casebook Udarbejdet i samarbejde med Servicestyrelsen

Transkript

1 casebook Udarbejdet i samarbejde med Servicestyrelsen

2 Forord og introduktion til casebooken Den følgende casebook er tænkt som en bog bestående af cases med beskrivelser af børn og deres liv i daginstitutionen set med pædagogens øjne. Casebooken har det overordnede formål gennem disse cases at illustrere gråzonefeltet indenfor udsathed hos børn via beskrivelser af børnenes liv i daginstitutionen. Dette gråzonefelt er bredt og er med god grund svært at vurdere for pædagoger i dagligdagen. Derfor er håbet, at disse cases kan give nogle billeder og beskrivelser, som kan gøre potentiel udsathed mere forståelig, håndgribelig og konkret. Der er herudover et spinkelt håb om også, at det kan være inspiration til at lave beskrivelser af børn, som er brugbare både for forældrene, men også i samarbejdet med socialrådgiveren. Casebooken er primært baseret på data fra forsknings- og udviklingsprojektet Potentielt udsatte børn - kvalificering af det forebyggende tværfaglige samarbejde mellem daginstitution og social-forvaltning. Det skal nævnes, at projektet har beskæftiget sig med børn med emotionelle og sociale vanskeligheder. Casebooken er baseret primært på observationer foretaget af pædagoger i de medvirkende daginstitutioner samt af undertegnede. Samtlige cases er anonymiserede i relation til navn, køn, alder og familiemæssige sammensætning. Disse oplysninger er i casene opdigtede. Til gengæld er den adfærd, der beskrives i casene typisk for pædagogernes oplevelser i hverdagen af børn, de har en potentiel bekymring for. Casene er præsenteret i en bestemt rækkefølge. De er præsenteret på et kontinuum fra en case hvor indholdet er mindre bekymrende, til mere gråzoneprægede cases, til en case hvor der er tale om reelt udsathed. Der er flest cases, der illustrerer gråzonefeltet, da det netop er her, udfordringerne er i pædagogens dagligdag. Husk at det altid er en mulighed at ringe og drøfte et barn anonymt med socialrådgiveren, hvis man er i tvivl om et barn er potentielt eller reelt udsat. Første case er markeret med grøn, og er en case der betragtes at være indenfor grænserne af, hvad institutionen og forældrene selv kan klare. De næste 5 cases er markeret med gul, og de illustrerer varierende grader af potentiel udsathed hos børn. Her er det en mulighed at involvere socialrådgiveren i en tidlig indsats og et tværfagligt samarbejde om støtte til familien, såfremt det vurderes nødvendigt. Den sidste case illustrerer et reelt udsat barn, hvor en underretning er nødvendig. Hver case efterfølges af en kort udtalelse om, hvad der anses som bemærkelsesværdige i casen i relation til en eventuel bekymring. Anne Marie Villumsen Projektleder Cand.psych.aut.

3 Ida i Ida er 4 år og 11 måneder. Ida har en storebror på 7 år, som går i skole. Idas forældre er skilt, og Ida bor skiftevis hos sin mor og far en uge af gangen. Idas storebror bor også på skift men forskudt med en halv uge fra Idas, så de altid har noget tid alene med den ene forælder. Ida fungerer fint i sociale sammenhænge med få børn af gangen og har her gode sociale kompetencer. Hun er en vellidt pige i børnegruppen og opleves af børnehavens voksne som en god og kærlig pige. Hvis Idas bedste veninde, som er 1 ½ år yngre, er til stede og de to kan få lov at lege alene, så er Ida glad, deltagende i leg og aktiv. Her virker hun tryg. Overordnet er pædagogerne i børnehaven bekymret over, at Ida ind imellem trækker sig fra samværet med de andre børn ved at rejse og gå væk, og indtager i stedet en iagttagende rolle i samværet. Dette er set i al den tid børnehaven har haft Ida. De er bekymrede over, hvorfor Ida hellere vil se på end at være med. Det afskærer hende socialt fra de andre og den potentielle læring, der er i leg med andre børn både socialt og relationelt. En læring hun skal bruge, når hun skal klare sig senere i skoleregi. Der er ingen konflikter eller andet, der går forud for, at Ida trækker sig. Hun trækker sig oftest, når der er flere i børn i gruppen. Hun fremstår her for børnehavens voksne som utryg, stille og forsigtig. Hvis hun indgår i gruppe af børn, der leger sammen, er det primært med en pigegruppe, som er et år yngre end Ida selv. Børnehavens voksne er bekymrede over, at hun virker presset og helst går væk - også når de voksne prøver at hjælpe hende. Dette sker kun i situationer, hvor der er flere børn i gang i en leg sammen. For eksempel tog en voksen en dag Ida i hånden og ledte hende hen til en gruppe af piger, som legede sammen med at lave perlekæder ved et bord. Her gjorde den voksne Ida vigtig ved at give hende en ny slags perler og en ny måde at lave perlekæder på. De andre piger ville gerne være med i denne leg, og i det samme bliver Ida stille, kigger ned og forsøger at kommer ned og væk fra bordet. Ude på legepladsen går Ida ofte rundt med sig selv, og kigger på de andres leg. Hvis man spørger hende, om hun gerne vil lege med nogen, eller om man skal hjælpe siger hun; jeg kigger bare og virker bedst tilpas med dette. Hvis bare Idas bedste veninde er med, og de kan lege alene, går det godt. Vil andre være med, trækker Ida sig. For eksempel oplever børnehaven en dag, at Ida og hendes bedste veninde leger i sandkassen. Der kommer tre piger på Idas alder og vil være med. Idas bedste veninde vil gerne have dem med. Ida rejser sig og vil gå. Hun prøver at få bedste ven-inden med. Det virker imidlertid ikke, og Ida trækker sig væk fra legen og begynder at smågræde. De andre piger siger, hun gerne må være med, men Ida virker ikke til at have lyst til at være med. Hun virker utryg ved situationen, selvom legen ikke har ændret sig. Idas kropssprog virker her ofte meget lukket, hvis hun føler sig presset. Hun kan for eksempel vende hovedet og kroppen væk, hvis nogen kontakter hende. Børnehaven har haft flere møder med Idas forældre omkring deres oplevelse af Idas trivsel og utryghed, og hvilke håb, de sammen kunne have for Ida fremover. Idas mor og far giver udtryk for, at de ikke oplever, Ida er utryg hjemme, eller at der ting hun trækker sig fra. De siger også, at de prøver at holde hverdagen så rolig som muligt, idet børnene flytter meget mellem dem, og de begge arbejder meget. Forældrene har også håb for, at Ida bliver mere tryg i børnehaven til at lege med flere børn på en gang. Hvad er håbet for Ida? Børnehavens og forældrenes håb for Ida er, at hun bliver mere tryg i børnehaven til også at kunne trives i fællesskabet og større sammenhænge. Særligt håber børnehavens voksne på, at Ida bliver klar til at begynde i skole om et års tid. Håbet er, at ved en fælles indsats fra børnehaven og forældrene vil Ida vokse med opgaven, og finde fornøjelse i at være i større sammenhænge og trives mere i fællesskabet. Børnehaven arbejder på at få et tillidsfuldt forhold til Ida, og på at få Ida til at føle sig tryg ved at være sammen med flere børn af gangen. Børnehaven arbejder her med at udvide Idas venindekreds til at inkludere bare to mere, og på den måde give Ida en oplevelse af, at hun fint kan håndtere at lege med flere på en gang. Forældrene vil sørge for flere legeaftaler for Ida, så hun også hjemme i trygge rammer bliver støttet i at lege med flere børn på en gang. Idas utryghed ved at deltage i større grupper af børn er omdrejningspunktet for en mulig bekymring, idet Ida senere hen skal kunne fungere med mange børn i skoleregi. Ida er i denne sammenhæng placeret som et barn, hvis adfærd og livsbetingelser kan klares indenfor daginstitutionens egne rammer. Primært er begrundelsen, at Ida har fine sociale kompetencer, når hun er sammen med et eller to børn af gangen. Herudover har hun nogle samarbejdsvillige og ressourcestærke forældre, som gerne vil og kan støtte deres barn. Det forventes, at Ida er et barn, som blot behøver lidt ekstra støtte til at opdage, at hun fint magter større sammenhænge også.

4 Edel D Edel er en pige på 3 år og 11 måneder. Hun bor sammen med sin mor, far og lillesøster på ½ år. Begge forældre er udearbejdende, og der er ofte travlt, når der hentes og bringes. Særligt far er som en hvirvelvind, når han kommer ind i børnehaven. Edel er en sød og venlig lille pige i børnegruppen, som overordnet fungerer fint i leg med de andre børn. Hun er med på, hvad der foregår i de forskellige aktiviteter, og hvilken aktivitet hun selv er i gang med. De voksne i børnehaven er overordnet set bekymrede for, om Edels manglede koncentration og hendes megen fysiske aktivitet, kan udelukke hende socialt fra de andre børn. Herudover er de bekymrede for, at Edel virker medansvarlig på andres vegne i en grad som nærmest virker overdreven. Børnehavens voksne oplever, at Edel virker overansvarlig og dirigerende i mange situationer i løbet af dagen. Hun sætter lege i gang, og hun styrer processen. Hun er en pige, som er meget opmærksom på sine omgivelser, og samtidig en pige der har svært ved at koncentrere sig. Ofte har hun mere travlt med, hvad andre børn laver, end hvad hun selv laver. I spisesituationer kan hun for eksempel have svært ved at sidde stille og koncentrere sig om at spise sin egen mad, men bruger tid på at have fokus på de andre børns mad, og måden de spiser på. For eksempel kan hun her sige til en af de andre; du skal sidde ned, mens du spiser, samtidig med hun selv står op. Hun afledes nemt. Hun er sjældent i ro ret længe af gangen, og hun går meget rundt i børnehaven og orientere sig i, hvad der foregår. Hun virker til at at være på farten dagen lang. Edel opleves som en kontaktsøgende pige. Det virker til, at hun har brug for meget omsorg også så meget at de voksne i børnehaven oplever at fylde på og fylde på med omsorg uden, at det rigtig er nok. Edel søger for eksempel selv en dag en af de voksne. Hun vil gerne op og sidde lidt, hvilket hun får lov til. Hun vil herefter ikke give slip på den voksne, som til sidst fysisk må adskille sig fra Edel. Herefter fortsætter Edel som om ingenting var hændt, og fortsætter sin flakken rundt i børnehaven. Denne adfærd har været kendt i de 4 måneder, Edel har gået i børnehaven. Edel har fået en lillesøster for et halvt år siden, og familien er flyttet i et nyt hus. Det betyder også, at Edel blev flyttet til denne børnehave for 4 måneder siden. Forældrene anskueliggør Edels adfærd med, at hun har været en del syg tidligere, og derfor har mere brug for voksenkontakt. De siger, at hun får al den omsorg, de har overskud til at give hende. Forældrene vil rigtig gerne, at Edel trives, men oplever ikke børnehavens beskrivelser som bekymrende. Hun har jo altid været lidt flyvsk siger de. De fortæller, at de har en travl hverdag, hvor tingene skal gå lidt stærkt, hvis det skal hænge sammen. Forældrene har ikke hørt den foregående børnehave have samme oplevelser af Edel. Hvad er håbet for Edel? Håbet for Edel er, at hun får en mere rolig hverdag, hvor hun har tid at fordybe sig i aktiviteter sammen andre børn. Håbet er, at Edels behov for voksenkontakt stilner af eller bliver stillet både hjemme og i børnehaven, sådan at de andre børn vil trække mere i hendes opmærksomhed. Håbet er, at Edels forældre vil være med til at skabe denne ramme for hendes trivsel. Det bemærkelsesværdige i denne case består primært i, at Edel på den ene side er en sød lille pige med gode kompetencer for leg og samvær med andre, hendes alder taget i betragtning. På den anden side har hun svært ved at koncentrere sig om at blive i en aktivitet ret længe af gangen, fordi hun hele tiden virker til at have brug for aktivitet og brug for at holde øje med de andre børn. Dette betragtes som en relativt let sag indtil videre, som børnehaven og forældrene fint kan klare i fællesskab. Børnehaven kan forsøge at støtte Edel i en positiv udvikling, hvor de giver hende rammer, ro og voksenstyring, så hun kan vedblive i en aktivitet lidt længere tid af gangen. De kan give Edel mere voksenomsorg både alene og sammen med andre børn. Forældrene kan bidrage med derhjemme, samt i hente- og bringe situationer, at sænke tempoet og hjælpe Edel med at finde roen til fordybelse og samtidig øge mængden af omsorg. Børnehaven må naturligvis her lave observationer (Trivselsmetoden) for at lægge mærke til eventuelle ændringer i adfærd i forhold til den indsats.

5 Mathias M Mathias er en dreng på 4 år og 8 måneder. Han bor sammen med sin far. Forældrene er blevet skilt for et år siden. Mor ser han hver anden weekend sammen hendes nye mand og hans 2 børn. Mathias er generelt set en dreng, som er god til at lege med andre børn. Han er fint i stand til at udvise empati for andre børn og forstå sociale spilleregler og sociale situationer. Mathias har vredesudbrud i børnehaven. Han virker som et barn, der altid er på vagt og i forsvar. Det virker som om, Mathias ikke har tillid til omverdenen og til, at andre vil ham det godt. Det være sig både børn og voksne. Vredesudbruddene ses oftest, hvis Mathias afbrydes eller forstyrres i sin aktivitet. Vredesudbruddene ses i form af verbale udbrud rettet mod andre både børn og voksne eller fysiske udbrud ved at skubbe eller slå. For eksempel sidder Mathias en dag og leger med Lego på gulvet. En anden dreng kommer til med noget andet Lego og sætter sig ved siden af og leger. Han tager ikke kontakt til Mathias. Her vender Mathias sig om og giver drengen et hårdt skub og siger du skal ikke være her. Han opleves af børnehavens voksne som et letantændeligt barn, som let går i forsvar i mange situationer. Særligt set i forhold til, hvad andre gør ved ham. Denne adfærd har været tiltagende over de sidste ¾ år. Det er ikke en adfærd, som børnehaven før har set i denne grad. Mathias adskiller sig væsentligt fra mange andre børn, der reagerer udad, ved at han godt bagefter kan tale om en given episode og fortælle, hvad der var forkert, og hvilken rolle han selv spillede i konflikten. Kort sagt et barn med fine refleksive egenskaber, men som alligevel lige så stille tiltagende udvikler en adfærd, som er meget voldsomt over både børn og voksne. Adfærden er blevet typisk for mange af de sammenhænge, Mathias er en del af. De andre børn er holdt med at invitere ham ind i fælles lege. Der er situationer, hvor adfærden ikke ses. Disse er typisk præget af ro, tæt voksenkontakt og få børn for eksempel, hvor en voksen leger med Mathias alene eller sammen med et eller to andre børn. Børnehaven oplever, at Mathias forældre ofte taler hårdt til ham, og genner med ham fysisk, når der hentes og bringes. Forældrene har svært ved at se problemet. De oplever ikke, at Mathias er vred hjemme og er derfor af den oplevelse, at det må være børnehavens voksne, som ikke magter at skabe de rette rammer. Far fortæller, at Mathias er rigtig god til at lege selv derhjemme. Han spiller computer og leger selv på sit værelse. Herudover er han stolt af, at Mathias er en dreng, som forsvarer sig selv det er vigtigt siger far. Mor fortæller, at der heller ikke er konflikter, når Mathias er hos hende heller ikke med hendes mands børn. Hvad er håbet for Mathias? Forældrene har naturligvis også håb for, at Mathias vil trives bedre i børnehaven. Ellers må de flytte ham til en anden børnehave. Børnehavens voksne har et håb for, at de sammen med forældrene kan arbejde med Mathias vrede, inden de andre børn ikke længere vil lege med ham. Det vil nemlig kun give ham flere nederlag. Børnehaven håber på, at både de og forældrene kan få hjælp til at arbejde med, hvordan de kan få skabt de bedste rammer for Mathias udvikling, så vreden ikke fylder hele dagen. Som forsøg vil forældrene lave legeaftaler hjemme for Matthias, sådan at det kan observeres om den vrede adfærd følger med hjem også. Børnehaven vil undersøge nærmere, om der er bestemte situationer, hvor Mathias har lettere ved at blive vred. Det særlige i denne case er, at der her er tale om et barn, som har en udadreagerende adfærd, men som samtidig godt ved, det er forkert f.eks. at skubbe andre børn, og kan beskrive egen andel i en eventuel konflikt. Dette er særligt, idet det vidner om mange ressourcer hos dette barn også, og heller ikke ses ofte hos et barn med udadreagerende adfærd. Hvis adfærden ikke kan afhjælpes gennem børnehavens og forældrenes indsats, kan det blive en sag, hvor PPR og socialrådgiveren skal inddrages for en nærmere undersøgelse af Mathias og kvaliteten af de to hjem, som Matthias færdes i. Dette er dog efter en periode, hvor adfærden er undersøgt nærmere af daginstitution og forældre, og forskellige indsatser er afprøvet.

6 Markus 3 Markus er en dreng på 5 år og 2 måneder. Han har en tvillingesøster. Markus søster var meget syg som spæd, og mor fortæller selv, at Markus her til tider fik mindre opmærksomhed, da forældrene var udmattede og bange. Markus bor sammen med sin mor og far og søster. Markus er overordnet set en glad dreng i sit udtryk. Han formår fint at interagere på normal vis med både børn og voksne og kan sagtens indgå i leg med de andre børn. De voksne i børnehaven er bekymrede for Markus, idet han nemt bliver vred og aggressiv på både børn og voksne, hvis ikke tingene går, som han har forudset eller gerne vil. For eksempel blev Markus meget vred en dag, hvor han troede, det var hans tur til at hjælpe den voksne til frokost med at bære tallerkener ind. Markus bliver vred, da han opdager, det ikke er hans tur og råber herefter til den voksne; dumme, luder og sparker først til den voksne og herefter til en stol. Adfærden har været stille tiltagende i de to år Markus har været i børnehaven. Det er nyt, at han også sparker de voksne. Han kan som nævnt i eksemplet finde på at udtrykke sig verbalt meget voldsomt med kraftudtryk og fysisk i form af skub og spark både overfor voksne og børn. De andre børn vil i for og sig gerne Markus og opsøger ham. Det fremstår som om, Markus har meget fokus på at få sine behov opfyldt og helst, lige når de opstår. Det betyder også, at Markus nemt får en oplevelse af at føle sig tilsidesat og overset. De voksne i børnehaven er bekymrede for, om de andre børn i børnehaven snart ikke vil lege med Markus mere. Han vil nemlig gerne være dominerende i legen med andre børn, og vil gerne bestemme legens fremgang og indhold. Markus reagerer for det meste på voksenstyring og guidning, men lytter sjældent til de andre børn. Når en voksen i børnehaven taler med Markus om, at han ikke må skubbe eller sparke de andre børn, fordi det gør ondt på og de bliver kede af det, så undviger han øjenkontakt og vil ikke tale om det. Markus kan til tider virke som om, han har brug for at lukke damp ud. Her kan han finde på at gå hen og drille eller prikke til et af de andre børn, indtil de reagerer fysisk tilbage. Her er det så, at Markus enten skubber eller sparker. Markus humør kan svinge fra at virke nedtrykt, til anspændt, til afslappet til at være i godt humør. Nogle gange skifter det flere gange på en dag. Børnehavens voksne tænker, at det må være energikrævende for Markus at skifte humør. Markus er en dreng, som stoler på de voksne og på at de kan hjælpe. Han bliver nogle gange overrasket over, at de voksne ikke straks irettesætter de andre børn, når han klager. Hans overraskelse synes ikke at være påvirket af, at han selv har startet en eventuel konflikt. Dette ses for eksempel ved, at Markus forsøger at komme i kontakt med de andre børn ved at drille dem. De andre børn afviser Markus og vil ikke lege med ham. Denne afvisning accepterer han ikke. Han begynder nu at følge efter de andre børn og drille dem, indtil de reagerer på ham. Herefter siger han til pædagogen, at de andre driller. Der er generelt set færre konflikter i Markus hverdag, når han er i godt humør. Når den voksne har god tid til Markus, er der også færre konflikter. Markus vil gerne være sammen med de voksne. Børnehaven har forsøgt at guide Markus til en bedre adfærd ved at opmuntre ham til positivt samvær med de andre børn og give ham handleanvisninger på, hvad han kan gøre og sige. De har prøvet fysisk at fjerne ham fra konflikten med andre og irettesætte ham. Desværre er der ingen synlig effekt af anstrengelserne. I samtalerne med forældrene beskriver de, at Markus ikke opleves som opfarende derhjemme. De oplever dog stor jalousi overfor hans søster, som kan komme til udtryk ved, at han råber eller slår. Forældrene fortæller, at Markus får en del skæld ud, fordi han er hård ved sin søster. Mor og far ved ikke, hvordan de skal støtte Markus bedst muligt. De vil meget gerne hjælpe Markus. Hvad er håbet for Markus? Håbet er, at Markus lærer at aflæse de andre børn lidt bedre og udvise større grad af empati. Forældrene vil gerne have, at Markus lærer at være god ved de andre børn. Håbet er, at Markus opdager sine egne stærke sider, og børnehaven og forældrene formår at sætte dette i spil sammen med andre børn både hjemme og i børnehaven, så Markus kan få en dag med færre konflik-ter. Håbet er også, at Markus inkluderes i fællesskabet i børnehaven på en mere positiv måde. Håbet er, at der bliver mindre skæld ud i Markus hverdag, og at den bliver mere overskuelig for ham. Fokus i denne case er den udadreagerende adfærd, som er tiltagende, og meget kraftig. Herudover er det bemærkelsesværdigt, at forældrene ikke oplever Markus som opfarende derhjemme. Det kan være interessant om, det kan ændre ved Markus adfærd, hvis man ændrede på konteksterne, hvori han indgår. Der kunne eksperimenteres lidt med et samarbejde mellem forældrene og institutionen til ved fælles hjælp og med præcis samme støtte til og håndtering af Markus både hjemme og i børnehaven. Det kan her være en mulighed at samarbejde med PPR for konsultativ bistand på denne støtte og håndtering. Hvis ikke dette har effekt, kan det være, at et samarbejde med socialrådgiveren er på sin plads om hjælp og støtte til familien hjemme.

7 Benjamin \ Benjamin er 4 år og 10 måneder. Benjamin er det yngste barn af 3 søskende, som alle er født meget tæt på hinanden. Benjamins mor går derhjemme. Benjamins far arbejder i et stort it firma. Benjamin er en glad dreng, som gerne vil fællesskabet, og som ofte søger de andre børn. Han er aktiv og altid klar, når der er ude aktiviteter på dagsordenen. Børnehaven er overordnet set bekymret for, at Benjamin bliver udelukket fra børnegruppen, fordi han har svært ved at fornemme de andre børns grænser. De andre børn er begyndt at afvise ham. Børnehaven kan være bange for, at der er fare for Benjamins sociale og relationelle udvikling, hvis de andre børn ikke vil lege med ham. Med Benjamins nuværende signaler på ikke at trives, kan børnehaven være bange for, at Benjamin ikke kommer til at fungere godt i et normalt skoletilbud. Benjamin har svært ved at aflæse de andre børn, og hans måde at være sammen med de andre børn på kan virke voldsom og uden fornemmelse. Det virker på de voksne i børnehaven, som om Benjamin har svært ved at aflæse de andre børns signaler, og at han reagerer udad på afvisninger eller samvær, der ikke forløber, som han ønsker det. Han kan finde på at råbe og slå, hvis han frustreres. De voksne i børnehaven oplever, at Benjamin kan være svær at stoppe i sine fysiske udbrud. Udbruddene finder sted flere gange dagligt. For eksempel er børnene en dag ude på legepladsen, og en gruppe af drenge leger med pinde, som de løber efter hinanden med og slår hinanden, når de tager hinanden til fange. Til at starte med slår de ikke hinanden hårdt. Benjamin bliver imidlertid fanget af en anden, som slår ham med pinden. Det bliver Benjamin sur over og begynder at slå løs på drengen med sin egen pind. En voksen griber ind, men Benjamin stopper ikke. Han slår omkring sig med sin pind og virker meget vred. Han slår også på den voksne, som med magt må tage pinden fra ham efter gentagne gange at have prøvet at stoppe ham gennem beskeder. Benjamins udbrud betyder, at nogle af hans jævnaldrende er bange for ham. Børnehaven oplever, at der kan være meget vanskeligt at få en dialog med Benjamin om, hvad der sker, når han har haft et udbrud. Benjamin reagerer oftest med hvorfor er det mig, der skal have skylden? og virker til at være uden den store forståelse for sin egen adfærds betydning for andre. I de situationer, hvor Benjamin har et fint samspil med de andre børn, og hvor det er positive legerelationer, der præger billedet, er der stram voksenstyring på aktiviteten. Adfærden er generelt set typisk og har været det siden Benjamins start i børnehaven. Børnehaven har arbejdet intenst med at anvise Benjamin og hjælpe ham til at aflæse de andre børns signaler og med at afprøve alternative handlestrategier. Der er dog i observationsperioden ingen tegn på, at Benjamin indlærer disse strategier. Der arbejdes med at støtte Benjamin i skabelsen og fastholdelsen af legerelationer med de andre børn, så han netop ikke udelukkes. Til samtaler med forældrene, fortæller de, at de genkender børnehavens beskrivelser af Benjamin. Forældrene oplever også at have konflikter med Benjamin i hjemmet. Konflikterne er svære at stoppe. Ofte vælger forældrene at trække sig og ignorere hans adfærd eller stoppe ham ved at holde ham fast til, han falder til ro. Forældrene giver udtryk for at være trætte og udmattede. De giver udtryk for, at Benjamin nogle gange er så svær at rumme, at de lader ham være i fred. PPR har lavet en undersøgelse af Benjamin, som bakker op om forældrenes og børnehavens oplevelser. Der anbefales i undersøgelsen yderligere støtte i daginstitutionen. Dette er pga. økonomi ikke blevet bevilget. Hvad er håbet for Benjamin? Børnehaven og forældrene har det håb for Benjamin, at han kan lære at aflæse de andre børns signaler og på den måde indgå mere fredfyldt i sociale relationer. Det er håbet, at Benjamin vil trives bedre og få en hverdag uden for mange konflikter, hvis han lærer at forstå sociale normer og regler og opnå bedre forståelse for andre børns oplevelser. Der er et håb om, at familien støttes i deres håndtering af Benjamins adfærd og behov for omsorg, sådan at både børnehave og forældre kan gøre en fælles indsats. Der er derfor også håb for, at der dæmmes op for forældrenes udmattelse. Det særlige fokus man kan have i denne case er først og fremmest, at forældrene ikke ved, hvordan de skal hjælpe deres barn, og at de samtidig er udmattede af at forsøge. Det betyder, at relationen hjemme bliver slidt, og det er ikke godt for hverken forældre eller Benjamin. Herudover er Benjamins adfærd selvfølgelig også bekymrende særligt hans manglende forståelse af de andre børn og deres grænser. Endelig så er tidsaspektet vigtigt. Det har stået på sådan længe, og der er ingen effekt af det, børnehavens voksne forsøger sig med. Det kan betyde forsinket skolegang, og senere et besvær med at fungere i de løse rammer, som folkeskolen fungerer under. Herudover kunne man også have en formodning om, at børnehaven er ved at trætte også. Det er også udmattende for de voksne i børnehaven at bruge meget tid på et barn, hvor det er svært at komme igennem med almindelig pædagogisk indsats og guidning. Det her er en klar sag for inddragelse af socialrådgiveren til et møde med forældrene og børnehaven. Socialrådgiveren kan fremlægge de muligheder for hjælp der er i den pågældende kommune. Hun kan yde støtte og rådgivning til familien og endelig kan hun være med til at lægge pres på skoleforvaltningen, hvis ikke de vil bevilge støttetimer til Benjamin. Det kan være en ide, at PPR inddrages i mødet for at give deres bud på, hvordan Benjamin kan støttes både hjemme og i daginstitutionen.

8 Carina Carina er en pige på 4 år og 2 måneder. Carina har en mor og far, og de bor alle sammen. Carina har ingen søskende. Carinas mor arbejder på deltid, og Carinas far er selvstændig med mange arbejdstimer om ugen. Det er altid mor, der henter og bringer. Carina er en pige, som bedst kan lide at lege alene. Hun møder glad om morgenen i børnehaven, og har et fint humør dagen igennem. Hun er en aktiv pige, som helst bruger sin dag på at lege alene. Overordnet bekymrer det de voksne i børnehaven, at Carina ikke virker til at have interesse i eller kan se formålet med samværet med andre børn. Hun virker herudover ukoncentreret i samværet med andre børn. Der er megen læring både socialt og relationelt i samværet med andre børn. Børnehavens voksne er bekymrede for, om Carina kan klare sig i skolen til f.eks. gruppearbejde og andre fag der kræver samvær såsom idræt. Denne udvikling har børnehaven set ske henover den tid, børnehaven har kendt Carina. Lige så stille og næsten umærkbart. Carina søger generelt set ikke kontakt med de andre børn, og kan for voksne være svær at fastholde i leg med andre børn. For eksempel har de voksne i børnehaven oplevet en dag, hvor det lykkes at få Carina med at lege eventyr med udklædning sammen med tre andre piger. Carina deltager og klæder sig ud, og viser dermed at hun har forstået, hvad legen går ud på. Men hun kigger ikke og taler stort set ikke med de andre børn, når de sammen aftaler, hvem der skal spille hvilken rolle. Da hun har fået sit kostume på, går hun igen, da de andre piger vil have hende med og spille den rolle, hun har fået. Carina fremstår her for de voksne i børnehaven som ukoncentreret. Hun virker ikke som om, det har interesse at blive i legen med de andre piger. Carina trækker sig og rejser sig for at gå, idet de andre børn tager kontakt til hende og vil inddrage hende i legen. Det virker til, Carina slet ikke har lyst til, tør eller ikke kan se meningen i kontakten med andre børn. Det ses generelt set i løbet af dagen og har været stille tiltagende i den tid, hun har været i børnehaven. De voksne i Carinas børnehave er derfor bekymrede for Carinas kontakt til andre både børn og voksne. De er særligt bekymrede for, at det er svært for de andre børn at få kontakt med Carina, og at hun ikke virker til at have lyst til eller kan se mening i at indgå i aktiviteter med dem eller have relationer til dem. Der er situationer, hvor Carina ikke trækker sig væk fra de andre børn. Ved højtlæsning, hvor der læses højt enten alene sammen med Carina eller i en gruppe af børn, holder Carina koncentrationen og vil gerne sidde sammen med de andre børn. Hun virker også til at have en vis lyst til udendørs aktiviteter, såsom at lege i sandkassen. Carina virker også til i noget omfang godt at ville kontakten med den voksne. Børnehaven har selvfølgelig for både Carinas og hendes forældres skyld haft flere samtaler med Carinas mor og far. Til at begynde med oplever forældrene ikke selv nogen forandring derhjemme. De oplever, at børnehaven overreagerer. Der aftales dog flere løbende samtaler og flere observationer fra børnehavens side. Herudover er aftalen også, at børnehaven arbejder ekstra hårdt på at skabe kontakt mellem Carina og de andre børn og mellem Carina og de voksne. Til næste samtale med forældrene nævner Carinas mor, at hun har fået konstateret en depression, og at den nok har været undervejs længe. Hun fortæller, at det er svært at finde overskud til at være sammen med Carina, og at Carina derfor ofte får lov til at passe sig selv. Carinas mor er blevet sygemeldt fra sit arbejde. Efter endnu en måneds tid er Carinas mor stadig deprimeret. Carinas far beskriver nu i tillæg, at det er svært for ham ikke at være opgivende eller have lyst til at gå og forlade det hele. Hvad er håbet for Carina? Børnehavens voksne har et håb for Carina om, at hun får lyst til at skabe og fastholde sociale relationer i børnehaven, sådan at hendes sociale læringsproces kan komme bedre i gang. Det er et håb sammen med Carinas forældre, at Carinas mor og far kan få så meget meget overskud, at de igen har overskud til Carina og kan tilbyde hende opmærksomhed og kontakt derhjemme. Her er det et håb, at forældrene på sigt får overskud til at lave legeaftaler for Carina. Særligt lysten og villigheden til kontakt med andre børn, er der håb om, at Carina kan få opbygget. Man skal i denne case fæstne opmærksomheden ved to aspekter; At Carinas ikke søger samværet med andre børn og den hjemlige situation. Samtidig bør det bemærkes, at situationen nok har stået på næsten et års tid. Børn søger naturligt hinandens selskab, og derfor er det opsigtsvækkende, når et barn ikke indgår i leg eller samvær med andre børn. At Carinas mor er deprimeret, og derfor overlader hende til sig selv en stor del af tiden samtidig med, at Carinas far er en del væk fra hjemmet pga. mange arbejdstimer, så han ikke kan aflaste mor eller give Carina omsorg og kontakt, er også anledning til bekymring. Carina placerer sig i gråzonefeltet, når disse to aspekter sættes sammen. Den placeres også i den øverste ende af et gråzonefelt, idet Carinas familie kan have brug for støtte for at overkomme de udfordringer, der er foran dem lige nu. Denne støtte er mere end, børnehaven kan tilbyde familien. Det er derfor en sag, hvor det er oplagt at holde et møde mellem forældrene, daginstitutionen og socialrådgiveren.

9 Klara - Klara er en pige på 3 år og 10 måneder. Klara bor sammen med sin mor og lillebror på 1 ½ år. Mor arbejder i en fritidsordning. Klaras far er ikke en del af Klaras liv. Klara er en sød lille pige, som meget gerne vil omsorgen med voksne, og som sagtens kan indgå i leg med de andre børn. Børnehaven er bekymret for Klaras trivsel og udvikling. Bekymringen drejer sig om Klaras hjemlige situation, og den adfærd børnehaven oplever hos Klara. De voksne i børnehaven har en oplevelse af, Klaras mor har svært ved at forstå Klaras behov og have overskud til hende. Klara klædes ikke altid på efter årstid og har meget ikke-aftalt fravær i børnehaven. Særligt i vinterhalvåret er påklædning mangelfuld. Klara har for eksempel ofte kun en T-shirt og strømpebukser på, selvom det er frostgrader udenfor. Dette har været gældende i den tid, børnehaven har kendt Klara. De voksne i børnehaven oplever, at Klara virker meget hungrende efter kontakt. Hun opsøger konstant de voksne. Det virker til at være ligegyldigt fra hvilken voksen kontakten og den fysisk omsorg kommer. Dette ses f.eks. ved, at Klara den første dag vores nye praktikant møder på arbejde, kravler op til praktikanten, slår armene og benene rundt om hende, mens Klara hele tiden rører ved praktikantens hår, hals og mund. Klara virker her ikke til at have fornemmelse af den voksnes reaktion herpå, ej heller at hun aldrig før har mødt praktikanten. Klara kan sagtens indgå i leg med de andre børn. Hun trives fint i fællesskabet. De andre børn virker dog til at være begyndt at afvise Klara, fordi hun altid går fra dem, så snart en voksen er i nærheden. Hun tilbyder dermed ikke en stabil relation til de andre børn, hvorfor de vælger andre børn at lege med. De voksne i børnehaven har haft flere samtaler med Klaras mor omkring deres oplevelser af Klaras trivsel. Børnehaven oplever her, at Klaras mor svinger mellem at være opgivende, grædende eller vred. Det virker til, at Klaras mor ikke har så meget overskud, og at hun har svært ved at forstå Klaras behov. Samspillet mellem Klara og hende opleves af børnehaven som belastet. Det virker til, at det primært er mors behov, der skal dækkes. Børnehaven oplever for eksempel en del skæld ud, når Klara hentes og bringes. Mor bliver her ofte vred eller ignorerende, hvis ikke Klara gør, som hun siger. Mor virker ikke altid til at vide, hvordan hun skal takle Klara, og reagerer til tider med afvisning og irritation på Klaras vedholdende kontaktforsøg. I de situationer hvor Klaras mor henter Klaras lillebror bagefter, eller hvor en pædagogerne tager lillebror i afhentningssituationen, har mor mere overskud til at sætte sig ned og tale med Klara og give hende et knus. Børnehaven oplever alt i alt, at Klaras mor har svært ved at opfylde Klaras behov for omsorg og kontakt. I særdeleshed har de voksne i børnehaven en bekymring omkring Klaras mors manglende evne til at læse Klara og indgå i et positivt samspil med hende. Det er endvidere en bekymring, at Klara opleves som overdrevent kontakt hungrende overfor de voksne i børnehaven, og at de andre børn ikke søger Klaras selskab mere. I børnehavens vurdering virker det til, at Klaras udvikling er gået i stå. Til det ene møde med Klaras mor fortæller hun, at hun nogle gange ikke har overskud til, at Klara altid vil hænge på hende. Det er svært for hende med to små børn alene, og hun prøver så godt hun kan. Hun bliver her ked af det og græder. Til det næste møde er Klaras mor vred over, at børnehaven er bekymret for hendes måde at være sammen med Klara på; I skal sgu ikke bestemme, hvordan jeg klarer mit eget barn siger hun. Hun vil ikke holde flere møder med børnehaven. Hvad er håbet for Klara? Børnehaven har et håb for, at Klaras mor får hjælp til at skabe et mere positivt samspil med Klara og samtidig får overskud til at dække Klaras store behov for omsorg. De voksne i børnehaven har et håb om et tæt samarbejde med Klaras mor, og de vil gøre, hvad de kan i relation til at støtte mor i hente og bringe situationer, og støtte Klara i at fastholde sociale relationer og give hende voksen omsorg. Det man skal lægge mærke til i denne case er flere alvorlige ting, som alle er til stede på en gang og over tid. Det ene er Klaras store behov for kontakt med voksne, som udspiller sig på en måde som er atypisk for de fleste børn, nemlig ved at Klara er ligeglad med, hvem hun får den fysiske kontakt fra. Hun er kort sagt ukritisk, hvilket er atypisk for mange børn. Herudover giver samspillet med mor også grund til bekymring. Klaras mor virker ikke til at forstå Klaras behov, hvilket betyder, at Klaras helt basale behov for, for eksempel fysisk omsorg ikke opfyldes. Det kan her være nærliggende også at antage, at Klaras behov for psykisk omsorg nok heller ikke tilfredsstilles. Dette kan tilsammen på sigt give en emotionel ustabil pige, som får svært ved at kende egne og andres grænser og danne stabile relationer til andre. Herudover er det også bekymrende, at Klaras mor ikke udviser omsorg for sit barn i form af den rette påklædning for årstiden. Denne case bør aflede en underretning til socialforvaltningen, idet der er brug for så massiv støtte til både forælder og barn, at det rækker udenfor daginstitutionens rammer og kompetencer. Klaras mor skal naturligvis involveres i dette, og også modtage en kopi af den skriftlige henvendelse til forvaltningen.