> En undersøgelse af unge uledsagede flygtninges perspektiver på integrationen

Transkript

1 HVORDAN GÅR DET DEM? > En undersøgelse af unge uledsagede flygtninges perspektiver på integrationen At få os til at føle os ønsket at få os til at føle, at man gør en forskel. (Christine) Jeg synes, at det sværeste er ikke at have en familie. Jeg har ikke et hjørne, hvor jeg får omsorg og tryghed. Der ligger meget pres på os, fordi vi er alene. (Marian) Jeg har lidt mere frihed end ham, der er kommet med sin familie. (Mehdi) Jeg er integreret, men jeg kan ikke mærke integrationen. (Adnen) Hver gang jeg lærer et nyt ord, så bliver jeg glad. (Den unge albaner) "Vi er mennesker. Vi skal leve sammen. Konflikter små som store hænder dagligt her der. Hvad må vi lære at leve med? Vi skal lære at leve med hinanden. Mig, min onkel, min kusine, hendes mand, naboen og hendes mand. Udenfor det vante i mødet med det uvante skal vi for alvor træde i karakter." (Players projekt We are. We are er det første resultat af Betty Nansens Players Project. We are var en teaterforestilling med 32 unge fra familier af anden etnisk oprindelse end dansk). "Den enkelte har aldrig med et menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." Løgstrup: Den etiske fordring (1991:25). Hvordan går det dem? 1

2 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Forord 4 2. Indledning med læseanvisning 5 3. Anbefalinger i lightudgave 8 4. Sammenfatning af rapporten med anbefalinger En sammenfattende beskrivelse af unge uledsagede flygtninge Et udvidet integrationsbegreb Sammenfattende status over de unges integration Sammenfatning af barrierer for de unges integration samt anbefalinger Sammenfatning af muligheder for de unges integration samt anbefalinger Hvad vil de unge gerne have, at der skal ske? Andre initiativer og undersøgelser Forslag til fremtidige undersøgelser Uledsagede mindreårige flygtninge Projektets informanter og præasylfasen Projektets informanter Præasylfasen Integrationsbegrebet At være i eksil. En dobbelt eksponering Kulturel frisættelse i kulturmødet Hvem identificerer de unge uledsagede sig med? De unges integrationsstrategier Opholdstilladelsens gyldighed Flugten og dens årsager Boligforhold Danskundervisning, skolegang og uddannelse Det danske sprog og danskundervisningen Grundskoleforløbet Ungdomsuddannelserne og det videre uddannelsesforløb Beskæftigelse og indkomst Støtte og vejledning 74 PS. Er du blevet hørt i integrationsfasen? Venner, kæreste og fritid Alliancepartnere Diskrimination Det psykiske helbred Fremtiden, drømme og ønsker Summary in English 96 Hvordan går det dem? 2

3 BILAG 1. Projektets udformning Metodevalg Spørgeskemaundersøgelsen Dybdeinterviews Grounded Theory Praksiserfaringer Bourdieus praksisteori Informanterne Informanterne kort beskrevet Familieforhold Definition af uledsagede mindreårige flygtninge Lovkompleks og internationale konventioner Spørgeskema Opgørelse af spørgeskemaundersøgelsen De unges vurdering af hvad der har været sværest ved at bo i Danmark De unges vurdering af hvad der har været bedst ved at bo i Danmark De unges forslag til forbedret integration Referat fra lørdagsseminar Skema til semistruktureret dybdeinterview Informationsseddel til de unge Appetizer Referencer og inspiration 165 Hvordan går det dem? 3

4 1 FORORD Dette projekt er blevet mødt særdeles godt. Der er derfor mange at rette en tak til. At projektet har kunnet lade sig gøre skyldes 30 unge mennesker, der velvilligt har valgt at offentliggøre nogle af deres oplevelser af og erfaringer med at integrere sig i Danmark. Disse 30 unge vil jeg gerne takke hjerteligt for deres deltagelse. Det er mit håb, at de unge undervejs eller ved gennemlæsning af rapporten selv vil kunne indhøste inspiration til afklaring af fortsat liv. Her skal de synliggøres, selv om det bliver ved hjælp af pseudonymer: Abdi, Adnen, Ahmad, Alex, Almir, Aman, Amir, Barathy, Christine, Esan, Farid, Filip, Hassan, Hussein, Jejandran, Jeya, Joe, Kamal, Karim, Mahmoud, Marcel, Marian, Mehdi, Mehmet, Nader, Pei Lei, Peter, Samir, Shukri og Tomas. Tak skal I have. Mange ansatte i landets kommuner, bofællesskaber m.m. har hjulpet mig med at få kontakt til de unge. Selv om jeg brød ind i fortravlede hverdage, har de taget sig tid og været behjælpelige. Det drejer sig om mere end 40 personer, og jeg finder, at det vil føre for vidt at fremføre navne. I stedet vil jeg sørge for, at de alle personligt modtager rapporten som tak. Derudover har personer, jeg ikke på forhånd har kendt, samt venner, bekendte, gamle kolleger, familie m.fl. hjulpet. De vil kunne finde sig selv i følgende opremsning af navne: Anita Hammer, Birgit Hedegård (KL), Birthe Nielsen, Britt Scherfig, Carl Johan Söderstjerna, Elsebeth Iversen, Elisabeth Poulsen, Hansi og Peppi i Wurlitzergasse, Helle Holt, Henriette Ingvardsen (DF), Henrik Liltorp, Iben Svensson, Ingrid Arild Jensen, Johnny Frederiksen, Julie Stokholm Madsen, Klaus Hansen, Kurt Bendix Olsen, Lars Z. Hansen, Lis Hansen, Lene Timm (UC2), Lisbeth Eg Jensen, Lise Bruun (Red Barnet), Lone Svensson, Malene Grøndal, Marcia Hill, Martin Jacobsen i rue Amélie, Niels-Henrik Uth (Gentofte kommunes ungdomsskole), Nina Hannemann, Peter Seeberg, Richardt Jepsen, Rie Græsborg (DF), Rie Toft, Ringo Parkel, Susan Tetler, Tine Kærn, Torben Dan, Tore Sørensen (UC2), Tünda (DF) og Vibeke Fensløv. Og endnu flere har hørt på mig undervejs. En særlig varm tak til Bodil Petersen, lektor i psykologi ved Roskilde Universitet, som midt i sit eget travle virke har givet mig kvalificeret vejledning og støtte, når jeg har fundet det nødvendigt. En tak til ansatte i Flyktning- og innvandreretaten, Oslo Kommune, for hjælp med materialer på norsk. Visiteringsenheden i Udlændingestyrelsen v/lars Bundesen har været meget behjælpelig med oplysninger af statistisk karakter. Dansk Flygtningehjælp har generøst og vederlagsfrit lagt lokaler til projektets lørdagsseminar i slutningen af maj måned Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har finansieret projektet med kr., hvilket har gjort projektet tidsmæssigt muligt. Jeg siger mange tak for midlerne og tilliden. Uden disse penge var projektet ikke blevet udført. Projektet er min idé og min udførelse og således også mit ansvar. For de unges skyld håber jeg, at rapporten vil få mange læsere og skabe yderligere opmærksomhed på, inspiration til og nuancering af integrationsdebatten. Hvordan går det dem? 4

5 2 INDLEDNING MED LÆSEANVISNING > Kort præsentation af projektet, metoder og af mig Projektet Hvordan går det dem? undersøger, hvordan det lykkes for unge uledsagede flygtninge at integrere sig i det danske samfund set ud fra de unges perspektiv. Projektet forsøger at afdække de muligheder og barrierer, der præger de unges integration. Projektets mål er en beskrivelse af de unges situation, en konkretisering af muligheder og barrierer samt anbefalinger og forslag til en bedre integration. Baggrundsmaterialet til denne rapport er indhentet hos 30 unge, der alle har fået asyl som uledsagede mindreårige. De er i dag i alderen fra 15 år til 26 år. Kun fem er aktuelt mindreårige. Jeg har forelagt alle 30 et spørgeskema, som de har udfyldt i mit nærvær. På denne måde kunne de unge spørge om det, de ikke forstod, samtidig med at der opstod små dialoger, der er brugt i rapporten. Efterfølgende dybdeinterviewede jeg ni af de unge. Spørgeskemaernes data er opgjort og er at finde i bilagsmaterialet (bilag 7). Dybdeinterviewene er blevet udskrevet og analyseret med inspiration fra Grounded Theory metoden (Grounded Theory metoden er kort beskrevet i bilag 2). Erfaringer fra mit arbejde som bisidder for uledsagede er også brugt. Dette udgør projektets erfaringsmæssige validering. Ud over nævnte analyseteori, bruger jeg undervejs i rapporten Bourdieus praksisteori til at afdække, hvordan de unge indgår som aktører i deres nye livsbetingelser, hvilke strategier de benytter, hvilke magtforhold de er oppe mod, hvilke barrierer og muligheder de møder, og hvilke nye handlinger foranderligheden medfører. Jeg benytter mig af følgende termer fra Bourdieus praksisteori: habitus, kapitalbegrebet i forskellige former (social, kulturel, økonomisk og symbolsk), feltbegrebet og begrebet symbolsk vold (for nærmere præsentation se bilag 2). Projektet er bredt anlagt. I dets indhold berøres mange områder af de unge uledsagedes liv. Jeg vælger at bibeholde det brede sigte projektet igennem for på den måde at opnå at sammenfatninger, opsummering og anbefalinger får så bredt et vurderingsgrundlag som muligt. 30 informanter er for lille en gruppe til, at den kan være signifikant for de mange unge flygtninge, der gennem de sidste årtier har fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige flygtninge. Jeg er på den anden side overbevist om, at de fleste af projektets sammenfatninger kan overføres som generelle konklusioner for de mange andre, der ikke har deltaget i dette projekt. Jeg, som er iagttager og pennefører på baggrund af de unges oplysninger, er først og fremmest praktikeren, der efter at have arbejdet med unge uledsagede mindreårige som bisidder i næsten otte år, har været nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det går de unge efter nogle år i Danmark. Det praktiske er blevet suppleret med Indvandrerstudier på Syddansk Universitet. Desuden er jeg uddannet folkeskolelærer og afspændingspædagog. > Læseanvisning Projektets primære målgruppe er kommunernes ansatte, der arbejder med unge uledsagede flygtninge og kommunalpolitikere, som beslutningstagere for bl.a. det økonomiske råderum. Det vil sige, at denne rapport henvender sig til folk, som kender en del eller meget til de uledsagede. Dette bærer rapportens disposition præg af. Under udarbejdelsen af projektet er jeg imidlertid blevet opmærksom på, at den primære målgruppe også burde omfatte folketingets politikere, ledere og lærere på ungdomsuddannelserne, lærer- og pædagogseminarier og Den Sociale Højskole. Til jer, der har travlt eller har stor erfaring med denne gruppe unge flygtninge, er det muligt blot at læse denne indledning og kapitlerne 3 og 4. Her står projektets sammenfatninger, integrationens barrierer og muligheder for de unge og projektets anbefalinger til bedre integration at læse. Kapitel 3 er en lightudgave af kapitel 4, dvs. her står projektets anbefalinger uden kommentarer. Læser I kun kap. 2, 3 og 4, snyder I imidlertid jer selv for de unges udsagn og erfaringer, som rapporten er bygget op om. Projektets idé er at belyse de unges integration set med deres øjne. Det har jeg loyalt forsøgt. Hvordan går det dem? 5

6 Da projektets primære målgruppe er den nævnte, forudsættes forhold om de unge bekendt. Derfor vil kapitlerne kunne forekomme andre læsere indforståede. Dem anbefaler jeg at orientere sig i bilagsmaterialet og/eller følge henvisningerne i teksten. Her skal følge en kort orientering om de enkelte kapitler med delkonklusioner, hvilket skulle gøre det lettere at zappe rundt i rapporten. Kap. 5 er en beskrivelse af uledsagede mindreårige flygtninges vej og vilkår. I kap. 6 fortælles om, hvordan jeg har fundet informanterne, og gruppen af informanter præsenteres. Ligeså deres familieforhold. Præasylfasen er ikke tænkt som et tema i projektet, men da mange af de unge spontant fortalte om denne særlige tid, behandles den kort her. I Kap. 7 diskuteres integrationsbegrebet, og projektets integrationsparametre fremsættes. Der opridses eksempler på barrierer og muligheder for integration. De unge skelner mellem at være integreret og at føle sig integreret. Kap. 8 beskriver eksiltilstanden som en dobbelteksponering, hvorfor også forholdet til forældre og hjemland præsenteres. De unge oplever, at de savner deres forældre samtidig med, at livet uden forældre byder på positive muligheder for udvikling og integration. Et vigtigt element i eksilet er andres anerkendelse. Kap. 9 omhandler de uledsagedes dobbelte kulturelle frisættelse i forhold til familien og til deres kultur. Umiddelbart er de ikke at sammenligne med andre grupper i det danske samfund. De er deres egen generation. Deres kulturelle åbenhed er en stor mulighed for integration. I kap. 10 fortælles om, at de unge identificerer sig positivt med andre udlændinge gennem venner og familie. Til dels påføres de negative selvbilleder gennem mediernes omtale. Dette medfører mindsket selvværd. De unge er klar over værdierne i det danske samfund. Respekten spiller en stor rolle for dem. I kap. 11 beskrives de unges integrationsstrategier i forhold til projektets integrationsparametre. Der peges desuden på individuelle integrationsstrategier. Kap. 12 konkluderer, hvordan de unge oplever at blive stresset i forbindelse med genansøgning om opholdstilladelsen. En af de strukturelle integrationsbarrierer. Kap. 13 behandler flugten og dens årsager. Langt de fleste af de unge flygter fra krig, uro og forfølgelse og sendes af sted for at redde livet. I kap. 14 konkluderes vigtigheden af at kombinere boligforhold, omsorg og kontakt til majoritetsbefolkningen især i den første tid/første år. Danskundervisningen indleder kap. 15, som i øvrigt omhandler grundskoleforløbet og ungdomsuddannelserne. De unge ønsker sig en langt mere effektiv og koncentreret danskundervisning. Kun halvdelen af de unge er i skole- og uddannelsessystemet. Hvem hjælper dem med det lange seje træk, som et uddannelsesforløb indebærer? På en række områder er der gang i nytænkningen vedrørende undervisning af de sent ankomne, men de uledsagede kan forekomme usynlige. Kap. 16 handler om beskæftigelse og indkomst. De unge føler sig let afvist og diskrimineret i jobsøgningen. Desuden problematiserer de sort arbejde som en slet udvej for et rigtigt arbejde. Kap. 17 er et langt kapitel om de unges møde med det sociale system. Et par konklusioner er, at indtrykket af modtaget støtte ofte er afhængig af kontakt til især én omsorgsperson, de føler har forstået dem. Desuden står det klart, at de unge ikke kan undvære støtte og vejledning efter det 18. år. At være uden dette er en barriere for integrationen. I kap. 18 omtales forholdet til venner og kærester. Bedstevennen spiller en væsentlig rolle for de unges integration. Kap. 19 omtaler de unges alliancepartnere i skiftende situationer. Her spiller især tre parter ind: venner, professionelle og herboende etnisk familie. Fordelingen i brugen af alliancepartnere fra privatsfæren og offentlighedssfæren er tydelig. I kap. 20 findes der mange eksempler på oplevet diskrimination, som er en stor barriere for integrationen. Kap. 21 behandler det psykiske helbred. Herunder omtales den særlige situation det er at være flygtning og de stressfaktorer, de unge påvirkes af. Kap. 22, som handler om de unges tanker om fremtiden, om deres drømme og ønsker, afslutter selve rapporten. Halvdelen af de unge ser videreemigration som en fremtidsmulighed. De unge har drømme og ønsker på felter, som unge etniske danske ikke behøver at beskæftige sig med. Der vil være yderligere anbefalinger i rapportens konklusioner end de nævnte i kap. 3 og 4. Af hensyn til overskueligheden og realiseringsmulighederne har jeg fremhævet dem, jeg finder vigtigst og som matcher dem, de unge oftest har udtrykt. > Sprogbrug Projektets informanter har alle fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige asylansøgere. I rapporten vil de blive omtalt som de unge flygtninge, de uledsagede eller slet og ret de unge. Dette fordi mange af informanterne er fyldt 18 år og således ikke længere mindreårige, men også for at understrege, at de bliver ældre. Kun hvor de omtales som en juridisk defineret gruppe, bibeholdes betegnelserne unge uledsagede (flygtningebørn) eller uledsagede mindreårige flygtninge. Hvordan går det dem? 6

7 > Replikker En vigtig del af rapporten er synliggørelsen af de unge. Jeg har derfor overvejet, hvordan de bedst kunne være til stede. Den mest nærværende og tekstbrydende form har jeg fundet i anvendelsen af replikker. Rapporten er fuld af replikker. Disse replikker er dels udskrifter fra dybdeinterviewene, dels udtalelser i forbindelse med spørgsmålene om, hvad der har været sværest og bedst ved at bo i Danmark, dels fra de unges ønsker for en bedre integration, dels fra de unges spontane reaktioner i forbindelse med udfyldelse af spørgeskemaer samt endelig udtalelser fra lørdagsseminaret. Da jeg har fundet det vigtigt at indholdet i replikken er umiddelbart forståeligt, har jeg tilladt mig en sproglig redigering, hvor det var nødvendigt. Så selv om der ikke altid er tale om et nøjagtigt citat, er replikken fastholdt i indholdet. Replikkerne har naturligvis mere eller mindre individuel eller generel karakter. Jeg har bestræbt mig på at klargøre, når jeg træffer generelle konklusioner ud fra dem. De unges replikker er alle skrevet i italic. Hvordan går det dem? 7

8 3 ANBEFALINGER I LIGHTUDGAVE Det gængse integrationsbegreb, der hersker, er ikke dækkende for de unges integrationsopfattelse, som rummer begrebet et multikulturelt samfund, og som peger frem mod dette. Dertil giver de unge udtryk for et integrationsbegreb, der rummer psykosociale faktorer, især anerkendelsen, men også vigtigheden af at have gode relationer både med egne etniske fæller og med danskere Nødvendigheden af en overordnet politik for unge uledsagede flygtninge Permanent opholdstilladelse til de uledsagede mindreårige, når de bevilliges asyl En koncentration af uledsagede i få kommuner En mere koncentreret og effektiv danskundervisning rettet mod målgruppen (prinsesse-modellen) Etablering af en mentorordning Etablering af en buddyordning Etablering af en form for adoption af sent ankomne unge i erhvervslivet Implementering af faget interkulturelle kompetencer i visse uddannelser Hvordan går det dem? 8

9 4 SAMMENFATNING AF RAPPORTEN MED ANBEFALINGER 4.1 EN SAMMENFATTENDE BESKRIVELSE AF UNGE ULEDSAGEDE FLYGTNINGE De unge uledsagede flygtninges særlige baggrund er, at de er i Danmark, fordi de har været nødt til at flygte fra deres hjemland. De opholder sig i Danmark uden deres forældre. De er flygtet fra venner og den øvrige familie, fra deres sprog, fra deres kultur, fra hjemstavnen, fra deres fremtidsplaner. De unge har inden ankomsten til Danmark haft oplevelser af traumatisk karakter. Men også efter ankomsten til Danmark har de uledsagede oplevelser, der virker stærkt på dem. Deres situation i Danmark er kompleks og kendetegnet ved modstridende følelser. I kraft af deres ungdommeligheds fleksibilitet og åbenhed præges de relativt hurtigt af hverdagslivet i Danmark, samtidig med at hjemlandet glider i baggrunden. De unge oplever, at de skal klare alt selv. Følelsen af ensomhed og savn er stadig underliggende. De oplever, at de gør meget for at integrere sig i det danske samfund. De gør sig store anstrengelser for at overvinde barriererne i det danske samfund og udnytte mulighederne. De synes, at de er integreret, samtidig med at de ikke føler sig accepteret af majoritetsbefolkningen. Tilligemed oplever de sig uønskede af landsmænd, fordi de er familieløse. Dette forøger ensomhedsfølelsen og giver næring til en stadig oplevelse af mangel på accept og eksklusion. Da de unge har været tvunget til flugt, kan det ikke undgås at opholdet i Danmark ind imellem påvirkes af tankerne om en anden tilstand. Hvis der ikke havde været krig, ville de unge ikke være i Danmark, men i hjemlandet. Hvis forholdende i hjemlandet blot var bedre, kunne de tage tilbage. Dette sidste hvis er dog forbundet med en tilpasning til Danmark, der både er tiltrækkende og som gør, at de unge vil kunne føle sig fremmede ved returneren til hjemlandet. Men også hjemmet forandrer sig. De unge er i deres kulturelle frisætning åbne for nye muligheder og vil gerne leve i sameksistens med alle andre medborgere i dette land. De ser klart de muligheder for udvikling og uddannelse, som de tilbydes i det danske samfund. De vil gerne gøre brug af dem og forbedre deres position. De vil også gerne knytte kontakter til danskere og ser det som en naturlig del af integrationsprocessen. Det kan imidlertid være svært for dem at knytte sig til den del af den danske ungdom, hvor drikkeri er florerende, og hvor en manglende respekt for forældrene er herskende. Det ligger fjernt fra deres egen kultur. Det kan være lettere at knytte kontakt til andre unge med anden etnisk oprindelse. De unge er dybt afhængige af voksne danskere. I deres første år i Danmark sker dette i form af en klientgørelse, der optimalt burde lede til selvstændiggørelse og frigørelse fra systemet. Privat vil de unge ikke kunne klare sig uden vejledning og støtte fra voksne, der har stort kendskab til det danske samfund. De unges nærmeste vil udover eventuelle søskende her i landet være andre uledsagede unge flygtninge, der har samme erfaringer med den påtvungne eksklusion af familien, savn, flugt, institutionalisering på asylcenteret, asylsagsproces, ventetid på en afgørelse, klientgørelse i socialsystemet, at være bagud i et dansk skolesystem, at være frustreret over de manglende tilbud, ikke at kunne se en ende, ændrede fremtidsplaner, den nødvendige optimisme, tilfredsheden med at være i Danmark, oplevelsen af usynlighed, nyt sprog, nye vaner, nye skikke m.m. De unge uledsagede flygtninge har kun hinanden som forbilleder. De befinder sig i en situation, hvor de skal kreere deres eget liv. De skal definere deres eget felt og er derfor både på det indre plan og på det ydre afhængig af dialogen med omverdenen samtidig med, at de er afhængige af deres medbragte potentialer og evnen til at udvikle sig. I forhold til omverdenen er de både hypersensitive overfor uærlighed og motiverede for bevægelse. De unge er med andre ord bricoleurs gør-det-selv-folk. De siger det selv: Vi skal klare alt selv. Hvordan går det dem? 9

10 Tilstanden i eksil, som både indeholder smerten over oplevelsen af at føle sig fremmed/ikke accepteret og rummer mangfoldigheden og en stadig bevægelse, er også spillerum for nye muligheder. Gruppen af unge uledsagede flygtninge er i det store perspektiv lille. Det kræver mod at erkende, at man tilhører en så lille minoritet, som er let at overse, og/eller som vækker anstød. De uledsagede kommer måske derfor til at befinde sig i en gråzone, der grænser til det usynlige. De har deres specielle problemer og er udsatte medborgere, fordi de er alene som udgangspunkt. Det kræver mod at se barriererne i øjnene, og det kræver kræfter at udnytte mulighederne. Filosoffen Sartre har sagt, at mennesket er dømt til at administrere sin egen frihed. Det gælder i høj grad de unge uledsagede flygtninge. 4.2 ET UDVIDET INTEGRATIONSBEGREB Rapporten har som ståsted til belysning af de unges integration følgende tre parametre: At have lært dansk og være i udvikling med sproget Enten at være i gang med en uddannelse/være i et skoleforløb eller at forsørge sig selv ved arbejde At have etableret tætte kontakter til voksne danskere Når de unge umiddelbart selv svarer på, hvad integration er, nævner de stort set selv de samme tre præmisser, som også er dem, regeringen bruger. I forhold til disse kan man sige, at de unge er integrerede. Det svarer også til det, de selv udtaler. Imidlertid viser det sig, at de tre parametre ikke er dækkende for den integrationsopfattelse, der præger de unges oplevelse af integrationen. Mange af de unge har bedstevenner/bedsteveninder, som betyder meget for dem, og som næsten går ind og erstatter nære bånd til familien, der bor langt borte eller ikke findes. Nogle af disse bedstevenner/ -veninder er bekendtskaber fra asylcenteret, som har oplevet det samme forløb. Det synes derfor at være en vigtig faktor for de unges integration: At have en bedsteven fordi en sådan relation med den samme flugthistorie, præasylfasehistorie og familieløshed er af stor værdi. Det kunne også være relevant som integrationsparameter at bruge måden at bo på. Det er mit indtryk, at de unge, der bor i nærheden af andre uledsagede oftest er det landsmænd har stor glæde af dette. Det er en måde at få kræfter på, at der er nogen i nærheden, som kender til de samme levevilkår, og hvor man er velkommen. Endnu et parameter kunne derfor være: At bo tæt på andre unge uledsagede flygtninge Med disse to parametre bringer de unge på bane, at integration også drejer sig om at være godt forankret blandt sine egne. Således er det ikke kun er et spørgsmål om at lære danskere at kende. Mange af de unge fortæller, at de er integrerede, men at de ikke føler sig integrerede. Det tolker jeg som udtryk for en manglende anerkendelse og accept fra det omgivende samfund fra majoritetsbefolkningen. Anerkendelse kan man få på to niveauer et officielt og et privat. Man kunne derfor indskrive i integrationsbegebet, at det skal indeholde anerkendelse i form af: En officiel anerkendelse at have reel adgang til de samme muligheder som majoritetsbefolkningen, og en privat anerkendelse at have mulighed for at knytte tætte kontakter til private (voksne) danskere Hvordan går det dem? 10

11 Anerkendelse er vigtig, fordi anerkendelse får os til at føle os nødvendige. Anerkendelse er et psykosocialt parameter og en vigtig del af integrationsbegrebet, som udtryk for udbyttet man får for at integrere sig. Endelig fremgår det tydeligt, når man taler med de unge, at de i høj grad oplever, at integrationen er helt op til dem. Danskerne skal tilsyneladende ikke yde noget. De unge oplever og udtrykker, at de skal gøre det hele. Det kunne man imødegå ved at rette opmærksomheden mod: At integrationen er en multikulturel proces Integrationen handler altså om sameksistensen mellem de forskellige medborgere i Danmark, uanset etnisk tilhørsforhold. 4.3 SAMMENFATTENDE STATUS OVER DE UNGES INTEGRATION Dette projekts informanter og hovedpersoner er som sagt unge flygtninge, der har fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige flygtninge. Projektet forsøger at blotlægge de unges syn på, oplevelser af og erfaringer med deres integration. Gennem de unges perspektiver og mine iagttagelser indkredses de muligheder og barrierer, der påvirker de unges integration. Medens denne rapport udarbejdes lever de unge videre. De fleste af projektets unge er ikke længere mindreårige, ej heller børn. De vokser fra deres titler. De fortjener derfor heller ikke at titlerne hænger ved dem. Med Bourdieus ord har de unge allerede indtaget nye felter dels ved hjælp af de kapitaler, de besad ved ankomsten, men også ved hjælp af de nye, de har lært sig. Deres habitus inkorporerer nye normer og kundskaber, som de tilegner sig som medborgere i det danske samfund. Dermed retter de deres fokus mere og mere mod de danske forhold og samfundsnormer. Man bliver integreret, samtidig glemmer man hvor man kommer fra. Man finder et nyt levesystem. (Aman) De unge lægger selv vægt på, at en vigtig del af en vellykket integration er at lære dansk, at klare sig selv/være fri af det offentlige/have et arbejde og få en uddannelse. Belyses de unges integration i forhold til projektets parametre, må man som helhed konkludere, at den er relativt vellykket. De unge har lært sig dansk, nogen bedre end andre. (Alle interviews er foregået på dansk). Halvdelen af de unge er i et skole- og uddannelsesforløb, og de fleste af de øvrige er i arbejde. Nogle fortæller, at de ikke er i uddannelse, fordi deres danskkundskaber ikke er tilstrækkelige. Da projektets informanter er relativt unge, er der kun få eksempler på at klare det lange seje uddannelsestræk, som er nødvendigt for at få en ungdomsuddannelse og senere fortsætte et videreuddannelsesforløb. Mange af de unge har knyttet kontakt til personer der fungerer/har fungeret som omsorgspersoner for dem. Kun få unge har knyttet egne private kontakter til andre voksne danskere. Få har fået en papfamilie/ papmor/papfar (et udtryk nogle af de unge godt kan lide at bruge om voksne danskere, de knytter sig og knyttes til). Derimod har en del af de unge jævnaldrende danske venner. En stor del af de unge har bedstevenner, der er af stor betydning for integrationen. Nogle af de unge bor i nærheden af hinanden, og denne milde ghettoisering er positiv for trygheden. De unge oplever sig integrerede, men føler sig ikke integreret. Behovet for anerkendelse er stor. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har i forbindelse med tildeling af midler ønsket, at det søges klarlagt, hvem der har sendt børnene, hvorfor og hvordan, herunder om det er deres familie, der har sendt dem som fortrop eller for at redde dem fra en eventuel farlig situation i hjemlandet. Det må konkluderes, at langt de fleste af de unge er sendt af sted fra hjemlandet som følge af krig, uro og forfølgelse. For nærmere, se kap SAMMENFATNING AF BARRIERER FOR DE UNGES INTEGRATION SAMT ANBEFALINGER > Manglende social anerkendelse De unge oplever, at de ikke får anerkendelse for deres integrationsbestræbelser. Denne oplevelse er skabt af: Hvordan går det dem? 11

12 - En grundliggende følelse af ensomhed og savn hos alle de unge som et livsvilkår - Manglende politisk støtte De unge udtrykker skuffelse, vrede og frustrationer over politikere og deres omtale af landets fremmede medborgere fra ikke vestlige lande, ofte i generaliserende vendinger. Det er svært for de unge at se, om der eksisterer en reel støtte på det politiske niveau. - Negativ omtale i medierne Samme følelsesmæssige udtryk gælder medierne. De unge synes imidlertid, at politikerne er betydningsfulde og har magt. Derfor er skuffelsen over dem størst. De unge giver desuden udtryk for træthed over den sproglige stigmatisering af etniske minoriteter i medierne. - Diskriminerende ytringer fra andre borgere (hverdagsracisme) Diskriminerende ytringer er tilråb på gaden og i offentlige transportmidler, afvisninger i forretninger og andre individuelt udtrykte mishagsytringer. - Landsmænds forbehold/afstandtagen De unge oplever, at deres landsmænd ikke vil omgås dem, fordi de er uledsagede flygtninge ( familieløse ). Der tages afstand fra dem, fordi de opfattes som en potentiel trussel mod den traditionelle familiestruktur. KONSEKVENSER En oplevelse af dobbelt eksklusion både fra danskere og fra landsmænd En oplevelse af mindreværd og manglende tro på egne evner En tiltagende opgivelse overfor integration og social mobilitet En forstørret oplevelse af ensomhed vi skal klare alt selv En risiko for marginalisering ANBEFALING Et gængs integrationsbegreb, der rummer begrebet et multikulturelt samfund, og som peger frem mod dette Det er påkrævet med en tydeligere politisk manifestation af integrationsbegrebet som andet og mere end selvforsørgelse. De unge er trætte af at opleve, at integration udelukkende er et spørgsmål om deres indsats og danskernes eventuelle godkendelse. Integrationsbegrebet må derfor afspejle en accept af deres kultur i en sameksistens med majoritetsbefolkningens. Integration handler om det multikulturelle samfund. Om globaliseringen. Vi (Danmark) skal være med, ellers bliver vi sat af. (Aman) > Systemerne tager ikke ordentlig hånd om de unge uledsagede flygtninge I projektets forløb er det blevet klart for mig, at de unge som helhed ikke kan sammenlignes med andre grupper af unge. Hvad angår skole- og uddannelsesforløb, er de sent ankomne som andre unge indvandrere og flygtninge, der er kommet med deres familier. Hvad angår boligform, er de i samme situation som unge, der ikke bor hjemme. Som regel er der her tale om unge, der er børn af socialt udsatte familier, som unge uledsagede umiddelbart ikke har noget til fælles med. Vedrørende støtte og vejledning har de ikke forældrene, der kan agere konsulenter. De er i høj grad sig selv og meget afhængige af støtte og hjælp, indtil de finder fodfæste og har opbygget et netværk. Hvordan går det dem? 12

13 Desuden er det meget varieret, hvad de unge tilbydes i de forskellige kommuner. Hermed ikke sagt, at de ikke kan bruge nogle af de tilbud, der allerede eksisterer med henblik på andre unge, men deres situation og behov må synlig- og tydeliggøres. Systemernes barrierer: - Midlertidig opholdstilladelse En alvorlig strukturel barriere er opholdstilladelser af midlertidig karakter. Både som fænomen i sig selv, men også i forhold til ventetiden, mens en ny vurdering foregår. Sammen med tankerne om en eventuel udsendelse stresser disse betingelser de unge meget. De tænker meget på, hvordan det skal gå dem. De oplever, at det er en deterministisk beslutning om deres fremtid. Fremtid. Der er to muligheder. En sort og det betyder negativ opholdstilladelse og den hvide side. Det er bare hvor jeg er færdig med min uddannelse og jeg er automekaniker, jeg har fast job og har høj løn og har min egen lejlighed og godt kan være gift. Jeg er stadig sammen med min kæreste. Der er to muligheder. (Nader). - Manglende efterværn Overgangen fra at være i kontakt med omsorgspersoner til at være uden slutter brat for de fleste, når de fylder 18 år. De oplever ikke, at de rustes tilstrækkeligt til den selvstændighedsopgave, det er ikke at være klient. - Utilstrækkelig viden hos fagfolk, eksempelvis socialrådgivere, sagsbehandlere, psykologer, lærere og læger om de uledsagedes specielle forhold Dette kan give anledning til misforståelser og kan være årsag til, at de unge oplever, at de ikke bliver hørt om deres ønsker og behov. I uheldige tilfælde kan det medføre en dårlig kontakt, der blokerer for samarbejde og fostrer mistænksomhed begge veje. - Utilstrækkelig danskundervisning Gennemgående oplever de uledsagede ikke, at danskundervisningen, som de modtager, er tilstrækkelig kvalificeret. Desuden kan de opleve sig fastholdt i et tilbud, fordi der ikke er andre muligheder. - Uensartede skoletilbud, der ofte ikke er tilstrækkelige - Manglende kombination af boligform, omsorg og kontakt til majoritetsbefolkningen Nogle af de unge har boet for sig selv uden f.eks. at kende naboer, hvilket har været for ensomt. Andre har boet i bofællesskaber, hvor der har været en tendens til, at de bliver deres egen ø uden nogen særlig kontakt med majoritetsbefolkningen. - Mangel på åbenhed på arbejdsmarkedet. Svært at få arbejde. Sort arbejde bliver en løsning Mange af de unge har måttet ty til sort arbejde i en kortere eller længere periode. Det bryder de sig ikke om. På pizzeriaer er der slavelignende forhold. De vil gerne arbejde, men klager over, at de står sidst i køen. (Her er endog kun tale om ufaglært arbejde). KONSEKVENSER En usynliggørelse af de uledsagedes tilstedeværelse, situation og særlige behov Ophobning af stress, søvnmangel og angst Usikkerhed om fremtiden Mangel på selvtillid Misforståelser af de uledsagedes ønsker og behov En utilstrækkelig dansk sproglig kvalificering Forvirring, desorientering og uvidenhed om muligheder i uddannelsessystemet Hvordan går det dem? 13

14 Fastholdelse i allerede etablerede tilbud Risiko for, at de ikke får den uddannelse, som de burde Risiko for, at de fastholdes i sort arbejde Risiko for længerevarende/vedvarende klientgørelse Risiko for, at de ikke opnår en kontinuitet og progression i deres integration ANBEFALINGER Udarbejdelse af en overordnet politik for unge uledsagede flygtninge i Danmark Det er nødvendigt, at de uledsagede synliggøres, og at deres specielle forhold klarlægges. En overordnet plan må indeholde forslag til tiltag på skole-, uddannelses-, vejlednings-, og boligområdet samt det øvrige sociale område, bl.a. efterværn og arbejdsmarkedet. Hvad angår efterværn må der gøres forskel på unge danske og de uledsagede. Der er forskel. Vi er alle lige som mennesker, men hvad angår mulighederne for udnyttelse af samfundets tilbud, er vi ikke lige. Integration er den enkeltes ansvar, som må modsvares af samfundets muliggørelse for integrering. De uledsagede mindreårige bevilliges permanent opholdstilladelse, så de kan koncentrere sig om deres integration De unge uledsagede placeres fremtidigt i få kommuner, der har interesse for og erfaring med de uledsagede, og hvor der bor andre uledsagede, så de kan bo i nærheden af hinanden og måske have adgang til et fælles mødelokale Implementering af et fag om interkulturelle kompetencer i uddannelser af fagfolk, der arbejder med uledsagede (og andre unge flygtninge/indvandrere). Pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer og læger En effektivisering af danskundervisningen, gerne på niveau med den undervisning, vore prinsesser af anden etnisk herkomst end dansk har fået lad os bare kalde den en prinsessemodel I erkendelse af, at det vil være svært for flere sent ankomne unge at indfri adgangskrav til videreuddannelse og forskellige job, kunne man måske foranstalte en form for adoption, hvor en virksomhed knytter et ungt menneske til sig med arbejde og uddannelse for øje. Det kunne således være med til at slå hul på rigide strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet > Mangel på fortrolig og kontinuerlig voksenkontakt Denne barriere er skabt af bl.a. følgende: - De uledsagede stifter bekendtskab med for mange mennesker i deres første tid/år i Danmark Deres integration er, som følger, præget af brud i voksenkontakter og kontinuerlig fortrolighed. Dette understreger klientgørelsen og institutionaliseringen. - De uledsagede mangler lektiehjælp Selv efter flere år i landet og med et pænt mundtligt dansk volder lektier og især skriftlige opgaver de unge store problemer. - Mangel på erstatning for forældrestøtten De uledsagede giver udtryk for savn af en voksen, de kan stole på og læne sig op ad, så oplevelsen af at skulle klare alting selv mindskes. Hvordan går det dem? 14

15 - Mangel på målsætning og gennemførelse De unge magter ikke alene det lange seje træk, det er at læse sig op på et niveau, hvor de kan konkurrere med danske unge i uddannelsessystemet. Det kræver også, at man kan holde sig sit mål for øje og agere hen mod dette. - Oplevelse af at skulle bede om hjælp hele tiden De unge giver udtryk for, at pædagoger generelt hjælper alt for meget. De uddannes ikke i tilstrækkelig grad til selvstændighed. - Risiko for manglende tilknytning til majoritetsbefolkningen Det er svært, næsten umuligt at danne netværk uden hjælp. KONSEKVENSER En ensomhedsfølelse. Følelsen af, at der ingen er, som samler den unge op En ubeslutsomhed Opgivelse af ønsker og mål Risiko for isolation Risiko for arbejdsløshed Risiko for en marginalisering ANBEFALING Den unge skal have tilknytning til en voksen dansker, der kan fungere som mentor/talsmand/ i et forpligtigende forhold, også efter det 18. år. Mentoren/talsmanden skal være uafhængig af det offentlige 4.5 SAMMENFATNING AF MULIGHEDER FOR DE UNGES INTEGRATION SAMT ANBEFALINGER > Muligheder på det strukturelle plan - Den danske samfundsstruktur Danmark er et land med demokrati, lighed, fred, ro, frihed, ytringsfrihed, valgmuligheder og respekt for individet. Derudover er der velordnede og gratis skole- og uddannelsesmuligheder og et gratis sundhedssystem. De uledsagede kommer fra områder med krig, uro og forarmelse og har på bedste vis øje for de muligheder, der findes i det danske samfund. - Forsøg og nytænkning indenfor især skole- og uddannelsesområdet Undervejs i rapporten er der refereret til verserende forsøg, ligesom jeg som afslutning på dette kapitel repeterer rapporter, der er udfærdiget om disse forsøg. Få af dette projekts unge har været omfattet af sådanne forsøg, men det er klart, at sådanne tiltag er imødekommelser, der også kommer nogle af de uledsagede til gavn. - En svag ghettoisering Nogle af de unge bor tæt på hinanden, bl.a. i ungdomsboliger. Det virker som om det er til gensidig fordel for de uledsagede. Hvordan går det dem? 15

16 - Frivillige initiativer m.v. Rundt om i landet er der initiativer i gang på frivillig basis. Dette projekts unge har bl.a. nævnt Dansk Flygtningehjælps flygtningevenner, der findes i ganske mange byer rundt om i landet. Her er der bl.a. mulighed for lektiehjælp. Tilbuddet gælder alle unge flygtninge/indvandrere. Da bofællesskabet Gersonsvej i Gentofte kommune lukkede, oprettedes på et initiativ af nogle af de tidligere medarbejdere et forum, hvor de unge kan møde op hver tirsdag. Dette fungerer som tryghed og netværk. Dette initiativ vedrører kun uledsagede. > Muligheder på det personlige/medmenneskelige plan - Vi har hinanden De uledsagede er dem, der bedst kan forstå hinanden i deres ensomhed, savn og integrationsbestræbelser. - Bedstevennen/-veninden At have en bedsteven/-veninde er en styrke. Oftest er det en ven/veninde fra asylcenteret eller en anden uledsaget, som de har en danmarkshistorie fælles med. Ofte taler de samme sprog. At føle sig tryg i sit eget sprog og i sin egen kultur, hvor ens socialisering fandt sted, er et fint afsæt til at tage det danske til sig. - Andre alliancer Den etniske familie, den danske papfamilie, den gode professionelle, kæresten, partneren, øvrige venner (etnisk etniske som etnisk danske.) At knytte sig til andre er sundt. At mestre at have hjemme i begge lejre er en styrke. Det vigtigste er, at man trives med andre, og set med integrationens optik er det befordrende med både etnisk og dansk islæt. Ofte er det voksne danskere, der agerer netværk, når der skal skaffes et arbejde. Det går stort set ikke uden. Den gode professionelle er måske ikke den bedste betegnelse, men ikke desto mindre er det en god gerning, disse mennesker udøver, når de vedbliver med at have kontakt med de uledsagede efter det professionelle forholds ophør. Det er måske ikke uden problemer, men har støttet adskillige af de uledsagede i deres ensomhed. De unges oplevelse af at være blevet godt modtaget i deres udflytning til en kommune afhænger af mødet med det engagerede professionelle menneske, der kommer dem i møde ved at forsøge at forstå dem. - Personlige muligheder De uledsagedes potentialer/kapitaler må bevidstgøres og indkalkuleres i integrationsbestræbelserne. De byder på en ungdommelig åbenhed, som både betyder stor fleksibilitet og kulturel åbenhed. En stor omstillingsparathed. Ord, der står i alle stillingsopslag nu om dage. De er handlende individer med stor vilje til at ville integrere sig og leve i sameksistens med andre. De har erfaringer om, at livet kan se anderledes ud end i Danmark. De har erfaringer fra samfund med en anden respekt for forældre og fællesskabet, men også fra samfund med et patriarkat. De besidder den egenskab, at de ikke udprojicerer deres frustrationer på det danske samfund, der er med andre ord ikke en skinger klage. Med deres oplevelser i baghånden magter de at kritisere relevant og kvalificeret. Endelig har de kendskab til andre kulturer og taler flere sprog. De er innovative og reflekterende mht. nødvendigheden af at tage stilling til de ind imellem modsætningsfyldte værdier, som de er konfronteret med i det transnationale rum. (Liltorp, 2005). KONSEKVENSER Udgangspunktet for de unges integration er dybest set det danske samfunds struktur. Her ser det jo lovende ud. Det synes de uledsagede også. Et land med mange muligheder for udvikling og et sted at være i fremtiden Det er klart, at de muligheder, der byder sig, er en imødekommelse af de unge i deres integration og dermed også en anerkendelse af deres person og deres tilstedeværelse Hvordan går det dem? 16

17 ANBEFALING Buddyordning På lørdagsseminaret blev det foreslået, at en nyankommen uledsaget skulle knyttes til en uledsaget, der havde boet i Danmark i flere år. Kun de uledsagede kender for alvor deres fælles grundvilkår, de problemer og glæder, der kan dukke op. En buddyordning vil kræve en uddannelse af de frivillige, der måtte tage del i en sådan. 4.6 HVAD VIL DE UNGE GERNE HAVE, AT DER SKAL SKE? Kapitel fires opgørelse over barrierer og muligheder i integrationsprocessen er mine opsummerede iagttagelser på baggrund af de unges udsagn. I anbefalingerne er forslaget om en buddyordning som sagt fremsat på lørdagsseminaret af en af de unge. Forslaget om en mentorordning fremstår helt klar på baggrund af spørgeskemaets spørgsmål 12e. Resten af anbefalingerne er mine, fremsat på baggrund af de unges udtalelser. For at bringe læserne lidt nærmere på de unges tanker følger her en sammenfatning af de unges ønsker for bedre integration, som de tager sig ud i dybdeinterviewene. Kontakt til en voksen dansker, der hjælper de unge fra starten, efter at man har fået opholdstilladelse Fleksibelt efterværn. Et obligatorisk efterværn afpasset efter behov. Der må gøres forskel på de unge uledsagede og danskerne, fordi de unge uledsagede har brug for mere støtte. En større fleksibilitet i det sociale system. Eksempelvis er der i perioder mere brug for lektiehjælp end i andre Langt mere koncentreret og effektiv danskundervisning At måtte være i samfundet på egne præmisser. Et ønske om ikke at blive vurderet på sin nationalitet eller religion, men på sine øvrige sociale og kulturelle kompetencer At blive respekteret som menneske At det danske samfund i højere grad tager del i integrationen og accepterer udlændinges tilstedeværelse her i landet En større opmærksomhed på individuelle ønsker/behov En venligere modtagelse i præasylfasen 4.7 ANDRE INITIATIVER OG UNDERSØGELSER I rapporten er nævnt andre undersøgelser og rapporter om sent ankomne unges forhold. Deres anbefalinger vil jeg ikke repetere, men blot endnu en gang henvise til: GFU (grundskole for unge udlændige), Hannemann & Hansen: Erfaringsopsamling fra Bofællesskabet på Gersonsvej (2004), Kvalitet i Ungdomsvejledningen, Seeberg: Integration af etniske minoriteter i ungdomsuddannelserne (2002), Tænketanken: Udlændinge på ungdomsuddannelserne (2005), Uddannelsesstyrelsen: Det er aldrig for sent (2004), Undervisningsministeriets projekt: Mulighed for mønsterbrud (2005), Ungenetværket (juni 2004). 4.8 FORSLAG TIL FREMTIDIGE UNDERSØGELSER 1. Det kan anbefales at iværksætte en undersøgelse af, i hvilken grad uledsagede, der har fået opholdstilladelse i de sidste to årtier, har fået en ungdomsuddannelse, en videreuddannelse og arbejde (ankomstalderens eventuelle faktor kunne det være interessant at fokusere på). Hvordan går det dem? 17

18 2. Ligeledes kan det anbefales, for så vidt det er muligt, at lave en undersøgelse om de uledsagede, som lider skibbrud i det danske samfund. Hvorfor klarer de sig ikke? Hvilke barrierer støder de ind i? Hvor er der huller i systemerne? Hvad gør de i stedet for at blive integreret? 3. Projektet Hvordan går det dem? kunne følges op af en videreundersøgelse om 7 år for at registrere den fortsatte integrations udvikling i forhold til nøglepunkter fra indeværende projekt. 4. En undersøgelse og erfaringsopsamling af de mange forskellige botilbud, de unge har modtaget i kommunerne og konsekvenserne af disse. Hvordan går det dem? 18

19 5 ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE Gruppen af uledsagede mindreårige flygtninge er yderst heterogen. Den rummer begge køn. De unge kommer fra mange forskellige lande i forskellige verdensdele. De ankommer i forskellige aldre. Nogle kommer alene, andre sammen med en søskende, andre igen med en onkel og hans familie. Nogle har forældre et eller andet sted i verden, nogle har ingen, mens andre har mistet den ene forælder eller begge. Nogle ved ikke, hvor forældrene er, eller om de overhovedet er i live. Nogle af de unge er analfabeter ved ankomsten til Danmark. Andre har 10 års skolegang bag sig. De kommer fra storbyer, de kommer fra landområder. De kommer fra forskellige sociale grupper. Nogle af dem kommer fra krigshærgede områder med vold, som de har set udført eller selv er blevet påført. De kommer fra forarmede områder. Nogle er voldsomt traumatiserede, andre næsten ikke. Nogle har en kort præasylfase bag sig. Andre en lang. Deres baggrund for at være her er med andre ord forskellig. > Overvejelser om nogle fælles vilkår Jeg kunne godt tænke mig, på trods af den store individualitet, at opridse nogle fælles vilkår for de uledsagedes start som medborgere i Danmark. De unge kan ses som en del af en international migrationsbevægelse. En lille del af denne bevægelse når frem til Europa. Man regner med, at mellem 3 % og 5 % af verdens migranter udgøres af uledsagede mindreårige, eller som det hedder på engelsk separated children. Lise Bruun fra Red Barnet anslår, at der i Europa findes ca separated children de fleste lever illegalt, en hel del som tragiske deltagere i den tiltagende trafficking. Grundene til, at de er kommet til Europa, er mange, og jeg kan henvise interesserede til Ayotte (2000). En ringe del af disse mange børn når Danmark, hvor nogle efterfølgende får opholdstilladelse. I mine år som bisidder oplevede jeg, at årsagerne til at flygte kunne være ret forskellige. Mange børn/unge kom på grund af borgerkrig eller anden uro i deres land. Det var typisk unge flygtninge fra Sri Lanka, Afghanistan, Somalia, Kosovo, Bosnien og Tjetjenien. Nogle var flygtet fra forfølgelse. Der kom unge piger, der skulle tvangsgiftes med ældre mænd. Gadebørn fra Rumænien og Nordafrika søgte om asyl. Kurdere og statsløse palæstinensere fra forskellige lande, hvor de oplevede forfølgelse. Unge fra de russiske randstater, hvor de tilhørte et forfulgt mindretal. Børn, der var flygtet fra stor fattigdom, hvor de ikke kunne forsørges, eller hvor uddannelsesmulighederne var ringe. Ofre for trafickking. Kendetegnende var, at de alle var flygtet fra alvorlige problemer, hvoraf nogle berettigede til status som flygtning. Op igennem 1900-tallet er der blevet registreret uledsagede flygtningebørn. Englænderen Ressler m.fl. (1988) har i sin bog nævnt adskillige eksempler. Op gennem firserne begynder uledsagede flygtningebørn fra verdens urocentre imidlertid for alvor at dukke op som asylansøgere i hele Europa. Uledsagede flygtningebørn er altså ikke et nyt historisk fænomen. Det nye ved den aktuelle situasjon er dimensjonerne, avstandene barna reiser, økningen av andelen barn blandt migranter, den offentlige oppmerksomheten omkring fenomenet og det ansvaret som pålægges myndigheterne i mottakerlandene. (Engebrigtsen, 2002:15-16). > Barneflygtningens vej Flygtningebørn er i de fleste tilfælde blevet migranter, fordi voksne om dem har taget en beslutning, hvor børnene er genstand for voksnes strategier og handlinger. De færreste af børnene er selv ansvarlige for deres opbrud fra hjemlandet. Engebrigtsen (2002) peger i sin bog på et problem, der er forbundet med måden at omgås begrebet børnemigration. Ved ofte at tilskrive adskillelsen fra forældrene og børnenes status som flygtning, som årsager til deres problemer, patologiseres barnemigranterne. Også barnemigranter patologiseres ved at deres problemer som migranter i stor grad tilskrives atskillelsen fra foreldrene og selve deres status som flyktninger... Alle deres problemer forklares ut fra deres dobbelte rotløshet, rykket op fra hjemlandet og fra familien. (Ibid. 18). Hvordan går det dem? 19

20 Det forholder sig imidlertid sådan, at der efter ankomsten til Danmark for de fleste af de unge er tilstødt brud og oplevelser, der, som en af de unge siger, virker som et chok. Når børnene er nået frem til værtslandet, regner de med at være i sikkerhed og udenfor bekymringernes rækkevidde. Men mere end halvdelen af dem har efterfølgende været udsat for oplevelser af nærmest traumatiserende karakter. For nogle er det præasylfasen, for andre er det udflytningen til kommunen, som eksempelvis i flere tilfælde har medført psykologisk og/eller psykiatrisk behandling. Her troede de, at det værste var overstået. Fordi de befinder sig i et felt, hvor deres sociale kapital er mangelfuld, har de ingen fornemmelse af spillet, de deltager i. Habitus improvisationsevne blokeres udover af manglende kapital også af, at de unge er totalt underlegne i magtspillet. Lad os ved at tage et overblik over deres liv som flygtning se på, hvad de gennemspiller. Når børn emigrerer mister de deres daglige sikkerhed i det vante miljø af familie og venner og velkendte omgivelser. Ved flugten mister børn deres daglige omsorg, deres nære relationer, deres skole, deres drømme om en fremtid derhjemme, deres personlige ejendomme og den umiddelbare vante anvendelse af modersmålet. De forlader med andre ord de felter, hvor de er vante aktører, og hvis spilleregler de er bekendte med. De medtager de kapitalers værdier, de har opbygget, men skal ikke bevæge sig langt i flugten, før de oplever, at den sproglige kapital er mangelfuld, og at den kropslige habitus langt fra adapterer nye erfaringer i det tempo, hvormed de mødes. Flugtens store (op)brud medfører ikke blot et farvel til familie og hjemland, til barndommen eller til ungdommens socialisering, men medfører også, at barnet fra et liv som familiemedlem bliver institutionaliseret i modtagerlandet. I første omgang på et asylcenter. Senere i kommunalt regi. For de unge er accepten af at være et objekt i et pædagogisk resocialiseringsprojekt i den forstand en nødvendig omkostning ved at have opnået asylstatus. (Liltorp, 2005). Fra at være søn eller datter i en familie bliver barnet til en flygtning, og i dette tilfælde en ganske særlig flygtning en uledsaget mindreårig. Den begyndende formning fra barn til flygtning foregår fra dag ét ved mødet med politiet og asylcenteret. Fokus for barnet ændrer sig fra at skulle vokse og udvikle sig til at blive en flygtningehistorie, der gerne skulle få asyl. Det vigtigste i den første tid bliver den historie, der er barnets årsag til at være flygtet. Produktionen og fastholdelsen af den holdbare historie bliver vigtig livsvigtig endda. I forholdet til myndighederne befinder de sig på ny i et nyt felt, hvor de ikke kender spillereglerne, og hvor de ofte kommer til kort overfor myndighederne og (dermed) bliver sat i en ydmygende position. (Hagesen, 2002:89). Desuden har nogle af de unge haft ubehagelige møder med myndigheder andre steder i verden. Erfaringerne vil umiddelbart tilsige dem at være på vagt og ikke stole på myndighedsrepræsentanten. Derudover er deres fremtid totalt lagt i hænderne på andre en tilstand, der varer i måneder. Ved indkvarteringen på asylcenteret afsondres de både fra det øvrige samfund og fra øvrige flygtninge. Børnene/de unge kategoriseres de er de uledsagede mindreårige asylansøgere. På asylcenteret træder den totale institutions fortolkende og forklarende funktioner automatisk i kraft, så snart klienten kommer ind, idet personalet har den opfattelse, at alene det at komme ind er et bevis på, at vedkommende er den slags person, som institutionen er beregnet til at tage sig af. (Liltorp, 2005). Med flygtningehistorien skal børnene/de unge til at opbygge en identitet i deres nye omgivelser. Hertil er de helt afhængig af omgivelserne. Børnenes omsorg skal fra at have været ydet af forældrene/storfamilien nu primært ydes af pædagoger, som er betalt personale, der går hjem og kommer. Fra at være følelsesmæssigt knyttet til en familie, hvor barnet er søn eller datter, bliver barnet nu objekt for den betalte omsorg. Fra en medlemsstatus i en familie får barnet en objektstatus på en institution. Videreudviklingen af flygtningen fortsætter således. At børnene når frem, og et eksil begynder, er imidlertid også beviset på at de overlevede. De nåede frem til freden og sikkerheden og fuldførte derved en uafvendelig nødvendighed. Jeg var bare glad for, at jeg var væk fra Afghanistan, som en af de unge siger. Jeg tænkte, at jeg ikke er død, som en anden siger. Nye muligheder byder sig. Eksilet, der i sig selv er udtryk for brud, skal vise sig at efterfølges af flere brud. I forhold til nye steder. I forhold til at møde alt for mange nye mennesker. Eksilet præges af en mangel på kontinuitet. Gensidige misforståelser og fejlfortolkninger, oplevelsen af ikke at blive hørt, almindelig usikkerhed, momentvis manglende tillid til de(t) nye kan forårsage, at barnet/den unge ikke tror, at det er muligt at opnå en retfærdighed en respekt for, hvad barnet/den unge er. Ved mødet med omgivelserne risikerer barnet/den Hvordan går det dem? 20