GI_ben Medlemsblad for De Berejstes Klub

Transkript

1

2 Gouda Rejseforsikring er med lil al dække Globen. Vi dækker ogs~ gerne dig. Som DllK-medlem får du 33% rabat på rejseforsikringer til dig og din familie (medrejsende samboende saml egne børn). Ring til Gouda Rejseforsikring på SIKKERHED UD OVER ALLE GRÆNSER» Gouda RE SEFORSIKRING Billige flybilletter til hele verden Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter med personlig service. Ring, mail, eller kom ind i en af vores afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din næste rejse. W ASTEELS Rejser København Skoubogade København K Telefon mail@wasteels.dk WASTEELS Rejser Århus Borggade Arhus C Telefon aarhus@wasteels.dk GI_ben Medlemsblad for De Berejstes Klub Korrekturlæser: Per Allan Jensen, adresse s. 70 Redaktør: Nikolaj Witte, adresse s. 70 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: globen@berejst.dk Indhold: 4 Et knivskarpt, kinesisk tema 5 Næste tema: Religiøse og kulturelle ceremonier 6 Landkort over De Berejstes rejser i Kina Bertel Kristensen 7 l en cykelsaddel tænker man mange tanker Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub 20 Forsidefoto: En gamle kalligrafiskriver laver en poetisk sammenblanding af mit navn og et klassisk, kinesisk ordsprog i Sommerpaladset i Beij ing - i den gamle handelsgade - hvor de ældre herrer stadig mestrer kalligrafiens æd le kunst. Foto: Kira Leisau Forsidedesign: Nikolaj Witte, adresse s. 70 Tryk: BB Offset Thorsvej 11; 8850 Bjerringbro Oplag: 210 ISSN : Deadline til næste nummer: 5. maj 2005 Tema: Religiøse og kulturelle ceremonier Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Søren Padkjær, adresse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 17 Nikolaj Witte Kina, med SARS Morten Smidt Vores egen lille hjælpeaktion 0jenvidneberetning fra tsunamikatastrofen i det sydlige Indien Malaika Malmos Kejserkanalen Bertel Kristensen 19 Da jeg mødte den kinesiske landbrugsminister Morten Frederiksen The big train ride - del 2 Arne Runge 24 Cykeltaxituren der endte i en grim misforståelse Lars Nielsen Transport i kina - på godt og ondt Kira leisau Fisk spiser lort i Kina... Arne Runge Kinas minoriteter Lars Munk 33 Kinesisk nytår Claus Virmer Blandt minoritetskulturer i tropisk Kina Ib larsen og lillian Friis Hansen 40 Skydegal landsby Rasmus Krath & Tina Helen Pedersen Erobring af territoriet: Norfolk Island John Damgard Olesen Lige ved og næsten i meters højde Ole Egholm Verdens hurtigste tog Per Danielsen Boganmeldelse: Hos Afrikas "blå folk" Henrik Døcker Bedøvet og berøvet i Filippinerne Lars Nielsen Intens miniferie på Malta Niels J. l. Iversen Vandretur på GR20 Korsika Per Allan Jensen Ind i Borneos hjerte Nikolaj Witte Mine 10 bedste naturoplevelser med dyr Kira leisau Mine 10 mest fascinerende begravelsessteder og kirkegårde Ewa Bylinska Territoriefræs Hej Berejste (om Børnefonden) Artikelopskrift til Globen Arrangementkalender og Mødeaktiviteter 2004 Nye medlemmer Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 19/ Marts

3 Et knivskarpt, kinesisk tema Næste tema: religiøse og kulturelle ceremonier Tusind tak for alle de eventyrlige o~ inspirerende beretninger. Det er en ren fryd at være redaktør på et blad, der bliver oversvømmet af artikler af sa høj en standard. Ikke mindst tak til alle jer, der forstod og respekterede opfordringen tii at indsende en beskrivelse af jeres emne, inden I sendte selve artiklen. Det er herligt med den skærpede fokus, som mange har tvun~et sig selv til, de~ giver knivskarpe fortællinger. Tro mig, jeg ved kun alt for godt, hvor utroligt svært det er, nar man Ikke kan fa alt med, men resultatet, når man holder sig til et aspekt eller en rød tråd, er bare så sk... godt. TAK. Det er med stor glæde, at Globen har fået muligheden for at samle beretninger fra store dele af Kina og med et bredt tidsperspektiv. Du vii derfor på de næste sider kunne læse om Kina under SARS epidemien, nytåret i 1985, verdens hurtigste tog, hvordan det er med transporten i dette kæmpestore land, om stammer, cykletaxaer eller det at cykle selv. Du får også muligheden for at høre lidt om mad (dog måske ikke så man selv drømmer om det) og finde ud af, hvad den ki nesiske landbrugsminister har at sige. så kast dig ud i det og bliv overvældet af, hvor forskellige vores medlemmers historier er. Trods kulturelle forskelle rundt om i verden har vi dog et til fælles: fra fødsel til død markerer vi gennem særlige ritualer og fester vigtige begivenheder i livet. Ved såvel glædelige som sørgelige lejligheder samles folk omkring dans, musik, mad, fyrværkeri og smukt tøj. Mange af os har oplevet gæstfriheden rundt om i verden, og er blevet inviteret indenfor til en af disse fejringer. Du modtages med åbne arme og deltager på lige fod med familie og venner i begivenheder, som ellers kan synes særdeles private i vores kultur. Hvem kan stå for denne varme og gæstfrihed? Efter min mening er nogen af de dybeste og mest intense rejseoplevelser disse festligheder, hvor man virkelig kommer tæt på. Har du været til bryllup i den finske ødemark blandt samer og rensdyr> eller fejret jul med kalkun og jule-pudding i England?. Har du under et ophold i Japan oplevet den traditionelle teceremoni med kimonoklædte japanere eller været til ligbrænding på en strand langt væk fra alfarvej i Nepal?.. Eller måske har du fejret en jødisk drengs indtræden i de voksnes rækker ved en bar mltzva I Israel? Jeg er sikker på, at de fleste af jer har mange spændende, farverige og sjove oplevelser i jeres rejsekuffert, som I brænder for at dele med os andre. Derfor: fat pennen og skriv - men læs lige nedenstående først! Lige to vigtige ting. Før du iler til de spændende artikler er der to ting, der ligger mig på si nde. For det første hørte j eg en lille fugl synge om, at der måske sad folk, der lod sig afskrække af kravet om at skrive ind først og først derefter at skrive selve artiklen. De frygtede, at de ku nne blive vejet og fundet for lette. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Alle kan og må meget gerne sende ind t il Globen. Netop for at ingen skal dømme om, den ene histori e er b edr~ end den anden, har vi indført 'først t il møll e'-pri ncippet. Det vil sige, ligegyldigt hvem du er, så er det dig, der far lov t il at skrive historien, hvis du spørger først, også se lvom der senere skulle komme en anden, der vil skrive om det samme. I ndsendingsmetoden er udelukkende for at undgå, at flere skriver om det samme. Lad det ikke tage modet fra dig. Skriv, skriv, det er jo medlemmerne (os alle sammen), der skaber Globen. Den anden lille vigtige ting: Tillykke tilos alle. Bestyrelsen har vedtaget, ud fra de flotte billeder I har sendt ind, at der fra nu af hver gang skal være 16 sider med farvetryk i midten af bladet. Alle vil ikke kunne have deres billeder i midten, men for at få muligheden for at få trykt dine billeder i farver kræver det, at dine billeder sendes i høj opløsning. Tak for alle de gode artikler og de pæne ord om Globen - Nikolaj Witte ";0,:"" "_,O;.,..,... I nden du skriver din artikel: Til brug for artiklerne i dett e nummer opfordrede vi til, at skribenterne inden aflevering af ~nd l æg skrev til. redaktøren med information om emnet. Dette va r en succes, hvorfor denne procedure ogsa VII være gældende I næste nummer. Derfor : Send en kort mail (3-5 linier) til redaktionen om, hvil ken religiøs eller kulturel beg ivenhed eller fest, du ønsker.,at fortælle om. Skriv også gerne, hvor lang du forventer, at din artikel vil blive. Vi henstiller t il at hver artikel er pa max. 4 sider fo r at så mange so m muligt får mulighed for at bidrage med en fortælling. Er du den første til at vælge en bestemt begivenhed får du en "fat pennen og skriv løs"-mail fra mig. Har en anden allerede valgt emnet får du besked, og i stedet håber jeg, at du vil vælge en anden spændende oplevelse at berette om. Som sidst bruger vi altså "først-til-mølle princippet". Husk også at medsende mange gode billeder samt billedtekst til at krydre dit indlæg. Har du spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til globen@berejst.dk - så finder vi sikkert en løsning sa mmen. Jeg glæder mig til at høre om j e res festlige oplevelser fra hele verden - Pernille Flih Et par af Kinas velkendte ikoner. Mange afos har oplevet den fantastsisl(f~ gæstfrihed der finder over alt j verde'}, Ikke mindst ; forbindelse med særlige begivenheder. 59 kast dig over tasterne og skriv om dine oplevelser Foto: Nikolaj Witte GLOBEN nr. 19/ Marts Foto: Pernille Foh GLOBEN nr. J 9 / Marts 2005 s

4 ~~~ I en cykelsaddel tænker man mange tanker Hjemmefra havde vi, min kæreste, Pernille, og jeg, aftalt, at Kina ikke bare skulle ses, det skulle opleves. Drømmen havde udklækket sig i mit hoved for flere /ir siden og var udsprunget af billeder af cyklende kinesere. Jeg ville gerne kombinere min glæde ved at cykle med min begejstring for at rejse, s/i hvad var mere oplagt end at cykle gennem Kina. Kina er for mig cyklernes land, s/i det var et naturligt valg til denne rejse. Planen, eller m/iske mere drømmen, var at cykle hele vejen gennem landet, men realiteterne rettede pli dette, og efter tusind kilometer pustede vi glade ud. Tekst og foto: Nikolaj Witte En blandt mange 'v,,... ow_ "'.'0.. <.. :: ':'~sterensagde: at lære og bruge sin lærd;)m, er det ikke en' fornøjelse? At venner skulle komme pil besøg langvejsfra, e;' detikke en glæde?,,',, Berejstes rejser j Kina Tegning: Bertel Kristensen Tekst: Nikolaj Witte Jeg vil Indlede dette 'spændende tema om ~ina med et citatfraed af ve rdens mest indsigtsfulde,og bøger, " som h ar skabt det kraftigste af/undam~~t~~' ~orri '<Jen ' klri'es isk~ civilisation stå oprejstptl citatet beskrl~er Mest~'r Kong den fornøjelse som jeg er sikker.på viaiie vi l o~nå, ved at læse om Kina ogforhåben~;'i 9t bagefter...,< :;._,,'...,'. :",:;. ::::,' _. :":'...,, <;:,::::.. :'~.'..,".0.. rejse dertil c:igbruge vores nye lærdom, og kanske blive,de venner pa 'besøg langvejsfra. :.'.:,.~, '0'" So len skinnede på min ryg og musklerne spændtes i mine ben, mens vi afprøvede vores sp linternye cykler i Beijings virvar. Som så mange før mig havde jeg set hovedstadens trafik som noget kaotisk og ukontrollabel, men det lå nu I fortiden, inden jeg havde fået min egen cykel. Som I en symbiose cyklede vi, mig, min kæreste og alle de andre cyklister. Vi var blevet en stor bevægende masse/ uden egen bestemmelse. Jeg kunne ikke andet end at følge cykelflodens bevægelser. Som fodgænger havde jeg følt mig presset ud, først til den ene side, så til den and en, men på cyklen herskede jeg over byen. Jeg glemmer sent følelsen, når vi cyklede over et kryds. Va r der en bil, der ikke nåede over, inden vi kom, så måtte den pænt holde midt i en hjord på hundreder af cykler, og den mindede mest af alt om en lille ø i et oprørsk hav. Alle tror, at man som cyklist er nederst i den trafikale fødekæde, men Ikke n~r man bare er nok, s~ er man allerøverst. l07'erne Ethundredogsyv. Tallet har brændt sig fast i min bev idsthed. Jeg tæn ker. Jeg spørger. Jeg leder. Men lan - devej 107 er og bliver væk. Vi har skaffet landkort hjemmefra, godt nok på kinesisk, og det er klart, at vores 107'er skal være lige her, men det er den ikke. Vi kører under motorveje I flere lag og over broer I mange tykkelse r. Til sidst holder vi ind til en par små restauranter og spi ser lidt frokost. Be~eningen og de andre gæster er bade nysgerrige og forsøger at hjælpe, alt det de kan. Vi bytter smøger, som man gør med alle mænd i Kina, og takker for maden. Tilbage på den vej, der ligner en motorvej, leder vi stadig efter den gamle landevej, der skal føres os sydpå. Pludse lig kigger j eg ned på en stor, flot, hvid sten i vejkanten. Jeg ved ikke, hvorfor vi Ikke har bemærket den før nu. Men ganske som jeg ikke ved, hvilket nummer Gammel Horsenslandevej har, ved Ingen af de lokale, at Kilometersten ved vejkanten af den længe eftersogte landevej 107 Forfatteren ved de to ny indkøbte, og m ske lidt overlæssede, cykler i Beijing. deres restaurant ligger lig e på den vej, vi eftersøger. på den hv ide sten star der med klare, røde bogstaver 107 og et par kinesiske tegn, som jeg tolker som 'landevej'. Endelig kan vi stoppe eftersøgningen og bare trampe derudaf, selvom vejen ikke er den stille landevej, vi havde h~bet P~, den er en massiv, flerespors 'motorvej'. Hvad de kinesere dog finder på Ved aftenstid kommer vi til en lilie by på en god million sj æle, hvor vi sta rter ud m ecl at spørge, de første vi se r, om hoteller. Det er ikke lykkedes os at skaffe Information hjemmefra om, hvorvidt der findes hoteller i de byer, vi skal igennem, for ingen guldebøger sy nes tilsyneladende, at området her er værd at næv ne, så vi er meget spæ ndte p ~, hvad der viser sig, Dem, vi spøger, sig er en masser, og vi ser bare måbende til. Efter lidt tid stopper v i alle op tydeligvis klar over, at vi Ikke snakker helt det sa mme GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19/ Marts

5 Forsiden af en kinesisk avis der blev uddelt til 89 millioner og gav mig, mine femten minutters berommeise sprog. Pegende og snakkede løber de hen og river en ung mand af sin cykel. Han kom stille og roligt cyklende ned ad gaden i sine egne tanker og i klassisk kinesisk cykelstiiling, hvilket vil sige i frøposition, med fødder og knæ helt ud til siden og helst i klip-klappere. Ved forstyrrelsen smiler han dog og nikker tilos. Han er byens engelsklærer, på noget der svare til vores gymnasiu m, og snakker om ikke perfekt engelsk så rimeligt forståeligt. Han viser os med glæde hen t il byens eneste lidt bedre hotel. At det skal være det bedste i byen, finder v i senere ud af, er meget vigtigt, turister må ganske enkelt ikke bare bo, hvor de har lyst, og det bedste hotel i byen er altid et godt bud. Men dette fine hotel har ingen tilladelse til at have turister boende, så det er j o ikke så godt. I Kina bryder man ikke bare sådan loven, men tii gengæld er det politiet, der har lavet lovene, så det er også dem, der kan ophæve dem. Efter nogen tid har vi fået tilka ldt politiet, vist pas, diskuteret sagen igennem utallige gange og fået tilladelse til at blive. Det bliver starten på en hyggelig aften, hvor engelsklæreren inviterer os ud at spise med sin kone og deres venner. Det bliver også en aften med masser af te og øl, og en aften hvor vi konstant er i fokus. Hans kone er også engelsklærer og kan fortælle, at hun er meget glad for at snakke med os, for vi er hendes første udlændinge uden for fjernsynet. Stolt fortæller hendes mand, at han på en rejse til Beijing har mødt to amerikanere, så han kender noget tilos udlændinge. Tilbage sidder jeg lidt og undres over, at det er her i Kinas millionbyer, fyldt med mennesker iført g'.'*"'j JtHYj'iiiVMIi. x lln «-l.'lt... ","lit. ~ x ''*-''IW_CY.';._ II <l~ >c: ~,.,...",.., S'!~f:m:!t.:':.'l" l'ill:.,:,ill:t4:jl'«- "":l'l':l~~,'f:ii>: jakkesæt og mobiltelefoner, at man møder de sidste 'vilde', der endnu ikke har mødt hvid e mennesker. Om cykling og hedeslag Vi finder i løbet af de næste par dage en rytme, som passer vores tempo. Det går ikke så stærkt, for vores form er ikke, som den burde være, vores cykler er ikke s~ lette, som man kunne h~be, og vores bagage er alt for tung. Glat og roligt glider vi glade fremad. Over 107'erens lige strækninger med majsmarker på begge sider og en tyk tåge, som klæbrigt omslutter os ustandseligt. Vi nyder de stille stunder og lever hele ideen om at cykle midt i Kina. Det slår mig igen og igen, hvor fantastisk det er at være så privilegeret - at opleve Riget I Midten fra en cyklesaddel. Jeg tænker over, hvor meget vi får set, som ikke er mere traditionelle turister forundt. Men når en lastbil med hornet i bund og en motor, der kan overdøve mindre atombomber, ri ver mig ud af mine idyl li ske tanker, bander jeg kort over cyklens opfindelse og tænker over, hvor meget all e traditionelle turister med toget kan n~ at se, mens alt, hvad vi ser, er beskidt udstødning og støvet asfalt. Det fantastiske ved at cykle er den direkte kontakt både med kineserne, omverdenen og med sig selv. Der er ikke et øjebliks pause fra at være på. Igen og igen stopper folk op og vil snakke eller tage biileder. Vi er ude i virkeligheden, både på ondt og godt, fra tidlig morgen til sen aften. Elementernes rasen slipper vi heller ikke for, og den varme sol, der bager på tågen, snyder os. Det føles ikke uudholdeligt varmt, solen skinner ikke engang, og luftens fugtighed gør, at vi glemmer at få vand nok. Det bliver Pernille, der bukker under først. Med mavekramper og noget rystet må vi opsøge et Noget af det fantastiske ved at cykle var alle ens medcyklister kinesisk hospital, som er en af den slags oplevelser, man helst er foruden. Med afføringsprøver, der står utildækkede fremme på bordene, og læger, der er mere interesserede i, hvor v i kommer fra, lykkes det os til sidst at få diagnosen hedeslag og få proppet Perni lle på et Ae-værelse i fire-fem dage. Mediernes komme Et par dage senere, da vi igen er på toppen og på farten, cykler vi ud fra en tankstation, hvor vi har holdt pause i middagsheden. Vi har i de forgangne uger overstået masser af kilometer, hilst på et par millioner ki nesere, set zoologiske have, som man burde holde sig langt væk fra, haft en punktering og ikke mindst oplevet en overvældende, kinesisk venlighed. Men så bliver vi stoppet af en af de klassiske trehjulede taxier, og en kineser springer ud. Han er en ung studerende, som vi sna kkede med i middagspausen, og nu har han snakket med nogle journalister på den lokale avis, der gerne vil interviewe os. Først stiller v i os lidt tvivlende overfor forslaget, for vi er sultne, ved at være trætte og vil bare gerne snart være fremme, men han f~r os overbevist da han lover, at det ikke tager lang t id. I samarbejde får v i gennemført et interview på noget, der minder om engelsk. De får taget billeder og hjælper os ind til byen, hvor der til vores overraskelse ve nter endnu flere journalister, der har hørt om den gode historie. Alt i alt går det så mænd glat, men da de undskylder, at deres avis er en lille, provinsiel, lokal sprøjte, der kun udkommer her i Herbai-provinsen, trækker vi på smilebåndet, for det betyder, at den uddeles til ikke mindre end 89 millioner mennesker. Dagen efter er vi på forsiden i farver og i hele tre forskellige av iser. Det er lidt overvældende, specielt da vi om aftenen kører in d i en mindre by, hvor avisen netop bliver uddelt. Alle stirrer endnu mere, end de plejer. I starten forstår vi ikke, hvad der foregår, og først da en kommer hen og viser os avisens flotte farveforside, hvor vi sidder og smiler, forstår vi sammenhængen. Vi oplever vores femten minutters berømmelse, hvor vi skriver autografer på aviserne og smiler til alle. Vi får et par unge studerende til at oversætte, hvad der står i avisen. Ikke alt har noget som helst med det, vi fortalte, at gøre, men historien handler vist også mest om, at de her sjove, hvide mennesker kører rundt i provinsen. Der sk31es p3 de 1000 kilometer vel overst~et Middagsselskab med vores engelsklærer-par og modet med folk der aldrig (or havde set hvide mennesker Det skrevnede og det talte sprog En ugen senere, ude af berømmelsens lys, bliver vi stoppet af en bus fuld af kinesere, der er så nysgerrige, at de ikke kan lade være med at snakke med os. De strømmer alle ud og snakker i munden på hinanden. Men lige lidt forstår vi. Da det går op for dem, at vi ikke forstår, hvad de siger, griber en handlekraftig kvinde et stykke papir og skriver et langt brev tilos. Nu er det sådan med kinesisk at hovedsprogene er delt op i mandarin i nord og kantonesisk i syd. De kan ikke umiddelbart tale samme, men skriften er stort set identisk. Vores buspassager har derfor tænkt, at da v i ikke forstår, hvad de siger, kunne der kun være en forklaring, vi snakker ikke mandarin, som de gør. Løsningen ligger derfor lige for, vi må komme sydfra, for hvor skulle vi ellers komme fra? Målet Det tog os en måned at cykle de lidt mere end tusind kilometer, som var fyldt med spændende oplevelser, måske ikke så mange 'sigths', men mere menneskelige oplevelser for overalt, hvor vi kom frem, var vi i kontakt med kinesere, der for os var lige s~ umulige at forst~, som v i sikkert var for dem. Turen gik fra Beijing i nord til Den Gule Flod, hvor vi drejede ind i landet til Louyang. Vi cyklede på to kinesiskproducerede mountain bikes, som vi havde købt i Beijing til knap kr. stykket, og som vi tre-fire måneder - og flere småture - senere solgte i Vietnam for næsten samme pris. GLOBEN nr. 19/ Marts 2005 s GLOBEN nr. 19/ Marts

6 Kina, med SARS der lå behageligt på den varme sten i solen - ja nu er jeg solbrændt igen!... uddrag fra dagbog d. B/4 Et land uden turister - eller det var i hvert fald min oplevelse. Tekst og foto: Morten Smith Jeg ankom til Kina i starten af april 2003, lige i midten af SARS. Det var med nogie ikke helt ubekymrede forældre hjemme i Danmark, at jeg rejste fra Bangkok til Kunming i Sydkina. Jeg havde ellers planlagt et lidt længere strandophold i Thailand. Men da jeg hørte, at man overvejede at lukke grænsen kunne Thailand være Thailand, og desuden havde jeg også lige tilbragt 6 uger i Costa Rica på netop sol og strand. Man bliver da også selv lidt betænkelig, når det første man får i flyet er en ansigtsmaske og beskeden om at have den på under hele flyveturen - det til trods for at antallet af passager kunne tælles på næsten en hånd! Men jeg havde heldigvis mødt en anden rejsende på mit hotel i Thailand, som sagde, at det ikke va r så slemt som medierne gjorde det til, og at jeg ikke skulle fravælge Kina på grund af SARS. Og desuden var det kun gamle og svagelige, der døde af det - to ting jeg så absolut ikke anser mig for at være. Jeg er dog blevet fortalt, at Thai-air stoppede med at flyve til Kina dagen efter jeg fløj, lidt heldig har man lov til at være. Jeg tilbragte godt 2 måneder i Kina, lige midt i den periode man må kalde for SARS høj sæsonen, det gav mig muligheden for nogle både sjove og lidt spændende, men også til tider helt fantastiske oplevelser. Host, host, host... Hvis jeg skal starte med de sjove var det blandt andet, når man satte sig ind i et næsten hvilket som helst offentligt transport midde l i Peki ng. Jeg var blevet fortalt af nogle fastboende europæere, at den generelle opfattelse og tro var, at det var os "hvide" turister, der bragte smitten rundt! Da vi jo rejste rundt fra provins til provins. så hver gang jeg steg ombord i en bus, skulle folk nok sørge, for at jeg ikke satte mig ved siden af dem - og hvis det skete, tog det normalt ikke lang tid, før jeg fandt mig selv siddende alene! Det var til tider helt utroligt. Folk kunne sidde uden masker og se helt ubekymrede ud og når jeg så sætte mig l så kom masken frem o~ der blev skulet ondt. Hvis man sa lige ville gøre det hele lidt bedre så hostede man lige en enkelt gang eller to - I skulle have set folk i hovedet!! Haha... Når jeg nu skriver om masker, så var det ikke fordi at jeg nogensinde rigt ig så folk bruge dem. Jo måske lige med undtagelse af de større togstationer. Men når folk så ikke brugte dem om bord i togene, kunne det jo være lige meget tænkte jeg - det va r selvfølgelig med undtagelse af de stakler, der skulle dele kupe med mig... Generelt virkede det som om det var et meget lavt informationsniveau om SARS. Når man læste i de lokale (statsstyrede) engelsksprogede aviser, bru~te man ligeså meget spa lte plads pa diverse mineulykker som på SARS. Men det var jo også det man hørte og læste i de danske medier. Og netop når man læste de danske aviser (og - sene hjemme fra) handlende de jo nærmest ikke om andet. For mig virkede det noget overdrevet. Først hen imod min afrejse begyndte j eg at se uddelte brochurer og advarselsskilte, og kun i Peking. Close encounter Et af mit første stop var Dali nord for Kunming. Dali var lige ved at blive et lidt for spændende stop. Et par dage efter jeg ankom, lagde jeg mig nemlig med feber, lidt små influenza, kvalme og andet almindelig dårligdom, ikke noget som man ville have været bekymret over et hvilket som helst andet sted, men nu var det lige alle symptomer på SARS, så det var ikke noget der gjorde mine nyfundne amerikanske rejsevenner specielt glade. De var nu også på vej ud af Kina, så at blive smitte i den sidste uge stod vist ikke på deres ønskeseddel. Men jeg fik lov til at ligge i sengen på hotellet i 3 dage, i stedet for at opsøge en læge som mine venner mente. Jeg var af den faste overbevisning, at det umuligt kunne være SARS, ikke så hurtigt og at hvis jeg kom til læge eller på hospitalet, så va r jeg først sikker på at blive smittet. Men på 3. dagen fik jeg det heldigvis også bedre, og vi skyndte os at finde en bus tilbage til Kunming - nu snakkede de nemlig om at stoppe bustrafikken til Dall - ikke lige stedet jeg helst vil le være strandet. Mi n sygdom skyldtes nok bare den kyl Iingesuppe jeg var ude og få på en ellers hyggelig sidegade restaurant i Da l!' Jeg opdagede først at kyllingdelen i suppen var kyllingehoveder, da jeg hostede et ha lvknust, halvttygget et op... Hmmm Fordelene ved SARS I det hele taget va r jeg nok ret heldig med min transport. Jeg hørte flere gange efter ankomst til et sted, at nu snakkede man om at stoppe al transport dertil og nogle gang også derfra - så måtte man jo lige skynde sig at få set de ting, der skulle ses og så videre med dagsordenen. Men netop de stoppede vanskelige muligheder gjorde mit ophold i Kina til noget specielt. Især da al kinesisk turisme blev forbudt, det vil sige man stoppede alle de tusindvis af kinesiske turistselskaber, der fragter i millionvis af kinesiske turister rundt i landet - pludselig va r man den eneste turist, lige meget hvor man kom hen. Det gjorde at jeg nok har fået nogle oplevelser, som man ikke har kunnet få i de sidste 20 år som turist i Kina - hvem her har haft den forbudte by i Peking for sig selv en hel dag?? Okay der va r lige en enkelt eller to rengøringspersoner, en enkelt turist og en enkelt el ler to kunststuderende der ville vise mig noget kunst, men ellers var det helt mennesketomt!! Sikke en oplevelse af gå rundt et så fantastisk sted og så have det for sig selv som sikkert kun den sidste kinesiske kejser har kunnet få det. Ubeskriveligt! Et andet eksempel kan være Maos Mausoleum, hvor man vist normalt står i kø i flere timer og bevæger sig som en lang slange ind igennem bygningen uden mulighed for at stoppe. Jeg gik lige op til indgangen og ind. Man skal selvfølgelig stadigvæk følge ruten, og man skal så sandelig heller ikke stoppe op o~ forsøge at kigge lidt nærmere pa den gode Mao. Det tog cirka vagterne et brøkdel af et sekund at trække deres pistoler og sende mig videre...! Gulp! Ku nne nok næsten lave en top-lo over steder der var bedre på grund af SARS. 1. Chengdu panda park, dyreparker er altid bedst når der ikke er for mange mennesker. 2. det hellige bjerg Emei Shan, et 14 timer super trek ned ad bjerget fra sne til sommer, midt imellem aber, klostre, tåge og en dejlig buddhistisk stilhed. 3. stenskoven i Shilin......efter jeg havde gået i en 10 minutters tid kom jeg ud hvor der ikke var andre, og de få der kom opdagede ikke den ha lvt nøgne solbadende læsende dansker,...4. de utallige kinesiske parkanlæg, skal ikke kunne sige om de altid er forholdsvis mennesketomme, men dejlige er de. 5. Xiam bymur. 6.Terra-kotta krigerne Maos Mausoleum. B. Forbudte by. 9. Ja her skal alle de andre seværdigheder i Peking vel nævnes. 10. Den himmelske fredsplads, nok også en af de vigtigste. Brugte næsten hver aften derinde med drage flyvning. Det havde en skægt beroligende effekt på en, som jeg ikke har oplevet før eller efter rejsen, når jeg har fløjet med drage. Blev fortalt at der også normalt ville være masser af mennesker på pladsen, især på det tidspunkt hvor de tager flaget ned, men det oplevede jeg heller aldrig. Ti l gengæld tror jeg at til trods for de manglende mennesker, vedligeholdt man den normale politistyrke på pladsen - de var til t ider i klart overtal. Haha... Nej dem sku lle man nu nok ikke grine af. så dem i aktion 2 gange hvor sektmedlemmer af Fa lun Dong lavede proteststrejker, det vil sige de nåede lige at sætte sig, så sprang et utal af vagter på dem og de blev hevet ind i en af de dertil ventende biler... At den kinesiske mur ikke optræder på listen har sin helt egen grund. GLOBEN nr. 19 / Marts O GLOBEN nr. 19 / Marts

7 Ulemperne ved SARS Det er jo klart at der ikke kun er fordele ved at rejse i et sygdomsramt land. Og nu ser jeg helt bort fra all e de syge og døde. Mit største tab var nok det at jeg aldrig nåede ud til den kinesiske mur. Da jeg indlogerede mig på mit hotel i Peking, kom jeg til at dele værelse med en englænder som 2 dage i træk havde forsøgt at nå ud til 2 forskellige steder på muren. Men begge gange havde han været nød til at vende om på grund af nogle vejblokader. Og da han gav op efter 4 dages forsøg, tænkte jeg, at så ville je~ ikke bruge en dag på det. Men sa har jeg jo også bare noget til gode til næste gang jeg kommer derover. En anden ting jeg også havde planlagt var at tage det transsibiriske tog hjem. Men da jeg havde planlagt at købe min billet i Peking som viste sig meget besværligt, og da Mongoliet pludseligt lukkede deres grænse mod Ki na, blev den plan aflyst. De manglende turister gjorde det også meget sværere at finde nogle at rejse sammen med, og til tider var det da lidt kedeligt at rejse alene rundt i et land hvor man ikke lige falder i snak med de lokale. Gratis udlandstelefoni via internettet. Det har i flere år været muligt at lave gratis telefonopkald via internettet, kvaliteten har dog været meget svingende, og det har krævet en del teknisk snilde at få det til at virke. I,Det har på det seneste'ændret sig,så man nu kan lave gratis opkald til,en pc på den anden side af jorden; i god kvalitet og helt uden problemer Endvidere kan man for et meget beskedent beløb, typisk mellem 15 og 25 øre i minuttet, ringe op til en fastnettelefon et hvilket som helst sted i verden. Og det er her det bliver rigtigt interessant. Det du skal gøre er, at købe et headset og tilslutte det til din pc. Gå ind på download og installer et lille program og du er nu klar til at ringe op til andre Skype brugere. Ønsker du at lave opkald til folk som ikke er tilmeldt Skype, skal du indsætte et beløb, f.eks. 10 euro, på din Skype konto og du kan nu ringe op til et vilkårligt telefonnummer for en brøkdel af den pris man betaler til telefonselskaberne.. God fornøjelse...:.. Michael Horne Nielsen. Fik heller aldrig rigtigt rejst ud på landet - nok fordi jeg var bange for at skulle enten strande derude eller blive sm ittet og ende på et lokalt landsby hospital... Og så fik jeg ikke gået så meget i biografen som jeg ellers plejer at gøre når jeg rejser. Var i biografen i Shanghai, det var det eneste tidspunkt hvor jeg reelt bekymrede mig om at blive smittet. Hold op hvor sad vi tæt... Jeg endte med at tage en måned tidligere hjem end planlagt, til dels fordi det var blevet lige besværligt nok at rejse rundt, og så havde jeg fået et interrail rejsetilbud fra en ven jeg ikke kunne afslå. Men det er et land jeg VIL tilbage til. Hvor er jeg blevet spurgt mange gange om hvordan jeg kunne undgå at se den kinesisk mur, så det skal jeg have gjort noget ved. Og så er der de kinesiske friskla vede nudler, dem bliver man jo aldrig træt af... Og den færdige dæmning som j eg kun så om natten kort tid før den åbnede, og selv i mørket så den enorm ud... Og så er der... Vores egen lille hjælpeaktion. Forhistorien til aktionen : Per, medlem af de Berejstes klub, har bygget et hus på Sri Lanka og har flere gange på klubmøder fortalf6m hvordan det gik. så vi er nok en nok der synes, at vi kender noget til stedet og spændt har fu lgt projektets udvikling.. Vi var også nogen der vidste, at Per og Camilla havde planer om at skulle til Sri Lanka omkring juletid. så kom flodbølgen og da vi på diverse kort kunne se, at området hvor Pers hus lå, var hårdt ramt, blev vi bekymrede. Ekstra Bladet bragte en artikel om Per Godman, som var en af de første omkomne danskere. Per Godman var Pers nabo og havdehjulpet Per meget i byggeprocessen. Der var billeder af Per Godmans hotel, eller nærmere rester af det. Vi kunne ikke få fat i Per lige umiddelbart. Men heldigvis kontaktede han os og fortalte. at han og Camilla først skulle af sted 5. januar og det fastholdt de, selvom de ikke vidste, om de kunne komme ud til huset, da vejene mange steder var blokerede eller skyllet bort var Fill på vej ud for at købe lidt raketter til Jeppe. Vi var blevet enige om at vi ikke skulle have ret meget dels pga. Seest og dels ville vi donere penge til Asien. De to var lidt sent på vej og der var sådan set lukket i butikken. De får dog lov at købe udstillingsplanchen mod at tage det hele. Der var krudt for langt over 1000 kr. købt for 300 kr. så går salget I gang. Venner, bekendte og tilfældigt forbipasserende købte - det går jo til et godt formål. Inden vi kom hjem til Funder Kirkeby havde vi solgt for 750 kr. Vi supplerede op, så var de første 1000 kr: klar. '.. Fiil kontaktede Per og forskellige i De Berejstes Klub for at høre om det var ok. at lave vores egen indsamling af penge. Tanken var, at Per skulle have pengene med til Sri Lanka og iværksætte hjælp i det område, hvor hans hus ligger. Det var svært at sige på forhånd hvad der var muligt at gøre, men vi havde en ide om at vand var et godt sted at starte. Det blev der arbejdet en del på inden Per og Camilla skulle af sted. Vi indsamlede kr. og en del af pengene blev brugt til et dobbeltvirkende osmoseanlæg som Fiil fik en.iokal fragtmand til at tage med fra København. Det ankom til Silkeborg aftenen inden Per skulle af sted så Fiil kørte til Ålborg kl. 4 om morgenen for at aflevere anlægget til Per. Inden var der forgået forhandlinger med flyselskabet så udstyret kunne komme med til en særlig lav overvægtspris (350 kr.) - det gik jo til et godt formål. Ambitionen var at vi skulle være medvirkende til at området hurtigt fik rent vand og at områdets brønde blev renset. Det var for dyrt og besværligt at medbringe pumpeudstyr, så det valgte Per at skaffe lokalt. Historien om forløbet på Sri Lanka må Per hellere selv fortælle, men sidste nyt er, at der nu er renset 300 brønde i området og osmoseanlægget bliver monteret i nærmeste fremtid. Egentlig skulle der have været givet en tilladelse fra Røde Kors til at starte oprensningen, men den blev først givet dagen efter, at de var færdig med at rense brøndene her omkrig så det er godt, at der nogen gange er nogen der tør at gøre noget på eget initiativ. Det har været et rigtig godt forløb og tak t il alle dem som har bidraget til, at det forløb, som det gjorde. Vi synes, at det vi gjorde var vigtigt og at vi i vores lille forening var med til at gøre en forskel ude i den store verden. Sådanne projekter gør at man får lyst til at yde frivilligt arbejde. FiiI og Kisser. GLOBEN nr. 19 / Marts GLOBEN nr. 19 / Marts

8 Øjenvidneberetning fra tsunamikatastrofen i det sydlige Indien Mere oprydningsarbejde i landsbyerne ved AUfoville (Pondicheny) Der er også fiskerlandsbyer som blev hårdt raml, men heldigvis for dem var de tilpas læl på Auroville som havde en hær af frivillige oprydnings tlælpere som nu er gået fra oprydning HI genopbygning. Tekst og foto: Ma/aika Ma/mos (fra mail sendt hjem til venner og familie) Tror efterhånden jeg har fået samlet mine tanker og er parat til at skrive lidt mere detaljeret om, hvad der skete. Som I nok ved, var der tidligt om morgenen den 26. december et kraftigt jordskælv i Indonesien, det værste i verden i 40 år, 8,9 på Richter Skalaen. Dette jordskælv udløste en Tsunami, en række høje og kraftfulde bølger, og disse nåede Indiens østkyst tre timer efter selve jordskælvet, altså omkring kl Jeg befandt mig på Tamil Nadus kyst i byen Mamallapuram (Mahabalipuram) cirka 60 km. syd for Chennai, hvor jeg havde fejret julen, og jeg boede på et hotel kun 50 meter fra strand en. Jeg va r lige vågnet, gik rundt o~ var langsomt ved at klæde mig pa, da jeg pludselig hørte en masse folk råbe og skrige udenfor, mere end de plejer at gøre, helt vanvittigt! Jeg åbnede min dør og fandt mit værelse som en ø midt i en kæmpe flod. Alle værelser var placeret tre eller fire trin over selve jorden, og vandet havde altså oversvømmet hele hotellet og flød igennem det og ud på den anden side uden at komme ind på selve værelserne. Faktisk fattede jeg først ikke, hvad der skete, troede i begyndelsen det var regn. Har før set monsunregn forvandle gader til floder. Der var bare det ved denne situation, at det ikke regnede. Jeg råbte rundt omkring til de andre små øer (værelser), hvor folk var strandede som mig, men ingen vidste, hvad der foregik, kun at det jo temmelig sikkert var bølger, der af en eller anden grund havde besluttet sig for at besøge landjorden. Mærkeligt nok pan ikkede jeg ikke og tænkte næsten ikke over, at det kunne være va ndet ville stige yderligere og komme ind på mit værelse. For det gik så hurtigt. Det varede ikke længe, før vandet forsvandt igen og vi kunne komme væk fra vores værelser. Min første tanke var Claudia, min veninde fra Chile, som dagen forinden var flyttet til et værelse på stranden, hvor jeg skulle have mødtes med hende en halv time senere. Jeg fandt en anden ven, Mauricio fra Columbia, og vi løb sammen ned mod stranden for at se til hende. Gaden var ugenkendeli~; så meget ødelæggelse. Alt var vadt og dækket af slam eller mudder eller hvad pokker det var bølgerne havde bragt med sig, og over det hele, som var det een stor usorteret losseplads, lå fiskenet og ting og affald og stykker af træ fra ødelagte både og huse, og palmeblade og kokosnødder og hele palmer samt en masse uidentificerbare ting som nok engang har været noget. Langt væ rre var panikken dog. Angsten i alle folks ansigter, folk skreg, råbte, græd, rendte ind og ud mellem hinanden, anede ikke hvor de skulle gøre af sig selv, et stort virvar. Jeg så venner og folk jeg havde lært at kende i Mamallapuram i chok, grædende, skrigende. Jeg så folk komme bærende på liviøse kroppe, druknede børn og kvinder. Virkelig virkelig forfærdeligt!!! på dette tidspunkt var jeg selv i chok og blev væk fra selve stranden, mens Mauricio løb helt ned på stranden efter Claudia. En gammel mand hev fat i mig og råbte noget på Tamil. En anden mand kom til og oversatte for mig, at den gamle mand ville vide, om jeg vidste hvad der foregik. Han var omkring 60 år og havde aldrig i sit liv set noget lignende og troede så, at turisten ville vide hvad det var. Folk var fuldstændig uforberedte, og de høje bølger var kommet fuldstændig bag på dem. En tysk veninde havde været ude at svømme i havet en time inden det skete, men havde besluttet, at der var for meget strøm og var gået til poolen i stedet. Oprydningsarbejdet i landsbyeme ved Auroyjlle (Pondicherry) Men ingen vidste noget på forhånd, og det var nok den værste del af tragedien. Fjernsynet havde godt nok nævnt noget om, at der havde været et Jordskælv i Indonesien, men kun på de engelske kanaler, om de færreste indere ser, og der blev intet nævnt om, at dette jordskælv ville kunne påvirke os så langt væk derfra. I kke et ord om tsunamien før fter den havde ramt, og da va r det alt alt for sent. Dog va r der en hindupræst, der n halv time før tsunamien ra mte havde gået rundt og dvaret folk i Mamallapuram om, at en katastrofe ville ske. 1"lan kunne kun føle, at der ville ke noget slemt, men vidste ikke hvad. De fl este fol k va lgte nok at overhøre hans varsler, mens andre va r gået til templerne (blandt andet på stranden) for at prøve at formildne gudernes eventuelle vrede. Imidlertid skete der det, at en ny r kke af bølger begyndte at slå Ind over stranden mod os, og jeg løb med menneskeflokken væk fra kysten. Jeg løb tilbage på hotellet og fik den besked ikke at spilde et neste øjeblik. Ingen havde oplevet en tsunami før og vidste ikke, hvordan den ville forløbe. Ja, faktisk vidste ingen på dette tidspunkt, at det var en tsunami, der var tale om. Men siden der nu to gange i løbet af et kvarter var kommet to omgange af bølger, var beskeden til alle gæster klar: kom væk herfra i n fart!!! Jeg fik kylet mine ting ned I tasken og hjalp Mauricio med at gøre det samme. Han var kommet tilbage kort tid efter mig og havde fundet Claudia i god behold. Hun o~ n japaner, Moti, havde værelser pa nden sal på stranden, altså temmelig højt oppe, så bølgerne havde Ikke nået deres værelser, og det va r lykkedes dem at komme ned af den ødelagte trappe. Til gengæld var alle dyr i indhegningen døde, hunde, høns og geder, og fami lien der boede nedenunder var der ingen spor efter. Forhåbentlig var de ikke i huset da det skete!!! Claudia så jeg ikke siden. Hun skyndte sig hen tii det børnehjem hvor hun arbejdede, for at tjekke, om de havde det fint, for det ligger også kun omkring 50 t il 100 meter fra stranden. Jeg fik efter et par dage kontakt til dem over telefonen og fik at vide, at ingen var kommet noget ti l. De havde været på vores hotel juleaften og optræde med dans, og dagen efter - altså den havde vi tilbragt hele dagen med dem på stranden, legede forskellige lege, lærte dem yoga, grinede og hyggede os. De havde besøg af et andet børnehjem, så der var 90 børn i alt. Vi fik en anden columbianer, Hernando, klædt ud som julemand, og alle børnene fik gaver. Alle tiders dag. Men utroligt, at der var så meget glæde og ro og dagen efter så meget smerte og panik på helt den samme strand. Og dagen før det - den havde stranden også været vores sam Iingspunkt for at sprede juleglæde. Der bor omkring 40 hjemløse sigøjnere i Mamallapuram, som mest holder til på stranden og enten tig ger eller sælger. så i dagens anledning besluttede vi os for at sprede lidt juleglæde og fik hotellet til at lave en kæmpe portion Chicken Biryani (ris med kylling) og købte kiks, mælk, vand og lidt legetøj til børnene. Vi fik all e sigøjnerne ned på stranden og gav dem maden, og de var simpelthen helt ubeskrivel igt lykkelige og taknemmelige. Den dejligste følelse af at have gjort andre glade, at have reddet i det mindste den dag for dem. Men hvor er de nu?? Kiggede efter dem efter katastrofen, men så ingen af dem. Nå, men vi kom afsted fra hotellet i en fart, og jeg løb endda fra reg ningen. Ikke fordi der va r så meget panik på det t idspunkt, men afsted skulle vi. Havde jeg haft al min bagage der, havde j eg været nødt t il at efterlade det meste, men jeg havde heldigvis kun en lille taske. Vi fulgte massen af folk en kilometer eller to ud til hovedvejen, hvorfra der gik busser. Men der var så ekstremt mange mennesker, der ville derfra. Hele landsbyen og alle turister. Alle. Og så få busser. Mi~ og en tysk dame, Lalita, hoppede pa en bus, og her blev vi skilt fra vores tre andre venner, da bussen - umiddelbart efter at jeg kom på - begyndte at køre. Bussen var ikke engang fyldt, jeg tror bare chaufføren var desperat efter at komme derfra. Ikke fordi en eventuel tsunami ville kunne have nået hele vejen op til hovedvejen, som var på en bakke... Men okay, afsted kom vi, rigtig heldigt. på vejen så vi tusinder af mennesker, der ikke var kommet med en bus, på flugt/ massevandring på gåben fra Mamallapuram og omkringliggende landsbyer. Bærende på sårede og bærende på deres vigtigste egendele. Vi blev sat af i en landsby omkring 25 ki lometer fra kysten, hvor vi desperate - men uden held - prøvede enten at finde en person der talte engelsk ell er et hotel. Vi fandt til gengæld en togstation og vi ll e have købt billetter til Pondicherry, men blev frarådet det. Ved ikke hvorfor. Derfor tog vi i stedet nordpå, til Tamil Nadus hovedstad GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19 / Marts S

9 Chennai (Madras), hvorfra vi endelig kunne komme p~ nettet og læse nyhederne og finde ud af, hvad der egentlig var sket. Chokerende. Først der gik det op for mig, hvor slemt det egentlig havde været, og hvor heldige vi havde været at være sluppet med livet i behold. Vi mødte en masse andre turister, der havde været samme sted og fik udvekslet rygter og oplevelser. Der gik rygter om, at et andet jordskælv eventuelt ville finde sted, og en ny række af bølger m~ske ville ramme kysten i løbet af aftenen eller natten. Hele aftenen brugte vi p~ at se BBC news. De havde kun f~ billeder og oplysninger og gentog sig selv igen og igen og igen, men vi blev ved med at se det. De eneste billeder fra Indien var fra kysten i Chennai, kun fire kilometer fra, hvor vi nu I~. Hvilket fik os til ikke at fatte, hvad pokker vi lavede der. Jo flere gange vi s~ billederne, jo mere skræmmende var det. Da Lalita slukkede lyset, kom hun ved et uheld til ogs~ at ramme "roomservice knappen", og fem minutter efter ringede det p~ døren. Vi var begge for udmattede til at reagere, s~ manden ringede p~ igen og r~bte "What What??" De af jer der, har hørt en inder sige "what", ved godt, at det alt for nemt kan forveksles med " water", og jeg troede alts~ han kom for at meddele, at en ny tsunami havde ramt hotellet. For satan da, jeg si~er jer jeg fløj ud af sengen og flaede døren op og skreg "hvad sker der" p~ dansk op i hovedet p~ den stakkels mand, der bare troede vi ville have ekstra tæpper eller noget. Det tog over en halv time, inden mit hjerte bankede normalt derefter. Dagen efter kom vi i kontakt med columbianeren Mauricio, som var El par dage før lsunamien i en fiskerlandsby nær Mamallapuram havnet i Pondicherry, og vi tog dertil og mødtes med ham. Et meget rørende gensyn, begyndte faktisk næsten at tude. S~ tog jeg tilbage til Auroville, hvor jeg er nu. Her er der ogs~ folk, der er døde, men i det mindste er landsbyerne ikke s~ tæt p~ stranden som mange andre steder. Jeg ved ikke, hvor meget I har hørt om situationen i Indien, men det er virkelig uhyggeligt. S~ ufatteligt mange mennesker der er døde. Bare i Tamil Nadu siger de nu, at der er over døde, tallet stiger dag for dag. P~ Andamanerne og Nicobarerne er det op mod af en befolkning p~ mennesker. En ud af tre døde (eller savnede)!!! Derfor kan I vel nok regne ud, at jeg dropper min planlagte tur dertil og tager et andet sted hen i næste m~ned. Havde jeg været der i denne m~ned, var jeg blevet skyllet ud i havet, det er helt sikkert. Og hvad med de folk jeg har mødt i løbet af sidste m~ned som skulle dertil, er de i live? Og dem der skulle til Sri Lanka? Og hvad med alle de herlige mennesker vi mødte sidste ~r p~ Sri Lanka? Familien fra stranden? Shammi? Shiran? En rigtig trist jul, det er hvad det har været. Først døde morfars bror Poul i et trafikuheld, s~ tsunamien, og s~ indbrud hjemme p~ Tønningvej. Alt gennemrodet og min afl~ste skuffe med alle mine dagbøger og hem- Rekordernes land. meligste tanker og ting respektløst brækket op og gennemrodet. Og nu snakker folk om en eventuel epedemi efter tsunamien. Ganske forfærdeligt. Dog er der endnu ikke udbrudt nogen epedemi, s~ indtil videre bliver jeg her i Auroville. OJl hey, jeg passer ufattelig godt pa mig selv for tiden, tro mig... Det eneste gode der er at fortælle er, at jeg stadig har det rigtig godt. Ingen men, ingen traumer, ingen vandskræk og ingen onde drømme. Knus og masser af tanker fra Malaika... Savner jer mere end nogensinde. Kina er kun verdens andet største land, men har verdens største befolkning. Til gengæld kan det være svært at f~ en plads p~ stranden, for Kina har kun verdens tiende længste kystlinje. Men m~ske er kineserne ikke s~ interesserede i at ligge ved standen, og vil hellere ind til byen, for verdens hurtigst voksende byer Hangzhou, der regnes med at vokse med flere hundrede procent de næste ~r. Eller m~ske har de for travlt med at bygge huse, for verdens højeste hotel er Jin Mao Tower i Shanghai. N~r kineserne ikke bygger, laver.. de højst sa ndsynligt noget p~ nettet, for i dag har kinesisk overhalet alle andre sprog, der tales on line, men det er m~ske ogs~ meget passende, for der er dobbelt s~ mange,.der taler mandarin som noget andet sprog i verd en. Kina har ogs~ førstepladsen I flest butikker med tyve millioner butikker, men m~ dele andenpladsen j kampen om verdens største bibliotek. Men alt dette skal ogs~ matche verdens hurtigst voksende økonomi, der netop i dette øjeblik menes at overhale USA's og dermed blive/være verdens største økonomi. GLOBEN nr. 19/ Marts Kejserkanalen. Tekst og tegning: Bertel Kristensen Middelalderens mest berejste europæer Marco Polo besøgte Hangzhou i 1200-tallet og omtalte den bagefter om ve rdens utvivlsomt flotteste og formodentlig største by. Hundrede Sr tidligere havde den i en periode v ret hovedstad for riget i midten, og helt fra omkring ~r 600 havde den været en vigtig handelsby, voket op, som den var omkring den ydlige ende af Kejserkanalen,- ofte blot omtalt som Den store Kanal. I liret 610 blev Kejserkanalen ført frem til Hangzhou og Det østkine Iske Hav og er dermed verdens Idste kanalbyggeri, og - nu vi er ved rekorderne, - med sin iængde fra Beijing p~ knapt 1800 km er den amtldig verdens længste skibsfartskana l. Kun lidt under ha lvdelen r dog sejlbar i vore dage. Ilangzhous førende attraktion, I r hvert ~r lokker i tusindvis af kin esiske turister fra nær og fjern, r Vestsøen, et ~rtusindgamme lt tykke landskabsarkitektur, der har været forbillede for tilsvarende haveanlæg rundt om i Kina, og limænd ogs~ i andre dele af verden, her skal blot nævnes Frederiksberg Have. Der bor ikke færre mennesker I Ha ngzhou end dengang, den i middelalderen var verdens største by, men af det middelalderlige bybil I de er intet tilbage, takket være l 800 -tallets Taiping-oprørere og 1970 ' ernes rødgardister. Men er promenaden langs Vestsøen med sirlige, velpassede blomsterbede, elegante honeymoon-hoteller og udsigt over søen til fjerne pagoder p~ toppen af skovklædte 1øjdedrag byens forside, s~ m~ bydelen omkring Kejserkanalen s~ helt afgjort være bagsiden med c e mentgr~ højhuse og ramponerede fabriksanlæg lan~s kanalens mudrede bredder og grasorte va nd. l'ler i den nordlige del af Hangzhous bymidte er der hver eftermiddag kl. halv seks afgang med pa ssagerskib ad Kejserkanalen, med ankomst til den gamle kanalby Suzhou næste morgen kl. halv otte, en b~drejse p~ 145 km. To b~de sejler samtidig, fortøjet til hinanden. Allerede efter 20 minutters sejlads, længe inden man er ude af det tæt bebyggede byomr~de, passeres den første af de gamle historiske broer med dens tre runde buer af sten. Som var det en hvilken som helst hovedvej, er kanalen forsynet med færdselstavler langs bredden, kilometermærker og vejviserskilte med afstandsangivelser de steder, hvor sidegrene forlader hovedkanalen. Der er trafikseparering, s~dan at der i hvert fald som hovedregel sejles i højre side. Ikke for ingentin~ er flodprammene, der færdes pa kanalen udstyret med fendere hele vejen rundt. Advarsel sr~b i megafon, ala rm med skibssirenen og skibshundenes vedholdende gøen afværger i sid ste øjeblik enkelte, men ikke alle tilfælde af ublid nærkontakt mellem kanalens skibstrafik, i de fleste tilfælde heldigvis med trafik i samme retning. Ind i mellem kan det godt opleves som noget i retning af radiobilerne i Tivoli eller baljebanen p~ Bakken, og et par gange i nattens løb er man ved at ryge ud af køjen. P~ øverste dæk er der indrettet seks 4-mands kahytter og to 2-mandskahytter. Ude foran befinder sig spisesalonen, hvor der denne aften serveres kogt fisk, ris og en velsmagende kinesisk udgave af millionbøf lavet p~ grisekød. Udmærkede kolde d~seøl kan købes for 6 kr. Spisesalonen er indrettet med vinduer fra gulv til loft, s~ man kan følge med i trafikken p~ kanalen s~ længe, det er lyst. Salonens midterste del ser ud til at være beregnet til dansegulv, loftsbeklædningen er imiteret perlemor, hvor der i midten hænger en lysekrone med sm~ lampetter. En bar med en enkelt barstol befind er sig i det ene hjørne. Aftenen igennem foreg~r der dog ikke andet, end at besætningen sidder og spiller kort omkring et bord, der er trukket midt ud p~ gulvet. GLOBEN nr. 19 / Marts

10 Næste morgen kl står solen som en rød kugle i morgentågen inde mellem kanalbreddens rækker af høje bambus. Endnu er der mindst 2 timer til ankomsten i Suzhou og god tid til at følge kanaiens livlige trafik. Pramtræk med op til 11 pramme bundet sammen, ofte med mindre end en halv meters fribord, manøvrerer langsomt gennem kanalens kurver med last af vidt forskellig art. Der sejles med alt fra øl og sodavand til sten grus, mursten og andre byggematerialer, kul og kunstgødning, "pit props"(=tømmerstokke til afstivning af minegange) og sammenbundne baller af bølgepap til genbrug. Klubrejser Georgien' -.~ Mange af prammene ser ud til at fungere som mand-og-kone foretagender, hvor prammen er hjem for en husstand, der oftest foruden børn også omfatter en skibshund, og i et enkelt tilfælde en kat tøjret i en sele. Foran den røde fane med de fem gule stjerner ude agter og hen Per Allan langs lastrummet blafrer vasketøjet fra tøjsnoren, og bag styrehus og kahyt står krukker med roser o~ magnolier. I flamingo-kasser pa taget har man forårsløg og andre køkkenurter. Bebyggelsen omkring kanalen bliver tættere, og på en parkpromenade langs bredden er folk i gang med morgengymnastik. Ad mindre sidekanaler nærmer vi os Suzhous bymidte, og lidt i halv ni ankommer vi til byens bådterminal, hvor der venter det sædvanlige overfald fra ivrige taxachauffører og hotelagenter. v_. _ _ Der er i Ilr - foreløbig - arrangeret to klubrejser for DBK-medlemmer, nemlig dels en tur til Georgien (samt evt. Armenien) i maj milned og dels en tur til Sarawak (Borneo) i august. D ~ r er tale om en pionertur arrangeret af klubbens sponsor Penguin Trave!. T~ren koster '" kr. og strækker sig over perioden 7/5-14/5 med valgfri mulighed for forlængelse med 4-5 dage i Armenien, formedelst en merpris pil cirka kroner. I skrivende stunde (primo februar) er der endnu fil ledige pladser pil turen, og hvis du er interesseret, skal du henvende dig til Dimo i Penguin Travel (tlf ). Se i øvrigt ogsil indlæg i forrige nummer af Globen (december). Sarawak Denne rejse er arrangeret af Ib Larsen, bosiddende i Sarawak. Der er tale om en overordentligt spændende tur med besøg hos interessante og isolerede bjergstammer. Turen blev annonceret pr. mali mellem jul og nytil r, og fil uger efter var alle pladser optaget. Sllfremt der skulle blive frafald, vil ledige pladser blive annonceret pr. mai!. Der arbejdes pil at fil Ib til at gentage succes'en næste o ar. ;:;/'::>':... GLOBEN nr. J9 / Marts Da jeg mødte den kinesiske landbrugsminister - og min første optræden på kinesisk fjernsyn I forbindelse med mit arbejde, har jeg i løbet af de seneste 3 år haft fornøjelsen af at udforske og følge Kina i landets fantastiske forvandling fra at være et lukket land med en centralistisk tyret kommando økonomi, til at blive et relativt åbent land midt i en rivende udvikling, økonomisk såvel som politisk og kulturel. Tekst: Morten Frederiksen Kina har altid været et af de steder I verden der har været mest omgær t af mystik og fascination - et land med en befolkning der udgør 20 procent af verdens samlede befolkni ng, en kultur og historie der rækker mange hundrede af år tilbage i tiden, og ikke mindste et af verdens Id ste skriftsprog. Dette var nogle, f de tanker der fløj igennem hovedet på mig, da jeg i april 2004 sad p flyet fra Chicago til Beijing for at besøge Kina for anden gang i mit liv. Andre ting som okkuperede min Lankevirksomhed under flyve turen, va r hvorvidt jeg havde styr på alle lementer af den internationale konference omkring "Landbru~s Administration", som var forma I t med min rejse og som jeg var nsvarlig for. Under hele forløbet de r havde ledt op til min rejse havde det hele virket ganske simpelt, en konference som alle andre hverken mere eller mindre - en konference om alle de andre konferencer, semina rer, workshops og kurser jeg har været involveret i over de seneste r. Men nu hvor jeg sad her på flyet med kurs mod Beijing, virkede det hele ikke helt så simpelt længere; om to dage startede en konference om jeg var ansvarlig for og som på deltager listen havde vice-ministre fra USA og Canada, øverste chefer for landbrugsministerierne i New Zealand, Malaysia, Brazilien, EU, UK og Irland, samt diverse ledende videnskabsfolk fra WHO, fødevaresikkerheds myndigheder i flere foskellige lande og et utal af andre mere eller mindre vigtige folk. Og om toppen af kransekagen ville alt Iw ad der kunne gå og stå indefor landbruget i Kina deltage i konferencen, inklusive vice-ministre, ledere fra alle provincerne, partiet og landbrugsministeren himself. Jeg ankom til Kina og fik i løbet af de sidste to dage før konferencen fulgt op på de fleste størrer og mindre problemer, holdt møder med et hav af ambassader om sikkerhed og airtime for deres ministre, samt alle mulige og umulige problemstillinger. Endelig startede konferencen, og den første del med officiel åbning, samt den efterfølgende åbnings session med massiv pressedækning forløb perfekt - jeg kunne gå på en sky. Den næste del af programmet, var fra et diplomatisk standpunkt den absolut vigtigste del af hele arrangementet; hvor den kinesiske landbrugsminister officielt skulle møde alle de andre højt rangerende konference deltagere. Med udgangspunkt i den officielle karakter af denne del af konferencen, havde kineserne bedt om selv at arrangere dette uden indblanding fra udenforstående, hvilket jeg personlig va r helt enig i, da jeg jo ikke er bekendt med alle de officielle detaljer. Hvilket betød, at da døren til dette lille esklusive selskab blev lukket, følte jeg at nu kunne jeg ånde lettet op - da alle officielle dele af konference nu var overstået og de næste 5 dage "blot" ville være en ganske almindelig konference. MEN, knap nok var døren blevet lukket før den igen blev åben, og en meget svedende og ikke mindre fortvivlet udsende kinesiske embedsmand kom løbende ud. Han løb lige hen til mig og sagde; "kender du de menesker der sidder der inde" - det måtte jeg jo erkende at jeg gjorde, hvorefter han sagde "nej, nej - jeg mener, kender du dem på udsende". Da jeg havde modtaget alle da de ankom, mente jeg nok at jeg kende ihvertfald de fleste; det var åbenbart godt nok for ham, ihvertfald greb han min arm og begyndt at trække mig med over imod det lille officielle åbningsmøde. Imens han forklarede mig, at der ikke va r nogen af kineserne der rent faktisk kunne genkende alle de udenlandske gæster og derfor var det ikke muligt for dem at introducer ministeren til de øvrige deltager i det lille møde. Lige pludselig stod jeg så foran den kinesiske landbrugsminister, som sagde pænt goddag og viste sig at være en yderst venlig mand. Foran et utal af kinesiske tv-kameraer og pressefolk fik vi os en lille chat, hvorefter vi (ministeren, undertegnede, en tolk og en frygtelig masse tv-kameraer) gik rundt og hilste på alle de andre deltagere i det lille møde. Alle de andre mødedeltagere var placeret på stole i en halv-rundkreds, vi gik så hen til hver-enkel og jeg præsenterede dem så for ministerne som sagde et par ord til hver af dem. Da vi var færdige, tog ministerne plads på en stol midt i gruppen og jeg listede lige så stille af. Da mødet var færdigt, kom der en hel stribe af kinesiske embedsmænd hen til mig for at takke mig for min lille redningsaktion, da det hele ellers kunne ha' udviklet sig pænt pinligt - samtidig ønskede de mi~ tillykke med min første optræden pa kinesisk fjernsyn. Under resten af konferencen, som forøvrigt forløb ganske problemfrit, var der flere kineser der fik taget billeder sammen med mig da de mente, at det var ganske morsomt at have et minde om begivenhederne omkring det li lle diplomatiske møde eller måske retter problematiske møde - der var forøvrigt vist også nogle af dem der fik taget billeder med mig der mente at jeg ligner en yngre version af Bill Clinton, hvilket jeg forresten også oplever ret ofte på metroen her i Washington hvor jeg bor, men det er en helt anden historie. GLOBEN nr, 19 / Marts

11 The big train ride - del 2 Vi blev eftermnden venner med vagterne p den russiske ambassade i Ast,-mi1, s6 ofte som vi kom der. Fortsat fra Globen nr. 18. Trans Siberian is the big train ride - all the rest are peanuts. Fortsat fra Globen nr. 18, hvor turen gik med Den Transsibirske Jernbane fra Rusland og gennem Mongoliet til Kina. Tekst og foto: Arne Runge Alle vil til Xi'an, og alle skal af sted igen et par dage senere. Det er svært at f~ fat i en togbillet s~vel til som fra Xi'an. Sidste ~r var der t i dages ventetid p~ en hard sleeper tii Shanghai. S~ jeg m~tte tage en hard seat. I ~r hang jeg fast tre dage længere end forventet. Ingen hard seat denne gang. Jeg skulle til Urumqi heit ude i Vestkina. Faktisk er Urumqi den by i hele verden, der ligger længst fra havet. Tre dages togrejse med køjeseng p~ anden klasse. Jeg var stadig ikke blevet træt af togrejser. Man kan ryge. Og der er en restaurationsvogn, hvor man møder medpassagererne. Det er næsten lige som at være p~ værtshus i tre dage. Og kan man bare g~ ind og knalde brikker, n~r man har spist eller m~ske f~et for mange voortkaer. Hard seat er bestemt ogs~ en enorm oplevelse, men tre dage er vist lige i overkanten. Det var fuldm~ne. Der var fuldm~neparty p~ Xi'an Youth Hoste!. Vi spiste mooncake og drak grøn moon theo TV var tilstede. De ville lave en reportage om fuldm~neparty og ville naturligvis ogs~ filme langnæserne, n~r vi forsøgte at deltage i festlighederne. Jeg vandt en billet til øl i natklubben senere, ved at oplæse et digt p~ kinesisk. Det var skrevet p~ kinesisk, men med " pinyin" bogstaver. S~ det var jo bare lige at iæse op ligesom fra en frasebog. Men hold da kæft, hvor de grinede. Kineserne. TV-hoidet var ved at tabe kameraet, og vi m~tte tage det om tre gange. Sidste gang ku jeg ikke holde masken mere, og vi døde alle sammen af grin. Gu' ved om det kommer p~ kinesisk TV. Da jeg havde sat mig ned igen, kom receptionisten pludselig hen til vores bord med en pengekat i h~n- Johns /nfocafe on the silk road«i Kasgar kunne hjælpe med mange ting, men ikke med visa til Kyrgyzstan. den. Er det ikke din, spurgte hun. Nej da, svarede jeg. Min pengekat har j eg j o inde p~ maven. Den tager j eg aldrig af. Jeg sover med den om natten. S ~ den skal jeg sl~s ned for at miste. Jeg mærkede lige efter. Bum. Den var der ikke. Vi lukkede pengekatten op, og der I~ mit pas. Fuck. Hun fortalte, at en kineser, som kendte mig og kaldte mig bedstefar, havde indleveret den i receptionen. Intet manglede. Alt var der. Mit pas, min retur flybillet fra Moskva, mit gule vaccin ationskort, mit visa kort, mine Memorycard med alle mine fotos, mit nikotin tyggegummi til emergency. Og alle mine rejsechecks og kontanter. Jeg sad helt stiile ligesom i chok. Jeg havde hængt den p~ en knage inde i showerrummet, lige hvor jeg dushede. Lige foran mine øjne. Da jeg gik ud og klædte mig p~, kunne jeg jo ikke se pengekatten og glemte den. Alts~, hvad kan man lære af det. Man skal putte katten ned i bukselommen og tage bukserne med i bad. Og s~ kan man lære, at der stadig findes ærlige mennesker i verden. Kineseren hed Ku. Han var studerende i en anden by og havde ferie. Den brugte han tii at besøge et par venner i Xi'an og bo p~ et internationalt Youth Hostel for at praktisere engeisk. S~ han var bestemt ikke rig. Jeg sad og tænkte p ~, hvordan jeg kunne takke ham. Penge er jo en svær m~de. S~ jeg inviterede ham p~ dinner. Det ville han meget gerne, men han kunne ikke forst~, hvorfor jeg vil le betale. Jamen det er jo fordi jeg er s~ glad for, at du fandt min pengekat. Jamen det er da bare heit naturligt at aflevere noget man finder. Ikke sa ndt. Jeg tog en halv kylling med pommes frites, mens han bare ville have en sk~1 med nudelsuppe. Kinesere er glade og nøjsomme folk, og s~ er de ærlige. Jeg elsker Kina. Toget til Urumqi fulgte simpelthen Silkevejen. Gennem ørken, over steppe, i bjerge og dale, langs jord og mudderveje og engang imellem asfalterede veje et kort stykke. Der var flere lastbiler end kameler. Det er stadig silkevejen. Det er bare andre ting, der bliver transporteret i dag. I Urumqi fi k jeg mit visum til Kasakhstan. Jeg havde mødt n fransk pige i toget, og vi tog ammen op p~ ambassaden for t søge visa til Kasakhstan. Først ka i man betale ti yuan i entrance for at komme ind p~ ambassaden. II r skal man udfylde den normale blanket og aflevere den med et fo to. Do you want transit or tourist visa, spurgte Kasakhstaneren med t alvorligt stenansigt. Jeg vil godt vide, hvor længe et transit visa Ider, spurgte Nicole. Do you want lransit or tourist visa, spurgte han I en. Jamen hvor længe gælder et lransitvisa gentog hun. Jeg stoppede hende og sagde, two tourist visa please. P~ hotellet havde de fortalt om en englænder, der osse havde haft for man.\le spørgsm~l, om til sidst havde faet svaret: For you no visa. Da jeg fortalte hende d t, forstod hun, hvorfor jeg pludlig overtog kommandoen. g s~ var der jo osse det, at hun va r kvinde og meget yngre end mig og ikke havde tørklæde p~. Folk her r muslimer. S~ man skal ikke provokere for meget. Det er dem, der har magt en. When in Rome - som ng lænderne siger. Min plan var nu at tage toget III Kasgar. F~ lavet et visum til Kyrgyzstan og s~ tage med bus over bjergpasset fra Kasgar til Bishkek. Men nej. For det første va r der intet Kyrgyzstan konsulat i byen, og man kunne ikke - som guidebogen ellers agde - komme ind uden visum og blive der i tre dage, før man skulle registrere sig. Og jeg behøvede jo bare tre dage i Bishkek og s~ videre til Almaty lige over grænsen til Kasakhstan. Men nej. Og s~ fik jeg faktisk at vide senere, at passet var lukket den første oktober, og jeg var der den tiende. Well, for ikke at skulle tilbage t il Urumqi - jeg vil fremad, ikke tilbage - tog jeg en hard sleeper til Kuqa, og et par dage efter en sovebus til Yining ved grænsen til Kasakhstan. Nu var jeg sku' ved at være træt af tog og busser, s~ jeg besluttede mig til at lifte op igennem Kasakhstan mod Sibirien. Efter paskontrollen gik jeg rundt p~ parkeringspladsen og kikkede efter emner. M~ske en lastbii, helst med en europæer jeg kunne snakke med. Pludselig hørte jeg en fyr tale amerikansk. Det var en høj ung fyr, som stod ved en Chevrolet 4wd og snakkede med en kinesisk tolder. Ni hao - Hello, sagde jeg til ham. Where are you from. Han hed Martin og var fra Alaska. Han havde efterladt bilen her p~ grænsen for en m~ned siden, da han kom fra Kasakhstan og ikke kunne f~ den ind i Kina. Han var s~ fløjet til Taiwan, hvor han va r i gang med et stort skulpturprojekt sammen med et par finske arkitekter. Nu va r han kommet tilbage fra Ta iwa n for at køre bilen tilbage til Helsinki, hvor de var kommet fra. Kan jeg f~ et lift mod Almaty, spurgte jeg. af Course, svarede han, jeg har bare et problem med toiderne. De vil have halvtreds yuan per dag for hver dag bilen har st~et her. Tohundrede dollar. Han havde kun hundrede dollar p~ sig, lige nok til diesel til at komme til Almaty, hvor han ville f~ sendt penge gennem Western Union. Han tilbød sit digitale kamera som betaling, men det ville de tre toldere ikke have. Dollar, sagde de, to hundrede dollar. Vi g~r hjem om en time og kommer først tilbage mandag. Det var lørdag. Jeg tilbød Martin at I~ne pengene af mig. Thank you, you saved myass, sagde han, og vi blev venner for livet. Det blev midnat, før vi n~ede Almaty. Vi besluttede at sove i bilen. Der var lang tid tii mandag, hvor ambassaden ~bnede. S~ vi fortsatte mod nord, mod den nye hovedstad Astana. Der er 1500 kilometer gennem ørkenen op til Astana. Vi overnattede to gange i ørkenen, midt i "nowhere" blandt vilde kameler som va r s~ nysgerrige, at de kom hen og kikkede ind ad vinduerne n~r vi sov. Martin var 34 ~r, to meter høj p~ nær en centimeter og brugte nummer ni og fyrre i sko. Han var uddannet svejser, men var ved siden af en dygtig skulptør. Han lavede jernskulpturer. Han blev pludselig berømt i Alaska efter en udstilling. Han blev en slags Aiaskas Robert Jacobsen. P~ denne udstilling mødte han to finske arkitekter, som tilbød ham samarbejde. De havde store fonde i ryggen, som sponsorerede deres udstillinger. Martin tog med dem tii København og lave nogle modeller i jern af Projekt Københavns havn. Han boede i tre uger p~ triangelen. To hundrede meter fra Kirsteinsgade. Verden er lille engang i mellem. Mens han boede i København, ringede hans kone pludselig fra Alaska og bad om skilsmisse. Hun var blevet forelsket i hans bedste ven. Martins to finske venner kunne godt se, at han hang lidt med skuffen, og tilbød ham - efter København - at rejse med til Finland og blive deres partner. Nu skinnede solen GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19 / Marts

12 igen. Martin oplevede de danske piger ved Sortedamssøen. Nu var det der med konen forsvundet. I dag var den første dag i hans nye liv. Et liv i frihed. Hvorfor gøre en pige ulykkelig, n~r man kan gøre tusinde lykkelige. Efter ti m~neder i Finland med mange udstillinger fik de nu en opgave p~ Taiwan. De fik sponsoreret en Chevrolet 4 wd, en motorcykel og nogle filmkameraer, mod at optage rejsen gennem Rusland, Sibirien, Kasakhstan o~ Kina til Hongkong, hvor de ville fa sejlet bilen over til Taiwan. De n~ede bare aldrig s~ langt. Da de kom til grænsen fra Kasakhstan til Kina, gik alt i stykker. Kineserne sagde nej. De kunne ikke f~ lov at køre igennem Kina. Resultatet blev, at de efterlod bilen p~ grænsen under opsyn af toldmyndighederne. S~ fløj de via Hongkong til Taiwan og gik i ga ng med at iave en udstil ling om rejsen. Men den skide bil stod jo helt ale ne p~ grænsen mellem Kina og Kasakhstan, s~ da Martin va r færdig med sit arbej de, blev ha n sendt af sted med fl y til Kina for at køre bilen tilbage til Helsinki. Det var her j eg mødte ham, og da han hørte j eg skulle til Moskva, tilbød ha n at ta ge mig med hele vejen. Han ville komme igennem Moskva p~ vej til Helsinki. Det sagde jeg ja til, under forudsætning af, at vi var der et par dage før den tredivte, datoen p~ min flybillet og ogs~ datoen, hvor mit visum udløb. Der var stadig tretten dage tilbage, s~ der var jo masser af tid. Vi n~ede hovedstaden Astana tirsdag morgen og kørte straks til den russiske ambassade. Martin skulle have visum til Rusland. Vi stillede os i køen, men klokken tolv blev porten I~st. Ikke flere ind den dag. Jeg havde dobbelt entrance og flybillet fra Moskva, s~ mine papirer var i orden. Men Martin skulle have visum til Rusland, og det er jo lidt kompliceret. Man skal have en invitation. Vi fandt to rejsebureauer og bad om hj ælp. Men nej, tu rist- og transitvisum, det havde de slet ikke tjek p~. De kunne skaffe et business visum p~ godt en uges tid. Men det kunne vi jo ikke bruge til noget. Martin havde lovet at køre bile n t ii Helsinki og flyve tilbage til Taiwan s~ hurtigt som muligt. Men j eg havde jo fast deadline. Der var stadig ti dage til flyet fra Moskva. Vi forsøgte Internettet og fandt et russisk rejsebureau i Moskva, der for fem og fyrre dollar, betalt med visakort, ville maile en invitation. Martin havde ingen visakort, men det havde jeg, s~ jeg m~tte igen hjælpe til. You saved my ass again, sagde Martin. Han havde to tusinde dollar i kontanter, men ingen visa kort. En time senere kom mallen med invitationen. Vi fik den printet ud og h~bede p~ det bedste. Næste morgen stod Martin tidligt op og tog afsted til ambassaden, mens jeg pakkede og tjekkede ud. Han kom tilbage en time senere. Han kunne ikke finde sine pasbilleder. Jeg tog med ham for at finde en fotoautomat. Der var sgu' ingen fotoautomater. Vi besluttede at gennemrode bilen en gang til. Og bum, jeg fandt sørme billederne i en mappe, som Martin havde kikket i flere gange. Af sted til ambassaden. Da vi n~ede frem, kunne vi læse p~ et skilt, at ambassaden var lukket onsdag. Samme aften kom der fire kasakhstanske busi nessmen til jernbanehotellet hvor vi boede. De havde et par feriedage, og nu skulle der drikkes. Vi drak med og havde en rigt ig kosakaften, der var ba re det, at vi først v~g n ed e klokken t i næste morgen. Igen for sent til at komme ind p~ am bassaden. Fredag morgen stod vi s~ rigt ig t idligt op og kom en time før ambassaden ~bnede. Jeps. I nvitationen blev godkendt. Et hundrede og tyve dollar, og visum'et ville være klar mandag eftermiddag. Ambassademanden kikkede p~ alle papirerne til bilen. Da han s~ Martins kørekort, opdagede han, at det var udløbet i februar m~ned. Det anede Martin ikke. Not my problem, sagde han, men du kan godt risikere problemer p~ checkposterne i Rusland. Vi tjekkede ind p~ jernbanehotellet igen, igen. Da vi fortalte, at mandag var det helt sikkert med visum'et, sagde de, jamen mandag er en national helligdag i Kasakhstan. Alt er lukket. Ah, nej. Lad os h~be det ikke gjaldt Rusland og deres ambassade. Og lad os h~be Martins kørekort ikke giver problemer. Mandag tjekkede vi ud igen, og klokken seksten fik vi s~ det eftertragtede visum. Vi kørte med det samme Vi overnatted e to gange mid t I.. no where«blandt vilde kameler og n~ede grænsen til Rusland klokken to om natten. Det lykkedes efter tre t imer og lidt bestikkelse at komme ud af Kasakhstan og ind i Rusland. Vi havde glemt at reg i strere os i Kasa khstan. Og det skal man, hvis man bli ver der over fem dage. GLOBEN nr. 19/ Marts Moskva er hermed k ret som en af verdens smukkeste hovedstæder. VI havde p~ grund af visumproblemer været der i syv dage. Det kom II at koste tre cd'er fra Martins plad samling - plus tredive dollar - for t komme ind i Rusland. Forsikring ps motorcyklen i bagagerummet. Uden kvittering, ligesom p~ den kinesiske grænse. Martin som var for lang til bagdet og sov p~ forsædet, som kunne lægges næsten helt ned. J g var nøjagtig lige s~ lang som b gsædet, heldigvis. Fed soveplads. I m timer senere fortsatte vi mod Uralbjergene. La ndskabet var um~d lig trist og ensformigt. Og s~ var d t overskyet og pissekoldt. Vi kørte ( kørte og kørte, mens Ma rtin stir " de tomt ud i luften. Men der va r ma nge sm~ glæder. Der I~ over hundrede cd'er i bilen. Martins yng IIngssanger va r Jonny Cash. Det er sse en af mine, s~ den cd, i øvrigt d n sidste han indspillede li ge før h n døde sidste ~ r, den kørte kon t nt. Og s~ kunne j eg j o l ige-s~ odt snuppe mig en lille en, n~ r nu J g bare skulle sidde og sidde. S~ d t gjorde jeg, hele vejen. Der er l ro tolerance med sprutkørsel i alle Id llgere sovjetstater, s~ Martin røg b re nogle smøger og spiste noget hokolade. Mens jeg tjekkede forkellen p~ kasakhstansk og russisk vod ka. t blev koldere og koldere. Jeg ror ikke de er s~ forfærdelig høje, Ura lbjergene, der skiller Europa rr Asien, men det var nat, og det v r koldt og det sneede. P~ toppen Dynastiernes fald Nikolaj Witte gav vi op. Det var for farligt at køre videre. Vi overnattede i bilen, og næste morgen s~ det hele slet ikke s~ svært ud endda. Jeg ville nok have betakket mig for at køre, men Martin, der bo r i Finland og kommer fra Alas ka, va r va nt til sne. S ~ han pløjede sig ba re ge nne m med fuld fart. Nu va r det j o heller ikke en Lada, som de fleste andre private biler. Nedturen varede en time, s~ var vi t ilbage p~ steppen. Et par gange om dagen stoppede vi p~ en af de sm~ lastbil-chauffør-cafeer og spiste lidt borch sammen med de andre chauffører. Dobre den, kak dela. Vi øvede os i russisk mens vi kørte, s~ når vi stoppede, vidste vi nøjagtigt, hvad vi ville bestille. P~ russisk. Problemet var bare, at de ikke altid havde det vi bad om. S~ kom spisekortet frem. P~ russisk. S~ kikkede vi lidt p~ priserne og pegede bare p~ et eller andet. En gang var Martin sikker p~, at han bestilte spejlæg og pølser. Han fik suppe og gulerodssalat. Kina har haft et utal af dynastier, som menes at strække sig firefem tusind ~ r tilbage i tiden. Alle blev de styret af kejsere, der besad H,mlens Mandat, indtil en dag i 1911, da Riget i Midten rystes og. republikken oprettes. I 1949 kom en mand, efter en lang vandretur, til 0 magten. En mand som maske ikke havde Himlens Mandat men han havde Den Li lle Røde, som viste sig at have omtrent sam";e effekt. I dag sover Mao balsa meret og udstillet, og kommunismen er udskiftet, med hvad der er blevet kaldt kon fuziansk kapita lisme ell er kinesern es.. helt egen version af de frie markedskræfter...., Sent fredag aften, otte t imer fø r mit fly afgik og mit visum udløb, kørte vi ind i Moskva. Jeg va r der for to m ~neder siden og vidste, hvor der I ~ et Youth Hostel. Men jeg kun ne kun find e det fra metrostationen. Vi va r i bil, og Moskva er en stor by. Det tog os over tre timer at finde den metrostation, hvo r hotell et I~ i nærheden. Til gengæld fi k jeg set Moskva by night. Et utroligt smukt syn. Kreml og alle de smukke russisk ka tolske kirker var oplyst af projektører. Jeg k~rer hermed Moskva til verdens smukkeste hovedstad. Vi fik et velfortjent bad og sov i en rigtig seng. Og vi delte en flaske voortka. Denne gang var Martin med. Næste morgen ved daggry stak Martin videre mod Helsinki, og jeg tog flyet tilbage til Wonderful Copenhagen. GLOBEN nr. J9 / Marts Z

13 Cykeltaxi turen der endte i en grim misforståelse Adrenalinen pumpede i min krop, der var fysisk kontakt, og jeg følte mig truet. Kineseren havde godt fat i min mavetaske, og lige meget hvilken retning jeg gik, sil fulgte han med. Med begge hænder holdt han godt fast i min taske, han ville ikke lade mig slippe væk. Et urinstinkt dybt inde i mig hviskede, atjeg miltte forsvare m ig. Men hvilken udvej havde jeg? Skulle vi til at sl/ls? Skulle jeg for første gang i mit liv ud i en herre fight, og hvor god ville jeg sil egentligt være. Tekst og foto: Lars Nielsen At jeg p~ min sidste dag i Kinas hovedstad ville komme i kløerne p~ en vred kineser, var ikke lige hvad jeg havde planlagt. Det skulle have været en stille og behagelig dag, min sidste sammen med min kammerat Lars, før vores veje skulle skilles. Efter ti dage i Peking havde vi endnu ikke prøvet en cykeltaxi, men nu skulle det være, hvilket blev vores største fejltagelse. Vi havde ingen ide om, hvad en cykeltaxi ville koste. Der fandtes ikke rigtigt nogle faste priser for s~dan en tur. Vores eneste holdepunkt var en tur med en almindelig taxi, som vi havde haft for et par dage siden. Her kørte vi omkring fem kilometer eller mere, og dette kostede os kun sytten Renminbi (RM) (=15 Dkr.) Planen var bare at tage en kort lille tur p~ et par kilometer til et af de mest popuiære forlystelseskvarterer i Peking. En cykeltaxi kunne da ikke være dyrere end en almindelig taxi, hvor man sidder komfortabelt indendøre? Der var mange ledige cykeitaxier at vælge imellem, og de fleste havde unge drenge som pedaltrampere. Vi forsøgte os frem med en pris p~ fem RM, mens vi forklarede, at vi ikke skulle meget længere væk end en kilometer eller to. I første omgang fi k vi afslag, ingen ville transportere os for denne pris. Lidt længere nede ad gaden fik vi s~ gevinst. Det var en ung fyr, m~ske omkring de femten ~r. Han forstod ikke et ord engelsk, men med fingre viste vi ham, at vi ville g~ med til en pris p~ otte RM. "Eight" sagde vi flere gange og viste ham otte fingre. Han gav udtryk for, at han havde forst~et det, s~ vi satte os ind p~ passagersædet. Fyren var spinkel, s~ han kom p~ h~rdt arbejde. To dovne danskere vejede godt til p~ bagsædet. Vi vidste ikke helt, hvor vores udvalgte kvarter befandt sig, men vi var klar. over, at det ikke var s~ langt væk. Det var en sjov oplevelse at se den hektiske by fra denne vinkel og bare slappe af, mens den stakkels fyr pustede og stønnede. Vi nærmede os bestemmelsesstedet, og fyren gav tegn til, om vi ville af. Vi ville dog godt lidt videre, m~let var at finde i et omr~de, hvor der var en masse restauranter og barer. Igen sagde jeg " eight" og viste ham otte fingre. Han nikkede, og kørte os lidt videre, indtil vi n ~ede en gade der Undertegnede i den forbudte by, 2003 lignede, hvad vi gik efter. P~ dette tidspunkt havde vi ikke kørt i meget længere tid end ti minutter og havde m~ske tilbagelagt to kilometer. Vi besluttede os for at ville give ham ti RM, s~ ville han nok blive ekstra glad. Som de stoite turister vi var, gav vi ham den aftalte ekstra betaling. Vi ventede p~, at smilet skulle brede sig i ansigtet p~ ham, at han vi lle takke os. Men i stedet blev han meget forundret og meget sur. Han ville ikke g~ med til den betaling, han ville have mere. Dette kunne vi ikke rigtigt forst~, da vi jo havde aftait med ham, at otte RM var godt nok, og nu gav vi ham oven i købet ti. Nu var der s~ desværre sprogbarrieren. Med tegnsprog og fingre prøvede vi at forklare ham, at vi havde indg~et en aftale om otte RM. Vi forsøgte ogs~ at fortælle, at en biltaxi ville have kostet omtrent det samme. Der m~tte være tale om en misforst~eise. Det lod til, at han troede vi havde ment eighty og ikke eight. Han ville ~benbart ikke stille sig tilfreds med andet en firs RM. Havde han virkeligt misforst~et os, eller prøvede han bare at fuppe os? Uanset hvad vi lle vi ikke give os. Firs RM var jo helt sindssygt. I Danmark kunne man køre ti km. i taxi for den pris, og prislejet i Peking var langt lavere end i Danmark. Dette kunne vi principielt ikke g~ med t il. Vi ville ikke lade os snyde af ham, vi ville ikke bare s~dan overgive os til en svindler. Eller var han en svindler, eller havde han helt reelt bare misforst~et vores fingertegn? Han havde f~et de ti RM, og vi ville g~ vores vej. Med et hurtigt sviptag tog han nu fat i min mavetaske. Ikke lige hvad jeg havde forventet. Fyren s~ meget beslutsom ud og virkede ikke det mindste bange. Først forsøgte jeg at overtale 11 m til at give slip, Il) n han var kold. forsøgte jeg I ligt at fjerne hans 11 nder, men heller Ikke det lykkedes. I) det ikke var til at 101 med ham, var 11 ste skridt bare tll stirre p~ ham og ", hvor langt hans l Imodighed rakte. VI stod et stykke lid bare og stirrede, Il) n det blev klart, (Il han ikke gav Ig. Efterh~nden I) gyndte jeg at blive lidt urolig. I lvad skulle dette nde med? M~tte vi bru ge magt for nl fjerne ham, og v r det nu s~ klogt I en gade, hvor vi kun kunne se kinesere? Ville de mon ikke være p~ 11 ns side uanset hvad? Det eneste I g følte mig tryg ved var, at vi i II t mindste var to mod en. Det var I) hageligt at have Lars ved min ', Ide. Gutten havde kun fat i min l ke, men Lars forsøgte selvfølge II p ~ lige fod at hjælpe for at f~ en 10 ning p~ denne situation. Han var mindre end os begge, men virkede nu rimeligt stærk. Vi kunne nu sikk rt godt ordne ham, hvis det kom til stykket. J g ville dog helst undg~ sl~skamp., g ville hellere finde en diplomatisk losning, men han var jo desværre Ikke til at tale med. Han stod bare d r og holdt fast i min taske med et J rngreb. Faktisk var det en meget "vant situation for b~de Lars og jeg. VI er ikke slagsbrødre, vi er mere t.tllle og rolige typer, der for alt i v rd en prøver at undg~ at komme I omklamring med nogen. Men her.lod vi s~. Første gang for os begge, nu var vi der s~. Men hvad skulle vi ore? Jeg havde aldrig set Lars blive,igtig sur eller vise fysisk magt. Han 11 vde nok heller ikke set mig s~dan. VI vidste derfor ikke helt, hvor vi l1avde hinanden, hvad vi hver især l nkte, og hvad vi hver især var klar til at gøre. Vi var novicer inden for dette omr~de. Ildrenalinen begyndte for alvor at I L1mpe, da kineseren begyndte at l le i telefon. Ringede han nu efter utterne, s~ de kunne komme og rdne os? Ringede han til politiet? VI var dog ikke s~ bange for det Idste, faktisk ville vi rigtigt gerne have en politimand her lige nu. Der var nogle enkelte kinesere i gaden, men de kom ikke t il undsætning. Vi skulle klare dette alene. Vi forsøgte nu at g~ i hver sin retning, men det hjalp dog ikke mig, da han fulgte mig tæt. Lars kunne sagtens løbe væk, ja m~ske tilkalde hjælp. I stedet kom han nu tilbage til mig, og nu overraskede han mig. Det virkede ogs~ tii, at adrenaiinen pumpede inde i ham. At han et eller andet sted havde lyst til at give kineseren en omgang. Hvad jeg ikke kunne f~ mig selv til, gjorde han nu. Med magt og kraft fjernede han kineserens hænder fra min taske. Han gjorde mig fri. Nu tog han dog s~ bare godt og grundigt fast i Lars' taske. Vi var igen i suppedasen. I samme øjeblik kørte en politibil forbi. Vi forsøgte ihærdigt at f~ den stoppet, men den kørte bare forbi. Hvad va r nu det for noget? S~ han os ikke, eller vi lle de bare ikke hjælpe? Der var nu m~ske g~et 5-10 minutter, men det virkede som en evighed. Vi m~tte da ha en løsning, og magtanvendeise rykkede nærmere og nærmere. Næste flugtmulighed viste sig at være en taxi. Jeg Vi er til lokal fest med kinesere og drikker os stive, Beijing Mao og den forbudte by, August 2003 satte mig p~ bagsædet, mens Lars satte sig p~ forsædet. Lars kunne dog ikke lukke døren, da kineseren stadig havde fat i hans taske. Forgæves forsøgte La rs at skubbe ham væk. Vi var vi rkelig i en adrenalinrus nu, og vi beordrede taxichaufføren til at køre, s~ m~tte han da give slip, eller ogs~ ville han blive slæbt efter biien. Chaufføren forstod ~benbart ikke helt, hvad der foregik, det virkede som om han var klar til at køre, men til sidst ville han alligevel ikke. Det hele endte med, at vi m~tte lave et kompromis. Vi gav kineseren omkring fyrre RM, hvilket han dog slet ikke var tilfreds med. Vi havde tabt. Et nødvendigt nederiag, hvis vi ikke skulle bruge void og magt, hvilket vi helst ville undg~. Da kineseren endeligt kørte væk i sin cykeltaxi, truede han med at kaste et stykke skarpt tegl eller lignende efter os. Jeg troede han ville gøre det, men vi fik intet i hovedet. Det tog lang tid at f~ adrenalinen ud af kroppen igen. Vi var godt oppumpede p~ vej tilbage til hotellet, der va r la ngt hjem, men... Vi valgte at g~! GLOBEN nr. 19 / Marts GLOBEN nr. 19 / Marts S

14 Transport i kina - på godt og ondt Efter cirka to maneders rejse gennem Rusland og Mongoliet, naede Lars og jeg endelig til Kina - et land, som vi begge havde set meget frem til at opleve. Vi havde mange fantastiske oplevelser i de knap to maneder, vi opholdt os i landet og bragte mange gode minder med hjem i rygsækkene. Men en af de ting, som star meget klart i min erindring, er transporten mellem de steder vi besøgte, og det er netop dette, som denne artikel vil omhandle. Vi rejste bade med tog, bus, bad, rickshaw, pa hesteryg og pa cykel, og nogle af transportmidlerne var helt klart bedre end andre. Tekst og foto: Kira Leisau Vi ankom til Kina med Den Transmongolske Jernbane. Indrejsen var i sig selv meget komisk. Tolderne kom ind i kupeen i deres stiveste puds og delte indrejseblanketter ud. Disse blanketter indeholdt selvfølgelig de obligatoriske spørgsmål omkring, hvor længe man skulle være i landet, hvad formålet med rejsen var mv., men sandelig om vi ikke også skulle svare på, om vi led af alverdens sygdomme såsom kønssygdomme, AIDS, diarre, hoste osv. på det tidspunkt havde j eg fået raget en grim forkølelse til mig og turde knap nok trække vejret af frygt for at ko mme til at hoste og derved blive nægtet indrejse i landet. Heldigvis blev vi "godkendt" og fik lov til at rejse ind i landet. Toget var i det hele taget ret imponerende : der var fløjlsstof på sæderne, flæsegardiner i vinduerne og der blev hele tiden gjort rent. Vi fik endda også gratis morgen mad ombord. Vi havde forventet en gang kinesisk morgenmad, men der blev sørme serveret toast, smør og hårdkogte æg. Fint nok, men vi havde kun fået udleveret spisepinde, og det lykkedes ikke at få forklaret tjeneren, at vi gerne ville have en kniv til smørret. Og det er altså ikke let at smøre toast og spise æg med pi nde. Turen til Beijing va r flot, og toget kørte ikke hurtigere end at vi kunne nå at nyde det smukke landskab, se hvad der foregik i de mange landsbyer vi passerede og få det første glimt at den kinesiske mur. Efter nogle dage i Beijing (hvor vi flere gange følte, at det var med livet som indsats, når vi tog rickshaws, taxier og lokale busser) var vi så klar til at rejse videre gennem landet. Vi lagde ud med at tage et lokaltog. Vi var meget spændte på, hvad der ventede os, men vi biev positivt overraskede. Vi havde valgt at købe billet på "hardsleeper", og det var skam slet ikke værst, selvom vi blev noget overraskede, da vi kom ind i en togvogn med sovepladser til 66 mennesker, kun opdelt af 10 sk illevægge. Shit, tænkte vi, det bliver vist ikke til meget søvn med alle de mennesker. Men præcist kl. 22 blev lyset slukket i vognen, og alle gik i seng. Vi købte altid pladser i de øverste køjer (det var det billigste), og køjerne var udstyrede med både dyner og hovedpuder - og sengetøjet var faktisk rent. Der bliver selvfølgelig snorket en del i disse vog ne, og køjerne er heller ikke for brede, men det var trods alt bedre end at sidde op en hel nat. Om morgenen vågnede man i disse tog som regel ved 6-tiden ved, at kineserne sad og højrøstet slubrede nudelsuppe i sig. Vi kom på turen gennem Ki na til at tilbringe en del tid i togene, som helt klart var min favorittransportform. Der var god plads til at gå rundt, man kom let i snak med de lokale, som oftest tilbød en mad og snacks, der var altid kogende vand i term okanderne, så man kunne få sig en kop te, og man kunne nyde udsigten undervejs. Desuden var togene ikke overfyldte - der var kun det antal mennesker i hver vogn, som der var køjepladser til. Men det er jo ikke alle steder i Kina, at der kører t og, så ofte måtte vi med bus. Det var Hardsleeperkupe - Uvet ombord pj et kines;sk tog til gengæld den værst tænkelige transportform. Normalt er jeg ikke sart og har da også tidligere været på alverdens "chickenrun-busses" i både Asien og Mellemamerika. Men bu sturene i Ki na overgik nu alt, hvad jeg tidligere har oplevet. Aldrig før har jeg oplevet noget så ulækkert. Det virker som om, at kineserne smider alle hæmningerne i bussen. Selvom der lå en del bagage på gulvet, afholdt det dem ikke fra at sidde og hoste slim op og spytte det ud på ~ulvet. Desuden kan mange af dem abenbart ikke tåie at køre bus, så de brækker sig konstant på køreturen, enten ud af vinduerne eller i poser, som så bare bliver smidt på gulvet. Der bliver ulidelig va rmt i disse bus- r, og man kan jo ikke rigtigt åbne vinduerne, hvis personen foran en nu pludselig begynder at kaste op lid af vinduet. liv d der så næsten er værre er, at 11 r der cirka hve r anden time hold pause, så skynder disse syge Ik sig ud og spiser en kæmpe portion mad, og så ka n man næsten Iv regne ud, hvad der sker, når de I n er ombord på bussen. så kan n ti timers bustur altså godt være II tig lang! om turist er man jo mange gange l ærsyn i busserne o~ der sørg es om regel for, at man far de bedste pladser i bussen. Selvom vi egentlig v r ligeglade med, hvor vi sad i busn, begyndte chaufførerne at flytte 'lindt på kineserne, hvilket udmund de i nogle gevaldige skænderier bl ndt kineserne. Nu er busserne I Ig selv ikke de mest behagelige, det er ikke altid en fordel at Idde foran i bussen - især ikke, når haufføren I ti timer konstant kører dødskørse l med hornet i bund. En ng oplevede vi faktisk, at hornet Ik i stykker. Sikke en fred, tænkte vi, men nej, chaufføren var nødt til M stoppe og få det repareret, før 11 n kunne køre videre. Der skete gså mange uheld, og så opstod der I n gevaldige skænderier. Selvom d tilskadekommende lå nærmest livløse på jorden og blødte, skændl s de ba re videre. Et sted kom vi rorbi et sted, hvor en bus var røget ud over en skrænt og lå sam men krøllet, og der begyndte kineserne i vores bus at klappe og huje. Når der ker uheld, forsøger chaufføren ofte b re at komme Igennem alligevel, Ivom politiet h r lavet afspærlinger. Hvis han Ikke kan køre på v jen, må han jo ba re tage bu ssen n tur henover 11 ma rk. Den værste buslur jeg oplevede var dog turen I en sovebus. "Sengen" var max. 150 cm. I ng og fol det I en underlig vinkel, og Jeg kunne lige kkurat være der i bredden. I "sengen" skulle der udover en selv også være plads til en dagsrygsæk samt en møgbeskidt dyne, som man fik udleveret. Når man så samtidigt har fået tildelt sengen over et af bussens hjul, bliver det en meget humplet tur uden megen søvn. Lugten i bussen var mildt sagt heller ikke for god, da alle havde smidt skoene, men det var for farligt at åbne vindu ern e, da man kunne risikere at ryge ud af dem, når bussen drejede. Det blev en meget lang nat i den overfyldte bus, hvor der i flere af køjerne lå mere end et menneske. Sejlturen på Yangse blev også en blandet oplevelse. på de to både, som vi sej lede med i løbet af de tre dage, som turen va red e, havde vi købt billetter på 2. klasse, men da vi var de eneste udlændinge ombord, blev vi gratis opg raderet til 1. klasse (kineserne bryder sig åbenbart ikke om at vise de dårligste steder frem). Den første båd viste sig at være en fragtbåd, og selv en 1.klasses kahyt var meget mørk og uhumsk. Det værste va r dog de fælles toiletter ombord. Det var bare en lang rende uden skillevægge, og renden blev vist først spulet, når den va r fyldt. Desuden kunne døren ind til toilettet ikke lukkes, og der stod konstant en flok mænd og gloede ind. Den anden båd viste sig derimod at være af luksusudgaven. Vi fik et helt dæk for os selv og havde endda eget badeværelse i kahytten. Der va r også båd e restaurant og ka raokebar ombord - sidstnævnte udlod vi dog at besøge. Undervejs på sejlturen gjorde vi holdt i en lille by og skulle herfra over på nogle mindre både for at komme til The Three Littie Gorges - et af områdets meget smukke steder, som desværre snart bliver oversvømmet pga. dæmningsprojektet. Kinesern e nærmeste s lo~es om at komme ombord på disse bade - selvom der selvfølgelig va r pl ads til alle - og langt om længe blev vi anbragt på en båd. Som den eneste lyshårede pige ombord fik jeg særbehandling og dermed også pladsen med den bedste udsigt. I tre timer knoklede bådens førere så ned af floden. De måtte med lange stænger få båden fl yttet, når den gik på grund, og det skete tit. Senere kom vi over i nogle endnu mindre både, hvor bådførerne gik i va ndet og trak båden langs strømmen. Ret imponerende, men hvor havde vi ondt af de stakkels folk. I byerne rundt omkring I Kina kørte vi engang imellem med både rickshaws og taxa. Sidstnævnte var som regel også en interessant oplevelse. For det første kan kommunikationen omkring hvor man skal hen blive lidt forvirrende pga. de sproglige problemer - mange gange siger kineserne jo bare ja og smiler, selvom de ikke har forstået et klap af, hvad man har sagt. Desuden virker det som om, at dem der plejede at cykle, nu har fået bil, men om de overhovedet har fået sig et kørekort, ka n man tit undre sig over. Nu kan alt dette omkring transporten j o godt lyde lidt negativt, m en Kina er et fantastisk land, hvor jeg ha r fået nogle af mine bedste rejseoplevelser, og det er helt sikkert et sted, hvor jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage ti l, så længe jeg ikke skal rejse m ed bus gennem landet. Lars p3 vores so/dæk pj Yangsefloden GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19 / Marts

15 Fisk spiser lort i Kina... Tekst og foto: Arne Runge Fatima fra Tunesien, Steffi fra Deutschiand, Eric fra New Zeaiand og jeg, sagde hunden, var lige landet med toget efter en lang togrejse. Vi havde kørt p~ "hard seat" fra Kasgar, Kinas vestligste by, til Kuqa, ikke iangt fra Urumqi, som er den by i verden, der ligger længst fra havet. S~ man skulle ikke forvente, at de spiste fisk her. Men det gjorde de. Vi startede med en Hans beer, en Qingdao beer lavet p~ tysk supervising. Imens gennemgik vi et spisekort p~ kinesisk. Det tog lang tid. Pludselig var jeg nød til at forlade selskabet, jeg skulle s~dan skide og ku' helt sikkert ikke vente til efter middagen. Vi havde f~et va sket rejsestøvet af os, barberet os og taget rene underbukser p~. Nu skulle vi ud at spise. Vi fandt en lille lokal restauration med den smukkeste udsigt over en flod. Fuldm~nen spejlede sig i vandet. De unge servitrice-pi~er havde smukke uniformer pa. De smilede tilos hele tiden. Ligesom de v idste noget, vi ikke vidste. Det gjorde de m~ske ogs~. Pigerne, der stod udenfor og tog imod os, havde ogs~ uniform p~. De kan godt lide uniformer i Kina. I mere end \r har Himmelens sønner regeret over Riget i Midten. Begyndelsen er tabt r historiens t1\ger, med at den legendariske Gule Kejser herskede under Xiadynastiet over et omr1\de nrrlkrinn Den Gule Flod. Snart blev maate,n overtaget af det mægtige..,nencldynasti; hvis sp1\ mænd teg n i ben og skildpaddeskjol d, for at se hvad Himlen og forfædrene kunne fortælle om fremtiden. Endnu inden vi i Eu ropa var lærde i metallernes kunst, skabte Shang-kejsern es smedj er de mest fantastiske detaljerede ofreiseskar i bronze og byggede impo-. nerende.; og storsl1\ede paladser. ' Det decimal e talsystem, udtænkes mere end tot usind 1\r før vi overvejer det. Fem hundrede 1\ r før at vores t idsregning tager sin begyndelse kastes statern e ud i Mens jeg sad og sked, hørte jeg pludselig noget plaske under mig. Jeg kikkede ned i toilethullet, og s~ nogle store gule fisk i færd med at spise min lort. Fy for den lede. Da jeg kom ind igen, havde de andre bestilt. Vi var i gang med den anden Hans beer, da tjeneren kom med maden. Fis k. Fisk i fad. En stor led gul ovnbagt fisk i et fad. Hvor kommer fisken fra, spurgte jeg forskrækket. Der var enga'ng i Kina Fra vores egen flod, fortalte tjeneren stolt og pegede ud af den ~bne dør. Jeg bildte de andre ind, at jeg havde diarre, det va r derfor, jeg havde været p~ toilettet, s~ jeg turde desværre ikke spise noget. Senere tænkte jeg længe over, om jeg skulle fortælle dem om, hvad jeg s~ p~ toilettet. Men jeg gjorde det ikke... De St ridende Staters period e, der kom mer t il at vare fl ere hund red 1\r med tumult og krige, men skaber ogs1\ en gylden t id for tan ker og litteratu r. De mest.:farverig e, underfundige. og ta.nkevækkende.'.'skrifter skabes samtidigt med at kompasset opfindes og verd ens. først e kemiske kri ge udkæmpes. Da giftgassen lagde sig stod Qin Shi som den kejser der skulle forene staterne t il noget der mindede om det moderne Ki na. Ha n standa rdiserede møntfoder, vægt enheder og ikke mindst skriftsproget. Han brændte kritiske skrifter og deres skribenter, og huskes i dag som en brutai hersker hvis styrker stadig st1\ r vagt for ev igt om hans grav ved Xian... Tekst og foto; Nikolaj Witte Tekst og foto: Lars Munk Idyl ved noden I landsbyen ZhiJoxing. Som det er alle farende svende og svendinder bekendt, bestik Kinas befolkning afen temmelig stor del "standard-kinesere" (Han-kinesere mik) samt en mindre gruppe tibetanere. Virkeligheden er dog langt mere nuanceret end som sll, og facts er, at ud af Kinas 1,3 mia. indbyggere er knap 8 % (altsll omkring 100 mio. oers.) af forskellige etniske minoriteter - og det er da trods alt et ganske stort antal. Denne her historie omhandler et besøg hos et par af disse minoritetsgrupper samt lidt løst og fast omkring minoriteternes generelle forhold. Indledning og lidt facts: Kinas minoriteter fo rdeler sig på et etnisk kalejdoskop af 56 overordnede befolkningsgrupper, hver med sine unikke kendetegn som f.eks. religion, sprog osv. Skønt det officielle Kina karakteriserer minoriteterne som glade og kulørte folk med gode levevilkår, tilhører de den absolutte bund af samfundet, fortrængt af Han-kinesern e fra de frugtbare landområder. Knap halvdelen af minoritetsbefolkningen har (mere eller mindre frivilligt) valgt at bosætte sig i de tre mest ufremkommelige provinser: Yunnan, Guizhou og Guangxi. Provinserne har deres beliggenhed i det sydlige og sydvestlige Kina, langt væk og - historisk set - isoleret fra magtens centrum i Beijing. Fortidens kej sere bekymrede sig ikke synderligt om dette om råde, bl. a. pga. provinsernes ba rske natur: i den syd lige dej af området tronede en massiv reg nskovsmur sig højt over selv kejserens hoved; vestpa lå Himalaya og tårnede sig endnu højere over "himlens søn", og idet selve provinsernes landskab er barskt og kuperet, var der ikke meget jord at udnytte for magthaverne. Kejserne mente altså ikke, at der var det store at komme efter, og endvidere var de overbeviste om, at området var fyldt med barbarer. Først i det 13. århundrede, da Kinas daværende kej ser, herskeren Kublai Kh aan fra Mongoliet, gjorde sin entre, blev området interessant for "Riget i midten", og man fandt ud af, at nok var minoriteterne anderledes end Han -kineserne, men ikke mere anderledes end at man sagtens kunne handle med dem. Barbarer eller ej, så ernærede et par af minoritetsgrupperne sig dog som hovedj æ gere indti l 19 50'ern e, hvor også Yi folket sluttede slavehandels æraen. Yann an-provinsen er et helt fa ntastisk sted, der byder på en mængde interessante minoritetsgrupper, og samtidig besidder den en formidabel natur med både regnskov og sneklædte bjergtinder - ikke overraskende er provinsen gået hen og blevet et helt turistmekka. Derfor springer jeg her frejdigt videre til provinserne Guizhou og Guangxi: hvor minoritetern e er mange og tu ri sterne få; hvor natu ren er ufrem kommelig og barskt, og hvor det ellers bare oser af rå charme... Land ; Kina Omr~de; Guizhou og Guangxi Tidspunkt; okt'jber 2002 GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19/ Marts

16 1 Et sted langt, langt ude i Guizhouprovinens barske og øde egne, godt gemt væk i et kuperet terræn med ujævne kalkstenstoppe, lever der en lille ejendommelig gruppe mennesker, der har horn i nakken og er iklædt mønstret pingvintøj: Lang Horn Miao (LHM) folket. LHM - en undergruppe af Miao folket - er et folkeslag af en beskeden størrelse og tæller kun omkring 4000 individer, alle bosiddende tæt ved hinanden i tolv små landsbyer. Isoleret fra resten af verden lever de af landbrug, dyrker en spirituel religion med ceremonier for Bjergguden og har en treenighed af gamle mænd som ledere: Høvdingen (administration), Den ældre (moralen) og Shamanen (det religiøse overhoved). LHM -folket besidder en rig - men primitiv - kultur med bl. a. selvudviklede instrumenter, hvorpå de spiller traditionel musik, som de danser traditionelle danse til. Herudover går navnlig kvinderne en del op i deres traditionelle tekstiler: tætsiddende jakker med smukke mønstre i indigoblå og hvid, der foran går ned ti l midt på livet, mens den bagtil når ned til læggene - næsten som en herrepingvin. Jakkerne er dekoreret på bryst og pingvinhale med henholdsvis voksmønstre og broderier der nærmest må kategoriseres so~ værende kunst, og under jakken bærer de ensfarvede skjorter med fine ornamenter. Herudover bærer de mørke simple nederdele, der står H3rpragt under konstruktion. i fin kontrast til de farvestrålende jakker. Også mændene gør sig i den traditionelle tøjstil, m~n med design, som er knap sa spektakulært som kvindernes. Ikke noget nyt i forhold til så mange andre minoriteter, men det, der virkelig adskiller LHM fra øvrige m inoriteter, er kvindernes helt specielle hovedbeklædning. I hverdagen render kvinderne rundt med et par kohornslignende flade træstivere - ca. 60 cm fra spids t il spids - flettet ind i håret i baghovedet, og ved særlige lejligheder snor de et meget kraftigt ca. 2 m langt bundt af flettet oksehår omkring hornene, og surrer hårbund~ tet fast med hvide bånd. Dette danner en hovedbeklædning af hår på ca. 80 cm. læn~de, 20 cm. højde og med en vægt pa omkring halvanden kilo. Pigerne er ikke for store i forvejen, så de ligner næsten små marsmænd med alt for store hj erner, når de iførte sig hovedbeklædningen. Et ejendommeligt men smukt syn. Turen ud til LHM hovedlandsby, Longjian, var nærmest en rejse i sig selv, som bød på en dagsrejse med tre forskellige lokalbusser og en halv snes km. hiking med min trofaste rygsæk. Skønt landsbyen ligg er op af en lille bjergside, er den godt skj ult bag et p~r små bjergtoppe, o og nar man sa endelig er inde i selve landsbyen, er husene al ligevel svære at få øje på, idet de ligger godt gemt væk bag træer og buske. Stemmer og spredte røgsøjler røber dog husenes tilstedeværelse. Et mylder af små stier og trapper op og ned forbinder husene med hinanden, men skønt landsbyen er lille, kan man let tabe orienteringen i stinettet. Ve l etableret i et lille lejet rum med udsigt ud over en diset dal med fyrretræsskove og tørre terrassemarker, hoppede jeg i vandrestøvlerne og drog ud for at rekognoscere om rådet. I en af områdets tolv landsbyer fa ldt jeg i»snak«med Ung pige med den ejendommelige h3rprijgt SiJmt trijdiuonelt toj. en ældre kone. Selvom hun havde brækket armen og havde den i en slynge, arbejdede hun med at sortere skidt fra majskorn, som lå og tørrede i solen. Hendes arbejde var dog ikke helt nemt, idet små drilske kyllinger drønede rundt om hendes fødder og terroriserede hende ved at hugge majskorn. Jeg blev placeret på en lav stol og fik stukket en kop the i hånden, og mens hun pludrede løs på et eller andet sprog, der formentlig har været mandarin~k i nesisk, kunne jeg tage omgivelserne nærmere i betragtning. ~tedet var utrolig hyggeligt, og der andede en idyll isk fred. Et par sorte ænder snadrede i madresterne i en stor wokgryde; vinden spillede en stille sang i bambustoppene over vores hoveder; 5-6 pattegrise lå og sov til middag i skyggen af et lille stenhus, men af og til vågnede en enkelt op til dåd og undersøgte de nærmeste omgivelser i bedste»babe - den kække gris«stil, for derefter med et grynt atter at smide sig oven i de andre grise; små kyllinger rendte rundt overalt, så man konstant skulle holde øje med, hvor fødderne blev sat, for ikke at stemple størrelse»44«på ryggen af dem (selvom de nu gjorde deres bedste for at stemple deres fodaftryk i støvet på mine støvlesnuder), og et par killinger jagtede solstråler og fluer. Den ældre kones mand kom frem fra skyggen af et hus og begyndte at underholde mig, og snart efter kom parrets svigerdatter forbi sam- litikken). Svigerdatteren forsvandt ind i nabohuset for at tilberede frokosten til det arbejdende folk i marken, og snart kom fire unge mænd til huset: det ældre pars to sønner og to af deres venner. Traditionen tro inviterede familien på frokost. Husets integrerede stue og køkken var på omkring tyve kvadratmeter, havde lerklinede vægge lergulv, bambusloft 02 stråtag og oppe på selve loftet la et bjerg af majskolber. Ved siden af køkken/ alrummet var der to soverum i samme arkitektoniske stil. Køkkenet havde et lille åbent ildsted, hvor al maden blev tilberedt, og ellers var der et par aflange borde, hvor tilsodede potter og pander var smidt. Der herskede en intim duft af afbrændt træ, men snart begyndte den dejligste duft af tilberedt ris og kylling at sprede sig til vore næsebor - lækkerierne blev serveret. Det viste sig, at en af gutterne rent faktisk kunne læse en smule kinesiske tegn, så guidebogens parlørafsnit blev fundet frem, og en lang og hyggelig»konversationen«blev indledt. Efter et par timer i familiens muntre selskab, fortsatte jeg min gåtur rundt i området. Oong : En ældre kvinde med horn i nakken. på disse breddegrader har Dong intet med sportslørdag og dongfodbold at gøre og ej heller Dansk Olie og NaturGas, men er navnet på en etnisk minoritetsgruppe, der lever ved grænserne mellem de tre provinser: Hunan, Guizhou og Guangxi. Største dong-iandsby er Zhaoxing (Guizhou provinsen) med indbyggere, men ellers er de resterende 1,4 mio. dong'er spredt godt ud i det bjergrige område. Dongerne er specielt kendte for deres evner til at konstruere bygninger af træ uden brug af søm og skruer eller anden form for jern. Forfatteren med værtsfamilien. FiJmiliemedlemmeme skyndte sig at skifte til deres fineste toj, for billedet blev taget. Dette gælg:ds~~~ij~~~~ Gulve, vægge, trapper osv. sættes og holdes sammen med små kiler og ellers - med snedkeris nøjagtighed - fint tilskårede riller, hvor plan~ ker og bjælker med modsvarende profil isættes. Nej, vi snakker ikke om IKEA discount møbler, der skal holdes sammen med et ordentlig lag lim, men om et håndværk, hvor 300 år gamle bygninger stadig står i fin stil. Dongernes arkitektoniske perler er de såkaldte»trommetårne«og»vi nd og regn broer«- eller "blomsterbroer". Et trommetårn er et tårn i op til tyve meters højde, hvori der traditionelt har hængt en to meter lang tromme lodret ned fra toppen. Hvis en landsby blev angrebet eller der opstod brand, skyndte folk sig hen til trommen, og så blev der ellers basket skind for at advare resten af beboerne i landsbyen. Tårnene har typisk 6-8 sider og består normalt af små etager, som arealmæssigt nedefra og op bliver mindre og mindre, formende en pyramide. Hver etage har sit eget udhæng, der er smukt dekoreret med buddhistiske træudskæringer (drager, fugl Fønix mv.), som - synes jeg - får tårnet til at ligne en gigantisk bryllupskage.»vind og regn broer«er sociale mødesteder, hvor man hænger ud, sludrer eller blot tager sig et hvil. I princippet er det en bro med en lang pavillon - eller korridor - der giver folk læ for vind og vejr heraf navnet. Zhaoxing har hele fem tårne, bygget af hver sin klan, samt lige så mange broer. Dongernes huse er rimelig store og som tidligere nævnt opført i træ. Stueetagen fungerer som stald, hvor grise, køer, høns og ænder normalt bor, hvis de ikke lige render frit rundt i området. Første sal er fami liens samlingssted med et åbent ildsted og 2-3 soveværelser, og oftest GLOBEN nr. 19/ MiJrts O GLOBEN nr. 19/ MiJrts

17 etage med flere små rum. Husene er af fantastisk arkitektur, stærke og lune og altså opført uden brug af søm og skruer. Dog er det ved lov vedtaget, at nye huse skal have ildstedet placeret i stueetagen, og at stueetagen skal være bygget af mursten. Dette skulle nedsætte antallet af brande, Zhaoxing udgjorde min base under besøget hos dong'erne, og med byens placering i en dal omgivet af bjerge med risterrasser var det et perfekt sted for vandreture. En lille grusvej førte op i bjergene, og snart havde j eg en smuk udsigt ud over den opdyrkede dal. Risterrasserne lå for mine fødder - nogle store på omkring 70 m 2, andre små; nogle af dem var nyhøstede og tørre og havde kun stubbene tilbage; andre var oversvømmede og ligeledes kun med stubbene, mens enkelte endnu ikke var høstet og således stod med Iyse~rønne risplanter. Balancegangen pa de smalle kanter mellem de oversvømmede rismarker var en meget fascinerende, men også skræmmende, oplevelse, idet mine europæiske kæmpefødder var alt for store til balancegang på de små diger. Bjergene, himlen og skyerne spejlede sig i den blanke vandskorpe, som dog fra tid til anden blev brudt af opdrætsfisk, der slog med halen, hvis vandbøfler da ikke lige kom masende forbi med en plov og en landmand efter sig og ødelagde det idylliske maleri. De charmerende og lidt klovnede vandbøfler viftede vildt med ørerne og halen, mens de kæmpede sig frem gennem mudderet, som om de prøvede at lette og på den måde gøre arbejdet nemmere. Jeg kom til en lille landsby og blev der modtaget, som jeg blev det de fleste steder i de isolerede områder. Situationen var som i det vilde vesten, hvor revolvermanden gør sin entre i en lille by. Verden skifter hastighed fra livlig aktivitet til slowmotion - ikke en vind rør sig og tiden synes at stå stille. De tilstedeværende stopper op i deres forehavende - selv børn holder inde i deres spil - retter sig op og kigger efter den fremmede, mens han bevæger sig op ad den støvede hovedgade. Luften er spændt, og kun den fremmedes knasende skridt kan høres, men med et forløsende»ni hao«(hej) fra den fremmedes mund, et smil og et hilsende nik, tør verden atter op og kører videre med normal hastighed. Hurtigt fyldes luften med spørgsmål fra kinesiske struber, men her er det så, at jeg må trække det mest avancerede ord frem fra mit sparsomme kinesiske ordforråd:»wu tingbudong«(jeg forstår ikke). Det kniber til gengæld aldrig med at forstå, når de lokale med hujen og viften inviterer på frokost. Frokosten er en glimrende mulighed til at få en indsigt i de lokales hj em og indretning, og således skete det også i den lille landsby, jeg ankom til. Minoritet erne i dag: Minoriteternes vilkår i nutidens Kina er absolut ikke en dans på roser, om end det er langt bedre end fordums tid. Under Mao's flippede eksperimenter med "Det store spring fremad" i slutningen af SO'erne, samt under Kulturrevolutionen ( ) havde minoriteterne trange kår. Lokale sprog og dialekter blev forbudte, gamle skikke og traditioner kritiseret, og landsbyernes ledere arresteret og fjernet fra familierne. Alting blev vendt op og ned i dagligdagen, ganske som det blev for hele Kinas befolkning. Fra midten af SO'erne er vilkårene dog langsomt blevet bedre, og den kulturelle frihed er generhvervet. Minoriteternes identitet styrkes i takt med, at der afholdes flere og flere minoritets-festivaler i lokal områderne, og endvidere har kommunisterne indset, at minoriteter tiltrækker turister til navnlig Yannan provinsen, så der er meget fe:..,... på minoriteternes ve og vel fra højeste sted. Det ser ikke helt så sort ud for minoriteterne som det har gjort... Men der er stadig lang vej... Jeg ved ikke rigtig, hvordan minoriteterne passer ind i det økonomiske racerløb, som Ki na har kastet sig ud i, men det må tiden vise... GLOBEN nr. J9/ Marts Teks og foto: Claus Virmer Jeg var netop fyldt 20 år og havde rejst over land gennem store dele af Vestasien til Bangladesh, brugt et par måneder i Thailand, Burma og Hong Kong og Taiwan, så jeg var spændt til bristepunktet på at opleve blot en flig af det store rige i midten, som havde været lukket for vesterlændinge i så mange år - og se dette fabelagtige landskab, som havde været en af inspirationskilderne til min rejse. Dårlig timing Men som med så mange andre oplevelser jeg havde på denne tur, var hverken forberedelse eller research særlig gennemført. så ganske uvidende tog jeg til Kina, få dage før det kinesiske nytår blev skudt ind. Kinesisk nytår i Kina er som jul i Danmark - alle mennesker bytter plads - dem, der bor i en provins drager til en anden provins for at besøge familie og venner og vice versa. så trykket på et i forvejen presset offentligt transportsystem var enormt. Bare det at komme ind i Kina fra Hong Kong tog det meste af en dag i en enorm kø ved grænseovergangen ved Shenzhen. Jeg læste senere, at netop den dag jeg havde passeret grænsen til Kina, havde jeg været i selskab med andre personer - det største antal på en enkelt dag i 35 år. Naturligvis 99,9% kinesere. Den videre rejse nordpå lykkedes kun vha. min ungdommelig naivitet og en stor portion held. Således kom jeg bl. a. med en nodbåd fra Canton (Gua ngzhou) til Wuzhou (18 timer) ved at gå hen og købe en bil let og gå ombord. Jeg henvendte mig ved fire forskellige billetluger - før jeg ved et usandsynli~t lykketræf fik stukket en billet i handen. Båden var med 300 mennesker totalt proppet, og det gik gradvist op for mig, at næsten alle passa~erer havde bestilt deres billet maneder i forvejen. Ud over mig selv var der kun to amerikanere til at forstyrre billedet af kinesiske n yt~ årsrejsende. Dragedans ved r8dhuset I Yangzhou Jeg ankom til Kina fra Hang Kong i februar Det var bidende koldt. En ameri kansk ven ha vde nogle ilr f0t:inden, som et! af landets ~ørs te fritrejsende turister, væ r e t rundt i Kina. Jeg ha vde.set nogle billeder f~a et vildt eventyrligt landskab bestilende af skove afka lkstensbjerge med rlsm.arker og f1o.der Imellem. Det var det m est vanvit tige landskab, je{j nogensinde havde set - og Jeg m ijtte Simpelthen derhen for a t s e, a t det eksisterede i virkeligheden. Mødet m ed Kina blev forbløffende - det har været et underholdende møde med min dagbog fra dengang. Brud stykker fra min dagbog "Kineserne er næste alle klædt i blåt eller armygrønt bomuldstøj. De er meget smilende, og mange har overbid. En armygrøn kasket, rigtig militærkasket eller øreklaphue med rød stjerne er normal hovedbeklædning. Hvis man stopper op p~ gaden - f.eks. for at købe et eller andet - samles der øjeblikkeligt 500 nysgerrige kinesere omkring en og kigger over skulderen. Et mærkværdigt folk. Når man kommer til et hotel, kan man være sikker på, at de ikke har nogle værelser - kun nogle få, meget dyre. Efter megen smilende gestikuleren og t~lmodighed lykkes det dem altid at støve det "sidste" billige op. GLOBEN nr. J9 / Marts

18 r Måltiderne består næsten altid af suppe eller ris, æg, grøntsager og svinekød i forskellige afskygninger. Alt spises, i modsætning til i Thailand og Burm a, med pinde. Til suppen leveres dog ligeledes en lille metalske. Der drikkes te konstant. Den drikkes af kopper med aftageligt låg for at holde den varm her midt på vinteren. Alle restaura nter har normalt hele facadearealet åbent ud mod gaden. Når man spiser, sættes der en urne med ~ I ødende kul hen under bordet, sa fødder og ben ikke fryser af under måltidet. Kinesisk tales ved ca. 140 decibel og med rundt regnet 120 km/t. Efter sigende det eneste sprog i verd en, der ikke ka n hviskes - og det fo rsøges så sandelig heller ikke. I Kina findes naturligt nok rigtig mange sprog, men kun to "hovedsprog" - Mandari n, som er det universelle for hele l an~ det og Cantonese, som tales i de folkerige sydl ige provinser. Sproget består af skrifttegn. Man skal kunne mindst for at kunne læse en avis og få lidt mening ud af den. Alle skrifttegnene er gamle tegnin- ~~~s~~~n~'i;j hovedbeklædning anno 19B5 ger, som har muteret gennem tusinder af år. F.eks. forestiller den oprindelige teg ning for spl id og ufred to kvinder under samme tag (så kom ikke og sig, at de gamle kinesere ikke var kloge! ) Det talte sprog har, ligesom de øvrige østasiatiske sprog, tonaler. Mens der i thai er S, er der 9 i kinesisk - altså har det samme ord 9 forskellige betyd ni nger, afhængig af den betoning det udtales med. Håbløst! Toiletterne er de værste, jeg endnu er stødt på. på hotellerne er de acceptable, medens de offentlige toi letter består af båse med en meter høj e skillevægge imellem og ingen døre. Stanken er uudholdelig og "produktionen U bruges i øvrigt til gød ning på markerne (watch out for fresh produce!). Den væ r ste oplevelse var i går, da jeg efter et toiletbesøg gennem toilethullet så gryntende svin rumstere rundt nedenfor for at nappe et par godbidder! Kineserne synes at spendere evigheder på hug over disse huller, mens de læser tegneserier. Privatbiler eksisterer ikke her i det sydlige Kina. I Canton (og sikkert også i andre storbyer) ses dog biltaxier og biler tilhørende regeringsrepræsentanter. AI transport foregår i busser - eller toge og fl odbåde på de lange stræk - og så selvfølgelig ligt. Varetransport foregår primært med lastbiler, hvis standard er på niveau med Pakistan." Kinesisk nytår Det lykkedes mig at komme til Yangzhou - en stor landsby på indbyggere ca. en times kørsel syd for Guilin. Træt og gennemkold fik jeg et værelse på byens eneste hotel. Det var 3 grader udenfor, og på værelset var der yderli~ gere 3 grader - og et par tæpper. Trods kulden faldt jeg i en drømmeløs søvn fo r kl. 24 at blive vækket af salverne fra 10 maskinpistoler, der bragede om kap i hotellets gård. Det viste sig imidlertid at være kæm pebundter med kanonslag (dem, som vi altid købte i bag lokalet hos købmanden i Blågårdsgade under navnet Kina -puf, da jeg var dreng). Der var mange hundrede i hvert bundt. De blev f.eks. hængt op i tagudhængene eller for enden af en lan2 stav, som en person holdt j en skra vinkel opad ud fra kroppen. Bundtet blev antændt for neden og eksploderede så i løbet af et par minutter op til toppen af staven. Der var tre bundter i ~ang samtidig, da jeg forfjamsket naede ud i gården for at se, hvad der var på færde - og ka nonslagsholderne var ved at flække af grin over mit m åbende, søvndrukne udtryk. Næste dag havde jeg egentlig tænkt mig at leje en cykel og futte rundt og se på de fantastiske omgivelser, men tilstrømningen af grøn- o~ blå klædte kinesere til byen var sa massiv, at jeg valgte at blive. Og sikken dag. Hele byen sydede. Drageoptog og affyring af kanonslag i de nævnte bundter på flere hundrede ad gangen. Der var en enorm m enneskemængde på hovedgaden. Man blev mast og skubbet og fu ldstændig suget med af menneskemængden og ført med rundt efter drageoptoget. Dragerne dansede rundt på gaden med den kolossale menneskemængde omkring sig. Fra husbalkonerne blev der konstant smidt kanonslag og andet fyrværkeri efter dragen. Dragen er symbolet på alt det dårlige og onde i det forgangne år. Ved at bombardere den med fyrværkeri, slås alt dette ihj el, og det nye år kan begyndes uden ondskab, nag og slette miner. Landskabet Festen i byen fortsatte med uformindsket kraft om natten og dagene efter, så først på fjerdedagen fik jeg lejet en cykel, så jeg kunne komme rundt og se det enestående landskab, som Yangzhou ligger midt i. Det var utvivlsomt det mest særprægede landskab, jeg nogensinde havde set. En skov af kalkstensbjerge fyldt med grotter og huler. Indimellem ligger de små landsbyer, de oversvømmede flade rismarker og floderne. Hele området var hyllet ind i februarkuldens tåge og dis, hvilket gav et spøgelsesagtigt udseende til hele området. Det meste af vejen kørte jeg ad de jordstier, som forbandt landsbyerne, og jeg krydsede fl oderne på små bambuspramm e. Jeg vakte vild opsigt og blev fulgt af grinende og hujende unger overalt. Hver Natligt drageoptog i YangzhOIl gang jeg tog mit kamera op til øjet, piskede de hvinende af sted til al le sider. En ca. 10-årig pige kom ud af sit hus, samtidig med at jeg passerede langsomt på cykel med halvdelen af landsbyens unger løbende efter mig - jeg vinkede. Med åben mund og vidt opspærrede øjne bakkede hun forskræmt ind i~en og lukkede døren lige nøjagtig sa meget, at hun kunne fø lge mig og mit følge gennem dørsprækken - smilende! Jeg havde det pragtfuldt, og ungerne tilsyneladende ligeså. Kunming - troede jeg Planen var at drage videre mod Kunming, sg sa mmen med at par amerikanere fik vi til vores forbløffelse ganske let fat i nogle tog billetter med afgang dagen efter fra Guilin. Ved ankom sten til stationen blev vi dog lidt bekymrede - der var mildest talt m ange mennesker. I ndgangen til perronen var spærret af store aflåste gitterporte. Vi trøstede os med, at hvis nu det var et langt tog, kunne de mange mennesker nok være der. Da toget trillede ind på perronen, stirrede vi frustrerede på det. Toget kom fra Shanghai og var allerede stuvende fuldt - vi kiggede på hinanden - hvordan i alverden...? Og så blev portene til perronen gbnet. Indledningsvist løb vi med strømmen mod toget, men vi tabte langsomt fart for til sidst at stoppe helt op. Foran alle dørene opstod store amøbelignende klumper af vilde kinesere, der alle prøvede at komme ombord i toget. De unge og adrætte tog bogstaveligt talt tilløb og hoppede bagfra op på menneskem æng den, og i bedste stage -diving-stil crawlede de hen over menneskemængden, fik fat i de store håndtag på siden af toget og trak si g det sidste stykke ind gennem døren. Andre forsøgte sig med blandet held at entrere toget gennem vinduerne. Tum ulter og håndg ribeligheder udviklede sig til regulære slagsmål mellem de rejsende, og kontrollører med knipler havde voldsomt travlt med at dæmpe gemytterne. Omsider var toget så fuldt, at der ikke kunne presses et stykke A4 papir ind nogen steder - og med en fjerdedel tilbage på perronen satte toget sig langsomt i bevægelse. Vi havde trukket os hjælpeløst tilbage på perronen og stirrede med en blanding af lamslåenhed og fascination på optrinnet foran os, mens det gradvist gik op for os, at hvis det overhovedet var lykkedes os at komme om bord på toget, ville de næste 33 tim er til Kunming totalt mast mellem råbende, hakkende og spyttende kinesere have efterladt os m ed mentale defekter for livstid. Jeg kunne fortsætte længe - om det absurde pengesystem, om verdens mest spyttende folk, om de amerikanske kinesere, som for første gang så de re~ hjemland, siden de flyg tede i 1949, 'om den spirende kapitalisme, om mongolerne, jeg mødte i Guilin, om Jeg er, uden at jeg rigtigt kan forklare det, aldrig vendt tilbage, trods det at j eg ku n så et lillebitte hjørne af dette enorme rige. Primitive flodpramme var et essentielt transportmiddel GLOBEN nr. 19 / Marts En serie p3 mange hllndrede kanonslag GLOBEN nr. 19/ Marts S

19 Blandt minoritetskulturer i tropisk Kina. Tekst og foto: Ib Larsen og Lil/ian Friis Hansen Hen på aftenen den 10. november 2004 landede vi i lufthaven i Jinghang, hovedstaden i Kinas Xishuangbanna provins. Egentlig var det tænkt som et ganske lille hop fra Vientiane i Laos, men det skulle gå anderledes. Først aflyste Lao Airlines flyet til Jinghang og vi måtte betale en formue for at komme hele vejen over Kunming. så aflyste Lao Airli ne også dette fly! Det opdagede vi heldigvis ved et tilfælde dagen før vi skulle flyve. Enden på miseren blev at Lao Airlines kørte os til Udon Thani i Thailand, derfra nøj vi sydpå til Bangkok, så nordpå igen til Kunming, og s~ nok engang sydpå til Jinjong. En times flyvning blev til 13 timers flyrejse! Flyet til Jinghong var propfyldt med kinesiske charterturister. Xishuangbanna er Kinas eneste tropiske provins, så med den nye velstand i Kina, er provinsen selvfølgelig blevet et yndet turistmål. Det generer nu ikke individuelt rejsende synderligt. Kort efter vi var landet, var alle charterturisterne forsvundet i en stribe store turistbusser. Kineserne følger deres guider slavisk, og da alle charterturene stort set har samme program, møder man ikke en turist uden for de udvalgte kinesiske turistmål. Kun på eet tidspunkt krydsede vores veje senere. Det var da vi fik lyst til at prøve en kabinelift, der langsomt svævede henover regn skovens kanopy. Det blev nu en blandet oplevelse. Kineserne elsker støj, så kinesisk musik hamrede ud i luften fra samtlige master på hele turen. I lufthavnen i Jinghang stod vi på det nærmeste mutters alene tilbage. Efter at charterturisterne var forsvundet, lå lufthavnen aldeles øde hen. Vi fulgte de få tilbageblivende personer ud til en bus, der ventede udenfor. Den steg vi ind i. Der var ikke en eneste person der kunne tale engelsk. Men chaufføren startede bare bussen og af sted gik det. En efter en steg passagerne ud, så til sidst var vi ganske alene tilbage. Et øjeblik senere standsede bussen og chaufføren og gjorde tegn til at vi skulle stige ud. Det var helt perfekt. Han vidste præcist hvor sådan nogle som os skulle hen. Vi blev sat på et nydeligt middelklassehotel lige midt i byen - Xishuangbanna Binguan. Den næste dag gik med at forhøre os rundt om på byens cafeer om, hvem der kunne arrangere en trekking tur for os. Vi var opsat p~ at vandre i bjergene langs Myanmars grænse - den gyldne trekant. Området er særdeles rigt på minoriteter, og vi va r opsat på at besøge en pæn del af dem. på Mei-Mei cafe mødte vi John, og så var den sag klaret. Meget tidligt næste morgen havde John lejet en jeep, og sa mmen med ham og vores bærer Chaw Baw kørte vi ud af byen. Nogle få timer senere drejede vi væk fra landevejen og fulgte de næste 4 timer et elendigt spor ned til den lille by Bulangshan. Utroligt nok passerede vi ordinære busser på vej derned. Det må være en rystende oplevelse at gennemføre den tur i bus. I Bulangshan startede vores van dring. så snart vi havde forladt bazaren skiftede landsbyen karakter. Byen var centrum for Bulang folket. Bulang folket bor, som alle de andre minoritetsgrupper vi mødte, i pælehuse. Alle aktiviteter foregår på 1. sal, hvor man bor, laver mad, håndværk, sover osv. Heroppe er der dels en åben overdækket terrasse, hvor man opholder sig mens det er lyst, og et lukket bolig med eet rum. Maden laves p~ bålstedet midt i rummet, og man sover her på madrasser, der hver morgen rulles sammen og gemmes væk. Under huset er der lagerplads. Et mindre rum på 2 sal indeholder familiens værdier. Utallige steder blev vi inviteret ind til en kop te og en snak. Sådan var det også i Bulangshan Bulangfolket ernærer sig som de andre stammer her af landbrug. Vådris udgør basis føden. Herudover dyrker de en række forskellige afgrøder. Typisk har de nogle få grise, hvoraf de selv spiser et par stykker og sælger resten. Som p~ Myanmar siden af bjergene, er minoriteterne her buddhister. Børnene bliver typisk gift i alderen år. Ved giftermål bor manden normalt de første tre år hos svigerforældrene og hjælper til. En form for medgift. Derefter flytter den unge familie som regel hjem til mandens familie, hvor de sl~ sig ned fast. De fleste familier får kun 2 børn. Det er principielt det lovlige maksimum i Kina, men selvom myndighederne ser gennem fingre med, at stammefolkene ikke overholder det, er det alligevel for dyrt med flere. Problemet er nu, at der er for få unge til at passe de gamle. Fra Bulangshan vandrede ind i en bred dal. Dalbunden var dækket af rismarker, og på begge sider rejste bjergene sig stejlt. Vi fulgte et lille spor der kunne benytte af små 3 hjulede mini-traktorer. Længere inde i bjerg ene passerede vi små landsbyer, hvortil de tidligere nomader, Lahu, var blevet forflyttet. Officielt forlyder det, at de var blevet forflyttet hertil, fordi deres tidligere skovområde var blevet oversvømmet, men der er også betydelig skovfældning i området. Dels hugges der en del tømmer, og dels etableres der store nye teplantager på stejle skråninger rundt om i bjergene. Lahu folket er nu begyndt at dyrke ris, te osv, men som for eks-nomader har de ingen tradition for eller erfaring med at Også Acka folket lever i pælehuse, hvor alt foregår på 1. sal. Men her var der flere værelser i husene. Der var udskårne døre, rigtige senge og enkelte møbler. Et lille lavt spisebord med små taburetter hang på væggen, og blev taget ned da middyrke afgrøder. De ejer stort set ingenting. De simple bambusbyggede pælehuse best~r af eet rum med et lille ildsted i midten. Ud over lidt potter og pander og m~tter til at sove p~, er der ingenting i husene. De f~ værdier de ejer, omsætter de til smykker de kan bære p~ kroppen - især i ørerne. Meget typisk for nomade fo lk. Som andre nomadefolk, er de meget sky. på trods af skyhed en, blev vi dog også inviteret indenfor hos Lahu folket. Men her var der ingen te. Menuen stod på en kop kogt vand. Vandreturen fortsatte ind gennem dalen, der hele tiden blev smallere og smallere. Lige før solnedgang vandrede vi op over en lille bakke og pludselig åbnede en imponerende flot udsigt sig. Foran os lå en dyb dal med risterrraser fra dalbunden langt op ad bjergskråningerne. p~ den stejle skråning lige neden for os lå den smukke Acka (Hani) la ndsby Weidun. Allerede ved dette første vue blev det klart, at Acka fo lket var bedre organiseret og mere velst~ende end de øvrige minoriteter vi havde mødt. Her var der i hvert fald ris nok. dagen blev serveret. Men maden blev stadig tilberedt på en bål plads midt i opholdsummet. Under huset er der grisesti, høns, hunde, lager osv. Det vrimler med hængebugsvin, høns, kalkuner og kvæg overalt i byens gader. Vi boede hos en familie, der havde byens eneste lille butik, hvor man kunne købe snacks, sukker og brændevin. Manden passede butikken om dagen, mens konen var i marken, og konen tog over, når hun kom hjem. Til gengæld lavede manden sg maden. Straks vi kom, blev en høne halshugget og kødet blev blandet i en slags risgrød og serveret sammen med diverse grøntsagsretter. Bedstemor var lille og krumbøjet, men knoklede alli ~evel rundt hele tiden. Hun kunne abenbart slet ikke lade være. Hun bar som de øvrige ældre Acka kvinder stadig den traditionelle dragt, der er blå med smukke broderier p~ de speciel le underbensvarmere og p~ rygstykket. Beklædningen for familien i øvrigt var sarong og bluse samt jakke om aftenen/natten, hvor det blev køligt. Efter en god del majsbrændevin gik vi til ro i noget der lignede et rigtigt soveværelse. Meget tidligt begyndte byens haner at gejle hinanden op. Det på nærmeste tvang os til at stå op og følge morgen livet. Konerne var på vej ud i marken med deres store kurve på ryggen eller var i fuld gang med at lægge ris, majs eller te til tørre på verandaerne. Acka folket er animister. En spændende undtagelse bandt alle de buddhistiske folkeslag i bj ergmassivet. Fra Weidun fortsatte vandreturen langs med floden i bunden af dalen. Grønne rismarker vekslede med små haver. Ind imellem passerede vi små ensomt beliggende buddhistiske templer. Bjergskråningerne var regnskovsdækkede, afvekslende med te plantager. Det var virkelig meget smukt. Vi fulgte fortsat det lille mini-traktor spor, så ind imellem blev idyllen spoleret af et af de små larmende køretøjer. GLOBEN nr. 19 / Marts GLOBEN nr. 19 / Marts

20 Dalen blev smallere og smallere, og junglen tættere og tættere efterhånden som vi kom frem. Stien steg langsomt op af bjergvæggen og regnskoven lukkede sig om stien. Undervejs passerede vi flere lahu landsbyer. Den smukkeste lå på en li lle afsats ved floden, helt omgivet af regnskoven. Ved hver landsby stod den på kogt vand og sure æbler fra skoven. Det er forbudt at jage, men vi så mange Lahu folk vandre omkring med gevær, så livet som samler og jæger var ikke helt glemt. Tidligere har der været tigre og elefanter i junglen, men de c væk Sidst på dagen bredte dalen sig ud igen og stien voksede til et spor hvor der kunne køre 4WD, Vi flygtede væk fra sporet og fortsatte ad en lille sti, der gik stejlt op i bjergene, Efter en god times vandring dukkede Bulang landsbyen Øvre Mengpo op, beliggende på bjergskråningerne på den anden side den lil le floddal omkranset af tæt regnskov, Den var utroligt smukt beliggende, Vi måtte lige sidde og nyde synet lidt, før vi forsatte rundt om dalen over til byen, Vi flyttede ind hos en Bulang familie, hvor vi blev helt overvældende modtaget, Familien bestod af bedsteforældrene, en søn, en datter med hendes mand samt deres 3 børn, Bedstemoderen var blevet blind inden for det sidste år og sad stille i et hjørne. Men hun havde stadig sin rolle at spille: alle børnebørnene holdt konstant til hos hende, kun afbrudt af små udflugter over til bedstefaderen, Der var et dejligt forhold mellem børn og bedsteforældre, Bedstefaderen var 65, men så meget yngre ud og var samtidig ret så livlig. Datteren var lige så udadvendt som faderen og havde det dejligste smil. Som alle Bulang kvinder havde hun det flotteste lange, blanke, sorte hår. Hendes mand forstod ikke det lokale Bulang sprog. Han må have været meget ensom, Han stammede fra en fattigere stamme højere oppe i bjergene, Det var meget almindeligt, at de unge mænd fra de fattigere jorder vandrede ned til landsbyerne længere nede og tilbød deres arbejdskraft, mod at bl ive gift og optaget i landsbyen. Det blev ofte accepteret, når der som i denne familie var mangel på mandlig arbejdskraft t il at sikre familiens overlevelse. Mændenes vaskeplads lå ved indgangen til landsbyen. Her kom mændene ned sidst på eftermiddagen for at vaske sig. Tæt derved lå kvindernes vasokeplads. De gik do~ først derned, nar det blev mørkt, sa mændene ikke kunne snige sig til kigge. Det var ved at være lidt for sent til at snige sig ned til mændenes vaskeplads, da vi ankom, så vi blev sendt til floden på den anden side landsbyen. Det friskede gevaldigt at sænke sig ned i det kølige vand. Huset var et typisk Bulang hus med eet stort rum. Ildstedet var placeret midt i rummet, Det bestod af en lerstampet fordybnin~ i gulvet. De personlige ejendele la pakket sammen rundt i kanten af rummet. Her lå også de sammenrullede madrasser, En enkelt pære, der fik strøm fra en lille hydro generator ved et nærliggende vandløb, prøvede fortvivlet at lyse bare lidt op, Men det var nu hovedsageligt små brændende stykker olieholdigt fyrretræ, ophængt i små skåle, der gjorde det muligt at se inden døre. Det var hyggeligt at sidde omkring ildstedet og tale med familien, mens søn og datter lavede maden sammen, Også her var maden god. Hovedretten var sej, fed svinehud. Næste morgen vandrede vi en kort tur op til det lille buddhistiske tempel på bakketoppen over landsbyen, og nød udsigten over byen, bjergene og regnskoven, før vi fortsatte vandringen ned mod Demen~long sletten. Nogle timer senere abenbarede den store flodslette sig for os. Kort tid efter vandrede vi ude på sletten, Sletten var Dai folkets land. Dai folkene var klart mere velstående end minoriteterne i bjergene. Her på slettens fede muld blev der høstet masser af ris, Flodsletten var intensivt opdyrket med kanaler og dæmninger til opstemning af vandet. Gummi var en anden stor cash-crop. Udover ris og gummi, var store områder udlagt til haver beplantet med multi-afgrøder, bl.a, bønner bundet op på bambusstænger og med spinat, tomater, chili, auberginer, majs plantet mellem hinanden i et sindrigt system. Små landbrugsmaskiner var i gang overalt på markerne. Den slags havde vi ikke mødt i bjergene. I Menguanhang blev vi inviteret ind i et af de typiske Dai huse. Det kogte vand var som i bjergene, men de sure æbler var her erstattet af friske appelsiner, Også Dai folkets huse stod på pæle. Men de var bygget af mursten og var klart større end de huse vi havde mødt i bjergene, Fra Menguanhang kørte vi med den lille lokalbus til Demenglong, hvor vi skiftede til bussen tilbage tit Jinghong. Den tur var noget af en udfordring. Vejen var nærmest ikkeeksisterende, I de 4 timer det tog at køre de 40 km, hoppede vi rundt i sæderne, så vi var totalt mørbankede, da vi nåede frem. Undervejs stoppede bussen, hvis folk skulle ind i en butik og handle, eller hvis chaufføren lige trængte til en kop kaffe. I en af byerne undervejs tog bussen lige hovedgaden to gange i et fortvivlet forsøg på at kapre flere passagerer, Fra Jinghong kunne vi det fjerne stadig skimte bjergene ind mod Myanmar, Lige ovre på den anden side grænsen, i Myanmars Shan State, var opium den største indtægtskilde. Her i Xishuangbanna så vi overhovedet ingen opiumsmarker, selvom vi befandt os midt i den gyldne trekant. Det var faktisk her fra Xishuangbanna at masseproduktion af opium blev introduceret til Myanmar. Efter Maos sejr i 1948 flygtede de fleste Kuomingtang styrker til Taiwan, men en ikke ubetydelig del af styrkerne vandrede over grænsen fra Xishuangbanna til Myanmar og etablerede en Kuonmintang stat der. Til Myanmars store fortrydelse etablerede CIA en luftbro til Kuonmintang staten og sikrede dermed dens forsyninger og overlevelse, på sigt var det imidlertid ikke muligt for USA at forsvare CIAs støtte til de ubudne gæster, så den geniale ide dukkede op at benytte den kinesiske opiums ekspertise der havde fulgt i hælene på Kuonmintang styrkerne til Myanmar, til at lære bønderne at masseproducere poppy. Hermed kunne Kuonmintang staten financiere sig selv, og CIA kunne holde sig i baggrunden. Fra en årlig produktion på 30 tons opium i 1948, da Kuonmingtang ankom, voksede produktionen til 2,550 tons 40 år senere. Når vi ikke mødte opium Xishuangbanna, er det naturligvis først og fremmest fordi bønderne har mulighed for at dyrke andre afgrøder. Men at erstatte opium med andre afgrøder er dyrt. I Xishuangbanna så vi især te produktion på hastig fremmarch i bjergene. Men at omlægge produktionen til te koster dyrt. Te er en flerårig afgrøde, så hvis te skal erstatte poppy, vil der vil være flere år, hvor befolkningen ingen indtægt får. Det skal finansieres. Og infrastrukturen skal udbygges. De nye produkter skal kunne komme frem til markedet. Den gamle sti vi havde fulgt gennem Xishuangbannas bjerge var allerede blevet udbygget til mini-traktor spor. Det vil ikke vare længe før trucks og 4WD vil kunne køre hele vejen. Noget andet er så at vedligeholdelsen af sporet foregik ved hjælp af en plov der fejede jorden væk, uden smålige hensyn til skråninger, jordskreds risici etc. så de vil afgjort støde på en del problemer fremover. Ovre på den anden side grænsen er der ikke penge til erstatningsafgrøder og infrastruktur. Det sørger den vestlige blokade effektivt for. Da Kokang folket - et stenkast fra den kinesiske grænse - stoppede opiumsproduktionen i 2003 måtte mennesker forlade hus og hjem og migrere mod byerne af mangel på føde og penge. Stammefolkene vi besøgte vandrer frit frem og tilbage over grænsen til Myanmar. De har ofte familie på begge sider grænsen. Men den frihed indebærer samtidig store omkostninger for dem. Den kinesiske regering mener ofte ikke med sikkerhed at kunne fastslå om de er kinesere eller fra Myanmar, så de har meget svært ved at få identitetskort og pas, og dermed en lang række borgerlige rettigheder. Den ældste søn hos familien vi besøgte fra Bulangshan var først i tyverne. Da han var sytten blev han gift med en pige fra Myanmar. Men efter at de havde fået det første barn skred hun tilbage til Myanmar med barnet, Det kunne han som kineser ikke gøre noget ved, I stedet tog han ansættelse som professionel soldat i Myanmars hær i 3 år, men forlod derefter militæret fordi soldater ikke må gifte sig. Nu er han så hjemme igen og er gift for anden gang. Da vi efter turen i bjergene kom ned på flodsletten ved Demenlong, blev en anden af relationerne mellem Kina og Myanmar bogstaveligt talt lysende klar, HØjt oppe på bjergsiden på Myanmar siden lå et kæmpe hvidt bygningskompleks. Det var en stor spillebule. Her tager de nyrige kinesere over og spiller deres penge op. Spillebuler er forbudt i Kina. GLOBEN nr. 19/ Marts GLOBEN nr. 19/ Marts