Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, Luk. 15, tekstrække. Grindsted Kirke. Søndag d. 16. juni 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 16. juni 2013 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, Luk. 15, tekstrække. Salmer. DDS 10 Alt, hvad som fuglevinger fik. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 168 Hyrden er én, og så hans hjord DDS 593 En hyrde glemmer fåret ej (mel.: O kommer hid dog ). Altergang: Koret synger Gud Herren er min hyrde god. DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs. Tekstlæsninger. Es. 57,15-19; 1. Pet. 5,6-11; Luk. 15,1-10.

2 2 Prædiken. Livet byder på mange situationer, hvor man kan føle sig fortabt. En sådan følelse opstår helt naturligt, når man er faret vild. I begyndelsen kan man måske godt holde følelsen lidt på afstand, men efterhånden som tiden går, og man stadig ikke kan finde ud af, hvor man er, kryber panikken ind på én. Spørgsmålene suser rundt i hovedet: Når man frem til sit bestemmelsessted i tide? Befinder man sig et sted, hvor det er farligt at opholde sig i længere tid? Finder man den rette vej, inden mørket falder på? Og hvis natten kommer, hvad skal man så stille op? Bliver dem, der venter på én, nervøse, og har de grund til det? Jeg har prøvet at fare vild flere gange. En af de mere pinlige var engang, hvor min kone og jeg havde besluttet os for at tage hver vores løbetur i Blaabjerg Plantage. Det er i parentes bemærket en ret stor skov. Jeg har løbet orienteringsløb på motionsplan i mange år og havde taget et kort med, så jeg kunne have styr på, hvordan jeg kom tilbage igen. Vi havde givet hinanden en time, hvorefter vi skulle mødes og køre hjem sammen. Veloplagte løb vi hver sin vej, og alt gik fint den første halve time; men pludselig måtte jeg konstatere, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Det kan sagtens ske, når man løber orienteringsløb, så jeg brugte mit kompas til at vende kortet ordentligt og løb lidt zikzakkende i østlig retning i overbevisningen om, at det ville bringe mig hen til den asfalterede vej, vi var kommet af. Derefter skulle jeg bare følge vejen hen til bilen. Det ville jeg snildt kunne nå indenfor den aftalte tid. Problemet var bare, at jeg blev ved med at løbe uden at støde på vejen. Efterhånden måtte jeg erkende, at jeg ikke nåede frem i tide, og lidt efter lidt voksede bekymringen for, at min kone skulle blive unødigt nervøs på mine vegne. Jeg satte derfor tempoet op og konstaterede til min forbløffelse, at lyden fra Vesterhavet blev tydeligere, og at jeg nåede ud til et langstrakt klitlandskab. Forvirret lagde jeg kompasset på kortet og tjekkede retningen endnu engang. Den var korrekt; jeg havde

3 3 løbet mod øst hele tiden. Jeg spænede derfor videre, og nåede til sidst ud på en asfaltvej - men det var ikke den rigtige. Da jeg løb op på en bakketop, kunne jeg genkende parkeringspladsen ved en af adgangsvejene til stranden. Den ligger en hel del kilometer fra mit udgangspunkt. På det tidspunkt havde jeg overskredet den aftalte tid med mindst en halv time og jeg var helt sikker på, at min kone var bekymret for, om jeg lå et eller andet sted i skoven med et brækket ben. Hun havde hverken taget mobiltelefon eller bilnøgle med. Jeg bed derfor i det sure æble og ringede til en ven, der blev lidt irriteret over forstyrrelsen, lige indtil han indså det komiske i situationen. Han kastede sig i sin bil og kørte hen til min kone, der selv havde været faret vild og derfor ikke havde ventet særlig længe på mig. Da jeg kort efter blev samlet op, var vores ven ovenud lykkelig, for han vidste lige præcis, hvad historien skulle bruges til. Næste sommer fyldte den da også det meste af et nummer i den lokale revy; også selvom jeg havde fortalt ham hvilket faktisk er korrekt at mit kompas var gået i stykker, så pilen pegede den stik modsatte retning af, hvad den burde gøre. Det var ikke, fordi jeg blev grebet af panik på løbeturen, men det indgav mig en underlig utryg fornemmelse af, at verden pludselig vendte den forkerte vej. Det kan godt give én et stik af fortabthed, når man på den måde mister orienteringen. Det samme sker i langt mere alvorlig grad, når man mister orienteringen i selve livet; når hele den tilværelsesforståelse, man har sat sin lid til, pludselig viser sig ikke at holde stik; når ens tro lider skibbrud og man bogstaveligt talt føler sig forladt af Gud. Da står man overfor valget enten at opgive alt eller at kæmpe sig frem til en ny og mere holdbar forståelse eller tro. I dagens evangelietekst fortæller Jesus en lignelse om et får, der er faret vild. Hyrden har hele 100 får, men han tillader sig ikke et hvil, førend det ene er fundet igen og bragt sikkert tilbage i flokken. Fåret selv føler sig både forladt og fortabt. Det

4 4 har mistet orienteringen; går ubeskyttet rundt i vildmarken, som et let offer for sultne rovdyr. Peter Callesen: The Lost Sheep, Kunstneren Peter Callesen lavede i 2008 et papirklip med titlen The Lost Sheep, altså Det fortabte får. Fåret står nede på bunden af billedets træramme og kigger længselsfuldt op. En flok lammeskyer fylder himlen, men den ene ser anderledes ud

5 5 end de andre. Mens de øvrige skyer er klippet delvist ud af det papir, der udgør himlen, men stadig sidder fast på arket, så udgør den særlige sky et hul, der lader beskueren se den himmelblå bagbeklædning. Det stykke af papiret, som dannede den hvide sky, har Callesen foldet, så den nu udgør det fortabte får. Fåret er altså bogstaveligt talt faldet ned fra himlen. Billedligt talt betyder det, at det har mistet sin plads hos Gud; det har mistet sin tro. Fåret er faret vild og kan ikke finde tilbage til flokken og dens hyrde. Det har mistet orienteringen i livet; kan ikke finde hoved og hale på tilværelsen. Det er fortvivlet og ensomt. Sådan har vi det også, når vi mister troen; når det, vi har sat vores lid til, pludselig ikke virker overbevisende længere; når sygdom, død eller sorg synes at modbevise Guds eksistens og kærlighed; når troens fantastiske indhold virker for fantasifuldt til at være sandt. Da kan vi føle os fortabte, som fåret, der brægende går rundt på må og få. Vi kan føle os efterladt af den Gud, der ellers skulle have passet på os. Når vi pludselig befinder os i en situation, hvor vi mener, at Gud har svigtet os, er det oplagt at blive skuffet og vred. Hvad bilder Gud sig ind? Hvorfor er det lige mig, der skal rammes af de ulykker, der får mig til at føle mig forladt? Hvorfor griber Gud ikke ind, som en hyrde, der beskytter sine får? Faktisk er det Jesu budskab, at han konstant står parat til at hjælpe ikke nødvendigvis mod de ulykker, der har ramt én, men med at genoprette ens tro på ham. Han vil give ens liv retning igen. Det er det, han siger med det retoriske spørgsmål: Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?. Dette er, hvad Gud selv gør, hvis et menneske mister troen. Han stiller sig til rådighed med sit budskab; et budskab, der sikrer mod, at man føler sig forladt og fortabt. For at forklare dette, kan vi næsten blive i billedet med fårene. Jesus beskrives nemlig som et lam. Den spanske kunstmaler Francisco de Zurbarán malede i midten af 1600-tallet et billede af Guds lam, der altså symboliserer Jesus.

6 6 Francisco de Zurbarán: Guds lam ( ). Lammets ben er bundet sammen, så det ikke kan løbe væk. Alligevel kunne man forvente, at dyret ville gøre forsøget igen og igen i et desperat håb om at slippe fri. Det kan da også godt være, at lammet på maleriet blot hviler ud mellem sine fortvivlede forsøg. Dog er der ingen tegn på, at det har kæmpet. Lædersnøren, der holder dyrets ben sammen, har ikke gnavet sig ind i huden i takt med dets kraftige ryk i benene. Der er heller ikke fråde om dyrets mund efter dets anstrengende forsøg på at komme fri. Sidst men ikke mindst er der ingen panik at se i dets øjne. Tværtimod er lammet præget af en bemærkelsesværdig ro, som om det - allerede inden det blev bundet - har affundet sig med sin skæbne. Dette svarer godt til den måde, Jesus gik i døden på. Med den guddommelige magt, han besad, kunne han snildt have undgået at blive henrettet, men det gjorde han ikke. Han ville nemlig påtage sig den straf, Gud ellers var i sin ret til at idømme ethvert menneske, for det vi hver især gør galt. Han ville afbøde Guds vrede, når vi ikke lever efter hans ønske, men sætter os selv og vore nærmeste i centrum og overser andres behov for hjælp. Han ville sikre sig, at vore onde gerninger ikke fratog os vores del i Guds kærlighed. Han ville undgå, at vi kappede båndet mellem os selv og Gud. Dette kunne han kun gøre ved at bringe sig

7 7 selv som offer, så han tog den straf på sig, som vi skulle have lidt. Derfor er det oplagt at sammenligne ham med et offerlam, og derfor er blikket i øjnene på Zurbaráns lam præget af tålmodighed. Dyret venter stille og roligt på at blive slagtet. I gammeltestamentlig tid ofrede man blandt andet lam til Gud. Man mente, at han sad oppe i himlen og nød duften af røgen. Derved blev han venligt stemt overfor den ofrende. På samme måde var hensigten med Jesu offer at gøre Gud venligt stemt overfor menneskene. Men også på en anden måde spiller lammet en rolle. I påsken spiste jøderne lam til minde om dengang, deres forfædre var sluppet bort fra slaveriet i Egypten. Gud sendte ikke mindre end ti plager over egypterne for at overbevise Farao om, at han skulle frigive jøderne. Farao var stædig, men den tiende og sidste plage var mere, end han kunne bære. Aftenen inden beordrede Gud jøderne at slagte et får pr. familie, male omkring deres døre med dets blod, tilberede resten af dyret og spise det. Blodet markerede, hvor der boede jøder. Dette var vigtigt, for om natten ville dødsenglen komme gennem byen og slå alle førstefødte ihjel - men dér, hvor der var malet omkring døren, undlod englen at gå ind. Næste dag kunne egypterne, der havde mistet deres førstefødte børn, ikke hurtigt nok få smidt jøderne ud af landet. Fra da af havde de fået deres frihed tilbage. Dette var, hvad jøderne fejrede i påsken. Men Jesus ændrede påskens indhold. Hvordan han bar sig ad med det, er der flere bud på. Det ene af dem knytter ham igen tæt til offerlammet. Normalt siger vi, at Jesus døde langfredag. Den forståelse har vi fra evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas. Men spørger man evangelisten Johannes, skete det skærtorsdag, på samme tid som jøderne slagtede deres påskelam. Dette påstår Johannes ikke, fordi han ved bedre end hans tre kolleger, men fordi han gerne vil fremhæve en særlig pointe. Ved at sammenligne Jesus med lammet, hvis blod sikrede mod dødsenglen angreb, viser Johannes hen mod den betydning, Jesu død fik. Han tog ikke alene straffen for menneskets synder på sig, men åbnede også adgangen til

8 8 det evige liv, hvor dødsenglen ingen magt har. Han sikrede, at vi kan vandre ud af dødens og fortvivlelsens Egypten. Vender vi tilbage til Callesens papirklip, siger det lidt af det samme. I kraft af at fåret er dannet af det papir, der tidligere udgjorde en sky, har det del i det himmelske, hvor forladt og fortabt det end føler sig. Dermed ligger der en henvisning til det evige liv i Guds rige, som vi netop forestiller os befinder sig i himlen. Samtidig henviser fårets delagtighed i det himmelske til den livline, Gud insisterer på at opretholde med alle også dem, der har mistet troen; dem hvis livskompas er gået i stykker og derfor leder dem på afveje. For i kraft af at Gud indtog rollen som offerlam, kunne han blive som hyrden, der går ud i ødemarken og leder efter det fortabte får, så det kan blive ledt tilbage til flokken. Amen.