nr. 193 juni 2012 tema: Velfærdsstaten

Transkript

1 nr. 193 juni 2012 tema: Velfærdsstaten

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Præsentation af artiklerne... 8 Prof. Jørn Henrik Petersen: Velfærdsstatens historie. De lange linjer Henrik Gade Jensen: Der var en verden før velfærdsstaten Roger Buch: Velfærdens arnested: Det lokale selvstyre i kommunerne Dan Jørgensen, MEP: EU er velfærdsstatens forudsætning Jakob Skovgaard-Petersen: Islamisternes velfærdsstat Allan Ahle: Fra fattighjælp til velfærdsstat Kristoffer Holm: Studieretningsturen går til Bruxelles Kildekvissen Per Vinther: Decentraliseret styrkelse af demokratiet i eks-jugoslavien Historiekonkurrencen Peder Kragh & Allan Ahle: EUROCLIO generalforsamling i Antalya Mona Klüver Roed Nielsen: Magtens Ansigt aktiv historieundervisning på Facebook Anette Petri: Museer i undervisningen Greve Museum site om 1. Verdenskrig Vibeke Vogel: Håbets Havn Malmø Mischa Schulze: Golden Days retter blikket mod Den Kolde Krig Nyt fra EMU Anmeldelser Kommende kurser Adresser Forside illustration: Socialdemokratisk valgplakat fra folketingsvalget i Kunstner: Ukendt / Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

3 Nyt fra bestyrelsen juni 2012 nr. 193 / juni 2012 Så nærmer sommerferien sig med hastige skridt, men inden vi når så langt skal vores elever først vise, hvad de har lært igennem de seneste 2-3 år ved eksamensbordet. I den sammenhæng kan det anbefales at kigge forbi EMU en ( emu.dk/gym/fag/hi/index.html) for inspiration når man forbereder eksamensmaterialer. I forbindelse med det seneste møde i pædagogisk samarbejdsudvalg (: repræsentanter fra alle faglige foreninger) under GL, var fokus på fagkonsulenternes rolle blandt andet i forhold til udviklingen af fagene og sikring af en national standard. Det er i den sammenhæng dejligt, at Historielærerforeningen har et godt og konstruktivt samarbejde med histories fagkonsulent, Lene Jeppesen, omkring udvikling af historiefaget. Desuden foreslog formanden for rektorforeningen, Jens Boe Nielsen, som også var inviteret, et udvidet samarbejde mellem GL (de faglige foreninger) og rektorforeningen omkring efteruddannelse. Generelt var der enighed om vigtigheden af efteruddannelse og også mere faglig efteruddannelse, samt fokus på efteruddannelse indenfor studieretningerne. Bestyrelsen har også haft mulighed for igennem pædagogisk samarbejdsudvalg at kommentere på Udviklingsplan for de gymnasiale uddannelser fra Ministeriet for Børn og Undervisning, som gerne skulle være offentliggjort når dette nummer af Noter udkommer. Bestyrelsen mener i denne sammenhæng, at for eksempel internationalt, toning af historie i forhold til studieretningerne og historie og anvendelsesorientering er områder, hvor historiefaget kan byde konstruktivt ind. Endelig har nogle politikere rettet henvendelse til bestyrelsen omkring vores opfattelse af fagets position i gymnasieskolen efter reformen, hvilket vi selvfølgelig har besvaret og også sendt vores svar direkte til Christine Antorini således, at ministeren også kan få et indblik i Historielærerforeningens opfattelse af historiefaget efter reformen. Igennem foråret har der været flere læserbreve i Gymnasieskolen omkring eksamensformen i historie og evaluering af eksamensformer. Det er dejligt, at så mange medlemmer har et ønske om at forbedre vilkårene for afholdelse af eksamen, og i den sammenhæng vil bestyrelsen gerne opfordre til, at man også benytter vores fælles blad, Noter, til læserbreve således, at vi forhåbentlig kan få en god og konstruktiv debat blandt historielærere i den danske gymnasieskole. Historiekonkurrencen I efteråret løber historiekonkurrencen af stablen igen. I lighed med sidste år vil fokus i konkurrencen være på det formidlingsmæssige. I denne sammenhæng vil bestyrelsen gerne takke 2.b fra Mulernes Legatskole for input til konkurrencens udformning. Emnet for konkurrencen bliver Demokrati i bred forstand. Foreningen anbefaler, at skolerne afsætter én dag i uge til de elever som deltager i konkurrencen. Eleverne må arbejde sammen i grupper på 1-4 deltagere. Selve opgaven skal afleveres den 9. november Præmien er i lighed med sidste år kr. og mulighed for at deltage i et Eustory seminar et sted i Europa. Vi håber i bestyrelsen på mange bidrag til konkurrencen. Euroclio To repræsentanter fra bestyrelsen har netop deltaget i EUROCLIO s årlige seminar i Antalya, Tyrkiet (se andetsteds i bladet for referat fra seminaret). Næste års EUROCLIO seminar er i Erfurt. I 3

4 2015 står vi i den danske Historielærerforening for at arrangere seminaret i Danmark, hvor vi selvfølgelig håber på mange danske deltagere er også året, hvor EUROCLIO fylder 20 år og i den sammenhæng blev en ny hjemmeside offentliggjort, som samler EUROCLIO s historie igennem de sidste 20 år. Siden kan findes på nedenstående adresse, og håbet er, at tidligere deltagere i konferencer og lignende sender bidrag til siden, således at den kan blive endnu bedre. Send til: Udviklingsprojekter I efteråret vil Historielærerforeningen deltage i flere udviklingsprojekter, blandt andet et med FALS (samfundsfagslærerforeningen) og GL-E om EU (se kursusoversigten), ligesom vi er i gang med et udviklingsprojekt i samarbejde med matematiklærerforeningen omkring SRP i matematik og historie. Til slut vil jeg gerne på bestyrelsens vegne ønske jer alle en (snarlig) god sommerferie. På bestyrelsen vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF Pause i EUROCLIO konferencen i Antalya, Tyrkiet. Foto: Peder Kragh. 4

5 Nyt fra fagkonsulenten nr. 193 / juni 2012 Rammeforsøg Ministeren for Børn og Undervisning har netop udsendt nyhed om første fase af en Udviklingsplan for de gymnasiale uddannelser. Herunder opstilles de rammer, som historiefaget og KS kan udvikle og udføre forsøg inden for. For historie stx er der valgt: historie og studieretningen samt historie og innovation. KS/Hfe: anvendelsesorientering og anvendelse af it / sociale medier i undervisningen. Det ville også være ønskeligt, hvis faggrupper på skolerne kunne få lyst til at afprøve og udvikle nye eksamensformer. Debatten om eksamensformerne fortsætter og det giver måske anledning til at tænke i nye. Se: Udd/Gym/2012/Maj/ Ny-udviklingsplanfor-de-gymnasiale-uddannelser Planen giver skolerne mulighed for at deltage i rammeforsøg og til at søge om tilskud til udviklingsprojekter. Se Gymnasiale-uddannelser/I-fokus-paa-omraadetgymnasiale-uddannelser/Forsoegs-og-udviklingsarbejde-i-de-gymnasiale-uddannelser Ansøgningsfristen er 15. juni (eller rettere dansk-historie-opgaven) i 1.g eller 2.g er bestået. Det er heller ikke på hf-uddannelsen en betingelse for oprykning at historieopgaven er bestået. Regler om oprykning, herunder institutionernes mulighed for at nægte oprykning, fremgår af 9-10 i bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser. En praksis kan angiveligt på en række skoler være, at netop disse opgaver skal være udarbejdet for at en elev/kursist rykkes op, fordi det direkte står i bekendtgørelserne (bilag 4), at de skal udarbejdes (mens opgaver i øvrigt blot hører under elevtiden generelt). Det kan man så i praksis som skole håndhæve ved at gennemføre et vejledningsforløb og skriveforløb med eleven/kursisten, så vedkommende får udarbejdet opgaverne. Bemærk adgangen til, at man efter uddannelsesbekendtgørelserne kan stille krav om elevernes/kursisternes tilstedeværelse ved afvikling af elevtid til skriftligt arbejde. Udarbejdes opgaverne ikke, må man gribe til skolens regelsæt i studie- og ordensreglerne vedr. manglende studieaktivitet/studieparathed og sanktioner i tilknytning dertil. Historieopgaven Der har været mange henvendelser vedr. historieopgavens status og betydning for elevernes og kursisternes mulighed for at rykke op til næste klassetrin og i sidste ende for at opnå retten til at gå til eksamen. Til dette kan jeg kun svare følgende: Det er ikke efter stx-bekendtgørelsen en betingelse for oprykning til 2.g, at historieopgaven Historieopgaven er således et krav i hhv. bilag 2 og bilag 4. Historieopgaven er dog ikke eksamensgrundlag i KS, Hfe eller stx. Dette betyder, at kursisterne således ikke kan udelukkes fra at gå til eksamen på grund af ikke afleveret historieopgave. Det er skolens ledelse, der helt afgør om kursisten har mulighed for at gå til de afsluttende eksamener. 5

6 Eksamen Hfe Den gældende læreplan på Hfe er: På baggrund af det udtrukne prøvemateriale og det gennemgåede område fra undervisningen skal eksaminanden opstille, analysere og diskutere en eller flere faglige problemstillinger. Eksaminationsgrundlaget er således det ukendte prøvemateriale og det gennemgåede område. Det er ikke længere et krav og ej heller en forglemmelse, der skal IKKE være supplerende materiale i en 24 timers prøve. Men der er til gengæld sket en præcisering af eksaminationsgrundlaget i den gældende læreplan: Synopsis Det forholder sig sådan, at synopsis i KS skal følge læreplanens krav til en synopsis. En sådan synopsis, som skal opfylde konkrete krav iht. læreplanen og skal danne udgangspunkt for en eksamination uden at indgå i bedømmelsen, den følger Eksamensbekendtgørelsen 7, stk. 1 skal skolen sikre, at de formelle krav til synopsen er opfyldt, ellers kan eksaminanden ikke få adgang til eksaminationen, dvs. bortvises fra prøven. (I yderste konsekvens har eksaminanden brugt en prøvegang). Karakterskalabekendtgørelsens 11: prøven er afbrudt på grund af bortvisning, og der kan ikke gives en karakter. Synopsen skal ikke særskilt bedømmes. Vurderingen er en helhedsvurdering og der gives én karakter. Det forholder sig sådan, at hvis en eksaminand efter aflevering af en ok synopsis bliver syg, kan synopsen genbruges. Bilagsmaterialer stx For begge læreplaner i stx ny såvel som gammel skal der udarbejdes det antal bilagsmaterialer, som giver 4 til den sidste elev, der skal trække. 16 elever kræver 19 bilagsmaterialer, men da de må gå igen 3 gange, så skal der udarbejdes 7 bilagsmaterialer. Bilagsmaterialerne skal dække de faglige mål og med overskrift klart henvise til undervisningsbeskrivelsens emne/emner. Efter den ny eksamensbekendtgørelse må de 3 bilagsmaterialer gå igen alle dage. Til 1 elev skal der mindst udarbejdes 4 bilagsmaterialer, men de skal stadig dække de faglige mål. Elever, der eksamineres efter gammel læreplan, skal selv medbringe supplerende materialer fundet i forberedelsestiden. Eksamen bygger selvfølgelig på de enkelte læreplaner, derfor er det godt at orientere sig der og i vejledningerne/råd og vink for stx, KS, Hfe. Skulle der være tvivl eller uoverensstemmelse mellem læreplan og eksamensbekendtgørelsen, så følges eksamensbekendtgørelsen: Eksamensbekendtgørelsen Stk. 4. Censor Eksamensbekendtgørelsen 29: Censor skal: 1) påse, at prøverne er i overensstemmelse med målene og øvrige krav i reglerne om de pågældende fag, 2) medvirke til og påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med de gældende regler, og 3) medvirke til og påse, at eksaminanderne får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne om karaktergivning og øvrige regler for uddannelsen. Stk. 2. Censor kan stille uddybende spørgsmål til eksaminanden. I KS skal censor deltage aktivt i eksaminationen (se KS-læreplanen, min tilføjelse) Stk. 3. Censor og eksaminator skal gøre nota- 6

7 ter om præstationen og karakterfastsættelsen til personligt brug ved udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Notaterne skal opbevares i 1 år. Stk. 4. Konstaterer censor, at kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt, eller giver forløbet af prøven censor anledning til at formode, at der har været mangler ved den forudgående undervisning eller vejledning, afgiver censor indberetning herom til institutionen. Stk. 5. Når censor er beskikket af ministeriet, videresender institutionen indberetningen til ministeriet med sine eventuelle bemærkninger. Stk. 6. Censor afgiver desuden efter anmodning fra ministeriet beretning om prøveafholdelse og prøve- og eksamensresultater. nr. 193 / juni 2012 Med hensyn til stk. 6 vil der i år i forbindelse med afholdelse af eksamen i historie være indberetnings muligheder. Det vil derfor være muligt at finde og besvare et indberetningsskema på forsiden af EMU historie. Især i KS er det ønskeligt, da det er første gang vi anvender denne eksamensform, og første gang vi ikke kan kommentere bilagsmaterialerne før brug. Så besvar venligst skemaet det tager kun få minutter af din tid. Med ønske om at alle får en rimelig eksamensbelastning og en god sommer. Fagkonsulent Lene Jeppesen 7

8 Præsentation af artiklerne Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen udtalte for nyligt i et interview til Weekendavisen: Husk at vores udgangspunkt i forhold til staten er mistro. Det er et interessant citat, fordi det fortæller os noget om, hvor debatten om velfærdsstaten har bevæget sig hen, når en ledende socialdemokrat vurderer, at relationen mellem borger og velfærdsstat er baseret på mistro. Samtidig har man i Kristelig Dagblad i artiklen "Det tillidsfulde folk" kunne læse, at danskerne er verdensmestre i at have tillid til hinanden, og at det især skyldes, at vi har tillid til statens institutioner. Ja, debatten om velfærdsstaten er så fremtrædende som ingensinde og debattørerne optræder i nye og overraskende konstellationer. Og derfor er velfærdsstaten blevet tema for dette nummer af Noter. Nummeret er lagt an på, at både garvede historielærere og mindre erfarne af slagsen kan danne sig et indtryk af den historiske baggrund for udformningen af velfærdsstaten i Danmark og af velfærdstatens funktion i forskellige kontekster. Jørn Henrik Petersen (Professor dr.phil. & lic. oecon., Center for Velfærdsstatsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet) har fået til opgave at skrive en artikel med fokus på velfærdsstatens historie - det lange perspektiv deraf navnet på artiklen: Velfærdsstatens historie. De lange linjer. Det er en stor opgave at varetage på lidt plads, men det er lykkedes Jørn Henrik Petersen at give et rids af udviklingen fra tidlig tid over socialhjælpsstaten til velfærdsstatens fremkomst og kursændring med managementtanken og forbrugersamfundets indryk. Samtidig er der i artiklen lagt op til herlig debat. Den næste artikel af Henrik Gade Jensen (mag. art., projektmedarbejder ved CEPOS) hedder: Der var en verden før velfærdsstaten. Artiklen tager udgangspunkt i Henrik Gade Jensens nye bog: "Menneskekærlighedens værk - Det danske civilsamfund før velfærdsstaten" og giver en række eksempler på den systematiske private organisering af civile og frivillige sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger, som eksisterede før velfærdsstaten tog fat. Henrik Gade Jensen finder, at Statens stadig større rolle har skygget for de civile samfunds betydning i danmarkshistorien. Forskningschef i Samfundsvidenskab på Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch, undersøger konkret, hvordan organiseringen af velfærdsstaten fungerer på de forskellige niveauer i Danmark. Han påviser det forventelige, at Danmarks offentlige sektor og dermed serviceniveauet er højt i international sammenhæng, og at skattetrykket er forblevet stabilt i de seneste år. Men i modsætning til alle andre lande bliver størsteparten af midler ikke bare anvendt, men også besluttet lokalt i kommunen. Det fører blandt andet til det åbenlyse paradoks, at en dansk gymnasieelev fra Fjerritslev til Tårnby, fra Nakskov til Ringkøbing efter statslig takst ensartet koster ca kroner om året, mens en folkeskoleelev koster mellem og kroner. Han sætter dermed til en vis grad Henrik Gade Jensen pointe om en stadig større statslig indblanding i relief og understreger vigtigheden af, at vi som historikere, også i undervisningen, skal forholde os konkret til vores lokalsamfund, og ikke nøjes med de nationale og globale fortællinger. 8

9 Herefter giver Dan Jørgensen (cand. scient. pol., medlem af Europa-Parlamentet og gruppeformand for de danske socialdemokrater i Parlamentet) et bidrag til debatten om EU s (manglende?) rolle i den fortsatte udvikling af den danske velfærdsstat. Dan Jørgensen definerer først hvad EU er og ikke er og argumenterer derefter for, at EU er velfærdsstatens forudsætning og ikke en trussel for velfærdsstaten, som det ofte er blevet fremført i debatten. Herunder inddrages såvel EU s frie marked som den økonomiske krise, som Europa har befundet sig i siden Jakob Skovgaard-Petersen (Professor dr.phil. ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet og tidligere direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo) skriver med udgangspunkt i det arabiske forår i Egypten om begrebet den islamiske velfærdsstat og den for nogle nok overraskende sammenligning mellem dette begreb og den nordiske velfærdsstat. Jakob Skovgaard-Petersen beskriver den islamiske velfærdsstats rødder og udvikling samt dens sammenhæng med henholdsvis Det muslimske Broderskab og denne bevægelses moderne politiske gren, vinderen af det første valg efter de nye tider i Egypten, Frihed og Retfærdigheds-partiet. år. Der er også en artikel om arbejdet på Balkan med forsøget på at genoprette normale tilstande, samt en artikel om EUROCLIO s lige overståede generalforsamling i Tyrkiet, hvor mere end 200 historikere fra 50 forskellige lande deltog. Til sidst præsenterer Golden Days of Copenhagen årets tema: 1950 erne, der afholdes i september og Nyt fra EMU slutter smånoterne af. På de blå sider giver Allan Ahle sit bud på et undervisningsforløb i velfærdsstaten med titlen: "Fra fattighjælp til velfærdsstat". "Studieturen går til" er denne gang blevet til Studieretningsturen går til Bruxelles. Her giver Kristoffer Holm fra Kongsholm Gymnasium og HF gode råd om besøgsmål og aktiviteter. Side-9 pigen er blevet erstattet af et nyt fast indslag: Kildekvissen, som forhåbentlig får hevet et par historielærere hen til computeren med et svar. Sidst men ikke mindst har vi anmeldelserne. Til sidst vil vi bare ønske jer rigtig god læselyst med dette nummer om velfærdsstaten. Trine Finne Loo, Allan Ahle, Burkhard Sievers nr. 193 / juni 2012 Denne gang er der ikke mindre end 8 kortere artikler i smånoter: orientering om den kommende Historiekonkurrence, der løber af stabelen i efteråret, et spændende projekt om inddragelse af Facebook i undervisningen i et samarbejde mellem Rosenborg og Gefion Gymnasium, hvor alle 2.g klasserne har deltaget. På Odense Bys Museer er man også i gang med at inddrage klasser i museets aktiviteter i et projekt om Middelalder og Renæssance og Greve Museum har etableret et site om 1. Verdenskrig til brug for undervisning. Endelig har Bullitt Film med støtte fra MBU lavet en dokumentarfilm om Malmø Havn i 1945, hvor overlevende fra lejrene kom ind for at blive behandlet ovenpå en hård medfart i krigens sidste 9

10 Velfærdsstatens historie. De lange linjer Af Jørn Henrik Petersen, Professor dr.phil. & lic.oecon. af Jørn Henrik Petersen Professor dr.phil. & lic.oecon., Center for Velfærdsstatsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Tidlig tid Forud for reformationen var den katolske kirke den stærkeste og rigeste institution. Det var for kirken en god gerning at give til de fattige, fordi det sikrede frelsen i det hinsidige. Almisse og tiggeri hørte til dagens orden, og ingen så ned på de fattige. Med Luther svingede det ideologiske pendul. Han ville afskaffe tiggeriet eller i det mindste bringe det under kontrol. Det blev til en sekulariseret fattigforsørgelse med lokal administration. Den, der ikke ville arbejde, skulle ikke have føden. Da fattigvæsenet ikke havde faste indtægter, organiserede man en ret til tiggeri inden for sognets grænser. Det forudsatte godkendt tiggertegn, og uden det stod tiggeren til hjemsendelse og straf. I begyndelsen af 1700-tallet var tiggeriet omfattende. Derfor blev der indført forsørgelse i kontant form. Først skulle den finansieres ved frivillige bidrag, men da de hurtigt svandt ind, blev det indført, at de bedre stilledes bidrag skulle læses højt fra prædikestolen. Det var fremdeles barske vilkår for de dårligt stillede. Med oplysningstiden svingede det ideologiske pendul igen i retning af en mere humanitær fattigforsørgelse. Der skulle sikres beskæftigelse, og der var elementer af forebyggelse. Tiden prægedes af forestillinger om en stærk og aktiv statsmagt til fremme af velstand og velfærd for folket. Englandskrige, statsbankerot, generelt dårlige konjunkturer og frembrusende liberalisme satte 10

11 systemet under pres, og med stænderforsamlingerne vandt skatteyderne frem, indtil i hvert fald nogle af dem for alvor vandt indflydelse efter grundloven. Konsekvenserne blev begrænsninger på råderetten over egen ejendom, begrænsninger på adgang til at indgå ægteskab, begrænsninger på de politiske rettigheder, indførelse af arbejdshuse og en generelt deklasserende behandling af de fattige. Den enkelte skulle opdrages til at holde sig fri af trangen til hjælp, opdrages til individuel ansvarlighed; men der var dog situationer, hvor man ikke ville holde den enkelte ansvarlig med deraf følgende konsekvens. De patriotiske hjerter blødte både i 1848/49 og i Det førte frem mod skellet mellem værdigt og ikke værdigt trængende sondringen mellem et frit fattigvæsen for stræbsomme mænd og kvinder hvilende på filantropi og et barsk fattigvæsen for drønnerter og andet godtfolk. Stadig flere pegede dog på behovet for et korrektiv på den frie markedsøkonomi, men initiativer blev holdt tilbage på grund af Venstres idelige splittelser, Højres modstand mod statstilskud og den magtkamp, der udspillede sig i forfatningsstridens kappe. Begyndende socialhjælpsstat Med globalisering, fald i salgspriser, øgede lønninger og pres fra et mere aggressivt socialdemokrati ændrede holdningerne i landbrugskredse sig. Og landbruget havde magt til at sætte reformer igennem. Det førte til en revideret fattiglov (1891), alderdomsforsørgelseslov (1891), lov om anerkendte sygekasser (1892) og en smule forsinket en ulykkesforsikringslov (1898). Uddifferentieringen fra den gamle fattiglov var begyndt. Denne uddifferentieringsbevægelse fortsatte med hjælpekasseloven (1907), der tjente som et lidt finere fattigvæsen, og arbejdsløshedsforsikringen (1907), som blev opbygget efter sygekassemodellen. Socialpolitikken havde nu fået to ben: et skattefinansieret system, der dog endnu byggede på skønsmæssige ydelser og et bidragsfinansieret, forsikringslignende system med statslige tilskud en socialhjælpsstat. I 1912 skrev K.K. Steincke om demoraliserende almisser kontra rettigheder. Der var almindelighed enighed om en bevægelse mod rettigheder, men uenighed om hvordan det skulle ske. Socialdemokratiet og Det radikale Venstre ønskede retten forankret i en skattefinansieret lovgivning med ydelser, der hvilede på veldefinerede kriterier, mens de borgerlige partier ønskede forsikring. Mod socialsikringsstaten Uenigheden blev i 1920 ernes begyndelse løst ved et kompromis, så den nye invalideforsikring (1921) blev bygget på et formelt forsikringsprincip og forudsatte medlemskab af sygeforsikringen, præmiebetaling, fondsdannelse m.v.; men der var nu mest tale om en pseudoforsikring. Derimod hvilede den nye aldersrente (1922) på faste takster, skattefinansiering osv. men dog fremdeles med elementer af de gamle værdighedskrav. Da Madsen-Mygdal-regeringen foretog indgreb i den sociale lovgivning for at tilpasse ydelserne til det nye prisniveau i kølvandet på parikronens indførelse, gav det ikke mindst anledning til tumult i henseende til invalideforsikringen. Politikerne havde jo nemlig beskrevet det som en forsikringsordning, og sådan en kan man ikke bare gribe ind i. Det endte i en retssag, som understregede, at der ikke var tale om reel forsikring. Når den i høj grad var finansieret med statstilskud, kunne der skæres. Selv om forsikringen derfor havde lidt skibbrud, var der fortsat dem, der argumenterede for forsikringsvejen. Det søgte Steincke at løse ved sin socialreform i 1933, der forenede syge- og invalideforsikring og aldersrenten i lov om folkeforsikring. Aldersrenten blev knyttet sammen med sygeforsikringen, og der blev indført obligatorisk bidragydende medlemskab. Om end noget af en formalitet kunne man dog godt kalde det folke- nr. 193 / juni

12 forsikring. Det var dog alligevel pudsigt, at man i en forsikringslov anvendte særdeles omfattende bestemmelser om værdighed. I forsorgsloven blev retsprincippet forstærket, men loven bar dog stadig spor af den gamle fattiglov. Det har været diskuteret, om Steinckes pakke havde karakter af reform eller kodifikation. Den fik dog lov at stå pakken og dens principper forstås frem til 1950 erne. Velfærdsstaten ser dagens lys Selv om historien går tilbage til 1947/48, var det først i 1953 Socialdemokratiet politiserede tanken om folkepension og bandt sig til den universalisme-tanke, der blev velfærdsstatens primære egenskab. Folkepensionen selv i første omgang kun et mindstebeløb udbetalt til alle blev velfærdsstatens kronjuvel, der senere (1970) blev omsat til et fælles grundbeløb, der blev udbetalt til alle uafhængigt af indkomst og formue. Velfærdsstaten var omstridt. Den konservative Poul Møller noterede,.. at hvis vejen til socialdemokratiets fremskridt skal banes, vil velfærdsstaten stige som Fugl Phønix op over os alle, men så vil vejen hertil være brolagt med stigende skatter og stigende udgifter. Det fik han meget ret i. Indførelse af nye ordninger, liberalisering af adgangen til eksisterende ordninger osv. betød, at de offentlige udgifter galopperede opad. Mens de offentlige udgifter som pct. af bruttonationalproduktet i 1960 lå et pænt stykke under gennemsnittet for EF-landene, var det fra 1970 kun Sverige, der lå højere, jf. figur 1. 60'erne var velfærdsstatens storhedstid. Legitimitetskrisen Vi skulle ikke langt ind i 70 erne, før der blev sat spørgsmålstegn ved velfærdsstatens legitimitet. Det ytrede sig i kritik af skattetrykket, antallet af modtagere af overførselsindkomst, antallet af 12

13 offentligt ansatte, sektorens ineffektivitet, ydelsernes standardisering osv. Næsten som et mantra lød det: Får jeg valuta for mine penge? Mens velfærdsstaten for nogen tidligere havde stået som en utopisk samfundsform, trådte den i den offentlige debat mere og mere frem som dystopi. Det blev ikke mindst klart i forbindelse med Schlüter-regeringernes såkaldte moderniseringsprogram, der var et vedvarende forsøg på at prime den nye danske model. Velfærdsstaten blev beskrevet i forholdsvis negative termer, mens den nye model trådte frem i en performativ sprogdragt. Tabellen illustrerer pointen. Priming af den nye model Beskrivelse af den Beskrivelse af den nye gamle model model Ansvaret hviler på Den enkeltes eget ansvar fællesskabet Formynderi og Tillid til den enkeltes bureaukrati egne valg Omkostningstung Udbudsorienteret Effektiv/højproduktiv Efterspørgsels-/serviceorienteret Detailstyring Selvregulerende mekanismer Centralisme Klientgørelse Monopol Standardiserede ydelser Påtvungne leverandører Decentralisering Bruger/forbruger/kunde Konkurrence Individualisering/mangfoldighed Valgfrihed Politisk styring Rettighedsorienteret Selvforvaltning Pligt/ansvarsorienteret Individualisering i forbrugersamfundet En individualiseringsbevægelse har i nogen tid været på march. Borgeren er blevet forbruger i supermarkedskulturen. Først havde vi borgere, så brugere, så forbrugere og sidst er vi blevet kunder. Også den offentlige sektor har ændret karakter fra at være et politisk beslutningssystem til at være serviceleverandør. Der ønskes differentierede ydelser som i markedet, øgede valgmuligheder, tilpasning til individuelle ønsker, større fleksibilitet. Offentligt tilvejebragte og ens serviceydelser fremtræder som en anakronisme i en forbrugerkultur, hvor valget er samfundets metaværdi. Den klassiske velfærdsstats kombination af pligter og rettigheder er gået tabt i en rettighedsegoisme, der gør det svært for de aktuelle ydere at udvise solidaritet med de aktuelle nydere. Den stille revolution Den klassiske velfærdsstats grundtanke om noget for ingenting har siden slutningen af 1980 erne vedvarende været udfordret. Arbejdsmarkedspensionerne er en markedslignende ordning. Optjeningsprincipper har i stigende grad fundet anvendelse. Efterlønsbidrag blev reserveret den enkelte selv. Den nu afskaffede særlige pension var bygget på et noget for noget - princip. Mere end 1 mio. danskere er dækket af supplerende sygeforsikring, og de bedre aflagtes faglige organisationer er mere og mere optaget af supplerende dagpengeordninger. Aktivering spejler tanken bag noget for noget. Individuelle valgordninger vinder frem. Offentlige ydelser ses i stigende grad som goder i et marked. Borgere er blevet kunder. Kaldstanke er erstattet af managementkulturen. Og sådan kunne man fortsætte. Der kan argumenteres for adskillige af disse ændringer, men det er ubestrideligt, at de fører os væk fra den klassiske velfærdsstat. Spørgsmålet er, om denne samfundsform alene skal reduceres til en historisk parentes fra midten af 50 erne til midten af 70 erne. Spørgsmålet er, om nr. 193 / juni

14 det er dét befolkningen har villet, thi det mest interessante ved den stille revolution er faktisk, at den er foregået uden nævneværdig politisk debat. Det kan jo godt give en og anden stof til eftertanke. 14

15 Der var en verden før velfærdsstaten nr. 193 / juni 2012 I USA og Storbritannien er der i den sidste årrække udkommet flere bøger, der lidt af glemslen fremhæver det private sociale arbejde. David Beitos "From Mutual Aid to the Welfare State" fra 2000 viser, hvor omfattende velgørende foreninger var fra 1890 og langt op i 1900 tallet i USA, især gennem såkaldte fraternal societies. Englænderen James Bartholomew fokuserer i sin bog "The Welfare State We re In" fra 2004 også på mange af de organiseringer, som udgjorde samfundet før velfærdsstaten tog over. I Norge har sociologen Håkon Lorentzen i bogen "Moraldannende Kretsløb. Stat, samfunn og sivilt engasjement" fra 2007 fremhævet traditioner i det norske civilsamfund for selvorganisering og deres skæbne i et moderne velfærdsregime. Inspireret af bl.a. disse bøger var det min ambition at prøve at eftersøge, hvad der på dansk måtte være af civile og frivillige sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger, før velfærdsstaten tog fat. Og jeg blev egentlig overrasket. Selvom Danmark på grund af arven fra enevælden ikke har den samme selvhjælpstradition og tro på egne kræfter, som især har præget amerikanerne siden nybyggertiden, var der alligevel ret omfattende og systematiske private initiativer fra de sidste årtier af 1800-tallet og ind i 1900-tallet. I bogen "Menneskekærlighedens værk. Det danske civilsamfund før velfærdsstaten" (2012) har jeg samlet en lang række eksempler på denne private organisering. I København dannedes i 1874 Kjøbenhavns Understøttelsesforening som en sammenslutning af mindre understøttelsesforeninger i sognene. Den systematiserede indsamling blev i stor udstrækning foretaget af aktive hustruer i borgerskabet, såkaldt hattedamer, som også systematiserede tildelingerne til værdigt trængende, der kun modtog midler efter en nøje undersøgelse. Af Henrik Gade Jensen, mag.art., projektmedarbejder ved CEPOS Blæksprutten 1905: Indsamlingerne af de såkaldt hattedamer var omfattende, systematiske og som her karikeret ganske slagkraftige, så det var svært at unddrage sig et bidrag 15

16 I menneskesynet bag den tids filantropi blev der skelnet mellem værdigt og uværdigt trængende, og det var kun de uforskyldt fattige, som skulle have hjælp. Uværdigt trængende var driverter, drankere, døgenigte og vagabonder, som ikke selv præsterede en indsats for at bedre tilværelsen. Den tids filantropiske litteratur advarer ofte mod plattenslagere, som udstiller deres nød for at få hjælp og derved leve på andres bekostning. Derfor kunne en filantrop som Alfred Th. Jørgensen advare imod at lade det gode hjerte løbe af med sig i sin vilje til godgørenhed, fordi der er så mange plattenslagere derude. Lægen F. C. Krebs advarede mod sentimental humanitet, hvor man tror for godt om medmenneskene. Ved falsk medlidenhed skade vi samfundet. Arbejdsomheden vil gå til grunde og dovenskab vil tage overhånd; mennesker ville ophøre at stole på sig selv, og når de have ophørt at håbe og frygte noget af deres egen færd, ville de vende sig til deres naboer om hjælp. Først ville de forsømme deres pligt og derefter blive en byrde for det offentlige. I borgerskabets selvforståelse var det ikke statens opgave at afhjælpe nøden. Filosofiprofessor Rasmus Nielsen holdt i 1875 en tale om menneskekærlighed ved et møde for Københavns Understøttelsesforening, hvor han fraskrev staten evnen til at handle moralsk. Det var samfundets, altså borgernes og deres frivillige foreningers opgave: Det borgerlige samfund er ingenlunde uden medlidenhed, men staten kan ikke indlade sig på at øve barmhjertighedsgerninger. Dens opgave er at sikre betingelserne for selvstændigt erhverv det er dens grundsætning, at individerne ordentligvis må sørge for sig selv og hjælpe hverandre indbyrdes. I Menneskekærlighedens værk skildrer jeg, hvordan filantroper i 1800-tallet opbyggede små velgørenhedsimperier, hvor de for indsamlede midler byggede værnehjem, hjemløseherberg, børnehjem og vanførehjem. En af 1800-tallets ukendte filantroper hed Regitze Barner. Hun engagerede sig i faldne kvinder, altså kvinder der var kommet i fængsel, og opbyggede flere hjem og stiftelser, hvor de kunne få plads og forberede sig til en plads tilbage i samfundet. Barner fundraisede til sine projekter på rejser rundt i hele landet og ved at rende holdne folk på dørene, utrætteligt og bønfaldende. En anden velgørenhedsentreprenør hed Napoleon Bang, som grundlagde to hjemløseherberger, fem børnehjem, et børnehospital, en børnepolioklinik og en pige- og realskole for drenge. Bang finansierede sit filantropi-imperium ved at udgive bladet Nat og Morgen, som nåede op på abonnenter og udkom i 39 år. Både Regitze Barner og Napoleon Bang er gået i glemmebogen, og de findes ikke i Dansk Biografisk Leksikon, og spændende kunne det være at få deres virke grundigt og faghistorisk beskrevet. Barner, Bang og de øvrige velgørenhedsorganisationer udviste stor opfindsomhed i indsamlingsmetoder. Barner uddelte papæsker til folk, som så Portræt af Regitze Barner: Regitze Barner ( ) skabte ved frivillige bidrag en lang række institutioner for enlige og faldne kvinder 16

17 skulle forpligte sig til at lægge 25 øre i hver uge. Mange bække små gjorde det snart til en stor å, og uden at de ydende kunne mærke store afsavn, fik hun samlet tilstrækkelige summer ind til sine mange aktiviteter. Man talte ligefrem om selvbeskatning og opfattede den frivillige hjælp som en slags frivillig skat, som det gode menneske bidrog til for at hjælpe medmennesker i uberettiget nød. For staten kunne og skulle ikke prøve at være god. Det var borgernes opgave. Filantropien blev udviklet som en pendant til den liberale tidsånd, hvor staten primært var retsstat, og samfundene mellem individ og stat så måtte udfylde de mange andre funktioner. Samme tidsånd lå bag N.F.S. Grundtvigs modstand mod at institutionalisere en statslig forsørgelse i grundloven i En generel forsørgelsesret ville givet resultere i, at staten måtte brødføde befolkningen, mente Grundtvig, og ville helst have en positiv ret til offentlig hjælp helt ud af grundloven, og hvis den skulle med så begrænset til kun at gælde en klart markeret og begrænset gruppe, nemlig gamle, de syge og de forladte børn. Og så ønskede Grundtvig også maksimal næringsfrihed til, at mennesker kunne arbejde så meget, som de kunne, uden indblanding. Også vigtige dele af sygdomsbekæmpelsen skete i privat regi. Tuberkulosens bekæmpelse fandt i vid udstrækning sted gennem Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose, der blev stiftet i 1901, der samlede ind i stor stil og opførte en lang række af sanatoriebyggerier langs de danske fjorde. Året forinden var Vejle Fjord sanatorium åbnet og alene finansieret af private midler. Tuberkulosen var en af de hyppigste dødsårsager i begyndelsen af 1900-tallet og bekæmpelse af sygdommen var så overvældende, at staten ikke magtede den, erklærede den ledende Venstrepolitiker I. C. Christensen. Mange sider af det danske uddannelsessystem har også rødder i private initiativer. Handelsog Erhvervsskolerne opstod ud fra erhvervslivets behov for uddannet arbejdskraft, og først indenfor de sidste årtier er disse blevet centralstyret fra Slotsholmen. Københavns Universitet var langt op i tiden en økonomisk og retlig selvstændig institution i samfundet, der levede af sin egen fond, og som staten ikke blandede sig i. Århus Universitet opstod på et privat, jysk initiativ, og de første bygninger i Universitetsparken blev til på privat grundlag. En af de mest imponerende private præstationer før velfærdsstaten er Københavns enorme kirkebyggeri i slutningen af og begyndelsen af 1900-tallet. Da der ikke var kirkeskat, og præsterne i kirkerne indenfor voldene stort set var ligeglade med de mange tilflyttere i industrialiseringens kølvand på brokvartererne, besluttede en privat forening, Københavns Kirkefond, at bygge og drive kirker mellem lejekasernerne. I løbet af et par årtier blev der bygget ca. 50 monumentale kirker i København, tegnet af tidens bedste arkitekter, og som i dag markerer sig i bybilledet. Indsamlingerne var også her fantasifulde og mangesidige, og i Kirkefondets blad opgjordes hver bidragyders navn og beløb. Det må have været en æressag dengang at bidrage. Den sidste store kirke, der blev til ved private indsamlinger, var Grundtvigskirken. I dag fungerer folkekirken næsten som en offentlig institution med kirkeskat og mange ansatte, og det frivillige arbejde er ved at forsvinde. Det er gået på samme måde med de politiske partier, som ind til for få år siden var private foreninger uden forbindelse med statskassen. I dag finansieres partierne i højeste grad af statskassen, og hver stemme vi giver på en politiker i boksen på valgdagen ledsages af 25 kr. til partiet om året fra statskassen. En udvikling der er sket på blot to årtier. Så vi kan i dag konstatere, at hvor der tidligere var et aktivt og omfattende civilsamfund, der varetog mange opgaver, er det i vid udstrækning i dag blevet overflødiggjort af statslige tiltag. Man kan også tale om et tilsvarende ændret menneskesyn. Filantroperne og hattedamerne vidste, nr. 193 / juni

18 at mennesket er svagt og derfor til fals for at ville nyde frem for at yde, hvorfor der måtte hjælpes med stor varsomhed. For megen hjælp kunne blive en sovepude. Det gjaldt altid, som Emma Gad skrev i Takt og Tone, om at give den trængende Deltagelse i Livskampen. Med velfærdsstaten blev det i stigende omfang betragtet som moralsk forkert at skelne mellem forskellig slags nød. Alle var ligeberettigede i deres behov, og ingen var uværdige til hjælp, uanset hvilken livsform de havde budt sig selv. Menneskets ansvarlighed for sit eget liv blev taget bort. Det var samfundets skyld og derfor skulle alle udiskrimineret have hjælp, som bistandsloven fra 1976 er det kulminerende eksempel på. Statens stadig større rolle har skygget for de civile samfunds betydning i danmarkshistorien. Det er ikke kun historisk forenklet, men skaber også den fejlagtige opfattelse, at vi i dag har vore goder og velfærd fra staten, og fordi staten har gjort det til lov og til ret for den enkelte. Dansk velfærdshistorie bliver derfor også i dag beskrevet som den danske velfærdsstats historie. Det ses tydeligt i det store og monumentale værk Dansk Velfærdshistorie fra Syddansk Universitetsforlag, hvoraf de tre første bind er udkommet ( ). Dansk velfærdshistorie er en søgen efter velfærdsstatens rødder, står der (s. 561), og så er fokus sat på statsvelfærd som det ultimative. Så bliver det som om, at kun den velstand, der stammer fra velfærdsstaten, er værd at beskrive. Første bind, der dækker perioden , hedder Frem mod socialhjælpsstaten, og dermed har velfærdsstaten også bemægtiget sig fortiden og 1700-tallets danskere anede næppe, at de levede i et samfund på vej mod en socialhjælpsstat, og så fokuseres der mest på de tendenser og træk, der peger frem mod dette. Vi mangler derimod forskningsbaserede fremstillinger af filantropien og den private godgørenhed fra slutningen af 1800-tallet og ind i det 20. århundrede. Hvem gav? Hvor meget blev der givet? Hvordan blev der samlet ind? Og i et mere normativt perspektiv: ville der også i fremtiden kunne trækkes veksler på danskernes offervillighed? 18

19 Et tryk fra filantropen Naloloen Bangs avis Nat og Morgen (er også i min bog side 47): Napoleon Bangs avis Nat og Morgen indeholdt i hvert nummer udover en redegørelse for aktiviteterne også alle bidragsydere med beløb. Det måtte gerne kunne ses, hvem der gav og hvor meget 19

20 Velfærdens arnested: Det lokale selvstyre i kommunerne. Af Roger Buch, Ph.d., cand.scient.pol., Forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole I den offentlige og politiske debat høres ofte, at globaliseringen, den moderne teknologi og videnssamfundet samt mange andre forhold udfordrer det danske velfærdssamfund og den offentlige sektor og skaber behov for bestemte reformer. Et blik på de europæiske lande, som lever under samme grundvilkår, afslører imidlertid voldsomme forskelle i indretningen af samfundet, størrelsen og organiseringen af den offentlige sektor. De fleste europæiske lande er dog struktureret som Danmark med en offentlig struktur med tre niveauer stat, region og kommune men en række især meget små lande afviger dog herfra og har kun to niveauer, eksempelvis: Bulgarien, Estland, Island, Letland, Litauen, Malta, og Slovenien. Der er stor variation i finansieringen skatte-, arbejdsmarkeds- eller individuel/ forsikringsfinansiering af velfærdsopgaver, som sundhed, pension og ældreomsorg, arbejdsløshed osv., hvilket er en del af forklaringen på de meget store forskelle i størrelsen af den offentlige sektor, som ses i tabel 1. Den offentlige sektor er omkring en halv gang større i de tre EU-lande med den største offentlige sektor (Danmark, Frankrig, Finland), sammenlignet med de tre EU-lande med den mindste offentlige sektor (Litauen, Slovakiet, Bulgarien). Alene forskellene i størrelsen af den offentlige sektor viser, at globalisering, teknologi, videnssamfund osv. næppe kan hævdes at definere bestemte løsninger, men alene (måske) fælles problemer og udfordringer på trods af, at der i den offentlige debat ofte høres argumenter om, at netop tiden kræver bestemte svar: skattelettelser, kommunal- Tabel 1. EU-landenes størrelse af den offentlige sektor i procent af BNP Danmark 57,9 Cypern 47,3 Frankrig 55,9 Island 46,1 Finland 54,0 Tyskland 45,6 Belgien 53,3 Norge 44,6 Sverige 51,3 Spanien 43,6 Slovenien 50,9 Polen 43,6 Østrig 50,5 Tjekkiet 43,4 Grækenland 50,1 Malta 43,0 Holland 50,1 Luxembourg 42,0 Italien 49,9 Letland 39,1 EU samlet 49,1 Estland 38,2 Storbritannien 49,0 Rumænien 37,7 Portugal 48,9 Litauen 37,5 Irland 48,7 Slovakiet 37,4 Ungarn 48,7 Bulgarien 35,2 Kilde: Eurostat 2012 Tabel: gov_a_main. 20