ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel... 1 Kristus og Guds tempel Overvejelser om tempelsymbolisme og kristologi i Ny Testamente

Transkript

1 ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel... 1 Kristus og Guds tempel Overvejelser om tempelsymbolisme og kristologi i Ny Testamente Af docent, teol.dr. Peter V. Legarth Resume: NT fremstiller Jesus som den, der undertiden tillægger sig og bliver tillagt visse funktioner og prædikater, som i GT er forbeholdt Gud selv. Spørgsmålet er, hvorledes denne bestemmelse af Jesus som θε-ς er blevet forstået. til belysning af den problemstilling kan der hentes hjælp i en undersøgelse af tempelsymbolismen. I GT og i den antik-jødiske litteratur bliver templet forstået som stedet for det guddommelige nærvær, og de messianske forestillinger indgår kun i begrænset omfang i forventningerne om et nyt tempel. Templet er teocentrisk bestemt. I NT er de tempelsymbolske forestillinger relativt hyppigt forekommende. Også her hævdes templet at tilhøre Gud, og det kan hedde, at Gud er til stede i templet og tager imod menneskers ofre. Men skal det tages alvorligt, at Jesus er Gud, må det få følger for den teocentrisk bestemte tempelsymbolisme. Spørgsmålet er derfor: Får tempelsymbolismen i kraft af højhedskristologien et kristocentrisk præg, eller har netop tempelsymbolismen været en bremseklods ved udformningen aaf højhedskristologien? Et væsentligt spørgsmål, som beskæftigede de tidlige kristne menigheder, var: Hvem er Jesus? 1 De nytestamentlige forfattere giver mange svar herpå, men det sker under den forudsætning, at Jesus er opfyldelsen af forjættelserne i de gammeltestamentlige profetiske skrifter. Samtidig fremgår det, at Jesus ifølge Ny Testamente undertiden tillægger sig og bliver tillagt visse funktioner og prædikater, som i Gammel Testamente er forbeholdt Gud selv, og i forlængelse heraf foreligger der i Ny Testamente en gryende bestemmelse af Jesus Kristus som»gud«(θε-ς). Spørgsmålet er nu, hvilke følger denne kristologiske theos-prædikation får for den teologiske begrebsdannelse i Ny Testamente. Til belysning af denne problemstilling kan der hentes hjælp i en undersøgelse af tempelsymbolismen. De tempelsymbolske forestillinger er relativt hyppigt forekommende i Ny Testamente. Den tempelsymbolske forestillingsverden har traditionelt et teocentrisk præg. Templet hævdes at tilhøre Gud, og det kan hedde, at Gud er til stede i templet og tager imod menneskers ofre. Men skal det tages alvorligt, at Jesus Kristus er Gud, får det forventeligt følger for den teocentrisk bestemte tempelsymbolisme. Spørgsmålet er derfor: Indoptager tempelsymbolismen i kraft af højhedskristologien et kristocentrisk præg, eller 1 1 Jf. min afhandling: Guds tempel. Tempelsymbolisme og kristologi hos Ignatius af Antiokia, Århus 1992.

2 2 Peter V. Legarth ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 har netop tempelsymbolismen været en reduktionsfaktor ved udformningen af højhedskristologien? For at få det bedst mulige udgangspunkt for en forståelse af problemstillingen skal blikket i al korthed først rettes imod bibelsk-jødisk tradition. Sigtet er at fokusere på relationen mellem tempelforestillingen og Messiasforventningen henholdsvis mellem tempelsymbolisme og kristologi. Det nye tempel og Messias i gammeltestamentlig litteratur I de gammeltestamentlige skrifter bliver tabernaklet og siden templet forstået som stedet for det guddommelige nærvær, og det anses som sådan for at være en integreret del af folkets pagtsfællesskab med Gud. Det guddommelige nærvær i templet kan ganske vist fremstilles på forskellig vis. Det kan hedde, at JHWH e b~ > ôt's trone befinder sig i det allerhelligste på eller over keruberne (Es 37,16), og at JHWH bor (---, 1 Kong 8,13) i helligdommen. Eller der sker en betoning af Guds transcendens, og det hævdes, at Guds navn (--) har taget bolig i templet (5 Mos 12,5.11; 14,23). Eller det bliver erklæret, at JHWH's herlighed (----) fylder boligen (2 Mos 40,34f), og det udtales i forlængelse heraf, at JHWH bor (---, 2 Mos 25,8) i helligdommen 2. Under eksilet og i de følgende århundreder opstod håbet om et nyt tempel. Ez indeholder eksempelvis en vision af dette nye tempel. Skildringen er minutiøs, men det basale forhold er, at JHWH's herlighed (----) siges at vende tilbage og fylde huset 3. Messianske forestillinger spiller en tilbagetrædende rolle i forbindelse med de gammeltestamentlige udsagn om et nyt tempel 4. I Natan-forjættelsen i 2 Sam 7,11-14 får David det løfte, at hans afkom skal bygge JHWH's navn et hus. Tempelbyggeriet fremstilles som Davidssønnens opgave; men samtidig understreges det, at det er JHWH, der lader ham fremstå. Templet hævdes at være bolig for JHWH's navn henholdsvis for JHWH. Parallelt aflægges der i Zak 6,12f løfte om»spiren«(àæmaà), om hvem det to gange hedder, at han skal bygge JHWH's tempel. Tanken om Messias som tempelbygger står imidlertid relativt isoleret i Gammel Testamente. Dette er forbløffende, når det tages i betragtning, at den israelitiske konge havde sakrale funktioner og fra gammel tid gjaldt som tempelbygger. Det fortælles i Gammel Testamente, at konger byggede templerne i Dan, Betel og Jerusalem (1 Kong 2 2 Jf. hertil først og fremmest Mettinger, T.N.D.: The Dethronement of Sabaoth. Studies in the Shem and Kabod Theologies (CB.OT 18), Lund Også i andre profetskrifter spiller forventningen om et nyt tempel en central rolle, f.eks. Es 54,10-12; Hagg 2,1-9; Zak 3,7-10; 4,1-14; 6,12-15; 14, Jeg tillader mig i denne sammenhæng en forenkling og anvender termen Messias ikke alene om Davidssønnen, men om den frelsesfigur, der siges at være udvalgt af Gud til at være en ledende skikkelse i de sidste tiders begivenheder og i det kommende Gudsrige.

3 ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel ,29; Am 7,13; 1 Kong 6f), og at kongen kunne have præstelige funktioner (2 Sam 6,18; 1 Kong 9,25) etc 5. Men det kan konstateres, at disse forestillinger om et sakralt kongedømme ikke har haft synderlig afsmittende effekt, når det gælder de gammeltestamentlige forestillinger om et nyt tempel. De messianske forestillinger i den gammeltestamentlige litteratur indgår altså kun i begrænset omfang i forventningerne om et nyt tempel. Templet og Jesus Kristus i Ny Testamente I Ny Testamente spiller kristologien en basal rolle, og Jesus Kristus indtager ifølge de nytestamentlige forfattere en position, der er overordnet den, som Messias almindeligvis tilskrives i samtidige jødiske kredse. Opmærksomheden rettes mod Jesus Kristus bl.a. på bekostning af templet i Jerusalem. Dette forhold danner baggrund for Ny Testamentes skildring af relationen mellem templet og Jesus Kristus. Synoptikerne Templet kan hos synoptikerne omtales som stedet for Guds nærvær. Templet kan kaldes Guds hus (Mark 2,26 par.; 11,17 par.) 6. Men hos synoptikerne forekommer desuden en decideret kultkritik. Det bliver først og fremmest demonstreret ved den såkaldte tempelrensning (Mark 11,15-18 par.). Denne handling fremstilles af synoptikerne som en symbolhandling, der proklamerer dom over Jerusalems tempel. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at messianske forestillinger spiller en ganske tilbagetrædende rolle i evangelisternes skildring af tempelrensningen. Synoptikerne siger eksempelvis ikke, at modstanderne i Jesu handlemåde fandt en Messias-proklamation (Mark 11,18 par.), og der er da også kun sporadiske belæg for, at der i den samtidige jødedom har foreligget en forventning om, at Messias skal ødelægge Jerusalems tempel 7. Spørgsmålet om Jesu bemyndigelse i forhold til Jerusalems tempel har væsentlig betydning i forhøret, sådan som det er gengivet i Matt 26,59-66 og Mark 14, Det fortælles, at der i synedriets proces mod Jesus fremføres falske vidnesbyrd. Jesus skal have sagt, at han vil nedbryde templet og på tre dage opbygge et andet tempel, der ikke er gjort med hænder. Denne anklage synes ifølge Matt og Mark at give anledning til ypperstepræstens spørgsmål til Jesus:»Er du Kristus, Guds (den højlovedes) Søn?«. Fortolkningen af disse og de 5 5 Jf. hertil Engnell, SBU 2 1, s , SBU 2 2, s I øvrigt indtager Jerusalem og templet hos Luk en særstilling. Dette fremgår af evangeliets komposition med centreringen om Jerusalem og templet i bl.a. barndomsfortællingerne, passions- og opstandelsesberetningerne og skildringen af den ældste kirke i ApG. Sigtet for Luk er ud fra et frelseshistorisk perspektiv at påpege opfyldelsen af de gammeltestamentlige forjættelser om Jerusalem og dets tempel. 7 7 Jf. hertil Gaston, L.: No Stone on another. Studies in the Significance of the Fall of Jerusalem in the Synoptic Gospels (NT.S 23), Leiden 1970, s med henvisning til Dan 9,26.

4 4 Peter V. Legarth ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 efterfølgende ord er vanskelig. Men synoptikernes anliggende har næppe været, at Jesus med udsagnet om templet skal have prætenderet at være Kristus. Det blev i samtidig jødisk kontekst kun i begrænset omfang betragtet som en messiansk opgave at være tempelbygger. Dertil kommer, at der ikke hos synoptikerne henvises til tekster som Zak 6,12 og 2 Sam 7,12f (= 1 Krøn 17,11f) undtagen i Luk 1,32f. Men i Luk 1,32f refereres der kendetegnende nok ikke til Davidssønnens opførelse af det nye tempel. Det må overvejes, om det snarere er evangelisternes pointe, at Jesus i tempelanklagen hævdes at handle med en særlig bemyndigelse fra Gud. Måske anspiller Matt og Mark i den forbindelse på titlen Guds Søn. Spørgsmålet er: Har Jesus ifølge modstanderne i virkeligheden gjort sig selv til Guds Søn, hvis han har hævdet, at han kan nedbryde templet og på tre dage opbygge et andet tempel, der ikke er gjort med hænder? Flere forhold tyder på, at der skal svares bekræftende på det spørgsmål. Det kan i det mindste iagttages, at titlen Kristus findes i denne sammenhæng hos alle tre synoptikere. Derimod har alene Matt og Mark her titlen Guds Søn. Henvisningen til Guds Søn optræder hos Luk først efter Menneskesønsordet, og det er bemærkelsesværdigt, at Luk netop mangler tempelanklagen. Dette forhold kan tale for, at der i fremstillingen hos Matt og Mark er antydet en forbindelseslinie mellem tempelanklagen og ypperstepræstens spørgsmål, om Jesus er Guds Søn. En tilsvarende forbindelseslinie synes at fremgå af spotteordet i Matt 27,40:»Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds Søn, og stig ned fra korset!«. Med andre ord siger spotterne ifølge Matt, at den, der nedbryder templet og genopbygger det, må være Guds Søn. Ansatser til denne samme forestilling optræder i Markus' skildring af tempelforhængets sønderrivelse. I Mark 15,38f hedder det:»og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: "Sandelig, den mand var Guds Søn"«. Udsagnet om templets nedbrydning er her forbundet med beretningen om kenturionens bekendelse af Jesus som Guds Søn 8. Det er værd at overveje, om denne problemstilling også indgår i skildringen hos Matt og Mark af ypperstepræstens anklage mod Jesus for blasfemi. Det er tankevækkende, at Luk som sagt ikke har tempelanklagen, og han har dette sted heller ikke ordet om βλασφηµ-α. Derimod synes det i Matt 26,65 og Mark 14,64 at være en væsentlig pointe, at tempelanklagen i virkeligheden er en blasfemianklage. Den, der hævder at have myndighed til at nedbryde templet og genopbygge det, har gjort sig selv til Gud respektive Guds Søn. 8 8 Denne sammenhæng er særligt tydelig hos Mark (jf. McKelvey, R.J.: The New Temple. The Church in the New Testament (OTM 3), Oxford 1969, s. 72f). Derimod nævner Luk ikke tempelforhængets sønderrivelse og heller ikke bekendelsen til Jesus som Guds Søn.

5 ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel... 5 Hvis Jesus har tiltaget sig den myndighed, har han ifølge ypperstepræsten krænket Guds majestæt. Han har som sådan fordret at have autorisation fra Gud selv. Det fremgår således, at Jesus ifølge synoptikerne i denne sammenhæng sprænger de gammeltestamentlige og antik-jødiske forventninger til Messias. Gerhardsson har påpeget, at synoptikerne undertiden skildrer Jesus som en, der handler med bemyndigelse fra Gud og optræder på en måde, som ifølge traditionen kun Gud gør 9. Dette kan i denne sammenhæng eksemplificeres på Jesu forhold til templet, først og fremmest i beskrivelsen af Jesus som den, der nedbryder og genopbygger templet. På den anden side er der hos synoptikerne i flere henseender også angivet grænser for denne sidestilling af Guds funktion og Jesu funktion. Tanken om at frembære ofre til Jesus dukker ikke op i de synoptiske evangelier. Et menneske ofrer ikke til Jesus. Rent terminologisk manifesterer denne grænse sig deri, at kun Gud er genstand for λατρε-ειν 10. Ordet λατρεειν synes for evangelisterne at have bevaret de referencer til kulten, som er kendt fra LXX. Evangelisterne har derfor ikke fundet det betimeligt at benytte ordet om menneskers forhold til Jesus. Derimod omtales tilbedelsen af Jesus især af Matt ved hjælp af verbet προσκυνε-ν, der ikke på samme måde som λατρε-ειν rummer kultiske konnotationer. Grænsen mellem de teocentriske og de kristocentriske udsagn kommer på karakteristisk måde til udtryk eksempelvis i beretningen om profetinden Anna, der ifølge Luk 2,38 talte om Jesus til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Men Lukas føjer til, at hun i templet lovpriste ikke Jesus, men Gud. Tilsvarende hedder det om den retfærdige Simeon, at han i Jesus-barnet så sin længsel efter frelse opfyldt. Men ifølge Luk 1,27f priste han i templet ikke Jesus, men Gud. Typisk for fremstillingen i de synoptiske evangelier hedder det i Luk 24,52f om disciplene, at de efter himmelfarten tilbad den ophøjede Jesus på Oliebjerget, og siden lovpriste de Gud i templet. De tilbad Jesus på Oliebjerget og Gud i templet. De johannæiske skrifter Tanken om Jesus som det nye tabernakel kommer klart til udtryk i Johs-ev. Dette sker f.eks. i Joh 1,14 i ordene om Logos / Ordet, der blev kød og tog bolig blandt os. Og vi så hans herlighed, føjes det til. Der kan ikke være tvivl om, at Johs her benytter en sprogbrug, der har sin baggrund i tempelforestillingen. Ifølge Johs 1,14 er herligheden nu til stede hos ham, der er det inkarnerede Ord. Men det er forbavsende, at det ikke hedder, at Ordet er Guds telt. Det siges ikke, at Ordet er det tabernakel, hvor Gud har taget bolig; men Joh skildrer Ordet / Logos som subjekt for -σκ-νωσεν. Logos siges at opslå sit telt blandt mennesker. Logos tager bolig blandt mennesker, siger Johannes, og det er en ny talemåde, 9 9 Gerhardsson, B.: Monoteism och högkristologi i Matteusevangeliet, i: "Hör, Israel!". Om Jesus och den gamla Bekännelsen, Lund 1979, F.eks. Matt 4,10; Luk 1,74; 2,37.

6 6 Peter V. Legarth ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 sammenlignet med de synoptiske evangelier. Tilsvarende bekender Johs, at han har set Logos' herlighed. Der er her tale om en markeret højhedskristologi, i hvilken Logos fremstår som Gud. Også i Johs's beretning om tempelrensningen i Johs 2,13-22 findes en utvetydig bestemmelse af Jesus som det nye tempel, og denne kristologiske bestemmelse kommer også til udtryk andre steder i Johs-ev 11. Den får imidlertid ikke den konsekvens, at der nu tales om en frembæring af ofre til Jesus Kristus, og templet kaldes ikke Kristi tempel 12. Templet er Guds hus, eller rettere»min faders hus«(johs 2,16). I Åbenbaringsbogen findes en udførlig beskrivelse af det himmelske tempel i 7,9-17. Den teocentriske karakter ved tempelforestillingen findes her markeret på flere måder. Der er eksempelvis tale om Guds tempel. Det er Gud, som opslår sit tabernakel over dem, der står foran tronen osv. Samtidig fortælles det, at de forløste har gjort deres klæder hvide i Lammets blod. Lammet står midt foran tronen og skal lede de forløste til kilderne med livets vand. Den gængse distinktion mellem teocentriske og kristocentriske udsagn inden for tempelforestillingens rammer synes her opretholdt. Men i 7,9 hedder det dog, at folkeskaren er iført hvide klæder og står foran Guds trone og foran Lammet og lovpriser Gud og Lammet (v. 9f). Der foreligger dette sted muligvis en kultisk terminologi, f.eks. i omtalen af de hvide klæder. I givet fald er der her tale om en præstelig tjeneste rettet imod Gud og Lammet. Men formuleringerne i 7,9 er ikke entydige, og det er værd at notere, at der i det følgende i forbindelse med tempeludsagnet netop distingveres mellem det teocentriske og det kristocentriske moment. Det er derfor farligt at drage for vidtgående slutninger af 7,9. Når det gælder alter- og offerterminologien i Åb, kan det konstateres, at den vanlige distinktion mellem det teocentriske og det kristocentriske perspektiv bliver opretholdt. Alteret siges at stå»for Guds ansigt«(åb 9,13). Ofre bliver frembåret for Gud, som er til stede i templet (Åb 8,3-5). Derimod skildres Jesus Kristus ikke som den, der modtager ofret 13. Også i Åb forekommer tanken om Jesus Kristus som et tempel. Det betones i 21,22, at enhver barriere mellem folket og Gud respektive Lammet nu er borte, og det er et tema, som udfoldes på forskellig vis i 21,22-22,5. Men i 22,3 sker der en ændring i fremstillingen. Der inddrages nu deciderede præstelige termer med de vanskeligheder, som dette indebærer. Det er i det mindste bemærkelsesværdigt, at der i kultisk kontekst kan tales om Guds og Lammets trone. På den anden side fremgår det, at det i denne sammenhæng vanskeligt kan erklæres, at tjenerne tilbeder (λατρε-ειν) Lammet. Derimod bliver det slået F.eks. Joh 4,19-26; 7,37f; 10, Det nærmeste man i Joh kommer et brud med det hævdvundne teocentriske perspektiv over templet, er udsagnet i Joh 1,14 med Logos som subjekt for verbet σκηνο-ν Med eventuel undtagelse i Åb 5,8 og 7,9-12.

7 ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel... 7 fast, at Guds tjenere skal tilbede Gud (22,3). De skal se hans ansigt etc. Det er her folkets forhold til Gud, der er i fokus. Det fremgår således, at den sondring mellem det teocentriske og det kristocentriske perspektiv inden for tempelforestillingskredsen, som er vanlig i kristen sammenhæng, stort set er bevaret i de johannæiske skrifter. Der foreligger ganske vist en betonet bestemmelse af Jesus Kristus som tempel, men det får kun i ringe udstrækning den konsekvens, at der sker et brud med det hævdvundne teocentriske perspektiv over templet. Ansatser til et brud med konventionen forekommer i Joh 1,14 og Åb 5,8-12; 7,9-12 og 22,1-3, men der er kun tale om tilløb. Paulus Det er i Ny Testamente først og fremmest i de paulinske skrifter, at den kristne menighed skildres som Guds tempel, nemlig 1 Kor 3,16f; 2 Kor 6,16; 2 Thess 2,3f; 1 Tim 3,15, men mest udførligt i Ef 2, Der sker i Ef 2,19-22 en bestandig omstrukturering af den billedlige fremstilling. Det ene billede udvikler sig til et andet. Men ikke desto mindre fremgår det, at templet er Guds bolig. På den anden side bliver det i Ef 2,19-22 fastslået, at menighedens eksistens som tempel er afhængig af Jesus Kristus. Uden Jesus Kristus ville den kristne menighed ikke være Guds tempel. Jesus Kristus er hjørnestenen og dermed kirkens egentlige fundament (v. 20). Videre siges Jesus Kristus at holde bygningen sammen, og det er Jesus Kristus, der udvirker opbygningen af det hellige tempel (v. 21f). Jesus Kristus er altså i fremstillingen at forstå som tempelbygger. Men det rokker ikke ved, at tempeltankens konventionelle teocentriske bestemmelse er opretholdt. Templet er Guds tempel. Generelt gælder det, at når tempelsymbolet i Corpus Paulinum benyttes til at udtrykke menighedens eller menneskets tilhørsforhold til guddommen, er denne guddom altid Gud og i 1 Kor 6,19 Guds Ånd. Templet er som nævnt Guds tempel. Hvor menighedens eller menneskets tilhørsforhold til Jesus Kristus bliver fremstillet, inddrages f.eks. legemsbilledet, men ikke tempelsymbolet; hverken menigheden eller mennesket beskrives i denne sammenhæng som Kristi tempel, men f.eks. som Kristi legeme. Noget tilsvarende gør sig gældende med hensyn til skildringen af Guds iboen i menigheden eller mennesket. Når den i menigheden eller mennesket nærværende guddom omtales under inddragelse af tempelsymbolet, er denne guddom altid Gud og i 1 Kor 3,17 Guds Ånd. Gud bor i sit tempel. Menigheden og mennesket kan naturligvis også skildres som stedet for Jesu Kristi nærvær 14, men i sådanne tilfælde benyttes tempelsymbolet ikke. Det hedder ikke, at Kristus bor i sit tempel. En tilsvarende iagttagelse kan man gøre, når det gælder modtagelsen af et offer. Det er betegnende, at Gud ifølge de paulinske skrifter er adressaten for menneskets offer. Dette kommer bl.a. til udtryk i forbindelser, hvor verbet»at tjene«(λατρε-ειν) benyttes (Rom F.eks. Rom 8,9-11; 2 Kor 4,10; 13,5; Gal 2,20; Ef 3,17 (med Kristus som subjekt for κατοικ-σαι); Kol 1,27.

8 8 Peter V. Legarth ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 1,25 og 2 Tim 1,3). Det tilsvarende gør sig gældende med hensyn til begrebet»velbehagelig«(ε--ρεστος). Inden for kultforestillingens rammer refererer dette ord udelukkende til forholdet til Gud. Det hedder, at det pågældende offer er velbehageligt for Gud 15. Men uden for denne kontekst kan Paulus relatere begrebet også til det, der behager Jesus Kristus 16. Men da er der som nævnt ikke tale om nogen tempelsymbolsk tankegang. Trods en relativ righoldig og forskelligartet anvendelse hos Paulus af begreber, der hører hjemme i tempelforestillingskredsen, foreligger der inden for tempelsymbolismens rammer ikke noget brud med den gældende distinktion mellem teocentriske og kristocentriske udsagn. 1. Pet Tanken om menigheden som tempel indgår desuden i fremstillingen i 1 Pet 2,4-10. Det hedder her, at de kristne skal komme til Jesus Kristus. Han er den levende sten. Hermed pointeres det, at Jesus Kristus har konstitutiv betydning for den kristne menighed. Det forudsættes, at Gud er tempelbygger, mens Jesus Kristus skildres som hjørnestenen i det åndelige hus, i den kristne menighed. I v. 5 skildres menighedens medlemmer derpå som et helligt præsteskab. De troende er præster, der frembærer åndelige ofre, og disse ofre er i kraft af Jesus Kristus velbehagelige for Gud. Det kan altså noteres, at det teocentriske moment er fastholdt i 1 Pet 2,4-10: Ofrets adressat er Gud. Ofret frembæres for Gud, og Jesus Kristus er den, der formidler selve ofringen. Der forekommer således heller ikke i 1 Pet nogen ombrydning af den gældende distinktion mellem tempelforestillingens teocentriske og kristocentriske aspekter. Hebr I Hebr betones det igen og igen, at den jordiske kult er utilstrækkelig 17, og det hedder i Hebr 8,1-5, at tabernaklet blot er en efterligning og en skygge af det himmelske tempel. Gud står ifølge Hebr 8,2 bag opførelsen af det himmelske tempel. Det himmelske tempel tilhører ifølge Hebr Gud, og det er stedet for Guds nærvær 18. I templet er Gud til stede. Også Jesus hævdes at være præsent i det himmelske tempel, men det urgeres, at Jesus er Rom 12,1 og Fil 4, Kor 5,9; Ef 5,10; Kol 3,20. Også uden for kultisk sammenhæng kan Paulus med ε-- ρεστος sigte til det, der behager Gud (Rom 14,18) I Hebr bestemmes den kristne menighed ikke som tempel. Ganske vist forekommer der i forbindelse med modstillingen af Moses og Jesus Kristus i Hebr 3,1-6 en skildring af menigheden som Guds hus. Men dette Guds hus er i Hebr 3,1-6 ikke et tempel, og det er efter alt at dømme netop på denne baggrund, at Jesus Kristus kan skildres som husbygger og som husets herre Jf. Hebr 6,18f; 9,8-12; 9,24.

9 ΙΧ-YΣ nr. 3,1996 Kristus og Guds tempel... 9 nærværende som ypperstepræst 19, og netop denne kristologiske titel står i forgrunden i Hebr ved skildringen af Jesu jordiske gerning (2,17f; 5,1; 7,27; 8,3; 13,12) og hans himmelske gerning (4,14; 8,1). I forlængelse heraf bestemmes frelsen som dette at træde frem for Gud 20. Der rokkes her ikke ved den sondring mellem Gud og Jesus Kristus, som er gængs i tempeltankens sammenhæng. Konklusion I Ny Testamente sker således på forskellig vis en samordning af tempelforestillingen og de kristologiske udsagn. Tempelforestillingens teocentriske karakter forbliver stort set urokket. Kun undtagelsesvist forekommer en korrektion af den tilhørende traditionelle sondring mellem Gud og hans Salvede I Hebr 1,8 kan Jesus ganske vist kaldes Gud, men denne theos-prædikation sker uden for tempelforestillingens kontekst F.eks. med προσ-ρχεσθαι respektive -γγ-ζειν i Hebr 4,16; 7,19.25 og 10, Jf. 13,15f.