Vejles travle havn i midten af 1930'eme, da Charles Petersen korn i lære som skibsmægler. Fjorddamperen VEJLE er forudgående. P% F

Transkript

1 ~y Vejles travle havn i midten af 1930'eme, da Charles Petersen korn i lære som skibsmægler. Fjorddamperen VEJLE er forudgående. 80 P% F

2 Bente Borg Sørensen Skibsmægleren Charles Petersen»Carolines«mand - Albert Hansen Petersen - så ikke noget problem i at bolde styr på to skibe, det krævede blot en god mægler, og det Uavde Uan fundet i CUarles Petersen, der i foråret 1992 fortalte Holger Munchaus Petersen om mæglerens og befragterens rolle i spillet om at Uolde mindre fragtskibe i god fart. Tilstede var desuden fru Dora Petersen og Bente Borg Sørensen. Fortællingen er i store træk gengivet som fortalt. Barndom i Vejle»Dengang, jeg voksede op i Havnegade, var der nogleogtyve skibe UjemmeUørende i Vejle. Jeg er født i Vores omgangskreds var jo mest skippere og maskinfolk, mestre fra dampbådene og sådan nogle. Der boede vi så sammen med den legendariske kaptajn Knud Madsen med CHAR LOTTE - de Uavde en dreng, der Ued JoUan, vi var jævnaldrende, og så en pige, der var et år ældre. Vi blev selvfølgelig barndomsvenner. Når CHARLOTTE var i bavn, så skulle vi jo ned og lege ombord i skibet, og da vi blev større, så skulle vi også låne jollen og sejle rundt. Til at begynde med var der en fangline i forenden, for der kom jo skibe. Dampbådene sejlede ud og ind, og vi lå og pjaskede derude i en stor skibsjolle - sådan et par knægte på 5-6 år -, men det gik nu meget godt. Når så en af de ber både kom, måtte vi Uen og Uave fat i fanglinen, og så halede vi ind til CHARLOTTE, og når så damperen var forbi, roede vi ud igen. Sådan startede det. Da vi blev større og fik lært at svømme, så fik vi lov til at få masten i jollen. Vi kom selvfølgelig også til at gå i skole sammen, og da vi så Uavde mellemskoleeksamen, skulle JoUan jo ud og sejle. Nå, men jeg skulle altså tage realeksamen. Nu var jeg altså uueldigvis enebarn. Da jeg så Uavde taget realeksamen, så viue jeg jo ud og sejle. Nej, det kunne der ikke være tale om, så skulle jeg ikke Uave Uaft realeksamen, så var det jo ikke nødvendigt. Det var altså sådan, at det var min mor, der Uavde bukserne på. Min far Uan var sådan en stille og tålmodig mand. Min mor var mere - Uvad skal vi sige - sådan mere dynamisk o.s.v., og det, Uun syntes, det var altså rigtigt. Det var dengang, at man sådan mere rettede sig efter sine forældre, og når der nu var så stor modstand, måtte jeg bøje mig for det. Nå ja, jeg Uar jo Ueller ikke Uaft nogen grund til at fortryde, at jeg blev mægler i stedet for at komme ud og sejle. Men det var altså en skuffelse for mig, at jeg ikke måtte. Læretid Men så viste det sig, at Daugaard Kristensen - der var kun én mægler i Vejle dengang - Uan kunne bruge en lærling. Så sagde mine forældre: 81

3 - Søg derned, så får du da noget med skibe at gøre -. Nå, ja ja, det lugtede da altid lidt af skibe, ikke? Så kom jeg altså i lære dernede, og der var jeg i syv år. Jeg kan buske, at jeg var på session - og det Uar været jeg var 18 år dengang. Det var dengang, man nedrustede og gjorde ved. Da jeg kom frem, så skulle jeg jo vejes og måles, og så skulle de også Uøre, Uvad jeg var. Jeg var da skibsmægler. Jeg lagde jo tryk på skibsmægler. Nå, ja, jeg regnede så med, at jeg nok var blevet taget til marinen kasseret!! Så var jeg fanerne også sur den dag«. En af havnens piger Charles blev i 1939 gift med Dora, en af havnens piger, som Charles udtrykker det. Hun er datter af Christian Jepsen fra Lindtners Skibsbyggeri, herom fortæller CUarles:»Det var jo sådan set i Lindtners tid, at de Uer jagtbyggede Vejleskibe blev kendt, og dem byggede han altså mange af. De var meget velsejlende. Det var dengang, de udelukkende sejlede med sejl. Blandt de første, der fik motor i, var CHARLOTTE. Det var en 40 hestes. Motoren var i og for sig ikke beregnet til, at de skulle lave Uele rejsen med den, men kun ud og ind ad fjordene. Ja ellers brugte de fjorddamperne til at slæbe ind og ud. Der var ikke mindre end seks, som ellers var udflugtsbåde om søndagen. Der var jo en bel del små Uoteller og beværtninger herude ved Vejle Fjord, bl.a. Munkebjerg, som er bekendt«. Dora kan derimod fortælle om, Uvordan hun som barn tumlede rundt og legede på den ikke helt ufarlige byggeplads. Skrammer og iturevne kjoler blev ofte resultatet, og noget tyder på, at forbud ikke satte en stopper for den spændende leg. Dora lægger også selv vægt på, at Uun Uele sit liv Uar boet på Uavnen og fulgt med i livet der. Befragter i Horsens Charles fortsætter sin historie:»så kom jeg op til Horsens og blev befragter oppe ved mægler Wilhelm Christian Bech. Der var jeg så til 1945, til jeg kom herned. Nu kom der jo mange skibe til Horsens under krigen. Afskibningshavnene for brunkul var hovedsagelig Vejle og Horsens, en del fra Kolding og lidt fra Fredericia. Det medførte ret stor skibstrafik, også på Vejle Havn, hvor der var et par firmaer, der begyndte at klarere skibe og sådan noget. Bestalling i Vejle Dengang var det Handelstandsforeningen, der bestemte, Uvor mange mæglere, der måtte være i Vejle. Man blev altså enige om, at der kunne godt være to. Derfor skulle en bestalling opslås ledig, og så kunne man søge den, Uvad jeg jo så gjorde. Jeg Uar nok været Ueldig, for i de syv år, jeg arbejdede her i Vejle, kom jeg jo rundt i forskellige ærinder alle steder. Jeg kendte alle dem, der sad i bestyrelsen for handelstandsforeningen, og jeg gjorde selvfølgelig det, som var ganske naturligt, når jeg indleverede sådan en ansøgning, og jeg vidste, Uvem der skulle behandle den, så tog jeg da lige en tur til Vejle og fik talt med de forskellige. De kendte mig og vidste så nogenlunde, Uvordan jeg opførte mig. Jeg var så Ueldig, at jeg fik autorisationen. Så skulle jeg jo begynde Uer i Vejle. Og det kan jeg godt sige, det var et Uårdt arbejde. Sådan en nybegynder ved siden af en, der har siddet i 30 år alene og faktisk har alle forbindelser og alting - og så kommer man udefra. Men dengang var det den store danske småskibsflåde, som kom mest, og jeg kendte jo alle skippere. De Uavde allesammen været i Horsens og laste brunkul, og da jeg var befragter deroppe, så Uavde jeg jo med lasteri at gøre. Bagefter, når de var lastet, så skulle man finde ud af, Uvor meget der var i dem og alt sådan noget. Det var mig, der ordnede det dengang, så

4 mig kendte de jo allesammen. Det var nok også et plus. Sådan var det i starten. Skibe Så kom Albert Petersen. Han var den første, jeg fik fast med at gøre. Han kom ind på mit kontor, ja, jeg kendte altså mærkværdigvis ikke Albert Petersen, men han sagde det, som det var, at nu havde han jo eget skib og sådan og sådan, og om jeg kunne tænke mig at slutte ham fast, som det hed dengang, altså at være fast befragter for ham. Ja, det kunne jeg da i høj grad. Det var med SVANEN. Befragtningen foregik i samråd med Albert. Vi talte sammen i telefon, når han var i havn. Jeg var ikke egenmægtig. Jeg sluttede faktisk ikke noget definitivt, før vi lige Uavde talt sammen. Så var der TUomsen med ANNA WILLY. Han var lidt ældre end jeg, men vi Uavde kendt Uinanden fra Uan var ganske ung, og Uan blev ved med at være UjemmeUørende i Horsens. Han Uavde en lejligued i Horsens, som jeg også Uavde skaffet Uam, dengang jeg var oppe ved BecU. Men så flyttede Uan alligevel med sin befragtning ned til mig. Ja, så gik det sådan efterbånden, at så kom de jo dryssende. Jeg Uavde også IBÆK. Han var UjemmeUørende Uer. Anker Kjeldsen købte i 1956 et skib af S. P. CUristensen, der hed SYLFE. Den købte han altså og omdøbte til IBÆK. Med Uam kom vi til at sejle sten fra Øland. Jeg kom i forbindelse med den Blandt andre var Charles Petersen befragter for M/S IBÆK (II) af Vejle, der her ligger i Københavns havn uden for Redhavnen. Skibet var bygget i Martenshoek 1910, oprindelig på 83 brt, men forlænget og fik en størrelse på 123 brt, 1957 købt til Egernsund som PETERNA og 1964 til Vejle hvor det fik navnet IBÆK efter sin forgænger af træ solgt til Holland. 83 Foto: HMP.

5 grosserer, der Uavde al importen til Danmark - alt, Uvad der gik af sten fra Øland til Danmark, det sluttede jeg for Uam. Jeg fik også fat i en, der Ued ANNE MARIE af Aarø. Den og så IBÆK, de sejlede sten lige så længe, de kunne for is. Det var til Vedbæk, Købenbavn, Vejle og Virksund oppe på Limfjorden, det var derfra, vi sejlede med moler. IBÆK var jo et træskib. De er runde i bunden, og når man nu skal stable sådan nogle stenplader op, så er det mere praktisk med en flad bund. Så solgte han altså IBÆK og købte en Egernsunder, der hed PETERNA. Det var et jernskib, og det var fladt i bunden, og det brugte vi så til Ølandsten. Det var nu sådan set en skam, for et skib bygget af træ det var et bedre skib at komme frem med i dårligt vejr og sådan noget, end som et jernskib var. Men sådan kan man jo disponere forkert. Men så kom Kalmarsundbroen, og så var det sket med sejladsen der. Lastbilerne, de kørte over og købte et læs sten, og så kørte de rundt her og solgte dem til stenhuggerne. Så hørte den sejlads op, det er jo klart. Da jeg havde flest, havde jeg 11 skibe. Foruden de mindre skibe havde jeg en, der hed KIRSTEN FRANK, det var en 399'er og SANNE STENHOJ, en 399'er, og så havde vi DAGMAR STENHOJ, det var en 499'er, INGE FRANK en 499'er og HELLE FRANK, også en 499'er, så der var fem ret store skibe - noget større end Carolinerne eller dem, vi ellers opererede med«. Alberts skibe Det er imidlertid Alberts skibe, der har en særlig plads i fortællingen. CAROLINE 84»Jeg Uusker endnu CAROLINE'S første rejse. Det var selvfølgelig fra Marstal til Vejle for at præsentere skibet. Den første last Uan fik var en last Uvede. Det var altså tungt korn fra Vejle Dampmølle. Og det var, kan vi sige, sådan set meget Ueldigt. Man Uavde jo ikke Uaft en last før i de skibe, og Uvad kunne de egentlig laste? Det skulle, så vidt jeg Uusker, på de internationale lastemærker, laste 210 tons, men når man sejlede i Ujemlige farvande, så Uavde man jo det Uer med 15 cm fribord. Det viste sig så, at med 15 cm fribord, da kunne CAROLINE laste 240 tons korn. Det var jo en ekstra opmuntring for alle dem, der Uavde planlagt at lave de skibe«. DORA Ved ihvertfald en enkelt lejligued var det fru Dora, der var Uovedperson. Alberts nye skib fra 1954 blev opkaldt efter Uende og Uun var selv gudmor til Alberts skib af samme navn, men det er Charles, der fortæller om søsætningen:»det var jo noget af en stor begivenhed, når der skulle søsættes et skib nede på værftet i Marstal. Det var sådan, at skolebørnene fik fri. Det var som regel om formiddagen, så kunne de komme ned og se. Der var bygget en pavillon op ved stævnen og hængt et stykke stof eller presenning over navnet, og så skulle gudmoderen døbe skibet. Der bang en flaske cuampagne, og den var sådan ombundet med strimler i rødt og hvidt og så en kvast forneden til at holde i. De slog klodserne fra, og så var det Uge før den sidste klods, og skibet skulle begynde at glide, at gudmoderen skulle kaste flasken, og den skulle Uelst gå i stykker. Når det skete, så svingede den Uer flaske jo tilbage, således at dem, der stod på pavillonen blev overøst med champagne. Når så skibet løb, råbte vi hurra, og alle skolebørnene ikke mindre. Der var bundet svære kæder i skibet Uele vejen ud, for at bremse det op. Det tog jo fart på, når det løb ud, for alting var smurt ind, så det kunne glide. Jo, det var jo meget højtideligt. Bagefter var der frokost, og så skulle vi med færgen klokken fire. Til minde om begivenueden modtog Dora et sølvfad, der idelig skal pudses«.

6 ROSENVOLD og JANE»Foruden de to Carolinere Uavde vi ROSENVOLD, der blev bygget i Marstal Den blev forlænget på Alberts eget værft i Aabenraa, så den lastede derop omkring små 500 tons. Men den byttede Albert med Carolineren JANTO, der så fik navnet JANE, mens ROSENVOLD blev til JANTO. Løse og faste fragter Med overskud af tonnage så falder fragterne, det sker altid. Omvendt, når der er mangel tonnage, så kan vi være lidt frække og sige, at vi vil sgu Uave det og det for det, ellers kan I rende os i nakken. Men det er jo sådan med bølger, det går op og ned. Lige efter at Carolinerne kom frem, M/S CAROLINE ribbet for alt overflødigt laste- og lossegrej, som der ikke var behov for, efter at den var kommet i fart på Frederiksværk. 85 HMP's Samling.

7 da havde vi nogle knaldgode fragter. Det gik virkelig godt et langt stykke tid. De var nemme at beskæftige. Det var gode, Uandy skibe, og de var velsejlende. Det var virkelig skibe, der kunne yde det, de var beregnet på. Trælast Til at begynde med sejlede vi meget trælast. Det var en af Alberts hobby'er, det at sejle med træ om sommeren. Carolinerne lastede 70 stander (standard) træ med fuld dækslast. Nu kunne de bære en ret stor dækslast. De var konstrueret med et godt stort dæk, for de havde ikke masten i midten. De havde en mast på hver ende af lugen, så de havde winscher (spil) i hver ende og så et frit stort dæk at stuve træ på. Derfor sejlede vi meget med træ i sommertiden, ja så snart isen var væk. Og så alt muligt andet som kul, briketter, kali, korn, og Uvad der var. Sten Nu kunne Albert jo godt lide at Uave noget fast at sejle med, og så kom vi altså i forbindelse med - jeg tror Uan dengang var formand for Sejlskibsrederiforeningen for mindre Skibe - Uan skulle arrangere noget med sejlads af sten fra Lysekil til TUyborøn og Agger. Det var affaldsprodukter, kan man sige, ovre fra stenbruddene i Lysekil. De blev sejlet over til Vestkysten, hvor vandbygningsvæsenet brugte dem til høfder. Man brugte, så vidt jeg ved, ca tons pr. meter af de der sten. Det bevirkede så, at vi i adskillige år sejlede sten med CAROLINE om sommeren. Også DORA sejlede sten. Roer Så kom vinterperioden. Der skete det, at de svenske sukkerfabrikker arrangerede sig med nogle danske avlere. De kunne ikke avle sukkerroer 86 nok i Sverige, så avlede de dem Uer. Man tegnede kontrakt med et antal landmænd om at leje så og så mange tønder land. De fik frø medsendt fra Sverige. Så regnede svenskerne selvfølgelig ud, Uvor mange tons roer, der kunne avles pr. Uektar - det Uavde de erfaring for. Men så skulle de jo også Uave de Uer roer sejlet over. De ville Uave et antal skibe at disponere over. Det løse marked var sådan dengang, at de bedste fragter fik vi om efteråret. Hvert forår kom de og ville slutte sukkerroer. Det var en dansk mægler, der ordnede al befragtningen. Han hed Torp i Randers. Firmaet hed Adolph Andersens Efterfølger og eksisterer stadigvæk, men ikke med Torp som chef. Så kom han jo, om vi ville sejle sukkerroer. Ja, det kunne vi jo godt. Nå ja, Uvad vi skulle Uave i fragt. JaU, så kalkulerede man jo og regnede også med, at i efteråret skulle man have en ret god fragt. Og så kom vi ind i nogle svære forhandlinger, for sukkerfabrikkerne ville selvfølgelig have deres roer sejlet så billigt som muligt. Det er der jo ikke noget at sige til. Og når jeg/vi nu forbandlede, så jamrede Uan oppe i Randers, at det er alt for dyrt, og at han kunne sejle billigere. Så sagde jeg: - Jamen Herregud, så bliver vi jo også nødt til det, Uvis andre skibe gør det. Men lad os så vente med at slutte det til efteråret, så ser vi, hvordan markedet er, og så slutter vi«. Ja, men næh, han ville slutte med det samme, for Uan ville være sikker på at Uave skibe. - Ærlig talt, sagde jeg, - du kan da ikke forlange, at vi skal sidde Uer i februar, marts måned og lave en forretning, som vi straks kan se, er dårlig. Den kan jeg da lave, når tiden er inde. Jeg behøver da ikke at lave den tre til fire måneder før. - Nå ja, men så endte det med, at vi fik dem sådan jævnt godt betalt. Det kunne vi godt være tjent med. Vi var som regel færdig omkring den 1. december. Kampagnen sluttede så ved juletid. Det var noget strengt svineri med alle de roer, fordi de blev jo gravet lige op af marken og smidt ned i skibet, så de lagde flere tons møg, der skulle smides ud af skibet efter hver last, de havde haft. Men det var nu

8 godt nok. Så var der kun lige et kort interval, Uvor vi var ude i fri fart, inden vi kunne begynde på stenene igen. DFDS Senere skete der det, at jeg kom i forbindelse med DFDS. De manglede sådan en som DORA, og det var jo meget bedre. TimecUarter, det lovede godt. Så blev Albert og jeg enige om at sejle for Det Forenede. Vi sejlede først på Gøteborg og senere på Stettinerruten. Jern og skrot Da vi også gerne ville Uave noget fast fart til CAROLINE, var Frederiksværk så småt begyndt at komme mere i gang. De skulle Uave en Uel del skrot sejlet fra provinsuavnene til Frederiksværk. Jeg kom i forbindelse med Vagn Nielsen. Vi begyndte med CAROLINE. Det viste sig, at det var slet ikke så dårligt at sejle på Frederiksværk. Skrot var jo en ubebagelig last, men på den anden side, så var det sådan, at vi i begyndelsen, næsten i de fleste tilfælde, kunne regne med en udgående last. Man fik altså jern i stænger, jernrør o.s.v. med rundt til de forskellige provinshavne og så gammelt jern tilbage igen, så man Uavde last begge veje, og det var jo slet ikke så dårlig en fragt. EfterUånden udviklede det sig desværre sådan, at Carolinerne blev for små. Bl.a. på Lindø byggede de tankskibe, og de blev større og større de her skibe. De begyndte jo med nogle på tons, og så efterhånden blev de største på tons. Pladerne blev større, og så blev lugerne på Carolinerne for små. Det var noget af grunden til, at en Uel del af dem blev forlænget. For DORA'S vedkommende for at kunne tage de længere og lidt større plader. CARO LINE blev faktisk i Frederiksværkfarten Uele tiden. Carolinerne var praktiske skibe at Uave med at gøre. De Uavde jo en dejlig stor luge, der spændte over næsten Uele lastrummet. Det medførte, at når man vidste, at det var en Caroliner, og det var en vare, der f.eks. skulle lempes eller noget, så var der så godt som ingen lempning i en Caroliner - det var da lige at skovle lidt korn ned i enderne og ud i siderne. Jernrør Med DORA Uavde vi et år, Uvor vi sejlede et antal jernrør til Oslo. Det var meget sjovt, fordi disse Uer rør Uavde en bestemt dimension. Når man nu g7 DORA, pæn og velholdt med omhyggeligt skalkede luger på vej til Polen med stykgods for DFDS. Foto: HMP.

9 lægger sådan et rør ned i et bundlag, og så lægger et rør ovenpå, der ligger ned i nullet, Uvor mange rør kan man så tage? Vi måtte også godt Uave dækslast. Det var Uelt godt betalt, men det afbang af, Uvor mange rør vi nu kunne tage ned. Vi vidste, Uvad Uvert rør vejede og kendte målene på dem. Nu boede vi dengang nede i byen, hvor der var en entreprenør- og ingeniørforretning, der havde kontor i stuen. Så gik jeg ned til en af de her ingeniører. Jeg havde jo tegninger med af DORA med mål på, og så sagde jeg, at jeg skulle laste de her rør, og forklarede ham, hvad jeg mente med, at de synker ned. - Hvor mange lag rør kan jeg tage op til lugen, hvor højt må vi komme med dækslasten og hvor mange kan jeg så tage? - Og det sad han og regnede ud for mig - fint! Det var ikke noget problem for en ingeniør. Jo, vi havde det problem, at der midtvejs henne var nogle støtter ude langs kanten ved lugerne op til dækket, altså for at stive dækket af. Der kunne vi jo ikke have rør ind til siden på de steder, så hvordan kunne det passe med målene og sådan noget? Men det regnede han sgu fint ud. Så sluttede vi den, og sejlede så de der laster rør op. Det blev en god forretning! Uden for stregen Det var i 1951, at vi fik CAROLINE, så det har været i 1952, at man fik nogle fantastisk gode fragter på trælast fra Sverige, Finland, den Botniske Bugt og ud i den Engelske Kanal til forskellige Uavne derude. Der sluttede jeg så, selvfølgelig i samråd med Albert, CAROLINE med en ladning træ til Le Havre, og der måtte Albert jo ikke sejle ud med den eksamen, Uan Uavde. Det var ikke tilladt dengang. Men da Uavde vi så en flagskipper med. Det var kaptajn CUristensen fra Strib. Han havde haft sådan en 150-tonner og havde lagt op. Så havde vi jo fat i ham, om han kunne tænke sig og tage med på sådan en tur. Han skulle i og for sig ikke lave noget, men vi 88 skuue bruge hans skibsførerbevis, så han var med i Le Havre. Han tog det jo nærmest som en sommerferietur. Nu kan jeg altså ikke huske, hvad han fik for det, men der var i hvert fald penge nok til at lønne en skipper, hvis det skulle være, i den fragt der. Jeg tror nok, vi fik last fra Antwerpen her hjem til Danmark igen. Men det var så også den eneste gang, vi har været ude, og det var egentug meget sjovt. Det kunne jo ske, at man kunne komme udenfor, men det har vi ellers ikke været. Jeg tror heller ikke med DORA. Så kom ROSENVOLD, men det var jo en 249'er. Der skulle være skipper på, så det gik jo mere af sig selv«. Mæglerens vilkår Fragtnævnet. Under og efter krigen syntes småskibene, at de var blevet dårligt bebandlet. Dels Uavde de en illoyal konkurrence fra Statsbanernes side, og dels fastsatte Fragtnævnet i sin tid fragtraterne. Når vi for vort vedkommende som mæglere Uavde arrangeret og fået sluttet en last, så skulle vi ind til Fragtnævnet og Uave den approberet for at få tilladelse til at sejle den. Det kunne være, at Fragtnævnet Uavde en anden last, der skulle sejles, så skulle vi sejle den og til en betaling, som Fragtnævnet fastsatte. Den fragt var altså ikke tilstrækkelig til, at der blev noget tu at holde skibene vedlige for. Konkurrence fra lastbiler I tiden før Farøbroen kom, gik der en masse kornlaster fra Lolland og Falster til København, bl.a. til Carlsberg og Tuborg, og de faldt jo væk. Lastbilerne er det lidt vanskeugt for skibsfarten at konkurrere med på de indenrigs områder, fordi man i havnene betaler havnepenge for skibet, og så betaler man noget, der hedder vareafgift. Den for varen ligger vel efterhånden snart oppe i nærheden af et par kroner pr. tons. Når man så har et par kroner pr. tons i den ene ende og i den

10 anden ende også, så bliver der jo en prisforskel på op til fire kr. pr. tons, og så er det altså, at bilerne kan komme ind og konkurrere. Vi kan bare se herude ved dampmøllen, alt det korn, de får f.eks. fra Sønderjylland, det bliver kørt op i biler - en Uel del også ovre fra Fyn. Men det, de får nede fra Lolland og Falster til dampmøllen Uer, det går stadigvæk - sammen med en del fra Sjælland - med småskibe.»de boldt længe ved med de Uer træskibe og de små på en halvanden hundrede tons og derunder. De blev ved med at tage imod dem ude på møllen. Det var bl.a. fordi, at når de var under 150 tons, så måtte de selv stuve og lempe, men når de var over 150 tons, så skuue der havnearbejdere på. Og da møllen havde både elevator og suger og satte begge dele ned, så var der altså ikke noget videre at lave. Så stak de ham sugemanden 25 kr., og så fik man lige hjørnerne med. På den måde var der noget til dem at lave. De sejlede meget korn, de sidste. Men nu er det jo ovre - der er vel ingen skibe under 150 tons i dag? Københavnerbåden I gamle dage havde vi jo damperne. På Vejle gik KOLDINGHUS og i Horsens - det var før krigen og under krigen - havde vi YDUN. De sejlede to gange om ugen med passagerer og alt muligt. Så fik vi RIBERHUS, da den blev moderniseret. Den kom to gange om ugen. Den var indrettet til paller og alt det der. Det skulle gå Uurtigt for at spare arbejdskraft. RIBERHUS kunne tage 12 passagerer eller sådan noget i dagtiden, og det var det eneste, de kunne tage. Men den tog ikke noget fra småskibene, nej. Den sejlede med øl og alt muligt andet, som man var vant til at sende med damperen, samt pakker og det, vi kalder stykgods. De sejlede ikke med styrtegods og al den slags. De Uavde jo også været der Uele tiden, så det var ikke nogen mærkbar gene for småskibene. Omlastning fra store skibe - konkurrence mellem østjyske havne Lige efter krigen, hvor alle lagre var tømte, var der et kontrolfirma, der Ued DaUl Hansen i København. De forestod fordelingen fra de store skibe. Nu der kom sådan en fyr til Årbus og lossede tons, det var jo et stort skib dengang, så blev det fordelt med 100 og 300 tons her og 200 tons der. De små skibe lastede altså langs siden, og på den måde blev det fordelt. Vi fik selvfølgelig også nogle af de store foderstofbåde til Vejle, og der skete det samme. Fra Vejle havde vi måske en to tu tre omladninger, hvor de samtidig med at skibet lossede til land, så lå småskibene på ydersiden, og så styrtede man over til dem. Men så skete der jo det, at skibene blev for store og for dyre, og dels havde vi ikke vand nok i havnen, og dels så havde de ikke tid. I dag er der slet ikke noget af den slags. Korn, der kommer fra feks. Australien og sådan nogle steder, bliver omladet i Antwerpen, Rotterdam, Hamborg og rundt omkring, Uvor det nu kan være. Så det der med de store skibes tid i Vejle, det er forbi. Sparsommelighed Skibsreder Jespergaard kom jeg til at kende lidt. Han var interesseret, da de byggede CAROLINE, fordi han skulle Uave den næste. Han var med til stabelafløbning, og han var med på prøvefart. Det var mit indtryk af ham, at han var af den sparsommelige type. Jeg tror nok, at Uans kone sejlede med i starten, også for at økonomisere med kostpengene. Senere - det kommer så at sige ikke det Uer ved - i de større coastere, som jeg fik med at gøre, der blev kostpengene temmelig dyre, men det var med kok ombord. Det var jo det her med, at der skal være otte slags pålæg på bordet. Så bliver der sat otte slags pålæg på bordet, og de spiser lidt af det Uele, og så er der levnet lige så meget til. Så kommer bakken op til kokken og så, ud over siden! Derimod, når det er en Uusmor, der 89

11 er med, så bliver der også lavet biksemad af det, der sidder inde ved benet og alt det der. Der ligger penge at spare, for jeg vil sige - men det er altså mig privat - det er ikke det, mandskabet får at spise, der koster pengene, det er fanerne det, der bliver smidt ud over siden. Kommanditselskaber - afskrivninger Afskrivningerne begyndte i og for sig med Carolinerne. De måtte jo skrive af, men det tog vel navnug fart, skal vi sige i 60'erne, med de afskrivningsregler og med at udnytte det der i kommanditselskaber. Der var bl.a. Uam der Henriksen (Per Henriksen, Mercandia). Han var en af dem i hvert fald. Og der var flere, der var også nogle i provinsen. Men jeg har aldrig haft noget at gøre med de der kommandithistorier. Der var jo det uheldige ved det med disse her afskrivningsregler, at de blev opreklameret, og folk som iøvrigt ikke havde spor interesse i skibsfart, de havde interesse i afskrivninger. De investerede for at skrive af, ikke for at støtte den danske skibsfart. De har selvfølgelig andre indtægter, så de er foruoldsvis ligeglade, om det giver overskud eller ej, bare de Uar afskrivningerne. Og så bliver der bygget alt for mange af de skibe, der bliver overskud af dem ovenikøbet, og så er den jo gal for disse mennesker. Her kommer så nemesis, for så har de taget alle afskrivningerne, og så bliver skibet solgt, og så kommer Skattevæsenet og siger tak!! Det med afskrivningerne, det var jo ikke penge, man fik forærende, det var penge man fik udskudt. Man skulle senere betale skat. Det fremgår jo ikke altid af annoncerne. Invester , indbetal i år og skriv af, ikke sandt - så huh hej, den er jo fa'me fin!! Men se, de folk, der skulle leve af det, af at drive skibsfart, de kunne ikke være interesseret i den slags afskrivninger. Albert sagde, at det, vi skriver 90 af i vores skibe, det skal vi Uave betalt af på vores gæld, eller også skal vi Uave pengene i banken, eller også skal vi Uave investeret dem i noget andet fornuftigt. Men pengene skulle være i bebold, for Skattevæsenet skal jo Uave det Ualve af dem, når den tid kommer«. Sammenhold på havnen Selvom Charles Petersen ikke længere er aktiv, har han mange erfaringer at øse af og har meninger om søfartens forhold:»jeg havde med en at gøre, der hed AINO. Det var en logger, det var et stort skib dengang, den var på 200 tons. Lige efter krigen, jeg tror, at det var fra Lykkeberg, sejlede han til Island og fiskede sild. De løb ind til norsk havn og fik garn, fiskere, tønder, krydderier, salt o.s.v. med, og så gik de op til Island. Her fiskede de norske fiskere, og så blev det saltet ned og gjort til kryddersild, saltsild o.s.v. Nede i skibshandlerens kælder blev der stillet to tønder op. Det gjorde der hver vinter, en med saltsild og en med kryddersild. Så sagde han: - Når I mangler en sild, kan I bare gå ned og tage en, værsgo! -. Han var god, skipperen der. Han sejlede også en del på Polen. Lige efter krigen havde de så meget i Polen, som man ikke havde andre steder. Til gengæld havde vi jo noget, de ikke havde. Så kan jeg huske, at AINO kom hjem, og jeg kom ned ombord. - Ved du hvad - sagde han, - jeg har en sæk kaffe stående her, som jeg har købt dernede, den skal vi lige have klareret. - Jamen det er i orden, det skal jeg nok ordne. - Jeg fortoldede jo den her sæk kaffe, og så blev den stillet op nede ved skibshandleren. Så sagde han - Nu regner du lige ud, Uvor meget det bliver pr. kilo med told og udgifter, og så kan I bare gå ned og bente - det var jo rationeret dengang - og lige gå over til skibsuandleren og få det vejet og så betale det der pr. kilo. - Det var jo alletiders. Nu var det rå bønner, men min kone fik nu en aftale med købmanden, at så og så

12 mange bønner gav så og så meget kaffe. Der tænkte skipperen jo på vi andre, der gik i land og ikke kunne få noget. Jo, han var god nok. Men han minesprængte altså senere«. Forholdet mellem mæglere og toldvæsenet var fint, det var jo nærmest toldbetjentene og assistenterne, der havde havne tjenesten.»jeg kan huske engang, jeg var kommet ned til AINO, og da var han kommet ind med en last kul fra Polen. Så bringer han op, at han har fået nogle håndklæder dernede, og de var jo ikke til at skaffe herhjemme, og så siger han til mig - Vil du ikke have et håndklæde med hjem? -. Jo, det vil jeg da gerne. Nå, jamen så ruller jeg det her håndklæde sammen, og det stopper jeg så ind under frakken. Så går jeg jo i land. Nu er det mørkt og med lys langs kajen, så kommer jeg under en lygte, og så ser jeg godt en af toldassistenterne, han kommer hen imod mig, og så lige pludselig svinger Uan og går over til blodfoderfabrikken, og jeg fortsætter ligeud. Så tænker jeg: Næh! Og næste dag ringede jeg så til ham og sagde - Jeg så godt den manøvre der ude på havnen, og det var sgu også pænt af dig, men jeg vil nu lige sige til dig, at det, jeg Uavde under frakken, det var et Uåndklæde, det var, Uvad det var -. - Ja, det er godt med dig, - sagde Uan. - Men det var det altså. Men vi fik en JoUannes Nielsen. Det var en krakiler. Han vidste sgu godt, at når småskibene kom ind, så skulle de Uave noget med Ujem. Så stillede Uan sig an, når de skulle hjem, og lurede, og når de så kom med deres pakke vasketøj, så sagde han - Må jeg lige se i vasketøjet. - Værsgo! Op og betale bøde. Og det var jo ikke særlig populært. Jo, men ellers må jeg sige, de var flinke. Der var SundaUl og Bønneland, og der var forøvrigt en tolder, der Ued CUarles Petersen også, men det var nu med d - Pedersen. Han var nu også en flink fyr, Uan Uavde været Uovmester forøvrigt. Og så fik vi en, der Ued Kristiansen. Han Uavde været mæglerelev og var kommet ind til Toldvæsenet. Han var også flink. Vi havde en vældig god omgang med de mennesker. Principper Nej, for ellers så vil jeg jo nok sige, at det er noget, jeg for min part altid Uar Uoldt fingrene fra, det der med at smugle altså. Dora var så gal, for når vi var i Tyskland f.eks., så ville Uun Uave en flaske brændevin med Ujem. Jeg sagde - Nul! Altså, der står skibsmægler i mit pas, og jeg vil ikke på nogen måde tages i smugling, overhovedet ikke. Altså, det en flaske brændevin koster, det kan vi købe os fra, men Uvis jeg bliver taget med en flaske brændevin i lommen, og jeg skal stille oppe på toldkontoret, Uver gang jeg er en tur på havnen, det vil da være en ydmygelse af rang og en gene i høj grad, og også det at der bliver en vis mistro imellem Toldvæsenet og os, så det vil jeg sgu ikke, nej! -. i>- i - " i 4-1 'rir 91 Sydsiden af Vejle havn i begyndelsen af 1950'erne fotograferet fra Toldkammerets tårn. Undtagelsesvis havde havnen tre DFDS anløb en af middelhav sbådene, en Amerikabåd og RIBERHUS.