Transkript

1 Autonomi

2 Resume Projektrapporten handler om en mulig sammenhæng mellem rationalitets- og autonomibegrebet. Udgangspunktet er Odysseus Kontrakter, hvilket er en behandlingsform for psykisk syge. Projektrapporten inddrager en teoretisk gennemgang af autonomibegrebet og princippet om respekt for den enkeltes autonomikompetence. For at få indsigt i rationalitetsbegrebet inddrages som primære teoretikere filosofferne John R. Searles handlingsteori og Michael E. Bratmans planlægningsteori. Disse benyttes til at forstå rationaliteten i handlinger. Som en del af undersøgelsen indgår en analyse af en fiktiv case, der benyttes som eksempel på, hvordan vores primære teorier og en Odysseus Kontakt kan bruges i praksis. Side 1 af 68

3 Side 2 af 68

4 Side 2 af 68

5 Side 3 af 68

6 Begrebsafklaring Nedenfor defineres, hvorledes udvalgte begreber anvendes i projektrapporten: Agent og patient: Disse to begreber sidestilles. Agent vil som oftest blive benyttet i vores rationalitetsteorier, hvorimod patient vil blive brugt i forhold til eksempelvis autonomi og i reference til vores problemfelt. Autonomi og autonomikompetence: Autonomi betyder, at en agent besidder kompetencer, der gør, at denne er selvlovgivende, har et refleksivt selvforhold og kan forholde sig til sin situation og omverdenen. Derfor sidestiller vi også begreberne autonomi og autonomikompetence. Begrebsnetværk: To begreber der hænger uløseligt sammen. Desire belief: Vi benytter os af begrebsparret desire og belief og sidestiller dem med begrebsparet ønsker og overbevisninger. Evner: Evner sidestilles med kompetencer, jf. ovenstående begrebsafklaring. Handlingsteori: I dette tilfælde Searles teori, der beskriver rationalitet ud fra handling. Side 4 af 68

7 Kompetence: Kompetence er en evne. Dette begreb benytter vi primært i forhold til autonomi. Når man besidder en autonomikompetence, menes der, at man besidder evnen til autonomi og derfor også autonomi. Odysseus Kontrakt: En af mange behandlingsformer af psykisk syge. Planlægningsteori: I dette tilfælde Bratmans teori, der beskriver rationalitet ud fra planlægning. Præsamtykke: Et forudgående samtykke. Det er konsekvensen af en bestemt handling, der legitimerer samtykket. Tvangsbehandling: Med begrebet mener vi, at en patient får medicinsk behandling imod dens ønske. Side 5 af 68

8 1 Indledning Verdenen er i konstant forandring og mennesket må kunne navigere og tilpasse sig disse forandringer. Derfor står mennesket over for utallige valg og muligheder. Ethvert valg må nødvendigvis udmøntes i handling. Men hvad er baggrunden for disse valg? Vi mener, at de bygger på/er funderet i den handlendes værdier, holdninger og lyster, og således må disse være intentionen bag en handling. Men hvornår er handlingerne rationelle? Og hvilke kompetencer ligger til grund for den rationelle handling? Vi er af den opfattelse, at for at det overhovedet er relevant at afgøre om en handling er rationel, må man se på den handlende og dennes kompetencer. Hvad forudsætter den rationelle handling? Her er vi overbevist om, at menneskets autonomi spiller en afgørende rolle. Begrebet autonomi defineres ud fra et etisk synspunkt: at personen har et minimum af kontrol over ønsker og begær, men også at individet er i stand til rationelt at overveje forskellige alternativer samt forholde sig kritisk til egne præferencer og værdier (Filosofisk leksikon, 2008:41). Denne autonomi baseres på individer, hvor disse tillægges uafhængighed og evnen til kritisk at vurdere egen situation. Disse kan med rette tage vare på sig selv og er altså autonomikompetente. Vi er af den overbevisning, at alle mennesker latent besidder autonomi og dermed evnen til at handle rationelt. Men hvordan griber disse to begreber ind i hinanden? For at vise og afdække en eventuel sammenhæng mellem rationalitet og autonomi, mener vi, at det eksemplificeres bedst, der hvor disse isoleret set potentielt ikke er til stede. Det kan f.eks. være hos svært psykisk syge, der ikke er i stand til at kunne skelne mellem den virkelige verden og deres egen indre verden, hvilket medfører, at den syge vil have svært ved at besluttet og handle bevidst rationelt i Side 6 af 68

9 hverdagen. Ved en alvorlig psykisk sygdom kan det være nyttigt med en behandlingsform, der forudser et behov for at behandle sygdommen, før det opstår. I den forbindelse findes en omdiskuteret præventiv behandlingsform, kaldet en Odysseus Kontrakt. Dette er en kontrakt, der indgås mellem den syge og dennes psykiater, mens den syge stadig er i besiddelse af rationalitet og er autonomikompetent. Funktionen med sådan en kontrakt er at forhindre, at den syge får tilbagefald. Så hvis patienten f.eks. holder patienten op med at tage sin medicin legitimerer kontrakten en tvangsmedicinering (Spellecy, 2003: 374). Side 7 af 68

10 2 Problemfelt Historier om psykisk syge, der er til fare for sig selv og andre, er ikke uhørte. Når den psykisk syge bliver til fare, er eneste mulighed ofte tvangsbehandling. Mange gange er det kommet så vidt, fordi de enten ikke har fået den rette behandling eller ikke har taget deres medicin. Både for den syge og for omgivelserne er det rystende, at sådanne fejl kan ske. Burde der ikke gribes præventivt ind, før patienten er til fare for sig selv og andre? I Psykiatriloven fra 2006 står: Tvangsindlæggelse ( ) må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi: 1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller 2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (Psykiatriloven, 2006: 5). Tvangsindlæggelse kan således skabe problematikker: Hvem skal bedømme, om tvangsbehandling er nødvendig for patienten? Det er klart, at patienten selvfølgelig ikke skal volde skade på sig selv eller sine omgivelser. Men hvilke konsekvenser vil det få for patienten, at vedkommendes virkelighed bliver fornægtet? Det er ikke utænkeligt, at patienten vil reagere med uforståenhed over for og måske endda også fjendtligt mod det etablerede sundhedssystem, såfremt systemet skal bestemme over individ versus handling. Bør der ikke findes andre muligheder end tvangsindlæggelse? Som det pointeres i psykiatriloven, vil en patient, der bliver tvangsindlagt, være så syg at det er det eneste forsvarlige. Men alle psykisk syge er ikke til kronisk til fare for sig selv og andre. Mange har potentiale til at leve et forholdsvist normalt liv, Side 8 af 68

11 under forudsætning af at de vedligeholder deres medicinering, og der bør være en hjælp til disse patienter. For at forebygge disse problemstillinger og undgå sådanne problematikker er det derfor en mulighed at lave en form for selvbestemt kontrakt, Odysseus Kontrakt, mellem psykiater og den syge. Alt dette leder os til vores problem-formulering. 2.1 Problemformulering Hvilken sammenhæng er der mellem begreberne autonomi og rationalitet? Hvordan afgøres en rationel handling, og hvilken rolle spiller den rationelle handling i forhold til autonomikompetence? Side 9 af 68

12 3 Metode I forbindelse med tvangsbehandling af patienter, der befinder sig i en gråzone inden de får alvorlige tilbagefald, beskæftiger vi os med artiklen Reviving Ulysses Contract om Odysseus Kontrakter. Artiklen giver indblik i, hvordan Odysseus Kontrakter legitimerer tvangsbehandling af psykisk syge for at forbygge svær psykisk sygdom. Udgangspunktet er, at patienten er bevidst om, at vedkommende i fremtiden vil have svært ved at træffe rationelle beslutninger om sin behandling. Derfor giver denne, medens vedkommende besidder sin rationalitet og autonomi, sit samtykke og underskriver en kontrakt om en fremtidig behandling. Gennem en redegørelse for det informerede samtykke og autonomibegrebet er det vores hensigt at give indblik i, hvordan dette anvendes i læge patient-forhold og diskutere dens relation til rationalitet. Endvidere ønsker vi at belyse etiske problemer og principper i forhold til samtykke og autonomi med udgangspunkt i Peter Rossels to artikler: Det informerede samtykke og Hvorledes begreber og principper kan forhekse forstanden. I undersøgelsen af rationalitet finder vi det nødvendigt at beskrive rationalitetsbegrebet ud fra filosofiens klassiske teser om rationalitet på grundlag af Aristoteles, Kant og Hume. Disse klassiske erkendelsesteorier anskuer rationalitetens normative ideal gennem det kategoriske imperativ, dydsetik og pligtetik. Vi benytter os af disse teorier for at fortolke vores primære teoretikere, John Searle og Michael Bratman, som begge fragmenterer rationalitetsbegrebet for at beskrive den rationelle handling. Både Bratman og Searle anskuer handlinger ud fra et handlings- og rationalitetsteoretisk perspektiv. Med rationalitetsteorierne og autonomiteorien udledes en række etiske grundbegreber. Målet med projektrapporten er en analyse og diskussion af de etiske begreber og dermed en form for ontologisk metaetik. Det skal tilføjes, at vi ikke beskæftiger os yderligere med Aristoteles, Hume og Kant, men at den udvalgte del af deres teorier, som vi benytter, er med til at perspektivere de Side 10 af 68

13 problemstillinger, Bratman og Searle fremlægger, samt teorierne til en baggrundsforståelse af rationaliteten. En omfattende indførsel i disses værker ville ikke gavne vores problemstillinger og er kun relevant i det omfang, som vi benytter. Vores intention med projektrapporten er at belyse, afdække og afgøre, hvornår en handling er rationel og ikke gøre os til dommer over, hvorvidt en handling, herunder tvangsbehandling, er korrekt eller ej. Formålet med diskussionen er ved hjælp af rationalitets- og autonomibegrebet at give et mere nuanceret syn på facetterne i tvangsbehandling altså ikke at afgøre om tvangsbehandling burde legitimeres i form af Odysseus Kontrakten. Vi ønsker at sammenholde og diskutere begreberne fra bl.a. autonomiteksterne samt Bratman - og Searles teori. Vi vil undersøge en eventuel sammenhæng mellem rationalitet og autonomi samt inddrage samtykke, paternalisme, handlingsteori, planlægningsteori og Odysseus Kontrakter. 3.1 Afgrænsning Der er adskillige måder at anskue rationalitetsbegrebet på. Vi vil kort beskæftige os med Aristoteles, David Hume og Immanuel Kant for at forstå rationalitetsbegrebets oprindelse og John R. Searles teori. Derfor vil der ikke være uddybende afsnit om disse. Vi vil kort benytte dem i vores analyse for at påvise en alsidighed, men ikke i diskussionen. For at eksemplificere vores teorier, vil vi benytte et patientperspektiv, men vi vil hverken beskæftige os med psykisk sygdom, psykiatrien eller behandlingsformer. Vi vil i denne sammenhæng ikke anskue emnet ud fra et makroperspektiv med samfundskritiske diskussioner og analyser. Side 11 af 68

14 Det er ikke hensigten med projektrapporten at gøre os til dommer over, hvorvidt Odysseus Kontrakten bør legitimeres eller ej. Vi vil blot diskutere Odysseus Kontraktens i forhold til autonomi og se på betingelserne for mulighederne i at anvende en brugerorienteret handlingsplan. Projektrapporten er ikke et etisk projekt, men er i højere grad et projekt om autonomikompetence og rationalitet ud fra et handlingsteoretisk perspektiv. 3.2 Forankring Vores projekt er forankret i filosofihistorie. Vi mener at kunne opfylde denne forudsætning, da vores primære teoretikere, John Searle og Michael Bratman, arbejder ud fra og henholdsvis kritiserer ældre filosofier. Det har vi kort behandlet i afsnittet om de klassiske teser ved at bruge Aristoteles, Humes og Kants normative filosofier. Da de tre filosoffer repræsenterer en mere klassisk forståelse af rationalitet, er disse grundlaget for Searles teori og årsagen til, at vi beskæftiger os med dem. Side 12 af 68

15 4 Teori 4.1 Autonomiprincippet Odysseus Kontrakten er et værktøj, der aktualiseres ved symptomer på irrationalitet og tilbagefald i psykisk sygdom, men mens patienten stadig har autonomikompetence. Derved kan Odysseus Kontrakten kritiseres som uberettiget paternalisme. Vi mener, at begreberne autonomi, samtykke, paternalisme og rationalitet hænger uløseligt sammen. Spørgsmålet er bare hvordan? For at forstå den potentielle sammenhæng vil vi redegøre for begreberne Autonomi Autonomi betyder, at en agent besidder kompetencer, der gør, at denne er selvlovgivende, har et refleksivt selvforhold og kan forholde sig til sin situation og omverdenen. Derfor sidestiller vi også begreberne autonomi og autonomikompetence. Kompetencerne kan gradbøjes og er ikke nødvendigvis konstante, da de kan variere ud fra den givne kontekst. Andre kan i denne sammenhæng, enten kortvarigt eller permanent, gribe ind i en agents autonomi (Rossel, 1997: 1420). Et sådan indgreb kan bl.a. ske, hvis agenten er til skade for sig selv eller andre. Vi er af den overbevisning, at autonomi forudsætter rationalitet via kompetencerne, og at rationaliteten ligger implicit i at besidde et refleksivt selvforhold og evnen til at forholde sig til sin situation og omverdenen. I læge patient-forhold må lægen nødvendigvis forholde sig til og respektere patientens autonomi for ikke at forgribe sig på den. Men hvornår skal autonomi respekteres og under hvilke omstændigheder? Hvilke etiske overvejelser spiller ind, når lægen skal informere patienten om vedkommendes sygdom og fremtidige Side 13 af 68

16 behandlingsforløb? Hvad har autonomikompetence med information at gøre? Hvor megen information er nødvendig i forhold til patientens samtykke til behandlingen? Det informerede samtykke Det informerede samtykke i medicinske sammenhænge er, hvor lægen informerer patienten om risici, diagnose samt behandling, og patienten samtykker til en læges handling ud fra informationen: Et egentligt informeret samtykke indebærer således, at en patient ikke blot skal acceptere en behandling, men at patienten efter at have forstået og afvejet fordele, risici og ulemper selv træffer beslutningen om at acceptere behandlingen (Rossel, 1985: 254). Dette er kun tilfældet hos en patient, der besidder autonomikompetence og er i stand til at træffe rationelle beslutninger om at indgå i et informeret samtykke. For at et informeret samtykke er gyldigt, må lægen yde de nødvendige og relevante informationer, og patienten må være i stand til at forstå dem. Patientens samtykke skal ligeledes være frivilligt, altså ikke afgivet under pres eller tvang. Eksempler på manglende kompetence er mindreårige, umyndige eller svært psykisk syge, da de sjældent har et refleksivt forhold til sig selv og den situation, hvor et informeret samtykke ville være relevant. Det informerede samtykke består af: 1. Informationskomponenter. a. Lægens formidling af information. b. Patientens forståelse af information. 2. Samtykkekomponenter. Side 14 af 68

17 a. Patientens frivillige samtykke. b. Patientens samtykkekompetence. Der er mange faktorer i den konkrete behandlingssituation, der påvirker valget af den rigtigste information og handling, f.eks. patientens ønsker og psykiske tilstand. Det vil ofte være uinteressant overhovedet at diskutere respekt for svært psykisk syges autonomi, fordi de ikke begriber deres situation eller kan træffe velovervejede rationelle beslutninger. Er der ingen autonomi tilstede, er diskussionen om samtykke indifferent, og man kan dermed handle uagtet et samtykke. Lægen er dog forpligtet til at respekterer en autonomikompetent patients ønsker og valg. For at identificere ønsker og kompetencer er der opstillet de etiske principper: Det etiske princip for autonomi og det hippokratiske princip. De forsøger at give retningslinjer i forhold til behandlingen af og handlinger for patienten Det etiske princip om respekt for autonomi Autonomiprincippet er en etisk maksime om en forpligtelse til at respektere en agents autonomi og kompetence til at vælge og vedkommendes valg om egen eksistens. Princippet implicerer, at agenten har en autonomikompetence, som kan respekteres. Hvis det ikke er tilfældet, er princippet indifferent. I denne sammenhæng er det vigtig at påpege, at eksempelvis psykisk syge sagtens kan besidde autonomi, som andre er forpligtet til at respektere. Princippet er, ifølge Rossel, deontologisk og en pligt til at respektere en agents autonomi og ikke søge en handlings rigtighed i handlingens konsekvens. Respekten for autonomi skal snarere forstås som en ret, der beskytter agenten mod andres indblanding i dennes overvejelser, ønsker og handlinger. Side 15 af 68

18 Hvis en persons ønske om, at andre skal gøre noget for vedkommende, skulle være forpligtende for den anden person, så ville der ingen begrænsninger være på, hvilke handlinger andre kunne forpligtes til at udføre! (Rossel, 1997: 1424). Princippet implicerer derfor ret til selvbestemmelse og ikke ret til at bestemme over andre. Derfor er det en negativ rettighed, idet princippet begrænser andres handlinger mod agenten og dennes handlinger mod andre. Rossel mener dog, at der er sket en ændring i autonomibegrebet fra en negativ rettighed til et positivt krav. Princippet som et negativt krav er f.eks., at foreligger et informeret samtykke om behandling, så kan en læge nægte at efterkomme en patients velovervejede og rationelle ønske om at undlade behandling, som vil føre til døden. Når princippet derimod anses som et positivt krav, betyder det, at lægen efterkommer patientens velovervejede ønske om at blive slået ihjel. I denne sammenhæng vil nogle hævde, at respekten for patienters autonomi indebærer, at patienternes ønske altid bør efterkommes. Rossel påpeger i denne sammenhæng, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis en psykotisk patients nægtelse af behandling respekteres. I sådanne situationer mener han, man bør anvende paternalisme Paternalisme Af hensyn til agentens velbefindende er paternalisme en form for formynderetik, og en paternalistisk handling er at tage beslutningsmyndigheden fra en agent. En paternalistisk handling er berettiget over for børn og svært psykotiske, da de, i f.eks. behandlingssituationer, ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at træffe en velreflekteret beslutning og handle rationelt i relation til behandlingen. Et typisk eksempel på paternalisme i medicinsk sammenhæng er tvangsindlæggelse af en psykotisk patient, der enten er til fare for sig selv, eller hvis Side 16 af 68

19 chance for helbredelse formindskes uden behandling og indlæggelse (Rossel, 1985: 256). Altså kan den medicinske paternalisme berettige en handling i det øjeblik, patienten ikke besidder autonomikompetence. I så fald er autonomiprincippet underordnet, og lægen kan handle berettiget paternalistisk. Udover det etiske princip om respekt for autonomi findes et andet etisk princip, det hippokratiske princip Det Hippokratiske princip Det hippokratiske princip er princippet om at gavne den enkelte patient mest muligt, herunder undgå at skade denne. (Rossel, 1985: 254). Princippet søger at maksimere og finde det bedst mulige for den enkelte. Handlingens rigtighed afgøres af konsekvenser, og derfor er det hippokratiske princip et konsekvensetisk princip, der ikke må forveksles med utilitarisme. Utilitarismen søger det bedst mulige for flest mulige, modsat det hippokratiske princip der søger det bedste for den enkelte. I behandlingssituationer søger princippet, hvad der gavner patientens velbefindende samt psykiske og fysiske helbred. Det hippokratiske princip fører ofte til, at patienten inddrages i beslutningsprocessen, men det afgørende er, hvad lægen mener gavner patienten mest i forhold til information og samtykke. Derved kan princippet tilbageføres til den medicinske paternalisme. Ifølge det hippokratiske princip kan situationer legitimeres, hvor lægen for at gavne en patient fortier nødvendige informationer. En legitimering der går stik imod det gyldige samtykke, hvor patienten ud fra den nødvendige information selv tager stilling. Der opstår således en etisk konflikt, hvilket også er tilfældet mellem det hippokratiske princip og princippet om respekt for autonomi. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis det ene princip underordnes det andet? Side 17 af 68

20 4.1.6 Princippernes relation og prioritering Hvis princippet om respekt for autonomi underordnes det hippokratiske princip, prioriterer lægen, hvilke informationer der gavner den enkelte patient mest. Dog kan dette indebære, at patienten misinformeres om diagnose, behandling, risici osv., samt at patienten kan modtage uønskede informationer. Dette er udtryk for medicinsk paternalisme. Hvis det hippokratiske princip underordnes princippet om respekt for autonomi, bør lægen altid søge at gavne patienten mest muligt, men respekten for patientens autonomi må være første hensyn. (Rossel, 1985: 257). Det betyder, at patienten har ret til at være en del af beslutningsprocessen, men at det er ikke patientens pligt at deltage i processen. Det er lægens pligt at informere og ikke behandle patienten, uagtet dennes frivillige samtykke er givet. Overordnet indbefatter respekt for autonomi ikke det informerede samtykke som krav. Der opstår konflikt, når lægen udelader information til en kompetent patient, selvom det er lægens opfattelse, at det er den bedste løsning, og altså handler efter det hippokratiske princip. Hvis en læge af hensyn til patienten misinformerer eller udelader information imod en patients ønsker, er der tale om stærk paternalisme, og det er imod princippet om respekt for autonomi. Hvis principperne anses som ligeværdige, opstår der etiske problemer i forhold til paternalisme. Den paternalistiske handling vil altid forgribe sig på autonomien og dermed begrænse omfanget af handlinger, der kan gavne den enkelte mest muligt. Hvis kun det hippokratiske princip anskues, vil der ikke opstå problemer, da man kun betragter, hvilke handlinger der har de bedst mulige konsekvenser for patienten. Modsat vil en anskuelse af autonomiprincippet blot være en forpligtelse til ikke at gribe ind i selvbestemmelsen. Det implicerer, at der ikke tages hensyn til patientens helbred osv. (Rossel, 1985: 256). Side 18 af 68

21 Samtykke Paternalisme Autonomi princippet Hippokratiske princip Autonomikompetence + + Autonomikompetence Begrebsnetværkets sammenhæng og opsummering Forholdet mellem autonomikompetence, autonomiprincippet, samtykke, paternalisme og det hippokratiske princip eksemplificeres i modellen ovenover. Besidder en agent autonomikompetencer, må andre handle ud fra autonomiprincippet og respektere dennes autonomi. Er der ingen autonomikompetence at respektere, er det overflødigt at handle ud fra autonomiprincippet. Paternalismebegrebet spiller ind, ved at man handler uberettiget paternalistisk over for en person, der besidder autonomikompetence. Den paternalistiske handling er derimod nødvendig, hvis en autonomikompetence mangler. Et samtykke er påkrævet, hvis en agent har autonomikompetence, modsat hvis agenten ikke er i besiddelse heraf. Paternalistiske handlinger i forhold til samtykke er uberettiget over for agenter med autonomikompetencer. Modsat er den paternalistiske handling påkrævet over for agenter, der ikke er autonomikompetente. I det hippokratiske princip er autonomikompetence, eller manglen på samme, underordnet, da princippet søger den bedste mulige konsekvens for agenten. Side 19 af 68

22 For at forstå sammenhængen mellem autonomi og rationalitet vil vi redegøre for forskellige teorier. Først vil vi beskæftige os med rationalitet ud fra klassiske og normative teorier med rødder i Aristoteles, Kant og Hume. Dernæst vil vi belyse en handlingsteori med udgangspunkt i Searles og Bratmans planlægningsteori. Side 20 af 68

23 4.2 Klassiske teser om rationalitet For at få et mere nuanceret syn på og større sammenhæng i rationalitetsbegrebet vil vi gennemgå de klassiske og normative teser om rationalitet med inspiration fra Aristoteles, Hume og Kant. Det normative aspekt består i, at de søger at vise, hvordan man bør handle. De klassiske teser for rationalitet indeholder flere forskellige og modstridende syn på, hvad rationalitet er. De udgør derfor et nuanceret grundlag for en forståelse af rationalitet Aristoteles Aristoteles anser mennesket for det højeste i naturen, fordi kun mennesket besidder fornuft og derfor er et komplekst væsen. Menneskets mål er lykken og da fornuften er det særegent menneskelige, er dydsmæssig udfoldelse af fornuften det, der udgør sand menneskelig lykke (Poulsen, 2008: 343). Altså opnås lykken via et dydigt liv og dyderne. Dyd er et ønske om at opnå det rette for det rettes skyld (Johansen, 1994 : 340 ff). Dyder opnås ved dydig handling, men at foretage én dydig handling er ikke ensbetydende med at besidde dyd, altså være et dydigt menneske. Dyden er den gyldne middelvej mellem to ekstremer, der er onder i sig selv: Det lige store er en art midte imellem overdrivelse og mangel. Jeg kalder dét for en tings midte, som har lige stor afstand fra begge yderpunkter, og det er et og det samme for alle. Men jeg kalder dét midte for os, som hverken er i overmål eller mangel, og dette er ikke ét, og ikke det samme for alle mennesker (Aristoteles, 2000: 105). En forudsætning for at handle dydigt er den praktiske fornuft, der gør agenten i stand til at finde midlerne til at opnå målet. Alle har potentialet til praktisk fornuft, Side 21 af 68

24 men ikke alle formår at bruge den praktiske fornuft og derved leve et dydigt liv. For at kunne bruge praktisk fornuft kræves det, at man har erfaring og på baggrund af denne erfaring har evnen til at indse det gode i en handling. F.eks. kan nogle voksne ikke erkende den gode handling fordi Det er på grund af lysten at vi handler slet, og på grund af smerten, at vi afstår fra det gode. (Aristoteles, 2000: 102). Aristoteles mener, at mennesket er født ikke dydigt. Agenten må tillære sig dyderne via andres og egne erfaringer (Aristoteles, 2000: 102 ). Det er en væsentlig at børn lære at handle dydigt - ikke alene handle rigtigt, men at føle det rigtige (Aristoteles, 2000: 102). Ifølge Aristoteles må en rationel handlende agent være i konsensus med rationaliteten selv. Det rationelle ligger forud for den rationelle handling, og det er derfor ikke muligt at være rationel ubevidst. Fordi agenten har udført én rationel handling, betyder det ikke, at agenten er rationel. Det er først, når agenten gentagne gange handler rationelt, altså gør det til en vane, at agenten er rationel (Aristoteles, 2000: 101 ff). Da intentionerne for en handling må stemme overens med handlingen, for at denne er rationel, må agenten vide, hvorfor denne udfører handlingen. Agenten forholder sig til sine følelser og intentioner gennem dyden, dvs. at agenten handler ud fra følelser og intentioner, og dyden er at finde midlerne til at opnå målet (Johansen, 1994: 425) Hume Hume står for et radikalt syn på ønskernes og følelsernes status. Hume beskriver den menneskelige erkendelse gennem indtryk og ideer om verden. Hume mener, at Bevidstheden oplever indtryk, som den kan bevare i erindringen og reproducere som ideer (Koch, 1997: 353). Hume mener, at den menneskelige bevidsthed reproducerer og erindrer ideerne og sammenkæder disse ideer til såkaldte Side 22 af 68

25 relationsideer, f.eks. gennem tid/rum, lighed, nærhed eller kausalitet. Netop kausaliteten er essentiel i Humes teori, da han mener, at kilden til viden om kausale forhold er erfaringen og fornuften (Koch, 1997: 358). Det skal forstås således, at kausaliteten sker gennem fornuftens erkendelse eller gennem iagttagelsen - forskellen ligger i enten at forestille sig hændelsesforløbet eller selv erfare det. Hume tilføjer, at der opstår et problem med at slutte fra hidtidige iagttagelser til fremtidige, det såkaldte induktionsprincip. Selvom man har erkendt en årsag virkning- sammenhæng, kan man ikke altid slutte fra fortid til nutid, og gennem ideerne kan man altid forestille sig det modsatte. Ud fra induktionsprincippet opstår vanerne: Det er dette princip, der gør vore erfaringer nyttige for os, og som lader os forvente hændelsesforløb i fremtiden, der ligner de, som er oplevet tidligere. (Koch, 1997: 360). Hume hævder, at hvis en agent har oplevet to ideer, der altid har været forbundet, vil det forårsage, vil agenten også får en følelse af, at den anden ide vil følge den første. Hume mener, at mennesket ikke handler i kraft af fornuften men instinkter fra tidligere handlinger og erfaringer, og at følelsen aldrig kan funderes i fornuften. Viden om de kausale forhold sker ikke gennem fornufterkendelse og kan ikke redegøres for gennem erfaringen - viden om kausale forhold grunder i følelserne, dvs. i et irrationelt princip. Fornuften må altid ( ) være følelsernes slave. (Koch, 1997: 361). Hume hævde, at fornuft er og altid bør være lidenskabens slave, forstået således at uden et ønske eller en vilje, vil grundene aldrig kunne bevirke en handling. Humes fornuftstese udlægges ofte som radikal skepticisme. Fornuften er ifølge Hume en demonstrativ og sikker viden, men trods erfaring og viden om virkeligheden kan man aldrig vide sig sikker. Dertil mener Hume, at argumentation aldrig vil kunne forhindre mennesket i at handle ud fra tiltro kausaliteten. Side 23 af 68

26 4.2.3 Kant Mennesket er ifølge Kant et fornuftsvæsen, og den handlende agents autonomi afhænger af, om viljen til en handling er bestemt af fornuften. Det gode og den gode handling er den gode vilje. Men den gode og frie vilje må underlægge sig fornuftens krav (Kant, 1999: 60ff). Dette krav udtrykkes i det kategoriske imperativ, der lyder: handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov (Kant, 1999: 78). Det kategoriske imperativ er således moralens imperativ, som ubetinget bør opfyldes, uanset agentens ønske og overbevisninger. Derudover inddrager Kant et hypotetisk imperativ, der forudsætter, at agenten må handle efter et mål. Imperativet må følges, hvis agentens handling er middel for noget andet, og indebærer, at agenten ikke kan kende handlingens indhold, før agenten kender forudsætningerne for målet. Forudsætningerne for målet findes i det kategoriske imperativ. Kant hævder, at pligt er årsag til en moralsk handling. Ifølge Kant handler det ikke om at have et ønske, men om en pligt til at følge moralloven. Ønsket om den moralske handling er i overensstemmelse med pligten, men ikke pligten i sig selv. Handlingers værdi afgøres af, om den er motiveret af pligt, og det er agentens intention, og ikke handlingens udfald, der afgør handlingens værdi Opsummering Aristoteles anser mennesket som det eneste væsen, der besidder rationalitet. Dets mål er at opnå lykke, som tilegnes gennem dyderne. Forudsætningen for at handle dydigt er at besidde den praktiske fornuft. Side 24 af 68

27 Hume anskuer rationaliteten i det irrationelle, da en agents handling styres af ønsker og overbevisninger. Dermed er målet irrationelt, hvorimod fornuften træder ind, når det gælder midlerne, som er rationelle. Kant anser rationelle handlinger som forårsaget af pligten og fornuften. Han belyser de gode handlinger via det hypotetiske- og det kategoriske imperativ. Mennesket er et fornuftsvæsen, og kun dette besidder en autonom vilje. Side 25 af 68

28 4.3 Searles handlingsteori og rationalitetsbegreb Searle mener, at målet med teorier om rationalitet er at forklare strukturelle træk ved rationelle beslutninger og handlinger. Ligeledes mener Searle, at der ikke findes teorier for rationalitet, som kan give en algoritme for at foretage de rette handlinger. Ifølge Searle er rationalitet en universel størrelse mellem individer og kulturer. Han påpeger, at en af de største misforståelser er, at uløselige konflikter opfattes som tegn på, at rationalitet er relativ i forhold til forskellige kulturer (Searle, 2001: XV ff). Searle beskriver årsagerne og grundene til en handling, ud fra hvilke kompetencer en agent besidder, når denne handler rationelt. Rationelle beslutninger handler om at vælge de midler, som vil muliggøre en agents mål. Dette aspekt af rationalitet har mennesket tilfælles med andre dyr. Men mennesket har et højtudviklet samt kompliceret sprog og forstår temporalitet, kan altså forholde sig til fortid, nutid og fremtid (Searle, 2001: 1ff). De fleste handlinger, en agent foretager sig, er organiseret forud via valg og fravalg i en given situation. En agent kan være nødsaget til at handle mod dennes ønsker og være tvunget til at vælge mellem flere forskellige problematiske mål Searles syn på ønsker og overbevisninger Searle er i opposition til en grundtanke om, at rationelle handlinger kun forårsages af overbevisninger og ønsker. En såkaldt desire-belief model der, evaluates the rationality of an action in terms of desires and beliefs. On this model, if an agent has a desire to X, and a belief that Y will bring about X, then it is rational for the agent to Y. (Spellecy, 2003: 379). Side 26 af 68

29 Denne tanke kalder Searle for Den Klassiske Model for rationalitet (Searle, 2001: 5). Ifølge Searle er motivationen for handling også en form for ønske, og ønsket er agentens mål. Searle mener dog, at der kan være andre motivationer, som er ønskeuafhængige, jf. Kants kategoriske imperativ om at agenten handler, som denne bør. Searle inddrager forpligtelser som motivation til en handling, modsat den klassiske models tese om, at det kun er ønskerne, der kan motivere. Ifølge Searle kan agenten være forpligtet til at gøre noget, som hverken er et ønske eller en lyst: Why are you drinking water? Because I am under an obligation to do so. I promised my spouse (Seale, 2001: 140). Ud fra den klassiske model er agentens forpligtelser kun grund til handling, fordi agenten har et ønske om at opfylde sine forpligtelser. Derimod mener Searle, at forpligtelsen i sig selv kan være grunden til et ønske, og at denne er en ønskeuafhængig grund. Searle mener, at den klassiske model påbyder agenten kendskab til rationalitetens regler, som eksempelvis det kategoriske imperativ, hvis denne skal handle rationelt. Vi fortolker rationalitetens regler som et udtryk for normativiteten i den klassiske model. Men ifølge Searle kan agenten sagtens handle rationelt uden at være bevidst om rationalitetens regler. Derfor findes der ubevidste rationelle handlinger, hvor rationaliteten i handlingen er tilfældig. Dog kan en agent, der er opmærksom på rationalitetens regler, har de rigtige ønsker, overbevisninger og intentioner, stadig ende med ikke at handle derefter. Dette kalder Searle for viljens svaghed, og han mener, at viljens svaghed er en naturlig del af mennesket. Viljens svaghed er en form for irrationalitet, når agenten handler på baggrund af denne (Searle, 2001: 8f). Side 27 af 68

30 4.3.2 Årsagen til kritik af den klassiske model: The Gap Rationelle handlinger er ikke blot forårsaget af overbevisninger og ønsker. Det er, ifølge Searle, kun irrationelle handlinger, der forårsages af overbevisninger og ønsker. Hvis en handling er fuldstændig determineret, er rationaliteten underordnet. Searle hævder, at en person, der handler udelukkende ud fra ønsker og overbevisninger, handler irrationelt. Dette kan ses hos en agent, som lider af f.eks. alkoholisme eller er afhængig af rygning. Searle anser, at der mellem agentens intention om at handle og udførelsen af handlingen er The Gap. Ifølge Searle opstår muligheden for viljens svaghed i The Gap og er en naturlig konsekvens heraf. Han mener, der er tre slags gaps, og disse er grundlæggende for rationalitet. 1. Det første gap opstår mellem de forskellige grunde, agenten kan beslutte sig på, og selve beslutningen. 2. Det andet gap opstår, efter agenten har besluttet sig, og agenten forstår grunden til handlingen. I dette gap fuldfører agenten ikke altid den handling, den havde besluttet sig for. 3. Det tredje gap opstår, når en handling er fremtidig, dvs. mellem at have startet på at udføre handlingen og fuldføre den. Har agenten startet handlingen, må agenten ikke forvente, at denne af sig selv fuldføres, men må gøre en aktiv indsats (Searle, 2001: 12ff). Det er en betingelse for dette, at agenten anerkender, at endemålet består af delmål. The Gap eksisterer, idet agenten, på trods af at have mange grunde til at handle, nogle gange kun handler pga. én af grundene. The Gap giver mange muligheder, og agenten er fri til at handle, men samtidig tvinges agenten til at vælge en grund og gøre grunden effektiv ved at handle ud fra den. Dette medfører, at agenten må frasige Side 28 af 68

31 sig nogle af sine ønsker for at kunne opfylde andre. Det kan føre til konflikt og frustration, hvis de andre ønsker ikke opfyldes. (Searle, 2001: 24ff). Nogle af disse muligheder er mere attraktive end andre. Eksempelvis går en agent ud og bestiller en øl. Agenten har et ønske om at drikke øllen, men ikke nødvendigvis et oprigtigt ønske om at betale for den. Searle anser betalingen som en ønske-uafhængig grund. Men der er ifølge Searle eksterne grunde, som er rationelt overbevisende. Det kunne i dette eksempel være, at agenten bliver frataget øllen, og det motiverer til betalingen Intentioner, overbevisninger og ønsker Det er vigtigt ifølge Searle at adskille intention fra intentionalitet. En intention er, at agenten vil udføre en handling, hvorimod intentionalitet er en sindstilstand, f.eks. overbevisninger og ønsker (Searle, 2001: 34f). Ifølge Searle skal intentionalitet forstås, for at man kan forstå rationelle handlinger. En intentionel tilstand som overbevisninger kan enten være sand eller falsk. En overbevisning forudsætter derfor et belæg for sandhed, og når sandheden fastslås empirisk, er det ikke længere et spørgsmål om overbevisning. Hvis det viser sig, at en agents overbevisning er falsk, må agenten rationelt ændre denne. Dermed kan agenten korrigere sine overbevisninger efter verden, den såkaldte: mind-to-world direction of fit. Dvs., at hvis agentens overbevisning ikke stemmer overens med den faktuelle verden, og agenten bliver opmærksom herpå via empirisk argumentation, må denne være i stand til at ændre overbevisningen efter verden (Searle, 2001: 37). En anden intentionel tilstand er ønsker. Den kan i modsætning til en overbevisning ikke være sand eller falsk. De kan blot opfyldes eller forhindres, uafhængig af om realiteten passer til ønskets indhold. Ønsker repræsenterer, hvordan agenten normativt efterstræber, at ting i verden bør se ud. Ønsker har derfor en Side 29 af 68

32 såkaldt world-to-mind direction of fit, da agenten ikke kan ændre sine ønsker med sine overbevisninger til noget andet. I dette tilfælde må verdenen ændre sig og tilpasse sig agentens ønske (Searle, 2001: 38). Når en agent rationaliserer over ønsker og overbevisninger, mener Searle at denne når til en intention og kalder disse for prior intentions. Selve udførelsen af handlingen kalder han for intention-in-action, som kan lykkes eller fejle. De skal adskilles fra prior intentions. Ikke alle handlinger effektueres ud fra en prior intention, hvilket også underbygger Searles påstand om, at agenten kan udføre ubevidste rationelle handlinger (Searle, 2001: 44). Det er mellem prior intention og intention-in-action, der opstår The Gap, altså mellem intentionen om en handling og udførelsen af denne. Agentens rationalisering af de intentionelle tilstande leder således til intentionen. Denne er grunden til, at agenten vælger eller fravælger at handle Forklaringers gyldighed handlingers rationalitet Grunde til handling kan være baseret på overbevisninger, som enten kan være sande eller falske. Agentens overbevisning kan være en tilstrækkelig forklaring på hans handling, på trods af at overbevisningen ikke er sand (Searle, 2001: 100ff). En grund eller et argument for en handling forekommer, ifølge Searle, ved brug af termerne: Hvorfor, fordi og forklaring. Forklaringer gives som svar på spørgsmålet hvorfor. En agent må argumentere tilstrækkeligt for at forklare sin handling. Agenten kan tage fejl af fakta. Forklaringen kan stadig være gyldig, men dette gør ikke handlingen rationel. Searle eksemplificerer en gyldig forklaring: Hvorfor har du paraply med? Agenten svarer: Fordi det regner. Regner det ikke, er agentens forklaring stadig gyldig, da det var hans intentionelle tilstand, altså overbevisning, at det regner. Således er forklaringen gyldig, men agentens handling Side 30 af 68

33 irrationel (Searle, 2001: 100). Det er vigtig at pointere, at forklaringen og grunden for handling både bunder i en tro på at ville regne, en overbevisning om at det regner, og et ønske om ikke at blive våd. Alt dette udgør en totalgrund (Searle, 2001:115). For at en handling er rationel, kræves det, at agenten ikke holder fast i inkonsekvente eller irrationelle ønsker eller overbevisninger, hvilket vi anser som en del af agentens autonomikompetence. Desuden er de argumenter, agenten forklarer eller retfærdiggør en handling med, ikke altid den egentlige grund til den udførte handling. Forklaring på, hvorfor en handling burde have været udført, er ikke altid grunden til, at handlingen blev udført (Searle, 2001: 109). Der er således altid en motivation til en handling Motivation for handling Som beskrevet ovenfor kan grunde til en handling både forklares med fakta (en teoretisk erfaringsbaseret rationalitet) og intentionelle tilstande (en instrumentel rationalitet, dvs. erhvervelse og brug af den teoretiske rationalitet). Ifølge Searle må alle totale grunde for handling, uanset om den bunder i et ønske eller en overbevisning, have mindst en motivation, og handlinger er en måde at tilfredsstille sin motivation på (Searle, 2001: 118). Motivationer kan både være eksterne og interne (Searle, 2001: 119). De interne motivationer kan eksempelvis være ønsker eller overbevisninger, og de eksterne eksempelvis forpligtelser eller behov. Forpligtelser vil sædvanligvis være ønskeuafhængige for en agent, men disse er ofte baseret på agentens tidligere ønsker. Opfyldelsen af ønskerne vil som regel indebære forpligtelser. Derfor må der ikke skelnes skarpt mellem pligter og ønsker (Searle, 2001: 124ff). Agenten kan ikke altid gøre alt, hvad han ønsker eller bør gøre. Derfor mener Searle, at motivationen er vigtig, for at agenten kan udføre en fremtidig handling. En Side 31 af 68

34 agent handler ofte pga. en intention om, at en nutidig handling på længere sigt vil komme agenten til gode. Disse handlinger er uafhængige af ønsker, fordi handlingen i nuet ikke nødvendigvis er noget, agenten ønsker, men et middel til at nå målet. Agenten har en evne til at skabe en motivation for at handle ud fra sådanne ønskeuafhængige grunde. Det er her det tredje gap opstår, da agenten ved en fremtidig handling må udføre delhandlinger for at opnå målet. The Gap opstår, hvis delhandlingerne er ønske-uafhængige og derfor kun motiveres af endemålet. Rationaliteten ligger i, hvorvidt agenten formår at handle ud fra de ønske-uafhængige grunde og ikke falder i pga. irrationelle lyster. Desuden betinges rationaliteten af agentens evne til at forene interne og eksterne motivationer og derved ikke kun handle ud fra enten ønsker eller forpligtelser Hvornår er en agent kompetent til at handle rationelt? Searle anser rationalitet som et biologisk fænomen. Rationaliteten er den betingelse, der muliggør, at agenten kan koordinere de intentionelle tilstande og handle mere rationelt, end hvis agenten kun handler ud fra instinkter, impulser og ønsker. Men hvilke betingelser gør, at en agent er kompetent til at handle rationelt? Agenten har en række bevidste motiver (subjektivt), der må være fremadrettede (temporalitet), for at kunne motivere en handling via kroppens bevægelser (kausalitet). Det er en forudsætning for denne funktionskæde, at agenten kan handle frit (frihed). Searle mener, at rationalitet kun kan foreligge i det frie valg. Hvis agentens handlinger kun er kausale i agentens mening og ønsker, har agenten intet valg, og rationaliteten er dermed underordnet for handlingerne (Searle, 2001: 200ff). Agenten skal have evnen til at koordinere disse betingelser, og koordineringen er central, da betingelserne er uadskillelige: Subjektivitet og temporalitet følger den Side 32 af 68

35 motiverende kausalitet, motivationen må være X. Altså subjektiv for at kunne handle på X enten i nuet eller i fremtiden (temporalitet) (Searle, 2001: 142). Searle mener, at agenten må være bevidst om perception, erfaring, ønsker, intentioner og mål samt have en ide om, hvilke handlinger der opfylder disse mål. Denne bevidsthed er en grundlæggende forudsætning for rationalitet: Without consciousness you cannot get into the game of rationality at all (Searle, 2001: 143). For at agenten kan udføre rationelle handlinger, må han kunne interagere. Derfor skal agenten kunne kommunikere, hvordan tingene i verden er, hvordan agenten vil søge egen og andres handlen i verden, og hvordan agenten vil forpligte sig til disse handlinger. Searle hævder, at rationalitet kun findes der, hvor der er mulighed for irrationalitet (Searle:2001: 22f). En almindelig form for irrationalitet er benægtelse, f.eks. en alkoholiker der ikke vil indrømme sin afhængighed (Searle, 2001: 117). Searle inddrager i denne sammenhæng begrebet selvinteresse, eksempelvis at agenten ønsker ikke at komme til skade eller skade sig selv. Her ser vi en parallel til autonomikompetencerne, da agenten er i stand til at overveje forskellige alternativer i forhold til og med interesse for selv et. Agenten må med forståelse for temporalitet være i stand til at planlægge egen overlevelse og de bedst mulige forudsætninger, altså samtidig en forståelse for selvinteresse. Agenten besidder derfor en temporal selvinteresse samt rationalitet. Derved kan agenten lægge planer, der sikrer dennes interesser i fremtiden, til trods for at agenten ikke har nogen nutidig interesse i at gøre tingene. Her indgår de tidligere beskrevne ønske-uafhængige grunde til handling, idet agenten handler ud fra et fremtidigt perspektiv. Dvs., at når agenten har bevidsthed, intentionalitet og kan kommunikere, har denne anlæg for rationalitet. Side 33 af 68

36 Delkonklusion Det, der gør den menneskelige rationalitet enestående, er sproget, intentionelle tilstande og temporalitet. I opposition til den klassiske model hævder Searle, at agenten kan motiveres til handling uafhængigt af ønskerne, og at handlinger er irrationelle, hvis de udelukkende er forårsaget af ønsker eller overbevisninger. Én form for irrationalitet er viljens svaghed som en naturlig konsekvens af de gaps, hvor agenten står over for mange muligheder for handling, men ikke altid vælger den mest rationelle. Intentionalitet og intentionelle tilstande er fundamentale i Searles teori. Agenten kan have en mind-to-worls direction of fit i form af overbevisninger, der kan afgøres ud fra en proposition. Og en world-to-mind direction of fit i form af ønsker, der ikke kan begrundes i empirisk. Alle totalgrunde for en handling må have mindst en motivation, som kan være intern (eksempelvis ønske) og ekstern (eksempelvis pligt). Pligten er også en form for ønske, da den bunder i et temporalt ønske om at udføre en handling. På trods af, at en agent kan argumentere for en handling, er det ikke ensbetydende med, at handlingen er rationel. Temporalitet, kausalitet og frihed er grundlæggende betingelser for, at en agent er kompetent til at handle rationelt. Ligeledes er bevidsthed, selvinteresse og evnen til kommunikation nødvendige egenskaber for den rationelle handling. Side 34 af 68

37 4.4 Bratmans planlægningsteori og rationalitetsbegreb I forrige afsnit har vi behandlet rationalitet ud fra Searles handlingsrationalitetsteori. Vi vil undersøge en anden måde at anskue rationalitet på, hvor rationalitet anskues ud fra et planlægningsmæssigt synspunkt. Bratman mener, at mennesket handler systematisk på baggrund af intentioner og planer:... our commonsense conception of intention is inextricably tied to the phenomena of plans and planning. (Bratman, 1987: 2). Det betyder, at planer og intentioner hænger uløseligt sammen i et begrebsnetværk. Ifølge Bratman er planer, planlægning og intentioner essentielle begreber. For at forstå intentioner korrekt er det nødvendigt at forstå dem i forhold planer og planlægning. Det er altså i intentioner og planer, rationaliteten opstår. En impulsiv handling kan ifølge Bratman ikke være rationel i samme grad, som en velovervejet og planlagt handling Intentioner Intentioner er sindstilstande, der har indflydelse på beslutninger og handlen. Handlinger kan karakteriseres som intentionelle eller udført med en bestemt intention. Først intenderer agenten at gøre X og handler derefter intentionelt eller med en bestemt intention. Disse intentioner påvirker og påvirkes af f.eks. følelser og moral. Der er forskel på at udføre en handling intentionelt eller ved et uheld. Omverdenen reagerer forskelligt på de intentioner, en bestemt handling er baseret på. Eksempelvis har en agent ved et uheld dræbt sin far, men agenten har tidligere slået sin mor ihjel. Agenten ytrer, at det var et uheld, men omverdenen vil formentlig betvivle dette pga. erfaringer, og at tidligere observationer af agentens handlinger fortæller noget andet. Side 35 af 68

38 Erfaringer og observationer af andres intentioner og handlinger kan hjælpe med at forudsige deres fremtidige handlinger. De kan forklare, hvorfor der handles på en bestemt måde og giver samtidig en mulighed for at koordinere og strukturere egne handlinger med andres (Bratman, 1987: 1). Intentioner er en adfærdskontrollerende proattitude for en handling og er altid fremtidige. Derfor skabes der en stor forventning til, at en agent gør et inderligt forsøg på at handle efter intentioner (Bratman, 1987: 16). Bag intentionerne ligger et engagement, der består af en viljebestemthed og en fornuftscentrering. Udførelsen af en handling ud fra intentioner kræver større overvejelse og planlægningsarbejde end ønsket om at udføre en handling (Bratman, 1987: 17). Pga. viljebestemtheden og fornuftscentreringen mener Bratman, at de fleste intentioner er stabile. Stabiliteten består i, at intentionen ikke bliver revurderet fra den opstår til den udføres i handling. En intention er oftest uforanderlig, bl.a. fordi der i intentioner er indlejret en viljebestemthed og fornuftcentrering. Ønsker er modsat intentioner foranderlige og ustabile. En agent kan derfor hurtigt ændre mening eller få nye ønsker. Derfor vil en handling baseret på ønsker ofte ikke blive udført (Bratman, 1987: 19). Intentioner påvirker derfor en fremtidig handling mere end ønsker. Intentionernes påvirkning på en fremtidig handling vil manifestere sig i agentens kommende handlinger og intentioner i nutiden. En agents nutidige handling må altså have en relation/effekt til en fremtidig. Hvordan kunne en intention om en handling i morgen ellers være relevant? Intentioner er konstante for at konstituere en handling, men hvis intentioner kan ophæves, vil de ikke kunne resultere i en handling. Det ville være irrationelt, da en intention er endegyldig, når den først er tænkt. Derfor er fremtidige intentioner: 1. Metafysiske objekter da intentioner er handlinger over en længere periode. Side 36 af 68