DEN NY VERDEN 2008:1 Religion og/eller politik

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2008:1 Religion og/eller politik 1

2 Kirstine Sinclair Globale drømme, nationale virkeligheder Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien anno 2008 Lad os komme ud over forbudsdiskussionen Siden 2001 har Hizb ut-tahrir været genstand for gentagne diskussioner om muligheden for at forbyde organisationens danske afdeling med henvisning til grundloven. Rigsadvokaten fandt i 2004, at der ikke var belæg for et sådan forbud efter 78, stk. 2: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. Forbudsdiskussionen indledes rutinemæssigt fra politisk side efter hvert større Hizb ut-tahrir-arrangement, og da Hizb ut-tahrir i Danmark siden 2001 har afholdt en større konference ca. en gang om året, vil det sige, at diskussionen har nået nyhedsmediernes overskrifter lige så ofte uden at der tilsyneladende kommer nye resultater ud af det, eller nogen bliver klogere. Man kan som repræsentant for den danske majoritet tilsyneladende mene to ting om Hizb ut-tahrir i Danmark i dag: Enten at organisationens retorik betyder, at gruppens medlemmer bevæger sig på kanten af det tilladte, men at et forbud ville modvirke det ønskede mål at begrænse gruppens indflydelse på unge medlemmer af landets muslimske minoritet. Eller man kan mene, at den eneste logiske følge af Hizb ut-tahrirs retorik netop er voldelige aktioner og i værste fald terror, og at gruppen derfor kan søges opløst ifølge den refererede grundlovens 78, stk. 2. Rigsadvokaten har undersøgt sagen igen og er i juni 2008 kommet frem til, at der ikke er belæg for at søge Hizb ut-tahrir opløst ifølge den danske grundlov. Det politiske ønske om forbud af organisationen i Storbritannien er foreløbigt endt på samme måde. Lad os derfor komme videre og se på, hvordan virkeligheden for Hizb ut-tahrir anno 2008 ser ud. Netop i kraft af antallet af gentagelser af den ovenfor skitserede diskussion står Hizb ut-tahrir tilbage som det danske svar på en succesfuld islamistisk organisation, der forstår at præge samfundsdebatten og skabe overskrifter i medierne. De forstår at tale til medlemmer af landets muslimske minoritet og rekruttere medlemmer på den baggrund. Hizb ut-tahrir lever godt af omtalen. Rivaliserende grupper har indtil videre DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 9

3 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 10 forsøgt at skabe deres eget rum på den islamistiske danske scene uden held. Andre mere moderate grupper er også med større eller mindre held opstået løbende siden 2001, men dette har ikke rokket nævneværdigt ved Hizb ut-tahrirs position som den mest indflydelsesrige islamistiske organisation i Danmark. Det følgende er baseret på studier af Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien siden 2001 og på interviews med tidligere og nuværende medlemmer, der er foretaget i København og London i 2003 og Jeg vil her diskutere forskelle og ligheder mellem Hizb ut-tahrirs afdelinger i Danmark og Storbritannien med fokus på de forskellige, nationale konteksters betydning for afdelingernes virke. Først vil jeg imidlertid skitsere gruppens baggrund og ideologi med særligt henblik på kalifatets betydning, uden hvilken diskussionerne af national påvirkning ikke giver megen mening. Kærlighed til kalifatet Hizb ut-tahrir, befrielsespartiet, blev grundlagt i Jerusalem i Siden da har organisationen spredt sig til hele Mellemøsten, Europa, Nordamerika, Sydøstasien og har i særlig grad succes i de tidligere sovjetstater i Centralasien. Den nuværende leder, Ata Abu Rashta, overtog titlen den 1. maj 2003 og opholder sig sandsynligvis i Jordan. De største afdelinger af partiet i Europa findes i Storbritannien og Danmark. Hizb ut-tahrir kom til Europa med sheik Omar Bakri Mohammed, der i London i midten af 1980erne påbegyndte etableringen af de første studiekredse. Hizb ut-tahrirs aktiviteter i Danmark kan dateres tilbage til midten af 1990erne, hvor Fadi Abdullatif, den nuværende talsmand, begyndte at udsende materiale i organisationens navn. Magasinet Khilafah er løbende udkommet på dansk siden Gruppens erklærede mål beskrives i en publikation kaldet Hizb ut- Tahrir, hvoraf det fremgår, at islam opfattes som et konsistent system af retningslinjer for politik, tro, økonomi og velfærd, og for hvordan individet bør leve sit liv. Ifølge denne opfattelse kan politik og religion således ikke adskilles. Desuden fremgår det af Hizb ut-tahrirs materiale, at kalifatet opfattes som en styringsform givet af Allah, og at gruppen arbejder for genetableringen af kalifatet. Historisk set refererer kalifatet (ordet kommer fra det arabiske ord khalifa, som betyder stedfortræder) til den ledelse, der blev introduceret af arabiske stammer efter profetens Muhammeds død i 632. Kalifatet som styringsform blev overtaget af Ummayade-dynastiet ( ), der havde sit centrum i Damaskus, og levede videre under Abbasidedynastiet ( ), først med centrum i Bagdad og siden i Egypten. Fra 1517 og frem til 1924, da Kemal Atatürk afviklede kalifatet som led i skabelsen af den moderne, sekulære tyrkiske stat, bar den osmanniske

4 sultan titlen kalif. Ordet kalifat har på den måde dækket over mange og forskelligartede styreformer, der hver især har reflekteret det samtidige, omkringliggende samfund. Ikke desto mindre skelner Hizb ut-tahrir ikke mellem forskellige kalifater og deres specifikke karakteristika. Tværtimod opfatter Hizb ut-tahrir kalifatet som et og samme system, uden hensyn til forskellige former og manifestationer. Ifølge Hizb ut- Tahrir er kalifatet et historisk, politisk og religiøst udgangspunkt, der uafhængigt af etnicitet, geografi og religiøs orientering, tradition eller praksis forener alle muslimer. Partiets grundlæggelse Selve Hizb ut-tahrirs opståen og organisationens politiske målsætninger skal ses i lyset af staten Israels oprettelse i Israels oprettelse har for Hizb ut-tahrir mytologisk status, og såvel begyndelsen på den palæstinensiske diaspora som påbegyndelsen af en ny bølge af vestlig imperialisme i Mellemøsten ses i lyset af begivenhederne i På samme vis ses nutidige begivenheder i Afghanistan og Irak som værende i direkte forlængelse af begivenhederne i 1948 altså som en fortsættelse af Vestens systematiske udnyttelse, udbytning og vanærelse af muslimer og islam. Nedlæggelsen af det sidste kalifat i 1924 har en lignende betydning for Hizb ut-tahrir. Begivenhederne i 1924 repræsenterer det samme essentielle forræderi mod islam, og i deres retorik og argumentation trækker Hizb ut-tahrir en lige linje mellem 1924 og Begge årstal symboliserer Vestens politiske, militære og økonomiske forsøg på at udslette muslimer fra jordens overflade. Hizb ut-tahrirs argumentation minder på disse områder om mere radikale gruppers og har også fællestræk med for eksempel den iranske præsident Ahmadinejad, der i en tale i oktober 2005 ytrede ønske om at slette Israel fra landkortet. Men Hizb ut-tahrir adskiller sig fra andre islamister ved at afvise vold som middel til at nå politiske mål og ved at mene, at magtovertagelse alene er et spørgsmål om at være mange nok. Når Hizb ut-tahrir har opbakning fra et flertal af befolkningen i Mellemøsten, vil magthaverne automatisk overgive magten til organisationen, har den danske talsmand hævdet i et interview i Organisationens ideologi er således revolutionær, men ikke-voldelig. Samlet kan man sige, at kombinationen af en historisk ukorrekt og utilstrækkelig forståelse af kalifatet som en og samme regeringsform fra 632 til 1924, den mytologiske betydning af vestlig tilstedeværelse i Mellemøsten samt overbevisningen om at kunne samle de mellemøstlige befolkninger om at omstyrte deres regimer viser, at Hizb ut-tahrir vælger at ignorere historiske, etniske, geografiske og religiøse forskelle mellem muslimer til fordel for at kunne italesætte muslimsk enhed og dermed henvende sig til alle verdens muslimer. DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 11

5 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 12 Hizb ut-tahrir i Danmark og Storbritannien en sammenligning På trods af at alle afdelinger af Hizb ut-tahrir bygger på den samme ideologi og er engagerede i den samme type aktiviteter, er der betydelige nationale forskelle mellem afdelingerne. I det følgende afsnit, som er baseret på interviews med nuværende og tidligere medlemmer, der er udført i København og London i 2003 og 2008, vil de vigtigste forskelle blive ridset op. Det vil desuden fremgå, at Hizb ut-tahrirs britiske afdeling har gennemgået betydelige forandringer i perioden og står over for nye udfordringer i dag. I Storbritannien har Hizb ut-tahrir ca medlemmer, og gruppen har ved en konference tilbage i 2003 samlet op mod deltagere (medlemmer, sympatisører, andre nysgerrige osv.). Den danske afdeling kan så vidt vides kun mønstre ca medlemmer, og gruppen har indtil videre ikke samlet flere end ca personer til egne møder, konferencer eller demonstrationer. Grundet størrelsesforskellen på den muslimske andel af befolkningerne i Danmark og Storbritannien generelt og andelen af medlemmer i Hizb ut-tahrir specifikt er graden af samarbejde med andre organisationer meget forskellig. I Storbritannien findes flere grupper med lignende ideologiske baggrund, og Hizb ut-tahrir har i stor udstrækning undgået kontakt og samarbejde med disse indtil de seneste år. Konkurrencen om platform, rekrutter og medieopmærksomhed har endvidere betydet, at Hizb ut-tahrir har været genstand for mere kritik internt i islamistiske miljøer i Storbritannien, end det har været tilfældet i Danmark. Det har været nødvendigt for Hizb ut-tahrir i Storbritannien at have en klart defineret profil, som adskiller sig fra de andre organisationer, og denne har indtil videre været deres intellektuelle tilgang til genskabelsen af kalifatet overbevisningen om, at de mellemøstlige befolkninger vil komme til fornuft og arbejde for Hizb ut-tahrirs sag. Forholdene blandt islamistiske grupper i Storbritannien har imidlertid ændret sig en del siden 2003 og måske især siden terrorangrebene på Londons transportnet den 7. juli Det er i dag ikke sjældent, at repræsentanter for andre islamistiske organisationer og grupper forsvarer Hizb ut-tahrir offentligt, eller at medlemmer fra forskellige islamistiske grupper deltager i hinandens arrangementer. Billedet er blevet lidt mere uklart, hvilket skyldes i hvert fald to ting: For det første, at det er blevet sværere at være islamist i Storbritannien efter terrorangrebene i USA i 2001 og indledningen af krigen mod terror samme år, krigen i Irak siden 2003 og terrorangrebene i London i juli Den britiske terrorlovgivning er blevet strammet betydeligt siden 2001, og der søges fra politisk hold gjort op med Londons ry som sikker havn for islamistiske organisationer, et sted de kunne arbejde i fred spottende kaldet Londonistan af kritikere i og uden for Storbritannien. Flere islamister er siden 2001 blevet fængslet,

6 udleveret til retsforfølgelse uden for Storbritannien, sat i husarrest eller nægtet tilbagerejse til landet. I Danmark er der tilsyneladende ingen konkurrenter til Hizb ut-tahrir på den islamistiske scene. Ingen anden gruppe har formået at rekruttere medlemmer og præge den offentlige dagsorden som dem. Desuden er andelen af politisk aktive, unge muslimer af islamistisk orientering så begrænset, at det ville være umuligt at isolere medlemmer og aktiviteter helt. Et eksempel på dette er et møde afholdt i København i juni 2007, arrangeret af Hizb ut-tahrir og med deltagelse af repræsentanter for størstedelen af Københavns arabiske moskéer herunder Islamisk Trossamfund. Dagsordenen for mødet var en diskussion af de udfordringer og farer, som danske muslimer står overfor herunder bekæmpelse af kriminalitet blandt unge muslimer samt mere generelle minoritetsrelaterede spørgsmål. Islamisk Trossamfund og Hizb ut-tahrir har også i fællesskab afholdt en demonstration imod Jyllands-Posten, da avisen i februar 2008 genoptrykte Muhammed-karikaturerne. Forskellige pressestrategier Hizb ut-tahrirs forhold til medierne er meget forskellige i Danmark og Storbritannien. I Danmark er det fortsat svært at få et interview med talsmanden og næsten umuligt at få almene medlemmer i tale. Gruppen foretrækker envejskommunikation via løbesedler og pressemeddelelser. I modsætning hertil havde den britiske afdeling allerede tilbage i 2003 lavet en infomedia pack indeholdende grundlæggende forklaringer om organisationens ideologi, strategi og virke, som blev uddelt med rund hånd til interesserede. I 2003 deltog den daværende talsmand, dr. Imran Waheed, også hyppigt i dialogmøder, interviews og offentlige arrangementer. Ydermere havde Hizb ut-tahrir i 2003 en hjemmeside, som opfordrede til dialog mellem medlemmer og intellektuelle ikke-muslimer. Hjemmesiden indeholdt det sædvanlige Hizb ut-tahrir-materiale, men indpakningen var ny og indbydende. I 2003 kunne det også konstateres, at Hizb ut-tahrir gjorde flittigt brug af muligheden for at klage til det britiske uafhængige medieklagenævn, Press Complaints Commission, over ukorrekt omtale i medierne. Hizb ut-tahrir havde gennem Press Complaints Commission fået rettet flere usande eller ukorrekte udtalelser om gruppen i pressen, hvor flertallet omhandlede anklager om terror eller blot antydninger af, at Hizb ut- Tahrir skulle være involveret i militante aktiviteter. I juni 2008 gav en søgning på Hizb ut-tahrir på Press Complaints Commissions hjemmeside 12 relevante resultater. Heraf er ti resultater klager indleveret af den tidligere talsmand, dr. Imran Waheed, en er indsendt af den tidligere leder Jalaluddin Patel, og en har den nuværende talsmand, Taji Mustafa, som afsender. Den seneste sag er fra Siden er brugen DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 13

7 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 14 af klagemuligheden ophørt, hvilket der kan være en række grunde til. For det første en udskiftning af personer på talsmandsposterne, for det andet at Hizb ut-tahrir ikke længere ønsker den form for samspil med offentligheden. Et tidligere medlem af den britiske afdeling vurderer, at det skyldes, at Hizb ut-tahrir ikke vandt nok på samarbejdet med offentligheden indadtil på den islamistiske scene. At køre klagesager mod landets aviser og få medhold gennem Press Complaints Commission gav ikke den rigtige opmærksomhed i de ønskede muslimske miljøer, resulterede ikke i flere medlemmer eller respekt og blev derfor fundet overflødig. Med Imran Waheeds afgang som talsmand er der også skåret ned på de offentlige optrædener. I 2008 har de afholdte arrangementer alle været mindre og mere lukkede end tidligere, og i flere tilfælde har de først været omtalt på hjemmesiden efter afholdelsen. Der bruges heller ikke længere energi på hjemmesiden og lignende aktiviteter. Den britiske hjemmeside indeholder dog stadig oplysninger om talspersoners navne og navne på medlemmer, der bestrider andre tillidsposter, hvilket aldrig har været tilfældet på den danske hjemmeside. Hizb ut-tahrirs britiske afdeling har haft en langt mere aggressiv pressestrategi end den danske, men der er tilsyneladende ændret taktik de seneste år. Om dette kan tilskrives pragmatiske hensyn, spørgsmål om hvad der giver størst udbytte i form af opmærksom og nye medlemmer, eller om det kan tilskrives talspersoners personlige præferencer, er svært at afgøre. Men det forekommer at være af central betydning for gruppens valg af aktiviteter, hvem der bestrider hvilke poster og ikke mindst hvilke etniske baggrunde, der er involveret. Pakistan eller Palæstina? Størstedelen af medlemmerne af Hizb ut-tahrir i Storbritannien har sydasiatisk baggrund, dvs. pakistansk, bangladeshisk eller indisk, og det havde den omtalte, tidligere leder Patel og talsmand Waheed også. Den nuværende talsmand, Taji Mustafa, har nigeriansk baggrund, er søn af et kristent-muslimsk forældrepar, og lederen, Naseem Ghani, er konvertit med bangladeshisk-britisk baggrund. I Danmark er størstedelen af medlemmerne arabere, ligesom talsmanden Fadi Abdullatif, hvis familie er palæstinensere i Libanon. Ledelsens og medlemmernes baggrund spiller en rolle i forhold til den enkelte afdelings politiske fokus, og i 2003 var det nærliggende at mene, at ledelsens baggrund var afgørende for den enkelte afdelings fokus på enten Pakistan eller Palæstina, fordi den næsten entydigt sydasiatiske britiske afdeling overvejende beskæftigede sig med sydasiatiske forhold især Pakistan, og den overvejende arabiske gruppe i Danmark tilsvarende beskæftigede sig med spørgsmål vedrørende den arabiske verden, især Palæstina og Irak. Men i 2008, hvor ledelsen i den britiske afdeling er skiftet ud og nu har en langt mere sammensat og forskelligartet national og etnisk baggrund, kan man snarere sige, at det

8 er den største medlemsgruppes baggrund og ikke mindst den gruppe i samfundet, man ønsker at rekruttere fra der er afgørende for den enkelte nationale afdelings fokus. Den britiske afdelings fokus er stadig primært på forhold i Bangladesh og Pakistan. For eksempel har mordet på Pakistans tidligere oppositionsleder Benazir Bhutto fyldt meget for Hizb ut-tahrir. Gruppen har haft svært ved at forholde sig til det politiske mord, fordi man på den ene side var stærk kritisk over for Bhuttos tilbagevenden til Pakistan og det indledte samarbejde med general Musharraf, den tidligere præsident, og faktisk havde artikler på hjemmesiden, der opfordrede til, at Bhutto skulle straffes for dette samarbejde. Artiklerne blev fjernet umiddelbart efter mordet. På den anden side kunne Hizb ut-tahrir ikke bakke op om mordet på hende, dels fordi dette ville være i strid med den grundlæggende ikke-voldelige ideologi, dels af frygt for at blive ramt af den britiske terrorlovgivning. Samtidig har det været svært at bruge Bhutto-sagen til at få den pakistanske del af de britiske muslimer i tale, fordi Bhutto generelt var meget afholdt blandt dem. Mordet på Bhutto har på den måde ført til en splittelse i den britiske afdeling af Hizb ut-tahrir over, hvorvidt man som Bhutto skal kæmpe for det, man tror på, eller om man skal fastholde den ikke-voldelige og ikke-aktivistiske strategi, og medlemmer har forladt gruppen som følge heraf. The Quilliam Foundation en ny udfordring for Hizb ut-tahrir? Før mordet på Benazir Bhutto i december 2007 havde centralt placerede medlemmer allerede forladt Hizb ut-tahrir i Storbritannien. I 2006 skrev Ed Husain bogen The Islamist (2007) om sin vej ind i og ud af Hizb ut-tahrir, og i maj 2007 forlod også Maajid Nawaz organisationen. Sidstnævnte blev fængslet under et studieophold i Egypten på grund af sine Hizb ut-tahrir-aktiviteter og sad fængslet i fire år, indtil han blev adopteret af Amnesty International og hjulpet ud af fængslet og tilbage til Storbritannien. Disse to har sammen med andre tidligere medlemmer grundlagt tænketanken The Quilliam Foundation, der har som sit entydige mål at bekæmpe ekstremisme, med særligt fokus på islamisme og Hizb ut- Tahrir. Deres initiativer omhandler udgivelse af publikationer, afholdelse af konferencer og aktiviteter rettet mod potentielle nye medlemmer af islamistiske organisationer. The Quilliam Foundation anbefaler, at unge, der udsættes for islamistisk propaganda, skal behandles på samme måde, som man behandler unge, der er i fare for at havne i stofmisbrug. De vil med andre ord forebygge ved at undervise i islamismens faldgruber og farer på skoler og desuden oprette egentlige rehabiliteringscentre for unge, der ønsker hjælp til at forlade islamistiske grupper. Disse initiativer må udgøre en reel udfordring for Hizb ut-tahrir, fordi folkene i The Quilliam Foundation besidder insider-viden, der kan afsløre Hizb ut-tahrirs hemmeligheder om medlemmer og rekrutteringsstrategier. Indtil videre DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 15

9 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 16 har der imidlertid ikke været en offentlig reaktion fra Hizb ut-tahrir. Organisationens reaktion er tilsyneladende blot at lukke sig mere om sig selv og egne aktiviteter, at fokusere mindre på offentligt engagement og at hellige sig arbejdet for kalifatets genindførelse. De afholdte møder i 2008 har alle handlet om kalifatet på den ene eller anden måde en vinkel, gruppen mellem 2003 og 2005 hyppigt supplerede med andre emner. En af de ting, The Quilliam Foundation hævder at kunne påvise, er, at Hizb ut-tahrir og lignende grupperinger har langt større ansvar for radikaliseringsprocesserne i islamistiske miljøer end hidtil antaget af offentligheden, og at gruppernes ledelser er bevidste herom. Dette har imidlertid ikke meget på sig ifølge den britiske Hizb ut-tahrir-ekspert Suha Taji Farouki (1998). Hun vurderer, at der ikke kan være meget nyt i The Quilliam Foundations kommende udgivelser og arbejde generelt, og hun påpeger, at Hizb ut-tahrir er et veletableret og velorganiseret foretagende, der ikke kan rystes eller påvirkes nævneværdigt af en gruppe frafaldne medlemmer. Indtil videre er det ikke til at afklare, om Hizb ut-tahrirs entydige fokus på kalifatet i deres aktiviteter i 2008 er et udtryk for ligegyldighed over for The Quilliam Foundation eller en egentlig reaktion herpå. Den uomgængelige nationale ramme Selvom Hizb ut-tahrirs ideologi og linjen i det publicerede materiale er konsistent, viser sammenligningen af Hizb ut-tahrirs afdelinger i Danmark og Storbritannien, at ledelsens og i særdeleshed medlemmernes og potentielle medlemmers baggrund har betydning for det politiske fokus. Desuden viser sammenligningen, at Hizb ut-tahrir ikke alle steder er lige så negativt indstillet over for omverdenens opmærksomhed, som tilfældet er i Danmark. I den britiske afdeling spiller den intellektuelle tilgang og mange medlemmers akademiske uddannelsesbaggrund fortsat en vigtig rolle, fordi det understreger et karakteristikum Hizb ut-tahrir som intellektuel elite i forhold til lignende og konkurrerende grupper. Sammenligningen viser også, at den åbenhed om egne aktiviteter, der karakteriserede Hizb ut-tahrir i 2003, ikke alene kan tilskrives en bevidst strategi fra gruppens side, men muligvis også afhang af de personer, der bestred leder- og talsmandsposter og ikke mindst det omgivende britiske samfunds syn på gruppen. Før 2005 var det lettere at være islamist i London. Man kunne ytre sig uden frygt for at komme i karambolage med terrorlovgivningen. I dag er den britiske afdeling lige så svær at komme i kontakt med som den danske, og de er mindst lige så forsigtige som deres danske kolleger med, hvad de siger til hvem. For medlemmer af Hizb ut-tahrir opfattes islam som en religion og politisk ideologi, der ikke kan adskilles fra etniske eller nationale rammer, og alle muslimer uanset praksis og orientering tilhører det samme religiøse

10 fællesskab, den muslimske umma. Ikke desto mindre beviser gruppens forskellige nationale afdelinger, at det er umuligt at undgå påvirkning fra det land, organisationen befinder sig i. Det ideologiske udgangspunkt for Hizb ut-tahrir er i sig selv formet af specifikke historiske og nationale begivenheder i Mellemøsten, og de nutidige afdelinger af organisationen demonstrerer med mærkesager, der knytter sig til medlemmernes baggrund, at de stadig formes af nationale dagsordener i Mellemøsten og Sydasien samt den ramme, deres vesteuropæiske hjemland udgør. Litteratur Kirstine Sinclair er ph.d.-stipendiat ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet Armstrong, Karen Islam. A short history, London: Phoenix Press. Grøndahl, Malene, Torben Rugberg Rasmussen & Kirstine Sinclair Hizb ut-tahrir i Danmark. Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? Århus: Aarhus Universitetsforlag. Hizb ut-tahrir Hizb ut-tahrir. London. Hizb ut-tahrirs danske og britiske hjemmeside: og www. hizb.org.uk Husain, Ed The Islamist. London: Penguin. Poulton, Hugh Top Hat, Grey Wolf, and Crescent. New York: New York University Press. Quilliam Foundations hjemmeside: Shlaim, Avi The Iron Wall. London: Penguin. Taji-Farouki, Suha The fundamental quest. Hizb ut-tahrir in search of the Islamic caliphate. London: Grey Seal. Wiktorowicz, Quintan Radical Islam rising. Muslim extremism in the West, London: Rowman & Littlefield. DEN NY VERDEN 2008:1 Globale drømme, nationale virkeligheder 17

11 DEN NY VERDEN 2008:1 Kirstine Sinclair 18