Prædiken til juleaften, Luk. 2, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Torsdag d. 24. december 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til juleaften, Luk. 2, tekstrække. Forløb Klokkeringning. Præludium. Indgangsbøn. 1. salme: DDS 94 Det kimer nu til julefest. Hilsen. Kollekt. GT lig læsning: Es. 9,1-6a. Trosbekendelsen. 2. salme: DDS 104 Et barn er født i Betlehem. Evangelielæsning: Luk. 2,1-14. Prædiken. Lovprisning. Kirkebøn. Meddelelser. Apostolsk velsignelse. 3. salme: DDS 119 Julen har bragt velsignet bud. Fadervor. Velsignelsen. 4. salme: DDS 121 Dejlig er jorden. Udgangsbøn. Postludium.

2 2 Prædiken Jeg læste forleden om en mormor, der havde gjort sig meget stor umage med at tilberede en lækker vildtragout til hendes barnebarns dåb. Den mængde energi, hun havde lagt i retten, var ikke mindre end den, hun ofrede på den årlige julemiddag. Lige fra hun fandt opskriften, havde hun været optaget af at lave den perfekte hovedret. Kritisk havde hun udvalgt de bedste råvarer. Omhyggeligt havde hun blandet og opvarmet ingredienserne for til sidst at smage retten til, så den kun kunne betegnes som himmelsk. Hun var glad, da hun søndag morgen gik i kirke, og sikkert endnu gladere, da hun gik derfra. Men glæden blev mildt sagt udfordret, da hun nåede hjem til barnets forældre, og den unge pige, der var ansat til at opvarme og servere menuen, havde brændt vildtragouten på, så den smagte som mislykket bålmad. Den møjsommeligt tilberedte ret måtte kasseres og gæsterne trakteres med burgers fra den lokale McDonalds, hvis sukrede smag gled i ét med desserten. Mormoderen var grædefærdig, men fadæsen medførte ikke desto mindre, at hele familien i årene, der fulgte, huskede dagen langt bedre, end det ellers havde været tilfældet. Det perfekte var blevet ødelagt, men ikke forgæves. Barnebarnets dåbsdag stod skarpt i familiens erindring. Det er bestemt ikke kun den nævnte mormor, der jager perfektion i vore dage. Hvis man har fulgt bare lidt med i TV-julekalenderen Absalons hemmelighed, har man lagt mærke til de to forældre, der hver for sig kæmper for både karrieren og familien. De vil ikke kun være fokuserede og stræbsomme på arbejdet. De vil også være de perfekte ægtefæller og forældre. Al deres tid er skemalagt, men samtidig er de særdeles omstillingsparate, sådan som det kræves i vore dage. Finder de et hul i kalenderen på en halv time, og ligger dette hul tilfældigvis på samme tid, gør de alt, hvad de kan, for at mødes og drikke en kop kaffe sammen, så de ikke helt glemmer, hvem den anden er. Det er en meget venlig, men alligevel rammende samfundssatire.

3 3 Lige siden Absalons hemmelighed blev sendt første gang i julen 2006, er kravene om effektivitet og perfektion blot steget og steget. Efter at velfærdsstaten er blevet erstattet af konkurrencestaten, udgør økonomisk vækst det altbestemmende mantra. Staten skal producere borgere med størst mulig ydeevne, for at det materielle niveau fortsat kan vokse. Folkeskoleeleverne skal gennemføre tests, så man kan sammenligne skolernes niveauer og på den måde motivere den enkelte skole til at komme ind i kampen og skabe bedre resultater. At give skoleelever et fagligt løft er bestemt ikke dårligt i sig selv, men ambitionerne er så høje og ensidige, at mange enten opgiver at følge med eller på længere sigt bliver grebet af en præstationsfeber, der har ført til en bølge af længerevarende sygemeldinger - særligt blandt piger i gymnasiet. Samtidig står mange af os forældre på sidelinjen og opmuntrer vores børn til at yde deres bedste, fordi vi er bange for, at de ellers vil bukke under i konkurrencestatens elitehelvede. Sker det, risikerer de at ende i den samfundsgruppe, hvis overførselsindkomster konstant er truet af beskæringer. Sideløbende med jagten på det pletfri eksamensbevis er der i vore dage et ekstremt fokus på det perfekte ydre. Man skal være slank og muskuløs. Der er næsten gået religion i idrætsudøvelse. Hvis man ikke dyrker en eller anden form for sport helst af den ekstreme slags bliver man nemt stemplet som et dårligt menneske, for da øger man risikoen for at få forskellige livsstilssygdomme og derved ligge samfundet til last. Den belastning, som sportsskader lægger over på sundhedsvæsenet, tæller åbenbart ikke med i regnskabet. Ligeledes har ernæringseksperter kronede dage. Umådeholden indtagelse af fedt, sukker og stivelse rangerer næsten på højde med mord. I hvert fald bør det udløse en lige så sort samvittighed, som hvis man havde begået alvorlig kriminalitet. At overgive sig til julen med al dens gode mad, kager og konfekt er en helligbrøde, der kræver en streng slankekur og adskillige timer på løbebåndet efter nytår. Ellers vil forholdet til den hellige idealvægt lide uoprettelig skade.

4 4 Sundhedsekstremismen er ikke kun et problem her til lands. Forleden dag hørte jeg i radioen, at overvægtige i England har oplevet at få stukket sedler i hånden, når de bruger undergrundsbanen. På sedlerne står der beskeder som Du er et fedt og egoistisk menneske. Så vidt jeg husker, overgik en af beskederne de andre med opfordringen: Slank dig eller dø! En sådan adfærd over for andre afslører, at sundhedsdillen er blevet syg. Der er kommet en usund selvretfærdighed over sportsudøverne og klidmostrene, der i fællesskab fører sig frem som frelste. De går gerne forrest i rækken af sandt troende til det himmelske fitnesscenter, hvor de med deres trimmede kroppe kan opnå hinandens anerkendelse som smukke og harmoniske ja, direkte perfekte mennesker. Her er der ikke plads til fejltrin, for enhver ukontrolleret indtagelse af usunde fødevarer anses for at være syndig. Frelsen opretholdes udelukkende ved stærk selvdisciplin og intensiv træning. Man kan undre sig over, at den førnævnte dåbsfest endte med at blive en succes, selvom den perfekte vildtragout måtte kasseres. Med vor tids fokus på perfektion burde det have været en totalt ødelæggende hændelse, der i flere døgn havde sendt hele familien ned i den dybeste kulkælder, og mormoderen endnu længere ned. Når det ikke gik sådan, skyldtes det nok en forståelse for, at det slet ikke var vildtragouten, der var det vigtigste, men derimod det lille barns dåb. I dåben ligger der netop en accept af det uperfekte og syndige. Ethvert lille barn er et menneske med alle sine potentialer foran sig. Det har endnu ikke udført noget, for det magter det ikke. Alligevel er dette magtesløse lille væsen i centrum, når det døbes, for da får barnet og dets familie at vide, at det er elsket af Gud, selvom det endnu intet kan udrette, og til trods for at det, når det kan udrette noget, ind imellem vil handle forkert ja, til tider ligefrem forkasteligt. Gud er klar over, at det lille barn aldrig bliver perfekt, men han giver det alligevel del i sin evige kærlighed. I modsætning til os er Gud ikke fokuseret på det perfekte. Han elsker det lille barn, selvom det intet formår; og han elsker den voksne, der formår en masse, men ofte gør

5 5 det forkerte. Han elsker den, hvis liv er gået i stykker. Han elsker den, der fortvivles over, at hendes vildragout brænder på. Han elsker den, der er ved at bukke under for konkurrencestatens og omgivelsernes forventninger og krav. Han elsker de overvægtige, såvel som dem, der lader sig forlede af religiøs sundhedsdyrkelse. Han elsker den, der føler sig stemplet som mindre værd såvel som den, der lader sig forblinde af sin egen indbildte ufejlbarlighed. Hvis Gud ikke elskede os ufuldkomne mennesker, havde han ikke haft nogen at elske; for ingen af os er perfekte, selvom vi gerne vil tro det. Vi har lige så travlt med at påpege andres fejl, som vi har med at skjule vore egne. Vi dækker ikke først og fremmest over vore fejl, for at andre ikke skal se dem, men for at vi selv kan undgå at tage stilling til dem. På den måde kan vi hver for sig bilde os ind, at vi er lidt bedre end de fleste. Men netop det, at vi føler os bedre end andre, afslører, at vi ikke er perfekte. Hver især har vi nok i os selv og vore nærmeste. På det punkt adskiller vi os fra Gud, der ikke kan få nok af os, og derfor vil rumme os alle, selvom vi er alt andet end perfekte. At Gud kan rumme os alle, får vi at vide i juleevangeliet. Hvis ikke Gud elskede os, på trods af vore fejl, ville han aldrig have ladet sig føde som en af os og da slet ikke i en beskidt stald. Men for godt 2000 år siden valgte han selv at blive et lille, hjælpeløst spædbarn. Han valgte at blive ét med os; dog på én undtagelse nær: Han overtog ikke vores fejl og syndighed. Derved undgik han at hæve sig over og dømme os og derved fik han mulighed for at elske os alle. Derfor er det Guds altomfattende kærlighed vi fejrer i disse dage, og derfor har vi god grund til at ønske hinanden en glædelig jul! Amen.