WORKING PAPER Anders Lau Mandsholm PLAN, PEGEPIND OG SITUERET HANDLING. Tavs og situeret viden i IT-udvikling. Department of Management CREDO

Transkript

1 WORKING PAPER Anders Lau Mandsholm PLAN, PEGEPIND OG SITUERET HANDLING Tavs og situeret viden i IT-udvikling Department of Management CREDO

2 Plan, pegepind og situeret handling Tavs og situeret viden i IT-udvikling Anders Lau Mandsholm 2007

3 ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ Anders Lau Mandsholm, Cand.Merc.(dat.) CREDO/ Department of Management Aarhus School of Business, Aarhus University Haslegaardsvej 10, DK-8210 Aarhus V, Denmark ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~ ii

4 Indhold Velfærd og kvalitet baseret på rettigheder og fakta?...1 Stjernesti og referenceøer...4 Scenen Planen som pegepind Situeret handling Efterord Referencer iii

5 Western researchers travelling with these people [Micronesian fishermen] have found that at any time during the voyage the navigators can accurately indicate the bearings of the port of departure, the goal island, and other islands off to the side of the course steered even though all of these may be over the horizon out of the sight of the navigator. These navigators are also able to tack upwind to an unseen target keeping mental track of its changing bearing, something that is simply impossible for a Western navigator without instruments. Hutchins (1983) Velfærd og kvalitet baseret på rettigheder og fakta? Havets farve ændrer sig med tilstedeværelsen af underliggende rev. Bølger og strømme skabes af fjerne vejrsystemer og påvirkes af tilstedeværelsen af øer og rev samt vind- og vejrsituationen i de nære omgivelser. Forskellige arter af søfugle har deres foretrukne ruter og afstande fra føde- og ynglepladser på land og til vands. Om dagen skinner solen fra varierende positioner. Eller rettere jorden flytter sig til varierende positioner i forhold til solen. Og om natten skinner et utal af stjerner i de samme genkendelige mønstre og positioner, der ændrer sig forudsigeligt med nattens gang. Såkaldte star paths eller stjernestier. Selv i moderne tid formår den mikronesiske fisker at navigere på åbent hav ude af syne af land. Og uden moderne instrumenter på basis af omgivelsernes egenskaber og karakter (Hutchins 1983). Stjernestier er en velkendt uformel metode til navigation mellem øer. Man sejler under den stjernesti, der peger fra en ø til en anden ø. Stjernestier fungerer som ruter på et kort. Men kortet og dets markeringer ses ikke fra oven i fugleperspektiv. Kortet ses inde fra kortet selv, mens fiskeren bevæger sig igennem kortet. Kort og virkelighed er sammenfaldende. Omgivelserne bevæger sig relativt i forhold til fiskeren. Og fiskeren formår at dvæle i det rummelige kort, virkeligheden og opfatte de enkeltheder, der har betydning for hans færd. Og danne en rute, en mening ud af disse enkeltheder. Ligesom fiskeren kan afstandsbedømme på baggrund af fugle og deres foretrukne afstand og retning fra kendte føde- og ynglepladser på land og til vands. Den mikronesiske fisker undgår problemer med at vende et kort forkert. Eller det at man ikke kan få 1

6 virkelighedens objekter til at stemme overens med kortet. Med forvirring om stedbestemmelse og retning til følge. Den mikronesiske fiskers navigation er dog mere kompliceret end som så. Fiskeren bruger imaginære referenceøer og oplever disse øer og omgivelserne bevæge sig forbi i modsætning til selv at bevæge sig igennem omgivelserne. Denne perception er velkendt, da vi selv ser solen bevæge sig fra øst mod vest. Vi ser ikke, at jordkloden drejer rundt om sig selv (Hutchins 1983). Så selv om denne perception er forkert, er den alligevel hensigtsmæssig, da den placerer omgivelserne relativt i forhold til beskueren. Og beskueren som virkelighedens centrum, hvor til alle objekter og fænomener har deres reference. Måske denne perception med den opfattende residerende i sin egen opfattelses centrum, hvor om virkeligheden centrerer sig, er en generel menneskelig perception? Fiskeren har en opfattelse af, at de velkendte fysiske øer er omgivet af yderligere en række imaginære referenceøer. Disse referenceøer er som de fysiske øer placeret under stjernestier. Fremfærden i en sejlads kan derfor bedømmes ud fra placering i forhold til de omgivende fysiske øer og de omgivende referenceøer, som stjernestierne peger på (Hutchins 1983). Fiskerens viden om navigation er viderebragt fra generation til generation og antager karakter af ekspertviden, da den er svær at kopiere umiddelbart. Og det være sig viden, der for vestligt orienterede navigatører kan være svær at forstå og lære. Man kan tænke, at det blot drejer sig om at spørge den mikronesiske fisker, hvorledes han gør? Det viser sig dog, at denne ekspert ud i navigation ikke i ord fuldt kan specificere, hvordan han navigerer på åbent hav uden instrumenter. Men kan man forvente, at en tømrer kan specificere, hvorledes tagspær skal opbygges? Kan man forvente, at en læge kan specificere, hvorledes et røntgenbillede eller sygdomssymptomer skal tolkes? Kultur- og sprogforskelle kan videre gøre, at man ikke kan være sikker på, at spørgsmål forstås som ment. Ligesom svar kan fejlfortolkes og forvanskes i oversættelsen (Hutchins 1983). Meningen i ord og sprog ligger uden for ordene og sproget i sig selv, hvorfor oversættelse mellem sprog kræver oversættelse mellem måske forskellige eller ikke helt ens meninger (jævnfør kapitlet "Stjernesti og referenceøer" og kapitlet "Planen som pegepind"). I tilfældet med den mikronesiske fiskers navigation er plan og situation sammenfaldende. Kort og virkelighed er sammenfaldende i den forstand, at fiskerens kort består af de enkeltheder i virkeligheden, som peger på den mening, han danner i form af placering, retning og afstand. 2

7 Den mikronesiske fiskers viden om navigation er tavs og situeret viden, der giver mening udført og udlevet i en sammenhæng og en helhed. Fiskeren skal i realtid sammensætte en mængde enkeltheder til et hele. Og danne en mening i form af placering, retning og afstand. Den mikronesiske fisker formår på en elegant og effektiv måde at løse problemer og iværksætte handling, som en vestligt orienteret navigatør ikke ville kunne eller turde uden moderne instrumentering og metode. Og han kan ikke fuldt ud specificere hvordan. Den mikronesiske fiskers navigation kunne påstås at stride mod ideen om formålet med at have et kort, en plan. Det vil sige at have et abstraktionsniveau, der skal holde fiskerens fokus på det væsentlige og udelade det uvæsentlige. Polanyi (1958):»A map is the more accurate the nearer its scale approaches unity, but if it were to reach unity and represent the features of a landscape in their natural size, it would become useless, since it would be about as difficult to find one's way in the map as in the region represented by it.«men det, at den mikronesiske fisker ikke har noget formelt kort, betyder ikke, at han er uden en plan. Hans plan er blot ikke uafhængig af den situation, han gennemlever, når han sejler. Planen består i kendskab til stjernestier, bølger og havstrømme, fysiske øer og referenceøer, havets farve på bestemte lokaliteter, underliggende rev og søfugles foretrukne ruter og lokaliteter til fødesøgning. Fiskerens plan er en mental model (Young 1983, Norman 1983, Collins 1990) eller en virtuel verden (Schön 1987) eller en mental repræsentation (Reber 1989), der består i en række pegende referencer, som han trækker ind i sin opfattelse, efterhånden som referencerne dukker op. Og når behovet for en reference uden for ham selv opstår, for at han kan danne mening. Den mikronesiske fisker starter ud på sin rejse uden en plan for hele rejsen. Men undervejs indsnævrer han kursen ved at indpasse sig selv og sin færd i forhold til de referencer, han støder på. Han har en bred retning ved sin start, men indsnævrer sin retning jo tættere han kommer på målet for rejsen. Den mikronesiske fiskers navigation er en approksimation og en tilnærmelse ved rejsens start. Men ved stadigt korrigerende handlinger undervejs på baggrund af eksterne referencer, som peger på meningen i form af endemålet, ender fiskeren med at ramme så tilstrækkeligt tæt på sit mål, at han kan se det sidste stykke vej (disessa 1983). Den mikronesiske fiskers navigation er empirisk evidens for, at det at dvæle i virkeligheden qua tavs og situeret viden er et elegant og levedygtigt alternativ til 3

8 uafhængig og formel metode og instrumentering. Måske den mikronesiske fiskers plan kunne kaldes en situeret plan? Stjernesti og referenceøer Den mikronesiske fisker bruger stjernestier og referenceøer som pegende pejlemærker i sin fremfærd mod mening. Men hvad er pejlemærkerne for dette studie i færden frem mod mening i den virkelighed, der er under udforskning? Hvilken stjernesti og hvilke referenceøer leder dette studie? At diskutere naturen af en plan som en pegepind i retning mod meningsfuld og situeret handling kræver en referenceramme. Det synes naturligt at lade fænomenet mesterlære være det bindende led mellem planen og den situerede handling. Det vil sige, at mesterlæren er bindeleddet mellem planen som en tavs pegepind (jævnfør kapitlet "Planen som pegepind"), der peger på en mening uden for sig selv, og den situerede handling (jævnfør kapitlet "Situeret handling"), der ikke er planlagt i planen. For når viden, der ikke kan formidles i en plan eller i ord alene, viser sig formidlet, må det være sket via en mester, som både ved noget og kan noget uden at gøre brug af en formel plan. En mester er dog mere et begreb end en personificering, da alle mestrer et eller andet. Men dermed er kun strukturen på plads. Der skal også skabes en referenceramme for indholdet og dermed den indholdsmæssige relevans. Metaforen med den mikronesiske fisker er et udgangspunkt. For det er dels så basalt og enkelt at fortælle om, at man ikke selv behøver at være hverken sejler eller fisker for at kunne følge metaforens logik og implikationer. Og hvilken mening og helhed, der peges på med metaforens enkeltheder. At det så er langt sværere at anvende den mikronesiske fiskers viden i virkeligheden, er kun understøttende for det tavse og situerede vidensperspektiv, som dette working paper advokerer for. Et vidensperspektiv, hvor de håndgribelige enkeltheder peger på den tavse helhed og mening. Helhed og mening er begreber, der er svære at definere herunder at adskille. Helheden er på en måde summen af enkelthederne og på en måde mere end den håndgribelige sum af enkelthederne. Helheden er meningen med enkelthedernes samlede bidrag til helheden. Og mening kan kun defineres vagt, som noget der er betydeligt, signifikant og forståeligt (Hayek 1962). Opfattelse af mening og helhed er i sig selv tavse processer, hvorfor en udredning af det tavse 4

9 vidensperspektiv er nødvendigt i et forsøg på at danne helhed og mening i den indholdsmæssige relevans for dette working paper. Tavs viden er den viden, vi har, men ikke kan fortælle. Vi ved mere, end vi kan sige. Men det betyder ikke, at vi ikke kan videregive denne viden. Det kan vi. Men det kræver mere end eksplicit formulering i en plan. Det kræver demonstration, artikulation og trial and error. Eller kortere sagt så kræver det mesterlære og en handlende mester. Lærlingen skal se og indse, hvorledes mesteren gør og herefter prøve sig frem gennem approksimation. Lærlingen er aldrig så god som mesteren. Men efterhånden lukker lærlingen det gab, der er mellem lærlingens begrænsede initialviden og mesterens ekspertviden (Polanyi & Prosch 1975). Det gør lærlingen ved at blive udsat for de samme particulars eller enkeltheder, som mesteren gennem tiden selv er blevet udsat for. Samtidig har lærlingen mesterens præstation som reference. Polanyi & Prosch (1975):»Students of chemistry, biology, and medicine spend a good half of their time in these places, where they seek to bridge the gap between the printed text of their books and the facts of experience. They are training their eyes, their ears, and their sense of touch to recognize the things to which their textbooks and theories refer. But they are not doing so by studying further textbooks. They are acquiring the skills for testing by their own bodily senses the objects of which their textbooks speak. Here there can no longer be any question of shrugging aside as a marginal factor the purely personal judgments by which the theoretical body of science is brought to bear on experience. Textbooks of chemistry, biology, and medicine are so much empty talk in the absence of personal, tacit knowledge of their subject matter. The excellence of a distinguished medical consultant or surgeon is due not to his more diligent reading of textbooks but to his skill as a diagnostician and healer - a personal skill acquired through practical experience. His professional distinction therefore lies in a massive body of personal knowledge.«jævnfør videre Mandsholm 2007 og denne references kilder for en indledende discussion af mesterlæren som begreb. Disse kontekstafhængige enkeltheder, som vi ikke har umiddelbar og bevidst adgang til, peger på helheden, meningen. Vi integrerer enkelthederne til en helhed ved at betragte helheden direkte, mens enkelthederne betragtes subsidiært. Vi ser altså fra enkelthederne til helheden. Enkelthederne peger tavst på helheden. Der eksisterer en fra-til-relation. Polanyi (1966):» tacit knowing does exercise in both cases its characteristic 5

10 powers of integration, merging the subsidiary into the focal, the proximal into the distal. We may say then that in tacit knowing we always attend from the proximal to the distal term.«og Polanyi (1962):»We may call "knowing by attending to" a focal knowing and "knowing by relying on" a subsidiary knowing, and reformulate in these terms the conclusions we have arrived at as follows. We know subsidiarily the particulars of a comprehensive whole when attending focally to the whole which they constitute; we know such particulars not in themselves but in terms of their contribution to the whole. To the extent to which things are known subsidiarily in terms of something else, they cannot be known at the same time in themselves.«vi dvæler underbevidst i enkelthederne ved at rette vores opmærksomhed mod helheden, der bygges op af enkelthederne. Og det være sig enkeltheder, som vi ikke har bevidst adgang til. Dette gælder også for menneskets sprog, der jo blot er en abstraktion eller repræsentation af virkelighedens enkeltheder og helheder. Sprog indeholder således ikke mening i sig selv, men peger på en mening uden for sig selv. Nogen vil hævde, at sprogets mening ligger i sprogets formelle grammatik. Men såfremt dette skulle være sandt, ville det ikke være muligt at tale et sprog, før sprogets regler i form af grammatik var tillært. Og da de fleste taler deres modersmål flydende, før de lærer deres modersmåls grammatik, er der evidens for, at et sprogs mening ligger uden for sproget og sprogets regler, og er rodfæstet i tavs og personlig viden (Polanyi 1958, Polanyi & Prosch 1975). Sprogets regler er snarere en (efter)rationalisering over sprogets mening (jævnfør kapitlet "Planen som pegepind"). Polanyi & Prosch (1975):»Words, understood in this way, function as indicators, pointing in a subsidiary way to that focal integration upon which they bear. Some words can therefore be replaced by road signs, telling the way, or by maps or drawings by engineers, or by mathematical formulas, which also serve to help us find our way about things. These signs, maps, and formulas serve subsidiarily as indications, as denotative words do; and they have it in common with these words that, when they are viewed in themselves (not as they appear to us when they are serving their function of bearing on something else), there is little interest to be found in them. We can lump all these subsidiaries together as indicators pointing at something that is of intrinsic interest and recognize that, by contrast, they lack this intrinsic interest.«polanyi (1958):»Ostensive definitions are merely a suitable extension of this watching. They call the listener's attention to examples believed to be particularly clear, supplementing as 6

11 it were, the explanation of a clever feat by showing how it is done. The formalization of meaning relies therefore from the start on the practice of unformalized meaning. It necessarily does so also in the end, when we are using the undefined words of the definitions. Finally, the practical interpretation of a definition must rely all the time on its undefined understanding by the person relying on it. Definitions only shift the tacit coefficient of meaning; they reduce it but cannot eliminate it.«meningen i ord og sætninger er derfor placeret uden for ordene i en tavs forståelse af sammenhængen, hvori ordene er skabt og finder anvendelse. Denne pegende egenskab ved tegn, bogstaver, ord og sætninger er alment kendt fra symboler og metaforer. Bogstaver, ord og sætninger peger på en mening uden for sig selv, som er skabt både kulturelt, socialt, historisk og i den konkrete sammenhæng, hvor ordene finder anvendelse (Polanyi 1966, Polanyi & Prosch 1975). Polanyi & Prosch (1975):»It is what is at the end of the cane that engages the blind man's interest, not the feelings in the palm of his hand. It is the meaning of a communication in words that engages our attention and interest, not the words as such. In fact, an accomplished linguist may not even be able to say later in what language a particularly interesting communication came to him!«sprogets mening og helhed skabes og overføres altså af enkeltheder og egenskaber ved et kulturelt og socialt miljø. Og ved skabelse af en mental model. For at en mental model kan være fælles, må den være opstået i samme sociale miljø og kulturelle sammenhæng. Ellers ville den ikke pege på den samme mening. De intuitioner, der opstår og guider beslutninger, er derfor ikke personlige intuitioner. Eller rettere de er personlige og tavse intuitioner men ikke individuelle intuitioner, da de deles af miljøet (Kuhn 1973, Göranzon 1990). Et socialt miljø ville ikke kunne fungere uden fælles og delte intuitioner om konventioner og moral (Petersen 1999b, Petersen 2002). Og det fælles og delte skabes igennem kultur og miljø i form af artikulation (Polanyi 1958), artefakter (Suchmann 1987), symboler og metaforer (Hayek 1962, Alvesson 1995) samt intuitioner (Kuhn 1973, Reber 1989). Og disse kulturelle egenskaber eller attributter i form af metaforer og symboler videregives via artikulation som kanal og mesterlære som scene. Artikulation er egentlig sproglyd, der indeholder eller rettere peger på en mening i modsætning til urlyde og naturlyde som vindens susen, bølgers brusen og torden. Artikulation omfatter heller ikke primallyde og dyrelyde i form af skrig, brøl, hylen, pippen og hvalers ultralyd. Men at 7

12 påstå at disse lyde ikke indeholder en mening for de entiteter, de har oprindelse i og er ment på, ville være at gå for langt i en logisk slutningskæde. Biologien og zoologien kan tværtimod tilvejebringe indicier og evidens for, at flere af disse lyde kan have mere eller mindre sofistikerede meninger ligesom dyr i højere grad kan danne specialiserede kulturer, end vi hidtil har vidst. Dyrs lyde kan tilvejebringe en ændring i adfærd hos de dyr, der er modtager af lydene, hvorfor disse lyde må siges at indeholde mening i en eller anden form. Egentligt sprog kan heller ikke hvile på sin egen kvalitet men må nødvendigvis hvile på før-sproglige kvaliteter, som mennesket må have til fælles med sine nærmest beslægtede arter (Polanyi 1958). At kun menneskesprog og ikke dyrelyde, der indeholder mening, kan betegnes som artikulation, ville derfor være en grovkornet slutning. Grænsen mellem artikulation, der indeholder mening, og lyde, der er uden mening, vil derfor være afhængig af den, der forsøger at trække denne grænse. Men som det er vist, er ord og sprog i sig selv uden mening. Medmindre man kender det pågældende sprog. For så peger sproget på en mening. Og det samme gør de øvrige kulturelle egenskaber og attributter som metaforer og symboler. Menneskets overlegne artikulatoriske evner kan derfor siges at være det, der har givet mennesket en darwinistisk fordel. Også selvom artikulation ikke i sig selv indeholder mening (Polanyi 1958, Suchmann 1987). Polanyi (1958):»(1) Man's intellectual superiority is almost entirely due to the use of language. But (2) man's gift of speech cannot itself be due to the use of language and must therefore be due to pre-linguistic advantages. Yet (3) if linguistic clues are excluded, men are found to be only slightly better at solving the kind of problems we set to animals. From which it follows that the inarticulate faculties - the potentialities - by which man surpasses the animals and which, by producing speech, account for the entire intellectual superiority of man, are in themselves almost imperceptible [...] articulation always remains incomplete; that our articulate utterances can never altogether supersede but must continue to rely on such mute acts of intelligence as we once had in common with chimpanzees of our own age.«og»this process, by which the meaning of sensory clues is established in terms of our perceptions, is closely analogous to that by which we shape the meaning of denotative words in the lifelong course of applying them to a long series of identifiable instances. These linguistic identifications are in fact based primarily in the sensory identification of objects at varying distances, under varying angles and varying illumination, and 8

13 merely extend the theory of the universe implied in out sensory interpretations to the wider theory, implied in the vocabulary by which we talk about things.«suchmann (1987):»Because the significance of an expression always exceeds the meaning of what actually gets said, the interpretation of an expression turns not only on its conventional or definitional meaning, nor on that plus some body of presuppositions, but on the unspoken situation of its use. Our situated use of language, and consequently language's significance, presupposes and implies an horizon of things that are never actually mentioned.«kulturen og miljøet sætter altså rammerne for en mental model eller en virtuel verden i opfattelsen hos de mennesker, der befolker det pågældende miljø (Schön 1987). Ligesom øer, hav og stjernestier sætter rammerne for den mikronesiske fiskers færden på havet. Eller rettere ligesom fiskeren har lært at gøre brug af betydningen af øer, hav og stjernestier (Hutchins 1983). Og kulturelle attributter som artikulation og dermed symboler og metaforer har den egenskab, at de kan overføre viden og mening fra én sammenhæng til en anden sammenhæng. Alvesson (1995):» the use of a metaphor means that a certain (non-trivial) phenomenon is always regarded from a certain point of view. This means that all knowledge is metaphoric, since all knowledge is dependent on a perspective in which we illuminate something explicitly or implicitly in terms of something else.«denne overførsel af mening er i sin struktur en fra-tilrelation. Overførslen sker ved, at man dels har subsidiær opmærksomhed på symbolets eller metaforens enkeltheder, men mestendels har fokal opmærksomhed på symbolets eller metaforens helhed. Og dermed symbolets eller metaforens mening. Man ser ikke et fænomens eller objekts subsidiære enkeltheder. Man ser den fokale helhed og mening. Symboler og metaforer overfører altså viden fra én sammenhæng til en anden sammenhæng ved at pege på egenskaber, som vi allerede kender fra egen erfaring med andre sammenhænge, objekter og fænomener (Polanyi 1958, 1962, 1966, Hayek 1962, Polanyi & Prosch 1975, Collins 1990). Hayek (1962):»The recognition of a correspondence between patterns made up of different sensory elements (whether belonging to the same or to different sense modalities) presupposes a mechanism of sensory pattern transfer, that is, a mechanism for the transfer of the capacity to discern an abstract order or arrangement from one field to another. That such a capacity should exist seems not implausible as a similar transfer of learning in the motor sphere is a well-established fact: skills 9

14 learnt with one hand are readily transferred to the other.«collins (1990):» the enculturational model of seeing stresses that the same appearance may be seen as many things. For example, there is a wellknown photograph that can be seen as the face of Christ or Che Guevara, whereas it is claimed to be a picture of a snow-covered mountain range in China. Sometimes viewers see it as quite other things including an abstract black-and-white pattern of splotches. The question "What is it really?" cannot be answered. No amount of ingenious pattern recognition programming would reveal the truth. There is no algorithm for recognizing the pattern.«man starter altså ud med en fokal opmærksomhed som for eksempel det at berøre sine fingre én for én, når man skal lære at tælle. Samtidig siger man højlydt talordene i takt med, at fingrene berøres. Senere nøjes man med at sige talordene højt, mens man i sin mentale model er subsidiært opmærksom på den enkelte finger. Den højlydte talen afløses senere af en hvisken og senere igen af svært synlige bevægelser af læberne (Collins 1990). Til sidst er de symboler, der hjalp en med at lære at tælle helt erstattet af en surrogat og reciprok mental model, hvor man har fokal opmærksomhed på helheden, meningen i form af tællen. Og subsidiær opmærksomhed på enkelthederne, der bygger meningen og helheden, i form af repræsentationer for det enkelte tal. Meningen fra fingretællen og ordlyde er overført til den mentale model og udføres nu dvælende og ubesværet. Denne metafor med fingertællen må kunne antages også at være gældende for mere abstrakt viden. Fingrene er blot håndgribelige repræsentationer for noget mere abstrakt. Det må kunne antages, at man også i opfattelsen kan lade noget abstrakt repræsentere noget andet abstrakt. Og således ikke går fra praktisk håndgribelighed til abstraktion. Men går fra abstraktion til abstraktion. Og måske fra en lavere abstraktion til en højere abstraktion og således skaber forbindelser til ny viden, men før kun anede intuitionen af. Videnskabsteoretisk og videnskabsfilosofisk viden kunne det tænkes blev skabt på denne måde. Grænsen mellem den praktiske og den abstrakte repræsentation, der assisterer i videnoverførsel og videnskabelse er ganske svær at trække. Selv en praktisk håndgribelighed er repræsenteret af noget abstrakt og peger på noget abstrakt i den opfattende mentale model. At lære og tilegne sig tavs og personlig viden er derfor et spørgsmål om at tilegne sig fra-til-relationer og dermed en kulturs og et miljøs historie og erfaring. Her krydses grænsen mellem den tavse, personlige 10

15 viden og formidlingen af denne viden qua mesterlæren og mesterens artikulation og demonstration. Men hvordan anvender den mesterlige mikronesiske fisker in spe, sin mesterlige (og tavse, personlige) viden i virkelighedens situationer? Hvordan kommer mesterlærlingen fra at tilegne sig tavs, personlig viden til at anvende denne viden i komplekse situationer? Hvordan skelner den erfarne mikronesiske fisker en stormvarslende mørkeblå og næsten sort himmel fra en ditto aftenhimmel? Og hvilken handling og adfærd skal han modsvare en sådan meningsgivende sansepåvirkning med? Skal han sejle videre i vished om, at et uvejr under opsejling på denne årstid og denne lokation altid vil drive syd om referenceøen mod vest? Og altså vel uden for hans kurs og færd. Eller skal han straks lægge sin kurs i modsat retning tilbage til den nærmeste fysiske ø? Denne beslutning kan fiskeren ikke tage a priori og distanceret fra situationen. For han vil ikke have adgang til de pågældende sansepåvirkende referencer i form af situeret viden, som sammen med hans eksisterende tavse viden og erfaring danner beslutningsgrundlag. Et beslutningsgrundlag, der processeres og giver et resultat, en mening i fiskerens mentale model. At fiskerens viden er tavs, og at fiskerens handling er situeret, skal forstås således, at hans handling tager udgangspunkt i konkrete (komplekse og uforudsigelige) omstændigheder og situationer og former sig efter disse. Men ikke uafhængigt af tidligere gennemlevede situationer, da fiskeren jo netop bruger sin viden og erfaring fra tidligere qua en tavs mønstergenkendelse og en kategorisering. Viden og handling i form af retning mod formål og mening kan med andre ord ikke adskilles (Polanyi 1958, Schön 1987, Ciborra 1994). Schön (1987):»The distinction between reflection - and knowing-in-action may be subtle. A skilled performer adjusts his responses to variations in phenomena. In his momentby-moment appreciations of a process, he deploys a wide ranging repertoire of images of contexts and actions. So a baseball pitcher adapts his pitching style to the peculiarities of a particular batter or situation in a game. In order to counter an opponent's changing strategies, a tennis player executes split-second variations in play. We can say, in cases like these, that the performer responds to variation rather than surprise because the changes in context and response never cross the boundaries of the familiar.«fiskerens tavse viden kommer i anvendelse, således at hans erfaring lægges ned over den nye sammenhæng. Eller den nye situations sansepåvirkende referencer og enkeltheder peger på den gamle 11

16 situation og den mening og viden, der er opnået via denne. Der er således en nær sammenhæng mellem situeret viden og tavs viden. Den situerede viden, der ikke kan erkendes, før den opstår, kan kræve anvendelse af tavs viden for at udmønte sig i situeret handling. Situeret viden kan altså både have en tavs eller en udtrykkelig karakter. Det kræver situeret viden at køre på cykel og noget af denne viden, som for eksempel forhindringer på vejen, kan udtrykkes. Men den situerede anvendelse af muskler, sener og sansereceptorer, der alt i alt hjælper med at holde balancen, når pludseligt opståede forhindringer på vejen skal undgås, er tavs og personlig. Videns tavse og situerede natur og det svære i at adskille viden og handling bliver hermed klar. At holde balancen på sin cykel samtidig med at man skal navigere i forhold til uforudsete forhindringer involverer tavs viden i form af balanceevne men også situeret viden i form af viden om vejforhold, forhindringer og andre cyklister, gående og bilister i bevægelse. Er det at holde balancen på en cykel og navigere sikkert frem mod sit mål et udtryk for viden eller handling? En situation i forhold til en plan vil befinde sig på et kontinuum fra tilpasning af plan til egentlige afgivelser og anomalier. Og den tavse og situerede viden er det, der former handling og adfærd i retning mod situationens mening og formål (Suchmann 1987). Suchmann (1987):»I have introduced the term situated action. That term underscores the view that every course of action depends in essential ways upon its material and social circumstances. Rather than attempting to abstract action away from its circumstances and represent it as a rational plan, the approach is to study how people use their circumstances to achieve intelligent action. Rather than build a theory of action out of a theory of plans, the aim is to investigate how people produce and find evidence for plans in the course of situated action. More generally, rather than subsume the details of action under the study of plans, plans are subsumed by the larger problem of situated action.«handling er bevægelse i retning mod en mening og kræver derfor viden for ikke at være tilfældig. I så fald bliver handlingen snarere, hvad man kunne kalde adfærd. Og viden er at forme handlingen i retning mod mening. Viden er udførelse af meningsfuld handling. Et blink med et øje kan både være en meningsfuld handling i form af kommunikation, der kan indeholde mangetydig mening. Og en ren refleks uden intention (Collins 1990). Men udførelse af handling vil uundgåeligt også udløse adfærd og fysiske hændelser, der ligger uden for menneskelig indflydelse. 12

17 Således vil cykling i modvind udløse flere blink med øjnene end normalt på grund af ekstraordinær væde i øjnene. Hovedhår vil flagre i vinden, luftmolekyler vil blive flyttet, og vejmodstanden vil skabe varme i dækkene. Men disse hændelser er ikke udtryk for handling men adfærd, hændelser og konsekvenser af handling. Derfor vil en beskrivelse af disse relativt simple og formelt beskrivelige fænomener ikke være dækkende for meningen med den handling, som en cykeltur er udtryk for (Collins 1990). Dette working paper vil derfor definere sammenhængen mellem tavs viden og situeret viden således:»forløbet af en situation og en sammenhæng vil udløse hændelser og kræve handling, som ikke kan forudses eller udtrykkes a priori qua deres komplekse og uforudsigelige natur. En delmængde af disse hændelser vil kunne udtrykkes, når de opstår, og den resterende delmængde, vil ikke kunne udtrykkes (situeret viden). De situerede hændelser vil kræve handling, som ikke er planlagt (situeret handling). Erkendelse af den situerede viden og dens betydning for plan, retning og mål herunder valg af handlemåde og udførelse af handling vil være personlig (tavs viden).«det giver derfor ikke mening i en sammenhæng, hvor situering er fremtrædende, og hvor handling defineres som meningsfuld adfærd med en intention bag, at foretage en adskillelse af viden og handling. Fiskeren, der vender båden og skifter kurs på grund af en truende tordensky, er på én gang udtryk for både handlende viden og vidende handling. Et ønske om at adskille viden og handling er derfor mere et udtryk for et inhærent ønske om at kategorisere fænomener og finde repræsentationer for disse, end det er et egentlig forsøg på at bestemme deres natur. Et forsøg på at knytte det planlagte sammen med det handlende, kan ligeledes ses i et repræsentativt perspektiv. Planen er et forsøg på at finde en repræsentation af det situerede. Og det være sig en rationel repræsentation. En plan er et forsøg på at skabe formel rationalitet i en situation, inden den udføres. Og en efterfølgende analyse af planens fiasko eller succes, er et forsøg på at genskabe den forudsatte rationalitet i situationen - selvom denne formelle rationalitet ikke har været tilstede i situationen (Suchmann 1987, Orlikowski 2002). Suchmann (1987):»The fact that we can always perform a post hoc analysis of situated action that will make it appear to have followed a rational plan says more about the nature of our analyses than it does about our situated actions [ ] rather than situated action, 13

18 rationality anticipates action before the fact, and reconstruct it afterwards.«scenen Scenen for dette tavse studie er knowledge management virksomheden Tacit IT (TIT), der er opstartet i 2000 ved, at en række erfarne medarbejdere ved en større veletableret IT-virksomhed sprang ud som iværksættere. TIT beskæftiger sig med videndeling, kompetenceudvikling og e- learning. Virksomheden udvikler og implementerer webportaler, intranet og dokumenthåndtering for skandinaviske virksomheder herunder en række større danske virksomheder. De anvendte teknologier er primært IBM Lotus Notes samt Microsoft SharePoint Portal og Microsoft SQL Server. Virksomheden beskæftiger cirka 50 medarbejdere fordelt på et kontor vest for Storebælt og et kontor øst for Storebælt. Aktørerne på scenen er virksomhedens medarbejdere. Paul er TITs projektchef. Paul refererer til TITs direktør og har ansvaret for TITs projekter herunder personaleansvaret. Paul har netop ansat Joe, der er cand.scient. med kemi som hovedfag og datalogi som sidefag. Joe har tidligere arbejdet med undervisning og udvikling af systemer til indholdsstyring på websider (CMS). Joes arbejdsopgaver i TIT består fra dag ét i udvikling af intranet baseret på Microsoft-teknologier til kundevirksomheder. Michael er den mere erfarne og etablerede udvikler, som sammen med udviklingschefen Benjamin, udgør Joes daglige støtter og sparringspartnere. Benjamin bevæger sig som udviklingschef rundt til de forskellige medarbejderes arbejdspladser, mens Michael har plads ved siden af Joe og arbejder på tilsvarende kundeprojekter. Igennem en periode på en måned er Joe observeret i situationer, hvor han har været under instruktion og oplæring af Paul, Benjamin og Michael. Og i interaktion med sin første kunde Anthony. Joes start i TIT kan karakteriseres som en ilddåb, da han omgående med støtte fra Benjamin og Michael fik ansvaret for et kundeprojekt, der havde været kørende i et års tid før Joes ansættelse. Projektet var blevet udskudt og sat i bero flere gange grundet afventning af en modning af både kundens og TITs anvendte teknologier. Kundens projektchef Anthony er en ældre og erfaren IT-chef, som har en præcis opfattelse af, hvilken funktionalitet den udviklede løsning til kvalitetsstyring og audit skal indeholde. Herunder hvordan kundevirksomheden ser ud og fungerer. Og hvilken hold- 14

19 ning og hvilket kendskab medarbejderne på hans arbejdsplads har til IT og IT-anvendelse. Planen som pegepind Hvad er en plan? Hvad er en plans natur? Svaret på det spørgsmål må afhænge af en inhærent kulturel anskuelse. Eller med andre ord en inhærent kulturel bias. Den vestlige og europæiske kultur må siges at være biased i en retning, der ikke ville lede til mikronesisk navigation. Men snarere til navigation på basis af instrumentering og metode. Måske det skyldes den vestlige kulturs succes med naturvidenskabelig teknologi på basis af formel videnskabelig metode? En plan i en typisk vestlig og europæisk opfattelse ville være en fra situationen distanceret algoritme i form af 1) Gør således, 2) Gør dernæst således, 3) Du har kvalitet og succes. Og da denne metodik er succesfuld i konkret, håndgribelig og praktisk naturvidenskab kunne det være årsagen til den vestlige og europæiske kulturs bias. Besvarelsen af dette spørgsmål ligger dog uden for dette working paper. En plan beskriver i enhver forudsigelig enkelthed enhver hensigtet og ønskværdig handling. En plan er en sekventiel forudsigelse af en kompleks (kaotisk) situation. Eller i hvert fald et forsøg på at forudsige en situation på basis af forudindtagede fælles og delte konventioner om årsag og virkning i den kommende situation (Wittgenstein 1976, Suchmann 1987). Forudindtaget er her ment i ordets neutrale mening som det at slutte noget på forhånd om en situation og en hændelse, før denne opstår og udleves. Suchmann (1987):»On the planning view, plans are prerequisite to and prescribe action, at every level of detail. Mutual intelligibility is a matter of the reciprocal recognizability of our plans, enabled by common conventions for the expression of intent, and shared knowledge about typical situations and appropriate actions. [ ] a plan as a sequence of actions designed to accomplish some preconceived end. The model posits that action is a form of problem solving, where the actor's problem is to find a path from some initial state to a desired goal state, given certain conditions along the way. Actions are described, at whatever level of detail, by their preconditions and their consequences.«men kan en plan tage højde for alle enkeltheder og omstændigheder i en situation, inden de opstår og påvirker handling og adfærd? Og dermed 15

20 påvirker mulighederne og betingelserne for at indløse planens formål og nå planens endemål? En plan er en oplistning af intentionen for, hvorledes en situation ønskes at forløbe. En plan peger på en ønsket endetilstand, en ønsket mening. Og en række mulige sandsynlige hændelser og modsvarende reaktioner undervejs mod endemålet. Men da det ikke er muligt at forudsige frem i tid, må der nødvendigvis opstå uforudsigelige og komplekse hændelser ved udførelsen af enhver plan (jævnfør Stjernesti og referenceøer ). Og såfremt endemålet for planen skal nås må disse uforudsigelige hændelser håndteres på relevant vis. Dermed være ikke sagt, at planer er unødvendige eller ligefrem skadelige. En plan og en systematik kan sætte den nødvendige retning. Ligesom en stjernesti sætter en retning for en mikronesisk fisker. Men fiskeren må indpasse sin retning undervejs ved at korrigere for vejrlig, strøm og bølger - uanset hvad planen ellers tilsiger. Eller ligefrem vælge en kortere rute til en anden ø, hvis sygdom eller ulykke opstår og landgang er påkrævet hurtigst muligt. Men de uforudsigelige hændelser, der opstår under udførelsen af en plan, må nødvendigvis være mere komplekse og sofistikerede end de hændelser, der kan forudses under planlægningen. Ellers ville de kunne udtrykkes a priori, og der ville kunne tages højde for dem i planen (Hutchins 1983, disessa 1983, Suchmann 1987). Suchmann (1987):» planned, purposeful actions are inevitably situated actions. By situated actions I mean simply actions taken in the context of particular, concrete circumstances.«og mere komplekse og sofistikerede problemer må kræve mere kompleks og sofistikeret adfærd og handling for at blive indløst (jævnfør kapitlet "Stjernesti og referenceøer"). En plan er altså en pegepind, der peger på en mening, en ønsket endetilstand. Herunder er mængde intentioner om, hvorledes forskellige forudsigelige hændelser skal håndteres, for at endemålet kan nås. Men da der uundgåeligt vil støde uforudsigelige hændelser til, som ligeledes skal finde deres løsning, må en plan nødvendigvis pege på en mening uden for sig selv for at være fyldestgørende og succesfuld. Hvis meningen i en plan ligger uden for planen og ikke er udtrykt, og ikke kan udtrykkes i planen, må denne mening bestå i form af tavs viden. Og det vil sige, at planen ikke i sig selv indeholder sin mening men derimod peger på sin tavse mening (jævnfør kapitlet "Stjernesti og referenceøer"). Tavs viden og dermed viden om den mening og helhed, som en plan peger på, skabes ved, at man integrerer en mængde enkeltheder. En mængde enkeltheder, 16