Jord-Arten bestaaer her meest af Sand og Leer, besynderlig nederst i Dalene og ved Elve-Bred-

Transkript

1 5. Om Jord-og Steen-Arter, item forstenede Ting. Jord-Arten bestaaer her meest af Sand og Leer, besynderlig nederst i Dalene og ved Elve-Bred- 42

2 dene, hvorimod de Steder, som ligge nærmere Biergene have meere Muld- undertiden moradsig Jord af de fra Fieldene nedrindende Vand-Aarer, som springe op i Dalene og giøre Jorden sumpig. Mærkeligt er det, at ligesom Jorden paa nordre Side af Eger- Elv fra Bragnæs af, bestaaer meest af Sand og derfor kaldes Sand-Fierdingen, saa er den derimod paa hin Side fra Strømsøe af, stærkt blandet med Salt og af den besynderlige Egenskab, at Qvæg, som bringes didhen fra fremmede Steder, ikke vil trives, hvilket synes være samme Salt at tilskrive, efter det jeg allerede i Slutningen af foregaaende. har sagt, og her ikke vil igientage. Af Leer-Arter gives her mange, som ved at lades i Vand, strax opløses med stærk Piben og skyde mange Bobler, hvilke ogsaa ere Aarsagen til de mange Jord-Fald, som her aarlig skeer. Saadant Leer har jeg i sær fundet ved Hassel Jernværk paa Saaby, hvor Svovel-Vandet og paa Stafsengen, hvr Salt-Vandet er. Et Beviis paa vore Leer-Arters Godhed er og dette, at Pottemagerne i Drammen betiene sig deraf, og at deres Pottemager-Arbeide holdes bedre end det, som i Christiania forfærdiges. Af salte Leerer gives her ogsaa Prøver, saasom ved Hassel Jernværk, hvor det paa et vist Sted, kaldet Due-Dalen, er af en kiendelig salt Smag, og slikkes derfor af Kreaturene, ligesom og de vilde Duer, som opholde sig der i Mængde, siges at æde begiærlig deraf, og af dem er det Stedet har faaet Navn af Due-Dal. Det samme Leer er tillige meget hullet eller pibet, hvorved jeg maae anmærke dertte som noget besynderligt, at Leeret, som her gemeenlig antreffes under Sand eller Muld og 43

3 giver det beste Ager-Land, er paa endeel Steder saa hullet, at Giødningen synker deri næsten som i Sand, hvilket i sær i det nærliggende Røkens Sogn skal have Sted. Mergel har jeg ikke fundet nogensteds, undtagen i Fieldet ovenfor Møllenhof, hvor Leeret synes være igiennemtrængt af det fra Kalkbiergene nedrindende Vand, og derfor bruser med Skeevand ligesom Kalken selv. Hr.Fenniger har paa sin Gaard, Ulvelands-Bakke, undersøgt Egnen deromkring med Jordbor, men efter et Par hundrede Forsøg ingen Mergel kunnet finde, ligesom jeg og selv med samme Jordbor og ellers paa andre Maader har giort adskillige forgiæves Forsøg paa min Præstegaard, hvoraf jeg slutter, at denne Leer Art i denne ellers leerrige Egn er gandske rar. Tørv gives ikke alene i Sumperne paa slet Mark, men og paa Fieldene, og da de fleeste her værende Fielde ere af den Beskaffenhed, at man kan kiøre op pg ned af dem med Slæde, kan samme Tørv ansees som et Forraads-Kammer i Nødsfald at gribe til, igald Landet engang skulde udtømmes for Skov. I Sumperne falder og et Slags Tørv, kaldet Rosen-Tørv, (uden Tvivl af det tydske Rasen,) som har den Art, at det ikke forraadner og synes sammensat af Sphagno palustre. Det samme bruges her meget at tætte Dæmninger med, og naar det med Sand sammenpakkes, bliver det tillige meget fast og beqvemt at beklæde Bunden og Siderne af Jord-Render, hvorved Vandet henledes til Møller og Sav-Værker, som derved blive meget jevne, faste og varige. Hvad Steen-Arter angaaer, da har jeg tilforn 2 viist, at de sædvanligste her i Egnen ere Granit, 44

4 Kalksteen og Schiefer, hvortil kan legges Jaspis, Porphyr, Trapp og Felskiesel, o.s.v. I den første Dalestrækning og paa dens nordre Side fra Bragnæs af, bestaaer Fieldet oventil af Granit, i Midten af Kalk, og tilsidst af Jaspis, Porphyr og Trapp, dog meest det sidste, hvorimod Felskiesel meest sees ved Foden og den alfare Vei. Paa hin Side fra Strømsøe, møder først Granit, saa Kalksteen og Felskielsel, og derefter den Jarlsbergske Blye- og Kaaberhaltige Sølv-Ertz, og derovenfor igien atter Granit, som og, saavidt jeg veed, vedvarer indtil man kommer over til hin Side af Fieldet, hvor atter forekommer, foruden megen Jern Ertz, Kalksteen og Trapp i Mængde. Her er man nu allerede kommen til den anden Dalestrækning, og naar man følger samme langs Kongeveien, forekommer mange Klipper og lave Biergstrækninger af forbemeldte Steen-Arter, dog afvexlende og om hinanden. Ved Berg, for Ex., er Kalksteen, ved Hals og Lunde Skallberg, ved Lundebakke Alun-Schiefer, ved Smellhougen atter Kalk, ved Flesager-Tangen Kalk og Schiefer, og lige deraf paa hin Side af Fiskum-Vandet ved Raaen atter Kalk og Schiefer i Mængde, indtil man kommer paa det øverste af denne Fieldstrækning, der atter bestaaer af Granit. Endnu staaer tilbage Præstegieldets øverste Grændser mod N. op til Bingen, og da har jeg fundet hvid Granit i Fieldet ved Dramdal, paa Kant staaende Schiefer eller Horn-Schiefer ved Hassel, siden meest Graaberg op til Holte-Fieldet, og ligeledes længere hen i Vest til Skara Sølv-Gruber 45

5 hvor Bierg-Arten er den samme, som paa andre Steder i Kongsberg Sølv-Værks District. Efter denne almindelige Betragtning følger nu nøiere Forklaring over enhver af disse Steen Arter i sær. Graniten er meget grovkornig, og i sær paa Fieldenes øverste udenpaa ujevn, saa at Qvartz, Feldspat og Glimmer-Delene meget nøie kan adskilles. Nordenfields har jeg ikke seet denne Steen-Art af saadan Beskaffenhed; thi endskiønt man mangesteds ved Søekysten finder Qvartz-og Glimmer-Biergene stærkt blandede med Feldspat, der giør dem nu hvide, nu rede og meget glindsende, ere dog Bestand Delene ikke saa adskilte, som her. Af Farve falder den som oftest rød, men ogsaa hvid og graa, alt eftersom den ene eller anden af forbenævnte Bestand-Dele have Overhaand deri. I Fieldet ovenfor Møllenhof falder en graa grovkornig Granit, som Hr.Poulsen har betient sig af til Møllesteene for sin Olie-Mølle, hvilke ere ulige bedre og varigere end de kalkartede Marmorsteene, man tilforn kiøbte fra Holland, og siden har man paa Blaafarve-Værket ladet Møllesteene forfærdige af samme Steen-Art. I Nærheden af det forrige Jarlsbergske Sølv Værk, i sær ved Gaarden Stubberud, gives Biergstrækninger af en finere og løsere Granit, der næsten kan rives som Sandsteen, og deri sidde Glimmer-Delene, som sorte indsprængte Punkter, da Farven ellers er rød. Da nu denne Steen-Art tillige er Ildfast, som sees deraf, at man medens samme Værk var i Gang, betiente sig deraf til Mas-Ofn Stell, saa har jeg stor Aarsag at troe, at den er den Granit- Art, man kalder Gytsteen, som bruges til Messing- Værkerne, og ellers med stor Bekostning maae hentes 46

6 fra Frankrig. Skulde slige Værker her i Landet anlegges, fortiene i det mindste denne Steen-Art fremfor andre at forsøges, helst da man beretter, at den ikke, som den engelske Sandsteen, springer ved at kølnes. Næst Granit er ingen Steen-Art her almindeligere end Trapp, som er en grøv jernagtig Jaspis- Art af adskillig Anseende og Farve, nu blaagraa Jernschussig og meget haard, nu rød og haard, nu med indsprengte Felsspat Stykker, nu rødgraa og temmelig hullet eller Slag-agtig, nu igien mørkgraa og brun, uden paa gemeenlig skiellet eller schiefrig, og kaldes derfor Skallberg. De første Sorter findes meest omkring ved Bragnæs, ligeledes ved Solberg og flere Steder i samme Bergstrækning. Her veed jeg ikke, om man giver dem noget vist Navn, men i Grevskabet Jarlsberg kalder man dem Blanblæst. Det er ellers bekiændt, at man Udenlands smelter sort Bouteille-Glas deraf, og da Lade Stedet Svelvigen, nær Bragnæs, nu omstunder har en Smelte- Hytte for dette Slags Glas, bliver det Spørsmaal, om man ikke der kunde betiene sig af en Steen-Art, som andensteds anvendes til dette Brug og her er saa nær foprhaanden. Skallberget er af ulige Art, indentil nogenledes haardt og sprukken, saa det lader sig brække i tykke Qvadrater, meget tienlige til Steen- Giærder, hvoraf sees nogle meget gode ved Lunde og Westfossen; men udenpaa smullet eller schiefrigt, som sagt er, hvorfor den i smaa Stykker hakkes ud og strøes paa Veiene. Ved Christiania siges den, at føres paa Agerne og at give god Ager-Muld, ja paa Ringerige skal endog Ager-Jorden for det meeste bestaae 47

7 deraf. Med Trapp er Jaspis nær beslægtet, og af samme gives en rødgraa Art ved Hobbelstad og flere Steder deromkring, sammesteds ogsaa en rødgraa eller rød Porphyr med hvide Felsspat-Stykker *), men ingen af Delene synes at være af nogen Betydenhed. Ellers er ved disse 3 Steen-Arter at mærke, at de i den første Dal Strækning fra Byen Bragnæs af udgiøre den nederste Deel af Biergene, dog saa, at de ofte afbrydes ved store Bierg-Knolde af Fels- Kiesel (Petrofilex), som og meest sees langs Kongeveien, item ved Hellefoss, og flere Steds. Paa nogle Steder her saavelsom paa Veien til Konrud- Værket, er Felskieselen meget hullet, og ligner deri den Rhinlandske Møllesteen, i hvis Sted den ogsaa maaskee kunde tiene, hvis den ikke var formeget sprukken. Det staaer da til Forsøg, om den indentil skulde findes meere beqvem og sammenholdende. Af blødere Steen Arter er Kalksteen den almindeligste, som her kaldes Limsteen, og er af den ordinaire graa Art; der er tæt og fiin (particulis impalpabilibus) har gemeenlig en Mængde Petrefacter og er meget tienlig til Kalkbrænderie, hvortil den og her tilsteds anvendes. Hertil hører og Svinestenen, Stinkstenen, som er meere spatagtig med flade Sider, der let lade sig brække fra hinanden. Den sees her ofte at sidde i Kalkstenen, item Spat-Gange af 1 Fingers Brede, *) Omtrent af samme Art er den saa kaldte Mandelsteen, som ikke alene findes ved Moss, som Cronsted skriver, men i Grevskabet Jarlsberg, hvor den efter Hr. Prof. Thorstensens Beretning udgiør hele Biergstrækninger, og bliver nok den samme, som Hr. Deichman kalder Pottenstein, Lapis varielarum Act. Havniens. Tom XI pag

8 og foruden det, at man brænder Kalk af den, bruges den og at give Svinene ind mod en Sygdom, kaldet Galdren, hvoraf Lungen opsvulmer og foraarsager Trangbrystighed. Endnu gives et Slags Kalksteen, som er grov og mørkgraa med fine indspængte sølvblanke Partikler (partic spatholsis scintillantibus), men bruser ikke med Skeevand, har ingen Petrefacter, og lader sik ikke heller brænde til Kalk. Den kaldes Lim-Søster, ventelig fordi den er med Limsteenen nær beslægtet, og udgiør ofte hele Bierg Knolde iblant Kalk Biergene. Ellers forstaaer man ved Lim Søster ogsaa andre haarde Bierg Arter og Kirtler i Kalksteenen, som ikke lade sig brænde til Kalk. Schieferen er ligeledes af adskillig Art, nu paa Kant staaende Hoved Schiefer, hvoraf et lidet Bierg ved Hassel Jernværk bestaaer; nu blaa Tavle- Schiefer ved Raaen, som dog ikke lader sig brække uden i tykke og ujevne Plader, og indeholder mange forsteenede Ting; nu igien en Alun-Schiefer, saasom ved Lundebakken, men allermeest ved Strandbredden af Ekern-Vandet, hvor det steile Forbierg Gunnildrud Kollen, heel igiennem bestaaer deraf, men gaaer steilt ned i Søen, og derfor blev vanskelig at brække og bearbeide, undtagen naar Isen legger sig om Vinteren. Den har udentil et guult Beslag uden Tviuvl af Svovel, og er ellers af samme Art, som Alun-Schieferen ved Ekebierget ved Christiania, hvor Alun Værket er, ligesom jeg og ved Vasbonden paa Modum har seet hele Biergstrækninger deraf. Paa andre Steder er Shieferen en Schiftus scriptura atra Linnæi, Fisfilis carbonarius Wallerii, saasom ved Smellhougen tæt ved Vandet 49

9 og lige ad Fossesholm. Denne Steen-Art, der er løs, smittende og sort, lader sig male til Sværte, der kan beredes til god Olie-Farve, og bruges dertil paa Gaarden Viul paa Ringerige, hvor Hr. Kræfting har et anseeligt Brug deraf, og sælger den deraf beredte Sværte heromkring i Mængde samt for billig Priis. Af de Prøver jeg har derfra seer jeg, at Steen- Arten er den samme som ved Smellhougen, men her bliver den dog ikke brugt. De øvrige Steen-Arter ere Qvartz-Kieselen (qvarzum silicium) paa Gaarden Solberg, som bruges til Glas Smeltning. Man seer der en temmelig dyb Grube gaaende perpendiculair ned, fordi Kieselen falder best i Dybet. Af Farve er den deels hvid, deels blaa, af hvilke ikkun den første beholdes, men den anden bortkastes som uduelig. Det var ikke alene medens Glas Pusteriet stod paa Eger man benyttede sig af denne Steen Art, men den brækkes der endnu, og bringes paa Føret til Hurdal, hvor Værket nu staaer. Hvidt, haardt og tærnigt Kalk-Spat sees meget i Biergene ved Dramdal. Ligeledes Kalk-Spat i paa Kant staaende Lameller, der overskiære hinanden paa Kryds, og derved danne mange Huler imellem sig; Nok en Spathum arenacium cinereum Wallerii, i Jern Gruberne paa Hassel Jernværk, hvor man kalder den Hornsteen. Af crystalliseret Hornsteen eller brun kantet og riflet Schøel i Qvartz har Hr.Testman i Westfossen tilbragt mig smukke Prøver, som ere tagne paa Gaarden Røkeberg nær derved. Om Stell-Steenen (Saxum compositicum patriculis qvarzosis & micaciis) ved Hassel Jernværk skal meldes i næstfølgende. 50

10 Disse ere de betydeligste Steen-Arter, som jeg paa Eger har bemærket, hvorimod andre, som Nordenfields ere meest almindelige, saasom Beegsteen, Asdest, Sandsteen, Granitsteen, coleuret Qvartz med meere, ere mig aldeles ikke forekomme her i Egnen. Hvas Petrefacter, eller forsteenede Ting angaaer, da sees her først i Schierferne de af Linne saa kaldte valvulæ Echini, hvorom kan læses i hans Ostgoth. Resa S.147. Den sammesteds anbragte grove Tegning ligner disse fuldkommelig, dog mangle de paa langs gaaende fine og paralelle Striber paa Siderne, som ikke heller sees paa de finere Tegninger af Lehman von Flossgebung ved 72 Side. I Systema Nat.3. pag-160. giver Linne dem et andet Navn, neml. Enthomolithos Monoculi, som synes endnu mindre passligt. Det bliver derfor rimeligst, at henegne dem til en egen Dyre-Art, som Hr. Profess. Brünniche kalder Trilobiter, og hvorom han har skrevet en eget Afhandling i Ny-Samling af Kjøb. Selsk. Skrifter 1ste Tome. Disse Petrefacter har jeg dog ikke fundet, uden paa Flesager-Tangen ved Fiskum-Vandets Strandbredde, og skiønt de til forn ikke ere gandske ubekiendte, har jeg agtet dem værd at aftegne, som sees Fig.I. 2) Paa den Gaard Raaen, ligeledes ved Fiskum-Vandet, sees i Tavle-Steenen, kiendelig Indstryk af Søe Skiell, især Pectines striis tribus longitudinalibus profundis interjectis pluribus minoribus, item striis undulatis in æqvalibus transversis, som dog ikke ere saa fuldkomne, at de fortiene at aftegnes, desuden en uendelig Mængde Pectunculiter, saadanne, 51

11 som Walch har aftegnet, Steinrich Tab.14.3 sidste og nederste Figur for venstre Haand. 3) I Kalkstenen sees deels mange Indtryk af Insecter, skiønt meget ufuldkomne og utydelige, deels de runde Kloder eller Crystal-Æbler, som Linne melder om i hans Ostgoth. Resa S.136, og i sit seneste Syst.Nat.3. pag.179. kalder Ætites marmoreus. Slaaer man dem i tu, sees de at indslutte et Slags sølvblanke Crystaller, som smaa Sølv Nagler, som synes være Natron Hyadon Linnæi, Crystallispatosi, hexagoni pyramidales Cronstedi. Disse ere dog ikke nær saa almindelige, som 4) de saa kaldte Nautuli recti, eller Ortoceratiter (Ligehorn), af hvilke nogle ere 1/2 Alen lange, andre langt kortere, ellers alle meget smale, spidse i den ene Ende og udenpaa tegnede med krumme Tvær-Linier, til Tegn, at de indentil maae have hat ligesaa mange Leddiker, som her sees Mellem-Rumme. Nogle igiennemskiæres paa langs af et midt ad gaaende Rør (Sipho), som hos endeel ikkun strækker sig til Midten fra den tykke Ende af. (See Fig.2.a). Men paa andre heel igiennem. Hos andre sees ikke Tegn til noget saadant Rør i Midten, men kun til en Fure, eller maaskee et ligesaadant Rør paa Siderne, hos nogle kun gaaende hen til Midten fra Spidsen af, som Fig.2.b, hos andre hele Længden igiennem som c, skiønt ingen af dem har disse 3 Slags Rør tillige, som jeg dog for at spare Rummet, under eet har anbragt i Tegningen Fig.2. Hvad Tykkelse de har havt, faaer man sielden at see, da de kun sidde udenpaa Kalkstenen, ligesom udgravede. Men der gives dog nogle, som gaae tvert igiennem Stenen og vise den tykke Ende frem, hvoraf sees, 52

12 at de har været halv cylindriske, eller paa den ene Side convexe, paa den anden Side flade, meden Kiærne i Midten, tæt ved den convexe Rand, der seer ud som en indslagen Nagle. Men vel egentlig bliver en Steen-Fyldning i forbemeldte midtad gaaende Rør, see Fig.3. I snnw Skikkelse sees de i 1000 Tal siddende udenpaakalksteen-bergene, og det meget uordentlig, paa Kryds og paa Langs, især paa Smellhougen, Saasen og Raaen. 5) Endnu et Petrefact har Hr. Major Selkiær anskaffet mig fra sin Gaard Raaen, nemlig en blaa Tavlesteen med et Indtryk af en Fisk, der meest ligner en Rokke. Finnerne derafr ere især meget kiendelige paa begge Sider, og ligeledes den midtad gaaende Ryg-Rad. Der hvor Side-Finnerne aflade, har den en Fortsettelse af en smalere Been-Rad, der ligner en afbrudt Hale. I den forreste ovale Ende synes at have siddet 2 store Øine. Endelig sees og Tegn til et Slags Appendix eller Vedhæng, som Rokkerne have paa Siderne imellem Side-Finnerne og Halen. Dette Scelet, som Fig.4 forestilles i naturlig Størrelse, er vel lidet imod de sædvanlige Rokker; men jeg har dog Nordenfields seet smaa Rokker, ikkun lidet større end disse, i det mindste ikke større end Kleins Dafybatus 4. Miss.3.pag.35 Tab.IV, og samme fuldkommen lige. 53