Afgrænsning af genoptræningsopgaven vs. behandling / træning Rapport fra en sundhedsfaglig arbejdsgruppe.

Transkript

1 Bilag 07_170306B Rapport om afgræsning af genoptræningsopgaven Afgrænsning af genoptræningsopgaven vs. behandling / træning Rapport fra en sundhedsfaglig arbejdsgruppe. 1. Indledning og baggrund: Folketinget har nu vedtaget en ny sundhedslov (Lov nr. 546 af 24 juni 2005) samt en lov om regionernes finansiering (Lov nr. 543 af 24. juni 2005). I forbindelse med den generelle høring over forslag til sundhedslov har flere høringssvar (faglige organisationer, de kommunale parter og patientforeninger) udtrykt ønske om større klarhed og yderligere præcisering af den fremtidige tilrettelæggelse af genoptræningsområdet. Der peges især på et behov for afklaring af snitfladen mellem behandling og genoptræning, for en nærmere beskrivelse af genoptræning som et element i den bredere rehabiliteringsindsats, for en nærmere afgrænsning af almindelig genoptræning og specialiseret genoptræning, for en præcisering af genoptræningsplanernes indhold mv. Arbejdsgruppe om genoptræning Med henblik på at sikre implementeringen af den nye lovgivning på genoptræningsområdet - herunder at tilvejebringe et godt fagligt grundlag for de centrale sundhedsmyndigheders vejledning og rådgivning i forbindelse hermed - iværksættes et fagligt udredningsarbejde. Med det formål at sikre, at den nye, klarere ansvarsfordeling på genoptræningsområdet maksimalt understøtter en effektiv genoptræningsindsats og sammenhængende træningsforløb for patienterne, nedsættes en arbejdsgruppe om genoptræning, der skal: beskrive og vurdere genoptræningsindsatsen efter sundhedslovgivningen, herunder især - beskrive den indholdsmæssige afgrænsning af genoptræningsydelsen i forhold til andre rehabiliteringsindsatser - beskrive genoptræningsindsatser med henblik på fastlæggelse af specialiseringsniveauer og patientgruppers behov herfor - beskrive den indholdsmæssige afgrænsning mellem genoptræning og behandling - beskrive den praktiske afgrænsning af kriteriet efter udskrivning fra sygehus - beskrive grundlaget for genoptræningsplanernes detaljerede faglige indhold, herunder vurdere muligheden for brug af (minimums-) standarder Arbejdsgruppens beskrivelser og konklusioner (vurderinger) skal være en del af grundlaget for dels den centrale sundhedsfaglige vejledning af de decentrale sundhedsmyndigheder i forbindelse med den obligatoriske indgåelse af sundhedsaftaler på træningsområdet, dels for en kommende revision af bekendtgørelsen om genoptræningsplaner og endelig for udmøntning af sundhedslovens bestemmelse, der bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere regler om patienternes valgmuligheder på genoptræningsområdet. 1 1 Kommissorium for arbejdsgruppe vedr. genoptræning, Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2. februar 2005 Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

2 Indenrigs- og sundhedsministeriet har i Notat om problemstillinger på genoptræningsområdet 2 fra 17. juni 2005 beskrevet 5 problemstillinger, som arbejdsgruppen om genoptræning skal beskrive og vurdere. På første møde i arbejdsgruppen den 27. juni 2005 blev dette notat drøftet og der blev bl.a. truffet beslutning om, at arbejdet med at skille genoptræning og behandling skal gennemføres med udgangspunkt i SKS-koder, samt at Sundhedsstyrelsen udarbejder et udkast hertil. Det drejer sig om problemstilling 1: Nærmere afgrænsning af genoptræningsopgaven vs. behandling/ træning, som er nærmere beskrevet i bilag Etablering af sundhedsfaglig arbejdsgruppe. Sundhedsstyrelsens Enhed for Planlægning har til løsning af ovenstående opgave etableret en sundhedsfaglig arbejdsgruppe med deltagelse af fysioterapeuter, ergoterapeuter og speciallæger i reumatologi, som repræsenterer klinisk erfaring med genoptræningsområdet fra såvel sygehus som kommunal sektor. Sundhedsstyrelsens enhed for Sundhedsstatistik (SeSS) samt enhed for Sundhedsinformatik (SeSi) er blevet inddraget ad hoc. 3. Nærmere afgrænsning af genoptræningsopgaven vs. behandling/ træning 3.1 Indledning Der har været en meget korte tidsfrist for aflevering af rapportudkast vedr. afgrænsning af genoptræning vs. behandling/ træning og tidspresset har naturligvis påvirket mulighederne for detaljering i den sundhedsfaglige arbejdsgruppes tilgang til opgaven. Det er arbejdsgruppens vurdering, at en sådan opdeling/afgrænsning ikke har noget fagligt formål, idet behandling og genoptræning i den praktiske kliniske hverdag oftest er tidsmæssigt sideløbende og tæt forbundne elementer samt, at afgrænsningen derfor udelukkende kan ses i et økonomisk perspektiv. 3.2 Forudsætninger og afgrænsninger af opgaven: - Der er kun taget udgangspunkt i de ydelser, som leveres af fysioterapeuter og ergoterapeuter samt deres assistenter, dvs. ydelser leveret under speciale 98 (som omfatter fysio- og ergoterapeuter). Ydelser, der leveres af andre faggrupper (eksempelvis sygeplejersker og læger), er ikke medtaget. - Afgrænsningen er kun foretaget for ydelser leveret på det somatiske område og afgrænsningen kan ikke direkte overføres til det psykiatriske område. Af tidsmæssige årsager er der ikke foretaget en specifik afgrænsning mellem behandling og genoptræning for ydelser leveret på det psykiatriske område. - Afgrænsningen mellem behandling og genoptræning er foretaget med udgangspunkt i de SKS koder (Sundhedsvæsenets KlassifikationsSystem) som anvendes i sygehussektoren og som er godkendte ergo- og fysioterapeutiske koder til indberetning til landspatientregistret. - For hver af de godkendte SKS koder er der, ved afgrænsningen mellem behandling og genoptræning, taget stilling til hvorvidt, der skønnes at være forskel på afgrænsningen under sygehusindlæggelse og afgrænsningen efter udskrivning fra sygehus. 2 Notat om problemstillinger på genoptræningsområdet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet 17. juni 2005 Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

3 4. Overvejelser omkring begrebsdefinitioner I Notat om problemstillinger på genoptræningsområdet á 17. juni anføres, at der er behov for en nærmere specifik klinisk definition af ydelsen genoptræning, så denne ydelse i praksis klart og entydigt kan afgrænses: dels i forhold til behandling, dels i forhold til træning. 4.1 Eksisterende begrebsdefinitioner Vedr. begrebet behandling: Behandling er i Sundhedsstyrelsens Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter defineret som: Procedure med kurativt, palliativt eller profylaktisk sigte (side 106). Under det Nationale Begrebsråd 4 har arbejdsgruppen begrebsgruppen om klinisk proces defineret behandling på følgende måde: Behandling : Intervention 5, hvor sundhedsformål 6 er at påvirke en patients 7 helbred 8. Se uddybende begrebsdefinitioner i fodnoterne 5, 6, 7 og Vedr. begreberne genoptræning og træning: Hverken genoptræning eller træning er defineret i Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter 2005 eller i Det Nationale Begrebsråd s Begrebsbase. I Vejledning om træning i amter og kommuner, juni , der er en fællesudgivelse fra Socialministeriet og Indenrigs- og sundhedsministeriet, findes heller ikke en specifik definition af begrebet genoptræning eller begrebet træning og de to begreber anvendes i vejledningen nærmest synonymt. I forbindelse med sygehusbehandling beskrives genoptræning i Vejledningen (side 11) 9 : Genoptræning indebærer både træning af muskler og led samt træning i at kunne klare almindelige daglige gøremål. Træning kan også sigte mod at få personen til at fungere bedre intellektuelt, følelsesmæssigt og socialt. Formålet med træningen er at bringe personen tilbage til samme funktionsniveau som tidligere eller på så højt et niveau som muligt. Hvis funktionsniveauet kan forbedres ved brug af hjælpemidler, indgår afprøvning og instruktion i brug af hjælpemidler som en del af genoptræningen. Genoptræning er begrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat forbedres gennem yderligere træning. I forbindelse med kommunal træning beskrives genoptræning i Vejledningen (side 22) 9 : Genoptræning omfatter målrettet træning af fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og social 3 Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter, Sundhedsstyrelsen Definitionerne er endnu ikke endelig godkendt. Forventes godkendt ultimo august Intervention: sundhedsaktivitet, som på baggrund af indikation tilsigter at belyse eller påvirke en patients helbred 6 Sundhedsformål: overordnet hensigt med en sundhedsaktivitet i forhold til at belyse eller påvirke en patients helbred 7 Patient: person, som er i kontakt med sundhedsaktør for en sundhedstilstand 8 Helbred: en persons samlede situation med hensyn til det at være sund og rask 9 Vejledning om træning i amter og kommuner, juni 2004, Socialministeriet / Indenrigs- og Sundhedsministeriet Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

4 funktionsevne. Endvidere omfatter begrebet træning i de færdigheder, som borgeren har brug for i sine daglige gøremål. Forløbet er tidsmæssigt begrænset til den periode, hvor funktionsniveauet fortsat kan forbedres gennem yderligere træning. I forbindelse med kommunal træning beskrives vedligeholdelsestræning i Vejledningen (side 21) 9 : Vedligeholdelsestræning kan defineres som målrettet træning for at forhindre funktionstab og for at fastholde eller forbedre det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdelsestræning omfatter al anden træning, som ikke er genoptræning. 4.2 Diskussion af begrebsdefinitionerne: Som beskrevet i afsnit 4.1 eksisterer der definitioner af begrebet behandling, men definitionerne er meget brede og overordnede og giver ikke umiddelbart nogen klar afgrænsning i forhold til begrebet genoptræning. Begrebet træning bruges såvel i den kliniske hverdag som i Vejledning om træning i amter og kommuner meget bredt og usystematisk. Således anvendes træning både som en fællesbetegnelse, der omfatter såvel genoptræning som vedligeholdelsestræning, og som en betegnelse for indholdet af hhv. genoptræning og vedligeholdelsestræning. Det forekommer derfor ulogisk og dermed uhensigtsmæssigt, at søge at adskille begreberne genoptræning og træning fra hinanden. Det virker derimod mere logisk at tale om en afgrænsning imellem begreberne genoptræning og vedligeholdelsestræning. En sådan afgrænsning kan bygge på henholdsvis genoptræningens og vedligeholdelsestræningens mål i forhold til borgerens funktionsevne og funktionsniveau, således at man taler om genoptræning af funktionsevne og vedligeholdelse af funktionsevne. Genoptræning sigter således mod, så vidt muligt, generhvervelse af funktionsniveau og vedligeholdelsestræning sigter mod forebyggelse af funktionstab og/eller vedligeholdelse af funktionsniveauet. NB! (Indsætte figur der illustrerer dette.) 4.3 Brug af ICF (International Classification of Functioning) til sondring mellem behandling og genoptræning Ergoterapeutforeningen (Etf) og Danske Fysioterapeuter (DF) har defineret begreberne behandling og genoptræning i relation til indberetning af ergo- og fysioterapeutiske ydelser til Landspatientregistret og har i deres arbejde brugt ICF som grundlag for en forståelse af, hvad der er genoptræning og hvad der er behandling under indlæggelse. Genoptræning er i den forståelse repræsenteret af en ydelse, som er målrettet aktivitets- og deltagelsesniveau og behandling af en ydelse som er målrettet kropsniveau. Kriteriet for sondringen, mellem hvornår ydelsen skønnes at målrette sig primært krop eller aktivitets/deltagelsesdimensionen, har været hvor kontekstafhængig ydelsen er. Anvendelsen af ICF som redskab til sondring imellem behandling og genoptræning har dog ikke været uproblematisk. Ergoterapeutforeningen nævner i et brev á 18.april brevet bl.a. følgende problemstillinger: Dels strider anvendelsen af ICF, hvor man fragmenterer målene for indsatsen, imod klassifikationens oprindelige formål som et systematisk redskab, der netop er ment til at forstå en 10 Brev fra landsformand Gunnar Gamborg, ergoterapeutforeningen, stilet til Sundhedsstyrelsen 18. april Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

5 helhedstilstand som en helhed. Og dels har det ikke været muligt at fastholde sammenhængen mellem krop og kontekstuafhængighed på den ene side og aktivitet/deltagelse og kontekstafhængighed på den anden side. Etf har valgt, at følge kriteriet om kontekstafhængighed stringent i opdelingen, mens DF har valgt stringent at følge ICF. Dette har betydning for procentfordelingen på de enkelte koder. Danske Fysioterapeuter har givet deres bud på en sondring imellem behandling og genoptræning udfra ICF rent og har i deres proces valgt at lade kontekst kriteriet udgå. Danske Fysioterapeuter har derfor ikke samme forbehold overfor ICF, som Ergoterapeutforeningen har givet udtryk for. 4.4 Konklusion vedr. begrebsdefinitioner: De eksisterende begrebsdefinitioner omkring behandling og genoptræning giver kun nogle overordnede retningslinier for hvornår der er tale om hhv. behandling og genoptræning, men disse begrebsdefinitioner skønnes ikke anvendelige som praktiske redskaber til at kategorisere ergoterapeutiske/fysioterapeutiske ydelser. Begrebet træning anvendes meget bredt og usystematisk og det skønnes derfor ikke hensigtsmæssigt at søge at sondre imellem genoptræning og træning. Såfremt det er nødvendigt at afgrænse genoptræning i forhold til noget der tidsmæssigt ligger senere, kunne sondringen ske imellem begreberne genoptræning og vedligeholdelsestræning. Der er tidligere gjort en indsats for finde et kriterium, som entydigt kan placere ergoterapeutiske og fysioterapeutiske ydelser som enten behandling eller genoptræning. ICF har på flere områder været anvendelig, men indebærer også nogle problemstillinger, som viser at heller ikke det redskab giver en entydig afgrænsning. 5. Beskrivelse af den sundhedsfaglige arbejdsgruppes konkrete arbejde med afgrænsning af behandling vs. genoptræning 5.1 Proces og metode: Den sundhedsfaglige arbejdsgruppe har måtte konstatere, at begrebsdefinitionerne omkring behandling og genoptræning kun giver nogle overordnede retningslinier for, hvornår der er tale om hhv. behandling eller genoptræning, men begrebsdefinitionerne er ikke anvendelige som praktiske redskaber til at kategorisere ergoterapeutiske/fysioterapeutiske ydelser som enten behandling eller genoptræning. Som tidligere beskrevet har Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter søgt at finde et kriterium, som entydigt kan placere ergoterapeutiske/fysiotera-peutiske ydelser som enten behandling eller genoptræning, og har valgt at lade ICF danne grundlag for afgrænsningen. Denne metode har på flere områder været anvendelig, men indebærer også nogle problemstillinger, jævnfør tidligere beskrevet. I lyset af ovenstående har arbejdsgruppen valgt en meget pragmatisk tilgang til opgaven, som gruppen har skønnet praktisk gennemførlig. Valget skal dels ses i lyset af vanskelighederne med at finde velegnede definitioner eller opstille kriterier, der kan anvendes til en entydig afgrænsning mellem behandling og genoptræning, dels ses i sammenhæng med de enkelte arbejdsgruppemedlemmers begrænsede mandat og de tidsmæssige betingelser for løsning af opgaven. Arbejdsgruppen har således ikke søgt at redefinere begreberne behandling og genoptræning og den har heller ikke søgt at opnå konsensus om et enkelt kriterium som redskab for Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

6 afgrænsningen mellem behandling og genoptræning. Idet Arbejdsgruppen finder det uhensigtsmæssigt at skelne imellem begreberne genoptræning og træning (jf. afsnit 4.2) har gruppen udelukkende forholdt sig til afgrænsningen imellem behandling og genoptræning. Metoden har været følgende: For ergoterapeutiske og fysioterapeutiske ydelser givet under indlæggelse har arbejdsgruppen med udgangspunkt i de godkendte ergo- og fysioterapeutiske SKS ydelseskoder 11 for hver enkelt kode stillet sig selv følgende spørgsmål: 1. Hvordan betragter vi i vores kliniske hverdag denne ydelse - er denne ydelse behandling eller er det genoptræning? Arbejdsgruppen har valgt at inddele ydelserne i følgende 3 kategorier: - Kategori 1: ydelserne gives overvejende som behandling - Kategori 2: Ca. halvdelen af ydelserne gives som behandling og halvdelen gives som genoptræning - Kategori 3: ydelserne gives overvejende som genoptræning 2. Derefter stilles spørgsmålet: Hvorfor? - og der argumenteres for placeringen af den konkrete ydelse. 3. Afslutningsvist tages stilling til spørgsmålet: Vil denne kategorisering af ydelsen være anderledes, hvis ydelsen gives efter udskrivning fra sygehus? Vedr. 1: Igen skal det understreges, at i klinisk sammenhæng er genoptræning og behandling tæt forbundne elementer i patientforløbet og kun ganske få ydelser kan siges at være 100% behandling eller 100% genoptræning. Men med øvelsens formål for øje, viste det sig, at for langt hovedparten af ydelseskoderne, var det ved den praktiske øvelse ikke svært at opnå høj konsensus om, hvorvidt en ydelse betragtes som overvejende behandling eller overvejende genoptræning eller, at der i høj grad er tale om både/og. Vedr. 2: Begrundelserne for hvorfor en given ydelse blev betragtet som f.eks. behandling var derimod forskellige. Dels var de aspekter, som gruppemedlemmerne lagde vægt på i deres begrundelse for placering af en konkret ydelse, ofte indbyrdes forskellige. Dels var det ikke den samme begrundelse, der blev brugt hver gang en ydelse blev betragtet som overvejende behandling, eller den samme begrundelse der blev brugt hver gang en ydelse blev betragtet som overvejende genoptræning. Vedr. 3: Det skal bemærkes at arbejdsgruppen, kun har forholdt sig meget overordnet til dette spørgsmål. 5.2 Hvad karakteriserer arbejdsgruppens valg ved afgrænsningen? Nedenfor listes hvilke betragtninger, der har været gennemgående ved arbejdsgruppens vurdering af, hvorvidt en given ergoterapeutisk/fysioterapeutisk ydelse (godkendte SKS-koder) placeres som behandling eller genoptræning. Rækkefølgen er ikke prioriteret. 11 Samlet oversigt over godkendte ergo- og fysioterapeutiske koder til indberetning til Landspatientregistret,. Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

7 Specifikke interventioner, der er forudsætninger for at genoptræning kan igangsættes (=forudsætningsydelser), betragtes som overvejende behandling. Ydelser, som er koblet til akutfasen i et patientforløb, betragtes som overvejende behandling. Graden af kontekstafhængighed - Såfremt ydelsen i høj grad gør brug af /er sammenhængende med de fysiske omgivelser omkring patienten, betragtes ydelsen som overvejende genoptræning. - Såfremt ydelsen i ringe grad gør brug af /er sammenhængende med de fysiske omgivelser omkring patienten, betragtes ydelsen som overvejende behandling. Ydelser, der er målrettet mod ICF komponenten kroppens funktioner og anatomi, betragtes som overvejende behandling. Ydelser, der er målrettet ICF komponenten aktivitet og deltagelse, betragtes som overvejende genoptræning. Graden af patientens aktive medvirken ved interventionen. - Såfremt patienten har en meget ringe grad af aktiv medvirken ved interventionen, betragtes ydelsen oftest som overvejende behandling - Såfremt patienten har en høj grad af aktiv medvirken betragtes ydelsen oftest som overvejende genoptræning 5.3 Resultatet: Ved gennemgang af de 36 SKS ydelseskoder der findes i Oversigten over godkendte ergo- og fysioterapeutiske koder til indberetning til landspatientregistret 11 fremkommer følgende placeringer af ydelserne: 14 ydelseskoder er placeret som overvejende behandling (BAF, BEF, BGF, BGM, BIXY, BLNG, BLNJ, BLNK, BLP, BMFF0, BMFF1, BNPA, BTNA og BTNB). 10 ydelseskoder er placeret som overvejende genoptræning (AAF6, BLKZ0, BLNA, BLNC, BLNR, BRA, BRB, BRC, BTP og BTR). 3 ydelseskoder er placeres som halvt behandling og halvt genoptræning (BJFA, BLD og BRD). 5 ydelseskoder vedrører kommunikation, rådgivning, undersøgelse m.m. og vurderes at være så tæt koblet til den sammenhæng hvori ydelsen gives, at det ikke giver mening på forhånd at kategorisere ydelsen. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at disse ydelseskoder fordeles mellem genoptræning og behandling i et forhold som afspejler fordelingen af de ydelser, som de er tilknyttet. (BQF, BTS, BVA, BVD og ZZ5049). 1 ydelseskode vurderes at være ren administrativ og det giver ikke mening at opdele denne på hhv. behandling og genoptræning. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at denne ydelseskode fordeles forholdsmæssigt mellem genoptræning og behandling. (ZZ0175) 4 ydelseskoder bruges overvejende eller udelukkende indenfor det psykiatriske område og arbejdsgruppen har kun forholdt sig til placeringen af én af disse koder (BRD). For alle 4 koder anbefaler arbejdsgruppen, at afgrænsningen foretages specifikt i relation til det psykiatriske område. (BRD, BRF, BRG og BRS). Arbejdsgruppen har for nogle af ydelseskoderne knyttet nogle kommentarer til delelementer (underkoder) af disse ydelser. Bl.a. foreslår gruppen, at der til delelementer af koden BRA oprettes en selvstændig SKS kode. Oversigt over de enkelte ydelseskoder med placering i de 3 kategorier samt arbejdsgruppens tilknyttede kommentarer findes i bilag 2. Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

8 Vedr. afgrænsning under sygehusindlæggelse sammenholdt med afgrænsning efter udskrivning fra sygehus: Kun for en enkelt kode (BRG) vurderede gruppen, at der muligvis er forskel på placeringen af ydelsen under sygehusindlæggelse sammenholdt med efter udskrivning fra sygehus. Under sygehusindlæggelse bruges BRG koden primært på psykiatri området, men i kommunalt regi anvendes den i stor udstrækning også på det somatiske område og betragtes der som overvejende genoptræning. For alle de øvrige koder skønnede gruppen ikke, at der er forskel på afgrænsningen under sygehusindlæggelse og afgrænsningen efter udskrivning fra sygehus. 5.4 Problemstillinger Ved sondringen imellem behandling og genoptræning er der en række problemstillinger, som det er nødvendigt at være opmærksomme på i det videre arbejde. Flere af disse er allerede nævnt. Arbejdsgruppen henleder opmærksomheden på følgende: - Behandling og genoptræning er tæt forbundne elementer og afgørelsen af, hvorvidt en given ydelse er et behandlingselement eller et genoptræningselement, kan ikke ses uden sammenhæng med de konkrete patientforløb og hvor i forløbet ydelsen gives. - Der er nogle vanskeligheder med begrebet genoptræning på børneområdet. Der er derfor behov for mere detaljeret drøftelse af begrebet genoptræning i relation til handicappede børn. - SKS- koderne anvendes ikke i kommunalt regi. Kommunerne har deres egne systemer til beskrivelse af ydelser og disse systemer er ikke ens kommunerne imellem. Det betyder at arbejdsgruppens afgrænsninger, der tager udgangspunkt i SKS-koderne ikke umiddelbart kan overføres på de ydelser, der gives i kommunalt regi. 6. Resumé og anbefalinger En sundhedsfaglig arbejdsgruppe har for ydelser indenfor det ergoterapeutiske og fysioterapeutiske område foretaget en afgrænsning af genoptræning vs. behandling. Afgrænsningen er kun foretaget på det somatiske område og tager udgangspunkt i de SKS ydelseskoder, som anvendes i sygehussektoren. Denne afgrænsning kan ikke direkte overføres til det psykiatriske område. Anbefaling: Såfremt afgrænsning af genoptræning vs. behandling ønskes på det psykiatriske område anbefales det, at afgrænsningen gennemføres med deltagelse af relevante fagpersoner fra psykiatrien. En gennemgang af eksisterende begrebsdefinitionerne giver ikke redskaber, der skønnes anvendelige som praktiske redskaber til at kategorisere ergoterapeutiske/fysioterapeutiske ydelser. Endvidere har det vist sig svært at finde et kriterium, som entydigt kan placere ergoterapeutiske og fysioterapeutiske ydelser som enten behandling eller genoptræning. Den sundhedsfaglige arbejdsgruppe har derfor, i lyset af tidspresset og de tidligere resultater, valgt en meget pragmatisk og konsensussøgende tilgang til opgaven. Arbejdsgruppen har fundet det uhensigtsmæssigt at adskille begreberne genoptræning og træning og har derfor udelukkende forholdt sig til afgrænsningen imellem behandling og genoptræning. Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

9 Anbefaling: Såfremt det er nødvendigt at afgrænse genoptræning i forhold til noget, der tidsmæssigt ligger senere, anbefales at sondringen foretages imellem begreberne genoptræning og vedligeholdelsestræning. Behandling og genoptræning er tæt forbundne elementer og afgørelsen af, hvorvidt en given ydelse er et behandlingselement eller et genoptræningselement, kan ikke ses uden sammenhæng med de konkrete patientforløb og hvor i forløbet ydelsen gives. Anbefaling: Såfremt afgrænsningerne ønskes mere præcise, må de enkelte ydelseskoder ses i relation til specifikke forløbsbeskrivelser. Arbejdsgruppen henleder opmærksomheden på, at der er nogle særlige vanskeligheder omkring begrebet genoptræning på børneområdet. Anbefaling: Begrebet genoptræning bør drøftes mere specifikt i relation til handicappede børn. Den sundhedsfaglige arbejdsgruppe har placeret de ergo- og fysioterapeutiske ydelseskoder i 3 kategorier med følgende resultat. 14 ydelseskoder betragtes som overvejende behandling. 10 ydelseskoder betragtes som overvejende genoptræning og 3 ydelseskoder placeres som halvt behandling og halvt genoptræning. Derudover er 5 ydelseskoder vedr. kommunikation, rådgivning, og undersøgelser ikke kategoriseret, idet de vurderes at være så tæt koblet til den sammenhæng hvori ydelsen gives, at det ikke giver mening på forhånd at kategorisere ydelsen. Anbefaling: Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at disse 5 ydelseskoder fordeles mellem genoptræning og behandling i et forhold, der afspejler fordelingen af de ydelser, de er tilknyttet. 1 ydelseskode vurderes at være ren administrativ og det giver ikke mening at opdele denne på hhv. behandling og genoptræning. Anbefaling: Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at denne ydelseskode fordeles forholdsmæssigt mellem genoptræning og behandling. 4 ydelseskoder bruges overvejende eller udelukkende indenfor det psykiatriske område. Anbefaling: Arbejdsgruppen anbefaler, at afgrænsningen for disse ydelser foretages specifikt i relation til det psykiatriske område. Arbejdsgruppen har ved ovennævnte kategorisering af ydelserne primært vurderet ydelserne i relation til indlagte patienter og har derfor kun forholdt sig meget overordnet til, hvorvidt afgrænsningen vurderes at være den samme for ydelser givet efter udskrivning fra sygehus. Ud fra en overordnet betragtning skønnede gruppen ikke, at der er forskel på afgrænsningen under sygehusindlæggelse og afgrænsningen efter udskrivning fra sygehus. Arbejdsgruppen pointerer afslutningsvis, at den valgte metode til afgrænsning af genoptræning vs. behandling, er én måde at gøre det på, som ikke kan påberåbe sig, at finde den sande fordeling af ydelserne. Dertil er problemstillingen alt for kompleks. Men det er væsentligt at bemærke, at det ved den praktiske øvelse ikke var svært at opnå høj konsensus om placeringen af de enkelte ydelseskoder. Såfremt man ønsker, at vide om resultatet er reproducerbart i en anden sundhedsfaglig gruppe, må det afprøves. Deltagerne i den sundhedsfaglige arbejdsgruppe: Jean Hald Jensen, afdelingslæge, Sundhedsstyrelsen, enhed for planlægning Hanne Kaae Kristensen, ledende ergoterapeut, Odense Universitetshospital Mette Bruun, ledende ergoterapeut, Silkeborg kommune Anette Wandel, faglig konsulent, Danske Fysioterapeuter Birgitte Kure, næstformand, Danske Fysioterapeuter Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning

10 Ulla Skou, ledende fysioterapeut, Århus sygehus Birte Tamberg, fysioterapeut Århus kommune Inger Lauge Johannesen, speciallæge i reumatologi, adm. overlæge, Viborg Sygehus Berit Schiøttz-Christensen, speciallæge i reumatologi, overlæge, Århus kommunehospital Sundhedsfaglig arbejdsgruppe om genoptræning