Substantiviske leksikaliseringsmønstre i Ikeas danske og italienske onlinekataloger

Transkript

1 Substantiviske leksikaliseringsmønstre i Ikeas danske og italienske onlinekataloger - en analyse med udgangspunkt i endo- og exocentrisk sprogtypologi. Lise Hinke Guldberg Cand. ling. merc. Erhvervssprog og International Erhvervskommunikation Copenhagen Business School, januar 2013 Vejleder: Iørn Korzen Department of International Business Communication Antal normalsider eksl. abstract, figurer, noter og bilag: 64 Antal typeenheder:

2 Indholdsfortegnelse Riassunto in italiano... 3 Kapitel 1: Indledning Indledning Emneafgræsning Problemformulering Formål Specialets opbygning... 7 Kapitel 2: Sproget som forskningsobjekt Strukturalisme Saussure Hjelmslev Sapir/Whorf- hypotesen Kognitivisme Kapitel 3: Faglitteratur Kommunikationsmodellen Leksikalsk sprogtypologi Semantisk indhold Prototypeteori og specificeringsniveauer Orddannelse Oversættelsesaspektet Kapitel 4: Empirisk metode og empiri Kapitel 5: Analyse Specificeringsniveau Kategorien stol Kategorien bord Kategorien glas Kategorien lampe Kategorien stel og stativ Kategorien tæppe Semantisk indhold Uafhængige leksemer Derivater Komposita Attributiver Orddannelse Kapitel 6: Diskussion og vurdering Specificeringsgrad Semantisk indhold Orddannelse Oversættelsesaspektet Vurdering Kapitel 7: Konklusion Bibliografi Bilag

3 Riassunto in italiano Lessicalizzazione sostantivale nei cataloghi online d ikea.dk e ikea.it - un analisi partendo dalla tipologia lessicale di endo- ed esocentria. Il punto di partenza di questa tesi è la teoria di una distinzione fra lingue endocentriche e lingue esocentriche tra cui esistono grandi differenze tipologiche. Secondo il cosiddetto modello di comunicazione di Korzen (2003), tutte le lingue sono costituite da tre strutture o livelli: lingua, testo e contesto. Il primo livello è il sistema linguistico, cioè i lessemi e la morfologia. I lessemi formano delle frasi che diventano un testo, che occorre in un certo contesto. Il modello mostra che i lessemi influenzano il resto della lingua. La teoria di lingue endocentriche e lingue esocentriche è una tipologia basata sul sistema lessicale, che risulta molto interessante da analizzare, poiché le differenze trovate nella lessicalizzazione delle due lingue si riflettono su tutti i livelli della lingua. Le lingue germaniche, tra cui il danese, sono di tipo endocentrico e sono caratterizzate da verbi specifici e concreti. I sostantivi invece, sono generali e astratti. Questo vuol dire che la maggior parte dell informazione semantica si trova nel verbo, ovvero, nel centro della frase. Le lingue romanze, tra cui l italiano, sono del tipo opposto, cioè quello esocentrico, in cui l informazione si concentra nei sostantivi concreti e specifici che formano la parte non- centrale della frase, mentre i verbi sono astratti e generali. Nella presente tesi vengono analizzate le differenze tra il lessico danese e italiano in un caso concreto: il catalogo online di ikea.dk e ikea.it. Il materiale empirico consiste in descrizioni dei prodotti nelle due varianti del catalogo, e per questo motivo, l analisi è concentrata sul sistema nominale ed è diviso in tre parti. Nella prima parte, viene analizzato a quale livello di specificità si trovano i sostantivi e sintagmi da ikea.dk e ikea.it. Secondo la teoria, i nomi danesi sono sottospecificati e si trovano su un livello superiore e più generale rispetto ai nomi italiani, che sono più specificati. Si parla 3

4 di iperonomia e iponomia. L analisi rivela che sia i nomi danesi che i nomi italiani, nel materiale empirico sono più specifici della normale tendenza. La seconda parte dell analisi si concentra sui tratti semantici lessicalizzati nei sostantivi e sintagmi dell empiria. Il tratto semantico principalmente lessicalizzato nel sistema nominale e nei lessemi semplici danesi è la loro funzione, mentre quello principale dei lessemi italiani è la loro configurazione. L analisi dimostra quali tratti sono aggiunti nella lessicalizzazione secondaria. La terza e ultima parte dell analisi, tratta del modo in cui questa lessicalizzazione secondaria viene eseguita. La tendenza in danese, è quella di costruire composizioni con l iperonimo generale per ottenere un iponimo più specifico. In italiano invece, è di solito la derivazione con l uso di prefissi e suffissi. Oppure la creazione di composizioni con una preposizione. Nel materiale empirico i nomi danesi seguono il modello, mentre nel caso italiano è presente una maggioranza di composizioni. 4

5 Kapitel 1: Indledning 1.1 Indledning Strukturalismens grundlægger, Ferdinand de Saussure, var den første teoretiker, der formulerede, at ord både har en udtryks- og en indholdsside. Udtrykssiden viser sig i de konkrete sprogtegn, vi bruger, mens indholdssiden tilkendegiver, hvad vi rent faktisk forstår ved ordet. Teorien er interessant, når man arbejder kontrastivt med sprog. Den danske sprogteoretiker Louis Hjelmslev illustrerede i en kendt figur, hvordan ord, der på et sprog gensidigt afgrænser hinanden, på et andet sprog afgrænses anderledes. Hjelmslev arbejdede desuden med sprogtypologier, hvormed verdens sprog kan klassificeres efter forskellige kriterier. Jeg vil i denne afhandling tage udgangspunkt i en leksikalsk sprogtypologi, der er baseret på teorien om, at de germanske og romanske sprog på leksikalsk niveau adskiller sig systematisk fra hinanden. De germanske sprog er endocentriske, idet man finder hovedparten af det semantiske indhold i sætningens centrum, nemlig i verberne. De romanske sprog er derimod exocentriske, fordi det er uden for sætningens centrum, dvs. i substantiverne, at man finder flest semantiske træk. Teorien påviser, at disse forskelle i leksikaliseringsmønstre afspejler sig i sætnings- og tekststrukturering. Jeg analyserer et udvalg af produktbeskrivelser fra den verdensomspændende møbelkæde Ikeas danske og italienske onlinekataloger. Empirien udgøres således af substantiviske leksemer og syntagmer. Med afsæt i Korzen, Herslund og Barons redegørelser for leksikaliseringmønstrene i endo- og exocentriske sprog, analyserer jeg først hvor specificerede de benyttede substantiver er på dansk og italiensk. Dette gøres ud fra teorien om, at dansk benytter hyperonymer, men italiensk er præget af uafhængige leksemer. Dernæst annoterer jeg, vha. Pustejovskys qualier og Buch- Kromann et al s semantiske roller, produktbeskrivelserne, for derved at afdække deres semantiske indhold. Ifølge teorien, leksikaliseres der i de endocentriske substantiviske basisleksemer trækket [funktion], mens der i de exocentriske leksikaliseres trækket [konfiguration]. Desuden danner man på dansk hovedsageligt nye ord ved komposition med hyperonymet, mens man på italiensk i højere grad benytter derivation. Hvorvidt dette også afspejles i empirien, vil jeg ligeledes inddrage i min analyse. 5

6 1.2 Emneafgræsning Jeg arbejder inden for teorien om endo- og exocentrisk sprogtypologi med afgrænsning til det leksikalske system, samt derivation og komposition inden for det morfologiske system. Jeg berører ikke fleksion. Fokus er på dansk og italiensk med afstikkere til germansk og romansk generelt. Inden for det leksikalske system afgrænser jeg til nominalsystemet. Jeg arbejder med specificering, semantisk indhold og orddannelse. I forhold til semantisk indhold afgrænser jeg mig til de træk, der præsenteres i teorien om endo- og exocentri, samt de betydningskomponenter, der bruges til at beskrive modifikatorer i sammensatte substantiver mm. Den kognitive semantik berøres kun perifert, og empirien vil ikke blive analyseret som mentale repræsentationer (Bazzanella, 2008: 68). Mit empiriske materiale stammer fra Ikeas danske og italienske onlinekataloger, der er oversat fra et fælles engelsk udgangspunkt. Jeg vil helt kort komme ind på, hvorfor dette kan have betydning for den sprogbrug, der ses i de danske og italienske kataloger. Udover dette vil jeg ikke beskæftige mig med oversættelsesaspektet. 1.3 Problemformulering Med udgangspunkt i teorien om den endo- og exocentriske sprogtypologi vil jeg analysere brugen af substantivleksemer i produktbeskrivelserne i den danske og italienske version af Ikeas onlinekataloger. Dernæst vil jeg vurdere, hvorvidt denne sprogbrug afviger fra de leksikaliseringsmønstre, der kendetegner dansk og italiensk i et endo- og exocentrisk perspektiv. Analysen er opdelt i tre afsnit med hver sin vinkel på det empiriske materiale: a) Specificeringsniveau b) Semantisk indhold c) Orddannelse 6

7 1.4 Formål Ud fra et kommercielt synspunkt er det essentielt for en international virksomhed som Ikea, at deres produktbeskrivelser er i overensstemmelse med de sproglige normer på de sprog, som onlinekatalogerne præsenteres på. Ikea skal have umiddelbar appel til en kundegruppe, der spreder sig over mange segmenter. Appellen skabes dels gennem en funktionel hjemmeside med et indbydende layout, og dels gennem umarkeret oversættelse af de engelske produktbeskrivelser. Formålet med undersøgelsen er at finde ud af, hvordan en virksomhed i praksis håndterer de leksikalske forskelle på dansk og italiensk og hvordan denne praksis forholder sig til de leksikaliseringsmønstre, der præsenteres i teorien om endo- og exocentriske sprog. 1.5 Specialets opbygning Figur 1 viser hvordan jeg vil strukturere min præsentation af teorigrundlaget. De overordnede paradigmer: Strukturalisme, lingvistisk semantik, kognitivisme Germanske og romanske sprog: endo- og exocentrisk sprogtypologi Nominalsystemet: leksikon, morfologi og syntax* Figur 1 Artefakter: prototypeteori og qualiastruktur *) Syntax inddrages kun i forbindelse med attributive syntagmer i empirien. Sætnings- og tekstsyntax ligger udenfor denne afhandlings område. Indledningsvis vil jeg i kapitel 2 kort redegøre for sproget som forskningsobjekt. Jeg vil berøre de elementer af strukturalismen, som har dannet grundlag for den videre udvikling af 7

8 lingvistikken. Helt kort redegør jeg desuden for kognitivismen og dens kritik af den strukturalistiske tankegang. Dernæst vil jeg i kapitel 3 præsentere kommunikationsmodellen og redegøre for de leksikaliseringsmønstre, der kendetegner hhv. endo- og exocentriske sprog med særligt fokus på nominalsystemet. Endvidere redegør jeg for analyse vha. semantiske roller, prototypeteori og specificeringsniveauer. Som afslutning på dette kapitel præsenteres nogle af de mulige måder, hvorpå der kan dannes nye ord på dansk og italiensk. I kapitel 4 introduceres min metodiske tilgang til empirien og det empiriske grundlag. Kapitel 5 indeholder min analyse, som er opdelt i tre afsnit, der hver beskæftiger sig med specificeringsniveau, semantisk indhold og orddannelse. I kapitel 6 diskuterer og vurderer jeg analysens resultater i relation til mit teorigrundlag og kapitel 7 indeholder min konklusion. 8

9 Kapitel 2: Sproget som forskningsobjekt Interessen for sprog som genstand for forskning, er forholdsvis ny, og jeg vil i det følgende introducere nogle hovedtræk fra de dominerende retninger indenfor sprogforskningen. 2.1 Strukturalisme Saussure Med Cours de linguistique générale grundlagde Ferdinand de Saussure i 1916 den strukturelle lingvistik (Kjørup, 2008: 137), der i 1960 erne slog an og siden har dannet grundlag for lingvistisk forskning. Jeg vil i det følgende opridse de hovedtræk i strukturalismen, der er relevante for denne afhandling. Saussure anser sprog som et system af tegn, og ikke som noget naturligt udviklet. Tidligere har man i lingvistikken ikke interesseret sig for sprogets betydning, forstået som det ordene i sig selv betyder, for det var jo blot resultat af en naturlig udvikling (Spang- Hanssen, 2000: bind 18: 199). Man anskuede f.eks. substantiver som udtryk for de konkrete, substantielle ting i verden (ibid: bind 17: 95). Det banebrydende i Saussures teorier er den opdeling af sproget, han opererer med. De tegn, som sproget består af, har ifølge Saussure både en indholdsside og en udtryksside, der er henholdsvis tegnets betydning i sig selv og tegnets lyd (Kjørup, 2008: 51). Relationen mellem disse to dele af tegnet er arbitrær - sproget er altså en konstruktion 1. Han opstiller en model, der illustrerer denne skelnen: Figur 2 1 Et eksempel på en ikke- arbitrær relation mellem udtryk og indhold er onomatopoetika. 2 Benjamin Lee Whorf var elev af Edward Sapir. 3 Wittgensteins hovedværk Philosophical Investigations (1953) udgives posthumt. 9

10 (Modellen er egen tilvirkning inspireret af figur i Spang- Hanssen, 2000: bind 16: 609 og oversættelse af de franske betegnelser fra Kjørup, 2008: 51.) Da termen reference i lingvistisk sammenhæng ofte benævner syntaktiske sammenhænge såsom anaforiske henvisninger, vælger jeg i denne afhandling at kalde forholdet mellem tegn og genstand for denotation (Korzen, 2000: 164). Netop fordi sammenhængen mellem udtryk og indhold er konstrueret, kan et tegns betydning ikke forklares ved at pege på genstanden i den virkelige verden. Tegnet skal sættes i relation til andre tegn, det skal altså sættes ind i sprogsystemet for at dets værdi kan bestemmes (Spang- Hanssen, 2000: bind 18: 199). Overordnet opdeler Saussure sproget i langue og parole, der henviser til henholdsvis det abstrakte sprogsystem og den konkrete sprogbrug (Spang- Hanssen, 2000: bind 16: 609). Denne distinktion bliver gennemgående for eftertidens lingvistik. Strukturalisterne fokuserer på systemets indre struktur og interesserer sig ikke for ydre forhold (Spang- Hanssen, bind 18: 199) Hjelmslev Danske Louis Hjelmslevs arbejder ligger i forlængelse af Saussures, og han betragtes som en af Saussures vigtigste arvtagere (Kjørup, 2008: 52). Hjelmslev opstiller en række danske pendanter (ibid: 51) til Saussures begreber og er med sine studier bl.a. genetisk og typologisk sprogslægtsskab af en væsentlig bidragsyder til lingvistikken, som vi kender den i dag. Figurerne herunder viser, hvordan dansk og italiensk indordner sig i et genetisk sprogslægtsskab. Figur 3 (Durst- Andersen, 2003: 260) 10

11 Dansk og italiensk er begge knyttet til den indoeuropæiske sprogæt, men tilhører forskellige sprogfamilier, henholdsvis den germanske og den romanske. Den germanske sprogfamilie består af den vestgermanske sprogstamme og den skandinaviske sprogstamme, hvor dansk og svensk udgør den østnordiske gren, mens norsk, islandsk og færøsk udgør den vestnordiske gren. Den romanske sprogfamilie består af den sardiske, den østromanske og den vestromanske sprogstamme. Nedenstående figur indeholder for overblikkets skyld ikke samtlige sprogstammers indhold. Figur 4 (frit efter Durst- Andersen 2003: 260, ) Udover, at indordne sprog som en del af et genetisk slægtsskab, taler Hjelmslev også om det typologiske slægtsskab, der eksisterer mellem sprog, som deler bygningstræk (Hjelmslev, 1963:13). Hjelmslev er ikke ophavsmand til disse typologier, og jeg vil her blot nævne de forskellige kriterier, hvormed man kan inddele sprog i type. Dette gøres for at have noget at placere den leksikalske sprogtypologi, der er hovedomdrejningspunktet i denne afhandling, i forhold til. Den klassiske inddeling af sprog efter type, er baseret på morfologi, og man opdeler således verdens sprog i tre hovedtyper: de isolerende sprog, hvor hvert ord svarer til et morfem, som 11

12 det ses på f.eks. kinesisk. Dernæst de agglutinerende sprog, hvor endelser, der hver især udtrykker tal og kasus bygges på roden, som på tyrkisk. Og til sidst de flekterende sprog, hvor endelserne smelter sammen til en, som på latin (Korzen & Lundquist, 2005: 13). Moderne vesteuropæiske sprog er hybrider, der udviser både isolerende, flekterende og agglutinerende træk (Baron, 2002: 1), og denne inddeling egner sig derfor ikke til at klassificere romanske og germanske sprog i forhold til hinanden. Ud over at inddele efter morfologisk opbygning kan man kategorisere sprog efter deres morfosyntaks, dvs. ordstilling. Her er det igen svært at kategorisere germanske og romanske sprog som værende den ene eller anden type idet det typologisk set er meget blandede (Korzen & Lundquist, 2005: 14) På et syntaktisk niveau inddeles sprog som nominativ- akkusativ- sprog, ergative sprog og inaktiv- sprog, hvor størstedelen af de europæiske sprog hører til førstnævnte (Baron, 2002: 1). Som Baron påpeger egner de ovenstående typologier sig ikke til at beskrive forskelle mellem sprog, der rent genetisk er nært beslægtede, som tilfældet er det med de romanske og germanske sprogfamilier. De ligner ganske enkelt hinanden for meget på morfologisk og syntaktisk niveau. Bevæger man sig derimod ned på leksikalsk niveau, vil man opdage nogle systematiske forskelle mellem de to sprogfamilier. Det er disse forskelle, der er udgangspunktet for teorien om germanske sprog som endocentriske og romanske sprog som exocentriske, hvilket jeg vil komme nærmere ind på i næste kapitel. Hjelmslev har endvidere opstillet en model, der er væsentlig i relation til problemfeltet i denne afhandling. Modellen illustrerer, hvordan sprogtegn, der denoterer samme referent, på forskellige sprog har mere eller mindre overlappende indholdssider. Tegnenes udtrykssider er selvsagt forskellige. Man taler for eksempel i forbindelse med oversættelse om, at en ækvivalent indholdsmæssig oversættelse kan være udtryksmæssigt helt anderledes (Korzen & Lundquist, 2005: 10). Jeg vender tilbage til modellen i kapitel 3 i afsnittet om leksikalsk sprogtypologi. 12

13 2.1.3 Sapir/Whorf- hypotesen Hovedpointen i Sapir/Whorf- hypotesen er, at den måde vi tænker på, er styret af vores modersmål. Hypotesen, som faktisk ikke blev formuleret som en egentlig hypotese af Sapir og Whorf selv 2, men først efterfølgende er blevet kendt som en sådan, udspringer af den strukturalistiske tankegang om, at sproget strukturerer verden. Whorf talte om det lingvistiske relativitetsprincip: ( ) users of markedly different grammars are pointed by their grammars toward different types of observations and different evaluations of externally similar acts of observation, and hence are not equivalent as observers but must arrive at somewhat different views of the world (Whorf, 1956: 221) Sapir formulerer det således: The fact of the matter is that the real world is to a large extent unconsciously build up around the language patterns of the group (ibid: 134) Det er altså via sproget, at vi strukturerer og kategoriserer verden, dvs. referenterne. Og da der eksisterer mange forskellige sprogsystemer, er der ifølge strukturalisterne ligeså mange forskellige struktureringer af verden (Laursen, 1991: 9). I denne afhandlings øjemed er Sapir/Whorf- hypotesen interessant. Det skyldes at der, som det fremgår af kapitel 3, hersker systematiske forskelle mellem de germanske og de romanske sprog. Forskellene viser, at de to sprogsystemer har forskelligt fokus, hvad angår de træk, der kodes i sprogenes leksikon. 2.2 Kognitivisme I den strukturalistiske tankegang kan man ud fra sprogsystemet alene bestemme et sprogtegns indhold, altså dets betydning. Filosoffen Ludwig Wittgenstein kritiserer denne ensidige forståelse af betydning 3. Han mener, at man ikke kan fastlægge et tegns betydning - 2 Benjamin Lee Whorf var elev af Edward Sapir. 3 Wittgensteins hovedværk Philosophical Investigations (1953) udgives posthumt. 13

14 det er først, når sprogtegnet bruges og optræder i en sammenhæng, at betydningen bliver klar (Johnson- Laird, 1988: 106). Med fremkomsten af den kognitive semantik i midt 70 erne sker et paradigmeskift i forhold til strukturalismen (Laursen, 1991: 2). Den kognitive semantik bygger videre på Wittgensteins kritik og tilføjer erfarings- og begrebsramme som et vigtigt element i tolkningen af ords betydning. Kognitivisterne mener, at ord i sig selv ingen betydning har de skal blot aktivere det begreb, som ordet peger på. Hvor strukturalisterne mener, at ordene denoterer referenter, altså genstande i den virkelige verden, så mener kognitivisterne, at ordene peger på begreber, ved at aktivere en mental repræsentation. Sproget er altså i kognitivistisk tankegang blot et system af tomme tegn med en udtryksside, men ingen iboende indholdsside. Indholdssiden aktiveres nemlig i sprogbrugerens hjerne og er dermed stærkt subjektiv, idet hver sprogbruger har forskellige mentale repræsentationer af de begreber, som sprogtegnenes udtryksside aktiverer (Laursen, 1991: 8). Sproget peger ifølge kognitivisterne altså på mentale repræsentationer af den virkelige verden og ikke på selve genstandene. Disse mentale repræsentationer er resultatet af vores erfaringer (Bazzanella, 2008: 68). Kognitivisterne mener at verden i sig selv er ordnet i kategorier i modsætning til srtrukturalisterne, der jo som nævnt, mener at det er sproget der skaber strukturen. Denne anskuelse er interessant i forhold til teorien om prototyper, jeg som nævnt vil vende tilbage til i kapitel 3. 14

15 Kapitel 3: Faglitteratur 3.1 Kommunikationsmodellen Kommunikationsmodellen (Korzen, 2003: 98) er et godt udgangspunkt for en lingvistisk analyse, idet den med en funktionel tredeling illustrerer, hvordan sprog er opbygget af forskellige strukturer, der hænger sammen og påvirker hinanden fra inderste til yderste niveau. Korzen (2003) viser med kommunikationsmodellen, hvordan sprogets tre niveauer; I: ord, II: tekst og III: kontekst hænger sammen som kinesiske æsker med ordene som de mindste enheder. Figur 5 (Korzen 2003: 98) I A: leksikon I B: morfologi II A: syntaks II B: tekststruktur III A: konkret kommunikationssituation III B: generel baggrund (historie, kultur, traditioner) 15

16 Kommunikationsmodellens inderste niveau har med leksikon og leksikalisering at gøre, dvs. den semantiske opbygning af basisleksemer (Korzen & Lundquist: 2005: 10). Sprogets mindste betydningsbærende bestanddele er morfemerne, der ifølge den strukturelle lingvistik dækker over både grammatiske og leksikalske morfemer. Disse udgør hhv. lukkede og åbne ordklasser, hvoraf de åbne uden videre kan udvides (Talmy, 2003: 295). De leksikalske morfemer leksemerne udgøres af åbne ordklasser, nemlig verber, substantiver, adjektiver og adverbier (Laursen, 1991: 5). Et leksem defineres af Cristofoli & Korzen som en leksikalsk enhed og angives i sin ubøjede form, roden (1998: 7). Basisleksemerne kaldes også simpleksleksemer eller grundleksemer, og dækker over usammensatte, ikke- afledte, ubøjede leksemer. Basisleksemerne udgør et grundordforråd, sprogets leksikalske rygrad, der ikke fornyes, men danner basis for resten af sprogsystemet og dermed sprogbrugen, altså de konkrete sproghandlinger (Korzen & Lundquist, 2005, 20). Ud fra basisleksemerne kan man sammensætte eller aflede andre leksemer, der har et andet eller et mere præcist betydningsindhold, hvilket benævnes komposition og derivation. Denne udvidelse af basisleksemets semantik hører til sprogets morfologi, se figur 6, og udgør sammen med leksikon sprogets mikrostruktur, der svarer til de to inderste æsker i kommunikationsmodellen. Figur 6 (Korzen & Lundquist, 2005: 45) 16

17 Modellen er sproguafhængig og kan derfor benyttes, når man arbejder kontrastivt, til at finde de forskelle, der vil være i de enkelte niveauer på de sprog, man undersøger. Systematiske forskelle på mikroniveau har ført til, at man kan opdele sprog i forskellige leksikalske typer. 3.2 Leksikalsk sprogtypologi Sprogtypologier klassificerer sprog i hovedtyper efter forskellige kriterier, som det ses hos Hjelmslev. I nogle sammenhænge kan det være brugbart, men når man ønsker at sammenligne sprog, der falder inden for samme hovedtype rent sproggenetisk, f.eks. dansk og italiensk, er ingen af de globale typologier brugbare. De forskellige typologier, f.eks den morfologiske klassifikation, som Hjelmslev bl.a. benyttede, tager udgangspunkt i niveau I B i kommunikationsmodellen. Andre typologier, som berørt i kapitel 2 ovenfor, fokuserer på syntaks og bruger dermed sætningsopbygningen som forskningsobjekt. Alt efter hvor detaljeret man ønsker at analysere, kan forskellige typologiske inddelinger benyttes. Forskergruppen Typolex er kommet frem til, at germanske og romanske sprog adskiller sig systematisk på den måde, de leksikaliserer på. I og med, at leksikon er kernen i sproget, jævnfør Korzens (2003) kommunikationsmodel (s. 98) påvirker netop leksikon resten af sprogets opbygning. Ifølge denne leksikalske sprogtypologi udgør germanske og romanske sprog to forskellige leksikalske typer hhv. endocentriske og exocentriske sprog ( Korzen & Lundquist, 2005: 20). Den typologiske skelnen mellem endo- og exocentriske sprog er altså funktionel (Korzen & Lundquist, 2005: 9). Strukturalismen fokuserer på systemet bag sproget og er dermed langt mindre konkret end den funktionelle tilgang. Men fordi jeg analyserer på leksikalsk niveau, er det alligevel interessant at medtage nogle strukturalistiske tankegange, når det kommer til leksemernes betydning. Som nævnt i indledningen vil jeg hovedsageligt basere min analyse på artikler af Herslund, Korzen og Baron. Korzen (2000) påviser, at de forhold som Herslund og Baron har fundet 17

18 gældende på fransk, ligeledes er gældende på italiensk med ganske få afvigelser inden for verber (Herslund, 1997 og Baron, 2002a). Jeg vil derfor i det følgende henvise til såvel de franske som de italienske betragtninger, idet de to romanske sprog er repræsentanter for samme sprogfamilie, nemlig den romanske (Baron, 2002a: 3). Udgangspunktet for den leksikalske sprogtypologi er hypotesen om, at leksikaliseringsmønstrene i de to sprogtyper, de endocentriske og de exocentriske sprog, adskiller sig systematisk fra hinanden (Herslund, 2010: 1). Udover forskelle i leksikon afspejler disse mønstre sig også i både sætnings- og tekststrukturering i de to sprogtyper. Dette er blevet påvist i et forskningsprojekt, hvor en gruppe danske og italienske studerende skulle genfortælle en Mr. Bean- episode (Korzen, 2002: 10). I denne afhandling ligger fokus på leksikon, og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på sætnings- og tekststruktur. Jeg redegør kun for de dele af teorien, der er relevante i forhold til min empiri, og som således vil blive benyttet i analysen 4. Empiriren består af entiteter af første orden, dvs. individer og masser, der eksisterer i dimensionen rum (Korzen, 2000: 164). Entiteterne er ikke- animerede (ibid: 188). Desuden kan man tale om homogene og heterogene entiteter (ibid: 167). Den type entiteter, som empirien består af, må betegnes som heterogene. Den empiriske metode og empirien behandles i kapitel 4 og 5. Når man taler om forskelle i leksikon på sprog, der tilhører hver sin type, er der naturligvis en forskel i ordenes udtryksside, som for eksempel at et træ hedder un albero på italiensk. Men hvis man blot siger træ, er det ikke klart, om der er tale om albero eller legno. Hjelmslevs skema illustrerer, at ordene rent semantisk, altså på indholdssiden, udtrykker noget forskelligt på tværs af sprog, og at man derfor ikke blot kan oversætte 1:1, men skal have den sammenhæng, som ordene optræder i, det være sig sætning, tekst eller kontekst, med i sine overvejelser. 4 Med undtagelse af en kort redegørelse for verberne, idet deres komplementære forhold til substantiverne udgør omdrejningspunktet for teorien om endo- og exocentri. 18

19 Figur 7 (frit efter Hjelmslev, 1943: 50) Den leksikalske sprogtypologi har sidenhen kortlagt disse forskelle. I de endocentriske, germanske sprog, befinder hovedparten af sætningens information sig i sætningens centrum, nemlig i verbet. Omvendt forholder det sig i de exocentriske, romanske sprog, hvor informationstætheden er størst uden for sætningens centrum, dvs. man får mest information i substantiverne (Herslund, 2003: 23). Konkrete Abstrakte Endocentriske sprog verber substantiver Exocentriske sprog substantiver verber Figur 8 (Herslund 2003: 23) Sprogtegn består jf. Saussures opdeling, (se figur 2 i kapitel 2) af en indholdsside og en udtryksside. Indholdssiden denoterer de genstande i verden som sprogtegnet peger på, referenterne (Korzen, 2000: 162). Denotation beskriver forholdet mellem sprogsystemet og entiteterne (ibid: 163) og i modsætning til reference er denotation uafhængig af hvordan og i hvilken sammenhæng leksemet bruges (Lyons, 1995: 79). De entiteter, der denoteres af substantiver, bærer en række træk og egenskaber (Korzen, 2000: 166). Informationstætheden afhænger af, hvor mange semantiske træk det enkelte ord udtrykker. Jo flere semantiske træk, des mere information ligger i ordet, og des mere specifikt og konkret er det. Ord, der er informationsfattige, er da i sagens natur mere generelle og abstrakte. Dette 19

20 forhold opstiller Herslund (1997) som et kontinuum, en såkaldt typologisk skala, der illustrerer hvordan abstrakte verber kræver præcise substantiver og omvendt (s. 16). ß Generel abstrakt Præcis konkret à Fransk: verber substantiver Dansk: substantiver verber Figur 9 Dette skal ikke forstås sådan, at dansk kun indeholder konkrete verber og fransk kun abstrakte verber, men at de to sprogtyper er blandinger med en hovedvægt koncentreret om hver sit yderpunkt på skalaen (ibid: 16). Det samme gør sig gældende for italiensk (Korzen, 2000, 194). De generelle ord kan referere til flere forskellige genstande eller handlinger og kan derfor have flere betydninger de er polyseme. De meget præcise ord er ofte monoseme, da de kun refererer til én og samme type genstand eller handling (Herslund, 1997: 15). Figur 10 (frit efter Herslund, 2003: 23) 20

21 Figur 10 illustrerer, at endocentriske sprog udtrykker konkrete relationer, verberne, mellem abstrakte objekter, substantiverne. Exocentriske sprog udtrykker derimod abstrakte relationer mellem konkrete objekter (Herslund, 2003: 23). Verber og substantivers semantiske indhold komplementerer hinanden på en systematisk måde (Herslund, 2010: 1), som figuren herover viser. Det, som ikke udtrykkes i verbet, skal udtrykkes i substantiverne, og omvendt. Hvad angår verberne vil jeg blot fremhæve bevægelsesverberne, der udgør en slags verbal prototype (Korzen & Lundquist, 2005: 22), og dermed er et godt eksempel på, at de to sprogtyper leksikaliserer systematisk forskelligt. Leonard Talmy opstiller en række træk, som verbers semantiske indhold kan karakteriseres ved hjælp af (Herslund, 1997: 17). De abstrakte, exocentriske bevægelsesverber som f.eks. entrare og uscire udtrykker det semantiske træk [retning], men de fortæller intet om, hvordan bevægelsen sker. Omvendt forholder det sig med de konkrete endocentriske bevægelsesverber, som f.eks. løbe, gå og cykle. De fortæller netop, hvordan bevægelsen foregår, dvs. at de udtrykker trækket [måde], men information om bevægelsens retning skal tilføjes uden for verbet i form af f.eks. en partikel: løbe ud, gå op, cykle ind i gården. Det, at verberne i de germanske sprog er så specifikke, indsnævrer samtidig hvilke subjekter og objekter, der kan udføre handlingerne (ibid: 22), f.eks.: et menneske kan både løbe, gå og cykle, men en fisk kan kun svømme, og en orm kan kun kravle Semantisk indhold De semantiske træk, der kodes i substantiviske basisleksemer, adskiller sig ligesom verberne systematisk fra hinanden i de endo- og exocentriske sprog. Substantivernes overordnede semantiske indhold fordeler sig således på en typologisk skala: ß Generel abstrakt Præcis konkret à Dansk Italiensk Figur 11 21

22 De danske substantiviske basisleksemer er upræcise og generelle. Den dominerende betydningskomponent er deres funktion, dvs. at danske substantiver leksikaliserer trækket [funktion], der dækker over genstandes formål. Dette semantiske indhold kalder Herslund (2010) for en abstrakt idea, idet det vedrører en forestilling om, hvad genstandens formål er (s. 2). Med de italienske substantiviske basisleksemer forholder det sig, jf. den typologiske skala ovenfor, anderledes. De er langt mere specifikke, idet de er baseret på artefaktets udseende. Italienske substantiver udtrykker trækket [konfiguration], der svarer til Korzens figur- qualia og Pustejovskys formal og constitutive qualier (Korzen & Lundquist, 2005: 28), hvilket jeg vil komme nærmere ind på i afsnit herunder. Det semantiske indhold er et konkret immagine (Herslund, 2010: 2). Ifølge Korzen (2003 a) kan dette fokus på visualità ses som gennemgående træk i det italienske samfund og den italienske mentalitet (s. 48). Forskellene i de danske og italienske leksikaliseringsmønstre afspejles, jf. Korzens kommunikationsmodel, i den måde, danskere og italienere bruger sproget på. Fordi de danske basisleksemer kan dække over mange forskellige artefakter, der kun har samme funktion til fælles, er det i mange tilfælde nødvendigt at specificere, hvilken underart af basisleksemet, dvs. hvilket hyponym, der menes. Specificeringen kan ske enten i konteksten eller i selve leksemet ved at tilføje en modifikator. På makroniveau kan et basisleksem gøres mere præcist ved at danne et attributivt syntagme evt. med en præposition (Korzen, 2000: 190). Denne specificering vil jeg komme nærmere ind på i afsnittet om dannelse af nye ord (afsnit 3.2.3). De italienske substantiver er allerede mere specificerede end de danske, idet de udtrykker trækket [konfiguration], der dækker over mange betydningskomponenter, og yderligere specificering er derfor sjældent nødvendig. I og med at germanske basisleksemer leksikaliserer trækket [funktion], kan man kalde dem for relative ord, fordi det er nødvendigt at tilføje en modifikator, der specificerer, hvad genstanden skal bruges til. Romanske substantiver er qua deres leksikalisering af genstandenes konfiguration absolutte i deres betydning (Baron, 2002a: 19). 22

23 I forlængelse af ovenstående kan begreberne intension og ekstension, der benyttes i forbindelse med substantiviske leksemer, introduceres (Korzen, 2000: 165). Et leksems intension er de definerende træk og egenskaber, der kendetegner og er fælles for hele kategorien, og dets ekstension er den kategori af entiteter, det definerer (Lyons, 1995: 81) Pustejovskys qualiastruktur Som Talmy har gjort det for verberne, har James Pustejovsky (1995) for leksikalske størrelser 5 opstillet en række betydningskomponenter, eller qualia som han betegner dem. Med disse kan man beskrive og kortlægge leksemers og sætningers semantik på en systematisk måde. Pustejovsky er inspireret af Aristoteles aitiae, som han oversætter som modes of explanations (ibid: 76). Korzen & Müller (2011) applicerer qualiastrukturen på substantivsystemet: Meget generelt beskrevet kan qualia- strukturen ( ) opfattes som en systematisk fremstilling af de synsvinkler, hvorfra et substantivs denotat kan betragtes. Qualiaens fire komponenter repræsenterer således en del af et substantivs interne semantiske struktur, dvs. en slags semantisk skabelon til beskrivelse af en del af begrebernes anatomi. (Korzen & Müller, 2011: 174) Qualiastrukturens fire komponenter svarer hver til et aspekt af et ords mening (Pustejovsky, 1995: 76), og er altså de egenskaber, der tilsammen bedst beskriver ordets mening (ibid: 77). Samtidig er det disse komponenter, der styrer vores grundlæggende opfattelse af en genstand og er bestemmende for den denotation, genstanden får (ibid: 85). Et ords mening kan ifølge Pustejovsky opgøres ud fra én eller flere af følgende komponenter (Ibid: 76): Constitutive quale beskriver relationen mellem en genstand og de dele, den består af, herunder materiale og vægt (ibid: 85), dvs. genstandens indre opbygning (Korzen, 2000: 188). 5 Pustejovsky taler om lexical items (Pustejovsky, 1995: 76) 23

24 Formal quale: I modsætning til constitutive quale går formal quale på, hvordan genstanden adskiller sig fra andre genstande. Dette bestemmes ud fra genstandens størrelse, form, dimensioner, farve og position (Pustejovsky, 1995: 86). Hvor alle genstande kan beskrives med constitutive og formal quale, er der yderligere to komponenter, der er relevante for artefakter: Telic quale: Ligesom man kan kategorisere verber som teliske eller ateliske, kan man med substantiver vurdere deres referents teliske rolle, dvs. genstandens formål. Agentive quale beskriver, hvordan artefakter er blevet skabt, og alt, der har med genstandens tilblivelse at gøre, hører under agentive quale. Man skelner her mellem naturlige entiteter og menneskeskabte entiteter dvs. artefakter (ibid: 97), hvilket kan paralleliseres til den skelnen mellem animerede og ikke- animerede entiteter, som Korzen (2000) benytter i sin gennemgang af nominalsystemet (s. 188). Udover, at genstandens ophav har betydning for leksemets semantiske indhold, giver det i en analyse af leksikaliseringsmønstre mening at foretage denne skelnen, da leksikalisering inden for biologien på dansk og italiensk ikke helt ligner leksikaliseringsmønstrene for artefakter (ibid: 187). De genstande, jeg analyserer, er udelukkende artefakter, og dermed indgår den naturvidenskabelige taksonomi ikke. Herslund (1997) oversætter disse termer til danske pendanter og betegner dem hhv. opbygning, form, funktion, oprindelse (s. 42). Opbygnings- og formqualierne kan være svære at skelne fra hinanden, og derfor sammenfatter Korzen (2000) de to qualier til komponenten figur (s. 189), også kaldet konfiguration. I denne afhandlings sammenhæng er det de tre første qualier, der er relevante. Pustejovskys qualiasystem handler således om at kortlægge et ords semantiske indhold set fra de fire vinkler uafhængigt af, hvilke bestanddele ordene er dannet ud fra. Qualierne vil jeg supplere med de semantiske roller som Buch- Kromann et al. (2011) benytter til annotation af komposita og derivater i Copenhagen Dependency Treebanks. De kan imodsætning til Pustejovskys qualier give et billede af, hvilke semantiske komponenter, der tilføjes i sekundære leksikaliseringer. Buch- Kromann et al. opererer med 13 forskellige roller 24

25 indenfor substantiv- substantiv komposita. Her præsenteres kort de af rollerne, der benyttes i analysen. Pustejovskys qualier, CONST (constitutive) og AGENT (agentive) går igen i Buch- Kromann et al. s annotationer i Copenhagen Dependency Treebank (2011). Pustejovkys FORMAL har ikke en direkte pendant hos Buch- Kromann et al.. Den er svær at skelne fra CONST, men jeg bruger den i de tilfælde, hvor modifikatoren beskriver en genstands ydre udseende i modsætning til CONST, der bruges, når modifikatoren beskriver genstandens materiale eller bestanddele. Pustejovskys FORMAL indeholder også genstandens position, men i disse tilfælde angiver jeg den mere afgrænsede rolle LOC se nedenfor. Buch- Kromann et al. opererer med FUNC og GOAL svarende til de to betydninger som Pustejovskys TELIC kan dække over, henholdsvis funktion og formål. De to kan være svære at skelne fra hinanden. FUNC bruges, når modifikator udgør en del af kernens funktion. Buch- Kromann et al. bruger eksemplet vindmølle (2011: 36). GOAL bruges derimod, når kernen er beregnet til det, som modifikator specificerer. Her er Buch- Kromann et al. s eksempel krigsskib (ibid: 36). Herunder en liste over de semantiske roller, som jeg benytter i analysen af empirien: CONST: modifikator specificerer kernens bestanddele, herunder materiale og vægt. FORMAL: modifikator specificerer kernens ydre, dens størrelse, form og farve. FUNC: modifikator specificerer kernens funktion eller instrumentelle betydning. GOAL: modifikator specificerer kernens formål. LOC: modifikator angiver kernens position eller lokalisering. POSS: relationen mellem modifikator og kerne er possessiv, dvs. der er en form for tilhørsforhold. TIME: modifikator tillægger kernen en temporal betydning, som f.eks. lørdagskylling eller vinterfrakke (Buch- Kromann et al., 2011: 35 37). Jeg tilføjer rollen PATIENT, som kan bruges til at beskrive substantivets rolle i et verbum - substantiv kompositum, hvor substantivet er objekt for verbalhandlingen. Hvad angår derivater er suffixer de mest relevante i denne analyse. De forskellige suffixer gennemgås nærmere i afsnittet om orddannelse nedenfor. 25

26 De semantiske roller, der benyttes i annotationen af derivaterne i analysen, er: augmentativer (AUG), diminutiver (DIM) af substantiver samt adjektiver afledt fra verber. Buch- Kromann et al. benytter også semantiske roller, der beskriver relationen mellem suffix og kerne. For eksempel suffixet - evole, der danner adjektiver med betydningen potentiality - være i stand til (Buch- Kromann et al., 2011: 43). Disse annoteres POTENT. Korzen & Müller (2011) sammenfatter, hvordan man i praksis kan benytte qualiastrukturen til en systematisk analyse. Dette kan ske ved en annotation, hvor teksten eller ordet nedbrydes i mindre bestanddele, hvorefter disses roller kortlægges i forhold til de andre. På syntaktisk niveau er dependensannotation velegnet, idet den vha. pile beskriver relationer mellem ord. På morfologisk niveau er operatorannotation, der beskriver relationer inden for ordgrænsen i form af derivation eller komposition, velegnet. Operator- og dependensannotationerne har samme indhold, men den visuelle del af annotationen er forskellig (ibid: 182) Prototypeteori og specificeringsniveauer For at kunne sammenligne dansk og italiensk, som jeg vil gøre det i analysedelen af denne afhandling, er en forståelse af kategorier, specificeringsniveauer 6 og prototyper nødvendig. Rosch et al. formulerer det således: A taxonomy is a system of by which categories are related to another by means of class inclusion. The greater the inclusiveness of a category within a taxonomy, the higher the level of abstraction (Rosch et al, 1976: 383). Et basisleksems ekstension repræsenterer en kategori. De generelle, danske basisleksemer dækker med deres store ekstension ligeså store kategorier. De mere præcise, italienske 6 Specificering korrelerer med abstraktion jo mere specificeret en leksem er, des lavere abstraktionsniveau. 26

27 basisleksemer er mere afgrænsede i deres ekstension, og de kategorier, de repræsenterer, er derfor tilsvarende mindre. I hver kategori findes forskellige undertyper af basisleksemet, og jo mere specificerede disse undertyper er, jo lavere abstraktionsniveau befinder de sig på. På dansk dannes undertyperne typisk ved sammensætning med basisleksemet, hvormed der opstår en betydningsrelation mellem de to typer. Overtypen kaldes et hyperonym, mens undertypen kaldes et hyponym. Flere hyponymer dannet med samme hyperonym som kerne kaldes ko- hyponymer. På italiensk danner man ikke i samme omfang sammensætninger ud fra et hyperonym, men man benytter derimod uafhængige leksemer, der allerede er mere specificerede end de danske, og som ikke udspringer af et fælles overordnet leksem. For at kunne sammenligne dansk og italiensk kan man opdele graden af specificering i de forskellige over- og undertyper i niveauer. Korzen opererer med en taxonomi inspireret af zoologien, mens Barons ikke har paralleller til andre videnskaber. Korzen (2000:187) Baron (2002: 10) Min terminologi Overordnet klasse - - familie basisniveau Niveau 0 art underordnet niveau 1 underart underordnet niveau 2 Niveau Niveau 3 Jeg vælger at bruge en tredje terminologi, der kan rumme de specificeringsniveauer, der efter min opfattelse findes på italiensk. Baron (2002: 9) argumenterer for, at der på dansk ikke findes et underordnet niveau 2, men jeg mener dog, at man godt kan arbejde med dette niveau også på dansk, idet kernen kan ændre sig lidt, jo mere man specificerer og dermed nærmer sig det italienske mønster. F.eks.: Niveau 0: kande : kaffe-, te-, vand-, flødekande Niveau 2: glaskaffekande, keramikkaffekande, plastikkaffekande 27

28 Man taler om prototyper, som den mest typiske repræsentant for en kategori (Baron, 2002: 4). På dansk befinder prototyper sig på niveau 0, mens de på italiensk befinder sig på niveau 1. Prototypekategorierne er fælles kulturbestemte kognitive kategorier (Baron, 2002: 13). Denne prototypeforståelse afspejler tankegangen bag Sapir/Whorf- hypotesen jf. afsnit Ovenstående terminologi opererer med afgrænsede niveauer, mens Givón illustrerer prototypekategorierne som cirkler, der hver skal opfattes som et uafgrænset kontinuum, der lapper ind over de andre cirkler i en grad, der afspejler mængden af fælles træk (Baron, 2002: 6) Pointen er, at kategorier kan dække over artefakter, der kun delvis har noget med hinanden at gøre, men som alle har noget til fælles med prototypen. Jo flere fælles træk, des flere overlap eller sagt med andre ord: jo nærmere midten og dermed prototypen et artefakt befinder sig, des mindre specifik og mere prototypisk er det. Jo længere væk fra midten, hvilket medfører færre overlap, des mere specifik og præcis er artefaktet. Leksemer nær midten har altså lille intension og dermed stor ekstension, mens det i yderområderne forholder sig omvendt. Modellen kan bruges til at få et overblik over en kategori og sige noget om medlemmerne af kategoriens intension, altså hvor mange træk, de har fælles med prototypen og de øvrige medlemmer. Det er på dansk som oftest mere ligetil at afgøre hvilket leksem, der denoterer en prototype inden for en kategori, fordi leksemerne konstrueres ud fra et hyperonym. Hyperonymet indgår ofte som en del af den sekundære leksikalisering, og derfor giver det sig selv, at hyperonymets semantiske indhold, må udgøre fællesnævneren for alle undertyperne. Der er dog undtagelser, især for låneord, hvor et substantiv rent semantisk er en del af en prototypekategori, uden at indeholde hyperonymet. Baron (2002) giver for kategorien stol eksemplerne taburet og puf. På italiensk, hvis man ser bort fra zoologisk terminologi 7, befinder prototyperne sig på niveau 1. De italienske kategorier har mindre ekstension end de danske. 7 Jævnfør afsnit om prototypeteori og specificeringsniveau i kapitel 3. 28

29 Herslund taler om primær og sekundær leksikalisering (Herslund, 2010: 2), hvor den primære leksikalisering skal forstås som det, der kodes i basisleksemerne. I de endocentriske substantiver er dette træk, som nævnt ovenfor, [funktion], og i det exocentriske [konfiguration] og kun sjældent [funktion] (Herslund, 2010: 3). Gennem komposition og derivation kan basisleksemet tilføjes det træk, det ikke allerede leksikaliserer, eller det kan specificere det allerede leksikaliserede træk yderligere. Mønstrene for orddannelse i dansk og italiensk præsenteres i afsnit Måden, hvorpå den sekundære leksikalisering skabes, har indflydelse på, hvilket semantisk indhold, der tilføjes. Således sker der ved komposition på niveau 1 på dansk typisk en specificering af genstandens funktion, som f.eks. lænestol. En yderligere specificering, på niveau 2, specificerer da typisk genstandens konfiguration, f.eks. læderlænestol (ibid: 5). De italienske substantiviske basisleksemer adskiller sig fra hinanden i deres konfiguration. I de sekundære leksikaliseringer dannet ved komposition tilføjes typisk trækket [funktion] (Korzen, 2000: 190). Sekundære leksikaliseringer afledt fra andre ordklasser end substantiver, gør almindeligvis det semantiske indhold mere abstrakt og tilføjer trækket [funktion]. Herslund bruger eksemplet scrivere, der afledes til scrivania. Disse derivater kan nu anskues som specificeret på niveau 1 på lige fod med substantiviske basisleksemer. De kan derfor på samme vis specificeres yderligere med komposition, hvorved trækket [konfiguration] typisk tilføjes (Herslund, 2010: 4). Både komposition og derivation forekommer i såvel endo- som exocentriske sprog (Korzen & Lundquist, 2005: 46), men med en overvejende tendens til komposition i endocentriske sprog og derivation i exocentriske sprog. 29

30 3.2.3 Orddannelse Det semantiske indhold af basisleksemer kan specificeres og dermed udvide basisleksemernes intension ved at tilføje ekstra semantiske komponenter. Dette kan ske ved sammensætning med andre leksemer og evt. præpositioner eller ved afledning Komposita Substantiviske komposita består altid af kun to komponenter en kerne og en modifikator. Den ene eller begge af disse kan igen være et kompositum, men den primære relation er mellem én kerne og én modifikator (Korzen & Lundquist, 2005: 52). I germanske sprog, herunder dansk, står kernen til højre, mens den i romanske sprog, herunder italiensk, befinder sig til venstre (ibid: 49). De danske upræcise substantiver, der leksikaliserer en artefakts funktion, kan præciseres ved sammensætning med en modifikator, der specificerer netop funktionen (Korzen & Lundquist, 2005: 30). På dansk dannes syntetiske sammensætninger (Korzen, 2000: 188) og i nogle tilfælde benyttes fugebogstaver til at binde kerne og modifikator sammen. Disse fugebogstaver er e og s. Eksempelvis lysestage og krigsskib Komposita med præpositioner På dansk er præpositionerne neutrale, dvs. at de i sig selv ikke tilføjer betydning til det samlede leksems semantiske indhold (Korzen, 2000: 190). De italienske substantiver er, som vi har set ovenfor, allerede meget præcise, og derfor vil der sjældnere optræde komposita. Når de ses, er de normalt ikke sammenskrevne, dvs. de er analytiske, og der bruges ofte præpositioner til at binde kerne og modifikator sammen. (Cristofoli & Korzen, 1998: 13). Præpositioner i komposita på italiensk er ikke neutrale, som på dansk, men udløser derimod et semantisk indhold i kernesubstantivet. Korzen (2000: 190) beskriver præpositionernes semantiske indhold således: 30

31 da + styrelse udtrykker en funktionel specikation ( ), a + styrelse specificerer form eller opbygning ( ), og di + styrelse specificerer materiale. Det er vigtigt at bemærke, at de italienske præpositioner har mange andre mulige betydninger, men beskrivelsen af disse ligger udenfor denne afhandlings fokus, og jeg vil derfor benytte ovenstående Derivater Ved derivation dannes nye ord ved at føje enten et præfix eller et suffix til et basisleksem, og dermed tilføres en ny betydningskomponent. Brugen af derivater er meget forskellig på dansk og italiensk. Denne måde at danne nye ord på er ikke almindelig på dansk, mens den er hyppigt forekommende på italiensk. I denne afhandlings sammenhæng er kun suffixer relevante. På dansk kan nye ord ikke frit dannes ved tilføjelse af suffixer. Brugen af valutative suffixer ses kun i faste konstellationer som f.eks. suffixet ling, i f.eks. ælling og mandsling. Suffixet - ning ses i en del tilfælde, hvor verber afledes til substantiver, f.eks. læsning og skrivning. Det nye substantiv beskriver således verbets handling. Til gengæld er der som nævnt ovenfor rig mulighed for at på dansk at danne komposita. På italiensk vil man i meget højere grad se dannelse af nye leksemer ved derivation. Man kan præcisere betydningskomponenten konfiguration i et substantiv ved at tilføje et suffix 8 og dermed danne et nyt substantiv, eller man kan ændre ordklassen (Korzen & Lundquist, 2005: 31). Listen af suffixer og den betydning, de tilføjer roden, er lang, og jeg vil i det følgende derfor med få undtagelser kun gøre rede for de suffixer, der optræder i empirien. Til de typer, der kun modificerer, men ikke direkte ændrer, rodens betydning (Korzen & Lundquist, 2005: 47), hører de kvalificerende suffixer: 8 Her udelades de vurderende suffixer såsom vezzeggiativo og peggiorativo, da disse ikke er relevante for empirien. 31