Julesøndag 28. december 2014

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Opfyldt forventning Salmer: 108, 115, 103; 132, 117 Evangelium: Luk. 2,25-40 Fra alteret hørte vi juleevangeliet ifølge apostelen Paulus. I brevet til galaterne fortæller Paulus om at Gud i tidens fylde sendte sin søn, "født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem der var under loven, for at vi skulle få barnekår." (Gal. 4,4-5) Hvad der menes med at Jesus var født under loven, får vi så fortalt lidt mere om i prædiketeksten til i dag fra Lukasevangeliet. Det var nemlig på grund af en bestemmelse i Moseloven at Josef og Maria bragte Jesus op til templet, hvor de mødte de to herlige, gamle skikkelser, Simeon og Anna. Ifølge loven skulle den ældste jødiske dreng i en familie indvies til at være præst for Herren. Men senere, da præstetjenesten blev overdraget til én bestemt af Israels 12 stammer, Levi stamme, blev det ændret således at den førstefødte dreng skulle fremstilles for Herren i templet og udløses, når barnet var en måned gammel. Dvs. der skulle bringes et offer til Gud som erstatning for drengen. Enten et lam, eller - hvis forældrene var fattige - to duer. 1

2 I templet i Jerusalem er det så at Josef og Maria møder de to gamle mennesker, som "ventede Israels trøst", dvs. de ventede på at Messias skulle komme. Simeon havde ved Guds Ånds inspiration fået at vide at det lille barn i Marias arme var Messias (Kristus). Og derfor tog Simeon Jesus i sine arme og lovpriste Gud. Hans lovprisning kaldes med et latinsk navn for Nunc Dimittis, og den har i mange hundrede år været et fast led i aftenbønnen i de kristne klostre, hvor den blev fremsagt som det sidste, før man gik til ro. Simeons lovsang er en inderlig og hjertelig tak til Gud for at hans frelse nu er kommet. Den minder om de to andre lovsange, som Lukas har med i sit evangelium, først jomfru Marias, "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser", og senere Zakarias' lovsang, "Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk". Det var den lovprisning, som præsten Zakarias fremførte, da hans søn, Johannes Døberen, var født og havde fået sit navn. Simeon priser Gud, fordi det som var forudsagt af profeterne nu var gået i opfyldelse. For hedningefolkene skulle der tændes lys. For Israel skulle Jesu fødsel blive til "en herlighed". Jesus blev en frelser for hele verden. Ikke kun for Guds udvalgte folk, jøderne, men for alle folk på jorden. Efter at have velsignet den lille familie, sagde Simeon til Maria at barnet skulle blive et tegn, der skulle modsiges. Og modsagt det blev Jesus. Han blev modsagt af farisæerne, da han var sammen med syndere og toldere, som ellers ikke blev regnet for at være godt selskab. Modsagt blev han også af sine disciple, da han forsøgte at forklare dem at han skulle lide. Modsagt blev han, da han blev korsfæstet. Og siden er der kommet mange modsigelser: At Gud skulle kunne blive menneske, var en tanke som var mange imod, og at Gud skulle kunne lide, var endnu vanskeligere at forstå. At mennesket skulle være en synder, som ikke selv kan redde sig ud af sine problemer, møder også modsigelse. Frelsen er igennem kirkens totusindårige historie til trods for al modstand og modsigelse blevet rakt til alle mennesker i kraft af forkyndelsen om Jesus. Her rækker Gud sine åbne arme mod ethvert menneske. Han ønsker at favne enhver. Hos ham er der plads nok. Men det er som bekendt slet ikke alle og enhver der tager imod hans indbydelse. Der er plads nok, men selv det møder modsigelse. Man kan møde mennesker, som siger: "Hvis nogen skal gå fortabt, så vil jeg ikke frelses!" Man kan høre præster forsikre om, at der kun er én udgang af denne verden, nemlig til evig frelse hos Gud. Hvor er de flinke! Men det er altså blankochecks, som de udsteder i 2

3 stedet for at vise hen til Jesus Kristus som sagde om sig selv: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." Vandene deler sig stadig ved det spørgsmål: "Hvem tror I, at Kristus er?" Inkarnationen (det at Gud blev menneske) er et stort under, men også et tegn, der kan modsiges. Enten tror man på det, eller også afviser man det. Tegnet deler. Kun hvis vi modtager dette tegn i tro, bliver det et under for os. Og dermed vil det styrke os i vores tro på Jesus Kristus, Guds Søn. Maria og Josef fik trøst gennem Simeons ord. Her var endnu et vidnesbyrd for dem om, at Marias barn var Guds Søn. Englen Gabriel havde sagt det direkte til Maria. Josef havde hørt det i en drøm. Hyrderne havde fortalt, at englen også havde sagt det til dem. Siden kom vismændene og fortalte det. Og nu den gamle Simeon. Simeon og Anna glædede sig over at de fik lov at se Jesus-barnet. De vidste at Jesus var Guds frelse for alle mennesker på jorden. Jesus var den Messias som de havde ventet på hele deres liv. Det var en Guds nåde at de fik lov at se ham inden de skulle herfra. Ganske vist var Jesus kun et lille barn endnu, men Guds Helligånd havde overbevist dem om at han skulle blive en frelser for alle folkeslag. Simeon og Anna havde altid levet i troen, og nu fik de lov at dø i troen og gå bort med fred. De oplevede det samme som var blevet sagt til hyrderne julenat på marken uden for Betlehem: "Fred til mennesker med Guds velbehag!" De fik fred ved at tage imod den frelser som var født i Davids by. Simeon fik syn for at Kristus havde en særlig plads i Guds frelseshistorie for verden. Kristi fødsel var det store vendepunkt i verdenshistorien. Det blev år 0. Det blev udgangspunktet for vores tidsregning. Fra nu af skulle man skelne mellem tiden før Kristi fødsel og tiden efter Kristi fødsel. Kristi fødsel var en afgørende begivenhed for alle verdens folkeslag, både for hedninger og jøder. Før Kristi fødsel havde det kun været jøderne, der var Guds folk. Det var jøderne Gud havde udvalgt og givet alle løfterne. Det var dem han havde sluttet pagt med, og det var dem, som han havde beskyttet mod alle deres fjender. Dog havde der altid været en vis forståelse for at Guds frelse skulle nå ud til alle andre folk. Gennem Guds eget folk skulle frelsen nå til alle andre. Det ser vi allerede i det første løfte som blev givet til patriarken Abraham. Først siger Herren til Abraham: "Jeg vil gøre dig til et stort folk", men lidt efter fortsætter han således: "I dig skal alle slægter velsignes." (1. Mos. 12,2.3) 3

4 Og hos profeten Esajas bliver det endnu tydeligere at Herrens tjener skal bringe Guds frelse til alle verdens folkeslag: "Det er ikke nok at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende." (Es. 49,6). Det er tydeligt at Simeon har kendt denne profeti hos Esajas og her giver udtryk for at nu er dette løfte gået i opfyldelse på Jesus. Jesus er et lys for alle folk. Ved ham skal menneskene lære Gud at kende og blive draget til at komme til ham og få del i hans rige. For jøderne blev Jesus en herlighed, dvs. en åbenbaring af Guds nærvær. Det var det de kendte fra deres tempel. Ja, allerede fra tabernaklet, det telt som jøderne bar med sig rundt i ørkenen. Inde i dét telt var pagtens ark, og derfor blev det kaldt åbenbaringsteltet. Det var mødestedet for Gud og hans folk. Det var også dér der blev ofret dyreblod for at sone folkets synder. I tabernaklet og senere i Salomons tempel var Guds bolig. Derfor var det helligt og farligt at komme tæt på. Kun Moses turde vove sig ind for Guds ansigt, og så turde israelitterne ikke engang se på ham lige bagefter, fordi han strålede af at have været tæt på Herren. For hedningerne, dvs. for alle andre folkeslag, der ikke var jøder, blev Jesus et lys der viste dem hvem Gud var. For første gang fik de også lov at lære Gud at kende. Helt i begyndelsen kort efter pinse lød evangeliet kun til jøderne i Israel, men snart blev budskabet udbredt over hele verden. Apostelen Peter gik først og fremmest til sine egne landsmænd, hvorimod Paulus blev kaldet af Gud til at blive hedningeapostel. Han foretog tre store missionsrejser og endte til sidst i den daværende verdens hovedstad, Rom, hvor han frit forkyndte det glædelige budskab om Jesu død og opstandelse. Evangeliet blev efter Helligåndens udgydelse pinsedag forkyndt for alle folkeslag, både for jøder og hedninger. Men uanset hvor det glædelige budskab lød på jorden, var der altid to mulige reaktioner, enten at modtage det med tak, eller at forkaste det med ligegyldighed og ringeagt. Evangeliet er jo budskabet om Guds kærlighed til verden, og derfor er det ikke et budskab som nogen kan tvinges til at tage imod. Det er altid op til den enkelte som hører det, om han/hun vil tage imod det eller ej. Derfor sagde Simeon at Jesus-barnet var bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn som modsiges. Sådan er det gået lige siden dengang, over alt hvor Jesu navn har lydt. Ingen kan hindre det, for det er Gud selv, som har sat Jesus til fald og oprejsning. Over for ham må ethvert menneske tage stilling. Ingen der møder ham kommer uden om det. 4

5 Vi er siden tidernes morgen blevet stillet over for et valg. I Edens Have kunne de første mennesker, Adam og Eva, vælge mellem at lytte til slangens ord og være ulydige mod Gud, eller at afvise Satans ord og holde fast ved lydigheden mod Gud. Fordi Jesus er kommet og har fuldført sin frelsende gerning, står også vi over for et valg, men af en helt anden slags. Vores valg gælder Jesus: hvad gør jeg med ham? Hvordan stiller jeg mig til hans ord, og hvad stiller jeg op med hans kald? Vælger jeg Jesus eller vælger jeg mig selv? For Adam og Eva var det et valg mellem syndfrihed og syndefald. For os er det et valg mellem at tage imod Jesus og hans frelse eller at forkaste ham. Hver gang vi hører evangeliet om Jesus, stilles vi over for dette valg. Valget drejer sig om dette ene: Vil jeg give op over for Jesus og lade ham hjælpe mig? Eller vil jeg hellere klare mig selv? Tænk hvor det egentlig er et vidunderligt og frigørende budskab: Du må få lov til at opgive enhver tanke om at skulle klare dig selv over for Gud ved hjælp af dine præstationer, og så i stedet blive en benådet synder, der får alt af en anden. Du må give Jesus hele dit forspildte liv og så få hele hans rigdom foræret! Det er nåde (=ufortjent godhed). Overalt hvor det sker at et menneske kommer til tro og bliver frelst, skyldes det at Gud har sat sin søn til fald og oprejsning. Ingen kan rose sig af at han selv har valgt at tro på Jesus og blive en kristen. Nej, det skyldes kun at Jesus opsøgte os, brød vores modstand og vandt os med sin kærlighed. Vi kunne kun sige ja til ham, fordi han først havde sagt ja til os. Det var ham der hjalp os til at tage imod. Han mødte os med hele sin overbevisende kærlighed, så at der for os kun blev ét valg, én mulighed i vores liv: at lade alt bero på ham, at lade ham være vores oprejsning. Amen. Derfor siger vi: "Lov og tak og evig ære " 5