Bestyrelsens beretning til stævne 2008 i Nordborg. Af forbundsformand Arne Christensen, Skodborg. Beretning fra 1 juli 2007 til 30 juni 2008.

Transkript

1 Bestyrelsens beretning til stævne 2008 i Nordborg. Af forbundsformand Arne Christensen, Skodborg. Beretning fra 1 juli 2007 til 30 juni Jeg synes det er et fantastisk privilegium, at få lov at stå her og aflægge bestyrelsens beretning for alle jer brandfolk fra de forskellige værn. At få lov at fremlægge hvad bestyrelsen har udrettet i det forløbne år og ikke mindst hvad vi kan tænke os i de næste. Med andre ord ; få lov, at drøfte alt hvad der vedrører os frivillige brandværn og frivillige brandfolk. Det samme håber jeg selvfølgelig gør sig gældende for jer, således at vi i dag forhåbentlig får en rigtig god debat om mange af de forhold, som i den grad har vores interesse. Beretningen er opdelt i nogle hovedpunkter, men inden jeg tager fat på dem vil jeg gerne benytte lejligheden i dag til, at takke Vester Sottrup, for et godt stævne sidste år. Med overskrifter som : veltilrettelagt, god opbakning, livlig debat, fin marchtur og så selvfølgelig lige kartofler. Indsatser. Er jo det primære i hele vort univers. Af alt, hvad vi beskæftiger os med, er dette det vigtigste og det er her, vi for alvor bliver målt. Derfor skulle man måske mene, at vi ærgrer os, når der så er et fald i disse. Men selvfølgelig gør det ikke det. Vi er glade ved, at den forebyggende indsats, der finder sted her i landet virker, og at der dermed er færre, der bliver ramt af ulykken. Og faldet er også den samme som i det øvrige Danmark Men jeg er utrolig glad ved, at kan uddele stor ros for måden vi har løst alle disse opgaver på. Og der er mange forskellige. For 20 år siden var vi ikke et øjeblik i tvivl, når alarmen lød. Så skulle vi ud og slukke ildebrand. Det er der bestemt ingen garanti for længere. Tværtimod, havde jeg nær sagt. Opgaverne er blevet så mangfoldige, at vi over halvdelen af udrykninger kører til andre opgaver end brand. Og det er der jo bestemt ikke noget odiøst i. Så længe det stadig drejer sig om, at hjælpe andre mennesker i nød, kan jeg ikke forestille mig, at nogen har noget imod det. Og jeg mindes stadig for mange år siden hvor jeg var med til, at foreslå beredskabschefen, at vi lige så godt kunne køre med ud til færdselsuheld vi var der jo alligevel. Og det gælder vel stadig. Vi rykker ud når der bliver kaldt og så stiller vi ellers ikke så mange spørgsmål. Men, men. Til det vil jeg gerne sige 2 ting. Selvfølgelig løser vi de opgaver, som især er blevet synlige efter 1 juli 2008, hvor alle redningsopgaver kom under vores kappe. Men jeg synes så til gengæld godt, at vi kan stille krav om, at der ligger helt klare retningslinier for, hvordan de forskellige opgaver løses. Det værste man kan blive stillet overfor, at blive sendt ud for at løse en opgave og så ikke vide noget om hvordan man gør, når man står der. Og især når der ofte samtidig måske er menneskeliv på spil. Derfor må vi bede hver enkelt chef finde løsningen på alle disse opgaver i egen kommune, eller også må de sætte sig sammen og så lave fælles løsninger. Fordelen med, at sætte sig sammen kunne jo være, at nogle af opgaverne er så sjældne og i en eller anden form så ressource krævende, at man med fordel kan hjælpe hinanden på tværs af kommuneskel.

2 En anden fordel, ved at de sætter sig sammen er man så får fælles og ens løsninger, som vi så kan implementere både i uddannelse og øvelser. Og det er bestemt ikke et ublu krav, som jeg synes I hver især skal arbejde med. Den anden ting, er at flere opgaver er lig med flere udrykninger. I langt de fleste tilfælde vil det ikke genere nogen overhovedet. Men det er jo desværre sådan, at antallet af udrykninger er lidt ulige fordelt. Afhængig af byernes størrelse. Og nogle steder har jeg på fornemmelsen, at man allerede er nået dertil, hvor der ikke er meget mere plads inde i ballonen, inden den brister. Og at den kan briste skyldes flere faktorer, men især 2. Den ene er, at der er begrænsninger på, hvor langt man kan få en frivillig til, at gå, hvad angår brugen af fritid. Den anden er, at vi langt hen ad vejen har vores arbejdsgiveres tilladelse til, at tage af sted, men og måske især, findes der også her en grænse. Derfor vil jeg bede Jer overveje en ekstra gang, inden I bare siger ja til alt hvad I bliver bedt om. Og det ikke af uvilje mod noget eller nogen, men simpelthen for / til bevarelse af hele vort system. Vi må jo for alt i verden ikke begynde på noget der jager vores folk væk, men det kan være en meget svær balancegang, det indrømmer jeg gerne, men lov mig at holde fokus på netop dette. Jeg startede dette afsnit med, at rose måden vore opgaver bliver løst på. For det første med de professionelle briller på. Ikke nogen tvivl om, at vi på det punkt ikke har det anderledes, end andre steder i landet. Gør vi ikke arbejdet ordentlig falder hammeren enten fra chefen eller fra journalisten. Og såmænd også noget vi har arbejdet hen imod, i mange år og som tydelig ses ved de unge og nyere brandfolk. Dem som er vokset op med den holdning og de krav og uddannelse, som vi har nu. De har en anden indgangsvinkel end vi oplevede tidligere. Mange kommer nu for, at udføre et stykke professionelt arbejde, drikke en kop kaffe og så hjem igen. Unægtelig lidt anderledes end for 20 år siden, hvor man vel nok ind imellem kunne opleve nogle der havde meldt sig under vore faner, hovedsalig for at dyrke det sociale. Men ligesom med alt andet er det noget vi skal vænne os til og ikke hænge i det gamle og prøve at holde skuden på den sædvanlige kurs, for det kan vi ikke og det skal vi heller ikke. Og jeg tror heller ikke det sociale og de gode kammeratskaber forsvinder af den grund de bliver bare dyrket på et andet plan. Det vigtigste her er efter min mening, at alle har muligheden for at gøre det på den måde hver enkelt synes bedst om på den måde har vi mest at tilbyde for flest mulig. Det sidste under disse roser, er sikkerheden. Som vi om nogen skal have i fokus ganske som der også står alle steder i vores uddannelse. Det har og vil altid skal have første prioritet på vore skadesteder. Igen mindes jeg for mange år siden da vi var til en stor gårdbrand. Da kom der pludselig 2 mand med grønne hjelme på pladsen og kiggede og stillede lidt forsigtige spørgsmål. Men kun lige indtil indsatslederen fik øje på dem. Så fik de på meget let forståeligt dansk, at vide at de skulle se at få pakket deres kuffert og så komme af pladsen så hurtig deres ben kunne bære dem. Og det gjorde også, uden at kny, og ingen hørte fra dem siden. Det er jeg ikke sikker på, går i dag. Da har de retten, til at stille både spørgsmål og krav. Men som egentlig gerne skulle være overflødige. Som de altid vil være, hvis sikkerheden er i orden. Jeg påstår ikke, at uheld helt kan undgås. Men så skal det skyldes noget uforudsigeligt som også kan være tilfældet på skadesteder, som dem v i færdes på. Men bestemt ikke noget hvor vi bagefter står med bøjede hoveder, fordi vi sprang over hvor gærdet var lavest og tabte. Og især vi ledere har et stort ansvar her. Jeg ved godt hver enkelt er sin egen sikkerhedsmand, men ansvaret går alligevel videre til os. Hvis uheldet er ude skal det være sådan, at vi elle er dækket af en forsikring via kommunen. Nogle af Jer har givetvis fulgt sagen om brandmanden fra Nordjylland, som endte i retten. Ikke fordi, at

3 han ikke fik nogen erstatning overhovedet. Men fordi, at forløbet trak ud så længe, at ydelserne til sidst var noget mindre end hans normale indtægt. Og det skal man selvfølgelig være opmærksom på i de enkelte kommuner. Om man eventuelt har en ordning der sikrer, at uanset sygdomsforløbets længe, så kompenserer kommunen den manglende indtægt således, at vi er sikre på, at uheld på et skadested, aldrig får negative økonomiske konsekvenser. Så det vil jeg opfordre Jer til at tjekke op på, indtil der måske kommer en regel der, gør at det ikke kan blive et problem. Noget som jeg ved, der bliver arbejdet på, efter at vi alle har været på banen med et ønske herom. Nu er det nok ikke den store overraskelse for ret mange, at vi her i Sønderjylland er blevet lidt færre til, at slukke brand. Hvor vi for et år siden var 69 brandværn er vi nu blevet reduceret til 66 Det skyldes, at Uge, Egvad og Møgeltønder frivillige Brandværn, ikke længere eksisterer. Og det er med lidt blandede følelser, at jeg kan konstatere det. For det første er det da altid ærgerligt, når et brandværn med mange traditioner m.m pludselig lukker. Til gengæld har jeg stor respekt, for de der selv gør det, på grund af interne vanskeligheder med, at overholde de lovede krav typisk manglende mandskab i dagtimerne. Igen skal vi lige holde en ting i fokus. Godt nok har vi nogle kontraktlige forpligtigelser med kommune, som ikke kan gradbøjes. Men vi har også et ansvar overfor vore kunder. Det er i høj grad dem det rammer såfremt vi ikke kommer, af den ene eller anden grund, eller ikke stiller det med det nødvendige mandskab. Så ved man, at situationen er sådan og, at der er mere eller mindre permanent, jamen så er der kun et at gøre - se kendsgerningerne i øjnene og kapitulere. I det fleste tilfælde er det ikke ensbetydende med, at det behøver at være helt slut for den enkelte med, at være frivillig brandmand. Man kan måske nå nabobyen eller man arbejder måske et sted hvor man godt kan bruge en mand i dagtimerne. Så undersøg endelig disse muligheder der hvor interessen stadig er der. Kommunerne. Da vi sidste år var samlet til årsmøde, stod vi midt i opgaven / problemet kommunesammenlægning. Altså de konkrete praktiske problemer som det medførte. Og de var ganske vist ikke små, og gav også anledning til stor frustration mange steder. Det må vi siges, at være ved at være igennem. De fleste steder fungerer alle kontorer og forvaltninger. Men dermed tror jeg ikke vi skal forvente ro nogen steder. For først nu har man tiden til, at gøre sig overvejelser, om effekten af sammenlægning. For ingen er vel i tvivl om at der hele tiden har været en dybere mening med den. Og et par af ordene er samarbejde, rationaliseringer og besparelser. Heller ikke her kommer det nok bag på mange. Og det gør det vel heller ikke hvis jeg forudser, at det også kommer til at gælde inden for vores område. Da kan man så måske hurtig fristes til at sige, at det er umuligt det kan bare ikke lade sig gøre, fordi vi i forvejen gør det hele gratis. Og nu ved jeg godt, at jeg tager fat på et virkelig ømfindig område. Så ømfindig, at vi dybest set ikke engang er helt på samme linie i vores bestyrelse. Men jeg vover nu pelsen alligevel. For jeg mener, at hvis vi alle indtager den lige nævnte holdning og læner os tilbage med den, tror jeg vi skyder os selv i foden. Jeg er af den, som nogen utvivlsom vil kalde naive tro, at alle, inklusive vores beredskabschefer, gerne ser os forblive dem, der skal slukke ildebrand her i Sønderjylland også i fremtiden. Men jeg tror til gengæld, at det er en forudsætning, at vi er villige til at gå ind i en dialog om eventuelle forandringer og sågar måske også besparelser.

4 Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme / være nogle ting, som er ganske urimelige og måske urealistiske. Og dem skal vi selvfølgelig kæmpe imod. Men som sagt tror jeg, at man både som brandmand, brandværn og for den sags skyld, et Sønderjysk Frivillig brandværnsforbund, skal være dynamiske. Det vil måske betyde en nedlæggelse. Måske en sammenlægning. Måske et køretøj mindre her og der. Men lad mig slutte dette med kort, at sammenfatte hvad jeg mener forskellen kan være. Hvis vi indtager den sidste holdning, tror jeg på vi kommer med i en debat og beslutningsfase om, hvad der skal ske og hvordan. Hvis vi indtager den først nævnte holdning tror jeg, at alle ubehagelige beslutninger kommer alligevel. Måske lidt senere, hvis vi trykker på de rigtige knapper, men så til gengæld uden vores medvirken og indflydelse. Jeg er nok generel af den opfattelse, at man altid når længst med en positiv dialog, men i vores tilfælde er jeg bange for, at det er en nødvendighed. Af hensyn til os og vore egne interne problemer / opgaver bliver det nødvendig, at vi alle kan sidde sammen og i fællesskab analysere vore behov, opgaver og muligheder og så finde løsninger til glæde for alle. Og når jeg her siger alle, er det os der leder værnene i de enkelte kommuner og så dem kommunerne har ansat til, at have ansvaret for at beredskabet fungerer. En af opgaverne som værnene i særdeleshed kunne have interesse i, er tilstrækkelig mandskab og rekruttering af samme. Som også nævnt ved flere lejligheder herfra. Da tror jeg at vi for alvor får brug kreative tanker og gode ideer. Jeg har tidligere nævnt det som et sted vi også i forbundet gerne vil sætte ind. Det vil vi stadig og har også prøvet, eller nærmere prøver også en, synes vi selv, rigtig god ide, af. En ide der går ud på, at vi gerne vil forære Jer et færdig koncept med et brev og en plan for alle unge mennesker i netop hver jeres område. Med færdige navne og adresser på en forudbestemt målgruppe i dette tilfælde unge mellem 18 og 25år. Men desværre noget vi indtil nu er rendt panden lidt imod med. Man kan ikke sådan lige få udleveret sådanne adresser, uanset hvor god og harmløs formålet, så end er. Kommunerne er som altid vores øverste myndighed med beredskabschefen, som vores direkte leder. Det betyder selvsagt, at han i mange tilfælde er nøglepersonen i vores virke. Derfor har vi også i forbundet igen i år haft indbudt samtlige chefer til et par møder. Som glædeligvis er blevet efterkommet og betydet, at vi har haft et par gode møder. Med den positive dialog som indgangsvinkel. På disse møder går vi ikke i detaljer om enkelte værn, men drøfter de ting, som gælder alle værn og dermed os i bestyrelsen. Jeg vil i den forbindelse gerne byde velkommen til den nye beredskabschef i Sønderborg Kommune, Jan - Erik Rasmussen, som vi af gode grunde endnu ikke har haft med til møde. Men det glæder vi os til, og jeg håber på et godt samarbejde med ham også. Uddannelse. Vil jeg ikke komme så meget ind på, men alligevel. For vigtigheden af emnet må vi ikke tage fejl af. Derfor skal vi alle være meget obs på dette. Jeg har lige for et øjeblik siden berørt emnet med de nye tiltag / opgaver inden for systemet. Som vi selvfølgelig skal uddannes i. Men det får mig unægtelig til, at vende tilbage til noget jeg har ment i mange år. Nemlig at vores uddannelse efterhånden trænger til en fornyelse. Jeg mener det eneste rigtige vil være, at lave en mindre grunduddannelse, som alle skal igennem. Som gør, at vi alle kan slukke brand og har en minde almen viden om de øvrige opgaver. Derefter kan man så fylde moduler på, alt efter hvad behovet er, der hvor man skal virke. Kører man der til frigørelse og højderedning, jamen så man nødvendigvis

5 have de 2 moduler oveni grunduddannelsen. Men efterhånden spreder vi så vidt, at vi inden længe vil have rigtig mange personer gående med en uddannelse i noget som de måske aldrig får brug for. Og det kan ingen have interesse i, men vi her i Sønderjylland kan i særdeleshed ikke. Det sidste skyldes, at vi trods alt skal bede folk om at tage denne uddannelse i deres fritid. Oveni nævnte ting mener jeg så, at der i grundmodulet skal være noget køreteknisk uddannelse. Således at vi ikke sætter en ny mand op i et udrykningskøretøj, med det dertilhørende store ansvar, uden at vedkommende kender noget som helst til det. Reglerne siger på nuværende ikke noget om dette, men kurset i nævnte findes. Og hermed min kraftigste opfordring til, at man så hurtig som mulig får nogle, gerne alle, på disse kurser. Og med opbakning fra samtlige beredskabschefer, så det er ikke det der skal være bremseklods. Vi har i samarbejde med kursus center Vest oprettet 3 kurser for frivillige brandfolk. Dem kan man læse mere om inde på vores hjemmeside. Gør det og så få jer meldt. Og jeg tror kun det vil at være på forkant med udviklingen, da jeg ikke betvivler, at det bliver et krav på et tidspunkt. Det jeg hurtig kan fortælle er at kurset virkelig giver noget med hjem i rygsækken. Samtidig får man lov, igen at være lidt drengerøv. Endelig vil der på disse kurser være rig mulighed for at nyde et par dage sammen med kammerater fra egen og andre værn. Tilføjes kan samtidig, at der er i AMU regi, som er ensbetydende med lønrefusion. Endelig under dette punkt, vil jeg minde jer om vigtigheden, af at være up to date med så mange uddannelser som mulig igen i det professionelle tegn. Især holdleder, som vi alle er afhængige af. Men også her er det vigtig, at chefen vil arbejde med og sørge for, at vi får hvad nødvendig er. Jeg vil gerne afslutte dette afsnit med en stor tak til vores skoler i både Tinglev og Haderslev, med hvem vi altid har haft og stadig har et fantastisk samarbejde med. Beredskabsforbundet. Synes jeg fortjener et afsnit for sig selv. Først en stor tak til Jer for måden i har modtaget samarbejdet med dem på. Da jeg, for efterhånden noget tid siden havde haft et par samtaler med Per Kjærholt og Bent Mortensen, var jeg ikke i tvivl. Dette her kunne kun være et samarbejde, som vi vil få glæde af. Det er jeg som sagt glad for, at vi i det mindste får kontrolleret. Indtil nu har oplevelserne i hvert fald kun været positive. Ikke et samarbejde, som I vil høre om hver dag. Vi sætter os sammen når vi har noget der har fælles interesse, eller i sager, hvor vi har fælles fodslaw. Det kan være en kommende reform. Det kan være en kommende uddannelse, en retskendelse eller noget helt andet. Men alt sammen noget vi har meget nemmere ved, at blive hørt i, når vi nu engang er den store enhed, som vi i virkeligheden sammen er. Og rent praktisk tillader vi os også i mange tilfælde, at trække på deres organisation. Og uanset næsten hvad vi beder om, bliver vi modtaget med et smil og en hjælpende hånd. Det vil jeg meget gerne her benytte lejligheden til, at sige tak til alle indenfor beredskabsforbundet, for. Og jeg vil ikke her begynde, at nævne de enkelte tilfælde. Dem tager jeg løbende når vi står i dem og beretter om dem på hjemmesiden. Nu har jeg nævnt samarbejde et par gange, og det er ingen tilfældighed, for det er det rette ord. Ikke en fusion, hvor vi kunne løbe en risiko som lillebror. Vi kører vores forening, ganske som hidtil og alene i den retning vi ønsker det, og sådan forbliver det. Ud over dette, som er i forbundsregi, er der bestemt også mange fordele for den enkelte brandmand. Igen ikke noget der måske er, at se fra den første dag, men det kommer. Der er mange gode kurser, at tilbyde. Der er indkøbsfordele, til den enkelte og de enkelte værn. Noget som bliver mere synlig for Jer, når samarbejdet bliver endelig struktureret og synlig. Og lad mig fastslå med det samme, at I

6 endelig selv skal gøre noget for at udbygge samarbejdet. Vi har alle lokale afdelinger i hver vores hjemegn, hvor alle igen vil kunne få gavn af et udbygget samarbejde. Dem tror jeg vi vil overveje, at invitere med til næste år. Nu er det ikke nogen tilfældighed, at det lige blev beredskabsforbundet vi indledte et samarbejde med. Men af den simple grund, at vi har utrolig mange fælles træk. Det betyder hverken, at vi fra nu af eller tidligere, ikke har kunnet eller kan samarbejde til andre sider. Vi har i mange år også lytter til blandt andet de deltidsansatte. Og det vil vi da stadig gøre. Men netop derfor var formandens leder i landsklubben også noget overraskende læsning for mig, da han kommenterede dette nye samarbejde. Han skriver, at det er hans opfattelse, at brandmændene i Sønderjylland, hele tiden har haft et behov for, at markere sig som brandmænd, på lige fod med fuldtids og deltidsansatte brandmænd i det øvrige Danmark. Endvidere. En fordel ved tiltaget kan naturligvis være, at der nu er helt klare grænser mellem brandmænd og frivillige. Ingen behøver fremover, at sætte lighedstegn mellem de sønderjyske og brandmændene i det øvrige Danmark. Nu vil jeg tage forskud på det efterfølgende foredrag i Takt og Tone. Ellers ville der nemlig lige nu komme nogle grimme ord over mine læber. Men her er vi ude, hvor jeg vil sige til Jer. Sådan noget skal I ikke tage alvorligt. Karsten kan, lige som alle andre, have dårlige dage. Det må han have haft her. Der er ingen absolut ingen - forskel eller grænser på vores status som brandmænd. Hverken over for de deltidsansatte eller de andre, i det øvrige Danmark. Vi er stadig nøjagtig de samme med sædvanlig status. Men stadig med de fantastiske særheder, der hersker her i Sønderjylland, som nogle tydeligvis er lidt misundelige på. Fremtiden. Især koncentreret om vores bestyrelse. Man vil altid i en sådan fælles organisation, som vores må betegnes, kunne stille spørgsmål ved en berettigelse. Og det gør vi da også. Vi mener den er tilstede. Der er masser af opgaver som bekræfter dette. Men det kræver selvfølgelig, at nogle forudsætninger kan opfyldes. For det første skal der kunne findes nogle mennesker, der vil tage en tørn med dette stykke bestyrelsesarbejde. Det har vist sig, at være lidt problematisk i Sønderborg Kommune i løbet af året. Det samme gør sig måske gældende i Aabenraa, lige nu. Kære venner. Det kan ikke passe. Så store ressourcer kræver det heller ikke. Vi har fået det stillet sådan an, at de udgifter man har i forbindelse med kørsel til møder, etc. bliver dækket. Og I vil opdage, at selve arbejdet er en fornøjelse i sig selv. Så lad os nu blive enige om i fællesskab, at af alle de valgbare, vi har de enkelte steder, da har vi også altid en fuldtallig bestyrelse. Det næste der kræves, er at man i de enkelte værn bakker op om det der bliver lavet. Det kunne være stævnet her. Vi prøver lidt nyt med et foredrag og lytter også gerne til flere nye ideer. Men dette skal være stedet hvor vi mødes den ene gang om året. Men vi kan ikke være uenige om, at hvis disse forudsætninger ikke bliver opfyldt, jamen så er grundlaget for Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund ikke tilstede, og så må vi selvfølgelig tage konsekvensen at dette. Afslutning. Her vil jeg gerne takke alle der har taget sig tid til, at deltage i stævnet her. Tak til myndigheder, beredskabschefer, beredskabsforbundet, politiet, Landsklubben, Falck, Foa, kommunerne, vore venner syd for grænsen og pressen for et godt samarbejde.

7 Tak til bestyrelsen for et godt og konstruktiv samarbejde. En speciel tak til Johannes Johansen fra Vester Sottrup, som nu efter 10 år i bestyrelsen har valgt at stoppe. Tak for en kæmpe indsats til dig, Johannes og især tak for din lune måde, at have gjort tingene på. Og lad mig så slutte med en slags sammenfatning. Lad os nu i fællesskab gå de opgaver og udfordringer i møde, som fremtiden vil byde os. Ganske sædvanligt i lyset af det aller vigtigst vi har. Vort altid og evig aktuelle motto: Én for alle og alle for én Gud til ære, næsten til værn.