Charles Perrault: Blåskægget (1697). Eventyr.

Transkript

1 Oversættelse ved Poul Erik Jørgensen, mailadresse: post(at)gvdnet.dk Charles Perrault: Blåskægget (1697). Eventyr. Der var en gang en mand, som havde smukke huse i byen og på landet, og som havde service af guld og sølv, smukt prydede møbler og guldkareter. Ulykkeligvis havde denne mand imidlertid et blåt skæg; det gjorde ham så grim og frastødende, at alle kvinder og piger flygtede bort fra ham. En af hans naboersker, en dame af høj byrd, havde to meget smukke døtre. Han bad hende om at få én af dem til hustru og gav hende valget, hvem af de to hun ville give ham. Men ingen af pigerne ville vide af ham, og de sendte ham frem og tilbage mellem sig, idet de ikke kunne beslutte sig til at tage en mand, som havde et blåt skæg. Og hvad der yderligere frastødte dem, var, at han havde giftet sig med adskillige kvinder, og at man ikke vidste, hvad der var blevet af disse hustruer. For at lære hinanden at kende indbød Blåskægget dem sammen med deres moder og tre-fire af deres bedste veninder og nogle unge mennesker fra nabolaget til et af sine huse på landet, hvor de blev hele otte dage. Tiden strøg afsted med spadsereture, jagt- og fisketure, med dans, med store og små måltider: de sov ikke, og hele natten blev tilbragt med muntre drillerier; til slut gik det sådan, at den yngste af pigerne begyndte at synes, at husherrens skæg ikke var så blåt endda, og at han var en højst respektabel mand. Så snart man var tilbage i byen, blev der holdt bryllup. Efter en måneds tid sagde Blåskægget til sin hustru, at han var nødt til at foretage en meget vigtig rejse ud i landet, som ville vare mindst seks uger, og at han bad hende om sørge for at finde noget adspredelse, mens han var væk; hun skulle lade sine gode veninder komme, sagde han, og hun kunne tage dem med ud på landet, hvis hun ville, og hun skulle overalt nyde livet. "Her", sagde han, "er nøglerne til de to store magasiner; og her er nøglerne ind til det guld- og sølvservice, der ikke er i brug til daglig, og her har De nøglerne til mine skatkister, hvor jeg opbevarer mit guld og mit sølv, og nøglerne til skrinene, hvor jeg opbevarer mine ædelstene, og her er nøglen, der passer til alle gemakkerne. Hvad angår denne lille nøgle her, så er det nøglen til det lille værelse for enden af den lange gang i det nederste gemak: De må lukke op over det hele, De må gå overalt, men dette lille værelse forbyder jeg Dem at betræde, og skulle det ske, at De kommer til at åbne det, så vil min vrede være uhørt."

2 Hun lovede nøje at overholde alt, hvad han lige havde befalet hende, og han steg, efter at have omfavnet hende til afsked, op i sin karet og tog afsted på sin rejse. Naboerskerne og veninderne var så utålmodige efter at se alle rigdommene i huset, at de slet ikke kunne vente på, at man skulle sende bud efter dem, for at de skulle besøge den unge hustru. Thi hidtil havde de ikke vovet at komme derhen, mens manden var der; så bange var de for hans blå skæg. De løb straks igennem værelserne, stuerne, garderoberne, det ene rum var smukkere og prægtigere end det andet. Endelig steg de op i magasinerne, hvor de knap kunne komme sig af beundring over mængden og skønheden af gobeliner, af senge, af sofaer, af skabe, af små og store borde, og af spejle, hvor man kunne se sig selv fra top til tå, og hvis rammer var af glas, af sølv eller var forgyldte, og som var det smukkeste og prægtigste, noget menneske havde set. Damerne blev ikke trætte af at fremhæve og misunde deres venindes lykke, mens denne på sin side ikke glædede sig over at se alle disse rigdomme, så utålmodig var hun efter at gå ned og åbne det lille værelse i gemakket nedenunder. Hun var så plaget af sin nysgerrighed, at hun, uden at tænke på, at det var uhøfligt at forlade selskabet, steg derned ad en lille hemmelig trappe med en sådan hast, at hun to-tre gange var ved at falde og brække halsen. Først da hun stod foran døren til det lille værelse, standsede hun et kort stund, mens hun tænkte på sin mands forbud og på, at der kunne ske hende en ulykke, hvis hun var ulydig; men fristelsen var så stærk, at hun ikke kunne modstå den. Hun tog altså den lille nøgle og åbnede skælvende døren til værelset. Først kunne hun ingenting se, fordi der var skodder for vinduerne. Efter nogle sekunder begynde hun at kunne se, at gulvet var dækket af størknet blod; i blodet spejlede sig ligene af adskillige døde kvinder, som hang langs væggene. Det var alle de kvinder, som Blåskægget havde taget til ægte, og som han efterfølgende havde dræbt. Hun var ved at dø af skræk, og hun tabte nøglen, som hun havde taget ud af låsen. Da hun atter var kommet sig lidt, samlede hun nøglen op og låste døren påny og gik op på sit værelse for at blive sig selv igen. Men det kunne hun slet ikke, så oprevet var hun. Hun havde bemærket, at nøglen til værelset var blodplettet, og derfor gned hun den to-tre gange, men blodet ville ikke gå væk. Ligemeget hvor godt hun vaskede den og skurede den med sand og slibesten, så var der stadig blod på den, for nøglen var forhekset, og man kunne slet ikke gøre den ren: når man fik blodet væk på den ene side, kom det igen på den anden side. Blåskægget kom tilbage fra sin rejse samme dags aften, og han sagde, at han havde fået nogle breve undervejs, som meddelte ham, at de forretninger,

3 som han var taget afsted for at udføre, var gået i orden til hans fordel. Hans hustru gjorde sit yderste for at vise ham, hvor begejstret hun var for hans hurtige tilbagekomst. Den næste dag bad han hende om at få nøglerne igen. Hun gav ham dem, men hendes hånd skælvede så stærkt, at han uden besvær gættede, hvad der var sket. "Hvordan kan det være," sagde han til hende, "at nøglen til det lille værelse ikke er sammen med de andre?" "Jeg må have glemt den oppe på mit bord", svarede hun. "Glem ikke at give mig den så snart som muligt", sagde Blåskægget. Efter flere gange at have prøvet at snakke uden om måtte hun til sidst hente nøglen. Da Blåskægget havde kigget på den, sagde han til sin hustru: "Hvorfor er der blod på denne nøgle?" "Det ved jeg ikke", svarede den stakkels kvinde, mere bleg end et lig. "Det ved De ikke!" svarede Blåskægget, "men det ved jeg. De har prøvet at komme ind i værelset. Nuvel, Madame, De skal komme derind, og De skal indtage Deres plads ved siden af de andre damer, som de så derinde." Hun kastede sig grædende for sin mands fødder og bad ham med alle tegn på sand anger om tilgivelse for sin ulydighed. Hun kunne have blødgjort en sten, smuk og fortvivlet som hun var, men Blåskægget havde et hjerte hårdere end sten. "De skal dø, Madame," sagde han til hende, "og det skal være nu". "Da jeg skal dø," svarede hun, idet hun så på ham med tårefyldte øjne, "giv mig så lidt tid til at bede til Gud." "Jeg giver Dem ti minutter", svarede Blåskægget, "og ikke et øjeblik mere." Da hun var alene, kaldte hun på sin søster og sagde: "Søde søster Anne" - sådan hed hun - "jeg beder dig stige helt op på tårnet for at se, om mine brødre ikke kommer. De har lovet mig, at de vil besøge mig idag. Og hvis du kan se dem, så giv dem tegn til, at de skal skynde sig." Søster Anne steg helt op på tårnet, og nedefra råbte den stakkels, fortvivlede hustru fra tid til anden: "Anne, søde søster Anne, kan du ikke se, om der kommer nogen?" Og søster Anne svarede hende: "Jeg ser kun støvet i solen og det grønne i græsset." Blåskægget, som holdt en stor slagtekniv i sin hånd, råbte imidlertid af al sin kraft på sin kone: "Kom ned, eller jeg kommer op og henter dig". "Bare lige et øjeblik endnu, " svarede hans hustru, og så råbte hun, så højt som hun turde: "Anne, søde søster Anne, kan du ikke se, om der kommer nogen?" Og søster Anne svarede hende: "Jeg ser kun støvet i solen og det grønne i græsset." "Kom straks ned", råbte Blåskægget, eller jeg kommer op og henter dig". "Jeg kommer, " svarede hustruen, og så råbte hun: "Anne, søde søster Anne, kan du ikke se, om der kommer nogen?" Og søster Anne svarede: "Jeg kan

4 se en stor støvsky, som kommer hen mod slottet." "Er det mine brødre?" "Ak nej, kære søster, det er en fåreflok." "Vil du ikke komme ned?" råbte Blåskægget. "Bare et øjeblik endnu," svarede hans hustru, og så råbte hun: "Anne, søde søster Anne, kan du ikke se, om der kommer nogen?" Og søster Anne svarede: "Jeg ser to mand til hest, som kommer hen mod slottet, men de er endnu langt borte." Men et øjeblik efter udbrød hun: "Gud være lovet, det er mine brødre. Jeg giver dem tegn til, at de skal skynde sig." Blåskægget gav sig til at råbe så højt, at hele huset skælvede. Den stakkels hustru gik ned og ville til at kaste sig for mandens fødder, med sine forgrædte øjne og sit hår i vild uorden. "Det nytter ikke noget," sagde Blåskægget, "du skal dø." Med den ene hånd greb han hende i håret, og med den anden hævede han kniven for at hugge hovedet af hende. Den stakkels kone vendte sine øjne, som allerede var præget af dødens skygger, mod ham og bad ham om endnu et øjeblik til at samle sine tanker. "Nej, nej!" sagde han, "bed Gud tage vare på din sjæl," og han løftede sin arm... I dette øjeblik blev der banket så hårdt på døren, at Blåskægget holdt inde et kort øjeblik. Døren blev åbnet, og straks så man to ryttere komme ind og løbe lige hen mod Blåskægget med deres kårde i hånden. Han genkendte sin hustrus to brødre, den ene var dragon og den anden musketer, og derfor flygtede han straks for at redde livet. Men de to brødre forfulgte ham omgående og greb ham, før han kunne komme ud foran huset. De jog deres kårde tværs igennem ham og lod ham ligge død tilbage. Den stakkels hustru var næsten lige så død som sin mand, og hun formåede ikke at rejse sig og kysse sine brødre. Det viste sig, at Blåskægget ikke havde nogen arvinger, og at hans hustru derfor blev ejer af alt hans gods. Hun brugte en del af pengene til at få sin søster Anne gift med en ung adelsmand, som længe havde været forelsket i hende. En anden del af pengene blev brugt til at købe kaptajnsbestallinger til hendes to brødre, og resten til at hun selv kunne blive gift med en meget velanskreven mand, som fik hende til at glemme den slemme tid, hvor hun havde været gift med Blåskægget. Morale: Hvor dejlig nysgerrigheden end kan være, så har den ofte en høj pris. Det ser man dagligt tusind eksempler på. Den er, undskyld mig mine damer, en flygtig fornøjelse. Næppe har man nydt denne fornøjelse, så ophører den med at eksistere, og altid koster den dyrt. En morale til:

5 Hvor ubegavet man end måtte være, og hvor lidt man end forstår denne verdens ubegribelige tøjeri, så ser man dog snart, at denne historie er et eventyr fra en svunden tid. Der er ikke længere nogen så skrækkelig ægtemand, som forlanger det umulige, hvor tvær eller jaloux han end måtte være. Man ser ham nu spadsere pænt ved siden af sin kone; og hvilken farve hans skæg end måtte have, kan man dårligt se, hvem der er herre i huset. (Begge moraler er i originalen skrevet på vers.)