Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 29. december 2013 Julesøndag Mattæus 2,13-23 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 29. december 2013 Julesøndag Mattæus 2,13-23 Salmer: Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:»fra Egypten kaldte jeg min søn.«da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.«og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Matt 2,13-23 Her mellem jul og nytår faldt jeg over et tv-program med Søren Pind og Jacob Holdt i USA, hvor de var på jagt efter religionens plads i det amerikanske samfund. De besøgte bl.a. en af de nye megakirker, bygget op som et supermoderne sportsstadion og med plads til tilskuere og talrige storskærme, lysshow og tv-transmission til 100 lande en kirke som samtidig er en mægtig industri med et CD, DVD og bogsalg på mange millioner eksemplarer 300 ansatte plus TV- og lydstudier. Usmageligt, vil nogen måske mene, men der er nu heller ikke sparet på noget i hverken Peterskirken eller vores egen kongelige Slotskirke og at det ydre er 1

2 prangende, er jo ofte det vi falder i svime over som turister i Rom, Firenze og Paris. Nej, det, der især slog mig, var forkyndelsen, ikke blot blev kirkens præst, og hvad jeg går ud fra er hans kone, modtaget som var de popstjerner, men i den fremgangsteologi, de prædikede, brugte de så at sige deres egen succes og rigdom som illustration af, hvad den kristne tro kan betyde og give af fremgang, succes og rigdom her i livet. Og selv om jeg blankt må indrømme, at det for mig er en rent ud sagt ukristelig kobling mellem tro på Gud og materiel velstand. Så er det en kobling, vi på en måde sidder midt i, for den gode Christian IV havde jo et valgsprog, Regna firmat pietas - Fromhed styrker rigerne, som ligger snublende nær på den amerikanske fremgangsteologi. Og Max Weber har oven i købet analyseret sig frem til, at der er noget om snakken, der er en påviselig sammenhæng mellem den protestantiske etik og kapitalismens opkomst i Vesteuropa og USA, ligesom vækkelserne betyder øget velstand til de gode missionsfolk, fordi vækkelsen blandt andet betyder, at de holder sig fra snapsen, dansen og kortspillet og i stedet bruger indtægterne på moderniseringer af landbruget eller fiskebåden. Men uanset Max Weber og Christian IV og denne amerikanske megakirkepræst, så tror jeg, der denne julesøndag er al mulig grund til at gøre op med en teologi, der sætter lighedstegn mellem fremgang, kristentro og Guds velsignelse. For ligesom svaret på spørgsmålet: Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt, som regel er: INGEN VERDENS TING. Akkurat på samme måde er svaret på spørgsmålet: Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal rammes af alle disse ulykker, som regel også: INGEN VERDENS TING. Jo, selvfølgelig er det sundere at lade være med at ryge, nøjes med moderat rødvinsindtag, spare på andefedtet og have cykellygter på i vintermørket det ændrer bare ikke en millimeter på, at hinduen, muslimen, ateisten og den kristne, så vidt jeg kan se, har akkurat samme risiko for at få en tagsten i hovedet eller blive ramt af en højresvingende lastbil. Jeg er udmærket klar over, at vi har ulige lettere ved at føle os velsignede, når vi står med en lille sund og rask nyfødt i hænderne, end når vi, som det skete for et 2

3 ungt par, hvis barn jeg begravede få uger før jul, må konstatere, at hjertelyden er væk, og ønskebarnet er dødt, før det fik lov at komme til verden. Jeg er ikke i tvivl om, at det er langt lettere at ønske glædelig jul, når jeg kan samles med mine nærmeste og kæreste til et veldækket julebord og siden synge; Dejlig er jorden, mens vi går omkring er smukt pyntet gavebugnende juletræ end hvis jeg lige nu sad i et usselt telt i en isnende kold flygtningelejr med mine frysende forkomne børn lige på den anden side af grænsen til Syrien. På flugt fra en borgerkrig så forfærdelig og grusom, at vi ikke orker at høre om det. Så meget desto vigtigere er det, at vi ikke forfalder til at tro, at vores velstand og lykke er Guds særlige belønning, fordi vi er sådan nogle gode trofaste kristne. Og modsat, når hjertelyden forsvinder, eller svulsten vokser, eller ulykken rammer uforklarligt og tilfældigt som lyn fra en skyfri himmel, så er det heller ikke Guds særligt udsøgte straf, fordi vi er sådan nogle elendige troløse kristne. Fremgangs- eller velsignelsesteologi er i mine øjne en lige så stor misforståelse som tilbagegangs- eller forbandelsesteologi. At jeg er født i dette lille grønne velstående land, i stedet for på en lavtliggende sandbanke i de mest oversvømmelsestruede egne i floddeltaet i Bangladesh kan jeg hverken tage æren eller skylden for. Til gengæld pålægger mit ufattelige tilfældige held mig et ansvar og fordrer noget af mig, som det ikke giver mening at kræve af den fattige fisker i Bangladesh Se, når jeg begynder med disse alvorlige overvejelser, så skyldes det det bagtæppe, denne julesøndag ruller ud som den mørke kontrast til englesangen og hyrdernes tilbedelse og de, trods de primitive forhold, dog alligevel lykkelige juletoner med de nybagte forældre og den nyfødte i krybben i stalden med gumlende køer og skrydende æsler. Om ikke juleidyl, så dog alligevel et øjeblik af glæde og taknemmelighed. Og så kontrasten ikke blot flugten over hals og hoved i nattens mulm og mørke en ung mor der vel knapt er kommet sig over fødslen, og så den lange rejse til Egypten på flugt fra den magt som fra fødslen stræber barnet efter livet, fordi magten altid er optaget af at eliminere enhver trussel mod dens fortsatte magt. Men vel at mærke ikke kun flugten, nej, langt voldsommere er massakren på de uskyldige drengebørn i Betlehem og omegn, som må betale prisen for tilfældigt 3

4 at være kommet til verden på samme sted og samme tid som verdens frelser, Guds egen søn. Et blodbad så forfærdeligt, at det ikke er til at holde ud at tænke på, et blodbad som har gentaget sig op gennem historien med en frekvens, så det ikke er til at fatte, når vi nu kalder os for civiliserede, et blodbad, som lige nu gentager sig ikke blot i Syrien, men desværre også utallige andre steder på Guds grønne jord. Jeg har altid følt mig voldsomt provokeret, når nogen kristne bare hev et: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet op af lommen, hvis der skete noget forfærdeligt, eller hvis jeg syntes, noget var uretfærdigt, meningsløst og uforståeligt. Men med tiden er jeg måske blevet en lille smule mere positiv overfor dette gamle citat fra Jobs bog, for det begrænser ikke Gud til at være mig nær, når det går mig godt i livet, det fastholder Guds nærvær og tilstedeværelse også når jeg rammes af det, som synes meningsløst. Ikke som en forklaring eller en særlig hemmelig indsigt, hvor alt står i et særligt forklarelsens lys, men som en stædig stilfærdig fastholden af, at selv der, hvor livet gør mest ondt, og jeg føler mig mest forbandet, dér er jeg stadig omsluttet af Guds kærlighed, dér er jeg stadig Guds velsignede. For det er jo let nok, at tro på Gud, hvis han er en Gud, der sørger for at advare mig, så jeg kan flygte i tide og nå at søge asyl i Egypten. Men hvem kan tro på en kærlig Gud, som kun sørger for at sende en engel ned for at advare Josef, en Gud som kun er optaget af at redde sin egen søn, men som uden at blinke lader Herodes slagte uskyldige, som om det bare er det spild, der følger med, når Guds frelsesplan skal føres ud i livet. Da man skulle lave en ny og mere mundret og nutidig oversættelse af Det nye Testamente, Den nye Aftale hedder den, så valgte man den efter min mening noget uheldige oversættelse af saligprisningerne, at i stedet for det gentagne: Salige er de., så oversatte man: Heldige er de. For salige er ikke det samme som heldige, i hvert fald ikke i betydningen af at vinde i lotto. Nu ved jeg godt, at bibelselskabet argumenterer for deres heldig-prisninger med, at de bruger ordet heldig i betydningen 'nej, hvor er jeg bare heldig, at jeg har sådan nogle skønne børn', og det udsagn ved vi godt, handler ikke ret meget om held eller tilfældighed. Det handler om taknemlighed. 4

5 Når jeg alligevel stadig synes, oversættelsen er uheldig, så er det fordi, man aldrig vil kunne sige, heldige er de som sørger, til de arme forældre i Betlehem og omegn, for hvad skal de dog være taknemmelige over. Hvorimod: Salige er de der sørger fastholder en tro på, at den Gud, som tilsyneladende lod dem i stikken dén forfærdelige nat, den Gud er den Gud, vi finder på Golgatas kors, det er barnet i krybben, som skriger sit: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig ud i mørkets og dødens skygge. Han er flygtningebarnet, der selv har ligget sulten og forkommen i et iskoldt telt i en flygtningelejr. Hvad det gjorde ved Jesus, hvis han da nogen sinde fik fortalt historien om alle de drengebørn, der måtte lade livet, for at hans selv kunne undslippe i tide. Det kan vi ikke vide men vi ved, at da det gjaldt, da Peter forsøgte at få Jesus til at lade være med at rejse til Jerusalem; da Jesus bad i Getsemane have, da Pilatus forsøgte at få ham til at forsvare sig selv, da gjorde han intet for at undslippe. Kun i Golgatas dunkle lys giver ordet, salige er de, der sørger, mening. Kun i lyset af langfredags kors giver ordet: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet, mening. Fordi det fastholder os alle, uanset hvor heldige eller uheldige, lykkelige eller ulykkelige, velsignede eller forbandede vi føler os fordi det fastholder os i troen på, at vi er i Guds hænder i glæde og sorg, lykke og ulykke, succes og fiasko, fremgang eller fallit. Den tro giver nyt mod og nyt håb, når vi rammer bunden og den holder os fast på, at det aldrig kun beror på os selv, hvis vi rammer toppen. Den er et opgør med al fremgangsteologi og forbandelsesteologi, den er en insisteren på at være i Guds hænder, som Guds elskede velsignede barn fra moders liv, hvert eneste sekund vi får lov at leve og helt ind i døden. Amen. 5