Personlige erfaringer med kræft

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Personlige erfaringer med kræft"

Transkript

1 August årig kvinde fortæller om, hvordan hun som 19-årig mistede sin mor på grund af kræft i lungerne og hjernen. Jeg begyndte, at blive væk fra skole, men ikke for at passe min mor. Jeg tog af sted nøjagtig som jeg plejede, men tog ind til en veninde i stedet jeg flygtede fra det derhjemme. Jeg ville nødig hjem men kunne heller ikke bare blive væk. Min kære mor eller Tre måneders intens modning Mor - ring nu til lægen, penicillinen har jo ikke hjulpet. Nu havde lungebetændelsen varet i tre uger, uden nogen tegn på fremskridt. Ja, det skal jeg nok. Farvel vi ses kl. 15. Det var underligt, at mor var syg, hun havde altid været rask! Jeg kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde fejlet noget andet end en simpel forkølelse i ny og næ. Da jeg kom hjem fra skole, havde min storesøster været på besøg og endelig fået overtalt mor til at ringe til lægen. Hun skulle røntgenfotograferes. Hvorfor? Var det slet ikke lungebetændelse? Var det? Nej, jeg skød hurtigt tanken fra mig det går nok over igen! I ugen op til røntgenfotograferingen fik mor det også bedre, så jeg kunne godt tage det rolig troede jeg! Lægerne skulle se nærmere på billederne, men de ville give besked i løbet af næste dag. Endnu engang skød jeg en pil efter mine bange anelser. Jeg tog i skole ganske som normalt mor var jo frisk! Hun var endda begyndt at passe børn igen. Da jeg kom hjem fra skole, var der stadig intet nyt. Jeg gik ind på mit værelse og frygtede for det øjeblik, hvor telefonen ville ringe. Dagplejebørnene var netop blevet afhentet da det skete. Den ringede og ringede! Jeg nåede netop at tænke, at måske frygtede mor denne samtale nøjagtig ligeså meget som jeg gjorde. Min mor og jeg havde aldrig haft et tæt forhold vi talte aldrig om vores følelser. Derfor fik jeg også et chok, da hun pludselig bankede på min dør. Kommer du ikke ud og snakker lidt? Jeg åbnede døren og kunne straks se, hvilken besked hun havde fået. Ja, de sagde, at jeg har en plet på lungen. Alt jeg kunne sige var nå! 1

2 Vi stod stadig lige udenfor min værelse og pludselig brød hun helt sammen. Jeg er så bange sagde hun hulkende og faldt mig om halsen. Tag det roligt, det skal nok gå sagde jeg trøstende. Det næste der skulle ske var undersøgelse på sygehuset og 14 dages ulidelig venten på svar. Hun skulle til samtale. Jeg tog fri fra skole den dag, mor var meget bange og jeg gjorde alt for at muntre hende op og skjule mine følelser! Min søster tog med min mor på sygehuset, og jeg kørte med til byen for at shoppe (!) Den dag købte jeg kun nogle ubetydelige småting. Da jeg drejede om hjørnet og kunne se vores hus, vidste jeg noget var helt galt min far var kommet før hjem fra arbejde. Jeg tror aldrig, jeg har været så lang tid om at tage mit overtøj af som jeg var den dag. Det syn jeg mødte, da jeg endelig gik ind i køkkenet var grusomt far stod ved vinduet med tårer i øjnene, mor og min søster sad ved køkkenbordet og græd helt lydløst. Jeg var lamslået. Jeg ved ikke, hvor lang tid denne utrolige stilhed varede, men pludselig drejede min mor hovedet og sagde Ja jeg har jo kræft. Nå, men lægerne er jo så dygtige, svarede jeg. Dér brød min mor sammen og græd voldsomt. Nej jeg er opgivet! De kan intet gøre. Det var starten på nogle ulidelige måneder. Mor begyndte på noget alternativ behandling, og i starten tror jeg virkelig, at hun troede på, at det nok skulle hjælpe! Hun var fuld af energi og passede stadig børn. Langsomt kunne jeg se, at hun opgav håbet. Nogle gange når jeg kom hjem fra skole, sad hun i sofaen med benene bøjet sammen foran kroppen nøjagtig som hun sad, da jeg tog af sted. Hendes humør svingede meget hvilket vel var helt naturligt. Jeg beundrer hende. Selvom hun havde det meget skidt psykisk, kunne hun lynhurtigt skift til en smilende og rar moder det skift skete altid, når min 6-årige lillebror var i nærheden. Jeg kunne se sygdommen skred frem. Hun blev tyndere og tyndere, hvilket hun, min far og søster begrundede med, at hun jo var startet på alternativ behandling og derfor havde fået meget sundere kostvaner men nej, den hoppede jeg ikke på! Alle andre kæmpede for, at bevare håbet jeg havde mistet det. Mor begyndte at klage over smerter i nakken og baghovedet. Men det er jo bare muskel-infiltrationer, sagde hun. En varmepude det var, hvad der skulle til. En dag faldt hun i søvn med den, og da far og jeg vækkede hende, var hun helt væk. Hun kunne ikke samle tankerne. Hun frøs, skønt vi gjorde alt, for at varme hende. Hun hev efter vejret og kiggede på os som om hun slet ikke kendte os. 2

3 Jeg tog hendes hånd og begyndte at tale beroligende til hende pludselig fik vi øjenkontakt og hun sagde Mor, tak fordi du kom. Dér gik der panik i mig og far. Hvad skulle vi gøre? Jeg greb telefonen og ringede til min søster. Mor er underlig var det eneste jeg kunne sige. Tag det roligt, det kan være vi skal have fat i en ambulance jeg kommer hjem nu. Min søster blev hele aftenen, og langsomt blev mor mere normal igen. Undskyldningen denne gang var selvfølgelig varmepuden og fra det tidspunkt blev den aldrig brugt mere. Mor blev sygemeldt. Jeg begyndte, at blive væk fra skole, men ikke for at passe min mor. Jeg tog af sted nøjagtig som jeg plejede, men tog ind til en veninde jeg flygtede fra helvedet derhjemme. Jeg ville nødig hjem men kunne eller ikke blive væk! Jeg frygtede hjørnet, hvorfra jeg kunne se vores hus. Var min søsters bil der ja, så var den gal igen. Mor ville raskmeldes og lægen gav hende atter lov til at passe børn. Hovedpinen blev værre og værre og i starten troede vi virkelig, at det var noget psykisk. Den meldte sig nemlig i ture oftest når forældrene kom og skulle hente deres børn, eller når hun skulle ind i en forretning. Hun begyndte også at trække lidt på det ene ben. Det er fordi, mine sutsko er så store var hendes undskyldning denne gang. En aften, hvor jeg talte med hende om at gå til psykolog, fik hun pludselig et voldsomt hosteanfald. Hun havde protese i overmunden som hun tog ud for bedre at kunne hoste igennem. Da hosten var ovre, kunne hun ikke finde ud af at få protesen tilbage hun blev ved med at vende den forkert. Altså mor, den skal da vende sådan sagde min lillebror. Selv den lille purk vidste, hvordan den skulle vende. Jeg tog min brors hånd og sagde Det var godt, du kunne hjælpe mor. Fra da af vidste jeg, at en psykolog ikke kunne hjælpe. Det vidste mor også. Jeg vågnede ofte om natten, fordi jeg kunne høre hun sad i køkkenet og græd. Hovedpinen var nu så slem, at hun nogen gange vendte det hvide ud af øjnene af bare smerte. Det hjalp lidt, hvis hun sad op og ofte sad hun hele natten i en lænestol og sov kun ganske lidt. Smerterne kom oftere og oftere, og flere gange vågnede jeg hvert kvarter pga. hendes jamren. En nat vågnede jeg ved et hårdt bump på min dør, efterfulgt af en glidende nedafgående lyd. Der var stille! Jeg turde næsten ikke åbne døren jeg tænkte på alle de amerikanske film, hvor man jo så ofte ser døde mennesker glide ned af døre og vægge, når de bliver skudt! Men selvfølgelig åbnede jeg døren. Mor sad på gulvet og så 3

4 overrasket på mig. Hun troede, det var soveværelset og havde forventet at se min far! Hun kunne ikke finde vej i det hus, hun havde boet i de sidste 17 år. Jeg satte mig ned ved siden af hende, hun knugede mig ind til hende og sagde Lov mig at passe godt på din lillebror. Det var en af de få gange vi græd sammen. Hun kom atter til lægen, hvilket resulterede i en scanning af hovedet og nogle stærke morfinpiller til at tage den værste smerte. I ugen op til scanningen skiftedes far og jeg til at sove på sofaen i stuen ved siden af hende. Hun var helt rundt på gulvet af alle de morfin-stikpiller som hun fik hver anden time så vi måtte hjælpe. På dagen hvor hun skulle scannes, var hun frisk ja, faktisk så frisk, at hun virkede rask. Jeg tog i skole. Jeg var atter bange for at passere hjørnet, da jeg kom hjem. Men hov der var ikke nogen biler! Mit spinkle håb, brast dog hurtigt. Jeg har også kræft i hovedet. Jeg skal begynde på kemoterapi om 3 dage, endelig kan de måske hjælpe mig lidt sagde hun uden en tåre i øjenkrogen. Aftenen efter var min søster hjemme, og vi havde det sjovere end nogensinde alle tre. Om natten vendte hovedpinen tilbage, og jeg hjalp hende med hendes piller. Om morgenen kom min mormor og sagde, at far og jeg bare skulle tage af sted. Hun skulle nok blive. Den dag turde jeg ikke tage hjem jeg blev hos min veninde til klokken 21. Vagtlægen har været her, fik jeg af vide, da jeg omsider kom hjem. Han gav hende en stærk morfinindsprøjtning kl. 17. Den ville virke 4-5 timer, og når hun så vågnede, skulle hun have noget mad og endnu en stikpille. Kl sov hun stadig. Vi blev enige om, at far og jeg bare skulle gå i seng min mormor ville gerne være hos sin datter den nat. Næste dags morgen kl. 9 var hun stadig ikke vågnet. Der blev ringet efter vagtlægen, som straks tilkaldte en ambulance. Jeg tog med far skulle ringe efter min søster og aflevere min bror. Han ville komme så hurtigt han kunne i vores egen bil. På sygehuset blev mor kørt ind på en stue for sig selv. En sygeplejerske kom ind, hun kom over til mig og gav mig et knus. Jeg kunne se på hende, at dette var mors endestation. Jeg fortalte min lillebror, at mor var kommet i himlen til et sted med mange blomster, træer og fugle. Hun havde det godt nu og kunne kigge ned på os for at se, hvor dygtige vi alle var. Lillebror kiggede op i himlen vinkede og græd som pisket. 4

5 Jeg skulle nok, gøre alt for, at passe godt på min bror. Mor døde 14. februar Seks dage før sin 46 års fødselsdag. Diagnosen var kræft i højre lunge, kirtler og den ene halvdel af hjernen var stor set én stor tumor. 3½ mdr. efter hendes første samtale på sygehuset! 5