,QGOHGQLQJ. KHOOHQLVPRVomtales som erkendelige størrelser. Det er også på denne tid, at en fortørnet hob

Transkript

1 ,QGOHGQLQJ Perioden omkring hasmonæerne, ofte refereret til som hasmonæertiden eller den intertestamentariske periode og andre gange, når talen er mere abstrakt og ikke nødvendigvis falder på det gamle Israel, som hellenismen, er en yderst dynamisk og turbulent periode i mange henseender: De sidste kanoniske skrifter er under tilblivelse, og selve kanon er ved at tage form. Israel gennemgår en magtmæssig genopblomstring hvis lige ikke var set siden David og Salomon. Det lille land, Israel, dukker op på den storpolitiske scene og bliver en magtfaktor blandt seleukider, ptolemæere og romere, som man storpolitisk bliver nødt til at regne med. makkabæerbøgerne, der omhandler denne periode, er det første sted, hvor begrebernemxgdlvprvog KHOOHQLVPRVomtales som erkendelige størrelser. Det er også på denne tid, at en fortørnet hob udvandrede fra Jerusalem til Qumran i protest mod forholdene i Jerusalem. Jødiske templer blev opført uden for Israels grænser, og der herskede debatter om Jerusalems status som Guds udvalgte sted til sit tempel. Den jødiske selvforståelse var umiskendeligt i støbefonten i mødet med den græske kultur og stod på tærsklen til en ny tidsalder med introduktionen af en helt ny religion Makkabæerbog blev til i dette hektiske klima og er centrale værker når det drejer sig om forståelse af perioden Makkabæerbog er to forskellige vinkler på de samme begivenheders gang og tilbyder os en unik indsigt i måden at skrive historie på i den intertestamentariske periode og samtidig et rigt blik ind i periodens kulturelle og religiøse rørelser. 3UREOHPIRUPXOHULQJ Nærværende speciale vil primært søge at udrede et svar til spørgsmålene: 1. Er 2 makkabæerbog propaganda fra Jerusalemtemplet til jøderne i Leontopolis? 2. Hvori består propagandaen? 3. Kan denne eventuelle propaganda forstås som en opfordring til de egyptiske jøder særligt den oniadiske 1 ypperstepræsteslægt, til at vende hjem fra Egypten til templet i Jerusalem? Til besvarelse af dette disse spørgsmål vil jeg befatte mig særligt med 0DNNDE HUERJog søge at bestemme dens 6LW]LP/HEHQ±særligt med henblik på templet og ypperstepræsterne Hvornår blev den skrevet? Hvorfor blev den skrevet, når den handler om den samme periode som 1 Makkabæerbog eller omvendt? Til hvem henvender den sig? Mit speciale sigter mod at udrede et svar på disse spørgsmål. De umiddelbart efterfølgende kapitler behandler problemer, der er underordnede den ovenstående problemstilling. %UHYHQH Det primære fokus for specialet er de breve, der er placeret forrest i 2 Makkabæerbog. Disse møder os som det første, når 2 Makkabæerbog åbnes. Tidligere tiders forskning har disputeret en del over antallet af breve. Dette vil jeg imidlertid ikke befatte mig videre med, eftersom almen konsensus efterhånden dikterer 2 breve. Disse 2 breve er til gengæld ikke uden problemer. Det vides ikke med sikkerhed, om de oprindeligt var vedhæftet 1 "Oniader" kaldes a) ypperstepræsterne efter Onias I, der var "zadokitter" af æt og b) jøder der fulgte disse præster og c) de indflydelsesrige jøder i Egypten som var efterkommere af Onias III eller IV, samt deres tilhængere (Josefus taler ligefrem om "det oniadiske parti"). Jeg bruger oftest betegnelsen til at betegne ypperstepræsterne.

2 epitomeet 2, eller om det var senere tiders refleksion over det umiddelbare sammenfald i handling, der bevirkede en eftervortes vedhæftning. Svarene på disse spørgsmål er af afgørende betydning for fortolkningen af mange passager i epitomeet. Ja, hele hensigten med bogen kunne tænkes at være en anden, end de opfattelser af den, der hersker i dag, såfremt man medfortolkede disse breve som originalt hørende til epitomeet: Er de direkte tiltænkt et egyptisk publikum, eller var modtageren underordnet, på det tidspunkt, da epitomeet blev forfattet. Konnotationer og meningsspektre afhænger af svarret på disse spørgsmål, og jeg vil søge at trænge dybere til bunds i brevenes betydning og deres relation til resten af værket. Indgangsvinklen til brevene (og resten af værket) vil være at undersøge om, hvorvidt der forefindes propaganda mod Leontopolistemplet, der blev grundlagt i Egypten af en vis Onias i tiden efter Antiokus IV Epifanes s antijudaistiske virksomhed. Jeg vil undersøge, om dette er tilfældet og i bekræftende fald analysere propagandaens natur. Eftersom der ikke hersker enighed om, hvilken Onias det var, der grundlagde templet i Leontopolis, vil dette spørgsmål også modtage en vis opmærksomhed. -HUXVDOHPWHPSOHWRJ/HRQWRSROLVWHPSOHW I lyset af Leontopolis-problemstillingen vil det være nødvendigt at analysere Jerusalemtemplets status og funktion i 2 Makkabæerbog og undersøge, om disse relaterer sig til det Leontopolitiske propagandaaspekt. Ikke blot har templet en central placering i 2 Makkabæerbog, som ligefrem af R. Doran 3 kaldes for tempelpropaganda, men er sandsynligvis dét, som hele værket drejer sig om. Forfatteren af 2 Makkabæerbog bestræber sig til det yderste for at illustrere, at templet i Jerusalem er helligt en pointe som tages for givet i 1 Makkabæerbog 4. Denne forskel i tempelsynet i de to bøger, giver os ledetråde til opklaring af forskellige problemstillinger omkring 2 Makkabæerbogs formål, teologi, politiske standpunkt, datering m.fl. Min tese er, at Jerusalemtemplets hellighed sandsynligvis var til debat, og dette vil jeg søge at påvise. Josefus beretter om Leontopolis-templet og således også rabbinske kilder. Spørgsmålet er altså, om 2 Makkabæerbog også udsiger noget om dette tempel - om ikke direkte så indirekte? Mærkeligt ville det være, dersom en beretning, i hvilken Jerusalemtemplet fremstår som klodens navle og omgærdet af mirakuløse hændelser, fuldstændigt undlod at kommentere eksistensen af et sådant udenlandsk jødisk tempel. Jeg vil søge at analysere WHPSOHWV SODFHULQJUROOH i 2 Makkabæerbog for at se, om vi derigennem eventuelt bibringes en klarere forståelse af 2 Makkabæerbogs funktion og dens eventuelle holdning i en sådan given debat. Jeg skal allerede her gøre opmærksom på, at Leontopolis på intet tidspunkt er eksplicit nævnt nogetsteds i 2 Makkabæerbog. Specialet vil således aldrig kunne komme til at udgøre et egentligt "bevis" for Leontopolis-udlægningen, men snarere en sandsynliggørelse af denne. 2 Epitome er den betegnelse, man benytter om selve historien, (uden brevene) fordi den er en forkortelse af en længere historie. Epitomist er så betegnelsen for personen, der forkortede. Læs mere i kapitlet Epitomeet 3 R. Doran har i sit værk Temple Propaganda (se litteraturlisten bagi) på overbevisende vis demonstreret 2 Makkabæerbogs karakter af tempel-propaganda (mere om dette senere). 4 Goldstein 1975, ABI, s.28. J. A. Goldstein har bla. forfattet Anchor Bible-kommentarene til de to første Makkabæerbøger. Se litteraturlisten bagi.

3 <SSHUVWHSU VWHUQH Knyttet til templet og Leontopolisproblematikken er \SSHUVWHSU VWHUQH, der spiller en væsentlig rolle i 2 Makkabæerbog. Hasmonæerne forsøgte at retfærdiggøre deres tilranelse af dette centrale embede i 1 Makkabæerbog, og i 2 Makkabæerbog får de måske svar på tiltale. Ypperstepræsteembedets besættelse var af skismatisk karakter, hvilket afspejles i 2 Makkabæerbog, Qumran-skrifterne og andre kilder. I Makkabæerkampenes hede blev embedet udbudt til salg, og det sande zadokitiske/oniadiske præsteskab flygtede til Egypten. Det skal undersøges, hvorledes polemikken omkring embedet relaterer sig til disse "sande" ypperstepræster, der fungerede ved Leontopolistemplet. Min generelle forståelse af 2 Makkabæerbog er (modsat J. A. Goldstein), at den i én forstand er temmelig pro-oniadisk Denne påstand vil jeg i videst muligt omfang søge at underbygge gennem en analyse af de steder i 2 Makkabæerbog, der kunne tænkes at udsige noget om oniaderne. Goldstein gør sig i sin kommentar til 2 Makkabæerbog til talsmand for en uhyre kompliceret kildeteori for 2 Makkabæerbog, der bla. implicerer en specifik kilde for oniaderne. Goldstein forstår epitomistens brug af denne kilde som antioniadisk en opfattelse, som jeg igennem en gennemgang og analyse af hans argumenter vil søge at gendrive. Helt centralt for specialet vil være fremførelse af og argumentation for en ny tolkningsmulighed af fremstillingen af ypperstepræsterne i 2 Makkabæerbog, en fortolkning som går ud på, at 2 Makkabæerbog kan ses som en opfordring til de i Egypten bosatte jøder og det "sande" præsteskab, der befandt sig i eksil i Egypten, om at vende tilbage til Israel og til tempeltjeneste i Jerusalem for derved at udvirke fuldbyrdelsen af Guds plan for Jerusalemtemplet og dettes hellighed. Dette formål udledes specielt på baggrund af en tolkning af centrale passager i brev 2. I min behandling af brev 1 vil jeg henvise til dette formål, men hovedargumentationen forekommer først i behandlingen af brev 2, til hvilken jeg så allerede i behandlingen af brev 1 må henvise læseren. Argumentationen fra brev 2 er så at sige forudsat som forståelsesramme for hele behandlingen. 0DNNDE HUERJ I følgende afsnit vil jeg kort opridse 2 Makkabæerbogs indhold og på rette steder gøre opmærksom på problemstillinger, som jeg vil behandle i specialet. 0DNNDE " Der findes fire bøger med epitetet Makkabæer. For straks at udskille af specialet, materiale, der ikke har nogen relevans, mener jeg, der bør ses helt bort fra 4 Makkabæerbog der intet har med selve makkabæertiden at gøre 5 og derfor ikke kvalificerer sig til yderligere opmærksomhed 6,men om samme mangel på relevans også gælder for 3 Makkabæerbog, er jeg ikke helt så sikker på 7. 5 Politikens Bibelleksikon 1992, under Makkabæerbøgerne. 6 3 Makk. er en fortælling om egypterkongen Ptolemæus IV s forgæves forsøg på at trænge ind i templet og videre om hans hævn over de alexandrinske jøder. 4 Makk. er en filosofisk præget afhandling, der hører til visdomslitteraturen. Både 3 og 4 Makk. er at finde i de gammeltestamentlige pseudoepigrafer. Jeg vil i afsnittet "kilderne" kort behandle 3 Makkabæerbog og belyse dens relevans for perioden. 7 Således er holdningen i Politikens Bibelleksikon. Se under kapitlet om kilderne R. Doran mener bl.a., at 3 Makkabæerbog har en del tilfælles med 2 Makkabæerbog.

4 Makkabæ optræder aldrig i pluralis i selve bøgerne og dér kun som tilnavn til Judas. De første der omtalte bøgerne, var de tidlige kirkefædre Clement af Alexandria og Origines, der betegnede bøgerne som 7D0DNNDEDLND(makkabæiske historier) 8. Senere kunne man forestille sig, at folk generelt, løst henkastet og over en kam, har omtalt historiens helte som makkabæere, ligesom man også undertiden (fejlagtigt) hører folk omtale Jesus og hans samtidige tilhængere som kristne. Den første, der beviseligt brugte makkabæere som generisk betegnelse, var Tertullian i $GYHUVXV -XGDHRV fra 195 e.kr. 9 Derefter taler kirkefædrene i flæng om makkabæer-bøgerne. %UHYHQH 2 Makkabæerbog indledes med to breve, hvoraf det ene er stilet til de egyptiske brødre og det andet til en Aristobulos, kong Ptolemæus lærer, af de salvede præsters slægt, og jøderne i Egypten. Vi undrer os ikke over disse breves tilstedeværelse, førend vi kommer til 2 Makk. 2:19 hvor en (ny) historie tydeligvis har sin egen begyndelse. Goldstein hævder 10, at ingen ville savne brevene om de ikke var blevet vedhæftet selve historien, som løber fra 2 Makk. 2:19 15:39, hvilket er en korrekt betragtning 11. Epistlerne er udtryk for en tidstypisk genre (der efterligner breve fra det Gamle Testamente), der tog sin begyndelse i den tidlige hellenistiske periode 12. Jeg vil senere i fremstillingen gå i detaljer med brevene og vil derfor nu begrænse mig til en kort opridsning af de problemstillinger, som brevene unægtelig frembyder: ) UVWHEUHY (Ep.1 13 ), der løber fra 1:1-10a, udgiver sig for at være et festbrev fra 124 f.kr., der har til formål at opfordre de egyptiske jøder til at observere løvhyttefesten, i måneden Kislev. Denne fest er i sig selv ikke problemfri, eftersom der er benyttet flere forskellige navne for den, og det er uklart præcis, hvad de udtrykker. I Ep.1 er der en henvisning til et tidligere afsendt brev (Ep.0). Hvorvidt brevet (Ep.1 + Ep.0) oprindeligt hørte til epitomeet er et af de spørgsmål, forskerne er uenige om, og som jeg vil diskutere i detaljer, eftersom det er af største betydning for undersøgelsen af Leontopoproblematikken. Forskerne er uenige om, hvorvidt der forefindes propaganda mod det jødiske tempel i Leontopolis og brevets sammenhæng med resten af historien. Det samme gælder for brev 2. En kort beskrivelse af EUHY (1:10b-2:18 = Ep.2): Efter indledende hilsener takkes Gud for Hans rolle i Jerusalems redning. Herefter følger en historie om, hvorledes Antiokus omkom i Nanaias helligdom, der afviger fra den, vi finder i epitomeet. Forskerne er uenige om, hvad der er grunden til, at der findes to forskellige historier om den samme begivenhed inden for samme værk, og jeg vil i gennemgangen af brevet drøfte disse forskeres udlægninger af historien, der har betydning for spørgsmålet om brevets autenticitet og datering. Gud prises for Antiokus s død. Så nævnes det, at en af baggrundene for brevet er fejringen af templets renselse og ønsket om, at de egyptiske jøder måtte fejre denne ligesom løvhyttefesten og ildfesten. Herefter følger en (mytologisk/etymologisk) historie om 8 Goldstein 1975, ABI, s.3 9 Goldstein 1975, ABI, s Goldstein 1975, ABI, s Ingen ville vel heller savne beretningerne om Nikanordagen, martyrhistorierne osv., hvis disse ikke var at finde i epitomeet. 12 Hengel 1973, 1, s Ep. = epistel el. epistula

5 Nafta (en slags olie/benzin), dens oprindelse og sammenhæng med genindvielsen af templet i forbindelse med Nehemias virke og hjemkomsten fra eksilet i Persien. Jeremias sammenkædes ligeledes med ild/tempel-historien samt en historie om, hvorledes Jeremias gemte pagtens ark og røgelsesofferalteret i en ukendt hule for at de ikke skulle blive fundet, førend Gud igen samler sit folk og lader barmhjertighed råde. Brugen af disse bibelske personer, formålet med beretningen vil blive nøje undersøgt eftersom det sandsynligvis relaterer sig til leontopolisproblematikken. Efterfølgende fortælles det hvorledes Nehemias havde ført notater og opbygget et bibliotek med bøgerne om kongerne, profeterne, Davids bøger og kongernes breve om tempelgaver, og om hvorledes Judas Makkabæeren ligeledes havde samlet bøger, og at de egyptiske jøder kunne sende bud efter dem, hvis de havde brug for dem. Afslutningsvis opfordres de egyptiske jøder igen til at fejre renselsen, og en række betragtninger over Guds finger i historien fremføres sammen med håbet om en samling af alle jøder til det hellige sted. Indsamlingen af diasporajøder til Israel/Jerusalem er et centralt tema i brevet, som jeg mener også skal henføres til Leontopolisproblematikken, hvorfor det vil modtage særlig opmærksomhed. Som konklusion på denne indledningsvise behandling af brevene kan siges, at brevenes fulde betydning for resten af epitomeet ikke rigtigt 14 er blevet undersøgt endnu, og det er bl.a. er dette, jeg har tænkt mig at gøre i dette speciale. (SLWRPHHWNDSLWHO± Først i 2 Makk. 2:19 tager den egentlige historie sin begyndelse. Værket kaldes også epitomeet, eftersom forfatteren i sin indledende tale til bogen (2:19-32) selv bruger ordet î¼ Ú (at afkorte)(2 Makk. 2:32) om sin virksomhed, hvorfor forfatteren refereres til som epitomisten. Det, der afkortes, er ifølge epitomisten selv (2 Makk. 2:23) et fembindsværk af en Jason fra Kyrene, om hvem stort set intet vides. Nogle mener, at Jason var et øjenvidne til de begivenheder, han beretter om 15. Andre mener, at Jason benyttede sig af hovedsageligt skrevne kilder 16. Umuligt er det heller ikke, at Jason er en litterær opfindelse 17. Niels Hyldahl 18 prøver at identificere ham med den Jason, som Judas sendte til Rom i1 Makk. 8:17 (hvilket navnemæssigt synes mig usandsynligt: Jason af 14 R. Doran kommer i sin konklusion ind på, hvorledes det eskatologiske håb (Guds samling af sit folk til det hellige sted) (2:18) (om det er eskatologisk, vil blive diskuteret i forbindelse med eksegesen af dette sted) ændrer og perspektiverer 2 Makkabæerbogs karakter og budskab. Selv tager han ikke opgaven op men det har jeg som sagt tænkt mig at gøre. 15 Hengel 1973, s. 96 anfører her Niese, Schürer, Jacoby, Abel og Tcherikover og erklærer sig enig heri (s.97) 16 Hengel 1973, s. 96 anfører her E. Meyer, Bickermann, Pfeiffer og Schunk 17 R. Doran 1984, s.81 citerer W. Richnow s ( Untersuchungen, 41-42) argumenter for denne holdning: 1. 5 bøger er i virkeligheden ikke særligt omfangsrigt, 2. Jasons navn nævnes ikke igen i værket, 3. forfatteren understreger sig selv emfatisk i slutningen (jeg vil slutte )(denne pointe holder ikke for en sproglig analyse, for det, der faktisk siges, er: vil også jeg slutte her ( ¼ ), hvilket kan referere til både faktummet, at byen var på hebræernes hænder, men også til Jasons slutning!) og til den generelle praksis at opfinde forfattere for at låne autoritet til et værk. Doran tilbageviser selv denne teori. 18 Niels Hyldahl, "Jøderne og seleukiderne" i Tradition og nybrud; jødedommen i hellenistisk tid, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet 1990, s.74

6 Kyrene over for Jason, Eleazars søn 19 ) sammen med Eupolemos, hvem han i øvrigt skråsikkert identificerer med forfatteren af "om Judæas konger" 20. Man kunne tænke sig, at Jasons værk i højere grad end epitomeet var bibelsk funderet, forstået på den måde, at 1 Makkabæerbog, der går for at være bibelsk i sin fremstilling (med mange talangivelser, præcise beskrivelser etc. og står for en generel tilnærmelse til krønike- og kongebøgernes stil) står i stilistisk modsætningsforhold til 2 Makkabæerbog i sin nuværende form, epitomiseret (efter epitomistens eget udsagn) for at gøre fremstillingen lettere tilgængelig netop i henseende til talangivelser etc. Således kan man meget vel tænke sig, at 2 Makkabæerbog, før forkortelsen, med f.eks. alle sine talangivelser var bibelsk funderet. Goldstein hævder 21, at epitomisten intet tilføjede, men kun forkortede, hvilket er en tvivlsom og udokumenteret påstand, når Jasons oprindelige værk ikke længere eksisterer. Han går så vidt som til at sige, at vi må tale om epitomeet som Jason af Kyrenes værk 22. Han mener, på grundlag af 2 Makk. 15:37, at Jasons værk strakte sig længere end epitomeet 23, hvilket går imod epitomistens egne ord i 2 Makk. 2:23, men selvfølgelig ikke er umuligt. Grunden eller anledningen til forkortelsen af Jasons oprindelige værk opgives af epitomisten selv at være et ønske om at lette tilegnelsen af stoffet for læseren og endvidere blot et ønkse om at fornøje læseren, eftersom Jasons værk angiveligt skulle være fyldt med talangivelser og være vanskeligt tilgængeligt. Disse udsagn fra epitomisten har fået flere forskere til at kategorisere 2 Makkabæerbog som ahistorisk og useriøs og understøtter endvidere definitionen af værket som "patetisk historieskrivning" 24. Endvidere opgiver epitomisten 25, at hans værk vil komme til at handle om: Judas Makkabæer, renselsen af det mægtige tempel, indvielsen af alteret, krigene mod Antiokus Epifanes og hans søn Eupator, himmelske åbenbaringer, der viste sig for dem der udførte glorværdige bedrifter for jødedommen, erobringen af landet, fordrivelsen af barbarer, indtagelsen af templet, befrielse af byen, stadfæstelse af loven. Således får vi her nærmest forfatterens egen disposition for sit værk. Forskerne er imidlertid ikke helt sikre på, om de skal tage epitomistens ord for pålydende, hvad hensigt og formål angår. Josef Sievers 26 har udarbejdet følgende illustrative oversigt: 19 Goldstein 1975, AB I, s.359 kommenterer, at "Jason" var en normal græsk gengivelse af de meget udbredte hebraiske navne "Jesus" eller "Joshua", og således er det alt for usikkert at forsøge at identificere denne Jason med Jason af Kyrene selvom det da er fristende at identificere de to makkabæiske udsendinge til Rom som to forfattere. 20 Således Hyldahl 1990, s.73 - højst forligger der en mulighed for denne identifikation; Goldstein 1975, AB I, s.359: PD\EHLGHQWLFDO«, Habicht 1976,s. 178: K FKWVWZDKUVKHLQOLFKLGHQWLFK Hengel 1973, 1, s.64: SUHVXPDEO\«således bør man altså ikke som Hyldahl skrive: "den samme Eupolemos er kendt som." 21 Goldstein 1975, ABI s Goldstein 1975, ABI, s Hengel 1973, s. 97 argumenterer for, at epitomisten, der, ved at havde valgt at forkorte Jasons værk, også måtte dele hans fortolkning af historien. Naturligvis forkortede han de udelukkende historiske afsnit, men beholdt de opbyggelige for at styrke værkets tendens, hvilket jo igen må siges at ændre værkets karakter til noget ganske andet. 23 Goldstein 1975, ABI, s. 27 om 2 Makk. 15:37, hvor det siges, at byen siden de tider har været i hebræernes besiddelse. Goldstein slutter på denne baggrund, at epitomisten sikkert havde sluttet sit værk anderledes, hvis ikke Jasons værk havde strakt sig endnu længere, ved f.eks. at skrive: "her endte Jason så derfor ender jeg også her". Argumentet er absurd, men ikke desto mindre foreligger muligheden for, at værket strakte sig længere. 24 Se afsnittet om "patetisk historieskrivning" 25 2 Makk. 2: Sievers 1990, S. 9

7 0DNNDE HUERJVIRUVNHOOLJHIXQNWLRQHU.XOWLVN (a) beskrivelse af oprindelsen til Hanukkah og Nikanordagen og opfordring til at observere disse dage 27. (b) bekræftelse af templet i Jerusalems hellighed, adresseret til de Egyptiske jøder, indebærende kritik af det oniadiske tempel i Leontopolis HRORJLVN Bevis for belønning for godhed og straf for onde gerninger; vanhelligelse og oprejselse som paradigmet LVWRULRJUDILVNTilbagevisning af 1 Makkabæerbog og bekræftelse af sandfærdigheden af Daniel URSDJDQGLVWLVN: tempelpropaganda (kultisk dimension inkluderet, men ikke begrænset dertil) GDJRJLVNXQGHUKROGQLQJ: man burde føje Epitomistens egne ord: til at fornøje og lette tilegnelsen af svært tilgængeligt stof 32. Som det fremgår, er der ikke noget entydigt svar på, hvad 2 Makkabæerbog, ifølge forskerne, er for en størrelse, eller hvad formålet med den er. Peters 33 foreslår, at 2 Makkabæerbog er et forsøg fra Johannes Hyrkanus i 125 f.kr. på at få jøderne i Egypten til at overholde den nye festival, Hanukkah, hvilket er en meget usandsynlig tese, som den senere behandling skal vise. Formålet med nærværende speciale vil bla. være kritisk at tage stilling til ovenstående skitserede muligheder. 2 Makkabæerbog, som den forligger i dag, har fået flere forskere til at mene at der udover, epitomisten og brevskriverne også har indgået en senere redaktør af stoffet (der bl.a. skulle have vedhæftet brevene til epitomeet). Denne teori samt de andre, der forligger om 2 Makkabæerbogs tilblivelse, skal selvfølgelig indgående diskuteres. I kapitel 3, efter indledningen (2:19-32), tager handlingen sin egentlige begyndelse, i hvilken Jerusalem ånder fred pga. Onias III s fromhed og retskaffenhed.hele kap. 3 er en spændende og udpenslet historie om, hvorledes den seleukidiske kansler Heliodorus uretmæssigt forsøger at opkræve nogle penge fra templet i Jerusalem, og hvorledes Gud griber ind med et mirakel og forhindrer dette. I kapitel 3 forefindes alle de momenter, der har bevirket, at forskningen har betegnet denne type historieskrivning som patetisk. R. 27 Sievers 1990, S. 9 henviser her til Grimm, Abel og Momigliano 28 Sievers 1990, S. 9 henviser her til Bévenot, Bickerman, Mejia og Momigliana 29 Sievers 1990, S. 9 henviser her til Arenhoevel, Abel og Bickerman 30 Sievers 1990, S. 9 henviser her til Geiger og Goldstein 31 Sievers 1990, S. 9 henviser her til R. Doran 32 2 Makkabæerbog 2:24-25 (min egen tilføjelse til Sievers liste) 33 Peters, F. E., The Harvest of Hellenism, Simon and Schuster, New York 1970, s.301

8 Doran 34 sætter imidlertid spørgsmålstegn ved den blotte eksistens af en sådan genre, og jeg vil senere diskutere hans argumenter. Skylden for hele miseren lægges på tempelforstanderen Simon, der var uenig med Onias III. Historien igennem udpeges forskellige ugerningsmænd: Hér Simon senere Jason, Menelaos, Judas s brødre o.a. som anstiftere af uro og på forskellig vis udgørende en trussel mod jødedommen, templet og gudsforholdet som sådant, og jeg vil analysere forfatterens hensigter med brugen af disse personer. Selve epitomeet vil jeg ikke - her indledningsvis - gennemgå. I henseende til Leontopolisproblematikken er kapitel 3 centralt, og derfor vil dette modtage særlig opmærksomhed. 3DWHWLVNKLVWRULHVNULYQLQJ Det står én umiddelbart klart, når man læser 2 Makkabæerbog, at man har med noget ganske andet end den sædvanlige bibelske historieskrivning at gøre. Man fornemmer, hvorledes selve stilen adskiller sig fra f.eks. 1 Makkabærbog, hvor forfatteren med stor sandsynlighed har bestræbt sig på at tilnærme sig den bibelske stil, som den f.eks. fremstår i krønike- og kongebøgerne. Man oplever, hvorledes forfatteren til 2 Makkabæerbog gør brug af forskellige retoriske virkemidler 35 med henblik på at underholde og fremkalde følelsesmæssig respons. Som før nævnt klassificerer de fleste forskere 2 Makkabæerbog som patetisk historieskrivning 36 - en historietype, hvor der er lagt særlig vægt på underholdningsværdien, og hvor der spilles på følelser gennem levende beskrivelser af rædsler, heltegerninger og guddommelige manifestationer, og hvor der er hyppige forekomster af sensationspræget sprogbrug og retorik særligt med henblik på at beskrive personers følelser. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at 2 Makkabæerbog lever op til disse kvalifikationer 37. Flere af de ældre forskere har med termen patetisk ment andenrangs ikke rigtig historie, hvilket ikke er tilfældet blandt moderne forskere. Flere gange har 2 Makkabæerbogs beretninger vist sig mere historisk korrekte end 1 Makkabæerbogs 38, der jo ellers går for at være mere stueren historie i gængs forstand. Historie er det under alle omstændigheder 39. Man kan vel sige om Jason/epitomisten, at vi i 2 Makkabæerbog har en helt unik form for jødisk historieskrivning, hvor græsk 34 R. Doran 1981, s Kfr. 2 Makk. 15:39, hvor epitomisten uden tvivl skriver om sin måde at skrive på velsmagende vin, blandet med vand. Denne brug af retoriske virkemidler har fået f.eks. Niese (kfr. Doran 1984, s. 84) til at definere 2 Makk. som retorisk historieskrivning og Habicht (kfr. Doran 1984, s. 84) som patetisk og retorisk historieskrivning jeg vil her behandle dem under ét, eftersom jeg synes, at det giver mening at sige, at disse karakteristikker falder ind under definitionen patetisk. 36 F.eks. Goldstein 1975, ABI, s. 34, Bickerman, God of the Maccabees, s. 147,Otzen 1998 s.112 et al. 37 Doran 1991, s 104 siger om genre : One cannot speak in terms of a genre, for this self-contained motif cluster of temple-territory/epifphanic deliverance/rejoicing-praising of devotees is QRW a genre. A more accurate term might be topos, since one is dealing with a smaller pattern of elements than would have to be considered in a discussion of genre." Hvad Doran her siger om genren er rent sludder: Enten opfylder 2 Makkabæerbog de allerede veldefinerede krav til genren patetisk historie eller tragisk historie, eller også gør den ikke. Doran roder rundt i begreberne og dette tjener i højere grad til at skabe forvirring end klarhed. Se også Schürer 1986, s.531, der modsat Doran vælger at kategorisere historien som "patetisk" omend han med Doran udsiger om den, at den: "defy rigid classification". 38 Doran, 1981, Temple propaganda, s. 1 og Hengel 1973, I, s. 96, nævner, at 2 Makkabæerbogs kronologi har anbragt Antiokus IV s død før renselsen af templet, hvilket er påvist som rigtigt ved opdagelsen af en seleukidisk kongeliste frem for 1 Makkabæerbogs beretning, hvor Antiokus dør efter renselsen. 39 hvilket Doran, 1981, Temple propaganda, s. 84 også fastslår

9 sprogtradition, retorik etc. 40, bliver appliceret på traditionel jødisk tankegang. På intet tidspunkt afviger forfatteren fra from jødisk tankegang snarere tværtimod. Han reagerer eksplicit og voldsomt mod hellenisterne og synes sågar undertiden at kritisere den oprindeligt på hebraisk skrevne 1 Makkabæerbog for en for slap holdning til jødedommen og ser selv ikke noget modsætningsforhold i det faktum, at han selv benytter raffinerede hellenistiske metoder i fremførelsen af sin kritik. Det er dette faktum, der gør 2 Makkabæerbog til et unikt udtryk for den patetiske historieskrivning og måske også dette, der har foranlediget Doran til at forsøge at ændre genre til topos 41. Jeg foretrækker at kalde 2 Makkabæerbog for hellenistisk-jødisk historieskrivning, fordi det er indiskutabelt, hvad det er. At der så samtidig er tale patetisk historie føjer yderligere et aspekt til den måde, hvorpå historien er skrevet dog langt fra på udtømmende vis. 'DWHULQJ Dateringen af 2 Makkabæerbog er et ikke helt problemfrit emne. Først og fremmest skelnes der mellem fire størrelser: Jasons oprindelige fembindsværk, epitomeet, brevene og redaktøren. Epitomistens afsluttende ord om Jerusalem i hebræernes hænder siden da kunne måske tolkes som et udslag af 2 Makkabæerbogs særlige litterære karakter: Hele bogen lægger op til en lykkelig slutning 42. Den kunne umuligt slutte med Jerusalem i romernes hænder, thi så ville al Guds møje og intervention i Jerusalem jo have været forgæves. Slutningen har en teologisk pointe - en doktrin om, at hvis jøderne holder sig til jødedommen, loven osv., er Gud også med jøderne, og Jerusalem vil være på deres hænder. Denne pointe ville forsvinde, hvis historien endte med jødernes skæbne i hedningernes hænder, hvilket jo ikke betyder, at den ikke udmærket kunne have været affattet på et senere tidspunkt. Denne betragtning blot for at demonstrere de vanskeligheder, man møder under forsøget på en datering af 2 Makkabæerbog. En problemstilling, som de fleste forskere bruger meget energi på, er tidsangivelserne og hvorvidt de følger den seleukidiske, olympiske eller babylonske kalender 43. Diskussionerne er trættende og persistente og deres konsekvenser ikke særligt vidtrækkende. De omhandler ofte måneds- eller dagsbestemmelse, som det set i lyset af den i forvejen meget usikre kronologiske ramme for 2 Makkabæerbog ikke giver nogen videre mening at diskutere. Mine angivelser vil, hvis ikke andet er nævnt, være enten 2 Makkabæerbogs egne årstalsangivelser eller disse oversat til ca.-tal i overensstemmelse med den kristne kalender. Efter et kort oprids af forskellige forskeres dateringer af værket vil jeg gå videre i min analyse for at vende tilbage til dateringen senere i specialet. 40 Hengel 1973, s.93 definerer kort værket som profoundly influenced by the spirit of solemn Hellenistic historiogaphy endvidere, at forfatteren har modtaget undervisning i retorik, hvilket han gætter på er foregået i Alexandria. 41 Se note 22 for en kort diskussion af Doran 42 Konceptet happy ending berøres også af Hengel (Hengel 1973, s. 96), dog her som begrundelse for, hvorfor Judas Makkabæus død ikke er at finde i epitomeet. 43 Schürer 1973, I, s. 607 ff. har en glimrende synoptisk opstilling af kalenderne og deres parallelle årstal.

10 +HQJHO-DVRQVY UN fra INUINU.; affattet kort efter Judas død (maj 160 f.kr.) og før Jonathan blev ypperstepræst (foråret, 152 f.kr.) *ROGVWHLQ mener at epitomeet ikke eksisterede før f.kr. (dette er også hans datering af vedhæftelsen af Ep.1 + Ep.2). 6LHYHUV-DVRQVY UN fra INUbaseret på teori om underliggende kilder i perioden f.kr. -usandsynligt at han skrev efter 63 f.kr. pga. den positive holdning til Rom (4:11; 11:34), og den slutter med Jerusalem på jødiske hænder og altså endnu ikke erobret af Pompeji. 'RUDQ frainu undslår sig for at datere Jason fra Kyrenes værk, eftersom han ikke mener at det kan lade sig gøre at isolere og genoprette konturerne af Jasons værk fra epitomeet, hvilket jeg er enig med ham i. Doran har gjort opmærksom på de tematiske og lingvistiske sammenhænge mellem 2 og 3 Makkabæerbog og tillæg B og E til Esthers bog, men disse kan ikke rigtig bruges, eftersom der heller ikke er konsensus om, hvornår de er skrevet. Han mener at det føromtalte romerargument (63 f.kr.) er godt, men er også af den opfattelse at bogen kunne være skrevet af en præstelig tilhænger af Hyrkanus II der var ypperstepræst i 76 f.kr. og Antipater (der var statholder over Idumæa, senere prokurator over Judæa samtidig med at Hyrkanus II var ypperstepræst)., og efter at Hyrkanus II var blevet berøvet værdigheden af broderen Aristobul II i 63 f.kr 40 f.kr. En tilhænger, der således støttede Hyrkanus II mod Aristobul II, der senere bed ørene af Hyrkanus II så han ikke længere kunne bevare ypperstepræsteværdigheden. Epitomeet 48 indeholder en trussel mod at optage fremmede traditioner og et ønske om at fremstille jøderne som et folk, der respekterer hedenske herredømmer og byer. Disse to politikker var truet under Johannes Hyrkanus. I 129 f.kr. begyndte han en energisk territorial udvidelsespolitik, der indebar tvangsomskæring af idumæerne. Jødernes holdning under Judas i 2 Makkabæerbog står i stærk kontrast til denne politik. Judas og hans mænd slås kun, når de bliver angrebet, Hyrkanus I s beslutning om at holde lejesoldater står i kontrast til 2 Makkabæerbogs råd om at stole på Gud, hans plyndring af Davids grav genkalder historien om Menelaos s tempelran (4:32-39). Alt i alt er 2 Makkabæerbogs indstilling den stik modsatte end den antaget af Hyrkanus, søn af Simon, som er fremstillet som værende særligt inkompetent i 2 Makkabæerbog (10:20-22;14:17). Doran mener således, at disse ting peger på en politisk debat i Hyrkanus I s tidlige år (konge og ypperstepræst fra INU) jeg opfatter disse antagelser som fornuftige. 0RPLJOLDQR 49 INUen person blev bedt om at epitomisere Jasons værk, for at det kunne sendes til Egypten som støtte for invitationen indeholdt i brevene. I 124 f.kr. blev en embedsmand fra rådet i Jerusalem bedt om at gentage invitationen til de egyptiske jøder om at deltage i festen d. 25 Kislev. Denne person refererede ikke bare til et tidligere brev (skrevet i 143 f.kr), men transskriberede også et brev fra 164 f.kr. tilskrevet Judas og hans tilhængere. Endvidere fik han en skriver, der var bekendt med teknikkerne i patetisk historieskrivning, til at lave et epitome af Jasons store værk, der skulle sendes til Egypten. Dette sandsynliggøres endvidere af 2 Makk. 2:15, der forudsætter, at de egyptiske jøder i forvejen havde religiøse og historiske skrifter fra Jerusalem og at de, eftersom jøderne i 44 Hengel 1973, s Goldstein 1975, ABI, s Sievers 1990, s Doran 1991, s Følgende er min frie oversættelse af nogle af pointerne fra Doran 1991, s Momigliano, Arnaldo 1994, Essays on Ancient and Modern Judaism, s.38

11 Alexandria ikke længere kunne aramæisk eller græsk, sandsynligvis var blevet oversat til græsk i Jerusalem 50. Dette er den mest sandsynlige forklaring på 2 Makkabæerbogs tilblivelse, men den er ikke udtømmende. Den forklarer ikke, hvorfor dette formål ikke er nævnt i Ep.1 (at det følges af Ep.2) og således heller ikke i Ep.2. Epitomeet nævner heller ikke dette, som vi godt kunne forvente det nævnt 51, ligesom Siraks bog s forord eller efterskriftet til græske Esther nævner lignende formål. Flere forskere har brugt Ep.1 til datering af epitomeet. Her har vi nemlig en absolut dato: år INU En grundigere diskussion af dateringen af brevene findes i afsnittet om disse. Som det ses af nedenstående skema, hersker der ingen konsensus om, hvornår 2 Makkabæerbog eller dens forskellig dele blev til. Der er et stort tidsmæssigt spænd, hvilket muliggør en lang række af kontekster, hvori bogen kunne være blevet til. Forskerne hæfter sig hver især ved forskellige lag i teksten, der på forskellig vis har kronologisk signifikans. Det eneste, der kan hævdes med stor sikkerhed, og som alle forskerne er enige om, er den øvre kronologiske grænse, der går ved Pompeius invasion i 63 f.kr. Den positive holdning til Rom, som forefindes i 2 Makk. danner baggrund for fastsættelse af denne tidsgrænse. Selv hælder jeg til årstallet 124 f.kr. og Momiglianos begrundelse for dette år. Min opfattelse af 124 f.kr. som korrekt datering vil jeg søge at sandsynliggøre specialet igennem, ligesom jeg vil diskutere datering løbende igennem hele specialet. Hengel (Jason) Sievers (Jason) Doran (2 Makk.) Goldstein (2 Makk.) Momigliano (2 Makk.) Schürer (epitome.) Niese 52 (epitome) Øvre grænse 160 f.kr f.kr. 155 f.kr f.kr. 135 f.kr f.kr. 78 f.kr f.kr. 124 f.kr. 124 f.kr. 124 f.kr 63 f.kr. 50 Hengel 1973, 1, s.101- der nævner, at dette bekræftes af den græske Esthers bog, i hvilken det hævdes, at den blev oversat af en Lysimachus, søn af Ptolemæus, og at den bragtes til Egypten af præsten Dositheus 51 Momigliano, Arnaldo 1994, Essays on Ancient and Modern Judaism, s Schürer 1986, III,1, s. 532