DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 SLESVIGS STATSRETLIGE FORHOLD OG FORENING MED DANMARK IFØLGE DANSK SINDELAG CHR. S. GERLOW Ih/, i (i 4 I I

4 ^o 1 Stø Os DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II

5 SLESVIGS STATSRETLIGE FORHOLD OG FORENING MED DANMARK IFØLGE DANSK SINDELAG CHR. S. GERLOW KØBENHAVN P. HANSEXS BUGTRYKKERI - KØBENHAVN B. 1920

6

7 Rektor Hoff i Kiel har skrevet om Hertugdømmet Slesvigs nationale og statsretlige Forhold. 1 Slutningen af sit Skrift skriver han: Een Ting tør vi paastaa ved Slutningen af har ingen historisk Ret til Slesvig." vor Betragtning: Danmark Men A. D. Jørgensen skriver i 40 Fortællinger" S. 17: Efter Kong Gudfreds Død sluttede Kejser Karl den Store straks Fred med hans Efterfølger Hemming: Ejderen skulde ogsaa fremdeles være Skellet mellem Jylland og Saxland, Danmark og det frankiske Rige." Nogen Forandring kom der en kort Tid heri, idet, som A. D. Jørgensen fortæller S , Kong Otto II efter at have gjort et sejrrigt Tog op gennem Jylland i Efteraaret 974 lod bygge en Borg (Rensborg) paa Ejderøen for herfra at kunne herske over Landet op imod Kograven, den danske Skov (Dänisch Wold, som efter Allen, Haandbog i Fædrelandets Historie [7. Udgave] S. 60 indbefattede Strøget mellem Ejderen mod Syd og Danevirke, Slien og Egernfjord mod Nord). Dette Land modtog nn sine første Nybyggere søndenfra (tyske Nybyggere); Kong Otto indsatte en Markgreve og gav ham en talrig Besætning til at hævde den vundne Plads. Men i Foraaret 983 indtog de Danske igen Markgrevens Borg paa Ejderøen; den blev brændt og jævnet med Jorden, Besætningen blev dræbt. A. D. Jørgensen fortæller saa S. 25, at Kong Knud den Store og den tyske Kejser Konrad II i

8 4 Aaret 1027 i Rom enedes om, jfr. Allen S. 80, at Ejderen altid for Fremtiden ligesom hidtil skulde være Skel imellem deres Riger. Markgrevskabet og de Fordringer, som kunde knytte sig til det, skulde være glemt og opgivet for bestandig. Adam, Kannik i Bremen ( C0), har skrevet: Floden Ejder skiller Danskerne fra Saxerne." Saxo skriver i Fortalen til Danmarks Krønike", at Jylland, som vel maa kaldes Broderparten af Danmarks Rige, strækker sig saa langt sønder paa, at det berører Tyskland, men rives dog igen løs derfra ved Ejder-Strømmen. Rektor Hoff siger vel S. 7, at de Danske efter Nederlaget paa Lohede 1261 i Kampen mod Hertug Erik, Abels Søn, og hans to Onkler, Greverne Johan og Gerhard af Holsten, befæstede Kolding, fordi de havde erkendt, at Danmarks sande Grænse nu var her. Men der ligger heri dog vel kun dette, at de Danske derved vilde forhindre, at Hertug Erik og hans Onkler med deres sejrrige Hære trængte op i Jylland. 1 Aarene 1262 og 1263 overvandt ogsaa Hertug Albrekt af Brunsvig, Danmarks Rigsforstander, dem, der havde sejret paa Lohede, og der var saaledes ikke sket nogen Forrykkelse af Grænsen mellem Danmark og Tyskland. Denne var Ejderen ifølge Kejser Karl den Stores Erklæring og Overenskomsten 1027 mellem Knud den Store og Kejser Konrad //, og saaledes som Adam af Bremen og Saxo meddeler. Det indses saaledes ikke, at den af Rektor Hoff i Slutningen af hans Bog anførte Paastand er holdbar: Der gives ingen Grænse, det være, hvor det vil, der er saa historisk bekræftet som deroppe ved Kongeaaen." Fra Grænsespørgsmaalet vender jeg mig nu til det statsretlige. Hertug Valdemar, Grev Geert den Stores

9 5 Søstersøn, valgtes 1326 til Konge i Danmark. I hans Haandfæstning, den Valdemarske Konstitution, indeholdtes følgende Artikel: Ligeledes skal Hertugdømmet Sønderjylland ikke forenes med Danmarks Rige og Krone og ikke incorporeres (indlemmes) deri, saaledes at een er Herre over dem begge." 1459 døde Adolf, Hertug af Sønderjylland og Greve af Holsten, og med ham uddøde Grev Geerts Mandsstamme. A. D. Jørgensen skriver i den Anledning S. 154: Lenet (Sønderjylland) var (1440) tildelt Adolf som et»ret Arvelen«uden nærmere Bestemmelse, om der derved skulde tænkes paa den tyske Lensret, efter hvilken det ved Mandsstammens Afgang maatte hjemfalde til Kronen, eller paa en fuldstændig Overdragelse med dansk Arveret (og da var Hertug Adolfs Søstersønner, blandt hvilke den danske Konge Christian I var den ældste, nærmest til Arven)." I Samstemning hermed udtaler Rektor Hoff S. 10: Slesvig som et ledigt Len havde efter streng Ret maattet falde tilbage til Danmarks Krone"; han indrømmer hermed, at Danmarks Krone havde overdraget Grev Adolf Slesvig som Len, og at det ved hans Mandsstemmes Afgang maatte falde tilbage til Danmarks Krone, eller at denne havde Ejendomsret til Slesvig, og at dette saaledes var en Del af Danmarks Rige, eller at Slesvig hørte til Danmark. Ved denne Indrømmelse er han i Modsætning til eller udtaler sig imod den i hans Bog S. 29 anførte Paastand: Danmark har ingen historisk Ret til Slesvig." Mange holstenske Adelsslægter havde Ejendomme baade nord og syd for Ejderen. De to Lande, Slesvig og Holsten, hørte saaledes naturligt sammen, og deres Indbyggere valgte derfor 1460 den danske Konge Christian I til Hertug af Sønderjylland og Greve af

10 6 Holsten. Ved dette Valg sattes rigtignok ud af Kraft Bestemmelsen i den Valdemarske Konstitution, at een ikke maatte være Herre over Danmarks Rige og Hertugdømmet Sønderjutland, et Bevis paa, at Traktater saa let kan ophæves. Kong Christian 1 udstedte derefter en Haandfæstning, de saakaldte Privilegier af Heri udtaler han: Vi Christian Konge til Danmark bekende og tilstaa, at vi ere valgte til en Herre over disse Lande (Hertugdømmet Slesvig og Grevskabet Holsten og Stormarn) ikke som en Konge til Danmark, men af Gunst, som disse Landes Indvaanere have til vor Person", og endvidere: Disse førnævnte Lande love vi efter al vor Evne at holde i god Fred, og at de blive evig tilsammen udelt (dat se bliuen ewich tosammende ungedelt)." Bestemmelsen om Udelthed overholdtes ikke efter dens Ordlyd, idet Slesvig og Holsten deltes mellem Kong Christian 111 og hans Brødre Hans og Adolf, men Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (hvilket sidste Land var blevet ophøjet til et Hertugdømme) vedblev at høre sammen, idet der for dem oprettedes en fælles Regering, i hvilken de tre Herrer skiftedes til et Aar ad Gangen at føre Forsædet. Senere overlod Kong Frederik II af sin fra hans Fader Christian III arvede Andel en Trediedel til sin Broder Hans den Yngre, men denne fik ikke Del i den fælles Regering over Hertugdømmerne. I min Bog Genforening af en Del af Slesvig ifølge Folkenes Ret" hedder det S : Efter Falcks Samling af Statsakter (Kiel 1847) S lovede Kong Frederik II ved Odense-Forliget 1579 at forlene Hertugerne af Holsten (af den oldenborgske Stamme, saa mange der nu leve eller i Fremtiden ville være og ikke... har givet Afkald) med

11 Fyrstendømmet Slesvig... og Øen Femern som med et fra Danmarks Rige hidrørende Fanelen. Til Gengæld skulde Hertugerne og deres Efterkommere nu og saa ofte, Lenene blive ledige, æske (mute) inden Aar og Dag Fyrstendømmet Slesvig og Øen Femern til Len. Den første Forlening fuldbyrdedes 1580 ved Odense. Kong Frederik 11 forestilleee herved en dobbelt Person, som Hertug af Slesvig modtog han, som Konge og Overlensherre uddelte han Lenene. Kong Frederik 11, hans Farbrødre, Hertug Hans den Ældre og Hertug Adolf af Gottorp, og Kongens Broder, Hertug Hans den Yngre, forlenedes saaledes 1580 med Fyrstendømmet Slesvig og Øen Femern som et fra Danmark hidrørende arveligt Len. Af disse 4 døde allerede 1581 Hertug Hans den Ældre ugift og uden Børn. Samtlige Efterkommere af den gottorpske Hertugslægt gav efterhaanden Afkald paa alle Krav paa Hertugdømmet Slesvig og særlig paa den forhenværende fyrstelige Andel af samme, de svenske Gottorpere 1750 (Falcks Samling S. 290), de russiske 1773 ( S. 330) og Frederik August, Biskop i Lybeck, 1773 ( S. 350)." Hertug Hans den Yngres Efterkommere eller Hertugerne af Huset Sønderborg undtagen de glyksborgske Hertuger var daarlige Husholdere. Dette førte til, at de under Kong Frederik III mistede deres Len, saaledes at disse hjemfaldt til Kronen, og at derefter Tilstaaelsen for, at Lenet var mutet (krævet) og den saakaldte Fælleshaands-Forlening med Hertugdømmet Slesvig søgt, alene blev givet til Hertugerne af Glyksborg. Denne Hertugslægt bevarede saaledes sin Arveret til Hertugdømmet Slesvig som dansk.kronlen efter den kongelige Linies Afgang, eller efter at Mandsstammen i Kongehuset var uddød. Alle Mænd af

12 8 Huset Sønderborg havde imidlertid gensidig Arveret, saaledes at det, som den glyksborgske Hertugslægt var Indehaver af, Hertugdømmet Qlyksborg og Fælleshaands-Forleningen med Hertugdømmet Slesvig, vilde i Tilfælde af, at den glyksborgske Mandsstemme uddøde, tilfalde de andre Linier af Huset Sønderborg (A. D. Jørgensen: 40 Fortællinger" S. 207,254,252, 283, 204 og 285). Kong Frederik V afkøbte imidlertid 1756 disse Linier, Hertugerne af Augustenborg og Sønderborg-Beck, deres Arveret til Glyksborgernes Besiddelser. Traktaten herom for Augustenborgernes Vedkommende, udstedt 13. Februar 1756, lød saaledes: Vi Frederik V bekendtgør herved, at Vi med Vor kære Fætter Hertug Frederik Christian af Augustenborg og hans Broder angaaende begges Ret til, at de hertugelige glyksborgske Lande og Lens-Besiddelser muligvis tilfalder dem, har sluttet et Afkøbs- og Afstaaelses- Forlig. I. Hertug Frederik Christian og Broder giver for sig og begges Livslensarvinger (mandlige Efterkommere) til Fordel for os og vore kongelige Arvinger og Efterfølgere Afkald paa al Efterfølgen i de glyksborgske Lands-Andele og Lens-Besiddelser, saaledes at Samme nu straks den dem tilkommende Ret til, at nævnte Lande og Distrikter, som kan gives til Len, tilfalder dem som Arv, Os fuldkommen og uigenkaldelig overdrager." Udtrykket Lens-Besiddelser" sigter vistnok til Fælleshaands-Forleningen med Hertugdømmet Slesvig, hvilken Forlening Huset Glyksborg var Indehaver af, og Flertallet i dette Udtryk samt i Distrikter, som kan gives til Len", til, at der i Odense-Forliget nævnedes Fyrstendømmet Slesvig og Øen Femern".

13 9 Ved Forliget 1756 gav saaledes Avgustenborgerne for sig og deres mandlige Efterkommere fuldkommen Afkald paa de glyksborgske Lande og paa Fælleshaands-Forleningen med Hertugdømmet Slesvig og dermed paa muligvis engang at faa Hertugdømmet Slesvig som et fra Danmarks Rige hidrørende Arvelen uddøde Mandsstammen i det glyksborgske Hus, og den danske Konge arvede da det glyksborgske Len og raadede over det ligesom ogsaa over den øvrige Del af Hertugdømmet Slesvig. Uddøde Mandsstammen i det danske Kongehus, vilde, da alle de, som ifølge Odense-Forliget havde Arveret til Hertugdømmet Slesvig, eller Frederik I.s mandlige Efterkommere enten var uddøde eller havde givet Afkald paa Arveret til Hertugdømmet Slesvig, dette falde tilbage til dets Lensherre, Danmarks Rige, og være en Del af dette, og den, som havde Ret til at besidde dette, havde dermed ogsaa Ret til at besidde Hertugdømmet Slesvig. Nu havde Kong Frederik 111 (se min Bog Genforening S. 18) paa Rigsdagen 1660 for sig og sit Hus for begge Køn faaet Arveret til Land cg Rige, og dettte var blevet nærmere bestemt i Kongeloven af Var Mandsstammen i det danske Kongehus uddød, tilfaldt Danmarks Rige og dermed ogsaa Hertugdømmet Slesvig den Person af Kongehusets kvindelige Linier, som ifølge Kongeloven var nærmeste Arving til Danmarks Rige. Dette var Resultatet af Forligene i 1756, og saaledes opfattede A. P. Bernstorff, Brodersøn af J. H. E. Bernstorff, der havde faaet bragt de nævnte Forlig i Stand, det efter sin Udtalelse i 1779 med Henblik paa, at den kongelige Mandsstamme skulde uddø, angaaende Kongens eneste Datter: Ingen kan for dette Tilfælde miskende hendes kongelige

14 10 Højhed Arveret til Danmark, Norge og Slesvig". Samme Opfattelse af Forligene i 1756 havde ogsaa den danske Historiker A. D. Jørgensen, der i sine 40 Fortællinger, S. 287, har anført den nævnte Udtalelse af A. P. Bernstorff, (jvnfr. Rigsarkivar Kr. Erslevs Augustenborgernes Arvekrav", S. 104: A. P. Bernstorff skrev sin bekendte Forestilling af 19. Februar 1779, hvori han udviklede, at om Kongehuset skulde uddø paa Mandssiden, vilde i saa Fald de kongelige Kvindelinier arve Kongeriget og Slesvig"), og en anden dansk Historiker, Edv. Holm, efter, hvad han har skrevet i Danmark-Norges Historie 111, 1897, S. 175 (anført i min Bog Genforening ", S. 15): Det vigtigste ved disse Overenskomster var, at Regeringen havde forebygget, at nogen af de sønderborgske Linier ved at arve Cilyksborg skulde faa Ret til at gjøre Arvekrav gjældende paa Sønderjylland". Den glyksborgske Mandsstamme uddøde 1779 og og den kongelige 1863, og Augustenborgerne havde saaledes derefter ikke Ret til, at Hertugdømmet Slesvig tilfaldt dem som Len under Danmarks Rige. Der maa derfor gøres Indsigelse mod den i Rektor Hoffs Bog, S. 24, anførte Proklamation, som Arveprinsen af Augustenborg 16. November 1863 udstedte til Slesvig- Holstenerne, at han tiltraadte Hertugdømmernes Regering i Kraft af vort Lands og det oldenborgske Hus' gamle Arvefølgeorden, thi denne havde hans Slægt for Hertugdømmet Slesvigs Vedkommende givet Afkald paa ved Forliget Med Kong Frederik Vil.s Død 1863 var alle Kong Frederik l.s mandlige Efterkommere enten uddøde eller havde givet Afkald paa at forlenes med Hertugdømmet Slesvig som et fra Danmark hidrørende arveligt Len, og Hertugdømmet faldt dermed tilbage til

15 11 dets Lensherre, Danmarks Rige, og den valgte Tronfølger, Prins Christian af Glyksborg, blev da under Navnet Christian IX Konge over Danmarks Rige og dermed ogsaa over Hertugdømmet Slesvig. Fyrstendømmet Slesvig og Øen Femern kaldes i Odense-Forliget et fra Danmarks Rige hidrørende arveligt Len. Hertugdømmet Slesvig hørte saaledes til Danmarks Rige, og dette havde altsaa en historisk Ret til det; men dette i Odense-Forliget anførte Udtryk et fra Danmarks Rige hidrørende arveligt Len" nævner Rektor Hoff ikke i sin Bog, han vilde jo ogsaa, derved være kommen i Modstrid med sin i dens Slutning anførte Paastand: Danmark har ingen historisk Ret til Slesvig 11. Rektor Hoff nævner heller ikke i sin Bog Forliget i 1756, men det nævnes heller kun i faa danske Historiebøger, og hermed kan jævnføres, hvad A. D. Jørgensen skriver i 40 Fortællinger, S. 398 (anført i min Bog Genforening S. 16): Vor Forfatning havde ført det med sig, at Offentligheden ikke vidste, hvad der var aftalt, hvad der var paatænkt, hvilket Maal man havde forfulgt". Rektor Hoff kender maaske ikke det nævnte Forlig, men vist er det, at det findes anført i en Samling af danske Traktater. II. Ifølge Privilegierne af 1460 skulde Slesvig og Holsten altid blive sammen, og derefter har Rektor Hoff Ret i, at Slesvig ikke maatte skilles fra Holsten. Ifølge Forleningen 1580 var Slesvig et fra Danmarks Rige hidrørende arveligt Len og maatte altsaa, naar Arvingerne efter dem, der var blevne forlenede dermed, var uddøde eller havde givet Afkald derpaa, falde tilbage til Danmarks Rige, og derefter havde den danske Mi-

16 12 nister Hall Ret i, at han ved Novemberforfatningen 1863 nøje forenede Slesvig helt ned til Ejderen med Danmark. Det ses saaledes, at man ved at holde sig til Statsretten, den historiske Ret, kommer i Strid med hinanden, og at Traktater kan være indbyrdes modstridende. Der er derfor noget forløsende i, hvad Paulsen, Professor i Kiel, har meddelt i Antislesvigholstenske Frogmenter", 6. Hefte (1848) S. 8: Endog preussiske Statsmænd ytrede deres Forundring over, at danske Statsmænd kunde falde paa at beraabe sig paa Traktater". 1 Henhold hertil holder jeg mig alene til, hvad. Dr. C. Rosenberg 8. Maj 1883 kaldte (anført i Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie, S. 200) en ny Ret (Folkenes Ret, den virkelige Tilstand)", og jeg ser derfor bort fra alle Traktater, dog undtagen Bestemmelsen" t Privilegierne af 1460, at de blive evigt tilsammen", rigtignok ikke efter dens Bogstav, men efter dens Aand. Som A. D. Jørgensen skriver i 40 Fortællinger", S , havde mange Slægter af Adelen i Slesvig og Holsten Ejendomme i begge Lande, og disse hørte derfor naturligt sammen, og som et Udtryk herfor fremkom hin Bestemmelse, hvilken altsaa er Udtryk for, at hvad der naturligt hører sammen, ogsaa skal være sammen, eller at de, som naturligt hører hinanden til, holder sammen. Saaledes se vi det allerede i Naturen. Guds Bud til Dyrene 1. Mos. 1,22, 8,17 om at blive mangfoldige ytrer sig som Drift hos Faaret til at kalde paa sit Lam om at komme og faa Ernæring af det, og hos Lammet, at det kommer og modtager af dets Moder Ernæring med Glæde, og hos Fuglene, at de bringer Føde til deres Unger i Reden, og hos disse, at de tager imod Føden, og derefter, naar de er blevne fly\ e- færdige, og Forældrene saaledes ikke mere forsørger

17 13 dem, sætter sig ved Siden af hverandre og derved er beskærmede, og naar den ene dristig vover sig ud, de andre ogsaa faa Mod til at flyve ud og sanke Føde og glade bevæge sig i Luften. Saaledes er hos Dyrene Driften, som de følge, Udtryk for et Guds Gud, som de holder. Ligesaa er hos Menneskene Driften, der vaagner blandt Søskende til at komme sammen, Udtryk hos disse for et Guds Bud til dem, og holder de dette Bud og ikke hindres deri, og er Indbyderen venlig og gæstfri mod den indbudte, hører paa ham og fortæller ham noget, og denne lytter til og udtaler sin Mening derom og muligvis Samstemning dermed, har de derved et fornøjeligt Samvær. Ligesaa naar der hos Mennesker under Fremmedherredømme vaagner Drift til at være Borgere i samme Stat, hvori deres Landsmænd lever, og der hos disse vaagner Drift til at tage mod dem som saadanne, et denne gensidige Drift Udtryk for et Guds Bud til dem. Saaledes har det været Guds Villie, at de danske Nordslesvigete skulde forenes i Kongeriget Danmark med os der boende Danske. Det kan gerne være, at denne Drift hos Slesvigerne kun langsomt voksede til en virkelig Villie til i Kongeriget at være ligestillede med os her og kun svagt saadan var tilstede før deres fuldstændige Adskillelse fra os ved Fredsslutningen A. D. Jørgensen skriver i 40 Fortællinger", S. 371, angaaende Tiden omkring 1830: Bondens Tilstand var ulige bedre syd end nord for Kongeaaen....; de danske Sønderjyder vilde for ingen Del ombytte deres Forhold med Kongerigets Almue". Axel Linvald skriver i Stemninger og Tilstande i Sønderjylland ved Krigens Udbrud Indberetninger fra Embedsmændene (1920)", S. 6: Selv, hvor

18 14 Forholdene var gunstigst, fandtes der ikke den fjerneste Sympati for Tilslutning til Danmark". Rektor Hoff skriver i sin Bog, S : Den 6. Juni 1864 (altsaa under London-Konferencen) forsamlede henved 6000 dansktalende Nordslesvigere sig paa Bøghoved, vest for Haderslev, og protesterede mod den af England og Frankrig i London foreslaaede Deling som den største Ulykke, der kunde ramme dem". Dette er i Overensstemmelse med, hvad Professor Knud Fabricius skrev i,,berl. Tid. 4 ' 23 /4 1920: >Tænk paa det slesvigholstenske Folkemøde i 1864 paa Bøghoved ved Haderslev, der viste, at Slesvigismen" dengang endnu var en betydningsfuld Kraft." Og nu her i Kongeriget! Sidst i Firserne sagde en ældre Mand i Jylland, omtrent 8 Mil nord for Kongeaaen, til mig, da Talen var om Nordslesvigerne: Naar bare vi kan forblive uafhængigt", og i de 9 Aar, jeg var der paa Egnen, blev der ikke talt om Nordslesvigerne; dette tydede ikke paa, at der var Ønske om Samvær mellem dem og os her i Kongeriget. Omslag i Nordslesvigernes Stemning overfor Danmark skete ved Fredsslutningen Gustav Johannsen har derom i Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie, S. 492, skrevet: Den røde Traad gennem de danske Sønderjyders Politik ligefra Ulykkesaaret 1864 er Længslen efter og det urokkelige Haab om en Genforening med Danmark. Den gamle slesvigske Selvstændighedsfølelse tabte nu sin Fortryllelse, og i Nordslesvig fremkaldte den i Virkeligheden uventede Adskillelse fra Danmark den stærkeste Længsel efter helt at gaa op i Moderlandet, et Ønske, som kun kunde opnaas ved, at det gamle danske Kronland blev delt efter Nationaliteterne. De danske Sønderjyders politiske Maal maatte nødvendigvis blive: Nord-

19 15 siesvig skilles fra Sydslesvig og genforenes med Danmark." At et tilsvarende Omslag i det danske Folks Stemning overfor Nordslesvigerne havde fundet Sted henimod Slutningen af Verdenskrigen ses af, at det lukkede Fællesmøde i Rigsdagen d. 23. Oktober 1918 sluttede med en Tilkendegivelse af, at Rigsdagens Medlemmer efter at have hørt Ministeriets Fremstilling var enig om, at det danske Folk knyttede sine nationale Forhaabninger til en retfærdig Gennemførelse af det af begge de krigsførende Parter godkendte Nationalitetsprincip, Folkenes Selvbestemmelsesret, (altsaa haaber, at de Egne af Slesvig, i hvilke Flertallet af Befolkningen vil til os, forenes med Danmark)." Nu (12. Maj 1920) er Foreningen ved at komme i Stand og bliver forhaabentlig snart fuldbyrdet. Jeg kender meget lidt til Nordslesvigerne, og det samme er vist Tilfældet med Flertallet af det danske Folk. Eftersom de, da den slesvig-holstenske Bevægelse begyndte 1830, var bedre stillede end det menige Folk her i Kongeriget, og eftersom de i 56 Aar under Preussernes Herredømme er blevne hærdede i Kampen for at bevare deres Sprog, Folkeejendommelighed og Jord (økonomiske Velfærd), kan man slutte, at de er ikke lidt forskellige fra os her i Kongeriget. Imidlertid alle her, ja i hele Norden, var glade for Afstemningen d. 10. Februar 1920, ved hvilken 75 Procent af Befolkningen i 1. Zone stemte for at forenes med Danmark, og vi vil saa venligt tage imod dem og høre paa dem, hvordan de ønsker, at der nu skal være i Danmark, og overveje, hvad de siger. Det kunde ske, at hvad de ønsker, er forskelligt fra, hvad vi er vant til, og de maa ogsaa give os Tid til at tage Stilling til, hvad de ønsker, og ikke uden videre

20 16 forlange, at vi siger ]a dertil. Er nogle iblandt os ikke klar over, hvordan det skal ordnes, overlader vi til dem, der har Kald til at ordne Sagen, og til Nordslesvigerne at træffe Afgørelsen, og naar de, som saaledes regerer, agter paa Guds Lov og holder den og dermed spørger Gud om, hvordan det skal være (Ps. 37,31, Jak. 1,5), da bliver der godt at være her, saaledes som Ksenofon udtalte i sine Erindringer om Sokrates" 1. 2,64: Ved Dyd gaar det Stater og Familier vel", og da erkender vi med Glæde, at det var godt, at Nordslesvigerne kom til os Efter Afstemningen 10. Februar sagde en ung Mand, at alle Danske vist ønskede Flensborg til Danmark. Ved Valget 14. Marts gik det imidlertid ikke, som vi havde haabet, 28 Procent af de i Flensborg bosiddende stemte for Danmark, og paa Landet var det endnu forholdsvis færre, der stemte saaledes. Det alligevel ikke ubetydelige Mindretal i 2. Zone, der vilde til Danmark, men nu vedbliver at høre til Tyskland, kan vi maaske her i Danmark støtte paa samme Maade, som vi tidligere støttede de danskp Nordslesvigere. Et ikke ubetydeligt Mindretal Tyskere kommer til at tilhøre Danmark, og bedst var det vel, om lige store Mindretal Tyskere og Danske kom til at tilhøre henholdsvis Danmark og Preussen. Forsøg paa at tvinge Tyskere til at blive Danske og omvendt Danske til Tyskere maa misbiliges; der kan her henvises til, at Ksenofon skriver i Erindringerom Sokrates" 1. 2,10: De, som er blevne tvungne, hade som de, hvem noget er frataget, men de, som er overtalt, er Venner af deres Overtaler som de, hvem noget velvilligt er givet", ligesaa til 3. Mos. 19,13: Du skal ikke øve Vold imod, tvinge din Næste og ej fratage noget ved Vold og Uret", og omvendt til 5. Mos. 10,18 19: Gud elsker den frem

21 17 mede, saa han giver ham Brød og Klæder. Derfor skulle I elske den fremmede" og til 3. Mos. 19,34: Den fremmede, som opholder sig hos eder, skal være eder som en indfødt af eder, og du skal elske ham som dig selv." Saaledes skal hverken den lysk- eller dansktalende og deres Børn tvinges til at tale henholdsvis Dansk eller Tysk, og en hæderlig Arbejder skal ikke, fordi han er enten tysk- eller dansksindet, fratages sit Arbejde. Omvendt skal enhver faa det, som han vil have det (med den Begrænsning, at han er henholdsvis den danske ellei den tyske Regering tro og lydig ved at rette sig efter dens Love og Anordninger), saaledes at han, for at hans Sprog og Folkeejendommelighed kan bevares for hans Bern, for disse faar henholdsvis tysk eller dansk Undervisnings- og Kirkesprog, og at han lige saa fuldt som det der boende Flertal af modsat Nationalitet har Adgang til økonomisk Velfærd og i det hele ikke bliver ugleset, fordi han er enten tysk- eller dansksindet, og behandles med Venlighed (idet han dog selv afholder sig fra udæskende Optræden) og alt uden Bagtanke om at drage ham over til at blive enten dansk- eller tysksindet, og foregaar der hos ham et Sindelags-Skifte, er det saaledes hans egen Sag. Ved et saadant Forhold kan det haabes, at der i Egne, hvor der hos Befolkningen er baade dansk og tysk Sindelag, bliver Ro og Tilfredshed, og at Befolkningen dér bliver en Bro mellem Danskerne og Slesvigholstenerne og i det hele mellem Norden og Tyskland. Det blev i Qaar (13. Maj) fortalt mig, at en kvindelig dansk Tandlæge i Flensborg efter Afstemningen havde mistet sine Kunder og derfor var rejst til Danmark. Sligt ufordrageligt Forhold fra den tyske Befolknings Side kan maaske forklares af, at det endnu

22 18 er en Uvishedens Tid, saa længe Grænsen mellem Danmark og Tyskland ikke er endelig fastsat. Det forstaas derfor, at den internationale Kommission har erklæret, at det er nødvendigt, at der bliver givet Garantier for det dansksindede Mindretal i Tyskland og vel ogsaa for det tysksindede i Danmark. Derefter maa det haabes, at baade Danskerne og Tyskerne er korrekte henholdsvis overfor de tyske og danske Minoriteter, og at, sker der alligevel Uret, de forurettede Parter vil handle efter, hvad Sofokles lader sige i Ødipus i Kolonos" V. 1240: Gengælde ter du aldrig, Fader, ondt med ondt! a I Ps. 145,15 siges der til Gud: Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i rette Tid (altsaa beskærmer og forsørger dem)." Da vi skal være fuldkomne som Gud (5. Mos. 10,19, Matth. 5,48), skal vi beskærme, forsørge og glæde os selv og vore Medmennesker. Sker der saa de tyske Minoriteter i Danmark og de danske Minoriteter i Tyskland Krænkelse af den dem i Garantierne" tilsagte Ret, skal de gøre Indsigelse derimod overfor henholdsvis den danske og den preussiske Regering helst vel saaledes, at saa vidt muligt hele den tyske og hele den danske Befolkning i vedkommende Sogn foretager Indsigelsen fil henholdsvis den danske og den preussiske Regering. Frugter det ikke, maa vel Tyskerne henvende sig til den preussiske og Danskerne til den danske Regering til gensidig Forhandling mellem de to Regeringer. Gaar det endnu ikke, maa Henvendelsen vel ske fra henholdsvis den preussiske og den danske Regering til Folkenes Forbund. Muligvis kunde de mest misfornøjede Tyskere i Danmark og Danske i Tyskland bytte Ejendom og derefter flytte henholdsvis til Tyskland og Danmark.

23 19 Og hertil endnu dette: Vil Flertallet af Beboerne i Tønder, Højer og Omegn høre til Tyskland, er det saa umuligt nu ved Fastsættelsen af Grænsen, at disse komme til at høre til Tyskland? Da vilde vel Rigsminister Köster ikke fremdeles udtale, hvad der er anført i Berl. Tid." 20. Maj 1920: Hele Tyskland vil ikke hvile, før alle utvivlsomt tyske Landsdele (Egne, hvor Flertallet ønsker at høre til Tyskland) igen er forenede med os." Forskellen mellem Antallet af de i Danmark boende Tyskere og Antallet af de i Tyskland boende Danskere vilde saa og derved blive mindre. Grundtvig udtalte d. 8. Septbr den faste Tro, at Stortyskland en Gang skal finde, at det er altfor tungt at skille dem ad, som gerne tilsammen ville være" Kan vi Danske bekvemme os til at ønske, at Tyskere i Egne af Slesvig, i hvilke Flertallet har stemt for at høre til Tyskland, fremdeles er forenet med deres Landsmænd i Tyskland? Bedst var det jo, om de to Folk var retfærdige, venlige og imødekommende overfor hinanden, saa der blev Tilfredshed og Venskab og ingen Anledning til Indsigelse. Rektor Hoff gør sig i sin Bog S. 4 5 Umage for at bevise, at Jyderne er ingen Danskere; hvorledes det end forholder sig, saa er det dog ikke anderledes, end at jyderne og Øboerne i Danmark gensidig forstaar hverandre. Snarere er der med Hensyn til Forholdet mellem de nordiske Folk og det tyske Folk Grund til at henvise til, hvad A. D. Jørgensen skriver i 40 Fortællinger" S : Det er vist nok, at der var en Tid, da Forskellen mellem de nordiske Folk og deres

24 20 nærmeste Naboer mod Syd var saare ringe; Romerne sammenfattede dem alle under Navnet Germaner, og Sprogforskellen var da saa ringe, at den ingen Hindringer lagde i Vejen for en umiddelbar Forstaaelse", og S. 449 ar.gaaende : Udviklingen af den nordiske Samfølelse maatte nødvendigvis før eller senere føre til en Erkendelse af vort fælles Slægtskab med Tyskerne og Ønskeligheden af en fredelig Forstaaelse og en taalelig Afgørelse af det gamle Grænsespørgsmaal Tyskerne glæder sig over, naar Dnnskere nu gør vel imod dem, og naar vi Danske kommer til Tyskland, finder vi Tyskerne tiltalende og glæder os over deres Venlighed og tilforladelige Forhold overfor os. Hertil Uddrag af A. Linvald: Indberetninger fra Embedsmændene i Sønderjylland ved Krigens Udbrud 1864" og af Det midlertidige Ministerium for sønderjydske Anliggender: Afstemningen i Sønderjylland (1. og 2. Zone) 10. Februar og 14. Marts 1920 med et Kort" og tilknyttede Bemærkninger. Amtmand, Greve Brockenhuus-Schack indberettede 2. Februar om Tønder og Løgumkloster Amter: Her i Amtet have Klagerne altid indskrænket sig til den bestaaende Sprogordning, og at der blev ansat et uforholdsmæssigt Antal i Kongeriget fødte og opdragne Embedsmænd her i Slesvig. I Tønder Amt er der efter min Overbevisning ingen egentlig Sympati for Prætendentens Person, men jeg er dog overbevist om, at han ikke desto mindre i Tilfælde af en Invasion vilde blive proklameret i Tønder By, Marskherrederne og Kjær Herred; Grunden hertil er just ikke Had til en dynastisk Forbindelse med Danmark, men Udsigten til, at deres Klager over

25 21 den bestaaende Sprogordning da for bestandig vilde blive afhjulpne, og til at den meget yndede administrative Forbindelse med Holsten kunde blive igen indført." Herredsfoged Kiær indberettede 30. Januar 1864: En vis Nis Petersen fra Kjær Herred har opfordret ham (J. C. Nissen i Abild By og Sogn, Tønder Herred) til en Rejse til Holsten: Det var nok Umagen værd, der var Liv, overalt hørte man»schleswig-holstein meerumschlungen«." Amtmand, Baron Wedell-Wedellsborg indberettede 2. Februar 1864 om Flensborg Amt: Enhver eventuel oprørsk Bevægelse vil udgaa fra Købstæderne; alle Forudsætninger for, at den derfra vil forplante sig til Landdistrikterne og navnlig til Amtets angelske Herreder, ere tilstede." I Afstemningen i Sønderjylland" er anført, at for Danmark og for Tyskland stemte i 1. Zone... 75,431 25,329 Tilrejsende i Byerne og Flækkerne 2,652 4,444 72,779 20,885 stemte i 2. Zone... 12,800 51,724 deraf i Flensborg... 8,944 27, Tilrejsende 1,350 7,695 11,450 44,029 Den tyske Minoritet i 1. Zone (20,885) er saaledes 9,435 større end den danske Minoritet i 2. Zone (11,450). Her maa tilføjes, at Antallet af danske og tyske Tilrejsende til Landsognene i de to Zoner ikke er nævnet.

26 22 Fra tysk Side er fordret, at der skulde være lige stor dansk Minoritet i den Del af de to Zoner, der blev ved Tyskland og. tysk forenedes med Danmark, eller at den danske Minoritet, der blev ved Tyskland, blev lige saa stor som den tyske Minoritet, der forenes med Danmark. Vi maa vel samstemme med denne Fordring, derved opnaar vi ogsaa, at der bliver en kraftig dansk Minoritet i den Del af Slesvig, der bliver ved Tyskland. Fra dansk Side maatte der saa gives Afkald paa den sydlige Del af 1. Zone, Møgeltønder undtaget, fra Højer med Landsogn, Tønder med Landsogn, i hvilket sidste der rigtignok er et betydeligt dansk Flertal, Ubjerg, Hostrup og Burkal, i hvilke to sidste Sogne der lige netop er dansk Flertal, derefter Tinglev, hvor der er tysk Flertal. Saa er vi kommen hen til Sognene nær ved Flensborg og ved Flensborg Fjord, i hvilke der rigtignok er ret betydelige danske Flertal, nemlig Frøslev, Bov og Holbøl, i hvilke to sidste Sogne der er ityske Villaer og Badehoteller ved Flensborg Fjord; Rinkenæs Sogn rigtignok ogsaa med et betydeligt dansk Flertal skulde lige saa høre til Tyskland. De tyske Stemmer, der saaledes kom til at høre til Tyskland, vilde forringe den tyske Minoritet i Danmark med Tallet 4,792, og de danske Stemmer, der kom til Tyskland, forøgede den danske Minoritet der.. 4,072 tilsammen 8,864 Den tyske Minoritet i Danmark blev saaledes kun 571 større end. danske.. Tyskland, og denne Forskel bliver maaske mere end udjævnet, idet danske Bestillingsmænd i det danske Slesvig træder i Stedet for de tyske, saaledes at Grænsen muligvis skal være noget sydligere end her angivet.

27 23 La'r os se, at vi ikke faar Ulykker af Sønderjylland," sagde en Mand til mig sidst i Marts i Aar, og nu da en Del af Slesvig skal forenes med os, er det, ligesom der gaar bange Anelser gennem adskillige. En Dame holdt i Dag paa, at kun Egne, hvor Flertallet vil til Danmark, skal vi have til os. Men det maa vi ogsaa holde paa. Sofokles lader i Ødipus i Kolonos" V Ødipus sige om Thesevs: 1 heldig Stund han komme, for sin egen Skyld og min! thi elsker ej hver ædel Mand sig selv?" Vi elske os selv først, men skal saa derefter ogsaa elske vor Næste som os selv, altsaa ligesom vi vil, at Egne, hvor de fleste vil til os, forenes med os baade for vor egen Skyld og for deres, som vil til os, saa maa vi og ville, at Egne, hvor de fleste ikke vil til os, men til vort Nabofolk, bliver ved dette Folks Land. Om nu end mellem Danmark og Tyskland sættes en Grænse, som skiller Egne, hvor de fleste vil til Tyskland, fra dette, kan vel alligevel Grænsespørgsmaalet holdes aabent og omsider afgøres saaledes, at alt dansk, eller hvor de fleste er Danske, er vort, og paa den anden Side, at ethvert Sted, hvor de fleste er Tyske, er Tyskernes. Den nuværende Formand for den nordslesvigske Vælgerforening, Grev Schack- Schackenborg, udtalte kort før Verdenskrigens Udbrud Haab om, at de danske Nordslesvigere behandlede de hos dem boende tyske Minoriteter godt, og saaledes skulde vi Danskere være mod de hos boende Tyskere, og Tyskerne mod de hos dem boende Danskere, saaledes at der banes Vej for Fred og Venlighed mellem de forskellige Folkefærd. Nylig har jeg flygtig læst, at Tønder Omegn har en ejendommelig Natur, og jeg har derfor i Dag (8. Juli

28 ) heftig Lyst til, at Tønder bliver ved Danmark. Borgmester i Tønder J. H. Holm fortalte i sin Indberetning d. 28. Januar 1864, at Kong Frederik VII kun 1 Gang havde været i Tønder og det ganske kort. Derimod kommer Kong Christian X allerede paa sin første Rejse til Slesvig til Tønder, og dette er maaske et lykkeligt Varsel for, at denne By bliver ved Danmark. Den slesvigske Overdragelsestraktat blev underskrevet i Paris 5. Juli 1920 Kl. 11,45 Form., og i Traktatens Artikel 2 hedder det: De Omraader, der omhandles i Art. 1, 1ste Stykke, skal fremtidig forblive uafhændelige, med mindre der foreligger Samtykke fra Raadet for Folkenes Forbund." Deraf følger, at de Omraader af Slesvig, der nu er overdragne til Danmark, 'kke kan afstaas, i alt Fald ikke i den nærmeste Fremtid, 03 dette gælder selvfølgelig ogsaa Tønder m. m. Jeg finder i dette historiske Øjeblik Grund til at fremhæve, at medens endnu Tyskland stod paa Højdepunktet af Magt, omtalte (ifølge Dagens Nyheder" 28. Januar 1918) den tyske Udenrigsminister Kühlmann Nationaliteternes Ret under Bismarcks Beskyttelse og nævnte Prag-Overenskomsten af 1866, i hvilken det bestemmes, at Befolkningen i de nordlige slesvigske Distrikter skulde forenes med Danmark, hvis de udtrykte Ønske derom under en fri Afstemning. Svarende hertil udtalte ifølge Dagens Nyheder" 6. Juni 1917 vor nuværende Kirkeminister, J. C. Christensen, d. 5. Juni 1917: Det tyske Folk véd, at det i Danmark ikke har en Nabo, som under nogen Omstændighed tænker paa at falde det i Ryggen. Hvad vi nationalt ønsker at opnaa, ønsker vi kun ad Fredens og Fordragelighedens Vej."

29 25 Endvidere fremhæver jeg, at efter Tysklands Sammenbrud udtalte (ifølge Dagens Nyheder" 15. Maj 1919) den tyske Udenrigsminister, Grev Brockdorff-Rantzau: Den neutrale danske Regering véd, at den nuværende tyske Regering stedse har været beredt til at komme til Forstaaelse med den angaaende en ny Grænse, stemmende med Nationalitetsprincipet." Forinden Slesvig-Traktatens Underskrivelse 5. Juli 1920 oplæste den danske Minister, Kammerherre Bernhoft efter sin Regerings Ordre bl. a. følgende: I dette højtidelige Øjeblik, da 56 Aars Uretfærdighed er udslettet, er det paalagt mig i det danske Folks og den danske Regerings Navn at give Udtryk for den dybe Taknemmelighed, som alle Danske nærer overfor de allierede og associerede Magter. Moderlandets Genforening med den største Del af den danske Befolkning i Slesvig skyldes frem for alt de Retfærdighedens Principer, hvis Triumf de allierede og associerede Magter har sikret ved saa vældige Ofre." Efter Oplæsning af denne Erklæring udtalte Ambassadørkonferencens Præsident, Ekscellencen Jules Cambon bl. a. følgende: Vi føler Trang til at svare, at de høje allierede Magter har været overordentlig lykkelige over endelig, i alt Fald delvis, at kunne raade Bod paa den Uretfærdighed, som Danmark var Offer for for over 50 Aar siden." Ekscellencen Jules Cambon udtalte senere overfor Berl. Tid."s Korrespondent Franz v. Jessen: Ambassadørkonferencen kommer til endnu engang at beskæftige sig med det slesvigske Spørgsmaal, da der endnu staar tilbage at afslutte de Forhandlinger, som saa levende interesserer Befolkningen i anden slesvigske Zone."

30 26 Muligvis skal de nævnte Forhandlinger gaa ud paa at fastsætte Regler for, hvordan Tyskerne og den tyske Regering skal behandle Danskerne i 2. Zone, og ligesaa Danskerne og den danske Regering Tyskerne i 1. Zone. Maatte saa de to Parter kappes om med god Villie at følge de givne Forskrifter og baade den danske og den tyske Minoritet skønne derpaa og have det godt henholdsvis under det tyske og under det danske Herredømme og saaledes være Bro mellem de nordiske Folk paa den ene og det tyske Folk paa den anden Side, og der saaledes ogsaa muligvis banes Vej for Fred og Venskab mellem Folkene! I Samklang hermed har ifølge Berl. Tid." 12. Juli 1920 Aftonbladet" (Stockholm) skrevet 10. Juli saaledes i Anledning af Nordslesvigs Forening med Danmark: Hele Sveriges Folk tager i Sandhed Del i denne Glædesfest... og denne Grænseudvidelse... synes at kunne muliggøre et fremtidigt godt Forhold til det Land og den Folkerace syd for Østersøen, der staar de skandinaviske Folk nærmest." Nu er Genforeningsdagen bleven fejret (9. Juli 1920), og Kongen har været i de Landsdele af Slesvig, som nu er blevne forenede med Danmark ( Juli 1920). Baade ved en Gudstjeneste her 9. Juli og paa Dybbølfesten 11. Juli blev nævnet Ordet i Ps. 126,3: Herren har gjort store Ting imod os", og den sidste Taler paa Dybbølfesten, Folketingets Formand, Pedersen-Nyskov udtalte: Det var umuligt at tænke, at en Begivenhed som denne ikke skulde virke paa et Folk, saa det blev et bedre Folk." Det bemærkes, at efter Gudstjenesten i Haderslev fik en gammel trofast sønderjydsk Kvinde trykket Kongens Haand, og hun smilede lykkeligt gennem

31 27 Taarerne og gentager: Aa, Herre Gud dog, at det skulde lykkes mig gamle Kone at faa hilst paa vor egen gode Konge", og endvidere, da der paa Harmonien" var serveret Forfriskninger for Kongefamilien med Følge, havde ogsaa de tyske Medlemmer af Byraadet givet Møde her, og en af dem, Tømrermester Jørgensen, gik hen og hilste paa Kongen, idet han udtalte, at han og hans Meningsfæller i Raadet vel var tyske, men at de redeligt vilde være med til at arbejde for Byens og Kredsens Vel. Kongen takkede Hr. Jørgensen for hans Henvendelse og udtalte, at de tyske Beboere af det gamle Sønderjylland kunde være forvissede om Beskyttelse og retfærdig Behandling, naar de vilde holde dansk Lov og Ret og Skik i Ære. Det tilføjes, at ogsaa blandt Folkemængden, der overværede Kongens Ridt over Grænsen, saas flere kendte Hjemmetyskere, deres Optræden var helt igennem stilfærdig og taktfuld, og navnlig, at Kongen ogsaa blev godt modtaget i Tønder. Paa Dybbølfesten sagde H. P. Hanssen bl. a.: Vi ønsker alle, at den ydre Genforening hurtigst muligt maa blive fulgt af en fuldstændig, indre Sammensmeltning. Og leder vi med paakrævet Agtelse for gamle Traditioner og nedarvede Ejendommeligheder Udviklingen ind paa sunde og rolige Baner, vil vi indenfor en rimelig Tidsfrist naa dette Maal. Her er en vid Arbejdsmark, her er en rummelig Plads for dansk Foretagsomhed; her er meget Brug for dansk Driftighed og Dygtighed. Lad os haabe, at vi maa have lært af Historien, og at vi maa forstaa at løse Fremtidens Opgaver i de nye Tiders Aand, saa Danmark herefter kan indtage en ærefuld Plads blandt de Stater, der har Mindretal af anden Nationalitet indenfor deres Grænser. Ad de

32 28 Veje fremmer vi ikke blot sikrest Rigets Velfærd, men kan ogsaa yde vore Landsmænd, som bliver tilbage syd for Grænsen, en virksom og værdifuld Støtle, en Del af den Støtte, alle er enige om, at de har Krav paa." Og P. Grau sagde bl. a.: Lad os ogsaa her i denne Glædens Stund hædre os selv ved at give og holde dette Løfte, at støtte saa energisk, vi formaar, økonomisk og kulturelt de trofaste Danske, der ikke opnaaede Genforeningen, og lad os hædre disse vore fraskilte ved at rejse os dem til Tak og Ære." Endvidere sagde Statsminister Neergaard bl. a.: Trods al Genforeningsglæde maa vi ogsaa tænke paa dem, der blev tilbage, dem, der har kæmpet saa trofast og udholdende som nogen. Og det kan jeg sige paa Regeringens Vegne, ja jeg kan sige paa hele det danske Folks Vegne: De skal ikke blive glemt." Tidligere ( Berl. Tid." 9. Juli 1920) har Statsministeren udtalt: Det er hele det danske Folks Villie at sky sproglig og national Tvangspolitik og at give det tyske Mindretal sønden for Kongeaa dets Ret/ 23. Juni 1906 kom jeg tilfældig til at se lidt af Bismarck-Festen i Dresden. Dagen efter talte jeg med en Præst dér, og han lod sin unge Datter vise mig Vej derfra. Senere skrev jeg til ham bl. a. om, hvad Bismarck syntes at have ønsket, at de Egne af Slesvig, hvor Flertallet af Beboerne vilde til Danmark, forenedes med Danmark. Han svarede, at jeg ved mit Brev havde beredt ham en stor Glæde. Men nu Flensborg, som jeg ifølge Indtryk fra min Barndom er tilbøjelig til at kalde det blide Flensborg! Flensborgerne tog sig saa godt af cie danske Soldater paa disses Tilbagetog fra Danevirke. Paa Kongens Rejse fra Sønderborg til Tønder d.

33 Juli 1920 havde ifølge Berl. Tid." 13. Juli en Skare paa Flensborgere taget Opstilling ved Krusaa med Flag og Bannere. Der staar paa dem: Forposterne lever i Haabet tf og Flensborgerne hilser Danmarks Konge". Der synges Der er et yndigt Land". Alle græder. Kongen taler mildt og trøstende til Flensborgerne. De klynger sig til Vognen og holder hans Hænder. Det er eu dybt rørende Scene. Derefter kører Kongen og hans Følge videre. Vi er her ved Krusaaen kun en 5 6 Minuters Gang fra Grænsen, og der hinsides Grænsen staar 4000 Flensborgere og Mellemslesvigere, som ikke har kunnet faa Pas. Biskop Martensen var født i Flensborg. 1 Tiden mellem de to slesvigske Krige hævede han sin Røst mod de ensidige Daniseringsbesiræbelser i Slesvig. Henimod Slutningen af sin Levetid sagde han: Jeg kommer ikke derover, før det igen er blevet vort." Jeg kunde være tilbøjelig til i denne Udtalelse at se et Varsel om, at Flensborg engang kommer til Danmark, ogsaa af den Grund, at Martensen var højagtet i Tyskland. I Ps. 36,7 hedder det: Herre! dine Domme (Beslutinger) er som det store Vand, Havet (uudgrundelige)." 1 Tilslutning hertil fremhæves med Hensyn til, hvad der er sket, at ifølge Berl. Tid." 16. Juli sagde Kongen ved sit Besøg i Askov: Alt skyldes dog først og sidst Guds Naade, som her har føjet det saa, at det skilte atter har kunnet sammenføjes," og med Hensyn til Fremtiden lader Gud maaske det ske, at Forholdet bliver saa godt mellem de to Nationaliteter, at der ikke mere er brændende Ønske om at flytte fra det ene Rige over til det andet. Frederiksberg, d. 19. Juli Chr. S. Gerlow.

34

35

36 .u*.«

37

38 - f.,.. >.. i,., - ' ' " ' ', ' ri, fäfc- ' / : "i-.. "