Bilag 4 N O T A T. 15. kontor. J.nr. D Ref. MET Den 17. december Gældende regler i planloven

Transkript

1 N O T A T Bilag 4 til Redegørelse fra Udvalget om nabogener SKOV- OG NATURSTYRELSEN LANDSPLANAFDELINGEN 15. kontor Gældende regler i planloven J.nr. D Ref. MET Den 17. december 2003 Planloven Planloven indeholder bestemmelser, der kan få betydning for opførelse af landbrugsbyggeri. Loven regulerer dog generelt ikke byggeri, der er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, nær så stramt som andet byggeri i det åbne land. De relevante bestemmelser i planloven er navnlig bestemmelserne om landzonetilladelse og kravet om en særlig tilladelse for VVMpligtige anlæg, der antages at kunne påvirke miljøet væsentligt. Landzonebestemmelserne Efter planlovens 34 er hele landet inddelt i 3 zoner: byzone, sommerhusområde og landzone. Ifølge planlovens landzonebestemmelser er hovedreglen i landzone, at der ikke må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelser og ubebyggede arealer uden landzonetilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. planlovens 35, stk. 1. Hovedformålet med zoneinddelingen og landzonebestemmelserne har siden starten af 1970 erne været at modvirke byspredning ved at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse og anlæg i det åbne land og samtidig sikre, at egentlig byudvikling sker, hvor der er åbnet mulighed for det gennem region-, kommune- og lokalplanlægningen. Zoneinddelingen skaber derved en klar og værdifuld grænse mellem by og land, hvorved bl.a. natur- og kulturhistoriske værdier bevares, og miljøkonflikter undgås. Et af de væsentlige hensyn, der skal varetages med landzonebestemmelserne, er at sikre dyrkningsarealer til jordbruget, så de bedst egnede jorde kan anvendes til produktionen af fødevarer. Derfor skal områder i landzone også som udgangspunkt friholdes for anden (uplanlagt) bebyggelse m.v. end den, der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri. Landbruget har desuden en umiddelbar ret til at opføre bygninger, som er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift. Som udgangspunkt kræver produktionsomlægninger og selv ganske store udvidelser af den bestående bygningsmasse på landbrugsejendomme ikke landzonetilladelse, så længe der er tale om landbrugsmæssig drift i landbrugslovens forstand. I særlige tilfælde kan landbrugsbyggeri dog kræve landzonetilladelse selv om bygningerne indgår i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse.

2 2 Bygninger, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendige I bemærkningerne til by- og landzoneloven fra 1969, hvormed landzonebestemmelserne blev indført, blev fritagelsen for at indhente en landzonetilladelse til erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri knyttet nøje til landbrugspligten efter den dagældende landbrugslov (kravet om forsvarlig landbrugsmæssig drift. Hvis et byggeri opfyldte landbrugspligten, var der ikke krav om landzonetilladelse. I takt med landbrugets udvikling er landbrugsloven blevet ændret, så flere og flere driftsformer nu opfylder kravet om landbrugspligt. Dermed er den tætte sammenhæng mellem det byggeri, der opfylder landbrugspligten, og det byggeri, der kan opføres uden landzonetilladelse, blevet brudt. Formålene med henholdsvis landbrugsloven og landzonebestemmelserne er ikke længere identiske. Naturklagenævnet anlagde i starten af 1990 erne den praksis, at der ved bebyggelse og anlæg på landbrugsejendomme altid må foretages en selvstændig vurdering efter planloven ud over den vurdering, der sker efter landbrugsloven. (Se NKO nr. 30, april 1994, om landzonetilladelse til en større svinefarm, selv om landbrugspligten er opfyldt) Ved kommunalbestyrelsens vurdering af om et landbrugsbyggeri kræver landzonetilladelse, må der blandt andet lægges vægt på om byggeriet er meget stort i forhold til ejendommens størrelse (forholdet mellem bebyggelsens omfang og ejendommens jordtilliggende), og om byggeriet og driftsformen antager en industriel karakter. (Se kommentar til NKO nr. 126, 1997, om opførelse af en svinefarm). Med en udvikling, der går mod større og mere specialiserede produktionsformer, vil antallet af landbrugsbygninger, som kræver landzonetilladelse, formentlig stige. Den umiddelbare ret til etablering og udvidelse af landbrugsbygninger på ejendommen vil dermed ikke længere være til stede. Det peger i retning af et stigende behov for at se ud over den enkelte ejendom, når der skal findes områder for lokalisering af landbrugsproduktioner. Tilladelse til udflytning af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger Det kræver ikke landzonetilladelse af opføre erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri på en landbrugsejendom, hvis bygningerne opføres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer på ejendommen, jf. planlovens 36, stk. 1, nr. 3. Det kræver dog kommunalbestyrelsens tilladelse til beliggenhed og udformning af bygninger, som opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. planlovens 36, stk. 2. Bestemmelsen omfatter både erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger og beboelsesbygninger. Planlovens 36, stk. 2, kan ikke anvendes til generelt at nægte tilladelse til at opføre erhvervsmæssigt nødvendig bygninger på en landbrugsejendom m.v., jf. NKO nr. 22, Når det drejer sig om erhvervsmæssigt nødvendige bygninger, er det ikke et spørgsmål om der skal meddeles tilladelse, men med hvilken beliggenhed og udformning tilladelsen skal meddeles. Som udgangspunkt skal bygninger - ud fra landskabelige hensyn - placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, således at ejendommens bebyggelses- og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig helhed. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret vurdering af, om der foreligger en særlig begrundelse for at fravige dette udgangspunkt.

3 3 Ved opførelse af beboelsesbygninger i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer forstås efter hidtidig praksis opførelse inden for en afstand af indtil ca. 20 m fra bebyggelsen, idet en beboelsesbygning i almindelighed skal placeres tæt ved den eksisterende bebyggelse. Det er imidlertid ikke alene afstanden, der afgør om en bygning kan siges at ligge i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Afgørelsen må bero på en samlet vurdering af, om det ansøgte byggeri naturligt opleves som havende tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, bl.a. henset til terrænforhold og landskabet i øvrigt. Den vejledende afstand skal således ikke betragtes som en almindelig regel. Hvad angår driftsbygninger, kan der ikke angives en vejledende afstand for, hvornår bygningen ligger i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Det hænger sammen med, at driftsbygninger kan være meget forskelligartede i anvendelse og i deres påvirkning af omgivelserne. Der kan være forhold som betinger, at driftsbygninger placeres uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Der kan være tale om driftsmæssige, tekniske og/eller miljømæssige forhold, som gør en placering væk fra de hidtidige bebyggelsesarealer mere hensigtsmæssig eller ligefrem nødvendig. Der vil altid være tale om en afvejning af forskellige interesser, hvor kommunalbestyrelsen skal varetage interesserne for de landskabelige værdier i størst mulig omfang, men - for så vidt angår erhvervsmæssigt nødvendige bygninger - med skyldigt hensyn til, hvad der er økonomisk og funktionelt muligt og rimeligt. En erhvervsmæssigt nødvendig bygning i det åbne land skal med andre ord underordnes hensynet til landskabet, så meget som det er økonomisk og funktionelt forsvarligt. Afstandskrav efter anden lovgivning Afstandskrav efter anden lovgivning kan betyde at nogle erhvervsmæssigt nødvendige driftsbygninger ikke kan placeres i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer, men kræver landzonetilladelse efter 36, stk. 2. Det kan fx være afstandskrav for lokalisering af erhvervsmæssigt dyrehold eller veterinære forhold. I den situation skal kommunalbestyrelsen søge at opnå den bedst mulige beliggenhed og udformning af disse bygninger. En beliggenhed i og i nærheden af sårbare naturområder vil kunne påvirke disse såvel i natur-, som i landskabsmæssig henseende. Ved placeringen af landbrugsbyggeri skal der derfor ved afvejningen af de natur- og landskabsmæssige interesser over for landbrugsmæssige interesser specielt lægges vægt på de hensyn der fremgår af naturbeskyttelseslovgivningen, herunder især beskyttelsen af 3-områder og internationale naturbeskyttelsesområder. Derfor er det kommunalbestyrelsens opgave at sikre, at landbrugsbyggeri ikke placeres i nærheden af disse områder, hvis der findes andre muligheder for placering på ejendommen. Husdyrgødningsbekendtgørelsen inddrager hensynet til naboer, idet der skal indhentes en godkendelse til lokalisering af husdyrbrug, der placeres inden for en vis afstand til samlet bebyggelse. Der kan dog være særlige situationer, hvor husdyrgødningsbekendtgørelsens afstandskrav ikke i tilstrækkeligt omfang løser problemer med nabogener, eksempelvis på grund af de stedlige vindforhold. I sådanne tilfælde kan en landzonetilladelse til placering af driftsbygninger uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer være hensigtsmæssigt efter en samlet, konkret vurdering.

4 4 Gyllebeholdere Strukturudviklingen i landbruget og den teknologiske udvikling vedrørende udbringning af gylle har gjort, at det ud fra en miljømæssig betragtning kan være hensigtsmæssigt at placere gyllebeholdere ude på markerne. Planlovens 36, stk. 2, 2. og 3 pkt., fastsætter derfor, at kommunalbestyrelsen skal meddele tilladelse til en af hensyn til markdriften ønsket placering med mindre væsentlige hensyn til landskab, natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen. Tilladelsen skal indeholde vilkår om, at beholderen afskærmes med beplantning og fjernes, når den ikke længere er nødvendig for driften. Bestemmelsen om placering af gyllebeholdere omfatter efter Miljøministeriets vurdering også gyllelaguner. Delkonklusion Ejeren af en landbrugsejendom har med de gældende regler en umiddelbar ret til at opføre erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på ejendommen, forudsat at bygningerne ligger i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Derimod kræver det en landzonetilladelse at udflytte bygningerne ud i det åbne land. Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at tillade udflytning af bygninger, med mindre anden lovgivning nødvendiggør en udflytning. Derimod er kommunalbestyrelsen forpligtet til at meddele afslag på ansøgninger, som er i strid med den hensyn, som skal varetages med landzonebestemmelserne. Da udgangspunktet for landzonebestemmelserne er, at erhvervsmæssigt nødvendige bygninger skal ligge samlet, har det også forudsat en lovændring at give jordbrugerne en ret til at få tilladelse til at udflytte gyllebeholdere. Ligeledes vil det forudsætte en lovændring at give jordbrugerne en ret til at udflytte driftsbygninger. Der findes i dag driftsbygninger af en sådan karakter, at de kræver en landzonetilladelse uanset om de opføres i - eller uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Kommunalbestyrelsen har pligt til at meddele afslag på ansøgninger om etablering af sådanne driftsbygninger, hvis etableringen er i strid med de hensyn, som skal varetages med landzonebestemmelserne. Afgørelsen træffes altid med udgangspunkt i en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Strukturudviklingen i landbruget mod større og mere industrialiserede produktionsformer vil formentlig medføre, at et stigende antal driftsbygninger skal opføres på baggrund af en landzonetilladelse - uanset beliggenheden af bygningerne. Med de industrialiserede produktioner vil landbrugets umiddelbare ret til at etablere sig i stigende grad bortfalde, og kommunalbestyrelsen kan beslutte at meddele afslag på ansøgningen, hvis byggeriet ikke kan etableres i overensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål. Dermed falder landbrugets investeringssikkerhed, fordi der ikke længere er en garanti for, at udvide produktionen på den enkelte ejendom. Udviklingen peger i retnings af et stigende behov for at se ud over den enkelte ejendom, når der skal findes egnede lokaliseringer til fremtidens landbrugsproduktioner. Ved at lokalisere produktionerne på baggrund af den fysiske planlægning og landbrugserhvervets krav, vil det sandsynligvis være muligt at finde løsninger, som på én gang giver landbrugserhvervet inve-

5 5 steringssikkerhed, beboerne i landdistrikterne et kendskab til den kommende udvikling og varetage hensynet til natur, landskab og miljø. VVM-bestemmelserne Efter planlovens VVM-regler skal anlæg, der på grund af deres art, dimensioner eller placering må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, underkastes en særlig vurdering. Der skal i den forbindelse udarbejdes et forslag til regionplanretningslinjer med VVMredegørelse, som indeholder en særlig vurdering af anlæggets indvirkning på miljøet. Vurderingen sker med udgangspunkt i en række kriterier vedrørende projektets karakteristika, placering og kendetegn ved den potentielle miljøpåvirkning. Anlæg til husdyrproduktion med en kapacitet for mere end 250 dyreenheder 1 eller mere end 210 dyreenheder i slagtekyllinger alene omfattet af obligatorisk VVM-pligt. Husdyrproduktioner under denne grænse screenes af regionplanmyndigheden med henblik på at afgøre, om projektet er omfattet af VVM-pligt. Er anlægget på 100 DE eller derunder, kan det under visse forudsætninger om natur- og miljøforhold anmeldes til regionplanmyndigheden. Det er amtsrådet, der foretager screeningen af om anlægget kan påvirke miljøet væsentligt. I screeningen vurderes blandt andet omfanget af nabogener fra det påtænkte projekt. Et væsentligt udgangspunkt for denne del af screeningen er de generelle afstandskrav i husdyrgødningsbekendtgørelsen. En screeningsafgørelse såvel som en anmeldelse skal offentliggøres og kan påklages. VVM-pligtige husdyrprojekter og husdyrprojekter, der efter en screening er vurderet at være omfattet af VVM-pligt, kan ikke realiseres, før der er tilvejebragt et endeligt vedtaget regionplantillæg. I et sådant regionplantillæg skal der udformes retningslinjer for projektet blandt andet på baggrund af en beskrivelse af dets betydelige virkninger på befolkningen. VVM-redegørelsen skal indeholde en oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt, og oplysninger om de vigtigste grunde til dennes valg af alternativ. Endvidere skal den indeholde en oversigt over de væsentligste alternativer og alternative placeringer, som herudover har været undersøgt, en beskrivelse af konsekvenserne af, at anlægget ikke gennemføres (0-alternativet), samt oplysninger om de vigtigste grunde til regionplanmyndighedens valg af alternativ under hensyn til virkninger på miljøet. For ansøgninger om etablering eller udvidelse af husdyrproduktioner vil mulighederne for at finde alternative placeringer dog i realiteten være begrænset til bedriften. Tilvejebringelse af et regionplantillæg forudsætter 2 offentlighedsfaser. Dels en foroffentligheds-fase, hvor regionplanmyndigheden indkalder idéer, dels en offentlighedsfase, hvor regionplanmyndigheden fremlægger et forslag til regionplantillæg for offentligheden. I begge offentlighedsfaser har naboer m.fl. lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter om projektet. 1 Anlæg til husdyrproduktion, bortset fra anlæg udelukkende til produktion af slagtekyllinger, med en kapacitet for mere end 250 dyreenheder, dog 270 dyreenheder hvis mindst 90% af dyreenhederne stammer fra søer med tilhørende smågrise til 30 kg, jf. bilag 1 i samlebekendtgørelsen.

6 6 Anlæg må ikke påbegyndes før VVM-myndigheden har taget stilling til spørgsmålet om VVM-pligt. VVM-pligtige anlæg må tillige ikke påbegyndes uden en VVM-tilladelse fra regionplanmyndigheden. Dette gælder dog ikke de anlæg, som kræver en miljøgodkendelse. For disse anlæg erstattes VVM-tilladelsen af en miljøgodkendelse. Delkonklusion Planlovens regler om vurdering af virkninger på miljøet giver mulighed for at tage højde for eventuelle nabogener forud for udvidelse eller etablering af husdyrproduktioner. Udover regionplanretningslinjer med VVM-redegørelse forudsætter anlæggene enten en miljøgodkendelse, en VVM-tilladelse og/eller en lokaliseringsgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven og i visse tilfælde også en landzonetilladelse. VVM-reglernes krav om at undersøge alternative placeringer er begrænset, når det drejer sig om anlæg til husdyrproduktioner. Det skyldes, at undersøgelsesområdet i realiteten er indsnævret til bedriften, mens alternative placeringer på andre ejendomme i andre områder ikke indtænkes som en mulig løsning. Derved begrænses den enkelte husdyrproducents muligheder for reelt at finde egnede lokaliseringer, når produktionen skal udvides.