Læreprocesser i praktik Læreprocesser handler om det der sker i den lærende/studerende, både mens der læres og som resultat af læringen.

Transkript

1 Kapitel 1 LÆRING I PRAKSIS Sygepleje som professionsfag Sygeplejefaget er en profession, og sygeplejerskeuddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse, der skal føre til professionsudøvelse. Det moderne samfund er præget opsplitning, specialisering og foranderlighed og sundhedsvæsenet fordrer fagpersoner med højt specialiseret viden, specifikke faglige kvalifikationer og brede almene kvalifikationer. Kompetent professionsudøvelse forudsætter teoretisk og praktisk handleberedskab Sygeplejerskeuddannelsen må således skabe basis for, at den enkelte kontinuerligt er istand til at udvikle sine færdigheder og kundskaber - og dermed erhverve den kompetence der skal til for at fungere i sygeplejepraksis. Kundskabsformer i sygeplejeuddannelsen Sygeplejekompetence består af tre kundskabstyper som tilsammen udgør en helhed : * teoretisk kundskab * praktisk kundskab * erfaringskundskab. Teoretisk kundskab drejer sig om at vide at, at vide om og vide hvorfor. Det er en struktureret og systematiseret viden i skriftlig form og den findes i bøger. Praktisk kundskab er de færdigheder som beherskes og drejer sig om at vide hvordan og at kunne gøre og er knyttet til handlinger eller en bestemt praksis Erfaringskundskab er en individuel oplevet kundskab, og er resultat af den enkeltes personlige møde med lærestof, materiale og personer - det bliver den enkeltes personlige kundskab. Grundlaget for denne type kundskab er det at opleve - at føle og blive berørt som menneske. Bearbejdelse af oplevelser giver erfaringer, som kan sættes ind i en meningssammenhæng og skabe ny kundskab. For at udvikle disse kundskabstyper, må uddannelsen foregå dels som teoristudier, dels som praktikstudier. I denne sammenhæng vil der herefter blive fokuseret på læring i praktikstudier Læreprocesser i praktik Læreprocesser handler om det der sker i den lærende/studerende, både mens der læres og som resultat af læringen. Den studerende må tage ansvar for og have vilje til at indgå i processen, og vejlederen kan iværksætte tiltag for at støtte denne. Vejlederens kyndighed i forhold til at realisere vilkår for læring bliver en vigtig forudsætning for at læreprocessen hos den studerende kan igangsættes og vedligeholdes. Studier i praksis sker i dynamisk samspil med mennesker, i situationer som stadig forandres. Den studerende er i konstant samarbejde med andre og er ofte underlagt handlingstvang Denne medvirken i den konkrete fagpraksis indebærer muligheder for dels at se kyndige fagfolk i deres naturlige funktion, dels at drøfte handlinger og oplevelser med disse.

2 æreprocesserne i praktikstudier er således bundet til en bestemt social kontekst, betydningen heraf beskrives i teorien om situeret læring, som beskrevet af to amerikanske forskere i pædagogik, Jean Lave og Etienne Wenger. Situeret læring Et vigtigt perspektiv på læring i praksis - er opmærksomheden på at læringen foregår i en social sammenhæng og udvikles over tid : At læringen er situeret. Læringen ses som indlejret i given social praksis, og er betinget af den studerendes deltagelse i denne. I denne forståelse, er der flere elementer der er karakteristiske : Den studerende bliver en del af et praksisfællesskab, som udgør et reservoir af færdigheder, viden og værdier. I takt med at den studerende lærer at løse og samarbejde omkring praksisfællesskabets opgaver opbygges den faglige identitet. Det at have mulighed for at observere den erfarne fagudøver i funktion og derefter selv arbejde konkret med opgaverne igen og igen, dvs gentage samme opgave mange gange er med til fremme læringen. Den studerende får desuden, gennem sin praksisdeltagelse, mulighed for umiddelbar og kontinuerlig evaluering på sin løsning af de udførte opgaver. Praksisfællesskaber rummer i princippet ovennævnte læreressourcer, og adgangen til dem er afgørende for læreprocessens succes. Dette afhænger i høj grad af den studerendes mulighed for at kunne blive fuldgyldigt medlem af fællesskabet - dvs over tid at kunne bevæge sig fra at være i periferien af fællesskabet til reelt at være fuldgyldigt medlem. Et andet relevant perspektiv på læring i praksis, rummes i teorierne om erfaringslæring, som er beskrevet i sygeplejerskeuddannelsens uddannelsesordning med reference til den amerikanske psykolog David Kolb. Erfaringslæring. Alle oplevelser medfører ikke i sig selv læring, der må ske en personlig tilegnelse og bearbejdelse - en omdannelse. At lære bliver således at omdanne oplevelser til erfaringer. Læring kan ses som et resultat af konfrontation mellem 4 læremåder: konkret erfaring - refleksiv observation, abstrakt begrebsliggørelse og aktiv eksperimentering. Den studerende veksler mellem at være aktør i og observatør af processen - mellem aktiv afprøvning og afsondret analyse.(kolb) Erfaringslæring indebærer, at personen udvider sin indsigt ved at omstrukturere sin tidligere viden. Den tidligere viden ses i nyt perspektiv på grundlag af den nye erfaring hvilket leder til et udvidet grundlag for at handle i fremtiden. I forhold til praktikuddannelse vil det således være vigtigt at tage højde for at den studerende får muligheder for at arbejde med og i konkrete patientsituationer, men også give tid og rum til eftertænksomhed i forhold hertil De mest centrale elementer i erfaringslæring er altså personlig oplevelse, refleksion og omformning af viden og mening. I det følgende præciseres begrebet refleksion. Refleksion. Refleksion er en mental proces, hvor et sagsforhold eller en oplevelse tænkes grundigt igennem

3 uden ydre forstyrrelser. At reflektere betyder, at overveje, at grunde over noget. Der vendes tilbage til situationen eller oplevelsen. Refleksion kan også indebære at tænke over eller tage stilling til noget der er fortalt, f.eks. formidlet gennem undervisning. Refleksion aktiverer alle sider af personligheden, både tanker og følelser - og kan f.eks. omfatte afklaring af egne tanker og følelser i forhold til en konkret situation eller et bestemt lærestof. Refleksion kan være noget man gør alene - tankemæssigt eller skriftligt, eller det kan gøres i samarbejde med en anden. At reflektere indebærer villighed til at forholde sig spørgende og udfordrende til sine oplevelser - at kunne tåle evt. uro og frustration under processen. At reflektere kræver mod, åbenhed og parathed - og kan være den nøgle der omdanner oplevelser til erfaringer ( = læring). At udvikle evne til at reflektere og på den måde lære af sine oplevelser, indebærer at have lært sig at lære. De studerende opfordres til gennem hele uddannelsen at reflektere over sine praksisoplevelser - dels for sig selv, i form af at skrive dagbog - reflektionsdagbog - og dels sammen med praktikvejlederen, i forbindelse med vejledningssamtaler. Vejledning. Praktikvejlederen kan iværksætte forskellige tiltag for at fremme den studerendes læreproces under praktikforløb. Et af disse tiltag er vejledning, som bør gennemføres kontinuerligt. Vejledning er at sætte refleksion igang, og er en struktureret samtale, som gennemføres på grundlag af mundtlig eller skriftlig oplæg fra den studerende. Vejledningen skal udfordre og støtte den studerendes overvejelser over egen praksis. At støtte den studerende ved at være spørgende og diskuterende i denne proces, og at støtte til at kunne drage konsekvenser og omsætte disse til handlinger, er en central del af vejledningen. Vejledning er en proces over tid og omfatter følgende faser: * førvejledning * iagttagelse af praksis * eftervejledning Førvejledning. I førvejledningen er det tænkningen hos den studerende der er udgangspunkt. Det er den studerende der må beskrive og begrunde, hvilke overvejelser denne har gjort sig i forbindelse med en konkret sygeplejehandling. Vejledning og overvejelserne skal bidrage til at klargøre forholdet mellem den studerendes egen teori om sygepleje og den planlagte praksis. Førvejledningen er konsekvensrettet, idet vejledningen får praktiske konsekvenser for den studerendes videre planlægning og tilrettelæggelse af sygeplejehandlingen. Det er praktikvejlederens opgave at fornemme, hvornår den studerende har behov for yderligere problematisering eller bekræftelse, og at inddrage en bred vifte af sygeplejerelaterede perspektiver, som kan befordre den sygeplejemæssige tænkning. Praktikvejlederen kan af etiske og faglige grunde være nødt til at bremse sygeplejeforslag fra den studerende. Iagttagelse af praksis Praktikvejlederen er tílstede ved det planlagte sygeplejeforløb. Hermed gives der mulighed for råd og vejledning i selve forløbet og en efterfølgende evaluering. Det er praktikvejlederens opgave at have opmærksomheden rettet mod udvalgte områder i netop

4 dette sygeplejeforløb. I udvælgelsen af observationsområder må praktikvejlederen tage udgangspunkt i det forhold, at den studerendes teoretiske kundskab og praktiske erfaring øges gennem uddannelsen. På grundlag af den iagttagne praksis og i forhold til kompetencebeskrivelserne for det aktuelle semester, kan praktikvejlederen danne sig indtryk af den studerendes ståsted og diskutere hvilke perspektiver der fører videre frem og dermed øge opmærksomheden på progressionen i læreprocessen. Eftervejledning Udgangspunktet for eftervejledningen er iagttagelser eller beskrivelser af et konkret sygeplejeforløb med udvalgt fokusområde. I eftervejledningen kan det være hensigtsmæssigt at at træne den studerende i at forholde sig kritisk, reflekterende til egen praksis. Praktikvejlederen og den studerende kan have skiftende forpligtigelse til at udvælge hvilke områder, der eftervejledes om. Eftervejledningen skal ses i relation til førvejledningens begrundede handlingsvalg og forestillinger om sygeplejeforløbets resultater. Gradvist skal den studerende blive i stand til at vurdere egen faglige og personlige kompetence og dermed kunne redegøre for de handlingsmæssige konsekvenser, der kan drages ud af et gennemført sygeplejeforløb. Tilrettelæggelse af praktikforløb I tilrettelæggelse af praktikforløb tilstræbes progression, kontinuitet og sekvens Progressionen kommer til udtryk i: * de studerendes stadig større selvstændighed i forvaltning af opgaverne i praktikken * udviklingen fra det første observerende praktikstudie til det afsluttende proffessionsrettede forløb, hvor den studerende selvstændigt og i samarbejde med andre kan forestå og begrunde sygeplejerskevirksomhed. Kontinuitet og sekvens skabes ved: * at der arbejdes med samme patient(gruppe) over tid. *at organisere praksis i afgrænsede læresituationer, således at der kan bygges på tidligere erfaringer. I forhold til planlægning af de enkelte praktikforløb kan det være hensigtsmæssigt at opdele perioden i faser. * Blive-kendt fase * Arbejdsfase * Afslutningsfase Blive- kendt fase: De første dage på et nyt praktiksted er den studerende optaget af egen funktion. Der er meget nyt på en gang og det kan være vanskeligt at sortere indtryk. Oplevelsen af usikkerhed kan være stor og energien rettes mod en selv og egen funktion i systemet. Utrygheden kan blokere for evnen til at opfatte informationer og vejledning, som bliver givet. Det bliver derfor centralt at praktikvejleder og studerende at bliver kendt med hinanden og at der arbejdes på at etablere kontakt og skabe en tryg atmosfære. Afklaring af gensidige forventninger og aftaler om fremtidig samarbejde er vigtige elementer i denne forbindelse. Den studerendes tidligere erfaringer må komme frem i denne fase, således at praktikvejlederen kan hjælpe med at udvælge relevante opgaver og patientsituationer - hjælp til planlægningen i

5 denne fase vil bidrage til at den studerende gradvis får overblik over læringssituationerne i praksis. Arbejdsfase: Efterhånden som den studerende falder til på praktikstedet mindskes usikkerheden og evnen til mere nuanceret observation og udadrettet opmærksomhed udvikles. Det personlige engagement rettes nu i højere grad mod patienter og samarbejdspartnere. Som studerende har man brug for at dele praksisoplevelser med mere erfarne vejledere. Der er derfor grundlag for en produktiv læringsfase, hvor før- og efter vejledning kan bidrage til erfaringsudvikling, og træne den studerendes evne til at bearbejde egne oplevelser. En kyndig vejleder, der synliggør egne værdier og faglige ståsted er med til at udfordre den studerendes argumentationsgrundlag. I denne periode udvælges og afgrænses læresituationer i forhold til de kompetencer den studerende skal udvikle i pågældene praktik. Udvælgelsen af læresituationer sker også med opmærksomhed på følgende principper: * fra det enkle til det komplekse * en patient til flere patienter * fra kendte(stabile) til ukendte(akutte) situationer Den studerendes selvstændighed og evne til at handle i forskellige situationer vil gradvis udvikles i denne periode. Afslutningsfase: I slutningen af praktikperioden er den studerende midt i en produktiv lærefase. Hun/han er blevet tryggere i fællesskabet og fået frigjort energi til fordybelse i forskellige patientsituationer. Den studerende kan efterhånden indfri større og større krav og udfordringer og feks indgå i komplicerede patientforløb. Vejlederen kan fortsat stimulere til bevidstgørelse af holdninger og til stillingtagen til etiske dilemmaer. Evaluering og standpunktsbedømmelse. Evaluering. Evaluering er en proces, hvor minimum to personers vurdering af samme sag mødes, det vil sige at vurderinger foretaget af vejleder og studerende er evalueringens forudsætning. Hensigten med evaluering er at frembringe vækst, det er en kontinuerlig proces som foregår op imod definerede mål. Selvevaluering danner basis for processen som er fremadrettet. Efterleves ovennævnte principper, vil evaluering udgøre et væsentlig aktiv for motivation og indlæring, og dermed udvikling, vækst og dannelse. I praktikuddannelsen vil løbende evaluering bidrage til, synliggørelse af og dialog om, i hvor høj grad den studerende har udviklet de for perioden ønskede kompetencer. Evaluering danner baggrund for planlægning af den fortsatte læreproces. Standpunktsbedømmelse. Standpunktsbedømmelsen er en vurdering af hvorvidt den studerende har udviklet de kompetencer der er målet for pågældende praktik og den foretages af vejlederen i samarbejde med sygeplejelæreren. Bedømmelsen meddeles herefter den studerende.

6 Standpunktsbedømmelser har en formel kontrollerende funktion, og er et samfundsmæssigt krav i forbindelse med at sikre en vis kvalitet i uddannelsen. Vurderingen sker på baggrund af de data, vejlederen har kunnet indsamle omkring den studerendes funktion, og som den studerende gennem de løbende evalueringer er bekendt med. Der er krav om 4 standpunktsbedømmelser i forbindelse med praktikuddannelsen, som alle munder ud i en konklusion, bestået/ikke bestået.

7 Anvendt litteratur til kapitel 1. Bjerknes, Mari Skanke, mm. : Praktiske studier, Tano, Otta Fagermoen, May Solveig : Sygepleie i teori og praksis, Universitetsforlaget, Oslo 1993 Hounsgaard, Lise, mm : Læring i sundhedsvæsnet, Gyldendal- Nordisk forlag, København 99 Illeris, Knud : Læring udvikling og kvalificering, RUC, København 1995 Lavås, Per, mm. : Veiledning og praktisk yrkesteori, Capplens Forlag, Otta 1991 Nielsen, Klaus mm.: Mesterlære- læring som social praksis. Reitzels forlag, København 1999 Orth, Peder, mm. : Pædagogik, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk, København 1996.