Sammenhængen mellem class voting og partiafstand i Danmark

Transkript

1 Sammenhængen mellem class voting og partiafstand i Danmark 1.0 Indledning Teoretiske forklaringer Nedgang i graden class voting Partiernes placering Sammenhængen mellem faldet i class voting og partiernes placering Den empiriske analyse Udviklingen i partiblokkenes afstand Manifesto-metoden Indekskonstruktion Partiblokkene Partiblokkenes placering Udviklingen i graden af class voting Sammenhængen mellem class voting og afstanden mellem partiblokkene Perspektivering Litteratur 13 1

2 1.0 Indledning Tidligere undersøgelser har vist, at danske vælgere i dag er mindre tilbøjelige til at stemme i overensstemmelse med deres klasse end de tidligere har været (Goul Andersen 1997; Knutsen 2001; Worre 1979). Samtidig påpeges det af andre, at forskellene mellem de politiske partier er blevet reduceret. I Europa har der eksempelvis været en tendens til, at de socialdemokratiske partier har valgt en tredje vej, hvor de er rykket længere til højre i et forsøg på at tiltrække nye vælgere. Reduktionen i class voting og den mindskede forskel mellem partierne, som synes at forekomme samtidig, rejser spørgsmålet, om der eksisterer en sammenhæng mellem disse to tendenser. Ud fra en idé om, at partier er stemmemaksimerende og således indretter deres politik efter vælgernes præferencer, i et forsøg på at erobre så mange vælgere som muligt, mener vi teoretisk at kunne argumentere for eksistensen af en sådan sammenhæng. Denne teoretiske forventning vil blive uddybet i essayets teoriafsnit. Essayets konkrete problemstilling er således at undersøge, om der eksisterer en sammenhæng mellem graden af class voting og partiblokkenes placering på venstre-højre dimensionen. Denne problemstilling er særligt interessant, fordi den ikke tidligere er undersøgt systematisk i Danmark Essayet er opbygget således, at vi først belyser problemstillingen ud fra forskellige relevante teorier. Herefter falder analysen i tre trin, hvor vi først analyserer udviklingen i afstanden mellem partiblokkene, dernæst graden af class voting og til sidst sammenhængen mellem de to. Hvert trin indledes med en præsentation af data og metode. 2.0 Teoretiske forklaringer I dette afsnit vil forskellige teoretiske (og empiriske) forklaringer på de to tendenser blive præsenteret, og der vil blive argumenteret for, at det teoretisk set giver mening at forvente en sammenhæng mellem de to tendenser. 2.1 Nedgang i graden class voting Tidligere analyser viser, at klassetilhørsforholdet har fået mindre betydning for vælgernes stemmeadfærd. Bl.a. mener Goul Andersen (1997) at kunne identificere en sådan tendens. Hans konklusion er, at den traditionelle form for class voting, hvor arbejderne stemmer på Socialdemokratiet og de selvstændige og privatansatte med højere indkomster stemmer på Venstre, er aftaget. I stedet påpeger han imidlertid, at andre sociale forskelle har fået øget indflydelse på stemmeafgivelsen. Her fremhæves bl.a. forskelle mellem offentligt og privat ansatte og forskelle mellem kønnene. 2

3 Også Worre (1979) identificerer et fald i graden af class voting. I modsætning til Goul Andersen er hans konklusion imidlertid, at der er sket et generelt fald i de sociale baggrundsvariables betydning for partivalget. Han mener således ikke, at det hidtidige grundlag for partistrukturen fortrænges af et nyt, men snarere, at det faste grundlag, der bestemte partisystemets struktur er svundet bort uden at noget andet har erstattet det. I stedet får skiftende, kortsigtede og i et større perspektiv ofte tilfældige faktorer en tiltagende vægt i vælgerafgørelsen. (Worre, 1979 s. 81) Manza, Hout og Brooks (1995) fremhæver en række forskellige teorier, som hver især giver deres bud på, hvorfor der skulle være sket et fald i graden af class voting. Den første er den såkaldte borgerliggørelsestese, som påpeger, at der med tiden er sket en borgerliggørelse af arbejdsklassen. Dette skyldes, at arbejderne generelt har fået en forhøjet levestandart, hvilket har medført, at gruppen bedre kan få deres interesser varetaget af borgerlige partier frem for socialistiske. I relation hertil anføres det, at den generelt øgede sociale og beskæftigelsesmæssige mobilitet, som berører andre end blot arbejderne, medfører en generel nedgang i class voting. En anden forklaring fokuserer på, at der er opstået nye skillelinjer på tværs af de gamle klasseskel. Her er argumentet, at aspekter som køn, etnicitet og regionale spørgsmål har fået en større indflydelse på vælgernes stemmeadfærd, hvilket har reduceret klassetilhørsforholdets betydning. En tredje teori forklarer nedgangen i class voting med, at vælgerne generelt er blevet bedre uddannede, hvorfor de i højere grad er blevet i stand til at træffe deres partivalg uafhængigt af deres klassetilhørsforhold. Partiernes mulighed for at disciplinere deres vælgere er med andre ord blevet forringet. Endelig påpeger en fjerde type teorier, at postmaterialismen og den heraf følgende værdiorientering har reduceret graden af class voting. Det øgede fokus på de såkaldte nypolitiske emner deler vandene på tværs af de gamle klasseskel lyder argumentet. 2.2 Partiernes placering Anthony Giddens har i sine bøger Beyond Left and Right og The Third Way undersøgt modernitetens konsekvenser for praktisk politik. Han argumenterer for, at globaliseringen og de forbundne forandringsprocesser undergraver betingelserne for de dominerende ideologier. Derfor må partierne udforme deres programmer, så de i mindre grad retter sig mod deres traditionelle ideologi, og i højere grad mod lokale, nationale og globale forhold (Kaspersen, 2000: s. 429). Når ideologierne bliver mindre væsentlige, må vi således forvente, at de ideologiske forskelle mellem 3

4 partierne bliver mindre, og at partierne i stigende grad blamerer sig på de emner, som er populære i befolkningen generelt altså vil afstanden mellem partiblokkene blive reduceret. Med inspiration fra bl.a. Giddens har flere af de europæiske partier, særligt socialdemokratier, forsøgt at skabe sig et nyt, mere midtsøgende image. I Storbritannien skiftede det socialdemokratiske parti navn til New Labour, og med Tony Blair i spidsen overtog man nogle af de programpunkter, som de Konservative havde haft held med i 1980erne og satte dem sammen med de klassiske Labour holdninger. Value for money og frit valg blev nye emner i partiets politik (Phillips, 1998). Samme tendens ses også i andre europæiske lande heriblandt i Tyskland, hvor SPD har forsøgt at modernisere sin politik. I Danmark så vi i 1990erne, at Socialdemokratiet rykkede mod højre på flygtninge- og retspolitikken, og på det økonomiske område kom udlicitering og begrænsning i væksten af de offentlige udgifter på dagsordenen. Samtidig blev velfærdsstaten et issue for Venstre, som gav udtryk for, at de ikke ville skære i de centrale velfærdsområder, men tværtimod lave fritvalgsordninger og behandlingsgarantier. 2.3 Sammenhængen mellem faldet i class voting og partiernes placering Som argumenteret for i de foregående afsnit forventer vi, at der er sket et fald i graden af class voting, samt at partierne er blevet mere midtsøgende. I dette afsnit vil vi teoretisk argumentere for, at der kan identificeres en sammenhæng mellem disse to tendenser. Vores forventninger om en sammenhæng mellem faldet i class voting og partiernes placering tager udgangspunkt i et bottom-up perspektiv. I denne tilgang er argumentet, at det er vælgernes præferencer, der bestemmer partiernes placering (Evans mfl., 1999). Hvis partiets kernevælgere således ændrer holdning til et issue, vil det være rationelt for partiet at ændre politik, så denne afspejler vælgernes nye præferencer. Med udgangspunkt i Anthony Downs og antagelsen om, at partier er stemmemaksimerende, vil det samtidig være rationelt for partiblokkene at søge mod midten for at få så stor en vælgerskare som muligt og dermed vinde regeringsmagten (HHB, 1998: s. 137). Faldet i graden af class voting kan ses som et udtryk for, at vælgerne har ændret præferencer. Nedgangen i class voting er særligt udbredt blandt arbejdere, hvorfor Socialdemokratiet har mistet store dele af deres kernevælgere. Man kan således forvente, at partiet vil søge mod midten. Med denne strategi kan de genvinde nogle af de arbejdere, som er rykket mod højre, og samtidig giver midtsøgningen mulighed for at erobre vælgere blandt middelklassen. 4

5 Med udgangspunkt i bottom-up perspektivet og antagelsen om, at partierne er stemmemaksimerende bliver vores overordnede hypotese: Det forventede fald i class voting medfører, at partierne, især Socialdemokratiet, søger mod midten, hvorfor forskellene mellem partiblokkene udlignes. Figur 1 illustrerer denne sammenhæng mellem class voting og partiplacering. Figur 1: Den forventede sammenhæng mellem class voting og partiernes placering Klasse Stemmeafgivelse Partiplacering Selvom det med bottom-up perspektivet forventes, at det er partierne, der rykker sig efter vælgerne, udelukker dette ikke, at sammenhængen også kan gå i den anden retning. Når et parti rykker mod midten, vil det ofte ske på bekostning af de kernevælgere, som ikke har ændret præferencer. Disse kernevælgere kan ved næste valg straffe partiet ved at stemme på et andet parti, som bedre repræsenterer deres præferencer. Figur 2 viser, hvordan partiernes placering kan påvirke graden af class voting. Figur 2: Partiplaceringens indvirkning på graden af class voting Klasse Stemmeafgivelse Partiplacering Teoretisk kan man altså argumentere for, at sammenhængen mellem class voting og partiernes placering går begge veje. I vores analyse tager vi ikke stilling til, hvilken vej sammenhængen går, men undersøger blot om der eksisterer en sammenhæng. Teoretisk formoder vi imidlertid, at påvirkningen vil kunne gå i begge retninger, som illustreret i figur 3. Figur 3: Vekselvirkningen mellem graden af class voting og partiplacering Graden af classvoting Partiplacering Ud fra den præsenterede teori udleder vi følgende hypoteser: H1: Der er sket et fald i graden af class voting i perioden H2: Forskellene mellem venstre- og højreblokken er blevet reduceret i samme periode 5

6 H3: Der er en sammenhæng mellem disse to tendenser. 3.0 Den empiriske analyse Den empiriske analyse falder i tre trin. For at undersøge sammenhængen mellem class voting og partiblokkenes placering er det således nødvendigt indledningsvis at analysere de to tendenser hver for sig. Dette gøres ved hjælp af henholdsvis kappaindekset og en udregning af partiblokkenes gennemsnitlige placering på et højre-venstreindeks. Endelig undersøges korrelationen mellem de to tendenser. 3.1 Udviklingen i partiblokkenes afstand Udviklingen i afstanden mellem partiblokkene analyseres ved hjælp af manifestodatasættet, hvis metode vil blive beskrevet og diskuteret indledningsvis. Herefter beskriver vi, hvorledes vi har konstrueret indekset for blokafstand, og præsenterer til sidst vores resultater Manifesto-metoden Manifesto-metoden tager udgangspunkt i de policy-præferencer, som partier giver udtryk for i valgog partiprogrammer og andre officielle dokumenter, og er således konstrueret på baggrund af en omfattende tekstanalyse. Rationalet bag metoden er, at det er mere frugtbart at placere partier ud fra deres egne erklæringer end ud fra andres (vælgeres eller eksperters) opfattelse af deres placering. (Budge & Bara, 2001: s. 3). David Robertson var med sin undersøgelse i 1968 den første, der brugte manifesto-metoden, som et redskab til at bestemme partiers placering på højre-venstredimensionen. Han undersøgte Downs hypotese om, at partier bevæger sig mod ekstremerne, når de er overbeviste om, at de enten vil vinde eller tabe et valg, men bevæger sig mod midten, når de føler sig usikre på valgets udfald. Robertsons forskning er interessant, fordi den danner udgangspunktet for måden, hvorpå manifestodatasættet er konstrueret og kodet. I 1979 etableredes en Manifesto-forskningsgruppe (MRG), hvor Robertson var meddirektør. Gruppens formål var, at analysere politiske dokumenter fra 19 demokratier, og dermed fremstille et omfattende manifesto-datasæt. Den centrale ide bag Robertsons forskning er, at partier diskuterer med hinanden ved at lægge vægt på egne policy-præferencer frem for at konfrontere hinanden på samme issue (Budge & Bara, 2001 s. 7) Valgprogrammer og partiprogrammer vil således fremhæve partiers egne issues og præferencer og nedprioritere andre issues. Denne opfattelse medførte ideen om, at partiers placering kan 6

7 bestemmes ud fra hvor ofte forskellige issues omtales af de forskellige partier i deres officielle programerklæringer. Manifesto-metoden er imidlertid omdiskuteret og nogle af de indvendinger mod metoden, som har særlig betydning i relation til vores problemstilling, vil blive fremhævet i det følgende. For det første diskuteres det, hvorvidt der er overensstemmelse mellem den placering partierne opnår ved brug af manifesto-datasættet og vælgernes placering af partierne. Metoden bygger som sagt på partiernes programerklæringer, men det er nok de færreste vælgere, der læser disse dokumenter. Spørgsmålet er derfor, i hvor høj grad indholdet af programmerne rent faktisk bliver kommunikeret ud til vælgerne og dermed får lov at præge vælgernes opfattelse af partierne. Manifesto-forskerne mener, at medierne sørger for, at denne udbredelse finder sted, men i denne proces bliver programerklæringerne underlagt nyhedskriterierne. Man kan derfor forestille sig, at der vil være en bias i forhold til hvilke emner, der får lov at komme på mediernes dagsorden. Et andet kritikpunkt er, at der ofte kan være forskel på programerklæring og policy. Det er således ikke sikkert, at partiernes konkrete handlinger afspejler de erklæringer, som indgår i deres parti- og valgprogrammer. I denne sammenhæng er det blevet påpeget, at partisystemet er af betydning. Særligt kan et flerpartisystem tilskynde partierne til at afvige fra deres programerklæringer. Her vil partierne ofte indgå i koalitioner eller være med i brede forlig, som kræver, at de går på kompromis med nogle af deres holdninger (Budge & Bara, 2001) Indekskonstruktion Som allerede nævnt viser partiernes værdi på de forskellige variable i manifesto-datasættet, hvor ofte et bestemt emne er omtalt i det pågældende politiske dokument. Værdierne viser, hvor stor en procentdel af hele dokumentet, der er brugt på emnet. Tallene kan dermed sige noget om, hvor stor en vægt partierne tillægger de enkelte emner. Flere af variablene (emnerne) kan defineres som specielt højre- eller venstre orienterede i traditionel forstand, og disse variable bruger vi til at konstruere en venstre-højre dimension. Først konstrueres et indeks over de højreorienterede variable. Dette indeks indeholder variable, som viser, at et parti er højreorienteret, hvis det i sit manifest har lagt vægt på emnet. Herefter konstrueres et indeks med de variable, som viser, at partiet lægger vægt på venstreorienterede emner. Venstre-højre dimensionen opnås ved at trække de to indeks fra hinanden. 7

8 Tabel 1: Oversigt over de items, som indgår i de to indeks Højreorienteret indeks Venstreorienteret indeks per104: Military positive per105: Military negative per301: Decentralization per302: Centralization per303: Governmental and administrative efficiency per404: Economic planning per401: Free enterprise per405: Corporatism per402: Incentives per409: Keynesian demand management per505: Welfare state limitation per412: Controlled economy per605: Law and order per413: Nationalization per702: Labour groups: negative per503: Social justice per703: Agriculture and farmers per504: Welfare state expansion per701: Labour groups: positive per705: Underprivileged minority groups * Se i øvrigt kodebogen for manifesto-datasættet s Fordelen ved at have forholdsvis mange variable med i vores indeks er, at reliabiliteten og validiteten øges. Reliabiliteten forbedres ved, at de tilfældige fejl, som kan opstå i forbindelse med indsamling og behandling af data, vil ophæve hinanden, når der bruges flere variable til at bestemme partiets placering. Samtidig forbedres validiteten ved, at flere items er bedre til at måle et komplekst begreb om højre- eller venstreorienteret, end et enkelt item (note om indekskonstruktion; 2). Det nye indeks, som opnås ved at trække det højreorienterede indeks fra det venstreorienterede, giver en venstre-højredimension, hvis værdi rangerer fra -55 (mest venstreorienteret) til + 50,72 (mest højreorienteret). Gennemsnittet er på -4,3, hvilket kan forklares med, at det venstreorienterede indeks indeholder flere variable end det højreorienterede, snarere end at partierne generelt er venstreorienterede Partiblokkene Partierne inddeles i to blokke, en borgerlig blok og en socialistisk/socialdemokratisk blok. For at svingningerne i blokkenes placering ikke skal blive for store, vælger vi kun at medtage de partier, der har eksisteret over hele perioden Endvidere udelader vi Det Radikale Venstre, som i løbet af perioden både har støttet borgerlige og socialdemokratiske regeringer, og derfor ikke kan placeres i én af blokkene. Dermed ender vi op med en borgerlig blok bestående af Venstre og Konservative og en socialistisk/socialdemokratisk blok bestående af SF og Socialdemokratiet. 8

9 Det kan diskuteres, om SF skal indgå i den socialistiske blok, eller om man hellere skulle se på Socialdemokratiet alene. Venstre og Konservative appellerer traditionelt til nogenlunde den samme vælgerskare, de selvstændige og privatansatte med højere indkomster, og det giver derfor mening, at definere dem som en blok. Til gengæld er der visse forskelle mellem SF og Socialdemokratiet, som kan gøre det problematisk at lægge disse to partier sammen. Socialdemokratiet var et traditionelt klasseparti med arbejderne som den primære vælgerskare. Omvendt opstod SF ikke oprindeligt som et egentligt klasseparti, men er snarere blevet til et sådant i løbet af de senere år, idet en stor del af dets vælgerskare i dag består af offentligt ansatte. Da der er så stor en forskel på de to partier, kan det være et problem, at slå dem sammen i en blok. Vi vælger at lave to forskellige analyser af partiblokkenes afstand. Én hvor SF er med, og en hvor vi kun ser på Socialdemokratiet. Resultaterne viser sig imidlertid at være stort set de samme uanset om SF er med eller ej, hvorfor vi i det følgende kun afrapporterer de analyser hvor SF er udeladt Partiblokkenes placering Analysen af partiblokkenes placering på vores venstre-højre skala foretager vi ved at se på partiernes gennemsnitlige placering for de enkelte år. For at få oversigt over resultaterne laves et søjlediagram i Exel. Figur 4: Partiblokkenes placering på venstre-højre skalaen i perioden Borgerlige Soc.Dem. -40,00-20,00 0,00 20,00 40,00 9

10 Figuren viser, at der er meget store udsving i partiblokkenes placering fra valg til valg. Denne tendens kunne hænge sammen med, at det kan svinge en del fra valg til valg, hvilke emner partierne vælger at fokusere på. Hvis der således fokuseres meget på et emne, som vi ikke har med i analysen, vil den relative fokus på de andre emner falde. Samtidig kan der ske store udsving, hvis partiet i enkelte dokumenter ikke lægger særlig meget vægt på enkelte af de emner, vi har med i analysen. Disse mere eller mindre tilfældige udsving har vi imidlertid forsøgt at minimere ved at tage forholdsvis mange items med i vores to indeks. Det tyder dermed på, at de store udsving afspejler, at partierne rent faktisk flytter sig meget fra valg til valg, når deres placering afgøres ud fra de emner, der indgår i deres programerklæringer. Efter 1973 ser det ud til, at der sker en venstredrejning, særligt i den borgerlige blok, mens 1981 viser en højredrejning i begge blokkene. I 1990erne rykker Socialdemokratiet igen meget mod højre. Alt i alt kan der således ikke identificeres en generel tendens til, at partiblokkene er rykket tættere på hinanden i perioden, hvorfor hypotese 2 ikke kan bekræftes. 3.2 Udviklingen i graden af class voting Udviklingen i graden af class voting bestemmes ved hjælp af to datasæt. Gallupundersøgelserne afdækker perioden fra 1959 til 1975 og valgundersøgelserne perioden fra 1971 til For perioden 1971 til 1975 hvor datasættene overlappe hinanden, benytter vi valgundersøgelserne i analysen. I datasættene er der konstrueret en klassevariabel bestående af fire klasser: Arbejdere, selvstændige, lavere funktionærer og højere funktionærer, hvor landmænd er placeret under selvstændige. Denne variabel benyttes i vores logistiske regression, som udføres for hvert år. Graden af class voting bestemmes ved hjælp af kappaindekset, som udregnes i exel. Kappaindekset viser standardafvigelsen af de log odds ratioer for de enkelte klasser, der estimerer modellen i en logistisk regression (betakoefficienterne). 10

11 Figur 5: Udviklingen i graden af class voting 1,8 1,6 1,4 1,2 1 0,8 Kappa 0,6 0,4 0, Som det ses på figuren er kappaindekset også ret svingende, men vi kan dog se en tendens til at graden af class voting er aftaget i perioden, som forudsagt i hypotese 1. I 1990erne er denne nedadgående tendens særligt udtalt. 3.3 Sammenhængen mellem class voting og afstanden mellem partiblokkene Vi har nu foretaget de indledende analyser, der gør det muligt for os at undersøge om der, som forventet, eksisterer en sammenhæng mellem graden af class voting og afstanden mellem partiblokkene. Figur 6: Variationerne i kappa og afstanden mellem partiblokkene i perioden ,4 1,2 1 0,8 0,6 kappa afstand 0,4 0, * Tallene er indekseret således at 1960 = 1 11

12 I figuren har vi indekseret kappa-indekset og partiafstanden således at 1960 er lig med 1. Graferne viser et noget broget billede, men med lidt god vilje kan man måske identificere en samvariation i afgrænsede perioder ( og ). Til andre tider udvikler kurverne sig imidlertid i hver sin retning. For at afgøre om det giver mening at tale om en overordnet sammenhæng mellem de to faktorer foretager vi en lineær regression. Denne analyse viser, at der stik i mod vores teoretiske forventninger, overhovedet ikke kan identificeres en sammenhæng. R 2 er således på 0,001 :o( Da vi i figur 6 dog mener at kunne se en vis samvariation i afgrænsede perioder, finder vi det oplagt at undersøge dette statistisk. Vi foretager således en lineær regression for hver af de afgrænsede perioder, for at se om modellen kan forklare mere i disse perioder end over hele årrækken. I perioden giver modellen et R 2 0,99, og har altså en ekstrem høj forklaringskraft. I perioden er forklaringskraften ikke nær så høj, men med at R 2 på 0,145 forklarer den dog meget mere end modellen for hele perioden. At vi finder en sammenhæng i disse perioder forklarer i sig selv ikke særligt meget. Spørgsmålet er, hvad det er der gør, at sammenhængen er så stærk i disse perioder, mens den i andre er ikke-eksisterende. Man kunne tænke sig, at nogle periodespecifikke variable påvirker modellen og gør at class voting ikke får den forventede effekt på partiernes placering i særlige perioder. De kraftigt modsatrettede variationer fra kan muligvis afspejle, at man allerede her ser optakten til Jordskredvalget (for yderligere uddybning spørg Rune Stubager) Fra 1984 begyndte nypolitiske emner gradvist at betyde mere for stemmeafgivelsen, hvilket måske kan forklare, at modellen igen ikke stemmer overens med vores teoretiske forventninger (for yderligere uddybning spørg Rune Stubager). 4.0 Perspektivering Eftersom vi mener, at vores teoretiske forventning om en overordnet sammenhæng er ret plausibel, finder vi det problematisk, at modellen ikke holder statistisk. Dette må nødvendigvis afføde en diskussion af, hvorfor det forholder sig sådan. Rent metodisk kan det være problematisk (og mistænkeligt), at partiernes placering så vel som kappa varierer så meget fra valg til valg. For at råde bod på dette overvejer vi, om det vil være en mulighed at benytte vejede gennemsnit i stedet for værdien i det enkelte år. Således vil værdien i et enkelt år blive lig et vejet gennemsnit for det indeværende år og de to foregående år. For partiernes 12

13 placering kan dette retfærdiggøres ud fra et argument om, at vælgernes opfattelse af partiet er påvirket af dets udmeldinger i de foregående år såvel som det indeværende år (jf. Moris Fiorina???). Noget andet som kan undersøges er, om det vil give anderledes resultater, hvis vi ser på ny-politik i stedet for gammel politik. Endelig kan selve manifesto-metoden problematiseres, idet der kan være stor forskel på, hvad partierne giver udtryk for i programerklæringerne og på deres egentlige policy. Således er det ikke sikkert, at manifesto-datasættet opfanger en reel midtsøgning blandt partierne, hvis policy ikke stemmer overens med programerklæringerne. Skal dette undersøges, er det imidlertid nødvendigt med et datasæt, som systematisk opregner partiernes adfærd i Folketinget, hvilket så vidt vides ikke findes. En mulig men knap så ideel måde er at benytte vælgernes egen placering af partierne. 5.0 Litteratur Andersen, Jørgen Goul (1997), Changing Class Cleavages, Aarhus University Press Budge, Ian & Bara Judith (2001), Introduction: Content Analysis and Political Texts i Mapping Policy Preferences, Estimates for Parties, E, and Governments , Oxford University Press Evans, Geffrey; Anthony Health & Clive Payne (1999), Class: Labour as a Catch-All Party?, Sage Hague, Rod, Martin Harrop & Shoun Breslin (1998), Comparative Government and Politics, Macmillan Press LTD Kaspersen, Lars Bo (2000), Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag Knutsen, Oddbjørn (2001): Social class, Sector Employment, and Gender as Party Cleavages in Scandinavian Countries: A Comparative Longitudinal Study, Nordic Political Science Association Manza, Jeff, Michael Hout, Clem Brooks (1995), Class Voting in Capitalist Democracies since World war II: Dealignment, Realignment, or Trendless Fluctuation?, Annual Rewievs Inc. Phillips, Louse (1998), Hegemony and Political Discourse: The Lasting Impact of Thatcherism, Sociology vol. 32, no.4 Worre, Torben (1979): Forandringer i det danske partisystems sociale grundlag, Samfundsvidenskabeligt Forlag 13