Jysk børneforsorg Fredehjem. Årsskrift 2015

Transkript

1 Jysk børneforsorg Fredehjem Årsskrift 2015

2 Årsskrift 2015 Foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem Redaktion Marie Nyegaard (ansv. redaktør) Lars Bundgaard Fotos Marie Nyegaard Private udlån Produktion dimenzions.dk Jysk børneforsorg/fredehjem Jysk børneforsorg/fredehjem har som formål at udøve pædagogisk og støttende arbejde for svagtstillede børn, unge og familier på et folkekirkeligt og folkeligt grundlag. Formålet realiseres gennem drift af mere end 20 tilknyttede institutioner, der samarbejder med offentlige myndigheder. Derudover oprettes og drives en række socialpædagogiske alternativer og projekter med inddragelse af frivillige. Jysk børneforsorg/fredehjem er, som navnet antyder, en sammenslutning af to foreninger: Jysk børneforsorg, der er grundlagt i 1906 af Ellen Schepelern under navnet Kvindehjælpen og Fredehjem oprettet samme år af pastor Jørgen Chr. Berthelsen. Sekretariat Ellengården Bethesdavej Aarhus N Tlf mail@jyskborneforsorg.dk Følg os på Facebook: Jysk børneforsorg/fredehjem Indhold Noget om fællesskaber 3 Et liv med mange fællesskaber 4-6 Hilsen fra Tamara 7 Inklusion i børnehøjde 8-9 Klub MOVE - agent for et godt ungdomsliv En halvmarathon med rygsæk på Fællesskab, en forudsætning for arbejdet 14 Forandring i forstandergruppen 15 Christian Bjerg på Opholdsstedet Fjorden 16 Gitte Brandenburg Carlsen på Havmågen 17 Birgit Larsen på ElevKollegiet 18 Lone Buus på Nørresø Børnepension 19 Lise Rughave på Basen 20 Grethe Albinus på Familiebo 21 Skrevet i vand og hugget i sten Karsten Torst Pedersen - bogudgivelse 24 Vi har brug for din støtte 25 Glimt Sekretariat og hovedbestyrelse 30 Institutionsfortegnelse 31

3 Fællesskaber Noget om fællesskaber Fællesskaber, det at være en del af noget, giver livskvalitet og er et værn mod ensomhed og social marginalisering. For mennesker i en sårbar livssituation kan det være svært at finde og blive en del af positive fællesskaber. Af Marie Nyegaard I foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem udføres socialt arbejde i et værdibaseret fællesskab, som har mere end 100 års historie at bygge på. Som folkelig og folkekirkelig forening har vi en særlig opgave i at bringe sårbare mennesker og ressourcer i civilsamfundet nærmere hinanden, så der også kan blive en plads til det medmenneske, der har brug for ekstra hensyntagen for at kunne blive en del af samfundets forpligtende fællesskab. Det faglige pædagogiske arbejde er helt centralt og en forudsætning for, at de, der har helt særlige behov, kan komme nærmere et selvstændigt liv i gode rammer. Men vi samarbejder også med frivillige, fordi de kan give noget andet og ekstra som en vej til positive netværk og samhørighed i lokale fællesskaber. Heldigvis er der mange, der ønsker at være noget for nogen, og som bruger deres fritid og engagement til den personlige relation med en eller flere beboere, i projekter og i fritidsaktiviteter. Disse fællesskaber giver os en forståelse af hinanden og en grobund for et liv med mange muligheder. Ikke dermed sagt, at fællesskaber altid er idyl og harmoni. Der skal investeres og vedligeholdes har været et år med stor aktivitet i foreningen og rundt omkring på arbejdsstederne. Der har igen i år været mange stjernestunder, mange store begivenheder og mange små gode historier fra hverdagen. Vi har kun plads til en lille del af alt dette i årsskriftet, hvor vi i år har valgt at fortælle noget om fællesskaber. God læselyst 3

4 Randers Bo- og Erhvervstræning Et liv med mange fællesskaber Det gode liv består af de samme grundlæggende elementer, uanset hvem eller hvordan man er: værdighed, social retfærdighed, gode relationer og ikke mindst det at være noget for andre. Det er noget af det, der gør livet værd at leve. Det kan unge og frivillige fra Randers Bo- og Erhvervstræning fortælle meget om. ungdomsforening tilknyttet Ligeværd, som fremmer et aktivt fritidsliv for unge med særlige behov. Derudover har han sammen med Tue - en frivillig på Randers Bo- og Erhvervstræning - stiftet en løbeklub, som han også er formand for. Drømmen er at udvide løbeklubben til en motionsklub, hvor man kan invitere og motivere hinanden via Facebook. Der er mange, der gerne vil motionere, men ikke lige kommer af sted. Hvis man ser på Facebook, at nogen man kender skal i svømmehallen eller ud på en gåtur, kan det måske være lettere, hvis man kan følges ad, siger Martin. 4 Af Marie Nyegaard Martin er en ung mand, der har travlt med rigtig mange ting. Ud over jobbet i Bauhaus er han engageret i personaleforeningen, foreningsarbejde, løbeklub og fester. Godt nok har han både diagnosen ADD og Tourettes Syndrom, er tilkendt førtidspension og har gennem en årrække haft behov for bostøtte gennem Randers Bo- og Erhvervstræning. Men alt det ser man ikke, hvis man ikke lige ved det. Det er et usynligt handicap, som Martin selv betegner det. Selvom han på grund af sine diagnoser har fået tilkendt førtidspension, var det for Martin en utrolig stor sejr, da han kunne underskrive ansættelseskontrakten på sit skånejob i Bauhaus. Martin synes selv, at han arbejder lidt langsomt indimellem. Men heldigvis accepterer kollegaerne det fuldt ud. Når bare de lige får forklaret, at det skyldes hans usynlige handicap. Martin presser da også gerne sig selv til at klare alle sine 20 ugentlige timer: Hvis man ikke presser sig selv, kommer man ikke fremad - og så begynder det måske at gå tilbage for én i stedet for, mener Martin. Selvom han har det lidt svært med at være sammen med mange mennesker på én gang, gør han meget for at være en del af fællesskabet med sine 20 kollegaer. Han har tilrettelagt arbejdstiden, så han er med til frokostpausen, han engagerer sig i personaleforeningens bestyrelse og tager med kollegaerne til bowlingaften og en tur på værtshus bagefter. Martins engagement rækker også ud over arbejdspladsen. Han er formand for UFL-Randers. UFL står for Unge for Ligeværd og er en Rikkes verden Rikke er en ung kvinde med et godt job i en daginstitution. Hun arbejder i køkkenet og er ansat i et flexjob. På arbejdet har hun et godt fællesskab med kollegaerne. De er meget sociale og ses også i fritiden. Ellers bruger hun fritiden sammen med sine veninder. En af dem hedder Hannah, og hende har hun mødt gennem Randers Bo- og Erhvervstræning, hvor Hannah har været frivillig de sidste to år. Rikke bor i egen lejlighed, men har både været internt og eksternt tilknyttet Randers Bo- og Erhvervstræning. For nylig blev hun valgt til næstformand i UFL-Randers og er med i festudvalget. Her har hun været med til at arrangere tyrolerfest for 38 gæster. Festen blev holdt i klublokalerne på Randers Bo- og Erhvervstræning. Alle var klædt ud, og festen bød på mad, diskotek og et selfiehjørne, hvor man kunne tage billeder af sig selv i tyrolertøj.

5 Randers Bo- og Erhvervstræning At være sammen om noget Både Rikke og Martin elsker temafester og vil gerne arrangere flere af dem. Gerne med udklædning: Man lærer mange nye at kende til de fester, fordi man er mere afslappet, når alle er klædt ud. Så er man sammen om noget, og alle ser næsten ens ud og man kommer til at grine af sig selv og af de andre, forklarer Martin. De er også enige om, at det er godt at være med til Havefest - en musikfestival, som Randers Bo- og Erhvervstræning har arrangeret de sidste tre år sammen med ElevKollegiet og Det Ny Havredal, og hvor alle UFL klubberne er inviteret med. Havefest foregår i ElevKollegiets have, og her kan amatørbands komme og optræde. Der er god mad og mange sjove aktiviteter i løbet af dagen, og det hele sluttes af med en koncert med et kendt band. Det er hyggeligt, og så møder man nogle andre unge fra for eksempel Havredal eller Silkeborg. Det er rart at møde andre, der har nogle af de samme ting at slås med som en selv, siger Martin. De frivillige er unge, man ellers ikke havde mødt Rikke og Martin glæder sig over, at der findes mennesker som Tue, Hannah og de andre frivillige, som engagerer sig i deres liv. De ser dem som nogle unge, de ellers ikke ville havde mødt, men som de har fået mulighed for at blive kammerater eller ligefrem veninde med. De synes også, det giver noget ekstra, at det er nogen på deres egen alder, og at de kan snakke afslappet med dem om alt muligt. De fornemmer også, at det giver noget begge veje. Som Martin udtrykker det: Jeg ved, at Tue og Hannah også kan have svært ved at komme af sted og få trænet. Så er det nemmere, når de har en aftale og ved, at nogen venter på dem. FAKTA Randers Bo- og Erhvervstræning tilbyder bostøtte og erhvervsstøtte i interne og eksterne boliger, STU forløb, klub og sociale aktiviteter for unge med generelle eller specifikke indlæringsvanskeligheder samt støtte i startboliger. Tue og Hannah Lattertårer blæses langs kinderne og ind i ørene, mens høje træer, forlystelser i strålende klare farver og familier med trækvogne og køletasker suser forbi i et hysterisk tempo og glider sammen i en befriende latterkrampe. Stemningen, de andre unges uforbeholdne hvin og skrig, hver deres helt særlige måde at være på og den vilde rutsjebanetur får det til at boble af livsglæde inde i Tue, der i dag bruger en fridag fra jobbet som tømrer for at være i Djurs Sommerland sammen med unge fra Randers Bo- og Erhvervstræning. Det er godt nok længe siden, jeg har grinet så meget af nærmest ingenting. Jeg kan ikke huske hvornår, smiler Tue ved tanken om den sommerdag. Tue Gindesgaard bor i Randers og har været frivillig i Randers Bo- og Erhvervstræning i halvandet år. Han fandt gennem kulturhuset Underværket frem til, at Randers Bo og Erhvervstræning søgte frivillige til at arrangere fritidsaktiviteter for unge i eksterne boliger. Tue har sammen med de unge arrangeret fodboldturneringer, udflugter og en sommerhustur i Vrist, hvor de var af sted en weekend uden pædagoger. Han har også været med de unge på Mallorca, og hver mandag løber han med en lille løbeklub. At få besøg af Hannah I en lejlighed i Randers sidder to unge fyre foran hver deres computerskærm. Computerspillet er den verden, der lettest udfylder tiden, når de ikke er på arbejde eller sammen med pædagogerne fra Randers Bo- og Erhvervstræning. Tiden forsvinder ind i spillet, og tanken om at lave mad eller tage sig tid til at sidde sammen ved spisebordet dukker ikke op. Bortset fra når Hannah skal komme til madklub. Så slukkes skærmene, og de husker at købe ind og være klar til at lave mad og hyggesnakke. Hannah Wiese er konsulent i et rejsebureau og har boet i Randers i 2 år. Da hun flyttede til byen, følte hun, at hun havde et overskud i hverdagen og gerne ville give noget til andre. Via portalen frivilligjob.dk fandt hun frem til Randers Bo- og Erhvervstræning, hvor de søgte en frivillig til en madklub. Siden har det bredt sig til flere unge og flere aktiviteter, ligesom for Tue. De føler begge, at alle på Randers Bo-og Erhvervstræning har taget godt imod dem som frivillige, at de har stor frihed til at være sammen med de unge på deres måde, og de altid har mulighed for at få sparring fra pædagogerne, hvis noget bliver svært. 5

6 Randers Bo- og Erhvervstræning Et ligeværdigt og befriende fællesskab Hannah og Tue oplever ikke, at der er den store forskel på, hvad de laver med de unge fra Randers Bo- og Erhvervstræning, og hvad de laver med deres øvrige omgangskreds. De går også i byen og holder fester med de unge, fordi det er en stor del af deres liv, som det er for de fleste unge. Det er næsten sjovere at gå i byen med de unge her end med sine egne venner, mener Tue. Og Hannah er helt enig: De er dem de er, og med de problemer de har, så forsøger de alligevel at være positive og glade. De er gode til at fortælle, hvis de har det svært, og gode til at rumme hinanden. Det er vi andre måske ikke så gode til i vores omgangskredse. Det er befriende at være i det fællesskab, hvor vi måske også kan give lidt mere slip på os selv og ikke behøver tænke på at være perfekte hele tiden, siger Hannah. De frivillige tilbyder noget ekstra Kim Blach Pedersen, der er forstander på Randers Bo- og Erhvervstræning, er imponeret over, hvad de frivillige betyder for de unge: De frivillige har en involvering i en grad, vi ikke kunne have forestillet os. De tilbyder noget ekstra og noget andet, hvor der ikke er krav eller handleplaner, fortæller Kim og indrømmer, at det i starten virkede lidt farligt at inddrage frivillige; Men vi skal også passe på med ikke at holde for meget i hånden. Det har vist sig, at de unge, vi har her, faktisk kan mere socialt, end vi troede, og så er der sket noget, jeg ikke havde forestillet mig kunne ske. Der er dukket venskaber op, fortæller han. Tue og Hannah får ofte nogle helt andre input og perspektiver fra de unge. De diskuterer mange ting med dem - og er sjældent enige. De ved godt, at de ikke kan være noget for alle de unge i Randers Bo- og Erhvervstræning. Når der indimellem ikke er så mange, der møder op til en aktivitet, fokuserer de på, at det alligevel er en rigtig god oplevelse for nogle få, og det at muligheden er der måske kan inspirere nogen til at være med på et senere tidspunkt. Bare det at kende nogen, man ellers ikke ville have mødt, har betydning, mener Hannah og giver et eksempel: En af de unge arbejder i nærheden af min arbejdsplads. Når han går forbi vores kontor, vinker jeg altid til ham. Nu er mine kollegaer også begyndt at vinke og hilse. Også når jeg ikke er der. Veninder og løbekammerater Det betyder rigtig meget for Tue at have en fast løbemakker for at få træningen passet. Selvom løbekammeraten Martin bliver meget træt efter at have været på arbejde, så er han klar til at løbe hver eneste mandag. Ofte er de bare de to, men nogen gange løber Rikke og Hannah også med. Hannah svømmer og løber også med nogle af de unge kvinder i Randers Bo- og Erhvervstræning. Eller mødes med dem en søndag eftermiddag, går i biografen eller på café. Ligesom med hendes andre veninder. Ingen af de to kan forestille sig, at de ikke skulle fortsætte med at være frivillige, for så ville de komme til at savne de unge og de venskaber, de har bygget op. Rikke, Tue, Martin og Hannah er et stærkt firkløver, der giver hinanden opbakning til et aktivt og socialt fritidsliv. 6

7 Randers Bo- og Erhvervstræning Hilsen fra Tamara Om at inkludere unge med særlige behov Mit navn er Tamara. Jeg er 23 år og kommer fra Slovenien. Jeg studerer special- og rehabiliteringspædagogik ved det Pædagogiske Fakultet i Ljubljana. I august 2015 kom jeg til Randers i et 3 måneders praktikophold ved Randers Bo- og Erhvervstræning. Grunden til, at jeg kom til Danmark, var min interesse for det danske skoleog støttesystem for mennesker med særlige behov. Da jeg kom til Randers Bo- og Erhvervstræning, var jeg i starten en lille smule forvirret. Jeg kunne ikke forstå, hvordan stedet arbejdede. Efter nogle uger fandt jeg dog ud af, at man i Danmark støtter unge mennesker med forskellige handicap eller diagnoser til at komme i job på en almindelig arbejdsplads. Noget, vi ikke tilbyder i Slovenien. Et vigtigt punkt er for mig at se at støtte udsatte mennesker til inklusion på arbejdsmarkedet. De sidste par år har inklusion været et diskussionsemne i Slovenien - ligesom i mange andre lande. Efter min mening er det en menneskeret at blive helt og fuldt inkluderet i lokalsamfundet. Men jeg ved også, at det kan være en udfordring for lokalsamfundet. Under mit praktikophold i Randers har jeg spurgt nogle af de unge, hvad det vigtigste i livet er for dem. De har svaret, at det er at være uafhængig af andre, at have egen lejlighed og et job, de kan lide. Alle deres svar viser, hvad inklusion handler om. I Randers Bo- og Erhvervstræning prøver de at lære unge mennesker, hvordan de kan leve et selvstændigt liv, hvordan man finder en lejlighed og bor selv, hvordan man finder og passer et job og så videre. Vejlederne prøver at give de unge mennesker redskaber, de kan bruge resten af livet. Dette er et stort skridt på vejen mod et selvstændigt liv. Som jeg ser det, realiserer Randers Bo- og Erhvervstræning inklusion i lokalsamfundet ved at hjælpe unge med særlige behov til at finde job og ved at lære dem forskellige livsfærdigheder som madlavning, indkøb, økonomi og støtte dem i at begå sig i almindelige fællesskaber. Det vigtigste jeg har lært ved at arbejde i Randers er, at det mest betydningsfulde i livet er at føle selvværd, at føle sig som en del af samfundet og at føle sig succesfuld i sit liv. Derfor bliver vejlederne i Randers Bo- og Erhvervstræning nødt til at vide meget om de unge mennesker, arbejde med den enkelte, kende deres ønsker og evner og hjælpe dem med at finde et mål, som betyder noget for hver enkelt. Hvis noget er særlig vigtigt for dig, så vil du også være motiveret og arbejde hårdt på at opnå det. De unge, som modtager botræning i enten Adelgade eller Strømmen under Randers Bo- og Erhvervstræning, bor sammen med andre unge, der også har forskellige udfordringer i deres liv. På den måde finder de ud af, at de ikke er de eneste, der har problemer og udfordringer. De kan lære meget af hinanden. Vi har allesammen prøvet at have problemer og udfordringer i livet. Jeg tror, at det er meget vigtigt at have mennesker omkring sig, som man kan stole på. I bofællesskaberne får de unge venner, og de har rollemodeller, som kan hjælpe dem, hvis de har brug for det, og der er altid nogen at snakke med. At bo her er deres trygge base, hvor de kan få lov at være sig selv. Jeg er meget begejstret for, at bofællesskaberne også inkluderer unge uden særlige behov (red. støttebeboere). På den en side kan unge med særlige behov lære af støttebeboernes erfaringer, og på den anden side fremmes mulighederne for inklusion. Til sidst vil jeg meget gerne have lov til at takke forstander Kim Blach Pedersen, som gav mig denne utrolige mulighed for at arbejde som praktikant i Danmark. Også en stor tak til alle vejlederne, som har lært mig rigtig meget, og ikke mindst til de unge, som har taget godt imod mig. Mange hilsner Tamara Donaj 7

8 Riisvangens Børnehus Inklusion i børnehøjde lige deltagelsesbaner, siger Birthe og giver et eksempel: 8 En 3-årig dreng har sin nye legetøjsmotorsav med i børnehave. Den kan både lyse og sige som en rigtig motorsav. Perfekt til at lege træfældning på legepladsen. En anden dreng på kun 14 måneder får øje på motorsaven og vil gerne være med i legen. En konflikt er under opsejling. Derfor spørger pædagogen den 3-årige, om han har lyst til at vise den mindre dreng, hvordan man trykker på knappen, der får motorsaven til at lyse, blinke og larme. At se den lille dreng lyse op, da han med hjælp finder knappen og trykker på den, er fantastisk. Men det er næsten endnu bedre at se den ældste dreng være stolt over at have hjulpet en anden med ind i legen. fortæller Birthe Vestergaard, pædagogisk leder i Riisvangens Børnehus, og uddyber: den lille dreng får en rollemodel. Den store får en chance for at se ud over sig selv og øve sig i at være noget for en anden. Af Marie Nyegaard Birthe er i sit daglige arbejde med vuggestue- og børnehavebørn meget optaget af at skabe rammerne for inkluderende fællesskaber, som er afgørende for det enkelte barns læring og sociale udvikling. Birthe definerer et inkluderende fællesskab som et fællesskab, hvor barnet føler sig set, får inspiration via positive rollemodeller, får passende udfordringer og de basale behov opfyldt. Børn er meget forskellige og har forskellige måder at deltage i fællesskaber på. Derfor er der ikke så mange faste regler i huset ud fra en hypotese om, at regler får mange børn til at blive forkerte. Vi definerer nogle rammer, og inden for disse sikrer vi, at børnene har forskel- Birthe Vestergaard er pædagogisk leder i Riisvangens Børnehus, som sammen med Ellengårdens Børnehus udgør Dagtilbuddet Riisvangen. Thorkild Hjøllund er leder for det samlede tilbud, som er en selvejende daginstitution under Jysk børneforsorg/fredehjem. Dagtilbuddet Riisvangens afdelinger ligger begge i det nordlige Aarhus. Hvis vi har morgensamling, og der er et barn, som har det svært med at sidde meget tæt på andre, så sørger vi for, at der er mulighed for, at dette barn får plads omkring sig og ikke bliver uroligt. Vi laver samlingens ramme om i stedet for at lave barnet om. For os er det at arbejde med inklusion, fortæller Birthe. I Børnehuset findes der mange mindre fællesskaber på kryds og tværs af aldersgrupper og stuer, hvilket giver flere muligheder for, at det enkelte barns ressourcer kan komme i spil. Det er et boost for barnets selvværd at kunne være med. Men det forpligter også, for de skal bidrage med det, de kan, siger Birthe. Thorkild Hjøllund, der er stedets dagtilbudsleder, understreger det pædagogiske grundlag: Vi hjælper børnene på vej til at kunne invitere andre med i legen, så de til sidst gør det helt af sig selv. Det er dér, inklusion vokser frem og opstår, helt nede i de små lavpraktiske tiltag i hverdagen. Det hjælper også børnene til at inkludere hinanden, at pædagogerne siger: Han øver sig i at lade være med at slå i stedet for han slår hele tiden. Det handler om at fremme forståelsen for, hvorfor barnet gør, som det gør. I Dagtilbuddet er grundtanken, at børn (og voksne) gør det rigtige, hvis de kan. Den empati og forståelse skal vi også hele tiden arbejde med i personalegruppen og hjælpe hinanden med at styrke. Vi kan altid gøre det bedre, og vi skal altid være nysgerrige, mener Birthe.

9 Riisvangens Børnehus Har du hilst på et andet barn i dag? Den nye skolereform og politikken på daginstitutionsområdet har skabt en ny forventning til forældre om, at de skal være mere aktive deltagere i børns læring og sociale udvikling. Kerneopgaven i daginstitutionen forplanter sig i højere grad ud til forældrene og giver daginstitutionerne en opgave med at styrke forældrenes blik for de sociale fællesskaber, deres børn indgår i. Som noget nyt arbejder Riisvangens Børnehus med at etablere netværksgrupper for nye forældre i vuggestuen. Her kan de på fyraftensmøder få sparring om barnets udvikling fra pædagoger og fra hinanden. På møderne kan forældrene også fortælle om deres eget barn. Så om et par år, når børnene kommer hjem og fortæller, at Carl skubber henne i børnehaven, så ved forældrene noget om Carl og vil have en helt anden forståelse for, at Carl kan have nogle særlige behov, og de vil måske foreslå at invitere Carl med hjem en dag, forklarer Birthe. Thorkild og Birthe er bevidste om, at selvom børnehusene er små, så er det alligevel vigtigt at styrke forældrenes kendskab til hinanden. Fordi det er lettere at lave legeaftaler, hvis man ved, hvad de andre forældre hedder, ligesom man har mere lyst til at deltage i fællesspisning, hvis man kender de andre. Dermed er det også vigtigt for børnene og deres relationer. For de ældste børns forældre er der hvert efterår et møde om overgangen til skolen, hvor de igen kan styrke deres fællesskab og få sparring. Til mødet kommer en tidligere forældre, der nu har et barn i skole, og fortæller, hvordan det har været, og hvad man skal være opmærksom på. Overgangen fra børnehave til skole virker voldsom for mange forældre. Alle børn kan ikke altid det samme på samme tid i forhold til de mange læreplaner og udviklingsmål, man skal arbejde med i en daginstitution i dag. Det vigtigste er, at de får med sig, hvordan man indgår i sociale fællesskaber. Det kan man som forældre hjælpe hinanden med, mener Birthe. Google is my friend Netværksgrupperne rammer et behov hos forældrene. Aldrig har der været så megen viden om børneopdragelse til rådighed - i bøger og online. Og aldrig har familiefællesskaberne været så små og geografisk spredte. Formidlingen fra den tidligere generation om forældrerollen har ændret sig. Bedsteforældre i dag går selv på arbejde og har ikke samme tid til at give viden videre. Den udvikling er tydelig for Thorkild, når han ser tilbage på de mere end 30 år, han har været ansat i Dagtilbuddet. I Ellengårdens Børnehus vil forældrene også gerne mødes i grupper. De efterspørger netværk, der kan erstatte mødregruppen, som mange har fundet god støtte i. Det er ifølge Thorkild nyt, at forældrene ønsker den tætte kontakt med hinanden og søger sparring fra fagpersoner på spørgsmål til barnets udvikling. De vil gerne vejledes i, hvad de skal gøre, og hvad der forventes: Vi kan støtte dem i, at de gør det rigtige, og at børn er meget forskellige. Og hjælpe dem til at skabe netværk med hinanden, siger Thorkild. 9

10 Klub MOVE Klub MOVE - agent for et godt ungdomsliv Det bedste er, at vi sammen bestemmer, hvad vi skal lave, siger Oliver på 17 år. Han er en af de unge i den nystartede Klub MOVE i Horsens, og selvom han kun har været i gang i nogle få uger, er han glad for sin frivillige agent Thomas. Oliver var spændt på, om de voksne skulle bestemme det hele, men i Klub MOVE er det den unge og agenten, der sammen fastlægger den unges mission. Altså, hvad målet er med at komme i Klub MOVE. For Olivers vedkommende er målet klart: at komme i Søværnet. Af Rikke Mayland og Anne Hjortkjær Klub MOVE er et 3-årigt projekt under Jysk børneforsorg/fredehjem. Et forebyggende tilbud til sårbare unge i Horsens, der bliver henvist af Ungerådgivningen i Horsens Kommune. Dermed er Klub MOVE også en del af et tæt samarbejde kommunen og foreningen imellem, som skal bringe civilsamfundet i spil som en vej til at inkludere sårbare unge i lokale fællesskaber. De unge kommer med vidt forskellige baggrunde, men fælles for dem er, at de er mellem 12 og 18 år og har forskellige udfordringer i hverdagen - derhjemme, i skolen eller blandt jævnaldrende kammerater. I Klub MOVE vil man gerne styrke de unges selvtillid og tro på egne evner, lære dem at opbygge positive netværk og begå sig i livet. En proces, der skal bygges op i trin. Kan effekten af frivilligt socialt arbejde måles? Klub MOVE havde projektstart 1. maj 2015 med ansættelsen af projektkoordinator Anne Hjortkjær. Den første tid blev brugt på at udforme og planlægge Klub MOVE i samarbejde med Ramböll Management samt at udvikle en række måleredskaber. Projektet er støttet med midler fra Socialog Indenrigsministeriet over en 3-årig periode som en del af den såkaldte NGO-pulje med 7 andre projekter på det sociale område. Ramböll Management er med i hele projektperioden og skal medvirke til at opsamle viden og data, beskrive struktur og metode, men også for at indsamle viden om samarbejdet mellem ngo er og kommuner. Én ting ad gangen Det er jo nok mig, der har prioriteret, hvad vi skal lave, fortæller Olivers agent Thomas på 25 år. Vi tager én ting ad gangen. I Klub MOVE er der mange muligheder for aktiviteter, og det er op til den unge og agenten at aftale, hvornår de mødes, og hvad de skal lave. Ved det første møde aftales en mission, som udstikker retningen for aktiviteterne. Missionen kan handle om at klare sig bedre i skolen, få bedre sociale kompetencer eller noget helt tredje. Ofte hænger tingene sammen. Oliver vil gerne i Søværnet, og dermed er Thomas, der selv har en fortid i Forsvaret, det perfekte match. Oliver synes, det er godt, der er nogen, der skubber på, hvis man ikke er så socialt anlagt: Så ender man ikke med at sidde derhjemme hele dagen og spille computer. Anne Hjortkjær 10

11 Klub MOVE Deres første trin er, at Oliver skal skrive nogle gode jobansøgninger og tale med potentielle arbejdspladser, så han kan få erfaring og noget på CV et. Tillidsfulde relationer og ærlighed Thomas og Oliver har indtil videre haft nogle gode snakke og en gåtur i silende regnvejr. Den dag lød beskeden fra Thomas: Huden er vandtæt, lad os komme af sted. Thomas synes, det har været nemt at komme i gang med at være agent, fordi Oliver har været meget motiveret og åben lige fra begyndelsen. De lægger begge vægt på ærlighed og på, at de kan stole på hinanden. Så er jeg også nødt til at være åben og snakke om de problemer, der kan være i mit liv, fortæller Thomas. Næste trin i deres fælles strategi er at komme i gang med at træne sammen. Den tillidsfulde relation til en voksen er kernen i arbejdet i Klub MOVE. Derfor bliver de frivillige agenter løbende klædt på til opgaven med sparring og korte kursusforløb. Klub MOVE er noget ekstra Det tætte samarbejde med Horsens Kommune begynder, når Ungerådgivningen henviser en ung til Klub MOVE. Et forløb i Klub MOVE ses altid som et supplement til kommunens øvrige indsats og ikke en erstatning. Den unge og familien vælger selv, om de ønsker et forløb i MOVE. Én gang om måneden hjælpes den unge og den frivillige agent ad med at udfylde et elektronisk spørgeskema, hvor den unge kan følge de små trin i sin udvikling og justere arbejdet med at nå missionen. At prøve grænser af For Oliver og Thomas er spørgeskemaet et godt værktøj; Thomas lærer Oliver bedre at kende, og sammen kan de følge udviklingen i Olivers hverdag og trivsel. Det giver virkelig noget at se Oliver udvikle sig, selv på så kort tid, fortæller Thomas. Han er glad for at være frivillig agent og glæder sig til at fortsætte med at vejlede og hjælpe Oliver med at nå målene. De er enige om, at det er vigtigt at prøve grænser af og har derfor aftalt at tage med næste gang, søsterprojektet, Projekt MOVE i Horsens inviterer til rollespil. Oliver ser frem til at se den tidligere soldat få prøvet sine grænser af med kostume, gummivåben og magiske formularer. Klub MOVE er også klubaftener, fællesspisninger, gruppesamtaler og sommerlejr for alle de tilknyttede unge og deres agenter. Oliver og Thomas glæder sig til at kunne komme ud blandt andre unge og hygge sig med madlavning, film og aktiviteter. Men det vigtigste er deres egen mission: at blive klar til indkaldelsen til Forsvarets Dag. 11

12 Jobkollegiet En halvmarathon med rygsæk på Når de mange tusinde løbere krydser målstregen søndag den 19. juni 2016 ved Aarhus City Halvmarathon, så er der mindst en af dem, der løber med en rygsæk. Og selvom den er usynlig, så vejer den tungt på skuldrene af den 19-årige Andreas, som i store dele af sit liv ikke har haft nogen at stole på. På Jobkollegiet i Brabrand bor unge med særlige behov. Her bliver de støttet til at opnå en så selvstændig voksentilværelse som muligt. Det sker gennem botræning, fritidstræning og erhvervstræning. Andreas har Af Mette Rask Mikkelsen 12 Andreas blev anbragt på en institution som 12-årig. Han ville selv ønske, at han var blevet anbragt noget tidligere. For så havde der været nogen, som kunne have passet på mig, og jeg kunne have haft en normal barndom, siger Andreas. Derfor er Andreas meget motiveret for at få en normal ungdom, og for ham betyder en normal ungdom blandt andet at gennemføre en halvmarathon. Selvom han blev anbragt som 12-årig, har han stadig kontakt til sin mor og bonusfar. Han har også lidt kontakt til sin biologiske far og i øjeblikket meget begrænset kontakt til sin lillebror, som er anbragt i plejefamilie, men som han ønsker at fortælle højt, at han savner hver dag. Det kan til tider være meget svært at være en ung dreng, der gerne vil gøre det så godt og samtidig frigøre sig fra sine forældre og forfølge sine egne drømme. Drømmen trækker motivation til botræningen Andreas har ikke været vant til, at nogen tror på ham eller at få fysisk opbakning ved sportsaktiviteter. Han har aldrig prøvet at få noget, som andre måske tager for givet. Nemlig at få opbakning til sine drømme. Derfor er han ret nervøs for de nye følelser, som lige nu rammer ham. For nu forsøger personalet på Jobkollegiet, hvor han bor, at støtte ham i at træne til at gennemføre løbet. De tror på, at han kan, hvis han vil det. Andreas fik lysten til at løbe på institutionen Solbrinken og fik der prøvet kræfter med forskellige løb på 5-7 km. Andreas elsker sport og fysisk udfoldelse og har en god kropsforståelse til mange forskellige sportsgrene. Da Andreas blev 18 år, kunne han ikke længere bo på Solbrinken, som ellers var en tryg base. Han flyttede derfor på Jobkollegiet 1. januar Team Andreas: Mette, Andreas og Rasmus i sine første 10 måneder på Jobkollegiet haft meget svært ved at opretholde motivation for botræningen. Det er især vanskeligt for ham at forstå, hvorfor oprydning, rengøring, madlavning og egen hygiejne er vigtig. Andreas er en fremragende kok, når han vil det, men det at lægge nyt sengetøj på og se, hvorfor det er nødvendigt, er langt fra lige så naturligt. Det var heller ikke nemt for ham at flytte. De nye omgivelser og de mange nye omsorgspersoner var i starten meget skræmmende. Derfor gav han også flere gange udtryk for, at han gerne ville flytte. Især var tanken om et værelse hjemme hos sin mor og bonusfar tillokkende og tryg. Andreas er dog rigtig glad for, at han blev boende: Fordi jeg stoler på nogen igen, og fordi jeg kan mærke, at nogen holder af mig - både pædagoger og bofæller, og fordi jeg gerne vil have en normal ungdom, forklarer han.

13 Jobkollegiet Alle beboere og medarbejdere på Jobkollegiet deltager i Marselisløbet - med træningsprogram, T-shirts og præmieoverrækkelse for flest træningspas. Andreas har meget svært ved at hive sig selv op til at få det beskidte tøj i vasketøjskurven og slikpapiret i skraldespanden. Det er langt nemmere for ham at tage løbeskoene på - og efterfølgende lægge det svedige træningstøj til vask. Derfor har Jobkollegiet ændret kurs i tilgangen til botræningen. Nu er bevægelse centrum for den pædagogiske tilgang til at få Andreas til at opnå motivation for gode rutiner. Også ud over løbetræningen. For eksempel skal løbetøjet lægges i vasketøjskurven og ikke på gulvet, når han kommer hjem fra en løbetur, ligesom et bad følger efter ethvert træningspas. Opbakning og fællesskab er en forudsætning Det kræver ikke kun noget af Andreas at gennemføre en halvmarathon. Hele personalegruppen er nødt til at bakke op om projektet, så det ikke kun er kontaktpersonen Mette, der skal løbe sammen med ham 19. juni. Fælles opbakning på Jobkollegiet betyder, at flere i personalegruppen har indvilliget i at ville trække i løbeskoene eller som minimum hoppe på cyklen, så træningen ikke bliver for personafhængig og for skrøbelig. Én gang om ugen træner Andreas i en helt almindelig løbeklub og har et fællesskab med andre løbere. Klubben er en stor støtte og har taget medansvar for træningen til den kommende halvmarathon. For at få drømmen til at blive til virkelighed har kontaktpersonerne valgt at aftale rammer og forudsætninger, så alle bakker op om projektet - både leder, kollegaer, løbeklub og de andre beboere på Jobkollegiet. Selvom de andre unge på Jobkollegiet ikke har en drøm om at gennemføre en halvmarathon, gjorde bofællerne et stort indtryk på Andreas, da de gav ham billetten til løbet i fødselsdagsgave. For her lovede alle bofællerne, at de selvfølgelig vil heppe på ham med store bannere og ikke mindst verbalt bakke ham op i træningen og på hans vej for at nå over målstregen. Og måske Andreas kan være med til at inspirere de andre sårbare unge til at gå efter deres drømme? De små sejre er vigtigst Målstregen er en bonus og vil være en kæmpe milepæl for Andreas, men ikke succeskriteriet i sig selv rent pædagogisk. Det er de små sejre på vejen til målstregen, Jobkollegiet vil have fokus på. Hvor der er vilje, er der vej. Og når viljen er størst gennem fysisk udfoldelse, er det pædagogiske greb at møde Andreas dér og håbe, at energien spredes som ringe i vandet til andre områder i hans tilværelse. Og hvis bare Andreas opnår nogle små sejre på vej til det officielle mål, kan det måske lette bare lidt i den tunge bagage, Andreas bærer rundt på. Fortællinger, der forpligter Andreas føler også, at der er noget større på spil, nu hvor han er stået frem i Jysk børneforsorg/fredehjems årsskrift. At stå frem og få sat ord på i forhold til hvem er jeg og fortælle højt, at jeg vil kæmpe for at få en normal ungdom, betyder nemlig noget. Nu er der endnu en kontrakt. Den er bare ikke skrevet under, men skrevet ned, publiceret og udgivet. Følg med på og find ud af, hvordan det kommer til at gå, når Andreas og hans kontaktperson, Mette løber Aarhus City Halvmarathon. 13

14 Hovedbestyrelsens formand 14 Fællesskab, en forudsætning for arbejdet Fællesskaber har helt tilbage i tiden været en vigtig forudsætning for arbejdet i Jysk børneforsorg/fredehjem. Havde vi ikke været i stand til at løfte i flok, være fælles med andre om at ville arbejdet for sårbare børn, unge og familier, havde det ikke ladet sig gøre. Fællesskabet skal vi værne om, men vi skal også give plads til forskellighed og huske, at et af foreningens særkender er mangfoldighed. Vi er ikke en forening, der sætter ting i skabeloner. Af Jette Hansen, formand for hovedbestyrelsen Som I vil læse i dette årsskrift, har vi budt velkommen til mange nye forstandere, som vi håber vil komme til at føle sig som en del af fællesskabet og betydningsfulde for foreningen. Heldigvis har vi en gruppe af gode gamle forstandere, som vægter betydningen af at være fælles. De tager godt imod og er hjælpsomme over for de nye. Fællesskaber viser sig heldigvis på mange fronter, men det store fællesskab ligger i foreningen. Dialogmøder Vi har i år på forskellig vis arbejdet på at styrke fællesskabet i Jysk børneforsorg/fredehjem. Vi har afholdt dialogmøder mellem lokalbestyrelsesmedlemmer og hovedbestyrelsen, blandt andet med ønsket om også at lade de forskellige bestyrelser mødes med mulighed for at hente erfaringer hos hinanden og samarbejde på tværs. Det har været gode dage med betydningsfulde udsagn. Introdag Vi har igen i år haft Introdag for nye medarbejdere og frivillige i foreningen. Også med det formål at skærpe bevidstheden om, at den enkelte og arbejdsstederne er en del af noget større, nemlig en værdi- og kulturbåren forening, der skriver historie tilbage til Netop foreningens overordnede værdigrundlag, der hviler på det folkekirkelige, og foreningens ubrudte historie gennem 109 år er med til at give samhørighed. Medarbejder- og bestyrelsestræf Igen i år var det en god oplevelse at være til medarbejder- og bestyrelsestræf på Rødding Højskole. Det har værdi at være sammen et døgn på kryds og tværs af foreningen, at mødes, udveksle erfaringer og få snakket med andre. En helt speciel oplevelse fik vi med os ved afslutningsforedraget af Pelle Sandstrak: Mr. Tourette og jeg. Pelle førte os ind i oplevelsen af at være barn og ung med diagnosen tourettes syndrom. Han kom med mange pointer, men betydningen af at møde mennesker, der så ham som et medmenneske, blev udslagsgivende for ham for dannelsen af et holdbart selvbillede. De var forbandede nærværende de to mennesker, som blev så betydningsfulde for Pelle, og begreberne: værdighed, enkelthed, nærhed og ydmyghed blev bærende. Vi ved, at de menneskelige møder er betydningsfulde, og i foreningen er der mange børn, unge og voksne, der har brug for at blive mødt med værdighed i tillidsforhold. Foreningens overordnede værdigrundlag hviler på det folkekirkelige, og foreningens ubrudte historie gennem 109 år er med til at give samhørighed. Andre former for fællesskaber Seniorklubben i Jysk børneforsorg/fredehjem har i år holdt 10 års jubilæum, et bevis på en gruppe, der fortsat er en del af fællesskabet. Vi har øget foreningens medlemstal betragteligt. Ja, vi er i et stort fællesskab, men der er plads til flere medlemmer. Måske kan vi alle gøre mere for at være ambassadører for foreningen med de værdier, vi er fælles om og det gode arbejde, der udføres på de mange arbejdssteder.

15 Forstanderkavalkade Forandring i forstandergruppen Det forgangne år har indebåret et usædvanligt antal forstanderskift i foreningen. Med de forstanderskift, der er på vej, bliver det godt og vel en tredjedel af foreningens forstandere, der er nye. Der er imidlertid fortsat en tradition for lange funktionsperioder for foreningens forstandere, og de mange skift skal ses som et generationsskifte. Der skal herfra lyde et velkommen til de nye ledere i foreningen. Tilsvarende har vi måttet sige farvel til ganske mange i forstandergruppen gennem det seneste år. Forstandere, som alle har haft en lang og markant karriere i foreningen. Af Lars Bundgaard Finn Bonnichsen på Nørresø Børnepension Lettest var det nok at sige farvel til Finn Bonnichsen på Nørresø Børnepension, selvom han i en årrække har været en markant og dygtig leder af dette sted. Finn Bonnichsen er i stedet nu tiltrådt som konsulent i foreningen. Anni og Ole Glarkrog på Havmågen Anni og Ole Glarkrogs farvel til Havmågen er ikke mindre markant. Opholdsstedet Havmågen i Løkken er skabt med udgangspunkt i Anni og Ole Glarkrogs idéer og tanker, så det er et meget betydningsfuldt skift, der er sket på Havmågen, nu hvor Anni og Ole har valgt at stoppe efter 16 års lederskab. Jacobina og Hans Dahl på Opholdsstedet Fjorden Da foreningen oprettede Fjorden i år 2000, blev Jacobina Dahl opfordret af foreningen til at ansøge. Opholdsstedet er i høj grad blevet præget af den tilgang, Jacobina og Hans Dahl har haft til arbejdet med sårbare børn og unge. Nu har Jacobina og Hans valgt andre veje, og Fjorden går ind i en ny æra med en del forandringer, men noget af det grundstof, som specielt Jacobina har lagt i Fjorden, forbliver. Kirsten Pedersen på Familiebo På Familiebo i Vejle har vi måttet sige farvel til Kirsten Pedersen, der nu er ansat i Billund Kommune. På mange måder var Kirsten Familiebo, og hun har sat et personligt præg i udviklingen af stedet. Kirsten blev ansat som pædagog i den lille børnehave, som Familiebo oprettede i starten af 1990 erne, og hun nåede en række forskellige opgaver på Familiebo, idet hun overgik til familiearbejdet. Helle Odder på Basen En personlig tragedie var årsag til, at Helle Odder valgte at skifte spor, og derfor har vi også været igennem et følelsesladet farvel på Basen i Thisted. Ikke mindst Helle Odders humor, gåpåmod og udadvendthed har haft stor betydning for Basens udvikling, og både hjemme på Basen og i relationen til kommuner og brugere samt i foreningen og i forstandergruppen var Helle en person, der skabte optimisme og livsmod. Conni Hagensen i Café Husrum Det forløbne år har også indebåret et farvel til Conni Hagensen som leder af Café Husrum. I 2014 blev Conni sygemeldt med en alvorlig sygdom. Heldigvis er Conni raskmeldt igen, men har valgt at prioritere sit liv anderledes, og det har betydet et farvel til Café Husrum. Conni overtog ledelsen af projektet i en situation, hvor der var behov for ganske mange forandringer. I kraft af Connis personlighed udviklede hun Café Husrum til noget helt særligt. Morten Sophus Clausen på ElevKollegiet Og som om dette ikke er nok, så har vi også måttet sige farvel til Morten Sophus Clausen som leder af ElevKollegiet i Aarhus. Med sin markante psykologfaglighed har Morten haft stor betydning for arbejdet på ElevKollegiet, som han har formået at forandre med både et godt resultat og en for alle parter god proces. Kravet om døgnberedskab har imidlertid fået Morten til at sige stop, og han er nu på vej ad nye spor, som han brænder for, nemlig unge med ondt i livet og svære vilkår. Endnu engang velkommen til de mange nye ledere. Der ligger spændende og udfordrende dage foran jer. Og endnu engang tak til de ledere, vi har måttet sige farvel til i årets løb. I vil ikke blive glemt, og i en kulturorganisation som Jysk børneforsorg/fredehjem vil jeres fodaftryk blive stående. 15

16 Opholdsstedet Fjorden 16 Christian Bjerg på Opholdsstedet Fjorden Christian er uddannet landmand og har drevet eget landbrug sammen med hustruen frem til Som helt ung var Christian i tvivl, om han skulle være landmand eller pædagog. Så da karrieren inden for landbrug var afsluttet, virkede det oplagt at søge det pædagogiske felt. I første omgang blev han ansat på institutionen Skovhuset, et sted for svært udfordrede børn med forskellige diagnoser. Her viste det sig hurtigt, at Christian havde talent for at arbejde med børn og unge med vanskeligheder, og han lærte rigtig meget om det pædagogiske arbejde - i en form for mesterlære. Herefter nåede Christian at være ansat to andre steder med samme målgruppe, indtil han opdagede den ledige forstanderstilling på Opholdsstedet Fjorden og blev ansat her. Christian har taget sin hustru, Tove med til Fjorden, hvor de begge bor og arbejder. Tove har også taget det pædagogiske felt til sig og har ligeledes erfaring med arbejdet fra opholdssteder. Af Marie Nyegaard Vi tror på, at man kan nå langt med børnene på et mindre sted Fjordens størrelse med kun få børn og få voksne var afgørende for, at Christian og Tove søgte stillingerne. De havde et ønske om at fortsætte med at arbejde med målgruppen - men på et mindre sted og med færre voksne omkring børnene. De muligheder var fuldt ud til stede på Fjorden. Og at skulle bo og arbejde samme sted er ikke noget, der afskrækker et tidligere landmandspar. Når man arbejder så meget, som vi gør, så er det kun en fordel, at man lige får set hinanden i løbet af dagen. Vi arbejder jo sammen om noget, Christian og Tove Bjerg blev begge ansat på Fjorden ved Lemvig den 1. juni Fjorden er et opholdssted med plads til 7 børn i alderen 5-14 år. vi begge to kan lide. Vi har arbejdet sammen i mange år og er gode til at give plads til hinanden, fortæller Christian. Ud over Christian og Tove er der tre ansatte på Fjorden. Der er et godt og tæt samarbejde med medarbejdere og bestyrelse, og når stedet ikke er større, kan man reagere hurtigt og ændre kurs, hvis det er nødvendigt. Christian ønsker, at Fjorden skal være et sted, hvor man sætter klare mål for det enkelte barn - mål, som passer til den enkeltes evner og udfordringer. At arbejde med fast struktur og forudsigelighed har en god effekt på børnene. Der skal ikke være alt for meget program ud over den almindelige skolegang. Børnene har et stort behov for ro. Denne tilgang er blevet godt modtaget af både børn og medarbejdere på Fjorden. Forældresamarbejdet er også et vigtigt fokus. Christian ønsker, at de på Fjorden altid skal vise forældrene, at de er velkomne i huset, hjælpe dem til at være de bedst mulige forældre og støtte dem i at leve med den store frustration, det er ikke selv at kunne have deres børn hjemme. Ordentlighed og det at Jysk børneforsorg/fredehjem har en lang historie med mange medarbejdere, der har været med i mange år, fik Christian og Tove til at tænke, at Fjorden og foreningen måtte være et godt sted. Frihed under ansvar og ordentlighed er vigtige værdier for Christian. Fritiden for Christian og Tove er begrænset til hver anden weekend, hvor de lader op i deres sommerhus i Vedersø. Her nyder de at slappe af og være sociale med venner, de 3 voksne børn og 2 børnebørn.

17 Havmågen Gitte Brandenburg Carlsen på Havmågen Gitte har - som hun selv beskriver det - en sammensat erhvervsmæssig baggrund. Oprindelig er hun uddannet ergoterapeut og har arbejdet nogle år inden for psykiatrien. De seneste 18 år har hun været selvstændig og udført opgaver som konsulent, underviser, supervisor og terapeut inden for sundhedssektoren. Sideløbende har hun gennemført en lang række af efteruddannelser, blandt andet som psykoterapeut, hvor hun især har fokuseret på en kropsorienteret tilgang. For Gitte var det et kæmpestort skridt at gå fra at være selvstændig til at være ansat. Hun var sådan set ikke på udkig efter en fast stilling, da en god ven opfordrede hende til at søge stillingen som forstander på Havmågen ved Løkken. Men der var alligevel noget omkring stedet, der var helt i tråd med det, hun i forvejen arbejdede med, og som vakte hendes nysgerrighed. Af Marie Nyegaard Relationer og værdien af at løfte i flok Gitte er hurtigt kommet til at føle stor glæde ved arbejdet som forstander. Hun føler, at medarbejderne har taget godt imod hende, selvom hun ikke kom med ledererfaring fra et lignende opholdssted i rygsækken. Jeg er god til det med relationer, og det er lykkedes rigtig godt, synes jeg. Både i kontakten med børnene og medarbejderne, fortæller Gitte og fortsætter; Det er bestemt udfordrende at arbejde med børnene på Havmågen. De lukker ikke bare nye mennesker ind, medmindre man er meget tillidsvækkende. Gitte går selv med ind i den pædagogiske opgave og er ikke bange for at sætte sig ned på gulvet og lege med Lego med en 18-årig dreng, hvis det er vejen til kontakt. Her kommer min erfaring med at arbejde med kontakt og kommunikation mig virkelig til gode, siger Gitte. For at komme godt fra start har Gitte sammen med medarbejderne Gitte Brandenburg Carlsen tiltrådte stillingen som forstander på Havmågen ved Løkken 1. maj Havmågen er et opholdssted for børn i alderen 9-17 år med massive følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale vanskeligheder. udarbejdet en udviklingsplan for sig selv. Planen hænger synligt i personalerummet, så alle kan følge med i, hvor langt hun er nået med sine mål om at lære stedet at kende, skabe relationer og udvikle tilbuddet. I den rækkefølge. Overalt hvor det er muligt, søger Gitte at inddrage medarbejderne og uddelegere opgaver for at udnytte alle ressourcer på stedet. Om sin ledelsesstil fortæller Gitte: Jeg er autentisk og ikke bange for at sige det, hvis jeg har begået en fejl. Man kan regne med, at jeg gør det, jeg siger, jeg gør. Og så er jeg meget rørt over, at mine medarbejdere har indstillet mig til at være årets leder i Nordjylland. Gitte har en vision om, at Havmågen skal være kendt som et sted, hvor sårbare børn kan udvikle sig og blive livsduelige. Og at den empati og anerkendelse, som alle medarbejdere på Havmågen arbejder ud fra, virkelig kan mærkes. På sigt kunne Gitte drømme om, at den faglige viden, der er opbygget på Havmågen, kunne gøre gavn og være hjælpsom for andre steder - i form af kurser og konsulentopgaver eller måske ligefrem forskning. I Jysk børneforsorg/fredehjem mærker Gitte sig som en del af noget større, og hun har fået meget godt ud af at møde de andre forstandere. I foreningen og på Havmågen har hun oplevet værdien af at løfte i flok, og at det vigtigste er at være sammen om fælles mål og opgave. Gitte bor på en nedlagt skole i Hellum med sin mand, der er it-konsulent, psykoterapeut og fotograf. Hjemme finder Gitte sit fundament og får god sparring på pædagogiske temaer. Ellers holder hun af at gå ture i naturen og have besøg af den voksne datter, som er bosat i Norge. 17

18 ElevKollegiet 18 Birgit Larsen på ElevKollegiet Birgit har været ansat som socialpædagog og afdelingsleder på døgninstitutionen Oustrup-lund i 22 år og har opbygget sin faglige baggrund i Viborg Amt og senere Region Midt. Samtidig har hun gennemført en række efteruddannelser som familieterapeut, supervisor samt moduler på diplomuddannelsen i ledelse. I 5 år havde Birgit desuden egen virksomhed med terapi- og supervisionsforløb ved siden af jobbet. Af Marie Nyegaard Nye forstandere I størstedelen af de år Birgit var på Oustruplund, var hun en del af ledelsen. Stedet gav hende frie rammer til at starte nye projekter i et tæt samarbejde med Silkeborg Kommune. Hun var også med, både da institutionen udviklede sig fra 40 til 200 ansatte og tilbage til 40 igen. Det har været lærerigt, men absolut sjovest da vi ansatte nye hver anden dag, fortæller Birgit. Efter mange omstruktureringer, effektiviseringer og ledelsesområder, der bare blev større og større, fik Birgit lyst til at prøve noget andet. Hun søgte og blev ansat i en lederstilling i Vejle Kommune. En stilling, der primært var administrativ, hvilket gjorde, at hun inden for et år var klar over, at det ikke var det rigtige match. Derfor sagde hun op uden at have et andet job. Kort tid efter blev hun kontaktet af Lars Bundgaard og spurgt, om hun ville være konstitueret forstander på ElevKollegiet i 3 måneder. Birgit kendte ikke ElevKollegiet. Hun havde hørt om Jysk børneforsorg/fredehjem, men ikke haft anledning til at overveje at søge arbejde inden for foreningen. Konstitueringen blev til en fastansættelse, og det er Birgit godt tilfreds med: Det virker som en solid og sund organisation, der gør tingene på en ordentlig måde. Ordentlighed betyder meget for mig som menneske og som leder. Foreningen har gode værdier, en god ånd og giver mig fornemmelsen af at være landet et godt sted, siger Birgit. Birgit blev konstitueret forstander på ElevKollegiet 15. maj 2015 og fastansat i stillingen pr. 1. oktober. ElevKollegiet ved Lystrup er et botilbud for unge voksne, der har behov for botræning, jobtræning og social færdighedstræning. Som at komme til en anden verden ElevKollegiet er et spændende arbejdssted for Birgit, der kender til målgruppen, men oplever alt andet som meget anderledes. I mange år har Birgit for eksempel været vant til at kunne trække på en HR-afdeling, og at der er udarbejdet koncepter og skabeloner for enhver opgave. Her skal jeg sætte mig ind i alt fra kloakering til valg af sæbedispensere. Det gør jo, at det aldrig bliver kedeligt eller ensformigt. Det er meget anderledes, at der ikke er det, der ligner et koncept, men at jeg selv skal starte fra bar bund - hvilket er godt, men også udfordrende, siger Birgit. Faglig skarphed og plads til grin Birgit oplever, at ElevKollegiets medarbejdere er dygtige til at arbejde med botræning og relationer. Det er et vigtigt og godt fundament at bygge videre på. Birgit ønsker dog også at inddrage andre metoder, som vil være relevante for at sikre de unges udvikling og trivsel. Dokumentationsarbejde fylder også meget og kræver større og større organisering. Birgit ser ElevKollegiet som et holdbart tilbud, der også vil være brug for i fremtiden. Hun ser en mulighed for, at stedet kan udvides med to ekstra pladser, og at der kan udvikles et egentligt udslusningstilbud. Noget, hun gerne vil gøre i samarbejde med Aarhus Kommune. Og så har Birgit at helt klart mål for arbejdspladsen: Det skal være sjovt at gå på arbejde, når det fylder så meget i vores tilværelse. Jeg mener, der skal være gang i grineriet og i humoren på arbejdspladsen. Det er jeg gerne garant for. Birgit bor i Ikast. Hun nyder en mental pause under bilturen til og fra arbejde. Hun bruger sin fritid enten i Skagen eller på Fanø og meget gerne på en golfbane.

19 Nørresø Børnepension Lone Buus på Nørresø Børnepension Lone er oprindelig uddannet socialrådgiver og har arbejdet mange år inden for børne- og familieområdet i Viborg Kommune. Senere har hun haft stillinger som pædagogisk konsulent, som familiebehandler og har været ansat som fagkoordinator i forebyggelsesafdelingen i Vesthimmerlands Kommune. Her arbejdede hun primært med forebyggende dagforanstaltningstilbud i en afdeling, hun også blev leder for. Af Marie Nyegaard Fra 2010 har Lone været ansat som fagkonsulent på det fondsejede opholdssted, Kanonen i Hinnerup med ansvar for visitation og kvalitetssikring. På Kanonen havde hun et tæt samarbejde med kommuner om udvikling af de tilbud, der blev efterspurgt. Den faglige rygsæk er sideløbende hermed blevet fyldt godt op med efteruddannelser. Lone har gennemført en 2-årig supervisoruddannelse, hun har både en konsulent- og en lederuddannelse inden for de systemiske og narrative metoder samt en uddannelse som supervisor for plejefamilier. Lone brænder for ledelse og for at skabe gode rammer for arbejdet med sårbare børn og familier. I de år hun arbejdede på Kanonen, vidste hun, at hun på et tidspunkt ville tilbage til ledelsesfeltet. Forstanderstillingen på Nørresø Børnepension var netop sådan en stilling, hvor hun kunne bringe både faglige og ledelsesmæssige kompetencer i spil. Lone var efter et besøg på Nørresø Børnepension og efter at have læst om foreningen ikke i tvivl om, at forstanderstillingen var noget for hende. Det er hun stadig ikke i tvivl om. deres familier. Det er virkelig givende fagligt og personligt at komme tættere på det, hjertet egentlig banker for. Den nærhed giver også meget til ledelsesfunktionen. Man kan se effekten af det, man gør, med det samme, siger Lone. Lone føler nærmest, at hun har boet på Nørresø Børnepension de første 3 måneder af sin ansættelse. Der har været meget at sætte sig ind i og få overblik over. Næste arbejdspunkt bliver at få godt gang i samarbejdet om børnene udadtil. Lone går også efter et samarbejde med det politiske niveau og efter at opsøge samarbejde med flere kommuner. Hun har blik for, at anbringelsesområdet politisk set er storm-ombrust i disse år. Derfor mener hun også, at bo- og opholdssteder i endnu højere grad må åbne vinduerne ud mod verden, tage nye strømninger ind og være i dialog om, hvad kommunerne efterspørger. Det vil Lone arbejde videre med baseret på det solide fundament og den stærke kultur, Nørresø Børnepension er bygget på. Konkret vil Lone gerne styrke netværksarbejde og den helhedsorienterede indsats om det enkelte barn, så der også arbejdes med rammer og relationer omkring barnet uden for bostedet. For Lone er det vigtigt, at børnene og de unge rustes til at komme ud i verden og stå på egne ben. Derfor skal forældre, netværk, skole og fritidsliv også på banen. Lone har allerede oplevet, at det at være en del af en større helhed i Jysk børneforsorg/fredhjem har stor betydning. Det er vigtigt i det her arbejde, at man ikke er en lille isoleret ø. Her er vi en del af en større helhed. Værdierne i foreningen gør, at jeg føler, jeg nu er kommet hjem, fortæller Lone. Lone tiltrådte stillingen som forstander 1. august Nørresø Børnepension i Viborg er et botilbud med plads til 8 børn, der har behov for en længerevarende anbringelse. Tæt på det, hjertet banker for Som forstander på Nørresø Børnepension oplever Lone i sit daglige arbejde en anderledes nærhed til behandlingsmiljøet, end hun tidligere har været vant til. Stedets størrelse gør, at hun kommer tæt på børnene og Lone bor med sin familie i Skals. Tiden er rigelig fyldt op. Men er der lidt fritid, bliver den brugt i selskab med familien, de store børn og venner. Lone henter god energi ved at høre musik og gå til koncerter. 19

20 Basen Lise Rughave på Basen Oprindelig var Lise klinikassistent på en tandlægeklinik. Men så besluttede hun sig for at blive uddannet lærer, fordi hun gerne ville noget med unge mennesker og musik. Siden 2006 har hun arbejdet inden for specialområdet. Først med centerklasser, og senere var hun med til at oprette og udvikle et nyt tilbud for autister i Thisted Kommune. Et tilbud, der hurtigt voksede fra 14 til mere end 40 elever. Ledelsesfunktioner begyndte at melde sig for Lise i 2011, som afdelingskoordinator og senere konstitueret afdelingsleder. Af Marie Nyegaard Igennem sit tidligere arbejde med autister har Lise haft et godt kendskab til Basen, hvor hun så, der blev udført et godt stykke arbejde. Derfor var hun meget interesseret, da hun så stillingen som forstander på Basen slået op. Hun lægger ikke skjul på, at hun føler sig utrolig heldig med, at hun blev valgt til stillingen. Med forstanderstillingen på Basen følger også et udviklingsarbejde, fortæller Lise: Målgruppen skal snævres mere ind til primært at være unge med autisme og ADHD. Det er også et stort ønske fra personalet, som er specialiserede i netop disse målgrupper. At få lov til at stå i spidsen for dette udviklingsarbejde var meget tiltrækkende for Lise. Tænk at få lov til det to gange i sin karriere! Det er jo fantastisk, siger Lise. Lise Rughave tiltrådte stillingen som forstander på Basen i Thisted 1. august Basen er et dag- og botilbud for unge mellem 16 og 25 år med autisme, ADHD eller andre psykiatriske lidelser. noget, man bare sådan lige kommer i mål med. Der er mange delmål på vejen, men visionen er hun ikke i tvivl om. Lise ønsker sig, at Basen i fremtiden bliver et større sted. Gerne med et dagtilbud for de unge, der sidder hjemme og har brug for at komme i gang. Hun drømmer om at kunne rumme forskellige tilbud med forskellige grader af struktur. Lise har også et mål om at opnå et tættere samarbejde med ordinære uddannelsessteder og ad den vej hjælpe nogle unge til at få adgang til nogle af de muligheder, andre unge har, og skabe mulighed for, at de i højere grad kan inkluderes i almindelige fællesskaber. Relationerne til samarbejdspartnere bliver et meget vigtigt udviklingspunkt, når først Basen har vokset sig en smule større. Og her synes Lise, at de allerede er godt på vej. At vide, der altid er nogen at ringe til Som ny forstander har Lise oplevet det positivt at finde ud af, at hun er en del af en stor organisation, hvor man hjælper hinanden, og hvor ting kan lade sig gøre. Det er da dejligt at vide, at man kan ringe rundt og få hjælp til at komme videre. Det er en kæmpe fordel at have en bredt sammensat bestyrelse, som man ved, man kan trække på. Alene tanken gør, at man føler sig tryg. 20 Selv om meget er anderledes sammenlignet med Lises tidligere stillinger, giver hun alligevel udtryk for, at hun har det, som om hun er kommet hjem. Lise nyder at være tæt på de unge i hverdagen, og kombinationen af arbejdet med at opbygge og brande Basen på en ny måde og samtidig lave bostøtte i lejligheden onsdag aften passer godt til Lises temperament. Ny start for Basen Lise havde en forventning om, at det første, hun skulle arbejde med, var en ny virksomhedsplan for Basen. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var Lise er mor til tre og bor i Nykøbing. Hun holder af at løbetræne og læse, når hun ikke lige sidder på et fodboldstadion eller kører et af sine børn til håndbold. Ellers går fritiden med at læse til de forskellige fag på diplomuddannelsen i ledelse. Tidligere har Lise brugt sin fritid på musik og har spillet i band. Hun håber, den del vender tilbage, når børnene er større.