Metamoderne Politik I TEORI OG PRAKSIS. Redegørelse for en metamoderne politisk filosofi og hvordan en sådan kunne tage sig ud i praksis METAMODERNA

Transkript

1 Metamoderne Politik I TEORI OG PRAKSIS Redegørelse for en metamoderne politisk filosofi og hvordan en sådan kunne tage sig ud i praksis Dette dokument udgives af tænketanken METAMODERNA METAMODERNA

2 Forord - hvad handler dette dokument om? Dette dokument er en sammenfatning af en række indlæg der udkom på Metamoderna i tidsperioden fra 4. september til 23. december 2015, og som bygger på et dokument, politisk manifest om man vil, som oprindeligt havde til formål at starte et politisk parti i Sverige der lægger sig meget tæt op ad det danske parti Alternativet både ideologisk og i dets tænkte praktiske udformning. Indlæggene var derfor tænkt som en samlet helhed og kan her læses fra start til slut. Formålet er at redegøre for en metamoderne politisk filosofi og hvordan en sådan kunne tage sig ud i praksis. Yderligere er tanken og vores forhåbning at dokumentet kan inspirere og skabe debat om hvilket samfund vi ønsker os i fremtiden. Grundlæggende udgår vi fra at fremtidens politik kommer til at forme sig radikalt anderledes end dagens, at grundet de enorme og hurtige samfundsforandringer vi oplever i dag, så er det ikke tilstrækkeligt med kun at forestille sig at det der er både opnåeligt og ønskeligt blot er mere af det samme som vi har allerede kender. Dette er en positiv vision for samfundet og et bud på hvordan vi kunne tænke nyt og anderledes vedrørende politikken og samfundet. At ikke blot reagere mod alle de nye udfordringer vi står overfor som individer og samfund, men proaktivt tænke udover de umiddelbare vanskeligheder og for alvor stille os selv spørgsmålet hvad vi egentlig ønsker os af livet og hvilken verden vi gerne så vores børn og børnebørn vokse op i. Dette er ikke en færdig manual til hvordan vi skal udforme fremtiden samfund, men blot et udkast, en skitse, og forhåbentlig et inspirerende materiale om nye måder vi kan tænke på og hvilke store muligheder vi faktisk har for at ændre verden til det bedre. At udvikle fremtidens samfund kræver alles aktive deltagelse, og alle de små og store løsninger er intet nogen enkeltperson kan opfinde heller ikke os på Metamoderna. Derfor vil vi hermed invitere dig til at deltage i udformningen af vores fælles fremtid. Varmt velkommen! METAMODERNA Emil Ejner Friis & Daniel Görtz Lund, 24. december 2015

3 Indhold Forord - hvad handler dette dokument om?... 1 Kapitel 1: Inledning til en metamoderne politik Er vores samfund færdigudviklet?... 6 Et samfundsmæssigt plateau... 7 Næste niveau af samfundsvisioner skaber vi sammen... 8 Tre niveauer af samfundsudvikling de brede penselstrøg... 8 Sådan kultiverer vi den kollektive intelligens Den kollektive intelligens fire gensidigt forstærkende felter Den kollektive intelligens udvikler vi sammen, et skridt ad gangen Hvordan engagerer vi mennesker politisk? Politiske allergier og hvordan vi går udover højre/venstre-skalaen Politiske allergier Hvad er sandhedens mangfoldighed? Kapitel 2: Metamoderne politisk filosofi Metamoderne politisk filosofi #1: Solidaritet med alle følende væsener Hvordan kommer vi videre? Metamoderne politisk filosofi #2: Dybde i politikken Eksempler på fordybning af politikken Risici med en mere dybdegående politik Metamoderne politisk filosofi #3: Niveauer af kompleksitet Den gamle lineære tankegang Den nye komplekse tankegang Metamoderne politisk filosofi #4: Niveauer af frihed Metamoderne politisk filosofi #5: Individuation og integration Individuation uden integration

4 Integration uden individuation Individuation og integration i politikken Metamoderne politisk filosofi #6: Transpartiel politik Metamoderne politisk filosofi #7: Transpersonlig politik Metamoderne politisk filosofi #8: Transnational demokrati Internationalismens begrænsninger Kapitel 3: Det lyttende samfund Næste niveau af velfærd: Det lyttende samfund Traditionel velfærd og det lyttende samfund Kan det lyttende samfund redde velfærden? Menneskets højere behov Hvordan kan velfærden udvides? Fra tolerancens til acceptens samfund Kapitel 4: Lykkens økonomi Lykkens økonomi #1: Næste niveau af økonomi for en bæredygtig udvikling. 45 Lykkens økonomi for en bæredygtig udvikling Lykkens økonomi #2: Balance mellem indre og ydre udvikling At balancere indre og ydre udvikling i vores økonomiske systemer Lykkens økonomi #3: Økonomiens menneskelige drivkræfter Mangel- og glæde-styret adfærd Lykkens økonomi #4: Hvad er økonomisk samudvikling? Lykkens økonomi #5: Hvordan skaber vi en virkelig fri økonomi? Lykkens økonomi #6: Hvordan kan vi gøre samfundet mere lige og retfærdigt?51 Lykkens økonomi #7: Hvordan kan hverdagens spil forandres? Lykkens økonomi #8: En ny økonomisk tankegang for en bæredygtig udvikling Behovet for lykkens økonomi

5 Kapitel 5: Fremtidens nye politikområder Fremtidens politikområder #1: Politikkens nye ansigter Fremtidens politikområder #2: Demokratiseringspolitik at udvikle medborgerskabet Demokratiseringspolitik i praksis Fremtidens politikområder #3: Fællesskabspolitik at forbedre kvaliteten af vores relationer Fællesskabspolitik i praksis Fremtidens politikområder #4: Eksistenspolitik at gribe dybere ind i menneskets udvikling Eksistenspolitik i praksis Fremtidens politikområder #5: Emancipationspolitik at befri mennesket i dybden Emancipationspolitik i praksis

6 Kapitel 1 INDLEDNING TIL EN METAMODERNE POLITIK: Samfundets udvikling og den kollektive intelligens 5

7 Er vores samfund færdigudviklet? Ønsker vi at fremtidens samfund grundlæggende skal ligne det vi har i dag? Eller er der muligheder for at udvikle samfundet så det fungerer på en anden måde? Er visioner for fremtiden noget fornuftige medborgere bør bruge deres tid og opmærksomhed på? I dag lever vi på mange måder i vores forfædres utopi. Vi har muligheder og privilegier der for mennesker i tidligere århundreder havde været vanskelige at forestille sig. At have ret til sin egen krop, at frit kunne danne egne meninger og retten til at ytre dem, at have indendørs opvarmning hele året rundt, fri adgang til moderne lægehjælp, gratis uddannelse og mulighed til at vælge sin karriere selv eller endda starte eget firma. Vi lever i dag i et samfund hvor de færreste bekymrer sig for deres mest basale materielle velfærd og kan stille ost og skinke frem på bordet hver eneste dag og stadig være i stand til at give sine børn fine julegaver. Mange har endda mulighed for selv at eje deres egen bil og tage på ferie i udlandet. Selvfølgelig findes der stadig mennesker i Danmark som har det svært, enlige arbejdsløse forældre der kæmper for at få økonomien til at gå rundt, papirløse indvandrere uden adgang til majoritetens privilegier, syge der ikke får den hjælp de har brug for, men generelt må vi dog anerkende at vi har nået langt. En bonde i 1700-tallet ville ikke have troet sine egne ører. Heller ikke en fabriksarbejder i slutningen af 1800-tallet kunne have forestillet sig de fremskridt vi har opnået: kortere arbejdstid, højere løn, pension, ferie, velfærd. Det handler ikke kun om de teknologiske og materielle fremskridt, men også de politiske og sociale. Indtil for nylig blev det anset for at være en sygdom at være homoseksuel, eller endda en utilgivelig synd. For kun 100 år siden manglede kvinder endda stemmeret. Samfundet har udviklet sig. Vi har skabt mange nye uretfærdigheder og problemer, men vi har også gjort utrolige fremskridt i mange områder af livet. Selv om der er huller i det eksisterende system, er det dog ingen overdrivelse at sige at vi lever i vores forfædres utopi. Men der er intet der siger at den sociale og politiske udvikling skal stoppe her. I dag er mange enige om hvordan et godt, velfungerende samfund skal se ud: Et repræsentativt demokrati med et parlament og en række forskellige partier, retsstat, markedsøkonomi og et velfærdssystem som giver grundlæggende sikkerhed. Dette er hvad vi kalder et moderne demokrati. Men er samfundet nu færdigudviklet? Skal vi bare sørge for at bevare den eksisterende velfærd og reparere de huller der er opstået? Eller er radikalt anderledes visioner for fremtiden simpelthen urealistiske eller til og med farlige? Eller hvis vi vender på spørgsmålet: Er det realistisk at vores samfund, sådan som det grundlæggende fungerer i dag, er i stand til at klare alle de udfordringer vi står over for i fremtiden? Selv om gamle dages utopier er blevet realiseret, og til og med er blevet overgået, virker det som om at vi som samfund har svært ved at finde gode, bæredygtige løsninger på de aktuelle udfordringer vi står overfor. Samtidigt taler vi sjældent om fremtidens muligheder, en fremtid som er radikalt anderledes end hvad vi har oplevet hidtil. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi kan tale om hvordan vi ønsker at forme den. De politiske drøftelser handler i dag f.eks. om flygtningekrisen, økonomisk ulighed, arbejdsløshed, den globale konkurrence, unges 6

8 uddannelser og de tiltagende klimaproblemer. Dette er vigtige spørgsmål. Men de er alle blot reaktioner på akutopståede problemer, ikke proaktive og sammenhængende visioner for en bedre fremtid. Findes der slet ingen mulighed for at finde veje frem for samfundet som helhed, til de små og store utopier vi ønsker os i fremtiden? Hvis vi vil dette, så bliver vi nødt til at blive bedre til at skabe et billede af hvad slags samfund vi ønsker. Det handler ikke om at have urealistiske forventninger. Det handler om at tage livets muligheder alvorligt og spørge hvad vi kan vi opnå sammen? Et samfundsmæssigt plateau I vores nuværende tænkning og i det politiske system virker det som om vi har nået et udviklingsmæssigt plateau. Vi er frie, demokratiske og har en velfungerende retsstat og markedsøkonomi. Men findes der ingenting på den anden side af dette plateau? Er der ikke ting som kunne være anderledes i fremtidens samfund, ting der kunne være bedre end i dag og som fungerer på helt nye måder? Til dette er vi nødt til at i fællesskab stille to store spørgsmål: Hvordan ser det næste niveau af velfærd ud? Hvordan ser det næste niveau af markedsøkonomi ud? Det er ikke muligt at på forhånd vide hvordan fremtidens samfund kommer til at se ud. Vi kan ikke stole på at profeter eller geniale samfundsteoretikere skal opdage vores fremtid for os, tegne de store linjer og derefter blot følge dem i en langsigtet plan som vores politikere og administrative embedsmænd gradvist fører igennem. Vi har i dag et samfund der er præget af udbredt fremmedgørelse, psykisk lidelse, stress og miljøødelæggelser. Det ville have været rart hvis en stor leder kunne komme med alle løsningerne, ikke? Desværre virker det bare ikke som at vi har tid til at vente på den næste store profet, den næste FN-resolution eller at vores politikere løser problemerne for os? Så hvad skal vi gøre? Det er op til os selv som medborgere at udforme det samfund vi vil leve i. Der er ingen som gør det for os, og den hidtidige løsning med bare at udlicitere dette arbejde til folkevalgte lader kun til at give sparsomme resultater. Vi er derfor nødt til at finde smartere måder at arbejde sammen på om at udvikle samfundet og tale om fremtiden, bedre måder at samtale på, nye måder at nå ud til hinanden på og sammen skabe bedre fora for samfundsudvikling. Metamodernas bidrag til denne udvikling er at skabe nye begreber og teorier, samt sætte ord på de udfordringer vi står over for og præsentere mulige løsningsforslag sådan at vi sammen kan løfte samfundet til næste niveau. Vi kan dog ikke tilbyde færdige recepter, vores allesammens deltagelse er nødvendigt for at udfordre og videreudvikle disse idéer. Håber I vil være med. 7

9 Næste niveau af samfundsvisioner skaber vi sammen Om det moderne demokrati er endestationen for al samfundsudvikling, og om det kan være rigtigt at alle større visioner om hvilket samfund vi vil leve i bør skrinlægges til fordel for den blotte vedligeholdelse af det vi allerede har opnået. Bør vi glemme drømmen om utopia? Vi tror ikke det er klogt, faktisk tror vi ikke vi har råd til at holde op med at drømme. Det nuværende er i akut behov af forandring, og kun vi selv kan skabe den verden vi vil leve i. Det er derfor blevet på tide at vi samles om nye visioner for fremtidens samfund. Visioner er nødvendige eftersom vi står over for tre grundlæggende udfordringer, både i Danmark og globalt: At gøre det fattige menneske rigere. At gøre det rige menneske lykkeligere. Og at løse de to første udfordringer på en social og økologisk bæredygtig måde. For at imødekomme disse udfordringer er det ikke længere nok at vælge repræsentanter til at løse vores problemer for os, eller at vente på at smarte iværksættere og forskere kommer med alle idéerne. I stedet kan vi sammen skabe et samfund der fungerer på et højere niveau og som formår at håndtere de vanskelige udfordringer vi i dag har så svært ved at gribe om. Sammen kan vi videreudvikle det moderne demokrati. Det moderne demokrati er et godt grundlag for at bygge et nyt niveau af samfundet. Kun i demokratier kan vi mennesker frit udtrykke vores synspunkter, danne vores egne opfattelser, stemme efter vores overbevisninger og selv finde måder at forsørge os på og bidrage til samfundet. Det er faktisk et lille mirakel at vi opnåede alt dette, at vi formår at få tingene til at fungere i et demokratisk samfund. Men hvad kan vi gøre for at komme videre? Hvad kan vi gøre nu? Her på Metamoderna vil vi i den kommende tid forsøge at finde svar på disse spørgsmål. Det næste er en præsentation af det udviklingsperspektiv som ligger bagom tankerne på Metamoderna. Tre niveauer af samfundsudvikling de brede penselstrøg Det metamoderne udgør et lille udvalg af de ideer og perspektiver der findes i vor tid, en speciel bølge eller tidsånd. Denne tidsånd har et bestemt mønster. Når det traditionelle samfund blev udfordret af det moderne brød mange relaterede idéer frem omkring den samme tid. Man betonede demokrati, videnskab, juridisk lighed, tro på fornuften, på fremskridtet og menneskets rettigheder. Alt dette udfordrede og erstattede til sidst det traditionelle samfunds ordning med konger, adel, kirke og teologiens fremtrædende rolle i menneskers måde at finde svar. 8

10 De moderne idéer er stadig vigtige i dag, men er de seneste årtier blevet stadigt mere udfordret af det der er blevet kaldt det postmoderne. Postmodernismens idéer har sat spørgsmål ved om moderniteten faktisk var en så positiv udvikling ved kritisk at undersøge de ting det moderne samfund tager for givet: Videnskabelig objektivitet, hvorvidt nogle kulturer kan betragtes som bedre end andre. Man har afsløret udbredt sexisme og racisme skjult i samfundet, fremhævet mindretals og dyrs rettigheder, diskrimination af homoseksuelle og andre, og vist hvordan industrielle samfund ødelægger miljøet. I det postmoderne står individet og dets fornuft ikke længere i centrum. Det gør i stedet relationer og sammenhænge. Den nye tids ideer er stadig ved at tage form, men nogle enkle konturer kan dog beskrives i dag. Det handler om at bruge det bedste fra både det traditionelle, moderne og postmoderne, og ud af dette forsøge at skabe noget nyt der kan imødekomme vor tids udfordringer. Traditionelle idéer: Moderne idéer: Postmoderne idéer: Metamoderne idéer: * Troen på Gud * At livet går i cykler * Monarkiet * Slægten * Traditionerne * En orden hvor alle har sin plads * Mennesket har en særlig plads i skaberværket * Troen på videnskaben * Udvikling og fremskridt * Demokrati * Individet * En orden, hvor alle fortjener sin plads * Mennesket kan omskabe naturen gennem sin fornuft * At kritisk sætte spørgsmålstegn ved al viden * Mistænksomhed overfor alle store beretninger om fremskridtet * Fokus på symboler og sammenhænge * Ironisk distance * Kulturer er blevet undertrykt og ødelagt af det moderne samfund * Afsløringen af demokratiets uretfærdigheder * Relationerne skaber individet * En multikulturel orden, hvor de svage er inkluderet * Mennesket har ødelagt naturen * Hvordan kan man tage det bedste fra de foregående perspektiver? * Kan vi skabe bedre processer for menneskers personlige udvikling? * Kan vi omskabe de processer, som vi kontrollerer samfundet på? * Kan livets indre dimensioner få større betydning i samfundet? * Hvordan kan traditionelle, moderne og postmoderne mennesker leve godt sammen? * Hvordan kan politikken tilpasses en mere kompleks virkelighed? * Hvad er menneskets særlige rolle i naturens økologiske systemer? Tabellen her viser en palet af menneskelige perspektiver på virkeligheden. Under overskriften Metamoderne ideer findes spørgsmål der opsummerer nogle af de udfordringer vi står overfor i dag. Pointen her er blot at påpege at disse spørgsmål ikke opstår i et tomrum, ikke er vilkårlige. De er en del af et større mønster der formes i folks bevidsthed i dag. Spørgsmålene er indbyrdes forbundne. Ved at stille sig disse spørgsmål kan man ane at nye, højere niveauer er mulige, og at de er tilgængelige i den nærmeste fremtid. 9

11 Sådan kultiverer vi den kollektive intelligens De gamle ideologier og store fortællinger bærer alle på forskellige sandheder. Selv om vi har forskellige synspunkter og opfattelser af hvilke sandheder der har størst betydning, burde vi alle kunne blive enige om at den eneste måde at opnå fælles visioner og finde gode løsninger på vores problemer er ved at lytte til hinanden og indgå i en konstruktiv dialog. Det er sådan set det vi i vis udstrækning gør i et demokrati, men vi kan selvfølgelig blive bedre til det. En måde at gøre dette er ved at gøre os bevidste om det som kaldes den kollektive intelligens. Dette er noget som kultiveres, og som kan videreudvikles. Forskningfeltet omkring den kollektiv intelligens er vokset dramatisk i de seneste år. Forskningsresultaterne peger på et stigende antal måder, grupper og organisationer besidder forskellige intelligenser som går udover den enkeltes evner. Man kan have intelligente mennesker i uintelligente grupper, med deraf mangelfulde resultater, samtidigt som intelligente organisationer kan øge den samlede intelligens og konstruktive output i grupper af mennesker med mere gennemsnitlige evner. Et afgørende spørgsmål som opstår, er hvorledes vores politiske systemer, partier og diskussioner kan blive mere intelligente. Hvor intelligent er vores samfund som helhed? I dette indlæg diskuteres nogle grundlæggende indsigter om hvordan den kollektive intelligens kan løftes på demokratisk vis, og hvordan vi skaber en mere intelligent politik. Den kollektive intelligens fire gensidigt forstærkende felter For at øge den kollektive intelligens, dvs. styrke vores evne til at forstå og tage hinandens indsigter til indtægt, samt øge chancen for at vi kommer frem til hensigtsmæssige beslutninger, så behøver vi en forståelse for de faktorer som spiller ind i forhold til udviklingen af denne evne. For at illustrere udviklingen anvender vi her en simpel model. Modellen har to retninger (lodret og vandret) og fire felter: 1) Personlig udvikling (øverst til venstre); 2) Ny adfærd (øverst til højre); 3) Ny politisk kultur (nederst til venstre) og 4) Nye politiske systemer (nederst til højre). De to øverste felter omhandler det enkelte individ. De to nederste felter omhandler den fælles sammenhæng. De to felter til højre omhandler den ydre virkelighed, det vi kan se og røre ved. De to venstre felter omhandler den indre virkelighed, det vi oplever og føler. 10

12 Resultatet er fire felter som beskriver forskellige sider af den politiske udvikling og dens kollektive intelligens: personlig udvikling, ny adfærd, ny politisk kultur, og nye politiske systemer. Udvikling i et af felterne giver nye udviklinger i de andre. De fire områder udvikles sammen gennem hvad der her kaldes den indre og ydre samudvikling. Ved at udvikle ny politisk kultur skaber vi nye måder at mødes omkring politik. Det handler om et nyt politisk sprog, om at udvikle relationerne mellem mennesker, og om hvordan deltagelse i politik føles. Man kan sige at vi udvikler vi et. Den politiske kulturs udvikling kan bidrage til deltagernes egen personlige udvikling. Ved at udvide vores perspektiver, få nye netværk og blive bedre lyttere og samtalepartnere, kan vi blive mere nuancerede politiske tænkere og opleve samfundet på nye måder. De nye sammenhænge og erfaringer fører til ny adfærd, vi begynder at handle på nye måder og opfører os anderledes. Vi begynder at omforme vores ydre virkelighed, så den stemmer overens med vores tanker, følelser og oplevelser. Dette fører til forandringer i samfundet. Når tilstrækkelig mange mennesker samarbejder på nye måder kan der dannes nye politiske systemer. Vi opfinder nye regler, principper og organisationsformer, der understøtter og styrker den nye kultur, den nye personlighedsudvikling og vores nye adfærd. Den kollektive intelligens udvikler vi sammen, et skridt ad gangen De fire former for udvikling må følges ad. Hvis vi lever i, eller forsøger at udvikle en politisk kultur vi ikke selv kan forstå og håndtere, som vi ikke føler os involveret i, og ikke føler ejerskab af, kommer kulturen til at fungere dårligt. Hvis vi kun udvikler os selv som individer, men ikke lykkes skabe en fælles politisk kultur, vil vi ikke formå at samarbejde selv om vi hver for sig er dygtige mennesker. Hvis vi handler og agerer på nye måder uden at have de nødvendige indsigter funderet i vores personlighed, lykkes vi ikke med at håndtere de udfordringer vi står over for, og falder snart tilbage i gamle vaner og adfærdsmønstre. Ligeledes, hvis vi ikke er i stand til at implementere vores nye adfærd i større overgribende systemer, hvis vi ikke skaber nye institutioner, lykkes vi ej heller med at opretholde og styrke nogle af vores fremskridt. Når udviklingen sker ujævnt opstår der ubalancer hos mennesker, misforståelser, konflikter og snævre interesser. Vi skal derfor prøve os frem, et skridt ad gangen. Det er en proces. Og denne proces gælder både for de organisationer vi deltager i og samfundet som helhed. Den eneste måde at opnå en sådan udvikling på er gennem at 11

13 anvende os af den kollektive intelligens i mødets spontane, kreative kraft. Det er simpelthen umuligt for en person eller en afgrænset gruppe at gøre alle de nødvendige erfaringer og imødekomme alle eventuelle udfordringer der kan opstå undervejs. En politisk kultur som aktivt og bevidst kultiverer og tager vare på den kollektive intelligens kan derimod finde mange løsninger. En sådan kultur kultiverer gode samtaler og fælles forståelse, selv hvor der er modstridende interesser. Den kollektive intelligens er simpelthen resultatet af vores fælles udvikling, indre og ydre. Det er gennem den kollektive intelligens at vi skaber noget ud over summen af hvad vores individuelle kundskaber og indsigter tillader. Hvordan engagerer vi mennesker politisk? Mange af os har erfaringer, talenter og et engagement som vi gerne vil bidrage med for at forbedre samfundet, men desværre er det de færreste af os som tager skridtet fuldt ud og engagerer sig politisk. Det findes der en række årsager til. Partierne blev stiftet i et samfund hvor der fandtes tydelige sociale klasseskel og bredere interessegrupper som kunne samles omkring forskellige partidannelser. I dag er det dog sværere for os at identificere sig med kun en bestemt klasse eller en særlig interessegruppering. Hele vores eksistens er ikke længere afhængig af en vis politisk agenda, og det er derfor sværere at motivere sig selv til et ofte tungt og besværlig politisk arbejde. Et voksende antal mennesker har også meninger og perspektiver som ikke rigtigt repræsenteres af de gamle politiske partier. Mange kan ikke fuldt ud gå ind for et vidst partiprogram og et særligt syn på verden, men ser mere nuanceret på tilværelsen, stemmer på forskellige partier fra valg til valg og kan ikke længere identificere sig med kun en enkelt politisk bevægelse. Det er derfor blevet stadigt vanskeligere for partierne at opfange vores politiske holdninger og perspektiver så de kan repræsentere os på en tilfredsstillende måde. Dette har medført at vores politiske deltagelse er mindsket, færre er medlemmer af et parti og mange føler mishag ved hele det partipolitiske etablissement som de ikke føler lytter til dem. Meget af det som tidligere fik mennesker til at melde sig ind i et parti og engagere sig er ikke længere aktuelt. Moderne mennesker er ikke i samme grad som tidligere villige til at underlægge sig en politisk sag og acceptere dertilhørende magthierarkier og en på forhånd udstukket retning. Samtidig er mange heller ikke i lige så høj grad villige til at gøre sig det store besvær som politisk deltagelse ofte kræver. Og ofte er det vanskeligt at se hvad pokker man skal lave i politisk parti at dele brochurer ud og sætte valgplakater op engang hver fjerde år er simpelthen ikke en særlig attraktiv måde at bruge sin fritid på. Partierne er i stor udstrækning ikke fulgt med tiden for at tilpasse sig menneskers behov i dag, med konsekvensen at partierne er blevet mere topstyrede og i højere grad fungerer som 12

14 virksomheder med en vis politisk vare som skal sælges, fremfor folkebevægelser med betoning på deltagerdemokrati og inddragelse af befolkningen. Vi står dermed over for tre grundlæggende udfordringer som står i vejen for politisk deltagelse: At vi finder politisk deltagelse kedeligt. At vi synes at politisk deltagelse er svært og kræver store ofre. At vi føler at vores deltagelse ikke gør nogen forskel alligevel. Disse tre faktorer afskrækker mange for at deltage. Dette handler i høj grad om den politiske kultur vi lever i. Men kulturen kan udvikles ved at vi afprøver nye måder at mødes omkring svære og dybdegående politiske spørgsmål. Vi kan ændre den måde vi laver politik på, finde nye måder at skabe udviklende og spændende møder i vores partier, som er givende for alle deltagere og som fører til konkrete løsninger, og udvikle nye måder at inddrage mennesker på så netop deres specielle talenter og erfaringer blive brugt mest hensigtsmæssigt. Vi kan gøre det sjovere at være med i et politisk parti, vi kan bruge ny teknologi for at gøre det enklere, og gennem at være mere lyttende og mere følsomme overfor menneskers individuelle behov og perspektiver kan vi sammen udvikle en politisk kultur hvor flere føler at de er med til at bidrage. De partier som i højere grad formår at gøre den politiske deltagelse sjov, enkel og indgive følelse af at man gør en forskel, vil få bedre mulighed for at engagere befolkningen, få flere medlemmer, tiltrække politisk talent, og dermed øge chancerne for at blive et succesfuldt parti der sætter dagsordenen i fremtiden. Politiske allergier og hvordan vi går udover højre/venstre-skalaen Er du i midten, til højre, eller til venstre på den traditionelle politiske skala? Måske du mener dig stå over den klassiske inddeling? Måske du er grøn, pirat eller noget helt tredje? Uanset politisk orientering, så bør vi alle have ret til at deltage i politikken. Dette er udgangspunktet for vores demokrati. Alles ret til at deltage i politikken er dog ikke bare en praktisk foranstaltning afledt at vi ikke er enige, nej, en af demokratiets store styrker er ikke at en vis ideologi eller perspektiv får ret, men derimod at forskellige perspektiver får mulighed for at berige debatten og dermed øger den kollektive intelligens. En grundlæggende idé i det metamoderne tankeperspektiv er at alle perspektiver bærer inde med mindst en lille del af sandheden, og at det derfor er værd at lære fra. En anden grundlæggende idé er, at alle perspektiver kan raffineres og udvikles til at blive dybere og mere nuanceret ved at tage dets modsætninger til indtægt. Vores meningsforskelle udgør således en væsentlig kilde til rigdom og kundskab. 13

15 Det er ikke særligt konstruktivt at tro, at mennesker med andre værdier og holdninger end ens egen er mindre begavede, dårligere mennesker eller har mindre ret til at være her, og at alle verdens problemer ville blive løst hvis de andre bare tænkte som en selv. For at komme videre med udviklingen af vores samfund bliver vi nødt til at tage hinanden alvorligt, behandle hinanden som voksne, tænkende mennesker og være parat til selv at medgive at vi nogle gange har misforstået noget afgørende. Vi må stille os selv spørgsmålet: Med alle de mennesker som findes på jorden, hvorfor skulle lige præcis jeg selv sidde inde med det klogeste perspektiv? Og hvis nogen mener noget som føles meget ubehageligt eller fremmede for os, kan vi spørge: Hvor er det gode i denne persons måde at se på verden? Hvad er det for noget godt, smukt eller inspirerende som denne person ser og føler? Vi er nødt til at gøre en indsats for at se både idéen, og personen. Det ene er at forstå idéen i sig selv, det andet at kunne se tingene med den anden persons øjne. Politiske allergier Hvis vi ønsker at have en god samtale bliver vi nødt til at gøre os bevidste om vores egne præferencer. Bare fordi vi føler noget når vi hører ordet solidaritet eller markedsøkonomi, betyder det ikke at følelsen nødvendigvis er relevant for at opnå den bedst mulige forståelse. Vi skal derfor, i det mindste i korte øjeblikke, være i stand til at tilsidesætte vores politiske identiteter og den følelsesmæssige investering vi har lagt i dem. En god begyndelse er at blive bevidst om vores egne politiske allergier, negativt ladede følelsesmæssige reflekser som aktiveres så snart visse ord og begreber dukker op. Vi tager nogle udbredte eksempler. Prøv at sammenlign dine oplevelser ved at læse de to lister nedenfor og bemærk hvordan du reagerer på ordene: Venstreorienterede allergier: Højerorienterede allergier: Virksomheder Græsrodsbevægelser Chef Profitinteresse Kapitalisme Markedsøkonomi Finans Privat Patriotisme Revolutionær Radikal Feminisme Offentlig Aktivisme Solidaritet Multikulturalisme Pointen er helt enkelt at mennesker berøres, irriteres, inspireres eller bliver oprørt af forskellige ord og udtryk. Som venstreorienterede banker vores hjerter når der er mulighed for at forsvare de svages interesser og udligne uligheder. Som højreorienterede liberale sætter vi pris på menneskers opfindsomhed og den fornuftige orden som skabes. Som konservative elsker vi det gode gamle Danmark og familiens tryghed. Grønne brænder for ideen om bilfrie bymidter med solpaneler og frodig vegetation. Ingen af disse præferencer er i sig selv mere godhjertede 14

16 eller kloge end andre. Alt handler om hvor godt perspektivet raffineres og hvordan det får udløb. Den gode politiske samtale i samfundet kræver at vi gør en fælles indsats for at bevæge os udover vores egne præferencer, således at vores forskelle kan få lov til at være en styrke i stedet for en hindring for dialog og videreudvikling af samfundet. Vi er nødt til at lytte os udover ordene. Og vi bør gøre os bevidste om vore egne allergier og forelskelser, fordi det at vi føler noget betyder ikke nødvendigvis at det er det eneste rigtige. Hvad er sandhedens mangfoldighed? Der er en vigtig og afgørende årsag til at vi bør være i stand til at gøre os opmærksomme på vores egne præferencer og allergier, nemlig, at verden aldrig er så simpel at en enkel person sidder inde med hele sandheden. Der findes mange forskellige sandheder, visse dog dybere og mere almengyldige end andre, men alle indeholder de en del af virkeligheden. Denne anerkendelse kaldes for sandhedens mangfoldighed. Sandhedens mangfoldighed betyder ikke, at alle mennesker altid har ret i alt de siger. Snarere bør det tolkes omvendt, nemlig at alle, også en selv, altid misser en del af sandheden og har noget at lære af andre også selv om de tilfældigvis synes og tænker ting som for mig føles dumme eller endda umoralske. Det gælder om at skelne mellem hvor nuanceret en persons politiske tankegang er, og hvilken holdning vedkommende har. Hvis jeg for eksempel er venstreorienteret, men har en mere nuanceret politisk tankegang, finder jeg ofte at jeg har mere frugtbare diskussioner med nuancerede højreorienterede tænkere end jeg har med en venstreorienterede som tænker meget forenklet og sort-hvidt. Og selvom visse idéer på mange måder er noget vrøvl, findes der altid en sandhed gemt bagved, et perspektiv som kan være lærerigt at kende bedre og som giver visse personer som tænker anerledes end en selv mening. Verden er nu engang ikke så simpel at en politisk side er god mens en anden er ond. For at opretholde den gode samtale må vi udgå fra at selv vores modstandere ønsker det bedste for samfundet. Vi gør os selv og samfundet en bjørnetjeneste ved at antage at den vi taler med er grådig (højreorienterede), misundelig (venstreorienterede), gøgleragtig (grønne), racistisk (patriotiske) osv. Vi forbedrer den gode samtale og samfundet gennem at udgå fra at den vi taler med oplever en vigtig del af sandheden, noget som vi selv kan lære af. Og vi har ret til at kræve den samme respekt fra andre. Anerkendelsen af sandhedens mangfoldighed fører os væk fra anklager og på forhånd fælde domme over andre mennesker, væk fra tanker om skyld og ondskab. Der er tvingende eksempler i historien hvor folk troede at de så en masse ondskab omkring sig og kæmpede imod den kun for at opdage at de selv er blevet til alt det de troede de kæmpede imod. Samtidig er der lysende eksempler på mennesker der på trods af meget vanskelige udfordringer og grusom behandling nægtede at se det onde i verden. Her indregnes selvfølgelig nogle af historiens største helte såsom Gandhi, Nelson Mandela og andre. 15

17 Politik i dag baseres desværre ofte på antagelsen om at der findes en god og en ond side. For at bevæge os væk fra dette kræves et relativt højt niveau af politisk tænkning. Vi er nødt til at undgå at menneskers forskelle og holdninger reduceres til ren uvilje og ondskab, og vi er nødt til at give plads til dyb forståelse trods modsatrettede interesser. Alle kan dog ikke blive enige hele tiden, og før eller senere er vi nødt til at komme frem til en beslutning. Så hvordan kommer vi dertil? Dette og mere vil vi forsøge at give nogle bud på i det næste kapitel om metamodernismens grundlæggende filosofi et fast filosofisk fundament som vi skulle kunne enes om, og nogle grundantagelser om virkeligheden som på mange måder er svære at argumentere imod. 16

18 Kapitel 2 METAMODERNE POLITISK FILOSOFI: Otte udgangspunkter for fremtidens politiske filosofi 17

19 Metamoderne politisk filosofi #1: Solidaritet med alle følende væsener Dette er første del i en serie på otte hvor den politiske metamodernismes filosofiske fundament, eller grundaxiomer med et andet ord, præsenteres og diskuteres. Ambitionen er at give en kort gennemgang af de principper som fremtidens politik bygger på, principper som er svære ikke at være enige i og et filosofisk grundlag som vi sammen kan videreudvikle og forfine for derved at skabe et bedre samfund. Hvad kendetegner social udvikling? En måde at forstå udviklingen på er gennem at se hvordan solidariteten udvides til at omfatte et stigende antal individer på stadigt mere nuancerede og veltilpassede måder. I et historisk perspektiv ser vi hvor store sociale fremskridt der faktisk er blevet gjort. Dyrene tager kun hensyn til sig selv og i nogle tilfælde deres nærmeste familie og flokmedlemmer. Mennesket er gået fra kun at tage hensyn til sig selv og sine nærmeste, til at tage del i mere og mere omfattende fællesskaber. Der blev dannet familieklaner, stammer og til sidst nationer hvor vi tager hensyn til selv de mennesker vi ikke kender og måske aldrig kommer til at møde. I dag befinder vi os i en overgangperiode hvor solidariteten er på vej til at overskride nationsgrænser og inkludere alle mennesker på jorden. Historien består langt fra kun af fremskridt. Men hvis der er noget som overordnet set kendetegner det sociale fremskridt, så er det solidaritetens udvidelse og kvalitetsmæssige uddybning over tid. For at illustrere dette har vi lavet en model som inddeler denne udvikling i tre stadier: Ego-centrisk solidaritet: Dette er udgangspunktet for solidariteten, dets enkleste niveau fordi vi ikke behøver at veje mange forskellige interesser og perspektiver. Vi forsvarer vores egne og vores nærmestes interesser, gerne på bekostning af andres. Etno-centrisk solidaritet: På dette niveau tager vi hensyn til et bestemt lands eller en bestemt gruppes interesser, vi inkluderer individer som vi ikke kender men alligevel føler at vi har et fælleskab med. Dette er et stort skridt fremad, men individer som falder udenfor fællesskabet pga. geografiske, kulturelle eller andre skel ekskluderes, og deres interesser negligeres på bekostning af den egne gruppes. En etno-centrisk solidaritet er ofte tilstrækkelig for at få et enkelt samfund til at fungere, men konflikter opstå ofte i mødet med andre samfund. Desuden er den dårlig til at håndtere mere komplekse problemstillinger såsom klimaforandringer, finansmarkedet og andre globale grænseoverskridende fænomener. Verdenscentrisk Etnocentrisk Ego-centrisk Verdens-centrisk solidaritet: Dette er solidaritetens øverste niveau. Her tager man ikke kun hensyn til alle menneskers interesser, men inkluderer også alle andre følende væsener, kommende generationer, dyr og hele biosfæren. Dette er et mere komplekst niveau af udvikling, men også langt vanskeligere at få til at fungere i praksis grundet de mange forskellige og ofte modsatrettede interesser, kulturelle forskelligheder, kommunikationsvanskeligheder osv. 18

20 Den verdens-centrerede solidaritet tager hensyn til alle mennesker i alle lande, uanset køn, alder, etnicitet, social status, seksuel orientering, religiøs eller politisk overbevisning. Alle menneskers trivsel, selv dem som er allersværest at holde af, spiller en rolle. Udover mennesket omfattes dyreriget med utallige milliarder af væsener som er i stand til at føle forskellige grader af lidelse og velvære. Derudover findes der hele biosfæren, selve hinden af liv på jordens overflade som vi alle er en del af. Dens etiske værdi ligger i at den består over tid, og derfor danner grundlag for alle fremtidige generationers trivsel, både mennesker og dyr. Den verdenscentrerede solidaritet omfatter hele biosfæren og alle kommende generationer. Kort sagt: solidaritet med alle følende væsener. Det er svært at argumentere imod at solidaritet med alle følende væsener ikke er det højeste niveau af solidaritet uanset hvad man så måtte mene både ideologisk eller praktisk. At udstrække sin solidaritet til alle mennesker er højere end at blot udstrække den til en begrænset gruppe. Og at udstrække solidariteten til dyrene er endnu højere og mere inkluderende end blot at udstrække den til menneskene. Derfor udgår den politiske metamodernisme fra princippet om solidaritet med alle følende væsener som et filosofisk grundaxiom, et udgangspunkt og fundament for al videre udvikling af politikken og filosofien. Hvordan kommer vi videre? Danmark er kommet langt på vej mod en solidaritet med alle følende væsener. Vores demokrati er baseret på et tidligt stadie af den verdens-centrerede solidaritet. Vi har underskrevet en række FN traktater, anerkender menneskerettighederne, hjælper mennesker i fattige lande med udvikling og tillader fremmede at søge asyl i vores land. Vi bestræber os dermed på at udvide vores solidaritet til andre end dem som tilhører vores eget lille nationale fælleskab. Vi har endda love som til en vis grad tager hensyn til andre følende væsener end mennesker, dyreplageri er forbudt og vi diskuterer hvordan dyrevelfærden kan forbedres. Dette er meget positivt, men er endnu ikke nok for at nå frem til en ægte verdens-centreret solidaritet. Selvom vores love har til formål at magten skal udøves med respekt for alles ligeværd, kan det i praksis være vanskeligt at handle i fællesskab på en måde som kommer alle til gode. Selvom vi anerkender at vi alle er skabt lige, kan det være lettere sagt end gjort når hverdagen sætter ind efter alle skåltaler og bevingede ord om demokrati, menneskerettigheder og dyrevelfærd. Ved at skabe et diskussionsfora på tværs af politiske, nationale og kulturelle grupperinger afhjælper vi at politikken kan udøves på grundlag af alles fælles interesser. Kun da giver politikken udtryk af en ægte verdens-centreret solidaritet. Dette kræver til gengæld at vi hjælper hinanden med at udvikle både forholdet til os selv, til samfundet og til verden. Det lyder vel temmeligt enkelt? Desværre har det vist sig at overholdelsen af en verdencentreret solidaritet er noget af det sværeste at gøre. Det kræver visse demokratiske evner. Vores omtankes rækkevidde og vores ideer om solidaritet med alle følende væsener er nemlig i sig selv utilstrækkeligt. For at nå længere ud er vi nødt til at gå i dybden med os selv. Vi er nødt til at omskabe samfundets grundlag og vi er nødt til at være i stand til at tale sammen om dette på en sober og oprigtig måde. Vi behøver en politisk virkelighed der kan håndtere 19

21 tilværelsens og menneskets store dybde. Ellers risikerer vi at sidde fast i alt for overfladiske spørgsmål og modsætninger. Metamoderne politisk filosofi #2: Dybde i politikken Politik handler om at sammen udøve skabende kontrol over os selv og vores omgivelser. Menneskers verdenssyn eller forståelse af virkeligheden er derfor afgørende for den form for politik der føres og hvilke resultater som kan opnås i praksis. Graden af dybde i disse opfattelser afgør på hvilket niveau og med hvilken effektivitet politikken kan føres ud i livet. Den måde mennesker tænker på og deres grundlæggende forhold til sig selv, hinanden og samfundet sætter grænserne for hvad der er muligt at opnå med politiske midler. Mange af de samfundsproblemer og udfordringer vi står overfor arbejdsløshed, integration, uddannelse og sikkerhed kan betragtes som overfladiske fænomener der har sine rødder i den helhed som udgør samfundet. Det er gennem at forandre og fordybe forholdet til denne helhed som effektive helhedsorienterede indgreb kan findes og tages i brug. Arbejdsløshed, integration, uddannelse og sikkerhed hænger sammen. De er ikke adskilte fænomener, men derimod faktorer som i høj grad kan forklares af hinanden. Det er derfor rimeligt at anse at de grundlæggende antagelser vi gør om os selv, hinanden og samfundet påvirker hvordan vi sammen reagerer og handler på de mange udfordringer. En større dybde i politikken indebærer at vi hele tiden udfordrer vores egne grundlæggende overbevisninger for derved at finde frem til samfundsproblemernes rødder. Ved at fokusere på så grundlæggende årsager som muligt opnås større resultater og mere dybdegående resultater. For at opnå større dybde i politikken behøves en mere kontemplativ tilgang hvor de politiske anliggendernes underliggende forhold og principper kan overvejes med et åbent sind og stor koncentration. Politikken bør give plads til mere visdom, mere hjerte, mere fordybelse. Politikken har brug for et politisk sprog der giver mulighed for meningsfulde samtaler på væsentligt højere niveauer af dybde end hvad der er tilfældet i dag. Med antagelsen om at graden af dybde afgør hvad vi kan forestille os og dermed hvad vi kan gøre, så er det andet metamoderne politiske axiom, efter princippet om solidaritet med alle følende væsener, at det følte bør inkluderes og udvikles på hensigtsmæssige måder i politikken. Jo dybere vi dykker ned i menneskets oplevelse af verden, og jo tættere vi kommer på de psyko-sociale forudsætninger for forskellige samfundsproblemer, desto kraftfuldere evne har vi til at løse dem. 20

22 Eksempler på fordybning af politikken Gennem at aktivt arbejde med den indre udvikling hos mennesker og balancere den med den ydre kan vi opnå større samfundsmæssige resultater. Dette inkluderer bl.a. øget selvindsigt, tillid og vores grundlæggende forhold til livet og døden. Dette kan selvfølgelig udvikles på mange forskellige måder, men f.eks. handler det om at som samfund giver større plads til selvobservation, eller gennem at tilbyde flere muligheder for terapeutisk udforskende samtaler med uddannede psykologer eller andre med stor indsigt i menneskets psyke. Gennem at tilpasse vores arbejdsliv sådan at der er plads til andet end arbejde giver vi muligheder for mennesker at udvikles og vende tilbage til arbejdslivet med dybere indsigter om sig selv og andre, og dermed større produktivitet som følge. Det handler om at udvikle de hverdagssammenhænge vi lever, arbejder og konsumerer i, på en måde som tager større hensyn til vores indre dyb. Vi kan arbejde med at forandre de indre drivkræfter for økonomien. Vi kan udvikle vores økonomiske tænkning sådan at den inkluderer flere aspekter af tilværelsen. Og vi kan udvikle vores velfærdssystemer sådan at de i større grad tager hensyn til menneskers højere ikkematerielle behov. Vi kan også indføre helt nye politikområder på samme måde som vi i takt med udviklingen har indført nye områder såsom miljø og integration. Nye politikområder kunne f.eks. være en fællesskabs politik som forbedrer kvaliteten af vores relationer, en eksistenspolitik som griber dybere ind i menneskets udvikling eller en emancipationspolitik som ser til at befri mennesket i dybden. Disse kommer vi at vende tilbage til ved et senere tilfælde. Pointen er at ligesom vi kan udvikle samfundets ydre udvikling, dvs. lovgivning, institutioner og materielt-økonomiske forhold, så kan vi også udvikle den indre. Dette gør vi i vis udstrækning gennem uddannelsessystemet, psykiatrien og andre sociale institutioner, men der er stadig plads for en videreudvikling af disse elementer i vores samfund; og vi kan med forankring i grundig psykologisk og social empirisk videnskab forbedre og inkludere flere aspekter af menneskets store dybde i politikken. Det skal dog ske med stor forsigtighed og med respekt for den enkeltes integritet. Risici med en mere dybdegående politik I vores ambition om at bevæge os henimod en politik med dybere konsekvenser for vores samfundssystemer, kultur, bevidsthed og adfærd opstår dog en række risici. At påvirke politikken fra et dybere niveau er på den ene side afgørende for at behandle mange af de spørgsmål og problemer som vi står over for. På den anden side medfører det også større risici. Når politik går ind og påvirker de områder som for mennesker er følsomme og personlige kan det ende med øget overvågning, kontrol og manipulation af en art og i et omfang som aldrig er set før. Denne risiko er meget reel, og hvis vi ikke udvikler en større følsomhed, forsigtighed og ydmyghed kommer politikken til at føre til at mennesker krænkes eller såres på måder der ikke kunne forudses. Vi bør derfor fra starten i vores ambition om at 21

23 fordybe politikken være opmærksomme på disse risici og gøre alt vi kan for at vinde menneskers forståelse og støtte så ingen overtrædelsers af menneskers integritet forekommer. En dybere politik har derfor brug for betydeligt mere demokratisk legitimitet end f.eks. en skattereform. Politikkens bestræbelser skal derfor udvides i takt med at medborgernes deltagelse og demokratiet videreudvikles. Et top-down perspektiv eller central styring er derfor ikke lempeligt. Med andre ord: et dybere demokrati, som medborgerne føler større delagtighed i, og fælles ejerskab af, er en forudsætning for en fordybning af politikken. Metamoderne politisk filosofi #3: Niveauer af kompleksitet Udviklingen af vores samfund fører til en stadig mere kompleks virkelighed hvor de forskellige dele af tilværelsen påvirker hinanden på måder der hele tiden bliver vanskeligere at forudsige. For at håndtere denne kompleksitet kræves et mere fleksibelt samfund hvor flere mennesker tænker, forholder sig til og handler i overensstemmelse med et højere niveau af kompleksitet. Dette er ikke blevet mindre aktuelt i takt med at Danmark er blevet et multikulturelt samfund i en globaliseret tidsalder. Vi kan ikke længere forstå verden ud fra nationalstatens snævre rammer. Danmark er en del af en større helhed, med langt større kompleksitet og mangfoldighed at forholde sig til end nogensinde tidligere. Både i forhold til udlandet, såvel som inde for landets egne grænser, er det i dag nødvendigt at håndtere langt flere virkelighedsopfattelser, identiteter og relationer end tidligere for at kunne navigere succesfuldt i verden og udvikle en hensigtsmæssig politik. Derfor bør vi løfte blikket og efterstræbe en mere kompleks forståelse af verden og politikken, for dermed at finde passende svar på de nye svære problemstillinger vi står overfor. Den gamle lineære tankegang Lineære tankegange og løsninger baseret på central planlægning, eller ensretning af folks tanker og adfærd, fungerer dårligere og dårligere pga. den stigende kompleksitet i samfundet, og i visse tilfælde kan de forårsage stor skade. I dag præges en meget stor del af samfundslivet af lineære tankegange der ikke lykkes svare på de store spørgsmål og problemer vi står over for. Lineære tankegange som forekommer i dag omfatter f.eks.: At arbejdsmarkedet handler om at give folk jobs. At uddannelse handler om at give folk de nødvendige færdigheder så de kan deltage på arbejdsmarkedet. At menneskers kompetencer stiger gennem længere uddannelser. At fremtidens samfund bare er mere af det samme som vi har i dag. 22

24 At det afgørende spørgsmål vedrørende miljøet handler om reduktionen af CO2 udslip. At psykisk sygdom i samfundet primært modvirkes gennem flere ressourcer til psykiatrien. At befolkningens sundhed primært forbedres gennem flere ressourcer til sundhedsvæsenet. At kriminalitet primært bekæmpes gennem flere ressourcer til kriminalitetsbekæmpelse. At sociale problemer primært afhjælpes gennem flere midler til socialforvaltningen. At ulighed primært forebygges gennem omfordelingen af økonomiske ressourcer. At samfundet opnår ligestilling gennem kurser i ligestilling. At ligestilling primært handler om en 50/50 fordeling mellem mænd og kvinder på alle områder i livet. At kulturen primært beriges gennem økonomisk støtte til kunst, musik og teater. At økonomisk vækst i sig selv forbedrer menneskers liv gennem gradvise fremskridt. At regeringen løser samfundets afgørende problemer. At udvikling sker gennem fri konkurrence på markedet. At mennesker først og fremmest er individer med specifikke interesser. At samfundet er summen af alle individer. At teknologisk udvikling løser menneskets problemer. At Danmarks største udfordring er at klare sig i den internationale konkurrence. Selvom disse lineære tankegange har en vis betydning, og alle har sin plads i politikken, kan ingen af dem give nogle fuldstændige svar på de grundlæggende samfundsproblemer vi står over for. I forlængelse heraf er samtlige af disse tanker derfor skadelige og må udfases til fordel for et helhedssyn der kan håndtere alle disse spørgsmål på samme tid. Det afgørende problem med lineære tankegange og arbejdsprocesser er at virkeligheden faktisk udvikles ikke-lineært, hvor nye niveauer af udvikling opstår som ikke kan forudsiges med lineære ræsonnementer. Lad os tage et mere detaljeret eksempel. Vores nuværende politik har f.eks. store vanskeligheder med at håndtere det multikulturelle samfunds udfordringer fordi politikken ikke lykkes med at integrere den store mangfoldighed af forskellige virkelighedsopfattelser og perspektiver. Med andre ord, så mangler der en kompleksitet i tænkningen som svarer til den samfundsmæssige virkelighed. I praksis findes der i dag kun tre politiske måder at håndtere multikulturalismens udfordringer på: 1) At betone den etnisk danske identitet på bekostning af andre identiteter (dvs. undertrykke eller mindske mangfoldigheden). 2) At stole på at arbejdsmarkedet med tiden forsoner kulturelle modsætninger (dvs. at bortse fra den kulturelle mangfoldighed). 3) At efterstræbe mangfoldigheden i alle dets former (dvs. at anse at alle kulturelle fællesskaber er lige gode, men at det trods alt er bedre jo flere forskellige kulturelle fællesskaber der findes). 23

25 Ingen af disse fremgangsmåder kan give os svar på det multikulturelle samfunds udfordringer. En fremgangsmåde som bedre håndterer den større kompleksitet ville være at leve sig ind i de mange forskellige virkeligheder som opleves af den danske befolkning og omhyggeligt undersøge mangfoldigheden af de mange forskellige interesser og behov. Da opstår der nye politiske spørgsmål såsom: Hvilke udfordringer står de danske muslimer overfor når de forsøger at leve efter deres tro og traditioner? Hvordan kan deres liv gøres lettere? Hvilke færdigheder og typer af forståelse bør denne samfundsgruppe støttes i at udvikle for at deres behov skal tilfredsstilles med de mindst mulige modsætninger som følge? Hvilke tilpasninger er rimelige for de bogstavstro muslimer i forhold til det danske majoritetssamfund? Hvordan kan disse tilpasninger bedst faciliteres? At stille sådanne spørgsmål er en måde at imødegå den komplekse virkelighed på, som derved kan skabe et velfungerende multikulturelt samfund. En politik som udføres på grundlag af et sådant perspektiv har større potentiale for at ændre folks liv til det bedre men kræver også en meget dybere forståelse af folks hverdag og virkeligheder. Den nye komplekse tankegang Det er vigtigt at kultivere samfundets evne til spontan selvorganisering gennem at udgå fra et højere niveau af kompleks politisk tænkning. En sådan tankegang fremmer et nye niveauer af politiske spørgsmål som tager hensyn til menneskers forskellige oplevelser af virkeligheden og disses indbyrdes forhold. Mennesker med forskellige typer af verdensbilleder bør alle være i stand til at udtrykke sig og føle sig hjemme i samfundet. Et højere niveau af kompleksitet baserer sig ikke på et enkelt verdensbillede, men forsøger derimod at skabe rum og mulighed for udvikling inden for mange forskellige eksisterende verdensopfattelser. Ved at hæve niveauet af kompleksitet i tænkningen kan problemer håndteres som i dag synes uløselige. Politik kan altså gå ud fra forskellige niveauer af kompleksitet. Her skitseres nogle mulige niveauer: 1) Interessepolitik: En vis gruppes specifikke interesser eller verdensbillede forsvares. 2) Forsoningspolitik: Forskellige interesser sammenvejes og integreres pragmatisk. 3) Idépolitik: En vis idé om mennesket og samfundets udvikling forsøges at gennemføres ifølge en lineær plan om fortiden, nutiden og fremtiden. 4) Tilblivelsespolitik: Særlige hensyn tages til hvordan idéerne og identiteterne som virker i samfundet bliver til, og dennes tilblivelse gøres til kernen i politikken. 5) Kompleksitetspolitik: Forudsætningerne for mangfoldige fremkomster af virkelighedsopfattelser og disses udvikling og indbyrdes forhold gøres til kernen i politikken. På ligestillingens område kan politiske spørgsmål stilles ud fra hvert kompleksitetsniveau: 1) Hvordan kan kvinders, etniske minoriteters og homoseksuelles interesser forsvares? 24

26 2) Hvordan kan kvinders, etniske minoriteters og homoseksuelles interesser ligestilles med mænds, majoritetsbefolkningens og heteroseksuelles? 3) Hvordan kan idéer om ligestilling eller feministiske værdier komme til at gennemsyre samfundet? 4) Hvordan kan velfungerende værdier om ligestilling spontant vokse frem i forskellige samfundsgrupper? 5) Hvordan kan der skabes bedre forudsætninger for oplevelsen af seksuel tryghed, selvværd, fælleskab og frihed til at vælge egen identitet i alles liv? Hvert af de tre første spørgsmål kendetegnes ved lineær tænkning, altså som om samfundet simpelthen skulle kunne udvikles i en ønsket retning. Det er de tre første spørgsmål der historisk set har domineret ligestillingspolitikken. I første omgang, fra begyndelsen af tallet og frem, er kvinder og mænds interesser blevet stillet op mod hinanden. Dette er i vor egen tid blevet udviklet i retning af det tredje spørgsmål, hvor man har anset diskrimination som en uønsket del af samfundet der kan renses væk med nye og bedre værdier om ligestilling. De mindre komplekse spørgsmål er dog potentielt mere undertrykkende end de mere komplekse. Bemærk hvordan de to sidste spørgsmål ikke skaber ligeså store modsætninger, at de tager et standpunkt for alle, uanset hvor de befinder sig i samfundet. Det fjerde spørgsmål omhandler spontan tilblivelse af de mangfoldige oplevelser, ud fra hvilke de tre første spørgsmål bliver meningsfulde. Det sidste spørgsmål omhandler den største kompleksitet, da det sikrer betingelserne for mangfoldigheden af forskellige fremkomster og hvordan disse kan udvikles i samspil med hinanden. Næsten hele den eksisterende politik baserer sig på nogen af de tre lavere kompleksitetsniveauer. Resultatet bliver at store dele af befolkningen udsættes for nogen form for ensretning og tvungen tilpasning. Det er derfor på tide at løfte politikken for bedre at kunne håndtere de to højere kompleksitetsniveauer. Det kræver ændringer i den politiske kultur, i det politiske system og i samfundet som helhed. Nye politiske spørgsmål som der derved åbnes op for på disse kompleksitetsniveauer er for eksempelvis: Hvordan skabes de begær og behov som driver det økonomiske liv? Hvilke grundliggende attituder til livet og døden er almindeligt udbredt, og hvordan kan disse udvikles? Hvordan kan menneskers følelse af selvværd og fællesskab udvikles, og hvordan påvirker denne udvikling den politiske samtale i hele samfundet? Hvordan påvirker vores økonomiske institutioner og virksomhedsformer den økologiske mangfoldighed og økosystemernes modstandskraft? Det er muligt at udvikle politiske strategier der kan håndtere mere komplekse realiteter mere effektivt og samtidig udvikle kompleksiteten og dybden i hele samfundet. 25

27 Metamoderne politisk filosofi #4: Niveauer af frihed Ifølge amerikanske Freedom House har lande som Danmark, USA og Tyskland opnået det højeste mulige niveau af frihed der findes, men kan det nu være rigtigt? Findes der ingen frihedsniveauer som går udover en 1 er på Freedom House s skala? Og hvis der er, hvordan skulle disse niveauer så kunne se ud? En almindelig opfattelse er at mennesker i Danmark i dag er frie. Undertiden fremhæves også opfattelsen at det er menneskers alt for store frihed som har skabt mange af de problemer vi oplever i dag. Vores store frihed er naturligvis på mange måder ægte eftersom Danmark er en retsstat, garanterer politiske rettigheder og friheder, og i stor udstrækning efterlever menneskerettighederne. Men derfra må vi ikke bedrage os selv til at tro at vi er frie i nogen absolut mening. Langt fra alle mennesker oplever en ægte, dyb frihed i deres liv. Mange mennesker føler at de bliver chikaneret og jaget, mange at de er kørt fast i deres karriere, mange at de er udenfor, mange at de er mindre værd end andre, mange at de hele tiden ufrivilligt styres af deres egne følelsesmæssige bekymringer, mange at de er styret af frygt og skam igennem hele livet, endnu flere at de aldrig kommer til at være i stand til at påvirke samfundets udvikling. Hvis folk virkelig var frie, ville de så ikke bruge deres frihed til at ændre disse situationer? Garanterede grundlæggende politiske rettigheder og friheder er ikke frihedens højeste udtryk. Det er frihedens begyndelse. Her kan vejen til ægte frihed først komme i gang. Der er forskellige grader af frihed. Det er rigtigt at en person som kan udtrykke sin holdning uden frygt for sit liv er langt friere end en der ikke har samme mulighed. Men der er imidlertid mange aspekter af friheden der ikke er realiseret for mennesker i dagens Danmark, og som først kan realiseres i fremtiden: En person der har muligheden til at aktivt medskabe sine sociale og politiske omgivelser er friere end næsten alle danske medborgere i dag. En person der kan gøre sig bevidst om sine følelser og forholde sig til sine impulser uden at ubevidst blive styret i sine handlinger er mere fri end en person der mangler samme evne. En person der frit kan skabe velfungerende følelsesmæssige og seksuelle relationer er friere end en der ikke kan. En person der ikke er drevet af frygt i nogen som helst del af sit liv, men som i stedet udelukkende er drevet af glæden ved livet, er friere end en person der er styret af indre tvang og frygt. En person der ikke kontrolleres af et system som begrænser vedkommendes individualitet, eller som ikke tvinges til at handle imod sin samvittighed og sine overbevisninger, er friere end en person der er styret af upersonlige systemer. En person der frit skaber sine egen følelsesmæssige tilstande er mere fri end en der ikke gør. 26

28 En person som i sit arbejde følger sine mest inderlige impulser er mere fri end en person der kun arbejder for at få løn. En person der er bevidst om sine antagelser om virkeligheden, og hvorfra disse antagelser er baseret, er friere end en hvis syn på virkeligheden på forhånd er fuldstændig defineret uden vedkommendes bevidste medvirken. En person er mere fri hvis vedkommende kan vælge at ingen skal være fattig, syg eller udenfor end en person som er tvunget til at gå forbi tiggere og sårbare mennesker på gaden. Set i dette perspektiv er Danmark ikke et frit land. Danmark er et land hvor frihedens betingelser er til stede. Man kan endda opstille en skala over forskellige grader af politisk frihed. Her er en meget forenklet skala: 1) Slaveri: At ikke kunne eje sin egen krop. 2) Livegenskab: At til en vis grad eje sin egen krop. 3) Frihed uden medbestemmelse: At eje sin egen krop, men med forpligtet at adlyde andre. 4) Medborgerskab uden grundlæggende friheder: At have visse muligheder for at påvirke den politiske magt, omend med visse risici. 5) Medborgerskab med grundlæggende friheder: At have visse muligheder for at påvirke den politiske magt, uden større risiko. 6) Socialt aktivt medborgerskab: At have en aktiv og reel relation til udøvelse af magten. 7) Integreret medborgerskab: At rent faktisk kunne påvirke politikken på en måde der føles meningsfuld. 8) Normskabende medborgerskab: At føle at man selv er med til at skabe samfundets normer og værdier. 9) Medborgerskab i refleksiv, skabende tilstedeværelse: At være i stand til at deltage i hele samfundet som om det var ens eget hjem. Frihed er ikke et spørgsmål om enten eller. Friheden har en særlig anatomi, som her blot beskrives ganske forsimplet. Friheden forekommer i forskellige udstrækninger i forskellige sammenhænge. Der findes ikke et land hvor alle mennesker er virkeligt frie. I Danmark i dag er befolkningens frihed fordelt mellem 2 (livegenskab, f.eks. ofre for menneskehandel eller illegale indvandrere som udnyttes som sort arbejdskraft) og 8 (normskabende medborgerskab, f.eks. den politiske elite). De fleste af os ligger dog på frihedsniveau 5 (medborgerskab med grundlæggende frihedsrettigheder). Flere mennesker kan blive friere. Det handler ikke bare om valgfrihed eller frihed fra statslige reguleringer, med derimod om frihed til selv at deltage og skabe hele ens virkelighed, indre såvel som ydre. 27

29 Metamoderne politisk filosofi #5: Individuation og integration Al metamoderne politik bør udgå fra indsigten om individuation og integration. Dette betyder at man tager hensyn til det niveau hvor mennesker er i deres personlige udvikling i forhold til hvor samfundet befinder sig. At man både tager hensyn til de som føler sig fremmedgjort såvel som de som føler sig undertrykt. I bestræbelsen på at udvikle fællesskabet bør man derfor tage hensyn til dem som ikke vil være en del af det gamle, såvel som til dem som ikke føler sig parate til at være en del af det nye. At udvikle fællesskabet er derfor en balancegang mellem fremmedgørelse og undertrykkelse, individ og kollektiv, individuation og integration. Individets udvikling sker på mange måder: psykomotorisk, æstetisk, moralsk, følelsesmæssigt, seksuelt, intellektuelt, og i dets virkelighedsopfattelse. En af de vigtigste måder menneskers individualitet udvikles er gennem jegets rejse gennem forskellige stadier i opfattelsen af sig selv og sin plads i verden. Individet finder sig selv igen og igen på dybere og dybere stadier af sin udvikling: fra at i spædbarnsalderen identificere sig med alle sanseindtryk, til senere at identificere sig med kroppen og dens behov, til i ungdommen at identificere sig med tankens indre stemme, til at identificere sig med de roller tanken skaber, til at identificere sig med de processer der skaber disse roller, til at identificere sig med bevidstheden bag processerne, til at identificere sig med den bevidsthed der findes i os alle, for til sidst at identificere sig med selve væren og tilblivelsen og måske videre på måder der endnu ikke er kendt og opdaget. På hvert stadie bliver mennesket mere unikt, finder dybere måder at udtrykke sin egenart og individualitet på. Denne udviklingsproces mod dybere identifikation og stærkere individualitet kaldes for individuation. Individuation uden integration På hvert stadie har mennesket brug for større dybde. Man har brug for at finde dybere måder at udtrykke sig på, at dele glæder og sorger med andre og at uddele sine særlige gaver til andre mennesker. Man behøver integreres på et nyt niveau. Jo mere individualiseret og specialiseret man bliver, desto større gaver har man at give sine medmennesker, og desto dybere ensomhed og fremmedgørelse oplever man hvis der ikke findes en sammenhæng i hvilket individualiteten kan udtrykkes. Jo længere individuation fortsætter, desto mere komplekse sammenhænge behøves for individualiteten at komme til sin ret. Den fremmedgørelse som mange mennesker i dag oplever i arbejde og privatliv kan forstås, for en stor del, som et udtryk for at menneskers individualitet over-fordybes ud over de roller og arbejdsopgaver samfundet tilbyder. Vores frie liberale samfund har frembragt mange unikke søgende sjæle med mange specielle indsigter, kvaliteter og gaver. Men vi lykkes ofte ikke med at skabe sociale sammenhænge hvor mennesker rent faktisk får mulighed for at udleve deres højeste oplevede potentiale. Folk sidder fast i tankegange, systemer og sammenhænge hvor de forventes at handle, tænke og operere ud fra alt for grove, overfladiske og uengagerende interesser. Eller også opgiver de deres søgen efter at udleve deres fulde potentiale fordi de ikke kan se den sammenhæng hvori deres længsel kan finde udløb. 28

30 En person længes måske efter at udtrykke sin kærlighed til sine medmennesker gennem et arbejde som anvender vedkommendes dybeste indsigter om livet men livet kommer i stedet til at handle om at overholde deadlines som man ikke har nogen personlig interesse i at opfylde, udover for måske at betale af på huslånet eller lignende. Og så går livet. Det bliver gråt, meningsløst, ensomt. Det kan være vanskeligt at se hvor udbredt denne fremmedgørelse er. Men den opstår så snart vi er (eller føler os som) den eneste der ser noget, stort eller småt, og ingen forstår os eller ønsker at lytte. Eller når vi simpelthen ikke passer ind, ikke føler os helt hjemme i hverdagsmiljøet i skolen, på arbejdet eller i samfundet. Eller når vi føler afstand til vores nære og kære og ikke rigtig ved hvorfor. Nogle gange oplever vi en dyb fremmedgørelse overfor hele virkeligheden. Vi undrer os over hvad som er vores plads i den. Men vi er ikke alene i at føle dette langt de fleste mennesker i vores tid oplever dette på et tidspunkt i livet. I dette findes der en stor mulighed for forandring. Der bør skabes sammenhænge som både muliggør personlig udvikling gennem hele livet, samtidigt som der bør gives plads til menneskers højeste potentiale at udfolde sig. Integration uden individuation Mens individuation uden integration forårsager knuste drømme, skuffelse, håbløs ensomhed og en grundlæggende fremmedgørelse forårsager integration uden tilsvarende individuation undertrykkelse af forskellig art. Hvis mennesker presses ind i sammenhænge uden at vores indre udvikling (eller vores spontane oplevelse af os selv og virkeligheden) er i overensstemmelse med den sammenhæng som vi forventes at deltage i, bliver vi i sagens natur undertrykt. Børn som forventes at kunne sidde stille og koncentrere sig fra seks års alder i løbet af det meste af dagen, når dette i virkeligheden kræver et voksent menneskets sind, udsættes for en form for undertrykkelse. Mennesker der ikke oplever medfølelse for hinanden, men som alligevel tvinges til at hjælpe hinanden gennem pålagte skam- og skyldfølelser, bliver undertrykt. Mennesker der føler sig tvungen til at omfavne værdier de ikke deler for ikke at havne udenfor, er undertrykt. Mennesker der ikke elsker deres partnere og holder sine reelle behov tilbage på grund af socialt pres, er undertrykt. Enhver sammenhæng hvor mennesker presses ind i en ordning mod deres vilje er integration uden tilsvarende individuation, hvilket er udtryk for forskellige former for undertrykkelse. Undertrykkelse er altid et overgreb af nogen art, til tider voldsomt og indlysende, andre gange mere subtil og vanskelige at lokalisere. 29

31 Individuation og integration i politikken Lad os noget forenklet se på hvordan disse to sider hænger sammen med dagens politiske landskab. Den politiske venstrefløj taler, tænker og handler i høj grad ud fra en bevidsthed om fremmedgørelsen, men ser ofte ikke de risici som en øget integration af mennesker potentielt kan medføre. Venstrefløjen betoner heller ikke at selve individuationen skal understøttes af politiske midler. Østblokkens socialisme er et særligt stærkt eksempel på denne ensidighed. Den liberale højrefløj forsvarer individet mod den potentielle undertrykkelse som en større integration kan medføre og betoner ofte det frie valg. Derimod er de liberale i langt mindre grad opmærksomme på fremmedgørelsens tragedie og skaber gennem sin politik et mere overfladisk samfund hvor folks ambitioner og relationer reduceres til individuelle interesser og vare- og tjenesteudveksling af forskellig art. Neoliberale tænkere tror at disse udvekslinger er tilstrækkelige for at organisere samfundets vigtigste funktioner. Social-konservative og nationale reagerer derimod mod dette som de anser for fremmedgørende, hvorved de ønsker at reintegrere gamle, eroderede fællesskaber, men ser ikke behovet for integration på nye, højere niveauer. Forskellige former for konservatisme arbejder for en politik som tilgodeser dem som føler sig til rette i det nuværende eller tidligere tiders fællesskab, dvs. det nuværende eller tidligere niveau af integration. Men denne politik efterlader visse mennesker i fremmedgørelse og ensomhed (dem som ikke får plads til at udtrykke sig i samfundet) og andre mennesker i undertrykkelse (de som integreres mod deres frie vilje). Økologismen ønsker ofte at reintegrere mennesker i en bredere sammenhæng: naturen. Men også her mangler der en følsomhed over for menneskers forskellige stadier af individuation og det at folks oplevede identifikationskrav er meget forskellige alle føler sig ikke tilpas med at reintegreres i naturens orden. Vi kan aldrig opnå et samfund hvor alle føler at samfundets niveau af individuation og integration fuldstændigt stemmer overens med deres indre, personlige udvikling. Samspillet og den til tider konfliktprægede dynamik mellem de som søger nye højere former for integration, de som værger sig og efterstræber deres egen individuation, samt de som søger tilbage til tidligere niveauer af integration er med til at skabe samfundets sociale udvikling. Vi ser at så snart de fremmedgjorte har skabt en ny integration, så oplever andre undertrykkelse for dermed at skabe øget individuation, som så medfører ny fremmedgørelse. Dette leder til ny kompleksitet i samfundet og nye bevidsthedsniveauer i en opadgående spiral. Hvad vi kan gøre er at blive bevidste om denne dynamik, lære af udviklingen og tage hensyn til større grupper af fremmedgjorte og undertrykte ud fra der hvor de befinder sig. På denne måde bliver vi bedre til at inkludere en større mangfoldighed og formår at udvikle samfundet på en hensigtsmæssig måde med respekt for menneskers forskellighed. Det fulde billede af individuation og integration bør altså tages i betragtning og omsættes til politik. Mennesker skal være frie og indgå i dybe fællesskaber og få lov til at udfolde sig på et 30

32 så højt niveau af individualitet som muligt. Dermed gør mennesker større og mere relevant nytte for hinanden, for alle følende væsener og for eksistensen i almindelighed. Metamoderne politisk filosofi #6: Transpartiel politik Alle politiske partier og bevægelser er født ud af menneskers oplevede behov og opfattelser af virkeligheden og indeholder derfor altid en kerne af sandhed, af noget grundlæggende godt. Intet politisk parti har helt ret, og intet politisk parti er helt forkert. De bærer alle på små dele af sandheden. Der findes ingen ond politisk bevægelse, og ingen bevægelse der repræsenterer alt det gode. Der findes kun processer, forandringer, interaktioner, dynamikker, som alle skaber noget godt, men som også altid skaber nye problemer og lidelser. En ægte metamoderne politik har brug for at være transpartiel for at fungere. Det vil sige at politikken ikke begrænser sig til at blot repræsentere en bestemt politisk opfattelse, og at man arbejder på tværs af, og bevæger sig udover det traditionelle partipolitiske landskab. Det indebærer at man ser de politiske partier som forskellige interagerende dele, som hver formår at fremhæve forskellige perspektiver, drive forskellige spørgsmål, og bidrage til helheden på forskellige måder. At agere transpartielt indebærer at man samarbejder med de politiske partier ud fra deres medlemmers forskellige måder at tale og tænke på. Metamoderne ideer er så fundamentale, kraftfulde og fleksible, at de (ligesom demokrati og menneskerettigheder) muliggør et transpartielt arbejde. At agere transpartielt vil sige at man benytter alle partier og politiske bevægelser som deltagere i udviklingen af samfundet. På den ene side er det i praktikken kun muligt at repræsentere en begrænset del af sandheden, en af mange mulige fortællinger om samfundet og virkeligheden. På den anden side bør man udvide sin politiske virksomhed ud over egne opfattelser og organisationsmæssige tilhørsforhold for at samarbejde med og inkludere andre politiske bevægelser, erhvervslivet og civilsamfundet. De politiske mål bør altid være vigtigere end et enkelt parti. Gennem at afidentificere sig med sit eget parti, en vis bevægelse eller en specifik ideologi for i stedet at bestræbe sig på at være den politiske kreative impuls, som gennem mange forskellige kanaler og udløb fornyer det politiske system, kulturen og samfundet, bliver det muligt at i stedet for at se andre partier som modstandere, at se dem som venner som det går at samarbejde med. Alle spiller de små eller store roller i den dynamik der fører til en sundere, dybere og bedre virkelighed. Vi er ikke bare tanker og idéer, vi er den proces der udvikler og gør disse ideer til virkelighed. Vi bør derfor stræbe efter størst mulig ydmyghed over for andre menneskers og politiske partiers indsigter om livet og deres viden om politiske og samfundsmæssige virkeligheder. Da kan vi løse mange af de problemer som vi hindres i at løse på effektive måder pga. begrænsninger i vores eget udsyn. Gennem at inkludere flere perspektiver end vores eget opnår vi en rigere forståelse af virkeligheden og bliver bedre politiske tænkere. Dette vil øge 31

33 vores samarbejdsmuligheder og handlingskraft. En transpartielt tankegang er ikke bare politisk korrekthed, det er et effektiv værktøj. Metamoderne politisk filosofi #7: Transpersonlig politik Normalt set anvendes begrebet transpersonlig i udtrykket transpersonlig psykologi, dvs. studiet af sjældne meditative tilstande og oplevelser, f.eks. ved indtagelsen af psykedeliske stoffer. Her på Metamoderna bruges dog ordet transpersonlig i en anden forstand: At vores måde at tænke på går ud over og igennem det enkelte individ. Transpersonlige perspektiver betyder at individer betragtes som komplekse væsener med mange forskellige egenskaber på en og samme tid, og at folk omskaber sig selv og hinanden i dybden. Det betyder at ingen person eller gruppe kan dømmes for samfundets problemer, og løsningerne på sociale problemer ofte ligger i skæringspunktet mellem menneskets indre og dets mange relationer. Et transpersonligt perspektiv på samfundet indebærer en vilje til at pleje, forfine og udvikle menneskelige relationer og deres individuelle og kollektive psyke. Individet er skabt af kollektivet. Og kollektivet er i sidste ende blot en samling individer. Det er ikke meningsfuldt at vælge side i debatten om individets interesser eller om fællesskabet og solidariteten skal være det vigtigste. En udbredt løsning på dette filosofiske problem har været at fremhæve netværket, hvor relationer mellem mennesker og hvordan disse relationer påvirker hinanden anses være i stand til at rumme både individet og kollektivet. Problemet med netværket er at det rent faktisk mindsker betydningen af den enkeltes egne indre oplevelser, og at det ikke lykkes med at beskrive de kollektive realiteter på en tilstrækkelig tydelig måde. Sommetider sammenlignes dette netværk med en organisme, et levende væsen. Men organismen er heller ikke en god måde at forstå samfundet på eftersom en organisme har en individuel bevidsthed hvilket et samfund ikke har. I det mindste ikke som en organisme. Organismen selv er også vigtigere end alle dens individuelle celler eller organer. Samfundet er i stedet til for alle sine medlemmers skyld, ikke omvendt. Altså: Samfundet består ikke af individer. Samfundet er ikke et system af kollektive strukturer. Samfundet er ikke et netværk. Samfundet er ikke en organisme. Hvad er samfundet så? Det er alle disse og ingen af delene. Samfundet er en bred vifte af ofte meget forskellige oplevede virkeligheder som er uløseligt forbundne. Samfundet er en transpersonlig helhed af delvist indbyrdes afhængige, delvist selvstændige dele. Jo dybere niveau et samfundsspørgsmål analyseret på, jo tydeligere bliver dets transpersonlige natur. Tag sociale problemer i familien f.eks.: Børnene er urolige. Børnenes uro beror på at mor og far skændes og ikke giver dem fuld, kærlig opmærksomhed. Grunden til at mor og far skændes er at de oplever en masse vrede og skuffelse. Grunden til at de oplever en masse vrede og skuffelse er at de føler at deres liv ikke er blevet som de ønsker, og at de ikke har nogen kontrol til at ændre deres situation. Grunden til at de føler dette er at de modarbejdes i sine liv og aldrig lykkes med at opbygge gode selvopfattelser og positive forhold til livet. Deres handlinger formes af tanker og 32

34 følelser de ikke er bevidste om. Tankerne og følelserne opstår til stor del af de relationer de oplever i den almene samfundsorden. Samfundsordenen beror på at mange andre mennesker føler det samme som dem. De der repræsenterer samfundsordenen baserer sine beslutninger på hvordan samfundet allerede fungerer. De satser ikke nok på at give børn bedre muligheder fordi de ikke ved hvordan. Børnene er urolige. Og så videre. Det er ikke muligt at pege på enten enkeltpersoner eller kollektive strukturer eller netværket af relationer som værende det afgørende. Disse er blot forskellige sider af den samme virkelighed. De sociale problemer i en familie er bare en overflade, en måde blandt mange til at beskrive en del af menneskers lidelse i virkeligheden. Jo dybere vi går ind i oplevelsen af problemet, desto nærmere vi kommer disse oplevelsers samspil med andre dele af virkeligheden, jo tættere kommer vi på at effektivt kunne løse problemet. Hvad er kernen i det kompleks som vistes ovenfor? Er det individets eget ansvar, eller måske vedkommendes egen oplevelse? Er det de kollektive strukturer? Er det netværket af relationer? Eller er det organismen som helhed? Problemet har ingen kerne, ingen enkeltårsag. Der findes ingen enkeltperson at give skylden, ingen kollektiv struktur der forklarer alles indre oplevelser, ingen enkelt ubalance i netværket, ingen sygdom i samfundsorganismen. Der findes forskellige bevidstheder som er delvist løsrevet fra hinanden og samtidig uløseligt forbundet. Gennem at forstå deres oplevelser, og hvordan disse oplevelser skabes og påvirker hinanden, kan vi begynde at se helheden. For eksempel: Børnene er urolige. Børnenes uro beror på at mor og far skændes og ikke giver dem fuld, kærlig opmærksomhed. Mor og far arbejder sammen for at afhjælpe deres vrede og skuffelse gennem at mærke efter når den dukker op. Grunden til at de arbejder med deres følelser er at de føler at de på denne måde kan øge kontrollen over deres liv og rette op på hvad der har forårsaget dem smerte og bekymring. Deres handlinger formes af tanker og følelser som de gradvist bliver mere bevidste om. Evnen til at identificere og forholde sig til deres egne tanker og følelser har de opnået fordi der findes en almen viden om dette som er bredt formidlet i samfundet. Ændringen i den almene samfundsorden beror på at mange mennesker har oplevet lignende problemer og at der i sidste ende er indsamlet nok viden som er blevet alment velkendt. De som repræsenterer samfundsordenen er interesseret i og støtter disse forandringer. Politikken hjælper til med at sikre at børn har større indre tryghed i skolen. Børnenes uro omdannes snart til kreativitet og lyst til livet. Det som så ud som en gotisk knude ud fra de andre perspektiver, kunne, når et transpersonligt perspektiv anvendes, opløses og forandres. Ved at gå dybt ind i oplevelsen kunne vi håndtere mere kompleksitet uden at gøre problemet hverken individuelt eller kollektivt. Problemet kunne løses uden at vi nogen steder eksakt kunne se løsningen på problemet. Det er fordi problemet kun var et overfladefænomen, et udtryk for en dybere, transpersonlig social virkelighed som fandtes dybt inde i mange forskellige menneskers bevidsthed og i hvordan disse påvirkede hinanden. En politik baseret på et transpersonlig perspektiv gør det muligt at anvende større dybde og håndtere større kompleksitet. Et mere effektivt politisk sprog behøver derfor udvikles sådan at vi kan arbejde sammen om at tage del i dette niveau af politisk påvirkning. 33

35 Metamoderne politisk filosofi #8: Transnational demokrati Transnationalisme er den politiske bestræbelse på at opbygge et samarbejde på tværs af landegrænser så menneskeheden lettere kan forenes omkring løsninger på fælles problemer. Transnationalismen er en videreudvikling, og til dels en erstatning, af den internationale tankegang som i stor udstrækning baserer sig på mellemstatsligt samarbejde alene. Transnationalisme bestræber sig på at overskride det mellemstatslige gennem at på forskellige måder skabe nye samarbejdsmuligheder på tværs af landegrænserne som både går under og over det statslige niveau. Gennem at skabe nye samarbejdsplatforme og aktivere civilsamfundet, forskellige nationale og internationale organisationer og medborgere i forskellige lande på tværs af landegrænser kan man bedre lykkes med at løse mange af de grænseoverskridende problemer som i dag fremstå næsten umulige at løse. Uanset hvordan et enkelt land som Danmark handler politisk, og uanset hvilke love som vedtages af regeringen, findes der udfordringer som Danmark alene ikke kan håndtere på en effektiv måde. Dette gælder også uanset hvor langt medborgernes bevidsthed, den politiske kultur eller de økonomiske systemer udvikles i Danmark. Der er problemer som ikke kan løses uden at mange lande samarbejder. Vi tager et par velkendte eksempler: Miljø og klima: Inden for Danmarks grænser kan man helt sikkert mindske belastningen på økosystemerne, mindske helbredsfarlig forurening, blive mindre afhængig af olie gennem omstilling til grønnere energikilder, beskytte skov, hav, vådområder og så videre. Men de allervigtigste områder kan Danmark dog ikke gøre så meget ved, helt enkelt fordi Danmark befinder sig på samme jordklode som alle andre lande og er en del af de samme globale økologiske kredsløb. Det måske tydeligste eksempel er drivhusgasser. En dramatisk reduktion i udledningen af drivhusgasser i Danmark ville gøre en ubetydelig forskel i forhold til det globale klima. En sådan reduktion ville også være meget dyr for den danske økonomi og føre til at en stor del af produktionen og forbruget flyttes udlands. Andre lande kunne få mere gang i deres økonomi og måske endda opveje den mindskning af drivhusgasser vi har opnået. Når de negative virkninger af klimaændringerne i sidste ende rammer med al sin styrke, skulle Danmark befinde sig i en svækket økonomisk position på verdensmarkedet og muligvis selv blive hårdere ramt af klimaomstillingen end andre sammenlignelige lande. Migration og flygtningestrømme: Danmark giver internationalt asyl til relativt mange flygtninge og har også en omfattende indvandring af anden art. Dette gør en stor forskel for mange enkeltpersoner og familier som formår at undslippe krig, forfølgelse og fattigdom. Samtidigt beriges og belastes det danske samfund på en række forskellige måder der er vanskelige at forudse. Men uanset hvor mange flygtninge der modtages, og hvor vellykket en integrationspolitik der føres, kan Danmark alene umuligt modtage alle de mennesker der har brug for eller ønsker det. Et eller andet sted sættes der altid en grænse og denne grænse vil være en kold og hård mur mod mennesker der ønsker at komme ind i varmen. En sådan grænse opretholdes med politimagt og fører til udokumenterede indvandrere der lever skjult og ofte forsørger sig ved at tigge eller meget usikkert arbejde. Danmark kan ikke alene 34

36 overvinde fattigdom, undertrykkelse og politisk kaos langt ud over landets grænser. Der er intet Danmark alene kan gøre for at der ikke skal findes sårbare og fattige mennesker hverken inden for og uden for landets grænser. Arbejde og finans: Det er næsten umuligt for Danmark alene at opretholde arbejdsvilkår eller en finanslovgivning som er væsentlig anderledes end i vores nabolande. Den internationale konkurrence og verdens store økonomiske ulighed udelukker mulighederne for mange politiske løsninger til at begrænse spekulation, sikre arbejdstagerrettigheder eller indføre vidtrækkende privilegier. I stedet drives lande ofte til at veksle mellem nedskæringer og protektionistiske foranstaltninger. Samtidigt kan fremskridt og privilegier (såsom lavere forbrugerpriser) i et land være knyttet til slavelignende arbejdsforhold i et andet, fattigere land. Internationalismens begrænsninger Disse og mange andre politikområder, såsom sikkerhed, risikostyring og katastrofer, kriminalitet, teknologisk udvikling og global sundhed er i sagens natur internationale eller rettere sagt transnationale. Transnational betyder at problemerne ikke kun findes i relationen mellem landene, men helt enkelt gennemsyrer dem og udstrækker sig gennem forskellige lande, at problemerne eksisterer på kryds og tværs af vores landes grænser. Den gamle tankegang om et samfund, som implicit var en stat, en nation, med et bestemt sprog og sit eget parlament, er ikke nok til at virkelig få løst de transnationale problemer. Staten er stadig vigtigt, men bliver mere og mere utilstrækkelig. Og vores demokrati er udelukkende knyttet til staten. Vi ser at verdens lande sidder fast i et internationalt spil, hvor et lands gode hensigter nemt kan give negative konsekvenser og økonomiske ulemper for landet. Dette forhold kaldes fangernes dilemma at alle involverede parter tvinges til at handle på en dårlig måde, fordi de ikke kan stole på at modparten handler på en tilstrækkelig god måde. Verdens ledere er naturligvis klar over dette og afsætter derfor en masse tid og kræfter på internationale aftaler. Man finansierer også internationale organisationer til afholdelse af forhandlinger, internationale udredelser og fremsættelse af forslag om internationalt gældende aftaler. Ikke desto mindre stagnerer forhandlingerne på nøgleområder som miljø, migration og finansiel lovgivning. Skuffelserne er flere end sejrene. Selv flagskibet EU har vanskeligt ved bare at opretholde det samarbejde som allerede er opnået. Ikke nok med at de internationale aftaler undlader at fremskabe en virkelig verdenscentreret solidaritet, så havner magten og dets vigtigste beslutningsprocesser også stadig mere fjernt fra almindelige medborgere, som jo næppe har bånd til det internationale toplag af ledere. Da bliver forventningerne til lederne for høje og stadig mere urealistiske. Deres handlingskapacitet er ret begrænset og alle sidder de i forskellig grad fast i fangernes dilemma. De forsøger virkelig at løse verdens problemer, men de kan ikke. Det er ikke inden for deres handlingsrammer. Vi har altså et nationalt demokrati i en transnationalt virkelighed og det fungerer temmelig dårligt. Vi har med andre ord brug for et transnationalt demokrati. 35

37 Det indlysende er at forsøge at skabe en demokratisk deltagelse der kan se ud over de enkelte landes grænser, og som kan arbejde på en flydende og smidig måde der svarer til de mange transnationale problemer. Men hvad er det som er nødvendigt for at gøre det muligt for folk at deltage demokratisk ud over deres eget land? En forudsætning er en levende demokratisk kultur, hvor de rette beslutninger træffes på det rette niveau. Det betyder at beslutninger skal træffes på det lavest mulige niveau: lokalt, regionalt, nationalt, overnationalt, global. Vi har brug for en levende vekselvirkning mellem disse niveauer hvor den demokratiske kultur udvikles fra de lokale niveauer og opad. Samarbejde og aftaler mellem forskellige stater er altså ikke tilstrækkeligt, flere niveauer behøver at inddrages for at vi på en effektiv måde kan løse mange af de problemer vi står overfor. Her er det af afgørende betydning at civilsamfundet i de forskellige lande inddrages og at medborgerne i større grad begynder at tænke udover deres egne nationers grænser dvs. en mere global og transnational tankegang og bevidsthed. 36

38 Kapitel 3 DET LYTTENDE SAMFUND: Næste niveau af velfærd 37

39 Næste niveau af velfærd: Det lyttende samfund Hvordan ser næste niveau af velfærd ud? Et sådant spørgsmål kan kun besvares gennem mange menneskers deltagelse og engagement. Hvad vi kan gøre allerede nu er at begynde at tegne omridset for et velfærdssamfund der berører flere aspekter af livet, som støtter mennesker både i vores egen personlige udvikling og i vores forhold til hinanden. Her kalder vi fremtidens velfærdssamfund for det lyttende samfund. Den lyttende samfund er helt enkelt velfærdssamfundet vi kunne ønske os hvad disse ønsker helt konkret viser sig at være finder vi ud af når vi har diskuteret dem og udviklet dem gennem gode, åbne samtaler. Idéen om det lyttende samfund er et teoretisk udgangspunkt fra hvilket vi kan påbegynde diskussionen om fremtidens velfærd gennem at belyse hvad den nuværende velfærd gør, og hvad den ikke gør. Det lyttende samfund er et højere niveau af velfærd end det som findes i det danske samfund i dag. I dag garanteres de fleste danskere en grundlæggende materiel tryghed og sikkerhed. De fleste af os er sjældent urolige for ikke at have mad på bordet, og vi kan oftest føle os sikre på at vi selv og vores nærmeste får den pleje og omsorg vi behøver hvis vi bliver syge og når vi bliver gamle selvom der selvfølgelig findes huller i vores nuværende pleje og velfærdssystem. Der findes højere trin på menneskets behovspyramide som vores samfund ikke i ligeså høj grad formår at håndtere som de materielle og kropslige: At føle sig som del af et varmt og meningsfuldt fælleskab, at få anerkendelse og have et godt selvværd samt for alvor føle at vi udlever vores inderste drømme og ambitioner. Det lyttende samfund er et velfærdssamfund hvor alle mennesker ikke kun garanteres sikkerhed og overlevelse, men også oplever et varmt, meningsfuldt fællesskab, et godt selvværd og muligheder for en frugtbar personlig vækst gennem livets lange rejse. Traditionel velfærd og det lyttende samfund Hvad er konturerne af vores eksisterende velfærdssamfund? Hvad betyder velfærd i dag? Og hvad kan ordet velfærd komme til at betyde i fremtiden? Den velfærd vi kender i dag er frugten af det moderne industrisamfund vi har skabt. Når vi for første gang i historien kunne producere en overflod af livsfornødenheder det vil sige mad, rent vand, varme og sikre boliger, tøj og lægehjælp opstod spørgsmålet hvordan denne overflod kunne fordeles således at ingen skulle gå gennem livet uden en grundlæggende tryghed. På mange måder forsøgte vi i forskellige lande at finde svar på dette spørgsmål: Gennem staten, civilsamfundet eller gennem markedet. Alle moderne demokratier valgte en hybrid af nogen art mellem stat, civilsamfund og marked, dog med forskelligt tyngdepunkt. Af nogle historiske grunde valgte vi i de skandinaviske lande som bekendt at give det offentlige, staten, en afgørende rolle i svaret på spørgsmålet om velfærdens fordeling og tryghedens garanti. Denne model har på mange måder vist sig at være en succes. Gennem de seneste tyve år er det blevet åbenlyst at den fælles tryghed og personlige frihed vi har kæmpet for under velfærdsstatens opbygning i stigende grad er truet. Vi lever i dag i en 38

40 verden, som på grund af en lang række forandringer i den globale økonomi og dele af verdens politiske landskab, er blevet så kompleks og uoverskuelig, at industrisamfundets velfærdsmodel på mange måder er blevet forældet. Vi behøver nye svar på spørgsmålet om velfærd, et helt nyt niveau af velfærd. En velfærd som behøver genopfindes og udvides for at kunne møde den nye tids krav. Så lad os se nærmere på industrisamfundets traditionelle velfærd og hvordan den kan udvikle til at blive mere effektiv og omfattende. Personlig udvikling og selvrealisering Anerkendelse og selværd Fællesskab og gode relationer Sikkerhed og tryghed Mad og overlevelse Læseren kan måske genkende pyramiden i ovenstående figur som Maslows behovspyramide. Hvad denne illustrerer, er at industrisamfundets traditionelle velfærdsmodel, i stor udstrækning, kun bestræber sig på at garantere de mere grundlæggende menneskelige behov, såsom overlevelse og sikkerhed, som f.eks. understøttelse ved arbejdsløshed og behandling af sygdom. Derudover findes der intet udtalt mål om at garantere alle et varmt og meningsfuldt fælleskab, et godt selvværd og gode muligheder for en rig personlig udvikling. Allerhøjst bestræber velfærden sig på at minimere de negative følgevirkninger af ensomhed og manglende anerkendelse, gennem forskellige sociale foranstaltninger når skaden allerede er sket. Mange af de problemer vi oplever i dag kan dog ikke løses med det nuværende velfærdspolitiske fokus på de mere basale fysiske behov. Den dårlige psykiske sundhed, hos visse dele af befolkningen, er tegn på at de højere sociale og psykiske behov ikke varetages på en tilfredsstillende måde uforløste behov som gennem mangelfuld medicinsk symptombehandling ikke løses på en bæredygtig måde. Derfor behøves et helhedstænk som når dybere ind til problemets kerne. Det lyttende samfund bestræber sig således på også at omfatte de højere menneskelige behov i den garanti som vi gennem vores samfund giver os selv og hinanden. Dette er naturligvis ikke nogen enkel opgave, og skal ses som et langsigtet mål der kan sammenlignes med opbyggelsen 39

41 af den traditionelle velfærdsstat en proces som varede det meste af et århundrede. Det er ikke indlysende hvordan vi skal gå fremad for at garantere opfyldelse af de højere behov. Her behøves altså en fælles, langsigtet indsats for at finde løsninger inden for samfundslivets forskellige dele: Pleje- og sundhedssektoren, i skolen, i arbejdslivet, i socialomsorgen, i alle de dele af samfundet vi kan komme i tanke om. Det afgørende er dog at vi løfter blikket og inkluderer de højere menneskelige behov og dermed tænker nyt i forhold til velfærden. Kan det lyttende samfund redde velfærden? Kan det lyttende samfund redde velfærden? Er det rimeligt at udvide velfærden i en tid hvor den eksisterende velfærd er truet? Der findes jo en hård international konkurrence om både jobs og investeringer. Ville det ikke være mere realistisk at bruge alle kræfter på at redde den velfærd vi nu engang har? Et svar til dette går at finde i samspillet mellem de mere grundlæggende og de højere behov. Hvis vi ikke lykkes med at indgå i et godt fælleskab med hinanden hvordan kan vi så forvente os at mennesker vil være med til at garantere andres grundlæggende tryghed og overlevelse på en værdig måde? Hvis selvværdet og anerkendelsen er alt for ujævnt fordelt mellem os hvordan skal vi så kunne have lyst til at indgå i fælleskaber med hinanden? Hvis vi savner muligheder for meningsfulde og kreative liv hvordan skal vi så have tilstrækkeligt overskud af livskraft og medfølelse til at engagere os i demokratiet og alles ve og vel? Det lyttende samfund kultiverer den kollektive intelligens. Den kollektive intelligens er til gengæld den stærkeste garanti for både en stærk, dyb velværd og en sund, konkurrencedygtig økonomi. Det lyttende samfund er således både mål og middel. Menneskets højere behov Gennem at sikre alle et højt niveau af livskvalitet, gennem at sørge for at alle føler sig som del af samfundet, at de har det godt med sig selv, og ikke føler sig fastlåst i deres livssituation, kan vi være med til at sikre en konkurrencekraftig økonomi. For hvor mange udgifter fører livskraftige og glade, samfundsengagerede medborgere med sig? Og hvor meget skulle sådanne medborgere ikke kunne bidrage med? En udvidet velfærd er garanten for et velfungerende og rigt samfund. Et højere niveau af velfærd og lykke er både mål og middel. Samtidigt er forudsætningen for en miljømæssig bæredygtig omstilling afhængig af at mennesker føler sig tilpas og at deres sociale og psykiske behov er opfyldte, inden en reflekteret og bevidst stillingstagen til hvordan vi konsumerer og producerer på kan finde sted. Så lad os kigge nærmere på hvilke spørgsmål vi bør stille os i forhold til hver enkelt af de højere behov: Fællesskab, kærlighed og venskab: Det er langt fra alle mennesker i dagens Danmark som føler at de er del af et meningsfuldt fælleskab. Mange børn får aldrig gode og trofaste venskaber under deres opvækst vi kender alle til fortællinger som disse: Teenagedrengen som 40

42 isolerer sig hjemme foran computerskærmen og dermed aldrig udvikler sine sociale færdigheder, ikke kan finde sig en kæreste, og efterfølgende får problemer med at tilpasse sig livet som voksen. Når vi sender vores børn i skole findes der ingen garanti for at de får gode kammerater og mulighed for at knytte de bånd til andre mennesker som er så vigtige for deres fortsatte udvikling. Dette gælder ikke bare børn, men også voksne. Mange voksne mænd savner dybe venskaber og går en lang og ensom rejse gennem livet, taler aldrig om deres følelser med andre, også selvom de har arbejde og familie. Mange voksne kvinder føler sig anderledes og udenfor, lider af ensomhed specielt højere oppe i alderen. Både kvinder og mænd gennemlever ufrivilligt lange perioder uden en livspartner eller andre positive seksuelle relationer. Selv i ægteskabet findes der ofte relationer uden ægte nærhed og kærlighed. Lignende situation findes i arbejdslivet. Manges arbejdsliv er uden virkeligt givende samarbejde. Andre kæmper for overhovedet at være med på arbejdsmarkedet og for at tage del i samfundslivet: Den unge arbejdsløse, den overflødige ældre, den socialt utilpassede og afvigeren. Manglen på fælleskab er manges følgesvend gennem hele livet. Og frygten for marginalisering er en drivende kraft i mange menneskers liv. Mange af os dør ensomme. Hvordan sørger vi for at ingen ufrivilligt går gennem livet uden gode venskaber? At så mange som muligt får en livspartner, hvis vi altså ønsker os det? Hvordan sørger vi for at familier lykkes med at holde sammen? Hvordan sørger vi for at mennesker for mulighed for at føle sig som del af samfundet og oplever fælleskab på arbejdspladsen og i privatlivet? At ingen behøver at ældes og dø i ensomhed? Til dette behøver vi en lang række indsatser, fra den tidligste barndom, gennem skoleårene, i voksenlivets relationer, i arbejdslivet og inde for pleje og omsorg af alle aldre. Så mange konkrete situationer bør forandres, sådan at de på bedre måder fremmer dannelsen af positive bånd mellem mennesker. Den emotionelle og sociale intelligens bør udvikles på alle niveauer i samfundet. Anerkendelse og selvværd: Der er endnu flere af os som aldrig kommer til at have et godt selvværd over længere tid. Vi kender til den dygtige pige i skolen, udadtil velfungerende og charmerende, men som rammes af fortvivlelse overfor alle de højt satte præstationskrav og skønhedsidealer. Hendes fortvivlelse kan gå over i selvhad og destruktive adfærdsmønstre. Mange af os kæmper sig gennem et langt karriereliv uden at få genuin anerkendelse og et stærkt indre selvværd. Mennesker behøver anerkendelse, vi behøver nogen form for bekræftelse af at vi er gode personer og at vi er værdifulde for andre, både privat og professionelt. Hvis nogen savner selvværd bliver det ofte betragtet som en indre svaghed hos den enkelte person, snarere end et socialt og politisk problem. Men manglen på selvværd er også et stort samfundsmæssigt problem med store konsekvenser både hos den enkelte og for dennes omgivelser. Mange mennesker som føler sig udenfor kæmper med sit selvværd, hvilket præger deres relationer til andre mennesker på negative måder. Manglen på genuin anerkendelse præger en stor del af den mere etablerede og udadtil velfungerende del af befolkningen. Denne mangel driver mange mennesker til at handle på måder de ellers ikke ville gøre. Den skaber lidelse og vækker dyb bitterhed. At ikke få anerkendelse og et godt selvværd kan gå ud over vores nære relationer, og fremfor alt medføre at vi helt enkelt ikke følger vores inderste drømme. 41

43 Hvad bør vi gøre for at ingen skal føle sig som et dårligt eller mislykket menneske? Hvordan kan vi sørge for at vi ikke bare bliver tolererede, men faktisk også elskede, anerkendte og accepterede? Selv her behøves der indsatser gennem hele samfundslivet: At aktivt og bevidst opbygge hvert menneskes selvværd, allerede fra den tidligste barndom, er en fælles samfundsopgave som vedrører os alle. Personlig udvikling, selvrealisering: Endnu færre af os får mulighed for at leve genuint spændende og udviklende liv i vores hverdag. Hvor mange personer føler virkeligt at de følger deres drømme i hverdagen og går deres egne veje uden at spørge andre om lov? Flere af os har i større udstrækning end tidligere interessante og givende jobs, men for de fleste af os bliver hverdagslivet aldrig det spændende eventyr som vi ved det kan være. Mange af os bærer rundt på en dyb længsel efter at bruge vores liv til noget virkeligt meningsfuldt, noget hvor vi giver en unik og smuk gave videre til vores medmennesker og til verden. Men alt for mange af os føler desværre at livet bare suser forbi, og at det vi inderst inde gerne ville skabe eller bidrage med havner længere og længere væk fra os. Hvad er det som bør forandres for at alle kan finde gode, meningsfulde opgaver i livet? Hvordan kan vi sørge for at ingens liv bare bliver en tom trædemølle, et hamsterhjul? Eller undgå at mennesker aldrig får mulighed til at anvende deres dybeste drivkræfter og begavelser? Her behøves et fleksibelt arbejdsliv som ikke efterlader os mennesker udenfor, og heller ikke fastlåser os i visse roller. Ydermere behøver mennesker støtte for deres personlige udvikling gennem hele livet, ikke mindst i relation til livets sværeste og dybeste kriser. Når mennesket får alle disse behov tilgodeset forbliver det blot at fordybe sig selv, finde mening og at forsøge at gøre godt for andre og for verden. Uhensigtsmæssig kompensation for disse mangler gennem øget forbrug vil i vis udstrækning også være sat ud af spillet. Hvordan kan velfærden udvides? Kan disse behov tilfredsstilles for flere mennesker end i dagens samfund? Hvordan skulle et velfærdssamfund se ud som lykkedes med at tilgodese mere end bare basal tryghed og sikkerhed? Kan vores børn garanteres psykisk velvære og gode sociale relationer? Kan vi garantere at alle vokser op med et godt selvværd som følger os resten af livet? Kan flere af os bruge vores hverdagsliv til at skabe noget som virkelig har betydning for os selv og verden? Hvordan skulle vi kunne lykkes med at opnå et sådant nyt velfærdsniveau i Danmark? En måde er at sammen skabe en vision for fremtidens velfærdssamfund som sætter os i bevægelse. Fremtidsvisioner kan rigtigt nok forblinde os og gøre os uforsigtige. Men lige præcis her kan vi godt tillade os at tænke over hvordan et bedre samfund skulle se ud, hvor alle mennesker så langt det er praktisk muligt følte sig sikret både et varmt fælleskab, et godt selvværd og en meningsfuld personlig udvikling. Hvordan skulle et sådant samfund se ud? Hvordan skulle udenforskabet, dårlig sundhed og kriminaliteten påvirkes? Hvordan skulle den psykiske sundhed påvirkes? 42

44 Det er kun gennem godt samarbejde at vi kan finde alle de mange små og store løsninger, og gennem at sammen prøve os frem som vi kan finde svarene på alle disse spørgsmål. For at opnå dette næste niveau af velfærd bør vi anvende os af vores fælles viden og færdigheder. Gennem at udvikle vores evne til at lytte til alle medborgere kan vi anvende betydeligt flere menneskers samlede kundskaber og indsigter til at forbedre samfundet. Dette kan tage mange former. En god begyndelse er at samles omkring nye måde at tale om politik på, at eksperimentere med forskellige former for politiske møder for at skabe gode samtaler. Fra tolerancens til acceptens samfund Visionen om det lyttende samfund og et nyt niveau af velfærd giver os ledetråde til hvordan næste niveau af økonomi kan se ud: En økonomi på menneskers og naturens premisser. Når økonomien, forbruget og arbejdslivet ikke længere drives af menneskers vilje at undgå ensomhed og sikre sig anerkendelse, når mennesker hviler i sig selv angående disse højere psykiske og sociale behov, så bliver det lettere for os at træffe genuint frie og bevidste valg om vores fælles fremtid. I dag drives store dele af økonomien desværre af vores usikkerhed: Unge er bange for at have forkert tøj, mobiltelefoner og kroppe, voksne for at have forkerte biler og møbler. Mange af os arbejder med ting som vi ved ikke fører noget godt med sig, hverken for os selv, miljøet eller andre, men vi vælger alligevel at tilpasse os for ikke at miste vores position og status i samfundet. Mange af os lærer tidligt betydningen af at lyve og bedrage for at lykkes i karrieren særligt højere oppe erhvervslivet og det offentlige. Men vi kan finde måder at beskrive, tale om, og måle udvikling inde for det som betyder allermest for os mennesker: At få mulighed for at leve lykkelige liv. Dette er nøglen til at opnå en social og økologisk bæredygtig vækst, en vækst målt i menneskers tilfredshed, lykke og muligheder for at realisere sine drømme. Det er her vi bevæger os fra det liberale tolerancens samfund og ind i acceptens samfund. Det moderne demokrati er baseret på idéen om tolerance, at vi mennesker bør tolerere hinanden, også selvom vi er uenige eller har modstridende interesser eller værdier. Gennem at åbne op for accept, kan vi begynde at bygge et samfund som er baseret på oprigtige følelser af fællesskab, respekt og medfølelse. I et sådant, lyttende, samfund, skulle vi alle føle os sete, hørte, og som del af et fælleskab. Alle skulle føle sig dybt accepterede for dem vi er. At bygge det lyttende samfund drejer sig om at gøre livet rigere for os mennesker, at forandre vores indre oplevelser. Her nærmer vi os en ny slags økonomisk tænkning, hvor lykken og lidelsen står i centrum, snarere end de materielle resursernes vækst og fordeling. 43

45 Kapitel 4 LYKKENS ØKONOMI: Næste niveau af markedsøkonomi 44

46 Lykkens økonomi #1: Næste niveau af økonomi for en bæredygtig udvikling Lykke er noget svært definerbart og diffust noget. Derfor er det også vanskeligt at gøre lykken til politikkens mål og mening. Det er meget lettere at forholde sig til den hårde valuta vi udregner vores materielle ressourcer i. Der er ingen der kan pege på lykken og sige præcis hvad det er. Ikke desto mindre har vi et stigende behov for at forstå hvad lykke og lidelse er, samt ikke mindst at politisk kunne forholde os til det. Næste niveau af vores markedsøkonomi handler derfor om at omdanne de menneskelige drivkræfter som styrer vores handlinger, vores økonomiske produktion, vores forbrug og vores arbejdsliv. Det er dette vi kalder for lykkens økonomi: At husholde med hele strømmen af menneskelige handlinger, på en bæredygtig måde, som fremmer størst mulig tilfredshed for alle. Den enkleste måde at forstå dette er ved at stille spørgsmålet: Hvilke niveauer af lykke og lidelse skaber vi gennem brugen af vores tid og vores resurser, og hvor bæredygtige er disse niveauer? Når vi stiller disse spørgsmål og for alvor gør politik af dem, så er vi begyndt at udvikle lykkens økonomi. Lykkens økonomi indebærer at vi på en gennemgribende og bevidst måde anvender samfundets resurser til at mindske lidelse og udvikle livskvaliteten. Tænk på hvor mange ressourcer vi har: så mange begavede og opfindsomme mennesker, som sammen besidder så utrolig mange penge og materielle resurser. Anvendes disse resurser i dag på den bedst mulige måde til at skabe lykke og mening? Skaber vi virkelig tryghed og frihed på den bedste måde? Det er en rimelig antagelse at det er muligt at bruge vores fælles resurser på en langt bedre måde end i dag. Det ville jo være mærkeligt at antage at samfundet ikke gik at forbedre, at det ikke kunne forbedres i dybden. Det handler ikke kun om at husholde med vores materielle resurser, men derimod med hele livet. Det handler om hvordan vi disponerer vores fælles tid og opmærksomhed og hvilke resultater dette giver. Frem for alt handler det om at omfordele vores tid og opmærksomhed, sådan at vi opnår højere lykke på en mere bæredygtig måde. Det er nemlig ved at omdanne de menneskelige drivkræfter bag de økonomiske systemer at vi kan gøre lykkens økonomi mere effektiv. Lykkens økonomi for en bæredygtig udvikling Det er vigtigt at kunne skelne mellem nogle af tidens mest udbredte perspektiver på hvordan lykkens økonomi hænger sammen med bæredygtigheden. Nedenfor findes fire muligheder, hvor den fjerde er den vi her på Metamoderna ønsker at fremme. Den første måde at skabe en mere bæredygtig udvikling på med større velvære kaldes for absolut afkobling. Her forsøger man at afkoble den økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen. Det kan handle om at prioritere forbruget af kultur og tjenester i stedet for fysiske varer, eller investeringer i grønne teknologier. 45

47 En anden måde handler om at sætte spørgsmålstegn ved selve den økonomiske vækst med målsætningen om så småt at skrumpe økonomien og det miljømæssige fodaftryk. Her betones i stedet alternativer til den økonomiske vækst og måder at mindske den samlede mængde økonomiske aktiviteter. Denne fremgangsmåde kaldes ofte for degrowth. Den tredje måde, indre udvikling, handler om at betone lykkens målbarhed og gøre den til en vigtig del af vores politiske beslutningsprocesser. Kendte økonomer har fremhævet dette perspektiv, f.eks. i FN s World Happiness Report, som også var grundlag for en FNkonference med samme emne. Den fjerde mulighed, som Metamoderna baserer sin økonomiske tankegang på, er økonomisk samudvikling. Her anvendes den indre udvikling ikke blot til at mindske forbruget, men til at skabe betingelser for en omdannelse af hele kulturen og de økonomiske systemer. Det handler om at bruge indsigterne fra alle de tre første perspektiver for at husholde med lykkens økonomi på en social og økologisk bæredygtig måde. Det er dette perspektiv som ligger til grund for denne blogserie om lykkens økonomi. Den røde tråd i den økonomiske samudvikling er betoningen på balance mellem indre og ydre udvikling. Økonomisk samudvikling udgør dermed væksten i lykkens økonomi. Den såkaldte indre udvikling behøves for at gøre et bæredygtigt samfund muligt, eftersom den indre udvikling fører til en grundlæggende forandring af samfundet. Den indre udvikling udgør vores vigtigste redskab for en rig og bæredygtig lykkens økonomi. Lykkens økonomi #2: Balance mellem indre og ydre udvikling Indre udvikling handler om hvordan vi selv oplever virkeligheden om vores følelser og drivkræfter, om vores bekymringer, vores relationer, vores begær, vores selvbilleder, vores tillid til hinanden, vores sindstilstande, vores evne til at se skønhed i verden og tilværelsen, vores selvforståelse og vores grundlæggende forhold til livet og døden, lykken og lidelsen. Den indre udvikling er ikke gratis. Den kommer ikke uden store anstrengelser og velvalgte prioriteringer af både menneskelige og materielle resurser. Hvordan kan indre udvikling se ud i praksis? Hvordan udvikler vi vores behov, vores personligheder og de hverdagssammenhænge som vi lever, konsumerer og arbejder i? Der findes selvfølgelig mange måder at besvare disse spørgsmål på. Men der findes også et meget simpelt svar: Indre udvikling kræver at vi retter opmærksomheden indad. Det handler om at bruge tid og kræfter på det besværlige arbejde at granske sig selv, løsne op i spændingerne i skuldrene, mærke knuden i maven, mærke hvordan tankerne flyver og farer forbi i alle retninger. Dette kan vi gøre på to forskellige måder: 1) Selvobservation: En måde er at vi får vejledning i hvordan vi mærker vores egen opmærksomhed og derefter øver os på at observere vores tanker, følelser og impulser, f.eks. gennem kropsøvelser, meditation afspænding og mindfulness. På denne måde lærer vi at bemestre vores egne følelser og reaktioner. Vores forhold til livets store 46

48 spørgsmål udvikles og forandres. Vores frihed og selvstændighed vokser. Det er velkendt og videnskabeligt bevist at chefers personligheder og personlige udvikling er afgørende for hvor godt virksomheder fungerer og udvikler sig. Man plejer at tale om lederskabsudvikling. Men det samme gælder naturligvis alle medarbejdere på en arbejdsplads. Vi er jo alle i en vis forstand vores egne chefer. 2) Udforskende samtaler: Den anden måde er at deltage i nogen form for samtale hvor vi kommer til at lære os selv bedre at kende, samt vores ubevidste motivationer og adfærdsmønstre. Her findes naturligvis den terapeutiske samtale med uddannede psykologer eller andre samtaleledere, men også samtalegrupper kan henregnes hertil. Virksomheder og organisationer kan på en bevidst og aktivt måde inddrage mennesker i løbende samtaler om arbejdspladsens grundlæggende formål og målsætninger, om hvilken udvikling man ønsker at se. På mange arbejdspladser i dag ville det dog blive opfattet ganske pinligt hvis nogen stillede alt for dybdegående spørgsmål. Her er en kulturel udvikling mulig. At forstå vores egne og hinandens motiver, ønsker og drivkræfter er afgørende for lykkens økonomi. At balancere indre og ydre udvikling i vores økonomiske systemer Ydre udvikling handler om de ting vi kan se og røre ved. Det handler om udviklingen af nye produkter og tjenester, ny offentlig service, nye bymiljøer, forbedret transport, infrastruktur, sundhedsvæsen, energiforsyning osv. Når de økonomiske systemer udvikles er det også tale om ydre udvikling. Eftersom lykke og lidelse kan forklares både af den ydre virkelighed omkring os og af hvordan vi selv oplever denne virkelighed, har vi derfor brug for et økonomisk system som understøtter både ydre og indre udvikling. Dagens økonomiske liv som vi arbejder og producerer i, som vi forbruger i, som vi fordeler vores opmærksomhed og tid i betoner i overvejende grad den ydre udvikling. Udfordringen bliver derfor at balancere den ydre udvikling med den indre. Vi er nødt til at også prioritere den indre udvikling i hele det økonomiske liv. Dette bør ske på videnskabelige og empiriskbaserede velbegrundede måder på måder som fremmer langsigtet velvære og afhjælper de mange små og store lidelser vi oplever i livet. Vi kan altså blive bedre til at prioritere hvordan vi bruger den strøm af opmærksomhed og handlinger hvorigennem vi skaber vores ydre og indre virkelighed. Derfor ville det være af høj værdi at starte en velfungerende demokratisk samtale om hvordan vi kan udvikle vores indre dimensioner. Det bliver stadig mere indlysende at vores nuværende økonomiske system ikke formår at øge trivslen på en måde der fører til en bæredygtig udvikling. At udvikle de indre dimensioner er afgørende for at vi skal kunne skabe vidtrækkende ændringer i de økonomiske systemer som peger i en miljømæssig og socialt bæredygtig retning. Indre udvikling er den mest direkte måde at ændre de menneskelige drivkræfter som opererer i 47

49 de økonomiske systemer. Det er på høje tid at den indre udvikling begynder at blive brugt mere aktivt og bevidst. Lykkens økonomi #3: Økonomiens menneskelige drivkræfter Hvad er økonomien egentlig? Økonomien er ikke en upersonlig maskine langt væk fra os. Vi skaber den på ny hver dag ved at stræbe, ønske og begære. Økonomien skabes af vores viljer, af hvad vi vil have og opnå i livet og hvordan vi og vores jord kan opfylde disse behov. Vi har alle motivationer og drivkræfter der styrer vores handlinger og påvirker hvorhen vi retter vores opmærksomhed i livet. Vi forsøger ofte opnå det vi føler at vi mangler det være fornøjelser, tryghed, fællesskab eller anerkendelse. Med andre ord: Den drivende kraft i det økonomiske liv er intet andet end summen af vores behov, begær og drømme. Det kan undertiden være svært for os at vide præcis hvilke de er. Nogle gange forstår vi først når vi ser tilbage på vores liv hvad det var som drev os til at prioritere det ene eller det andet, hvad som fik os til at handle, hvorfor vi traf de valg vi gjorde. Hvis vi er fattige drives vi selvfølgelig til at arbejde for at få mad på bordet og tag over hovedet. Så er det frygten for ikke at overleve som er det afgørende for vores valg og prioriteringer. Hvis vi risikerer udstødelse og ensomhed drives vi af ønsket om at sikre os at vi får lov til at deltage i samfundslivet, sådan at vi lettere kan få venner, partnere, en hverdag i en sammenhæng med andre mennesker. Hvis vi føler tvivl om vores værdi og evner drives vi af ønsket om at præstere, at opnå resultater som vil vinde andres anerkendelse. Vores oplevede behov sætter på denne måde grænserne for hvad vi kan gøre, sige og tænke. Men der findes også handlinger der ikke direkte kan afledes fra noget vi mangler, handlinger der lader til at stamme fra et overskud, fra spontan livsglæde. Nogle af de ting vi gør, siger og tænker er udtryk for at vi har et oprigtigt ønske om at give noget videre, at realisere noget, at følge vores samvittighed og vores værdier. Andre ting gør vi for at tilpasse os den hårde virkelighed, fordi vi føler at vi er nødt til det, fordi prisen ville være for høj hvis vi ikke gjorde det. Således kan vi noget forenklet tale om to typer af drivkræfter i det økonomiske liv: mangel-styret adfærd og glæde-styret adfærd. Mangel- og glæde-styret adfærd Mangel-styret adfærd er når vi gør noget fordi vi skal, når vi ikke har råd til at føle efter. Det er når vi arbejder fordi vi er bange for at miste jobbet, eller når vi forbruger fordi vi føler at vi har brug for at fikse noget der er galt med os selv (udseende, livsstil, status, for at dæmpe angstfølelser osv.), når vi lader være med at reagere på uretfærdigheder fordi vi føler at prisen ville være for høj (f.eks. at vi deltager i aktiviteter som vi ikke anser etisk korrekte fordi vi ikke ønsker at miste vores kollegaers anerkendelse). Flere eksempler er når vi stresser og ofrer vores velvære for at opfylde andres forventninger, eller når vi undertrykker vores følelser for at passe 48

50 ind i mængden. I sådanne tilfælde er det klart at vi styres af oplevede mangler og uopfyldte behov. Det samme princip gælder i privatlivet: når vi fortsætter med at være i forhold der skader os, eller ikke tjener os vel, når vi vælger ikke at udleve vores drømme, alt sammen for at undgå skyld- og skamfølelser så er det spørgsmål om mangelstyret adfærd. Glædestyret adfærd er når vi bruger vores spontane kreative kræfter. Når vi anstrenger os fordi vi har en positiv vilje eller ønske om at skabe noget bedre eller dele noget godt med andre. Det er når vi føler ægte inspiration, når vi tror på hvad vi gør, når vi anser at vores opgave er så vigtig at vi havde betalt en anden for at udføre det samme arbejde hvis det var muligt. Det er når vi følger vores hjerte og når vi arbejder ud af kærlighed snarere end af frygt for at miste eller gå glip af noget. Når vi handler ud fra en position af overflod og giver denne livsvilje videre, så er der tale om glædestyret adfærd. Ganske vist kan det ikke undgås at mangelstyret adfærd forekommer. Alt kan ikke altid være sjovt og inspirerende hele tiden. Men er mangelstyret aktiviteter virkelig noget vi ønsker for os selv og hinanden? Er det miljømæssigt og socialt bæredygtig at opbygge vores økonomiske systemer på folks frygt og oplevede mangler? Det eneste svar er at vi har mest at vinde ved at øge andelen glædestyret adfærd og befri os så meget som muligt fra den mangelstyrede. Lykkens økonomi #4: Hvad er økonomisk samudvikling? Indenfor lykkens økonomi modsvarer den økonomiske samudvikling væksten i den materielle økonomi. Den økonomiske samudvikling handler om at gøre samfundet rigere på lykke og livsglæde, at effektivisere lykkens økonomi på en bæredygtig måde. Glædestyret adfærd er i lykkeøkonomisk betydning væsentligt mere effektiv end mangelstyret adfærd, og glædestyrede handlinger skaber langt større frihed i vores daglige valg. Mangelstyret adfærd opstår jo netop når vi føler at vi ikke har noget reelt valg. Glædestyrede handlinger forårsager mindre lidelse under selve udførelsen da der er tale om kært arbejde og det skaber produkter og tjenester af højere kvalitet rent lykkemæssigt, fordi vi virkelig bekymrer os om resultatet af vores arbejde. Denne type arbejde gør at vi føler at tiden vi bruger på det er værdifuld. Og måske det allervigtigste er at vi får lov til at følge vores samvittighed, at vi ikke føler vi er nødt til at sælge ud af vores værdier om rigtigt og forkert at vi faktisk har et valg. For at øge den glædestyrede og reducere omfanget af den mangelstyrede adfærd, må vi skabe forudsætninger for at vi føler vores behov er sikret: sikkerhed, fællesskab, anerkendelse osv. At øge andelen af den glædestyrede adfærd er derfor dybt forbundet med opbyggelsen af det næste niveau af velfærd: det lyttende samfund. Først når vi føler os virkelig trygge og har højt selvværd kan vi forventes at handle ud fra ægte indre frihed. Samtidigt har vi brug for at skabe flere virksomheder, arbejdspladser og andre sammenhænge som aktivt og bevidst støtter os i vores glædesstyrede handlinger. 49

51 For at udvikle lykkens økonomi kræves der en omfattende indre udvikling en udvikling som betyder at vi som personer føler os mere levende, at vi oplever virkeligheden på en mere kærlighedsfuld og legende måde. Når vores oplevede behov ændrer sig, så ændres også drivkræfterne i økonomien. Vi efterspørger andre produkter og tjenester, vi stiller andre krav til vores arbejdsgivere, vi starter og driver virksomheder med både hjerne og hjerte. Dette kan illustreres med en model opdelt i fire felter. De to felter til højre repræsenterer den ydre udvikling. De to felter til venstre den indre udvikling: Modellen kan læses sådan her: Gennem en bevidst og aktiv udvikling af vores indre dimensioner skabes der efterspørgsel efter nye tjenester og produkter. For at opfylde denne efterspørgsel behøves der nye økonomiske systemer som i højere grad baseres på glædestyret arbejde og samarbejde. Disse nye systemer bidrager til skabelsen af en ændret økonomisk kultur, hvor vores forventninger og krav til os selv og hinanden forandres. Denne forandrede kultur fører til at vi opfatter virkeligheden anderledes og derfor revurderer vores prioriteter i livet. Dette fører igen til at vores behov forandrer sig og så videre. De fire felter udvikles hånd i hånd. De nye behov (indre udvikling) har brug for at blive understøttet af tilsvarende ændringer i de tre andre områder, og udviklingen sker i små skridt. Ingen kan ændre hele det økonomiske system på en gang. Som det vises i figuren her er økonomisk samudvikling når den indre og ydre udvikling dynamisk forstærker hinanden i retning mod større velvære og bæredygtighed: Det er ved at prioritere mere af vores tid og opmærksomhed på indre udvikling at vi kan udvide andelen glædesstyret adfærd i samfundet. 50

52 Lykkens økonomi #5: Hvordan skaber vi en virkelig fri økonomi? Hvad er økonomisk frihed? Mange gange når der tales om en fri økonomi menes der et marked med så lidt regulering og statslige indgreb som muligt. Men ifølge et lykkeøkonomisk perspektiv er definitionen af en fri økonomi, en økonomi med så lidt mangelstyret adfærd som muligt. En stor del af vores økonomiske liv kan i en dybere mening ikke betragtes som værende præget af fri udveksling og frie valg. Er vi virkelig frie når vi drives til at arbejde, præstere og forbruge ud af frygt og oplevede mangler? Hvor frie er vi når vi føler at vi er nødt til at handle mod vores samvittighed, eller arbejde med noget vi ikke føler os oprigtigt engageret i? Og er vi virkelig frie når vi på et ubevidst plan manipuleres til at forbruge, gennem f.eks. reklamer? På en måde er vi naturligvis altid frie eftersom det er os selv der træffer valgene for vores liv og hvad vi vil prioritere. Men der findes forskellige grader af frihed. At friheden kan fordybes gælder altså både i demokratiet og i det økonomiske liv. Hvis vi betragter os selv som frie i dag kan vi altså blive endnu mere frie i fremtiden frie i en dybere forstand. De eksisterende økonomiske systemer kan udvikles til at skabe dybere frihed. En ufri økonomi præget af frygt, mangler og manipulationer kan forklare hvorfor det økonomiske liv i dag ofte hverken gavner os selv, vores medmennesker eller biosfæren. Vi er simpelthen ikke frie nok til at træffe valg baseret på det vi virkelig vil. At skabe ægte økonomisk frihed handler altså om økonomisk samudvikling, at gennem vores kollektive intelligens finde velbalancerede måder at udvikle hvordan markedet fungerer på. En sådan frihed gør bl.a. et langt mere kreativt og alsidigt iværksætteri muligt. Den økonomiske frihed følger også en fordeling hvor nogle trækker et længere strå end andre. En miljømæssig og social bæredygtig økonomisk frihed bør fordeles på en retfærdig måde. Lykkens økonomi #6: Hvordan kan vi gøre samfundet mere lige og retfærdigt? Klassekløfter hvad kan vi gøre for at overvinde dem? Hvordan kan vi gøre fordelingen af lykke og lidelse mere lige? Næsten alle oplever en vis grad af lykke i livet og alle er vi nødt til at gå gennem en vis del lidelse. Men ofte ser vi at nogle af os lader til at lide langt mere end andre, at nogle af os taber i hverdagens spil, og at de svageste og mest udsatte rammes allerhårdest. Skal det være sådan? Det lader til at livet er nødt til altid at indeholde en vis del konkurrence og spil os mennesker imellem: vi kan jo ikke alle bo på samme sted, have den samme livspartner, have det samme job, være månedens bedste medarbejder osv. Vi har alle forskellige forudsætninger og 51

53 forskellige typer af talenter. Nogle gange bliver vi vindere, andre gange tabere. Vi ønsker alle at spille gode og beundringsværdige roller i livet, og vi er nogle gange nødt til at tage risici for at vinde hinandens anerkendelse og betragtes som succesfulde, intelligente, modige, kærlige, osv. Vi er tvungne til at spille med i hverdagens spil et spil som til tider kan være alt for hårdt for os. Der findes tre grundlæggende måder at forholde sig til dette livets store spil. Den første måde er at benægte spillet. Så prøver vi så vidt muligt at ignorere det faktum at der findes konkurrence os mennesker imellem. Vi forsøger da at skabe lighed, mens vi bortser fra visse menneskers fordele og andres mangler, gennem at finde metoder til at udjævne forskellene mellem os. Vi fornægter spillet fordi vi simpelthen ikke finder os i de store uligheder. Dette fører desværre ofte til at mange af os aldrig kommer til at lære spillets regler og derfor aldrig får mulighed for selv at tage kontrol over vores liv. Den anden måde er at i stedet omfavne spillet. Så anser vi at nogle mennesker fortjener at have det bedre end andre fordi de har nogle gode menneskelige kvaliteter. De som har det svært må så lære sig af dem der har det bedre, så også de kan lykkes i livet. Så tilpasser vi os efter at livet er svært nogle gange og at hver og en i sidste ende har ansvaret for sig selv. Det farlige med spilomfavnelsen er at vi begynder at forsvare ulighederne. Alle kan ikke altid være vindere i livets spil, så selv hvis alle lærer dets regler vil nogle mennesker altid blive slået ud. Den tredje anskuelse er at ville ændre spillet. Så benægter vi ikke at mennesker nogle gange er nødt til at konkurrere med hinanden, men vi finder os heller ikke i at livet er uretfærdigt og at nogle skal lide for at andre skal kunne have det godt. Lykkens økonomi #7: Hvordan kan hverdagens spil forandres? Vi kan omfordele lykke og lidelse i samfundet ved at gøre hverdagens spil så åbent, transparent og retfærdigt som muligt. Det er ved at ændre spillets regler som vi kan gøre livet blidere, mere tilgivende og mindre styret af frygt. Vi bør indrette samfundet sådan at vi mennesker får flere chancer og har mindre grund til at føle os mislykkede, mindre grund til at miste håbet. Vores fælles indre udvikling er her helt afgørende. Set i lyset af lykkens økonomi, fører et mere retfærdigt, blidere spil i alle aspekter af livet i venskaberne, i kærligheden, på arbejdsmarkedet til at den glædestyrede adfærd øger og den mangelstyrede adfærd mindskes. Men igen: hvordan kan spillet forandres? Der er brug for et skifte fra tolerancens samfund til acceptens samfund. Et acceptens samfund er et hvor vi ikke kun tolererer hinandens forskelligheder, men faktisk formår at acceptere og værdsætte hinanden. Det er trods alt ikke så flatterende at blot blive tolereret af andre: Jeg kan ikke lide dig, men lader dig være. Vi ønsker alle at føle os accepterede for hvem vi er. Mængden af accept (og tolerance) afgør en stor del af det hverdagsspil vi skaber sammen. Accepten kan udvikles og gro gennem at de sammenhænge vi lever i bliver mere accepterende, mere kærlighedsfulde om man vil. 52

54 Acceptens samfund kultiveres gradvist gennem forandringer af kulturen. Og kulturen kan udvikles: hvordan vi ser på succes og fiasko, hvordan vi dømmer os selv og hinanden. Vores indre oplevelser af virkeligheden kan udvikles gennem kultiveringen af vores sociale og følelsesmæssige intelligenser. De økonomiske systemer kan omskabes sådan at de støtter nye former for forbrug, forsørgelse og beskæftigelse. På denne måde kan selve det sociale spil forandres, hvordan vi opfører os og interagerer med hinanden i hverdagen. Med andre ord: gennem en økonomisk samudvikling der skaber indre tryghed og dybere fællesskaber, mindsker lidelsen som forårsages af hverdagens spil. Vi får flere chancer, vi dømmer os selv og hinanden mindre hårdt, og vi kan tillade os at være os selv i større udstrækning og vi kan begynde at stille dybere spørgsmål om formålet bag vores handlinger. Lykkens økonomi bliver rigere og vi får råd til større accept. En vigtig konsekvens af at hverdagens spil udvikles er at det bliver mindre vigtigt at mennesker har en vis position i samfundet f.eks. ansat eller arbejdsløs. Hierarkierne bliver mindre udtalte og det bliver mindre afgørende at have et fint job for at føle sig som en værdifuld person. Dermed mindsker klassekløfterne. Pengenes symbolværdi falder. Vi bliver mere lige. 53