår en rehabiliteringsplads til en patient, så har kommunen tillid til, at det er det, der skal til. Både i forhold til patientens behov her og nu, men også for at sikre, at fru Hansen ikke får brug for en indlæggelse om alt for kort tid igen. Det er der god sundhed og værdighed i, og det er der også god økonomi i. Nu er det lige Roskilde Kommune, jeg fremhæver i dag. Men det kunne lige så godt være en anden. For der er helt sikkert andre kommuner, der gør det godt rigtigt godt. Men desværre er der også kommuner, som ikke gør det godt nok. Vi oplever, at man nogle steder overlader tunge og krævende plejeopgaver til de pårørende og i større eller mindre omfang ignorerer patienternes behov for genoptræning og

5 rehabilitering. Ofte fordi man ikke har investeret i en tilstrækkelig sundhedsindsats. Og det er altså hjerteskærende at se f.eks. patienter, der har et massivt behov for genoptræning efter en blodprop i hjernen, blive sendt hjem til ingenting. Det kan vi ikke være bekendt. Og slet ikke lige nu hvor regeringen vil lægge endnu flere opgaver og ansvar ud til kommunerne. Det er baggrunden for, at jeg på det seneste har talt med lidt store bogstaver i medierne. Men hvorfor ser vi egentlig så store forskelle kommunerne imellem? Det kan der være mange gode grunde til - økonomiske forhold, politiske forhold, gensidig manglende kendskab til hinandens verdener m.m. Det er jo ingen hemmelighed, at I i kommunerne har mange andre opgaver end sundhed. Opgaver, som I har meget mere erfaring med at løse. Jeg er helt med på, at kommunerne arbejder under skrappe og stramme økonomiske vilkår. Jeg er også med på, at I i kommunerne er vant til at skulle

6 træffe ubehagelige valg skal der skæres ned på plejehjemmenes omsorg eller på serviceniveauet i daginstitutionerne? Derfor er det heller ikke overraskende, når vi af og til hører kommunalpolitikere sige, at der ikke er råd til at sikre borgerne den fornødne genoptræning efter behandling på sygehusene. Men her er der behov for at melde klart ud. Hvis kommunerne vil være en del af et sammenhængende sundhedsvæsen, så forpligter det! En kommune må aldrig kunne bruge dårlig økonomi som undskyldning for at syge borgere ikke behandles forsvarligt. Vi ville jo ikke på nogen måde acceptere, hvis et sygehus droppede kræftbehandlingen pga. af underskud i regionskassen. Men i dag er det jo faktisk sådan, at nogle kommuner ikke giver kræftpatienter den genoptræning, der er afgørende for at komme igennem et behandlingsforløb og overleve sygdommen. Og konsekvensen er, at patienter dør, selv om de kunne have overlevet. Og at samfundet har spildt en masse penge og ressourcer på dyr medicin og dyre operationer, fordi sidste del af behandlingen ikke blev tilbudt patienten. Det er simpelthen ikke godt nok! Så hvis der skal være mening med et sammenhængende sundhedsvæsen, så skal alle kommuner forpligtes til at følge fastlagte kvalitetskrav og standarder for behandling inkl. genoptræning og rehabilitering. Vi har i mange år arbejdet med den slags standarder på alle landets sygehuse og hospitaler. Men det siger sig selv, at det er jo spild af penge og meningsløst -

7 hvis hver enkelt kommunerne samtidig helt frit kan afgøre, om borgeren så skal tilbydes den del af behandlingen, der udføres i kommunalt regi. Så mit bud på, hvordan der bliver bedre kvalitet i det nære sundhedsvæsen, er, at der skal stilles krav til kommunerne med klare kvalitetsstandarder på sundhedsområdet i form af nationale kliniske retningslinjer. For min skyld gerne med metodefrihed til at løse opgaven. Hvis det kræver kommunale samarbejder at løse opgaven, så er det fint med mig. Men det bør ikke være afgørende for fru Hansen, om hun bor i Roskilde Kommune eller et andet sted, når hun får brug for det nære sundhedsvæsen efter en indlæggelse. Regeringen taler lige nu meget om, at der er for stor variation i regionernes behandling på sygehusene. Jeg er enig i, at der er behov for større ensartethed også i det regionale sundhedsvæsen, selv om vi der allerede er nået langt. Men denne variation er sandsynligvis det rene vand ved siden af den variation, vi ser i kommunernes sundhedstilbud. Så hvis regeringen ønsker ensartet og sammenhængende behandling i hele landet, er der ingen vej ud om at stille helt

8 anderledes skrappe krav til kommunerne fremover ligesom man har gjort i mange år overfor sygehusene. Men det er ikke nok med klare krav. Vi skal også vide, at kommunerne faktisk leverer varen. Situationen i dag er jo den, at de centrale sundhedsmyndighederne ikke har den ringeste anelse om, hvilken behandling borgerne får i kommunerne. Fordi den aktivitet ikke bliver registreret centralt. Der mangler altså ganske enkelt data fra det nære sundhedsvæsen. På sygehusene har vi arbejdet med registrering af aktivitet og kvalitet i godt 20 år. Det kan opleves til tider besværligt og tidskrævende, men det har i den grad bidraget til at løfte kvaliteten og bl.a. sikre markant højere overlevelse og livskvalitet for store patientgrupper. Den gevinst er jeg sikker på, at kommunerne også kan høste. Men det kræver en markant kursændring. Nu er det jo altid nemmest at få øje på, hvad andre skal gøre, for at tingene bliver bedre. Men jeg synes også, at vi må stille krav om, at sygehusene skal blive bedre til at bidrage til et sammenhængende sundhedsvæsen. Jeg kommer som jeg sagde indledningsvist med mit lægefaglige perspektiv på tingene og med den kultur, som hersker i lægekredse og i den regionale verden i det hele taget. Men vi må også være åbne over for, at vi på sygehusene har et ansvar for, at

9 samarbejdet bliver bedre. Vi skal være langt mere tilgængelige for jer i kommunerne. Vi skal være med til at skabe arbejdsgange, så vi understøtter hinandens fælles arbejde for patienten eller borgeren. Tag nu fru Hansen, som jeg talte om tidligere. Det duer jo ikke, hvis hun udskrives en fredag eftermiddag kun en halv time efter, at kommunen har fået besked. Her vil selv den bedste kommunale indsats komme til kort. Regionerne og sygehusene kan bestemt gøre det bedre end i dag. Og derfor er det afgørende, at læger og kommuner styrker dialogen både lokalt og nationalt. Vi er også nødt til at kigge mod Christiansborg, hvis rammerne for et samarbejde om kvalitet i den kommunale sundhedsindsats skal realiseres. Og det ser ud som om, at det ikke kun er mig, der tænker på den måde. Jeg har i hvert fald bemærket, at KL opruster på dette område. Jeg har den holdning, at der er brug for datadeling, så vi netop sammen kan samarbejde om at løse fremtidens sundhedsopgaver for de mennesker, hvor

10 opgaven går op tværs. Kræver det ændret lovgivning, så må Christiansborg træde til. Og der er også brug for en erkendelse af, at kvalitet koster penge. I må i kommunerne have en berettiget forventning om, at der til nye opgaver følger nye penge. Og nu vi er ved Christiansborg er der så også brug for en sundhedsreform for at løse opgaven bedre i fremtiden? Ja, det kommer jo an på, hvad man mener med reform. Hvis det handler om, at vi skal se på, hvilke barrierer der hindrer os i at løse opgaven rigtigt første gang og fjerne dem. Altså at vi får mere sundhed for borgerne fremover - ja, så er der brug for en reform. Men jeg tænker ikke, at vi skal bruge ressourcer på at ændre på sektorgrænser mm. Borgerne og patienterne er ikke optaget af, hvilken offentlig instans, der leverer sundhedsydelserne. De er optaget af at blive raske eller lindret. At kvaliteten er i orden, at der er sammenhæng i forløbene uanset hvad de fejler, eller hvor og hvordan de skal hjælpes. Derfor synes jeg, at der er langt mere perspektiv i de lange seje træk for at forbedre kvaliteten, end der er storstilede politiske reformer. Det er en af grundene til, at vi i Overlægeforeningen gennem flere år har arbejdet sammen med Kræftens Bekæmpelse, regionerne og mange andre om at indføre det vi kalder den patientansvarlige læge på sygehusene. Det er en speciallæge, som skal

11 sikre, at de overgange, et forløb på sygehuset kan bestå af, forløber gnidningsfrit til gavn for patienten. Det burde også give bedre muligheder for samarbejdspartnere, når PAL er implementeret nationalt, at vide hvem der har det overordnede ansvar, hvem man kan henvende sig til om den enkelte konkrete patient. Det er hårdt nok at være syg i sig selv. Patienterne har ikke brug for, at forløbene bliver unødigt komplicerede. Det skaber utryghed, det øger risiko for at patienten bliver tabt i overgangene mellem afdelinger, sygehuse og regioner. Og den slags koster ind imellem liv. Derfor giver den patientansvarlige læge i høj grad mening for os. Vi har arbejdet med ordningen i ca. 5 år. Er det implementeret alle steder? Er det perfekt? Nej, men vi er på vej. Når jeg nævner den patientansvarlige læge i dag, er det for at sige, at forandringer implementeres ikke så hurtigt, som de er tænkt. Men det skal ikke forhindre os i hver dag at prøve at gøre det bedre for patienterne og for borgerne. Og vi skal passe på med at kassere alt det, der virker, i troen på, at vi med et fingerknips kan fikse sundhedsvæsenet. Det kan ikke lade sig gøre. I stedet skal vi udvikle det gode, vi har. Og vi skal bygge oven på de heldigvis mange gode

12 erfaringer, der er i sundhedsvæsenet både i det nære sundhedsvæsen og i det specialiserede. For jeg er grundlæggende overbevist om, at vi kan spille hinanden bedre, hvis vi ser os selv som et hold på tværs af sektorer og myndigheder - der samlet skal yde en indsats for borgeren eller patienten. Det vil jeg gerne, som formand for Overlægeforeningen bidrage til. Tak for ordet.