Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 18. januar søndag efter helligtrekonger Johs. 2,1-11 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Henrik Winther Nielsen 18. januar søndag efter helligtrekonger Johs. 2,1-11 Salmer: Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: På Sinajs bjerg sagde Moses til Herren:»Lad mig dog se din herlighed!«herren svarede:»jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.«men han sagde:»du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«og Herren sagde:»her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«2 Mos 33,18-23 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:»de har ikke mere vin.«jesus sagde til hende:» Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«hans mor sagde til tjenerne:»gør, hvad som helst han siger til jer.«der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem:»fyld karrene med vand.«og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:»øs nu op og bær det hen til skafferen.«det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op kaldte han på brudgommen og sagde til ham:»man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham. Johs. 2,1-11 Intro: Godmorgen! I dag er det 2. søndag efter helligtrekonger, og Helligtrekongertiden handler om Guds gradvise åbenbaring af sig selv og sin herlighed. Som de vise mænd, har vi en ledestjerne i det uvisse liv, vi lever, for teksten i dag er brylluppet i Kana, hvor Jesus gør vand til vin, og dermed giver et tegn på, hvem han er. Vi har kun tegnene at gå efter og må indtil videre forholde os til Gud med tro, håb og kærlighed. 1

2 Salmerne til i dag kredser om menneskers grænser for Gudserkendelse grænser, som Gud har sat af omsorg for os i vores skrøbelighed og om, at vi må nøjes med at bekende (i stedet for at erkende) os til Gud, siden vi ikke kan skue ansigt til ansigt. Prædiken: Det er egentlig påfaldende - hvis vi lige ser nærmere efter at man går ud fra, at Jesus redder festen med sin mængde af ny og bedre vin. Men der står faktisk ikke noget om, at der bliver stor glæde. Og det kan jeg godt forstå. For lad os lige evaluere lidt sammen: tjeneren ydmyger brudgommen ved højlydt at erklære, at gommen har spist sine gæster af med den dårlige vin først. En irettesættelse fra tjeneren er lige hvad en festklædt brudgom har brug for. Gæsterne må fornærmet betragte deres vært som nærig, fordi han har ladet den dårlige vin servere først. Det er en skidt vært, der hælder rædselsfuld vin på sine gæster i stedet for at hælde den ud. Når han nu helt tydeligt for enhver har god vin gemt af vejen. Og hvilken nydelse er der i at få god vin serveret, når man allerede er blevet godt pløret? Så dér sidder der en brudgom og bliver ydmyget af tjeneren for nærighed og dårlig etikette, og så foran alle gæsterne, der må blive en smule fornærmede. Gommen står med sin skam, tjeneren bliver fyret, gæsterne skrider, og vor mand får travlt med at trøste sin brud og genvinde sit før så gode navn og rygte i Kana og omegn. Det bliver nogle besværlige tak for sidst -kort at få sendt ud. Det er nok svært at overbevise folk om, at han faktisk ikke havde mere vin, når den nu pludselig flød så rigeligt, uden at hverken han selv eller tjeneren vidste, hvor den kom fra. Og Maria må se til, at hendes søn har bragt ravage ind i de ordnede forhold, og har vist, at han mildt sagt er en blandet fornøjelse at have med til bryllup. Hun kunne sikkert have bidt tungen af sig selv bagefter. Men sådan kan det gå, når man beder Jesus bruge sine guddommelige kræfter på at løse et privat problem. Og den kære brudgom må enten lyve og sige, at han 2

3 havde gemt den gode vin til sidst, eller også må han bekende, at denne Jesus faktisk er Gud selv, der åbenbarede sin herlighed ved hans bryllup. Jeg ved ikke, hvad der er værst - at fremstå som en nærig vært, der ikke undte sine gæster det bedste, eller at stå i den pinagtige situation, at Marias søn fra nabobyen Nazaret skulle være den Abrahams og Jakobs Gud, man ellers kun har med at gøre i Templet i Jerusalem, hvorfra al skabelse og velsignelse udgår. Under alle omstændigheder kan det nok være, at hans troværdighed ikke er helt i top hos folk i byen. I Johannesevangeliet er der en hel del paralleller mellem Moses og Jesus. Hvor det første tegn på Guds magt i Egypten var, at Nilens vand blev til blod, hvorved Faraos forbrydelse mod israelitternes førstefødte blev afsløret, så end ikke flodens og tidens løb kunne holde det skjult sådan bliver nu vandet til vin. To tegn på Guds magt. Og hvor flodvand til blod ikke overbeviste Farao, så overbeviste det dog israelitterne om, at her var den hævnende Gud på spil. Ligesom i Ridley Scotts nye Moses-film Exodus, er Egyptens plager ikke ligefrem tillidsvækkende, særligt da ikke fordi Gud i filmen fremstilles som en rå og hævngerrig dreng, som et voksent menneske kun kan have modsatrettede og splittede følelser overfor frygt og håb, omsorg og afsky, trangen til at holde om og berolige, og trangen til at holde sig væk. For kan et barn i dets vrede overskue konsekvenserne af sine handlinger? Hvordan kan man få et forhold til sådan en gådefuld og uigennemskuelig Gud uden, at det er præget af kamp med én selv og kamp med Gud? Hvor tegnene i beretningen om de ti plager ikke vækker tillid, men snarere frygt for at komme Gud på tværs, er tegnene i Johannesevangeliet tillidsvækkende og præget af overflod og skabelse og velsignelse. Begge typer tegn skal overbevise. Moses og israelitterne blev overbevist ved plagernes tegn om, at Gud ville befri dem fra slaveriet under Farao. Og Jesu disciple aflæste vin-miraklet som et overbevisende tegn. På en gådefuld måde sluttes ringen ved nadveren om lidt, hvor vinen forkyndes som Jesu blod. Ligeså lidt som Moses kunne tåle at se Guds ansigt, men måtte nøjes med at se Gud bagfra, dvs. fra dér, hvor Gud havde været, fra Guds fodspor, ligeså lidt ser 3

4 vi Gud ansigt til ansigt i gudstjenesten. Vi har tegnene - sporene efter Gud - at forholde os til. Vi møder Kristus i dåben og i nadveren, i renselseskarret og i festmåltidet. Vi så, at Marco og Anna fik korsets tegn for deres ansigt og deres bryst, som nye kendetegn, og som tegn, de kan orientere sig efter med hjerne og hjerte. Og når vi går til alters og får vinen og brødet, er de tegn til os, der modtager dem, om at vi skal orientere os efter den opofrende kærlighed, de er udtryk for. Som spor af Guds herlighed. Som en Helligtrekongers ledestjerne i vores liv og færden. Og som tegn på, at Gud ikke straffer, men elsker. Det er voldsomt svært at få ind i sit hoved, så derfor er det godt at blive mindet om det ved alteret. For det er jo ikke så få af os, der gennem få eller mange år føler, at vi er ude på en ørkenvandring og undervejs skaber os den ene guldkalv efter den anden for dog at have et eller andet, vi kan holde os til, tilbede eller dyrke som gud. Men dåben og nadveren er tegn på den pagt, Gud har indgået med os, og i dag med Marco og Anna. En pagt, der ikke går ud på, at vi skal holde os på dydens smalle og dødsens kedsommelige sti, men en pagt, der går ud på beruselse, glæde, kærlighed, forsoning, tilgivelse, frihed. En pagt, hvor vi ikke er sat fast på vand og brød, men sat fri på vin og brød. Gud står ikke klart for os, sådan ansigt til ansigt, utilsløret. Vi har kun Guds tegn og ord, og vi kan kun svare med bekendelse eller afsværgelse. Det er vores menneskelige situation. Meget andet kan vi ikke sige, som vi sang i Brorsons salme Op, al den ting. Indsigten i Gud er ikke utvetydig, for Gud er tilsløret, Gud holder sin hånd op af kærlighed, så vi ikke overvældes og forsvinder og opsluges af Guds vælde. Det er kærlighed, at Gud giver sig til kende, og det er kærlighed, at Gud viser sig i tegn, så vi kan bekende uden at gå til grunde. Grundtvig skrev i Helligtrekonger-salmen Dejlig er den himmel blå, at Guddomsordet vil lyse for vores fod, så vi kan se vejen. Det betyder jo omvendt, at vi lever fremad og i det uvisse og må holde os til de tegn eller vejskilte, der 4

5 angiver ruten. Og guddomsordet ér nu engang frisættelse, glæde på trods af sorg, fællesskabet, forsoningen, kærligheden, troen og håbet, som nadveren og dåben skal skabe og minde os om. Og alle disse ting er jo hurtige genveje gennem revl og krat, gennem bekymringer, nid og nag, der holder os fangne på vand og brød. Vi ved det godt, og vi er i princippet ikke i tvivl om det, men vi har det med at huske dårligt, og vi har det med at strande på den straffende Gud. Også derfor er den rigelige vin et godt tegn. For vi er jo til bryllup i dag her i slotskirken. Og siden brylluppet i Kana har vinen flydt klar og rigelig i Guds huse over hele verden. Til forargelse og undren for nogle, og til glæde for de fleste. Og som både Moses og Jesus som gode jøder ville sige ved et bryllup med vinbægret løftet, kan vi jo sige til os selv med bægret i hånden ved nadveren: L Chaim! - For livet! Amen. 5