Verden omkring anbringelse

Transkript

1 Verden omkring anbringelse Bachelorrapport, 2013 Emne: Omsorgssvigtede børn og unge som bliver anbragt på døgninstitution Maja Berg Pedersen Maria Nyboe Madsen Vejleder: Keld Ørskov Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Anslag:

2 Indhold 1. Indledning Problemstilling Metode Pædagogens omsorgsopgave ved Ida Schwartz Omsorgssvigt Omsorgssvigt ved Kari Killén Vanrøgt Fysiske overgreb Psykiske overgreb Seksuelle overgreb Konsekvenser af omsorgssvigt Omsorgssvigt ved Ida Schwartz John Bowlbys tilknytningsteori Volds konsekvenser Sammenligning af omsorgsteori Anbringelse Anbringelse ved Ida Schwartz Forstå mig dog af Lene Lind Kontaktpædagogens rolle Omsorgssvigt Barnets Behov Omsorgssvigtede børns særlige behov Forældresamarbejde Det anbragte barn Rapport om anbringelse Rettigheder og sagsbehandleren Hjemlighed vs. institution Venner Skolen Magtanvendelser Sundhed

3 8.5 Forberedelse af børnesamtale Interview med to piger på Dalgården Interview med socialrådgiver på Dalgården Interview med pædagog på Dalgården Analyse af interviews med inddragelse af Børnerådets rapport Diskussion Arbejdet med det omsorgssvigtede barn Pædagogik der kompenserer for barnets mangler Omsorgssvigtede børns udviklingstrin Killén og Bowlbys tanker om anbringelse Selvvurdering Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bøger Artikler Internetadresser Bilag Bilag 1. Interviewspørgsmål Bilag 2 Interview med børn Bilag 3. Interview med Socialrådgiver Bilag 4. Interview med pædagog

4 1. Indledning Børnekonventionen er en bestemmelse vedtaget i 1989 på FN s generalforsamling. Den blev udarbejdet for at beskytte børns rettigheder og levevilkår i hele verden (Gram 1997). Børnekonventionen artikel 27 stk. 1 lyder således: 1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. (Børnerådet) Det sker desværre stadig at mange børn og unge lever under vilkår der ikke lever op til denne standard. Hvis dette sker, kan myndighederne gå ind og fjerne barnet og placere det i pleje ved anden familie eller på en institution. Når barnet er placeret på institutionen er det pædagogens opgave at sørge for, at barnets levestandard bliver optimeret, derfor skal pædagogen være rustet til at tage hånd om de vanskeligheder, barnet måtte have, på baggrund af det svigt, det har oplevet i hjemmet. Men hvordan sikrer vi, at der ikke sker yderligere svigt, når barnet bliver fjernet fra hjemmet? Dette undersøger vi med udgangspunkt i John Bowlbys tilknytningsteori, Kari Killéns beskrivelse af omsorgssvigt og Ida Schwartz og Lene Linds teori om den gode anbringelse. Vi ligger vægt på overgangen fra hjemmet til institutionen, når barnet bliver anbragt og søger med teorierne og forskellige interviews med fagpersoner og anbragte børn, at beskrive, hvordan dette kan gøres. 2. Problemstilling - Hvad betyder det for børn og unge der bliver anbragt at de har været udsat for omsorgssvigt? - Hvordan kan vi som pædagoger hjælpe barnet/den unge til at få en god start på døgninstitutionen? 4

5 3. Metode Vi har valgt en teoretisk tilgang som beskæftiger sig med de psykiske konsekvenser af omsorgssvigt, og hvordan dette kan manifestere sig i det anbragte barns adfærd. Denne tilgang har vi valgt, idet vi mener, at det er psykisk, at de største konsekvenser af omsorgssvigt forekommer, men også fordi vi mener, at det er en brugbar tilgang til vores brugergruppe, som vi møder på døgninstitutionen. Vi starter med at gøre rede for begrebet omsorg ud fra Ida Schwartz teori, dette gør vi for at have et udgangspunkt for vores senere beskrivelse af omsorgssvigt. Dernæst benytter vi Kari Killéns beskrivelse af omsorgssvigt, for at give et indblik i, hvad det er, der gør det skadeligt for barnet at lide et omsorgssvigt, og fordi vi mener, at et indblik i dette kan hjælpe pædagogen på døgninstitutionen til en bedre forståelse af de anbragte børns adfærd. Vi benytter her også Ida Schwartz tanker om emnet, for at få en mere praksisnær forståelse for omsorgssvigt. Vi har valgt disse to teoretikere, fordi de begge har en forholdsvis almen tilgang til emnet, og fordi vi mener at deres teorier er brugbare i almen praksis. Senere redegør vi for John Bowlbys tilknytningsteori, både for at få et mere psykologisk perspektiv på emnet omsorgssvigt, og hvilke konsekvenser det kan have tilknytningsmæssigt, men også for at forstå, hvad det gør ved et barns adfærd, at lide et omsorgssvigt. Lene Lind har udarbejdet bogen Forstå mig dog, som bearbejder mange af de dilemmaer, der forekommer i en anbringelse, nogle af disse emner har vi benyttet til en beskrivelse af, hvordan man som pædagog kan støtte barnet, som skal anbringes. Vi bevæger os her også ind på, hvad det betyder for barnet at blive anbragt, da vi mener, at det er vigtigt at bruge barnets perspektiv som udgangspunkt for, hvordan en anbringelse bør forløbe. Børnerådet har udarbejdet en rapport baseret på 113 børns tanker omkring, hvordan det er at blive anbragt. Disse tanker bruger vi ligeledes som inspiration i vores diskussion af, hvordan en god anbringelse bør forløbe. Vi har foretaget interviews med en pædagog, en socialrådgiver og to unge på behandlingshjemmet Dalgården om deres tanker omkring anbringelse, og hvordan man kan støtte børn og unge til at få en så nænsom anbringelse som muligt. Dette har vi valgt at gøre, for at få tre forskellige 5

6 perspektiver på emnet og for at undersøge om den professionelles holdninger stemmer overens med barnets oplevelser. Vi vil benytte deres svar som udgangspunkt i vores diskussion af den gode anbringelse. Vores diskussion vil derfor tage udgangspunkt i, hvordan man sikrer, at en anbringelse foregår mest hensigtsmæssigt, med tanke på, hvordan barnet oplever det. Vi tager udgangspunkt i børn og unges oplevelse af døgninstitutioner og fortællinger om, hvordan det har foregået for mange unge mennesker og deres tanker om, hvad der kunne være gjort anderledes. Vi har i vores interview materiale udskiftet de deltagenes rigtige navne, for at sikre anonymitet. 6

7 4. Pædagogens omsorgsopgave ved Ida Schwartz Per Nygren (1999) ser børneomsorg som en af de vigtigste pædagogiske opgaver og deler denne omsorg op i tre former, der er tæt forbundet: Behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg, alle tre former for omsorg er nødvendig for barnets udvikling (Schwartz 2001). (Ibid. S. 148) De tre former for omsorg er tæt forbundet. I arbejdet med barnet skal man vurdere, hvornår og hvordan de tre former for omsorg er relevante i forhold til det enkelte barns situation (Schwartz 2001). 1. Behovsomsorg - At bidrage til at barnets væsentligste behov bliver tilfredsstillede på de for barnet, mest hensigtsmæssige tidspunkter. 2. Udviklingsomsorg - At bidrage til at barnet udvikler sig socialt, psykosocialt, kognitivt og motorisk på en hensigtsmæssig måde. 3. Opdragelsesomsorg - At bidrage til at barnet gennem egne virksomheder og socialt accepterede måder, selv bliver i stand til at tilfredsstille socialt accepterede behov. 7

8 - At bidrage til at barnet på en socialt acceptabel måde, klarer at integrere og i handling, forvalte egen udvikling, på en sådan måde, at barnet selv kan realisere et meningsfuldt liv, på et bestemt niveau, i et bestemt samfund og i en bestemt kultur. (Ibid. s ) Behovsomsorg Behovsomsorg vil sige, at sørge for at dække de behov som barnet har, for at være i trivsel og udvikling. Det kan fx være den kærlighed og opmærksomhed, man har brug for fra forældrene, de faste rutiner i hverdagen og det at blive sørget for, som et barn skal og har behov for. Dette indebærer fx føde, hygiejne og søvn. Udviklingsomsorg Udviklingsomsorg betyder, at man sikrer de rammer, barnet skal have for at være i udvikling, at et barn får lov til at være barn, lege med jævnaldrende, blive udfordret og få lov til at prøve sig selv af i forskellige kontekster, for at finde ud af, hvad jeg kan og ikke kan. Opdragelsesomsorg Opdragelsesomsorg handler om at forberede barnet på at kunne klare sig på egen hånd, at forældrene guider barnet, i, hvordan man skal agere og handle i forskellige sammenhænge i samfundet og sammen med andre mennesker. Barnet skal opdage og lære, hvordan man handler mest hensigtsmæssigt i forhold til sin egen situation. Definitionen af disse tre former for omsorg, giver et indblik i, hvad et barn har behov for, og hvilken omsorg der har størst betydning i den individuelle situation (Schwartz 2001). Det er igennem omsorg at barnet skal lære at begå sig i livet, lære at være sammen med andre mennesker og indgå i sociale sammenhænge. Barnet lærer igennem omsorg, at mestre de fire udviklingstemaer i barnets udviklingsopgave: Selvstændighed, samhørighed, mestring og mening. Igennem omsorg får personer og genstande desuden værdi for barnet, og det vil være i stand til, at 8

9 udvikle personlige forhold til andre. Det er igennem netop dette, at barnet vil opnå behovstilfredsstillelse, som gør, at det vil kunne være i udvikling (Ibid.). Når man arbejder med børneomsorg, er det nødvendigt, at man ser på det enkelte barns behov for støtte og vurderer barnets samlede livssituation. Dette skal gøres, inden man afgør, hvad der er bedst for det enkelte barn, og hvor vægten skal lægges på de tre omsorgsområder (Ibid.). I forbindelse med en anbringelse vil det som oftest være behovsomsorgen, der vil vægte højest for barnet, idet barnets situation allerede er præget af krise og separation. Hvis et barn skal få et godt forhold til det nye anbringelsessted, er det vigtigt, at barnet mærker, at dets behov bliver imødekommet, også selvom det er behov, der ikke er alderssvarende. Mange af de vaner barnet kommer med hjemmefra som fx sut, vil barnet forbinde med noget trygt og genkendeligt, det er vigtigt, at man ikke tager tryghedselementet fra barnet, før det føler sig tryg ved institutionen. Det at de ansatte anerkender barnets behov for sutten vil være med til, at få barnet til at føle sig trygt og tilpas ved stedet hurtigere. Det er vigtigt at kende forskellen mellem et reelt behov, som er nødvendigt for barnet for at være i udvikling, og et behov som derimod vil bremse barnet, da udviklingsomsorg også netop er en vigtig faktor for barnet (ibid.). 5. Omsorgssvigt 5.1 Omsorgssvigt ved Kari Killén Killén har denne definition af omsorgssvigt: Ved omsorgssvigt forstås, at forældre, eller de, der har omsorgen for barnet, udsætter det for psykiske og/eller fysiske overgreb, forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og /eller psykiske sundhed og udvikling er i fare (Kempe, 1979), eller udsætter barnet for seksuelle overgreb. Barnet kan også være udsat på grund af forældrenes egen tilstand for eksempel i forbindelse med brug af alkohol og andre rusmidler, alvorlige sindslidelser og psykisk udviklingshæmning. (Killén 2005, s. 20) 9

10 Killén deler omsorgssvigt ind i fire områder: Vanrøgt, fysiske overgreb, psykiske overgreb og seksuelle overgreb (Killén 2005) Vanrøgt Vanrøgt deler hun ligeledes ind i to forskellige kategorier. Ved den ene form for vanrøgt, bliver de materielle, medicinske, ernæringsmæssige og sociale behov ikke tilfredsstillet. Ved den anden form for vanrøgt sker en overdreven tilfredsstillelse af disse behov. Fællestrækket ved de to former for vanrøgt er, at forældrene ikke er følelsesmæssigt tilgængelige. Forældrene registrerer ikke barnets egentlig behov og kan derfor ikke handle derefter (Killén 2005). Den første form for vanrøgt kan starte allerede under fødslen ved brug af alkohol og dårlig ernæring og kan skade barnet fysisk. Hvis vanrøgten foregår, når barnet er født, kan det ofte ses ved at det er snavset, undervægtigt eller overvægtigt (Ibid.). Vanrøgten kan skade barnets kognitive, følelsesmæssige, sociale og adfærdsmæssige udvikling, samt skade hjernen fysisk, både pga. mangel på protein der skal til for at udvikle hjernen, men også idet hjernen ikke får den følelsesmæssige stimulering, den har brug for (Ibid.). Spædbørn som tages ud af vanrøgt kommer sig hurtigt fysisk og psykisk i pleje, mens børn der først kommer sent ud af vanrøgten godt kan komme sig fysisk, men formentlig vil have psykiske mén resten af livet (Ibid.). Den anden form for følelsesmæssig vanrøgt er sværere at se. Her overkompenserer forældrene for deres manglende følelsesmæssige engagement, ved at overtilfredsstille ernæringsmæssige, sociale og materielle behov. Forældrene har ofte en høj socioøkonomisk status og køber sig til hjælp uden for familien. Nogen følelsesmæssigt vanrøgtede børn påtager sig tidligt en voksenrolle for at kompensere for forældrenes undladelser (Ibid.) Fysiske overgreb Fysiske overgreb kan både være direkte vold mod barnet, men også manglende årvågenhed overfor barnet. Man ser ofte blå mærker og brandskader. Nogle ses tydeligt som skader påført af andre, mens andre skader ligner almindelige blå mærker som børn påfører sig (Killén 2005). 10

11 Barnet kan føle angst, smerte, hjælpeløshed og fortvivlelse og have oplevelsen af, at den voksne, som burde tage sig af det, har mistet kontrollen. Alle disse psykiske smerter vil ofte give langt sværere mén og traumer end de fysiske skader i sig selv (Ibid.). Fysiske overgreb kan opstå af flere forskellige ting. Det kan være aggression overfor ægtefællen som forskydes til barnet, desuden kan det være at barnet har været afvist så længe, at det får grænsesøgende adfærd, der så at sige driver forældrene til vanvid. Ofte er barnet en prygelknabe, som familien lader sine frustrationer gå ud over (Ibid.). De fysiske overgreb vil ofte hele, men barnet vil leve videre med en mistillid til andre mennesker og angsten for nye overgreb. Ofte bliver barnet overbevist om at det er et dårligt menneske, og bruger al sin energi på at forsøge ikke at udløse forældrenes vrede (Ibid.) Psykiske overgreb Sårene fra psykiske overgreb er ikke synlige, men er indvendige og mere ødelæggende end nogen anden form for overgreb. Psykiske overgreb kan efterhånden udvikle synlige tegn, men det er ikke tegn alle kan se. Fagfolks viden omkring menneskers adfærd kan dog virke til at disse tegn bliver tydeligere for dem (Killén 2005). Psykiske overgreb kan være mange forskellige ting, men ens fro dem er, at psykiske overgreb ikke er isolerede oplevelser af afvisning som de fleste børn nok oplever nu og da og som bliver rettet op på ved næste foranledning. Psykiske overgreb indebærer et vedvarende adfærdsmønster overfor barnet, et adfærdsmønster som bliver dominerende i barnets liv (Ibid.). Psykiske overgreb kan beskrives som:..en kronisk holdning eller adfærd hos forældre eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for, eller forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos barnet. (Ibid. s. 50) 11

12 Killén (2005) deler psykiske overgreb ind i flere forskellige kategorier, vi vil her gennemgå de mest almindelige. Børn der opfattes anderledes end de er: Børn der tillægges egenskaber, de ikke har og behandles herefter. Enten negative egenskaber som skaber afvisning, eller egenskaber der medfører et invaderende engagement, overinvolvering, det kan være talenter man påstår barnet har, som det så skal leve op til (Killén 2005). Børn der tillægges negative egenskaber bliver udsat for fjendtlighed og afvisning og får den opfattelse, at der er noget galt med dem, og at de er dumme eller sindssyge. Ofte følger trusler om straf og om at blive forladt eller sendt væk, samt hård disciplin. Denne fjendtlighed overfor barnet, kan give barnet angst og skabe aggressioner. Trusler om adskillelse er ifølge Bowlby den mest alvorlige form for psykisk overgreb, man kan begå (Ibid.). Askepot syndromet kan opstå, hvor også søskende, deltager i de psykiske overgreb. Det er ofte søskende der er utrygge og ængstelige for forældrenes holdninger, og som vælger at alliere sig med forældrene, i stedet for deres søskende (Ibid.). Den mest almindelige form for overinvolvering er Münchhausen by proxy syndromet, som både kan kategoriseres som fysisk og psykisk overgreb. Det er en form for overgreb, hvor forældrene finder på en sygdom barnet lider af. Dette kan resultere i, at barnet bliver udsat for smertefulde prøver, behandlinger og operationer. Afvisninger af diagnoser fra lægers sider udløser ofte aggression hos forældrene (Ibid.). Barnet er ikke nødvendigvis klar over, at det bliver udsat for psykisk overgreb, og krænkeren er heller ikke altid bevidst om sit overgreb (Ibid.). Børn af forældre hvis samlivsforhold er præget af vold: Et barn som lever under disse forhold er udsat for en konstant trussel om at miste sin omsorgsperson og bruger ofte sine kræfter på at tage sig af sig selv og ofte også forælderen. Dette barn er i stor risiko for selv at blive udsat for vold. Barnet får ikke mulighed for at bearbejde et traume, før det bliver udsat for et nyt, hvis volden er konstant. Krænkeren bestræber sig ofte på at 12

13 isolere samleveren og barnet, så de ikke kan få hjælp. Ofte er barnets situation også præget af følelsesmæssig vanrøgt (Ibid.). Inden for hjemmets rammer har barnet kun mulighed for enten at identificere sig med en person der yder vold mod andre eller en der tager imod, dette kan give identitetsproblemer for barnet. Disse kan være problemer med egenværdi og seksualitet, problemerne ses dog først senere i livet (Ibid.). Børn af forældre med alkohol- og andre rusmiddelproblemer: Disse forældre er i så høj grad optaget af sig selv og egne problemer og behov, at de ikke er opmærksomme på barnet og dets behov. De voksne er ikke i stand til at drage omsorg for sig selv, har ingen kontrol og er derfor ikke i stand til at drage omsorg for børn (Ibid.). Psykiske overgreb er normale under denne form for forhold. Barnet kan fx føle angst for, hvad der sker, når forældrene er berusede eller påvirkede (Ibid.). Rusmiddelmisbrugere er ofte benægtende overfor deres misbrug og bagatelliserer og rationaliserer deres forbrug. Denne benægtelse kan være meget forstyrrende for barnet og kan vanskeliggøre udviklingen af barnets opfattelsesevne. Rusmiddelmisbrugeren projicerer ofte sine følelser over på barnet, som så kan føle at det bærer ansvaret (Ibid.). Børn af forældre med alvorlige psykiske lidelser: Børn af psykisk syge forældre er kognitivt stærkt belastede. Forældrene har ofte en forvrænget virkelighedsopfattelse, og børnene kan opleve, at forældrene ændrer sig på skræmmende måder, har paranoide forestillinger, følelsesmæssige tilbagetrækninger, isolerer sig og har bizar adfærd (Ibid.). Børnene lever med en kronisk bekymring for det forudsigeligt uforudsigelige. Børnene kan også være meget bange for at blive som deres forældre og lever med angsten for at miste dem (Ibid.). Børn af forældre i ubearbejdede separations- og skilsmisseprocesser: Dette kan ses som et psykisk overgreb i og med, at barnet kan blive tillagt egenskaber, det ikke har, ofte negative. Desuden kan forældrenes ubearbejdede sorg resultere i, at de trækker sig 13

14 tilbage fra barnet. Nogle forældre knytter sig desuden ekstra stærkt til barnet og invaderer det følelsesmæssigt for at tilfredsstille egne behov. Ofte skabes der i sådanne situationer fjender og alliancer. Barnet kan derfor opleve yderligere tab i form af nærmiljø. Barnet befinder sig i en kronisk loyalitetskonflikt, hvor forældrene sviner hinanden til, og barnet bliver presset til at vælge side. Barnet vil opleve angst og blandede og forvirrede følelser (Ibid.). Får barnet ikke hjælp med sine følelser eller lov til at komme ud med sin sorg, kan processen have negativ indflydelse på barnet i mange år, især på barnets relationsdannelse (Ibid.). Klosonski præciserer fire forhold i processen, som kan tage form af psykisk overgreb: 1. Når barnet påføres kronisk separationsangst og skyldsfølelse med henblik på at drage det over på den ene af forældrenes side. 2. Når et barn bevidst eller ubevidst bruges til at udfylde en funktion for én af forældrene, som f.eks. budbringer, spion etc. I sådanne situationer udvikler barnet ofte adfærds- og psykosomatiske forstyrrelser. 3. Når et barn bortføres eller ulovligt holdes væk fra forældrene. 4. Når forældrene i barnets nærvær udsætter hinanden for fysiske overgreb (Ibid. s. 59) Seksuelle overgreb Disse børn involveres i seksuelle aktiviteter, de ikke er modne nok til at forstå og derfor heller ikke vil kunne give et kvalificeret samtykke til. Det behøver ikke kun være forældrene, det kan også være andre omsorgspersoner som lærere, andre familiemedlemmer og babysittere, der er krænkeren (Killén 2005). Overgrebet kan indebære alt lige fra at se porno sammen til egentlig sex med barnet. Ofte lokker krænkeren barnet ind i den seksuelle aktivitet gennem leg, eller det kan blive stimuleret til deltagelse via trusler, straf eller belønning. Ofte præsenterer den voksne aktiviteten, som noget barnet er heldig at være en del af (Ibid.). 14

15 Overgrebene kan være psykisk påtrængende, hvis barnet får skylden og ansvaret fra krænkerens side, og fordi tavsheden ofte sikres ved hjælp af bestikkelse eller trusler. Det er et fundamentalt svigt barnet oplever, fra en person barnet har tillid til (Ibid.). Seksuelle overgreb inden for familiens rammer er sjældent voldelige. Pædofile er ofte sensuelle og ømme. Dog kan overgrebene blive fysisk voldelige, hvis de udvikler sig. Krænkeren får ofte et tvangsmæssigt mønster, og overgrebene fortsætter derfor ofte, til de bliver opdaget eller barnet opnår uafhængighed (Ibid.). Barnets alder og modenhed påvirker dets evne til at forsvare sig over for den traumatiske oplevelse. Traumet kan forstærkes, hvis der er tale om ustabile forhold, isolerede forhold eller forhold præget af vanrøgt. Det er sandsynligt, at traumets intensitet hænger sammen med den grad af magtesløshed, som barnet oplever. (Ibid. s. 64) Børn der bliver udsat for seksuelle overgreb viser det på forskellige måder, små børn ofte mere direkte end større. Små børn kan formidle det igennem leg, tegning og udtryk, og de vil kunne snakke om det. Hvis de voksne ikke tror på barnet, vil det ofte ikke forsøge at kommunikere det ud igen, specielt ikke på samme måde. Større børn holder det ofte for sig selv og benægter ofte det skete (Killén 2005). Børn der har været udsat for seksuelle overgreb fra småbørnsalderen kan tidligt udvikle en seksualiseret adfærd, hvor de er seksuelt opmærksomhedssøgende overfor voksne. Ofte undgår disse børn kontakt med jævnaldrene, fordi de føler sig anderledes (Ibid.). Søvnforstyrrelser fobier og mareridt med seksuelt indhold kan også være tegn på overgreb. Desuden hysteriske anfald, rysteture, skrigeture, spiseforstyrrelser, suicidale tanker og -forsøg (Ibid.). 15

16 5.16 Konsekvenser af omsorgssvigt Det er veldokumenteret, at omsorgssvigt kan forårsage psykopatologi hos voksne mennesker (Killén 2005). Overgreb kan være forbundet med depression, angstlidelser, suicidal adfærd, lav selvfølelse, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer, dissociative forstyrrelser, posttraumatisk belastningsreaktion og rusmiddelproblemer (Ibid.) Det er desuden dokumenteret, at børn der udsættes for fysiske overgreb har større risiko for at blive krænkere eller ofre senere i livet (Ibid.). Johnson og medarbejdere har fundet frem til, at omsorgssvigtede har fire gange større risiko for udvikling af personlighedsforstyrrelser end ikke omsorgssvigtede. Omsorgssvigtede er desuden, oftere end andre mennesker, syge som voksne og går meget til lægen, de har større risiko for hjertelidelser, kræft, slagtilfælde, kronisk bronkitis, emfysem, sukkersyge og hepatitis (Ibid.). Kendel-Tackett har udviklet en model, der viser fire stier, hvor omsorgssvigtedes udvikling kan bevæge sig af. Det er fire stier, der viser, hvordan deres udvikling kan skade deres helbred (Ibid.): Adfærdsstien, den sociale sti, den kognitive sti og den emotionelle sti. Adfærdsstien: Adfærd som er farlig for helbredet, misbrug, spiseforstyrrelser, selvmordsforsøg, rygning, søvnproblemer (Ibid.). Den sociale sti: Begrænset evne til udvikling af relationer. Dette skyldes, at de har oplevet overgreb i relationer, der burde være trygge for dem som børn. Der er to veje udviklingen kan gå: De kan blive afvigere, der holder sig for sig selv, med få venner eller blive invaderende mennesker, der har brug for konstant nærhed (Ibid.). Den kognitive sti: Omsorgssvigtede børn kan udvikle anderledes tankemønstre og arbejdsmodeller, som fortæller dem, at verden er farlig. De kan se sig selv som kronisk hjælpeløse, magtesløse og i konstant fare. Dette kan udløse stress og depression og stimulere paranoide forestillinger (Ibid.). 16

17 Den emotionelle sti: Omfatter depressioner og posttraumatisk belastningsreaktion, som begge er skadelige for helbredet (Ibid.). 5.2 Omsorgssvigt ved Ida Schwartz Børn og unge, der er anbragt, har ofte vanskeligt ved at efterleve sociale normer og handle hensigtsmæssigt i forskellige sociale sammenhænge. Det er ofte børn med følelsesmæssige vanskeligheder (Schwartz 2001). Et barns udvikling vil ikke nødvendigvis hænge sammen med, om et barn er blevet omsorgssvigtet. Et robust og energisk barn kan være svært at rumme for en skrøbelig mor, og omvendt vil et sensitivt barn ikke kunne rumme at vokse op i et voldsomt miljø. Derfor hænger omsorgssvigt sammen med, hvor robust barnet er, og hvad det enkelte barn har behov for (Ibid.). Den hyppigste årsag til anbringelse bliver antaget som uoverensstemmelser i familien. Dette kan fx være i forbindelse med en ny stedfar eller stedmor, forældres misbrug eller psykiske vanskeligheder mm. Anbragte børn og unges problemer med fx manglende selvværd, psykiske vanskeligheder eller selvmordstanker kan i overvejende grad føres tilbage til de belastninger, der har været i familien og forældrenes måde at leve deres liv på (Ibid.). Sagsbehandlere ser adfærdsvanskeligheder og manglende omsorg som den hyppigste grund til anbringelse. Et barn der bliver udsat for omsorgssvigt vil af natur skabe overlevelsesstrategier for at klare omsorgssvigtet. Med disse overlevelsesstrategier forsøger barnet at få en følelse af kontrol og forudsigelighed i sin hverdag (Ibid.). 1. Egen kontrol: strategier som har den funktion, at de sætter barnet i stand til bedre at kontrollere eller definere situationer. 2. Ydre kontrol: strategier, hvor barnet indfører en ydre magt, defineret ved styrke, som en kontrollerende instans. 3. Ingen kontrol: fravær af strategier som åbent sigter mod at påvirke eller definere situationen. (Ibid. s. 71) 17

18 Egen kontrol kan fx være, at et barn ikke er mentalt til stede i konfliktsituationer, men i stedet lukker sig inde i sig selv og er et andet sted i sine tanker (Schwartz 2001). Ydre kontrol kan være, hvis et barn selv skaber konflikter og andre problemer med forældrene, for at få fokus væk fra, at forældrene skændes og har problemer (Ibid.). Ingen kontrol kan være, hvis et barn lukker af og ikke forholder sig til de problemer, forældrene har i hjemmet og opgiver at tage del i det (Ibid.). Et barns overlevelsesstrategier er en måde at klare de vanskelige situationer, det bliver sat i, uanset om de er indadrettede eller udadrettede fra barnets side af. Indadrettede overlevelsesstrategier vil sige, at barnet lukker sig inde i sig selv og kæmper med sine problemer alene, barnet kan blive utryg ved andre mennesker og være bange for konflikter. Hvis overlevelsesstrategierne derimod er udadrettede, vil barnet skeje ud og kan blive voldsom i sine handlinger og lade sine frustrationer komme til udtryk i sin handlen med omverden, barnet vil virke som det uartige - barn. Barnet bruger strategierne til at klare hverdagen i et hjem, hvor omgivelserne ikke er optimale at vokse op i. Om barnets strategier er indadrettede eller udadrettede bestemmes af barnets temperament, og hvordan det reagerer, når det føler sig presset og magtesløst. Det kan resultere i personlighedsmæssige vanskeligheder. Uanset hvordan barnet reagerer på problemer i hjemmet, vil det være til skade for barnet at opbygge disse personlighedsmæssige vanskeligheder. Dette er ikke ensbetydende med, at barnet er skadet for livet. Hvis det i en tidlig alder oplever svigt, vil barnet ikke automatisk være ukærlig, fordi det har haft mangel på tilknytning i de tidlige barndomsår (Ibid.). Terningen er på ingen måde kastet, bare fordi børn har forpasset den sædvanlige alder for tilknytningsdannelse; den bedste retningslinje ville være: >>det er aldrig for sent <<. (Ibid. s. 73) Et barns problemer i hjemmet vil som oftest ikke kun omhandle ét problem, men ofte være en kombination af flere ting i barnets miljø, som spiller ind i barnets sårbarheder. Barnets 18

19 vanskeligheder vil være en kombination mellem, hvordan barnet selv oplever sin livssituation og mulighed for at begå sig i denne, kombineret med omverdens måde at opfatte barnet på. Som professionel skal man se barnets behov for støtte til de vanskeligheder, barnet måtte have og hjælpe barnet på vej i den rette retning (Schwartz 2001). Børn som fra deres forældre eller omliggende miljø ikke har fået den rette bagage med til at begå sig i deres senere tilværelse, men alligevel klarer sig godt senere i deres liv (mønsterbryder), hævder, at det der gjorde, at de klarede sig godt og kom væk fra den måde deres barndom var på, var gennem deres nære menneskelige relationer. Disse relationer har været afgørende for, at de har kunnet forandre deres levevis. Det er derfor ikke altid begivenheder eller miljøer, der har den afgørende betydning. For at et barn skal komme ind i den rette udvikling, er det vigtigt at barnet får mulighed for at gøre nye erfaringer med at skabe relationer til andre mennesker (ibid.). 6. John Bowlbys tilknytningsteori Bowlby mener, at mennesket bliver født socialt og kommunikerende. Allerede som spæd kommunikerer vi med vores omverden og søger at skabe bånd til menneskene omkring os. Som spædbarn og barn er det forældrene, man knytter sig til, og disse bånd bliver ved med at eksistere hele livet. Som ung og voksen knytter vi i stedet bånd af enten heteroseksuel eller homoseksuel art til en partner (Bowlby 1988). Hans teori omkring tilknytning handler om, hvordan barnet udvikler sin tilknytning til nære omsorgspersoner. Han beskriver vigtigheden af at have en sikker base i form af en omsorgsperson, som psykisk er tilgængelig og er i stand til at reagere hensigtsmæssigt på barnets signaler (Guldbrandsen 2009). Som spæd er den kommunikation der sker mellem barnet og forældrene emotionelle udtryk med ledsagende adfærd. Senere lærer barnet at tale, men den emotionelt udtrykte kommunikation vil stadig være den vigtigste i de nære forhold. I tilknytningsteorien er det derfor sådan, at et af de vigtigste tegn på psykisk sundhed er, at man er i stand til at skabe nære emotionelle bånd til andre individer (Ibid.). Bowlby benytter flere forskellige udtryk i sin teori, som vi vil søge at beskrive og derigennem redegøre for hans teori. Tilknytningsteorien er en teori bygget på etologi (læren om dyrs adfærd), psykodynamisk teori og systemteori (Killén 2005). Teorien gør op med driftsteorien, hvor man mente, at et barn altid ville 19

20 vælge omsorgsperson ud fra, hvem der gav det mad. Dette mente Bowlby var forkert, bl.a. ud fra Harry Harlows forsøg med abeunger. I dette forsøg fjernede man abeungerne fra moderen lige efter fødslen og placerede dem sammen med en abe lavet af ståltråd, som havde en sutteflaske og en abe lavet af pels. Forsøget viste, at abeungerne kun søgte ståltrådsmoderen for at få mad, men når de var usikre eller bange, søgte de pelsmoderen. Dette viste, at det ikke var madmoderen, der var den primære omsorgsperson for dem, men den abe som lignede abeungerne mest. Bowlby dannede derfor den teori, at tilknytning er en medfødt funktion, der gør, at barnet søger den omsorgsperson som giver trøst, ro og skaber beskyttelse mod den omliggende verdens farer (Guldbrandsen 2009). Tilknytning betyder, at et individ er disponeret til at være i tæt kontakt med et andet individ. Det er en egenskab, som ikke påvirkes, af den situation man er i, men en vedvarende egenskab. Tilknytning er kun noget, man udvikler overfor enkelte individer, mens tilknytningsadfærd kan udføres overfor mange forskellige personer (Bowlby 1988). Tilknytningsadfærd er den adfærd, et barn viser ved adskillelse og genforening med en bestemt omsorgsperson (Guldbrandsen 2009). Det er den adfærd, der sikrer den tætte kontakt til et andet individ. Det er sociale signaler, der viser omsorgspersonen, at barnet har brug for denne. Adfærden ses tydeligst, når personen er bange, ked af det eller udmattet og syg. Det er en biologisk funktion, der sikrer beskyttelse mod omverdens farer (Bowlby 1988). Tilknytningsbåndet: Tilknytningsadfærden kan tændes og slukkes afhængigt af situationen, men tilknytningsbåndet som er den følelsesmæssige tilknytning varer ved uafhængigt af adfærden. (Guldbrandsen 2009). Tilknytningssystemet eller adfærdssystemet, som det ofte kaldes, er det adfærdssystem, der bestemmer, hvordan barnet holder forbindelse til sin tilknytningsperson (Ibid.). Tilknytningssystemet kan sammenlignes med et fysiologisk system, som opretholder forskellige balancer i kroppen, det fysiologiske system kan fx sikre, at blodtrykket holdes indenfor nogle bestemte grænser, på samme måde sikrer tilknytningssystemet, at ens forbindelse til tilknytningsfiguren bliver opretholdt (Bowlby 1988). 20

21 Adfærdssystemet opretholder en indre balance homeostase ved at nærme sig eller øge afstanden til tilknytningsfiguren, som med sin adfærd sender signaler, der bidrager til at regulere barnets adfærd feedback. (Hart og Schwartz 2008 s. 72) Når barnets adfærdssystem aktiveres, og barnet kalder på omsorgspersonen med sin tilknytningsadfærd, svarer omsorgspersonen med sit omsorgssystem, og de to systemer går i interaktion (Hart og Schwartz 2008). Barnet kan bruge omsorgspersonen som en sikker base for at udforske verden og som en tryg havn, når farer truer (Ibid.). Den vigtigste egenskab en omsorgsperson skal have er, at den skal være psykisk tilgængelig for barnet (Guldbrandsen 2009). Indre arbejdsmodeller: Barnets mentale forestillinger om omsorgspersonerne og om sig selv i forhold til disse. Arbejdsmodellernes funktion er at hjælpe barnet til at forstå, hvad der sker i forhold til en tilknytningsperson, forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, og udarbejde tilknytningsrelevante handlingsstrategier. (Ibid. s. 147) De indre arbejdsmodeller bygger på barnets erfaringer med tilknytningspersonens tilgængelighed og reaktioner på barnets tilknytningsrelaterede handlinger. Hvis tilknytningspersonen fx aldrig er til stede, når barnet har brug for det, eller tilknytningspersonen ikke reagerer på barnets tilknytningsadfærd, vil barnet udvikle nogle arbejdsmodeller, der fortæller, at tilknytningspersonen ikke er tilgængelig, og barnet vil udvikle handlingsstrategier ud fra dette (Guldbrandsen 2009). Disse modeller etableres hurtigt gennem de første år og bliver til betydningsfulde kognitive strukturer (Bowlby 1988). 21

22 Barnets opfattelse af verden struktureres igennem disse modeller og konstrueres med udgangspunkt i egen aktivitet og erfaringer. Modellerne udvikles ud fra barnets erfaringer i hverdagen, og det billede barnet danner af sig selv bygges både på forældrenes behandling af barnet, men også den måde de ser barnet på. Derfor kan barnets opfattelse af sig selv blive meget skadet, hvis ikke tilknytningspersonerne er tilgængelige. Dette kan nemlig indebære, at barnet får den opfattelse, at det er barnets skyld, at der ikke bliver reageret på dets tilknytningsadfærd. (Ibid.). Arbejdsmodellerne udvikles i takt med barnets kognitive og motoriske udvikling, da omsorgspersonen retter sin omsorg efter, hvad barnet har brug for. Altså vil en god arbejdsmodel øge barnets evne til fleksibelt at gå i samspil med omverden (Hart og Schwartz 2008). Modellerne er udgangspunkt for, hvordan barnet føler for forældrene, og hvordan det regner med, at forældrene vil agere og behandle det og især, hvordan barnet planlægger sin egen adfærd overfor forældrene. Modellerne bliver efterhånden ubevidste, men senere i livet, når barnet bliver til et ungt menneske, og forældrene begynder at behandle den unge anderledes, vil modellerne lige så stille ændre sig (Bowlby 1988). Hvis de erhvervede arbejdsmodeller ikke har samme struktur som virkeligheden, kan det føre til utilpassede samspil, og hvis der er modstrid mellem det, som barnet selv oplever, og det som formidles udefra, kan barnet udvikle to arbejdsmodeller, som ikke er forenelige og erindringer som hører til en af arbejdsmodellerne kan udelukkes. Her er det ofte de personlige erindringer, der udelukkes, og barnet overtager de erindringer, som formidles fra omverden. Som eksempel på dette kan nævnes en 10 årig dreng, som berettede, at hans forældre havde gennemført en lykkelig skilsmisse, han kunne dog ikke berette hvori det lykkelige lå, fordi han havde overtaget hans forældres definition og havde tilsidesat sine egne følelser omkring skilsmissen (Hart og Schwartz 2008). Bowlby ligger vægt på, at det har stor betydning for et barns tilknytningsmønstre, hvordan dets forældre behandler det, og om forælderen giver rum for fri kommunikation. Der findes tre tilknytningsmønstre, man kan udvikle, selvfølgelig er der undtagelser, men disse mønstre ses ved de fleste individer (Bowlby 1988). 22

23 Det sikre tilknytningsmønster, hvor barnet har fuld tillid til, at dets forældre er til rådighed og er klar til at hjælpe og støtte i svære situationer. Dette mønster udvikles, hvis barnet i de første år har oplevet, at forældrene reagerer hensigtsmæssigt på barnets behov (Ibid.). Det ængsteligt, klæbende tilknytningsmønster gør, at barnet ikke er sikker på om dennes forældre er til rådighed. Dette gør, at barnet føler adskillelsesangst og er klæbende og bange for at udforske verden. Dette mønster udvikles, hvis forældrene nogle gange er til rådighed og andre gange ikke. Dette kan ske, hvis der forekommer adskillelser i de første år af barnets liv og desuden ved trusler om at blive forladt (Ibid.). Det ængsteligt, undvigende tilknytningsmønster viser sig ved, at barnet altid regner med at blive forladt og ikke tror på, at der vil blive reageret, hvis det søger omsorg. Dette individ vil søge at leve sit liv uden at knytte nære bånd til andre og uden kærlighed. Mønsteret udvikles, hvis barnet er blevet afvist gang på gang af forældrene (Ibid.). Nogle af de undtagelser man ser fra disse tilknytningsmønstre er, at børn kan virke desorienterede. Dette er ofte børn, der har udviklet en desorganiseret udgave af et af de tre tilknytningsmønstre, oftest det ængsteligt, klæbende. Denne udvikling kan ses hos børn der har været udsat for fysisk vold eller alvorlig vanrøgt, børn af psykisk syge mødre, som behandler barnet uforudsigeligt eller børn af mødre, som er meget optaget af at sørge over tabet af en forælder i deres egen barndom og til sidst hos børn, hvis mødre selv er blevet fysisk mishandlet eller seksuelt misbrugt som børn (Ibid.). Barnets tilknytningsmønster de første to-tre år er en egenskab i forholdet mellem mor og barn, derfor kan dette mønster godt ændre sig, hvis forælderen begynder at behandle barnet anderledes. Efterhånden som barnet bliver ældre, bliver adfærden mere en del af barnet, og adfærden kan derfor overføres på andre forhold, fx til en lærer eller terapeut. Dog kan man oftest tyde på barnets adfærd som 1 årig, hvordan det vil agere i en børnehavegruppe senere. Barnet med den sikre tilknytning til moderen vil ses som et samarbejdende og populært barn, mens barnet med ængstelig, undvigende adfærd vil ses som emotionelt isoleret, fjendtligt og opmærksomhedssøgende. Barnet med ængstelig, klæbende tilknytning opfattes ligeledes som opmærksomhedssøgende, anspændt eller passivt og hjælpeløst (Ibid.). 23

24 Barnets model af sig selv er dybt afhængig af, hvordan forældrene opfatter og behandler barnet, derfor vil det have vidtrækkende konsekvenser for et individs personlighed, hvis det som barn ikke er blevet anerkendt, da barnet med stor sandsynlighed heller ikke vil anerkende de kvaliteter ved sig selv, som forældrene ikke anerkender. Hvis forældrene kun ser og reagerer på en del af barnets kommunikation, vil barnet overse de samme sider af sig selv, som forældrene gør (Ibid.). I tilknytningsteorien tror man ikke, at mennesket udvikler sig af en bestemt sti og skal igennem et stadie for at nå det næste. I stedet mener man, at der er flere mulige udviklingsstier, og at det er det miljø barnet vokser op i, der indvirker på, hvilken sti man bevæger sig af. Det er især forældrenes behandling, der påvirker dette. Hvis forældrene er følsomme og reagerer hensigtsmæssigt på deres barns handlinger, er sandsynligheden for, at det udvikler sig af en sti som giver en god psykisk sundhed stor. Hvis de til gengæld ikke behandler barnet hensigtsmæssigt er chancen for at barnet bevæger sig af en sti mod god psykisk sundhed mindre. Dog kan stierne ændre sig, hvis forældrene fx begynder at behandle barnet anderledes, da stierne ikke ligger fast fra fødslen (Ibid.). 6.1 Volds konsekvenser Ofte er volden kun toppen af isbjerget, for det meste sker det i forbindelse med længerevarende psykisk vold, som afvisning og vanrøgt. Det er dog meget forskeligt, hvordan dette foregår, og hvordan det påvirker det enkelte barn. Nogle børn oplever det kun lejlighedsvist, mens andre er konstant udsat for denne vold (Bowlby 1988). Børnene kan blive deprimerede, passive og hæmmede, afhængige, ængstelige og samtidig vrede og aggressive. Børnene deltager ikke i leg og viser sjældent glæde. Deres følelsesudtryk er ofte så vage at de overses, eller de er svære at forstå, de kan fx blive ved med at græde, men ikke tage imod trøst (Ibid.). Børnene kan blive meget agtpågivende og på vagt overfor, hvad der kan ske, men kan også udvikle en stor følsomhed for deres forældres ønsker, da de lærer, at der er ting der kan formilde forældrenes udbrud. I en vuggestue kan man ofte se, at børnene virker aggressive og har svært ved at knytte sig til andre omsorgspersoner og børn. I en undersøgelse af mishandlede vuggestuebørn fandt man desuden, at ingen af dem søgte at trøste, hvis et andet barn var ked af det, i stedet reagerede de med frygt, sorg eller vrede og fjendtlighed (Ibid.). 24

25 Børn kopierer den adfærd de ser. De behandler andre, som de selv er blevet behandlet og dette ses tydeligst i de første år af barnets liv (Ibid.). Når børnene først er skadede på denne måde, er det svært at ændre på deres adfærd, både for plejeforældre, pædagoger og terapeuter (Ibid.). Mange af disse børn ender senere på psykiatriske klinikker. Mænd ofte som aggressive psykopater og kvinder med personlighedsspaltning (Ibid.). 7. Sammenligning af omsorgsteori Schwartz beskriver, hvordan barnet har brug for tre forskellige former for omsorg for at være i udvikling: Behovsomsorg, udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg. Barnet lærer igennem omsorg, at mestre de fire udviklingstemaer i barnets udviklingsopgave: Selvstændighed, samhørighed, mestring og mening. (Schwartz 2001). Desuden træner omsorg barnet i at mestre sociale situationer. Bowlby lægger vægt på, at man skal have en sikker base i form af en omsorgsperson, som er psykisk tilgængelig for at udvikle en tryg tilknytning og er i stand til at knytte nære bånd til andre mennesker. De mener derfor begge, at denne primære omsorg er essentiel for barnet og dets udvikling af relationskompetencer. Killéns definition af omsorgssvigt bygger på, at omsorgspersonerne ikke er psykisk tilgængelige, hvilket ligeledes er pointer i Bowlby og Schwartz tanker omkring emnet. Schwartz mener dog, at hvis man oplever svigt i en meget tidlig alder, er det ikke sikkert, at man bliver skadet for livet. Her er Bowlby uenig, han mener at: Når børnene først er skadede på denne måde, er det svært at ændre på deres adfærd, både for plejeforældre, pædagoger og terapeuter. (Bowlby 1988). Bowlby er af den overbevisning, at hvis skaden først er sket, er det meget svært at rette op på den igen. Killén mener til gengæld, at hvis man hurtigt kommer ud af svigtet og får den omsorg og pleje, man har brug for, er det ikke sikkert, at man får varige mén, men hvis svigtet foregår over lang tid, bliver det sværere og sværere at gøre det godt igen. Desuden beskriver hun, hvordan vanrøgt kan skabe varig fysisk skade, hvis barnet ikke meget hurtigt kommer ud af det. Vanrøgten kan skade hjernen både ved fysisk vanrøgt, men også hvis barnet ikke bliver følelsesmæssigt stimuleret. 25

26 Killén benytter en model lavet af Kendel-Tackett. Denne model beskriver fire stier, et omsorgssvigtet individ kan bevæge sig af. Det er stier, der redegør for, hvordan svigtet kan have negativ effekt på individets helbred, pga. adfærd der enten er fysik eller psykisk skadelig. Alle tre teoretikere er dog enige om konsekvenserne af omsorgssigt. De beskriver alle, hvordan det påvirker barnet psykisk, og hvordan det ofte udvikler depression, og alt hvad der hertil hører hos barnet. Dette kan ske ved alle former for omsorgssvigt. Bowlby beskriver desuden, hvordan en manglende anerkendelse af barnets kompetencer ofte ender i en meget lav selvfølelse. Schwartz beskriver en model over de overlevelsesstrategier et barn kan udvikle for at håndtere et omsorgssvigt. Hun mener, der er tre forskellige strategier, man kan danne sig. To af disse er handlingsstrategier som danner nogle billeder af, hvordan barnet bør håndtere svære situationer, mens den sidste strategi er helt at undlade at opbygge handlingsstrategier. Dette er ikke noget Bowlby ligger vægt på, han taler i stedet om tre forskellige tilknytningsmønstre, man kan udvikle og den adfærd disse fordrer. Bowlby lægger mere vægt på, hvor galt det kan gå, hvis man bliver omsorgssvigtet, og de psykiske konsekvenser det kan have. Kari Killén er også mere fokuseret på konsekvenserne og har, ligesom Bowlby, i sin teori ikke tanker med om, hvordan barnet håndterer et omsorgssvigt. Hun fokuserer ligeledes udelukkende på de massive konsekvenser, svigtet kan have: Overgreb kan være forbundet med depression, angstlidelser, suicidal adfærd, lav selvfølelse, spiseforstyrrelser, seksuelle problemer, dissociative forstyrrelser, posttraumatisk belastningsreaktion og rusmiddelproblemer. (Killén 2005). Dette støtter op om deres holdninger til, om man er i stand til at komme ud af et omsorgssvigt uden mén. Her mener Bowlby Og Killén, at det er meget svært at ændre på det, når først skaden er sket. Schwartz er ikke enig i dette, hun mener, at barnet er i stand til at udvikle overlevelsesstrategier. Desuden mener hun, at det er afhængigt af barnets robusthed, og hvad det enkelte barn har behov for, om det bliver omsorgssvigtet. 8. Anbringelse 8.1 Anbringelse ved Ida Schwartz Et godt anbringelsesforløb er ifølge Else Christensen (1998) når: 26

27 1. Anbringelsen fungerer godt på et omsorgsniveau. Barnet kan lide at bo på stedet, har fået det bedre og føler at det får hjælp. 2. Anbringelsen fungerer godt på et udviklingsniveau. Barnet har udviklet nære relationer og føler, at de voksne kender det, og det har fortalt om sig selv. (Schwartz 2001, s. 78) Dette har hun fra flere undersøgelser, hvor hun har fået børns egne udsagn, kombineret med udsagn fra forældre, sagsbehandlere og voksne på anbringelsesstedet. Anbringelsen synes at være god for barnet, hvis omsorgsniveauet eller begge niveauer fungerer. En god anbringelse indebærer nære relationer, da de har stor betydning for barnets velbefindende og samtidig er vigtige for barnets fremtidige livsforløb. I en undersøgelse sås 50 % af anbringelserne som succesfulde, dette vil det sige at 50 % af børnene oplevede deres anbringelse som positiv. Det afgørende ved en god anbringelse er, at barnet føler sig knyttet til sin omsorgsperson. Samtidig er det tæt forbundet med, at det lykkes kontaktpersonen at bevare en god kontakt og et godt samarbejde med forældrene (Schwartz 2001). Karen Zobber (1993) fandt i interviews med seks anbragte børn og unge, at de ikke følte, de var blevet hørt eller forklaret situationen inden deres anbringelse, som loven siger, at de skal. De var ikke blevet forklaret og sat ind i, hvorfor de var blevet anbragt, og dette gjorde, at denne gruppe børn var meget skeptiske overfor deres anbringelse og ikke havde den store mulighed for et positivt anbringelsesforløb. Barnet vil have nemmere ved at knytte sig til bostedet og skabe nære relationer, hvis barnet er blevet taget hånd om og blevet informeret og inddraget i sin anbringelse. Barnet skal føle sig set, hørt og forstået, da barnet har behov for hjælp til at kunne klare denne krise og den adskillelsesproces, de skal igennem (Ibid.). Tidligere anbragte børn beskriver at de pædagoger de var mest glade for og havde mest tiltro til, var de pædagoger, der var oprigtige overfor børnene. En ærlighed i kontakten og følelsen af at være sammen med mennesket bag pædagogen skaber den gode kontakt mellem pædagog og barn (ibid.). 27

28 Voksne er meget nemme at gennemskue som barn. Der er mange, hvor man kan mærke det pædagogiske, altså snusfornuften og ikke ærligheden. Det var også meget tydeligt at mærke dem, der virkelig holder af en (ibid. s. 83) Det børnene søger hos pædagogerne i et anbringelsesforløb er ikke det, at de er professionelle overfor børnene, men derimod ærlighed, omsorg, respekt, tillid, tryghed og det at blive holdt af, som den man er. Derfor er det vigtigt, at pædagogerne udfører arbejdet af lyst og oprigtighed, da børnene gennemskuer den pædagog på lang afstand, som bare udfører arbejdet for at tjene penge. Ved den rette tilgang til børnene vil der kunne skabes den bedste udvikling. Det er vigtigt at pædagogerne får etableret personlige relationer til de børn og unge de arbejder med. Det vil og skal være børnene selv, der vælger deres favoritvoksne, de voksne som de kan have fortrolige og tætte samtaler med, hvor de får mulighed for at udvikle sig selv og lære sig selv at kende (ibid.). En ny kontaktperson skal forsøge at forstå barnets livsverden for netop at have øje for, hvad det enkelte barn tillægger betydning. Begrebet livsverden benyttes af Habermas og betyder: Livsverdenen, den subjektive verden, vi lever i, rummer kulturen, menneskers indbyrdes relationer og vor personlige identitet, og den bygger på sproglig kommunikation. (Redaktionen) Habermas mener, at man handler ud fra sin livsverden, ens adfærd er afhængig af, hvordan ens livsverden er formet. Desuden ændrer ens livsverden sig hele tiden på baggrund af, hvad man oplever, derfor udvikler man sig hele livet igennem (Pahuus 1988). Det kan derfor være vigtigt at se på barnets livshistorie. Hvad har barnet været igennem og oplevet i sit liv? Det er der, barnet har opbygget sin selvforståelse, omverdensforståelse og kompetencer. Dette er vigtigt for at kunne forstå barnet og barnets handlemåder, da de ellers vil kunne virke meningsløse og kaotiske 28