Børn holder til meget,...men ikke til at blive holdt udenfor!

Transkript

1 Børn holder til meget,...men ikke til at blive holdt udenfor! Kræftrådgivningen i Århus Amt i samarbejde med Psykologisk Institut, ÅU, har gennem de sidste to år haft et særligt fokus på børnefamilier, hvor en forælder har fået konstateret kræft. Fra samtalerne i 35 familier er det blevet til et væld af indtryk og erfaringer, som vi gerne deler ud af, lyder det fra lederen af Kræftrådgivningen, Henrik Kruse, teolog og familieterapeut. Hvorfor er det så vigtigt at tale med børnene om sygdommen? Så snart det værste chok har lagt sig ovenpå diagnosen kræft, er det for næsten alle forældres vedkommende bekymringen for børnene der melder sig. Hvad og hvor meget skal de vide? Og spørgsmålet forbliver så men aktuelt under hele sygdomsforløbet. Familier er meget forskellige, i én indvier man hinanden i de mindste detaljer, i en anden snakker man mere i overskrifter. Med respekt for forskelligheden kan vi måske nærme os et overordnet svar med den lidt skæve formulering: børnene skal vide tilstrækkeligt til, at vi som forældre ikke behøver at holde dem på afstand. Med andre ord, handler det først og fremmest om inddragelse, mindre om viden. De fleste børn holder til meget, når de føler sig med i fællesskabet... ingen trives med følelsen af at være holdt udenfor! For de mindste (op ti 6-8 år) er behovet for eksakt viden meget lille. Mindre børn er ikke interesserede i deres mors sygdom, de er interesserede i deres mor. Om hun stadig... med sygdommen, kan være deres mor. Børn spørger ikke efter svar, men efter tryghed! Med alderen vokser behovet for viden, og for teenageren er viden i mange situationer en betingelse for at føle sig inddraget. At være udenfor nærer skylden og giver liv til spøgelser. Børn har bedst af at være med! Det er ganske forfærdelig, hvilke fantasier børn kan få om det, det ikke bliver sagt, og som de derfor er nødt til at gætte sig til. "Jeg var sikker på, at min mor blev syg, fordi jeg ikke havde været sød nok og larmet for meget. Hun sagde jo tit, jeg får ondt i hovedet af al det råberi!" Sådan en udmelding fra et barn på 10 år, er næsten ikke til at bære. Så lad os fortsætte med en lille fyr, lige begyndt i skole, som med sine meget kloge ord er et ligeså bevægende eksempel på det modsatte, at sandheden, uanset hvor barsk også gør godt. Det mest presserende problem for forældrene, og anledningen til vores besøg var, at børnene på trods af farens meget dårlige prognose og tilstand endnu ikke havde fået at vide, at sygdommen var dødelig. De fire børn havde alle kunne mærke, at noget var helt galt, og alles humør var smittet af usikkerheden og gætterierne. Den ældste pige holdt sig væk hos kæresten, den midterste spillede computer eller slåssede med den lille, som ingen ellers havde overskud til at tage sig ordentlig af. Da vi skulle af sted og tog afsked i soveværelset, hvor faren lå, spurgte vi den lille, om hvordan besøget og snakken havde været. "Der er to ting", sagde han eftertænksomt, og kravlede samtidig op i sengen til sin far, "den ene er god og den anden er dårlig. Den gode er, at jeg har fået noget at vide. Den

2 dårlige er det, jeg har fået at vide." Ordene kom fra en seks årig, som ikke kunne være alene med sin egen usikkerhed og spøgerierne, men godt kunne bære tanken om sin fars død...sammen med andre. Håbet blev grunden til, vi aldrig fik talt om døden "Vi håbede jo til det sidste, og talte derfor ikke om sygdommen... for ikke at tage håbet fra hende. Nu bagefter kunne jeg ønske, at vi havde haft mod til at tale sammen om det vanskelige, mens tid var." Manden ser ned, taler langsomt og undgår øjenkontakt med sin teenager datter og de to mindre børn. Det er stadig svært at tale om mors sygdom og død. Så længe der er liv, er der stadig håb, plejer vi at sige til hinanden. Det er også rigtigt, og håbet er utroligt vigtigt for at kunne blive ved med at finde kræfterne frem. Men eksemplet viser også med al tydelighed, at håbet har sin grænse. Sagt på en anden måde; at "holde håbet i live" må ikke blive på bekostning af åbenheden... om selv det værst tænkelige! Hvordan kan vi på samme tid håbe på det bedste og tale om det værste? Begge sider er nødvendige, for at ingen behøver at gå alene med de værste tanker. Hvad foregår der indeni teenageren? Megen bekymring fra voksne ender i udspørgen eller direkte forhør af børnene. Det går især ud over teenagerne, som måske heller ikke længere er så meddelsomme. Trangen til at udspørge er en naturlig reaktion på usikkerhed. Og problemet bliver som regel større, hvis forælderen ikke har en anden voksen at tale med. Vores erfaring er, at der er en hårfin balance mellem at vise en naturlig omsorg og interesse for den unges velbefindende og så på den anden side et grænseoverskridende pres på at skulle tale om og vise følelser. En mor udtrykte stor bekymring for sin seksten årige søn, som bl.a. havde fået problemer med at følge med i klassen. Han havde også været i slåskamp ved flere fester, hvilket bestemt ikke lignede ham. Hun mente, at han kunne have brug for at tale med en psykolog. Han ville ikke tale med hende om det, og klappede i som en østers, når hun stillede spørgsmål. Indledningsvis havde moren fortalt, at faren var syg af kræft, men at det nu ikke var ham, men sønnen hun gerne ville tale om. For at gøre en lang historie kort, kom det frem, at faren lå i en hospitalsseng hjemme i stuen. Han var døende, men ville slet ikke tale med sin store søn om sygdommen. Hver gang knægten skulle op på sit værelse, måtte han passere sengen med sin dødssyge far... som ikke ville tale om sygdommen. Ikke så underligt, at sønnen indimellem kogte over med et virvar af tanker og følelser, rettede mod hans far, som sagde ingenting. Børn er ofte symptombærere. De har endnu ikke lært at indkapsle det vanskelige, det skal ud på en eller anden måde, hvilket i øvrigt kan blive anledningen for forældrene til at få genfundet forældre-ansvaret. Vi må i hvert fald passe på ikke at gøre symptombærerne til problemet, det kommer der ikke noget godt ud af. Skyldes de voldsomme reaktioner kræften, eller er de helt normale? Kræften skal have skyld for meget, og det hjælper som bekendt i mange vanskelige situationer med en fælles fjende. Men der kan også være et behov 2

3 for at skille tingene ad og spørge, hvad er årsag til hvad? Hvilke reaktioner skyldes sygdommen, og hvilke har andre grunde eller er helt naturlige for børns udvikling på deres alderstrin. Afklaringen er vigtig for at kunne forholde sig barnets reelle problem. I én familie var der således stor åbenhed om morens sygdom, og børnene kunne give frit løb for deres følelser i forhold til hende, mens forældrenes nylige skilsmisse var lukket land. På spørgsmålet om, hvad der "fylder" mest, svarer et af børnene, at savnet af at være en hel familien fylder dobbelt så meget som morens sygdom. Et andet eksempel er den 15 årige pige, som pludselig "flygter" hjemmefra, hvilket giver forældrene grund til stor bekymring og megen snak om sygdom med datteren. Pigens historie lyder noget anderledes. Hun er ved at voksen og gider ikke kede sig med de gamle hver aften... og for øvrigt hjælper det ikke på lysten med al den snak om hendes forhold til morens sygdom. Hvem vil ikke gerne bare være "normal". Er der noget vi voksne ikke skal fortælle? Ja! Som voksne skal vi passe på med at fortælle noget, som vi ikke kan bære vore egne eller børnenes reaktioner på. Når voksne fralægger sig ansvaret... tager børnene det... og det er det rene gift for dem! Men, tag ikke fejl! Børn er skrøbelige, når de selv skal bære ansvaret, er der derimod en voksen som ta'r det, kan de klare at høre næsten alt. En mor ringede en fredag formiddag til Kræftrådgivningen og fortalte meget fattet, at hun havde brug for hjælp til at få talt med sine teenager børn om kræftsygdommen, som hun aftnen før havde fået konstateret. "Jeg kender mig selv så godt, at jeg mister fatningen totalt... og så svigter jeg dem, og i den situation er det slet ikke OK. Så, jeg vil gerne have, at der kommer én, som kan sidde med ved samtalen... så skal jeg nok klare det!" Et dejligt eksempel på en forælder, som var i stand til at tage det voksne ansvar på sig i en frygtelig svær situation. Hun tog ansvar ved at forholde sig til sin magtesløshed og bede om hjælp. Samtalen med børnene blev barsk for alle, moren græd indimellem, men var samtidig i stand til at blive i rollen som mor overfor børnene. Én blev meget stille, mens en anden kom med alverdens løsningsforslag til den håbløse situation. Mellem tårerne formåede moren at forholde sig til dem begge... som deres mor. Med lidt hjælp, kunne hun tale med børnene om alt! Når upassende følelserne skaber afstand Det var vort femte besøg i familien. Første gang havde moren lige fået konstateret kræft og mærkede endnu ikke noget til sygdommen. Nu var hun død, for fire dagen siden. Da vi kom, var det tydeligt, at Maria på 11 år ikke ville snakke med os, og hun løb ind og gemte sig på værelset ved siden af stuen...dog med døren lidt på klem. Vi havde ellers en rigtig god kontakt til Maria, som den sidste måned have deltaget i en af vore grupper for børn med en kræftsyg forælder. Nu hørte hun høj musik inde på værelset, men alligevel ikke højere end at hun kunne høre, hvad vi talte om. Hendes to små brødre, faren og bedsteforældrene sad i stuen. Faren fortalte, at han var meget bekymrede for Maria. Hun var meget vred hele tiden, og hun havde været så vred på sin mor, at hun slet ikke ville være tæt på hende, og det var kun på deres vedholdende opfordring, at hun havde 3

4 taget afsked med sin mor. Når talen kom på moderen, eller hvis nogen nævnte noget, der havde det mindste med moderen at gøre, så gik hun demonstrativt. Vi begyndte, at fortælle familien om, hvad det er, der kan gøre børnene så vrede, når de mister en forælder. At vreden kan dække over et stort savn og en stor smerte, men at den også kan være en naturlig vrede over at hendes mor har tilladt sig at forlade hende, alt for tidligt, og inden hun var klar til det. Mens vi sad og talte om flere eksempler på børn, der reagerede på samme måde som Maria...uden at nævne hendes navn, dukkede hun pludselig og lydløst op ved bordet. Vi talte videre uden at give hende for meget opmærksomhed. For at hjælpe hende ind i samtalen, blev hun på et tidspunkt spurgt om, hvad hun troede, de andre i børnegruppen ville sige til hende, hvis de var her, og hvis de vidste at hendes mor lige var død. Hun svarede hurtigt: Så ville de sige at det var meget synd for mig. Og én af drengene ville foreslå, at jeg skulle gå ud og hoppe i trampolin. "Ja, det tror jeg også han ville foreslå", og den voksne fortsatte, " for han ved, at når man hopper i trampolin, så kan man være både ked af det, vred og glad". Nu var det pludselig OK at være vred, og samtidig var der skabt en forbindelse mellem vreden og de andre følelser. Maria fortalte herefter ivrigt om sin dagbog, hvor hun skrev ting ned, som hun senere ville læse op for moren, når hun besøgte gravstedet. Hun fortalte meget levende og kunne næsten ikke stoppe igen. Faren og bedsteforældrene var meget rørte over at se og høre, at Maria var ligeså berørt som dem. Vreden havde måske også været en måde at skabe lidt distance til det, der var alt for svært at bære. Ved at tale om børns naturlige reaktioner og ved at "tune in" på Maria, lægge stemme til hendes formodede tanker og følelser og ved at bruge stemmerne fra børnegruppen, blev det lettere for Maria at acceptere og måske endda forstå hendes egen voldsomme reaktion. Hun var tilbage i familien! Sygdommen må ikke fylde det hele Hvordan reagerer børnene, når det bliver for svært? Man kunne også spørge, "Hvilke strategier bruger børnene for at beskytte sig selv mod det, de ikke er i stand til at håndtere?" Flere børn fortæller, at de går ind på deres værelser, hører musik, eller ser videofilm. En dreng opholder sig mest hos kammerater, og har meget sjældent dem på besøg, for hjemme hos ham skal de være stille. Fælles for børnene er, at de ind imellem søger væk fra sygdommen og de situationer, hvor forælderens sygdom virker mest konfronterende, og der hvor savnet af det normale familieliv er stort. En pige fortæller, at når hun bliver ked af det, leger hun med sine katte. Dem kan hun kramme, når mor er for træt og far er på arbejde. Noget af det børnene virkelig nyder, er at kunne pjatte med og drille forældrene. For børnene betyder det meget, at der er plads til det hele! Det stiller større krav til den raske forælder og til netværket i øvrigt. I skolen har børnene brug for opmærksomhed... og frikvarter! Det er rart, at lærerne ved, at min mor eller far er syg, fortæller langt de fleste børn. Det er også godt at de spørger, hvordan jeg har det, og at vi kan 4

5 snakke om det i klassen... bare ikke hele tiden! Her gælder det om at finde en balance, så barnet oplever et ansvar for at skabe åbenhed fra de voksne, og at barnet samtidig får lov til at bruge skolen og kammeraterne som et tiltrængt frikvarter fra det svære derhjemme. Skolens er et alle tiders sted til at få grint og pjattet og være flittig og dum og doven... som børn er flest. Børnegrupper... et sted hvor børn hjælper hinanden "Min mor skælder så meget ud, at hun får tårer i øjnene", fortæller Sanne. Det med at få meget skældud er også kendt tema hos de andre børn. Louise siger, at hendes mor også skælder mere ud nu. Hvis hun ikke lige gør det moren beder hende om, bliver moderen meget vred og truer med, at hun ikke må gå til sport mere. Louise siger henvendt til Sanne: De skælder ikke ud på os, fordi de er vrede på os, men fordi de selv har det svært. En af drengene kan også bidrage; Min far er begyndt at skælde mindre ud og så skælder min mor også mindre ud. Når min far har det bedre, skælder min mor mindre ud En pige fortæller, at det hun er allermest bange for, er at hendes far skal græde i kirken, når moderen skal begraves. Hun siger, at hun ikke selv vil græde...det har hun besluttet. Også i andre sammenhænge har hun i gruppen givet udtryk for stor ansvarlighed i forhold til forældrene. Måske er hun bange for, at hun aldrig holder op igen, hvis hun først begynder at græde, eller måske endnu værre,...at hendes fortvivlelse vil få familien til at gå i opløsning! En af drengene er ikke sen til at svare på hendes beslutning: Man græder sgu da` når ens egen forældre dør ellers er man da mærkelig Drengens klare og lidt skrappe tilbagemelding påvirkede uden tvivl pigen hun blev stille og tænksom. Han kunne netop give hende dette modspil, fordi han var i samme situation som hende og derved havde en position, som tillod ham at udfordre hende. Og denne erfaringsudveksling børnene imellem er den store gevinst ved at lade børnene mødes i mindre grupper. Dels får de luft overfor ligestillede, de får med- og modspil, og den største gevinst er måske, at børnene får oplevelsen af ikke at være alene i den svære situation... oplevelsen af at være ganske normale. Faktaboks: Samarbejde om rådgivning og forskning Kræftrådgivningen i Århus Amt har i samarbejde med Psykologisk Institut, Århus Universitet etableret et tilbud om psykosocial rådgivning til børnefamilier, hvor en forælder lider af kræft. Tilbudet består af familiesamtaler i eget hjem, evt. suppleret med et kortvarigt gruppeforløb til børnene. Tilbudet om rådgivning har været en del af et Europæisk forskningsprojekt (COSIP), i Danmark under ledelse af Mikael Thastum, Cand. psyk. Ph.d. og adjunkt ved Psykologisk Institut i Århus. Projektet har modtaget støtte fra Sygekassernes Helsefond og Sundhedsministeriets Aktivitetspulje. 5