Rold Skovs Venner 28. udgave. 1. halvår

Transkript

1 Rold Skovs Venner 28. udgave. 1. halvår Krigens aftryk i Rold Skov Sikken en flot start på sæson. Sikke et godt vejr, sikke et flot fremmøde på ikke mindre end 122 personer, og sikken en dejlig tur. Som tema for dette års ture har vi valgt at sætte fokus på krigens aftryk i Rold Skov, og som det første spor, vil vi blandt andre ting, fremvise et næsten helt nyt mindesmærke ude ved Madum Sø. Vi mødes på den store parkeringsplads på østsiden af søen hvor Bente bød velkommen og samtidigt udtrykte sin glæde over det gode vejr og det store fremmøde. Bente nævner ligeledes hvorledes bestyrelsesarbejdet fordeler sig i den kommende sæson og slutter så af med et par muntre bemærkninger inden hun overgiver ordet til Helge. Helge må efterhånden være blevet en rigtig jyde, for i modsætning til en københavner, der ofte har store ord i munden, underdriver han det, han ved og kan fortælle om Madum Sø. Jeg har været ved at kigge i noget gammelt research, og der kom jeg tilfældigt forbi en mappe hvorpå der stod Madum Sø, siger Helge. Det var godt, for så kunne jeg da fortælle noget i dag. Det er noget, jeg har lavet for mange år siden. Jeg kunne dog godt se, at den gang vidste jeg ikke ret meget om Madum Sø, og det jeg kunne fortælle, havde ikke ret meget med Madum Sø at gøre, men om de mennesker, der på en eller anden måde har haft noget med stedet her at gøre. Der var kun få lokale imellem, men sidenhen har jeg da fået lidt mere viden om Madum Sø. Første punkt på dagsordenen er, fortsætter Helge, at vi kommer forbi nogle pæne huse, som jeg heller ikke ved noget om, men der har vi den tidligere formand for Rold Skovs Venner, som, hvis jeg fortalte noget om det, ville blive brandsur, for det mener han, er hans metier. Han har været et avanceret medlem af Det Danske Spejderkorps, og nu kommer der en hævn, så det skulle jeg aldrig have sagt. Vi går nu hen forbi Madumsøhus og fortsætter langs nordøstsiden af søen til vi kommer frem til Næsgården. Efter nogle indledende bemærkninger om at søge tilladelse til at gå vore ture, siger Helge. Det kønne sted, vi ser her, det ejes af Danmarks fornemste spejderkorps, Det Danske Spejderkorps - DDS. Det hedder Næsgården, men jeg ved meget lidt om det. Som et højtstående medlem af DDS, vil du så ikke fortælle noget om det, spørger Helge eksformanden? Jamen, så vil jeg gerne sige til indledning. Jeg har aldrig nogen sinde været medlem af DDS. Ikke fordi der er noget i vejen med DDS, hvilket korps jeg endda har haft et fint samarbejde med i visse tilfælde. Men jeg er altså en af dem, der læste videre og blev FDF`er, og det er jeg stadigvæk. Godt nok i old boys afdelingen. Jeg vil gerne sige, at nogle af mine allertidligste minder her fra Rold Skov, knytter sig lige nøjagtigt her til Næsgården. Det var jo herligt som en stor dreng at komme med her ned i den store Rold Skov. Der var jo ikke den gang de samme samfærdselsmidler, som der er i dag, så det handlede om at tage toget til Skørping, og så derfra gå gennem skoven herud. Der var jo nok lidt mere disciplin end der er i dag. Såvel i DDS som i FDF. Når vi nåede herud, så blev vi linet op på to rækker, og ingen fik lov til at gå ind, før end lederne havde været inde for at se på forholdene. Først derefter blev man delt ind og fik besked på hvor man I

2 skulle sove. I løbet af weekenden var man selvfølgelig ude at opleve skoven ligesom vi er det nu, men vi havde også pligter. Da jeg har fortalt det før, kan jeg lige så godt indrømme, at jeg ikke slap så godt fra at skrælle kartofler. Man skal altså ikke skrælle kartofler med sin dolk på samme måde, som man snitter på en pind. Uheldigvis røg der også et stykke af min lillefinger, så jeg har altså et evigt minde her fra Næsgården. Men bortset fra det, så blev Rold Skov og Næsgården altså et af de tidligste højdepunkter i mit liv i FDF. At behjælpsomhed også kan være en form for mobning, viser vores kære turleder ved absolut at skulle berette følgende i forbindelse med ovenstående: Jeg var engang på Ørslev Kloster med en god ven. Der laver man selv sin mad. Jeg havde besluttet mig til, at jeg ville tage mig af det nemme. Så kunne han tage sig af det svære, som indebar kogning af kartofler. Aldrig før og aldrig siden har jeg mødt et menneske, der ikke kunne koge kartofler. Jeg vil undlade at gå dybere ind i materien, men jeg kan love jer for, at det var ikke umorsomt, og alle de andre alumner på klosteret havde stor morskab af Pers kartoffelkogning. (Ak ja, det er let at mobbe ved at fortælle en historie, når man undlader at nævne, at nogen skruede op og nogen skruede ned for blusset bag offerets ryg). Og så vil jeg gerne sige, at jeg har haft en dejlig oplevelse engang jeg skulle her ud og holde foredrag for spejdere, fortsætter Helge. Jeg kan ikke huske, om det var FDF`ere. (Det var det sikkert, red.). Normalt når man kommer ud og skal holde foredrag, kommer der normalt en formand eller en anden og siger goddag og velkommen. Det var der ingen, der gjorde her. Ikke et menneske, så jeg gik bare rundt inde ved disse halvvoksne spejdere. Der var ingen, der kom hen til mig og sagde noget. Endelig fik jeg fat i én, der stod og flyttede rundt på nogle ølkasser. Undskyld, sagde jeg til ham, mit navn er sådan og sådan, jeg skulle her ud og holde foredrag. Men jeg er kommet i tvivl, ved du noget om det? Næh, vil du ikke have en bajer, svarede han. Nu kan jeg godt huske det, Det var FDF, slutter Helge denne beretning. (Sært, at hukommelsen pludselig kan blive slået til. Der kommer en hævner, red.). Vi fortsætter turen vestover indtil vi passerer Asp Bæk. Jeg skal lige sige, at dette er Madum Sø, og det sted derude er Rauf og det andet er Asp, indleder Helge og peger mod nord. Lidt øst for disse ligger landsbyen Hellum, som jo har givet navn til hele herredet. Man ved faktisk ikke hvor Hellum Herreds tingsted har været, men det har jo sandsynligvis været i Hellum. Oppe i Vendsyssel er der også et sted, der hedder Hellum. Jeg var deroppe i onsdags fordi Pernille har en islænderhest, som ikke kan tølte (speciel gangart), og man kan ikke have en islænder, der ikke kan tølte, så den skulle på yderligere opdragelse på et stutteri oppe mellem Hellum og Dybvad. Det var ikke det, jeg skulle fortælle om, men en af de ting, jeg vil fortælle om, er den herlige mand her på billedet, siger Helge og viser forsiden af en bog frem. Det er Lun Hans, som boede lige ovre på den anden side af søen. Helge vil dog først fortælle om selve Madum Sø, og atter engang lader han som om han er uvidende og er nødt til at læse op. Madum Sø er Himmerlands største sø og har meget klart vand. (Det er den ikke længere, nu er det Vilsted Sø ovre i Vesthimmerland, indskyder Helge). 2 km2 stor, 8 m dyb på det dybeste sted, vandet er kalkfattigt. Det er en af Nordeuropas klareste søer fordi der ikke er alger eller anden forurening i den. Den er dog ikke helt så ren som tidligere, fordi der er børn, der bader i den om sommeren. Det fandt det gamle amt i hvert fald ud af, så det er jo flot. Det er en såkaldt lobelia sø. Lobelier blomstrer i juni måned hvor den stikker sine lyseblå blomster cirka 20 cm op over vandet. Lobelia findes over hele jorden og der findes 400 arter af dem. Nede i Afrika kan de blive op til 4 m høje. Endelig nævner Helge nogle forskellige fiske- og fuglearter, som lever i og ved Madum Sø inden vi så fortsætter vor tur. II

3 Vi runder lige det nordligste punkt af søen før Helge atter stopper op for at fortælle. Nogle af dem som jeg gerne vil fortælle jer om er Achton Friis og Jyllands maler Hans Smidth. Vi ved, hvordan der så ud her i midten af 1800 tallet. Der var ingen træer. Herfra kunne man se hen til Thorup kirke. Det var den Jyske hede alt sammen. Det ved vi, fordi Hans Smidth ( ) lavede en tegning af hvordan der så ud den gang. Achton Friis ( ) var også en fremragende tegner, især af portrætter. Det var ham, der sammen med Fyns-maleren Johannes Larsen med en båd sejlede de danske øer tynde, og skrev det store værk: De Danskes Øer. Sidenhen rejste de hele Danmark rundt, og Achton Friis skrev det herlige værk: De Jyders Land. De kom også hertil, og der er ikke mange, der har skrevet om dette her, men det har Achton Friis. De besøgte også Mosskovgård mens Poul Lorenzen var skovrider i Rold Skov. De havde det hyggeligt sammen og Poul Lorenzen, som var meget interesseret i forhistorien, tog Achton Friis og Johannes Larsen med rundt og fortalte dem om det. Achton Friis skriver et sted. Denne strækning går over i den prægtige Rav Hede. Gammel hede, der ligesom den nordligere strækning, som kaldes Fræer Purker, i udkanten af Skørping, hører til de ejendommeligste hedearealer i vort land. Den sidste er en blanding af lynghede og mose bevokset med enebær, bævreasp, birkeris og spredte skovfyr. Et dansk urtidslandskab. Sluttelig fortæller Helge en historie om en gammel kone her ude i Asp, der lå for døden. Datteren kom herop gennem skoven for at sige farvel, mens den gamle lå og våndede sig fordi hun skulle forlade denne verden, mens hun samtidigt klagede sig over, at det var så varmt. Hertil sagde datteren trøstende. Det hjælper sgu ikke, du laver vrøvl, for når du skal herfra, så skal du herfra, og det med varmen, det må du denrænemæ vænne dig til. - Fortsættelse følger, slutter Helge for denne gang. Turen fortsætter nu ned ad Aspvej på vestsiden af Madum Sø, indtil vi kan se et lille hus nede ved søen. Jeg er stoppet her for at fortælle om det lille hus dernede, som tilhører Lindenborg, indleder Helge. Selve søen ejes dels af Lindenborg - den nordlige del, og af Willestrup - den sydlige del. Man må ikke sejle på søen - undtagen Willestrup og Lindenborg. Vi har faktisk et postkort fra gamle dage, hvor man kan se hvordan Willestrup var ude at sejle med sejl på. Jeg var engang meget aktiv sportsdykker. I ved godt, at man siger, at Store Blåkilde er afløbet fra Madum Sø. Madum Sø har ikke et naturligt afløb, så man mener, at vandet går gennem huller nede i bunden og over til Store Blåkilde. Om det er rigtigt kan jeg ikke udtale mig om., men det er nok tvivlsomt. Jeg fik engang den idé, at prøve at finde ud af, om der var nogen sandhed i det. Jeg spurgte så min dykkerklub nede i Randers, om ikke de alle sammen ville komme herop en søndag. Vi havde fået lov af Willestrup til at svømme søen tynd. Vi var 40 dykkere, der to og to i baner svømmede ned gennem søen for at se, om der var nogle huller i bunden, hvor vi kunne se, at vandet forsvandt. Der var noget meget mærkeligt. Da vi kom ned til hvad vi mente, var bunden, så var det i virkeligheden blade, der var gået i opløsning og lå som et sortgrønt lag nede på bunden. Dette materiale var så let, at man faktisk kunne dykke ned i det. En mærkelig fornemmelse lige pludseligt at svømme i noget, der var helt kulsort. På et tidspunkt så kunne jeg mærke, at jeg var for tung af de vægte, men har på for at kompensere for vandets opdrift. Jeg tænkte, du bliver nødt til at gå op til overfladen. Jeg prøvede at finde udløsningen til dykkerbæltet, men jeg kunne ikke finde den. Min makker, det var danmarksmesteren i undervandssvømning med iltapparat. Han kunne godt se, at det begyndte at gå galt. Jeg begyndte at tage vand ind i stedet for luft. Det er faktisk meget smukt at drukne. Det lyder mærkeligt, men når den første kamp og krampetrækninger er overstået, så går der kulstof til hjernen, som bedøver én så man ikke mere tænker over det. Den der historie om at man glider ned gennem en tunnel med lys forude, den kan jeg altså bekræfte. Jeg var nogenlunde klar over, at min makker ville give mig sådan én på skrinet III

4 at jeg besvimede, men det gjorde han ikke. Han var så rutineret, at han holdt mig oppe og sørgede for at få mig svømmet ind til land. Da jeg så var kommet lidt til mig selv, sagde min makker. Nu får du lige mit dykkerbælte, så kan du godt gå ud og hente dit eget. Det var hårde betingelser, slutter Helge sin dramatiske historie. Vores næste stop sker henne på den lille p-plads hvor der tidligere har ligget et gammelt skovløbersted, kaldet Grønhalehus. Her boede Halmskrædderen hvis borgerlige navn var Carl Møller. Ud over at være skovløber var Carl Møller tillige tækkemand, hvilket sikkert har givet ham tilnavnet, halmskrædderen. Her siger Helge. Jeg kan huske, at den gamle kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst, engang fortalte mig, at han havde været ude til Carl Møllers 75 års fødselsdag. Der stod så mange flasker, som han havde fået i gave og Frimuth sagde til ham. Der er mange flasker! Ja, svarede den gamle. Jænne nøtti ting. Sønnen, Elmer Møller Frederiksen kendte jeg særdeles godt. Om ham går der nok en af de sjoveste historier her fra skoven. Vi mødtes i den dejlige kælderbeværtning, der var under Hotel Rebild Park, hvor der var sand på gulvet og krybber langs væggen. Der var kun åbent i fire timer om dagen. På døren var der et skilt, hvorpå der stod: Konsultationstid: til og til Frimuth påstod, at årsagen til det var, at han ikke ville have, at der var nogen, der skulle fulde sig. De skulle hjem til konerne til måltiderne. Jeg tror ikke, at det var rigtigt. Jeg tror nærmere, at det var fordi han også selv ville være der i hele åbningstiden. Jeg kom derned en dag om eftermiddagen, hvor vi var fire mand, der raflede. Jeg sad for den ene bordende og for den anden sad Elmer, som var pensioneret skovarbejder på det tidspunkt. Til højre sad Frimuth Engelst og til venstre sad Jens Ørnebjerg. Vi raflede og som så ofte før, så gik vi lige pludselig i stå, fordi Frimuth Engelst og Jens Ørnebjerg kom i træde om hvornår Søren Sømand var død. Søren Sømand var en af egnens originaler, der havde været med i alle mulige forskellige ting. Bl.a. havde han været med til at hæve de skibe, der var blevet sænket i Suezkanalen under krigen mellem England og Egypten. Frimuth og Jens Ørnebjerg blev altså ved at påstå hvert sit. Frimuth sagde, at det var fire år siden og Jens Ørnebjerg sagde, at det var fem år siden. De skændtes godt og grundigt, al den stund, at gamle Elmer sad og vidste nøjagtigt hvornår Søren Sømand døde, ikke bare på årstal, men også på dato og klokkeslæt, idet det havde været hans bedste ven. Efter god jysk skik, skal man jo ikke sige noget før end man bliver spurgt, men endelig fik Jens Ørnebjerg den geniale idé, at vende sig om mod Elmer og sige: Jamen Elmer, det må du da vide. Ja, sagde den gamle knark: A ska` ett ku` sæj, om det er fir` eller fem år si`en, han dø`e, men det er i hvert fald sejs år si`en, han bløw begraven! Vores tur fortsætter nu langs sydsiden af Madum Sø, hvor vi efter kort tids vandring finder en dejlig solbeskinnet skråning, der mere end indbyder til at holde frokostpause. Efter pausen og atter en vandring stopper Helge op for at fortælle nok en historie. Når vi kommer ud til landevejen, så lå der engang inde til højre (på østsiden) et gammelt hus, indleder han. Der boede Lun Hans - eller Hans Kristensen Lund. Det var på de tider, hvor folkemindesamleren Evald Tang Kristensen rejste Jylland tyndt og skrev historier ned fra de gamle og ikke mindst originaler, og Lun Hans var bestemt en af dem. Tang Kristensen ( ) har lavet nogle fantastiske værker. Hvad den mand har samlet af folkeminder, der er så utroligt. Han skriver også meget om egnen her, herunder således om Lun Hans og hans datter: Jeg gik derop den bestemte dag fra morgenstunden af og traf godt nok manden liggende i sengen. Den var yderst tarvelig udstyret, jeg så ingen dyner, blot nogle gamle sække og pjalter, og han lå splitternøgen i dem. Han kom så op og kom i nogle gamle klæder og satte sig ved kakkelovnen, der blot bestod af en ombøjet jernplade med noget kaborkelværk oven IV

5 på. Så begyndte han at fortælle, og jeg skrev. Der var et gammelt faldefærdigt bord, men ingen stol at sidde på, blot en stor sten. Da vi havde snakket lidt sammen, og datteren (Jensine Hansen), også havde fortalt noget, ytrede jeg, at han vel skulle have noget at spise, da han jo var fastende, og hun gik da hen, tog et brød frem og skar en forsvarlig skive af det, hvorpå hun smurte et lag smør. Det gav hun ham, og derpå tog hun et andet brød og skar sig selv en meldmad. Jeg udtalte min forundring over, at de ikke spiste af samme brød, men dertil svarede hun, at han var på Fattigvæsenet, og ved en foretagen licitation havde en gårdmand i Agselterp påtaget sig at levere det fornødne brød. Men denne mands kone var ikke særlig renlig. Hendes høns gik inde i stuen, og når hun dejnede, og dejtruget stod jo derinde om natten, havde hønsene den vane at sætte sig på kanten af truget og lod da jævnlig noget falde ned i det. Konen tog ikke dette så nøje og var heller ikke så nøjeregnende med at få hønsemøget fjernet, så det blev æltet ind i dejen, og det skete da jævnlig, at datteren fandt klatter fra hønsene i brødet. Det holdt hun jo ikke af at spise. Og derfor skaffede hun sig et andet brød. Hele den forklaring sad hendes fader og hørte på, alt imens han sad og spiste. Jensine præsterede at have 8 børn. Hun havde ingen tæer på den ene fod, de var frosset væk. Det vi taler om, er midten af 1800-tallet. Sådan var livet her på egnen stadig den gang, slutter Helge denne, i vore ører, helt utrolige historie. Da der endnu ikke er løv på træerne får vi nogle flotte udkig til søen gennem træernes grene, men snart efter kommer vi dog ud på åbent land, idet vi passerer området, hvor der har fundet fire nedkastninger sted ved Madum Sø. Også her stopper Helge op og siger meget uventet, jeg ved ikke så meget fra 2. verdenskrig, men det gør Per, så nu vil jeg gå ned bagved, og så kan du fortælle om det henne ved den nye mindesten. Rar mand, den Helge. Stenen står lige hvor Madum Søvej rammer det sydøstre hjørne af Lun Hans søen, og da Helge stadig erklærer, at han ikke vil være i front, må eksformanden altså nødtvunget tage over. Som Bente sagde ved starten, så har vi i år lavet et tema, der hedder Krigens aftryk i Rold Skov og i dag drejer det sig altså om sporene her ved søen, indleder en uforberedt eksformand. Vi er lige gået forbi nogle åbne marker. Det var der nedkastningspladsen ved Madum Sø var. En sådan stor sø var jo et godt kendemærke for de engelske flyvere. Det var under den sidste aktion her på stedet, at det gik grueligt galt, og Niels Erik Vangsted blev skudt oppe ved Hollandshus. Der har i mange år stået en mindesten for Vangsted der oppe. Nu er der rejst to sten mere. Én for hans ven, Poul Edvin Kjær Sørensen, der blev taget til fange og senere henrettet, og én for tyskernes nedkæmpelse af gruppen. Der var faktisk kun fire nedkastninger her ved Madum Sø. Den fjerde skulle slet ikke have fundet sted her, men da den nye plads endnu ikke var blevet godkendt, valgte man så alligevel at gøre det her. En beslutning, der altså skulle få så fatale følger. Vistnok på initiativ af Uffe Westerberg, Rold Skov Natur- og Kulturcenter, har man nu fået rejst en mindesten over disse fire nedkastninger, hvor der øverst på stenen står: På genhør kl , hvilket var kodeordet til gruppens medlemmer når de skulle i aktion. Nedenunder kodeordet, står der så blot de fire datoer i 1943, hvor aktionerne fandt sted. Meget enkelt og sigende. På opfordring, fordi eksformanden er to år ældre end Helge, og derfor kan huske lidt mere fra krigens tid, nævner denne nu nogle ting. Jeg husker tydeligt d. 9. april 1940, da alle de mange flyvere kom ind over Aalborg tidligt om morgenen. Også når der var luftalarm, og man skulle ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Foran kældervinduerne var der bygget en stor trækasse, som var fyldt med sandsække. Mellem de enkelte ejendomme blev der slået hul i V

6 brandmurene, der så blev muret efter med en tynd kvartstensmur. Herover stod der med sorte bogstaver malet: Murgennembrydning. Meningen var, at det skulle være let at slå et hul i muren, så man kunne flygte den vej. Og så husker jeg selvfølgelig meget tydeligt den 4. maj 1945 om aftenen, hvor folk spontant rev mørklægningsgardinerne ned og i stedet satte lys i vinduerne, hvorpå alle strømmede ud på gaden og faldt hinanden om halsen af bar glæde. Det sidste er flot beskrevet i Matador, da Varnæs spontant rev sine gardiner ned. Hermed var programmet slut for denne gang, og da der ikke er langt hen til p-pladsen blev det så også eksformanden beskåret at slutte turen af. Vi er 122 med på turen. Det er rigtig flot og en fin start på vores sæson, siger han. Jeg vil sige, at der hertil er to ting, der er medvirkende, dels vejret og ikke mindst den flotte appetitvækker, som Bente har forfattet og fået sendt ud til os allesammen. Tak for i dag. Fortsættes VI