Anders Otte Stensager. Holocaustarkæologi. en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del II bilag.

Transkript

1 Anders Otte Stensager Holocaustarkæologi en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del II bilag. Københavns Universitet Saxo-Instituttet, afd. for Forhistorisk Arkæologi Vejleder docent dr. phil. Ulla Lund Hansen København, marts 2007.

2 Anders Otte Stensager Holocaustarkæologi en arkæologisk funktionsanalyse af udryddelseslejrene i Polen Del II bilag. Københavns Universitet Saxo-Instituttet, afd. for Forhistorisk Arkæologi Vejleder docent dr. phil. Ulla Lund Hansen København, marts

3 INDHOLDSFORTEGNELSE - BILAG Materialet 1. Auschwitz Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie 8 2. Belzec Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie Chelmno Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie Majdanek Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie Sobibor Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie Treblinka Beliggenhed Beskrivelse og bygningshistorie Historisk kildemateriale Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie 60 Ordforklaring 62 Litteratur 65 2

4 1. AUSCHWITZ 1.1 Beliggenhed Udryddelseslejren i Oswiecim (tysk Auschwitz) ligger i Øvre Schlesiens industriområde ca. 30 km fra Katowice og ca. 60 km vest for Krakow langs bredderne af Vistula og Sola. Foruden en naturlig forekomst af kul består området omkring Oswiecim i dag primært af store opdyrkede landbrugsarealer. Terrænet er plant og fladt med en fugtig undergrund, der stadig er bevokset af mindre birkelunde. Heraf navnet Birkenau også kaldet Auschwitz II. Ved krigens afslutning i 1945 omfattede lejren et areal på ca. 200 ha, heraf alene ca. 170 ha det såkaldte Birkenau-kompleks. I dag er der indenfor Auschwitz nuværende område bevaret 154 oprindelige bygningsanlæg og mere end 300 historiske ruiner inkl. krematorier og gaskamre, der alle siden 1979 har været på UNESCO s liste over bevaringsværdige og fredede kulturmindesmærker Beskrivelse og bygningshistorie Som en del af den tyske germaniseringsproces og befolkningsrokader i øst etableredes i maj-juni måned 1940 den første ud af sammenlagt tre komplekser, der tilsammen udgjorde KZ- og den senere udryddelseslejr Auschwitz i nogle ældre polske kasernebygninger opført under den første verdenskrig. Hensigten var fra starten ikke at etablere en egentlig udryddelseslejre, men derimod en KZ-lejr, der samtidigt kunne fungere som en gennemgangslejr. Befolkningen omkring den gamle kaserne blev fordrevet og bønderne i området måtte forlade deres huse. Den ældste del af lejren, som også kaldes Stammlager eller Auschwitz I, består af 28 tre-etagers murstensbygninger anlagt i tre symmetriske rækker, så de danner et rektangel på ca. 300 x 225 m, omgivet af et dobbelt strømførende pigtrådshegn, ni vagttårne og en hovedindgang i nordøst, hvis portal bærer indskriften Arbeit macht frei. Lejrens sydvestlige og sydøstlige afsnit omkranses desuden af en ca. 3,5 m høj mur, der grænser op til to hovedfærdselsveje og derved er med til at forhindre, at man kan se ind i komplekset. Ved lejrens nordvestlige afsnit løber endvidere et jernbanespor, der afsluttes i en modtagelsesrampe. Udenfor selve lejrekomplekset placeredes værksteder, garager, modtagelsesbygninger, SS-lazaret, kommandantens bolig og flere grusgrave, der fungerede som henrettelsessteder (fig.1). I hovedparten af de gamle kasernebygninger indkvarteredes fangerne i stuer med tre-etagers køjesenge af træ, der skulle rumme op til 15 fanger hver. Andre barakker indeholdt sygelazaretter, en afdeling for postforsendelse og i blok 11 lejrfængslet, hvis sydgavl blev forbundet med blok 10 af en mur eller den såkaldte sorte væg, der fungerede som eksekutionssted. Vinduerne her var derfor lukkede med skodder eller halvt tilmurede, så det ikke var muligt for fangerne at se henrettelserne. Det var også her i kældrene af blok 11, at de første gasningsforsøg i Auschwitz fandt sted i juli-august 1941 med russiske krigsfanger. Kremeringen af ligene foregik i et nedlagt ammunitionsdepot, der var udstyret med en lille koksfyret dobbeltovn med en kapacitet på 70 lig i døgnet, og som lå umiddelbart udenfor lejrens nordøstlige afsnit også kaldet krematorium I. Selve bygningen bestod af et lavt betonmuret anlæg med faldt tag og en ca. 20 m høj muret skorsten. Inde i selve bygningen fandtes foruden selve krematoriet også et rum til opbevaring af aske og urner, et kokslager, en skrivestue og et ligrum. 2 Fra efteråret 1941 kom samme bygning også til at fungere som gaskammer, hvor lighallen ombyggedes til gaskammer, idet faciliteterne i kældrene på blok 11 ikke var tilfredsstillende og antallet af transporter med bl.a. russiske krigsfanger var stigende. Problemer med tætning af kældervinduerne gjorde, at gasningerne ikke kunne gennemføres på kort tid. Dernæst tog det lang tid at udlufte og opbæringen af ligene til kremering var besværlig. Årsagen til at man startede disse 1 Czech 1989, s. 15; Dixon 2005, s. 16f; Gilbert 2001, s ; Pelt 1996, s. 163ff; Smith 2004, s. 13f. 2 For en nærmere beskrivelse af krematorium I henvises der til afsnit i del I. 3

5 gasningsforsøg var dels en udløber af eutanasiprogrammet, der stammede tilbage fra efteråret 1939 og som indebar, at alle sindslidende skulle ombringes. 3 Dels det faktum, at Einsatzgruppernes omfattende eksekutioner på østfronten, der forrettedes med massenedskydninger, var psykiske belastende for henrettelsespelotonerne. Det var derfor nødvendigt, at finde andre henrettelsesmetoder, der ikke indebar direkte kontakt med ofrene i henrettelsesøjeblikket. Den gradvise udbygning af Auschwitz kom derfor til at spille en stadig mere afgørende rolle i dette masseudryddelsesapparat. Opbygningen af Auschwitz-Birkenau eller Auschwitz II påbegyndtes i oktober 1941 ca. 3 km nordvest for Stammlager ved landsbyen Brzezinka (tysk Birkenau). Efter ordre fra Himmler skulle lejrkapaciteten udvides til at omfatte mere end fanger, hvorfor et næsten 170 ha stort areal blev inddraget og bønderne i området forflyttet. Hensigten var at forsyne industrigiganten I.G. Farben med billig arbejdskraft til opførelsen af en fabrik, Buna-Werke eller Monowitz (Auschwitz III) ca. 7 km nordøst for Stammlager, der kunne producere syntetisk gummi eller buna og benzin til krigsindustrien. Henlæggelsen af dette gigantiske fabriksanlæg til Øvre Schlesien skyldtes dels, at området var rigt på råstoffer som kul, kalk og vand og dels, at de allieredes bombefly endnu var uden for rækkevidde, og dermed ikke i stand til at destruere anlæggene. Farben skulle selv betale for de nye fabriksanlæg, men også brugen af fanger direkte til SS-ledelsen. I april 1941 påbegyndtes dette anlægsarbejde med tvangsudskrevne fanger fra Stammlager, der dagligt måtte gå de 3 km til og fra Birkenau. Her skulle der først og fremmest bygges barakker til de fanger, der skulle engageres hos I.G. Farben. Mere end fanger blev i perioden oktober 1942 til januar 1945 tvangsudskrevet til arbejde i Monowitz. Det anslås, at mere end af dem omkom som følge heraf. Barakkerne i Birkenau var dels murede barakker og dels træbarakker, der egentlig var tiltænkt som hestestalde, men kunne hver rumme ca. 400 fanger selvom de oftest rummede op til 800 fanger. De murede barakkerne blev bygget med fastmurede tre-etagers brikse samt to ovne. Gulvet var enten stampet jord eller belagt med mursten. Træbarakkerne forsynedes foroven med nogle simple vinduer, der kunne åbnes. I den ene gavlende fandtes en indgang og langs siderne var opført tre-etagers køjesenge af træ, som skulle rumme 15 fanger, men oftest var antallet højere. Gulvet i træbarakkerne bestod oftest af stampet jord, der i regnperioder forvandledes til et søle. I midtskibet var anbragt brikse, der fungerede som borde og stole. Vaske og hygiejnefaciliteter var der ingen af. For at vaske sig eller forrette sin nødtørft skulle fangerne går til de særligt konstruerede barakker, kun seks i hvert lejrafsnit, der fungerede som latriner og vaskerum. 4 Hele Birkenau komplekset inddeltes efterhånden som arbejdet med barakker og administrationsfacilliter skred frem, i tre overordnede Bauabschnit eller byggeafsnit, BI-III, der hver igen inddeltes i mindre enheder benævnt BIa etc. Hermed blev det muligt, at holde rede på hvor i lejren de enkelte blokke og anlæg befandt sig og hvor de enkelte typer fanger var samlet (fig.2). Byggeafsnit BI var Birkenaus sydligste kompleks, som var opdelt i to afsnit BIa, der fungerede som kvindelejr, og BIb. Hvert afsnit indeholdt hhv. 29 og 27 delvist murede og delvist træbyggede barakker, fem latrin- og vaskebarakker, en køkkenbarak og en aflusningsbarak. Hvert afsnit var omgivet af strømførende pigtrådshegn og målte ca. 400 x 280 m. Umiddelbart vest for BIb byggedes et af Birkenaus i alt fire krematorier det såkaldte krematorium II, der var en isoleret 3 Siden oktober 1939 havde institutioner som Hartheim, Grafeneck, Brandenburg, Bernburg, Sonnenstein og Hadamar udført aflivninger af sindslidende og psykiske afvigere som en del af NS-statens raceideologi. Aflivningerne foregik enten med injektioner eller gasvogne, der var ombyggede postvogne og busser, hvis udstødning ledte direkte ind i kabinen. Endvidere blev det fra den 28. juli 1941 også pålagt KZ-lejrene, herunder også Auschwitz, at tage del i eutanasiprogrammet eller det såkaldte 14f13 program (Benz 2002, s. 65f; Jørgensen 2003; Piper 1996, s. 19f; Rees 2004, s. 62f). 4 For en nærmere beskrivelse af de enkelte typer barakker henvises der til afsnit i del I. 4

6 enhed omgivet af et separat pigtrådshegn uden adgang for fangerne. Byggeriet af de fire kombinerede gaskamre og krematorier indledtes i april-maj måned Indtil da havde man benyttet to nedlagte bondehuse som gaskamre, der også gik under navnet bunker 1 og 2, og som lå udenfor det indhegnede lejrområde og tæt på ligbrændingsgruberne. Mellem BI og BII førte et jernbanespor ind gennem Birkenaus store røde murstensbyggede hovedport. Bag hovedporten delte jernbanesporet sig i tre, så det var muligt at modtage flere godsvogne på en gang. Dette område benævnes også rampen eller modtagelsesområdet, der var en godt 1 km. lang strækning, der endte mellem de to krematorier II og III. Herfra foregik selekteringen af fanger til enten arbejde eller direkte til gaskamrene. Nord for rampen begyndte byggeafsnit BII, der var inddelt i fem næsten lige store blokafsnit, hvoraf de fire rummede 32 træbarakker anlagt symmetrisk i to nord-sydgående rækker med fire latrin- og vaskebarakker i sydenden samt et mindre afsnit BIIa, som blot rummede 16 barakker og to latrin- og vaskebarakker. Det sidste vestlige afsnit BIIf husede en række mindre opbevarings- og lagerbygninger. I perioden mellem 1942 og 1944 opførtes endvidere særskilte afdelinger indenfor BII, der således på et tidspunkt bl.a. rummede en sigøjnerlejr (BIIe), en familielejr eller Theresienstadt afsnit (BIIb), lazaret (BIIf) og en lejr for ungarske jøder (BIIc), der blev anlagt i forbindelse med de store ungarnstransporter i sommeren Hele BII udgjorde alene et areal på ca. 600 x 750 m omgivet af pigtrådshegn og seks vagttårne i både nord og øst. I forlængelse af BII s sydvestligste hjørne opførtes krematorium III, der som krematorium II var et særskilt isoleret og indhegnet areal på ca. 160 x 80 m med to vagttårne anbragt ved indhegningernes vestlige del. I BII s nordvestlige hjørne byggedes det såkaldte Kanada, der bestod af 30 træbarakker indenfor et område af ca. 360 x 180 m, som skulle fungere som sorteringscentral for de genstande fangerne havde bragt med sig. Tøj, kufferter, service, guld og sølv o.m.a. blev her sorteret og sendt videre til enten krigsindustrien eller indlemmedes direkte i statskassen. For enden af dette mægtige sorteringsanlæg placeredes den store centralsauna, der fungerede som aflusningsog desinfektionsanlæg for samtlige fanger i Birkenau. 5 Umiddelbart vest og syd herfor opførtes hele fem vagttårne. Ved siden af både centralsaunaen og Kanada-afsnittet placeredes de sidste to krematorier og gaskamre IV og V indenfor et areal på ca. 360 x 200, der i vest flankeredes af to vagttårne. Det sidste lejrafsnit BIII blev aldrig helt færdigbygget, men var tiltænkt opførelsen af flere barakker i lighed med afsnit BII. Under ungarnstransporterne i 1944 indrettedes midlertidige barakker for jødiske kvinder, men her var forholdene endnu værre end andre steder i lejren, idet barakkerne ikke var forsynet med køjesenge eller vandforsyning. Fangerne måtte da sove på jorden. Fangerne her var snarere sendt i depot, idet de ikke var selekteret ved rampen og derfor afventede deres videre skæbne på ubestemt tid. Dette sydvestligste afsnit blev også benævnt Mexico, da kvinderne her gik rundt i lasede og henlagte tøjstumper. I slutningen af september 1944 nedlagdes dette afsnit og de ca internerede kvinder sendt i gaskammer. 6 Vest for Mexico og udenfor indhegningen anlagdes flere store massegrave og åbne ligbål, da transporterne særligt i 1944 var så omfattende, at flere af krematorieovnene brød sammen. 7 Ud over Auschwitz I (Stammlager) og II (Birkenau) hørte der til lejrsystemet en lang række filialer eller Nebenlager. Ikke færre end 38 Nebenlager blev anlagt, hvoraf den største Auschwitz III eller Monowitz var knyttet direkte til I.G. Farben industrivirksomheden og som især trak på Birkenaus arbejdskraft. Det var også herfra, at administrationen af de øvrige Nebenlager hørte. 8 5 Swiebocka Smith 2004, 25f. 7 Om Auschwitz bygningshistorie og struktur henvises til oversigtsværkerne Piper 1999, Rees 2004, Smith Smith 2004, s. 27ff. 5

7 Endelig skal kort omtales de fire krematorier fra Birkenau, idet de udgør et væsentlig element i forståelsen af Auschwitz som udryddelseslejr. Med anlæggelsen af disse fire krematorier og gaskamre medvirkede Auschwitz afgørende til gennemførelsen af die Endlösung. Krematorium II og III opførtes efter identiske plantegninger, mens IV og V blev bygget mindre grundet materialemangel. Pga. af de billigere byggematerialer og ekstrabelastninger brød krematorium IV og V gentagne gange sammen, hvorfor kremeringerne måtte henlægges til åbne ligbål vest for disse krematorier. 9 Et sjette krematorium var planlagt, men blev aldrig bygget. Konstrueringen og installeringen af de tekniske komponenter til krematorierne fik firmaet Topf und Söhne i Erfurt. Størrelsen på de enkelte krematorier blev udregnet efter hvilken kapacitet de skulle rumme. Således blev det fastlagt i juni 1943, at krematorium I skulle afbrænde 340 lig i døgnet, krematorium II og III 1440 lig hver og krematorium IV og V hver 768 lig hver i døgnet. Dvs. en samlet daglig kapacitet på 4756 lig. Imidlertid måtte krematorium I tages ud af brug i juli 1943, hvorved antallet af lig pr. døgn faldt til 4416 kremeringer. Alle fem krematorier og gaskamre, der stod klar til drift i marts-april 1943, betjentes af såkaldte Sonderkommandos, der overvejende bestod af jøder. Enkelte medlemmer af disse Sonderkommandos nedskrev deres beretninger og gravede dem ned i umiddelbar nærhed af krematorierne i håbet om, at de en dag ville blive gravet op og tjene som dokumentation for de rædsler, der herskede i disse anlæg. Ved et fangeoprør i oktober 1944 sprængtes krematorium IV og kom ikke siden i drift igen. Ved rømningen af lejren i januar 1945 bortsprængtes krematorierne i et forsøg på at slette sporene af udryddelserne. Ovnene fra krematorium II og III blev afmonteret og bragt til KZ-Mauthausen i Østrig, hvor de skulle genopstilles, men blev aldrig igen sat i funktion. Ruinerne i Birkenau kan imidlertid stadig ses, som da de blev bortsprængt og evakueret. Det anslås, at mellem 1,1 og 1,3 millioner mennesker mistede livet i Auschwitz i perioden fra juli 1941, hvor de første gasningsforsøg fandt sted i Stammlager, og frem til den 27. januar 1945, hvor Den Røde Hær befriede lejren. Af det samlede antal dræbte udgør ca jødiske ofre især fra Polen, men også fra andre dele af det tyskbesatte Europa, herunder også et mindre antal danske jøder og statsborgere Historisk kildemateriale Det historiske kildemateriale til belysning af Auschwitz-kompleksets etablering, historie og bygningsanlæg er omfattende og findes indgående behandlet andetsteds. 11 På grund af materialets enorme omfang skal der i det foreliggende imidlertid kun gives eksempler på typerne af kildematerialet, der foruden det arkæologiske, som behandles særskilt i afsnit 1.4, også omfatter et stort antal dokumenter, fotos, øjenvidneskildringer o.m.a., der i dag opbevares i Auschwitz museets arkiver. En stor del af dette materiale beslaglagdes af Den Røde Hær allerede i begyndelsen af 1945 og benyttedes i de efterfølgende processer. Ved Auschwitz museets grundlæggelse i 1947 prioriteredes det fra starten af, at etablere et arkiv med de dokumenter, der blot to år forinden var blevet fjernet og bl.a. indefrosset i sovjetiske arkiver. Dokumenter som længe var utilgængelige, 9 For en nærmere beskrivelse af krematorierne og gaskamrene i Birkenau henvises der til afsnit Benz 2002, s. 19ff; Laqueur 2001, s. 32ff; Niewyk 2000, s. 194f; Piper 1993, s. 170f + tabeller. Antallet af registrerede fanger med dansk statsborgerskab, der opholdt sig i Auschwitz er aldrig opgjort. Forfatteren har ved en personlig gennemgang af museets arkiver august 2006 fået forelagt en navneliste, der viser navnene på 20 mulige danske statsborgere, der er registreret i lejren, hvoraf flere er endt her efter ophold i andre KZ-lejre. Rasmus Jørgensen (2005, s. 16) anslår derimod i sit seneste værk, at blot 5 danskere opholdt sig i Auschwitz. Centralt i debatten er imidlertid vanskeligheden ved at få fastslået de enkeltes statsborgerskab på registreringstidspunktet, idet flere har været bosat i både Tyskland og Frankrig før krigsudbruddet. Den dansk-jødiske litteraturhistoriker Silvia Goldbaum Tarabini arbejder pt. på et projekt, der skal belyse antallet af de danskere og danske jøder, der deporteredes til Auschwitz (forfatterens korrespondance med Silvia Goldbaum Tarabini januar-marts 2006 og januar 2007). 11 Se bl.a. Smith 2004 og Piper

8 men udvekslinger mellem Polen og Rusland har i de senere år ført til, at et stort antal dokumenter atter er tilbage i Auschwitz, hvorfra de i sin tid blev fjernet. Dokumenter som først og fremmest har været med til at kaste lys over navnene på nogle af de mange omkomne, men også dagsbefalinger og transportlister. 12 Kildemateriale kan inddeles i følgende overordnede grupperinger: Dokumenter og akter der vedrører lejrens etablering og opførelse, som byggeplaner, tegninger af særskilte anlæg, som eks. krematoriernes og gaskamrenes konstruktion og udvidelsen af komplekset med fabriksområdet Monowitz. Dokumenter der belyser lejrens historie: vagtplaner, befalingsdokumenter, transportlister, breve, telegrammer, straffemeldinger, Sterbebücher med navnene på mere end dræbte fanger, nummereringsregistratur på mere end registrerede fanger heraf ca med tilhørende fotoregistrering. Dokumenter og sekundærkilder, som er med til at belyse lejrens historie ud fra fangernes synsvinkel. Hovedhjørnestenen i denne samling er de omfattende øjenvidneskildringer i form af dagbøger, beretninger fra gerningssteder som eks. de nedgravede beholdere med medlemmer af Sonderkommandoets oplevelser og beskrivelser af arbejdet ved krematorierne (jf. afsnit 1.4), breve, men også ca lydbånd og film med overlevendes beretninger samt ca. 100 spillefilm. Endelig indgår også en samling af illegale breve fra fanger til og fra modstandsorganisationer uden for lejren. En fotosamling med mere end fotografier, der især stammer fra de store ungarnstransporter i sommeren 1944, hvor bl.a. fotos af modtagelsesprocedurerne på rampen er dokumenteret. Fotografier af selve udryddelsesprocedurerne i funktion, på nær ankomsterne på rampen, er ikke bevaret med undtagelse af en mindre fotoserie, der er optaget illegalt af den græske jøde Alberto Errera, der viser afklædningen af jøder og de åbne ligbål. Derudover findes et større antal fotografier af hhv. sorteringsarbejdet herunder også fra det særlige Kanada afsnit og billeder fra den centrale sauna og dets faciliteter, byggeriet af krematorierne, Himmlers besøg i lejren m.m. Dernæst et stort antal privatfotos medbragt af fangerne selv, der som oftest er familiebilleder, men er en væsentlig dokumentation for overlevende og efterkommere, der søger afdøde slægtninge. Endelig indgår en serie overflyvningsfotografier foretaget af US-Airforce i perioden mellem april og september 1944, der meget detaljeret viser de tre store Auschwitz-komplekser. 13 Det er i det foreliggende ikke hensigten at beskrive hver af de ovenstående typer af kildemateriale nøjere. Hertil henvises der til de mange bøger og skildringer, der gennem årene er publiceret på et utal af sprog. Dog skal det fremhæves, at en væsentlig del af kildematerialets grundstamme er de mange sekundærkilder som øjenvidneberetningerne. 14 Et kildemateriale som ikke blot omfatter beretninger og skildringer fra tidligere fanger, men også dagbøger, breve, telegrammer m.m. fra selve vagtmandskabet og lejrpersonalets side. I den forbindelse skal lejrkommandanten Rudolf Höss selvbiografiske erindringer trækkes frem, som en af de væsentligste kilder til forståelsen af Auschwitz funktion som udryddelseslejr og en af hovedgerningsmændenes motiver her den 12 En detaljeret oversigt over de mange dokumenter og akter, der er samlet og registreret i Auschwitz museets arkiver kan findes hos Piper 1999, bd. I, s På Auschwitz museets hjemmeside findes desuden en artikel fra 2002 af lederen af museumsarkivet Teresa Swiebocka: Archival Collections at the Auschwitz-Birkenau State Museum hvori de forskellige typer arkivalier gennemgås. 13 Overflyvningsfotografierne er gengivet hos Dixon 2005, s Se monografierne Friedler 2002, Greif 1995, Gutman 1998, Smith 2004, Rees 2004 samt øjenvidneskildringerne af italieneren Primo Levi 2003 og ungareren Olly Ritterband

9 hovedansvarlige indenfor lejrområdet gennem mere end fire år. Höss selvbiografi består af 114 ark, der blev skrevet i februar måned 1947 i fængslet i Krakow, og er præget af en usædvanlig åbenhed, der samtidigt giver et væld af detaljer om selve KZ-systemet og især Auschwitz udryddelsesprocedurer. Kildeværdien af Höss udsagn er ofte blevet diskuteret, men nyere undersøgelser har vist, at de faktuelle oplysninger er overraskende nøjagtige. Holocaustbenægtere har imidlertid kritiseret Höss selvbiografi, idet han utvivlsomt var udsat for overgreb af de engelske forhørsledere før han blev overgivet til de polske myndigheder og dermed tvunget til at afgive falsk vidnesbyrd. Ikke desto mindre fortæller han ganske præcist om de første gasningsforsøg i kælderen på blok 11 i Stammalger i 1941, anvendelsen af bezindrevne motorer, hvis udstødning førte ind til selve gaskammeret i lejre som Belzec, Chelmno, Sobibor og Treblinka. Videre beretter han om, at gaskamrene var udstyret med kunstige bruserhoveder for at give indtryk af, at ofrene skulle i bad eller desinficeres, og at ovnene i krematorium IV brød sammen i marts Endelig også, at en stor del af ligene blev kremeret på åbne ligbål bag krematorium V. En hændelse som bl.a. bekræftes af den græske jøde Alberto Erreras fotografier, der netop er taget fra dette område bag krematorium V. Imidlertid er Höss væsentligste bidrag hans demografiske observationer angående antallet af dræbte i Auschwitz. Han estimerer, at ca. 1, er henrettede. Et tal som senere er blevet bekræftet og i dag anerkendes af de fleste Holocausthistorikere og institutioner som værende et af de mere præcise antal baseret på baggrund af bevarede deportations- og transportlister fra både tyske og polske KZ-lejre Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie De arkæologiske undersøgelser indenfor Auschwitz-komplekset er særdeles fåtallige og begrænser sig hovedsageligt til overflade- og opsamlingsfund, der typisk er fremkommet ved renoveringsarbejder eller gjort af besøgende. Der har på intet tidspunkt siden museets etablering i 1947 været tiltag til at udføre gravekampagner i lighed med undersøgelserne i Belzec og Chelmno (jf. afsnit 2.4 og 3.4). I dag er der således ikke knyttet en stab af arkæologer til museet eller et fast samarbejde med videnskabelige arkæologiske institutioner, som ved museerne i både Belzec og Chelmno. Årsagen skal formentlig søges i Auschwitz historiske erindringsværdi som symbol eller ligefrem ikon på moderne europæisk folkemord, hvor overvejelser af mere etisk og emotionel karakter stadig er uløseligt knyttet til stedet. Auschwitz er som arkæologisk lokalitet at sammenligne med en gravplads og til dags dato Europas største, og må nødvendigvis respekteres som sådan. Ser vi nærmere på de bygningsarkæologiske undersøgelser tegner der sig et lignende billede. Til dags dato er der ud af de mere end 300 historiske ruiner og anlæg på området kun foretaget en regulær bygningsarkæologisk undersøgelse. Langt hovedparten af de bevarede ruiner ligger i dag utildækkede og udsættes konstant for nedbrydning af vejrlig. Konserverings- og restaureringstiltag er tilsvarende sparsomme. Årsagen er ganske enkelt den, at der dels mangler fornødne ressourcer til gennemførelse af bygningsarkæologiske undersøgelser og dels, at langt hovedparten af de enkelte anlæg og bygningskomplekser allerede er kendt via det historiske kildemateriale og derfor ikke har haft samme forskningsmæssige bevågenhed. Ikke desto mindre er der i dag flere uafklarede spørgsmål vedrørende Birkenaus opbygningsfaser og udvidelsesforløb. Fra hvilke dele af lejrafsnittet påbegyndtes opførelsen af de mange barakker, deres typemæssige konstruktion, forskelle i bygningsmaterialer, indretning m.m. der sammenlagt er med til at give både et kronologisk hændelsesforløb og en begyndende basal typologisering. 16 I forlængelse heraf følger komparative studier med eks. barakker fra andre lejre, deres form og konstruktion osv. Lignende 15 Höss 2004; Piper 1993; John Zimmermann 1999: How Reliable are the Höss Memoirs? ( 16 Jf. afsnit 3 i del I. 8

10 undersøgelser kunne ligeledes iværksættes for de omgivende elektriske hegnspæle, der er støbte i beton, men afviger betragteligt i form og antal af monterede elektriske enheder inkl. ovenlys afhængig af placering og type af lejr. Endelig er der spørgsmålet om krematoriernes og gaskamrenes bygningsmæssige udformning, der nok er kendt, men fortsat mangler lignende analoge studier. Mange andre typer af arkæologisk relaterede undersøgelser kunne påpeges, der ville være i stand til at give et endnu mere detaljeret billede af Auschwitz bygnings- og funktionshistorie end den til tider noget ensidige udryddelseshistorik og politik, der præger den historiske forskning. Vender vi blikket mod de hidtil kendte arkæologiske fund, der er foretaget i Auschwitz blev de første gjort allerede i årene umiddelbart efter befrielsen af lejren i I perioden mellem 1945 og 1980 er der således fundet seks nedgravede beretninger fra medlemmer af de Sonderkommandos, der arbejdede i krematorierne, og havde lejlighed til at nedskrive deres oplevelser i håbet om, at de engang ville blive gravet op og kendt af omverdenen. I februar og igen i marts 1945 fandt den sovjetiske undersøgelseskommission to af disse beretninger, der var nedgravet tæt ved krematorium II. Den nøjagtige placering er ikke længere kendt, men den ene var gemt i en flakse og indeholdt et brev på fransk dateret den 6. november 1944 skrevet af en polsk jøde Chaim Herman til hans hustru og datter. Fra lejrens transportlister fremgår det, at Herman var ankommet til Auschwitz fra opsamlingslejren Drancy i forstaden til Paris den 2. marts 1943 hvor han blev ligbærer ved krematoriet. Den anden beretning var gemt i en tysk produceret aluminiums feltflaske og indeholdt et brev og et delvist opløst hefte dateret 6. september 1944 skrevet med sort blæk af polakken Salmen Gradowski, der sammen med sin familie ankom til Auschwitz i december 1942, hvor alle på nær ham selv omkom i gaskamrene (fig.3). Gradowski selv blev udskrevet til at arbejde i Sonderkommandoet ved krematorium II. Det er om dette arbejde teksten i heftet beretter, der indledes med ordene Vis en interesse i dette dokument. Det indeholder et righoldigt materiale for historikkerne. En indledning, som er skrevet på hhv. polsk, russisk, tysk og fransk. 17 Gradowski deltog siden i Sonderkommandoets forgæves oprør i krematorium IV i oktober 1944, hvorefter han blev hængt. I sommeren 1952 blev der atter ved krematorium II fundet en beretning. Denne gang var det et skolehefte med 21 tætskrevne sider, hvis forfatter dog er ukendt, men ud fra indholdet er det tydeligt, at der er tale om et medlem af Sonderkommandoet. De første fire sider handler imidlertid om udryddelseslejren Belzec, mens de sidste 17 udelukkende stammer fra Auschwitz-Birkenau i perioden Den sidste side er dateret 26. november Endnu et dokument dukkede op i 1952 ved krematorium II skrevet af polakken Dayan Leyb Langfus, der ankom til Auschwitz i november Beretningen begynder engang i 1943 og ender i november 1944 og indeholder desuden vidneudsagn fra udryddelseslejren Belzec samt oplysninger om, at ovnene fra Auschwitz krematorier skal afmonteres og sendes til KZ-lejren Mauthausen i Østrig. Den 17. oktober 1962 dukkede et femte håndskrevet dokument op ved krematorium II. I en glasbeholder lå 65 næsten totalskadede blade skrevet af polakken Salmen Lewental, der ankom til Auschwitz 10. december 1942 og fra januar 1943 fungerede i Sonderkommandoet først ved ligbrændingsgruberne ved Bunker 1 og 2 og siden ved krematorium II i Birkenau (fig.4). Bladene har kun vanskeligt kunne tydes pga. deres dårlige tilstand, men indeholder foruden en generel beskrivelse af jødernes tilfangetagelse også hans personlige oplevelser frem til oktober Endelig blev der i oktober 1980 i forbindelse med renoveringsarbejder ved krematorium III fundet et læderhylster og en termoflaske med breve fra en græsk jøde Marcel Nadjary der 17 Forfatterens oversættelse fra engelsk (Gutman 1998, s. 524). 18 Friedler 2002, s. 99ff; Gutman 1998, s. 522ff. 9

11 deporteredes til Auschwitz 11. april Dokumentet viste sig at være en 12 siders lang beretning forfattet på græsk indeholdende oplysninger om tyskernes overgreb på fangerne. 19 Af øvrige fund kan nævnes det utal af opsamlings- og overfladefund, der er gjort igennem flere årtier indenfor selve lejrkomplekset, men som ikke har afstedkommet egentlige arkæologiske undersøgelser. Især fund af fangernes efterladenskaber præger fundbilledet som eks. service, kopper, tallerkner, skeer, skåle, men også personlige effekter som bl.a. briller og tøjrester, der særligt er gjort i området i og omkring det såkaldte Kanada afsnit. 20 I dag er dette område forseglet med overdækkede net, så det ikke længere er muligt for besøgende at opsamle eller ligefrem søge efter hengemte værdigenstande. Mange af disse løsfund er ikke registrerede og indgå kun lejlighedsvis i museets udstillinger. Hovedparten er i dag opmagasinerede, men lider oftest under utilstrækkelige opbevaringsforhold og mangel på konservering. Af egentlige arkæologiske undersøgelser og udgravninger er der i det foreliggende kendskab til to, hvoraf den ene påkalder sig særlig opmærksomhed. I midten og slutningen af 90 erne verserede flere sager under overskriften No Holes, No Holocaust fremsat af bl.a. revisionisterne Robert Faurisson, David Irving og Fred Leuchter, der alle offentligt benægtede, at der på noget tidspunkt havde fundet homicidale gasninger sted i Auschwitz. Samtidigt benægtedes det, at de fire huller i tagene på hhv. gaskammer II og III i Birkenau, der bl.a. er konstateret på samtidige fotografier inkl. luftfotografier og konstruktionstegninger, ikke var beregnet til nedkastning af den dødelige zyklon B gas. I forlængelse af disse postulater nedsattes en kommission af amerikanske forskere, der gennem videnskabelige arkæologiske og naturvidenskabelige analyser skulle af- eller bekræfte Holocaustbenægternes postulater. 21 Undersøgelserne koncentrerede sig om ruinresterne af de to krematorier og gaskamre II og III fra hvis vægge, der blev taget prøver for om muligt at påvise rester af blåsyre fra den nedkastede zyklon B. Kontrolprøver blev desuden foretaget på en række andre bygninger i umiddelbar nærhed af begge gaskamre. Kontrolprøverne viste ingen sporrester efter blåsyre, mens prøverne fra begge gaskamrenes vægge var positive. Samtidigt blev der ligeledes foretaget kemiske analyser i kælderen på blok 11 og krematorium I i Stammlager. I blok 11 fandtes der rester af blåsyre, men ikke i krematorium I, eftersom dette anlæg er ombygget med recente materialer. Dernæst skulle udgravninger i ruinerne påvise de fire huller i taget på gaskammer II, hvori zyklon B-dåsernes indhold blev tømt. Tre af de fire huller kunne med sikkerhed konstateres arkæologisk og med hjælp af samtidige fotografier og konstruktionstegninger af anlægget. Samtidigt udgravedes dele af det tilbageværende gaskammer, hvor der i gulvlaget blev fundet et af de imiterede bruserhoveder, der skulle foregive ofrene, at de skulle vaskes og desinficeres (fig.5). Det interessante ved dette fund er, at hullerne i bruserhovedet ikke er gennemgående og derfor aldrig har været forbundet til vandførende installationer. 22 Den anden arkæologiske undersøgelse iværksattes i august 2005 ved ruinerne af krematorium V i Birkenau. Igennem en årrække var der konstateret fund af metalgenstande og stænger, der stak op af jorden og som kun kunne være rester fra krematoriets indre. En mindre arkæologisk udgravning viste, at der foruden enkelte mindre fragmenter af jern også fandtes et større fragment af en af de jernslæder, som Sonderkommandoet brugte til at skubbe ligene ind i ovnene med. Fragmentet 19 Kogon 1989, s. 201f; Smith 2004, s. 282, s. 391 note 47; 20 Swiebocka 2001, s I 1988 havde den amerikanske ingeniør Fred Leuchter udgivet sin kontroversielle rapport, den såkaldte Leutcher rapport, som gennem kemiske analyser fra gaskamrene i Auschwitz og Majdanek forsøgte at påvise, at der aldrig havde fundet gasninger sted i disse lejre (forkortet dansk oversættelse Leuchter 1990, s. 15ff). 22 Undersøgelserne blev foretaget i hhv og igen i Keren 2004, s ; Sven Felix Kellerhoff 2004: The Holes of Death ( 10

12 bestod af en ca. 1,5 m lang jernstang, hvis ene ende var bøjet formentlig forårsaget af den kraftige eksplosion, da krematoriet bortsprængtes i Jernstangen er det hidtil eneste bevarede fragment i Auschwitz af de jernslæder, som benyttedes i krematorierne. 2. BELZEC 2.1 Beliggenhed Den tidligere udryddelseslejr Belzec er beliggende i Lvov (Lemberg) distriktet ca. 500 m sydøst for landsbyen af samme navn i det bakkede område mellem Lublin og Lvov tæt på den polsk-ukrainske grænse. Lokaliteten ligger på et sandet højdedrag godt 300 m fra Belzec jernbanestation, som tilsammen hæver sig omkring 278 m over havets overflade. Selve lejrkomplekset, der danner en irregulær rektangel på ca. 250 m i hhv. nordvest, ca. 250 m i sydvest, ca. 285 m i nordøst og hen ved 205 m i sydøst, omkranses i den sydøstlige og nordøstlige del af fyrretræer, som ved lejrens anlæggelse i 1941 (fig.6). 23 Lejrens nordgrænse består af en sandet dam, som blev anlagt i 1939 som en del af forsvaret mod Sovjetunionen. Terrænet indenfor selve lejrområdet stiger let fra vest mod øst med en højdeforskel på ca. 10 m, hvorved østgrænsen af lejren er det højeste punkt Beskrivelse og bygningshistorie På baggrund af det foreliggende kildemateriale både de historiske og arkæologiske er der ingen der i dag med nøjagtighed ved, hvordan lejren oprindeligt har set ud og hvor de enkelte faciliteter eller anlæg har stået endsige deres funktion (jf. afsnit 2.3 og 2.4). I dag fremstår lejren kun delvist som dengang, idet store dele af det oprindelige lejrområde er bebygget eller inddraget til andre formål som eks. et nyligt anlagt museum og hovedindgang. Etableringer som har medført en betydelig destruktion af områdets oprindelige topografi og anlæg. Aske, knogle- og bygningsrester kunne således stadig indtil 2003 findes spredt indenfor lejrområdet, men i forbindelse med renoveringen og opførelsen af et nyt museum og mindesmærke blev samtlige massegrave på nær to og andre efterladenskaber bortgravet og dumpet i den nærliggende skov udenfor det oprindelige lejrområde. Dernæst fældedes dele af den træbevoksning, som i sin tid var med til at skjule lejren, og fundamenterne til bygningsanlæg fjernet. En videnskabelig rekonstruktion af lejrens særskilte anlæg og faciliteter er dermed vanskeliggjort i betydeligt omfang. 25 Anlæggelsen af udryddelseslejren Belzec fandt sted i november 1941 i det daværende tyske Generalguvernement i Polen som den første af de i alt tre såkaldte Aktion Reinhard udryddelseslejre, der anlagdes alene med henblik på at indgå i udryddelsen af de godt 2,2 millioner jøder bosiddende i det tysk administrerede Generalguvernement, men som i slutningen af 1942 udvidedes til også at omfatte området Bialystok. Aktionen blev opkaldt efter Reinhard Heydrich, leder af RSHA (Reichssicherheitshauptamt) og ansvarlig for die Endlösung, men som snigmyrdedes i Prag i maj måned De to øvrige Reinhardlejre, Sobibor og Treblinka, blev etableret i hhv. november 1941 og maj måned 1942 og opførtes efter en lignende grundplan og kriterier som Belzec. Fra starten af var det hensigten, at de tre lejre skulle placeres tæt på de byer og ghettoer, hvor koncentrationen af jøder i Generalguvernementet var størst, men også så afsidesliggende som muligt for at skjule udryddelserne mest muligt. Dette betød, at de tre lejre kom til at ligge udenfor tæt befolkede områder og gerne skjult af naturlig bevoksning. Et forhold som imidlertid også kom 23 Som i tilfældet med udryddelseslejren Treblinka (jf. afsnit 6) er der også her nogen uoverensstemmelse i opfattelsen af lejrens nordlige fikspunkt. Her er imidlertid valgt at følge Arads grundplan jf. fig Benz 2002, s. 26; Jørgensen 2003, s. 59f; Kola 2000, s. 6-8; Mattogno 2004, s. 115; Rückerl 1979, s. 143f ; Sereny 1995, s Jørgensen 2003, s. 202f. 11

13 til at spille afgørende ind i anlæggelsen af den såkaldte Waldlager i Chelmno (jf. afsnit 3). Endnu et forhold var vigtig i udvælgelsen af lejrenes placering, idet der skulle være nem adgang til jernbanenettet. Lokaliteten syd for byen Belzec i Generalguvernementet opfyldte alle tre krav. Her var både et tyndt befolket område og lejren kunne anlægges i skjul af den tilstedeværende bevoksning og man var tæt på en jernbanestrækning. Lige udenfor Belzec jernbanestation var det muligt at lede et spor direkte ind i selve lejren til aflodsning af transporterne på en særskilt rampe og endelig var man i umiddelbar nærhed af de større jødiske ghettoer som Lublin, Krakow og Lvov, der nemt kunne rømmes og på under en dagsrejse nå lejren. Hele lejrens areal udgjorde ikke mere end ca m2 og var således et relativt lille område (jf. fig.6) 26 Selve vagtmandskabet, der overvejende bestod af hen ved 100 ukrainske frivillige såkaldte Hiwis eller Askers, lejrkommandanten og SS-vagter, beslaglagde dels tre villaer i udkanten af Belzec by og dels nogle få barakker i nærheden af selve lejren. Inde i lejren blev der gjort plads til barakker med fangernes aflagte tøj, kufferter, personlige ejendele m.m., garager, mindst fire vagttårne, hvoraf et var placeret centralt i lejren, afklædningsbarakker og følgelig gaskamrene, der hovedsageligt betjentes af udkommanderede jødiske fanger, der hyppigt udskiftedes. Endelig skulle der være plads til at begrave de mange henrettede i nærheden af gaskamrene. En facilitet, som flere gange forvoldte lejrledelsen problemer ikke mindst i sommermånederne 1942, hvor antallet af dræbte havde oversteget et par hundredetusinde eller mere og forrådnelsen i massegravene fik ligene til at svulme op og presse de øverste lag af lig op af jorden. Lejrens planløsning skulle fra starten af være så nem og effektiv som overhovedet muligt. Det betød, at rampen, hvorfra transporterne ankom, hurtig skulle afvikles. Da der imidlertid kun var plads til maksimalt 20 godsvogne indenfor lejren måtte eventuelle resterende godsvogn kobles fra mellem Belzec jernbanestation og selve lejren. Når godsvognene var tømt blev fangerne først og fremmest kvinder ført til afklædningsbarakkerne, mændene var ofte tvunget til at klæde sig af i det fri. Herefter blev kvindernes hår raget af og samtlige fanger foregivet, at de efterfølgende skulle i bad eller sendes til desinfektion. Under slag, spark og råben blev alle presset ind gennem en ca m lang aflukket sluse, hvis sider formentlig var afskærmet af træ, der ledte direkte hen til gaskammerbygningen med tre og senere den nye bygning med seks gaskamre. Alt skulle foregå i løb og under råb for at stresse fangerne og dermed reducere deres orienteringsevne og risikoen for oprør. Når gaskamre var fyldte tændtes den bezindrevne motor, der stammede fra et gammelt russisk militærkøretøj, hvis udstødning ledte direkte ind i kamrene. Efter minutter kunne kamrene atter åbnes og ligene fjernes for derefter at blive undersøgt for guld i tænderne eller andre værdigenstande, der var gemt i kropsåbningerne for endelig at blive lagt i de tilstødende massegrave. Et udkommanderet jødisk lejrorkester skulle undertiden have spillet ved fangernes ankomst for at berolige dem, men afholdt i øvrigt også mindre koncerter for lejrpersonalet. Udryddelseslejren Belzec fungerede således fra november 1941 frem til december 1942, hvor gasningerne stoppedes og lejren rømmedes. Den overvejende del af personalet og enkelte fanger overgik herefter til andre lignende funktioner i udryddelsesapparatet bl.a. i Sobibor og Treblinka. I løbet af foråret og sommeren 1943 opgravedes og brændtes store dele af de anlagte massegrave på åbne ligbål bygget af jernbaneskinner for derefter at blive nedgravet igen og overbeplantes for at skjule gerningsstederne. På baggrund af gaskamrenes etablering deles lejrens historie gerne i to faser. Den første fase, der bedst kan betragtes som en etableringsfase, går fra november 1941 til marts 1942, hvor der anvendtes tre træbyggede gaskamre. Disse blev imidlertid først testet i februar og endeligt taget i brug 17. marts, men hvis kapacitet hurtigt viste sig at være utilstrækkelig. Af den grund, og her 26 Arad 1994, s. 296 og Arad 1999, s

14 begynder lejrens anden fase, arbejdedes der med at konstruere hele seks nye gaskamre, der kunne rumme mennesker og som blev taget i brug i perioden mellem juni og december måned Det anslås, at der i lejrens samlede funktionstid er omkommet mellem til fanger overvejende polske jøder, men også jøder fra Tyskland, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Frankrig, Holland og andre besatte lande Historisk kildemateriale Kildematerialet til udryddelseslejren Belzecs etablering og bygningshistorik er særdeles sparsomt og begrænser sig overvejende til de få overlevendes vidneudsagn samt øjenvidneberetninger fra lokale polske håndværkere, der sammen med udkommanderede jødiske fanger deltog i opførelsen af vagthuse, lagerrum og mindre baraklignende anlæg. 29 Dernæst det faktum, at der i lejrens relative korte levetid kun eksisterer relativt få transport- og deportationslister. I modsætning til Auschwitz er der ikke her fundet nedgravede skriftlige beretninger. Ved rømningen i slutningen af 1942 og det efterfølgende år blev alle bygningsrester fuldstændigt nedrevet og yderliggere bevoksning plantet hen over massegravene samt andre anlæg, der kunne identificeres med massemord. Denne destruktion af gerningsstedet har været så omfattende, at samtidige fotografier af lejren kun er yderst fåtallige og i øvrigt kun vanskeligt lader sig identificere. Dernæst begrænser det fotografiske materiale sig foruden to luftfotografier, der begge er taget af Luftwaffe hhv. den 26. maj 1940 og 16. maj 1944, også af en mindre serie fotografier taget af lejrpersonalet, der primært viser vagtmandskabet og de ansvarlige ledere af lejren, der i langt de fleste tilfælde har kunnet identificeres. 30 (Fig.8-9). Af vidneudsagn er den daværende polske mekaniker og kemiker Rudolf Reders beretning en af de mest citerede og detaljerede. Reder ankom selv til lejren i august 1942 og overværede bl.a. ankomsten af jødetransporterne og funktionen af lejrens udryddelsesprocedurer. Som en af de formentlig kun fem overlevende fanger lykkedes det Reder at flygte og leve i skjul i byen Lvov indtil Den Røde Hær erobrede byen i juli Hans beretning og oplevelser blev nedskrevet i forbindelse med de efterfølgende krigsforbryderprocesser i Krakow i januar 1946, til hvilken lejlighed han bl.a. fremstillede en skitse over lejren (fig.7). Skitsen bygger imidlertid på Reders hukommelse og er således ved retsprocessernes begyndelse mere end tre år gamle og må som kildeværdi derfor behandles som sådan. Dernæst blev Reder allerede i juli måned 1944 forhørt af den russiske undersøgelseskommission for tyske krigsforbrydelser, men indholdet af forhøret kan være formuleret under pres fra de sovjetiske myndigheder, der med befrielsen af udryddelseslejren Majdanek i samme måned var ivrige efter at eksponere de tyske grusomheder i verdenspressen. Et forhør, der kan have påvirket hans senere udsagn. Endelig er der det forhold, at Reder næppe har haft ubegrænset adgang til hele lejrområdet, som eks. vagtmandskabets boliger, enkelte forrådsrum, lagre m.m. At Reder har set gaskamrene, kremeringen og nedgravningen af ligene viser hans placering af netop disse anlæg, der arkæologisk er påvist omtrent samme steder i lejrens nordøstlige og østlige dele For en nærmere beskrivelse af gaskamrene henvises der til afsnit i del I. 28 Arad 1999, s. 23ff; Benz 2002, s. 26ff; Hilberg 1985b, s ; Jørgensen 2003, s. 57ff; Klee 2004a, s. 375; Kogon 1989, s ; Niewyk 2000, s. 195f; Rees 2004, s. 156; Rückerl 1979, s. 132ff; Witte 2001, s I den her citerede litteratur er der nogen uoverensstemmelse i fastlæggelsen af dels lejrens samlede areal, der varierer mellem ca. 400x400 m og 250x250 m, og dels antallet af omkomne. Witte kommer i sin beregning frem til et tal på ca omkomne, mens den officielle holdning mere hælder til godt Kogon 1989, s. 152f. 30 Det fotografiske materiale er gengivet hos bl.a. Arad 1994, s. 297, Jørgensen 2003, s. 102 og Kola 2000, s. 67f. Om deportationer til lejren fra Tyskland og Polen se Gilbert 2006, s. 209, 254f; Reder 1999, s. 89f og Witte 2001, s. 468ff. 31 Kola 2000, s. 19; Reder 1999, s. 115ff. Se endvidere afsnit

15 På trods af den kildekritiske værdi af Reders vidneudsagn er det alligevel værd at bemærke, at hans observationer af lejrens topografiske beliggenhed er overraskende nøjagtig. I hans beretning bemærker han ved sin ankomst, at lejren var placeret midt i et ungt skovområde, der på afstand skjulte lejrkomplekset, som igen var omgivet af et pigtrådshegn. Disse observationer stemmer godt overens med områdets topografi indtil 2003 og altså før udplaneringen af lejrområdet, der oprindeligt bestod af ældre skovbeklædning. Lignende beplantning ses også på det ene luftfotografi fra maj 1940, der blev omtalt tidligere. Af bygningsanlæg bemærker han, at der er lagerbygninger til bl.a. tøj og andre beklædningsgenstande, men ikke hvor de præcist er beliggende. Muligvis kan det være samme skure, som en tysk underofficer beretter om under en gennemrejse til byen (herom senere), og som tilsyneladende ligger for enden af jernbanerampen. Desuden oplyser Reder, at der fandtes et-etagers træbarakker, der kunne rummer op til 250 mand, men uden at opgive en nærmere placering. Endelig omtaler han også bygningen med de seks nye gaskamre, der via en korridor fordeltes med tre rum på hver side. Bygningen var støbt i beton og var i en etage uden vinduer med et tag af skiffer- eller tagpaplignende materiale. Gassen blev desuden genereret af en benzindrevet motor, der stod på gavlsiden af gaskamrenes østside. 32 Beton eller mørtel har ved de senere arkæologiske undersøgelser ikke kunnet konstateres på det sted, som Reder på sin grundplan over lejren angiver at være gaskamrenes placering. Derimod er der fundet spor af tagpap. 33 Endelig bemærker Reder, at flere massegrave blev åbnet i løbet af 1943 og overhældt med benzin for at brænde ligene og sprede asken som gødning i området. 34 Fra de senere arkæologiske undersøgelser ved vi, at der blev foretaget ligafbrændinger for at slette sporene mest muligt, men ikke om asken blev spredt som gødning, som det kendes fra Auschwitz. Et andet mindst lige så interessant vidneudsagn stammer fra en tysk underofficer, der på en gennemrejse den 31. august 1942 på en banegård i nærheden af Belzec by nysgerrigt under en samtale med en politibetjent forhørte sig om, hvor den netop afgåede godstransport med jøder ender. Hertil lød svaret, at endestationen er Belzec og at flere transporter i dagene forud var gået dertil. Samme underofficer beretter, at han faktisk senere samme dag kørte forbi Belzec og at der i området hang en tung sødlig duft, som følge af de netop iværksatte ligafbrændinger i lejren. Samtidigt bemærkede han, at jernbanestrækningen fra selve Belzec station delte sig i to, så et spor fortsatte ind i selve lejrkomplekset, mens den anden fortsatte videre i retning mod Lvov. Hvad der er bemærkelsesværdigt ved denne beretning er, at der følger en kort beskrivelse af jernbanesporet, der inde i selve lejren atter deler sig i to og går over i en drejeskive og ender i en række skure. På selve drejeskiven står en godsvogn, der betjenes af fanger, som er beskæftiget med at dreje den. Samtidigt bemærker han, at dørene til et af skurerne var åbne og bugnede af beklædningsgenstande. 35 Endelig skal nævnes de vidneudsagn, der relaterer sig til konstruktionen af gaskamrene og som kom frem under retssagerne i Belzec-processerne i begyndelsen af 1960 erne. Fra disse protokoller er der bevaret udsagn om selve konstruktionen af gaskamrene, hvorfra det vides, at de første tre 32 Udateret 3-siders transskribering fra det polske udenrigsministerium til engelsk af et af Reders vidneudsagn udarbejdet af The Jewish Historical Head-Commission in Poland. Kopi heraf forefindes i Judaistisk Samling på Det Kongelige Bibliotek (juksmns-80-6). 33 Om de arkæologiske fund og det formodede gaskammer (bygning G) se afsnit Der foreligger umiddelbart ingen landskabsanalyser af området fra før 2003, der kan verificere spredningen af aske udenfor lejrområdet. Ligafbrændingerne blev imidlertid allerede iværksat senest august 1942 som følge af den såkaldte Aktion 1005, der i juni samme år blev påbudt samtlige udryddelseskommandoer (Einsatzgrupper) og udryddelseslejre i øst. 35 Hilberg 1987, s. 189f. En lignende omtale af træbarakker nær banesporet findes hos polakken Stanislaw Kozak, der var en af de håndværkere, som var med til at bygge lejren i efteråret 1941 (Kogon 1989, s. 152f). 14

16 kamre var sammenbyggede i en fælles træbygning. Samme vidner har desuden berettet, at gaskamrene i udryddelseslejren Sobibor var opført på tilsvarende måde Arkæologisk kildemateriale og fundhistorie Kort tid efter krigens afslutning fik et team af specialister under ledelse af den polske dommer Czeslaw Godzieszewski fra retten i Zamosc officielt til opgave at undersøge udryddelseslejren Belzec. Den 10. oktober 1945 iværksattes undersøgelsen, der primært havde til formål at konstatere eksistensen og omfanget af de massegrave, som øjenvidner kunne berette om. Ni gruber med rester af ofrene blev åbnet, hvortil undersøgelseskommissionen efterfølgende kunne konstatere, at der var tale om både brændte og ubrændte lig i et sådant omfang, at antallet af myrdede måtte tælles i tusinder. Et nøjagtigt antal på de omkomne kunne på daværende tidspunkt ikke anslås og er selv den dag i dag vanskeligt at fastslå. 37 Året efter i 1946 iværksattes endnu en undersøgelse, der på baggrund af øjenvidneskildringer og udsagn fra de lokale forsøgte at opgøre antallet af dræbte og hvorfra ofrene stammede. I rapporten dateret 11. april 1946 fastslog undersøgelseskommissionen The Belzec Investigation Commission, at det overvejende antal dræbte var polske jøder fra ghettoerne i distrikterne Lublin, Lvov, Izbica og Piaski, men også godt 1500 polske kristne samt flere tusinde deporterede fra andre vesteuropæiske lande. Endelig kunne kommissionen konkludere, at en speciel SS-Kommission allerede i 1943 efter lejrens rømning havde inspiceret lejren for at kontrollere, at samtlige spor efter forbrydelserne, så som afbrænding og tildækning af massegravene, destruktion af bygninger m.m., var gennemført tilfredsstillende. Den polske undersøgelseskommissionen var desuden i stand til alene gennem overfladefund at lokalisere flere massegrave samt bygningsrester. Ca. seks hektarer af det oprindelige lejrområde blev indhegnet og delvist afsøgt for efterfølgende at give plads til et mindesmærke. 38 I samarbejde imellem United States Holocaust Memorial Museum i Washington og Rada Ochrony Pamieci Walk i Meczenstwa (The Council for Protection of Memory of Combat and Martyrdom under det polske Kulturministerium) besluttedes det i slutningen af 1990 erne, at gennemføre en række udgravninger indenfor det daværende lejrområde. Det primære formål var, at opnå tilstrækkelig viden om lejrens etablering og især en mere præcis lokalisering af massegravene. Samtidigt var iværksættelsen af undersøgelsen en klar erkendelse af, at lejrens bygningshistorie praktisk taget var ukendt og at lejrområdet siden krigens afslutning havde været forsømt og bl.a. udsat for utallige gravrøverier og bortkørsel af bygningsrester. Hvis lejrens historie skulle skrives og bevares for eftertiden måtte det ske ved hjælp af arkæologiske undersøgelser og analyser af materialet. 39 I perioden mellem 1997 og 1999 gennemførtes der således under ledelse af professor Andrzej Kola fra det arkæologiske institut ved universitetet i Torun, hele tre gravekampagner, der dels skulle lokalisere massegravene og deres udbredelse og dels lokalisere evt. bygningsanlæg. Fra tidligere undersøgelser og øjenvidneberetninger, deriblandt Rudolf Reders beretning, var man bekendt med, at der centralt i lejren havde stået et siden flere gaskamre Schelvis 2003, s. 112, s. XIX + note For en nærmere beskrivelse af gaskamrene henvises der til afsnit i del I. 37 Rückerl 1979, s. 143f. 38 Der foreligger umiddelbart ingen udgravningsrapport i forbindelse med denne undersøgelse. Oplysningerne her stammer fra Archaeological Investigations , Jewish Gen Yizkor Project 2005, 39 Til dags dato foreligger der ingen videnskabelige publikationer, der samlet beskriver lejrens etablering, struktur og bygningshistorie. De arkæologiske undersøgelser og Kolas rapport fra 2000 (se litteraturlisten) har tilsyneladende ikke inspireret historikere eller arkæologer hertil. Kolas rapport er i sig selv ikke et forsøg herpå, men udelukkende en præsentation af de senere års arkæologiske undersøgelser. 40 Arad 1999, s. 23ff + s. 437; Reder 1999, s. 115ff. 15

17 Fra udgravningslederens side valgte man ikke at foretage store fladeafdækninger af lejrkomplekset, men derimod prøveboringer med bor på 6,5 cm i diameter kombineret med mindre kontrolnedgravninger af jordlagene. Igennem de tre års gravekampagner blev der foretaget 2227 boringer med hver 5 m s mellemrum (fig.10-11). Boringerne nåede i enkelte tilfælde helt ned til 5 m s dybde, hvor grænsen for grundvandet startede. I mange tilfælde forhindredes så dybe boringer, idet arkæologerne ofte stødte på bygningsrester 0,5-1,0 m nede eller ligefrem massegrave med delvist mumificerede lig, der var så tæt sammenpakkede, at boret ganske enkelt ikke kunne drives igennem. I enkelte tilfælde lå de ubrændte lig i lag på mere end 2 m s tykkelse. 41 Ud af de 2227 prøveboringer viste de 225 spor af brændte og ubrændte lig overvejende koncentreret til lejrens nordøstlige og østlige dele. På grund af de mange gravrøverier foretaget af lokale skattejægere var det særlig nemt for udgravningsteamet at erkende spor af brændte knogleog trækulsrester i jordoverfladen særligt i den nordlige del af lejren. Skønsmæssigt anslås det, at der er tale om 33 liggruber, hvis rumfang varierer betydeligt og ligger fra 35 til 2100 m3. Det anslås, at gravene tilsammen rummer m3, hvoraf størsteparten indeholder asken af brændte lig. Ud af de 33 gruber indeholdt de 23 brændt aske og de resterende 10 rester af ubrændte lig heraf flere i våd kontekst. Imidlertid er ingen aske- eller ligrester optaget med henblik på antropologiske undersøgelser. Nogle af de største gruber måler ca. 40 x 12 m og er 4,8 m i dybden. Sammenlagt dækker de et areal på 0,52 ha af lejrens samlede område svarende til ca. 9%. 42 Hvorvidt der er tale om 33 isolerede massegrave eller nedgravninger kan derimod ikke fastslås med sikkerhed, idet prøveboringer med 5 m s mellemrum ikke tillader en mere præcis afgrænsning. Dertil kommer, at der på intet tidspunkt er foretaget totaludgravninger af nogle af de 33 gruber. Der kan således reelt være tale om flere sammenfaldende gruber. Ikke desto mindre har undersøgelsen vist, at gruberne er håndgravede formentlig ad hoc i takt med den tiltagende udryddelsesproces. De enkelte grubers individuelle dybdeforskelle og varierende mål indikerer, at gravene næppe var maskingravede. Prøveboringerne og overfladefundene viste derudover også spor af andre anlæg som bygningsrester og det jernbanespor, der førte direkte ind i selve lejren fra nordøst. Resterne af skurerne, som den tyske underofficer kunne berette om, blev derimod ikke lokaliseret. På grund af rømningen af lejren i slutningen af 1942 og den efterfølgende totale destruktion af de enkelte anlæg og bygninger viste prøveboringer og afgravninger foruden rampen og jernbanesporerne også resterne af otte bygninger (A-H) i mellem 1-3 m s dybde: Bygning A bestod af en 2 m dyb nedgravet trækonstruktion, der målte ca. 4 x 1 m. Funktionen af dette anlæg er indtil videre ukendt. Bygning B bestod af en ca. 3 m dyb nedgravet træ- og murstenskonstruktion, der målte ca. 5 x 2 m. I bunden af nedgravningen fandtes bygningsrester og adskillige personlige efterladenskaber, som eks. to flakser med indgraveret navn, J.A. Bazewski, medicinflakser, kamme, brocher, skeer, polske mønter, cigaretetui o.m.a. Muligvis har kælderen til denne bygning været et opbevaringseller lagerrum. I bygning C fandtes i 1,5 m s dybde resterne af et rektangulært støbt gulv af beton, der målte ca. 3 x 3 m. Her fandtes også rester af en skovl, kamme af plastik, glasflasker, en nøgle, skeer og andre personlige genstande. Som bygning B er der formentlig også her tale om et opbevaringsrum fra en kælder, hvis hus er revet fuldstændig ned. Bygning D hørte til det mest massive og største anlæg på ca. 26 x 12 m. Fundamenterne er bevaret, mens bygningens øvrige dele er nedrevet. Formentlig er der tale om en træhus, idet der ikke fandtes rester af mursten eller mørtel. Bygningen er opdelt i seks adskilte rum på hver ca. 10 x 2 m og med støbt gulv af beton. Indenfor bygningsarealet fandtes kamme, skeer, patronhylstre, 41 Kola 2000, s Kola 2000, s

18 glasflakser, metaledele, knive, gafler o.m.a.. Bygningen er af udgravningsteamet tolket som en garage og værksted til trods for, at der ikke er gjort fund, der indikere en sådan funktion. Bygning E måler ca. 2,4 x 3 m og viste spor efter en trækonstruktion samt et større antal medicinske efterladenskaber som medicinflakser, ampuller, medicinkasser, tomme aspirinæsker, termometre, synåle m.m. Kort sagt har det formentlig været lejrens medicinske depot selvom der også fandtes rester af armbånd med Davids stjerne og dyreknogler. 43 Bygning F bestod af resterne af et ca. 2 x 2 m stort fundament bygget af mursten tæt ved jordoverfladen. Formentlig er det et af de vagthuse, som var placeret centralt i lejren tæt ved modtagerampen og gaskamrene. Bygning G viste sig at være et bygningskompleks af træ på ca. 3,5 x 15 m nedgravet i en dybde af cm. Indenfor dette område fandtes foruden personlige genstande som kamme, polske mønter også rester af tagpap. Det er det eneste sted i lejren, hvor der er gjort fund heraf. Tagpap nævnes også af Rudolf Reder, der i sin beretning omtaler dette byggemateriale udelukkende i forbindelse med gaskamrene. En placering der går igen hos den jødiske Holocausthistoriker Yitzhak Arads skitser til en grundplan over lejren og som udelukkende er udarbejdet på baggrund af øjenvidneberetninger. Bygning G antages at have huset lejrens gaskamre, men kan ikke med sikkerhed konstateres. Dog virker det sandsynligt, idet der er gjort fund af tagpap, der har dækket en træbygning og kun er gjort i dette område, selve anlæggets størrelse set i forhold til kamrenes antal m2 og det nedgravede fundament. 44 Det sidste bygningsanlæg H fandtes tæt ved den nuværende hovedindgang til lejren. De ca. 2 m dybe stratigrafiske lag viste eksistensen af en nedgravet konstruktion, hvis størrelse ikke kunne konstateres. I kulturlagene fandtes imidlertid mere end 200 genstande overvejende tandbørster, sakse, nøgler, pilleæsker skeer m.m., hvis tilstand var særdeles dårlig. Flere af genstandene herfra er optaget til konservering og udstilling. Funktionen af anlægget kan ikke fastslås. 45 Sluttelig skal nævnes de mere end 800 genstande, som er udgravede og opsamlede både i og udenfor de erkendte anlæg indenfor lejrområdet og som overvejende består af personlige efterladenskaber, som omtalt ovenfor. Af de mere opsigtsvækkende fund er genstande, som kan associeres direkte med enkeltpersoner. Det drejer sig bl.a. om et sølvlåg til et lille skrin med det indgraverede navn Max Munk Wien og de tidligere to omtalte flasker med navnet J.A. Bazewski. Endelig er der fundet et større antal metalplader med indstemplede fangenumre, knapper, æsker til sæbe, et sølvhængesmykke, cigaretetuier med indgraverede mønstre, et stort antal skår af porcelæn fra tallerkner m.m., hængelåse, skoremme o.m.a. 46 (fig.12-13). 3. CHELMNO 3.1 Beliggenhed Byen Chelmno (tysk Kulmhof) ligger ca. 14 km sydøst for Kolo mellem Lodz og Poznan (Posen) i Warthegau regionen og grænser op til floden Ner. Udryddelseslejren Chelmno består af to lejrfaciliteter, hvoraf det ene omfatter en tidligere nu nedbrudt mindre herregård, der omtales som slottet, i udkanten af byen Chelmno ca. 150 m nordvest for landsbykirken og ca. 100 m vest for hovedvejen, der forbinder Lodz med Kolo, og godt 300 m sydvest for jernbanesporet til Kolo. Både 43 Dyreknoglerne lå tæt til overfladen og kan være senere affald eller sammenrodede lag. Der foreligger ingen antropologiske undersøgelser af materialet (Kola 2000, s. 58f). 44 Arad 1999, s. 437; Kola 2000, s note 28 (placeringen af de enkelte anlæg og særligt bygning G fremgår ikke tydeligt i den engelske version af Kolas beretning); Reder 1999, s. 115ff; Schelvis 2003, s. 112, s. XIX. 45 Kola 2000, s Kola 2000, s. 69, 71ff. 17

19 det tidligere slot og kirken ligger på samme højdedrag ca m over havets overflade umiddelbart ned til floden Ner. Selve slotsarealet, der omfatter ca. 3 ha, følger højdedragets naturlige retning og afgrænses i sydvest af floden Ner og i sydøst af højdedragets skråning ned mod en mindre bivej, der i dag forbinder Chelmno med Grabina. I nordvest og nordøst afgrænses slotsarealet af byen Chelmno. I lejrens funktionstid inddragedes desuden kirken, der dækker et ovalt område på ca. 60 x 40 m (fig i bagomslagets inderside). Udryddelseslejrens anden facilitet, der benævnes Waldlager, ligger ca. 4 km nord for slottet i skovområdet Rzuchow, der omkranses af hovedvejene mellem Kolo og Chelmno i vest og mellem Majdany og Chelmno i syd. Skovområdet består overvejende af tæt fyrretræsbevoksning. Selve Waldlager bestod oprindeligt af tre lysninger, hvis oprindelige størrelse i dag kun kendes fra samtidige øjenvidneudsagn, men fungerede som hhv. massegrave og ligbrændingsgruber. I dag administreres begge områder af museet i Konin, som desuden har varetaget de senere års arkæologiske udgravninger (jf. afsnit 3.4) Beskrivelse og bygningshistorie Udryddelseslejren Chelmno blev oprettet i oktober-november 1941 mest sandsynligt med henblik på at indgå som en del af det eutanasiprogram, der var påbegyndt allerede i Hensigten var, at bruge erfaringerne fra eutanasianstalterne i Tyskland mod sindslidende og især de mere end tuberkuløse polakker. Dog kom lejren i stedet til at fungere som udryddelsesfacilitet for de jøder, der var bosat i hhv. Poznan og ghettoen i Lodz. Placeringen nær disse byer var derfor afgørende i valget af lokalitet, men også pga. de nære transportforbindelse som hovedfærdselsårer og jernbaneforbindelser. Samtidigt udgjorde skovarealet i Waldlager en vigtig naturlig afskærmning for omverdenen. Lejrkomplekset blev derfor fra starten af delt i to afsnit, hvoraf det såkaldte slot inddragedes som det primære drabssted. Kirken og det tilhørende menighedshus og præstebolig blev ligeledes inddraget og flere af husene i umiddelbar nærhed af slotsparken blev rømmet og anvendt som bl.a. lagerrum, vagtboliger og kantine. Menighedshuset blev således til vagtbolig. Omkring selve slotsarealet blev der langs parkens nordvestlige og nordøstlige del opført et plankeværk af træ, der forhindrede folk udefra at se ind. I plankeværkets nordøstligste hjørne fandtes hovedindgangen, der lukkedes med en dobbelt træport dirket ud til hovedfartsvejen mellem Kolo og Lodz. Den sydvestlige og sydøstlige del af slotsparken, hvis skråning fortsatte direkte ned mod floden Ner, blev derimod afskærmet med pigtrådshegn. Selve slottet og en tilhørende kornbygning eller granary nordvest for hovedbygningen blev opført engang i begyndelsen af 1800-tallet og blev i 1837 overdraget den polsk-russiske generalløjtnant Bistram. Efter hans død overdragedes ejendommen til staten, der ejede stedet indtil verdenskrigens udbrud i Slottet var orienteret omkring en nordvestlig-sydøstlig akse og målte ca. 40 m i længden og ca. 12 m i bredden og bestod af en hovedbygning i tre etager (fig.16 i bagomslagets inderside). Indgangen til hovedbygningen på slottet foregik af to ca. 4 m brede stensatte trapper, der begge vendte i nordøstlig retning. På bagsiden af slottets sydvestlige facade fandtes en afrundet ca. 5 m bred terrasse af sten. Den sydøstlige gavlende af slottet var ligeledes udstyret med en ca. 3 x 5 m lang terrasse. Arealet omkring de to hovedindgange var belagt med mindre brosten helt op til facaden af hovedhuset. På den modsatte side var der fra den afrundede terrasse udsigt ud over slotsparken og floden Ner. I de 15 kælderrum under slottet indrettedes relativt nødtørftige faciliteter, som celler og værksteder for skomagere og skræddere, der fungerede direkte under SS og vagtmandskabet. Yderliggere et rum benyttedes som bordel for det polske vagtmandskab. Sorteringen af de ankomne fangers tøj foregik i stueetagen, hvor 47 Golden 2003, s. 52; Kogon 1989, s. 112f; Pawlicka-Nowak 2004, s kortbilag; Rückerl 1979, s. 259ff. 18

20 beklædningsgenstande opsamledes i kurve for derefter at blive sorteret og bl.a. sendt til Tyskland som en del af Winterhilfswerke. 48 Udryddelseslejrens historie kan opdeles i to epoker. Den ene starter den 8. december 1941, hvor de første jødetransporter ankom til slottet, og stopper den 7. april 1943, hvor slottet og de to krematorier i Waldlager bortsprænges af SS efter en stor del af ghettoen i Lodz blev rømmet for jøder. I den anden periode genåbnes udryddelsesfaciliteterne i Waldlager-afsnittet for en kort periode fra den 23. juni til 15. juli 1944 i forbindelse med, at de sidste godt jøder fra Lodz ghettoen beordredes udryddet. Imidlertid fandt SS ledelsen accelerationen af udryddelser i Chelmno for langsom, hvorfor lejren helt blev opgivet og de resterende jøder fra Lodz ghettoen sendt direkte til Auschwitz-Birkenaus gaskamre. I den første periode af udryddelseslejrens historie ankom transporterne af jøder med godsvogne til Kolo, hvorfra de enten blev kørt direkte til Chelmno eller måtte overnatte i den nærliggende synagoge. Senere benyttedes en anden logistik, hvor jøderne måtte overnatte i en mølle ved Zawacki og derfra kørt med lastbiler til Chelmno for at undgå for megen opmærksomhed. Ved Chelmno blev jøderne kørt direkte ind på selve slotsarealet, hvor de under dække af at skulle transporteres videre til arbejde i Tyskland eller Østrig, blev ført ind i hovedbygningens stueetage, ca fanger ad gangen, hvor de blev bedt om at skrive deres navne på papirlapper og lade deres bagage stå. Herefter blev de bedt om at afklæde sig for bagefter at blive ført ned af en ca. 10 m lang kældertrappe under dække af at skulle bades før videre transporter. På trappen ned til kælderen og i kælderens ca. 30 m lange korridor var ophængt skilte med Zum Bad. Efter afklædningen blev alle fanger gennet ned for enden af korridorens og dermed slottets nordvestlige ca. 1,5 m brede kælderudgang, der var omdannet til en trærampe, med et 2 m højt plankeværk på hver side, der førte direkte ind i en af de i alt tre særlige gasbiler, som var bygget til at gasse ofrene vha. udstødningsgassen fra selve lastbilen. De tre gasbiler var ombyggede Lkw s, hvoraf den største kunne rumme op til 130 personer, mens den mindste kunne fyldes med ca. 80 personer (fig.17). Når gasbilen var fuld lukkedes dørene og motoren blev sat i gang. Efter ca. 15 minutter var alle omkommet og lastbilen med ofrene blev nu kørt de 4 km mod nord til Waldlager for at blive begravet i en af massegravene. Ifølge senere vidneudsagn blev der i løbet af 1942 murede to krematorier med hver sin skorsten tæt på massegravene. Antallet af henrettede i denne fase af lejrens historie opgøres til min I begyndelsen af april 1943 bortsprængte SS mandskabet slottet og de to krematorieovne, hvorefter massegravene i Waldlager beplantedes for at slette sporene efter sig. Grunden og ruinerne af slottet blev efterladt og fik lov at ligge uberørt i hen ved et år før tyskerne genetablerede Waldlager og anvendte nogle af de materialer, som var efterladt på slotsgrunden. I lejrens anden fase blev jøderne kørt med tog til Powiercie og derfra ført direkte til kirken i Chelmno, hvor bagage og personlige effekter blev efterladt og opmagasineret. Dagen efter fortsatte transporten med lastbil videre til den genåbnede Waldlager, hvor der var indrettet to barakker, der fungerede som afklædningsrum med ophængte skilte som Zum Bad og Zum Artz. Som ved slottet skulle ofrene også her gå afklædte direkte ind i gasbilerne for derefter at blive kremeret på enten åbne ligbål eller i en af de krematorieovne, der var opstillet og nedgravet i en ifølge øjenvidner ca. 2 m dyb grube. En gravet trækkanal med rørledninger førte ned til bunden af ovnene, 48 Arad 1999, s. 10ff; Gilbert 2006, s. 250; Golden 2003, s. 50; Herbert 2002, s. 395, 412; Kogon 1989, s 110ff; Pawlicka-Nowak 2004, s. 8ff; Rückerl 1979, s. 259ff 49 Ibid. Mere end 30 gasbiler var allerede i sommeren 1941 sat ind blandt de såkaldte Einsatzkommandoer på østfronten og havde så tidligt som i 1939 fungeret som likvideringsmetode i det såkaldte eutanasiprogram (Jørgensen 2003). En nærmere beskrivelse af gasbilernes indretning findes bl.a. hos Arad 1999, s. 11; Dederichs 2006, s. 115 og Kogon 1989, s. 127f. For antallet af dræbte i Chelmno se Benz 2002, s. 42f, Niewyk 2000, s. 198 og Rückerl 1979, s. 292f. 19