Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Af Tommy FalkeØje, København 2013.

Transkript

1 Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Af Tommy FalkeØje, København DEL 2: Praktisk gennemførelse Hvad er det, at jeg gerne vil og selv vil bidrage med? Erfaringerne går jo på, at man skal tage udgangspunkt i enhver af os for at finde ud af, hvad vi vil gøre og ikke hvad vi tænker. Det handler om at omlægge sit liv i dagligdagen. Meget af det, som vi plejer at gøre, skal vi holde op med. Og så skal vi gøre noget andet i stedet for. Jeg vil derfor i det følgende skrive om det, som jeg gerne vil. Og det kan forhåbentlig inspirere andre. Det er et farvel til en tilværelse, hvor vi bare går på arbejde og tjener penge - og så er hjemme og bruger penge. Det er et goddag til et liv, hvor vi er en del af et fællesskab, og hvor vi gør noget sammen for hinanden. Jeg skriver om mine idéer. Dem har jeg mange af. Det er ikke sikkert, at jeg magter det hele. Jeg vil gerne sætte mig på en café og få noget at spise og drikke. Men på en normal café er det for dyrt for mig. Jeg vil gerne have, at jeg kan medbringe en banan og en pose spinat og så bruge nogle råvarer på stedet til selv at lave noget mad. Så vil jeg gerne lave en stor portion, så der er til 3 andre end mig selv. Men det skal være hyggeligt. Så der skal være en anden, der står og laver dessert, så vi kan snakke sammen. Og også én, der laver en dejlig drik. Hvis der så er en, der knuser sesamfrø og blander det med tørrede brændenælder og dermed laver noget lækkert pålæg og smører det på noget brød, som en anden lige har bagt så kan jeg tage sådan et par madder med mig, når jeg går og dem kan jeg så spise på et andet tidspunkt. Inden jeg går, vil jeg gerne lægge mig i en hængekøje og få ½ times middagssøvn. Når jeg i dag køber fødevarer, kan jeg for eksempel købe 2 kg rødbeder. Dem får jeg aldrig spist. Halvdelen smider jeg derfor ud. Når jeg køber et hvidkålshoved, smider jeg mindst 2/3 ud, fordi jeg ikke får det brugt. Jeg kan godt lide et salathoved, men også her ryger halvdelen ud, inden jeg får det spist. Mit køleskab kan ikke opsuge al den fugtighed, som kommer fra de mange grønsager. Derfor dannes der meget vand, så der hver uge flyder med vand i bunden af skabet. Når jeg har købt grønsager og altså har fået dobbelt så meget, som jeg kan nå at spise, vil jeg gerne kunne afleverede det til for eksempel en café, hvor andre kan komme og lave mad. Her kunne man også tage nogle fødevare med sig hjem til de dage, hvor man laver mad hjemme. Nu kan grønsager faktisk opbevares længe under de rigtige forhold. Gulerødder, der er høstet om efteråret, kan holde sig saftige helt hen til den nye sæson. Men de skal ligge i et rum, der er fugtigt. Der skal være en konstant temperatur, mindst 3 grader og højst 10 grader. De indånder ilt og udånder kuldioxid. Så der skal være noget ventilation. Er temperaturen under 8 grader, skal de have en dyne på; det kan være halm eller sækkelærred. De gulerødder, som jeg kan købe, er tørre, dufter ikke af noget, smager ikke af noget osv. Så jeg vil gerne være med til at dyrke nogle bedre. Og jeg har et kælderrum, der godt kan indrettes til opbevaring. Her kan der godt stå kg gulerødder eller gulerødder, pastinakker, persillerødder mm. Men jeg har ikke noget køretøj til at transport. Jeg gider heller ikke kun spise rodfrugts-grønsager. Så der skal være en anden, der gør noget lignende og for eksempel opbevarer løg. Og en tredje, der opbevarer agurker. En fjerde, der opbevarer frugt. Disse forskellige fødevarer kan ikke opbevares i samme rum, for de kræver forskellige temperaturer og de udsender forskellige dampe, som andre grønsager og frugt ikke kan tåle. Jeg har været økologisk/biodynamisk landmand med primær produktion af grønsager, og jeg vil gerne rådgive i, hvordan man kan producere meget store mængder grønsager på et lille areal. Der skal være 20 cm mel-

2 lem rækkerne. Og i en række kan der først stå en kartoffelplante, så en klump på 15 gulerødder, så 7 løg, så en knoldselleri, så 8 porrer osv. Og planterne kan stå helt tæt. Det kræver en ordentlig kompost og gode jordbakterier. Jeg vil også gerne selv være med til det praktiske arbejde. Men jeg laver så meget andet, så jeg skal bare være medhjælper. Det tager MEGET lang tid at male mel, hvis man vil bevare de gode stoffer, der (måske) er i kornet. Så hvis nogen har et rum, hvor vi kan opbevare nogle sække godt mel og har en stenkværn vil jeg godt komme engang imellem og male mel. Så kan jeg lave et par kg til mig selv af rug, byg og hvede men også lave nogle kg til andre, som ikke har tid til at gøre det. Jeg vil godt lære at bage forskellige slags brød. Og når jeg så bager, vil jeg gerne bage 5 brød i stedet for et enkelt til mig selv. Så mangler der lige et fordelingssystem, så andre kan få de brød, som jeg ikke selv skal bruge. Jeg synes, det er sjov at være sammen med nogle andre og bage en halv dag. Og når ovnen alligevel er blevet varm, er det også energimæssigt fornuftigt at bage en masse. Så kan vi lave småkager, boller, wienerbrød, sandkager, rugbrød, hvedebrød og andre traditionelle brød. Men vi kan også lave farsbrød, hvor der er kød inde i bollen, eller indbagte porrer, spinatboller, gulerodsbrød, brændenældepandekager mm. I dag får jeg ikke taget mig samme til at bage noget. Der skal være et socialt fællesskab, for at det bliver sjovt. Jeg savner også en lille ovn på 20x10x10 centimeter, hvor der lige kan stå en bageform. Den skal have en termostat og et ur. Og når jeg går i seng om aftenen, skal jeg kunne stille noget dej i ovnen. Og så skal det stå og hæve i 1 time ved 30 grader, bage i 4 timer ved 80 grader, herefter bage i 2 timer ved 50 grader, og så ved 30 grader i 1 time, så det er klart, når jeg skal spise morgenmad. Jeg kan ikke købe sådan en ovn nogen steder. Det er der heller ikke brug for nu; for det korn, som man kan få i dag, er så dårligt, at man lige så godt kan bage ved 200 grader og får det overstået på en time. Men bager man ved lav temperatur, kan man bevare de gode stoffer, der er i brødet hvis der altså er nogle. Og så smager brødet himmelsk. Sådan en ovn kan isoleres så godt, at den kan bruges med 12 volts jævnstrøm. Det kan trækkes fra nogle solceller eller en lille vindmølle eller lille biogasanlæg, hvis man har lavet gas af sit køkkenaffald. Det er jo muligt at bygge sådan en ovn. Men det kræver, at vi har et lille værksted, skaffer materialerne og hjælper hinanden. Hvis vi først har gjort det og adskillige af os har fået sådan en ovn, vil det sikkert brede sig, så en fabrikant finder på at producere sådanne ovne til det almindelige marked. Jeg vil gerne være med til at lave min egen ovn, men jeg skal ikke være igangsætter på projektet, og jeg har heller ikke stedet, hvor det kan gøres. Så har jeg et problem med tørst. Jeg drikker og drikker og drikker men jeg får aldrig slukket min tørst. Så varierer jeg med sodavand, saft, juice, æblemost, kaffe, te osv. Og det hjælper en smule, men slukker heller ikke tørsten. Hvis jeg derimod er ude i naturen og drikker vand fra en å, slukkes tørsten straks. Hvis man kigger i et mikroskop på en dråbe vand fra sådan en å, kan man se, at der er mange strømme inde i dråben. Hvis man derimod kigger i mikroskop på en dråbe vand fra vandhanen eller en dråbe fra en af de fancy drikke, er der ingen strømme i dråben. Hvis der er strømme, kalder man det for levende vand. Man kan gendanne strømmene i vandet. Man kan fylde en lille beholder og så røre i 8-taller i 20 minutter. Eller man kan bruge en cementblander og lade den køre i 20 minutter. Man kan selv konstruere en miniblander og have stående i sit køkken. Levende vand klæber. Når man drikker det, sætter en del af det sig i hudvævet i mund, hals og spiserør. Dels bliver dette hudvæv fugtigt, og dels trænger noget af vandet direkte ind i kropsvævet. Dødt vand løber bare ned i maven og videre i tarmen. Jeg kunne godt tænke mig at indgå i en gruppe, hvor vi udvikler en mini-blander, der kan køre på 12 volts strøm. Jeg vil gerne én gang om ugen lave mad til flere. Men jeg skal vide på forhånd, hvor mange, der kommer til spisning. Så udfolder jeg gerne mine evner og så kan jeg både lave vegetarmad og kød mad. Og jeg laver helst noget, som jeg aldrig har lavet før, og som kombinerer madvarerne på en helt ny måde. Jeg går ikke ind for krydderier. Jeg vil helst have, at fødevarerne skal være dyrket sådan, at de er sunde og smager fantastisk. Til gengæld går jeg ind for syre-base-balance, ying-yang-balance, samt at maden skal indeholde alle grundstoffer, så man bliver dejlig mæt og tilfreds og man får lyst til at bruge sin krop. Når jeg er alene, æder jeg 2

3 pasta og optøede kyllinge-filet er eller lignende; og så supplerer jeg med kaffe, chokolade og alkohol for at dulme mig, så jeg ikke mærker noget. Men jeg gider godt at lave god mad, hvis jeg også laver mad til andre, og hvis jeg én gang om ugen kommer rundt til andre, som så laver mad efter deres hoved. Så synes jeg, at det er sjovt at snakke sammen over maden. Men når jeg er sammen med mennesker, der lever en traditionel tilværelse, snakker de altid om kendte personer, om noget man kan købe osv. Det keder mig, så jeg får lyst til at gå efter 15 minutter. De passer deres arbejde; og så kigger de fjernsyn, snakker parforholdsproblemer og børn. Og det indhold i tilværelsen er jo alt for kedeligt. Så derfor har de et traumatisk og desperat behov for at snakke om kendte mennesker, der lever mere frit samt om noget, som de kan købe for deres penge, fordi de ikke selv kan skabe noget. Dybt i deres underbevidsthed er der en undertrykt vilje, men den fortrænges hele tiden. For ikke at blive sindssyg letter de lidt på låget under snakken; og det viser ved, at de kommer en latter. Det er ikke, fordi der bliver sagt noget sjovt, men fordi det indre pres er for stort. Så sidder jeg og lytter til det og bliver deprimeret og synes, det er synd for dem. Jeg bliver mere og mere indadvendt, mens de griner mere og mere. Jeg vil gerne snakke med mennesker, der snakker om, hvad de selv gør. Gerne om deres idéer, men først og fremmest om det, de har gjort og er i gang med. Hvis de lever en lille smule frit, er der tusindvis af overvejelser, erkendelser, betragtninger og frydefulde ytringer, der bobler frem. For at hjælpe hinanden kan man arrangere sådanne spisninger på den måde, at deltagerne forpligter sig til at forberede sig på, hvad de vil snakke om. Så kan det gå på skift, sådan at der hele tiden er én, der er i centrum af snakken, mens de andre nøjes med at stille opklarende spørgsmål. Og når vedkommende har fået udtømt sit emne, kan en anden så overtage og bestemme indholdet af den videre snak. Man kan også aftale, at snakken skal være om et bestemt emne, og at man bagefter sammen går til et foredrag om emnet. Og efter foredraget kan man så drikke en øl sammen og afslutte snakken. I takt med at folk får et friere liv, bliver det helt naturligt og selvfølgeligt, at man snakker om det, som man gør. Hvis jeg skal holde ud at deltage i sådanne spisninger/snakker, vil jeg ændre opførsel i forhold til det, som jeg gør nu, hvor jeg sidder pænt og stille og betragter. Så vil jeg afbryde folk, når jeg oplever, at de bare udsender støjforurening. Og så vil jeg spørge dem om deres eget liv. Hvis de så er normale, bliver det pinligt, for det kan de ikke. Men så vil jeg tilbyde dem, at de kan komme i gruppeterapi. Jeg har været psykoterapeut i år med et ry om at være en dygtig terapeut. Efter min egen opfattelse har jeg begået alle de fejl, som kan begås; og det har alt sammen været tilpasset den normale livsstil. Den slags terapi er jeg helt færdig med. Men jeg vil gerne lave en gruppe i forbindelse med et lokalt fællesskab, hvor man i sådan en gruppe frigør bevidstheden. Det indebærer, at man kommer i kontakt med sin vilje og lyst. Men overskrider også sin individualisme. Og man får sin krop i centrum for snakken. Her kan man øve sig og hjælpe hinanden. Jeg vil gerne gå i noget flot og rart tøj. Hvis jeg går ind i en tøjbutik for mænd, er der kun kedeligt tøj. Og det er groft, så det føles ubehageligt. Så går jeg nogle gange ind i en tøjbutik for kvinder; og her er der masser af flot og spændende tøj, der føles behageligt at have på. Men formerne og størrelserne passer ikke lige til min mandekrop. Da jeg var ung, havde jeg en kæreste, der var syerske. Og hun syede en masse flot og lækket tøj til mig. Senere havde jeg en anden kæreste, hvor vi hjalp hinanden med at sy tøj. Her var vi mest opmærksomme på, at det skulle være funktionelt og behageligt. Vi lavede for eksempel nogle bukser, der blev holdt oppe med en række parallelle elastikker rundt om maven. Det var meget behageligt i stedet for en livrem. Så lavede vi bukserne sådan, at de havde en vis bredde, så de både passede til en kvindes brede hofter og til en mands kønsdele. Det var meget behageligt, at der var luft rundt om mine kønsdele. Og på det tidspunkt lærte jeg ikke at bruge underbukser. Når jeg køber almindelige bukser, presses kønsdelen sammen, så de bliver svedige. Det er meget ulækkert og vist også derfor, at mænd bruger underbukser. Når jeg køber en skjorte eller T-shirt, er der altid et mærke i nakken. Det irriterer mig, så jeg går og klør mig hele tiden. Og derfor fjerner jeg også mærket. I halvdelen af tilfældene får jeg så stukket hul i tøjet, fordi mærket er syet for grundig fast. Så jeg har mange skjorter og T-shirts med huller i nakken. I alle kulturer til alle tider er tøjet tilpasset bevidsthedsstrukturen. I Europa er der en bevidsthedsmæssig spaltning mellem underliv og bryst samt mellem bryst og hoved. Og det forstærkes så af tøjkulturen. Mellem underliv og bryst er der en livrem, der skal stramme. Og mellem bryst og hoved er der enten en krave, et 3

4 slips eller kant med syet mærke. Når jeg besøger fremmede kulturer skynder jeg mig at skifte til den lokale tøjstil, og så oplever jeg en fysisk befrielse, som også opleves psykisk. Jeg vil gerne være med i en sygruppe, der laver kropsvenligt flot tøj. Jeg har ikke stedet, og jeg skal ikke være igangsætter, men gerne bidrage, så jeg ikke bare syer mit eget tøj, men også gerne laver noget til andre. Specielt er der brug for nogle nye typer af mandebukser, der dels er behagelige og dels giver plads til kønsdelene. Men jeg savner også nogle flotte skjorter, kåber, jakker osv. Der var engang, hvor de fleste af os boede i kollektiver, og hvor man havde et tøjrum. Når ens tøj skulle vaskes, lagde man det i en kurv. Og når kurvene var fyldte, var der nogle, der påtog sig at vaske. Efter vask blev tøjet lagt på nogle hylder. Og så kunne man bare tage fra hylderne. Praksis var derfor, at man gik ind i tøjrummet, lagde sit beskidte tøj i en vaskekurv og tog noget rent tøj fra hylderne. Her var der så et stort udvalg, for man betragtede alt tøj som kollektivt. Da det gik rigtigt godt, kunne gæster også deltage. Så når jeg besøgte et andet kollektiv, smed jeg ofte mit tøj i en vaskekurv, gik i brusebad og gik så ind i deres tøjrum og prøvede en masse tøj, indtil jeg fandt noget, der passede og var spændende at have på. På den måde cirkulerede tøjet rundt mellem kollektiverne. Det var meget dejligt sådan konstant at få nyt tøj. Ofte passede størrelsen ikke; men det betød ikke noget. Det varede faktisk kun kort tid. Og i dag er kollektiverne en slags bofællesskaber, hvor man nøjes med at vaske sit eget tøj. Jeg vil gerne igen have mulighed for sådan at skifte tøj. Jeg gider ikke købe en masse og fylde mine skabe op med 30 bukser, 50 skjorter, 10 jakker, 25 par sko osv. Så jeg vil gerne være med til en slags bytteshop, hvor man kommer med det tøj, som man ikke gider bruge for tiden mod at man i stedet tager noget andet tøj, som man har lyst til. Problemet vil nok være, at de fleste afleverer noget kedeligt traditionelt tøj og tager noget spændende og kropsvenligt i stedet. Så vil projektet hurtigt gå i stå. Men hvis man kombinerer det med en systue, der kan sy tøj om og man skiftes at passe butikken og sørge for, at byttet er rimeligt, eller at man betaler noget for spændende tøj, kan det sikkert overleve. Det er ikke, fordi jeg brænder for at stå i sådan en butik. Men da jeg selv vil benytte mig af det, er jeg også indstillet på at tage et par vagter. Så vil jeg se frem til, at tøjet og skoene i mit klædeskab hele tiden skifter. Det bliver sjovt. Hvis jeg går ind i en almindelig butik, er der over 90 % af varerne, som jeg aldrig køber. De er for dårlige, uøkologiske, har forårsaget forurening og brugt for meget energi. Jeg nøjes med at købe 2-3 ting i kiosken, 2-3 ting i den lokale købmand, 2-3 ting i supermarkedet osv. Der er ganske vist nogle helsekostbutikker. Men her er varerne alt for dyre. Så jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi skal have en butik, hvor vi samler de ting, som jo er dem, vi køber når vi altså har den bevidsthed om kvalitet, som vi har. Hvis dem, der passer butikken, får lokal valuta som løn, og hvis der er gruppe, der tilmed arbejder frivilligt, skulle det kunne lade sig gøre. Man kunne dele arbejdet ud på mange. Én skaffer honning. En anden skaffer æbler. En tredje skaffer vaskepulver. En fjerde tørret frugt osv. Til sådan en butik kan nogen lave forsæbet kokosolie, som egner sig til opvask, tøjvask, kropsvask, fjerne pletter, få olie af fingrene mm. Andre kunne lave cremer af naturprodukter med morgenfrueolie i. Nogle kunne lave syltetøj, der er sødet med honning, hvor der ikke er kunstige konserveringsmidler i. Nogle kunne samle vilde urter til at lave te. Jeg tvivler på, om jeg vil få lavet noget; men det kunne da være sjovt at passe butikken en gang imellem. Der var engang, jeg gik i teatret. Det gør jeg ikke mere. For alt det, som skuespillerne siger, handler om en livsstil, som jeg for længst har lagt bag mig. Alt hvad de siger, har jeg hørt tusindvis gange før. De vil sætte debat i gang, siger de. Jeg synes altid, at det bare bliver noget overfladisk. Det er langt mere interessant at køre i bus i myldretiden. Her er der teater, der siger mig noget. Men jeg savner dog teater om det liv, som jeg selv lever. Tilsvarende er det med sange. Jeg savner at synge; men alle de populære sange giver mig ingen mening. Jeg vil derfor gerne bidrage med en ny slags teater/koncerter/revy. Dels vil jeg synge sange om fru Hansen oppe på anden sal. Om drankeren nede på hjørnet. Om aids og prævention. Om sexindustrien. Om gulerødder. Og dels vil jeg gerne lave en sketch og se andre lave revy om det, der vedrører mit liv. Jeg gider ikke mere grine af pampere; jeg vil grine af mig selv - og det, jeg er med i. Jeg vil gerne være med i en gruppe, der opstiller lydanlæg med mikrofoner, forstærkere, højtalere, elektronisk klaver, el-guitarer, el-bas mm. Det skal kombineres med nogle, der gerne vil opstille scene og telte. Og nogle, der vil stå for transport. 4

5 For et par år siden gik jeg til dans. Jeg startede med salsa. Så tango. Så hiphop og balbao. Det var alt sammen for kedeligt. Jeg gik derfor ind på internettet og kiggede på nogle videoer fra Syd-Amerika. Her danser man også disse danse, men på en helt anden måde, hvor folk griner og har det sjovt. Og man danser ikke kun én slags dans; men skifter rundt mellem dem alle sammen. Der er så trangt på dansegulvet, at der ikke er plads til de store opvisninger. Og enhver nybegynder kan være med, for det forventes ikke, at man skal kunne en masse, bare at man bevæger sig. Når musikken starter, er alle straks på dansegulvet. Nu har jeg det sådan, at jeg ikke kan lide at danse med nogle, som jeg ikke kender. Jeg synes, at dans er en slags seksuel leg. Og her er det vigtigt for mig at vide præcis, hvor meget eller hvor lidt intim jeg kan eller skal være. Når jeg kender nogen godt, er det rart at danse sammen. Så kan jeg både danse med mænd og kvinder. Jeg kan også danse med 2 eller 3 eller en hel gruppe. Men hvis jeg ikke kender folk godt, danser jeg helst alene med mig selv. Jeg synes, at vi skylder ungdommen en bedre dansekultur. Nu drikker de sig fulde, tager en masse stoffer, og så kan de danse intimt. Når de er helt bedøvede, har de sex. Jeg har lyst til, at vi laver en anden kultur, hvor vi kombinerer revy, fællessang, debatter, koncert og dans. Og på skift kan der så være én, der går op på scenen og synger den ene sang, som han eller hun kan, mens der er et par andre, der hjælper med nogle simple akkorder på en guitar eller klaver. Jeg har en 2-værelses lejlighed. I stuen har jeg et stort spisebord, men ellers er der musikinstrumenter og computerudstyr. I soveværelset har jeg nogle skabe og en stor dobbeltseng. Det passer til min nuværende livsstil. Nogle gange laver jeg musik i stuen og så er der støj (synes nogle naboer). Og andre gange sidder jeg foran en computer og skriver og så skal der være helt stille. Hvis jeg skifter til en mere kollektiv tilværelse, ser jeg gerne, at al min musikudrustning kommer i én stue, der er lydisoleret, og hvor man kan spille og synge og at mit computerudstyr kommer i en anden stue, hvor man kan læse og skrive, og hvor der skal være helt stille. Mit soveværelse kunne godt arrangeres anderledes. Der kan godt være 4 madrasser ved siden af hinanden. Og der kan også godt være en køjeseng i 3 etager, så der kan sove 3 gæster. Hvis jeg skal overgå til en kollektiv tilværelse, kan der altså godt flytte 3 ind hos mig. Men det skal selvfølgelig være nogen, der kun bruger badeværelse i kort tid ad gangen, og som lister stille i seng, så man ikke vækker dem, der allerede sover. Dernæst skal de respektere det, som stuen er indrettet til. Hvis det for eksempel er en læse/skrivestue, skal der her være stilhed. Hvis det er et musikrum, skal de kunne holde ud at høre sang og musik på amatørniveau. Set i forhold til en fremtidig arbejdsløshed, hvor nogle bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, vil man altså her være 4 om at betale huslejen. Til gengæld skal de være med til at betale husleje i diverse butikker, værksteder mm. Og det kan selvfølgelig kun fungere, hvis vi er mange om det, sådan at der rundt om i lejlighederne er de faciliteter, som vi har brug for. En markant del af huslejen er varmeudgifter, og de vil stige voldsomt i de kommende år. Her kan man dels lave kampagner, hvor man får boligselskaberne til at gennemføre isoleringer, og hvor beboerne hjælper med udførelsen, så det bliver billigt. Men man kan også tage fat inde i den enkelte lejlighed. En oplagt mulighed er at genbruge papir. Det skal rives i bitte små stykker, limes sammen til måtter, og gøres brandsikre. Så kan man lime dem på vægge og under loftet. Det er dyrt at købe sig til. Men hvis man kan finde et lokale til at lave måtterne, kan det gøres billigt. Hvis nogen får sådan et lokale op at stå, vil jeg gerne arbejde der i en periode, indtil der er lavet måtter nok til min lejlighed. Jeg vil også gerne påtage mig at arbejde noget ekstra, så ældre mennesker eller handicappede også kan få sådanne måtter. Og når jeg så har foret min lejlighed med isolering, vil jeg gerne have hjælp til nogle forsatsvinduer ud over de termoruder, jeg har nu. En del af os skal fortsætte med at arbejde på det globale kapitalistiske marked, hvor man tjener mange penge. Og disse penge kan så delvis gå til fællesskabet til investeringer mm. Men der vil fremover være flere, der 5

6 kun arbejder deltids eller bliver permanent arbejdsløse. Og de skal så have mulighed for at deltage i det lokale fællesskab og påtage sig arbejde her. Der kommer også flere og flere unge, der ikke kan holde forældrenes stress ud, og som flytter hjemmefra uden at have noget sted at flytte hen. Tilsvarende er det med psykiske syge. Nedslidningen på almindelige arbejdspladser og livsstilssygdomme som allergi, astma, sukkersyge, gigt og kræft vil også medføre, at der bliver flere, der potentielt kan arbejde i et lokalt alternativt fællesskab. Men det er næppe disse mennesker, der starter det op eller påtager sig vanskelige ansvarsområder. Om aftenen ligger jeg i min seng og kigger fjernsyn. Jeg ser debatudsendelser. De kender mig; men de er bedre end ingenting. Jeg drømmer om, at vi får laver vores egen lokale TV-kanal på internettet. Så vil jeg se debatvideoer om alt det, som vi i fællesskab gør. Selvfølgelig vil jeg især kigge på det, hvor jeg selv optræder. Det er ligesom at kigge i spejlet. Men ellers vil jeg se alt det, som jeg ikke deltog i, men som jeg har brug for at følge med i. I dag ser jeg også kriminalfilm. Det keder mig også; med de er også bedre end ingenting. De tilfredsstiller mit dyriske instinkt til spænding og udfordringer til at kæmpe for noget og opnå resultater. Det har jeg brug for; men det får jeg ikke i det nuværende samfund. Men når vi går i gang med alt det, som vi skal udføre i det lokale fællesskab, vil jeg få rigelig tilfredsstillelse af disse sider af mig selv. Og så gider jeg ikke kigge kriminalfilm mere. Så har jeg et forslag, som kan bruges på hjemmesiden Folkets-Samling.dk. Idéen er, at alle laver små videofilm på ½-2 minutter om noget, der er væsentligt at vise og forklare for andre. Så uploader man videoen til Youtube. Herefter kopierer man den indlejrede kode og indsætter på hjemmesiden. Hver uge kan alle så se de videoer, som er uploaded i løbet af ugen og her kan alle give point fra 1-5, hvor 5 er bedst og 1 er dårligt. Så er der nogle redaktører, der vælger de videoer, der har fået flest point og sætter dem ind i en spilleliste på Youtube, hvor man også indsætter en lille startvideo og en slutvideo. Så kopierer de den indlejrede kode for hele spillelisten og indsætter den på Folkets-Samling.dk. Her kan alle så se ugens alternative TVavis eller nyhedsudsendelse med en række klip, som forskellige har lavet. Jeg vil gerne være med til at lave en lokal TV-station, der kan servicere brugerne, der vil lave sådanne videoer. Her skal vi også lave musikvideoer; men ikke de sædvanlige. Det skal være live-optagelser og gerne med numre, der er på vej til at blive lavet. Det er også vigtigt, at vi laver videoer, som vi kan dele med mennesker i fattige landsbyer i ulandene. Vore videoer vil have en kvalitet, som professionelle TV-stationer ikke kan konkurrere med, nemlig at de er lavet af dem, som videoen handler om. Det er direkte kommunikation og ikke formidlet og fortolket af andre. Der var engang, hvor man opfandt trykkemaskinen. Derefter kunne folket trykke aviser, løbesedler og agitatoriske skrifter. Det medførte en hel ny revolutionær bevægelse, der skabte demokratiet. Nu er vi tilbage ved adelssamfundet, men denne gang med teknokrater og bureaukrater, der bruger TV som en massiv bevidsthedsindustri. Vore tanker bliver formet, så vi kun er i stand til at tænke i de baner, som magthaverne ønsker. Det monopol skal vi bryde. I dag er der billigt videoudstyr og billigt software, der er let at bruge. Vi skal bare gå i gang. Der er så meget, jeg gerne vil og langt mere, end jeg får tid til. Og alt sammen kan kun lade sig gøre, hvis der er andre, der vil det samme. Vi har haft en periode på 20 år med åndeligt mørke. Det lysner nu. Og der er håb for fremtiden. Hvis du vil være med til at danne et lokalt fællesskab, med lokale jobs og lokal valuta, er første skridt, at du også finder ud af, hvad du gerne vil. Og så skal begynde at gøre det, som vi er flere, der gerne vil. Hvad skal du gøre? Når man starter noget nyt, er der én, der tager det første initiativ. Det svarer til, at man har et glas, hvor han eller hun fylder en smule i. Så er der forhåbentlig en anden, der gerne vil være med og bidrage med noget. Og han eller hun fylder så lidt mere i glasset. Dernæst er der en tredje, der også vil være med og bidrage med noget. Og så kommer der endnu mere i glasset. 6

7 Når du nu skal tage stilling til, om du vil være med, er det ikke afgørende, hvor meget der er i glasset. For i starten er det et lille glas. Og det er allerede halvt fuld. Og senere bliver det et lidt større glas. Og så er det stadig halvt fuldt. Og når der er kommet godt gang i den, er glasset blevet stort, men det er stadig halvt fuldt. Når du så ser på det, kan du vælge at se et halvt fuldt glas eller et halvt tomt glas. Hvis du kigger på det halv-tomme glas, får du tanker om det, der ikke er gjort, og som man burde gøre, og som er et stort problem, hvis det ikke bliver gjort. Og du kan få tanker om systemer, teorier, erkendelser, forhåbninger, planer, strukturer, arbejdsgrupper, seminarer, ansvar, forpligtelser, irritation, afmagt, depression, fortvivlelse, opgivelse, håbløshed osv. Hvis du kigger på det halv-fulde glas, får du tanker om, hvor meget der allerede er gjort, hvad der allerede er lykkedes, hvad nogen allerede har formået, hvilke glæde det har medført, hvilke drømme der er tændt, hvilke projekter der allerede er sat i gang, hvilke ansvarsområder der allerede er nogen, der tager sig af, hvad der så småt er ved at udvikle sig, hvad der er mulighed for, at du kobler dig på, hvor du kan yde en indsats osv. Når du ser det halv-tomme glas, får du tanker og idéer om, hvad man kan og bør gøre. Når du ser det halvfulde glas, får du opmærksomhed på, hvilken arbejdsindsat du kan bidrage med. Det er det sidste, jeg vil bede dig om at gøre. Det handler om, at du skal omlægge dit liv. I stedet for at købe alting, skal vi begynde at gøre noget for hinanden. Og i stedet for at gøre alting selv, skal vi etablere en arbejdsdeling, så vi bruger hinanden. Her skal du dels tænke over, hvad andre kan gøre for dig. Og så skal du fremover bede om det og måske betale nogle gryn for det. (Gryn er navnet på den lokale valuta). Og så skal du også tænke over, hvad du kan gøre for andre. Og så skal du informere andre om det og måske bede om nogle gryn for det. I takt med at vi gennemfører noget, skriver nogen af os på hjemmesiden under Priser, hvor mange gryn vi har givet/fået for en bestemt ting eller ydelse; og det kan så hjælpe andre, når de skal forhandle priser. Men det afgørende for succes er, at vi begynder at se det landskab af gensidige ydelser, som vi vil bygge op. Der er noget, du skal lade være med at gøre, men overlade til andre. Du får ikke brug for så mange kroner mere til at købe det, du plejer. For fremover skal du bruge gryn og købe af os andre. Du skal ikke bruge kroner til at købe sæbe mere. For nogen af os laver en sæbe, der er langt bedre og her skal du bruge gryn. Du skal ikke bruge kroner til at købe tøj mere. For nogen af os laver tøj, der er bedre og her skal du bruge gryn. Du skal ikke bruge så mange kroner mere til at købe madvarer. For nogle af os skaffer mad, der er bedre og her skal du bruge gryn. Snak med dine venner om det. Og så skal du finde ud af, hvad du kan bidrage med. Måske har du en kælder, hvor der kan stå en stor kummefryser, der kan forsynes med elektricitet; og så kan der dannes en lille gruppe, der kan have nogle svin gående et sted, og som senere bliver til svinekød i fryseren til dem, der vil være med. Måske har du nogle børn, og så vil du gerne være med i en børnepassergruppe, hvor voksne på skift kan passe hinandens børn. Måske vil du gerne være med i en gruppe, hvor I lærer at lave ansigtscremer. Måske vil du gerne på nogle weekend udflugter; og så kan du tage initiativ til at danne en udflugtsgruppe, hvor I arrangerer weekendture. Måske vil du gerne lære at klippe hår og være med i en frisørgruppe. Måske 7 Du har helt sikker nogle evner, der kan bruges. Men måske skal de udvikles. Og her får du helt sikkert brug for hjælp. Derfor skal du bede om hjælp. Dels kan du kontakte nogen; men du kan også skrive det på din profil. Jeg har på min profil skrevet, at jeg vil have hjælp til at sy. Og så håber jeg, at nogle erfarne vi lave en gruppe, hvor jeg kan være med. Når man søger på andre profiler, kan man vælge at søge på dem, der har skrevet noget i dette felt. Og så finder man altså dem, der gerne vil have hjælp.

8 På din profil kan du skrive, hvad du gerne vil. Det er opdelt i 5 felter. Til venstre kan du se, hvad jeg har skrevet. Skriv nogle stikord; så kan andre kontakte dig og få mere at vide. Måske har du børn. Og nogle gange vil du gerne passe andres børn sammen med dine egne. Og andre gange vil du gerne have fri. Så kan du i feltet Jævnligt deltage skrive, at du gerne vil være med i en børne-arrangement-gruppe, hvor et par voksne ad gangen passer børn (ture/aftener). Måske kan du lide at synge og vil gerne prøve at være med i et kor; så kan du i feltet Prøve at være med i skrive kor. Måske vil du gerne være besøgsven hos en gammel mand eller kvinde, hvor I snakker og hygger. Og måske vil du handle lidt ind og hjælpe lidt. Og så kan du i feltet Jeg vil ofte yde skrive besøgsven. Du skal nøjes med at skrive meget kort. Hvis andre vil i kontakt med dig, skriver de et brev til dig. Det kommer dels som post på hjemmesiden og dels om . Det sidste felt handler om at hjælpe andre i gang. Når du søger på andre profiler, kan du vælge at søge på dem, der har skrevet noget i dette felt. Og så finder du altså dem, der gerne vil hjælp dig. Der en underside, der hedder: Jeg er ny her. Det er en blog, hvor man skriver til hinanden. Det er her, du melder dig på banen. Husk at I også kan oprette en annonceprofil, hvis I er en virksomhed, klub, organisation, forening, institution, arbejdsgruppe mm, og så kan I skrive om, hvad I som gruppe gerne vil. På alle indlæg vises foto af den, der har skrevet indlægget, hvis personen altså har uploaded ét til sin profil. Sørg for at bruge et foto, der viser dit ansigt. Her er noget fra en debat-blog. Alle kan oprette en blog. Hvis man er en arbejdsgruppe, opretter man også en blog til intern kommunikation. 8

9 Fællesskab Jeg husker i 1970 erne, hvor der også var gang i sådan noget lokalt fællesskab. Dengang brugte vi ikke lokal valuta. Der var forskel på ressourcestærke og ressourcesvage personer. Jeg købte for eksempel et lydanlæg til et spillested. Og så oplevede jeg, at folk ikke passede på det. Og de behandlede det også ret groft. Så efter få måneder var der noget, der ikke fungerede. Og et par måneder efter var det stjålet. Og det var folk ligeglade med, for det var jo ikke deres eget. Jeg havde også en filmoptager (videokamera). Når jeg selv brugte det, var jeg meget forsigtig, så det ikke blev ødelagt. Og det lånte jeg også ud. Men andre var ligeglade med, om det blev ødelagt. Det var jo ikke deres. Og efter et par udlån, gik det da også i stykker. Jeg brugte mange penge på forskellige arrangementer, men det indebar ofte, at andre så ikke brugte deres penge. Og så kunne de enten drikke mere øl eller spare op til en rejse. I det lange løb indebar det, at jeg begyndte at bruge mine penge på mig selv og de projekter, hvor jeg selv stod for ansvaret. Og det vil sige, at jeg svigtede idéen om fællesskab. Det samme gjorde de andre ressourcestærke personer. Og så sluttede hele festen. Nu tror jeg, at situationen i dag er den samme. Og de historier, jeg hører fra andre steder, tyder på det. Derfor er det en rigtig god idé at bruge lokal valuta som betaling. Når jeg så yder noget for andre, skal de betale nogle gryn for det. Når de opretter en konto, er der indledningsvis 5 gryn, som de kan bruge. Når de skal betale, skal man fastsætte en pris. Og så betaler de 1 gryn for det, der svarer til en arbejdstime. Hvis jeg for eksempel har brugt 5 timer på at sætte et arrangement op, skal andre tilsammen betale mig 5 gryn for det. Hvis der er andre ressourcestærke mennesker, der også har ydet noget, får de også gryn for deres indsats. Alle de ressourcesvage skal så betale noget for at deltage i arrangementet. Og deres gryn går indledningsvis til en annonceprofils konto. Vi har nemlig oprettet en annonceprofil for arrangementet. Og fra denne konto overføres der bagefter gryn til de personer, der har ydet noget. Så kan alle de ressourcesvage komme til arrangementet. Det svarer til, at de går til koncert eller i biografen. Hvis alle deltagere er ressourcestærke personer, behøver man ikke at tage sådan en betaling. Så yder alle jo bare frivilligt arbejde. Nogle laver noget. Andre laver noget andet. Og man behøver ikke kontrollere, om alle yder lige meget. Hvis der så er enkelte, der ikke yder noget, gør det ikke noget. Så får de bare en oplevelse af et fællesskab; og det gør, at de senere selv vil yde noget. Det kan også være, at nogen for tiden er syge eller trætte, og så kan de nyde fællesskabet, selvom de ikke for tiden præsterer noget selv. Der vil helt sikkert være nogle arrangementer, som man vil afholde på denne måde altså uden brug af nogen betaling. Og det kan arrangeres her på Folkets Samlings hjemmeside, men kan også være på andre hjemmesider eller arrangeres af foreninger, klubber, institutioner mfl. Men der er også andre arrangement, hvor det vil være smart at bruge lokal valuta. Dels vil det fungere som tilmelding. Laver man en bustur, hvor der er plads til 25 personer, vil det være smart, at folk tilmelder sig. Så opretter man en annonceprofil for busturen. Og man opretter en konto. Og når folk så tilmelder sig, sker det ved, at de overfører nogle gryn til kontoen. Det kan så gå til benzin mm. Både personer, foreninger, klubber, institutioner mfl. kan oprette sådanne annonceprofiler med tilhørende konto. Der kan også være arrangementer, der kræver stor arbejdsindsat af arrangørerne, og hvor det er sandsynligt, at en masse passive og ressourcesvage mennesker dukker op. Det kan for eksempel være en koncert. Når de så kommer til arrangementet, har man en bærbar computer, der er logget ind på Folkets Samlings hjemmeside og har åbnet koncertens konto. Her kan man se, om vedkommende allerede har betalt for koncerten. Og hvis ikke skal vedkommende betale med gryn. Det sker ved, at han eller hun indtaster sin adresse og kodeord samt beløbet for entré. Efter koncerten står der så en masse gryn på koncertens konto. Og de kan så fordeles til arrangørerne eller hvad man ellers kan blive enige om. Hvis man har annonceret, at man vil bage brød og boller og for eksempel 4 har meldt tilbage, hvor meget de gerne vil købe, ved man, hvor meget man skal bage. Hvis man så venter med at få betaling, til folk kommer og henter brødet, vil man opleve, at op mod halvdelen har fået en undskyldning til alligevel ikke at købe noget. Og her er det, at lokal valuta fungerer godt. Ligesom al anden internethandel betaler man, når man bestiller. Det vil sige, at der bliver overført gryn til ens konto, inden man begynder at bage. Og dem, der har bestilt, får ikke grynene retur, hvis de undlader at hente det, som de har bestilt. Det er ikke lokal valuta, der får folk til at begynde at lave lokal aktivitet for hinanden. Men det er lokal valuta, der får folk til at fortsætte og ikke miste lysten og modet, når andre er for sløve. 9

10 Al erfaring viser, at den største udfordring er at hjælpe de ressourcesvage i gang med at yde noget. Egentlig vil de gerne, men de kan ikke finde ud af hvordan. Der skal sættes ind på to fronter: 1) individuel afklaring og oplæring og 2) kollektiv gensidig gruppeproces. 1) Individuel afklaring og oplæring Det handler om at finde ud af, hvad man er god til og samtidig har lyst til. Dernæst skal man finde ud af, hvordan man kan yde det til fællesskabet. Jeg har for eksempel haft en kæreste, der syede tøj til mig. Og en anden kæreste, hvor vi i fællesskab syede tøj. Og rent håndværksmæssigt kunne jeg godt, selvom det ikke blev udført helt professionelt. Og i dag har jeg det svært med tøj. Hvis jeg går ind i en tøjforretning for mænd, er der kun kedeligt og groft tøj, der er ubehageligt at gå med. Og hvis jeg går ind i en tøjforretning for kvinder, kan jeg godt finde noget, der er smukt og behageligt, men dels passer det ikke helt til min mandekrop, og dels er det syet i Bangladesh, hvor arbejderne lever på under sultegrænsen. Jeg mener, jeg vil være god til at sy tøj. Og jeg tror også, at jeg vil have lyst til det. Men jeg gider ikke alene. Og jeg har også brug for hjælp. Det er også svært at komme i gang. Og så skal der jo være andre, der gerne vil komme og få noget, som jeg har lavet. Den individuelle afklaring og oplæring er ikke noget, jeg kan klare alene. Jeg skal snakke det hele igennem med andre. Og så skal der være mindst én, der er god til at sy, som vil oplære mig til det, som jeg har svært ved. 2) Kollektiv gensidig gruppeproces Så skal vi også være flere, der går i gang samtidig. Alle behøver ikke at kunne sy. Der kan være én, der skaffer gratis brugt tøj, som kan sys om. Måske kan vi få kjoler fra store brede damer, og så kan vi klippe tøjet i stykker og sy noget andet ud af det. Der kan også være nogle, der går på loppemarkeder og køber billigt tøj, som vi kan genbruge. Vi kan også samarbejde med nogle, der vil lave modeshows og vise vore kollektioner frem. Og der skal vel også være en tøjbyttegruppe, så vi ikke bare laver nyt og smider væk, men at tøjet kan cirkulere rundt mellem flere. Hvis der sidder én og strikker huer, mens vi andre syer, vil det da kun være hyggeligt. Det kan være, at jeg på lang sigt bare vil sy nogle aftener, hvor jeg sidder og keder mig. Men indledningsvis har jeg i det mindste brug for at være med i en gruppe, hvor jeg får moralsk og praktisk støtte til alting. Der bør være sådan en slags startgruppe, hvor nye kan starte, selvom de endnu ikke ved, hvad de vil satse på. På hjemmesiden kan man dels søge på personprofiler men også på annonceprofiler. En annonceprofil er jo en annonce. Og i stedet for et foto af en person, kan man her have et større foto eller tegning. Man kan også indsætte en video, som man har uploaded til Youtube, hvorfra man kopierer den indlejrede kode og indsætter på profilen. Endelig er der et stort skrivefelt, hvor man kan fortælle om annonceprofilen. Det kan være en virksomhed, en børnehave, en gruppe der laver fællesdyrkning af grønsager, en systue, nogle hjemmebagere, en børnepassergruppe, et kursus, en koncert eller et startgruppe for nye, der vil have hjælp til at komme i gang. Det er afgørende vigtigt, at man i det mindste laver sådan en startgruppe. Her skal nogle erfarne stå for at arrangere nogle møder. Og man skal gå i gang med praktiske opgaver, hvor nye kan tjene gryn. Personlig forvandling I dag har du sikkert travlt med alt, som du skal nå. Du skal passe arbejde, børn, kæreste, lave mad mm. Og så skal de realisere dig selv. Du skal sætte dig ind i politik og filosofi. Du skal gå på café og til koncerter. Du skal deltage i projekter om økologi og vedvarende energi. Du skal være på de sociale medier som Facebook. Du skal passe din mobil og sende og læse sms er. Du skal have et aktivt sexliv. Du skal ud i naturen. Det er langt mere, end du orker. Og nu skal du altså også deltage i lokal produktion. Det er helt urealistisk eller hvad? Her skal du forstå, at lokal produktion ikke er noget, der kommer oven i det alt sammen. Tværtimod. Det er noget, der skal erstatte det, du tidligere gjorde og måske stadig gør. I stedet for at fare forvirret rundt til en masse forskelligt, skal du samle det sammen til nogle få projekter. Her skal du så udfolde alle sider af dig selv. Det er en forvandling af dine sociale aktiviteter. Men det er også en mental og psykisk forvandling. 10

11 Lyt til din indre røst Hvad kommer der fra dybet i dig Hvad vil du med dit liv? Lad os begynde med noget af det, hvor vi tror, vi tilfredsstiller udækkede behov, som mange af os har og hvor vi tror, at vi som fællesskab har ikke-udnyttede ressourcer. Hvad er dit bud på det? Hvad er dit behov og dine ressourcer? Og hvad har du lyst til? Det er også fint, hvis du vil være med til at kontakte andre, lave oplæg, holde foredrag, arrangere fremtidsværksted, møder, seminarer mm. eller bare give denne skrivelse videre til andre. Folkets Samling Oplæg om fællesskab i bydelen, alternative jobs og lokal valuta Del 1: Teorier og erfaringer (for teoretiker, der kigger baglæns) Del 2: Praktisk gennemførelse (for os, der vil være med) Del 3: Ophør af ismer (for teoretikere, der kigger fremad) Du kan nøjes med at læse del 2. (Du kan downloade alle 3 på hjemmesiden). Gå ind på Folkets-Samling.dk Vælg dit postnummerområde. Så skifter alt indhold. Du ser det, som andre i dette område har skrevet. Og her skriver du til andre, der bor i samme område. Du er også velkommen til at kontakte Tommy FalkeØje tommy@falconeye.dk 11