MØDET ONSDAG DEN 29. JANUAR 2003

Transkript

1 3-001 MØDET ONSDAG DEN 29. JANUAR (Mødet åbnet kl ) FORSÆDE: Patrick COX Formand Genoptagelse af sessionen Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt torsdag den 16. januar , for genoptaget Blak (GUE/NGL). - Hr. formand. Jeg vil gerne vide, om der er indført en "dress-code" her i Parlamentet. Jeg tænker på en hændelse, som fandt sted i går under en høring om direktivet om overtagelsestilbud. Formanden for høringen, Gargani, bad betjentene om at sørge for, at alle mænd tog jakke på af hensyn til de tilstedeværende eksperter, som han udtrykte det. Da min assistent ikke havde jakke og slips på, blev han bedt om at forlade høringen og kunne dermed ikke udføre sit arbejde, hvilket jeg er meget utilfreds med. Jeg vil gerne vide, om det er ny praksis i Parlamentet. Til orientering kan jeg meddele, at jeg i dag hverken har slips, skjorte eller jakke på. Ja, jeg har endda jeans på, så jeg spørger Dem hr. formand: Må jeg have lov at være til stede som medlem? Formanden. - Hr. Blak, jeg vil undersøge sagen. Jeg tager til efterretning, at De er utilfreds med behandlingen af Deres assistent. I øvrigt er De velkommen til at deltage i mødet, men efter mødet vil jeg med glæde anbefale Dem en god skrædder. (Latter) Situationen i Irak Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik om situationen i Irak. 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde - Anmodning om opretholdelse af parlamentarisk immunitet - Parlamentets sammensætning - Udvalgenes sammensætning - Modtagne dokumenter - Bevillingsoverførsel - Tekster til aftaler sendt af Rådet - Skriftlige erklæringer - Kommissionens reaktioner på Parlamentets udtalelser og beslutninger - Dagsordenen: se protokollen. (Medlemmer fra midten og venstre holdt skilte op med følgende tekst: "Nej til krig" og "Ja til det gamle Europa") Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, det er som altid en stor ære for mig at deltage i et møde i Europa-Parlamentets plenarforsamling. Men selv om det altid giver anledning til tilfredshed, er jeg nødt til at sige til Dem, at det i dag også giver mig anledning til stor bekymring. (Formanden afbrød taleren) Formanden. - Hr. Solana, undskyld, jeg afbryder Deres indlæg. Kære kolleger, jeg tror, Deres budskab er forstået. Jeg vil sætte pris på, at De tager skiltene ned, så vi kan gå videre med forhandlingen. (Bifald fra højre) Solana. - (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, som jeg sagde til Dem, er det mig altid en fornøjelse at komme her, men i dag gør jeg det med stor bekymring. Den internationale situation er ikke god, og tiden er moden til, at vi afholder en forhandling i Europa- Parlamentet for at se, hvordan vi kan anskue de mest brændende spørgsmål på den internationale scene, og hvordan vi om muligt kan løse dem ud fra et europæisk perspektiv. Jeg har lagt mærke til de bannere, som nogle af Parlamentets medlemmer har fremvist klart og tydeligt, og jeg vil gerne sige til Dem, at desværre, men på den anden side også heldigvis, taler jeg til Dem fra et gammelt Europa på grund af min alder, men også på grund af min kærlighed til alt det, som gårsdagens Europa, dagens Europa og morgendagens Europa har betydet. Hr. formand, nu skal De heller ikke tro, at jeg er så gammel, jeg vil fortsætte mit arbejde og blive ved med at besvære Dem i et par år endnu. Hr. formand, her til eftermiddag vil jeg gerne med Deres tilladelse, mine damer og herrer, bruge lidt tid på at forklare Dem fire eller fem punkter, som efter min mening er afgørende for en overordnet forståelse af den internationale situation. For det første er der utvivlsomt situationen i Irak. Men jeg vil også gerne benytte lejligheden til sammen med Dem kort at drøfte situationen i Mellemøsten på en så vigtig dag som i

2 6 29/01/2003 dag, dagen efter valget i Israel. Jeg synes, at det ville være forkert, hvis jeg ikke sagde et par ord til Dem om Nordkorea på grund af den aktuelle dramatiske situation, og jeg vil slutte med en meget kort refleksion over de operationer, som EU er begyndt at planlægge for at udstationere tropper i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Jeg begynder med det første punkt: situationen i Irak. Som bekendt vil denne uge, der blev indledt med Rådet (almindelige anliggender), og næste uge blive meget vigtige med henblik på at finde en løsning på Irak-krisen. Mandag morgen afholdtes for første gang i henhold til EU-traktatens artikel 19 et samråd på ministerniveau mellem formandskabet, trojkaen og EU's medlemmer i FN's Sikkerhedsråd her i Bruxelles. Der har aldrig tidligere fundet noget sådant sted. Der har været mange samrådsmøder i New York, men der havde aldrig været et møde her i Bruxelles på ministerniveau for de to permanente medlemmer og for de to ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet sammen med formandskabet, kommissær Patten og mig selv. Jeg vil gerne meget kort fortælle Dem, at der på mødet var generel enighed om mindst fire grundlæggende punkter, som EU ønsker at forsvare i alle fora. Jeg vil i det følgende gennemgå de fire punkter, selv om De udmærket kender dem. Det første punkt er, at vi alle har et ansvar for, at Irak skiller sig af med masseødelæggelsesvåbnene, og det bør der være generel enighed om mellem alle europæere. Et af de alvorligste problemer, vi står over for i dette århundrede, er uden tvivl udbredelsen af masseødelæggelsesvåben. Som europæere kan vi ikke se bort fra dette alvorlige problem, som vi skal finde en løsning på. Det bør derfor være en prioritet for EU med alle midler, og inden for rammerne af Sikkerhedsrådets resolutioner, at forsøge at opnå, at Baghdad skiller sig af med alle dets masseødelæggelsesvåben. Det andet vigtige punkt er Iraks forpligtelse til at samarbejde aktivt med inspektørerne. De kender udmærket den rapport, som såvel hr. Blix som hr. El Baradei fremlagde for Sikkerhedsrådet forleden, og De så det direkte, for Europa-Parlamentets formand havde i går lejlighed til at tale med de to chefinspektører via en videokonference med New York. Jeg fik også lejlighed til at tale med dem senere, og det vil jeg ikke komme nærmere ind på, for jeg er sikker på, at formandskabet har informeret Dem grundigt herom. Det tredje punkt, det efter min mening er vigtigt at understrege, er, at vi skal give inspektørerne al den nødvendige opbakning. Inspektørerne er det internationale samfunds øjne og ører. Hvis de er i stand til at overbevise Sikkerhedsrådet om situationen, er jeg sikker på, at Sikkerhedsrådet også kan overbevise offentligheden om den aktuelle situation i Baghdad. Uanset de implicitte eller eksplicitte anmodninger, jeg gentager implicitte eller eksplicitte, som inspektørerne forelægger for Sikkerhedsrådets medlemmer, mener jeg derfor, at Europa bør hjælpe dem. Der er tre grundlæggende slags forslag eller anmodninger, som inspektørerne kan forelægge for os. Den første drejer sig om, at der er brug for ressourcer, flere ressourcer, end de har, flere inspektører eller flere ressourcer af logistisk art. Den anden drejer sig om, at de kan behøve mere tid, og den tredje drejer sig om, at de kan behøve mere information eller efterretning. Jeg synes, at det internationale samfund burde besvare disse tre anmodninger fra inspektørerne positivt. Det vil sige, at de skal tilbyde dem ressourcer, tid og efterretning. Det fjerde punkt, jeg synes er helt fundamentalt, og som bør forsvares af europæerne, er, at hele processen vedrørende udbredelse af masseødelæggelsesvåben, og nærmere bestemt Irak-spørgsmålet, skal finde sted inden for rammerne af FN's Sikkerhedsråd. Den skal udvikles inden for rammerne af FN, som er den institution, der skal legitimere alle handlinger i denne sag. Mine damer og herrer, hr. formand, De kender udmærket de forskellige holdninger, som flere medlemmer af EU har givet udtryk for, men De ved også, at vi ikke kun har EU-ledernes holdninger, men også tydelige og overbevisende meningsmålinger om det, de europæiske borgere tænker. Jeg tror, at de europæiske borgere har to ting helt på det rene. Den ene er, at de ikke ønsker en krig. Den anden er, at de ikke ønsker, at der findes nogen diktatorer i verden. Disse to ting skal være forenelige i befolkningens, de europæiske borgeres øjne. Det internationale samfunds store udfordring bliver at sikre, at der hverken er væbnede konflikter eller diktatorer. Vi europæere bør tilstræbe, at resolution 1441, der blev vedtaget enstemmigt af FN's Sikkerhedsråd, og som to dage senere blev vedtaget enstemmigt af Den Arabiske Liga, bliver ført ud i livet, og at Saddam Hussein og det irakiske styre bliver afvæbnet, uden at det er nødvendigt at gribe til militær magtanvendelse. EU's medlemsstater, og alle os, der arbejder for Europa-Parlamentet, vil derfor gøre alt, hvad vi kan, og arbejde døgnet rundt for at forsøge at undgå, at der kommer en konflikt, og for at fjerne Saddam Hussein og masseødelæggelsesvåbnene uden at gribe til magt. Som bekendt er der i dag blevet indledt en forhandling i Sikkerhedsrådet på baggrund af den rapport, som de to chefinspektører fremlagde for 48 timer siden. Lad os vente og se, hvordan denne forhandling går, så vi kan tage stilling til den. Som bekendt holdt USA's præsident i går en vigtig tale. Jeg vil gerne byde det forslag, den idé, den tanke, der blev foreslået i talen, nemlig at udenrigsminister Colin Powell møder for FN's Sikkerhedsråd for at informere om den information og efterretning, der findes i de lande, som råder over privilegeret information eller privilegeret efterretning, velkommen.

3 29/01/ Jeg mener, og det vil jeg gerne understrege, at FN's Sikkerhedsråd fortsat bør være omdrejningspunktet i denne proces, og derfor synes jeg, at det er meget belejligt, at FN's Sikkerhedsråd drøfter den information, som visse lande netop nu har, og at denne information om muligt også går videre til inspektørerne. De ved også, at der er forskellige høringer i de kommende dage. og lad os håbe, at inspektørerne kan få mere tid til at fortsætte deres arbejde og til som tidligere nævnt at fuldføre det inden for rammerne af resolution Mine damer og herrer, Europa er involveret i processen, for der er fire af EU's medlemsstater og ét kandidatland med i Sikkerhedsrådet. Jeg er sikker på, at landene vil gøre alt, hvad de kan, for at det, vi siger her, bliver ført ud i livet i de kommende dage. Da Parlamentets formand har informeret Dem om samtalen i går med hr. Brix, vil jeg undlade at komme med refleksioner over hans indlæg og kort gå videre til det andet punkt, jeg godt vil drøfte med Dem, nemlig Mellemøsten-spørgsmålet. I går var der valg i Israel, og efter min mening kan vi uddrage tre vigtige ting heraf. Den første er den lave valgdeltagelse. Det er overraskende, det overrasker i hvert tilfælde mig, at der i en situation, som den, vi ser i Mellemøsten, har været en så lav valgdeltagelse. Det er den laveste deltagelse siden valget i 1967, og det er det første, jeg gerne vil påpege. Det andet punkt, jeg gerne vil understrege, er den nye premierminister Sharons meget store og meget betydelige sejr. Jeg vil gerne på vegne af os alle lykønske ham med hans sejr og med hans partis sejr. En så overbevisende sejr som Sharons er aldrig set før, og jeg synes, at vi på vegne af EU skal sige til premierminister Sharon, at han på nuværende tidspunkt, hvor han har en kæmpe mulighed for at danne en koalitionsregering, skal danne en sådan regering med det mål at løse problemet med krigen og finde en varig fredsløsning i Mellemøsten. Det er det krav, vi skal stille ham, nu hvor det israelske folk har stemt så massivt på ham. Det tredje spørgsmål, der skal understreges, og som vi skal drage nogle konklusioner af, er Arbejderpartiets store nederlag og Meretz-partiets nederlag. De to store partier, som historisk har forsvaret freden, som har været omdrejningspunktet på fredsområdet, har lidt skade. Det bør undersøges, hvad der er baggrunden for denne situation. Det er først og fremmest op til dem at gøre det. Som bekendt har generalsekretæren for Meretz-partiet indgivet sin afskedsbegæring. Men fra et europæisk perspektiv skal vi under alle omstændigheder fastholde vores politik, og vores politik er fortsat den, der er indeholdt i kvartettens arbejde og i den køreplan, der blev vedtaget i Washington for kort tid siden. Når der er kommet en ny regering i Israel, skal vi iværksætte alle mekanismerne for at fremme den proces, der gør, at køreplanen bliver ført ud i livet og i stedet for blot at være endnu et stykke papir bliver en realitet. Mine damer og herrer, jeg tror, at vi som europæere er forpligtede til at gøre, hvad vi kan, for at denne proces, som bliver igangsat efter valget i går, kommer sikkert i havn, så der ikke sker det samme med de nye initiativer som med de tidligere initiativer, f.eks. Tenet-planen eller andre vigtige betænkninger, der er blevet vedtaget, og som ikke er blevet iværksat. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at alle disse dokumenter kommer ud af arkiverne og bliver omsat til praksis. Mine damer og herrer, i løbet af den korte tid, jeg har til rådighed til mit første indlæg, vil jeg også gerne sige et par ord om Nordkorea. Situationen i Nordkorea er alvorlig. Den er vanskelig. Som bekendt er de beslutninger, som den nordkoreanske regering har truffet, alvorlige, og jeg synes ikke, at disse beslutninger udelukkende bør bekymre landene i regionen. Som nævnt i min indledning vil jeg gerne understrege, at spørgsmålet om udbredelse af masseødelæggelsesvåben berører os alle, uanset hvor på kloden vi bor i dag. Derfor bør vi også til en vis grad involvere os i det nordkoreanske spørgsmål. Som bekendt har vi næsten dagligt møder og telefonsamtaler med de mest berørte lande i regionen, det vil sige Sydkorea, Japan, Kina, Rusland og USA. På Rådet (almindelige anliggender) i mandags blev det besluttet eventuelt at sende en EU-mission til Nordkorea for at tilkendegive vores holdning samt for i samarbejde at finde en løsning på dette alvorlige problem, der, hvis det fortsætter ad denne vej, kan komme til at betyde, at der findes nukleare masseødelæggelsesvåben på en del af den koreanske halvø. Mine damer og herrer, jeg går nu over til det sidste punkt, jeg gerne ville nævne her i eftermiddag, nemlig situationen på Balkan og i særdeleshed i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Som bekendt blev der på topmødet i København opnået enighed om en aftale om forbindelserne mellem EU og Den Atlantiske Alliance. I dette øjeblik arbejdes der på, at vi til marts for første gang i historien kan udstationere en fredsbevarende militærstyrke i nævnte republik. Arbejdet går godt, de spørgsmål, der skal afklares med Den Atlantiske Alliance, udviser betydelige fremskridt, og Makedoniens præsident Trajkovski har allerede accepteret tilstedeværelsen af europæiske styrker fra marts måned, og jeg tror, at vi er i stand til at kunne gøre det. Vi vil også gerne sende et klart budskab til Balkanlandene. Vores strategi går ikke ud på at forlade Balkan. Vores strategi går ikke alene ud på at forblive der, men på at de skal forblive der sammen med os. Den går ud på at give Balkan-landene mulighed for at

4 8 29/01/2003 deltage i opbygningen af et mere rummeligt Europa, så de kommer endnu tættere på de europæiske institutioner, og så de etablerer sig stabilt som de betydningsfulde lande, de bør være i regionen. Udstationeringen af militærstyrker i Makedonien vil i så fald være den anden fredsbevarende operation, som Europa iværksætter, for som bekendt har der siden den 1. januar i år været udstationeret en europæisk politistyrke i Bosnien-Hercegovina i stedet for de FNpolitistyrker, der var i landet. Vi har derfor i løbet af relativ kort tid været i stand til at iværksætte to fredsbevarende operationer i et område, der ligger vores hjerte nært, og som geografisk også ligger tæt på vores hovedstæder og på Bruxelles. Mine damer og herrer, hr. formand, jeg vil ikke udbrede mig mere i mit første indlæg. Jeg ved, at De ønsker at stille mig en række spørgsmål. Men jeg vil dog gerne sige til Dem, at det er en vanskelig tid, og jeg vil endda vove at sige, at det er den vanskeligste periode, som vi, der deltager i dette møde, har oplevet i Europa-Parlamentets levetid. Det er absolut nødvendigt, at vi fastholder styrke, klarhed og vedholdenhed i vores holdninger, så vi kan gøre, hvad der er muligt, for at denne krise, der på nuværende tidspunkt har så mange aspekter, som kommer til udtryk på så mange måder, kan løses med alle de deltagende parters gode vilje ved hjælp af samråd, ved hjælp af dialog og ad diplomatisk vej. Magtanvendelse er sidste udvej. Den diplomatiske vej skal altid forsøges først Patten, Kommissionen. - (EN) Hr. formand, eftersom jeg under sidste mødeperiode i Strasbourg havde mulighed for at mødes med Udenrigsudvalget og drøfte spørgsmålet om Nordkorea under udmærket ledelse af min ærede ven og medlem for Westfalen og sidste uge havde lejlighed til at mødes to timer med Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik og i denne forbindelse drøfte en lang række emner, vil jeg i dag især beskæftige mig med Irak under hensyntagen til de begrænsninger, der er fastsat for Kommissionens kompetencer. Jeg skal indledningsvis påpege, at jeg mener, at vi med rette kan hævde, at det generelt siden Anden Verdenskrig er lykkedes os at skabe globale institutioner og internationale aftaler, som har hjulpet os med at gøre verden til et meget rigere og fredeligere sted. Jeg erindrer, at præsident Clinton i sin anden tiltrædelsestale kunne prale af, at der i dag er flere mennesker, der lever under et demokratisk styre end under et tyranni. Vi afsluttede forrige århundrede med en verden, der på to eller tre år producerede lige så meget som i hele det 19. århundrede med uvurderlige følger for de fleste menneskers levestandard. Det er ikke et dårligt resultat efter et århundrede, der begyndte så skidt. Dog er det ikke alt, der er gået lige godt. Måske har den største fejl i forbindelse med forsøget på at skabe et globalt regelsæt været, at vi ikke i fællesskab har fastlagt en passende ordning for kontrol med og forebyggelse af spredning af kernevåben og kemiske og biologiske våben - det forfærdelige arsenal af ubegribelig rædsel. I dag står vi over for følgerne i tre af verdens mest foruroligende konfliktcentre, nemlig Kashmir, Den Koreanske Halvø og Golfen. Hvordan kan vi håndtere disse problemer? Det var et af de spørgsmål, vi drøftede indgående i Udenrigsudvalget i sidste uge. Vi bør klart mobilisere størst muligt internationalt engagement og bredest mulig autoritet bag vores ønsker. Derfor må det være fornuftigt at basere vores tilgang til disse problemer på De Forenede Nationers moralske og juridiske autoritet. Jeg tror, at hele Europa-Parlamentet er overbevist om, at det var korrekt at forsøge dette. Som bekendt har Saddam Hussein i årevis tilsidesat De Forenede Nationers autoritet ved at fremstille, besidde og anvende masseødelæggelsesvåben. Derudover har han forfærdende dårlige resultater på menneskerettighedsområdet. I maj sidste år vedtog Parlamentet en beslutning på grundlag af Nicholson of Winterbournes betænkning, som redegjorde for de klare beviser, der forelå for hans styres undertrykkende og brutale karakter. Det fremgik klart af betænkningen, hvordan Saddam normalt behandler irakiske borgere, naboer og det internationale samfund. Vi ved f.eks., at han har brugt kemiske våben mod sit eget folk. Efter i årevis at have at trodset De Forende Nationer og udgjort en trussel for regionen og hele verden fik han en sidste chance for at samarbejde om afvæbningen af landet gennem De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution Et hold på 260 ansatte fra 60 lande, herunder 100 UNMOVIC-inspektører, har arbejdet i Irak siden den 27. november 2002 under ledelse af dr. Blix. Ud over UNMOVIC har også Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) et hold under ledelse af dr. El Baradei i landet. Efter genoptagelsen af IAEA-inspektionerne er der udført 139 inspektioner på 106 forskellige steder, herunder to præsidentbygninger. Jeg vil i denne forbindelse blot nævne, at alle, der har mødt inspektørerne - f.eks. dr. Blix - er yderst imponerede over den integritet og professionalisme, der præger ledelsen af denne FN-operation. Jeg vil ikke udtale mig om de forhandlinger, der afholdes i Sikkerhedsrådet i dag. Som jeg regelmæssigt bliver erindret om, er Kommissionen ikke en medlemsstat. Vi bidrager selvfølgelig til udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi udnytter de instrumenter, der ligger inden for vores kompetencer, til at gøre den mere effektiv. Mange af de spørgsmål, vi drøfter, vedrører selve kernen i debatten om national

5 29/01/ suverænitet, som nogen øjensynlig mener er løst gennem forslaget om en fuldtidspræsident for Rådet. (Latter) Nu hvor jeg har redegjort for begrænsningerne for vores indsats, vil jeg dog fremsætte en række bemærkninger. For det første turde det være indlysende for alle, at De Forenede Nationers autoritet bør tillægges den allerstørste betydning. Det sørgelige er, at vi tidligere alt for ofte har forholdt os passive over for tilsidesættelser af De Forenede Nationer og således forståeligt nok er blevet anklaget for at anvende dobbeltstandarder. For det andet skal Saddam Hussein samarbejde med FN-inspektørerne under ledelse af dr. Blix for at fjerne de masseødelæggelsesvåben, som han endnu ikke har redegjort for. Vi må ikke glemme, at udgangspunktet for denne krise er, at Saddam Hussein truer resten af verden, og ikke, at resten af verden truer Saddam Hussein. Vi må ikke glemme, at dr. Blix i denne uge nøgternt konstaterede, at Irak øjensynlig ikke reelt har accepteret, end ikke i dag, den afvæbning, som blev krævet af landet, og som det nødvendigvis må gennemføre for at vinde verdens tillid og leve i fred. For det tredje vil det, hvis inspektørerne kan afvæbne Saddam Hussein, være langt at foretrække frem for ethvert andet muligt hændelsesforløb. Enhver fornuftig person må ønske, at denne krise kan afsluttes fredeligt, hvis det er menneskeligt muligt. Det vil være en fordel for De Forenede Nationer, hvis vi kan fuldføre denne opgave uden tab, kollaterale skader eller de frygtelige følger af en militær intervention. Det ville også være en fordel for Irak, for regionen og, vil jeg påstå, en stor fordel for hele verden. Men det forudsætter altså, at Saddam Hussein nu beslutter sig for at samarbejde med inspektørerne. Desværre er der meget lidt, der tyder på, at han nu har forstået, at han ikke kan lade hånt om verdensopinionen for evigt. Jeg har altid været af den opfattelse, at FNresolutionens ordlyd tvang os til at se to ting i øjnene: For det første at vi må gøre en alvorlig indsats for at afvæbne gennem inspektioner, og for det andet at hvis inspektørerne gør det klart, at dette er et tilfælde af "mission impossible", kan vi ikke undlade at drage konsekvenserne. Alternativet vil være så stor en ydmygelse, at det vil blive endnu vanskeligere at påberåbe sig De Forenede Nationers autoritet i fremtidige sager. Jeg mener, at denne debat er yderst vigtig og vil få konsekvenser ikke blot her i Parlamentet, men overalt i Europa og i verden. Den vil forme den verden, vi skal leve i og give videre til vores børn, og jeg mener ikke, den vil blive hjulpet af handelsretorik. I lighed med min ungdommelige partner og ven, den højtstående repræsentant, for vi er begge blevet yngre i disse job. I lighed med hans udtalelser som en stolt borger i det gamle Europa - en del af det gamle Europa, som engang havde problemer med en af vores kolonier hinsides Atlanten - har jeg ved forskellige lejligheder funderet over, at hvis kong George ikke havde spillet sine kort så dårligt, hvis han ikke havde forpurret tingene, så ville jeg måske ikke være havnet som den sidste guvernør i Hongkong, men som guvernør for Arkansas eller Texas, og hvem ved, hvad der så kunne være sket! (Latter og bifald) Som borger i det gamle Europa må jeg anføre, at vi bør huske på, at det ofte er klogere at hæve øjenbrynene undrende end at svare på en fornærmelse. Vi må erkende, at hvis vi tager fejl og klarer denne krise dårligt, vil konsekvenserne være dybt alvorlige og meget langvarige. På den ene side kan vi anrette afgørende skade på institutionerne til globalt samarbejde og styring, og på den anden side risikerer vi at gøre verden til et meget farligere sted. Vi risikerer at svække partnerskabet mellem venner, underminere forbindelserne med den islamiske verden og forringe udsigterne til løsning af kriser andre steder, f.eks. i Mellemøsten. Vores evne til at samarbejde i Europa står helt klart også på spil. Kommissionen vil selvsagt leve op til sit ansvar så godt, den kan. Jeg mener ikke, det er hensigtsmæssigt at gå nærmere i detaljer med den planlægning, vi har foretaget med henblik på forvaltningen af en alvorlig humanitær krise - som jeg f.eks. drøftede sidste efterår i Jordan - men jeg kan forsikre de ærede medlemmer om, at vores svar vil være generøst, hvilket Parlamentet i sidste instans er ansvarligt for, og engageret og professionelt, hvilket Parlamentet vil forvente af os. Jeg ønske at gøre det helt klart, at det vil være lettere for os om nødvendigt at gribe ind, hvis vi kan gøre det under De Forenede Nationers autoritet. Det mener jeg, jeg skylder alle, der arbejder i første linje for Europa-Kommissionen med tilvejebringelse af humanitær bistand, og alle, der arbejder for de ikkestatslige organisationer, ofte under meget farlige omstændigheder. Hvis vi fremover skal kunne tale om humanitære aktiviteter og det, der i fagsproget betegnes som det "humanitære rum", må jeg understrege over for Parlamentet, at det er betydeligt lettere og bedre, at FN-myndigheden dækker dette humanitære rum, end det er ikke at være dækket. Som tidligere nævnt talte jeg om Nordkorea under sidste mødeperiode i Parlamentet og vil ikke gentage

6 10 29/01/2003 alt det, jeg sagde i Udenrigsudvalget ved denne lejlighed, dog må jeg erkende, at situationen i Nordkorea er alvorlig. Jeg aflagde besøg i Pyongyang sammen med den højtstående repræsentant og den svenske statsminister for næsten to år siden. Jeg mener, at vores besøg var nyttigt, uden at overdrive det, vi kunne opnå. I mine øjne kan krisen kun løses ad diplomatisk vej, ved at forvente mere af DPRK, i denne forbindelse i form af tilsagn på det nukleare område som svar på flere tilsagn fra det internationale samfunds side om at hilse Nordkorea velkommen i den virkelige verden. Eftersom jeg er overbevist om, at denne krise kun kan løses ad diplomatisk vej, tror jeg, at EU vil kunne spille en rolle i de kommende uger. Det var heldigvis også den afgørelse, Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) nåede frem til mandag og tirsdag. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, vi drøfter disse vanskelige emner sobert og med passion, om end jeg håber på en vis tilbageholdenhed i det retoriske udtryk herfor, som emnets alvor kræver Poettering (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær Patten, kære kolleger, når det handler om spørgsmålet "krig eller fred", skal vi føre debatten med største alvor, men også med selvbevidsthed. Visdommen på dette gamle europæiske kontinent ligger i, at det er i stand til at forny sig gang på gang, og vi bør sige til alle i verden, der sætter spørgsmålstegn ved vores kvaliteter, at politikken om Europas enhed er den største fredsbevægelse på dette gamle europæiske kontinent, der altid fornyer sig, og at dette er et eksempel på - måske også for andre regioner i verden - hvordan man kan omgås fredeligt med hinanden. Mine damer og herrer, jeg vil gerne bede om, at vi respekterer hinandens holdninger. Vi vil helt sikkert komme frem til forskellige resultater her og der, men hver især gøre rede for ens holdning ud fra ens egen overbevisning, og så må vi sørge for, at vi følger den rigtige vej. For Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater står det helt klart, at vi må gøre og forsøge alt tænkeligt, således at vi bevarer verdensfreden og freden i Mellemøsten - så vidt det handler om dette problem. Det er det, vi skal bekymre os om, det er det, vi skal arbejde for, og det er FN, der skal danne rammerne for det. Kære kolleger, selv om magtanvendelse, krig, altid skal være det sidste middel, og freden skal være ledetråden for vores bestræbelser, må vi ikke se bort fra de kendsgerninger, vi står over for. I Irak har vi at gøre med et forbryderisk system, med en diktator, en tyran, der hævdes at råde over masseødelæggelsesvåben - det er det, der er problemet! Han er en massemorder, en krigsforbryder, der har anvendt disse våben - og det har kommissær Patten påpeget - især kemiske våben, mod sit eget folk, kurderne. Han indledte krigen mod Iran i 1980 og overfaldt Kuwait i Kære kolleger, jeg forholder mig absolut også kritisk over for USA, men hvis USA ikke havde ledet koalitionen dengang for at befri Kuwait igen, havde det så ikke været muligt, at samme diktator havde udvidet sine ekspansionslyster til andre lande i den arabiske region? Det skal vi også tænke på i dag. Hans regime benytter den hemmelige efterretningstjeneste til at undertrykke folket med vold, mord og terror. Mine damer og herrer, masseødelæggelsesvåben i hænderne på Saddam Hussein og hans regime udgør en fare for hele regionen og for det internationale samfund. Trods nødvendigheden af at tale åbent med vores amerikanske venner er det vigtigt at sige, at kernen i problemet ikke er USA, men derimod Saddam Husseins forbryderiske styre i Baghdad! (Bifald fra midten og fra højre) Mine damer og herrer, kære venner, vi vil også gerne understrege - fordi Irak er et arabisk land - at når vi nu befinder os i denne situation med Irak, skal vi også sige til den arabiske og den islamiske verden: Vi ønsker et samarbejde, vi ønsker et partnerskab, og vi ønsker et venskab - hvis det kan lade sig gøre - med alle arabiske og islamiske stater, og det skal være et af de vigtigste politiske fundamenter for EU's politik! Jeg vil gerne rette en hjertelig tak, ikke kun til hr. Solana og hr. Patten, men også til alle dem, der gør sig store bestræbelser i disse vanskelige dage og uger, og jeg vil også gerne takke Parlamentets formand, Pat Cox, fordi han gjorde samtalen med Hans Blix i går mulig. Jeg lærte virkelig meget. Vi aftalte, at diskussionen skulle være fortrolig - ellers kan man vel heller ikke føre en sådan samtale - men jeg er enig i, og det er vores gruppe også, at man i mange år, siden 1990, ikke har gjort noget virkelig aktivt fra det internationale samfunds side over for Saddam Hussein, hvorfor vi må opretholde det pres fra de sidste måneder, som han nu mærker, så vi forhåbentlig kan nå frem til en fredelig løsning. Dette skal være en chance for freden, og det skal også betyde, at vores amerikanske partnere og venner - forhåbentlig - endnu ikke har truffet nogen afgørelse om en militær aktion mod Irak. Vi skal være åbne over for en virkelig fredelig løsning, og det i FN-regi. Mine damer og herrer, vi må dog også tænke på logikken. Det talte vi også med hr. Blix om i går. Logikken må ikke bestå i, at inspektørerne nu drager gennem landet for at finde ud af, hvor der er noget at komme efter. Logikken består snarere i - og det er også den forpligtelse, der følger af resolution at det irakiske regime virkelig åbner dørene, og hr. Blix og hans folk ikke skal gå gennem landet med en lygte. Det er - som hr. Solana sagde, og som der står i resolution nødvendigt med et virkelig aktivt

7 29/01/ samarbejde fra Baghdad-regimets side. Det er det, vi skal fastholde, mine damer og herrer! Fra Det Hvide Hus hører vi disse ord fra præsidentens talsmand: "Enten afvæbner han, eller også lader vi ham afvæbne!" Vi opfordrer derfor Saddam Hussein til at yde et beslutsomt bidrag til dette. Jeg citerer Hans Blix, der har sagt: "Det har hidtil ikke set ud til, at Irak virkelig har accepteret kravet om afvæbning", og han har også sagt, at samarbejdet ifølge 9 i resolution 1441 skal være "aktivt". Det er ikke nok bare at åbne dørene. Vi har spørgsmål, som Hans Blix har stillet, og som vi også skal fremlægge over for offentligheden: Hvordan forholder det sig med det biologiske kampstof anthrax? Hvad er der blevet af de l? Hvordan forholder det sig med det giftige kemiske kampstof VX, der er blevet videreudviklet? Hvis Irak virkelig har nedrustet, som landet påstår, så havde det været rigtigt og i overensstemmelse med international ret, hvis dette var sket under FN's overvågning, sådan som dokumenterne og resolutionerne jo foreskriver det. Jeg håber, at Irak samarbejder bedre i de kommende dage og uger. Kære kolleger, EU's udenrigsministerråd traf i mandags en rigtig beslutning med krav om fuldstændig afvæbning. Men vi bliver også nødt til - og alle ved, hvilken vanskelig situation også europæerne befinder sig i - at finde en gylden middelvej. Vi kan ikke sige: right or wrong, always America! Den vej kan vi ikke gå! Men vi kan heller ikke gå den vej, hvor vi siger: Uanset hvad Irak svarer, forbliver den irakiske diktator ustraffet, og vi blander os ikke! Det ville være det samme som at sige til en potentiel morder: Myrd ikke, men hvis du nu alligevel gør det, så får det ingen strafferetlige konsekvenser! Derfor må vi opretholde presset! Vi kræver af den amerikanske regering, at hvis vores amerikanske partnere og venner har hemmelige efterretninger, skal disse også fremlægges for offentligheden i Sikkerhedsrådet, så vi virkelig har kendskab til alt. Vi er nødt til at informere folk, og derfor mener vi helt sikkert, at Irak skal fjerne masseødelæggelsesvåbnene, hvis landet har sådanne. Vi ønsker at opnå dette gennem FN, og vi ønsker at opnå det på fredelig vis! Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer, på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe vil jeg først og fremmest sige, at vi er imod krig. Vi er imod krig og diktatorer, og det betyder, at vi inden for en multilateral ramme skal arbejde aktivt for at udrydde masseødelæggelsesvåbnene. På dette tidspunkt drejer drøftelserne med vores største allierede, USA, sig ikke så meget om sagens kerne som om de modsat virkende metoder og - som den tidligere præsident Clinton så fornuftigt har sagt - om vildfarne metoder. Hvorfor? Fordi den tidligere præsident Bush senior for 10 år siden, da vi var i koalition med USA i Kuwait-krigen, sagde, at det irakiske folk før eller siden ville vælte diktatoren. 10 år senere er vi nødt til at erkende, at sanktionerne ikke har svækket Saddam Hussein, og at vi stadig rejser de samme spørgsmål om masseødelæggelsesvåben. Til det kan vi sige, at vi går ind for en klar pressionspolitik på baggrund af Sikkerhedsrådets afgørelser. Krigen er ikke uundgåelig. Vores arbejde skal tage udgangspunkt i, at freden skal have en chance, men vi skal ikke forhaste os, og vi skal naturligvis heller ikke skabe situationer, der kan få den helt modsatte effekt. Det er baggrunden for vores holdning til et forebyggende angreb og vores støtte til forhandlinger inden for rammerne af lovgivningen og den internationale ret. En ensidig intervention, hr. formand, uden FN's opbakning, ville få ødelæggende virkninger i hele Mellemøsten og betyde mere lidelse og en mere radikal offentlig mening i de arabiske lande, som ville bringe koalitionsånden mod terrorismen i fare. Eftersom hr. Solana vil lykønske hr. Sharon med valgsejren i Israel, vil jeg gerne bede ham om at tilføje noget, nemlig at sige til hr. Sharon, at han skal holde op med at foragte Europa og tage hensyn til vores vilje til fred og samarbejde. For det andet skal Irak seriøst opfylde inspektørernes krav, og jeg vil gerne takke formanden, fordi han så hurtigt tog mit forslag om en videokonference til sig. Den var meget interessant. I går talte vi med en europæisk borger, der er stolt over at være det, hr. Blix. Han bad os om, at Europa indtager en mere aktiv holdning, og han forklarede os desuden, selv om han ikke bad om det, at hvis inspektionen kunne fortsætte i yderligere to måneder som foreslået af hr. Mohammed El Baradei, den egyptiske ekspert, ville indsatsen bære frugt. Efter min mening bør det være grundlaget for EU's handlinger. Vi bør følge den linje, som rådsformanden, statsminister Papandreu, lagde i Rådet (almindelige anliggender) i mandags, i lyset af den selvkritik, vi altid hengiver os til, ved hjælp af en aftale med de fire lande, der er medlemmer af Sikkerhedsrådet, og med Bulgarien, så der kommer en europæisk holdning, der bakker op om inspektørernes arbejde, og så inspektionerne kan fortsætte. Jeg minder om, at hr. Blix også sagde til os, at inspektørerne arbejdede fra 1991 til Hvis de har arbejdet i otte år, hvorfor

8 12 29/01/2003 kan de så ikke arbejde to måneder mere? Det er der ingen, der forstår, ligesom der heller ikke er nogen, der forstår, hvorfor præsident Bush tilbyder beviser nu, to måneder senere. Hvorfor har han ikke gjort det før? Her skal vi alle arbejde som trofaste allierede, og med hensyn til forsvarsminister Rumsfelds udtalelse om det gamle Europa er jeg nødt til at sige, at de, der på vores kontinent har talt om et nyt Europa, ikke har gjort andet end at skabe en uendelig række af katastrofer i vores historie. Vi går ikke ind for et nyt Europa, vi er ved at opbygge et fælles Europa, og det er den kurs, vi har lagt for vores politiske aktion. Hr. formand, lad mig henvise til et vigtigt aspekt ved spørgsmålet, som jeg gerne vil bede repræsentanten for Rådet og Kommissionens næstformand om at uddybe. Det drejer sig om risikoen for en humanitær katastrofe, ikke kun i Irak, men i hele Mellemøsten, med hundredtusindvis fordrevne. Hvem skal betale for det? Har vi midlerne til at klare det? Har FN vurderet det? Det er et vigtigt spørgsmål, og det er den økonomiske situation, ikke kun i Europa, også. Olieprisen er på himmelflugt. Det vækker bekymring, at USA's prioriterede verdenskort altid falder sammen med de lande, hvor der er store oliereserver. Det er ikke den rigtige måde at opbygge menneskehedens fremtid på, og vi skal også gå i brechen for, at det ikke bliver en økonomisk katastrofe for os. Endelig har vi, hr. formand, ret til at få at vide, om der reelt findes masseødelæggelsesvåben. Der er derfor behov for flere beviser, og det kan vi få ved at lade arbejdet fortsætte. Forhandlingen drejer sig ikke kun om tidsplanen, men om, hvad vi skal gøre for at undgå krigen. Lad mig som afslutning komme med et citat på engelsk fra en stor amerikaner, hr. Madison, som i 1792 sagde: (EN) "War contains much folly as well as wickedness, that much is to be hoped from the progress of reason; and if anything is to be hoped, everything ought to be tried." (Krig består af så megen galskab og ondskab, at man må have store forhåbninger til fornuftens fremgang, og hvis der på nogen måde er håb, bør alle muligheder prøves af.) (EN) Den linje bør vi også følge. Mange tak Watson (ELDR). - (EN) EU bør med fire medlemsstater i FN's Sikkerhedsråd, herunder formandskabet, have en mulighed for reelt at påvirke begivenhedernes gang og ville i alle tilfælde have det, hvis det talte med én stemme. Kan hr. Solana bekræfte, at det møde med fire medlemmer af Sikkerhedsrådet, som det græske formandskab indkaldte til inden mandagens møde i Rådet (almindelige anliggender), havde til formål at nå frem til en fælles EU-holdning? Vil sådanne møder blive regelmæssigt tilbagevendende begivenheder? Eller var det blot et forsøg på at sammenstrikke resultatet af Rådet uden at høre de resterende medlemsstater? Jeg kunne måske også spørge, om han på baggrund af den beklagelige kendsgerning, at der ikke foreligger en sammenhængende EU-strategi op til en eventuel konflikt med Irak, kan påtage sig at sikre, at EU nu indleder arbejdet på at planlægge en post-konfliktstrategi for regionen? Sidst vi drøftede situationen i Irak i begyndelsen af september, synes verden på kanten af et unilateralt militært eventyr under ledelse af USA. Vores væsentligste mål var dengang at forhindre, at De Forenede Nationers og folkerettens troværdighed blev undermineret af et forebyggende angreb, der ikke var godkendt af FN, og at få våbeninspektørerne tilbage til Irak. Godt nok er vi det gamle kontinent, men vi har en klar erindring om vores fortid, og vores erfaring med krig er meget forskellig fra USA's. Det viste sig, at USA gik FN-vejen sidste efterår og sikrede en enstemmig vedtagelse af en barsk resolution fra Sikkerhedsrådet. FN's våbeninspektører har igen fået adgang til Irak og udfører et kvalificeret og grundigt stykke arbejde. Så De Liberale tilslutter sig den indsats, Colin Powell, Hans Blix, Mohammed El Baradei og andre har gjort for at styrke den multilaterale retsorden. Nu hvor vi har indledt et reelt internationalt samarbejde, bør vi gøre alt, hvad der er muligt, for at bevare denne enhed. Men efter forelæggelsen af hr. Blix' rapport for Sikkerhedsrådet er der en ny risiko, nemlig risikoen for, at FN's og folkerettens troværdighed undermineres, ikke fordi USA indleder en unilateral aktion, men fordi det internationale samfund ikke sikrer, at Irak en gang for alle skaffer sig af med samtlige masseødelæggelsesvåben. Hr. Blix' rapport til FN indeholder en fordømmende om end en endnu ikke afgørende redegørelse for Iraks mangelfulde samarbejde med FN's våbeninspektører. Saddam Hussein skal ifølge FN-resolution 1441 sige sandheden, hele sandheden og kun sandheden. I stedet har vi fået halve sandheder og undvigende og unddragende svar. Hr. Blix har givet anklagerne vægtige argumenter, selv om det materiale, han har forelagt, endnu ikke indeholder uigendrivelige beviser. Det er årsagen til, at Europa-Parlamentets Liberale Gruppe kræver, at inspektørerne får tilladelse til at fortsætte deres arbejde. Hr. Blix stiller mange foruroligende spørgsmål i sin rapport. Saddam Hussein bør klart tage til genmæle. Det er stadig muligt at nå en fredelig løsning på krisen under den forudsætning, at Irak nu udviser reel vilje til at samarbejde med FN om afvæbning. Men eftersom inspektørerne skal aflægge rapport igen den 14. februar, har han kun ganske kort

9 29/01/ tid igen, før det internationale samfunds domstol skal afsige sin kendelse. For De Liberale vil krig altid være den sidste udvej, fordi en militær løsning er ensbetydende med, at de instrumenter til international styring, som vi har så store forhåbninger til, ikke har fungeret. Samtidig bør det internationale samfund dog være rede til at sætte sin vilje igennem og sikre, at den gældende retsorden ikke tilsidesættes. Og der er masser af beviser for, at Saddam Hussein overtræder folkeretten, i særdeleshed FN-konventionen om folkedrab i forbindelse med drabet af en halv million sumparabere. Så lad os glemme alt om at lade Saddam Hussein slippe stille væk i ly af natten til et bekvemmeligt eksil i et tredjeland. Han er krigsforbryder og bør stilles for Den Internationale Straffedomstol. Til de medlemmer, der havde til hensigt at lade Saddam Hussein forstå, at et ustraffet eksilophold var en acceptabel løsning, må jeg med antikrigskoalitionens ord sige: "Ikke i vores navn". Og jeg opfordrer dem til at lytte til deres samvittighed. Er den bedste måde at fremme freden på virkelig at rejse til Baghdad for en fotomulighed og risikere at blive udsat for det irakiske styres manipulation? Hr. Blix fortalte os i går, at hvis Irak vælger at samarbejde, kan inspektørerne fuldføre deres arbejde meget hurtigt. Inspektørerne bør have mere tid, men hvis hr. Blix den 14. februar rapporterer, at Irak ikke har besvaret hans spørgsmål, og hvis Sikkerhedsrådet derfor afgør, at Irak ikke overholder resolutionen, har det internationale samfund pligt til at handle. Hvis Irak ikke udnytter denne sidste mulighed for at samarbejde, bør vi skride til handling i fællesskab gennem FN for at sikre overholdelsen af resolution Wurtz (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær, vi balancerer på en knivsæg. På den ene side har inspektørerne opnået det grønne lys fra Sikkerhedsrådet, som de ønskede, til øjeblikkeligt at fortsætte deres mission. På den anden side vokser den amerikansk-britiske armada i Golfen dag for dag ligesom presset for at udløse en militær offensiv. I denne kontekst af ekstreme spændinger og stillet over for så svære udfordringer er enhver politisk handling eller enhver tvetydig udtalelse om krigen, men også måske enhver mangel på initiativ imod krigen i virkeligheden en fordel i det mest krigslystne og mest unilaterale regeringsspil i USA's historie. Det er på travet, man skal kende sin hest, og det er i en international krisesituation, man skal vurdere Europas ambitioner på verdensscenen. De ser ud til, hr. højtstående repræsentant, at glæde Dem over den fælles holdning blandt De 15 og i hvert fald blandt de fire, som for øjeblikket sidder i Sikkerhedsrådet. Det er en billig fornøjelse. Erklæringen var næppe offentliggjort, før især London og Madrid allerede tømte den for indhold ved at erklære, som den ene sagde, at vi helt åbenbart havde overtrådt resolution 1441, og som den anden sagde, at forlængelsen af inspektørernes frist skulle være meget kort. Atter andre gør deres yderste for at grave afsnit frem af hr. Blix' rapport og tage dem ud af deres sammenhæng for at forsøge at retfærdiggøre magtanvendelse. Det hele ser ud, som om det i nogles øjne ikke ville være en god, men derimod en dårlig nyhed, hvis hr. Blix bekræftede, at inspektørerne i det store og hele har haft let adgang til alle lokaliteter, så let, at de har kunnet gennemføre 300 inspektioner på 60 dage. Eller at hr. El Baradei forventer, og jeg citerer "inden for de kommende måneder troværdigt at kunne erklære, at Irak ikke har noget kernekraft- eller kernevåbenprogram". Der er naturligvis stadig nogle uafdækkede områder, som for enhver pris skal belyses. Men det kan vi ikke gøre med bomber og blodsudgydelser. Vi må tone rent flag og til gengæld være langt mere offensive i vores krav om, at man giver inspektørerne al den tid, der er nødvendig. Vi må tage os i agt for en banalisering af krigen! Vi må tage os i agt for en trinvis og snigende accept af det uacceptable! Lad os derfor gennemgå alt det, Europa har accepteret uden at reagere, og om så kun modstræbende, hvad angår Ariel Sharons bevægelser i Palæstina i de seneste to år. Han fortjener ikke lykønskninger, hr. Solana. Vi må resolut bekæmpe hans katastrofale politik, som også går ud over det israelske folk. Og hvad har Europa sagt om George Bushs nye strategidoktrin, der blev offentliggjort den 20. september, og som lovpriser, og jeg citerer "USA's enestående styrke" og understreger, og jeg citerer igen, "USA's faste beslutning om at handle alene og om nødvendigt forebyggende for at udbrede frihedens sejr". Og hvad er Europas svar i dag på Det Hvide Hus' generalsekretærs uansvarlige udtalelser sidste søndag, hvor han lod forstå, at USA ikke udelukkede brug af taktiske kernevåben i tilfælde af en Irak-konflikt? Masseødelæggelsesvåbnene skal destrueres og forbydes såvel i Irak som i hele regionen og i resten af verden. Lad os lytte til offentligheden. Hr. Blair og hr. Aznar står alene i deres lande i krigsspørgsmålet. Der er en overvældende modstand mod krigen i Tyskland. Fire ud af fem franskmænd kræver, at Paris om nødvendigt bruger sin vetoret til at forsøge at undgå det værst tænkelige. Og på den anden side af Atlanten har der rejst sig en bevægelse, som ikke har set sin lige siden Vietnam-krigen, omkring et kun alt for indlysende kampråb, nemlig No blood for oil. (Hr. Le Pen: Man skulle tro, det var Europa anno 1938!)

10 14 29/01/2003 Behersk Dem! Vi er ikke interesserede i at høre, hvad De mener om det. Min gruppe vil gerne kunne stadfæste disse værdier og disse krav også i Irak uden den mindste overbærenhed med myndighederne, hr. Watson, tværtimod - ingen vil i øvrigt kunne finde den mindste overbærenhed med denne diktator i hele min politiske karriere, ingen!, hvilket ikke kan siges om visse højreregeringer... altså uden den mindste overbærenhed med myndighederne, og midt i en befolkning, der allerede i 12 år har lidt under konsekvenserne af en forbryderisk embargo. Det er derfor, min gruppe enstemmigt, ligesom kolleger fra De Grønne, socialdemokratiske kolleger og endda medlemmer af andre grupper i Europa-Parlamentet har lanceret den idé, at en delegation af parlamentsmedlemmer skulle besøge Baghdad fra den 2. til den 6. februar. Vi bliver mere end 30 parlamentsmedlemmer, som rejser. Og i samme ånd har min gruppe foreslået at sende - og sender - en delegation til USA. Vi ønsker såvel i Baghdad som i New York at forsvare en opfattelse af Europa, hr. formand, som et sted, mange progressive mænd og kvinder stadig sætter deres lid til. Lad os ikke skuffe dem! Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, vi risikerer at gentage os selv i dag. Jeg vil gerne stille Dem et forslag. Det er klart, at der ikke er nogen her i dag, der forsvarer en diktator. De, der var kommunister, er det ikke længere og forsvarer ikke nogen kommunistiske diktaturer. Og jeg tror ikke, at der blandt alle dem, som har besøgt Saddam Hussein for at levere kernekraftværker eller f.eks. for, som den unge amerikaner ved navn hr. Rumsfeld, der på det tidspunkt stod udenrigsministeren nær, at levere kemiske våben til at slippe løs over Iran, længere er nogen, der ville gøre, hvad han gjorde dengang. Vi må tage det til efterretning, men det er ikke her, problemet ligger. Problemet ligger i troværdigheden af en international institution, når det drejer sig om at gennemtrumfe en ting, som en tysk sociolog meget vist har defineret som "make law, not war". Problemet i dag er, hvorvidt vi er i stand til at gennemtrumfe loven på internationalt niveau. I den aktuelle situation er argumentet, som hr. Patten og hr. Solana har fremført, at hvis Irak ikke samarbejder, skal vi tvinge landet til at nedruste. Så De taler på mellemlang eller kort sigt for en militær intervention. Jeg tror, at vi på internationalt niveau skal definere de situationer, hvor man skal bekæmpe diktaturer, og de situationer, hvor man skal anvende diplomatiske midler. Og ja, det er mig, der siger dette, mig, som ofte imod min gruppes eller andre gruppers holdning har forsvaret og stadig forsvarer den militære intervention i Kosovo og interventionen i Afghanistan. Jeg tror også, endnu en gang i modsætning til flertallet i min gruppe, at det var rigtigt at intervenere, dengang Saddam Hussein invaderede Kuwait, men jeg tror ikke, at Saddam Hussein har været så svag som nu inden for de sidste 10 år. Det er en blodig diktator, som er svag, og som i dag er ude af stand til at angribe udlandet. Det er forskellen i kampen mod diktaturer, dem, der opererer eksternt, og dem, der ikke gør det. Og nu vi er i slagterafdelingen, mine damer og herrer, så er der 4 millioner døde i Uganda, dræbt med macheter, ikke med masseødelæggelsesvåben, de slog hinanden ihjel med macheter. Hvad gjorde vi? Hvem greb ind for at standse denne nedslagtning? Ingen! Der var ingen, der greb ind! Så lad os lige bevare roen. Vi har set millioner af døde, blod, og ingen var interesseret, for der var ingen olie indblandet. Vi var år om at intervenere i Bosnien, for der var ingen olie indblandet. Så lad os moderere vores flotte diskurser om diktaturer og mord og børn, der dør. Men der er et problem. Iran er i dag i besiddelse af missiler. Iran er i færd med at tilegne sig et kernevåbenarsenal. Iran er i dag i stand til at angribe Israel, Europa, Grækenland, og nå disse områder. Er der nogen, der foreslår en militær razzia i Iran? Naturligvis ikke! Det ville være for farligt. Nordkorea har i dag erklæret, at det vil producere kernevåben. Er der nogen, der foreslår en militær intervention? Nej, naturligvis ikke! Det ville være for farligt. Vi er med de argumenter, som vi har oparbejdet over for Irak, i færd med at skabe et kernevåbenspredningsprogram. Vi fortæller diktatorerne, at de blot skal have masseødelæggelsesvåben, så er der ingen, der angriber dem! Sådan er det. Derfor skal vi trække os tilbage. Godt, amerikanerne og englænderne har omringet Irak, Irak kan ikke bevæge sig. Så vi har god tid. Vi kan vente et år. Vi kan beslutte, at soldaterne bliver dernede. Men samtidig skal vi vise verden, hvad vi kan. Lad os løse den israelsk-palæstinensiske konflikt ved at blive ved med at true Saddam Hussein. Lad os ændre dagsorden og ændre prioriteter. Når det være sagt, skal vi ikke lyve for os selv. Hvis der findes inspektører i dag, er det, fordi der findes militær. Men lad os udnytte situationen til at dæmme op for og ikke føre krig. Og lad os samtidig forsøge at opnå forhandlinger i Mellemøsten. Jeg tror, at Ariel Sharon vil lave en koalition, som forpligter ham til at forhandle med palæstinenserne. Først skal han forpligtes til at lade palæstinenserne vælge deres egne repræsentanter til at forhandle med israelerne. Lad os ændre dagsorden. Lad os finde en løsning på Mellemøsten-konflikten, og De vil opleve, at de arabiske folkemasser vil ende med at lovprise os, hvis vi bliver nødt til at gøre op med Saddam Hussein.

11 29/01/ Men hvis vi i første omgang gør regnskabet op med Saddam Hussein, måske for olie, uden at have taget og gennemført et initiativ i Mellemøsten, er vi ikke troværdige, og vi skaber ikke mere retfærdighed i verden. Så derfor, make law, not war, skift dagsorden, giv os tid, bliv et år, to år dernede. Vi skal nok afvæbne Saddam Hussein, men lad os først finde en løsning på Mellemøsten-konflikten Formanden. - Taletiden er ikke op til to år, hr. Cohn- Bendit Queiró (UEN). - (PT) Hr. formand, efter vores opfattelse handler Irak-krisen først og fremmest om, hvordan det internationale samfund skal forholde sig til den trussel, som udgår fra et diktatorisk regime, der med beskedne tekniske og økonomiske ressourcer måske - det er jo det, der undersøges - kan udvikle eller erhverve biologiske eller kemiske masseødelæggelsesvåben, som det måske kan tage i anvendelse eller stille til rådighed for andre, navnlig terrorister, til fare for den regionale sikkerhed og freden i verden. Det handler om, hvordan man skal forholde sig til et udemokratisk regime, der har krænket og systematisk bliver ved med at krænke de internationale aftaler og forpligtelser over for FN, ud over at det undertrykker sin egen befolkning, for hvis mest elementære politiske, økonomiske og sociale rettigheder det udviser åbenlys foragt. Det handler med andre ord ikke, som nogen har sagt, om USA's kontrol med Iraks oliereserver, også selv om Irak er det land, der råder over de næststørste oliereserver i verden, og oven i købet råolie af den allerbedste kvalitet. Nej, det handler ikke om dét, for hvis det gjorde, måtte vi jo helt ærligt erkende, at der også er europæiske interesser i den sag. EU kan således se et stort antal irakiske olietransaktioner blive afviklet i euro, så omfattende transaktioner, at de har stor betydning for den europæiske valutas styrke og stabilitet som internationalt betalingsmiddel. Blot som eksempel kan vi nævne de kontrakter, som russiske olie- og gasselskaber har indgået med irakiske selskaber, kontrakter, der ifølge pressen når op på en værdi af 40 milliarder euro (ikke dollars). Hr. formand, når man kritiserer en politik, må man også fremsætte alternative forslag og løsninger. Det er ikke nok, at vi er imod de løsninger, som nogen opfatter som krigshetz. Vi må også imødegå truslerne fra dem, der hidtil har udvist en fuldstændig foragt for folkeretten, og som stadig ikke giver garantier for at ville overholde den hverken nu eller i fremtiden. Vi er de første til at sige, at konflikten indtil sidste minut bør søges løst med fredelige midler og ad diplomatiets vej, men vi siger også, at det internationale samfund, under FN's ledelse, må stå fast og udvise en holdning, der ikke åbner for tvivl om, at de irakiske myndigheder skal samarbejde betingelsesløst og hurtigst muligt med FN's inspektører, da der ellers vil kunne anvendes andre midler til dette formål. Man må i øvrigt spørge, om diktatorer, der normalt udøver deres magt uden indskrænkninger og - især - uden befolkningens demokratiske kontrol, kender og forstår noget andet diplomatiets sprog - som vi altid bør benytte, som Javier Solana sagde - end det, som får styrke og troværdighed gennem de tvangsmidler, det kan benytte som den sidste udvej, som han også sagde. Vi støtter FN-inspektørernes arbejde, og vi ønsker, at de får stillet alle de midler og oplysninger til rådighed, der er nødvendige for, at de kan gennemføre deres opgave, alle oplysninger, også dem, som andre lande måtte råde over. Samtidig vil vi også gerne advare om, at der må gøres det nødvendige for at forhindre forhandlingsmanøvrer fra irakernes side for ubegrundet at forlænge inspektørernes mandat, hvad der kun vil have til formål at udskyde opfyldelsen af FN's resolutioner og sikre, at tingene forbliver, som de er. Hr. formand, vi skelner nøje mellem det totalitære irakiske regime og dets befolkning. Den har som sagt været det første offer for det oligarki, der styrer den, og som udnytter den for at nå sine mål. Det er derfor, at vi herfra appellerer til, at det internationale samfund står sammen om det væsentlige, at de transatlantiske bånd styrkes, og at der sættes ind over for blokaden mod inspektionerne, begrænsningerne for afhøring af videnskabs- og embedsmænd tilknyttet de irakiske atomforsøgsprogrammer samt hele den kispus, som Saddam Husseins støtter spiller for at skjule masseødelæggelsesvåbnene. Hvis det sker, hvis vi står sammen om det væsentlige, kan der måske skabes betingelser for at indlede en demokratiseringsproces i Irak, så dets befolkning kan nyde fredens frugter Belder (EDD). - (NL) Politiske plager hærgede Europa i det forrige århundrede. Diktatorers ideologisk legitimerede magtbegær krævede millioner af ofre. De skånede bestemt ikke deres egne borgere. Er parallellen med Saddam Husseins modbydelige regime ikke indlysende? Derfor bør vi tale om befrielse i stedet for krig med hensyn til Irak. Sådan ser Saddams levende ofre i hvert fald på det. Desværre kan de ikke regne med enstemmig støtte fra EU's medlemsstater. Tværtimod. Tanken om en inddæmning af Saddams rædselsregime støttes åbenbart i EU, til trods for alle yderst negative erfaringer med Baghdads Baath-parti i de seneste 10 år. I dag fortsættes denne strategi i det europæiske ønske om at forlænge FN-inspektionerne i Irak. At Saddam igen lader hånt om en ubetinget resolution fra Sikkerhedsrådet, ødelægger ikke den europæiske illusion om Saddams fuldstændige afvæbning. Det er først og fremmest befolkningsgrupperne i Mesopotamien, der er ofre for den internationale underkendelse af Saddams rædselsrepubliks sande ansigt. Vil EU's medlemsstater have dette på deres

12 16 29/01/2003 samvittighed, især i betragtning af deres egne pinefulde erfaringer i det foregående århundrede? Desuden fortsætter Irak under Saddam med at udgøre en permanent potentiel trussel for hele Mellemøsten, ikke mindst på grund af landets oliereserver. Med ondt skal ondt fordrives, lyder et ordsprog. Krig er afskyelig, men følgerne af en alt for tolerant holdning kan på længere sigt anrette større ødelæggelser. Den seneste europæiske historie bør gøre regeringscheferne opmærksom på deres ansvar Le Pen (NI). - (FR) Hr. formand, kære kolleger, alle her taler om en irakisk krise. Der er ikke nogen irakisk krise, men en graverende international krise, som Bush-regeringen med vilje har skabt. Det er ikke diktatoren Saddam, som ophidser til krig, det er derimod demokraten Bush. Det er ikke de irakiske hangarskibe, som manøvrerer ud for New Englands kyster, eller de irakiske marinesoldater, som tager opstilling i Mexico, Canada eller Cuba. Det er den engelsk-amerikanske hær, der genopliver kanonbådspolitikken i Mellemøsten. Hvorfor er det påståede behov for at afvæbne Irak ikke blevet belyst før valget af Bush jr.? Ingen tror alvorligt på, at Irak, som er et lille land med 20 millioner indbyggere, omringet af fjendtlige eller mistroiske lande, hvis hær og økonomiske infrastrukturer er blevet sønderknust af Operation Ørkenstorm, hvis befolkning er blevet ruineret af 10 års engelskamerikanske luftangreb og af en blokade, som bl.a. har dræbt mere end 1 million børn, der er døde af sult og elendighed, ingen tror, at dette lille land, som er overvåget af satellitter og spionfly og af FN's inspektører, har kunnet stable et arsenal af masseødelæggelsesvåben på benene og true verdensfreden. Det er i øvrigt en af pointerne i rapporten fra en af de øverste FN-inspektører. Var Saddam ikke diktator, dengang han modtog alle mulige former for våben fra USA, Europa, Frankrig og selv Jacques Chirac? Jeg tænker på den atomreaktor i Osirak, som israelerne ødelagde under et luftangreb midt i en fredstid. Lad os for Guds skyld holde op med vores hykleri! Lad os stoppe komedien og vores humanitære harme. USA, hvis oliereserver vil være udtømt om 10 år, og hvis olieforbrug er en fjerdedel af verdensforbruget på 3,5 milliarder t, og som endvidere ikke kan tillade, at prisen pr. tønde overstiger 30 dollars, ønsker at føre krig for at overtage den irakiske olie og kontrollere olien i Golfen. Det er den amerikanske kæmpe, en supermagt, som råder over 80 % af verdens masseødelæggelsesvåben og heriblandt atomsprænghoveder, frygtindgydende våben, som USA i øvrigt er de eneste i verdenshistorien, der har taget i anvendelse, det er denne kæmpe, der ønsker at føre krig. Hr. Solana vil afvæbne Irak og jage verdens diktatorer. Sidstnævnte er en omfattende opgave, som ville forpligte USA til at angribe mange af sine allierede. Hvad i øvrigt angår bekæmpelsen af den internationale terrorisme og forfølgelsen af den i de områder, hvor den blomstrer, kunne amerikanerne begynde med at bombe London, som er terroristernes hovedsæde. Dybt nede i Deres bevidsthed tænker De, at amerikanerne også slås for Europa, og det er derfor, De med nedslagne øjne accepterer, at de begår den første store humanitære forbrydelse i det 21. århundrede. De har ventet 30 år på at finde ud af, at Saddam anvendte giftgas imod kurderne. Men hov, der er et fortilfælde, nemlig i 1920 i Kurdistan, begået af selveste Winston Churchill! Mener de, at de omtalte statsmagter, når det gælder masseødelæggelse, aldrig har brugt sådanne våben, og at de kan give lektioner i international moral til resten af verden? Brok (PPE-DE), formand for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. - (DE) Hr. formand, ærede hr. repræsentant for Kommissionen, hr. højtstående repræsentant, De, hr. Solana, og også Chris Patten har understreget, at EU har opnået nogle udenrigspolitiske succeser, som vi også bør fremhæve her. For hvis man oplister den indsats, EU har ydet i Bosnien og i Makedonien, og ser på det store ansvar, de europæiske styrker har påtaget sig i Afghanistan, samt den kendsgerning, at EU bevilger tre gange så mange penge i sit budget til ulandsbistand som USA, er alt dette, efter min mening, væsentlige kendsgerninger, som det gamle Europa kan være stolt af. I den forbindelse bør vi også tænke på, at de resultater, der er opnået i denne måned - EU's udvidelse mod øst og mod syd og dermed udvidelse af zonen med stabilitet og demokrati - er afgørende faktorer for en mere fredelig verden. Udvidelsen af zonen med stabilitet er det primære motiv for udvidelsen af EU. Efter min mening bør vi påpege det ved at lade det indgå i det samlede koncept. Men når det kommer til spørgsmålene om krig og fred, har vi hidtil ikke været i stand til at tale med én stemme. Den første fejl blev begået allerede sidste sommer. For når den ene part siger, at man under alle omstændigheder deltager, og den anden part siger, at man under ingen omstændigheder deltager, så er det svært at finde en gylden middelvej, som vi så - gudskelov - alligevel har fundet hovedsageligt takket være den franske præsident og Dem, hr. Solana, og hr. Patten. Mine damer og herrer, det skal i den forbindelse også stå klart, at det kun er forsøget på at finde frem til en fælles holdning ud fra erkendelsen af, at det er den eneste vej frem - hvis man er ærlig over for sig selv - der kan føre til, at man bliver hørt overalt, nemlig i både New York, Washington og Baghdad. Det er den vej, vi skal følge, vi skal ikke følge andre i deres hyldest, uanset om den er rettet mod Baghdad eller Washington.

13 29/01/ Mine damer og herrer, efter min mening skal vi fortsætte de bestræbelser, som Rådet - gudskelov - indledte i løbet af ugen. Man fandt i det mindste for det øjebliks vedkommende frem til en nogenlunde fornuftig holdning, man gav udtryk for en positiv vurdering af og vilje til at følge den multilaterale fremgangsmåde, og man forsøger at finde frem til en fredelig løsning i FN-regi. Her skal det dog også stå klart, at dette skal fastholdes til det sidste. Der er ikke blot tale om en konsensus, der gælder i otte dage, den skal også være operationel. Mine damer og herrer, udgangspunktet for alle overvejelser er naturligvis følgende: Ifølge det internationale samfund skal Irak - hvilket f.eks. kommer til udtryk i resolution afvæbnes, og Saddam Hussein skal deltage aktivt i afvæbningen. Disse forudsætninger er ifølge hr. Blix f.eks. endnu ikke opfyldt. Derfor er det godt, at det takket være bestræbelser fra mange sider er lykkedes at nå frem til en tidsmæssig forlængelse, og denne tid skal benyttes til at finde en fredelig løsning, nemlig destruktion af masseødelæggelsesvåbnene - såfremt de findes - og afvæbning af Irak for på denne måde at give den vilje hos det internationale samfund, der er udtrykt i international ret, gyldighed. Mine damer og herrer, hvis dette skal opnås, er det dog også nødvendigt, at hr. Blix' inspektører får de samme informationer som dem, der siger, at de allerede vidste, at der var noget at komme efter, og at det ville blive offentliggjort på et eller andet tidspunkt. Det bør man efter min mening sige til hr. Blix allerede nu, for hvordan skal vi forklare vores befolkning, at en krig er uafvendelig, når vi selv ikke siger hele sandheden til vores allierede inspektører, så de kan finde det, de leder efter? Det ser ud til, at vi er ved at skabe et vist hul i troværdigheden, som kan være til stor skade efterfølgende. Vi må dog ikke glemme i denne forbindelse, at Saddam Hussein er en massemorder. Jeg besøgte sammen med Baroness Nicholson en irakisk flygtningelejr i Iran. Jeg har set, hvordan mennesker, der er fordrevet og forfulgt af Saddam Hussein med kemiske våben, bliver nødt til at leve dér. At opfatte Saddam Hussein som én, der ikke udgør nogen virkelig fare, forekommer mig ikke at være troværdigt. Mine damer og herrer, vi bør også gøre os klart, at det udgør en reel fare, at der er masseødelæggelsesvåben i hænderne på folk som Saddam Hussein, især hvis han skulle komme ud af konflikten som sejrsherre, med alle de psykologiske konsekvenser, det så ville have for regionen. Vi bør imidlertid også sige, hvad der skal ske, når krigen er overstået. Hvordan skal den politiske opbygning foregå? Hvor længe skal der være vestlige tropper til stede? Hvorvidt har det med den nye orden for hele regionen at gøre, i hvilken retning man skal gå og for hvilken pris? Det har jeg endnu ikke fået svar på, og jeg mener, at hvis man går ind i noget, bør man også overveje, hvordan man kommer ud igen Sakellariou (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hr. næstformand i Kommissionen, jeg begynder med et citat, der som intet andet udsagn formulerer vores holdning til krigen mod Irak kort og klart: "En præventiv krig er en aggression, og en sådan kan ikke defineres som en retfærdig krig som selvforsvar. For retten til selvforsvar forudsætter et faktisk eller et umiddelbart forestående angreb, ikke blot muligheden for et angreb. En krig til forebyggelse af fare ville udhule det folkeretlige forbud mod magtanvendelse, fremme politisk ustabilitet og i sidste ende ryste hele det internationale statssamfundssystem i dets grundvold." Og senere hedder det: "En sikkerhedsstrategi, der bekender sig til princippet om præventiv krig, er i modstrid med den katolske lære og folkeretten." Dette var citater fra erklæringen fra den tyske biskopkonference om Irak-konflikten, der fandt sted den 20. januar i år. Da min kristelig-demokratiske kollega ikke henviste til den katolske biskopkonference, må jeg gøre det, og jeg mener ikke, at der er noget at tilføje til disse udsagn. Hr. højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, i den tid, jeg har kendt Dem, har jeg værdsat Dem som en stor optimist. Når De i dag siger, at den politiske situation er dårlig, er den politiske situation meget dårlig. Den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld talte om det gamle Europa. Alle, der har haft ordet her, har erklæret, at vi hører til dette gamle Europa, og det ville slet ikke ophidse os yderligere, hvis han ikke havde skelnet mellem det og det nye Europa - dem, der mener og tænker det samme som hr. Rumsfeld! Den polske præsident Kwasniewski udtalte sidste uge i et interview, at "if it is President Bush's vision, it is mine!" Selvfølgelig har den polske præsident ret til at begrænse sine visioner, som det passer ham. Det er dog uden tvivl den polske regerings pligt - og alle de andre kandidatlandes regeringers pligt - at udvise solidaritet med det EU, som de gerne vil tilhøre. Kandidatlandene har frivilligt besluttet, at de vil tilhøre EU. Vi vil gerne optage dem, men i spørgsmål som krig og fred, som præventiv krig og afskaffelse af international ret forventer vi også af kandidatlandene, at de er solidariske med os Malmström (ELDR). - (SV) Hr. formand, hr. Solana og hr. Kinnock, det er godt, at vi har denne forhandling. Det er et meget komplekst emne, og udviklingen sker så hurtigt, at situationen næsten

14 18 29/01/2003 ændres fra dag til dag. Det betyder, at en resolution meget hurtigt forældes. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe sætter stor pris på Deres indsats, hr. Solana, hen imod en fælles EU-politik. Det græske formandskab deler denne ambition. Det er ikke nogen let opgave. Samtidig er det helt tydeligt, at EU ikke er forenet. I alle facetter af Irak-spørgsmålet hører vi forskellige synspunkter fra de forskellige hovedstæder. Jeg tør godt sige, at det aldrig tidligere har været så tydeligt, at det ikke er lykkedes EU at udvikle en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Trods alle de fine ord og retorikken står vi tomhændede, hvilket er meget tragisk. Det er måske muligt at kompensere for det, hvis vi nu forsøger at blive enige om en strategi for, hvad vi skal gøre efter Saddam Hussein, uanset om der bliver krig eller ej. Hvad stiller man op med Saddam Hussein? Hvilken rolle skal EU spille i genopbygningsprocessen? Hvordan kan man sikre fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder for det irakiske folk, der har lidt så længe? Hvordan skal EU hjælpe med at forbedre menneskerettighedssituationen, og hvor villige er vi til at hjælpe nabolandene med de mange flygtninge, der allerede strømmer ud af Irak? Det siger sig selv, at vi alle håber, at krigen kan undgås. Det er indlysende, at inspektørerne under ledelse af Hans Blix og Mohammed El Baradei har brug for mere tid. Irak og Saddam Hussein driver gæk med os. Man kan ikke undgå at føle, at de har noget at skjule. Irak skal tage sig sammen. Det er Iraks eget ansvar - ikke FN's - at bevise, at der ikke findes masseødelæggelsesvåben i landet. Spørgsmålet om krig eller fred ligger i Iraks egne hænder. Det er vores opfattelse, at inspektørerne har brug for mere tid, og det er et synspunkt, der deles af mange af de tilstedeværende. Når FN's Sikkerhedsråd modtager en rapport igen om nogle få uger, skal det afgøre, hvad der så skal ske. Alle beslutninger om et militært angreb - hvilket desværre kan være nødvendigt - skal træffes af FN. Et ensidigt amerikansk angreb vil være ekstremt uheldigt, ikke blot med hensyn til konsekvenserne for regionen, men også fordi det vil skade det transatlantiske samarbejde i meget lang tid fremover. Til sidst må jeg udtrykke min beklagelse over, at enkelte parlamentsmedlemmer tager til Baghdad på eget initiativ. Jeg er sikker på, at de gør det i den bedste mening, men det vil blive udnyttet af den irakiske diktator til at styrke billedet af disharmoni i det internationale samfund. De, der tager af sted, kan ikke påvirke Saddam Hussein. Han har ikke vist sig åben for diskussioner. I stedet risikerer de at blive hans gidsler og at stå i vejen for inspektørernes arbejde. Det er selvfølgelig op til den enkelte at afgøre, om vedkommende ønsker at rejse, men Europa- Parlamentet risikerer at blive latterliggjort på den internationale scene. Jeg vil stærkt fraråde sådanne rejser Frahm (GUE/NGL). - Hr. formand. Jeg synes måske også, at man skulle se sig lidt tilbage. Hvem var det egentlig, der skabte Saddam Hussein? Det gjorde USA, og det anvendte ham i krigen mod Iran. Da Saddam Hussein anvendte kemiske masseødelæggelsesvåben mod sit eget folk, var USA orienteret om sagen. Et amerikansk angreb på Irak er ikke bare et angreb på et enkelt land, det er et angreb på international ret og et angreb på hele FN-systemet. Derfor er det vigtigt, at hr. Solana og hr. Patten opfordrer alle medlemsstaterne til at stå sammen i EU i denne sag for at sikre international ret og for at sikre FN en fremtid. Jeg synes, at navnlig Storbritannien og Spanien skal opfordres til at vise, at de også står sammen med EU om at afvise en krig. Det er jo ikke en krig for at afvæbne Irak og for at indføre demokrati i Irak. Kunne man måske forestille sig, at USA vil indføre et shia-muslimsk styre i Irak. Et shia-muslimsk styre, der vil minde om det styre, der er i nabolandet Iran. Kunne man forestille sig det? Kunne man forestille sig, at USA vil lade kurderne få lov til at få deres selvstændighed? Så talen om demokrati kan vist ligge på et meget lille sted. Hvis det var for at afvæbne Irak, så er det den rolle, våbeninspektørerne spiller og skal spille. Vil man afvæbne Irak, så gælder det om at bakke op om det arbejde, våbeninspektørerne og Hans Blix gør. Der er jo også det alternativ, at man styrker demokratiet i Irak ved at hæve sanktionerne, bortset fra de sanktioner, der handler om våben, masseødelæggelsesvåben, kemiske våben osv. Derigennem vil man kunne styrke det irakiske folk, og de demokratiske kræfter i Irak samt styrke demokratiet og freden for os alle sammen. Vi har også en anden opgave. Det er at sikre, at hele området bliver gennemgået, og at vi får en politik for en afvæbning af hele området. Det gælder ikke bare Irak, men også Iran og Israel. Afslutningsvis vil jeg sige, at vi skal komme med en opfordring til Saddam Hussein om at samarbejde med våbeninspektørerne, så vi undgår en krig. Jeg mener, at vejen frem er gennem demokrati, udvikling og samarbejde Evans, Jillian (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand, det er nedslående at se, hvordan forberedelserne af en invasion af Irak er blevet trappet op, selv om inspektørerne er blevet tildelt ekstra tid, hvilket vi selvfølgelig alle hilser velkomment. Vi befinder os i en situation, hvor verdens stærkeste land har tilkendegivet, at det er fast besluttet på at gå i krig mod Irak, med eller uden De Forenede Nationers opbakning, og uanset om våbeninspektørerne finder masseødelæggelsesvåben eller ej. Et sådant forebyggende angreb vil skabe en ny international præcedens, som ikke har grundlag i De Forenede Nationers charter. En sådan krig mod Irak vil være moralsk uforsvarlig, ubegrundet og ulovlig. Den vil gøre verden meget farligere at leve i, fordi den vil øge

15 29/01/ modsætningerne og opildne til terrorisme. Som altid vil ofrene være uskyldige civile, nemlig de hundrede tusinder mænd og kvinder og især børn, som allerede har lidt under år med undertrykkelse, afsavn og sanktioner, som fuldstændig har underlagt dem Saddam Husseins kontrol. Der er allerede en humanitær krise i Irak, og nu udsættes befolkningen for en ny trussel. Det Forenede Kongerige har allerede varslet mobiliseringen af omkring tropper, og USA tropper, som er parate til at angribe. Modstanden mod denne krig stiger for hver dag, der går, i alle samfundsgrupper og aldersklasser, og den 15. februar 2003 vil der blive afholdt fredsdemonstrationer verden over. De af os, der er valgt af folket i Europa, kan her i Parlamentet tale på vegne af de mange, der siger nej til en krig. Jeg har modtaget mange breve fra Wales og fra andre lande med anmodning om, at Europa-Parlamentet gør alt, hvad det kan, for at forsøge at forhindre denne krig. Mulighederne for en fredelig løsning af problemerne er ikke blevet undersøgt tilstrækkeligt endsige udtømt. Det er tragisk, at hvis blot en brøkdel af den indsats, USA og Det Forenede Kongerige har gjort for at vinde tilslutning til en krig, var anvendt til fredsbestræbelser i Mellemøsten, ville vi leve i en meget sikrere og fredeligere verden Muscardini (UEN). - (IT) Hr. formand, alle de udtalelser, som tager sigte på at understrege meningsforskellene og de manglende diplomatiske evner - uanset hvilken regering og hvilken regeringsrepræsentant de kommer fra - er ubetænksomme. Vores diplomatiske evner burde tværtimod have ført til fælles eller i det mindste enslydende holdninger i Europa. Derfor beklager jeg, at vi i stedet for at forsøge at nå frem til en fælles holdning i Europa - eller i det mindste en mægling på et rådsmøde - er blevet opdelt i akser eller ensidige holdninger, som hverken gavner fredens sag eller indførelsen af den fælles udenrigspolitik, som er et af formålene med konventets arbejde. USA er ikke fredens og retfærdighedens eneste vogtere og er heller ikke de eneste, der har ret til at erklære krig, når en krig viser sig at være uundgåelig og nødvendig i almenvellets interesse. De modstridende udtalelser i de sidste par dage gavner diktatoren Saddams sag og ikke gennemførelsen af en vanskelig fredsproces. Derfor, hr. formand, vil jeg gerne opfordre Rådet til, at det sammen med de andre EU-institutioner arbejder på at skabe større overensstemmelse og samarbejde mellem EU-landene, så vi når frem til en klar aftale om, hvordan vi i fællesskab skal tage de stadig alvorligere problemer op, som vi står over for til daglig. Jeg vil gerne takke hr. Berlusconi for det mæglingsinitiativ, som han har taget i løbet i de sidste par timer, og jeg håber, at vi alle vil arbejde for freden, ligesom vi alle skal arbejde for at bekæmpe terrorisme og diktaturer, også hvis det betyder, at vi er nødt til at erklære krig Sandbæk (EDD). - Hr. formand. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg vil juble den dag, hvor Saddam Husseins rædselsregime ophører. Men jeg tror ikke et øjeblik på, at en krig er den rigtige løsning på problemet. Præsident Bush tror på det absolut gode og det absolut onde - det gør jeg ikke. Jeg tror til gengæld ubetinget på, at Bushs, Cheneys og Candolezza Rices interesser i olieindustrien er væsentlig større end deres bekymring for det irakiske folks velbefindende. Jeg nærer heller ingen tvivl om, at en krig vil være en enestående lejlighed til at få afprøvet ca. 20 nye våbensystemer og også godt for den amerikanske våbenindustri. Irak skal naturligvis efterleve FN's resolutioner. Det skal Israel i øvrigt også, og jeg venter spændt på, hvornår USA og EU kræver dette. Alle andre metoder end krig skal afprøves, og hvis en krig er uundgåelig, skal den bakkes op af FN og støttes af stærke kræfter i selve Irak. Lad os ikke glemme, at USA engang varmt støttede Saddam Hussein og forsynede ham med en del af de konventionelle våben, han har. Irak udgør ikke nogen øjeblikkelig trussel, hverken mod sine naboer eller mod verdenssamfundet. En krig derimod kan få fuldstændig uoverskuelige følger. Den vil give næring til et øget had mod USA og Vesten og skabe grobund for ny terrorisme. Det er ikke lykkedes at forbedre livet for befolkningen i Afghanistan, og det vil næppe heller lykkedes i Irak. Det samme gælder sanktionerne mod Irak, der blot har gjort det lettere for Saddam at undertrykke befolkningen. Hvad ville der mon ske, hvis USA brugte bare 10 % af de penge, som forventes brugt til krigen på at forsyne den arabiske verden med f.eks. gratis skoler? Nu overlades uddannelsen af befolkningen i vid udstrækning til mullaher og deres indoktrinering. Det ville være en langsigtet og holdbar løsning. Krig er en kortsigtet og alt andet end holdbar løsning FORSÆDE: Giorgos DIMITRAKOPOULOS Næstformand Pannella (NI). - (IT) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, hr. kommissær, kære kolleger, alle går tilsyneladende ind for freden og siger "nej til krig". Se De måske nogen, som siger "ja til krig"? Alle - paven, pavemodstanderne, kommunisterne og fascisterne - siger "nej til krig". Men hvad er alternativet til "nej til krig"? Det er navnlig den krig, der risikerer at bryde ud - og som De henviser til - om 15, 20, 25 eller 30 dage. Det lader til, at EU har stor succes, eftersom det endelig er lykkedes EU at blive enigt om noget konkret, nemlig - hvis jeg ikke tager fejl - om at bede om, at inspektørerne får et par uger mere. De skal have lidt mere tid, lidt flere penge, lidt flere midler og lidt mere støtte. Er der en anden strategi bagefter, nemlig

16 20 29/01/2003 når de 20 dage er gået? Hvilken målsætning foreslår Europa? Hvad er alternativet til den ødelæggelse, der hedder krig, efter Deres og vores mening? Der er et alternativ, og det er ikke fred, for freden eksisterer allerede i øjeblikket. "Lige nu er der ikke krig", siger De, og det samme siger min ven Jean-Marie Le Pen, for hvem værdier som frihed og grundlæggende menneskerettigheder ikke eksisterer. Det er hans personlige mening! Vi ved alle, hvad Jean-Marie siger, og hvilken betydning det kan tillægges. De kan tage af sted i fællesskab alle sammen. Jean-Marie besøgte Saddam sammen med Fini for 12, 13 eller 14 år siden, og nu kan De tage af sted i fællesskab alle sammen. Jeg kan godt se logikken i alt dette. Vi radikale har stillet et forslag. På fire dage har 66 lande sagt ja. I Italien er der hidtil 57 parlamentsmedlemmer, som har sagt ja. Halvdelen af dem er fra centrum-venstrefløjen og den anden halvdel fra centrum-højrefløjen, og bl.a. den tidligere ministerpræsident Andreotti og andre fremtrædende personer støtter dette forslag. Hvad er det, som vi siger, og hvad er det, som vi også gerne vil foreslå Dem? At alternativet hedder "demokrati", at alternativet hedder "ret" og "rettigheder", og at alternativet består i endelig at håndhæve den skrevne, internationale lovgivning - som er gældende, men som ikke håndhæves, sådan som det så ofte er tilfældet i vores land - nemlig den internationale lovgivning, hvor man alt i alt har identificeret en slags subjektiv ret til frihed og demokrati for folk, som lever i dette land, og med "dette land" mener vi hele verden. Vi har mulighed for at vælge, hvad EU ønsker, nemlig om der skal være krig eller ej, og om Saddam skal forlade Irak eller ej - for uanset hvad hr. Watson siger, bliver han ledsaget, når han forlader landet, og han får stort set en passerseddel lige til det sted, hvor han går i eksil, og jeg vil faktisk anbefale hr. Watson at læse traktaten om oprettelse af Den Internationale Straffedomstol, for så kan han se, at Saddam Hussein under alle omstændigheder ikke kan retsforfølges i den situation - men det, som vi må og skal gøre, er at huske, at FN og Sikkerhedsrådet har pligt til at gribe ind. Det gælder ikke om at skifte diktatoren ud, men om at skifte regimet ud. Det er en nødvendighed i dette område af verden, hvor den pistol, som på en god eller dårlig måde rettes mod Saddams tinding, nu giver ham mulighed for at vælge mellem at blive offer for et statskup, som hans nærmeste er ved at planlægge, skyde sig selv, begå selvmord i en bunker, dø under en massakre eller - sådan som det er sket med mange diktatorer - gå i eksil et andet sted. Det er vores forslag, og det er et alternativ til krig - hvilket jeg også har sagt til hr. Cohn-Bendit - nemlig en "overgangsadministration" - som jeg sætter i gåseøjne - under FN i 2-3 år, indtil de grundlæggende rettigheder er blevet indført i landet, og her kunne vi bruge Amartya Sens økonomiske teorier og andre metoder. Der har været overgangsadministrationer i Japan, i Tyskland og andre steder. Det skal være en overgangsadministration, der har til opgave at give borgerne i Irak og Mellemøsten de rettigheder tilbage, som man brutalt har frataget dem. Det er det forslag, som vi stiller, og så må de andre gerne hvile i fred. Jeg mener, at vi vælger noget andet, nemlig at leve i frihed efter lovens bestemmelser og skabe et liv, som er værd at leve, og som består af andet end en konstant angst for dødens terror Galeote Quecedo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg tilslutter mig den tilfredshed, som flere af talerne har givet udtryk for i forbindelse med Rådets (almindelige anliggender) konklusioner, og den ros, der er blevet givet til dem, der har deltaget i aftalen. Men vi har naturligvis større ambitioner, og derfor anmoder vi om, at arbejdet fortsætter med henblik på at opnå konsensus mellem især de fire repræsentanter, som EU i dag har i FN's Sikkerhedsråd, idet vi som minimum håber, at de fire vil optræde koordineret. Men efter min mening kræver denne konsensus som minimum to ting. Den første er ikke at offentliggøre ensidige holdninger, men at drøfte dem med vores partnere, og den anden er at være loyal - ikke medløbere - over for vores naturlige allierede. For selv om det forekommer åbenlyst, vil jeg gerne minde om, at den person, der i den aktuelle konflikt, som truer verdensfreden, som overtræder international ret, som bringer os i en situation, hvor der er en reel risiko for, at den internationale terrorisme får adgang til kemiske og bakteriologiske våben, er Saddam Hussein. Det er ikke nødvendigt at bryde hjernen for at konkludere, at det eneste sprog, den irakiske regering forstår, er fasthed fra det internationale samfunds side. Denne fasthed er ikke troværdig, hvis vi, som formanden for min gruppe så rigtig har sagt det, på forhånd siger, at vi under ingen omstændigheder, uanset hvad der sker, synes, at det er berettiget at bruge magt. Det er ikke pacifisme, det er demagogi og uansvarlighed. Hvis vi reelt ønsker at arbejde for freden, er det nødvendigt at handle beslutsomt over for krænkelsen af den internationale ret og de gentagne overtrædelse af FN's resolutioner. Vi mener, at EU skal blive ved med at udforske alle de politiske og diplomatiske veje til en fredelig løsning af konflikten sammen med, naturligvis, vores allierede, men også og i særdeleshed med vores venner blandt de arabiske nationer. Jeg minder her også om Den Arabiske Ligas og Golfstaternes Samarbejdsråds enstemmige opbakning til resolution 1441, for det er hverken en religiøs konflikt eller en konflikt mellem civilisationer - det ville i øvrigt være en god idé at benytte lejligheden til at relancere Euro-Middelhavs-forbindelserne. For at være troværdig skal EU være parat til at yde sit bidrag

17 29/01/ til at sikre og bevare den internationale fred og sikkerhed. Inspektørernes rapporter til Sikkerhedsrådet er kategoriske, hvad angår overtrædelsen af resolution De får hverken den hjælp, de har brug for til at udføre deres arbejde, eller beviser for, at masseødelæggelsesvåbnene er blevet fjernet, og alene muligheden for, at terrorgrupper kan være modtagere af denne type våben, burde få alarmklokkerne til at ringe hos det internationale samfund. Det irakiske styre har i dag fået en ny chance. Lad os håbe, at det udnytter den, og at vi alle undgår det, der er værre. Men hvis Iraks regering fortsat sidder de krav, der stilles til landet, overhørig, som det ikke blot har gjort i et par måneder, men siden april 1991, da resolution 687 blev vedtaget, er de demokratiske parlamenter som Europa-Parlamentet nødt til at kræve af deres regeringer, at de lever op til deres ansvar. Demokratiske og ansvarlige regeringer bør ikke træffe beslutninger på baggrund af meningsmålinger, som kan ændre sig, men skal informere den offentlige mening og gå ind i en politisk debat og forsvare de overordnede principper, som er på spil, f.eks. den internationale fred og sikkerhed, og ikke olieprisen. Med jævne mellemrum vurderer borgerne ved demokratiske valg, om regeringerne har truffet de rigtige beslutninger, og om de har haft de rigtige holdninger Van den Berg (PSE). - (NL) Hr. formand, 72 % af mine landsmænd er imod en krig i Irak. De har endnu ikke set et fældende bevis. De frygter befolkningens lidelser, den voksende kløft mellem Nord og Syd, som vil øge hadet blandt folk og blokere for demokratisering og løsninger i Mellemøsten. De frygter, at fundamentalister af alle mulige slags vil bruge eller misbruge lejligheden til at bestemme vores globale dagsorden, og det fører til det modsatte af verdensfred, stabilitet og retfærdighed. I en verden, hvor oliepriserne stiger, og hvor chancerne for fred mindskes, er det især udviklingslande uden olie, der er ofre. Kløften vil vokse. Den internationale koalition mod international terrorisme undergraves. Den, som forsøger at fordrive Saddam gennem krig uden fældende beviser, uden en FN-resolution og derfor uden offentlighedens støtte, undergraver den internationale retsorden. Europæerne er absolut ikke overbeviste. Derfor skal de europæiske medlemmer af FN's Sikkerhedsråd udøve maksimalt pres på Saddam, for at han besvarer hr. Blix' spørgsmål uden at begå den fejl at føre en ureglementeret og uhensigtsmæssig krig. Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Spanien skal lytte til deres befolkning og ikke til den fundamentalistiske Rice og Wolfowitz i kredsen omkring George Bush. Heldigvis har der været mange protester fra det amerikanske folk, og en lang række demokrater har afvist logikken i en uundgåelig krig. Vi søger forbundsfæller blandt den amerikanske befolkning, hvoraf et flertal afviser en ensidig krig. Vi afviser logikken i en uundgåelig krig. Diktatoren Saddam må frygte hele verdens vrede, men denne må sigte mod at få ham til at samarbejde fredeligt for at finde svar, ikke mod en ny Svinebugt- eller Tonkinepisode. Og hvis Bush endelig ville fremlægge de beviser, som han hele tiden lover os, og som også Blix indtrængende har anmodet om, er det ikke en grund til krig, men tværtimod til gennem FN at inspicere og derefter gribe problemerne an og fjerne dem. Et forenet Sikkerhedsråd skal tvinge Saddam i knæ, og det må vi tage den nødvendige tid til. Vi har tid, det har Saddam ikke. En krig uden fældende beviser eller uden en FN-resolution ville være et tegn på svaghed og give Saddam'erne i denne verden en hjælpende hånd. Lad os europæere gennem Dem, hr. Solana, de 15 medlemsstater og Sikkerhedsrådet bygge på vores europæiske befolkningers ønske om fred. Det vil virkelig være klogt! Nicholson of Winterbourne (ELDR). - (EN) Hr. formand, resolution 1441 er meget klar. Ifølge punkt 1 har Irak gjort sig skyldig i og gør sig fortsat skyldig i konkrete overtrædelser af sine forpligtelser i henhold til de relevante resolutioner, herunder resolution 687 fra Resolution 687 fra 1991 indeholder en detaljeret redegørelse for De Forenede Nationers krav om international overvågning, inspektion og verifikation af masseødelæggelsesvåben og ballistiske missiler. Den opstiller sanktioner, undtagen for forsyninger af lægemidler og humanitær bistand, for at sikre overholdelsen. Den indeholder et klart forbud mod at stå bag eller støtte terrorhandlinger. Den indeholder krav om udlevering af de kuwaitiske krigsfanger og kuwaitisk ejendom og advarsler om alvorlige konsekvenser i tilfælde af fortsat irakisk anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Irak har klart gjort sig skyldig i overtrædelser på alle disse områder. F.eks. støtter landet terrororganisationer såsom MKO (Mujahedin-e Khalq Organisation), der er opført på EU fortegnelse over forbudte terrororganisationer. Det uddanner, leverer våben til og udsender denne terrorgruppe og har gjort det i lang tid nu. Sandsynligvis vil vi også gennem krig i det nordlige Irak opdage forbindelser til al-qaedanetværket af internationale terrorister. For så vidt angår masseødelæggelsesvåben, har jeg under tidligere forhandlinger berettet om anvendelsen af sennepsgas i sumpene i 1996 og de ofre, jeg så. Hr. Brok, formand for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik, nævnte vores rejse til Iran, hvor vi talte med nogle få af de stakkels mennesker, der har lidt under følgerne af dette misbrug af masseødelæggelsesvåben, samtidig med at kuwaitiske krigsfanger fortsat holdes skjult, og ejendom stadig

18 22 29/01/2003 ikke er leveret tilbage. Til trods for disse krænkelser giver resolution 1441 Irak en sidste chance, en spinkel mulighed, som det øjensynlig ikke har til hensigt at udnytte. Resolution 1441 indeholder også en opfordring til at erkende og afhjælpe det irakiske folks lidelser. Der henvises i resolutionen til forlængelsen af den humanitære krise som følge af Iraks afvisning af at implementere bl.a. resolution 687. Hvad er følgerne? Millioner af flygtninge. Iran har båret den største byrde, Jordan har modtaget et stort antal og Syrien også kolossalt mange såvel som Tyrkiet, for ikke at nævne andre lande i regionen. Vi har et relativt begrænset antal i EU. Hundredtusinder, ja, men ikke de 4,5 millioner, der befinder sig i regionen. Disse flygtninge lever, andre er blevet torteret, dræbt eller fængslet og har ikke ytringsfrihed. Saddam er så absolut en fare i og uden for regionen, og for sit eget folk. Så længe han bliver ved magten, kan vi ikke få sikkerhed for, at han ikke igen vil bruge tre fjerdedele af landets bruttonationalprodukt på våben og købe nye våben til regionen for 15, 16, 17 milliarder dollars år efter år. Det er den trussel, han udgør for regionen, og han er i besiddelse af udstyr, som gør ham i stand til at sende disse masseødelæggelsesvåben ud over Iraks nationale grænser. Det overordnede mål for resolution 687 var at genskabe international fred og sikkerhed i regionen. Jeg mener, at De Forenede Nationer nu vil sikre, at vi når dette mål. Vi bør i fællesskab som Europæisk Union bakke op om disse bestræbelser Manisco (GUE/NGL). - (EN) Hr. formand, vi ønsker at få oplyst, hvad hr. Solana og hr. Patten gør for at omsætte deres tilkendegivelser om at undgå krig i praksis, ud over at bekræfte behovet for at afvæbne det forfærdelige irakiske styre og ud over formelt at sætte deres lid til, at Sikkerhedsrådet varetager denne opgave, eller have tillid til, at hr. Powell aflægger øjenvidneberetning om, at bin Laden har ligget i med Saddam Hussein. Problemet er, at beslutningen om at bombe Irak til et lighus, der er de døde uværdigt, er truffet for længe siden ved Potomac-floden. Folk overalt i verden har forstået dette og er vrede og i færd med at mobilisere sig imod det. Det er meget udmærket at henvise til De Forenede Nationers rolle. Men hvem, må jeg spørge, fordømmer denne rolle og erklærer hver dag, at krigen vil blive udløst med eller uden De Forenede Nationer, sandsynligvis den 6. marts 2003, uanset hvad Sikkerhedsrådet siger? Hvad angår konkrete beviser, ved vi ikke med sikkerhed, om denne blodige diktator stadig har disse forfærdelige våben, og det gør hr. Blix heller ikke. Det, USA kræver af Saddam Hussein, er dog ikke at bevise sin uskyld, men at forelægge beviser for sin skyld, eller selv at stikke hovedet i løkken for at lade sig hænge eller blive bombet i stumper og stykker. Hvis dette var en strafferetlig sag, ville den blive afvist af alle domstole i verden. Så med en omskrivning af hr. Solanas og hr. Pattens ord er der ganske meget tvetydighed, uklarhed og uudtalt vilje til at følge Washingtons krigsorienterede linje og blot håbe på, at De Forenede Nationer vil levere det ønskede figenblad. Det er, skal det sandsynligvis for sidste gang understreges, et udfordrende tidspunkt for Europa. Unionen bør påtage sig det moralske og rationelle initiativ og først og fremmest beskytte sig selv mod nogle af sine ledere Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. Solana, jeg synes, at det på dette forhandlingsstadie er vanskeligt ikke at gentage, hvad andre kolleger allerede har sagt. Jeg håber, at vi i morgen vil vedtage det fælles beslutningsforslag, som er stillet af flere politiske grupper, samt en række ændringsforslag. Jeg vil blot gerne gentage for Dem, at jeg, når jeg lytter til Dem og mine kolleger, mener, at et af udgangspunkterne for vores overvejelse er denne vilje, som støttes massivt af mange af vores borgere, til at modsætte sig en militær intervention, hvad enten den i øvrigt hviler på en FN-resolution eller ej. Jeg mener, at vi bør spørge os selv omhyggeligt, hvorfor der er en sådan modstand i de 15 EU-lande? Grundene er allerede delvist blevet nævnt. For det første er der ikke nogen afgørende fakta, som forklarer, hvorfor Irak skulle være mere farligt i dag end for to år siden. Jeg er alligevel forbavset over, at hr. Bush sådan med ét beslutter, at den 5. februar skal være den dato, hvor han vil kunne levere beviser, som han sandsynligvis har haft længe. Dernæst og uden at være antiamerikansk tror jeg, at de europæiske befolkninger vagt har noget imod, at det er én regering, der sætter emnerne for den internationale dagsorden, ligegyldigt hvor magtfuld den mener at være. Det er selvfølgelig derfor, og det er vi enige i, at vi ønsker at styrke FN, og at vi ønsker at styrke EU som aktør på den globale scene, men også for at sætte en ny dagsorden. I den forbindelse mener jeg, at min gruppeformand, hr. Cohn-Bendit, har været fremragende. Jeg mener, han har ret. Vi skal støtte andre prioriteter. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og det afhænger meget af de arabiske, persiske og tyrkiske samfund i området. Men vi har også en del af ansvaret. Jeg vil gerne til slut vende tilbage til spørgsmålet om embargoen. Embargoen støtter diktaturet. Den slår den irakiske befolkning ihjel. Jeg mener, at vi, som De sikkert allerede gør, bør tage alle mulige og tænkelige midler i brug for at fortælle de irakiske modstandere, at Saddam Hussein selvfølgelig skal svare på spørgsmålene fra FN's våbeninspektører, men at vi, hvis der skulle ske ændringer i Irak, kan hjælpe dem ved at ophæve embargoen, hvilket naturligvis udelukkende gælder ikke-militære varer. Jeg mener, at

19 29/01/ der bør lægges mere vægt på dette budskab, og at det skal formidles via de rette diplomatiske forbindelser Andrews (UEN). - (EN) Hr. formand, vi er alle enige om, at Saddam Hussein udgør en fare for sit eget folk. Men mange af de mennesker, der protesterer i EU og over hele verden og tager til orde, anser George W. Bush for at være en trussel, ikke for sit eget folk, men snarere for verden som helhed. Der er efter min opfattelse eller modstandernes opfattelse ingen begrundelse for denne krig. Jeg gentager, at der ikke findes nogen form for bevis for en forbindelse mellem al-qaeda og Irak. Washingtons påstande er baseret på al-qaeda-fanger i Guantanamo Bay. Vi er alle bekendt med, hvad disse fanger gennemgår. Der har ikke på noget tidspunkt været tvivl i mit sind om, at USA har tilstræbt en krig mod Irak. Det faktum, at 1,7 millioner indbyggere er døde som følge af sanktioner og bombninger siden Golfkrigen, får en til at overveje, hvor meget en tønde olie er værd. For det er ikke til at tage fejl af, at denne krig handler om olie. USA bedyrer, at efter krigen vil oliereserverne udelukkende blive anvendt til genopbygningen af Irak. Og det ønsker hr. Bush, vi skal tro på! Vi kan bare se på USA's bidrag til genopbygningen af Afghanistan. Det er EU, der tager sig af den regning. Det afghanske samfund er mere splittet end nogensinde. Efter min opfattelse er De Forenede Nationers Sikkerhedsråds primære opgave ifølge FN-chartret at opretholde international fred og sikkerhed. Uden FN's Sikkerhedsråds godkendelse vil denne krig være i modstrid med folkeretten, ikke have nogen legitimitet og være moralsk uacceptabel. Over 80 % af europæerne er imod en krig mod Irak. Ikke desto mindre ignoreres de af de amerikanske og britiske ledere, der har travlt med at sende tropper af sted som forberedelse af krigen. Så meget for demokratiet. Jeg tror, at efter Irak vil amerikanerne gå videre til Iran og andre elementer på "ondskabens akse". En sand kulturkrig. Må Gud se i nåde til os alle! Coûteaux (EDD). - (FR) Hr. formand, der er i grunden ikke noget forbavsende ved den nuværende situation. Det er næppe forbavsende, at USA har, hvad man kunne kalde et behov for krig, ganske enkelt fordi imperier kun kan eksistere gennem og i krigen. Det er næppe heller forbavsende, at de har behov for at finde på påskud. Ej heller, at Europa på den anden side er latterligt splittet. Eller at Frankrig såvel i Europa som i resten af verden er symbolet på modstand mod den imperialistiske terrorisme. Selvfølgelig ved vi, at imperiet har brug for krig, som alle andre imperier siden tidernes morgen: krig i Kosovo i 1999, i Afghanistan i 2001, i Irak i dag og måske snart, for øvrigt, i Côte d'ivoire - hvor det fører krig mod Frankrig via et tredjeland. Det har brug for krig af forskellige årsager, olieinteresser selvfølgelig, fordi denne olie er så nødvendig for oliekonsortiet Bush, men også økonomiske årsager. Den amerikanske økonomi står afventende, får vi at vide fra alle sider, og denne situation er afgjort dårlig for væksten. I denne infernalske orden sker et opsving på bekostning af nogle hundredtusinde døde. Og igen er der intet, der forbavser os længere. Det forbavser os heller ikke, at Washington føler denne pauvre trang til at maskere sine forbrydelser. Det, der til gengæld forbavser os, er, at vi stadig tager dem alvorligt. Argumentet med masseødelæggelsesvåbnene, som vi ikke har det mindste bevis på, holder ikke og har ikke holdt længe i offentlighedens øjne i langt den største del af verden. Og i tilfælde af at man skulle beskylde os for antiamerikanisme, vil jeg gøre opmærksom på, hvad Scott Ritter, amerikansk statsborger og medlem af den første FN-inspektion, som blev afbrudt i 1998 af en første, anden eller tredje amerikansk krig, skrev. Han skrev ganske enkelt, at Saddam Hussein ikke kan have bevaret den mindste smule brugbart kemisk våbenprogram efter den første FN-inspektion. Jeg har ikke tid til at komme nærmere ind på de andre punkter, men det forbavser os heller ikke, at Europa er splittet. Nogle af medlemslandene føler sig mere som medlemmer af De Forenede Staters føderation end af EU, som f.eks. Storbritannien, som man til sidst må spørge sig selv hvad laver i EU, men de er jo ikke alene om det. Og så er der andre, som Frankrig, der bevarer tanken om en verden opdelt i nationer. Det er ikke forbavsende, at Frankrig forbliver et symbol på modstanden mod den imperialistiske rasen, for det er Frankrigs tusindårskald, og langt størstedelen af den franske befolkning står i dag sammensvejset bag deres præsident for republikken for at gennemføre denne flere hundrede år gamle opgave Souchet (NI). - (FR) Hr. formand, vi ved alle, at pacifismen ofte har været fredens værste modstander. Vi husker alle sammen München. Indtil videre er det dog sådan, at vi efter våbeninspektørernes redegørelse må konstatere, at vi ikke fra Iraks side har mødt nogen klar modstand mod gennemførelsen af resolution Medmindre der kommer nogle helt nye elementer ind i billedet, og det må vi se, om den amerikanske udenrigsminister er i stand til at bibringe os, er der således intet, der for indeværende retfærdiggør, at Sikkerhedsrådet vedtager en ny resolution, der tillader, at man iværksætter en militæroperation imod Baghdad. For at kunne retfærdiggøre, at det internationale samfund går over til anden fase af sin plan, burde bevismidlerne være på højde med alvoren i beskyldningerne. Men indtil videre er der ikke fremlagt noget som helst bevis, selv om der fortsat er store uafdækkede områder. I en sådan kontekst ville det at udløse en krig ved at omgå Sikkerhedsrådet imod en stat, som i dag ser ud

20 24 29/01/2003 til at rette sig efter det internationale samfunds beslutninger, helt sikkert få nogle virkninger, der er i modstrid med de tilstræbte. Ved at bringe Saddam Hussein i den paradoksale position som forfulgt uskyldighed i den tredje verdens øjne ville han uundgåeligt udløse den islamiske terrorisme, som vi netop har påtaget os at udrydde. Under de nuværende omstændigheder, hr. formand, ville medicinen være værre end ondet Morillon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, dagens forhandling er sandsynligvis den vigtigste af alle dem, som jeg har haft den ære at deltage i, siden jeg trådte ind i Europa-Parlamentet. I mine øjne gælder det selve EU's fremtid med dets legitime ambitioner om at indtage den plads på den internationale scene, som man forventer af EU verden over. Et Europa, der er allieret med USA for at forsvare vores fælles værdier, men som ikke nødvendigvis er enigt i alle USA's holdninger. Vi ved, at for at gøre dette, og det arbejder vi uafladeligt på i Europa-Parlamentet såvel som i konventet, skal Europa kunne tale med én fælles stemme. Men det, vi kan konstatere, er, at stemmerne i dag i Irak-spørgsmålet stadig er delte mellem dem, der er imod enhver form for trussel eller militæraktion, dem, der står ved amerikanernes side og synes fast besluttet på i de kommende dage at overgå til en militæraktion, og dem, blandt hvem jeg befinder mig, nemlig flertallet af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, som kræver, at man kun beslutter sig for krig, såfremt alle diplomatiske muligheder er udtømte for at få Saddam Hussein til at give efter og tvinge ham til at opgive alle sine planer om at udvikle og producere masseødelæggelsesvåben. Til dem, der afviser enhver tanke om en militæraktion, og til dem, der siger "aldrig mere krig", vil jeg gerne sige, at jeg respekterer deres storsindede engagement, selv om jeg ikke deler deres fredhellige vision om en totalt afvæbnet verden, hvor en universel fred kunne sænke sig, og hvor al vold kunne få en ende, og ikke blot på grund af frygten for straf. Dem vil jeg minde om den ulykkelige erfaring fra Kosovo, hvor Europa ikke var i stand til at tvinge Milosevic til at standse sin etniske udrensningspolitik, fordi diktatoren, som altid havde været klar over, hvor alt for langt han kunne gå, ikke troede på EU's politiske vilje eller evne til at iværksætte den gennem alliancen. I dag er alle enige om at dømme Saddam Hussein, ikke blot på grund af den risiko, han udgør i forbindelse med den internationale terrorisme ved at producere og sprede masseødelæggelsesvåben, men også på grund af det grusomme regime, han udsætter sit folk for. Vi mener i lighed med FN's Sikkerhedsråd, at han skal have at vide, at han ikke længere kan komme med udflugter, og at han nu i de kommende dage skal fremlægge bevis på, at han har resigneret og er besluttet på at afruste, og at han i modsat fald får en krig og ikke har nogen som helst chance for at vinde den. Til de af mine kolleger, som er besluttet på at tage til Irak for at overbringe et andet budskab og garantere, at der aldrig bliver krig, siger jeg således med en vis højtidelighed, at De skal passe på, at De ikke selv, når De støtter ham i en alt-eller-intet-strategi, er ansvarlige for, at det internationale samfund måske ikke har anden løsning end at tvinge sin igennem mange år erklærede vilje igennem med våben. Jeg vender mig nu mod alle dem, der mener, at alle elementer er til stede for at tillade en øjeblikkelig udløsning af en væbnet aktion, uden at der overhovedet er brug for en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd, og jeg siger dem: Offentligheden følger Dem ikke i denne sag, for den kræver et bevis på, at aktionen er uomgængelig, og en garanti for, at den bliver gennemført i henhold til og til forsvar af international ret. Colin Powell skal fremlægge disse beviser for Sikkerhedsrådet, og en delegation fra Europa-Parlamentet rejser mandag til New York for at undersøge sagen med al den omhu, den fortjener. Hvis vi får beviserne, tvivler jeg ikke på, at FN's Sikkerhedsråd vil drage de nødvendige konklusioner. Men hvis beviserne endnu ikke er tilstrækkelige, skal vi give FN's våbeninspektører den tid, de har brug for til endnu en gang at forsøge at undgå krigen. Det er formålet med vores politiske gruppes forslag til beslutning og det fælles forslag til beslutning, som vil blive stillet i morgen. Men De forstår, efter hvad jeg netop har fortalt, at vi på ingen måde kan give indtryk af, at vi afviser enhver tanke om en militær aktion. Det ville være fuldstændigt kontraproduktivt, og derfor har vi stillet flere ændringsforslag til forslaget til fælles beslutning, hvoraf det vigtigste omhandler den nuværende udformning af dets artikel 3, som af nogle kunne fortolkes i den retning. Eftersom jeg ligesom flertallet af mine kolleger tror på betydningen af det fælles forslag til beslutning, som skal vise verden, at der i det mindste i Europa-Parlamentet ikke er nogen afvigende stemmer, håber jeg inderligt på, at denne beslutning under hensyntagen til vores ændringsforslag vil være i stand til at samle stemmer til et så stort flertal som muligt Soares (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, ærede medlemmer, jeg vil naturligvis stemme for den beslutning, som flere af Parlamentets politiske grupper er nået til enighed om. Det er det kompromis, der har været muligt, men som jeg dog ikke synes er særlig godt. Doktrinen om forebyggende krig til forsvar for USA's vitale interesser er uacceptabel. Paven har sagt det og har følt sig foranlediget til at fordømme den, fordi den er i modstrid med folkeretten og FN's charter. Det er derfor en doktrin, som Europa-Parlamentet eksplicit burde have udtrykt sin kritik og afvisning af.